Den 13. juli gennemførte Lachlan Morton sit måske vildeste eventyr til dato, da han ankom til Paris og dermed klarede udfordringen med at cykle Tour de France-ruten inklusive transfers og uden nogle former for hjælp hurtigere end Tour-feltet. Faktisk klarede Morton det med knap en uge i overskud.

Vi tegner her et portræt af manden, der ikke er, som cykelryttere er flest, men som har en helt særlig evne til at inspirere og fascinere nye målgrupper inden for cykling.

Det har aldrig været en del af Lachlan Mortons drejebog at spille efter de konventionelle regler. Alene det gør ham til sjældenhed i moderne, professionel cykling.

Ved hjælp af et råt naturtalent og individuel styrke, toppet med en unik personlighed, har han formået at nå hele vejen til den store cykelscene: World Touren. Undervejs har han – af egen fri vilje – sneget sig ud af lycra-rampelyset for en stund og er sidenhen vendt tilbage på højeste niveau for at køre ud fra egne præmisser.

Sidenhen har han skabt sin egen branding og tilvejebragt sin egen definition af, hvad professionel cykling er for en størrelse.Landevejscykling er en sport, som oftest indrammes af voldsomt stolte traditioner – noget Morton både respekterer og opponerer imod.

Han har gjort sig bemærket i denne moderne tid ved at forlænge med EF Education First og planlægge et ”alternativt” løbsprogram, som har sendt australieren (og lejlighedsvis andre holdkammerater) ud på alt fra gravelløb til ugelange  udholdenhedsløb med egen cykeloppakning. Derudover skal medregnes enkelte mountainbike- og cyklecross begivenheder og – selvfølgelig – en Everest-challenge.

I disse de usikre tider for professionel cykelsport kan hans tilgang til cykling være billetten til turen ind i fremtiden, og han anses af flere for at være en pioner for, hvordan cykling kan se ud i den usikre og uforudsigelige fremtid, som ligger forude.

[SPLIT][IMG3][IMG4][SPLIT]

Prof eller ikke-prof

Cykelmagasinet (CM): Da du blev professionel (for holdet Chipotle, red.) flyttede du til Girona og så derefter ud til at miste interessen for cykelløb og stoppede pludseligt. Hvad skete der?

Lachlan Morton (LM): Det var kombinationen af flere forskellige ting. Jeg var meget ung – 19 år på det tidspunkt. I de forudgående otte år var professionel cykelrytter det absolut eneste jeg ønskede at være. Jeg var 19 år, var flyttet til udlandet, men havde ikke realiseret mig selv.

Jeg var reelt en smule fortabt. Jeg var også isoleret fra familie og venner. Men jeg var ret stædig og ønskede at gøre tingene på min egen facon. Jeg prøvede at gøre alt selv og endte med at isolere mig selv på den anden side af jordkloden. Uden kontakt med nogen og ude af stand til at nyde cykelløbene. Det var virkelig en ond cirkel.

CM: Og efter en kort pause besluttede du dig for at vende tilbage til et lavere niveau…

LM: Ja, jeg har altid nydt at køre løb i USA, så derfor besluttede jeg mig for at tage tilbage og køre for Jelly Belly for at se, om jeg ville genfinde glæden (en del af aftalen med holdet var, at broren Gus også skulle køre for holdet, efter også han havde haft en periode uden cykelløb). Det ville i hvert fald købe mig et år til i beslutningen om, hvad jeg skulle gøre med mit liv.

På Jelly Belly blev jeg en del af en rigtig god gruppe af mennesker. Løbsniveauet var ikke højt men gjorde, at folk udelukkende var med, fordi de elskede det. Ingen var der på grund af pengene.

Jeg nød det virkelig. Det var som at komme tilbage til græsrødderne. Det gjorde, at jeg fandt mine egne grunde til, hvorfor jeg ønskede det her. Jeg vidste, hvad der skulle til for at vende tilbage til Europa, men jeg fandt min egen motivation og balance. Det gav mig tid til at overveje, hvad jeg ville have ud af mit liv og cyklingen, og hvordan det kunne fungere.

Jeg kørte to år for Jelly Belly, og jeg var så glad for holdet, at jeg nemt kunne have været blevet.. Efter jeg vandt Tour of Utah i 2016, opstod muligheden for at køre for Dimension-Data.

