Det største etapeløb på kvindernes kalender Giro d'Italia Internazionale Femminile eller bare Giro Rosa begynder i dag. Vi varmer op med et interview med Marianne Vos, der tre gange tidligere har vundet løbet samlet, og som har taget svimlende 28 etapesejre i løbet gennem årene.
Hollandske Marianne Vos har været en af cykelsportens mest fremtrædende personligheder de seneste år. Hun er bl.a. dobbelt OL-guldvinder og hele ti gange verdensmester på tværs af sportens forskellige discipliner.
Den 34-årige rytter har været på toppen af kvindecyklingen de senste 15 år, og som 34-årig er der ingen tegn på, at hun er ved at være mæt, hvilket hendes nylige sejre i Amstel Gold Race og Gent Wevelgem til fulde dokumenterer. Derfor er hun også blandt favoritterne til en ikke ubetydelig medaljehøst ved de kommende olympiske lege.
Den spæde start
CM; Du startede allerede i sporten som seksårig. Kommer du fra en cykelfamilie?
MV; Jeg startede sammen med min far, som var målmand. Han cyklede sammen med min storebror, som var cirka ti år gammel. Jeg fulgtes med dem hen til træning, og atmosfæren gav mig lyst til at være med. Så jeg fik min første racercykel og gik i gang.
CM; De hollandske kvinder har domineret cykelsporten i de senere år. Gør man meget ud af sporten på kvindesiden i dit hjemland? Bliver det set som en reel karrieremulighed?
MV; Nej, egentlig ikke. Cykling har altid været stort i Holland. Da jeg var yngre, var det Leotien Zijlaard-Van Moorsel, som gjorde det godt, og det inspirerede selvfølgelig os yngre piger. Men dengang jeg startede, var det ikke så almindeligt, at piger trænede cykelsport.
Der var ikke ret mange piger i klubben, men det tænkte jeg ikke så meget over. Det er klart, at der heller ikke var ret mange kvinder, som kunne leve af sporten, men jeg var bare nysgerrig efter at se, hvor god jeg kunne blive. Jeg har altid været meget konkurrence-minded, men jeg regnede egentlig ikke med, at jeg kunne få en professionel karriere.
CM; Hvor gammel var du, da du bestemte dig for at satse på en karriere i cykelsporten, og hvad sagde din familie til det?
MV; Jeg var på landsholdet som juniorrytter og havde deltaget i junior-VM, og da begyndte jeg at overveje, om det måske kunne blive en levevej. Jeg var i hvert fald indstillet på at gøre et forsøg. Jeg var på første år af min uddannelse, da jeg fik tilbudt en profesesionel kontrakt, og dér traf jeg beslutningen om at give det et skud.
Mine forældre bakkede op om min skolegang og var opsatte på, at jeg skulle få min studentereksamen. Da jeg traf beslutningen om at blive professionel, var det en let beslutning, fordi jeg allerede havde lavet nogle gode resultater, så jeg følte ikke, at det var helt tosset at tage springet.
Det kunne mine forældre også godt se, og de bakkede op om min beslutning om at jagte den mulighed, der havde åbnet sig for mig. Jeg tror, de tænkte, at der vel ikke kunne ske noget ved, at jeg satsede på sporten i et par år, så jeg kunne se, hvor langt talentet rakte.
Kærligheden til flere discipliner
CM; Du har vundet olympiske titler, verdensmesterskaber og nationale mesterskaber i de fleste af cykelsportens discipliner (landevej, cyklecross, banen og mtb), og flere ryttere følger nu dit eksempel og spreder sig over flere discipliner. Lå der en plan bag dit meget brede fokus?
MV: Jeg har bare en stor kærlighed til de forskellige discipliner. Da jeg begyndte i sporten, kørte vi landevej om sommerne og cykelcross om vinteren. Det tiltalte mig, fordi det gav afveksling. Træningen var anderledes, og konkurrencerne var anderledes – jeg så altid frem til disciplinskiftene, efterhånden som sæsonen skred frem.
