Posts Tagged ‘Jurgen Roelandts’

BMC henter brølstærk brostens-belgier til Van Avermaet

Posted on: august 4th, 2017 by Breum

På transfersæsonens første dag blev det offentliggjort, at Greg Van Avermaets vigtigste hjælperytter i forårsklassikerne, Daniel Oss, skifter til ærkerivalen Peter Sagan og Bora-Hansgrohe.

Van Avermaet kommer dog ikke til at mangle styrke og erfaring omkring sig, når han skal forsøge at leve op til sit fantastiske forår. BMC-holdet har nemlig offentliggjort, at de har hentet den belgiske brostensspecialist Jürgen Roelandts hos Lotto-Soudal.

Den 32-årige belgier har i flere sæsoner været klassikerkaptajn på det belgiske mandskab, hvor han blandt andet har hentet tredjepladser i både Flandern Rundt og Milano-Sanremo, og det er derfor en stærk og erfaren herre, som Van Avermaet får ved sin fra næste sæson.

Roelandts har kørt hele sin professionelle karriere for Lotto og efter ti sæsoner på samme hold, følte han, at der var behov for en luftforandring:

– Jeg har før vist, at jeg er en rytter, der kan tilpasse mig hurtigst og håndtere forskellige terræner. Det er første gang i min karriere, at jeg skal køre for et andet hold, så jeg håber, at jeg kan blive en god del af holdet og bidrage til holdets succes. Hvert eneste år er forårsklassikerne mit store mål, så jeg vil hjælpe holdet med at opfylde deres mål og støtte Greg Van Avermaet, som har vist, at han kan vinde disse løb, siger Roelandts i en pressemeddelelse.

Holdet har derudover hentet det unge klassikertalent Alberto Bettiol fra Cannondale, der bl.a. har hentet top-ti placeringer i E3-Harelbeke, Clasica San Sebasian. 

Ved Tour de France-startem i Düsseldorf talte vi med Roelandts om en karriere, der aldrig blev så stor, som nogen havde spået. Den kan du læse her.

Talansky kunne ikke løfte Armstrongs umulige arv

Posted on: juli 13th, 2017 by velo_admin

Det kom ikke ud af ingenting, da Andrew Talansky vandt Critérium du Dauphiné i 2014, mens Froome og Contador nedstirrede hinanden på løbets sidste etape. 

Den dengang 25-årige amerikaner havde de to tidligere år sluttet som nummer to i både Paris-Nice og Romandiet Rundt. 

Men nu begyndte amerikanerne at drømme om, at han var den famøse texaner Lance Armstrongs efterfølger. Den amerikaner, der skulle løfte arven fra amerikanernes generation af stærke klassementsryttere. Dopede klassementsryttere, selvfølgelig, men ikke desto mindre havde Lance Armstrong, Tyler Hamilton, Floyd Landis og Levi Leipheimer sendt de amerikanske fans i den syvende himmel. 

I deres fravær var cykelfansene fra Guds eget land begyndt at kigge mod først Tejay van Garderen og nu Talansky efter håb.

– Jeg kæmpede med presset i starten, siger Andrew Talansky til Cykelmagasinet.

Det var særligt stort, da han kom til Tour de France som kaptajn for Garmin med et virkeligt stærkt hold i ryggen i 2014.

– Jeg styrtede og blev til sidst nødt til at stå af. Det at have muligheden og kunne se den lige der foran dig, ventende på dig, og se den forsvinde på grund af nogle få ting, var svært. Virkelig svært, siger han.

– Så jeg kæmpede med at tænke for meget på, hvad der kunne være sket, siger han.

Serie – De uforløste: De dukker op hele tiden. De store talenter, som bliver udråbt til den næste vinder af dit og dat. Men mange får ikke det ud af karrieren, som talentet i første omgang pegede på. Cykelmagasinet har i denne serie talt med fire ryttere, som på den ene eller anden måde er uforløste talenter. Dette er fjerde og sidste artikel i serien. De andre handler om Robert GesinkPierre Rolland og Jürgen Roelandts.

[IMG5]

 

Talansky styrtede på 7. etape af Touren 2014 og kom sig aldrig over sine skader. Foto: Cor Vos

Kan ikke bare forvente en Tour-sejr

Andrew Talansky har samtidig ikke været tilfreds med presset fra de amerikanske fans og eksperter. Han mener, de har været for negative over for ham og Tejay van Garderen.

– Fans kræver to ting – de kræver en ren sport, og at du vinder Tour de France. Jeg kan sige én ting; vi gør det absolut bedste, vi kan, og nogle gange er det bare ikke godt nok til at vinde Tour de France. Det er realiteten, siger han.

Kritikken har til tider været allerstørst mod BMC-rytteren Tejay Van Garderen, der to gange er blevet nummer fem i Tour de France og i år vandt en etape i Giro d'Italia.

– Tejay er en god ven, og hans resultater reflekterer slet ikke, hvor meget han investerer i sporten, siger Andrew Talansky.

– Du kan dedikere dit liv og gøre alt rigtigt og stadig ikke vinde. Alle her i Touren gør det, men kun én rytter kan vinde Touren hvert år. Og kun en håndfuld ryttere vinder etaper, siger han

[IMG3]
 
 
Talanskys Tour de France 2014 sluttede, da amerikaneren ikke stillede til start på 12.etape. Dagen før eskorterede fejebladet ham i mål. Foto: Cor Vos

Det hårde slid skal være en inspiration

Talansky er rolig og velovervejet, når han giver sine svar. Det er tydeligt, at han har gjort sig mange tanker om emnet og før har stået for skud for sine grand tour-resultater. Resultater, der ikke er gode nok i amerikanernes øjne, selvom det er blevet til en 10. og 11. plads i Tour de France og en 7. og 5. plads i Vuelta a España.

Han ville ønske, at medierne fokuserede på noget andet end de manglende sejre.

– Jeg tror, at historien mere skal være om at gøre dit bedste, forfølge et mål og indse, at nogle gange er det ikke godt nok til at vinde, siger han.

– Du må lære at være okay med det og være glad for det, du opnår. Jeg ville ønske, at jeg kunne komme her og sige ”hey, jeg vil vinde Tour de France”, men det er ikke realiteten, siger Andrew Talansky.

I stedet håber han, at hans ihærdige arbejde og slid i sig selv kan lære amerikanerne noget.

– For mig er målet at cykle på en måde, der inspirerer og underholder fansene i USA. At give dem derhjemme noget at samles om. Forhåbentligt kan vi give folk nogle oplevelser – uden at vinde Touren – men med nogle præstationer som inspirerer dem, eller som de kan relatere til, siger han.

Ude fra set ligner sejren i Criterium du Dauphiné Andrew Talanskys største.

Men selv er det ikke det resultat, han peger på som det bedste i sin karriere.

