Knæbeskyttere er noget af det sikkerhedsudstyr som de danske mountainbike-udøvere er begyndt for alvor at tage til sig. Udvalget er stort, og variationen i volumen og anvendelsesmuligheder er ligeså. Elevate Knee Guard fra PEARL iZUMi er i den lettere kategori, og firmaet angiver selv disse knæbeskyttere som enduro- og trail-kategorien, en kategori som skulle passe perfekt til de danske MTB-spor. Vi har testet dem grundigt i sensommeren og efterårsmånederne i Danmark.
Elevate Knee Guard er i princippet konstrueret på samme måde som ”løse knæ”. Det vil sige en relativ lang beskytter, som går fra kanten af et par bibtights (midt på låret), til lige over midten af skinnebenet. De holdes også fast på samme måde som løse knæ, i form af en klæbekant både for oven og for neden, uden mulighed for at justere eller stramme omkredsen. Det betyder også at man skal være sikker på at størrelsen passer, for at undgå at de glider op eller ned, når man giver den gas på sporet. Stoffet er syet af et strækbart Cordura® på forsiden, og et mesh panel på bagsiden, for at opnå maksimal komfort. Indlægget er de efterhånden klassiske D30® LP1 pads, som udmærker sig med stor fleksibilitet, og en meget høj grad af beskyttelse. Disse pads er placeret i en indvendig ventileret lomme, således at de kan tages ud, og stoffet kan vaskes ved 30 grader. En rigtig fin detalje. Hele bagsiden af beskytteren er godt ventileret af det åbne mesh stof, og et stort ovalt hul i knæhasen, sikrer ekstra komfort. På ydersiden af knæet er der flere små beskyttelsespads, og også på indersiden er der en enkelt. Et indsyet mærke fortæller hvilken side man har fat i.
På sporet
Knæbeskytterne er nemme at tage på, det foregår dog uden sko på. Man skal lige sikre sig at de sidder rigtigt, og er godt trukket til, vi fandt det optimalt at overkanten lige skulle ind under kanten på vores bibtights. Elevate Knee Guards er overraskende behagelige at have på. Når man har ramt den rigtige størrelse, er det også vores erfaring, at de bliver hvor de skal, også selvom turen byder på sektioner med meget pedalaktivitet. Hvis man vil undgå friktionsmærker (og det vil man!), er det vigtigt at de sidder til, og sidder godt. Konstruktionen med elastisk stof foroven og forneden, kræver at man har omfang af både læg og lår, som passer til de størrelser som fås, og derfor er det som altid vigtigt at prøve dem på, inden man køber – men det anbefaler vi også altid er tilfældet. Selve beskyttelsesindlægget er meget fleksibelt, men er ikke det største vi har set. Det dækker dog fint, hvor det skal, så det er nok et temperamentsspørgsmål om det fungerer for den enkelte bruger. Den meget åbne konstruktion giver masser af ventilation, og derfor er fungerer de også godt på varme dage.
Facit
Vi synes at PEARL iZUMi har lavet et godt bud på en all-rounder til de danske spor. Hvis man skal udfordre sig selv på mere tekniske passager, godt kan lide at hoppe højt og køre på kanten, så vil vi anbefale at man køber et sæt knæbeskyttere, med højere beskyttelsesniveau. Men til langt de fleste danske Mountainbike-udøvere, vil disse være et godt match. Den manglende justeringsmulighed vil sortere nogle brugere fra, men kan man leve uden, og i øvrigt passer dem godt, har man et godt bud på knæbeskyttere til en bred målgruppe.
Seneste kommentarer