De fleste har oplevet at være tilstede ved en sammenkomst, som kunne være så hyggelig, hvis det ikke lige var fordi, at ind fra højre og ud af det blå, trådte lige præcis den figur ind, som ikke var inviteret, ingen taler om, men alle vidste fandtes. Som en hengemt rekvisit i kulissen.
Chris Horner vandt, forsvandt og blev glemt så hurtigt, at selv garvede cykelsportsentusiaster har svært ved at huske, at den i dag 46-årig amerikaner faktisk vandt Vueltaen tilbage i 2013. En paria, der skabte et så stort resultat, at det hele kunne være lige meget, og verden var bedre tjent uden end med historien om den dengang 42-årige Vuelta-vinder.
En del af cirkusset siden Festina-skandalen
Men H40-rytteren fra Oregon har faktisk været en markant karakter på landevejene, siden han i 1997 fik sin første kontrakt hos La Française des Jeux og igennem 3 år var holdkammerat med topryttere som Jean-Cyril Robin, Mauro Gianetti, David Rebellin og det helt store 90’er hit, russeren Yewgeni Berzin. Gad vide, hvad en ung Horner mon lærte af disse hædersmænd, som har haft et, skal vi sige, offensivt forhold til ny teknologi?
Efter 3 år på franske veje vendte en ny og forbedret udgave af Horner hjem til staterne, hvor det blev til 3 år på skiftende hold. Blandt holdkammeraterne fra dengang finder vi Tom Danielson og en ung ambitiøs og rødmosset knægt fra Pennsylvania, som nogle år senere tog verden med storm, i det han både vandt og fik slettet sin Tour-sejr på et og samme år – ind på scenen kommer selvfølgelig Floyd Landis! Minus+minus giver som bekendt PLUS, og mon ikke de har formået at høste frugten af fælles erfaringer?
Gammel kærlighed
Noget tyder på det, for i 2004 får Horner kontrakt med Saunier Duval og genforenes med Mauro Gianetti, der har skiftet cyklen ud med direktørstolen. Gianetti som uforskyldt tilbage i 1998 var døden nær, da han bevidstløs blev kørt på hospitalet og tilbragte to uger på en intensivafdeling, hvor han blev behandlet for at have fyldt lidt for meget PFC i kroppen. En art 2. generations-EPO, som på daværende tidspunkt stadig var under udvikling og blev testet på forsøgsdyr. Men ifølge Gianetti, var det ikke ham selv, der førte kanylen, og PFC var aldrig en bogstavskombination, han havde hørt om. Ren og uforskyldt som en baby?
Saunier Duval var den friske fyr i klassen. De kørte løbene forfra uden at se sig tilbage i bakspejlet efter fortidens synder. Kritikere vil fremhæve, at Festina plus lidt ekstra var idealet for Saunier Duval, og holdet tog da også landevejene med storm. Med om bord var Leonardo Piepoli og den senere Hembo & Rasmussen rytter, Constantino Zaballa. Det blev dog kun til to sæsoner for det spanske mandskab, inden turen gik videre til belgiske Lotto, hvilket måske var et godt tidspunkt at skifte hest på. I 2008-udgaven af Tour’en smides det rullende apotek, Saunier Duval, på porten efter en positiv dopingtest aflagt af Kobraen, Riccardo Riccò, som i dag er den lykkelige ejer af en isbod på ferieøen Mallorca. Velbekomme.
Vuelta-sejr
Og sådan kan man blive ved med at optrevle skæbnefortælling om Chris Horner i det uendelige – der er nok til flere bind. Efter to år hos Lotto går turen videre til Astana, hvor han under Bryneels ledelse samles med 'The come back kid' fra Texas, Lance Armstrong, og Levi Leipheimer. Treenigheden følges senere ad til Team RadioShack, og det er her, at Horner oplever karrierens højdepunkt med Vuelta-sejren i 2013.
