Posts Tagged ‘cykelrejse’

På cykeleventyr i Europa

Posted on: marts 9th, 2022 by Velomore No Comments

Niels Olesen drog sidste år på et cykeleventyr, da han cyklede fra Odense til Barcelona.

Alle veje fører som sagt til Rom – eller Barcelona. Jeg kiggede på kort og overvejede ruten. Jeg downloadede EuroCycle appen, der viste 17 forskellige cykelruter på kryds og tværs i Europa. 

Én af ruterne, som kaldes pilgrimsruten, går fra Norge ned igennem Jylland og Nordtyskland til den hollandske grænse, igennem det vestlige Frankrig og til pilgrimsruten i Spanien. Jeg tænkte, at jeg kunne følge den noget af vejen, nemlig til den hollandske grænse, hvorefter jeg ville køre sydpå. 

Samtidig brugte jeg ca. 200 kr. på at downloade appen Komoot, hvilket skulle vise sig at være en rigtig god idé. Jeg havde en et år gammel Cannondale i 7000 kroners klassen, som skulle anvendes til turen, og hvor jeg fik monteret smalle dæk og et bagagebærer inden afrejse. Jeg havde et sæt cykeltasker samt en lille cykeltaske foran styret til ting, som er rare at have lige ved hånden, såsom regnjakke, lidt værktøj og snacks. På så lang tur gælder det om at begrænse sig med hensyn til bagage. Det er altid muligt at vaske undervejs.

Den første uge

Der er omtrent 2300 kilometer fra Odense til Barcelona, så med forventet 100 kilometer om dagen, var tanken, at turen ville tage cirka tre og en halv uge.

Den 31. august forlod jeg Odense og cyklede til Bøjden, hvor færgen fragtede mig til Fynshav, inden jeg cyklede til Flensborg, hvor jeg havde min første overnatning i en Airbnb, som jeg havde bestilt hjemmefra. Derefter var retningen sat mod den hollandske grænse, hvilket indebar en færgeoverfart over Elben ved Glückstadt.

Der er mange cykelstier langs vejene i Tyskland, men ofte er de rigtig dårlige. Mange steder er der alléer mellem cykelsti og landevej, og det medfører trærødder, der bryder igennem asfalten. Når dette ikke bliver repareret, giver det mange bump, og det er svært at holde en jævn hastighed. I byerne tages der ikke hensyn til cyklisterne. Man er henvist til fortovene, hvor det går op og ned på grund af indkørslerne til husene.

Efter et par dage fik jeg voldsomt ondt i bagdelen. Jeg havde heldigvis buksefedt med, som jeg smurte inde i cykelbukserne, inden jeg begyndte om morgenen, og det hjalp forbavsende hurtigt. 

Min fjerde overnatning var i Alstätte, en hyggelig lille by seks km fra den hollandske grænse. I dette område er der utrolig mange ældre cyklister på elcykler, sandsynligvis grundet det flade landskab, og der er sågar en ladestation for elcykler. 

De fleste overnatninger bookede jeg via Airbnb. På appen kan man søge i det område, man vil til, og så får man de muligheder, der er med beskrivelse og priser. Man anmoder om overnatning over appen og får for det meste besked tilbage inden for 1 til 2 timer. De fleste overnatninger, jeg havde, lå prismæssigt omkring 300 kroner, og nogle gange var der morgenmad med i prisen. Ellers var der flere steder mulighed for at købe morgenmad for 5-6 €.

Efter at have fundet det ønskede overnatningssted, gik jeg ind på Komoot appen og søgte på adressen. Jeg downloadede ruten, så jeg havde den offline. Jeg blev vejledt af en stemme på engelsk, der som regel anviste OK veje, men jeg prøvede også at blive ledt ind på markveje og hullet grusveje.

Den sjette overnatning fandt sted i Aachen. En ny lidt mindre end Århus, men der var masser af liv i bymidten selv på en mandag aften. Herfra gik turen sydpå ned gennem Belgien til Luxembourg. Meget af vejen var det muligt at køre på en cykelsti langs en flod, men da jeg havde valgt en Airbnb et stykke fra ruten, kom jeg ud i nogle voldsomme højdemeter både i Belgien og Luxembourg. For ikke at gå helt død, besluttede jeg mig for at følge floderne ned igennem Frankrig. 

Der er gode cykelstier det meste af vejen langs floderne, med først Mosel og dernæst Saone og Rhône.

Frankrig

Første overnatning i Frankrig havde jeg i Maizieres-les-Metz. Jeg havde tidligere på dagen anmodet på Airbnb om en overnatning i Metz, som jeg ikke nåede at få svar på. Derfor var jeg nødt til at booke et andet og cykle 20 km ekstra. Det viste sig at være en enlig førtidspensionist, der lejede værelset ud, så han kunne betale for el og varme samt tage til Egypten en gang om året for at være sammen med sin ukrainske feriekæreste. Han kunne ikke tale engelsk, og den smule fransk jeg kunne, var ikke nok til at føre en samtale. Men med Google Translate lod det sig alligvel gøre at føre en interessant samtale. 

