Posts Tagged ‘Johan Museeuw’

Løven fra Flandern charmerede i Viborg

Posted on: august 19th, 2024 by Henrik Lindberg No Comments

Flandern kom en for en stund til Viborg. Personificeret ved legenden Johan Museeuw blev der kastet stjerneglans over Hærvejsløbet og l’Etape Denmark.

Med ordene ”Pedaleur de Charme” på t-shirten var der ingen tvivl om hensigten. Cykelstjernen Johan Museeuw var i høj grad på charmeoffensiv i domkirkebyen Viborg. Den hyggelige restaurant Latinerly var rammen om et vaskeægte social call, hvor Løven fra Flandern ikke havde behov for at vise tænder, men mere at skabe en afslappet atmosfære omkring egen person og cykling i Flandern.

Læs også: Flandrien Hotel – et åndehul i cykelmekka

Drama har der givetvis været nok af i Museeuws professionelle karriere. Pladsen her tillader ikke at gengive hele resultatlisten. Den er ikke desto mindre ret imponerende: Tre gange vinder af Paris-Roubaix. Tre gange vinder af Flandern Rundt. 11 sejre i World Cup-løb. Verdensmester i landevejsløb … plus alt det løse i en glorværdig karriere, der strakte sig fra 1988 til 2004. Den slags giver legendestatus.

Det er tydeligt, at Johan Museeuw hviler i sig selv, nyder sine tilkæmpede bedrifter og gerne vil promovere belgisk cykelsport rundt om i verden. Han stiller op med kendiseffekt for cykelbrandet ”Cycling in Flanders”, der er skabt af turistrådet for det nordlige Belgien. Han har desuden opbygget sit eget sted Cobblehouse, hvor cykelentusiaster kan booke ophold, guidede ture, middag med mesteren selv og meget andet.

DGI Hærvejsløbet og Cycling in Flanders er begyndt at samarbejde om at fremme cykelsporten over en bred kam. Det blev præsenteret på uhøjtidelig vis af både DGI, repræsentanter fra det belgiske turistråd og Johan Museeuw. Han fortalte kort om karrieren, livssyn og venskab med Eddy Merckx, der anbefalede ham at hæve sadlen med præcis to centimer. Ifølge Museeuw gav dette råd sejren i VM-cykling på landevej i 1996!

Læs også: Flandern: Cyklingens rige

Naturligvis var Johan Museeuw i Viborg for at deltage i Hærvejsløbet – L’Etape Denmark. Han kørte 50 km-landevejsruten og ville dermed synliggøre en konkurrence. Præmien var et ophold for to personer på hans Cobblehouse hotel for foden af Oude Kwaremont i Flandern. Dagen før Hærvejsløbet var Johan også med på et social ride, hvor udvalgte deltagere kunne få en god cykelsnak med legenden og en belgisk øl bagefter. 

Apropos belgisk øl og mad var eventet på Latinerly præget af netop dette. Som deltagere fik vi mulighed for at smage på den belgiske hofret: kødfyldt stuvning med solide pomfritter og lækker mayo. Netop dette har affødt en kreativ kampagneidé fra Cycling in Flanders: De har udviklet en særlig energigel med smag af retten ”stoofvlees-friet” og den må gerne nydes lunken fra cykellommen. 

Se Flandern Rundt i Aarhus med Johan Museeuw

Posted on: marts 22nd, 2022 by Velomore No Comments

Den 3. april kan aarhusianske cykel- og ølentusiaster komme med til cykelfest, når VISITFLANDERS igen viser Flandern Rundt på storskærm på Hantwerk ved Aarhus Lystbådehavn. Og i år har turistrådet taget cykelstjernen Johan Museeuw med. De første 100 øl på dagen er på turistrådets regning.

Pressemeddelelse

Efter et brag af et event i 2019 gæster turistrådet for det nordlige Belgien, VISITFLANDERS, igen Hantwerk ved Aarhus Lystbådehavn – kun et kvarters gåtur fra midtbyen.

I anledning af det ikoniske belgiske cykelløb Flandern Rundt holder Hantwerk nemlig ekstraordinært søndagsåbent den 3. april for at vise det legendariske cykelløb på storskærm og lange moules frites og kolde, hjemmebryggede belgisk-inspirerede fadøl over disken. De første 100 øl er på turistrådets regning.

 Foruden de mange belgiske – og danske – cykelstjerner på storskærm vil der på Hantwerk også være mulighed for at hilse på et belgisk cykelikon ansigt til ansigt.

Johan Museeuw lægger vejen forbi Aarhus og Hantwerk, når Flandern Rundt køres den 3. april. Foto: VISITFLANDERS

Årets event gæstes nemlig af ingen ringere end den belgiske cykelstjerne Johan Museeuw, der har en lang karriere som professionel cykelrytter bag sig (1988-2004).

Han har bl.a. vundet Paris-Tours (1993), Flandern Rundt (1993, 1995 og 1998), Amstel Gold Race (1994) og Paris-Roubaix (1996, 2000 og 2002). Herudover blev han verdensmester i landevejscykling i 1996.

I løbet af dagen vil VISITFLANDERS også organisere forskellige konkurrencer med mulighed for at vinde særligt cykel- merchandise. 

Den 3. april kan aarhusianske cykel- og ølentusiaster komme med til cykelfest, når VISITFLANDERS igen viser Flandern Rundt på storskærm på Hantwerk ved Aarhus Lystbådehavn. Og i år har turistrådet taget cykelstjernen Johan Museeuw med. De første 100 øl på dagen er på turistrådets regning.

– Vi glæder os til igen at holde cykelfest sammen med alle Aarhus’ cykelentusiaster på Hantwerk. Vores første arrangement ved Flandern Rundt i 2019 overgik alle forventninger, og vi har nu glædet os i hele tre år til at kunne gentage succesen, fortæller Dries Verclyte, der er ansvarlig for cykling hos VISITFLADERS, om det aarhusianske event, der både i 2020 og 2021 blev aflyst grundet pandemien.

Flandern Rundts aarhusianske lillebror

Vil man tyvstarte cykelfesten allerede om formiddagen, kan man få en smagsprøve på den stemning, der hersker ved Flandern Rundt, til den aarhusianske udgave af det ikoniske cykelløb. I Skivholme, der ligger knap 20 km udenfor Aarhus, samles 200 cykelentusiaster nemlig traditionen tro kl. 10.00 for at hylde Flandern Rundt med dens danske pendant, Ronde van Borum, der hvert år afvikles på samme dag som sin flamske storebror. Her cykles ti runder på en 7,4 km lang rundstrækning – med i alt 900 højdemeter undervejs.

Foto: VISITFLANDERS
Foto: VISITFLANDERS