Flotte stålrammer,  32 egers hjul,  bananhjelm,  udvendig kabelføring  og trøjer,  der sender tankerne tilbage til cyklingens guldalder i 70’erne og 80’erne – alt sammen under paraplyen retrocykling – er meget populært i disse carbon- og aerotider. Nærmest en modbølge til den videnskabelige og teknologiske tilgang til cykelsporten, som svømmer over os i denne tid.

Der er skudt mange retroklubber op, og mange kendte cykelryttere har også kastet sig over denne elegante cykelform og dyrkelse af cykelsporten før elektronisk gearskifte, wattmåler og 11 speed. Alt sammen på stålcykler underlagt diverse strenge kriterier. Bradley Wiggins har for eksempel en stor samling af retrocykler, det samme har Erik Zabel – endda vist en meget stor en.

Og herhjemme har Matti Breschel også købt så godt ind af retrogrej, at vi – mine nostalgiske og stålbevidste venner og jeg – overvejer at give ham en plads på vores Retroronde-hold, hvis han da ellers kan lånes ud eller skynder sig at annullere sin kontrakt med festrytterne på G.S. Velopresse. D’herrer Sir Wiggins, Zabel og Breschel er bevidste om cykelsportens historie.

Retroronde-navnet poppede op, efter jeg havde kørt mit første retroræs. Det var Flandern Rundt i retroudgave – og det var i helt klassisk belgier-stil. Altså nummerudlevering i en kirke, selvfølgelig ved alteret – foran korset stod et stort RVV – Ronde Van Vlaandern’s logo.

Cykling i Belgien er jo religion, det er stort, og belgierne er bare fantastiske cykelsportsmennesker. Man har ikke oplevet rigtigt cykelløb, hvis man ikke har set eller kørt cykelløb i Belgien. Sådan er det vist bare.

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

Cyklingens hellige jord

I stålcykeltiden havde belgierne nogle af historiens bedste cykelryttere. Alle kender Merckx, de Vlaeminck og Maertens. Den lidt ældre generation kender Van steenbergen, Van looy, Sercu og Godefroot. Dem kender alle belgiere i hvert fald. Og Chris Froome når ikke en eneste af dem til sokkeholderne. Sådan er det vist også bare.

Derudover er Belgien cykelsportens hellige og brutale land. De flamske mure, der alle har seje navne, de smalle veje med brosten, ofte krydret med slagregn og sidevind. Joh, Belgien er kun for mandfolk, så derfor tog vi også navn efter vores første retroløb sammen – Jack P, Tim Kristensen og mig.

[SPLIT] [IMG3] [SPLIT]

Jack P og Sheriffen i Kirke Hyllinge

Tim Kristensen kørte for Hvidovre CK i under sin aktive karriere. Egentlig er han fra Jylland, den store Tim. Men i 90’erne kørte han sig op gennem klasserne i sjællandsk regi. Dengang kørte Hvidovre-folkene i helt røde klubdragter. Det så altså ikke specielt cool ud. Heller ikke med de gamle Briko-briller, som Cipollini altid kørte med – men dengang var det altså o.k.

Alt i alt må man vist konstatere, at 90’erne er den absolut grummeste periode i cykelsportens historie. Også æstetisk!

Tim sluttede karrieren af med nogle hæderlige år i A-klassen og slog sig sidenhen ned ude ved Kirke Hyllinge på sin ranch og spiller kontrabas i et band, når han ikke patruljerer sit område på en af sine mange cykler.

Tim er kendt som sheriffen i Kirke Hyllinge. Hans varemærke er en meget smuk Bianchi-stålsag med fuld Campagnolo Super Record og dertil den klassiske Bianchi-dragt. Naturligvis med sorte bukser og hvide sokker. Vi er heldigvis kommet over 90’erne.

Holdets kaptajn er Jack Petersen – han hedder bare Jack P (man må ikke kalde ham Jack, hvis man kender ham. Han hedder Jack P). Jeg har kørt med Jack siden mellemste drengeklasse i 1983, og vi har fulgtes ad hele vejen op i A-klassen. Jack var (og er) en hurtig mand på stregen, og så er han helt eminent til at styre sin cykel.

