Posts Tagged ‘Citat 2015’

Mørkøv: Jeg har brug for ny luft

Posted on: december 4th, 2015 by AS

– Det er ikke gået, som jeg havde håbet på. Jeg har ikke fortsat min udvikling fra de tidligere år, så det har været skuffende for mig. Det er svært lige at sætte fingeren på, hvad problemet har været. Men der har været flere ting. Jeg fik en ny træner, som jeg satte min lid til, hvor vi prøvede nogle nye ting, der ikke fungerede så godt.

– Så har vi også fået Peter Sagan på holdet, og det har betydet, at jeg har haft nogle mere bundne opgaver forhold til tidligere år. Jeg er egentlig fint tilfreds med det, som jeg har præsteret i år for ham, men der mangler lidt til mig selv også, fortæller han Cykelmagasinet.

Selvom Mørkøv ifølge ham selv, ikke ”har stået på tværs af vejen på noget tispunkt” har sæsonen kun budt på én sejr. Den kom på den afsluttende etape af Post Danmark Rundt, og derfor er det naturligvis den, som Mørkøv hiver frem, da vi taler om sæsonens højdepunkt.

– Selvom Post Danmark Rundt ikke er så højt rangeret et løb, så er det stort at vinde på hjemmebane på Frederiksberg. Det var en rigtig flot sejr, som jeg vil være stolt af resten af min karriere. Det var en fantastisk fornemmelse at køre først over stregen. 

Matti Breschel slog ud på de sidste meter og gav sin leadoutmand sejren, og det vidner om Matti Breschels karakter.

– Jeg havde kørt for at køre Matti frem til sejr, og at han så giver den tilbage, fordi han har vundet 2 tidligere i løbet, er stort. Det er en fed måde for Matti at dele sine sejre på med mig, der havde hjulpet ham til de andre. Det er flot af ham, sådan at give den videre, for jeg var indstillet på, at Matti Breschel skulle vinde den, men pludselig kunne jeg selv køre over stregen. Det var en dejlig fornemmelse!

Den gode form i Post Danmark Rundt blev brugt ved VM, hvor Mørkøv udførte sin rolle som oppasser for Matti Breschel til perfektion. Generelt blev det et stærkt efterår af danskeren, hvor det også blev til en andenplads på en etape i Wallonien Rundt. Netop den stærke sæsonafslutning har givet danskeren en ro ind i årets sidste måneder.

– Jeg fik sluttet sæsonen godt af, fandt et nyt hold, hvor jeg er meget motiveret til de nye opgaver på Katusha og for Kristoff. Jeg har virkelig en god fornemmelse. Jeg valgte at køre et par 6-dagesløb i stedet for at holde en længere pause, for at bibeholde noget af min form og derved skabe mig selv et bedre udgangspunkt for 2016.

Mange ryttere ser frem til oktober og november som kærkomne afbræk, hvor cyklen helst skal så langt væk som muligt, så hovedet kan få noget ro. Det behov har 30-årige Mørkøv ikke.

– Jeg har i mange år kørt landevejs- og banesæsonen ud i et. Mine erfaringer er ret gode med det, for hvis jeg bare får en uges pause ind imellem til at koble fra, så behøver jeg ikke meget mere pause end det. Jeg bliver ikke mentalt udmattet, for jeg føler, at jeg er ret god til at få delt sæsonen op i nogle perioder. Der kommer altid nogle naturlige pauser i løbet af året. F.eks. efter foråsklassikerne. Så hvis du bare udnytter de pauser, synes jeg egentlig, at jeg kan bevare det mentale overskud.

 I 2016 skifter Michael Mørkøv til russiske Katusha. De har haft første samling, og det beretter Michael Mørkøv om med stor glæde:

– Det var en ny oplevelse og nye holdkammerater, da vi mødtes. Men det var et godt møde. Det er første gang for mig som professionel at starte på et nyt hold, så det var spændende. Det var noget anderledes bygget op end hos Saxo, men jeg synes, at det var rigtig positivt.

Katusha har ryttere fra mange nationaliteter, men særligt de russiske ryttere dominerer. På trods af TInkoff-Saxos russiske licens taler Michael Mørkøv ikke et pluk russisk. Heldigvis er det ikke et krav på Katusha, hvor sproget er lige så meget engelsk og italiensk.

– Jeg taler jo ikke russisk, men ellers falder jeg meget godt ind på holdet. Heldigvis er russisk ikke holdsproget, så det skal nok gå. Jeg taler godt engelsk, og er efterhånden også rimelig habil med det italienske, og det er der en del, der taler, så det fungerer fint.

Et nyt hold betyder også et farvel til det tidligere danske hold Team Tinkoff-Saxo, og selvom det har været vemodigt at skifte væk, havde Mørkøv for længst forliget sig med tanken.

– Jeg begyndte allerede i foråret at indstille mig på, at jeg gerne ville prøve noget nyt og få nogle nye udfordringer. Jeg har været rigtig glad for at køre på holdet, men nu er jeg også rigtig glad for at komme til Katusha. Der var simpelthen brug for noget nyt luft og et nyt sted for mig.

På det russiske hold bliver Mørkøv en essentiel del af supersprinteren Alexander Kristoffs leadouttog, og det betyder, at danskeren er gået i skarp træning for at gøre det godt i sprintertoget.

– Jeg har været god til at køre leadout i min karriere, men nu bliver det en mere bunden opgave, så jeg skal forberede mig her til vinter. Den ene del er det tekniske i at køre leadout, og den anden er træningen. Jeg kommer til at køre noget mere intensivt og noget mere specifikt i forhold til den præstation, der skal ydes i et leadout. Jeg bliver formentlig anden eller tredjesidste mand i toget, der skal skyde Kristoff afsted, så det bliver sjovt.

Alexander Kristoff er den store profil på det russiske WorldTour hold, og Mørkøv glæder sig til at køre nordmanden frem til endnu mere succes. Det kan forhåbentlig kaste løbsdeltagelser i de store løb som brostensklassikerne og Tour de France af sig.

– Det er fantastisk, at Alexander har vundet så mange løb i år. Det ser jeg meget frem til at blive en del af.  Jeg håber da, at jeg kan være med til et samarbejde, der giver ham en lige så succesrig sæson som i år. Der er ikke lagt program for mig endnu, men det kommer nok til at give sig selv rimelig meget, når jeg skal følge Kristoff rundt. I starten bliver det Tour of Qatar og Tour of Oman og så brostensklassikerne med noget Paris-Nice. Forhåbentlig kan jeg gøre mig selv så uundværlig, at jeg også skal med til Touren, slutter Michael Mørkøv.

Breschel: Jeg skal køre Tour i 2016

Posted on: december 2nd, 2015 by AS

– Det har været lidt op og ned i sæsonen. Jeg var lidt fremme i klassikerne, men jeg havde bundne opgaver på holdet, så det blev ikke til et personligt godt resultat. Så spillede det til Post Danmark Rundt og i Wallonien Rundt, inden jeg så lige manglede det sidste til VM, fortæller Matti Breschel til Cykelmagasinet, inden han, ikke overraskende, udpeger sine to etapesejre i Post Danmark Rundt som sæsonens højdepunkt.

– Det er ikke kun pga. personlig succes, men også fordi vi virkelig kørte som et hold, og havde det skide sjovt. Når der er flere på holdet, der har succes, så bliver der en god stemning. Vi var med til at styre løbet og så er det klart, at stemningen ved aftensmaden er i top. Chris Juul vinder, Michael Mørkøv vinder på Frederiksberg og jeg tager to etapesejre – det var fedt at være en del af. Det er også pga. de to etapesejre i Post Danmark Rundt, at jeg kunne få muligheden for at prøve noget nyt på Garmin i 2016 – så det er jeg glad for.

Med den nye kontrakt på amerikanske Garmin-Cannondale betyder det også et nyt sæsonprogram og den byder forhåbentlig på en tur til Frankrig i sommeren og en Grand Tour. Noget, der har manglet siden Breschels seneste Grand Tour i Giroen 2013.

– Jeg har manglet en Grand Tour i de sidste par år. Jeg bliver lige ½-1 % stærkere hver eneste gang, jeg tager tæskene i sådan en Grand Tour. Jeg er skuffet over ikke at kunne køre en i et par år, for jeg har behov for at køre dem, for at blive stærkere. Mit mål er, at jeg skal have en Grand Tour til næste sæson, og lige nu er planen, at jeg skal køre Tour de France i 2016. Der kan ske 100.000 ting, men planen er at jeg skal til Frankrig. Jeg er med i bruttotruppen, så det er op til mig selv at sørge for, at jeg er klar. Jeg skal undgå styrt og sygdom, men jeg håber helt vildt meget på det og glæder mig.

Inden flybilletten forhåbentlig viser Mont Saint Michel og Tour de France, har Breschel dog sæsonens hovedmål foran sig først – klassikerne. Og det bliver med en forberedelse, som han aldrig har prøvet før.

– Jeg starter på Mallorca og kører derefter Valencia Rundt, og så tager jeg på højdetræningslejr før klassikerne. Det har jeg aldrig prøvet som en forberedelse til brostenene, men de gange jeg ellers har prøvet det, har jeg haft en god form bagefter.

– Klassikerne bliver det første store mål, inden som sagt Tour de France. Men lige nu tænker jeg mest på klassikerne og er i fuld gang med at forberede mig til det. Det føles godt, og jeg håber at slå til i Harelbeke og Wevelgem, hvor jeg har den bedste chance. Derefter skal jeg så holde formen hele vejen til Roubaix. Flandern Rundt og Paris-Roubaix er svære løb, så der vil jeg prøve at holde mig til og få et så godt resultat som muligt, slutter Matti Breschel.

Lars Bak: Jeg ville gerne have haft en sejr

Posted on: december 1st, 2015 by AS

– Personligt har det været en god sæson. Jeg ville gerne have haft en sejr, men overordnet set havde jeg ingen dårlige momenter. Jeg var god i klassikerne, god til Touren og Giroen og god til Post Danmark Rundt. Jeg synes stadig, at jeg var god til hold-VM og VM, så faktisk er jeg rigtig fint tilfreds med sæsonen, fortæller Lars Bak Cykelmagasinet. Selvom han er glad for sæsonens forløb er der alligevel lidt malurt i bægeret. Det blev nemlig ikke til nogen sejr for silkeborgenseren.

– Jeg er da træt af, at jeg ikke vandt en sejr. Særligt en etape i Post Danmark Rundt havde været rar. Men jeg er for gennemsnitlig. Jeg ville gerne kunne gå ned i form og så hæve topformen endnu mere. Men jeg er konstant på et godt niveau. Der er problemet så bare, at for at vinde de helt store ting, skal du have et endnu højere niveau.

Lars Bak er dog godt klar over, at det er et luksusproblem. For han er nu engang ansat som hjælperytter og trækdyr.

– Holdet er fuldt ud tilfreds, for jeg får ikke løn for at vinde cykelløb, men for at hjælpe de andre til at vinde, og det har jeg gjort. Det er jo derfor, at holdet kan lide mig – fordi de ved, at selvom jeg ikke er i god form, kan jeg stadig levere et godt stykke arbejde. Sæsonens lavpunkt må være, at jeg ikke tager en sejr, når min form har været god.

Men chancerne har været der for Lars Bak, der fik muligheder i Giroen efter Greipel udgik, i Touren og i flere mindre løb. Men de berømte marginaler har ikke lige været på hans side.

– Jeg har heller ikke lige haft det sidste held, når jeg sad fremme. For jeg har fået mine chancer. I Giroen var jeg i form og havde en fri rolle efter Greipel udgik. Men derfra var det bare så hårde bjergetaper, at jeg ikke havde en chance. Jeg var også godt kørende i Touren og var i udbrud et par gange, men hvor der lige manglede det sidste.

– F.eks. den etape til Valence, hvor jeg ikke måtte føre for Greipel. Den etape kunne lige så godt have tippet over til, at vi var holdt hjem, og hvem ved så, hvad der kunne være sket? Hvis og hvis, min røv er spids – det ville en masse andre nok også kunne sige, griner han hjerteligt, inden han understreger, at det ikke er en undskyldning.

– Jeg bruger det ikke som en undskyldning, for jeg får mine chancer i 3 dage ved Panne, Post Danmark Rundt og Quebec. Men havde jeg kørt flere små løb, havde jeg måske også taget en sejr. Men vi skal heller ikke undervurdere, at det er svært at vinde cykelløb. Du kan bare se på os danske professionelle. Matti har vel vundet 2 i år, Mørkøv vandt på Frederiksberg, Chris Anker vinder DM, mens Martin Mortensen vinder et løb i Wales.  

Lars Bak har nu i 3 år været tæt på i Post Danmark Rundt, hvor han er blevet nummer 2, og det begynder at irritere humørbomben.

– Det er jo frustrerende med Post Danmark Rundt. For jeg kører jo ikke for at blive nummer 2. Men Christoffer kørte rigtig flot, og han kørte så stærkt, så det er nu sådan det gik. Det var frustrerende, og selvom jeg ikke var punkteret på enkeltstarten, havde jeg nok alligevel ikke vundet. Personligt er jeg pisse træt over at blive nr. 2 igen, for så ville jeg hellere blive nummer 20 og tage en etapesejr. Det er sejrene, som du husker. Men sådan er det – der er jo ikke noget at gøre ved det.

Derfor er Lars Bak også klar i mælet, når snakken falder på målene for 2016. Han vil have en sejr på kontoen!

– Jeg kunne rigtig godt tænkte mig at vinde et løb. Hvis sol og måne står lige, så får jeg også et top-10 i en af brostensklassikerne. Om det så er Harelbeke, Gent-Wevelgem eller Paris-Roubaix betyder ikke så meget – jeg vil bare gerne sidde med i finalen. Det er rigtig sjovt, og det vil jeg gerne prøve igen. Men vi har et superstærkt hold, så jeg bliver også hjælperytter.

