16.02.2023
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2024/08/Hebsgaar_gravel_Roar-Paaske-Fotografi-2-2.jpg Nikolaj Hebsgaard

Velomore tester GRASPOR

Slut med 20 minutters FTP-test! GRASPOR er dansk udviklet og kan fortælle dig om din muskeliltning i realtid og give dig præcise træningszoner.

”Jeg elsker 20 minutters tests” sagde ingen nogensinde. Faktisk tror jeg, at det er de færreste som holder af at FTP-teste, uanset om det er 20 minutter all-out, 2x 8 minutter, 40 minutter, 60 minutter, RAMP-test, laktattest eller hvad der nu findes af test protokoller derude.

Uanset hvad er de hårde og modbydelige. Og så er der jo spørgsmålet om, hvor ofte man skal teste? Personligt stiftede jeg sidste år for første gang bekendtskab med laktakt-test og det umiddelbare udbytte af min efterfølgende træningen var mere mærkbart, end det har været de foregående år, hvor mine træningszoner har været løst baseret på 20 eller 60 minutters peak power, målt sporadisk gennem året – og hvoraf de fleste nok har været baseret mere på ego, end på reel formåen.

For det er svært at ramme spot on med test, og skal man ud i byen og have foretaget eksempelvis en laktakttest, koster det hurtigt mange knaster. Men måske et nyt dansk produkt kan ændre på det.

GRASPOR er en dansk udviklet sensor der måler iltmætning i den arbejdende muskel. Egentlig er apparatet udviklet til at måle på astronauter, uden at gå nærmere i detaljer med det, er GRASPOR i dag et selvstændigt selskab der arbejder med træningsfyisologi i primært cykelryttere.

Der er dermed tale om et startup og det bærer GRASPOR også præg af. Her på Velomore har vi haft en enhed til test det sidste halve år og efter lidt startvanskeligheder er det overordnede indtryk positivt.

Ud af æsken

GRASPOR kommer en smart lille æske og består faktisk kun et lille ærme der trækkes over låret og en tilhørende sensor der sættes ind i ærmet. Ved at sende lys ind i musklen kan sensoren måle mængden af røde blodlegemer og derved også mængden af ilt i blodet der gennemstrømmer musklen – ligesom man kender det fra klips man får sat på fingeren når man er indlagt på hospitalet. Via GRASPOR app’en får man et indblik i musklens iltning i realtid, hvor det viser iltningen i procent.

Da GRASPOR som sagt stadig er i den tidlige fase, arbejdes der konstant på optimering af alt fra produktet, trænings- og testprotokoller til selve app’en og enhedens compabilitet. Derfor kan data fra GRASPOR lige nu kun analyseres i den tilhørende app eller på hjemmesiden Intervals.icu, ligesom det kun er Garmin-enheder som kan vise data i realtime, udover mobil app’en. Det giver selvsagt en hel del begrænsninger i anvendelsen, men over tid til Graspor uden tvivl blive bredt ud over flere platforme – og samtidig kunne vise meget mere forskellig data.

I brug

Brugen af Graspor er enkel. Man sætter enheden i ærmet og monterer det på sit højre ben. GRASPOR har klare instrukser for, hvordan man skal placere ærmet for at få de mest pålidelige målinger. Herefter forbinder man enheden til app’en eller sin Garmin og kalibrerer enheden. Dette skal gøres mens man står helt stille, men det tager til gengæld ikke mere end et par sekunder. Og så er man faktisk good to go.

Som det første skal man foretage en GRASPOR-test som fastslår ens træningszoner. Det gøres via en klassisk RAMP-test, hvor hvert trin varer 4 minutter og stiger med 30 watt’s intervaller. Undervejs vil app’en registrere hvornår ens iltningskurve knækker og via disse knæk, vil man kunne analysere sig frem til sine zoner og vigtigst af alt, hvor ens LT1 og LT2 ligger. Hvis man ikke er helt skarpt på hvad LT1 og 2 er, så er LT1 kort forklaret ens udholdenhedszone. LT1 er ca. deromkring hvor man går fra udholdenhed over i tempo, så grænsen mellem den klassiske Z2 og Z3, eller FATmax. Det er punktet hvor kroppen begynder at opbygge laktat, men stadig kan forarbejde. Se, pludselig har vi mange begreber i spil for noget relativt simpelt. En Google-søgning kan hjælpe med at skabe klarhed. LT2 er din FTP, AT eller det punkt, hvor kroppen begynder at producere og ophobe mere laktat, end den kan nå at forbruge. Det er her du begynder at syre til.

