15.05.2025
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/08/Hebsgaar_gravel_Roar-Paaske-Fotografi-2-2.jpg Nikolaj Hebsgaard

Velomore tester Wahoo Ace

Bigger is better synes at være mantraet bag Wahoo Ace, den nye cykelcomputer fra Wahoo, som har fået touchskærm, ringeklokke, længere batterilevetid og en vindsensor.

Den er stor, er min umiddelbare tanke, da jeg åbner æsken med den nye cykelcomputer fra Wahoo. Ace er navnet, og ligesom vi ser det med smartphones, bliver cykelcomputere også gradvist større for at give plads til nye funktioner, bedre batterier og større og bedre skærme.

For Aces vedkommende er det især batteriet, der fylder, og Wahoo hævder, at batteritiden er på imponerende 30 timer for en enkelt opladning, hvilket især vil glæde dem, som har hang til ultracykling.

For at gøre plads til batteriet er Ace vokset til 126 x 71 x 24 mm og en vægt på 208 gram, modsat forgængeren ELEMNT Bolt V2’s 77 x 47,6 x 21 mm og 68 gram. Samtidig er LED-panelerne i venstre side og toppen af enheden forsvundet, hvilket giver plads til et display på 96,7 mm med 16 millioner pixels og touchskærm.

Stacked from 41 images. Method=B (R=4,S=2)

Det er ikke den eneste nye funktion, der er blevet ’plads’ til. Frontpanelet har fået en indbygget vindsensor, der kan registrere, om du kører i med-, side- eller modvind. Det er ikke en CdA-måler, så du kan ikke bruge den til at optimere din egen aerodynamik – endnu.

Sensoren sidder forrest på cykelcomputeren, hvor den umiddelbart virker meget udsat overfor regn, mudder, støv og skidt fra vejen, hvorfor man kan frygte for dens holdbarhed i længden.

Trods tilføjelsen af touchskærm, har knapperne i bunden af skærmen fået lov at blive, ligesom knapperne på sidepanelet og den smarte zoom-funktion også er blevet bevare.

Sidst, men ikke mindst, har Ace imponerende 16 GB hukommelse til at logge alle dine ture.

I brug

Brugeroplevelsen af Wahoo Ace er helt, som man forventer, og kender den fra Wahoos andre cykelcomputere.

Opsætningen er nem og sker via Wahoo-appen, hvor man let kan lave brugerprofiler, træningssider osv. Med Ace siger Wahoo farvel til ELEMNT-appen og vil fremover samle deres økosystem og alle funktioner i én og samme app, Wahoo-appen.

Der er et hav af data at vælge imellem, og masser af informationer, man kan få vist på de 10 datafelter, man kan have på hver træningsside.

Vind på næsen

Bl.a. viser vindsensoren, hvor kraftig en med- eller modvind man kører i – eller hvor stort et ’boost’ eller ’drag’ man får, for at bruge Wahoos terminologi. Det sker via en farveindikation såvel som en angivelse af vindens hastighed i km/t.

Jeg skal ærligt indrømme, at funktionaliteten af vindsensoren er til at overse, og de fleste vil nok næppe være i tvivl om, hvor vinden kommer fra. Dog kan den hjælpe dig med at finde den optimale læposition, når du sidder på hjul bag andre ryttere. Efter hver tur kan man se, hvor længe man har kørt i modvind og sidevind.

Foruden analyse af vindretning, byder Wahoo Ace og Wahoo-appen på masser af analyseværktøjer, og der er rigeligt med data, man kan dykke ned i efter hver tur, særligt hvis man vil nørde i puls, watt osv.

Den store og tydelige skærm gør det ekstra nemt at navigere efter kort, og det er endda muligt at planlægge ruter med hjælp fra Google og Apple Maps, mens man er på farten. Smart, hvis man har brug for at komme til nærmeste bager i en snæver vending.

I skrivende stund mangler Wahoo Ace evnen til at vise Strava-segmenter, som kommer i senere opdateringer. Det samme gælder bl.a. personliggjorte alarmer, som lige nu heller ikke er en mulighed. Det er ærgerligt, at Wahoo ikke har styr på den slags før lanceringen.

Batteritiden mellem opladninger er fornuftig, men ved almindelig brug er den ikke på 30 timer, som Wahoo siger. For at udnytte batteriets fulde potentiale, er man nødt til at slå funktioner fra.

Wahoo skal til gengæld have ros for diskret at have tilføjet en ringeklokke til Ace. Et hurtigt dobbelttryk på skærmen, og cykelcomputeren siger ”ring, ring”. Det er smart! Men overraskende nok en funktion, som Wahoo er gået MEGET stille med. Jeg vil dog fremhæve det som en af Aces stærkeste nye funktioner, og en, som jeg har brugt meget mere, end vindmåleren…

Facit

Overordnet set er Wahoo Ace en god cykelcomputer. Alle basisfunktionerne er der, som man også ville forvente, men flere af de funktioner, der tilføjer noget ’mere’ til oplevelsen, såsom Strava live-segmenter eller personlige alarmer, mangler fortsat.

Samtidig er der stadig ’børnesygdomme’ og jeg har bl.a. oplevet meget langsomme opstarter, samt en skærm, der ofte fryser under opstarten. Det giver en oplevelse af, at Ace ikke er helt færdigbagt.

Personligt synes jeg, at Ace virker voldsomt stor og jeg savner også LED-panelerne i siden, som var en fin detalje ved Wahoos cykelcomputere.

Det efterlader mig med et blandet indtryk. Det, som Ace gør godt, gør den virkelig godt: Skærmen er virkelig tydelig og lækker at se på, der er masser af data af få vist og ringeklokken er helt genial. Men vindmåleren virker i bedste fald overflødig. Funktionen har potentiale, hvis den i fremtiden kan sige noget om CdA i realtid. Det vil gøre den til et markant stærkere værktøj, som kan bruges i jagten på Strava-tider, cykelløb eller til justering af positionen af på cyklen. Men lige nu, fremstår den overflødig.

Læs også: Velomore tester Wahoo Tracke pulsmåler

Set oppefra, vil Ace være et godt valg for langt de fleste. Er man på udkig efter en god cykelcomputer, med masser af funktioner, en stor og tydelig skærm, og er ligeglad med størrelsen, så er Ace et godt valg. Batterilevetiden lever ikke helt op til de 30 timer, men når først Wahoo får rullet diverse opdateringer ud i løbet af 2025, som får tilføjet de manglende funktioner og ryddet op i børnesygdommene, skal Ace nok vise sig som den fremragende cykelcomputer, den har potentialet til at være.

Men lige nu må den nøjes med en score på 4 ud af 5 stjerner, da man trods alt må forvente, at en cykelcomputer til 4.699 kr. ikke er afhængig af opdateringer for at være fuldendt, og derfor får Ace ikke en perfekt score på 5/5.

Info

Vurdering: 4/5.
Bedst til: Dig som går op i ydelse fremfor størrelse.
Pris: 4.699 kr.
Mere info: www.nordic.wahoofitness.com