– Vueltaen sidste år var virkelig vigtig for mig. Fordi nogle folk kritiserede min beslutning om at skippe Touren. Men vi lavede en plan, holdt fast i den, og jeg blev nummer fem bag fire af de bedste GT-ryttere i verden, så det betød meget for mig personligt, siger han og tilføjer:

– Og så en sejr som den i Tour of Californien på Mt.Baldy i år, hvor jeg havde haft nogle forhindringer i form af skader og sygdom. At jeg kommer tilbage fra det, viser, hvem jeg er. Jeg er god til at overvinde udfordringer, så jeg sætter større pris på de resultater. Dauphiné havde ikke noget med at overkomme forhindringer at gøre, siger han.

[IMG2]

 

Talansky husker med glæde tilbage på sejren på Mt.Baldy i Tour of California i år. Foto: Cor Vos

Positive fans og BMW-elskere

Men det er ikke alle i USA, der er utilfredse med Cannondale-Drapacs amerikanske profil. 

Talansky er glad for at køre på hjemmebane, og når han er der, så ser han et noget anderledes billede, end det medierne tegner.  

– Når jeg møder fans til løb som Tour of California, så er reaktionen fantastisk. Folk elsker cykling. De bliver nok portrætteret lidt anderledes online og på sociale medier, hvor du ser folk dømme sporten, siger han.

– Det er lidt, som hvis du går på et bilforum for BMW. Så finder du ikke 1000 mennesker, der siger: ”Jeg elsker min bil”. Du finder i stedet de få, der har et problem med den. Men der er jo masser af biler ude på vejene, siger han og griner.

– På den måde bliver amerikanske fans’ holdning portrætteret forkert. For for enhver negativ person er der 50 positive mennesker, som støtter dig og opmuntrer dig på sociale medier og face-to-face. Folk med negative holdninger har ret til deres holdning, ligesom alle andre, men der er en del flere positive folk derude, siger Andrew Talansky.

[IMG4]

 

Karrierens på papiret største triumf var Criterium du Dauphiné 2014. Foto: Cor Vos

Oplevelserne er for evigt

Talansky kom til Touren i år med en fri rolle på Cannondale.

Men efter Rigoberto Urans åbenbaring i bjergene og Talanskys tidstab, så blev det heller ikke i år, at amerikaneren fløj til tops i Tour de France-klassementet. I stedet har han uden held jagtet en etapesejr og kørt som hjælperytter for Uran.

Men selvom amerikaneren gerne vil have resultatmæssigt succes, så er det ikke sejrene, han fremhæver i sit liv som cykelrytter.

– Resultater kommer og går, men forhold og oplevelser har du for evigt. Når jeg som 80-årig ser tilbage på min karriere, vil jeg værdsætte de mennesker, jeg møder, de steder, jeg har rejst, og de oplevelser, jeg har fået, siger han.

– Mange af mine højdepunkter er ting, der betyder meget for mig, men som andre måske ikke lige ser. Det handler om, hvordan jeg er vokset og har forandret mig som person eller nogle af de ryttere, som har påvirket mig. Christian Vandevalde og Ryder Hesjedal for eksempel. De har givet mig venskaber for livet, og det vil jeg for altid værdsætte, siger han.

BLÅ BOG

Andrew Talansky.

Født på Manhattan i New York.

28 år gammel.

Kører for det amerikanske hold Cannondale-Drapac.

Har vundet Criterium du Dauphiné samlet. 

Har også vundet etaper i Tour of California og Paris-Nice.

Bedste placering i Tour de France er en samlet 10. plads i 2013.

Sprintertalentet, der ikke kan vinde mere

Posted on: juli 12th, 2017 by velo_admin

Smilet var stort. Overskuddet ligeså. Jürgen Roelandts havde netop kørt den første enkeltstart i Tour de France 2017 i silende regnvejr. Men smilet var ikke vasket væk, og han havde mere end energi nok til at give et interview. Også til et lille cykelmagasin fra Danmark.

Enkeltstarten gav en beskeden 85. plads til den belgiske rytter fra Lotto-Soudal, men det var lige meget. For det er hverken Roelandts terræn eller opgave at klare sig godt her.

I Tour de France passer han i år på André Greipel og skal levere ham på stregen til en sprintersejr. En opgave, som Roelandts har klaret godt på flere etaper, mens kaptajn Greipel har manglet det sidste i spurten. Flere gange har han i årets Tour leveret Greipel perfekt, uden at tyskeren har kunnet træde fra.

Men for 7 år siden var der mange, der troede, Roelandts skulle være den rytter, der skulle afleveres på stregen og spurte et væld af sejre hjem til Belgien og Lotto. Ikke Greipel. Siden har han dog udviklet sig fra sprintertalent til en rytter, der ikke kan vinde cykelløb. Faktisk har han ikke vundet ét eneste cykelløb, siden han i 2012 vandt det lille løb Eurometropole Tour samlet.

På det tidspunkt havde han allerede vundet det belgiske mesterskab som 23-årig og netop gennmemført sin anden Grand Tour. Resultatet efter én Vuelta og ét Tour de France som beskyttet sprinter? Ni top-10 placeringer i stærke felter. Men ingen sejre.

– Jeg savner da at være sprinteren, siger han til Cykelmagasinet.

– Men jeg ved, at Greipel bare er hurtigere end mig. Jeg kan altid blive mellem nummer fire og seks, men det er svært at vinde. Og jeg vil hellere satse på en etapesejr til André. For det er sjovere end at blive nummer fire, siger han.

Serie – De uforløste: De dukker op hele tiden. De store talenter, som bliver udråbt til den næste vinder af dit og dat. Men mange får ikke det ud af karrieren, som talentet i første omgang pegede på. Cykelmagasinet har i denne serie talt med fire ryttere, som på den ene eller anden måde er uforløste talenter. Dette er tredjeartikel i serien. Den første kan du læse om Robert Gesink og den anden om Pierre Rolland.

[IMG2]

 

Jürgen Roelands nye opgave er at aflevere Greipel perfekt i spurterne. Foto: Cor Vos

Farvel til sprinterdrømmen

I dag er Jürgen Roelandts blevet 32 år. Der er ikke længere trykt "talent" i panden på Lotto-rytteren, og han får ikke længere frit lejde til at køre sin egen chance i Touren. Han skal blive tæt på Greipel hele vejen til Paris. Og med den opgave er sprinterdrømmene blevet pakket væk.

Til gengæld har han fået øjne for en anden discplin, som belgiske ryttere ynder at være god til.

– Jeg har trænet i klassikerområdet, siden jeg var barn. Jeg elsker løbene og brostene, så det er det, jeg fokuserer på nu, siger han.

Roelandts brød igennem den hjemlige lydmur, da han i 2008 slog hele den hjemlige elite og vandt det belgiske mesterskab. 