– Nogle gange skal du i udbrud for at åbne løbet op. Og det kan nogle gange give dig en chance, når du så lige pludselig sidder i finalen. Så hvis jeg er heldig bliver det et topresultat i en brostensklassiker og så en sejr ved siden af. Jeg gider ikke blive nummer 2 mere, slår han fast

Breschel: Skivebremserne er på vej

Posted on: november 30th, 2015 by AS

– Det er en spændende tid i cykelsporten. Der sker hele tiden nye ting, og vi er i en rivende udvikling med udstyr, holdstruktur, skivebremser etc, fortæller Matti Breschel Cykelmagasinet. Ifølge Garmin-cannondale rytteren er det kun et spørgsmål om tid før skivebremserne kommer til det professionelle felt.

– Det, jeg frygter ved skivebremserne, er, at det kommer til at tage 5 gange så lang tid at skifte et hjul. Men vi kommer ikke udenom det, og vi kommer helt sikkert til at køre med det i feltet, for du bremser langt bedre med skivebremser på. Du kan diskutere, om det ser kønt ud, og umiddelbart hælder jeg mest til helt almindelige bremsere, fordi det ser bedst ud. Vi skal passe på, at det ikke bliver for spacy – jeg kan godt lide det klassiske, griner han, inden han fortæller, hvor han har prøvet de nye skivebremser.

– Jeg har prøvet dem med min crosscykel her i vinteren. Det er første år, at jeg er med til rigtige løb og jeg skøjter rundt. Men det er ikke skivebremsernes skyld – de er virkelig gode.

Crosscyklen er en ny hobby for den 31-årige dansker, der forkorter sin løbspause med turene i mudderet.

– Det er for at prøve noget nyt. Jeg har før trænet det lidt, men jeg har aldrig kørt løb. Det er super sjovt, selvom de rigtige specialister jo slår mig klart. Crosscykling giver også nogle gode intervaller, der forhåbentlig giver en god form til 2016. Jeg er gået væk fra intervaltræning i off-season over de sidste par år, men jeg har før haft succes med det. Så nu prøver jeg igen med crossløb og løbetræning, så jeg kan få nogle intervaller og lægge oveni distancen, som jeg træner med landevejscyklen.

Cykelrytterne har naturligt nok en god iltoptagelse og kondition til at lave fine resultater med løbeskoene på, men flere ryttere fravælger løbeturene af frygt for at få skader pga. de stød, det giver at tage en tur på asfalten uden hjul. Matti Breschel kender godt problematikken og fraråder da også at starte med et halvmarathon.

– Jeg har altid kunnet lide at løbe, men jeg blev lidt paranoid omkring det i 2011, hvor jeg havde nogle knæskader. Så der er en frygt for det, og det er klart, at du skal bygge din muskulatur stille og roligt op. Lad vær’ med at start med et halvmarathon, griner han.

– Det er et afbræk fra landevejscyklen, og jeg havde masser af motivation til at holde mig i gang efter sæsonen. Jeg har det sjovt med det og får noget frisk luft.

Det er nu 11 år siden, at Matti Breschel fik sin første professionelle kontrakt på Team CSC, men siden er lysten til professionel cykling ikke blevet mindre.

– Det er ikke noget problem med gejsten i min off-season, selvom jeg er ved at være en rutineret herre. Faktisk holder jeg helst så kort pause som muligt, for jeg bliver rastløs, hvis jeg ikke får cyklet i længere tid. I år har jeg ikke holdt mere pause end 2 uger, og så har jeg i stedet kørt mountainbike og cross, så jeg kunne holde mig i gang.

– Jo længere en pause jeg holder, jo sværere bliver det for mig at komme tilbage. Jeg lever jo af at køre på cykel, og jeg får det faktisk dårligt både fysisk og psykisk, når jeg ikke får trænet. Du bliver doven og inaktiv, når du er for længe væk, så jeg holder en kort pause. Desuden kan jeg mærke, at jeg tager lettere kilo på, end da jeg var 23. De skal jo smides igen, så jeg foretrækker bare at holde mig selv i gang.

Men selvom han har kørt mange år, er det ikke for sent at prøve nye ting, og i 2016 skifter Matti Breschel fra de trygge, kendte rammer på Tinkoff-Saxo til amerikanske Garmin-Cannondale. Der havde de første træningsamling i slutningen af oktober, og Breschel glædede sig over det, som han oplevede til træningssamlingen i Aspen, Colorado.

– Jeg havde lyst til at prøve noget nyt. Selvom det har været nogle kanongode år, og det er ærgeligt at sige farvel til en masse gode kammerater er det fint at komme væk. Vi mødtes og så hinanden an til samlingen, og det var sjovt og spændende. Der var mange nye ansigter, men der er en skidegod stemning på holdet.. Det er et meget ungt hold, men der er nogle fede fyre på holdet og nogle gode sportsdirektører. Vi virker som et rigtig godt match, og jeg glæder mig til sæsonen for alvor går i gang, fortæller en forventningsfuld Matti Breschel.

Mortensen om sæsonen: Sværere end forventet

Posted on: november 29th, 2015 by Kristian Arnth

Martin Mortensen har kørt for CULT-Energy de seneste to sæsoner, og han var således en del af holdet, der inden denne sæson rykkede et niveau op. Mortensen har tidligere kørt på storhold som Leopard-Trek og Vacansoleil, men alligevel var oprykningen sværere end forventet. Vi har snakket med Mortensen om den svære, første sæson.

– Vi havde et rigtig hårdt forår. Jeg troede egentlig ikke, det ville være så hårdt at rykke op som Pro Kontinental, men det var det. Man skulle lige vænne sig til farten, og jeg fik egentlig bare tæsk til efter Dunkerque i maj, hvor jeg fik lov til at holde fri og samle kræfter, fortæller Mortensen om forårssæsonen til Cykelmagasinet.dk og fortsætter:

– Derefter kører vi så cykelløb igen og vinder Luxembourg Rundt og Velothon Wales lige efter. Det var der, det begyndte at være sjovt at køre cykelløb, og sådan skulle det jo egentlig gerne have været lige fra starten af sæsonen. Men vi fik lidt tæsk og folk ved, at det nok ikke er på samme måde næste år, fordi vi er lidt mere vant til det. For mit eget vedkommende er jeg godt tilfreds, for jeg vandt et UCI-løb og blev to til DM. Selvfølgelig havde det været helt fantastisk at blive dansk mester, men det gjorde jeg ikke og sådan er det.

Mortensen bliver ikke en del af det nye fusionshold, CULT Energy-Stölting Group, men skifter i stedet til britiske ONE Pro Cycling. Et hold, som han fik kontakt med i forbindelse med den flotte sejr på holdets hjemmebane i Wales.

– Sejren i Wales var helt klart højdepunktet i min sæson. Det er min første rigtige professionelle sejr, så det var rigtig stort. Det var også den sejr, der gjorde, at jeg kom på et engelsk hold til næste år, siger han. 

Den nye kontrakt får også betydning for Mortensens privatliv. De sidste 10 år har han boet i Luxembourg, men med fremtiden helt på plads og en familie, der skal passes derhjemme, er det nu tid til at flytte hjem til Danmark. Han kommer dog ikke til at døje alt for meget med den danske vinters kulde:

– Jeg er så heldig, at min far har en lejlighed på Costa Blanca, så jeg kan flyve ind og ud, når jeg vil. Planen er også, at jeg flytter hjem til Danmark efter nytår, og når det så er dårligt vejr, flyver jeg derned til Spanien. Grunden til at jeg flytter til Danmark er også, at jeg nu har boet 10 år ude, og så er det ved at være på tide at prøve noget nyt og være mindre egoistisk over for familien, fortæller han. 

Martin Mortensen fortsætter som nævnt karrieren på ONE Pro Cycling, hvor han bliver holdkammerat med blandt andre de to danskere, Sebastian Lander og John Ebsen.

 

Troels Vinther: Jeg skal arbejde på enkeltstarten

Posted on: november 28th, 2015 by AS

– Jeg synes egentlig, at 2015 har været god, fortæller Troels Vinther Cykelmagasinet, da snakken falder på 2015-sæsonen. Men der er også et men. For det gik ikke som Troels Vinther gerne ville i foråret. 

– Jeg kæmpede lidt med det i foråret, hvor det ikke gik lige så godt, som jeg have regnet med. Jeg havde problemer med at finde min gamle position på cyklen, og jeg følte mig ikke godt tilpas før lang tid hen på foråret. Først i midten af maj følte jeg, at jeg fandt mit gamle niveau.

CULT Energy Pro Cycling blev smidt ud i et organisatorisk kaos, da holdets manager Christian Weyland havde fusket med papirerne og blev fyret kort før sæsonstart. Det betød at holdets løbscykler først kom sent frem.

– Vi var uheldige med holdet og manageren, så det har taget ekstra tid med at få løbscyklerne. VI fik dem først et par dage før første løb, og der nåede jeg ikke at finde mig til rette på dem. For mig betyder det meget at have den rigtige position på cyklen, for ellers kan jeg ikke køre stærkt. Så det tog noget tid for mig at få guidet mig ind på det, når jeg skiftede udstyr, mærker osv. Samtidig har vi kørt en del endagsløb, hvor jeg var uheldig med sygdom indimellem, som så har sat mig tilbage.

Men fra da Troels Vinther først fik fart i cyklen i maj, godkender han sin sæson.

– Fra maj af gik det egentlig godt. Jeg kørte nogle gode løb og var med fremme i de løb, som jeg gerne ville, bl.a. DM, Østrig Rundt og Post Danmark Rundt.

Troels Vinther spillede en nøglerolle på kongeetapen i Post Danmark Rundt, hvor han sad med dybt ind i finalen og hjalp sin kaptajn Rasmus Guldhammer frem til en andenplads.

– Sæsonens højdepunkt var at sidde med inde i Vejle og angribe helt inde i finalen på sidste omgang. Det var nok den hårdeste vejleetape nogensinde både rutemæssigt og den hårdeste måde at køre den på, når der blev åbnet så langt udefra. Der var ikke mange ryttere tilbage og at sidde der med de bedste og angribe for at hjælpe Rasmus – det var stort. Det er nok noget af det bedste, som jeg har kørt i Post Danmark Rundt.

Men da det så bedst ud for Troels Vinther, kørte han ind i en bil på en træningstur, fik sin arm skåret op og måtte slutte sæsonen tidligt. Det er noget, der ærgrer ham.

– Jeg var super kørende, så det var utroligt frustrerende at få fjernet chancerne for resultater til sidst i sæsonen. Men det var nok ikke det værste tidspunkt. Havde det været i foråret, skulle jeg have kæmpet mig tilbage på hometrainer. Men det var sidst på året, og vi havde ikke så mange løb tilbage. Det er selvfølgelig træls at misse nogle chancer, men det var nok ikke det værste tidspunkt, når det kommer til stykket.

På trods af skaden og den tidlige sæsonafslutning er Troels Vinther alligevel glad for 2015, der blev en tilbagevenden til det professionelle niveau.

– Det blev en blandet sæson med både op og nedture. Foråret ville jeg gerne have gjort bedre, men ellers har det gået som forventet og endda bedre. De løb, jeg har kørt, var bare svære. Det vidste vi også godt. Det var et skridt op med de hårde løb, men at sidde med i finalenerne i de løb er en stor bedrift. Det har jeg gjort, så det er jeg glad for. Jeg er ikke bitter over, at det ikke lige er gået perfekt i år med sygdommen og skaden. Det eneste skulle være foråret, men som cykelryttere er der nogle år, hvor du rammer den, og andre, hvor du ikke lige gør. Sådan er det for alle, og så må du lige fine-tune efter de dårlige år. I det her forår var jeg ikke lige flyvende, men sådan kommer der perioder for alle cykelryttere. Det skifter fra år til år, så det ligger jeg ikke så meget i.

På trods af optimismen går Troels Vinther alligevel ind til sin off-season med en mærkelig fornemmelse i maven. Han har nemlig aldrig prøvet at afslutte sæsonen med en skade. Derfor er planen for træningsprogrammet også klart. Armen skal tilbage til fuld ydeevne.

– Det er en lidt ambivalent følelse at gå ind i en off-season med en skade. Jeg har skullet mærke, hvordan armen er og genoptræne den. Jeg har været ude og cykle for ikke at gøre off-season uden cykel for lang, men også for at teste armen. Jeg skal hurtigt få den brugt og i gang – det er førsteprioriteten.

Når armen er tilbage i fuld funktion, cykler Troels Vinther mindst muligt på landevejen. Den bryder han sig nemlig ikke så meget om uden for sæsonen.

– Jeg kan bedst lide at lave en masse andet end cykling i oktober og november. Jeg kører helst så lidt landevej som muligt, så jeg beholder motivationen til næste år i januar-marts, der altid er utrolige hårde med lange træningsdage. Jeg svømmer en del og laver en del styrketræning. Det er egentlig meget sjovt og godt som vejrtræknings- og coretræning. For mig handler det meget om position, og for at sidde rigtigt og på en powerfuld måde, skal det styrkes hen over vinteren i fitnesscentret. Jeg kører selvfølgelig også nogle lange træningsture. Ellers plejer jeg også at køre et par af MTB-vintercup for sjov.

Når off-season kommer til Danmark, følger kulde, slud og sne i kølvandet. Men det har Troels Vinther en kur for – venner.

– Du får nogle aftaler med andre, der også skal ud og køre i det sure vejr – det gør det lidt lettere. Hvis det er for dårligt, må du køre indenfor. Det kan være svært for alle at sætte sig op til det i regnvejret, når der er flere måneder til sæsonen starter. Det er måske ikke det mest logiske, men som min gamle holdkammerat Christian Moberg siger: Det er kilometer, ’som du sætter i banken her om vinteren, der kan hæves til sommer’. Det er en god gammel klassiker, der er god at tænke på, griner han.

Mens Troels Vinther kæmper mod elementernes rasen i Danmark, forbereder han sig på at arbejde med sin enkeltstart. Den tidligere flerdobbelte danmarksmester Michael Blaudzun, bliver Troels Vinthers sportsdirektør og træner hos hans nye hold Riwal Platform. Her skal Blaudzun videregive sin ekspertise til Troels Vinther, så han kan gøre sig gældende i de mindre etapeløb.

