Allerede på Vueltaens tredje dag skulle klassementrytterne for første gang måle sig mod hinanden, da 3. etape sluttede på den ekstremt stejle Mirador de Izaro stigning, der bød på stigningsprocenter på op omkring de 30 %.
Syv lykkeriddere kom traditionen tro afsted fra etapens start, og de fandt hurtigt ind i et fornuftigt samarbejde, mens Sky kontrollerede farten i feltet. De syv var Simon Pellaud (IAM), Jerome Cousin (Cofidis), Peter Serry (Etixx), Alexander Geniez (FDJ), Rudiger Selig (Bora-Argon18), Gatis Smukulis (Astana) og David Arroyo (Caja Rural).
Den første del af etapen var forholdsvis flad, inden to mindre stigninger fungerede som opvarmning til dagens sidste stigning. Allerede på den første af de to blev udbruddet dog fuldstændig splittet, da der virkelig blev kørt for bjergpointene. Pellaud viste sig hurtigt som den stærkeste, og da schweizeren slog et pænt hul til alle forfølgerne, fortsatte han ufortrødent alene på trods af, at der stadig var over 50 kilometer til mål.
Den høje fart i udbruddet betød dog, at forspringet til feltet blev øget betragteligt, og inden starten af næstsidste stigning havde Pellaud fortsat over seks minutter til feltet. Denne var dog noget hårdere end den første, og Pellaud begyndte stille og roligt at tabe tid til feltet, mens Serry og Geniez satte de andre udbrydere og lidt efter hentede de og satte Pellaud, der tydeligvis var gået ned.
På det flade stykke hen mod den afsluttende stigning snakkede Serry og Geniez sammen og samarbejdede for at holde feltet stangen. Samtidigt lykkedes det Pellaud at komme tilbage til de to. Med omkring syv kilometer til mål var der styrt i feltet, og desværre gik det værst udover Astana kaptajnen Miguel Lopez, der blev siddende på asfalten i noget tid, inden han kom i gang igen.
De tre i front ramte bunden af stigningen med to minutter til feltet, hvor positionskampen havde skruet farten gevaldigt i vejret. Forrest satte Geniez hurtigt de to andre og fortsatte alene mod etapesejren. I feltet skruede Movistar farten i vejret, og kun Chaves, Valverde og Contador kunne sidde med af klassementfavoritterne, mens Froome tabte terræn. Kort efter måtte også Contador opgive at følge med, mens Ruben Fernandez holdt farten.
Ingen kunne dog hente Geniez, der tog en flot og hårdt tilkæmpet sejr. Kort efter kom Fernandez overraskende over stregen som toer, men Movistar hjælperen troede, at han havde vundet og rakte armene i vejret. Valverde tog tredjepladsen inden Chaves, Froome, der havde lukket hullet, og Quintana kom ind. Contador blev nummer ni og smed knap 20 sekunder til de andre favoritter.
Ruben Fernandez overtager med andenpladsen førertrøjen i løbet.
Resultat 3. etape af Vuelta a Espana
1. Alexandre Geniez (FDJ)
2. Ruben Fernandez (Movistar) 0:21
3. Alejandro Valverde (Movistar) 0:26
4. Chris Froome (Sky) st.
5. Esteban Chaves (Orica) st.
6. Nairo Quintana (Movistar) 0:32
7. Igor Anton (Dimension Data) st.
8. Samuel Sanchez (BMC) 0:54
9. Alberto Contador (Tinkoff) st.
10. Gianluca Brambilla (Etixx) st.
Samlet stilling
1. Ruben Fernandez (Movistar) 9:16:07
2. Alejandro Valverde (Movistar) 0:07
3. Chris Froome (Sky) 0:11
4. Esteban Chaves (Orica) 0:17
5. Nairo Quintana (Movistar) st.
6. Samuel Sanchez (BMC) 0:46
7. Peter Kennaugh (Sky) 0:47
8. Leopold König (Sky) 0:51
9. Dani Moreno (Movistar) 0:58
10. Gianluca Brambilla (Etixx) 1:01
…
12. Alberto Contador (Tinkoff) 1:31
Seneste kommentarer