16.07.2022
Hans Christian Hansen

Velomore tester Wout van Aerts Lazer Vento Kineticore

Velomore har testet aerohjelmen Lazer Vento med den nye kineticore sikkerhedsteknologi.

Der er i disse år et ekstremt fokus på aerodynamik i cykelbranchen. Det gælder også for cykelhjelme. Med den nye Vento KinetiCore forsøger Lazer specifikt at give landevejssprinterne den lille ekstra fordel, som sender dem først over stregen.

Pasform og justering
Straks man får Vento-hjelmen i hånden, bemærker man, at der er tale om en kompakt og solidt bygget hjelm. Med sine 287 gram, er den rundt regnet 1/3 tungere end Lazers egen letvægtshjelm, Genesis, og det mærker man. Det stiller øgede krav til pasform og individuel tilpasning, for kan man ikke indstille hjelmen perfekt, kan den ekstra vægt gå udover komforten. Ideelt set skal man helst glemme alt om, at man har hjelm på, når først man har spændt den fast.   

I lighed med de fleste andre high-end-hjelme kan nakkespændet justeres i højden, men Lazer har valgt en løsning, hvor man skal finde en lille stjerneskruetrækker frem for at gøre det. Det løser konkurrenterne altså mere elegant. 

Læs også: Jonas Vingegaard designer særlig AGU trøje

Men når først man har indstillet den ønskede højde, går stramningen af spændet til gengæld noget nemmere, end hos de fleste andre producenter.

Den trinvist justerbare og integrerede Scrollsys-rem er en dejligt bred og blød gummirem i nakken, som er meget letgående og derfor særdeles nem at betjene – også undervejs på turen. Det er et vinderdesign, og derfor er det ikke svært at opnå den gode pasform, som gør, at man ikke skænker hjelmen mange tanker undervejs.

Køreoplevelse
Det gjorde vi os selvfølgelig umage for at gøre alligevel – som dine udsendte testere – og vi bed derfor mærke i, hvor godt Vento’ens ventilationssystem fungerer. De to markante ventilationsåbninger i fronten trækker luft ind, hvorefter den komprimeres og via venturi-effekten tvinges op i fart for hurtigt at trække den varme hovedluft bagud af hjelmen. Dermed lykkes Lazer efter vores mening rigtig godt med at lave en aerohjelm, som også er til at holde ud på selv meget varme dage.      

Lazer har specifikt designet hjelmen til væddeløbere, som går efter den sidste lille fordel i den afgørende spurt til stregen, og derfor er aerodynamikken optimeret til den situation, hvor rytteren sænker hovedet 15 grader og lukker helt op. Det er umuligt at afgøre, om vi var hurtigere i skiltespurterne i testperioden, men vi har ingen grund til at tro andet, end at Lazer selvfølgelig har gennemtænkt konceptet, så er man en rytter, der primært opnår sine resultater i spurter, kan man vel lige så godt gå efter den hjelm, som har sat sig for, at hjælpe én med forehavendet.

Facit
Lazer Vento KinetiCore er en lækker og velfungerende kvalitets-aerohjelm, som sidder godt på hovedet og tilbyder god ventilation og komfort. Den er ikke just billig, men sådan er det jo, når man jagter marginal gains, i sin stræben efter pladsen øverst på præmieskamlen. 

Læs også: Velomore tester Lazer Strada KinetiCore

Info
Størrelser: S (52-56)cm, M (55-59)cm og L (58-61)cm
Farver: Mat sort, flash gul sort, hvid, mat titanium, rød, mat blå grå, mat mørgegrøn 
Vægt: 287 gram
Pris: 2.149 kroner
Køb den her: https://www.lazersport.com/dk