Da jeg rykkede op som senior, foreslog min træner, at jeg skulle prøve at køre på banen, fordi det kunne hjælpe mig til at blive en mere komplet rytter. Det samme skete med MTB, hvor landstræneren opmuntrede mig til at gøre forsøget, og den var jeg med på, fordi jeg havde kørt lidt før.
Jeg har altid holdt meget af de forskellige discipliner og af den udfordring og læring, skiftene mellem dem gav.
CM; Er der en af disciplinerne, du vil fremhæve?
MV; Det er afvekslingen, som appellerer til mig. Jeg kan godt lide at komme udenfor, så hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg måske ikke så vild med at træne på banen. Baneløb er meget hurtige, og jeg kan virkelig godt lide at køre pointløb på grund af det taktiske spil, der kører undervejs: Hvornår skal jeg satste? Skal jeg forsøge at tage en omgang, eller skal jeg køre efter spurterne?
Men ellers er der så stor forskel på de for forskellige discipliner, at jeg tror, det er godt at blande dem – især når man er yngre. Når man bliver ældre, kommer der selvfølgelig et planlægningsaspekt: Hvornår skal man restituere, og hvornår skal man fokusere på en bestemt disciplin?
Altid motiveret
CM; Hvordan bærer du dig ad med at fastholde motivationen til at køre? Er du meget nørdet med din træning?
MV; Jeg tror bare, at jeg elsker at cykle, og derfor har jeg nemt ved at tage af sted og passe min træning. Jeg går ikke så meget op i tal, men i disse moderne tider er det da en fordel at kende sine watt. Men egentlig kan jeg bare godt lide at komme af sted og opleve omgivelserne og naturen. Det fungerer godt for mig.
Jeg holder allermest af konkurrencerne. Der er aldrig to løb, som er ens. Man skal forsøge at have en plan og samtidig holde øje med, hvad de andre gør. Landevejscykling er en holdsport, hvorimod cykelcross er mere individuelt – det afspejler sig også i træningen.
Det, der motiverer mig allermest, er at se, hvor meget jeg kan få ud af mig selv – at blive ved med at forbedre mig. På den måde, sker der hele tiden noget nyt.
Min træning skal hele tiden blive bedre. Jeg bliver nødt til ændre løbende på træningen, så jeg kan højne mit niveau og holde konkurrenterne bag mig.
CM; Kører du nogensinde en ren hyggetur, eller har dine ture altid et træningsmæssigt formål?
MV; Jeg har en god relation til min træner, og vi taler en masse om træning. Han forstår, at jeg er bedst, når jeg er frisk og afslappet. Nogle gange er træningen meget fokuseret, og nogle gange – efter en pause – handler det mere om bare at komme ud på cyklen. Jeg synes, han er meget god til at ramme den balance.
Træningen udvikler sig hele tiden
CM; Du er begyndt at tage på højdetræningslejr. Hvordan har din træning udviklet sig henover din karriere?
MV; Jeg har haft forskellige trænere gennem årene, og de har alle været forskellige. Jeg har også udviklet mig undervejs. Viden om træning, ernæring og restitution udvikler sig hele tiden, så det er spændende at følge med i, hvad der rører sig og forsøge at implementere nye principper i sin træning. Nogle gange virker det – andre gange ikke.
Højdetræning er nyt for mig. Jeg startede for fire år siden, og jeg har gjort det nogle gange nu. Man lærer, hvordan kroppen reagerer på det, og det er nogle gange lidt trial-and-error-baseret. Men det er godt at lære nyt.
Der er ikke to atleter, som er ens, og det er vigtigt at lære, hvordan man selv reagerer. Jeg har haft min nuværende træner i to år, og han har også haft brug for tid til at lære mig at kende, og hvordan jeg reagerer på hans træningsprincipper.
Jeg har prøvet selv at stå for træningen I et par år, men nogle gange er det meget godt at have nogen med sig til at justere planlægningen, når jeg bliver frustreret og tingene er svære.
Når det hele bare kører, er det jo nemt at blive i sporet, men når der kommer skader, eller man ikke kan få det til at rulle, som man gerne vil, så bliver det pludselig svært, og man kan let komme til at begå fejl.
CM; Træner du kun på cyklen?