– Jeg har et projekt med Michael Blaudzun om at udvikle mig på enkeltstarterne. Det skal bruges, hvis jeg ligger til i et etapeløb, men særligt med hensyn til Danmark Rundt. Hvis jeg ligger til efter Vejle, så duer det ikke, at jeg ikke kan køre en lille enkeltstart. Så det bliver noget med positionen på cyklen og noget styrketræning i løbet af vinteren.   

Netop Post Danmark Rundt har Troels Vinther været stærk i de sidste 3 år, hvor han er blevet nummer 9, 10 og 11. Det skal gerne forbedres til 2016.

– Til Post Danmark Rundt ville det kunne være fedt at ramme den. Jeg går stadig og drømmer om det perfekte løb, men jeg aldrig ramt det helt. Jeg har været med i Vejle, og kørt en fin enkeltstart, men aldrig i samme år, så jeg håber på, at ’16 bliver det år, hvor jeg rammer formen i Vejle, kører en fin enkeltstart og slipper for uheld. Det kunne være fedt.

– Men ellers så er mine sæsonmål de klassiske løb: GP Herning, de danske UCI-løb og DM, hvor jeg er særlig opsat. Det kommer selvfølgelig meget an på ruten, men jeg har før fået medalje, og sad med i finalen i år. Jeg kommer ikke til at sige, at jeg vinder DM, men jeg vil helt sikkert prøve. Det bliver et mere åbent løb næste år, for nu er de udlandsprofessionelle endnu mere spredte end de før har været. Det gør det mere åbent, og til en større fordel for os kontinentalryttere, at vi er nogle flere. Det hele øger chancerne, så det skal da prøves, fortæller Troels Vinther afslutningsvist.

Lars Bak: Nøglen har været sæsonprogrammet

Posted on: november 27th, 2015 by AS

– Vi har haft en stor sæson på holdet. Det har været en af vores mest vindende sæsoner, fortæller Lars Bak tilfreds Cykelmagasinet, da vi tager en snak med ham om sæsonen, der gik.

Selvom det blev til 40 sejre i sæsonen, blev det alligevel ikke til en stor klassikersejr, så den skal gerne komme i 2016.

– Selvfølgelig vandt vi ikke en stor klassiker, men vi har vundet så mange løb, og det har ikke kun været de små løb. Det har været alt lige fra Paris-Nice til Giroen, Touren og helt frem til Montreal. Jeg synes, at vi i brostensklassikerne fik vist os fremme, men manglede lige et podium i en af dem. Vi har rigtig mange top 10-placeringer i dem, men vi skal også lige have marginalerne på vores side, og det kommer forhåbentlig næste år. Det brede hold giver os en god chance, og hvis vi er skarpe, er det et realistisk mål for 2016.

Det får dog ikke Lars Bak til at være utilfreds, og han udpeger da også netop deltagelsen i forårsklassikerne som en af årets bedste perioder.

– Forårsklassikerne var i hvert fald et af mine højdepunkter, hvor vi havde et rigtig godt hold og var med helt fremme. I år havde vi bl.a. Greipel med langt fremme i Flandern, og hvis Greipel har formen fra i år, har vi altså et rigtig stærkt hold med Greipel, Jens Debusschere, jeg, Tiesj Benoot og Jürgen Roelandts. Så kan vi altså stille med et hold, der er lige så stærkt som QuickSteps. Det er et stort mål at få den her store klassikersejr, for det kunne være så godt for holdet!

Lars Bak har haft flere højdepunkter i den flotte sæson, men skal han pege på ét bliver det, hvad der for mange cykelfans er det ultimative højdepunkt – Tour de France. Her vandt Baks kaptajn, André Greipel, hele fire etaper.

– Højdepunktet må absolut være Tour de France. Når du er med til at vinde fire etaper, så er det fedt! Jeg var rigtig godt kørende og det var resten af holdet også. Vi kom tilbage med Greipel, for folk var sådan lidt tvivlende omkring ham, og troede ikke at han kunne være med efter 2014-udgaven. Sprinterne skal levere varen, og de får ikke penge for at blive nr. 2 og 3.

– Greipel fik hug i Touren sidste år, men han har været den mest vindende rytter i år. Han har vundet i alle de etapeløb, som han har stillet op i på nær lige 3 dage ved Panne, så han er mere end en sprinter og har været konstant hele året. Det har været en fornøjelse at hjælpe ham frem til sejrene. Det har virkelig været stort!

”Gorillaen” har stået for 16 af holdets 40 sejre, men de sidste 24 har været spredt ud over hele 9 ryttere, og det har skabt en kultur, der bringer minder frem fra Lars Bak om hans tid på CSC og HTC-Highroad.

– Alle de her sejre skaber en vinderkultur, som vi havde det på CSC og HTC-Highroad. Desuden så vil alle de her unge belgiere jo gerne matche hinanden, så de presser hinanden fremad. Hvis én kan, så tror den næste også, at han kan. Men det spreder sig til alle på holdet. Alle vil gerne vinde og alle tror, at de kan vinde.

– I GP Montreal(som Wellens vinder red.) er der 64 ryttere, der gennemfører, og vi har alle 8 mand igennem. Det var øsende regnvejr og et af de hårdeste løb, som jeg har kørt i år. Vi kørte 5½ time med 361 i normalised power. Det viser jo bare, at selv i september er alle topmotiverede.

Holdets første sejr kom den 1. februar, mens sejr nr. 40 kom i hus den 1. oktober. Det er de færreste hold, der kan præstere på højeste niveau over en helt sæson, og Lars Bak giver holdets ledelse æren for det.

– Vi prøvede en ny taktik i sæsonplanlægningen, og der har vinderen jo altid ret. Ledelsen tog Greipel, Debusschere, Roelandts og Sieberg ud af Down Under og gav dem et anderledes program. Vi der kørte Down Under fik så 4½ uge bagefter, hvor vi ikke kørte cykelløb, og det gjorde for mig, at jeg har kunnet holde min form fra januar og helt indtil september.

– Vi havde et teammeeting efter sæsonen, hvor Marc Sergeant sagde, at det havde været en af nøglerne til, at vi havde været så godt med hele året. De har fundet ud af at give folk flere pauser mellem løbene og på den måde, kunne vi være stærke et helt år. Dem der har kørt stærkt i foråret, de har også kørt stærkt i efteråret, så vi skal jo bare prøve at gøre det samme som i år, siger Lars Bak muntert.

Würtz: Det har været det største i år

Posted on: november 26th, 2015 by AS

Mads Würtz brød igennem på talenthimlen, da han som 17-årig blev juniorverdensmester i enkeltstartstart i København.

Det gav ham en guldmedalje om halsen og regnbuestriber på maven. Den følelse ville han gerne mærke igen, så da Mads Würtz kørte ned af rampen ved U23-VM i enkeltstart i Richmond, USA, var det med ambitioner om, at stå øverste på podiet endnu engang. Som bekendt lykkedes det, og derfor er Mads Würtz uden tvivl, da han skal pege på sæsonens højdepunkt. U23-VM i enkeltstart.

– Det har helt sikkert været ovre i USA. Det er en meget speciel følelse at vinde VM og kunne gå rundt og kalde sig verdens bedste. Det er ikke noget, man oplever så tit, og at have et bevis på det er vildt. Det er surrealistisk, siger Würtz til Cykelmagasinet.

Mads Würtz er endnu ikke klar til elitens VM, men da snakken falder på det største, der er sket for sporten i 2015 er han ikke i tvivl om, at Peter Sagans sejr ved Vm er det største.

– Det største er helt sikkert, at verdens bedste cykelrytter blev verdensmester. Det, synes jeg, er rigtigt stort. Peter Sagan har fortjent det, og sådan som han har kørt, er han verdens bedste. Så beviser han det i sådan et løb – det er imponerende.

– Personligt tager jeg vores U23-landshold med fra mine største minder om sæsonen, der er gået. Vi har slået så meget igennem som vi har, og kørt pissestærkt. Det er en stor ting, at vi har gjort det så godt og kørt så stærkt som landshold. Vi er et af de bedste U23-landshold længe, og det har været flot at se, at vi har været så gode sammen og suppleret hinanden så godt.

Udover regnbuestriberne tog Mads Würtz sejren på enkeltstarten og ungdomskonkurrencen i Post Danmark Rundt, vandt en etape i Tour de l’Avenir, blev U23-mester i enkeltstart, mens han kørte topresultater ind i eliteklassens DM og en række UCI-løb. Det har altså ikke skortet på succes for den unge dansker, men Mads Würtz vil ikke hvile på laurbærrene.

– Alle punkter skal rykkes. Nu har jeg fået fat i min gode enkeltstart igen og skal fortsætte fremgangen der. Men jeg skal også ud og køre flere resultater ind til landevejsløbene på samlede starter. Så det er over hele linjen, at jeg skal fortsætte min udvikling i vinteren og næste sæson. Jeg glæder mig allerede til at komme i gang med at træne igen til november.

– I november og december skal jeg køre en masse base og distance for at få kilometre i benene og få gang i kroppen. Hen omkring nytår skal jeg så på træningslejre og virkelig forberede mig ordentlig med nogle gode lange træningsture og høj intensitet, så jeg kan blive klar til sæsonstart. Vintertræning har jeg altid været god til, så det skal jeg bare gøre en gang til. Jeg glæder mig til at komme i gang og bygge endnu mere på, og køre endnu stærkere til næste år.

– Det er med en kæmpe motivation, at jeg går ind til vintertræningen. Jeg har en rigtig god fornemmelse for næste sæson, og jeg tror, at det bliver et rigtig godt år.

Guldhammer: Glad for at kunne leve af min hobby

Posted on: november 25th, 2015 by AS

Rasmus Guldhammer underskrev allerede som 20-årig sin første professionelle kontrakt med storholdet HTC-Colombia. Det blev dog en mindre katastrofe, hvor Guldhammer i oktober måtte spørge om at få sin kontrakt ophævet og vende hjem på det danske kontinentalhold Team Concordia. Inden 2015-sæsonen vendte han dog tilbage til de professionelles rækker, da CULT Energy stod klar med en kontrakt. Og 2015-sæsonen blev et stort comeback år for Guldhammer.

– Det har været et rigtig stort comeback år. Jeg har siden 2011 kæmpet for at komme tilbage som professionel, og det har været rigtig godt for mig at komme tilbage. Det har været fantastisk, at det har gået så godt. Selvom jeg stoppede på HTC, er det ikke ensbetydende med, at jeg er en dårlig cykelrytter. Dét var vigtigt for mig at bevise. Når jeg engang stopper, skal jeg vide med mig selv, at jeg har givet alt, hvad jeg kunne. Jeg har nydt at kunne kvittere med mange gode resultater, og jeg takker for tilliden fra sportsdirektører, holdet og holdkammeraterne. Jeg håber at kunne bygge videre til næste år og give noget tilbage til holdet. Men der er jo ingen garanti for, at næste år bliver lige så godt. Jeg har nydt det hele året, så resultaterne har faktisk bare været bonus, fortæller Guldhammer med et grin til Cykelmagasinet.

Guldhammer har vadet i succes, og det tilskriver han sin personlige træner, den tidligere professionelle cykelrytter André Steensen.

– Min træner André Steensen har været hemmeligheden. Han har motiveret mig, givet mig gode trænings- og løbsprogrammer og har en stor del af æren for sæsonen. Jeg gik ind til den her sæson uden målsætninger, og jeg har taget hvert løb og hver etape som et endagsløb. Jeg har ikke fokuseret så meget på resultater, men så er det bare kommet alligevel. Det er gået over al forventning og har været et rigtig godt år både oplevelsesmæssigt og resultatmæssigt. Vi har haft det rigtig godt sammen på holdet med gode ture og en god stemning. Det har så også givet mig en kontrakt, og at jeg kan leve af min hobby er fantastisk.

Året har budt på store problemer på ledelsesgangene, hvor CULT Energy allerede inden sæsonen startede kæmpede for deres videre eksistens. En kamp, hvor rytterne skulle kæmpe for resultater, så potentielle sponsorer kunne få øje på holdet. En af dem, der især tog sin tørn resultatmæssigt var Rasmus Guldhammer. De stærke resultater gav i sidste ende den 26-årige dansker muligheden for at vise sig frem på den største scene: VM i Richmond.

– VM-udtagelsen var en rigtig stor oplevelse og lige som prikken over i’et på et rigtig stort år. VM var super fedt, indtil jeg styrtede. Det er det, som jeg er mest træt af. Jeg tror, at formen var rigtig god, for benene var det, men du er aldrig selv herre over uheld. Jeg tror ikke, at jeg kunne have vundet medaljer, men det kunne være sjovt at have set, hvad det kunne række til. Det er bittert at slutte sæsonen på den måde, men jeg er alligevel bare glad for at have været en del af det danske landshold og være med derovre.

Det var ellers tæt på, at VM skulle afvikles uden Rasmus Guldhammer, for han var i første omgang ikke udtaget af landstræner Lars Bonde. 14 dage før starten på VM trak Jakob Fuglsang sig, og anbefalede Lars Bonde at give pladsen til Guldhammer med den begrundelse, at ruten var for let for Astana-danskeren. Lars Bonde tog opfordringen op og gav CULT-rytteren et opkald.

– Jeg var super glad og havde lyst til at skrige. Det var super fedt. For efter at jeg blev 4’er i Tour of Britain, ville min sæson have været slut uden VM. Derfor var det et fantastisk opkald at få. At Jakob så selv havde givet mig sin plads gjorde, at jeg var topmotiveret for at levere i USA. Derfor er det også træls, at jeg ikke fik vist, det jeg synes, at jeg kunne. Men det var super fedt, og jeg var rigtig glad for at få lov til at få pladsen til VM, og så håber jeg på, at jeg kan kvittere tilbage næste gang, jeg bliver udtaget.

