Posts Tagged ‘Lup Test’

Endura Pro SL Waterproof Softshell og Bib Tights II

Posted on: april 27th, 2021 by nicolai-agerbo@hotmail.com

Endura er ikke i tvivl. De er gået fra at være en ”lokal skotsk helt til en global markedsleder”.

Endura, der blev stiftet i 1993, producerer nu tøj til blandt andet cremen hos MTB, triatleter, landevejshold mm. Faktisk har de efter eget udsagn en ret så potent portefølje af verdenskendte superstjerner, der netop anvender deres brand.

Men det episke tøj er ikke reserveret kun til de professionelle. Endura har ladet stjernestøvet drysse ned på os – pøblen – og udviklet Pro SL kollektionen, som netop tager udgangspunkt i WorldTour-oplevelserne.

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

Endura Pro SL Waterproof Softshell

Sort, orange og eller mørkeblå. Dette er farverne, som jakken bliver produceret i. I min optik kunne man snildt have skruet lidt op på farverne. Selvfølgelig er den sorte og mørkeblå udgave praktisk, men qua årstiden, som jakken skal bruges i, ville jeg personligt vælge den orange farve.

Vinterhalvåret er bare mørkt, koldt og vådt. Lavthængende sol og regnvåde veje gør det bare svært for trafikanter at orientere sig i trafikken. Derfor er min akilleshæl også, at de sorte og mørkeblå jakker simpelthen er for mørke i nuancerne.

Fælles for de tre farvetyper er, at de alle er udstyret med et begrænset antal reflekser. To små lodrette refleksstriber i nakken, der mest af alt bare er symbolske, og som oftest slet ikke er brugbare, da de sikkert er gemt væk bag hjelm, hår, eller når du ”går i boks” i den nu ikke UCI-godkendte position med armene hvilene på styret.

Endvidere er Enduras logo blevet klistret fast på én af de tre lommer bagpå, hvor den ligeledes fungerer som en refleks. Slutteligt er de ligeledes udstyret med to fuldstændig ligegyldige små reflekser på begge underarme.

Okay – det lugter lidt af, at jeg går meget op i at blive set. De fleste af os anvender da også baglygter, når vi cykler i vintermånederne, også i dagtimerne.

Jeg har dog prøvet at komme lidt for sent afsted, blive grebet af stemningen og det jammerlige vejr og komme ud på en lidt for lang en tur. Baglygten strejkede, og så stod jeg der uden lys bagtil. Mørket havde lagt sig, men heldigvis var jeg i nærheden af by og lygtepæle.

En lang svale, I know, men tag et kig på Nike’s Vapor Flash kollektion, hvor al tøjet lyser op ved lyspåvirkning. Du kan sagtens se lirens ud og samtidig lyse op som et juletræ, selvom temperaturen siger –2 grader, 6 sekundmeter fra vest og let regn.

Praktikken bag jakken

Endura Pro SL Waterproof Softshell er, som navnet lægger op til, en ”blød skal”. Eller det sigter de i hvert fald efter. Hvordan den er at have på, vil jeg komme tilbage til. Men jeg kan nok godt røbe, at jeg ikke just er imponeret.

Praktikken er ligesom så mange andre cykeljakker og trøjer. Den er udstyret med brystlomme med lynlås samt tre ryglommer plus én ekstra baglomme ligeledes med lynlås.

Ved ture på de frostsprængte kolde veje i vintermånedernes kedelige, våde og vindblæste vejrlig måtte jeg dog beklageligt konstatere, at ingen af de to lommer, som var udstyret med lynlåsfunktion, kunne håndtere mobiltelefonen.

Som små drivhuse blev min mobil flere gange påvirket og udsat for større mængder kondens, hvilket gjorde det næsten umuligt at betjene mobiltelefonen, når konen for fjerde gang ringede og efterspurgte min hjemkomst.

De tre ryglommer er faktisk overraskende store og dybe, hvilket må komme rytteren til gode, hvis man i modsætning til mig ønsker at medbringe halvdelen af sit værksted, diverse frugt og grønt og så videre.