[CITAT1]

Jeg husker to ryttere fra min aktive tid, der kunne styre cyklen på noget nær Peter Sagan niveau, og det var Lars Otto Olsen, den tidligere OL- og VM medaljevinder i 4000 m holdløb og professionelle 6-dagesrytter – og så altså Jack P. Da vi var drenge- og ungdomsryttere, var Jack P altid den hurtigste i årgang 1972 gennem svingene.

Ja, han gjorde det ligefrem til sit varemærke at kaste cyklen rundt i sving, som kørte han superbike motorcykel (sådan føltes det i hvert fald, hvis man prøvede at følge med). Sådan en køreteknik er noget, man lærer som drengerytter, og så kan man det altså bare. At køre godt på cykel handler ikke kun om høje watttal og lave fedtprocenter.

Jack P ejer en cykelforretning på Vesterbrogade, og han har utallige ture som mekaniker sammen med landsholdet bag sig. Han er også holdets mekaniker, når vi er på tur. Han bliver sur, hvis materiellet ikke er i orden eller pudset. Jack kører på Colnago Master. Selvfølgelig. Den kørte Giuseppe Saronni også på. Den flotte røde I ved nok.

Saronni blev verdensmester i professionel landevejscykling i Goodwood i 1982. Foran Lemond og Kelly. Han kunne det hele – men var specielt god til at få konkurrenterne til at ligne saltstøtter i en spurt. Da Jack P altid skal vinde spurterne, er han kaptajn. Man skal sgu ha’ en kaptajn på holdet!

[SPLIT] [IMG4] [SPLIT]

Den hvide Banani

Selv kører jeg på min hvide Banani fra 1994. Det er egentlig en Pedalatleten ramme, men dengang jeg købte den på Gråbrødretorv, var Pedalatleten ejet af den tidligere Banani mekaniker og ABC rytter, Torkild Jensen, og han tog målene til cyklen, der så blev bygget hos Banani. Jeg kørte i A-klassen på den i tre sæsoner i 90’erne – inden jeg skiftede til en Fondriest aluramme.

Jeg er stolt over stadig at have den selvsamme ramme, som jeg kørte i A-klassen på; det er der dæleme ikke mange, der har. Den hvide Banani er ikke til salg! Selvom jeg har langt dyrere, lettere, stivere og mere aerodynamiske cykler, så har de bare ikke den samme historik og karisma.

Min hvide Banani er udstyret med den smukkeste udstyrsgruppe, der nogensinde er fremstillet – Campagnolo 180 delta – og jeg elsker bare den cykel – så kan folk komme med alt deres sorte carbon-pis – intet slår en top lækker stålcykel med en top Campagnolo udstyrsgruppe i stil, udstråling og design.

Alt under Record dur ikke. Til gengæld er der nok heller ikke fremstillet et sæt bremser, der fungerer så dårligt i regnvejr, som Delta-bremserne. Det betyder jo ikke alverden for en gammel mand som mig, jeg kører bare efter forholdene, så kan de andre bare køre ad helvede til, hvis de vil.

Gruppen blev benyttet af mange prof-hold i perioden 1987-1992 – og som professionel er der som sagt ingen kære mor. Jeg tænker på Passo di Gavia etapen i Giro d’Italia i 1988 – i snevejr – med isglatte veje – nedad bjerget mod mål, med stivfrosne fingre og et sæt Campagnolo 180 Delta-bremser.

Mener at Rolf Sørensen havde fornøjelsen på Ariostea-holdet den dag. Med netop de bremser på cyklen.

[SPLIT] [IMG5] [SPLIT]

Hvis Boardman havde kørt i Merckx’ sko

Vores retrocykler overholder alle reglerne, som udstikkes for at deltage i et L’Eroica-løb, for det er der klare retningslinjer omkring. Cyklen skal fremstilles som præ-1987, rammen skal være af stål, dog accepteres de gamle Alan-rammer med aluminiumsmuffer.

