”Fünf Pfund ohne Knochen."

Min far, tysker af herkomst og sindelag, sagde det ofte når han havde været på toilettet og efterfølgende skulle evaluere resultatet af sine latrinære anstrengelser og med lige dele eftertryk og stolthed bekendtgjorde: ”fünf Pfund ohne Knochen!” De af imaginationskraften derved fremkaldte billeder i den lille søns bevidsthed var ret entydige og ganske frastødende.

Jeg sidder på hug i marehalmen med Maap-bibshorts’ne nede om knæhaserne, en lille kilometer fra startområdet i Klitmøller og sender min far på plejehjemmet en kærlig tanke. Han går ikke længere på toilettet og besørger, men sidder lænket til en kørestol, ser tysk fjernsyn fra silde til sent og bærer ble.

[CITAT1]
Klokken nærmer sig 8. Om lidt skal jeg sammen med gutterne fra Fredericia CC absolvere den mellemlange distance (ca. 220 km) i årets Corona-forskudte udgave af gravelløbet »Dirty Jutland«, men først skal jeg lige af med ’fem pund uden knogler’.

Vi befinder os i midten af september; det har regnet hele natten i det vestjyske, og vinden hamrer derudaf. Retningen er usædvanlig, nemlig tolv sekundmeter i røven hele vejen fra Klitmøller til Skagen.

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]
”Fünf Pfund ohne Knochen” efterladt i den danske marehalm er ikke så dumt endda. Min far, den talblinde bankmand, alias Jochen Behlet og Tarzan Tykhoved (som min afdøde lillesøster og jeg af uransalige årsager titulerede ham), har alligevel ikke levet helt forgæves.

Nordøstenvinden gør sit til at stanken hurtigt fordufter (’so zu sagen’), og, mumler jeg stolt og emfatisk, så har jeg da i det mindste hele fem pund mindre at slæbe på når det om lidt går løs.

Sidst med ikke mindst, og som en slags ’Geheimtip’ til alle fremtidige tyske turister ved Vesterhavet: Det viser sig at halvvåd marehalm er både mere effektivt og hygiejnisk end selv det dyreste, tredobbelt polstrede toiletpapir man på disse civiliserede breddegrader tørrer røv i.

Hvorfor købe et dyrt bidet til sommerhuset ved Vesterhavet når man har marehalmen lige uden for døren? Og hvis man skider i dagbrækningen er halmen tilmed stadig dugvåd og egner sig, som sagt, fortræffeligt som en hybrid mellem ’Klopapier’ (ty. for da. lokumspapir) og bidet med røvskyl.

[CITAT2]
Jeg konstaterer at jeg ikke aner hvad marehalm hedder på tysk, men dropper at undersøge det og kører tilbage til starten hvor Uggi Kaldan, verdens mest anarkistiske og kaotiske løbsarrangør, står klar med kasket og tilbagelænet Ass-Jack-attitude for at give de sidste kærlige anvisninger.

Det hele er bare for sjov, siger han, denne lystløgner, velvidende at det forestående for mindst tredive af de fremmødte er en dødsensalvorlig leg der handler om at vinde over sig selv og knuse de andre i den jordiske tilværelseskamp.

Livet er herligt, og Vesterhavet er en gave til alle disse plagede menneskebørn der forsøger at overkomme deres midtvejskriser ved at købe afsindigt dyre cykler, iklæde sig tøj fra øverste hylde og spænde sig selv på Ixions evigt brændende flammehjul.

Det vi alle håber: at det permanente stormløb mod den yderste grænse i det mindste fører en forbigående udfrielse og forløsning med sig. Det vi alle frygter: at det ender med (endnu en) fadæse og deraf yderligere ophobning af frustration.

[SPLIT] [IMG3]  [SPLIT]

Vi bygger vores slotte i himlen og i sandet

De sidste to år af mit liv har været en lang undtagelsestilstand, og jeg overdriver ikke hvis jeg siger at benene har været dårlige. En forpint sjæl giver elendige ben, tro mig: meget, meget ringe ben, og jeg kommer aldrig til at forstå hvordan en professionel cykelrytter kan begå sig i et felt bestående at glubske ulve hvis han er martret og bøjet ned i støvet af tilværelsesbrutaliteten.

