Posts Tagged ‘Kristoffer Skjerping’

Norsk konti-hold henter WorldTour-rytter

Posted on: oktober 31st, 2016 by NH

Cannondale Drapacs Kristoffer Skjerping vender næste sæson hjem til Team Joker-Byggtorget.

Dermed siger amerikanerne farvel og tak til deres sidste skandinav, eftersom Matti Breschel også forlader holdet, til fordel for Astana.

Skjerping har kørt to sæsoner på WorldTouren uden at det er blevet til sejre. Den 23-årige rytter viste ellers lovende takter i 2014, hvor det blev til bronze ved U23-VM og en etapesejr i Tour de l'Avenir.

På Joker-Byggtorget bliver Skjerping holdkammerat med en anden hjemvendt norsk prof, nemlig Vegard Breen, der også tager en sæson på kontinental-niveau.

Skjerping havde dog et tilbud fra  det nystartede Pro Kontinental-hold, Aqua Bue Sport, der også har skrevet kontrakt med Lasse Norman Hansen, men irererne valgte at trække tilbuddet i 11. time. Også ONE Pro Cycling var på tale, men briterne valgte at takke nej.

Ung nordmand klar til belgiske brosten

Posted on: februar 22nd, 2016 by PMHH

Norge disker op med det ene cykeltalent efter det andet, og 22-årige Kristoffer Skjerping er en af dem, der stilles forventninger til. Som blot 20-årig fik kan kontrakt med WorldTour-holdet Cannondale-Garmin og kommer allerede i år til at prøve kræfter med de belgiske brosten i de klassikere, der nu nærmer sig.

– Jeg kommer igen til at have rolle som hjælper for holdet og lære af løbene. Men om et par år håber jeg, at jeg er klar til at køre efter topplaceringer, siger Kristoffer Skjerping, som Cykelmagasinet møder i Sydfrankrig, hvor han kørte Tour du Haut Var-matin.

Her havde han også rollen som hjælperytter, men erkendte, at benene ikke var til at yde den store hjælp på den første etape. Også på den anden og endnu hårdere sidste etape kneb det. Kristoffer Skjerping var med i en større gruppe hægtet klart af feltet, da rytterne gik ud på den sidste rundstrækning på 17 km. Næsten alle i hans gruppe opgav og heriblandt nogle holdkammerater, men nogle stykker og heriblandt Kristoffer Skjerping fortsatte. En nordmand giver ikke bare op, fordi det er hårdt.

Skjerping mener også, at det er de barske forhold under vintertræningen i Norge, der gør, at nordmænd klarer sig godt i den hårde branche, som professionel cykling er.

– Vi løber meget på ski og er vant til barske vejrforhold. Derfor tror jeg også, at brostene og det belgiske vejr passer godt til mig, siger Kristoffer Skjerping.

Han har dog skiftet hjemmet tæt ved Bergen ud de sydlige himmelstrøg og bor nu nær Cannondales hovedkvarter, hvor mange fra holdet også bor. Skjerping lægger vægt på det, fordi Cannondale støtter de yngre ryttere.

– Det er et godt sted for unge ryttere. Du får stor hjælp, siger Kristoffer Skjerping.

At Cannondale satser på unge ryttere, viser holdets sammensætning. Selv om Kristoffer Skjerping er blot 22 år, er han ikke den yngste. Og der er ti ryttere under 25 år.

Kristoffer Skjerping kom til Cannondale-Garmin efter to år på det norske cykelprojekt Joker Merida og hentede her straks resultater, der banede vejen for en kontrakt med det amerikanske storhold. Han blev nummer to i U23-udgaven af Flandern rundt og viste her, at brosten ikke stopper ham. Senere hentede han bronze i VM-U23 og vandt første etape af talenternes udgave af Tour de France, Tour de l’Avenir.

Nye regler for U23-klassen gør dog, at han ikke kan køre VM i år, men satser i stedet på at komme på det norske hold til ”det rigtige” VM. Han deltog ikke sidste år og var en smule skuffet over, at han ikke blev udtaget.

– Jeg erkender, at jeg ikke lige havde topformen på det tidspunkt. Den håber jeg at ramme i år, siger Kristoffer Skjerping, der har et hårdt forårsprogram, der også bringer ham til Californien rundt.

Norsk stortalent hasteindkaldt til hed debut

Posted on: januar 14th, 2015 by NH

Kristoffer Skjerping kan se frem til en markant tidligere debut som professionel cykelrytter, end han var stillet i udsigt.

Cannondale-Garmin har i sidste øjeblik besluttet, at den norske bronzemedalje vinder fra VM, skal køre Tour de San Luis om blot fem dage.

– Det er kommet pludseligt. Jeg blev ringet op for et par dage siden, og blev fortalt at der var en skade på holdet, så jeg blev udtaget i stedet, forklarer Skjerping til procycling.no.

– Man skal jo være klar når man står som reserve, men det kom ret pludseligt. Jeg har stået på ski i to uger i Trysil, men glæder mig meget til at begynde sæsonen.

Bekymret for varmen
Vejrudsigten i Argentina lover høje temperaturer, hvilket kan blive lidt af et problem for den kulde vante nordmand:

– Det bliver nok utrolig hårdt. Første etape er med et bjerg på omkring 18 kilometer, så det bliver noget af et skifte. Jeg har cyklet i minus 10 grader i dag, og vejrudsigten lover 30 grader i Argentina næste uge. 

