Velomore tester Heat Concept handsker og skoovertræk fra Ekoi
Det er slut med kolde og følelsesløse hænder og fødder! Ekoi har udviklet både handsker og skoovertræk med indbygget radiator.
Døjer du med kolde fingre og følelsesløse tæer så snart det bliver koldt? Eller elsker du at komme ud og få frost i lungerne når termometret kryber under 0 grader? Så har Ekoi lavet handskerne og skoovertrækkene til dig! Heat Concept kommer med indbygget radiatorer, så du kan holde varmen i helt ned til -20 grader.
Indrømmet, da jeg modtog pakken med handskerne og skoovertrækkene fra Ekoi troede jeg først at der var tale om udstyr til motorcykel brug, for handskerne og skoovertrækkene er lidt større end hvad man normalt er vant til, men det er der en rigtig god forklaring på!
I videon herunder kan du se Heat Concept som var med i første episode af podcasten Gear vi ka’ li’, der er et nyt samarbejde mellem Velomore og Velo Guiden.
Det tekniske
Heat Concept er franske Ekois bud på handsker og skoovertræk til de aller koldeste dage, hvor isolering, foring og vindresistente materialer ikke er nok i sig selv. Disse handsker og skoovertræk er blevet udrustet med en indbygget radiator, der kan holde hænder og fødder varme. Inden i handskerne og skoovertrækkene løber en række flexible og strømførende fibre, som bliver varme når der sættes strøm til dem.
Den varmegivende funktion styres via en oversized trykknap, som fungerer både som tænd og sluk knap, men også til at regulere mellem de tre niveauer 30°, 35° og 40° grader, som samtidig er afgørende for batterilevetiden på henholdsvis 4, 2,5 og 1,5 timer.
Hvad man øjeblikkeligt bemærker når man ser på handskerne er, at de er udrustet med en meget stor manchet ved ærmegabet, lidt ligesom skihandsker er det. Udover at bidrage med ekstra varme omkring håndleddene, har den store manchet plads til batteriet, som gemmes i en lynlåslomme. I skoovertrækkene er batteriet gemt i skaftet. Batterierne kan lades op på 2-4 timer og det er muligt at lade begge batterier på samme tid.
Udover det indbyggede radiatorelement, er handskerne naturligvis også vindtætte og svært isolerede, ligesom de også er udrustet med en vandtæt membran. Ekoi advarer dog mod at bruge handskerne og skoovertrækkene med strømmen tændt i decideret regnvejr, hvilket giver god mening eftersom der løber elektricitet igennem dem – og man har næppe lyst til at finde ud af hvad der sker, hvis de bliver gennemblødte. I bedste fald kortslutter handskerne formentlig, men i værste fald kan man, forestiller vi os uden at have noget belæg for det, få et rap over nallerne.
På landevejen
“Heldigvis” har det ikke været helt ideelt vejr endnu til at teste disse handsker og skoovertræk. Dog har det været under frysepunktet i testperioden og det har har været tilstrækkeligt til at få et indtryk af Ekoi Heat Concept. Omkring frysepunktet er handskerne så varme, at de har været i stand til at holde hænderne varme i deres egen ret. Men begynder man at blive kold omkring finger spidserne, eller bare gerne vil have det lidt ekstra rart på cykelturene, er det lækkert at kunne tænde for varmen – særligt hen mod slutningen af en lang tur.
Selvom handskerne er relativt voluminøse, er det nemt nok at holde om styret med dem, ligesom jeg ikke havde problemer med at ramme knapperne på min Di2, da først jeg havde vænnet mig til de lidt tykkere fingre. Man skal dog ikke gå på ekspedition i baglommerne med handskerne, men med varmen tændt er det rart at få handsken af, finde hvad man mangler af energiprodukter og stikke hånden tilbage ned i en lun og varm handske.
Modsat handskerne, har jeg haft stor glæde af de varme skoovertræk, hvor jeg i langt højere grad har kørt med varmen tændt. Især på de rigtig kolde ture. De tre temperaturindstillinger er mere end rigeligt og jeg har nydt godt af varme og tilpasse fusser. Skoovertrækkene er desuden nemme at komme i, da de åbnes og lukkes af et stort velcropanel bagerst på overtrækket, mens et velcrospænde under sålen hjælper med at holde overtrækket på plads. Af samme grund er det ikke ideelt til regnvejr, men det er heller ikke formålet. Kører man i minus grader er det næppe regn man eller sprøjt fra vejen man skal bøvle med alligevel.
Hører man til dem som cykler ude for enhver pris, eller står man overfor at skulle på cykel eventyr nordpå, eller ultracykling om natten eller i lave temperaturer, forestiller jeg mig at disse handsker og skoovertræk er helt geniale. For mit eget vedkommende bevæger jeg mig sjældent ud hvis det er under frysepunktet, men med mulighed for at holde fødder og hænder varme ned til -20 grader er Heat Concept oplagt for dem, der cykler ude i kulde uanset hvad.
Læs også: Fuglsang og Würtz bliver svøbt i Ekoi næste sæson
Varmen kommer med en pris da vægten er i den høje ende af hvad man er vandt til pga. batterierne, men omvendt, har man først begivet sig ud i minusgrader eller temperaturer der berettiger radiator i handsker og skoovertræk, er det næppe vægten man bekymrer sig om.
Ekoi anbefaler at man tænder for handskerne og skoovertrækkene 3 minutter før man skal ud ad døren, så begge dele er varmet op og lune når man tager dem på. Det kan varmt anbefales at varme skoovertrækkene på forhånd, mens de varme handsker og skoovertræk er helt geniale efter et vinter bagerstop. På Ekois hjemmeside har de desuden en varmeguide til, hvordan man bedst benytter handskerne og skoovertrækkene til at holde hænder og fødder varme på hele cykelturen.
Facit
Ekoi har her lavet et par gedigne og uomtvisteligt varme handsker og skoovertræk. Selvom jeg ikke synes det har været koldt nok til for alvor at få testet handskerne og skoovertrækkene igennem i testperioden, har det alligevel været rart at kunne tænde for varmen hen mod slutningen af en lang og kold tur. Funktionen med forvarmning af handsker og skoovertræk er jeg fan af, og det har været lækkert at trække i et par lune skoovertræk før en frostkold tur.
Læs også: Velomore tester skoovertræk til landevejen
Efterhånden er kvaliteten af vinterhandsker så god, at man vil skulle ud i mere ekstreme temperaturer før en indbygget radiator bliver nødvendig. Men kører man udenfor uanset hvor koldt det er, eller døjer man med blodomløbet og kolde ekstremiteter, er disse handsker og skoovertræk være værd at investere i. Prisen lander lige omkring 1.500 kroner.
Info
Vurdering: 5/5
Bedst til: frostpinde og turer med minusgrader.
Størrelser handsker: S – XL.
Størrelser skoovertræk: M – XL.
Pris handsker: 1534 kr.
Pris Skoovertræk: 1534 kr.
Køb dem her: www.ekoi.dk