Wie auch immer: som altid håber jeg til det sidste; og dette kunne jo, tænker jeg, være dagen hvor der pludselig var hul igennem til det hele, både til himlen og til benene, og måske kan jeg blive hos de hurtigste det meste af vejen, og hvis jeg nu spiller mine kort rigtigt og sidder på dæk og ikke har defekt, så kunne det tænkes at jeg ikke bliver savet midtover af mine klubkammerater.

Alene det sidste ville være en triumf.

[CITAT3]
Thomas Bundgaard og Benjamin Justesen, disse semiprofessionelle stortalenter, står på stregen, og alle ved at det er dem der kommer til at styre slagets gang. Vi bygger vores slotte i himlen og i sandet (hør for Guds skyld Paul Kalkbrenners sublime ”Sky and Sand” før du dør), men tænk, ja, tænk hvis jeg kunne holde deres dæk hele vejen til den gule kitschkulisse-by mod nord.

Jeg har vel retten til at drømme til det sidste, og hvis ikke jeg tror på det, sker det i hvert fald aldrig, og nu vejer jeg allerede fem pund mindre, og det piner mig slet ikke at der et sted i nærheden af Nystrup Camping findes en plet der for stedse vil være så kontamineret af affaldsstoffer fra det menneskelige legeme at denne plet aldrig igen skal bære marehalm.

Solkongen, Kæmpe Kalle, The Gravel Butcher, Dr. Fast og Kongsted

Vi har passeret Hanstholm. Om lidt kommer det kritiske stykke hvor vi bliver ramt af sidevind, og underlaget er så ujævnt at man nemt kan blive fanget bag et styrt eller ganske enkelt blive kørt ud af hjulet. Solkongen har problemer med hjertet og har haft det længe. Pludselig er pulsen 220, og når den er det, bliver Le Roi Soleil nødt til at sætte Tesla-batterierne på pause.

Jeg ved ikke om han allerede er forsvundet ud af agterstavnen, men hvis han stadig sidder deromme, varer det ikke længe før han slipper. En gang ejede han et helt imperium bestående af solcentre fra Kolding til Haderslev, deraf navnet. Hans evner på en cykel er ellers sublime, og når hjertet ikke driller, er han i en klasse for sig.

Jens Peter sidder også bag mig. Vi kalder ham Kæmpe Kalle fordi han er berømt for mindst en gang om året at indtage vestkystens største is, en ”Kæmpe Kalle”, fra det legendariske Blå Ishus i Tversted. Kalle er godt kørende for tiden, men bliver sat tilbage af en hel lavine af defekter.

Dr. Fast sidder ved min side, og The Gravel Butcher, alias Martin Leonhard, Fredericias glar- og cykelmester nr. 1, sidder lige foran mig. Også den uhyggelige Søren Kongsted, der i 2019 vandt Ironman Copenhagen i aldersgruppen 40-44 i svimlende 8.33, er med helt fremme.

Faktisk sidder vi perfekt, klinet til Justesen og Bundgaard. Mathias Kirk fra Velofit Elite (Bundgaards ’hold’) holder sig også godt til. Som den eneste af de forreste kører han på en fully; en smuk Specialized i lilla costume-lakering. Han er blot en knøs i begyndelsen af 20’erne, men hans ben går som stempler, og de forekommer mig at være dobbelt så store som mine.

Henrik Schledermann fra Lyngby virker stærk som en okse, og The Gravel Butcher har gode ben, og selv når han har dårlige ben, er han uhyggelig. Jeg håber at de venter med at lukke helt op.

[CITAT4]
I dag er det som om mine bønner bliver hørt. De forgangne år er det nemlig her løbet er blevet afgjort, på dette umulige stykke med rædsomt underlag at Bundgaard og co. plejer at køre 450 watt i tre minutter for derefter at lade hoben bag sig, men i dag, i dag, ’ausgerechnet heute’, er strategien åbenbart ændret.

Tempoet er højt, vel er det det, men ikke umenneskeligt, og jeg sidder til min udelte begejstring og store forundring med uden for alvor at være presset.