På det tidspunkt vidste jeg, at det formentlig var sidste chance for at komme tilbage til Europa og køre professionelt. Det er meget sjældent, at en sådan chance opstår, så jeg greb den. Og det var helt anderledes anden gang, for jeg vidste hvorfor jeg ønskede at være der – og hvad det krævede for at nå dertil.

[SPLIT][IMG6][IMG7][SPLIT]

Cykling mellem tradition og fornyelse

CM: Cykling er en meget traditionsbundet sport med dybe rødder. Hvordan opstod ideen med ”alternative cykelløb” med EF-Education First, og hvordan er det blevet opfattet i de inderste cykelkredse?

LM: Jeg tror, at meget af det stammer fra det faktum, at EF ikke har en baggrund i cykling, og at de iagttager cykling udefra. De ser på hvilke muligheder, der er i sporten, og hvad der holder udvikling tilbage.

Det er svært at gøre. For netop det, som en masse mennesker elsker ved cykling, inklusiv mig selv, er, at den er så traditionsrig. Det kom et samarbejde i stand mellem tøjproducenten Rapha, EF og mig. Ideerne vi hver især havde, ledte til ideen om at deltage i ”alternative løb”

Jeg var ret sikker på, at det var noget, som ville blive velmodtaget i cykelverdenen generelt. Men samtidig var det stadigvæk et ”lad os nu bare prøve at se hvad der sker”- scenarie. For mit vedkommende, tænkte jeg, at selv hvis det kun kunne blive til én sæson med det dette, så var det bedre end ingenting. Så jeg var mere end lykkelig for at prøve det af.  

CM: Du har et meget tæt forhold til din storebror Gus. Han droppede cyklingen, men vendte også tilbage til at køre cykelløb med dig hos Jelly Belly. Derudover har I produceret adventure-filmene ”Thereabouts” sammen. Hvordan har det haft en effekt på din tilgang til at køre løb?

LM: De første Thereabouts-ture vi havde, fik en stor indflydelse på mig. Det satte cyklingen i perspektiv. Det ændrede måden jeg kørte fra dag til dag…bare det at være at udenfor og cykle. Altså, det var virkelig bare det, jeg ønskede at gøre igen. Den følelse kom som et resultat af de film og cyklingen i dem.

CM: Hvordan opstod konceptet med at producere filmene?

LM: Jamen min bror og jeg havde egentlig bare lyst til at cykle denne tur på tværs af den australske outback – 2000 km. Min bror arbejdede i filmindustrien dengang, og bare to dage før afgang sagde han ”Ahh, fuck it. Lad os medbringe et kamera”. Det var det. Vi tænkte bare på at have det med og filme i ny og næ, bare for at se, hvad der ville komme ud af det.

Folk blev underholdt af den første film, og vi synes, at det var sjovt at køre turen, så det gav mening at lave en mere. Der var ikke mere, som lå til grund for det. Det var et meget naturligt sæt af hændelser.

CM: Du formåede at sikre dig et sponsorat til projektet. Var det et forretningsmæssigt foretagende, og hvordan har det fungeret siden da?

LM: Nej, ikke for mit vedkommende. At tage på den første tur kostede mig en masse penge, og jeg havde ikke ret mange på det tidspunkt. Da jeg kom hjem, havde jeg mere eller mindre brugt alle mine penge, så det var ikke tiltænkt, at jeg skulle have dem retur – og jeg har aldrig tjent en dollar på Thereabouts.Film og filmproduktion er Gus’ passion.

Og siden jeg er begyndt at køre professionelt igen, har han overtaget Thereabouts med en mere kommerciel vinkel for at udforske, hvad han kan få ud af det.

For mit vedkommende handlede det mere om at cykle nogle fede ture og ikke mindst have en undskyldning for at gøre det. Jeg tror i virkeligheden, at sponsoratet er til, fordi det er virkelig dyrt at lave en film. Jeg ville også have været glad for at gøre det uden at producere filmen.

CM: Hvor stammer navnet Thereabouts fra?