Kraven er fed. Det er nok første gang, jeg ytrer dette om nogen former for overtøj, men det er den. Udstyret med tyk halskrave slipper du nemlig for den kolde januar-luft lige ned i ryggen. Men ønsker du mod forventning at blive kølet ned, så kan trøjen ligeledes ventilere, hvilket sker ved brug af lynlåsene ved begge armhuler.

[SPLIT] [IMG3] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG4] [IMG5] [SPLIT]

Jakken er ligeledes modstandsdygtig over for vinden, men en detalje omkring lynlåsen ved brystkassen og lynlåsene ved armhulerne gør, at oplevelsen på cyklen er ganske kold. Alt for kold. Men det vender jeg tilbage til.

For den miljøbevidste kan der suppleres med, at jakken er PFC-fri og – hold på hjelm og briller, så reklamerer Endura med, at de hvert evig eneste år vil plante mindst én million træer på verdensplan – sweet.

Selvom jakken ikke er lavet i materiale, som bare er voldsomt god til at holde vind og vejr ude, så fungerer den faktisk helt okay, når vandet skal afvises. Med et vandsøjletryk på 15000mm ligger den på et yderst acceptabelt niveau. Oversat til forståeligt dansk, så skulle den kunne holde til kraftig regn over en længere periode.

Pasform

Stiv som bare pokker.

Jeg har prøvet skaljakker før, godt nok for det meste i forbindelse med skiløb, men princippet er immervæk den samme. Om den lige skal arbejdes varm, ved jeg nu ikke, men den føles stiv og ikke super fleksibel fra første sekund.

Okay, du skal også befinde dig i begrænsede stillinger og ikke ligefrem lave gymnastikopvisning. Så med det mindset er den faktisk super komfortabel at have på, når man først er afsted på lågen. 

Om det er min manglende smidighed eller tøjet, der henover COVID-19 pandemien på mærkværdig vis er blevet ”mindre”, der må jeg være svar skyldig. Men oplevelsen af lommerne på ryggen var ikke just en dans på roser. Både stående og siddende var de svære at komme i, og det endte faktisk med, at jeg ikke havde noget i dem på turene.

Husnøglen kom dog i en af baglommerne. Brystlommen var optaget til mobiltelefonen. Men efter en tur på den jyske hede med sekundmeter op i det tocifrede og med slud er det ikke ligefrem hyggeligt at stå ved sit dørtrin og være nødsaget til at tage jakken helt af for at komme i baglommen og fiske nøglerne op.

[SPLIT] [IMG6] [SPLIT]

Endura Pro SL Bib Tights II

Filosofien bag disse bibs er, at de er designet til den hardcore rytter, som ønsker at være klistret fast på lågen i de kolde vintermåneder. De fås kun i sort, hvilket gør dem praktiske.

Buksen er produceret i høj kvalitet og med en ”multi-stof” konstruktion, der strategisk er placeret sådan, at du fortsat opnår en 4-vejs stræk med vindtætte paneler.

Hvis vi går i dybden med, hvad buksen egentlig er lavet af, kan der tilføjes tre hovedaktører. Det første er termoeffekten. Den skotske virksomhed har, som så mange andre tøjproducenter, været i det norditalienske område Bergamo.

Thermoroubaix®, som buksen er lavet af, er et high-end stof, der giver høj fleksibilitet, samtidig med at det på komfortabel vis isolerer mod vind og vejr. Du får samtidig ikke oplevelsen af, at du er lukket helt inde og ikke kan ånde.

Som jakken er buksen ligeledes PFC fri, men er derimod behandlet med DWR M™. En metode, som er blevet mere miljøvenlig over tiden og samtidig leverer den vandafvisende effekt, som man forventer af et produkt, der skal anvendes på denne årstid.

Bagpartiet skal passes og plejes, hvis man ønsker en lang cykelsæson, der skal skydes i gang nytårsdag med tømmermænd og lyden af heksehyl fra aftenen før.