Guldhammer måtte udgå af sit første VM-løb, men oppe forrest kunne Peter Sagan hæve armene og iklæde sig regnbuetrøjen som tegn på, at han er verdensmester. En bedrift som Guldhammer anser for det største, der er sket for sporten i 2015.

– Peter Sagans VM var rigtig imponerende og fortjent. Vi har set ham prøve så meget, hvor han er blevet hentet på samme måde som til VM, men han prøvede igen, og så lykkedes det for ham. Der er mange, der har været efter ham for at få for mange andenpladser, men med de resultater har i år, så har han kørt en flot sæson. Det er bare så fortjent, at han også fik VM. Han er ikke bange for at tage chancer, og det blev belønnet, og det er dejligt, at han får lov til at bære VM-trøjen.

Rasmus Guldhammer har kørt topresultater ind i hele sæsonen, men har faktisk ikke formået at få en eneste sejr, og derfor leder CULT-profilen stadig efter sin første professionelle sejr. Den skulle gerne komme i 2016

– Jeg har ikke de store mål for 2016 endnu. Mere vil selvfølgelig have mere, men målet er ikke, at jeg skal køre top-5 resultater hjem. Jeg har fået mange skulderklap for mine præstationer i år, men det har ikke helt været godt nok. I 2016 vil jeg have min første sejr som professionel! Jeg vil prøve at vinde løb igen. Jeg har været så tæt på så mange gange i år, så det er blevet irriterende. Men selvom jeg begynder at vinde, vil jeg aldrig være helt tilfreds. Jeg har en sult for at vinde. Det er derfor, at jeg træner og det er det, der motiverer mig.

Guldhammer lægger ikke skjul på, at der i frustrationen over de manglende sejre også er en stor tilfredshed og glæde over sæsonen, der er gået. Særligt oplevelsen i Post Danmark Rundt, hvor vejlenseren blev 2’er på kongeetapen i hjembyen og nummer fire samlet har prentet sig fast på nethinden.

– Post Danmark Rundt er blevet et rigtig stort løb, og jeg nød at køre det. Jeg klarede mig rigtig godt i klassementet for første gang siden 2011. Det viste mig, at jeg er der, hvor jeg skal være. Samtidig var det en rigtig stor oplevelse med alle de mennesker på ruten, og oplevelsen med at være det største danske hold i feltet.

Den samlede sejr i Post Danmark Rundt glippede med 1 minut, hvor de 38 blev tabt på enkeltstarten. Derfor er det også enkeltstarten, som Rasmus Guldhammer særligt skal arbejde med i hans off-season.

– Jeg styrketræner her i off-season, men det er for at få noget mere power i benene. Særligt skal jeg dog arbejde på min enkeltstart og min position på enkeltstartscyklen. Jeg håber at kunne komme ind på en bane og få arbejdet med min position derinde. Nu har jeg været så tæt på podiet i Post Danmark Rundt, men der er der virkelig brug for en god enkeltstart for at komme helt op. Jeg bliver nok aldrig dansk mester i det, men hvert sekund, som jeg kan hente, er en kæmpe fordel.

I Bjarne Riis’ CSC-dage brugte holdets ryttere meget tid i vindtunnel, men for Rasmus Guldhammer fungerer en god, gammeldags cykelbane mindst lige så godt. Dér får han mulighed for at arbejde med at finde den optimale position i tæt samarbejde med André Steensen.

– Jeg synes ikke, at vindtunnelen giver så god en effekt. På banen prøver du mange forskellige positioner for at finde den optimale position på cyklen, og så tjekker du med din watt-måler, hvilken du træder stærkest i. Det hele sker i tæt samarbejde med André Steensen. Han har kørt nogle gode enkeltstarter i sin karriere, og det har jeg nydt godt af i år. Jeg bliver aldrig en mand, der vinder TDF eller enkeltstarter, men hvis jeg får en bedre enkeltstart, kan jeg gøre det endnu bedre i de mindre etapeløb. Det er vigtigt at forbedre sig på alle parametre, men selvfølgelig skal der samles op på det, jeg er dårligst til.

På trods af de manglende enkeltstartsevner har det dog ikke forhindret vejlenseren i at være med helt fremme i de 1-uges etaeløb, som han har stillet op i. Derfor er det også med ro i maven og glæde i sindet, at Rasmus Guldhammer er gået på vinterferie.

– Jeg går virkelig på ferie med en rigtig god fornemmelse. Jeg har holdt noget ferie og føler mig allerede lidt halvfed, griner han.

– Så jeg glæder mig til at komme ud og cykle igen med nogle kammerater. Jeg skal stadig ud og nyde en drink eller 2 i løbet af vinteren og nyde, at jeg er ung. Men jeg går vinteren i møde med oprejst pande og ro i sindet med forhåbning om at gøre det bedre til næste år.

I løbet af en sæson bliver der brugt utroligt mange timer på landevejscyklen, og derfor får den også nogle flere timer i garagen. Derimod finder Guldhammer sin mountainbikecykel frem og udfordrer sig selv i de danske og luxembourgske skove, hvor størstedelen af vintertræningen foregår.

– Vinteren i Danmark er jo trist, så jeg bruger en del tid i Luxembourg, hvor vejret forhåbentlig er lidt bedre. Bliver det helt galt, tager jeg til Spanien og nyder noget tid der. Men ellers bruger jeg flere timer på mountainbike end landevej i starten af off-season. Det gør jeg, fordi det er sjovt at komme ud og prøve nogle grænser af og prøve noget, som jeg ikke plejer at gøre. Du kan få nok af landevejscykling i løbet af året, så det er rart med noget afbræk og noget nyt. I Luxembourg er der nogle rigtig gode stier. Skovene minder om de danske, men så har de længere stigninger. Det er dejligt at sidde på cyklingen og bygge formen op og mærke, at du bliver stærkere. Når du så kommer ud på landevejen, så føles det noget bedre, fordi det hele går noget lettere end inde i skovene.

Skulle du ønske at se, hvor god Rasmus Guldhammer er i forhold til mountainbikeeliten er der dog ikke mulighed for det. Danskeren kører i udgangspunktet ikke løb, for stadigvæk at være sulten efter konkurrencen til foråret, når landevejssæsonen starter.

– Jeg kører helst ikke mountainbikeløb. Det er oftest kun sammen med vennerne, at jeg kører. Jeg har tit kørt ét løb hjemme i Vejle, hvor jeg kommer fra. Men ellers er det vigtigt for mig at gemme sulten til landevejen i foråret, for der skal nok komme løb nok i løbet af året til at konkurrere i, slutter Guldhammer.

Mørkøv om 6-dagesløbet i Ballerup: Det ærgrer mig

Posted on: november 24th, 2015 by AS

– Det falder simpelthen sammen med mine landevejsaktiviteter hos Katusha, forklarer Michael Mørkøv, da Cykelmagasinet spørger, hvorfor han ikke skal være i Ballerup til februar.

– Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke kan deltage.  I hele min karriere har jeg altid været en del af 6-dagesløbet i Ballerup, så det ærgrer mig, at jeg ikke kan være der i 2016.

Det er dog ikke alle 6-dagesløb, som Mørkøv udebliver fra. I Londons genopståede 6-dagesløb kørte han sammen med lillebror Jesper Mørkøv, der også gør sig godt på de skrå brædder.

– Både Jesper og jeg har efterhånden kørt en hel del 6-dagesløb, men vi har aldrig kørt sammen, så det var en sjov oplevelse. Jeg nød at køre med Jesper, og vi havde det sjovt.

30-årige Mørkøv har været en fast bestanddel af den danske baneelite og landsholdstrup i sin karriere, og derfor banker Mørkøvs hjerte både for landevejscykling og banecykling. I 2016 er OL-ruten for landevejsryttere meget kuperet, og derfor vil Mørkøv satse på, at OL-deltagelsen skal findes på 4000m-holdet.

– Min sæsonplan er ikke fastlagt endnu, men ligesom i 2012 vil jeg gerne prøve at komme med til OL i 2016 på 4000m-holdet. Landevejsruten er ret kuperet, så jeg tror, at der er andre, der vil blive foretrukket.

I 2012 var Michael Mørkøv en del af det danske 4000m-hold, der blev nr. 5. Han har været i dialog med landstræner Casper Jørgensen, og håber han også kan stille op i Brasilien til sommer, selvom det kræver noget at vinde en plads på holdet.

– Det gik godt i ’12, og jeg er hele tiden i dialog med banelandsholdet. Men jeg har også stor respekt for det projekt de kører på landsholdet, og de ryttere, der er fast involveret der. Der skal noget til for at slå én af dem af på de 4 pladser. Jeg ved ikke, hvor sandsynligt det er, men jeg vil da prøve på det.

Banecyklingen er ikke det, som Michael Mørkøv lever af, og derfor er der også en tredjepart, der skal involveres i beslutningen. Heldigvis vil Mørkøvs russiske arbejdsgiver gerne lade ham køre OL.

– Min deltagelse ved OL vil Katusha meget gerne støtte op omkring, så det er dejligt. Umiddelbart kommer det ikke til at gå så meget udover landevejssæsonen, så det skal nok gå, lyder det optimistisk fra Katusha-rytteren.

Chris Anker: I Touren angriber jeg udefra

Posted on: november 23rd, 2015 by AS

På Tinkoff-Saxo var Chris Anker Sørensen efterhånden blevet reduceret til en hjælperolle for de store kaptajner, men på Fortuneo-Vital Concept får han mulighed for at angribe og køre sin egen chance.

– Holdet vil ud over stepperne og køre i udbrud. Det passer godt til mig og har haft meget at sige i mit valg om at skifte. Generelt virker det som et rigtig spændende hold, og så vil jeg også køre for et hold, hvor jeg får en anden rolle end det, jeg har fået her på Tinkoff-Saxo. Her føler jeg, at jeg er kommet over i en rolle, der ikke er det optimale for mig. Selvom det er fedt at køre som hjælper, er det federe selv at vinde, siger den danske mester til Cykelmagasinet.

Hvis Chris Anker Sørensen formår at køre op til sit niveau, har han en fornemmelse af, at der er gode muligheder for at sommerferien i 2016 skal spenderes på de franske landeveje.

– Jeg får også en god mulighed for at køre Touren, hvis jeg kører stærkt nok, og det vil jeg rigtig gerne. Det er klart, at det ikke er 100% sikkert, men chancerne er ret gode. Det var også en faktor i mit valg af hold. Jeg var ikke en af de mest ombejlede ryttere, men jeg havde trods alt flere tilbud. Men jeg valgte Fortuneo-Vital Concept, fordi de gav mig det bedste tilbud over hele kammen.

Det franske holds bedst placerede rytter i Tour de France blev Pierrick Fedrigo på en 52. plads og holdet måtte også rejse hjem uden etapesejre. Derfor er det uden tvivl en noget mindre spiller i feltet, som Chris Anker skifter til. Men underdogrollen mener han giver flere muligheder for at angribe udefra.

– Jeg glæder mig til underdog-rollen, for det åbner nye muligheder for det, som jeg er god til: at angribe udefra. Jeg kan ikke vinde mod de store ryttere, så hvis jeg sidder med Valverde, Quintana, Froome etc. på det sidste bjerg, så taber jeg. De sidste par år har jeg været låst, fordi jeg sidder på et af de store hold. Både fordi jeg har skullet hjælpe, men også fordi de andre store hold ikke vil lade mig køre.

For at blive udtaget til Touren skal Chris Anker køre stærkt i 2016, og det har han opskriften klar på. Han skal tilbage til det træningsprogram, som han ved fungerer.

– Sidste år prøvede jeg at ændre en masse ting i opstarten, og det var noget skrammel. Så i år vender jeg tilbage til det, som jeg ved, der virker. Så jeg vil ændre det, så jeg gør, som jeg plejer, griner han. Så håber jeg på, at jeg kommer bedre ud end i år. Der ramte ikke mit niveau i begyndelsen af sæsonen, og det skal jeg ændre, så jeg kommer stærkere ud.

Og motivationen til at ændre træningen og finde tilbage til den stærke Chris Anker, der er i 2012 blev 14’er i Touren, er stor.

– Jeg har virkelig en god motivation. Jeg har fået en god energi pga. det her nye hold, og så har jeg fået holdt nogle fridage sammen med familien. Det har givet mig noget friskhed tilbage og hjulpet på humøret. Her til sidst på sæsonen har det været hårdt, og jeg har været en træt mand. Men jeg har fået friskheden tilbage og snart begynder jeg at løbe- og styrketræne. Jeg er glad for at bruge min krop, så jeg ser frem til at komme i gang igen!

Cort: Kæmper mig ikke gennem den danske vinter

Posted on: november 22nd, 2015 by velo_admin

For første gang i sit liv slipper Magnus Cort for at kæmpe sig gennem den danske vinter. Danskeren er rykket sydpå til Girona i Nordspanien, hvor kuldegraderne aldrig helt får fat.

Og den lune vintertræning er noget der glæder danskeren:

– Det er da dejligt at bo i Girona, for her er der flere gode dage udenfor. Selv i januar kan du sidde på en gadecafe eller altanen og få en kop kaffe udenfor i solskin. Forrige vinter i Danmark, var jeg alligevel på træningslejr 6 gange, så det er ikke fordi, jeg er vant til at kæmpe mig gennem den danske vinter, siger Cort til Cykelmagasinet.

– Men det er dejligt hernede, og jeg er faldet godt til. Jeg keder mig ikke så nemt, men du har da meget tid, når du ikke er til løb. Når du er til løb, bor du sammen med andre 24/7. Derfor er det rart, når du så er hjemme at have tid til at være dig selv og være lidt alene.

– Når vennerne er hjemme i Girona, spiser jeg tit ude med dem. Ellers træner vi sammen og bruger det som en lejlighed til at hygge. Jeg kan godt lide at tage nogle lange rulleture og tage en 1-2 timers lange caféstop, hvor vi bare sidder og snakker, inden vi så vender om og cykler hjem til Girona igen. Til næste år kommer der lidt flere danskere herned, så det bliver rart, at der bliver lidt mere at lave. Men lige nu går jeg på spansk kursus om formiddagen, så jeg holder mig beskæftiget.