På turen gennem Frankrig boede jeg hos flere ikke-engelsktalende. De fleste ville gerne kommunikere, så det foregik med Google, fingersprog og de få franske ord, jeg kunne huske. 

I Lyon boede jeg på et hostel. Det var dog ikke lige min aldersgruppe, der var repræsenteret her, for det var udelukkende unge mennesker. Jeg faldt dog i snak med en fyr, der fortalte, at han var på bike tur. Jeg spurgte ham, hvad han kørte på. Det var en BMW 800 et eller andet. Vi skulle altså ikke følges næste morgen!

En dag syd for Lyon fik jeg følgeskab af en gut fra Paris. Halv englænder, halv franskmand. Jeg cyklede bagefter ham over nogle kilometer. På en bro stoppede han, og vi faldt i snak. Det var dagen efter Chris Ankers forfærdelige død, som også han havde hørt om. Vi blev enige om at følges, og det gjorde vi et par timer, indtil vore veje skiltes. Forinden spiste vi dog vores medbragte frokost ved floden.

Efter lidts selskab på ruten fortsatte jeg sydpå og ramte Middelhavet. Vejret var dejligt med 20 – 25 grader her midt i september. Jeg var i det hele taget heldig med vejret på turen, idet der kun var en enkelt dag med regnvejr. Uheld med cyklen i form af punkteringer eller andet var jeg også forskånet for. I hvert fald indtil den allersidste dag…

Næste mål var havnebyen, Sete. Jeg bookede mig ind på et hostel, der lå midt i byen. Efter aftensmaden, som bestod af en fremragende pizza, kom jeg tilbage til mit hostel. I opholdsrummet sad der nogle unge, og den ene, en ung fyr fra Lyon, havde købt en flaske vin og spurgte, om jeg vil smage. Det ville jeg da gerne, og vi tilbragte et par hyggelige timer sammen. Han inviterede også på butter chicken, den næste dag, men jeg måtte takke nej, da jeg havde en aftale med bekendt, jeg skulle besøge i Valencia den kommende weekend, hvor jeg ville tage toget fra Barcelona. .

Vi nåede dog en frokost sammen dagen efter, inden jeg fortsatte turen, og nogle dage senere kunne jeg krydse den spanske grænse.

Ankomst

Sidste stop inden Barcelona var i Lloret del Mar, der er en rigtig turistby. Jeg bookede mig ind på et hotel, hvor der var en masse engelske turister og karaoke for fuld udblæsning om aftenen. Jeg havde helt glemt, hvordan det var at være charterturist efter så mange dage på landevejen, men det fik jeg da lige genopfrisket.

Sidste dag på cyklen foregik langs strandvejen ind til Barcelona, hvor jeg parkerede cyklen på en banegård, imens jeg tilbragte et par dage i Valencia. 

Tilbage i Barcelona indlogerede jeg mig den sidste aften på et lille hotel på Ramblaen. Jeg kunne desværre ikke få min cykel låst inde, så jeg tog chancen og parkerede den med kæde på fortovet. Næste morgen var cyklen væk, og kun kæden var tilbage. En træls afslutning på en begivenhedsrig tur. 

Jeg mødte mange spændende mennesker på min tur, og man oplever naturen på en anden måde, end hvis man kører i bil. Det var mange timer alene på ruten, og flere har siden spurgt, om det ikke var ensomt at køre alene, men det syntes jeg ikke. Selv om det selvfølgelig ville have været rart at have en at dele oplevelsen med, tror jeg, at man nemmere kommer i snak med folk, hvis man er alene, ligesom man selv bestemmer fart, ruter og dagsdistance.

90 km om dagen virker ikke så langt, fordi man oplever nye ting hver dag. Der er oplevelser til alle sanserne, og som sidegevinst tabte jeg 8 kilo på turen. 

Skulle jeg lave noget om på min tur, skulle det være at have mindre fokus på målet og i stedet tage i mod flere af de oplevelser, som byder sig undervejs, som da jeg f.eks. afslog middagsinvitation i Sydfrankrig. Men se at komme af sted. Eventyret venter derude!

Den italienske manddomsprøve

Posted on: februar 21st, 2022 by Kristian Arnth No Comments

La Pedalata kombinerer det bedste cykelterræn, Italien har at tilbyde, med unik support og forplejning. En italiensk manddomsprøve og cykeloplevelse, vi sent glemmer.

Jeg niver mig selv i armen. Har jeg virkelig fortjent det her? Den er god nok. Gåsehuden breder sig, og hårene rejser sig på mine arme, da jeg får flashbacks til scenerne fra Giro d’Italia 1988, der udspillede sig netop her.

De meterhøje snedriver på begge sider af vejen. De kulderystende ryttere i shorts og løse ærmer. Og Andy Hampstens determinerede ansigtsudtryk bag de klare glas i Oakley Factory Pilot brillerne. Det var den dag, amerikaneren overtog den lyserøde førertrøje og grundlagde sin sejr i det års løb.