Derudover skal man have udvendig kabelføring på styrkablerne, og cyklen skal også være udstyret med tåclipspedaler. Klikpedaler er for tøser og motionister – ifølge os i hvert fald (men kun når vi kører retro). Hjulene skal mindst være spændt op med 28 eger.

Og apropos tåclipspedaler: En ting er, at en stålcykel er tungere, og man af den grund ikke kan køre som på en carboncykel, men i guder hvor er der stor forskel på, hvad man overfører i pedalarmene, når man sammenligner nutidens carbonsko og klikpedaler kontra datidens bløde cykelsko og tåclips. Mest på grund af skoene.

Efter 200 km med tåclipspedaler og gamle sko med en plasticsål og snørebånd , som naturligvis skal strammes så skoen sidder helt stramt på foden, og i tillæg spændes helt fast med tåclipsen, så er man fuldstændig smadret i fødderne. Carbonsko og de nye klikpedaler har en enorm effekt.

Det kan godt være, at Chris Boardman kørte hurtigere end Merckx på en almindelig cykel, da han slog timerekorden på bane, men tro mig, havde Boardman haft samme sko og pedaler som Merckx kørte med dengang, så havde han tabt rekorden alene på det faktum.

[CITAT2]

Jeg tænker ofte på det, når man hører om, at nogle i dag kører en H40 enkeltstart hurtigere end et firemandsholdløb på landevej kunne i stålcykelæraen – og at en eller anden sekundarytter fra H40-klasserne kunne slå en timerekord på bane, der indtil da havde tilhørt en af landets bedste A-ryttere, nemlig Tom Dalkvist.

Det er udelukkende på grund af udstyret, som vitterligt er blevet optimeret siden dengang.

[SPLIT] [IMG6] [SPLIT]

Bikefittere og chiafrø

Til trods for at udstyret nu er, som det er, eller rettere, var som det var, så kører min stålcykel simpelthen som en drøm. Den er tungere at styre, men den har en fantastisk ergonomi. Man sidder anderledes, lidt mere tilbage over krankboksen, og så er alle de gode stålcykler jo ellers håndbygget efter ens specifikke mål.

Har man en lang overkrop, så er overrøret længere, er man sprinter og satser i sving, så er krankboksen højere osv. Alt kunne laves i de nøjagtige vinkler, længder og med de rette rør og muffer og til specifikke discipliner. I dag får man bare en klump maskinfabrikeret carbon lavet af en robot. Ofte med gyseligt grimme vinkler.

Se bare på moderne MTB-cykler med vinkler så flade, at de mest af alt ligner gamle damecykler. Hold kæft de ser ud.

Men sådan er en stålcykel heldigvis ikke. Samlemufferne, som stålrørene er sat sammen med, vidner om rigtig svejsehåndværk lavet af et rigtigt menneske med kærlig og nænsom hånd. Ofte med indgraverede logoer i pedalarme, frempind, sadelpind, ja, selv sadelbolte har Campagnolo-logoet indgraveret.

Det kaldes lir. Det er smukt. Det skinner i solen. Den oser af lir. Og når man så ser sådan et sort carbon-dyr med skivebremser– ja så rynker man altså bare hånligt på næsen. Men det er nu kun, indtil man kommer op på sin carbon-cykel igen. Ja, sådan er verden så underlig.

[CITAT3]

Dengang man kørte stål, kunne man mærkeligt nok få sin cykel til at passe med nogle simple tommelfingerregler om længde og højde. De regler holder stadigvæk, og min moderne racer har nøjagtig samme sadelhøjde og længde som min gamle stålcykel. Men hvis alle folk vidste det, ville de fleste bikefittere jo være arbejdsløse.

Jeg har det med bikefittere som med kosttilskud fra Brugsen: hvis folk tror, de bliver bedre af at spise en pakke chiafrø med tang til, så værsgo’. Jeg klarer mig særdeles fint uden alt det placebogøgl.