Den tidligere A-rytter og uhyggeligt stærke Anders Krogh Jensen får i øvrigt defekt, men kører sig i løbet af de næste 100 km tilbage og ender på en flot femteplads små syv minutter efter vinderen, Thomas Bundgaard. Hvis ikke Krogh Jensen var punkteret, havde Bundgaard og Schledermann, løbets nr. 1 og 2, fået deres sag for.

[SPLIT] [IMG4] [SPLIT]
Bulbjerg-Purgatoriet og afgørelsen

Jeg sidder forrest med Martin Leonhard. Vi er ca. 10 mand tilbage i frontgruppen. Om lidt skal vi dreje skarpt til højre ind mod Bulbjerg, men vi navigerer forkert og fortsætter lige ud. I samme sekund lukker Justesen og Bundgaard op for damphanerne.

Alle der har kørt græsstykket inden man rammer Bulbjerg, ved at det er hæsligt. Jeg hopper og danser. Mine lunger hvæser, og rytteren foran mig kører som en sæk nødder. Han kan, viser det sig senere, træde afsindigt mange watt på lige vej, men han kan ikke styre sin cykel på teknisk vanskelige passager.

Jeg sidder sammen med Dr. Fast og The Gravel Butcher, de forreste ryttere har 100 meter da vi rammer den stejle trappe. Cyklen på ryggen. Træk vejret helt ned i maven. Kom nu, ikke give op! Helt ned i maven! Udsigten fra toppen er spektakulær, men jeg ser intet, hører intet, prøver bare at finde den korteste vej over plateauet. Er toget virkelig kørt?

To eller tre andre ryttere sidder sammen med mig, og ved et mirakels mellemkomst får vi lukket hullet til fronten lige inden vi en kilometer senere rammer et skovstykke. The Gravel Butcher punkterer. Urimeligt, decideret uretfærdigt, for han var sandsynligvis kommet med Bundgaard hele vejen hjem, men nu er det pludselig kun mig og Dr. Fast der er tilbage fra FCC.

[CITAT5]
Thorup Strand, Slettestrand, Blokhus. Alle destinationer bliver passeret i fin stil, og jeg begynder at tro på det umulige, men nej, nej, nej. Ved Blokhus bliver vi sendt ned på stranden, og der bliver vi næsten hele vejen til Løkken. Vinden er stadig i ryggen, solen er begyndt at skinne.

Jeg sidder bag Mathias Kirk der er som limet fast til Bundgaards hjul. Justesen sætter et nådesløst tempo. Solen er brudt igennem. Havet, himlen, det fygende sand! Vi kører 40 km/t på stranden. Og de bliver bare ved, og ved og ved med at trykke. Til sidst slipper jeg, først en meter, så to.

Bagfra rykker Dr. Fast og Schledermann uden om mig. Det samme gør Jesper Høgsted og Mathias Knudsen. Da vi drejer væk fra stranden og ind på mere humane stisystemer ved Grønhøj Strand Camping, er de allerforreste ude af syne.

Henrik Schledermann står i højre side af vejen og skyder en dart i sit bagdæk, og lidt længere fremme i vejkanten står min klubkammerat, Dr. Fast, og læner sig udmattet hen over sin cykel. Han spiser og drikker, kan jeg se.

Jeg bøjer mig over styret og giver fuld gas. Få minutter efter sidder han på mit dæk, og efter endnu et par kilometer kommer den vanvittigt stærke Schledermann op til os. Han sætter sig med det samme frem og tager en monsterføring; da jeg vender mig om efter fem minutter, er Fast væk. Langt, langt væk. Det forstår jeg godt for jeg sidder selv kun med på yderste mandat.

[CITAT6]
Dette er min krise; det er nu hammeren rammer. Den mentale og fysiske nedsmeltning kommer som lyn fra en klar himmel. Det lykkes mig at hænge på, og ind imellem går jeg frem og tager en minimal føring, men det er tydeligt at jeg er det svageste led i tomandskæden.

Hvis bare jeg kunne blive hos Schledermann en time til, så ved jeg at jeg kommer igen og kan køre stærkt de sidste 50 kilometer mod Skagen – hvis og hvis og hvis!

Desværre er det slut på et græsstykke i nærheden af Rubjerg Knude Fyr. Henrik glider langsomt, men sikkert væk, og nu er jeg alene, efterladt i et ingenmandsland af sand og himmel, hav og blæst og et ego der endnu ikke er kørt helt i smadder.

