07.03.2024
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Nikolaj Hebsgaard

Velomore tester SCOTT Cadence Plus

SCOTT har langt om længe lanceret deres opdaterede SCOTT Cadende Plus aerohjelm, som profferne har kørt med i lidt over et halvt års tid.

Den skarpe læser har nok allerede bemærket at Tobias Lund og holdkammeraterne på DSM-Firmenich PostNL har kørt rundt med en ny aerohjelm siden Tour de France sidste år. Tidligere i dag blev hjelmen så officielt præsenteret af SCOTT og vi har her på Velomore testet hjelmen op til den officielle lancering.

Som enhver moderne aerohjelm, har Cadence Plus naturligvis været et smut i vindtunnel for at optimere på aerodynamikken fra forgængeren, og finde det optimale forhold mellem aerodynamik, sikkerhed og komfort. Sikkerhedssystemet i hjelmen er det velkendte Mips air node, der beskytter hjernen mod roterende kræfter ved styrt og kollisioner. Samtidig er det muligt at tilkøbe en clip-on lygte til nakkestøtten på hjelmen, og på den måde øge synligheden i trafikken.

Udseendemæssigt har SCOTT valgt at holde fast i designet fra den forrige version, dog med et mindre facelift. Således ser ventilationskanalerne forrest i hjelmen ud til at være skrumpet en smule, dog uden at kompromittere luftgennemstrømningen ifølge SCOTTs data.

Hjelmens design er overvejende lukket og brydes kun af de 3 store, og 4 små ventilations kanaler forrest på hjelmen og 6 mindre kanaler i nakken. Indvendigt er der et minimum af polstring, der giver hjelmens indre et minimalistisk look. Bespændingssystemet er magnetisk og let at håndtere med en hånd, mens hjelmens komfort og pasform på hovedet let justeres via spændet i nakken.

Hjelmen kommer i 4 forskellige farver. De klassiske sort og hvid, men også en grå/limegrøn kombination samt den testede “ultra purple” som nok bedst kan beskrives som værende på grænsen mellem lilla og blå.

På landevejen

På trods af den minimale polstring sidder Cadence Plus overraskende behageligt på hovedet. Der er ikke nogle umiddelbare markante trykzoner og nakkespændet gør det let at justere hjelmens pasform omkring hovedet. Lidt kuriøst har halsspændet passet som fod i hose lige fra start af, uden at jeg har måtte justere på nogen måder. Af og til er man heldig og halsstropperne på cykelhjelme kan være et forholdsvist stort irritationsmoment at få til at sidde ordentligt. I hvert fald for mig… Men ikke i dette tilfælde og det er jo et positivt førstehåndsindtryk.

Det positive indtryk følger med ude på landevejen. Hjelmen sidder behageligt på hovedet, også på cyklen. Den giver ikke et ‘moderne’ oversize look, men ser ud til at passe proportionelt godt til hovedet, hvilket er et stort plus.

Desværre har vi endnu ikke en vindtunnel her på redaktionen, så hjelmens aerodynamiske egenskaber har vi ikke kunne videnskabeligt dokumentere, men når hjelmen er udviklet i vindtunnel må vi stole på, at den i det mindste er hurtigere end forgængeren, hvilket understreges af at SCOTT har gjort ventilationskanalerne mindre. Det til trods, har hjelmen en god luftgennemstrømning og selvom jeg kun har haft mulighed for at teste i slut februar og start marts, har det været tydeligt at mærke hvordan den kolde luft har bevæget sig igennem hjelmen.

Om den så bliver for varm at køre med på de varmeste sommerdage kan jeg kun gisne om. Men med en god luftgennemstrømning ved høj fart, forestiller jeg mig at vi skal over de 25 grader før man mærker noget til hjelmen. En fed detalje er i øvrigt, at SCOTT har lavet særlige huller til cykelbrillerne, så man nemt kan opbevare dem på hjelmen, skulle man befinde sig på en stigning eller i lysforhold, hvor cykelbriller ikke er nødvendige.

Det mest bemærkelsesværdige der er at sige om hjelmen, er farven. Den lilla/blå farve vi har testet har gjort sig bemærket på testturene, hvor den faktisk går rigtig godt til sort tøj. Det er nok svært at kombinere den med sin gængse cykelgarderobe, men er man på jagt efter en hjelm med en atypisk farve, så er den lilla/blå faktisk rigtig flot når man står med den i hånden.

Sidst men ikke mindst, må en cykelhjelms fineste opgave være at beskytte hovedet. Her på redaktionen kigger vi i høj grad mod Virginia Techs uafhængige tests. Den nye Cadence Plus har endnu ikke været omkring det amerikanske universitet. Det har forgængeren til gengæld været og den scorede kun 4 ud af 5 stjerner, så jeg håber at SCOTT også har brugt tid på at forbedre den del af hjelmens performance, hvilket de uden tvivl har. Muligheden for at tilkøbe en baglygte og sætte i nakken er desuden en fed feature, omend man fra SCOTT’s side godt kunne havde gjort det til en del af pakken, at lygten fulgte med. Prisen lander på 1.999 kr. i vejledende udsalg, hvilket efterhånden er blevet normalen for aerohjelme.

Facit

Den opdaterede SCOTT Cadence Plus kommer med gode all-round egenskaber til danske forhold, der kombinerer aerodynamik og ventilation i et udseende, der ikke får en til at ligne en svamp fra Supermario.

Læs også: Se alle fordelene ved abonnement på Velomore

Hjelmen vil gøre sig godt 9/10 dage herhjemme og er man på jagt efter en hjelm som skiller sig ud, tilbyder SCOTT den flotte lilla/blå farve, som vi har haft fornøjelsen af at teste.

Læs også: Velomore tester FUSION Tempo

Vi er ikke stødt på noget endnu som gør, at vi ikke kan give hjelmen topkarakter. Den må formodes at være hurtigere end forgængeren og jeg har i hvert fald kunne konstatere, at luftgennemstrømningen virker fremragende. Eneste som skulle trække ned i vores vurdering skulle lige godt være, hvis Virginia Tech ikke er i stand til at give den topkarakter på sikkerheden.

Info

Vurdering: 5/5.
Bedst til: Optimal til danske forhold, hvor fart og komfort er primær fokus.
Farver: Sort, hvid, lilla/blå og grå/lime.
Pris: 1999 kr.
Mere info: www.scott-sports.com