09.12.2023
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/05/hebby-scaled.jpg Nikolaj Hebsgaard

Velomore tester Fizik Terra Artica GTX

Hvad tager man lige på fødderne når termometret runder -13 grader og man vil køre gravel? Vi tog Fizik Terra Artica på til en lang tur i fryseren.

Vejrudsigten lover smukke, sneklædte og solbeskinnede grusveje – og nå ja, -13 grader. Kulde kan man trods alt værne sig imod og til at holde fødderne varme er Fiziks bud på en off-road sko til vinterbrug, Fizik Terra Artica GTX, helt oplagte. Vi har været en tur i dybfryseren for at teste, om det nu også holder stik.

TEKNOLOGI

Fizik Terra Artica GTX placerer sig i feltet mellem en regulær cykelstøvle og en forstærket cykelsko. Mest af alt minder den om en regulær cykelsko, der er blevet forstærket til at modstå vinterens vejrlig. Det samme gælder søsterskoen på landevejen, Tempo Artica GTX, som vi testede sidste år. Fælles for begge sko er, at de er udrustet med en membran fra GORE-TEX og foret med uld.

Det giver en sko som er varm og i stand til at holde fødderne tørre, til trods for sne, is og vand på jorden. GORE-TEX membranen giver en ideel kombination af åndbarhed og vandtætte egenskaber som gør, at man undgår svedige fødder og vand der siver ind. Skoens uldforing bidrager til at holde fødderne varme og giver ekstra komfort.

Skoene er udviklet med henblik på at blive brugt på de rigtig kolde dage. Selvom de kan modstå store mængder vand, er selve konstruktionen af skoåbningen ikke beregnet til at holde regulær regn ude som sådan. Før eller siden vil det begynde at sive ned igennem velcrolukningen. Man kan dog løse den udfordring med en manchet fra VeloToze, der kan lukke tæt omkring skoåbningen.

Til gengæld modstår overdelen fint sprøjt fra veje og let regn, takket være en coating, som forhindrer vand i at sive igennem ventilationshullerne på overdelen af skoen. X5 ydersålen er helt lukket, som det bør være på en off-road og vintersko. Den har desuden fået et redesign, så den er endnu mere funktionel i særligt glat føre, i tilfælde af at man er nødt til at hoppe af cyklen og forcere terrænet til fods. En gummi coating og store studser sørger for, at man står fast på mudrede og glatte underlag.

PÅ GRUSVEJENE

Timingen for testen af disse sko kunne nærmest ikke være bedre, med den megen sne og kulde vi har haft i den forgangne uge. Når man ifører sig skoene mærker man straks at de er yderst komfortable, både på grund af den indvendige uld, men i lige så høj grad på grund af den forstærkede gummisål, som faktisk gør skoene behagelige at sjoske rundt i før man hopper på cyklen. Selvom jeg har kørt med tykke vinterstrømper, har der været fin plads til tæerne i skoene, som spændes nemt via et BOA-spænde og en velcrolukning oppe ved anklen. Det giver en vis fleksibilitet i forhold til, hvor mange lag man har på benene, uden at skoen strammer omkring anklerne.

Ude af døren har skoene været overraskende varme de første 20 – 30 minutter af hver testtur, men før eller siden sætter kulden ind og skoene går fra at være varme, til at være tilpasse. På to længere ture af over 3 timers varighed, nåede mine fødder aldrig for alvor at blive kolde. De var ikke varme som sådan, men heller ikke ukomfortabelt kolde eller følelsesløse. I stedet vil jeg beskrive dem som en my under den helt tilpasse temperatur, stadig med følelse og bevægelse i tæerne, hvilket jeg synes er godkendt på en tur over 3 timer med -8 grader i gennemsnitstemperatur.

Det samme gælder skoenes evne til at holde fødderne tørre, som der heller ikke har været en finger at sætte på. Dog oplevede jeg på en enkelt tur, at snevejr blev til slud og her begyndte vandet at sive ind ved skoåbningen og afslørede et minus ved støvlerne. For da de første blev våde indvendig, tog det næsten to dage på radiatoren at få foringen tør igen.

Læs også: 8 tips til at komme i gang med gravel

Som jeg indledningsvist skriver i dette afsnit, er gummisålen behagelig at gå rundt i når man futter rundt derhjemme og gør klar. Lige så komfortabel skoene er i indkørslen, lige så sikre føles de i terrænnet. Et sted i Rold Skov måtte jeg af cyklen for at passere et vandløb med trædesten. Tiltrods for at stenene var isglatte, stod Fizik Terra Artica fast og fik mig sikkert over.

FACIT

Alt i alt er Fizik Terra Artica GTX et rigtig godt valg til de, som kører længere ture på de råkolde og tørre vinterdage. Skoene er dejlige komfortable og holder fødderne varme – også selv når de er dækket i is. Vand på jorden trænger ikke igennem membranen, det samme kan desværre ikke siges om vand fra oven, så det skal man have med i mente.

Prisskiltet på 1.999 kroner synes jeg ikke er urimeligt for et par gode vintercykelsko. Jeg har været taknemmelig for skoene på de lange ture i testperioden og jeg tror aldrig at jeg har kørt tæt ved 4 timer i -10 graders kulde, uden at få dybfrosne fødder. Men med Terra Artica var fødderne komfortable på hele turen og klar til at komme under den varme bruser. Chapeau!

Læs også: Velomore tester Fizik Tempo Artica GTX

Min vurdering lander derfor på 5/5, da skoene kan klare alt fra iskolde vinterdage, til våde MTB-spor, dog ikke regulær regn, men det lover Fizik heller ikke at de kan. Så hører du til dem, der ikke er bange for kulde, er disse sko bestemt værd at overveje til vintergravelturen eller MTB’en.

INFO

Vurdering: 5/5.
Bedst til: Tørre, råkolde dage.
Pris: 1.999 kr.
Farver: Sort og Grape/Purple.
Mere info: www.fizik.com