Jeg var 14 år, netop konfirmeret og kørte omkring på landevejene omkring Horsens og drømte, at jeg var Johan Museeuw. Året var 1996 og min helt med kælenavnet den Flamske Løve, havde netop vundet Paris Roubaix foran holdkammeraterne Gianluca Bortolami og Andrea Tafi. En magt demonstration af Mapei-GB og var Ballerini ikke punkteret, havde det belgiske hold også fået fjerde pladsen. Rygterne fortæller, at Museeuw vandt på dekret fra Mapei’s CEO, hvilket Andrea Tafi var særdeles fortørnet over. Men tre år senere i 1999 kunne Gladiatoren fra Fucecchoi hæve den symbolske brosten over hovedet og lade sit navn indgravere i omklædningsrummet på cykelbanen i Roubaix, som tegn på, at han havde sejret i helvede i nord.

Andrea Tafi

Andrea Tafi er i dag 52 år og nyder tilværelsen som cykelpensionist og Gran fondo motionist så meget, at 20 året for sejren i Paris Roubaix skal markeres med et brag. Fedt nok med en særudgave af motionsløbet Paris Raubaix, tænkte jeg, da jeg først hørte om nyheden. Et motionsløb hvor Andrea Tafi sammen med andre gamle Koryfæer genoplever 1999 udgaven og fortæller røverhistorier om, hvor højt de kunne pumpe hæmatokritværdien op uden at få hjertestop. Knap så fedt var det, da jeg længere ned i artiklen kunne konstatere, at italieneren ikke vil køre motionsløb, men den professionelle udgave. Velbekom.

Midtvejskrise

Eddy Merckx udtalte en gang sagde noget i retning af: ”Når man stopper, så bruger man resten af livet på at fylde det hul ud”. Ingen tvivl om at tiden efter en karriere på topplan kan være hård, hvilket der er stribevis af eksempler på, men et forsøg på comeback i så høj en alder, er uden sportsligt perspektiv. Professionel sport handler først og fremmest om at vinde og en forudsætning herfor, er at være i besiddelse af evnen. Den evne har Tafi bestemt haft, men det har en mand i starten af 50erne ikke og dermed burde der være sat punkt for det comeback.

Tafi har ikke længere evnerne til professionel cykelsport, men alligevel adskiller han sig fra de fleste andre 50 årige, som kan køre stærkt. Han har et navn og formået at lancere sit comeback, som et mediestunt, hvilket TV2 SPORTs cykelekspert, Brian Nygaard, hurtigt spottede:

” Fred være med, hvis et hold tager ham med, så længe han ikke tager pladsen fra en ung rytter. Jeg hører ikke til dem, der kan blive sur over, at han vil gøre det her. Alle har en drøm, og det her er hans, siger Brian Nygaard til TV 2 SPORT.”     

En drøm i form af et projekt hvor Tafi efter eget udsagn følger ”sit hjerte”. Problemet med den drøm er, at da Tafi i slut 90’erne fulgte sit hjerte, pumpede hjertet litervis af blod tilsat EPO rundt i kroppen. I 2013 offentliggjorde det franske Senat en rapport, som viste, at Andrea Tafi havde kørt 1998 udgaven af Tour De France på EPO. Rapporten var baseret på en undersøgelse, hvor alle dopingprøver fra Touren 98 blev genåbnet og testet med mere moderne metoder. Her klappede fælden ikke kun for Tafi, men også for Bo Hamburger, Laurent Jalabert, Mario Cipollini, Marco Pantani osv. Rapporten står tilbage som det helt store synderegister over cykelsportens mørkeste periode.

Freak show på to hjul

På kort sigt kan der være en vis markedsføringsværdi for et af wildcard holdene til Paris Roubaix i at stille til start med Andrea Tafi. Journalisterne vil helt sikkert flokkes om ham og mon ikke TV2 SPORT er leveringsdygtig i et ukritisk interview med hovedpersonen uden skelen til ligene i lasten? For cykelsporten på længere sigt er det tvivlsomt, om Tafis genkomst er en gevinst. Tafi er et af flere symboler på den mørkeste periode i cykelsportens historie og der bør ikke være plads til ham i det professionelle felt, hvis sporten skal fremstå troværdig i forhold til bekæmpelse af doping. Vælger et hold at stille til start med Tafi, uanset om han er juridisk berettiget til det, vil det være et klart signal om, at markedsføring og et kortvarigt løft til holdets budget, er vigtigere en etik og moral. Der er sket stor progression inden for antidoping arbejdet siden de glade dage i 90’erne, hvor tillid og troværdighed gradvist er blevet opbygget. Stiller Andrea Tafi til start i Paris Roubaix næste år, kan kritikerne med rette anklage professionel cykelsport for at være et freak show på linje med wrestling.