I begyndelsen forsøgte Lars Baks holdkammerat at spille på to heste – klassikere indtil april og så spurter derfra. Nu er det kun klassikerne, der er i tankerne for ham.

– Jeg håber stadig, jeg kan vinde en stor klassiker. Det er det store mål for karrieren. Får jeg bare én sejr, så er det nok. Hvilken det er, er ligegyldigt. Bare jeg kan vinde én, siger Jürgen Roelandts.

Og han har været tæt på flere gange. Det vidner en tredjeplads i Flandern Rundt i 2013 og i Milano-San Remo i 2016 om. 

[IMG5]

 

Det var centimeter, der skilte Roelandts fra den store trimuf i Milano-San Remo 2016, hvor han blev nummer tre. Foto: Cor Vos

Og det kunne have været meget bedre, hvis det ikke var for det styrt, der ramte Roelandts i 2012. I årets første løb, Tour Down Under, ramte et massestyrt spurten, hvor Roelandts kæmpede for sejren. 

Styrtet gav Roelandts blodproblemer. Et blodkar var beskadiget, så Roelandts' lillehjerne ikke fik nok blod. Han var svimmel, så dobbelt og for en tid røg karrieren i baggrunden. Helbredet var det vigtigste. Seks måneder senere stod han alligevel klar til Tour de France. Skaden påvirkede dog hans udvikling og er stadig noget, der påvirker ham, fortæller han. 

Men karrieren er reddet og Roelandts har fundet sig godt til rette i sin nye rolle som klassikerrytter og hjælpesprinter.

– Jeg valgte selv at skifte fokus til klassikerne, og det gik godt indtil styrtet. Jeg er glad for skiftet dengang, og de valg jeg tog. Det hele har gået godt, men jeg mangler altså sejren, selvom jeg har været tæt på, siger han.

[IMG3]

 

Efter styrtet i Tour Down Under 2012 fik Roelandts smidt en halskrave om nakken – styrtet var også ved at koste ham karriere. Foto: Cor Vos

Brostenenes charme

I Belgien er der ikke tvivl om, hvad der virkelig tæller, og hvad der får fansene op af sædet; en stor klassikerpræstation. Sådan har Roelandts det også.

– Som belgier er brostensklassikerne noget helt specielt. Folkene kommer strømmende ud på vejene, og det er mit område. Jeg elsker brostenene. Som belgier er der brosten på ethvert gadehjørne, så jeg lærte dem hurtigt at kende, siger Jürgen Roelandts.

Kendskabet til de lokale veje har endnu ikke været nok til en sejr og en plads i historiebøgerne. Men Roelandts har opskriften på en sejr klar.

– Jeg er glad for det dårlige vejr og terrænet, så jeg håber på en masse regn til næste forår. Det var for tørt i år. Jeg mangler stadig lige det sidste held, at være stærk nok og at have erfaringen, så jeg ved, hvornår jeg skal sidde fremme, og hvornår jeg kan slappe af, siger han og tilføjer:

– Du kan have de bedste ben i verden og stadig tabe, hvis du ikke lige har heldet. I Roubaix 2013 var jeg virkelig god, men så punkterede jeg, lige før Cancellara angreb, og så var dét det. Sort uheld, siger han.

[IMG4]

 

Det er på brostenene, Roelandts vil gøre en forskel og har fået en opblomstring i sin karriere. Foto: Cor Vos

Roelandts havde ugen før kørt en tredjeplads hjem i Flandern Rundt, mens han i Roubaix på grund af punkteringen måtte nøjes med en plads som nummer 43. 

Hvis karrieren sluttede for Jürgen Roelandts nu, ville det være svært at sige, at hans karriere var blevet så stor, som han drømmte om. Særligt efter det belgiske mesterskab og de flotte takter i massespurterne, hans tidlige år bød på.

I alt har han kun vundet syv cykelløb som professionel – ingen på WorldTouren.

Men Roelandts kan med ét trylleslag vende sin status fra uforløst til forløst talent. Det kræver bare én sejr i en stor klassiker, mener han.

– Jeg tror, jeg har det i mig, men jeg håber stadig at få en klassikersejr. Får jeg bare én sejr, så er det nok. Så er jeg tilfreds, siger han.

BLÅ BOG

Jürgen Roelandts

Født i Asse, Belgien.

32 år gammel.

Kører for det belgiske hold Lotto Soudal.

Har vundet det belgiske mesterskab og en etape i Polen Rundt, samt to tredjepladser i Flandern Rundt og Milano-San Remo.

Er desuden 12 gange sluttet i top 10 på etaper i Touren eller Vueltaen

Brølstærk luksushjælper på vej til olympisk mester

Posted on: juli 12th, 2017 by JC

Greg van Avermaet kan meget vel få forstyrket sit klassikerhold betragteligt, hvis de seneste rygter fra Belgien holder stik. Jurgen Roelandts rygtes nemlig til BMC efter denne sæson, og hovedpersonen selv erkender, at de taler sammen. 

– Jeg har ikke underskrevet noget endnu, vi taler stadig, siger Jurgen Roelandts til Sporza.be, men han bekræfter at han forlader Lotto-Soudal:

– Nej, dem taler jeg ikke med, jeg forlader holdet. Jeg har altid kunne lide at køre her, og jeg har mange venner her. Det er ikke noget let valg.

Der er intet dramatisk i Roelandts' beslutning. Belgieren har kørt for Lotto-Soudal siden han startede som professionel, og belgieren føler at det er tid til at prøve noget nyt.

– Det ville være lidt underligt, hvis jeg skulle slutte min karriere uden at have prøvet noget andet, siger Roelandts.

Belgieren vil afklare sin fremtid efter Tour de France, men meget tyder på en BMC-fremtid. Sker det, vil han sandsynligvis falde ind som en stærk løjtnant i Greg van Avermaets klassikerhold. 

Andre Greipel ude af Kuurne-Brussel-Kuurne

Posted on: februar 27th, 2015 by MS

Lotto Soudal er ramt af influenza, og kan kun stille til start med 6 ryttere i søndagens endagsløb.

Kaptajnerne Andre Greipel og Jürgen Roelandts trækker sig begge to, hvilket giver fri tøjler til danske Lars Bak som stadig stiller til start.

Her er hvad Greipel skrev på twitter:

Tom Boonen vandt løbet sidste år, og Rolf Sørensen vandt i øvrigt løbet i 1996.

