Posts Tagged ‘Croix de fer’

22 af verdens vildeste stigninger: Croix de Fer

Posted on: juni 5th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

I Velomore #04 kan du læse om 22 af verdens vildeste stigninger. En oversigt til inspiration (eller afskrækkelse) til dine næste bucket list ture. Her på Velomore.dk kigger vi lidt nærmere på stigningerne. Den tredje af dem er Croix de Fer.

Jernkorset, som Croix de Fer hedder hvis man oversætter fra fransk, er måske bedre kendt for sin siamesiske tvilling Col du Glandon. De to alpetoppe er en og samme stigning, hvis man kommer fra sydsiden og Bourg d’Oisans, men Croix de Fer fortsætter et par km efter venstresvinget til Glandon.

Denne side er formentlig også den mest kendte for danske cykelmotionister, da den bl.a. køres i La Marmotte og GFNY Alpes Vaujany Croix de Fer, men hvor man i La Marmotte svinger til venstre kort før toppen og runder Glandon-passet i stedet for jernkorset.

Stigningen er en af de meste frygtede og spektakulære alpestigninger. Der er flere veje op, og den mest udfordrende får man, når man netop kombinerer den med en tur forbi Col du Glandon. Her går ruten ad en smal dalvej på 22 kilometer. Den “lette” rute er på fladere 30 km.

Læs også: 22 af verdens vildeste stigninger: Alpe d’Huez

Den længere og “lettere” tur til toppen er fra Maurienne-dalen. Croix de Fer er dog samtidig en spøjs Alpestigning, da den fra begge sider har relativt lette stykker, hvor veltrænede motionister snildt kan køre på stor klinge. Men Croix de Fer udmærker sig især ved sin længde, og ofte intense varme.

Kør den selv
Når de fleste taler om at køre Croix de Fer, taler de om at køre sydsiden fra Romanche-dalen. Fra Bourg d’Oisans til foden af Croix de Fer er der blot 16 kilometer. Det kan dog diskuteres hvor stigningen reelt begynder, og ikke helt uvæsentligt for distance og gennemsnitsstigning. Er det ved Barrage du Verney i Allemond? Eller først på Route du Mollard, efter krydset hvor man kan dreje op til Vaujany? Den officielle start er ved Barrage du Verney, hvilket giver en samlet længde på 27,5 km, med et langt false flat stykke til at begynde med. Tæller man fra den regulære stigning tager fat, er Croix de Fer “kun” 24,5 km.

En anseelig udfordring for de fleste, men man kan trøste sig med, at de hårdeste ramper kommer på den første halvdel. Knap 11 kilometer oppe rammes et lille plateau, gennem en lille landsby, hvorefter en kort og hurtig nedkørsel følger. Og her rammer man bjergets hårdeste procenter. For efter landsbyen rejser stigningen sig med tocifrede procenter og straffer de, som ikke når at skifte til lille klinge. Overlever man det stejle stykke belønnes man på plateauet ved søen, hvor procenterne sjældent kommer over 7% og nogle steder endda er nærmest flade. Her kan man køre stor klinge, hvis man stadig har kræfterne til det.

Ved venstre svinget til Glandon-passet skal man huske at køre lige ud. Der venter kun få kilometer nu og når man ser jernkorset er man på toppen. Caféen serverer lækre sandwiches og kaffe, så tag en velfortjent pause eller vent på kammeraterne.

Den alternative
På nordsiden starter Croix de Fer stigningen i Saint-Jean-de-Maurienne, ved rundkørslen der forbinder Rue de Capitaine Bulard med Avenue Samuel Pasquier. Herfra er der 30 km til toppen med lige knap 5% i snit og en højdeforskydelse på 1500 højdemeter.

Læs også: 22 af verdens vildeste stigninger: Col du Galibier

Nordsiden rejser sig aldrig med mere end 10% og har ligesom sydsiden, flere passager med lave procenter og muligheder for at slide lidt på den store klinge. De sidste 7 km er de hårdeste, så gem lidt i tanken til sidst.