På tirsdag skydes sæsonen i gang med årets første WorldTour-løb, Tour Down Under. Vi kaster her et blik på de største favoritter til den samlede sejr.
Årets rute begynder med en klassisk sprinteretape, men allerede på 2. etape, rammer feltet den traditionelle afslutning op til Stirling. Dagen efter står den igen på stigninger, når rytterne skal forcere stigningen til Paracombe, der byder på en gennemsnitlig stigningsprocent på 10.
Etapen må formodes at blive den første rigtige dyst mellem klassementsrytterne, der dog må vente indtil 5. etape, før løbets vinder endeligt kan findes på Willunga Hill. Løbet lukkes og slukkes af sprinterne, der får serveret endnu en godbid i Adelaide, hvor 6. etape køres som et kriterium.
Favoritterne
Løbet blev sidste år vundet af Simon Gerrans, der dog ikke får muligheden for at forsvare sin titel. Den australske hjemmebanefavorit styrtede under en træningstur tidligere på vinteren og brækkede sit kraveben. Vi forventer derfor at den nye vinder, skal findes blandt en af følgende:
Cadel Evans, BMC [VURDERING5]
Den 37-årige australier vender hjem til en sand helte modtagelse. Med Gerrans ude af billedet, kan BMC-rytteren hæfte ettallet på ryggen. Med opbakning fra stærke holdkammerater, som landsmændene Rohan Dennis og Campbell Flakemore, har BMC givet Evans de optimale betingelser i sit sidste WorldTour-løb.
Vi forventer at se Evans i absolut topform, når hans første sejr i hjemlandets stolthed skal sikres. Modsat sine rivaler, behøver han ikke bekymre sig om formen senere på sæsonen, og vi tror på, at Cadel Evans vil brænde hele tændstikæsken af, når der skal spurtes om sejren på Willunga Hill.
Richie Porte, Team Sky [VURDERING6]
Hvis Cadel Evans vil vinde årets Tour Down Under, bliver Richie Porte manden han skal slå! Den australske Team Sky-rytter stiller til start med en glubende appetit efter sidste års fjerdeplads, samt et skræmmende stærkt mandskab i ryggen, der tæller både Peter Kennaugh, Ian Stannard og sidste års ottendeplads, Geraint Thomas.
Australieren tog sejren ved de nationale enkeltstartsmesterskaber i overlegn stil, og ser både stærkere og tyndere ud, end han har gjort længe. Kan Porte holde sig fri af uheld, kommer den tasmanske djævel til at hærge feltet, og sine modstandere, på stigningerne down under.
Michael Rogers, Tinkoff-Saxo [VURDERING4]
Hvis Rogers ellers har husket at lade batterierne til sin DI 2, ligner han et godt bud på en stærk spiller i topkampen.
2. og 3. etape er begge skræddersyet til den aggressive kørsel, han viste sidste år i Giroen og Touren, omend der er forskel på Willunga Hill og Zoncolan. Holdet har forsøgt at nedtone Rogers vinderchancer, men vi er sikre på, at han med sin genfundne lyst til cykelløb, nok skal yde sit bedste i jagten på sin anden Tour Down Under-sejr.
Nathan Haas, Cannondale-Garmin [VURDERING4]
På Cannondale-Garmin har de store forventninger til Haas, og det med rette. Sidste år tog han løbets femteplads og vender i år tilbage, for at køre sig selv på podiet.
Ruten passer australieren godt, og med Ryder Hesjedal ved sin side, har han både erfaring at trække på, samt en stærk løjtnant at spille ud.
Thomas de Gendt, Lotto Soudal [VURDERING3]
Efter at være faldet ud i glemslen på Omega Pharma – Quick-Step, er belgiske de Gendt klar til at kanonere sig selv tilbage i rampelyset. Uden André Greipel på holdkortet, fokuserer Lotto 100% på det samlede klassement.
Med angrebsivrige ryttere, som Lars Bak og Adam Hansen ved sin side, vil vi uden tvivl se de Gendt og Lotto i offensiven, med vilde angreb på de australske stigninger.
Luis Leon Sanchez, Astana [VURDERING3]
Med flere stærke kort på hånden, ligner spanske Luis Leon Sanchez manden, som Astana skal satse på. Spanieren vandt løbet tilbage i 2005, og hvad kunne være bedre, end at begynde karrieren hos Astana med en gentagelse af det resultat?
Sanchez startede sidste sæson med en andenplads og etapesejr i La Tropicale Amissa Bongo, og med hjælp fra Dario Cataldo, Lieuwe Westra og Lars Boom, er han hjulpet godt på vej mod endnu et stærkt udlæg.
Bobler
Orica-GreenEDGEs ambitioner led et alvorligt knæk, da Simon Gerrans kraveben led samme skæbne. Holdet sætter nu deres lid til Daryl Impey, men sydafrikaneren kan næppe følge feltets bedste på bakkerne. Bedre ser det derimod ud for Tom Dumoulin, der sidste sson fik sit store gennembrud. Hollænderen kan både køre tempo og sidde med på bakkerne, og som en del af Marcel Kittels tog, er der gode chancer for et par bonussekunder til klassementet undervejs.
Fejler kaptajnerne, står løjtnanterne klar i kulissen – og dem er der mange af i årets Tour Down Under. Formår Cadel Evans ikke at ramme tonerne i sin svane sang, står Rohan Dennis på spring til at vippe den gamle af pinden. På Team Sky kan har man både Peter Kennaugh og Geraint Thomas, mens Ryder Hesjedal, Adam Hansen og Dario Cataldo er løjtnanter, der ikke skal have for lang snor.
Cykelmagasinets favorit: Richie Porte.
Seneste kommentarer