Team Cykelmagasinet havde en god dag i de nordlige Dolomitter. En niendeplads på etapen blev det til og en enkelt plads længere frem i klassementet til nummer 11. sammenlagt i masterkategorien.

Søren Fauth: Det gik godt, men det startede fandme dårligt…

Hans Plauborg: Ja, masterstarten ud af byen de første 10 kilometer, og mange af de 600 par ville frem i højre og venstre. Det var virkelig ubehageligt. Vi mistede alle de placeringer, vi havde vundet ved at stå klar tidligt i boksen, fordi folk tog store chancer og skabte farlige situationer.

Søren: Jeg frygtede, jeg ville få kørt bagskifteren i stykker pga. sammenstød, men det skete ikke, og vi kom ind på den første 6 kilometer lange stigning.

Hans: Ja og da begyndte dit lydniveau at stige ret betydeligt..

Søren: Jamen, den begyndte jo ret hurtigt at stige over 10 procent, og jeg troede virkelig ikke, den ville være så stejl. Jeg måtte koncentrere mig 100% om min vejrtrækning.

Hans: Du lød virkelig som om, du var på vej til at forlade denne verden. Ryttere omkring os kigge på dig og var lidt i chok, tror jeg.

Søren: Ja, men jeg bliver nødt til at skide på, hvad folk tænker.

Hans: Og så kom primalskriget…

Søren: Ha, ja jeg skriger alt, hvad jeg kan, og derefter får jeg fri respiration ca. 2/3 oppe, og du begynder at muntre mig op, hvilket også giver ekstra kræfter. På toppen kan jeg mærke, det er MIG der bestemmer og ikke mine lunger.

Hans: Du begynder nærmest at rykke, som var det et dansk cykelløb, og vi skulle trods alt over Grödner Joch.

Søren: Jamen jeg følte mig virkelig stærk, og da vi kom til Grödner Joch, satte vi jo også dem, vi sad med og kunne se en større gruppe længere fremme, som viste sig at være den anden større gruppe i hele løbet. Jeg følte virkelig vi kunne køre op til den, men du ville ikke, eller kunne ikke?

Hans: Jeg var nervøs for at gå rigtig dybt og risikere for meget. Desuden havde jeg problemer med knæet, fordi klampen på højre pedal ikke sad ordentlig. Det spekulerede jeg lidt for meget over. Det er underligt, at det er mig, der er “hjernen” i vores team og du, professoren, er ren instinkt på cykel.

Søren: Sådan er det også derhjemme, min kone tænker for mig meget af tiden. Men ja, jeg var parat til at køre mig i smadder for at hente den gruppe. Men det prøvede vi så ikke.

Hans: Det siger også noget om, at man virkelig må forhandle med sin makker i det her løb, det er man nødt til, og det er en udfordring, men også en af de mest interessante ting ved at køre som par. Vi blev nummer 9 på etapen og ligger sammenlagt nr. 11, og i morgen venter kongeetapen. Der er langt til mål Søren.