Cort skiftede inden sæsonen til det australske WorldTourhold Orica-GreenEdge på en treårig kontrakt, og det betyder, at Magnus Cort for første gang i sin karriere vender tilbage til det samme cykelhold, som han afsluttede sæsonen på. Alligevel bliver der mange nye ansigter til den første træningslejr hos det australske hold.

Der er nemlig på nuværende tidspunkt hentet 7 nye ansigter, mens hele 11 ryttere forlader holdet fra Down Under. Den store udskiftning bekymrer dog ikke danskeren, der vil vinde et løb i 2016.

– Jeg er vant til at skifte hold tit, så det er alligevel flere gengangere, end jeg er vant til. Det bliver en store forandring med de nye ansigter, men det er stadig mindre forandring end jeg plejer. Jeg regner med at holde fast i min måde at gøre tingene på. Jeg tror på det, og følte mig rigtig godt kørende her i efteråret. Med det samme koncept kan jeg fortsætte min udvikling og få en endnu bedre sæson næste år.

– Der vil jeg meget gerne vinde et cykelløb. Jeg vil gerne godkende min sæson i år, selvom jeg ikke vandt, men næste år vil jeg meget gerne vinde noget. Desuden vil jeg sidde med i brostensklassikerne og de halvhårde etaper. Jeg vil være med i endnu flere finaler og vise, at jeg kan vinde fra små felter og udbrud, slår danskeren fast.

Kamp: Mit gennembrudsår

Posted on: november 21st, 2015 by AS

– Jeg havde en sæson i 2014, der var ganske enkelt forfærdelig. Det var i den helt anden grøft end i år, hvor jeg har svært ved at vælge mellem højdepunkterne. Men hvis jeg endelig skal vælge, må det være Danmarksmesterskabt, hvor jeg blev 3’er efter at have været på vej mod sejren på den sidste omgang. Men kongeetapen i Kiddesvej står også stærkt hos mig, fortæller en glad Alexander Kamp Cykelmagasinet.

Inden sæsonen startede var Kamp fuldt af store forhåbninger, men uden tidligere års resultater til at bakke dem op. Netop derfor føler Kamp, at han endelig er brudt igennem.

– Det har været mit gennembrudsår. Jeg har opnået mange af de målsætninger, som jeg nu engang har. Det har været en fantastisk rejse med coloQuick, hvor vi har formået at overraske gang på gang. Vi kørte helt fantastisk og det har været en helt speciel sæson for mig.

Sæsonen startede ellers ikke voldsomt godt, da Alexander Kamp ingen opbakning havde fra U23-landstræner Morten Bennekou og sågar ikke var en del af bruttotruppen til U23-landsholdet. En hård situation.

– Det var frustrerende og motiverende på samme tidspunkt ikke at være en del af landsholdstruppen. For jeg synes egentlig, at jeg viste, at jeg var godt kørende. Det var frustrerende, at jeg var helt udenfor bruttotruppen inden sæsonen og ikke var i spil til forårets U23-løb. Det var en hård nød at knække i starten, men jeg kom heldigvis tilbage og var med til Avenir og U23-VM, der jo gik rigtigt godt.

Alexander Kamp blev Danmarks bedst placerede rytter ved U23-VM, da han kørte over stregen som nr. 5 efter en tæt finale, hvor franske Kevin Ledanois vandt. Peter Sagan vandt eliteløbet, og det er ifølge Kamp det største, der er sket for sporten i 2015

– Det er fantastisk at vi har fået en verdensmester som Sagan. Han er en fantastisk rytter og tekniker.

Dagen efter Sagans sejr, blev det offentliggjort, at Alexander Kamp skifter til det danske prokontinentalhold CULT Energy Stölting Group. Der var ingen tilbud fra Worldtouren, men derimod var der interessere fra andre hold på prokontinentalniveau. Kamp var dog sikker på, hvor fremtiden som professionel skulle ligge.

– CULT var det rigtige for mig, for en dansk/tysk organisation fungerer. Jeg skal være et sted, hvor der er styr på organisationen og en kompetent sportsdirektørstab som Skelde og André Steensen. Det betyder meget for mig, at det var CULT. Michael er en fantastisk coach, og han kan hjælpe mig med at bygge videre på det potentiale, som jeg har. Jeg føler selv, at jeg er godt på vej, men jeg skal Jeg skal bare blive ved med at blive stærkere. Fokusset er bare at fortsætte udviklingen, og så må jeg håbe, at jeg bliver stærkere efter en god sæson, hvor jeg har trænet godt og kørt gode løb.

Med et nyt hold følger også et farvel til et gammelt, og Kamp er trist over at forlade det nordjyske kontinentalhold.

– Det bliver vemodigt. Det har været et fantastisk år. Jeg kan ikke takke mine holdkammerater nok, for uden dem kunne jeg ikke være lykkedes med de resultater som jeg har. Jeg bestræber mig altid på, at køre på højeste niveau, men det bliver svært at sige farvel til det her. Men jeg skal videre. Men jeg er sikker på, at holdet nok skal fortsætte succeseen, selvom jeg forlader holdet. Der er en kultur på holdet, og derfor er jeg ikke i tvivl om, at de nok skal få succes til næste år. Der kommer bare nogle andre ryttere til at tage sejrene.

Sæsonen er slut, og Kamp holder et par ugers ferie, inden forberedelserne til 2016-sæsonen går i gang. Når træningen så går i gang, foregår det enten på racercyklen, mountainbiken eller på 2 fødder. Kamp er nemlig glad for at gå lange ture.

– Jeg er ikke så meget til alternativ træning, men jeg kan godt lide at køre MTB, så jeg kører begge dele i off-season. Men jeg er også glad for at gå lange ture. Det har jeg altid gjort, så når jeg går, går jeg en 7-8 km. Det er noget mediterende og afslappende over det. Man får ikke dårlige cykelben af at gå, så jeg går i stedet for at rulle ture, hvis jeg kan det.

Jesper Hansen: Saxos fravær kan mærkes

Posted on: november 20th, 2015 by AS

– Det har været en god sæson. Jeg føler, at jeg er blevet et år stærkere og har fået noget mere styrke til at være med, hvor det er sjovt, fortæller Jesper Hansen glad, da Cykelmagasinet taler med ham om året der er gået.

2015-sæsonen var Jesper Hansens anden sæson på WorldTourholdet, og den gav også danskeren sin første professionelle sejr i 2.HC løbet Tour of Norway. 

– I Tour of Norway vandt jeg mit første løb, og det var fedt at være med helt fremme og få den sejr. Ellers har sæsonens højdepunkt været i Vueltaen, hvor jeg virkelig viste, at jeg kan være med der, hvor det er sjovt, når det går opad.

I de senere år har der været en tendens til at cykelløbene skal være højere, hårdere og vildere. Den tendens føler Jesper Hansen er blevet stoppet i år, hvor rytterne flere gange har protesteret mod for vilde forhold – hvor efter ruten er blevet ændret.

– Der er kommet et væsentligt større fokus på rytternes ve og vel. Både hvad angår vejret og ruteprofiler, føler jeg, at vi ryttere er blevet hørt mere i år. Et par år tilbage havde vi mindre at skulle have sagt, så det er godt, at vi ikke finder os i alt mere. Løbene vil gerne være vildere end de andre løb, og netop derfor er det godt, at vi ryttere siger fra. Der kommer helt sikkert til at være en fremgang i rytterforholdene, hvor vi ikke kommer til at køre i vanvittigt vejr eller på de har sindssyge ruteprofiler.

Jesper Hansen har i hele sin karriere aldrig været en meget eksponeret rytter, og holdkammeraterne på Tinkoff-Saxo har oftest taget rampelyset. Men i august var han eneste dansker i Vueltaen, og pludselig var de danske journalister over ham. Det blev en udfordring og noget nyt, men Jesper Hansen bliver stadig ikke stoppet på gaden i Odense.

– Jeg kunne mærke i Vueltaen, at jeg fik rimelig meget opmærksomhed hver dag, fordi jeg var den eneste dansker. Pludselig var journalisterne over det hele. Så nu er der flere, der ved, hvem jeg er. Men jeg bliver stadig ikke stoppet på gaden, griner han.

En del af grunden kan være, at danske Jesper Hansen ikke har haft én eneste start på dansk grund i år. Men det har han det godt nok med.

– Jeg har overhovedet ikke kørt i Danmark i år, selvom det er sjovt at køre på hjemmebane. Jeg skulle have kørt DM, men styrtede så i Dauphiné og blev skadet. Jeg ville gerne have flere starter i Danmark, men rutemæssigt passer de jo ikke særlig godt til mig. Mens Post Danmark Rundt blev kørt, kørte jeg Polen Rundt, som passer noget bedre til mig, så jeg tror ikke, at jeg får væsentlig flere starter på hjemmebane i 2016.

Tinkoff-Saxos fokus på Danmark mindskes formentlig i 2016, når der kun er to danske ryttere tilbage, mens Tinkoff-Saxo bliver til Tinkoff, når Saxo Bank stopper deres sponsorat.

– Jeg har været til en kort samling, hvor vi havde en del møder om praktiske ting og fik sat ansigt på nye ryttere og staff. Det var rart, og selvom vi ikke er så mange danskere, var det egentlig okay alligevel. Det er ikke så slemt, men du kan godt mærke, at Saxo Bank er ude af sponsorgruppen. Der er ikke det samme fokus på Danmark.

For at Jesper Hansen kan fortsætte sin udvikling, vil han komme stærkt ud til næste sæson. Det skal han ved at opbygge en god grundform her i løbet af vinteren og den skal bruges til at vinde nogle løb og køre en ny Grand Tour.

– Jeg skal jo have trænet godt her i vinteren, så jeg kan få en lige så god sæson i 2016 og bygge videre på min udvikling. Jeg håber på at få lov til at køre min egen chance, og så tyder det også på, at jeg skal køre en Grand Tour til næste år. Det bliver nok ikke Touren, men både Vueltaen og Giroen er nu også godt nok.

– Jeg fokuserer på at holde en god grundform og gøre som jeg plejer, så jeg kan starte sæsonen i rimelig form.

Vejen til en god form i 2016 går over to hjul, men de er noget tykkere end normalt.

– Jeg er glad for at køre mountainbike, så det gør jeg en del her før jul. Der er ikke så mange intervaller i mit træningsprogram, så jeg får noget mere intensitet ved at køre i skoven. Det er jo sjovt at prøve noget andet end normalt, og så er det ikke så koldt inde i skoven som ude på landevejene. Samtidig er det nogle anderledes udfordringer, og så giver det da også noget bedre teknik, når jeg kommer tilbage på racercyklen, griner han.

Bak om karrierestop: Jeg er intet stortalent mere

Posted on: november 19th, 2015 by AS

– Jeg bliver jo 36 nu her til januar, så jeg går jo ikke under kategorien stortalent mere. Men jeg håber, at jeg kan køre 3 år endnu. Jeg føler selv, at jeg bliver mere og mere rutineret. Jeg føler egentlig, at jeg stadig har noget at byde ind med, fortæller han Cykelmagasinet.

Lars Bak har kørt for det belgiske WorldTourmandskab siden 2012, og det håber han, at han kan blive ved med i fremtiden. Det skal særligt hans rutine og erfaring i cykelverden hjælpe ham med.

– Jeg håber, at jeg kan forlænge med Lotto. Jeg vil rigtig gerne slutte min karriere hos Lotto, og så må vi se, om vi kan blive enige om det. Det er sådan en branche, hvor hvis du er god, er du god, og hvis du er dårlig, er det hurtigt ovre. Sådan er branchen, og sådan skal det også være. De unge kører stærkt og presser os, så konkurrencen er hård.

– Men en ting er at køre stærkt. Du skal også kunne begå dig i miljøet og forstå gamet. Som cykelsporten er bygget op, skal du være dedikeret til kaptajnen eller sprinteren, så det handler om, at de her store ryttere, de vælger de hjælpere, de føler, at de kan stole på. Så du skal forstå gamet og være vellidt.

Lars Bak er i gang med sin 14. offseason i hans professionelle karriere, og derfor har han nogle helt faste mønstre i oktober, november og december. Det handler om at slappe af, drikke en øl og spise kage med familie og venner.

– Jeg hygger med familien her i off-season. Og så går jeg stille og roligt i gang med at køre nogle kilometer i løbet af november. Jeg plejer faktisk at køre noget Mountainbike i weekenden med nogle lokale. I de sidste par år har jeg kørt nogle weekender med min bankmand, og det er super sjovt. Det det hele gælder om er at få ladet mine batterier op. Jeg nyder, at jeg ikke skal pakke kufferten hver 3. dag, og at jeg kan slappe rigtig af, tage en øl og et stykke kage med god samvittighed.

Men dagligdagen rammer hurtigt cykelryttere for i slutningen af november, skal der skæres ned på kage, øl og hygge.

– Det kan jeg så gøre i halvanden måned. For når vi så rammer slutningen af november, er der teambuilding på Mallorca, træningslejr og holdpræsentation. Så bliver det jul og sæsonstarten nærmer sig, hvor jeg tager til Down Under 8. januar. Der er ikke en lang off-season, så jeg nyder det, mens jeg kan. Jeg får virkeligt slappet godt af og nydt ungerne og vennerne, som jeg har haft nogle gode ture i byen med. Det er vigtigt at få tankerne væk fra hele miljøet, så du får sult og motivation til at træne og køre cykelløb igen. Det er ikke ligesom, da jeg startede på Fakta i 2002, griner han.

Troels Vinther: Derfor blev det Riwal

Posted on: november 18th, 2015 by AS

Troels Vinther skifter fra 2016 til Riwal Platform, og han er ikke i tvivl om, at det er det bedste skifte for ham.