MV; Nej, jeg træner også core og styrke. Det er vigtigt – især med henblik på at undgå skader og få god balance på cyklen, så jeg altid er klar til at træde maksimalt, når der er behov for det. Jeg gør det to gange om ugen.
CM; Hvordan træner du i pausen mellem forårsklassikerne og sommerløbene?
MV; Det er svært at svare på. Det er ikke, fordi jeg har nogen hemmeligheder, men der er bare ikke to uger, som er ens. Sidste uge stod den på restitution, og nu starter jeg opbygningen frem mod de næste løb. Det er lavintensiv grundtræning uden ret mange specifikke øvelser. Det kommer senere, når vi kommer tættere på løbene. Mine næste starter bliver til de nationale mesterskaber.
Til den tid vil jeg have haft næsten to måneder uden løb siden Liege. Det er også en udvikling, der er kommet gennem årene. Det er nyt, at man deler sæsonen op i blokke. Førhen tog man bare fra et løb til det næste. Men når de andre træner på den måde og bruger højdetræning til at nå 101%, så er man nødt til at følge med, så man ikke selv kun er på 98%, når det gælder.
Resultater er vigtigere end tal og SoMe
CM; Nu om dage kan man også konkurrere i sin træning via apps som Strava. Hvad tænker du om det?
MV; Strava er en fin app, men når jeg træner, vil jeg gerne fokusere på, hvad der er rigtigt for mig og ikke fokusere for meget på, hvad konkurrenterne gør. Jeg er primært kompetitiv i forhold til løbene.
Man skal også være lidt påpasselig med at give tallene for stor betydning. Det handler om at gøre det godt i løbene og for holdet. Det er vigtigere end tal.
Jeg tror på, at væddeløb handler om meget mere end tal, og det er jo netop derfor, det er spændende at være med til. Hvis det hele bare handlede om tallene, er jeg ikke sikker på, at jeg stadig havde lyst til at deltage.
CM; Hvilke store ændringer har du set gennem dine mange år i sporten, og er der nogle ting, som er gået i den gale retning efter din mening?
MV; Niveauet er blevet højere. Holdene kører meget struktureret, og jeg synes, det gør løbene mere spændende. Man kan ikke længere forudsige, hvordan et løb kommer til at gå, for der er så utroligt mange udfaldsmuligheder.
Der er flere hold, som kører på et højt niveau og er i stand til at sætte hinanden under pres – det er det skønne ved løb. Når det hele bare spiller, og planen holder, giver det en enorm tilfredsstillelse.
Træning efter watt-måler er meget brugbart. Løbsradioer ligeså – dem går jeg helt klart ind for. De ødelægger ikke løbene efter min mening. Man er stadig nødt til at foregribe begivenhederne og reagere. Sker der noget, kan man ikke lige først aktivere radioen og vende udviklingen med sin sportsdirektør og holdkammeraterne. Man er nødt til at reagere straks.
Vi er ikke robotter, og det er stadig væddeløb, men de nye teknologier gør det nemmere at træne og kommunikere.
CM; Internettet og de sociale medier har haft stor indflydelse på cykelsporten, og der er mange ryttere, som er meget populære på de sociale medier – uafhængigt af hvor godt de træder. Hvad synes du om det?
MV; Jeg tror, det har været vigtigt for kvindecyklingen at få skabt noget eksponering, så vi kunne nå ud til flere mennesker. Vi kan se, at flere og flere fjernsynskanaler viser interesse. Tidligere var det nærmest kun os selv, der interesserede sig for, hvad vi lavede, men nu har vi fået et meget større publikum, og det tror jeg blandt andet, vi kan takke de socale medier for.
Selv går jeg ikke så meget op i de sociale medier, markedsføring og branding, men jeg elsker at cykle. Jeg er helt med på, at medierne – herunder de sociale – er en integreret del af det, vi laver, men for mig er cyklingen stadig det, der tæller mest.
Har aldrig handlet om pengene
CM; Der er kommet mange penge I toppen af sporten på herresiden. Men der har altid været et ret markant efterslæb hos kvinderne. Er der sket en ændring her?
