Posts Tagged ‘Alpe d'Huez’

22 af verdens vildeste stigninger: Alpe d’Huez

Posted on: maj 13th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

I Velomore #04 kan du læse om 22 af verdens vildeste stigninger. En oversigt til inspiration (eller afskrækkelse) til dine næste bucket list ture. Her på Velomore.dk kigger vi lidt nærmere på stigningerne. Den første af dem er Alpe d’Huez. 

“Alpen” er nok cykelsportens mest ikoniske stigning. Det er hverken den længste eller stejleste, men den ligger altid sidst på etapen, fordi der ikke er nogen vej videre fra toppen – andet end hen til den nærmeste café. Den er et must for enhver seriøs cykelpilgrim.

Den er 13.8km lang, og den stiger med 7.9% i snit via 21 berømte hårnålesving på vejen mod toppen i 1860 meters højde. 

Med sine sydvendte skråninger er den en af de varmeste stigninger i Alperne og rejser sig op over Romanche-dalen, med en historiske tyngde der er allestedsnærværende i den lille dal.

Alpe d’Huez har fået legende status i Tour de France takket være de mange storslåede slag der er blevet udkæmpet gennem de 21 hårnålesving. Fordums tiders heltes store bedrifter hyldes på vejen mod toppen, hvor hver enkelt Tour-etapesejr markeres med en mindeplade i hvert sving.

Huez på toppen er i dag et epicenter for cykelmotionister om sommeren, og vender om vinteren tilbage til rødderne som skisportssted. Første gang verdens største cykelløb solede sig på Alpens sydvendte skråninger var i 1952. Dengang gjorde stigningen ikke det store væsen af sig, men siden da, er både Huez på toppen og stigningen op vokset ind i historiebøgerne.

Kør den selv
Alpe d’Huez er sådan set ret ligetil. Den starter ved rundkørslen lidt udenfor Bourg d’Oisans, hvorfra man bevæger sig op til målstregen efter byskiltet ved Huez. Kort inde i byen er der en permanent målstreg, som er den der oftests er brugt i Tour de France.

Alpe d’Huez stigningen har kun en vej. Der findes ingen alternativer eller andre opkørsler. Fortsætter man gennem Huez by og videre op på passet kommer man til Col du Lautaret, som også lægger navn til det der kan ses som ”bagsiden” af Alpe d’Huez. Men Alpen er ikke et klassisk bjergpas. Det er en stigning op til et skisportssted, der ligger under bjergsidens regulære pas.

Den eneste variation til stigningen er den alternative afslutning. Drejer man ved byskiltet, får man 2-3 kilometers opstigning op til en rundkørsel midt i Huez-by og går dermed glip af den klassiske afsltuning og målstregen, med det permanente podie og fotomuligheder.

Velomore anbefaler
At køre stigningen relativt tidligt på dagen, før der kommer for megen trafik. Er man heldig at være i området i september, er temperaturerne helt perfekte til at køre efter KOM’en. Juli måned er heden på sit højeste, hvilket er en anden grund til at starte tidligt ud.

Heldigvis ligger Alpen i “nådige” højder og på toppen er der rigeligt med spisesteder og souvenirbutikker. Skal man have et minde med hjem er der nok at vælge mellem, og er familien kørt i forvejen i sportsdirektørbilen, kan de snildt slå tiden ihjel mens du kører legenden.