Gorillaen mister hjælper

Posted on: december 14th, 2014 by velo_admin

André ’Gorillaen’ Greipel kommer til at mangle en del af sit lead-out-tog i næste års Tour de France, hvor Jürgen Roelandts således ikke deltager. Det afslører det beglsiek nyhedssite Sporza:

– Man skal ikke undervurdere jobbet i et lead-out-tog. Det er 20-30 kilometers krig og det slider meget mentalt, siger Roelandts, der i stedet skal fokusere på klassikerne i 2015:

– Det er måske den mentale og fysiske energi, som jeg har manglet i klassikerne, fortæller den 29-årige belgier om brostenssæsonen 2014, der blev lidt af en skuffelse efter succesen i 2013. Her blev Roelandts nummer tre i Flandern Rundt, kun overgået af Fabian Cancellara og Peter Sagan, men i år måtte han udgå af løbet.

For Greipel er det dog et betydeligt slag at skulle undvære Roelandts i sin optakt til spurten. Et slag han formentligt gerne ville være foruden, men også et slag, han ikke havde regnet med at få:

– Er det helt sikkert? Det er synd [..]. Jürgen er en vigtig del af mit tog. Han er en jeg virkelig kan stole på, men det er op til holdet at beslutte, fortalte en tydeligt overrasket Greipel til Sporza, da de bad ham om en kommentar.

Roelandts melder afbud til Paris-Roubaix

Posted on: april 11th, 2014 by RBN

Det er et hårdt slag i ansigtet på Lotto-Belisol, at deres brostenskaptajn, Jurgen Roelandts, må melde afbud til søndagens Paris-Roubaix. Den ellers stærke belgier var uheldig under Flandern Rundt, hvor han var involveret i styrt, som nu betyder at han trækker sig fra den store franske forårsklassiker, holdet havde ellers håbet til det sidste at han blev klar, men sådan skulle det altså ikke gå.

– Bare det at komme på cyklen er en opgave i sig selv. I torsdags var jeg på hospitalet igen, fordi jeg stadig havde meget ondt i min bækken, grundet styrtet i Flandern. Udover det, har jeg også store smerte i mine håndled og albuer. Så det at køre 50 kilometer på brosten, er ikke muligt i min forfatning, udtaler Jurgen Roelandts til Sporza.

Det betyder nu, at Lotto-Belisol skal undvære både Jurgen Roelandts og den stærke tysker André Greipel, sidstnævnte er ude med et brækket kraveben. Dermed åbner dette altså chancerne for belgiske Kenny Dehaes og Jens Debusschere, men ligeledes også for danske Lars Bak. Holdmanager Marc Sergeant er dog trods mandefaldet stadig ganske optimistisk.

– Helt exceptionelt stiller vi til start uden særlige krav, men med troen på, at alt kan ske. Vores ryttere er nød til at komme af sted i udbrud, så de skal altså selv tage initiativet og være klar til at dø i front! udtaler altså holdmanageren Marc Sergeant til holdets hjemmeside.

Roelandts og Gallopin i spidsen for Lotto

Posted on: april 3rd, 2014 by RBN

Det bliver belgiske Jurgen Roelandts og franske Tony Gallopin, der skal sikre Lotto-Belisol et godt resultat ved søndagens Flanderen Rundt. De to ryttere har gennem sæsonens åbning vist sig ganske stærke. Jurgen Roelandts med en samlet tredjeplads i Tour of Qatar, og to top 15 placeringer i Gent-Wevelgem og E3 Harelbeke. Tony Gallopin viste sig ligeledes stærk i belgiske E3 Harelbeke, idet han deri kørte sig til en 6. plads, tilmed sad han ganske flot med i Paris-Nice, hvor det blev til en samlet 10. plads.

Det er blandt andet disse flotte resultater der er grunden til, at de to ryttere bliver Lotto-Belisol frontfigurer i det prestige fyldte Flanderen Rundt. Resten af holdet er derimod ramt af afbud på afbud. Seneste afbud kommer fra Marcel Sieberg, Andre Greipel og Frederik Willems, hvor sidstnævnte var tiltænkt en beskyttende rolle for Jurgen Roelandt, men han er desværre udgået af 3 dage ved De Panne.

– Idéen var at Frederik Willems skulle sidde ved siden af Jurgen Roelandts hele dagen, for at beskytte ham. Uheldigvis har vi kun otte ledige ryttere klar lige nu, men sådan er realiteten jo, udtaler sportsdirektøren Herman Frisian til Het Nieuwsblad.

Trods de mange frafald og en stor skadesliste, så fastholder Lotto-Belisol stadig troen på et godt resultat i Flanderen Rundt.

– Med Jurgen Roelandts og Tony Gallopin, kan vi stadig opnå et godt resultat i Flanderen Rundt. Og om en måned skulle skadeshistorien gerne være en del anderledes for Lotto-Belisol, udtaler Herman Frisian endvidere til den belgiske avis Het Nieuwsblad.

Greipel kører Milano-San Remo

Posted on: marts 1st, 2014 by MSF

RCS kunne i går informere cykelverdenen om at den berygtede Pompeiana stigning er pillet ud af ruten på grund af dårligt vejr, og nu står det første store sprinternavn klar til at kompetere i det italienske klassikerløb. Således stiller André Greipel til start når løbet skydes i gang den 23. marts. 

– Nu da Pompeiana ikker længere er den del af Milano-San Remo, har jeg besluttet at tage del i løbet, lyder det fra Greipel i en pressemeddelelse. 

Selvom Greipel glæder sig til atter at participere i Milano-San Remo, er han dog samtidig ærgelig over at skulle vente så længe på en endelig beslutning omkring Pompeiana.

– Det er uheldigt at beslutningen kom så sent, når holdene allerede har lavet deres løbsprogrammer. Fordi udover Pompeiana er også Le Manie pillet ud af løbet, og derfor har sprinterne en meget større chance. Men på Lotto-Belisol kan Tony Gallopin og Jurgen Roelandts også vinde, udtaler Greipel.

Den tyske sprinterkanon stillede også til start i løbet sidste år, men kunne ikke gøre nogen forskel på ruten, som ligeledes var præget af kaotiske vejrforhold med massive mængder sne. Her var det Greipels landsmand Gerald Ciolek som tog sejren. 

Lotto-Belisol ser tilbage på Tour of Qatar

Posted on: februar 14th, 2014 by RBN

I dag blev den sidste etape af Tour of Qatar, og vinderen af denne blev Arnaud Démare fra FDJ.fr foran Daniele Bennati fra Tinkoff-Saxo, desværre mistede André Greipel hjulet på en holdkammerat, så han var ikke med i finalen. Samlet vandt hollandske Niki Terpstra fra Omega Pharma-Quick Step.

Dermed lykkedes det ikke for Lotto-Belisol hverken, at vinde sidste etape af løbet eller, at vinde løbet samlet. Dog lykkedes det for Jurgen Roelandts at slutte på en hæderlig tredjeplads, og for André Greipel at vinde femte etape af løbet. Derudover opnåede holdet tre top fem placeringer på løbets øvrige etaper. Dermed må man sige at Lotto-Belisol gjorde en god figur i løbet, hvilket sportsdirektør Bart Leysen også er særdeles enig i.