Zonerne benyttes som typiske træningszoner udefra en 5 zoners model. Da jeg først modtog min GRASPOR enhed arbejdede GRASPOR med iltningszoner, men disse viste sig at være meget fluktuerende. For at tage et eksempel. Ved en af mine første tests blev min Z2 sat til at være mellem 56% og 53% procent iltning. Men noget så simpelt som at rejse sig i pedalen var nok til at sende min iltning ned under 50% og pludselig var det ekstremt svært at holde sine zoner. Samtidig har min muskeliltning varieret fra dag til dag, og nogen gange tilmed ændret sig undervejs i træninger. Med den mængde data som GRASPOR råder over, forestiller jeg mig at de har set samme tendens ved andre og derfor valgt de klassiske wattzoner.

GRASPOR skriver på deres hjemmeside, at man kan benytte enheden under træning, særligt til at vurdere, om musklen er ved at være udmattet eller om man kan gå dybere i sin intervaller. Det sker alt efter hvordan muskeliltningen svinger. Falder den pludselig drastisk midt i interval eller efter et givent antal intervaller, er det bedre at stoppe træningen der, end at fortsætte og udmatte sig selv unødvendigt. Omvendt, bliver muskeliltningen bedre, betyder det oftest at man kan tillade sig selv at træne hårdere.

Jeg har først og fremmest brugt GRASPOR til tests og fastsættelse af mine træningszoner. Min subjektive oplevelse er, at GRASPOR rammer forholdsvist præcist på både LT1 og LT2. Ulempen er dog, at det er forholdsvis svært selv at analysere datoen, så indtil de får udviklet en algoritme som kan klare det arbejde, er man nødt til at vente på at en ansat hos GRASPOR får analyseret ens tests. Det kan godt tage lang tid, særligt hvis man tester i weekenden. Samtidig er det stadig begrænset hvor let det er at anvende GRASPOR. Cykler man udenfor, skal man enten have sin mobil monteret på styret eller køre med en Garmin-enhed.

Facit

GRASPOR er først og fremmest et fremragende testværktøj. Det gør det enkelt og let at teste præcist. Det er især en fordel for de, som er kæmpe træningsnørder, eller oplever mange afbræk i træningen i løbet af en sæson. Jeg har testet i samtlige restitutionsuger, samt hver gang jeg har været syg. Det har øget effekten af min træning markant, da jeg altid har været opdateret på mine zoner.

Læs også: Månedens intervaller fra Velomore

GRASPOR er dog stadig i et tidligt stadie, hvor der stadig er en del vej endnu, før produktet for alvor bliver bredt anvendeligt. Lige nu vil jeg mene, at det primært henvender sig til den meget seriøst cykelrytter, eller til den gedigne træningsnørd. Til 5.500 kroner om, er det hellere ikke ligefrem et billigt værktøj og taget i betragtning af, at der stadig er en del udvikling tilbage, lander min vurdering på 4/5.

Læs også: Bliv 5-7% bedre med styrketræning

Opdateret d. 9. juli 2023
Nu har jeg trænet med Graspor i godt og vel 9 måneder og er jeg kan konstatere, at jeg har hævet min FTP fra 270 watt (efter COVID-19 infektion i maj) til 333 i juli. Hvilket må siges at være et flot resultat, som jeg nok ikke havde kunne opnå lige så effektivt med en klassisk 20 minutters test.

Info

Vurdering: 4/5
Bedst til: Træningsnørden eller den seriøse rytter, som oplever man afbræk i træningen.
Pris: 5.495 kr.
Mere info: www.graspor.com