Rent påklædningsmæssigt er der også regler, omend man i visse retroløb har accepteret, hvis folk ønsker at køre med en moderne skalhjelm. I gamle dage var det kun svenskerne og de fattige kommunistiske østaber, der kørte med sådan nogle grimme ishockeyhjelme. Vi andre kørte med bananhjelme. Helst Cinelli.

Man skal køre i tøj fra 1987 eller før. Her kører Retroronden i deres faste dress: Tim i Bianchi tøj, Jack P i gul Del Tongo. Selv kører jeg i enten Panasonic eller 7-eleven dress.

[SPLIT] [IMG7] [SPLIT]

Sadistruter

Holland, USA, Japan, Sydafrika, Holland, England. l’Eroica-løbene køres i hele verden. Men løbene begyndte selvfølgelig i Italien, og faktisk er det professionelle løb Strade Bianche, der i dag er et af verdens mest prestigefyldte ”ikke-klassiker-løb”, en kopi af det oprindelige L’Eroica løb.

Det betegnes af mange som vanvittigt på grund af de mange gruspassager, og mange ryttere holder sig væk fra sådan et løb. Det er for eksempel ikke ligefrem Quintanas livret – men netop derfor har løbet lynhurtigt opnået særstatus.

Der er flere af den slags løb på tegnebrættet blandt arrangørerne af professionelle cykelløb, og det vidner jo om, at den slags løb er det, folk gerne vil se og opleve.

L’Eroica-løbene har altid tre distancer. I det originale i Italien afholdes det længste L’Eroica løb med 220 km for den lange rute. Rytterne starter før daggry og skal køre de første timer med lygter på – på grusveje, måske i regnvejr. Jeg skulle hilse og sige, at det kun er for øvede cyklister.

I Spanien er den lange tur 200 km, de 70 på grus. Og sten. På de spanske grusveje ligger der sten så store som knytnæver, og hvis du rammer sådan en på en nedkørsel, så punkterer du – i bedste fald.

I England kørte vi ned ad en stejl nedkørsel i en skov. Pludselig hoppede man udover nogle jernbanesveller, der var lagt som trapper på gruset – man kunne dårligt se dem.

For at klare det skal man have vægten helt bagud på sadlen og gøre cyklens moment-arm så lang som mulig. Hvis man bremser, så ender man i et træ. Sandsynligvis uden tænder. Deltagerne på den korte rute skulle ned ad samme bakke, og her kunne ingen finde ud af at komme nedad uden styrt, svaj og total panik.

Vi kom susende og måtte bare råbe ad folk, at de skulle væk – vi måtte jo holde fingrene fra bremserne – så folk sprang for livet, da vi, selvfølgelig anført af Jack P, kom buldrende som et eksprestog henover de forbandede, usynlige sveller.

[CITAT4]

I Limburg i Holland kørte vi i aldeles øsende regnvejr. Her var der en del jordveje, og de var jo så blevet til mudder. Ren mudder. Så vi overgik i visse perioder til rendyrket cykelcross – og en af nedkørslerne, der gik lodret nedad i mudder, endte så med et 120 graders sving i bunden.

Her havde kaptajnen sagt farvel til mig, der lå et godt stykke bagude, og lige i det moment var jeg sgu ikke særlig begejstret for mine deltabremser. Men det animerede åbenbart Jack til at satse lidt nedad bakken. Han tordnede nedad og opdagede for sent, at han skulle dreje skarpt.

Da han begyndte at bremse, hang cyklen i luften i et flyvehop, og seje Jack P forsvandt lige tværs over svinget og endte i grøften på den anden side. Når han styrter på grund af en kørefejl, så havde de fleste, der eventuelt ville forsøge at følge ham, været dræbt nu.

Da jeg kom listende lidt senere, var han bare væk. Det var da lige godt satans, tænkte jeg – vi har sgu da en aftale om at vi skal følges ad – og så pludselig dukkede han op bagved – med benene smurt ind i blod fra en stor flænge. ”Det er fandeme godt gjort, at man skal lukke hullet selv”, brummede den sårede kaptajn.

