Team Designa Køkken-Knudsgaard og Alexander Mørk opnåede i fællesskab årets første sejr, da han vandt dagens enkeltstart i Nr. Søby med 12 sekunder ned til Martin Toft Madsen (Bornholm Pro Cycling). Og det endda på trods af at han ikke har haft meget tid til at blive gode venner med hans cykel.
– Jeg er meget overrasket over, at jeg vandt. Jeg fik først cyklen i torsdags og har kun nået at træne på den en gang. Men det er fedt at se, at al det hårde arbejde, jeg har lavet, betaler sig. Jeg håber også, at det giver mig mulighed for flere ture med U23-landsholdet, forklarer Alexander Mørk.
Undervejs hentede Alexander Mørk to mand, mens en tredje rytter også var tæt på at lide samme skæbne. Det blev dog ved de to mand, og herudover formåede han også at besejre forhåndsfavoritten, Lasse Norman Hansen, med omkring to minutter.
– Jeg havde Christian Andersen med i bilen. Han guidede mig rigtig godt, og det hjalp virkelig at lytte til ham. Jeg hentede to ryttere undervejs og næsten også nummer tre. Undervejs fik jeg at vide, at jeg var et minut foran Norman, og det gav selvfølgelig lidt ekstra. I mål endte jeg så med at slå ham med to minutter. Det giver naturligvis stor motivation at se, at han ikke er umenneskeligt, efter han gjorde det rigtig godt til bane-VM, lyder det fra dagens vinder.
I morgen venter Post Cuppen i Skive for det danske felt, og her skal Team Designa Køkken-Knudsgaard forsøge at køre lige op med de øvrige danske hold, der alle stiller i stærk opstilling, da Post Cuppen skal afgøre hvilke af de danske hold, der kommer med til Post Danmark Rundt.
– Forventningerne for i morgen ligger egentlig til hele holdet. Vi skal vise, at vi også er et kontinentalhold og kan konkurrere med de andre. Det gælder om at samarbejde godt og være på forkant med situationen, hvis vi skal kunne slå et hold som Glud & Marstrand, vurderer Alexander Mørk slutteligt.
Seneste kommentarer