16.04.2023
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/05/hebby-scaled.jpg Nikolaj Hebsgaard

Ulven GRAVL – måske den smukkeste forårsdag på cykel

Vores chefredaktør havde fornyelig debut i gravelløb ved Ulven GRAVL som bød på en af de smukkeste løbsruter han har oplevet – og ikke mindst helt nye udfordringer.

“Her kunne der sgu godt bo en ulv” råber jeg til mine to følgesvende, da grusvejen forlader skoven og vi kører ud på kanten af en af de utallige højderygge i Jyske Ås.

Området er brutalt så snart man bevæger sig væk fra landevejen, med masser af højdemeter og skrappe stigninger, og underlaget er desuden ekstra udfordrende efter den megen regn der er faldet de seneste uger.

Jeg er til start i Ulven GRAVL, arrangeret af Thomas Bundgaard og Velofit. Løbet har en mere afslappet og low key atmosfære omkring sig, end de landevejsløb jeg har kørt. Start- og målområde er på en gård mellem Hjallerup og Dronninglund, hvor vi starter ud på det der ligner nogens græsplæne. Manden bag løbet, Thomas Bundgaard, fiser rundt og småsludrer med alle og sørger for, at alle føler sig godt taget imod, denne råkolde april morgen.

Jeg selv er blevet smidt af af kæresten og baby’en, som fortsætter videre op til svigermekanikken. Heldigvis er der optændt bål, så det er muligt at holde varmen for os, der ikke har en bil at lune sig i. Sammen med Mads Bang skal jeg køre 90 km. Det er en passende distance for mig. Mads blev far i forrige uge, så hans lyst til at hive en hel dag ude af kalenderen til at cykle er minimal, mens jeg kører løbet som en del af en træningsblok i Velomores 20 ugers HIT base træning. Og da det er min debut i et grusræs, er 4 timer rigeligt.

Vi er et pænt felt som står klar på græsmarken lidt over 10. Et hurtigt racebrief fra manden bag ruten, Søren Svenningsen, og vi sendes afsted. Henover græsplænen og ud på asfalten. Forbi en traktor og så et venstresving direkte ind i sidemodvind på en vej, der i bedste fald kan beskrives som let mudret, fuld af huller og med MASSER af vandpytter.

Det er et kæmpe chok for systemet. Straks bliver der trykket på speederen og tempoet er højt da vi blæser ned ad muddervejen, hvor der ikke er et oplagt spor hverken i højre, venstre eller midten at køre i. Jeg kæmper for at holde nogenlunde hjul på rytteren foran mig, mens jeg jonglerer cyklen udenom vandpytter, huller og sten, samtidig med at jeg nærmest drifter mere end jeg ruller, med den megen mudder som baghjulet skrider ud i.

Vejens tekniske udfordringer tynder ud i feltet, men det er kun kortvarigt at vi skal igennem dette vanvid. For kort tid efter kommer vi ind på en regulær grusvej, hvor man kun behøver at holde øje med enkelte huller og sten. Til gengæld bliver man presset af side modvinden.

Der er et par gutter som er gode til at skiftes med at føre, men da Mads kommer frem til fronten trykker han lidt til, og hurtigt opstår der huller. Rytteren foran mig har valgt at køre på MTB, og han tager derfor en hel del vind. Mads’ forceren resulterer i, at han straks slår ud og så skal der pludselig lukkes et hul på 3 meter.

Grusvejen drejer og vi kører nordpå i noget, der minder om lidt mere regulær modvind. Da vi efter knap 15-20 kilometer når til Storskoven, sidder vi ca. 10 mand tilbage i frontgruppen. Og så går det opad!

Vi skal over Knøsen, det højeste punkt i Vendsyssel, som efter alle standarder ikke er specielt højt. 136 meter over havets overflade er det højeste punkt, som vi ikke kommer helt op forbi. Men opad går det og flere passager er stejle. Jeg får udnyttet hele SRAM EAGLE-kassetten på min Specialized Crux da frontgruppen reduceres til 4 mand.

Pludselig bipper det kollektivt fra alles head units. Jeg kigger ned på min Wahoo Roam 2, men har knap nok tid til at se hvad den forsøger at fortælle mig. Der skal holdes øje med sporet og trædes i pedalerne. Men en af de andre foran mig råber noget med, at vi måske er kørt forkert. Kollektivt bliver vores head units dog enige om, at vi skal til venstre næste gang.

Nu går det for alvor opad. Men pludselig ligger der to træer henover den smalle sti, som har dybe grøfter på begge sider. De to ryttere foran mig har slået et lille hul. Den forreste formår at cykle forbi de 2 træer, men hans følgesvend må på en rulletur ned ad den 2 meter dybe grøftekant. Han når dog op igen tidsnok til, at jeg og Mads må klikke ud af pedalerne.

Mens han fortsætter afsted, må vi trække til toppen af bakken. Der er for glat til at vi kan komme igang igen, og som de rookies vi er, har vi begge landevejspedaler. Look klamper er dog ikke de værste, men der skal lige bankes lidt mudder af, før jeg er tilbage i sadlen.

Afsted mod toppen af Knøsen går det og på vejen møder jeg de andre, som var blevet sat kort før vi kørte forkert. Videre forbi dem går det og da jeg runder toppen af rutens fysiske højdepunkt sidder jeg alene.

Det passer mig fint, for nedkørslen er halv teknisk og det er rart at blive bekendt med underlaget på egen hånd, uden hensynstagen til andre. Træerne og jorden er dækket af et fint lag hvidt sne, eller tyk frost, for vi befinder os jo trods alt i de nordjyske højdedrag.