På en etape, der stadig i dag omtales som et af de hårdeste, vildeste og koldeste cykelløb nogensinde. Og det skete lige her på bjerget, hvor jeg kører. Siden den dag har Passo Gavia opnået en mytisk status i cykelsporten og har mange gange siden været en tilbagevendende attraktion i Giro’en.

Stigningen er i høj grad defineret af, det der skete, den dag for 33 år siden. Jeg kender faktisk slet ikke bjerget. Men jeg kender historien om snestormen og Hampsten.

Klokken er lidt i syv om morgenen, og solen er netop begyndt at titte frem bag de højeste tinder i horisonten. Strålerne rammer mine bare ben, og varmen breder sig omgående. Jeg vil tro, her er næsten 20 grader. Grønne træer og bevoksning omgiver mig til begge sider, og det er en kæmpe kontrast til de ekstreme billeder fra ’88, som jeg har i hovedet.

Den første del af stigningen fra Bormio er den mindst interessante. Her er vejen forholdsvis bred og lige. Først længere oppe af bjerget snævrer vejen ind til halv bredde, og jo tættere på toppen du kommer, jo mere goldt og øde bliver her. Det er ikke så mærkeligt, når toppen er i hele 2.621 meters højde.

Heldigvis klatrer vi sammen med solen, som stiger højere og højere op på den blå himmel over os. Gavia er mindre kendt en Stelvio, men stort set lige så hård med sine 25,6 kilometer og 5,5 i stigningsprocent fra denne side. Til gengæld er her langt mindre trafik, og fra Gavia kan man let køre til opkørslen af Mortirolo, som er et andet kendt bjerg i området. 

Jeg holder lidt igen hele vejen op, velvidende at en lang dag i sadlen venter. Klokken er cirka otte, da vi når toppen med de første 1.400 højdemeter i benene, og det føles, som om verden kun lige er ved at stå op. Luften er tynd, men jeg nyder udsigten og historiens vingesus.

Foto: Weronika Szalas og Adam Kolarski

Det bedste fra to områder

Vi er blevet inviteret med på en helt ny og unik cykeloplevelse i det nordlige Italien. Konceptet hedder La Pedalata og er et samarbejde mellem to cykelvenlige hoteller i henholdsvis Alperne og Dolomitterne, nemlig Hotel Funivia i Bormio og Hotel Melodia del Bosco i Badia.

Ejerne af de to hoteller Daniele og Klaus er begge voldsomt cykelinteresserede. Både personligt og i en mere professionel sammenhæng, hvor de hver især driver hoteller, der henvender sig specifikt til cykelmotionister med cykelvenlige faciliteter, guidede ture og mulighed for cykeludlejning.

Fordi hotellerne ligger i hver sit område, ser de to ikke hinanden som konkurrenter. Tværtimod har de altid anbefalet kunder at bo på hinandens hoteller, hvis de i fremtiden ville besøge det andet område og bo på et lige så cykelvenligt hotel.

For et år siden mødtes Daniele og Klaus over nogle øl, og så blomstrede idéerne og kreativiteten, som det jo ofte sker. Alperne og Dolomitterne er hver især to af de mest populære cykeldestinationer i Italien, men indtil nu har cykelturister været tvunget til at vælge det ene område frem for det andet.

De to hotelejere diskuterede, om det ikke var muligt at lave noget sammen, der kombinerede det bedste fra begge områder. Resultatet blev La Pedalata, som er en guidet tur med fuld support og forplejning, hvor du cykler fra Alperne til Dolomitterne og retur igen.

Turen findes i to forskellige versioner. La Pedalata Tosta er en tredagestur, hvor du på første dag cykler 230 kilometer fra Bormio til Badia, på anden dag cykler en kort runde i Dolomitterne og på tredje dag cykler 200 kilometer retur til Alperne og Bormio.

Tosta er det italienske ord for stædig og vedholdende, og det er præcis, hvad du skal være for at kunne klare denne tur. Og så skal du selvfølgelig være i ret god form.

Lyder det for voldsomt for dig, er der også en La Pedalata Lieve, som betyder light. Her er tempoet lavere, og de to lange etaper er delt op midtvejs, så du klarer turen på fem dage i stedet for tre. Denne tur er mere tiltænkt bikepackere, der selv kan transportere de ting, de har brug for, på cyklen.

Kage til morgenmad

Premiereudgaven af La Pedalata, som vi er inviteret med på, er selvfølgelig Tosta-udgaven. Det betyder tidlig afgang, så vækkeuret ringer klokken seks på det charmerende Hotel Funivia i Bormio. Jeg åbner døren til balkonen og mærker den kølige bjergluft.

Funivia er er et traditionelt skihotel, som nu har fået øjnene op for cykelturisme. Det er Danieles svigerfar, som startede hotellet, der dengang kun var henvendt skiturister, men da Daniele og konen Elisa overtog det øgede de fokusset på cykelturister. 