– Jeg er meget tilfreds. Vi kom for at vinde en etape og slutte godt i klassementet, og det lykkedes. Jeg er også glad for at få alle godt igennem Tour of Qatar. Det har været nogle farlige dage på det sidste, især med forsnævringerne på vejene, således at rytterne blev skubbet til den ene side af vejen. Der er også tre af vores mænd i top ti af klassementet. Det beviser at vores ryttere er i god form og er klar til klassikerne, udtaler Bart Leysen i en pressemeddelelse fra holdet.

Dermed bliver det spændende at se, om Lotto-Belisol kan følge op på disse flotte resultater når klassikerne snart begynder at komme. Tilmed skal det nævnes at danske Michael Mørkøv sluttede på en fornem femte plads i løbet.

Lars Bak og Lotto indtager Qatar

Posted on: februar 6th, 2014 by NH

Lars Bak og Lotto Belisol er klar til Tour of Qatar, der skydes i gang på søndag.

I ørkenlandet vil feltet i den grad blive udsat for kraftig vind, der som vi ser det i det igangværende Ladies Tour of Qatar, er i stand til at splitte feltet. Men for et belgisk hold ser frem til udfordringen fra et hårdt løb, med masser af sidevind.

– Tour of Qatar er et løb med vifter, vinden spiller en stor rolle hver dag. Det er et hårdt løb. Dem der ikke er i form, vil helt sikkert blive sat, siger sportsdirektør Bert Leysen i en pressemeddelelse.

– Det er helt sikkert et løb for Jürgen Roelandts. Lars Bak, Pim Ligthart og Marcel Sieberg er også vandt til at sidde på vifte og André Greipel ved præcist hvor han skal placere sig.

– Når feltet knækker, vil mindre grupper kæmpe om etapesejren. Man er nødt til at være til stede med så mange ryttere som muligt. Når der dannes vifter skal man ikke tvivle, selv den mindste tøven kan være nok at gå glip af sejren.

Lotto Belisol-truppen til Tour of Qatar
Lars Bak
Jürgen Roelandts
André Greipel
Pim Ligthart
Kris Boeckmans
Gert Dockx
Marcel Sieberg
Jonas van Genechten

Greipel: Hestekræfter og selvtillid

Posted on: januar 26th, 2014 by CL

På årets åbningsetape af Tour Down Under sluttede André Greipel toeer efter den senere samlede vinder Simon Gerrans. Siden blev det til etapesejr på 4. etape – endda med holdkammeraten Jürgen Roelandts som toer. Natten til idag, dansk tid, nuppede tyskeren sin anden etapesejr på løbets sidste dag. 

Om den imponerende sæsonstart og dagens sejr, siger Greipel i en pressemeddelse fra Lotto Belisol 
[CITAT]

– Det var virkelig godt holdarbejde idag. Jeg skulle faktisk ikke lave noget som helst indtil de sidste to hundrede meter. Drengene tog sig af resten. Adam Hansen havde en punktering på den sidste af dagens omgange, så vi måtte vente så længe som muligt før vi gik i front.

– Marcel Sieberg tog ansvaret for at sætte leadout-toget op med 1,2 kilometer igen, hvilket var den rigtige beslutning. Vi havde mange hestekræfter på den sidste kilometer, siger Greipel der samtidigt udtrykker stor taknemmelighed over sæsonstarten og holdet 

– Jeg er virkelig glad for denne anden sejr. Den giver selvtilllid. Jeg er rigtigt glad for mine holdkammerater. Alle har part i sejren. 

 

 

Greipel hylder en fantastisk holdindsats

Posted on: januar 24th, 2014 by RBN

Fra mogenstunden af lignede det en spændende sprinterduel mellem de to tyske kraftværker, Marcel Kittel og André Greipel, men sådan skulle det ikke gå.

Etapen blev hovedsageligt kørt i den åbne australske outback, hvor der kan være en enorm stærk sidevind, og der var tilfældet på sidste etape. Denne gjorde det også af med den ene af de to tyskere, nemlig Marcel Kittel, der ligesom vinderen af anden etape, Diego Ulissi, blev fanget af vinden og dermed ikke var med ved afslutningen af etapen, som blev vundet af André Greipel efter et flot stykke holdarbejde, som tyskeren er meget taknemmelig for.

– Det var en meget nervøs etape, hvor der var meget sidevind. Det udnyttede vi ved at lægge pres på feltet på det rette tidspunkt, hvilket resulterede i at feltet blev splittet. Den sidste stigning og finalen kendte vi godt, og vidste hvad vi kunne forvente, og så er det jo dejligt at få den første sejr, udtaler André Greipel i en pressemeddelse oven på hans femtende etapesejr Down Under.

Det var dog ikke kun Greipel fra Lotto-Belisol holdet der fik noget ud af fjerde etape, også australske Adam Hansen og belgiske Jürgen Roelandts viste gode takter. Adam Hansen ved ikke alene at forsvare hans bjergtrøje, men også ved at udbygge føringen i den konkurrence. Jürgen Roelandts ved at opnå en anden plads på etape grundet hans fantastiske lead-out for André Greipel, og især Roelandts gode lead-out for roser med på vejen fra den tyske kaptajn.

– I dag vandt vi ikke bare etapen, vi fik også en anden plads ved Roelandts stærke arbejde, og det viser hvor stærkt holdet er. Selvsikkerheden var der, og med sejren i dag ser vi alle frem mod afslutningen på søndag, udtaler André Greipel.

Grunden til han ikke regner med at være med i finalen inden den afsluttende etape, er at femte etape har hele to bjerge i afslutningen, og det dermed mere ligner en etape for Cadel Ewans og Richie Porte. Se med senere i dag, hvor vi bringer en optakt til kampen om den samlede sejr i Tour Down Under.

Jürgen Roelandts går efter Flandern Rundt

Posted on: december 21st, 2013 by RBN

Et af Lotto-Belisols klart bedst kort i forårssæsonen, Jürgen Roelandts, drømmer om at skifte sidste års tredje plads i Flandern Rundt ud med en plads højere oppe på sejrsskamlen, og allerhelst den øverste plads, over Fabian Cancellara og Tom Bonnen. Troen på at han kan vinde løbet foran dem er bestemt også tilstede, da det tidligere har vist sig at de to godt kan slås i de helt store brostensklassikere.

– Kigger du på 2011, da Nick Nuyens vandt Flandern Rundt og Johan Vansummeren vandt Roubaix, så ser man at disse sejre er mulige. Cancellara, Sagan og Boonen er i en liga for sig selv, men jeg har ikke tabt før løbet er forbi. Og hvis jeg kommer til mål med Sagan og Cancellara, kan jeg slå dem i en direkte sprint, udtaler Jürgen Roelandts til cyclingnews.