Endura Pro Sl Bib Tights II er udstyret med Enduras 700-serie af siddepuder, der er udviklet i samarbejde med bike fit-eksperterne gebioMized® og med feedback fra pro-ryttere. Endura proklamerer fornemt med, at puden vil give en følelse af et semi-custom fit, der former sig efter den enkeltes bækken- og sadelform samt siddeposition.

For at krydre det hele vedrørende puden har Endura udviklet deres helt egen high tech ”Continuosly Variable Profile (CVP)”. Med andre ord – puden støtter der, hvor der er behov for det, samt at den minimerer friktion og samtidig er fleksibel og svedtransporterende.

Endura Pro SL Bib Tights II er ligeledes udstyret med to sæt reflekser ved hver læg. Som der tidligere blev råbt op om omkring jakken kunne et andet refleks-design eller bare flere reflekser have været kærkomment.

Endvidere er der en lynlås-funktion ved maven, i tilfælde af at man skal træde af på naturens vegne.

[SPLIT] [IMG7] [SPLIT]

Pasform

Har man prøvet at trykke sit korpus i en våddragt, så ved man også, at når først man er i den, så tæller kampen mod spandex-dragten som en opvarmning. Overdrivelse fremmer forståelsen, og kampen med Endura Pro SL Bib Tights II er ikke oppe på det plan, men… Det kræver alligevel lidt at komme i den ellers utroligt fleksible cykelbuks.

Man mærker med det samme, når du har produktet i hænderne, at det er kvalitet. I modsætning til skaljakken som virker stiv, så er bukserne i modsatte grøft.

En akilleshæl ved netop bibs kan være selerne. Er de for korte eller for smalle kan de efter flere timer i sadlen begynde at lægge et unødvendigt tryk på skuldrene og musklerne. Med Endura Pro SL Bib Tights II tør jeg næsten lægge hovedet på blokken og sige, at den oplevelse vil du ikke få.

En dejlig høj talje efterfulgt af et bredt, ekstremt åndbart rygstykke, som ender ud i to seler, der er brede og fleksible. Om du er siddende eller stående, så arbejder bukserne med dig. De er ikke udstyret med støvlestrop, men skulle du sidde lige så uroligt som en 1. klasses elev, så kravler buksebenene på intet tidspunkt op.

Et par kraftige, stærke, fleksible, vind- og vandtætte samt åndbare bib tights, der bare fungerer.

På vejen

Lige så langt bukserne og jakken er fra hinanden, lige så delt er jeg i min glæde kontra frustration over de her to produkter. Lad os tage det sure opstød først for så at runde ordentligt af.

Jakken. Udseendet fejler intet, og den er behagelig at have på, når du sidder på cyklen, men det er også tæt på at være det, der er godt at sige om den. Måske lidt hård i retorikken, men lad os lige se på det.

Jeg har kørt med den på de koldeste dage med chillfactor, fugtige dage i februar måned med vindstød op til stormstyrke og de tidlige, lune forårsdage. Skaljakker kan sjældent bruges alene på de koldeste vinterdage. Der skal lag af varmt tøj indenunder.

Men selvom jeg havde både to og nogle gange tre lag tøj på indenunder jakken, blev brystkassen og armhulerne kølet ned i en sådan grad, at det faktisk ikke var sjovt at cykle. Lynlåssystemet foran burde efter egen holdning have været udstyret med en form for ”vindstopper-flap”. Jeg tager lige patent på ordet.

På de lunere dage var det ikke ubehageligt, og jeg bemærkede knap nok, at vinden smuttede ind og kølede brystkassen ned. Jeg ville personligt helst køre med jakken, når vi er i de mildere, tidligere forårsdage og hen mod efteråret. Der vil den være fremragende.

Jakken i sin helhed er rigtig stærk mod vind og vejr, og den holder rigtig godt på varmen. Meget åndbar er den dog ikke. Vær forberedt på, at man er gennemvædet af sved, hvis man har kørt med jakken på uden at gøre brug af ventilationsmuligheden ved armhulerne.