LM: Det er bare et ordspil for ”whereabouts”. Før turen overvejede jeg, hvordan jeg skulle registrere mine whereabouts, mens jeg campede i midten af det australske ingenmandsland. Så jeg tror, at det stammer fra det. Og så kan jeg godt lide ideen om ikke at vide helt nøjagtig hvor man er, men derimod bare have en fornemmelse.

[SPLIT][IMG9][IMG10][SPLIT]

Moderne cykling bør reflektere, hvad størstedelen gør

CM: I de senere år har et mindre antal af topryttere formået at kombinere landevejscykling på højeste niveau med cykle-cross og mountainbike. De er også traditionelle former for cykling, men du har taget denne tilgang til et langt mere ukonventionelt niveau. Vi lever i en meget uforudsigelig tid, og du står formentlig i en stærk og alsidig position. Mener du, at en tilgang med flere discipliner er vejen frem?

LM: Det er virkelig et svært spørgsmål. Med traditionerne, der omkranser Tour de France, Grand Tours og klassikerne, så vil jeg mene, at der formentlig er nok substans til cyklingens overlevelse uanset hvad. Men jeg mener heller ikke, at de kan stå på egne fødder.

Hvis professionel cykling skal bevare sin relevans, så mener jeg, at den skal reflektere og tilpasse sig, hvad størstedelen af folk gør og oplever på en cykel. Når man f.eks. ser på et World Tour-løb isoleret set, er det så langt fra hvilken som helst oplevelse enhver anden ville have på en cykel. Så på elite-niveau behøver det ikke være en eksakt genspejling af hvad alle andre gør.

Her er det netop den enorme forskel, der gør det interessant, men der er nødt til at være en relation til, hvad almindelige mennesker oplever på cyklen. Det, mener jeg, kommer fra de begivenheder og discipliner, man deltager i, og fortællingen om disse begivenheder – og hvordan hold og medier formidler dem.

Jeg er ligeglad med, om der snakkes dårligt om cykling, for jeg elsker den og dens traditioner. Jeg elsker at stille op til et World Tour-løb, men i sidste ende synes jeg, at tingene skal ændres stille og roligt.

Forhåbentlig vil ”mixed racing” være et skridt i den rigtige retning. Man kan se, at folk bliver mere og mere åbne ved tanken. Selv på holdet var der nogle, som tænkte, at jeg bare var en skør kugle, som kørte disse løb, men nu er vi fem andre ryttere på holdet, som vil forsøge os med gravelløbet Dirty Kanza.

CM: Ja, lad os tale om gravelcykling. Et lille antal af professionelle, mest amerikanere, har nu udelukkende fokus på gravelløb. Set i lyset af hvordan tingene har udviklet sig i 2020, hvordan tror du, at det vil gå fremover?

LM: Der er mange, som kører gravel som en livsstil før noget andet. Mange overser det faktum, hvor stort et engagement det kræver for en rytter at komme langvejs fra til eurocentriske World Tour, fordi man stort set lever to forskellige liv. Det er en skøn livsstil, men det kan være hårdt.

At køre disse nye løb kan være forfriskende og føles som en ny udfordring. Ligeledes det at have muligheden for at vælge ens egen vej og favoritløb, og det at arbejde med forskellige sponsorer tillader de her ryttere at have en større mulighed for at skabe det liv, de ønsker.

Virkeligheden er dog, at når du skriver under på en World Tour-kontrakt, så underlægger du dig holdets interesser i, hvilke løb du skal deltage i. Naturligvis er der plads til forhandlinger, men meget af dit liv bliver dikteret af en anden part. Jeg synes, det er skønt at se nogle tage chancen og være mere uafhængige af den lidt rigide struktur.

Der er bestemt en risiko involveret, men så længe du gør det på en måde, der respekterer til løbene, du deltager i og er klar over at flere af løbene har lokalsamfundet som omdrejningspunkt, så skal det nok gå. Det handler ikke kun om at vinde.

CM: Hvordan blev du modtaget som professionel fra et World Tour-hold, når du stillede op til disse løb?

LM: Jeg har brugt meget af min tid på at køre offroad alligevel, så det var en glidende overgang i forvejen. Men jeg var meget stålsat i måden jeg gjorde det på. Fx Dirty Kanza. Vi var nødt til at respektere løbet. Vi kan ikke tage World Touren med til Kanza og være en gruppe World Tour-ryttere, som bare deltager. Så vi tog afsted i en lille varevogn, hvor vi havde vores eget værksted.