– Jeg var ikke rigtig i tvivl om, at det skulle være RIwal. De kom med det bedste tilbud og har vist interesse for mig siden PDR, fortæller Troels Vinther Cykelmagasinet.

Det betyder et farvel til prokontinentalholdet CULT Energy, og selvom de kom med et tilbud, var det ikke ”seriøst”.

– De kom ikke rigtig med et tilbud, der var seriøst. Med en ny ledelse og lidt en ny strategi, så tror jeg ikke at jeg passede ind på CULT længere. De vil fokusere på unge talenter, og med mine 28 år er jeg ikke just i den kategori mere, griner Vinther, der i stedet glæder sig til at udvikle Riwal Platform, der har haft en sæson, som ikke har levet op til forventningerne.

– Der er potentiale i at udvikle holdet, og det er klart, at sådan som det har kørt i 2015, har det nok ikke været helt tilfredsstillende for dem. Jeg tror på, at holdet vil kunne gøre det meget bedre med det stærke hold, som vi får næste år. Nu har de også været uheldige med Aaens skade i foråret og Klostergaard, der skulle i militæret, samt Mads Christensen, der ikke har været helt i balance. De 3 har været de erfarne og skulle drive læsset, og så er det klart, at resultaterne udebliver. Så jeg er ikke bekyret over at skifte til et hold, der ikke har været så succesfulde i år.

En af Riwals profiler i de sidste 2 år er Troels Vinthers tidligere holdkammerat på Team Saxo Bank – Tinkoff Bank i 2012 Jonas Aaen. Netop samarbejdet med Jonas Aaen glæder Troels Vinther sig til:

– Aaen og jeg er et godt makkerpar, der tænker ens taktisk og er også meget ens ryttertype, med eksplosiviteten og bakketerrænet, der er gode særligt i de danske løb. Vi kender også hinanden godt fra Saxo og U23-tiden. Vi gør tingene på samme måde og kan godt finde ud at køre for hinanden Samtidig skal vi være de erfarne, der skal lære de unge noget og styre taktikken ude på landevejen, så det samarbejde ser jeg meget frem til.

Efter et par år uden de store sejre og i hjælperens rolle håber Troels Vinter, at det kan blive hans tur til at sidde i finalerne og køre topplaceringer hjem.

– Jeg glæder mig allermest til at komme ud og køre nogle og vinde cykelløb. Jeg kommer til at få et fint løbsprogram i udlandet, hvor jeg selv kan passe det ind med formen, så forhåbentlig kan jeg gøre mig gældende både nationalt og internationalt. I de løb, der passer mig, får jeg lov til at køre min chance, og det glæder jeg mig helt vildt til, slutter en forventningsfuld Troels Vinther.

Almindsø: En rutsjebanetur

Posted on: november 17th, 2015 by mikkel

Efter Alexander Kamp og Mads Würtz må 19-årige Rune Almindsø nok siges at have været Team ColoQuicks største profil i 2015. Til trods for, at det var hans debutsæson som kontinentalrytter, har han nemlig præsteret stort og er bl.a. blevet nummer to på en etape i Fléche du Sud, været med helt fremme i flere danske A-løb og deltaget i Post Danmark Rundt. Alligevel vil Almindsø ikke selv udråbe året til at være en ubetinget succes:

– Det har været en rutsjebanetur, hvor det er gået op og ned. Den første halvdel af sæsonen gik det rigtig godt, og det var supersjovt, men i anden halvdel gik det knap så godt. Der gik det lidt ned ad bakke, forklare den unge ColoQuick-rytter til Cykelmagasinet og fortæller videre, at det absolutte lavpunkt indtraf på den største scene, som en dansk kontinental-rytter kan betræde:

– Den værste oplevelse for mig personligt var Post Danmark Rundt, fordi jeg var så dårlig. Jeg ved ikke 100 % hvad der gik galt, jeg kunne bare se, at jeg ikke kunne træde det, jeg havde forventet, at jeg kunne træde og trænet mig op til. Så det var en dårlig oplevelse, både mentalt og fysisk, at jeg var så elendig.

Alligevel skortede det ikke på kontrakttilbud da efteråret bankede på døren. Allerede i starten af oktober kunne ColoQuick således offentliggøre, at Almindsø havde forlænget kontrakten, men også Team TREFOR og Riwal Platform havde snøren ude efter talentet, fortæller han selv:

– Både det ene og det andet hold havde ringet og spurgt, om jeg ville med til et møde, og det sagde jeg selvfølgelig ja til, for jeg vil gerne høre hvad de havde at sige. Men inden vi nåede så langt i kontraktforhandlingerne med nogen af de andre hold, havde jeg sagt ja til ColoQuick, fordi de kom med en kontrakt der var tilfredsstillende.

Årsagen til den tidlige afklaring om kontraktsituationen var et ønske fra Almindsøs side om at have fokus på vintertræningen i stedet. Over de seneste sæsoner har han nemlig gjort markante fremskridt, og det er også noget han forventer, kan lade sig gøre i 2016, men kun hvis han kan følge sin egen opskrift henover vinteren, og ikke behøver at tænke på taluenigheder eller rende til møder i tide og utide:

– Skulle jeg have været i seriøse kontraktforhandlinger med både Riwal og TREFOR havde det trukket ud, fordi jeg skulle have været til møder, og de skulle se hvem de ellers kunne få i forhold til deres økonomi, hvad de kunne tilbyde mig, og så havde jeg måske først nu her været sikker på, hvor jeg skulle køre. Jeg valgte at sige, at jeg gerne ville have styr på min transferstatus hurtigst muligt, fordi jeg gerne ville have ro på og fokusere på min vintertræning, i stedet for at have fokus på kontraktforhandlinger om hvor mange penge jeg skulle have eller hvilket hold, jeg skulle køre for. Derfor valgte jeg at lukke min kontrakt så hurtigt som muligt.

Mortensen: ONE minder mig om Leopard-Trek

Posted on: november 16th, 2015 by Kristian Arnth

Mortensen har de seneste to sæsoner kørt for CULT Energy Pro Cycling, men nu er det slut. Den erfarne rytter har sikret sig en kontrakt ved det nye Pro Kontinentalhold, ONE Pro Cycling, der også har danske Sebastian Lander og John Ebsen på kontrakt næste år. Selvom projektet endnu er nyt, så er setuppet meget professionelt. 

– Vi er jo 20 mand og så er der 2 unge, som kan komme op og køre nogle løb. Derudover er der 6-7 trænere, som kun er ansat til at træne os, og så er der sportsdirektørerne ved siden af. Så det er et helt andet koncept (end CULT, red.). Indtil nu har jeg selvfølgelig kun været i kontakt med dem over mail og telefon, men alligevel vil jeg sammenligne setuppet lidt med Leopard-Trek. Jeg er meget imponeret og glæder mig til at komme i gang, fortæller Mortensen til Cykelmagasinet.dk

CULT Energy har haft en svær første sæson som Pro Kontinentalhold, og særligt i foråret fik holdet lidt flere tæsk, end man havde regnet med. Derudover var der mange spekulationer omkring holdets fremtid, og Mortensen glæder sig nu over, at ONE Pro Cycling virker noget mere stabilt. 

– Jeg glæder mig til stabiliteten. Der er penge bag holdet, og der er ikke spekulationerne om, ”hvad sker der nu”. CULT startede jo ud med, at Weyland (holdets tidl. manager, red.) blev fyret, og vi var hele tiden bagefter. Sådan er det slet ikke her, konstaterer han og fortæller, at holdet for første gang samles på en 16-dages træningslejr i Spanien i december måned. 

ONE Pro Cycling har blot eksisteret ét år, og holdet består primært af unge briter, australiere og new zealændere. Eftersom Mortensen har kørt flere år på sportens højeste niveau, bliver det blandt hans opgaver at dirigere tropperne ude i feltet. 

– Jeg tror, at jeg kommer til at give min erfaring videre for at få holdet til at fungere. Jeg skal være den, som højst sandsynligt skal agere lidt ude i felterne, i klassikerne blandt andet, hvor det jo er Matt Goss og mig, der skal lave noget. Vi har ikke fået løbsprogram endnu, så det er svært at sige noget om målsætninger på nuværende tidspunkt, fortæller han og fortsætter:

– Jeg håber, at vi kan starte ud med at vinde tidligt, så vi bliver inviteret til nogle WorldTour løb. Forhåbentlig kan vi så køre en Grand Tour i 2017, men allerede næste år vil vi gerne køre et etapeløb på World Touren som f.eks. Schweiz Rundt eller Paris-Nice. Hvis vi går hen og vinder et af de første løb, vi kører, ser det jo positivt ud, men der er også nogle franske Pro Kontinentalhold, som kæmper om invitationerne. Jeg tror i hvert fald, at et løb som Schweiz Rundt er muligt.

Selvom holdet er britisk, kommer de ikke til at køre mange løb i hjemlandet. Det er nemlig i Europa, de store løb er, og det er her, holdet gerne vil præstere i fremtiden. For Mortensen kan sæsonen dog starte langt mere eksotiske steder end Belgien og Nordfrankrig. 

– Der er jo kun Velothon Wales, Tour of Yorkshire og Tour of Britain i Storbritannien, så vi kommer primært til at køre i Europa. Vi har dog en del australiere og new zealændere, så det lyder til, at vi skal starte ud med Herald Sun Tour i Australien og så et løb i New Zealand. Så er der også nogle af vi andre, der skal køre Qatar, Oman og Dubai, hvor jeg højst sandsynligt skal med. Det jeg håber er også, at vi får et etapeløb i foråret, så vi er klar til klassikerne. Det har jeg altid gjort tidligere, og jeg kunne mærke, at jeg manglede det i år, for man får opbygget en vigtig base ved at køre dem, vurderer han.

Om Martin Mortensen kan tage flere professionelle sejre til næste år, kan kun tiden vise, men én ting er sikkert – motivationen og lysten er der i hvert fald!

– Allerede nu er jeg begyndt at lægge godt på med træningen, så jeg tror på, at det bliver godt. Der er i hvert fald folk, der tror på mig derovre, og det er også derfor, jeg skifter, slutter han. 

Bak: De unge og Sagan har været sæsonhøjdepunkter

Posted on: november 15th, 2015 by AS

– Du kan jo nævne Peter Sagan med hans 43 top-5 placeringer. For enden af regnbuen er der sol, så det er helt suverænt, at han vinder VM. Han fortjener det virkelig, for han er så pisse god. Det står for mig, som noget af det største, fortæller Lars Bak Cykelmagasinet, inden han giver et alternativt højdepunkt.

– Det kuld danskere der er, er jo også helt formidabelt. Det er helt suverænt at tage fire sejre i Tour de l’Avenir med tre forskellige ryttere fire dage i træk. Det er imponerende, og der er noget at følge op på. Og det er jo ikke kun i Avenir. Mads Würtz vinder enkeltstarten i Post Danmark Rundt og så tager han U23-VM bagefter. Det er helt suverænt. Det er sjældent, at du ser en U23-rytter vinde enkeltstarten i Post Danmark Rundt, så det er for fedt – han er virkelig dygtig! Nu kan man håbe, at han lige tager en dyb indånding. 

Mads Würtz har skrevet kontrakt med Trefor-Blue Water for 2016, men når han skal have en professionel kontrakt, håber Bak, at han får sig en treårig kontrakt.

– Hvis et hold står der, så er det svært at sige nej. Men jeg synes, at han skal have mere end to år på sin kontrakt. Jeg rådede ham til, at han skal have sig en option på et tredje år, hvor han kan bestemme om han vil blive på holdet. Du kan bare se, hvad der skete med f.eks. Lander. Han begyndte første for alvor at køre stærkt mod slutningen af sit andet år på BMC, hvor han vandt en trøje i Tour of Britain. Men dér havde de allerede bestemt, at han var færdig. Magnus Cort og Michael Valgren skrev også treårige kontrakter, selvom lige præcis de to nok ikke har behøvet det, forklarer Lars Bak, inden han revser de professionelle hold for at have en manglende tålmodighed med deres unge talenter.

– Det er vigtigt, at du har større visioner end to år med et ungt talent. Han skal selvfølgelig også vise noget og vise, at han vil det og virkelig brænder for det. Men jeg forstår ikke nogle af de store hold. For hvis de skriver kontrakt med et ungt stortalent så kan det ikke være meningen, at det skal kulminere indenfor to år. Der skal de jo give ham tid nok til at udvikle sig.

Lars Bak er en del af en aldrende gruppe danske profiler på World Tour niveau, og det glæder ham, at de unge står på spring for at afløse.

– Vi skal jo have nogle, der tager over efter Matti, Fuglsang, Chris Anker osv – vi er jo ikke helt unge længere. De her unge talenter, og særligt Kamp, Würtz og brødrene Kragh er nogle vindertyper. Så det bliver superspændende at følge i fremtiden.

Flere af de store danske talenter har fået professionelle kontrakter og forladt de danske kontinentalhold. Samtidig har Tinkoff-Saxo renset ud i danskerbestanden efter holdet er blevet russisk og nu hedder Team Tinkoff. Matti Breschel, Michael Mørkøv, Chris Anker Sørensen og Christopher Juul-Jensen har allerede forladt det tidligere danske hold. Dermed bliver DM formentlig også mindre kontrolleret, og det frister Lars Bak til at prøve at vinde det DM, som han vandt tilbage i 2005.

– DM kunne helt sikkert blive rigtig sjovt noget nu med alle udlandsdanskerne, der er blevet spredt ud. Nu kunne det faktisk blive en anden end en Tinkoff-Saxo rytter, der vinder. Der skal nok komme nogle alliancer, men det bliver helt sikkert underholdende. Man skal aldrig sige aldrig, så måske kommer jeg hjem.

Der er dog et men, for Lotto-Soudal vil helst ikke, at den slidstærke dansker tager til Næstved for at køre DM til juni.