Det var en magisk Vuelta, hvor Nibali og Horner udkæmpede det ene slag efter det andet i bjergene. Nibali i den evigt angribende rolle, og Horner i en nærmest demonstrativ defensiv rolle. Stående i højt gear og med en maskinel rytme afviste han hvert et forsøg fra en desperat Nibali. Åndsvag så han ud, og jeg tænkte flere gange undervejs på de Graham Greene krimier, jeg slugte som ung, hvor alt på overfladen ser godt og fint ud, men under overfladen udleves et uigennemsigtigt spil, hvor alle knepper hinanden og sandhed og løgn er til forhandling og skifter plads efter behov. Vueltaen 2013 var et maskespil. Da den lille skallede gamling stod på sejrsskamlen og modtog publikums hyldest med sin latterlige kasket trukket godt ned over ørerne, tænkt jeg, at den løgn sgu var for tyk. Han vil lide samme skæbne som Landis.
Men nej, året efter var Horner tilbage, denne gang for Lampre, og i TV2-journalistikken endda fremhævet som en outsider til Tour-podiet! Tak for kaffe og kritisk journalistik, siger jeg bare. En 43- årig Tour-vinder – den tror jeg lige, vi lader stå et øjeblik. Heldigvis lykkedes missionen ikke, men faktisk var det lige ved, at Horner var endt på dansk grund. Claus Hembo nåede faktisk at offentliggøre Horner som Christina Watches rytter fuldt af ordene: ”Prøv at forestille dig, at vi stiller op til Post Danmark Rundt med en Vuelta-vinder som kaptajn" (til DR Sporten red.). Jeg har svært ved at forstille mig løbsdirektør, Jesper Worre, udvise den samme begejstring ved synet af en 43-årig veteran køre først over målstregen på Kiddesvej. Det viste sig dog senere, at Hembo havde været lidt for ivrig med at offentliggøre Horner, underskriften på kontrakten manglede.
Efter en sløj 2014-sæson så karrieren ud til at være stødt på grund. Horner skiftede til den amerikanske kontinentalscene, hvor han kørte for skiftende hold et godt stykke ind i 2016-sæsonen, indtil han fik problemer med helbredet. På daværende tidspunkt havde Chris Horner været en del af det professionelle cykelmiljø i næsten 20 år og plejet omgang og delt livserfaring med flere sportsdirektører og ryttere end godt er, og som i dag stadig er aktive i miljøet. Mon ikke mange ønskede Horner et stort tillykke med det skrantende helbred, og håbede han holdt sig langt væk fra cyklen, for tænk nu, hvis fjolset blev knaldet og begyndte at synge? Vi ved ikke, hvilken melodi sangen ville have gået på, men mon ikke, han ville have svært ved at holde takten på omkvædet ”festryger blandt storrygere”, som Rolf Sørensen så fint sang. Dertil har der nok været lidt for meget blus på cigaren.
Det skabtes vaklen
Men nu er han her igen, lyslevende på den internationale cykelscene. Genopstået fra de hjemfaldenes rige med et generalieblad, der trækker et spor af kaos og komik fra dengang i 90’erne, hvor cykelsporten tabte sin uskyld. Men heldigvis er cykelsporten jo blevet klogere og har ryddet effektivt op. Vi befinder os i en ny og ren tid, præcis som i årerne efter Festina, Saunier Duval, Operation Puerto og Armstrong-skandalen. For ikke at nævne Froome og Wiggins sagerne på Sky. Skandalerne tages til efterretning, synderen udstilles og udskilles fra flokken, og cykelsporten kan igen iklæde sig rene og hvide klæder. Men Horner er den lille plet på trøjen, som ikke vil gå væk, gæsten som ikke er inviteret, men nu træder ind gennem fordøren.