Efter Knøsen er det ud på landevejen mod Frederikshavn og Sæby. Jeg pakker mig og sætter tempo for forhåbentlig at få kontakt med de forreste. Som en ensom ulv, er der ingen at se hverken foran eller bag mig.

Efter knap 10 kilometers ensom jagt får jeg visuel kontakt, og på et bumlet og ujævnt grusstykke, hvor det uden tvivl er nemmere at sidde alene end sammen med andre, får jeg lukket hullet.

Vi er nu 3 mand i front. Tempoet er ikke højere end at der er tid til at nyde naturen. Vi kører steder i civilisations baghave, som jeg ikke troede fandtes, heller ikke om denne del af Nordjylland har langt mellem landsbyerne. Jeg har ofte kørt i Jyske Ås på landevejen, men det er lykkes Søren Svenningsen at finde nogle absolut smukke steder, som føles lang fra alfarvej og alting, og jeg tager mig selv i at undres over, hvordan man overhovedet finder sådan en rute. Stort chapeau til ruteplanlæggeren!

Flere steder har vi udsigt over det kuperede terræn og ser rådyr gå uforstyrrede på skråninger og marker, mens rovfuglenes karakterisktiske kalden er det eneste som bryder lyden fra grusunderlaget og vores åndedræt. “Hvor er her smuk” udbryder jeg flere gange, mens der peges hver gang en ny, smuk udsigt, eller rådyrflok viser sig.

Efter knap 60 kilometer begynder trætheden at melde sig. Tempoet på bakkerne er stødt dalende, og de kommer desværre som små knivstik hele tiden. Korte, men hårde. Ikke specielt tekniske. Men så rammer vi den berygtede “sandbakke” efter ca. 70 km.

Cyklerne bevæger sig mere sidelæns end fremad og som tredjemand i vores trio taber jeg et par meter i bunden. Jeg får dog fundet mit tråd og halvvejs oppe ad den udfordrende bakke fornemmer jeg, at jeg er den som sidder med mest overskud.

Jeg frygter dog for hvad der kommer efter bakken, så på toppen sætter jeg mig frem så jeg er klar til en eventuelt lige så teknisk nedkørsel. Den kommer dog aldrig. Det gør til gengæld sidevinden og jeg ser mit snit til at forsøge at gøre kål på mine to følgesvende. Jeg trækker cyklen helt ind i siden af vejen, så man nærmest skal ud på marken og køre for at få læ (hvilket et eller andet sted lyder dumt i et gravelløb, men hårdt grus er trods alt nemmere end blød rabat). Og så trykker jeg til.

Et lille hul opstår efter min siddende accelleration og så drejer vi ind i medvind, hvor jeg giver den alt hvad jeg har. Vejen er kompakt grus med let rullende bakker. Da først hullet er slået og jeg har fået fart i min Specialized Crux, virker det som om at de to andre opgiver ævred. Da jeg drejer ud af synsvidde går det nedad og alene tør jeg godt presse tempoet på skovvejen.

Jeg suser igennem skoven og får hurtigt opbygget et pænt forspring. Da jeg igen er ude på landevejen mellem Frederikshavn/Sæby og Hjallerup/Aalborg, får jeg ikke visuelkontakt med forfølgerne, før jeg igen drejer ind i skoven.

Uden at være helt skarp i de tekniske termer, så kører jeg skiftevis på brede skovveje og noget, som nok minder mere om flowspor. Et enkelt sted ligger et massivt træ på tværs, og jeg må af cyklen og have den over skulderen for at komme forbi.

Læs også: Velomore tester Conway GRV 12.0

En ting man skal vende sig til i gravelløb, er at man selv skal holde øje med rutekortet, for her er ingen skilte. Heldigvis er Wahoo Roam en pålidelig vejviser, men jeg er en skovl til at læse kortet – eller også har jeg for meget fart på. Det er i hvert fald svært at få alle detaljerne på kortet med, når man suser henover grusset. Flere gange må jeg af cyklen og løbe tilbage på ruten.

Det går dog hverken værre eller bedre end, at jeg ankommer alene tilbage på gården, efter de 97 km som Ulvens mellemdistance reelt er, knap 2 minutter foran forfølgerne.

Jeg ved ikke om jeg har set lyset, men jeg har i hvert fald fundet charmen ved gravelløb – eller grusets lyksagligheder, som en Cykelmagasinet-skribent engang skrev. Ulven er et utroligt smukt løb på en fed og alsidig rute, der har lidt af det hele. Da flere af de andre deltagere er kommet i mål, hører jeg lidt mumlen om, at flere synes den er for teknisk. Men som en total uerfaren gravelrookie synes jeg den var sjov, med en bred variation af udfordringer. Men jo, ruten var nok blevet mere teknisk pga. al den regn der er faldet i ugerne op til, som havde givet en del vand og mudder ude på pisten.

Alt i alt har jeg fået lyst til mere og det er bestemt ikke sidste gang at jeg har kørt Ulven. Det en skam, for på samme tid har jeg det lidt sådan, at det er synd hvis skoven og den smukke rute bliver overrent, så det er med blandede følelser at jeg giver løbet mine varmeste anbefalinger – men det er et løb man SKAL unde sig selv at køre.

Chapeau Thomas Bundgaard, Søren Svenningsen og VeloFit.

Læs også: Ulven – grusvejsslaget i Storskoven