Dermed vil Roelandts ikke give op på forhånd, og når han tænker tilbage på Flandern Rundt 2013, fortryder han ikke den måde han kørte løbet på, og han er heller ikke ked af den tredje plads der kom i hus.

– Jeg gjorde alle ting rigtig den dag, men Cancellara og Sagan var stærkere. Jeg kunne sove den nat uden at fortryde noget. Jeg har ændret mine trænings metoder, så de nu er rettet mere på kvalitet frem for blot kvantitet,  sige han endvidere til cyclingnews, som dermed spiller op til en spændende duel når Flandern Rundt bliver kørt søndag den 6. april 2014.

Jürgen Roelandts starter desuden 2014 sæsonen sammen med Lotto-Belisol, når holdet tørner ud i det sydlige Australien til Tour Down Under, som starter den 19. januar.

Lotto-Belisol kaptajner med tidlig sæsonstart

Posted on: december 18th, 2013 by RBN

Det belgiske stjernemandskab, Lotto-Belisol har nu lagt de sidste puslespilsbrikker i løbsprogrammet i sæsonoptakten, og her indgår flere af holdets helt store stjerner, blandt andet Andre Greipel, Van den Broeck og Vanendert.

Om det er det belgiske vintervejr der gør det skal være usagt, men holdets to etapeløbs- og ardennerryttere Van den Broeck og Vanendert, stiller allerede til start i det argentinske etapeløb Tour de San Luis, som køres i slutningen af januar. Løbet får desuden også deltagelse af en række andre verdensstjerner, heriblandt Cavendish, Nibali, Sagan og denne sæson helt store overraskelse Nairo Quintana. Lidt senere på foråret vil Van den Broeck for første gang i sin karriere stille til start i det italienske Tirreno Adriatico.

Holdets store tyske sprinter, Andre Greipel, vil starten sin sæson samtidig med de to andre kaptajner, dog ikke i det argentinske med i Santon Tour Down Under, hvor holdkammeraten Jurgen Roelandts gør ham selskab. Det er et løb som Greipel formentlig glæder sig en del til, da han to gange tidligere har vundet løbet samlet, og hele tretten gange har vundet en etape. Efter Santos Tour Down Under vil Greipel deltage i Tour of Qatar og Tour of Oman.

Derudover vil Tony Gallopin bruge GP la Marseillaise som opvarmning til hans stor mål Paris-Nice, hvilket også er et mål for Maxime Monfort, som dog vil bruge Routa del Sol som optakt til det franske løb.

Bak arbejdshest for Roelandts i Paris-Tours

Posted on: oktober 11th, 2013 by AHJ

Lotto-belisol satser belgisk, når 107. udgave af Paris-Tours køres på søndag. Det bliver nemlig Jürgen Roelandts, der skal køres for, når teamet med Lars Bak på holdkortet deltaget i årets sidste klassiker.

– Vi satser på Jürgen Roelandts. Han kørte for Jens Debusschere i Eurometropole med stor succes, og de er begge i fremragende form, siger sportsdirektør Bart Leysen, der ser Debusschere som en backup i kampen om sejren.

Paris-Tours’ 235 lange rute er relativt fald indtil de sidste 10 kilometer, hvor feltets puncheurs formentlig vil forsøge sig på Côte de Beau Soleil for at undgå en massespurt. De sidste 10 kilometer er også et fokuspunkt for Leysen.

– Det er meget vigtigt, at vi ikke lader os skubbe til side i positionskampen, så vi kan køre ind på bakkerne i front af feltet, siger han.

Lotto-Belisols hold til Paris-Tours består af: Lars Bak, Gaëtan Bille, stig Broeckx, Jens Debuschere, Kenny Dehaes, Gert Dockx, Frederique Robert og Jürgen Roelandts.

Roelandts forlænger med Lotto

Posted on: juni 18th, 2013 by ML1

For nylig forlængede Lotto Belisol kontrakten med både supersprinteren André Greipel og dennes lead-out-mand, Marcel Sieberg. Nu skriver det belgiske WorldTour-hold så i en pressemeddelelse, at man også har forlænget med Jürgen Roelandts og Jens Debusschere for de næste to år.

Roelandts er en af Lotto Belisols nøglefigurer. Sammen med danske Lars Bak er han holdets stærkeste rytter i brostensklassikerne. I år hjemtog den 27-årige belgier således tredjepladsen i Flandern Rundt. Tidligere endnu på året vandt han en etape i Middelhavet Rundt. Desuden er Roelandts et vigtigt led i André Greipels sprintertog.

Roelandts har kørt for Lotto-holdet, lige siden han blev professionel i 2008. Han føler sig hjemme på holdet og er tydeligt glad for forlængelsen.

– Det er fin gruppe her på Lotto Belisol. Vi har det sjovt. Fordi jeg allerede har kørt her i adskillige år, er jeg blevet gode venner med hele staben, og hvis du føler dig godt tilpas i en gruppe, præsterer du bedre, siger Roelandts oven på den nye kontrakt.

Jens Debusschere er en ung, talentfuld fyr. I 2007 vandt han juniorudgaven af Flandern Rundt, og han skal formentlig udvikle sig i retning af at blive klassikerrytter ligesom Roelandts.

– Han er ikke engang 24 år endnu, og han kan hjælpe holdet på forskellige områder, fortæller Lotto Belisols manager, Marc Sergeant, om Debusschere.

– Denne sæson viste han i Gent-Wevelgem og andre løb, at han i fremtiden måske vil spille en prominent rolle i klassikerne. Vi regner også med ham i de løb, hvor han kan tage sine egne chancer, som Dwaars door Vlaanderen i år. Og han er ikke langsom på målstregen; specielt i en finale med en lille gruppe har han muligheder.

Roelandts: Roubaix er bedre for mig

Posted on: april 5th, 2013 by velo_admin

Efter fortrinelig taktisk kørsel, hvor han bragte sig selv foran alle de andre favoritter over de sidste bakker i Flandern Rundt, kørte Jürgen Roelandts forrige søndag ind på tredjepladsen i Flandern Rundt.

Det var det absolut største resultat i den unge belgiers karriere. Allerede nu føler han dog sig klar til at gøre det tanden bedre, når der om to dage bliver kørt Paris-Roubaix. Det løb, mener Roelandts, passer endog endnu bedre til ham end Flandern Rundt.

– Paris-Roubaix passer mig endnu bedre end Flandern. Det er et mere teknisk løb, og flere folk bliver sat igennem det. Det er sværere at kontrollere, fordi der altid er mange forskellige grupper, siger han ifølge VeloNation.com.

Må vente og se
Den offensive taktik, hvor han foregreb Flandern Rundt sammen med holdkammeraterne på det helt rette tidspunkt, er det dog ikke sikkert, at Roelandts kan eller vil gentage i Roubaix.