– Holdet vil helst have, at jeg ikke kører det, så jeg ikke bliver stresset op mod Touren. Du kan også risikere at få en træls oplevelse op til Tour de France med den måde, som DM bliver kørt på. De sidste gange, hvor jeg har kørt DM, har det nemlig været sådan et negativt løb. Du bliver lukket inde, og så må du ikke føre med ham og med ham osv. Og hvis du så bliver sat, så er det så vanvittig hårdt at køre tilbage, når du er uden hjælperyttere.

– Men nu med Saxo splittet op, så kunne det da være sjovt, for CULT kan jo ikke lukke det hele. Det kan blive ligesom i gamle dage, hvor det er et helt åbent løb, som udlandsprofferne faktisk kan vinde. Så måske kommer jeg hjem, fortæller Lars Bak uden at love noget.

Lander ser tilbage på en svær sæson

Posted on: november 14th, 2015 by ULS

Efter to svære år på BMC Racing Team uden de store resultater vendte den tidligere danmarksmester, Sebastian Lander, tilbage til Danmark og den kontinentale scene, da han skiftede til Team TREFOR-Blue Water op til 2015-sæsonen. Målet var at vende tilbage til den professionelle scene, hvilket lykkedes, da Lander fra næste sæson skal køre på Pro Kontinental-holdet ONE Pro Cycling.

Men selvom det lykkedes at få en professionel kontrakt var det ikke et succesrigt år på Team TREFOR-Blue Water, hvor det ikke lykkedes for 24-årige Sebastian Lander at få en sejr. Hans bedste resultat i sæsonen var en 3. plads i GP Herning. 

– Der har ikke rigtig været noget højdepunkt i år må jeg indrømme. Det har været et år på cykel og et lærerigt år på godt og ondt. Man skal også huske på, at uanset om det er Kontinental, Pro Kontinental eller WorldTour-niveau, så kan alle køre på cykel og køre stærkt, fortæller Sebastian Lander i et interview med Cykelmagasinet.dk.

 Team TREFOR-Blue Water havde generelt set en succesfuld sæson med masser af gode resultater på landevejene, men udenfor har der været lidt uro.

– Der har været en fyring på holdet (Allan Johansen, red.), og det har gjort, at der har været nogle ting på holdet, der måske ikke har været som det skulle være. Det har i nogle tilfælde også gået lidt ud over rytterne, men jeg synes egentlig vi har holdt hovedet rimelig koldt og gjort, hvad vi kunne for at køre gode cykelløb.

– Personligt har jeg ikke haft den bedste sæson. Der skulle nok have været nogle anderledes ting på holdet før, at jeg havde blomstret. Jeg havde regnet med at tage til TREFOR for at få hjælp og komme tilbage igen, og det føler jeg ikke rigtig jeg har fået.

– Der har været nogle personer som fx en Brian Henriksen, der har været en god hjælp for mig og hjulpet mig med at fokusere, men der har også været andre ting, hvor det har været lidt mere modvind end medvind. Så det har været noget op og ned i år, siger Sebastian Lander til Cykelmagasinet.dk.

Men på trods af de manglende resultater kan han alligevel taget noget med fra sit år på Team TREFOR-Blue Water.

– Jeg har det sådan, at hvert år lærer man noget nyt, og jeg kan også tage noget nyt med fra TREFOR. Det er vigtigt at kende sig selv og sine egne grænser, og hvad der også kan udvikle en, og det tror jeg, at jeg har lært nu.

På ONE Pro Cycling bliver Sebastian Lander holdkammerat med Martin Mortensen og John Ebsen. Holdet har første samling i starten af december.

Asbjørn Kragh: Drømmer om forårsklassikerne

Posted on: november 13th, 2015 by Kristian Arnth

Asbjørn har været en del af det meget succesfulde Team TREFOR-Blue Water, hvor særligt han og brormand, Søren, har hentet et utal af sejre til holdet. Asbjørn bekræfter da også, at både han og holdet i hvert fald opfyldte målsætningerne.

– Trefor sidder tilbage som meget tilfredse, og vi slutter året uden nogen tvivl om, at TREFOR-Blue Water var Danmarks stærkeste og bedste cykelhold. Det var også ambitionen, så den målsætning er i hvert fald indfriet, fortæller han til cykelmagasinet.dk og fortsætter:

– Jeg havde personligt sat nogle ret ambitiøse målsætninger. Jeg havde ligesom besluttet mig for, at det skulle være nu eller aldrig. Heldigvis gik det så den vej, som jeg havde håbet på, men jeg ved ikke, om jeg er overrasket. Jeg kender mine egne evner og ved, hvad jeg kan, men det er jo altid fedt, når det går godt.

Sæsonen bød blandt andet på flere UCI sejre på fransk jord samt et par topplaceringer i Post Danmark Rundt. Alligevel er det dog et særligt norsk endagsløb sammen med brormand, der står klarest i hukommelsen, når snakken falder på sæsonens højdepunkt.

– Et af årets fede momenter var da Søren og jeg blev nummer 1 og 2 i UCI løbet, Ringerike GP, i Norge. Det var en god dag, men ellers synes jeg, der har været rigtig mange fede momenter, ture og oplevelser. Heller ikke kun for mig selv men også for hele truppen. Første halvdel af sæsonen, da vi stadig havde Allan Johansen, var et rigtig fedt cykel-år, konstaterer han.

Allan Johansen forlod som bekendt holdet efter Post Danmark Rundt, da han og holdledelsen ikke var enige omkring holdets fremtidige vision. Desværre fik det stor betydning for den resterende del af sæsonen, hvor der ifølge Asbjørn “manglede noget”, så det skal blive spændende at se, hvorvidt Ricky Enø Jørgensen kan få holdet tilbage på rette kurs.

– Allans farvel vendte fuldstændig op og ned. Allan var vores mand, og han ville os det bedste, og han kunne få vi ryttere til at præstere på højeste niveau. Det blev lidt tomt og anderledes, og ambitionsniveauet blev sænket lidt, da Allan ikke var der mere. Det hele ændrede sig i en lidt mere kedelig retning, synes jeg, fortæller han om situationen i den sidste del af sæsonen. 

For Asbjørn virker det dog helt sikkert, at karrieren i hvert fald ikke fortsættes på Team TREFOR. Han rygtes i øjeblikket til flere forskellige Prokontinentalhold, og blandt andet Fortuneo-Vital Concept og Delko-Marseille Provence KTM er blevet nævnt som mulige destinationer for danskeren. Desværre kan han endnu ikke kommentere på rygterne.

Selvom Asbjørn endnu ikke kan afsløre, hvilket hold han skal repræsentere næste år, så deler han gerne ud af sine tanker omkring dét at finde et nyt hold. I jagten på at blive professionel har den vigtigste faktor blot været, at holdet ville sætte pris på Asbjørn og hans evner, og at han ville føle sig værdsat. 

– Overordnet set ønsker jeg egentlig blot at køre på cykel og være en del af et hold, hvor man kører for at vinde. Et hold, hvor der er plads til en, og hvor der sættes pris på en og dét, man kan levere til holdet. Jeg forlanger egentlig ikke så meget. Et sted med en vindermentalitet og et godt miljø, så er vi allerede godt på vej, fortæller han. 

Asbjørn ligger dog ikke skjul på, at drømmen selvfølgelig er at blive professionel, og hvis (når!) det lykkes, er det nogle helt særlige løb, som danskeren har i kikkerten. 

– Min egen allerstørste drengedrøm er at få lov til at køre forårsklassikerne og køre stærkt der, hvilket min statur også er til, fortæller han og bekræfter, at det dermed blandt andet er styrken, udholdenheden og afslutningen, der skal arbejdes videre på til næste år. 

Siden interviewet er blevet lavet, har Asbjørn Kragh Andersen skrevet kontrakt med det franske pro kontinental-hold, Delko-MarseilleProvence KTM.

Mads Würtz Schmidt: En vanvittig sæson

Posted on: november 12th, 2015 by AS

Efter en mental nedtur på Team CULT Energy i 2014-sæsonen skiftede Mads Würtz til Team coloQuick på kontinentalniveauet, mens de tidligere holdkammerater kørte prokontinental. Det blev til en sæson på skiveholdet, som Mads Würtz kun kunnne drømme om.

– Jeg havde jo håbet, at det ville blive så godt, griner Mads Würtz, da Cykelmagasinet tager en snak med ham om sæsonen.

– Jeg troede ikke, at jeg ville stå med så meget. Jeg gik ind til sæsonen og vidste, at jeg var bedre kørende end nogensinde, så jeg håbede på at køre med om nogle cykelløb. Men at stå med så meget… Det havde jeg ikke regnet med. Det har jo været en fuldstændig vanvittig sæson. Det er bare gået bedre og bedre hele året, så det har været et helt vildt år.

Det så ellers ikke særligt lovende ud, da Mads Würtz i sommeren 2014 gik helt ned med flaget efter et voldsomt styrt i Himmerland Rundt. Det slog ham ud og kostede senere en kontrakt på CULT, da holdet blev prokontinental. Men i løbet af efteråret fik talentet styr på den mentale del og steppede et niveau op.  

– Den her proces startede allerede i november sidste år, hvor jeg begyndte med at steppe up og gøre ting anderledes. Det er bare lykkedes gennem hele vinteren, så jeg følte mig stærk, da sæsonen begyndte. Stille og roligt er jeg så bare blevet bedre og bedre, så det har været et helt vildt år udviklings- og resultatmæssigt. På alle planer har det bare været sindsyg fedt.

Selvom watt-tallene sagde, at randrusianeren gjorde det rigtigt, manglede resultaterne i løbet af foråret. Det var noget der frustrerede den unge rytter, der var udpeget som holdets profil hos Team coloQuick.

– Det kommer til at lyde som et luksusproblem, men i starten af sæsonen fik jeg ikke rigtig hul igennem med resultaterne. Det frustrerede mig rigtig meget, for jeg følte mig rigtig godt kørende, men manglede nok lige det sidste held.

– Men så kom U23-DM og siden har det bare gået bedre og bedre, hvor jeg har kørt stabile topresultater hjem. Det er lidt åndssvagt at tude over, at jeg ikke lavede resultater i starten af sæsonen, så der har ikke rigtig været nedture, trækker han i land med et grin.

– Det har bare været et rigtigt godt år for mig og min udvikling, hvor jeg synes, at jeg har udviklet mig, selvom jeg ikke kørte resultater hjem i starten.

De manglende resultater ledte tankerne tilbage til sensommeren 2014, hvor Mads Würtz ligeledes kørte stærke watt-tal, men manglede resultaterne. Derfor var det vigtigt for ham at bevise, at han havde det i sig og var det talent, som han var udråbt til.  

– Det har været meget vigtigt at kunne bevise, at jeg har det i mig. Sidste år var svært, men jeg har kunnet bruge det hele i år. Selvom sidste år var svært, har det udviklet mig, og jeg har lært mig selv bedre at kende, og fået bedre styr på mig hoved. Det har været rart at kunne bruge det fra sidste år, og lære at kæmpe for tingene.

 

CULTs alderspræsident: Som sidst i tyverne

Posted on: november 11th, 2015 by VH

Michael Reihs er efterhånden blevet 36 år, men det afholder bestemt ikke CULT-rytteren fra at træde lige så hårdt i pedalerne i karrierens spæde år. 2015-sæsonen var Reihs’ ellevte som professionel og selvom meget vind er strøget over hjelmen siden, er det stadig den samme solide arbejdsindsats, som bliver leveret på landevejene:

– Sæsonen har budt på en masse gode oplevelser, men det har selvfølgelige også været pisse hårdt til tider. Jeg kom ikke ind med de store mål, da min rolle på holdet er en anden end at levere resultater. Jeg kørte et godt DM, og begyndte faktisk at lugte en DM trikot på det tidspunkt, men sådan gik det som sagt ikke, fortæller Reihs til Cykelmagasinet, som fanger ham på hjem fra oktobers cykelmesse i Kjellerup.

Trods gode ben blev det aldrig Reihs’ dag i Randers. Da Martin Mortensen punkterede viste han sig som den loyale holdkammerat og gav sit hjul på bekostning af egne ambitioner. 15. pladsen ved mesterskaberne fortæller langt fra hele historien, men var dog en vidnesbyrd på, at de aldrende stænger stadig kan følge med, når de unge træder an.

Selvom det ikke blev til den ønskede DM-succes kan CULT-rytterne alligevel frembringe en håndfuld mindeværdige minder fra den forgangne sæson fra erindringen. Et par af dem er fra de flamske forårsløb, som trods brutaliteten stadig planter et positivt indtryk i rytterne:

– Amstel Gold Race og Liege Bastogne Liege er altid specielle og var virkelig fede at køre i år. Det var pisse hårdt, men virkelig fedt. Et andet stort øjeblik var i Het Nieuwsblad, hvor jeg var en del af udbruddet og var toneangivende i løbet. Det var en kæmpe oplevelse.

Det er dog ikke blot de individuelle oplevelser som Reihs vil huske tilbage på, når der skal slås to streger under den forgagne sæson. CULT-kollektivet har over de sidste sæsoner vist sig som stærk aktør i de tungt besatte internationale felter, og specielt ét løb fra i år står printet på nethinden:

– Jeg husker tydeligt Mads Pedersens præstation ved ‘4 dage ved Dunkerque’. Det var fedt, fordi alle på holdet støttede op omkring ham. Det var virkelig sejt at se, hvordan han endnu engang beviste, hvordan han rummer sand verdensklasse.

Man vinder dog ikke altid cykelløb på gode ben og natur talent. Det handler i lige så høj grad om samarbejde og tillid. Selvom holdet rummer en stor intern aldersforskel, er netop samarbejdet og troen på hinanden noget, som skinner igennem for alderspræsidenten:

– Vi har et rigtigt godt sammenhold og kan godt lide at gøre tingene på “Cult-måden”. Vi hjælper hinanden og bakker altid hundrede procent op om projekterne. Vi vil forsøge at viderføre samme stil til næste år. Der er kommet en del nye ind, men vi vil prøve at lære dem, hvordan vi gør tingene, fortæller han og henviser til fusionen med holdets nye medsponsor, Stölting Group, som har bragt nogle unge tyske talenter med sig i kølvandet.