I kælderen er et stort aflåst rum til cyklerne, et komplet værksted, der er vaskeposer til beskidt cykeltøj på værelserne, og hotellet har en aftale med cykeludlejningen Spot On, som jeg får min cykel fra. Stilen er dog stadig meget gammeldags. Alt er lavet i træ, og ikke to værelser på hotellet er ens.

Ved morgenbordet bemærker jeg, at jeg er den eneste, der spiser havregryn med mælk, mens flere af de andre starter med at fylde deres tallerkener med kage, mens de bunder et par caffé. Så er vi kommet til Italien, tænker jeg og beder til, at min solide bund af langsomme kulhydrater vil holde mig kørende hele dagen.

Et par timer senere er vi på toppen af Gavia, hvor jeg startede historien. Vi gør stop ved den lille café, hvor jeg har fornemmelsen af, at vi er dagens første gæster. Daniele, vores guide, skal ind og sætte en streg på væggen. Det gør han, hver gang han når toppen af Gavia.

Udsigten over dalen på den anden side er fantastisk og særligt på denne tid af døgnet, hvor det føles, som om vi er de eneste mennesker på bjerget. Kun et par bjerggeder, og det er ikke Omar og Gabriele, forstyrrer stilheden.

Men her er koldt, så vi tager godt med tøj på og tager hul på nedkørslen. Den er smal, stejl, snørklet og med dårlig asfalt, men til gengæld kommer man hurtigt ned i bunden ved Ponte di Legno, hvor temperaturen er mærkbart højere.

Et kort stop og af med de løse ærmer, så stiger vejen med det samme igen. Vi tager hul på dagens anden stigning, som er den 11 kilometer lange Passo del Tonale. Stigningsprocenten er jævn, kilometerne flyver afsted, og pludselig når vi toppen i knap 1.900 meters højde.

Passo Tonale er en udpræget skisportsby, der primært består af hoteller og skiudlejning, og flere af liftene kører faktisk, da vi kommer forbi. På toppen gør vi dagens første længere stop, og jeg stifter for første gang bekendtskab med den glimrende forplejning, vi har med os i følgebilen.

Her er små trekantede sandwich med skinke og ost, brød med dertilhørende ægte italiensk carpaccio og tre forskellige slags hjemmebagte energibarer eller snacks, som kokken på hotellet har bikset sammen. Det smager himmelsk, og så er det ingen sag at tanke op til yderligere 200 kilometer.

Den italienske actionman

Det er nok på tide, at jeg introducerer de andre deltagere på turen. Man kan roligt sige, vi er et umage hold. Foruden mig selv er vi Gabriele, som er en italiensk journalist, der skal skrive om turen til det italienske cykelmagasin Alvento. Han er af italiensk statur, kører gran fondos og taler næsten ikke et ord engelsk.

Adam og Weronika er et polsk par, som også skal med. De har tilbragt hele sommerhalvåret i Italien og Schweiz, hvor de cykler rundt og bikepacker uden nogen større plan, og ofte ved de ikke, hvor de skal hen, når de står op om morgenen. Om vinteren arbejder de begge som guider på Tenerife. 

De overnattede tilfældigvis på hotellet og blev derigennem spurgt, om de ville med på turen. På denne tur cykler Adam med, mens Weronika bliver i følgebilen som vores private fotograf.

Hannah er en ung amerikansk kvinde, som i øjeblikket bor i Italien. Hun er overtatoveret, har sort farvet hår og har tidligere gjort sig på fixed gear-scenen til løb som for eksempel Red Hook Crits. Hvis du ikke kender det, så slå det op på YouTube og lad dig fascinere. Nu er hun paracykelrytter på højt niveau og lever som professionel blandt andet gennem indtjening via Instagram.

Claudia og Omar er venner af huset og med af den grund. Claudia bor selv i Dolomitterne og elsker bare at udfordre sig selv på cyklen, mens Omar Di Felice er blandt verdens bedste ultra-cykelryttere og lever af at køre langdistanceløb. Og så vil jeg skyde på, han vejer 60 kilo.

Sidst men ikke mindst har vi Klaus og Daniele, der fungerer som guider på turen. Klaus er en høflig og midaldrende italiensk mand i forholdsvis god form, der efter min vurdering er væsentlig mindre højlydt end den gennemsnitlige italienske mand.

Men så er det godt, Daniele også er her. Hvis du forestiller dig en ærkeitaliensk mand i 50’erne og parrer ham med en actionman, så har du en meget god idé om, hvordan Daniele ser ud. Han må veje mindst 85 kilo i ren muskel, og hver en blodåre pumper så synligt under den papirtynde hud, at det ligner, de er ved at springe ud.

Han går under aliasset Stelvioman, der egentlig startede som en joke, men som nu har udviklet sig til hans brand med en Instagram-side og Assos logotøj, der sidder som malet på den muskuløse krop.

Men sku ikke hunden på hårene. Daniele snakker glimrende engelsk og er blandt de mest engagerede, vidende og bedste cykelguider, jeg nogensinde har mødt. Og så kører han rigtig godt på cykel.