Vi var formentlig dårligere forberedt end de fleste. Vi kørte ikke i speedsuits eller med aero-styr og fik også et par øl aftenen inden. Jeg ønskede at vise respekt for begivenheden. Og jeg var rimelig overrasket over den modtagelse, vi fik.

Jeg forestillede mig, at hvis man er en del af det fællesskab, og der lige pludselig kommer en gruppe World Tour-ryttere, så vil man være meget mistænksom på, hvad de foretager sig. Men alle stod med åbne arme og var venlige, og det tror jeg til dels er grundet vores tilgang til løbet. Vi forsøgte ikke at være Tour de France-typer til Kanza.

[SPLIT][IMG12][IMG13][SPLIT]

Det var så grænseoverskridende

CM: Du har også kørt GBDuro: knap 2.000 kilometer alene offroad og med egen oppakning. Det må have været noget af et kulturchok. Hvordan greb du det an?

LM: Jeg var meget nervøs. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente og havde ingen tid til at forberede mig specifikt til det. Meget af udstyret jeg brugte, fik jeg først dagen inden. Der var så meget ved det, som var grænseoverskridende.

Det mest betryggende var faktisk, da løbet startede, og vi begyndte at pedallere, og jeg vidste, at jeg kunne klare det. Det var jo bare at køre på cykel. Alt andet omkring det var så anderledes i forhold til noget andet cykling, jeg har prøvet. Ingen hjælp, campering, længden, det skiftende terræn og at hike med cyklen.

Der var så meget, der var helt nyt for mig. Det var en stejl, stejl læringskurve på få dage. Jeg lærte meget om mig selv, og hvordan man griber et sådant løb an. De grænser, man troede man havde, men måske ikke havde alligevel. Små afkroge af hjernen, som man aldrig har været i før.

Da jeg bevægede mig forbi den første fase, havde jeg den mest fantastiske cykeloplevelse i mit liv. Jeg kan ikke fortælle nok om det løb, og hvad det gjorde for min bevidsthed.

CM: “The Three Peaks Cyclo Cross” er et særlig hårdt og unikt cykel cross-løb i Yorkshire i England. Du formåede at blive 4’er i dit første forsøg bag nogle meget erfarne gutter. Hvordan var det?

LM: Det løb er så unikt. Hvad det er? Jamen, det er en slags cykelløb, men du bruger halvdelen af tiden på fødderne, og du føler aldrig, at du har valgt den rigtige cykel. Det er en kæmpe udfordring på så mange niveauer. Det jeg elsker mest er, at du er nødt kende det, og nødt til at lære det.

Du kan ikke bare kigge på ruten og tænke, at ”det skal jeg nok klare”. Der er så mange kompleksiteter som cykelopsætning, hvilken vej man skal hen på ruten, og hvor løbe-, gå- og cykelsektionerne er. Der er så meget at tage højde for, og det kræver lokalt kendskab, hvilket jeg synes er så fedt.

Man kan ikke være en World Tour-rytter og bare møde op og vinde det uden at have gjort sit forarbejde og have kørt det et par gange. Det er så absurd fra mit synspunkt, men for folk som gør det år efter år, er det en institution. Og efter at have gjort det én gang, så forstår jeg det.

Det kribler i mig efter at vende tilbage. Man starter med at tænke over de små ting, man kan forbedre, omkring opsætning af cykel, ruten og hvordan man skal gribe det an. Med hensyn til ruten tror jeg ikke, at det er muligt at have en perfekt dag. For at være ærlig, så tror jeg ikke, at jeg vidste hvad jeg gjorde.

Jeg prøvede at løbe med Jebby (red. Rob Jebb, tidligere vinder og tidligere Sky Running World Champ), og du ved hvordan det endte – jeg blev sat fuldstændig. Det var super tåget på toppen, og jeg var nødsaget til at vente på andre for at se, hvor jeg var på vej hen.