I L’Eroica Hispania gik det også galt for mig. Jeg røg dog ikke på røv og albuer. Men på en grusvej ramte jeg en af knytnævnestenene med forhjulet. Dækket punkterede, og stenen røg op og slog bagskifteren i smadder – så jeg i ren Uran Uran stil kun kunne køre i det tungeste gear. Når jeg holdt frihjul, krøllede det hele sammen.

Jeg fik humpet mig hen til et depot, hvor der blev tilkaldt mekanisk assistance. Jeg blev kørt i bil til målområdet, hvor der heldigvis var nogle italienske mekanikere på arbejde, og de hjalp mig til at kunne køre videre, så jeg kunne køre de resterende kilometer.

Jeg kender ikke de præcise krav til ruterne, men jeg ved, ruten skal være på små veje, der skal være grusstykker og brosten. I det hele taget skal ruten tilsyneladende være total vanvittig. Sikkert lagt af en gruppe sadister. Men sådan var vilkårene for cykelrytterne dengang. Der var sgu ikke asfalt på Col de Telegraphe i 1938 – der var knap nok gear på cyklen.

[SPLIT] [IMG8] [SPLIT]

Weißbier og afternoon tea

I L’Eroica-løbene tænker arrangørerne over, at ruten skal være smuk. Man dyrker den smukke rute. Den smukkeste rute, jeg har kørt, var i Englands Peak distrikt.

Det var simpelthen fantastisk – omend jeg af og til ikke synes, det var så festligt, da jeg var ved at få krampe allerede efter 100 km, og der var piv modvind på en eller anden lillebitte smal markvej med stigninger, der alle føltes som Koppenberg – men der var smukt, det var der.

Depoterne er heller ikke bare et partytelt med bananer og energibarer. Depoterne er en attraktion i sig selv. Som i gamle dage, får man et stempelkort, som skal stemples, når man kommer frem til et depot.

I England var der depot i et kæmpe slot, i Belgien i gården til en af de lokale cafeer på toppen af en brostensmur. I Spanien ved et udsigtspunkt over landskabet. Sidste depot i Holland var på et bryggeri – med gratis øl. Det er der stil over.

Havde det ikke pisregnet, var jeg nok aldrig kommet derfra igen. Aldrig har en weißbier smagt så godt som efter 160 km i regnvejr – hvad de så ikke lige fik sagt var, at der var en 20 procents stigning på 1000 meter cirka 2 km efter bryggeriet – der kom weißbier’en næsten retur til jordens overflade.

Og når vi nu er ved alkoholens velsignede dråber: I England gik det næsten galt da en gin-producent var sponsor for løbet. Aftenen inden løbet var vi nede og hente startnumre og snuse rundt i de forskellige boder i start/målområdet, hvor man altid kan købe lidt grej, smådele til cyklen og få noget at spise og drikke.

Gin-producenten havde banket en bod op, hvor de solgte alle mulige varianter af drinks – og det hele blev serveret i nydelige britiske tekopper. Jack P mente, at siden vi nu ikke havde nået vores afternoon tea, så skulle vi da have det, der mindede om det – nemlig tekopper – med gin i.

Det smagte godt. Og da jeg selv er sportsdirektør på vores ture, så blev der lige bestilt en enkelt mere – man skulle jo nødigt halte hjem – og Tim ville da selvfølgelig ikke kun tage imod, så han gav også lige en omgang til holdet. Sådan fortsatte det, indtil hele bordet var fyldt med tekopper.

Dagen efter hang jeg slemt med næbbet, indtil stigningen Mamtor skød lodret op i himlen med sine 23 procent stigningsgradient. Prøv at lukke øjnene og forestil dig dette: masser kilometer i benene, ondt i knolden og lidt kvalme. Du sidder på en 23 procents knold på en 10 kilos stålramme monteret med 52/42 og en 14-26 skruekrans. Det var lidt svært, ikke?