I tysk territorium 

Lige inden vi tager hul på nedkørslen, krydser vi grænsen fra Lombardiet og ind i regionen Trentino, hvor Dolomitterne ligger. Herefter følger et langt nedkørsels- og dalstykke gennem Val di Sole, som nogle måske kender fra mountainbike.

Det er en halvstor vej med en del trafik, men kilometerne tæller for en gangs skyld hurtigt, og det er trods alt meget rart, når der stadig er langt igen. Pludselig drejer vi til venstre ind på en smal og snørklet vej, og så starter opkørslen til Passo Mendola.

Det går lidt op, lidt ned, så lidt mere op, og det er svært at finde ind i en rytme. Men der er fantastiske udsigter til at aflede opmærksomheden, da vi samtidig kører igennem Italiens største æbleområde med æbleplantager, så langt øjet rækker.

Undervejs lægger jeg også mærke til, at omgivelserne bliver mere og mere tyske af udseende. Hotellerne ligner forvoksede bjerghytter med træbalkoner beklædt med rødlige blomster, og alle skilte står på både italiensk og tysk. Vi er for alvor kørt ind i det sydlige Tyrol, og her taler størstedelen af befolkningen altså tysk.

Indtil nu har benene kørt upåklageligt, men et par kilometer inden toppen, kan jeg pludselig mærke noget komme snigende. Ikke noget voldsomt, men en lille følelse af ømhed og træthed. Jeg kigger på cykelcomputeren og konstaterer, at vi er lige præcis halvvejs både målt på distance og højdemeter.

Passo Mendola er heldigvis dagens nemmeste stigning, og på toppen venter et tiltrængt hvil og et længere frokoststop med en fantastisk udsigt over Adige-dalen. Det er Elisa, Danieles kone, og hendes veninde Sara, der kører følgebilen, og som allerede har linet forplejningen op, da vi ankommer.

Jeg klemmer så meget brød og energibar i mig som muligt, mens Omar topper den menu op med italiensk is. Solen bager, og her er 30 grader.

Krudt til et kvarter

Med fornyet energi vender vi forhjulet mod øst og suser ned ad nedkørslen mod dalen og hovedbyen her i regionen, Bolzano. Det er en fed nedkørsel med god asfalt, brede sving, godt udsyn og et super fedt flow. Amerikanske Hannah kører så stærkt nedad, at hun flere gange må stoppe helt for at vente på os.

I bunden kører vi på en cykelsti, som tager os lige igennem centrum af Bolzano, der med over 100.000 indbyggere er en ret stor by. Men cykel-infrastrukturen er fremragende, og med kun få stop er vi igennem. På den anden side af byen fortsætter cykelstien langs motorvejen mod Østrig og Adige-floden.

Vi kører på cykelstien i 20-25 kilometer. Det er et langt transportstykke, men med floden som fast følgesvend er det bestemt ikke kedeligt. Der bliver ikke sagt så meget i gruppen. Jeg tror, vi alle kan mærke benene her efter 170 kilometer i sadlen.

Pludselig gør vi stop ved en café. Nu er det slut med cykelsti og dalstykke, og herfra går det stort set op ad resten af vejen. Det er møgvarmt, og sveden driver af mig. Jeg tømmer en kold dåsecola, mens Omar denne gang indtager først én is og så endnu en bagefter.

Efter caféen starter vi lige på og hårdt med stigningen til Lajen. Jeg føler mig pludselig totalt flyvende og sætter mig på hjul af Omar, der eller har kørt alene helt i front på alle stigninger indtil nu. Cirka 15 minutter oppe drejer vi skarpt rundt til venstre, og så står vejen ellers lige op i himlen. 

To en halv kilometer med 11 procent i snit. Der var åbenbart ikke krudt til mere end 15 minutter i den cola, for jeg skal da lige love for, at jeg kom ned på jorden igen. I Lajen venter vi på de andre. Jeg kan snart ikke klare mere sukker, men tvinger det alligevel i mig med tanke på, hvad der stadig venter.

På den anden side af byen får vi for første gang de rigtige Dolomitter at se. Terrænet er helt anderledes her. Alperne er så høje og brutale, og der er længere imellem tinderne, hvorimod Dolomitterne er grønnere og mere tilgivende.

Efter en kort nedkørsel rammer vi Ortisei, og så er vi pludselig kørt fra ingenting og direkte ind i skiparadis. Her er folk overalt. Og hoteller. Jeg undrer mig over, hvad alle de mennesker laver her i en udpræget skisportsby langt uden for sæson.

Et tegn fra baglåret

I Ortisei tager vi hul på dagens sidste stigning, Passo Gardena. Helt fra bunden er den omkring 23 kilometer med 4,5 procent i snit, men det første lange stykke er igennem forskellige byer, så man mærker ikke stigningsprocenten for alvor.

Eller, det vil sige, jeg mærker den, for jeg forsøger igen at følge med Omar, der i bedste bjergrytter stil øger tempoet, når han står op i pedalerne, for så at sætte det ned igen bagefter. Jeg kører det samme malende tempo hele vejen og bliver således sat, hver gang han rejser sig, og kommer tilbage, når han sætter sig igen.