Anders Krogh Jensen kommer op til mig, og han har Mads Ecklon, Schledermanns kammerat fra Nordsjælland, med på slæb, eller rettere: Ecklon har allerede sluppet og sidder et par hundrede meter bag Krogh Jensen.

Jeg tager prompte hjulet, men lige lidt hjælper det. Jeg har krise, kæmpe krise, benene er låst, og jeg er tom, tom i hovedet, modløs og frygter at jeg om lidt går helt ned, lader Krogh Jensen glide væk igen efter 10 minutter, træder firkanter, forsøger forgæves at få kroppen i gang igen.

Det er for demotiverende at sidde alene, tankerne er destruktive. Jeg er begyndt at tale grimt til mig selv. Dette ER helvedes forgård. Til sidst beslutter jeg mig for at vente på Ecklon. Det viser sig at være en klog beslutning. Vi har i runde tal 50 km tilbage til mål og bliver hurtigt enige om at vi skal forsøge at blive sammen til mål.

[IMG5]

Det stående NU

Den ellers så pålidelige norske vejrtjeneste (yr.no) har varslet sol over middag, men opklaringen kommer aldrig. Det småregner. Ingen af os har bremsekraft tilbage, til gengæld er vi ved at genvinde rytmen.

De sidste 30 kilometer før målgang er det som om den nedbrudte krop og det ødelagte sind bliver vakt til live. Hul igennem, og selv om det er mørkt og koldt, er der højt til himlen hele vejen fra Tversted Klitplantage til Skagen. Pludselig kører vi igen plus 30, og jeg kan i gyldne momenter trykke 300 watt.

Vi kører over stregen efter 6 timer og 45 minutter, små 20 minutter efter Bundgaard og Schledermann. Jeg er helt paf over at sidstnævnte alene kørte fronten ind efter at jeg slap ham ved Rubjerg, og ikke nok med det: at han som det eneste var i stand til at følge Bundgaard hele vejen til stregen.

[CITAT7]
Uggi Kaldan har stadig sin rød- og sortternede skovmandsskjorte på, kasketten sidder hvor den skal. Humøret er højt. High five hele vejen rundt. Dirty Jutland er the shit.

Indrømmet: Kaldan er ikke til at stå for; han har den helt rette ånd og attitude til at arrangere dette løb, og nok er han kaotisk, men depoterne var på et helt andet niveau i år. The Gravel Butcher, Solkongen, Kongsted og Kæmpe Kalle har drukket whisky i depotet ved Skiveren.

De gennemfører helt i løbsdirektørens ånd. I det hele taget er det vanskeligt at sætte en finger på begivenheden. Naturen, som Uggi selvsagt ikke kan tage æren for, fejler intet på disse kanter – grus og sand og hav, løvskov og nåleskov så langt øjet rækker. Hvad vil du mere, lille, stakkels menneskebarn!

[SPLIT] [IMG6] [SPLIT]
Tænderne klaprer løs; der er sand overalt, ikke bare på cyklen, men også på kroppen. Tøjet er gennemblødt, og jeg ville give min højre arm for et varmt bad. Nu. Men også det har Corona sat en stopper for.

Jeg smider tøjet i et skur og tager vandslangen som er lagt frem til cykelvask og spuler mig ren mens vinden hamrer ind fra havet. Og da jeg et par minutter efter sidder i Kæmpe Kalles Volvo XC90, svøbt ind i tæpper og stadig ryster over hele kroppen, er det som om tiden går i stå.

Jeg er lykkelig, befinder mig kortvarigt i den tilstand skolastikerne kalder Nunc Stans – det stående Nu hvor Ixions brændende, evigt roterende flammehjul for en stund står stille og man er UDE af sig selv, ført via det smadrede legeme hen til en anden tilstand af rusfyldt salighed.

Jeg har endnu en gang kørt mit ego i hegnet, og hvis jeg nu til næste år sætter mig på hug og tvætter røven ren i marehalm… Man har jo altid lov til at bygge nye drømme i himlen og i sandet, og hvis ikke jeg tror på det, bliver det i hvert fald ikke til en skid.