Her er løbet, som han siger, langt sværere at kontrollere og regne ud, og derfor skal han måske være mere tålmodig og køre mere intuitivt, hvis det skal lykkes ham at komme storfavoritten Fabian Cancellara i forkøbet.

– Vi får se, om de andre ryttere vil give mig plads efter mit angreb i søndags, men jeg vil ikke vente. I Flandern Rundt er der kun ét sted, der er perfekt til angreb, i Roubaix handler det om at vente for at se, hvor det er muligt, Der er du nødt til at stole på dit instinkt, siger Roelandts.

Ved sin side i Paris-Roubaix får Roelandts blandt andet den tidligere femmer i løbet, Lars Ytting Bak, André Greipel og Greg Henderson.

Roelandts: Fabian var imponerende

Posted on: april 1st, 2013 by info@cykelmagasinet.dk
Lotto Belisols Jürgen Roelandts fik, endelig fristes man til at sige, et topresultat i et af de helt store løb, da han i går blev 3’er efter de to store favoritter, Fabian Cancellara og Peter Sagan, i Flandern Rundt.
Roelandts viste god taktisk sans og lukkede op inden de største navne, hvilket gav ham et forspring, som han udnyttede til at ende på podiet. Efter løbet afslørede den 27-årige belgier, at det var planen fra morgenen af, at han skulle angribe før de sidste stigninger.
– Inden løbet sagde jeg, at jeg ville angribe inden sidste opstigning af Oude Kwaremont, fortæller Roelandts.
– Jeg havde benene og forsøgte mig. Da blot tre ryttere fulgte mig, tænkte jeg først, at det ikke var mange, for det var det rette tidspunkt for ryttere lige under favoritterne at køre væk. Men det gik jo godt for mig.
Fantastisk at køre alene
Roelandts fik selskab af den franske trio Sébastien Hinault (IAM Cycling), Yoann Offredo (FDJ) og Sébastien Turgot (Europcar), inden han satte dem alle op ad næstsidste stigning i løbet og for en kort stund var alene i spids.
– Det var et fantastisk øjeblik, da jeg kørte alene sidste gang op ad Oude Kwaremont. Da jeg kiggede bagud og så to ryttere nærme sig, behøvede jeg ikke tænke længe over, hvem det kunne være. Jeg blev ved med at tro på det, men jeg havde allerede ydet en masse, men det havde de også, husker Roelandts tilbage.
Imponerende at se Fabian
De to ryttere var naturligvis favoritduoen Cancellara og Sagan, som Roelandts ikke er bleg for at indrømme, var de stærkeste i løbet. Særligt Cancellaras magtdemonstration på løbets sidste stigning, imponerede Lotto Belisol-rytteren.
– Det var imponerende at se Fabian køre væk på Paterberg. Jeg så, at Sagan ikke kunne følge ham, og på toppen var han ikke langt foran mig. Efter Paterberg hentede jeg Sagan og besluttede at give alt for at komme på podiet, fortæller Roelandts.
Gårsdagens 3. plads var Roelandts klart bedste resultat i Flandern Rundt nogensinde. Hans hidtil bedste præstation var en placering som nummer 54 i 2011.

Roelandts vil lade benene tale

Posted on: marts 30th, 2013 by NH

En rytter der har vist gode takter i forårets brostensløb er Lotto Belisols 27-årige Jürgen Roelandts, der må regnes blandt outsiderne til søndagens Flandern Rundt.

Det bliver første gang at Roelandts skal køre på den ‘nye’ rute, men det manglende kendskab afskrækker ikke belgieren, der ved at det eneste som tæller på brostenene, er om man har diamanter i benene eller ej.

– Det bliver den første gang at jeg kører ‘Flandern’ på den nye rute, men det virker ikke som en ulempe for mig, fordi det er tilstanden af ens ben der tæller. Jeg er nødt til at være i de forreste rækker af feltet hele tiden, fordi man kan tabe løbet mellem de afgørende dele af ruten, fortæller Jürgen Roelandts i en pressemeddelelse.

Holder øje med Cancellara
Selv peger Roelandts på den genopstandne Fabian Cancellara (RadioShack), der ovenpå et dårligt 2012, har fundet sit gamle jeg frem igen.

– Det ideelle scenarie for mig ville være hvis, det bliver et åbent løb ulige sidste år, hvor det eksploderede til sidst. Den seneste uge har Fabian Cancellara bevist at han er sit gamle jeg igen, så jeg vil helt sikkert holde øje med ham.

Bil kollision bekymrer
Kollisionen med løbsbilen i Gent-Wevelgem hænger dog stadig i Lotto-mandens baghoved, men han vurderer selv at det ikke bliver et problem på søndag.

– Jeg er stadig ikke helt fri for bekymringer efter sammenstødet i Gent-Wevelgem, men jeg tror ikke det vil genere mig på søndag, slutter Roelandts.

Lotto Belisols mandskab til Flandern Rundt: Lars Bak, Jürgen Roelandts, André Greipel, Jens Debusschere, Marcel Sieberg, Tosh van der Sande og Frederik Willems.

Roelandts tilbage på cyklen i morgen

Posted on: marts 26th, 2013 by JC
Jürgen Roelandts var nødt til at udgå af Gent-Wevelgem forleden, da han blev påkørt af en bil fra løbsorganisationen. Roelandts var i gang med at skifte hjul efter en punktering, og bilen ramte Roelandts i hovedet.
Men Jürgen Roelandts kan vende hurtigt tilbage igen. Han havde en god nat efterfølgende, og han tog det roligt i går, hvilket han ligeledes vil gøre i dag, inden han i morgen vender tilbage til cyklen og forbereder sig til Flandern Rundt. Det skriver Lotto-Belisol i en pressemeddelelse. 
Roelandts har været meget aktiv i klassikersæsonen, men har flere gange manglet heldet – i flere omgange har han således været decideret uheldig og punktere på uheldige tidspunkter som for eksempel under E3 Prijs Vlaanderen. Hans bedste resultat i denne sæson indtil videre i denne klassikersæson, er ottendepladsen i Omloop Het Nieuwsblad.
Han er holdets kaptajn i Flandern Rundt, men man må ikke glemme hans holdkammerat, danske Lars Bak, der dog nok har det lidt bedre i Paris-Roubaix.

