//EN KORT EN LANG// Carrera Viper er den italienskklingende hjelm- og brilleproducents nyeste cykelhjelm skabt til enkeltstart og triatlon. Mærket har stærke tyske aner og startede oprindeligt med at producere modebriller i plast. Carrera Viper opfylder alle UCI krav og er udviklet i samarbejde med det professionelle cykelhold Team Katusha og er en traditionel enkeltstartshjelm med lang hale.
Hjelmen bruger som flere af Carreras tophjelme deres eget spændesystem, Flex Control System, i nakken, der nemt justeres med én hånd. Nakkespændet er meget fleksibelt og til folk med små hoveder kan spændet gå langt ned om nakken og give et ‘godt greb’ om hovedet. Rundt i hjelmen er den polstret med puder i stof og skum, der nemt sættes tages af og vaskes. Den stødsikre indmad er gjort i flamingo og den aerodynamiske ydre skal er lavet i tyndt og meget fleksibelt plast.
//PÅ GADEN// Fleksibiliteten i den ydre skal gør det nemt at iklæde sig Carrera Viper inden det går løs i kampen mod uret. Hjelmen er nem at vride udover ørerne, hvilket ellers ofte kan være et problem med enkeltstartshjelme. Komforten omkring ørerne er generelt et kritisk punkt for enkeltstarts- og aerohjelme, men her er Carrera Viper rigtigt godt polstret med to store puder til ørerne. Puderne har ydermere den fordel at de lægger god afstand til hjelmen og giver rum foran øret, så man undgår for meget vindstøj for ørerne.
Men komforten har en pris. Fortil syner Carrera Viper meget stor. Det gælder både i højden og i bredden, men vindtunnellen lyver aldrig og den har været med til at diktere det meste af Carrera Vipers form. Cykelmagasinet har testet Carrera Viper i konkurrence men lavede ikke videnskabelige sammenligningstests med andre enkelstartshjelme. Hjelmen føltes dog hurtig og ikke uvæsentligt føltes den let på hovedet. Det betyder meget, når man sidder i en aggressiv enkelstartposition og skal holde hovedet oppe for at bibeholde den mest aerodynamiske stilling.
//KORT OG GODT// Carrera Viper udfylder rollen som tidsvåben godt og yder rimelig komfort. Prismæssigt ligger den lige under konkurrenterne og holder sig bestemt indenfor en acceptabel vægt.
Seneste kommentarer