Pludselig kan jeg mærke en begyndende krampe i det ene baglår. Det må være et tegn på, at jeg skal slippe ham helt, så jeg sætter farten ned og tømmer en koffeingel i ren panik. Jeg er sgu lidt i krise. Jeg skal også tisse, men jeg er simpelthen bange for, at jeg ikke kommer i gang igen, hvis først jeg stopper her.

Jeg tør næsten ikke håbe på det, men pludselig kan jeg se, hvad der ligner toppen af stigningen og slutningen på mine ellers uendelige lidelser. Jeg parkerer cyklen i 2.100 meters højde efter 210 kilometer, 5.000 højdemeter og 9,5 time i sadlen og går ind på caféen, hvor Omar allerede sidder med et stykke tærte på størrelse med min hånd.

Det er efterhånden blevet aften og en anelse køligt heroppe. Vi tager løse ben og vindjakker på og gør os klar til de sidste 20 kilometer mod aftenens hotel, som heldigvis går nedad hele vejen. Vi har været afsted i 14 timer i alt, da vi endelig ankommer ved Hotel Melodia del Bosco i Badia lidt uden for Dolomitternes hovedby, Corvara.

Til aftensmaden er vi igennem både en salat, en forret med pasta, en hovedret med tilbehør og dessert skyllet ned med Weissbier. Har man brug for en ekstra gang pasta, spørger man bare. Det italienske køkken er altså bare noget helt særligt, og efter at have forbrændt over 7.000 kalorier holder jeg mig ikke tilbage.

Idylliske Dolomitter

Næste morgen slår jeg gardinerne til siden og tager udsigten ind. Her er grønt og frodigt, og køer med kæmpe klokker om halsen græsser under skiliftene på bjergsiden overfor. Det er ret fantastisk.

Udefra ligner hotellet ganske vist de fleste andre traditionelle skihoteller, men inden for er det langt mere strømlinet og moderne, og restauranten er rigtig fin. Jeg forstår også hurtigt, hvad der ligger i at være cykelhotel.

Vores cykler er parkeret i et stort aflåst cykelrum med værksted, morgenmaden er særdeles cykelvenlig, og det vasketøj, jeg i går afleverede i min vaskepose fra værelset, kommer i dag tilbage i en kurv med mit værelsesnummer. Ovenikøbet lagt sammen.

I dag skal vi ud på en ”restitutionstur”. Det vil sige, at vi skal køre Sellaronda-ruten fra det populære motionsløb i området, Maratona dles Dolomites. Selvom Sellaronda ganske vist er den korteste rute, er den altså stadig på 55 kilometer med 1.800 højdemeter fordelt på fire bjergpas.

Desværre ser vejret ikke alt for godt ud i dag, så vi skynder os ud på cyklerne. Vi starter direkte ud med Gardena og kører den vej rundt, men benene har det overraskende godt ovenpå gårsdagens monstertur. Selvom det er køligt og skyet, er udsigterne spektakulære.

Dolomitterne er et sandt mekka for cyklister med fantastiske veje, utallige stigninger og masser af muligheder for at gøre stop undervejs. Det eneste minus er, at her kan være meget trafik i højsæsonen. Flere gange om året afholdes der officielle Bike Days, hvor bestemte veje i perioder lukkes helt af for trafik for at lokke cyklister til. 

De fleste stigninger er mellem fem og ti kilometer og overkommelige i stigningsprocent, så de fleste kan være med. I dag cykler Danieles kone Elena, som sad i bilen i går, for eksempel med. For dem, som vil udfordres mere, ligger stigningerne samtidig så tæt på hinanden, at man kan nå mange på en dag.

De bløde tinder og de grønne farver minder mig på en eller anden måde om landskabet fra Teletubbies, hvor mærkeligt det end lyder. Jeg ”nøjes” med Gardena, Passo Sella, Passo Pordoi og Passo Campolongo og vender retur til hotellet for at lade op til endnu en lang dag i morgen.

Russer-sensation og tyrolsk slager

Tredje dag ringer vækkeuret igen klokken fem. Der er afgang klokken seks, for foran os venter 200 kilometer og knap 4.000 højdemeter med ikoniske Passo dello Stelvio som rosinen i pølseenden. Alle vejrudsigter lover regn i dag, så jeg pakker mig godt ind.

De første 20 kilometer er direkte op til toppen af Gardena, hvor vi kørte ned for to dage siden, så vi får hurtigt varmen. Solen titter ovenikøbet frem igennem skyerne, der ligger helt nede mellem hårnålesvingene. Det er episke scener her klokken lidt i syv. 

Men vi spiser højdemeter til morgenmad og skyller det ned med varm the på toppen med de første knap 1.000 højdemeter i benene. Så går det ellers nedad mod Ortisei, og da vi rammer bunden, er det kort-kort-vejr. Det er vildt, som det kan skifte i bjergene.