Chris Horner minder os om, at cykelsporten langt fra er mere ren end nogensinde, og at det meste er, som det plejer. Da Horner kørte for Française Des Jeux, var Marc Madiot holdejer, og det er han stadig. På Française Des Jeux var Alain Gallopin sportsdirektør, og det var han også, da Horner kørte for Astana og RadioShack. I dag er han sportsdirektør hos Trek Segafredo. Mauro Gianetti er i dag Business manager hos UAE Team Emirates og var med til at stifte holdet. På Lotto var Marc Sergeant sportsdirektør, og i dag er han manager for holdet. På Astana var Dirk Demol sportsdirektør, og i dag er han sportsdirektør på Trek Segafredo. Og sådan kan vi blive ved i det uendelige med at fortælle den store historie om doping i cykelsporten igennem den lille historien om et simpelt menneske ved navn Chris Horner.
Fakta er, at der er blevet gjort store fremskridt i bekæmpelsen af doping ,ikke mindst teknologisk, og at et forbund som DCU i deres talentudviklingsprogrammer, virkelig gør en indsats, der er prisværdigt, og som mange andre forbund, ikke kun i cykelsporten, kan tage ved lære af. Men når man børster eksemplet Chris Horner af og igennem ham trækker streger fra datid til nutid, står det klart, at det fundament af personer, som var en del af kernen og strukturen omkring professionel cykelsport i 1990’erne, stadig er det den dag i dag. Selvfølgelig kan mennesker fortage adfærdskorrektioner, men er der ikke en grænser for, hvad cykelsporten kan acceptere? Ikke i juridisk forstand, men set ud fra et etisk perspektiv? Etik og moral er grundlaget for enhver kultur og trækker grænserne for, hvad der kan accepteres, også i cykelsportskultur. Når Mauro Gianetti stadig i 2018 kan være en etableret og accepteret del af sporten, på trods af at han som rytter var ved at dø pga. doping og senere svigtede eklatant som leder på Saunier Duval, så sender det et signal om, at når cykelsportens tynde fernis af bastante udmeldinger fra diverse UCI præsidenter og flotter strategier om dopingbekæmpelse, skrælles af, så står sporten tilbage med en kultur, der stadig har rodfæste i 1990’erne. Der bør under ingen omstændigheder være plads til personer med et CV som Mauro Gianettis i moderne cykelsport. Han har ikke bare en enkelt gang overtrådt grænsen for, hvad der kan accepteres, men flere gang kørt åbenlyst over for rødt i fuld offentlighed.
Cykelsporten rummer et helt galleri af tvivlsomme personer, som sporten selv burde have sendt på pension for længst, ikke fordi de juridisk har gjort noget ulovligt, men fordi de ikke bør være en del af kulturen i professionel cykelsport – deres svigt taget i betragtning.
UCI point på kontoen
Derfor er jeg rigtig glad for, at Chris Horner er tilbage i sadlen, og jeg håber, at han fortsætter til langt op i 50’erne og vinder mange fine sejre. Han minder os på fornemste vis om, at alt desværre er, som det var engang. Siden han gjorde come back ved de amerikanske mesterskaber for kontinentalholdet Team Illuminate, er der allerede blevet kørt UCI-point på kontoen. Det blev til en fornem 25. plads i Sibiu Cycling Tour, og mon ikke det bliver til flere, når rusten er blevet banket af den gamle motor. Pt. ved vi ikke, hvilket hold, der bliver hans arbejdsgiver i 2019, men forhåbentligt et godt et. Alle de gamle kollegaer fra 90’erne ønsker ham helt sikkert ikke inviteret ind i feltet, for han er et ekko fra fortiden og beviset på, at cykelsporten ikke har gjort gennemgribende op med fortiden og gennemgået en kulturforandring. For var der netop en accept af, at der ikke er plads til Horner på UCI’s løbskalender, så er der vil heller ikke plads til de gamle ”venner” i servicebilerne og bag skrivebordene på holdene.
Seneste kommentarer