Nick (red. Nick Craig, tidligere Peaks-vinder og tidligere professionel) gav mig det bedste råd: ”Bliv ved, bliv ved – for du vil være i stand til at kunne køre den sidste stigning på cykel”. Det satte mit hoved på rette kurs, og jeg indhentede flere på den sidste stigning.

Det kom helt sikkert under huden på mig. Det er et løb, som jeg virkelig håber, at jeg kan køre igen.

[SPLIT][IMG15][IMG16][SPLIT]

Træning baseret på mavefornemmelse

CM: Din træning lader til at være struktureret mere omkring følelse end videnskab – har du en træner?

LM: Nej, jeg har ingen træner og ingen egentlig plan. Sådan er min personlighed. Det har taget lang tid bare at acceptere den tilgang, og nu hvor jeg har, nyder jeg det virkelig. Jeg kender min krop godt nok nu, og jeg ved hvad jeg skal gøre på bestemte tidspunkter. Jeg ved, at jeg lejlighedsvis skal ud og give den gas, men det er ikke særlig ofte.

Det meste af min kørsel er baseret på mavefornemmelse, og jeg mener, at hvis man er ærlig nok overfor sig selv, så kører du også det, du har behov for. I dag har jeg kørt en hård træning i alle seks timer, men forleden var jeg ude på min mountainbike, og efter to timer mistede jeg lysten, og jeg vidste, at det var pga. træthed. Så tog jeg hjem.

Det har taget lang tid at lære at være ærlig overfor mig selv, men jeg nyder det virkelig på denne måde. Det har hjulpet mig meget med at nyde hver eneste time på cyklen. Man kan ligeledes holde sig selv ansvarlig. Efter en dårlig præstation kan man ofte give skylden på andre ting. I virkeligheden ved man godt hvad det skyldes, men man ønsker ikke at indse det.

CM: Anvender du teknologi under træningen – såsom puls- og wattmåler?

LM: Jeg har en wattmåler på min landevejscykel, og når jeg ikke har en wattmåler, bruger jeg en pulsmåler for at se, hvor grænsen går. Det er mest for holdets skyld, hvis jeg skal være helt ærlig, så de kan se hvad jeg foretager mig, hvilket jeg også forstår fuldt ud.

Jeg bruger også selv de parametre. Nogle gange kigger jeg på min totale kalorieforbrænding, som du kan bruge som målestok for, hvor hård en træning har været. Hvis jeg vil vide, hvordan formen er, tager jeg bare en tur op af Flagstaff Canyon og tjekker tiden. Fart lyver aldrig.

Jeg har også specifikke ruter, jeg kender, og jeg ved, hvordan jeg har det på dem, eller hvordan jeg plejer at køre en bestemt stigning. Jeg foretrækker disse virkelige målestoksforhold, for jeg har været i situationer førhen, hvor jeg på papiret skulle have vundet et bestemt løb, fordi jeg var i så god form.

Men så svigter din krop dig, og så har du det ligesom ”holy shit, jeg har brugt hele året og arbejdet så hårdt, og så sker der ikke noget”.

Jeg har haft nok af de oplevelser til at vide, at tal aldrig fortæller hele historien. Jeg tror, at hvis en træner kunne måle følelsen, du har, når du stiger ud af sengen, hvis en træner kunne måle det, og bruge det til at time topform eller lignende, så ville de være rige.

Men virkeligheden er, at det kun er dig selv, som kender det ”tal”. Det er bare mit syn på det, men jeg kender også nogle på den anden ende af skalaen, og det virker godt for dem. De elsker at have forskellige tal og data, og det er godt for dem, men det virker altså ikke for mig.

CM: Når du ser landevejscykling, hvordan føles det så, at mange ryttere i den grad lader sig lede af wattmålere og anden teknologi, såvel som løbsradio?

LM: Det er bare sådan det er nu. Jeg kører ikke i samme æra som Pantani og Hinault, og der er en masse gode ting ved det. Det er en meget ren sport nu. Men det er meget, meget kvantificeret. Alle stiller op og kender deres aktuelle form.

Det er bestemt ikke ligesom ved Three Peaks. Du kan kigge på løbsprofilen i næsten ethvert land, hvis det er et World Tour-løb, og vide med 90 procents sikkerhed hvad der vil ske, og hvad ens rolle vil være. Det var for mig meget overvældende nogle gange. Men nu er jeg med de forskellige typer af løb, og med træningen derhjemme bedre i stand til at afbalancere det.