Fra Ortisei drejer vi væk fra ruten, vi kørte den anden dag, og kører den lille stigning Passo di Pinei op til Alpe di Susi, hvor der blev kørt enkeltstart i Giro d’Italia for et par år siden. Det var her, den ukendte russer Alexander Foliforov sensationelt satte Steven Kruijswijk og resten af verdenseliten til vægs.

Vi kører den vej ned, som rytterne kørte op den dag, og det er en superfed nedkørsel med bløde sving og et godt flow. I bunden kører vi igennem byen Castelrotto, som ifølge Klaus er kendt i hele Tyrol, fordi en kendt slagergruppe kommer derfra. Jeg behøver ikke lytte til mange sekunder, før jeg konstaterer, at musikken ikke lige er min smag.

Kort efter er vi tilbage på cykelstien fra den første dag, som vi følger ind til Bolzano. I Bolzano drejer vi væk fra den kendte rute og følger i stedet Adige-dalen op mod områdets næststørste by, Merano. Hele dette stykke cykler vi på en perfekt cykelsti langs floden og med bjerge på begge sider, og man har på fornemmelsen, at stien må være det eneste flade stykke vej i miles omkreds.

Efter 30 kilometer på cykelstien holder vi et længere frokoststop i Merano. Cykelcomputeren siger 105 kilometer og omkring fire timer i sadlen, så vi er lidt over halvvejs. Det er vi til gengæld ikke målt på højdemeter.

Tre ottekilometers stigninger lagt sammen

Klaus når lige at fortælle mig noget om, at dalen, som vi følger hen til foden af Stelvio, er det sted i Italien, hvor det regner mindst. Og det er da også imponerende, at det øjensynligt regner alle steder rundt omkring os, men ikke lige præcis hvor vi cykler. Sekundet efter styrter det ned.

Nå, men der skal mere til at tage det gode humør fra os, så vi fortsætter ufortrødent på cykelstien, der synes at fortsætte i uendeligheder. I alt har vi vel kørt omkring 80 kilometer på cykelsti, og det er måske ikke det mest inspirerende, når alle de fantastiske bjergveje er lige rundt omkring os, men til gengæld er cykel-infrastrukturen fremragende, og her er ingen trafik at tage hensyn til.

Endelig drejer vi væk fra cykelstien. Regnen er heldigvis stoppet, og der er ikke andet end bjerge ligefrem. Vi er i Stelvio-dalen. I Prato allo Stelvio holder vi et sidste stop inden dagens og turens nok største udfordring, som byens efternavn tydeligt afslører.

Udsigten fra Stelvio er spektakulær. Selv i dårligt vejr med lav sigtbarhed, som vi havde, er der noget episk over at cykle her.

Vi har cyklet 150 kilometer, og det er mere end syv timer siden, vi forlod hotellet i morges. Benene er sgu lidt stive. Det virker heller ikke særlig beroligende, når Stelvioman fortæller, at man virkelig skal pace sig selv og undgå at gå for dybt for tidligt, fordi Stelvio jo ikke bare er en stigning på otte kilometer, men hvad der svarer til tre ottekilometers stigninger lagt sammen. Tak skal du ha’.

Jeg fylder dunken med energipulver med koffein og klemmer kokkens hjemmebagte energibarer og 50 gram chokolade i kæften. Nu skal jeg bare op.

Tallene taler sit klare skræmmende sprog, og hold nu fast: 24 kilometer, 7,6 procent i snit, 1.800 højdemeter og 48 hårnålesving. Vi cykler afsted og tager hul på de første seks-syv kilometer, som er de mindst spændende. Her stiger det let, og vejen går bare ligeud.

Omar tager fronten og sætter sit sædvanlige, kedelige tempo, som han vel kan holde i en uges tid, med Stelvioman i midten og mig bagerst. Pludselig går der ræs i den. Stelvioman går forbi Omar og hæver tempoet, men jeg bidder mig fast.

Ned på alle fire

Vi må simpelthen være halvvejs nu, tænker jeg og rækker ud efter en koffeingel i lommen. Jeg kan virkelig mærke benene og føler, at vi allerede har kørt opad i en evighed. Jeg kigger ned i asfalten, og pludselig passerer ”1/3” tegnet med kridt ind i mit synsfelt. Vi har kun kørt en tredjedel.

Omar har i mellemtiden opgivet at følge Daniele, men med denne mentale mavepuster mister jeg også moral og må lade den italienske actionman fortsætte turen alene op ad sit eget bjerg. Kort efter kører Omar lige forbi mig.

De 48 hårnålesving hjælper heller ikke på moralen. Størstedelen ligger nemlig på de sidste seks kilometer af bjerget, og i hvert hårnålesving tæller et skilt ned fra 48, så når du godt mør og efter at have kørt opad i en time kun passerer sving 36, er der virkelig langt igen.

Det har været overskyet det meste af dagen, og selvom det ikke regner, er vi nu på vej så højt op, at skyerne ligger som en tyk tåge mellem træerne, der dominerer den midterste del af stigningen. Jeg passerer halvvejspunktet og kommer ud på et mere åbent stykke, hvor luften føles tydeligt køligere.