– Jeg har ikke tacklet varmen så godt før i tiden, men det var bedre sidste sæson. Den sidste etape er ret flad, så hvis jeg kommer godt ind i løbet, kan det være en etappe der kunne være noget for mig. Men der er svært at vide hvordan formen er, når man kun har været ude på ski og CX-cyklen.

– Jeg må klæbe mig til Mark Cavendishs baghjul i bjergene, lyder det spøgefuldt fra nordmanden.

 

CULT vraget til fordel for Garmin-Cannondale

Posted on: oktober 17th, 2014 by NH

I dag blev det endeligt bekræftet: Kristoffer Skjerping har skrevet kontrakt med Garmin-Cannondale.

Der har længe været kamp om Skjerpings underskrift, efter den 21-årige nordmand slog sit navn fast i Pro-holdenes bevidsthed, da han tog bronzemedaljen ved årets U23-VM.

CULT Energy Pro Cycling var også med i kapløbet om Team Joker-rytteren, men i sidste ende vandt WorldTouren og fusionsholdet Garmin-Cannondale, hvor Skjerping bliver holdkammerat med danske Lasse Norman Hansen.

Skiftet blev offentliggjort på et pressemøde tidligere i dag.

Skjerping til World Touren – ikke CULT

Posted on: oktober 7th, 2014 by FBO

Norske Kristoffer Skjerping har været sat i forbindelse med mange forskellige hold. Deribland danske CULT, men også World Tour-hold som Garmin, Lampre og Sky.

Ifølge procycling.no siger Skjerpings agent, at valget er taget, selvom kontrakten ikke er underskrevet endnu.

– Kristoffer kommer til at køre for et World Tour-hold næste år. Der er fortsat småting, vi venter på i papirarbejdet, men vi har en mundtlig aftale. Overgangen bekræftes, når det aktuelle hold ønsker det, fortæller agenten, Laukka, til procycling.no.

 

CULT: Skjerping er interresant

Posted on: oktober 2nd, 2014 by AS

– Kristoffer Skjerping er ung, nordmand og en dygtig cykelrytter. Selvfølgelig er han interresant for os, fortæller Christa Skelde til Cykelmagasinet

Kristoffer Skjerping var en del af det norske succesmandskab til U23-VM i sidste uge, hvor han kørte en flot bronzemedalje hjem efter, at holdkammeraten Sven-Erik Bystrøm havde taget guldet i ensom majestæt.

Skjerping kører i år for kontinentalholdet Team Joker, men er efter sin fine VM-præstation et af de varme navne på rygtebørsen, hvor både Garmin-Sharp, Lampre, Team Sky og danske Team CULT Energyhar været nævnt som destination for den hurtige nordmand. 

Christa Skelde bekræfter da også interessen for ham:

– Der er mange om buddet på ham, men han ville være vildt spændende at arbejde med. Men jeg har ikke snakket med ham endnu.

Team CULT Energy har indtil videre 10 ryttere på plads og arbejder nu videre på at fylde de sidste af holdets 16-18 pladser op. Der bliver dog ikke plads til flere fra det nuværende Team CULT Energy:

– Der kommer ikke flere med fra det gamle. Vi har snakket med alle og afsluttet de kontraktsamtaler, der skulle afsluttes. Men vi arbejder stadig hårdt videre, og vi håber på at kunne præsentere en ny rytter i starten af næste uge.

Norske medier: Garmin foran CULT i Skjerping-kamp

Posted on: september 30th, 2014 by FBO

Kristoffer Skjerping blev 3’er til U23-VM, kun slået af sin egen landsmand Sven Erik Bystrøm og Orica GreenEdge-ryttere Caleb Ewan. Det har fået mange til at åbne øjnene for talentet.

Bl.a. er danske CULT Energy Vital Water interesserede.

– Kristoffer gjorde en sindssygt flot figur under VM. Jeg ser på ham, som en ryttertype, der vil passe ind på de fleste niveauer. Vi er selvsagt interesseret i en rytter som ham. Han har gjort en meget god efterårssæson med blandt andet etapesejr i Tour de l´Avenir og VM-bronze. Vi er nok ikke de eneste, som ser det, fortæller Michael Skelde til procycling.no.

Men procycling.no erfarer, at andre hold ligger endnu bedre til i kampen om Skjerping.

Forrest er Garmin, mens Sky, Bretagne Séchè Environnement og Lampre også har gjort sig tilnærmelser.

Til gengæld afvises det, at MTN-Qhubeka skulle have interesse i rytteren, selvom rygterne har sagt sådan. Det sydafrikanske hold er nemlig fyldt op med 22 mand.

CULT og Sky jagter nordmand

Posted on: september 28th, 2014 by NH

Norske Kristoffer Skjerping er et varmt navn hos både CULT Energy og Team Sky.

Den unge nordmand gjorde opmærksom på sig selv, ved det netop afholdte U23-VM, hvor han tog bronzemedaljen, efter landsmanden Sven Erik Bystrøm havde taget guldet.

Ifølge norske VG, har Sky-bossen, Dave Brailsford, allerede forhørt sig om Skjerping hos den tidligere professionelle norske cykelrytter, Kurt Asle Arvesen.

Men Tv2 Norge vurderer, at det er mere sandsynligt, at den nuværende Team Joker-rytter skifter til danske CULT Energy Pro Cycling.

Selv siger Skjerping, at han har masser af tilbud at vælge mellem, men at han endnu ikke har truffet en beslutning.

Verdensmesteren Sven Erik Bystrøm har allerede skrevet kontrakt med Katusha, hvor han bliver holdkammerater med landsmanden Alexander Kristoff.