Lotto-Belisol: Uheld på uheld

Posted on: marts 25th, 2013 by info@cykelmagasinet.dk
Gent-Wevelgem blev ingen succes for hjemmebaneholdet Lotto-Belisol. Supersprinteren Andre Greipel vandt ganske vist feltets spurt, men inden da havde 10 ryttere krydset målstregen, så Greipel og Lotto-Belisol måtte nøjes med en 11. plads.
Det hele kunne dog have set meget anderledes ikke, hvis ikke det var for en stribe af uheldige episoder.
Med omkring 50 kilometer til mål punkterede holdets joker, Jürgen Roelandts, og som om det ikke var nok, blev han tilmed ramt af en kommissærbil, da han var ved at få skiftet hjul.
– Vi vil selvfølelig ikke undskylde os med uheld, men det var virkelig slemt, fortæller holdets manager Marc Sergeant.
– Jürgen Roelandts punkterede på et dumt tidspunkt, og mens han byttede hjul med Frederik Willems, blev han ramt af en kommissærbil. Han slog sit hoved, så han besluttede at forlade løbet.
Talent punkterede også
Også holdets unge talent Jens Debusschere blev ramt af en punktering på et uheldigt tidspunkt.
– Jens Debusschere var i en endnu bedre position end Roelandts, da han punkterede. Han var med i det afgørende udbrud og sektionen med stigninger var overstået. Og Jens er hurtig, så han kunne have lavet et godt resultat, ærgrer Sergeant sig.
23-årige Debusschere tror også selv, at han kunne have kørt et godt resultat hjem. 
– Sagan er Sagan, og jeg vil ikke sige, at jeg kunne have slået ham, men i teorien var de andre bestemt ikke hurtigere end mig, lyder det fra den talentfulde sprinter.
– På grund af den punktering gik jeg glip af et godt resultat i et WorldTour-løb. Det var en ideel situation: Jeg var i front, og fire andre fra holdet var i feltet bag mig. Jeg følte, at jeg kunne holde lidt igen og ikke spilde unødige kræfter, og jeg kunne have kørt en god finale, fortæller en bitter Debusschere.
Næste løb for Lotto-Belisol er etapeløbet Driedaagse De Panne-Koksijde, der starter i morgen. Her stiller det belgiske hold til start med Andre Greipel, Kenny Dehaes, Tosh Van Der Sande, Jonas Vangenechten, Gaetän Bille, Gregory Henderson, Vincente Reynes og Frederique Robert.

Greipel og Roelandts lige på Lotto

Posted on: marts 13th, 2013 by velo_admin

Normalvis bærer André Greipel uden diskussion kaptajnhjelmen på Lotto Belisol, når der er en flig af en chance for massespurt.

Så ensidigt kommer det belgiske mandskab dog ikke til at satse i årets Milano-Sanremo, der køres på søndag. Her får tyskeren en ung belgier som sidestillet kaptajn, og så skal de begge bringes til bunden af Poggio-stigningen. Herefter vil den afgøre, hvem der skal køres for.

– Hvis Jürgen kører godt, har vi bedre kort at spille, fordi han klatrer bedre end mig, siger Greipel ifølge Cyclingnews.

Tror kun på Sagan – og dog
I André Greipels øjne kunne det hele dog være lige meget.

Efter to etapesejre i Tirreno-Adriatico ser han Peter Sagan som tårnhøj favorit til sejren, og kun de følgende topplaceringer tror han selv på – ellers skal der ske noget voldsomt fra Sagans stærkeste konkurrenter som Fabian Cancellara og Thor Hushovd indne Poggio.

– Jeg kan ikke se, hvem der skulle kunne slå Sagan. På Cipressa (næstsidste stigning, red.) kan Cancellara, Gilbert (verdensmesteren, red.) eller Hushovd måske gøre noget, siger Greipel.

– Se på Fabian Cancellara for to år siden i brostensklassikerne. Han kunne ikke tabe, men han var alene. Sagan er kun et menneske. Og hans er ikke så stærkt. Hvis du bliver ganget mellem Cipressa og Poggo, er det virkelig hårdt.

Lars Bak er også udtaget for Lotto Belisol til dette års Milano-Sanremo, på trods af at han tidligere på foråret brækkede en knogle i håndleddet.

Hornhinde blæste i stykker

Posted on: februar 25th, 2013 by NH

Selvom han kom i mål med frontgruppen, kunne Jürgen Roelandts (Lotto Belisol) ikke undgå at blive skadet, under lørdagens iskolde Omloop Het Nieuwsblad.

Den uheldige belgier døjede efter løbet med øjnene, som tilsyneladende var blevet hårdt medtaget af den isende vind.

– Efter dette Omloop havde jeg problemer med mine øjne. Det er som om mit øjenlåg er frosset fast. I begyndelsen af løbet bar jeg briller, men det var tilsyneladende ikke nok, til at beskytte mine øjne fra den iskolde og konstante vind, fortæller Roelandts i følge belgiske nyhedsmedier.

I dag kom så svaret på Roelandts ubehag, hans hornhinde havde simpelthen taget skade af en dag i vinden, briller til trods.

– Havde brug for et eftersyn af mine øjne. Resultat: skadede hornhinde, 2-3 dages healings periode, skrev Roelandts tidligere i dag på sin Twitter.

Roelandts klar til gennembrud

Posted on: februar 19th, 2013 by NH

Hele den belgiske cykelverden ser frem imod lørdag, hvor den belgiske sæson skydes i gang med Omloop Het Nieuwsblad. Især 27-årige Jürgen Roelandts (Lotto Belisol) ser frem mod hjemlandets forårs klassikere.

Med etapesejr og samlet 7. plads, har Roelandts fortsat sin udvikling fra de foregående sæsoner, og føler at han endelig er klar til sit store gennembrud i hjemlandets mest prestige fyldte løb.

– Jeg er meget motiveret, jeg har trænet og gjort alt for at være god. Der er nogle få muligheder i foråret, så jeg håber at alt nu vil falde på plads. Hvis jeg ikke har en dårlig dag, eller uheld, vil jeg være der i finalen, fortæller Roelandts til sporza.be.

Holdet har troen
Holdet har også stor tiltro til den talentfulde belgier, der gennem de seneste sæsoner, har arbejdet hårdt for at nå er niveau, hvor han er i stand til at køre med om sejren. Talentet er der, og resultaterne skal nok komme.

– Jürgen fortjener at vinde én gang. Han har arbejdet hårdt og har gjort det godt i et stykke tid. Jeg håber at dette bliver et gennembrudsår. Man er nød til at arbejde hårdt for at komme hertil, og jeg mener at Jürgen har gjort netop det de sidste to år. Han har talentet og jeg er sikker på at han vil gøre fantastiske ting med det, fortæller sportsdirektør Herman Frison til Sproza.

Kan fortsætte stimen
Med et topresultat i weekenden kan Roelandts fortsætte Lotto holdets fantastiske start på sæsonen, hvor det hidtil er blevet til et tocifret antal sejre.

– Vi er startet rigtig godt ud i år, bedre end i foregående år. Vi er inde i en god periode, og forhåbentlig vil være i stand til at fortsætte den gennem åbnings weekenden. Åbnings weekenden er altid vigtig for de belgiske mandskaber, sæsonen begynder først på lørdag, slutter Frison.