Der er stadig langt op. Men jeg har fundet ind i en god rytme og passerer da også nogle andre cyklister på vej op, heriblandt en som kravler på alle fire ved siden af sin cykel. Det kan man kalde en krise.

På den sidste tredjedel af bjerget afløser det ene hårnålesving det andet, og her er en fantastisk udsigt, som du garanteret har set på billeder. Den ser vi intet til i dag. I tågen heroppe kan vi maksimalt se et par hundrede meter frem, men jeg er også nået til et punkt, hvor det er nok for mig.

Om det er højden langt over 2.000 meter, ved jeg ikke, men efter at have kørt opad uafbrudt i omkring halvanden time, er jeg nu i total undtagelsestilstand. Det er ét sving og én kilometer ad gangen. Og jeg tæller. Heroppe er den tykke tåge efterhånden blevet til regn, og da temperaturen samtidig siger tre grader, falder regnen som is.

Pludselig dukker toppen frem ud af tågen. Om det er tågen, eller fordi jeg har kørt mig så langt ud, at jeg er helt skeløjet, ved jeg ikke, men jeg kører de sidste par hundrede meter nærmest i blinde og fortsætter faktisk forbi caféen på toppen, hvor Daniele og Omar er stoppet, fordi jeg ikke ser dem.

Den ultimative cykelrejse

Der er noget helt særligt over at køre de kendte stigninger, som vi i TV ser profferne udkæmpe drabelige slag på. Dagens oplevelse har givet mig den største respekt for rytterne i Giro’en. 

Særligt dem, som kørte etapen for et par år siden, hvor Stelvio skulle forceres to gange. Og så ikke mindst Thomas De Gendt, der tilbage i 2012 grundlagde sin samlede tredjeplads i Giro’en med et vildt soloridt til toppen af Stelvio efter en syvtimers etape.

På toppen skifter vi fra kort-kort til komplet vintermundering og får en velfortjent tarta og en doppio, inden kursen sættes ned ad bjerget. Nedkørslen ned til Bormio er mindst lige så storslået som opkørslen fra Prato, men på denne side af bjerget kan vi rent faktisk se noget.

Jeg kan sagtens forstå, at Jeremy Clarkson fra bilprogrammet Top Gear for nogle år siden døbte Stelvio-passet ”the greatest driving road in the world.”

Efter præcis 200 kilometer, otte timer i sadlen, og 12 timer siden vi forlod hotellet i morges, ankommer vi tilbage til Hotel Funivia i Bormio. Over 10.000 højdemeter siden vi forlod det for to dage siden. Jeg skynder mig op på værelset og hopper i det bedste bad, jeg længe har fået.

Til aftensmaden er der en fed stemning. Vi er alle trætte, men også enormt stolte og lidt lettede over, at vi klarede den store udfordring, som turen var. Og ingen har på noget tidspunkt brokket sig over bjergene, benene eller vejret. 

De mange italienske retter skyldes ned med god vin og belgisk Kwaremont-øl. Efter middagen takker Daniele og Klaus os for, at vi er kommet og har deltaget i jubilæumsturen. De har også været spændte og håber at kunne dele oplevelsen med mange flere cykelturister i fremtiden.

Jeg er totalt solgt på konceptet. Vil du opleve det bedste cykelterræn, Italien har at tilbyde, uden at skulle vælge noget fra? Og vil du gøre det uden at skulle bruge tid og energi på alt det praktiske, der bare skal spille, for at sådan en tur kan lade sig gøre? Så kan jeg på det varmeste anbefale, at du lægger din tur i hænderne på Daniele og Klaus.

Og er du bekymret for, om formen er god nok til de lange etaper, så er der jo også La Pedalata Lieve. Jeg håber, jeg også bliver inviteret med på den.

Cykeludlejning

Du kan sagtens medbringe din egen cykel, og ellers kan du leje en igennem de cykeludlejninger, som hotellerne samarbejder med. Jeg fik stillet en Pinarello Dogma F8 til rådighed igennem Spot On i Bormio, som Hotel Funivia samarbejder med.

Trafik

Hvis du selv vil planlægge en rejse til enten Alperne eller Dolomitterne, skal du være opmærksom på trafikken. Især Alperne og Stelvio er i sommerhalvåret totalt overrendt af bilister og motorcyklister, og Daniele fraråder ligefrem at køre Stelvio i weekenderne. Er du i området, så spørg enten Daniele eller Klaus, hvor det er bedst at cykle på de forskellige dage.

Hotel

Både Hotel Funivia i Bormio og Hotel Melodia del Bosco i Badia er dedikerede cykelhoteller med særlige pakketilbud til cyklister, aflåste cykelrum, værksted, cykelvask, cykelvenlig bespisning, madpakker, tøjvask og mulighed for guidede ture. Uanset om du deltager i La Pedalata eller selv arrangerer en tur, kan vi kun anbefale cykelturister at bo på et af de to hoteller. Læs mere på hotelfunivia.it og roadbike.melodiadelbosco.it