Old fashion comfort

Hjulene på en retrocykel er ”gammeldags” egerhjul, og sådan nogle er et lille kunststykke, fordi opspændingen kræver en rigtig god mekaniker, der tager hensyn til en masse faktorer som for eksempel rytterens vægt, kørestil, vejenes beskaffenhed og antallet af eger i fælgen.

Når man skal køre på brosten og grus og hullede veje, er hjul med flere egere bedre end hjul med færre – derfor ser man også stadig professionelle cykelhold, der benytter sig af mere traditionelle hjul til for eksempel Paris-Roubaix om end i mindre og mindre grad.

Til sådanne løb skal der være komfort i fælgen, og man spænder derfor ikke egerhjulet så hårdt. På den måde absorberer hjulet en del af stødene fra vejene, og det mærkes tydeligt. Et carbonhjul giver ingen absorbering, og blandt andet derfor køres der med meget bredere dæk på carbonhjul i sådanne situationer.

I Paris-Roubaix kører man jo nærmest med crossdæk i dag. På en retrocykel kan det lige akkurat gå an med en 25 mm ring eller dæk, men det foretrukne i gamle dage var klart 21 eller 23 mm. Måske en Clement Criterium ring.

Kører man i pænt terræn, kan man spænde hjulene hårdere op og pumpe mere luft i ringene. Skulle man være rigtig hård, så fik man diagonal-opspændt egerne i forhjulet og loddet egerne i  samlingerne i baghjulet, så hjulene blev helt stive, og så satte man en smal lukket ring på og pumpede 12-14 bar i.

På den måde var datidens valg af hjul en større videnskab. Til Eroica-løbene er ruterne så ekstreme, at vi altid kører med 25 mm dæk/ringe og så 5,5-6,5 bar tryk, alt efter om det er vådt eller tørt.

[FAKTABOKS1]

Skjuler væddeløbsmentalitet

Selvom L’Eroica-løbene er gentlemen-løb – for eksempel er der ingen præmieceremoni og placering – så ved vi jo godt, hvem der ligger foran os, når vi kører, og man kan ikke altid lægge den gamle væddeløbermentalitet på hylden, selvom vi prøver at skjule det.

Vi starter som oftest så tidligt som muligt, og i Eroica Limburg i regnvejr lykkedes det os at køre allerhurtigst af rytterne på den lange distance. Der er altid nogen, der kører stærkt, men langt de fleste er dårlige motionister, og de kører som rumfærgen i sin tid fløj: Afterburner på fuld kraft, og så slukker den bare lige pludselig. Bum. Så er det slut.

I en 200 km Eroica gør man klogt i at økonomisere med kræfterne, for bare det at fuldføre sådan en distance i sådan et terræn kræver, at man er i god form.

Gamle væddeløbere ved jo godt, hvad de har at skyde med, man sørger altid lige for at have nok kræfter til at kunne give farten en tak ekstra, medmindre, der er fuld alarm, for eksempel i et opløb eller et afgørende moment. Man har et antal skud i bøssen, og jo ældre man bliver, desto færre skud har man. Men man bliver også mere erfaren i at dosere kræfterne ordentligt, synes jeg.

Problemet i L’Eroica løbene er dog, at samtlige ruter, indeholder momenter hvor man er nødt til at lukke helt op for hanerne og bruge sine skud – specielt på de stejle stigninger, hvor man skal træde max for overhovedet at komme fremad på cyklen.

[CITAT5]

Men det er jo en del af det, der gør cykling så fascinerende. Man skal hele tiden dosere sine kræfter ordentligt, og heldigvis foregår sådan noget uden wattmålere og alt det teknologiske møg, der kun har til formål, at individet, der udfører arbejdet, bliver reduceret til en maskine, der ikke må tænke selv.

Det er man i den grad tvunget til i L’Eroica-løb – at tænke selv altså. Og det er det, cykling i bund og grund handler om. Også at vinde selvfølgelig. I Eroica er sejren primært sejren over elementerne – vejret, bakkerne, gruset mudret og den lange distance. Jeg elsker kampen på stålrammen, rejsen tilbage til den tid i cyklingens historie, som jeg holder meget af.