De nytilkomne krafter har indiskutabelt skærpet konkurrencen internt på holdet, men Reihs’ erfaring forbliver dog uerstattelig, og derfor ændrer hans rolle på holdet sig heller ikke:

– Min rolle vil fortsat være, at tage hånd om de unge og de nye. Det bliver min opgave, at binde holdet sammen og sørge for, at vi kører som Michael Skelde og jeg synes vi skal køre. 

Ud fra Reihs fortælling er det er tydeligt, hvordan man fra ledelsens side på holdet ønsker et personligt stempel på den måde tingene gøres på. Et eksempel på en rytter, som har været i gennem denne skoling er en af holdets nuværende profiler, Rasmus Guldhammer:

– Guldhammer er blomstret gevaldigt op mens han har været hos os. Jeg tror næsten, at han har kørt top 10 i alle de løb, vi har været med i. Det er utroligt imponerende. Der er virkelig sket noget siden siden hans første år som senior på Designer-Køkken, fortæller Reihs, som spår samme udvikling for de nytilkomne:

– Et par af de nye ser spændende ud. Hvis de bliver skolet rigtigt, er der ingen vivl om, at man vil se dem skinne igennem allerede til næste sæon.

Reihs skrev tidligere på måneden under på en et-årig aftale med CULT Energy-Stölting Group og på trods af, at et nyt skarpt hjerne lurer i horisonten, gøres der fortsat ingen tanker om, hvornår cyklen skal finde sin plads i garagen:

– Man skal aldrig sige, det er den sidste. Men det er ikke løgn, når jeg siger, at jeg ikke regner med at blive den næste Jens Voigt. Det er de færreste, der kan holde til det. Selvom jeg fornylig blev gjort opmærksom på, at jeg er den ældste nuværende danske rytter i feltet, så føler mig absolut ikke som den ældste. Jeg føler mig som en sidst i 20’erne, fortæller Reihs grinende og tilføjer kækt:

– Jeg kan godt mærke, at det tager lidt længere tid for mig nu. De unge kan gå på druk torsdag, fredag og lørdag og klarer det fint. Jeg skal deridmod holde mig lidt mere igang.

– Hvis jeg kan holde mig skadesfri, tror jeg dog stadig fuldt og fast på, at jeg stadig kan være med på højeste plan.

Efter en måneds tid fra cyklen begynder forberedelserne til næste sæson så småt at melde sig. Selvom der kommer et par rokader på holdet, er Reihs sikker på, at det bliver for det bedre:

– Det bliver et nyt hold med en ny sammensætning. Skelde er tilbage i sin gamle rolle som sportsdirektør, og det tror jeg er godt for holdet og godt for Michael selv. Nu kan han fokusere hundrede procent på det sportslige og overlade det administrative til andre. Det tror jeg bliver rigtigt godt.

Ligesom sidste sæson gemmer der sig et par udvalgte løb i kikkerten, som den rutinerede vejkaptajn ser frem mod med ekstra spænding – og foragt:

– Jeg glæder mig helt vildt til de belgiske forårsløb. Det er som tidligere nævnt rigtig fede cykelløb, men edermame også krævende. Det er svært at få et ben til jorden, men er som altid en fed oplevelse, siger Reihs, og afslutter:

– Nu har jeg holdt en pause fra cyklen og ellers lavet løb og coretræning. Jeg har simpelthen så ondt i mine mavemuskler, men det fedt at lave noget andet til en afveksling. 

– Jeg føler mig sulten og har lyst til at træne, lyder det motiveret fra den danske alderspræsident. 

Sehested: Holdet tror på mig i de store løb

Posted on: november 9th, 2015 by Kristian Arnth

Mark Sehested Pedersen har de sidste fire år været en del af det meget succesfulde Team TREFOR-Blue Water, der i år har hentet et hav af sejre. Sehested har selv stået for et par af dem, og han vandt blandt andet den samlede Post-Cup, og derudover har han hjulpet Kragh Andersen brødrene og resten af holdet til succes.

– For holdet har det været en super god sæson. Vi har vundet rigtig mange cykelløb og gjort det godt i de fleste løb, vi har kørt. Vi har kunnet blande os på det højeste niveau. Det var sådan set kun DM, hvor det ikke gik, som vi havde håbet, fortæller Sehested til Cykelmagasinet.dk om holdets sæson og fortsætter:

– Personligt startede det lidt sløjt, men jo længere vi kom ind i sæsonen, jo bedre blev jeg. Det kulminerede jo så med Post Cup sejren, som jeg er super glad for. Sammen med sejren til DM holdløb er det nok det, jeg husker bedst fra sæsonen.

Efter den flotte sæson har Sehested selvfølgelig haft flere kort på hånden, da han skulle vælge, hvor han ville fortsætte karrieren. Særligt Riwal-Platform har oprustet kraftigt, og holdkammeraterne Jonas Gregaard og Patrick Clausen skifter begge til de orangeklædte. I sidste ende valgte Sehested dog at blive ved TREFOR, da det er her, han føler sig bedst hjemme. 

– Jeg føler mig super godt tilpas med de mennesker, der er bag holdet nu. Jeg tror på, at de vil støtte mig næste år og give mig chancen til at jagte personlige resultater samtidigt med, at jeg også skal hjælpe holdet. De tror på, at jeg kan blande mig i nogle af de store løb. Den tiltro gjorde, at jeg godt kunne tænke mig at blive, fortæller han og fortsætter:

– Derudover har jeg det super godt med de ryttere fra i år, der fortsætter på holdet. Kammeratskabet er også ret vigtigt i forhold til, hvor jeg gerne vil køre. I bund og grund har folkene på og bag holdet været ret vigtige for min beslutning.

En del år på Team TREFOR og Blue Water Cycling har givet Sehested værdifuld erfaring og rutine, og han deler glædeligt ud af sin viden, hvis nogen ønsker den. 

– Jeg har selvfølgelig kørt nogle år, også i A-klassen, så det er klart, at hvis folk har nogle spørgsmål, så kommer de og spørger. Jeg er måske ikke den mest opfarende rytter, der sidder og råber og skriger, men hvis folk vil vide noget, så er jeg selvfølgelig klar på at hjælpe dem, siger han og konstaterer, at han dog ikke betegner sig selv som kulturbærer på holdet.

Det er ikke nogen hemmelighed, at TREFOR holdet kommer til at se lidt anderledes ud til næste år. Flere af de største navne som Søren og Asbjørn Kragh, Sebastian Lander, Alex Rasmussen og Jonas Gregaard er væk, og det giver naturligt nok mere plads til en rytter som Sehested. Selv ser han frem til at få lidt mere ansvar.

–  Jeg ved ikke helt, hvem der kommer til at køre på holdet endnu, men det lyder til at blive et ret ungt hold – yngre end mig i hvert fald. Måske får jeg en lidt mere ledende rolle, hvor jeg kan få lov at blive hørt og tage nogle beslutninger. Så kan jeg forhåbentlig få lov til at køre efter personlige resultater engang imellem, fortæller han og fortsætter:

– Vi skal have en samling i november måned, hvor vi skal møde alle de nye. Vi får jo også en ny sportsdirektør, og det er jo også en omvæltning. Der er lige nogle ting, vi skal have styr på angående næste år, så det er fint at vi lige mødes.

Sehested har tidligere vundet massespurter i flere løb, og ingen er i tvivl om, at ‘Monster’ har poweren til at spurte med de bedste. De sidste marginaler i hovedet har dog manglet, og det skal der gerne laves om på til næste sæson.

– Jeg vil gerne være bedre til at køre spurter i større grupper. Jeg har hurtigheden, men jeg mangler vildskaben og det mentale, når man skal sidde fremme og skubbe og mase. Det er i hvert fald en stor fordel, hvis jeg kan forbedre det, lyder det.

Før Sehested og holdet kan tage hul på næste sæson, gælder det dog Tour of Taihu Lake i Kina. Et løb som Sehested og TREFOR har gode erfaringer og minder fra, og håbet er da også, at holdet kan vinde en etape eller to.

– Det ligger fornuftigt til mig, men det er tit, at det ender i massespurter, og der mangler jeg måske lige det sidste vildskab for at blande mig. Der er dog ingen tvivl om, at det er god forberedelse frem mod næste sæson. Selvfølgelig håber jeg også på, at jeg kan blande mig på nogle af etaperne, siger han og fortsætter:

– Jeg ved ikke, om der er store ambitioner, men der er tro på, at vi kan blande os i toppen. Patrick Clausen skal nok kunne køre med om sejre på etaperne, så vi andre skal hjælpe ham så godt, som vi kan og eventuelt se, om vi selv kan lave noget, men han er vores bedste bud på et topresultat.

Eftersom løbet ligger i starten af november, er Sehesteds off-season en smule utraditionel. I modsætning til de fleste kontinentalryttere, som holder pause efter de sidste løb i september, må Sehested vente lidt endnu, så formen ikke ødelægges før løbet.

– Jeg har endnu ikke holdt pause, fordi jeg skal køre i Kina, så min off-season ligger først derefter. Jeg havde lige fem dage efter sæsonafslutningen, hvor jeg ikke trænede, men så har jeg ellers forsøgt at holde den gående. Jeg har måske ikke helt kørt distancen men så vidt muligt forsøgt at få trænet de fleste dage, slutter han.

Chris Anker Sørensen: Spændende med ny udfordring

Posted on: november 8th, 2015 by AS

– Sæsonen har været okay for mig. Den har ikke været super god, men bestemt godkendt. Den er udelukkende godkendt, fordi anden halvdel af sæsonen er gået godt. Jeg havde det rigtig svært i foråret før midten af maj, hvor jeg aldrig fandt mit niveau. Det er jeg bestemt ikke tilfreds med. Heldigvis fandt jeg det igen fra slutningen af maj og fremefter, fortæller Chris Anker Sørensen Cykelmagasinet, da vi tager en snak med den danske bjergrytter om 2015.

Han er ikke et sekund i tvivl om hvilken præstation, der har været sæsonens største.

– Jeg har altid drømt om at blive danmarksmester, så det er super stort at det lykkedes. Det er fantastisk at køre rundt i felterne med dannebrog på maven. Jeg er virkelig stolt og det gør det ekstra fedt at køre cykelløb. Heldigvis havde jeg også andre løb, hvor jeg kørte rigtig godt, men DM var helt sikkert det største.

2015 har været et begivenhedsrigt år, hvor der er sket meget i cykelsporten. Men særligt ét løb har Chris Anker Sørensen hæftet sig ved og glædet sig over.

– Jeg synes, at Giroen var et sindsygt fedt cykelløb at se. Det var rigtig spændende, og der blev virkelig kørt cykelløb. Det var nok ikke særlig sjovt at køre, men det var fedt at se. Der blev virkelig angrebet, og det var godt for cykelsporten og tilskuerinteressen.  Mange Grand Tours har i de sidste år har været lidt låste, og der tror jeg, at det er godt med sådan en Grand Tour, hvor der bare bliver angrebet igennem. Det var smukt at se, lyder det fra danskeren, der selv bor i Italien i Lucca. Det blev ikke til noget Grand Tour for Chris Anker Sørensen i 2015, og det er han skuffet over. Derfor skifter han nu hold.

– Jeg er meget skuffet over ikke at være blevet udtaget til en Grand Tour. Vi har selvfølgelig et stærkt hold, men jeg mener, at jeg har niveauet til det, og det er også en af grundene til, at jeg har valgt at skifte hold. Jeg vil gerne køre Grand Tours, og det er også der, at jeg har min force.  

Skiftet bliver til det franske prokontinentalhold Bretagne-Séché, der fra 2016 skifter navn til Fortuneo-Vital Concept. Her bliver danskeren den første af sin nationalitet i holdets historie, men det bekymrer ham ikke.

– Det bliver en udfordring med det franske sprog. Men jeg havde det 2 år i gymnasiet og brugte det i Luxembourg, så helt væk er det ikke. Men det skal da lige strammes op. Det bliver spændende at stifte bekendtskab med en anderledes kultur. Nu har jeg kørt længe på et danskpræget cykelhold, så jeg glæder mig til at prøve noget nyt. Det er en spændende udfordring, som jeg kan bruge positivt. Jeg har brug for noget nyt indspark og noget ny motivation, og det tror jeg, at jeg får på Bretagne.  

– Nu har jeg kørt 9 år på samme hold, og jeg glæder mig til den udfordring, det bliver at komme ind på et nyt hold, lære nye mennesker at kende og gøre tingene på en ny måde. Det bliver rigtig spændende, og jeg glæder mig til det. Det er sundt for mig, og en udfordring jeg trænger til.

En ny start på et nyt hold betyder også et farvel til den organisation og det hold, der gav Chris Anker Sørensen hans første professionelle kontrakt tilbage i 2007. Selvom holdet i de senere år har fået russisk licens og ejer, bliver det alligevel vemodigt for Oksen fra Hammel at forlade TInkoff-Saxo.

– Det har været specielt, for jeg har jo været på hold med nogle af dem i 9 år – buschaufføren, folkene på kontoret, sportsdirektørerne osv. Så det bliver specielt og vemodigt. Omvendt har der også været stor udskiftning på holdet, og jeg er en af dem, der har været længst tid på holdet. De sidste par år er der sket store omvæltninger på holdet. Så det bliver da specielt at forlade det, men samtidig har holdet ændret sig meget, mens jeg var der.

I nogle tilfælde ser man hold ”fryse” de ryttere ud, der er på vej til at skifte, for i stedet at give de store starter til de ryttere, der bliver. Det har Chris Anker ikke oplevet, og han sluttede også sæsonen med Lombardiet Rundt.

– Jeg synes, at jeg har haft en fin afslutning på holdet. Jeg føler, at jeg har gjort en god figur på holdet, selvom jeg skulle skifte. Jeg har stort set fået det program, som jeg gerne ville, så min afslutning på holdet har været rigtig god, og det er jeg taknemmelig for. Men jeg havde behov for at komme videre, så det glæder jeg mig til nu, slutter han.