Nu kan jeg nyde den form for landevejscykling, fordi man griber det an med en så specifik løbsplan. Fra begyndelsen er det hårdt. Farten er superhøj, hvilket gør det umanerligt svært. Men i dag er det sjovt for mig. At kunne være i stand til at køre løbene velvidende, at jeg er i topform. Det er ligesom at gå i krig. Vi har en meget specifik opgave. Det er os mod dem.

Set ud fra det synspunkt, elsker jeg det stadigvæk, men jeg ville ønske, at der var mere plads til rytternes personlighed og til spontanitet. Bare en lille smule mere magi. Det kan være, at det bare er mig…

Sport er underholdning

CM: De økonomiske og sociale konsekvenser som følger Covid-19 vil påvirke os alle. Hvordan tror du, at det vil påvirke dig og cykling generelt?

LM: Der er allerede stor lønnedgang. Det forudså jeg med det samme, og det meget forståeligt. Vi arbejder jo ikke rigtig, men vi kan stadig blive betalt. Ikke så meget som normalt, men alle er ramt på den ene eller anden facon. Det bliver en bitter pille at sluge i nogle år, men det er scenariet lige nu.

Det sætter også sport i perspektiv. Sport er jo underholdning, og underholdning er et område, som vil blive påvirket negativt, da vi er afhængige af marketing-budgetter. Alle er nødt til at indse det, og at vi er nødt til at acceptere den tilbagegang. På det personlige plan håber jeg bare, at de ting, som er blevet igangsat sidste sæson, kan fortsætte.

Det lader til, at alle som er involveret viser engagement til at holde det kørende. Jeg kan kun kigge på min egen situation og fokusere på de små ting, og blive ved med at få det til at ske. Det vil i sidste ende tage tid for hele verden at genrejse sig, og hvis man kan beholde sit arbejde, så er det godt.

CM: Rejser har været en stor udfordring og vil også være det den kommende tid, hvilket i høj grad kan påvirke den nuværende hold- og løbsstruktur. Det kan måske resultere i en mere uafhængig forretningsmodel, hvilket dine talenter på og uden for cyklen læner sig op ad (inklusive filmene) – men mange ryttere ville lide under det?

LM: Jeg tror, at der vil komme enorme ændringer og tilpasninger på tværs af alle industrier. Hvis du ikke er åben og villig til at gentænke, hvad du anser som din profession eller arbejde, så vil du sakke bagud – uanset hvor. Hvis man kigger specifikt på cykling, så er mit ultimative mål at bringe opmærksomhed til mine sponsorer.

Mine sponsorer er fantastiske og mennesker, jeg virkelig tror på og kan lide at arbejde sammen med. Så jeg ser det ikke som en ulempe. Indtil nu har jeg gjort det gennem cykelløb, og det er meget simpelt. Jeg placerer mit løbsnummer på ryggen, og gør hvad jeg er god til.

Hen over forår og sommer var det ikke længere en mulighed, så jeg var tvunget til at tænke anderledes og Gud ved, at vi har tiden. Alle skal tænke over, hvad denne situation kan betyde.

CM: Især takket være YouTube og internettet er det nu muligt at kunne leve som cykelrytter uden at være professionel, men der er vel meget få som har fået noget ud af dette potentiale?

LM: Landevejscykling er en meget lille verden. Det er en meget nem verden at forblive i i 20 år, og i den tid er man så blevet så vant til den, at det er vanskeligt at se andre ting. Ting har ændret sig. Ting vil ændre sig. Der er så meget der kan lade sig gøre i dag som ikke kunne lade sig gøre for 10 år siden. Hvis man tænker lidt kreativt. Det er på mange måder spændende.

Coronaen kan forcere forandringer hurtigere end nogen havde forudset. Personligt vil jeg ikke have det skifte til at være for hurtigt, så det påvirker de mennesker, som er livsafhængige af den nuværende struktur – både inden for cykling og udenfor. Man kan spekulere for evigt, men virkeligheden er den, at vi alle er nødt til at vente nogle måneder med at se hvad der sker.