På cyklen er jeg bare en rytter

Som 15-årig er det svært at leve med en kronisk sygdom, der sætter begrænsninger i hverdagen. Men på cyklen er Malde bare en rytter som alle os andre.

Mit navn er Malde. Jeg er 15 år og så er jeg kæmpe cykelentusiast. Jeg kører landevej og gravel på de fantastiske veje i det nordjyske og så har fået min cykelopvækst i cykelklubben BMC92 i Brønderslev.

Jeg er ikke licensrytter eller et lovende talent, men alligevel er cykling noget af det som betyder allermest for mig i min hverdag. Det er samtidig noget af det allermest nødvendige i mit liv. For jeg lever nemlig med børnegigt. 

En usynlig modstander 

Børnegigt er en kronisk sygdom og noget, jeg skal leve med resten af mit liv. Det er en sygdom, som kan give smerter, stivhed, hævelse og træthed i leddene. Nogle dage mere end andre. Det er netop det svære, jeg ved aldrig helt, hvordan kroppen har det, før at jeg står op om morgenen. 

Der er dage, hvor benene allerede føles tunge, inden jeg har rejst mig fra sengen. Hvor kroppen ikke reagerer, som jeg forventer. Hvor det kræver ekstra tid bare at få kroppen i gang. Det kan være vildt frustrerende. Især når man gerne vil træne, presse sig selv og blive bedre.

Når man lever med børnegigt, lærer man hurtigt, at man ikke bare lige kan kopiere andres træningsplaner. Jeg kan ikke altid træne på den samme måde, som andre på min alder uden sygdom kan. Belastningen skal doseres og restitutionen tages seriøst.

Det kan være svært, når man kun er 15 år gammel. Nogle dage har jeg aller mest lyst til at smadre mig selv med et ekstra interval eller en bakkespurt. Men tit kan det gøre min sygdom værre.

Jeg har måttet lære, at disciplin ikke kun handler om at presse mig selv. Det handler også om at holde igen når kroppen har brug for det. Og det har ikke altid været lige nemt at acceptere. 

På cyklen er jeg bare en rytter 

Cykling er en af de mest skånsomme sportsgrene for mine led, samtidig med at den er ekstremt effektiv. Derfor er det perfekt som hobby og medicin. Bevægelserne i leddene er jævne og uden stød, hvilket gør, at leddene bliver brugt uden at blive overbelastet. Når jeg cykler regelmæssigt, har jeg færre dårlige dage. Kroppen fungerer bedre og jeg føler mig stærkere. 

Når så meget i kroppen kan føles helt uforudsigeligt, er det vigtigt for mig at have noget, hvor indsatsen hænger direkte sammen med resultatet. Træner jeg stabilt og fornuftigt, bliver jeg langsomt bedre.

Noget af det bedste ved cykling er, at sygdommen bliver usynlig. Når jeg sidder på cyklen er jeg ikke ”ham med børnegigt”. Jeg er bare en rytter sammen en masse andre ryttere. Ligesom alle andre, kæmp jeger mod vinden, bakkerne, mig selv og min sydom. 

På gode dage glemmer jeg min sygdom, når farten er høj og hjertet hænger helt oppe i halsen. Men der er også dage hvor det gør ondt. Ikke kun i lårene eller lungerne, men i min krop. Bakkerne bliver længere og jeg må slippe mine klubkammeraters hjul tidligere.

At leve med en kronisk sygdom i en ung alder sætter spor mentalt. Man bliver tvunget til at forholde sig til sin krops begrænsninger på en helt anden måde end ens jævnaldrende. Man lærer, at fremgang ikke altid er en lige vej og på mange måder minder det om cykling, med bakker, sidevind og punkteringer.

Cykling har lært mig at acceptere det. At fokusere på processen frem for kun resultaterne. Jeg har lært at styrke ikke altid handler om watt og fart. Nogle gange handler styrke om at tage en rolig tur, selvom man har lyst til mere og om at stoppe i tide, og kigge frem ad.

Klubfællesskabet gør en forskel 

At være en del af BMC92 betyder meget for mig. Fællesskabet, snakken før, under og efter turene. Det gør en kæmpe forskel at være omgivet af mennesker, som deler glæden ved cykling. Folk som ser en for det, man gør og ikke det man kæmper med. 

På de dage hvor kroppen ikke helt spiller, er det guld værd at have klubkammerater, som tager hensyn, giver opmuntrende ord og sørger for at man kommer med hele vejen rundt. Nogle gange handler det bare om at have et hjul at sidde på, et ”vi skal nok få dig med rundt” eller nogen, som venter på toppen af bakken.

Jeg håber min historie kan være med til at inspirere andre med kronisk sygdom, både andre teenagere og voksne.Det kan lade sig gøre at dyrke sin sport. Det er ikke altid nemt, men det er muligt. 

For mig er cykling ikke bare en hobby. Det er en måde at holde min sygdom nede på. En måde at holde min krop i gang og en måde at minde mig selv om, at jeg stadig kan udvikle mig, drømme og sætte mål. 

Teksten er skrevet af Malde Holm Bistrup og redigeret af chefredaktør Nikolaj Hebsgaard.