Posts Tagged ‘Affair RX Pro’

Haibike Affair RX Pro – Eurobike 2013

Posted on: september 17th, 2013 by kragholm

Det hører nu ikke længere til sjældenhederne at man ser en Haibike på de danske landeveje. Til Eurobike 2013 messen i Friedrichshafen præsenterede Haibike deres nye 2014-landevejsmodeller, topcyklen Affair RX Pro og derudover også en landevejscykel med skivebremser, Q Race RX Pro.

Haibike Affair RX Pro
Sloping geometri – eller skråt overrør om man vil – og nye farver er blot nogle af nyhederne på den nye Haibike Affair RX Pro til 2014-sæsonen. En anden nyhed i forhold til tidligere Affair RX Pro modeller er bagbremsens placering under bagstellet, som man generelt ser vinder frem blandt flere og flere rammeproducenter. Forbremsen og bagbremsen er af den grund forskellig med en Sram Red forbremse og en Shimano Dura Ace bagbremse – Dura Ace ifølge prisskiltet, men til Eurobike sad der en Ultegra bagbremse på cyklen. Mon ikke det skulle have været en Dura Ace bremse som lovet på prisskiltet..?!?
 
Cykelsporten handler i høj grad om æstestik og Haibike har tidligere vundet priser for deres gennemførte, æstetiske design. Haibike Affair RX Pro har fået en flot, gennemgående gul og sort farve, men i og med cyklen sælges komplet med den røde Sram Red 11-speed geargruppe, går helhedsindtrykket med kombinationen af farverne sort, gul og rød desværre hen og bliver en lille smule forstyrrende. Med en vægt på sølle 5,7kg for en komplet cykel med de nye, forbedrede Lightweight Obermayer Meilenstein tubular hjul, kunne man fint have valgt en Shimano geargruppe og stadig opnået en vægt langt under UCIs høje 6,8 kg grænse. Kranksættet er dog ikke SRAM Red, men til gengæld en sort Clavicula Classic med 52-36 kombination fra tyske THM-Carbones.

En lille rød farve må ganske enkelt ikke forstyrre et helhedsindtryk, når prisen er oppe på 8.999 euro. Når det så er sagt, er det uden tvivl stadig en flot cykel – men om den er 8.999 euro værd, må komme an på en prøve. Cyklen fås i størrelserne XS, S, M, L og XL.

Haibike Q Race RX Pro
En anden nyhed fra Haibike er deres Q Race RX Pro, en landevejscykel med skivebremser. Haibike går også med på moden i cykelverdenen og tilbyder en landevejscykel med skivebremser til det snævre segment som ikke er underlagt UCI-reglement, nemlig motionister. Udstyret med den nye Shimano R785 elektroniske geargreb med R785 hydrauliske skivebremser og tilhørende Shimano fælge samt Shimanos nye, elektroniske Ultegra Di2-gruppe R6800 med for- og bagskifter, kranksæt, kæde og krans. Cyklen lander på en vægt på 8,8kg, en pris på 2.999 euro og kommer i størrelserne 49, 52, 55, 58 og 61. Spørgsmålet er om skivebremserne virkelig er den ekstra mervægt værd i forbedret bremseevne..?