MV; Situationen er blevet meget bedre gennem de seneste år. Ser man på bredden i kvindefeltet, er niveauet hævet betragteligt, og det har selvfølgelig også noget at gøre med de forbedrede indtægtsmuligheder.
Det er nu også muligt at have cykling som levevej for kvinderne. Det er fantastisk, at der nu er hold, som investerer i kvindesiden, og at fans’ene følger med. Det er en ‘god cirkel’, hvor sporten vokser, interessen stiger og flere sponsorer dukker op. Det gør det hele mere interessant, men for mig har det nu aldrig handlet om pengene.
Jeg har været meget taknemmelig for at have haft denne mulighed, siden jeg var helt ung. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg kunne få så lang en karriere, men ja, der stadig en forskel I sammenligning med herrerne.
Vi har ikke de samme forhold, som de har, men det bliver hele tiden bedre. Ting tager tid, og jeg tror også, at det er godt, at udviklingen skrider gradvist frem. Man kan ikke forvente mirakler, men sporten er helt sikkert på vej frem.
CM; Er der nogle konkrete ting på kvindesiden, som du gerne så forbedret?
MV; Egentlig ikke. Over de seneste tre til frem år er der sket nogle store ændringer på World Tour’en, hvor der er kommet nogle store sponsorer ind, og de har en meget god struktur.
Skabelsen af World Tour’en og den medfølgende introduktion af minimumslønninger og barselsorlov har været vigtige, gode initiativer.
Men den store ændring fremover skal komme på eksponeringssiden. Når folk får mulighed for at følge forårsklassikerne og de store etapeløb i medierne, så vil det blive helt afgørende, og det vil helt sikkert give et godt afkast for de investorer, som sørger for, at det kommer til at ske.
Men der skal være en balance på kalenderen. Niveauet på World Tour’en er blevet meget højt, og der er en god struktur. Men vi mangler et kontinental-niveau og/eller et U23-niveau med tilsvarende gode løb og struktur. Denne mangel gør, at springet fra junior og ung seniorrytter op til topniveauet er stort, og det giver dårlige udviklingsbetingelser.
Jeg er nervøs for, at springet er ved at vokse sig større, men jeg tror også, at UCI er i gang med nogle initiativer. Holdene og løbsarrangørerne er også opmærksomme på problemstillingen. Men der er selvfølgelig generelt nogle ekstra udfordringer på grund af Covid19-epidemien I øjeblikket.
OL er det største
CM; De Olympiske Lege starter snart. Hvilke forfventninger og mål har du, og hvordan sammenligner du en olympisk titel med et verdensmesterskab?
MV; Den olympiske titel er den største, fordi den kun kommer en gang hvert fjerde år, og fordi hele atsmosfæren omkring den er anderledes, når man kører for sit land. De tre olympiske lege, jeg har deltaget i, har alle været fantastiske oplevelser. Men jeg elsker også at konkurrere om regnbuetrøjerne, så begge dele er vigtige.
I år har jeg både De Olympiske Lege og VM som mål, og da ruterne ligger godt til mig, er jeg meget motiveret.
Det ser ud til, at olympiaden kan afvikles, men at det bliver uden tilskuere – hvilket er synd. Det bliver en anderledes oplevelse, men jeg er sikker på, at atleterne vil gøre det så godt de kan for deres lande – og sig selv selvfølgelig.
Lige nu afventer jeg, om det hollandske forbund udtager mig. Der er et meget højt niveau I hollandsk cykling, men jeg kan ikke gøre så meget andet end mit bedste, og så må vi se.
CM; Holland kan stille med verdens tre bedste cykelryttere. Hvordan kommer det mon til at gå?
MV; Vi kender hinanden rigtig godt, og vi er alle professionelle atleter. Vi ønsker alle at gøre vores bedste, men vi kender også hinandens styrker, og som hold vil vi vurdere vores chancer under løbet.
Du kan følge Marianne Vos, Cecilie Uttrup, Emma Norsgaard og alle de andre stjerner i Giro Rosa, der starter i dag, og som byder på hele ti etaper rundt i Italien.
Seneste kommentarer