Netop denne feature ved armhulerne, som skal give rytteren muligheden for at køle ned. Stop – bare stop. Udover at vinden ligeledes bare suser ind her, selvom den lynet helt op, så må jeg stille dig dette spørgsmål. Har du behov for at blive kølet ned i -6 grader, imens det sner og med en chillfactor, der får temperaturen til at føles som -10?

Min holdning er klar – ”nej tak”. Eller i det mindste gør brug af mit nye patenterede produkt ”vindstopper-flappen” – sikkert set og anvendt før.

Endura Pro SL Bib Tights II er bare en all-around god bib, der gør det, der forventes, og lidt mere til. Faktisk så god, at jeg klart ville foretrække, at man lavede jakken i samme materiale som buksen. Vind- og vandafvisende samt isolerende. En super behagelig buks, der ved første brug føles som kram og ikke bliver slap i sin elasticitet efter gentagende brug.

Min sidste bemærkning vil jeg dog tildele synligheden. Smæk nu nogle flere reflekser på det tøj, Endura. Eller skru lidt op for farverne. Du kan sagtens se lirens ud og stadig lyse op som et juletræ.

Facit

Endura Pro SL Waterproof Softshell og Bib Tights II er et godt cykelsæt til de kolde måneder til den kvalitetsbevidste rytter.

Både jakken og bukserne byder på flere fine detaljer, og særligt bukserne udmærker sig ved en rigtig god pasform og super komfort. Jakken er derimod bedre egnet til forårs- eller efterårsbrug end cykling i decideret vintervejr.

Zipp Speed Box 2.0

Posted on: marts 6th, 2021 by Roar Paaske

Jeg har ofte mit lille Sony RX100 kamera med i baglommen, når jeg cykler.

Det er fedt at kunne tage nogle gode skud fra turene, og ofte kommer der noget rigtig godt ud af det. Desværre tager det bare ofte så lang tid at få gravet kameraet op ad ryglommen, ud af kameratasken og få det tændt, at situationen er en helt anden, når jeg endelig er klar.

Jeg har derfor ledt efter en lille overrørstaske, som kameraet og måske også andet godt kunne være i på træningsturene. Efter meget research fandt jeg frem til Zipp Box 2.0. En lille overrørstaske i aerodynamisk design og i en perfekt størrelse i forhold til kameraet. 

[IMG2]

Sukkerbod på overrøret

Zipp Box findes i en flad 1.0 udgave, denne 2.0 og en højere 3.0 udgave. Alle tre udgaver er 4,2 centimeter brede og omkring 20 centimeter lange. 2.0 udgaven er 8,2 centimeter høj og vejer omkring 70 gram.

Designet er ret godt tænkt, da den er så smal, at den på ingen måde er i vejen under kørslen, og samtidig er den ganske rummelig. Tasken passer perfekt til mit RX100, men kan også indeholde to barer og to gels eller en minipumpe, slange og dækjern. Den er med andre ord et ret godt alternativ til en sadeltaske.

På dage, hvor jeg ikke har haft kamera med ude, har jeg stadig taget den med og smidt barer og gels i den. Det er normalt ikke det store problem at hive en gel eller bar ud af baglommen, men på en kold vintertur, hvor der ikke er følelse i fingrene, kan det nærmest være umuligt – i de tilfælde er det noget nemmere at åbne sukkerboden på overrøret.

Selvom tasken og særdeles lynlåsen ser ud til at være vandtæt, så kan der altså godt komme vand ind. Jeg har endnu ikke kørt i decideret regnvejr med den, men sprøjt fra vandpytter (nogle meget store af slagsen) har trængt ind gennem tasken et par gange. Jeg har derfor altid en lille “lynlås”-pose til at ligge i den, hvis jeg har noget, der kunne tage skade i den.

I venstre side af tasken indvendigt, er der en lille mesh-lomme, som småting som lapper, dækjern eller en lille pose kan ligge i.

[SPLIT] [IMG3] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG4] [IMG5] [SPLIT]

Vær opmærksom på udvendige kabler

Selvom jeg egentlig er ret begejstret for den lille taske, så er alt naturligvis ikke perfekt.

Da der er tre stropper i tasken, som alle skal spændes og løsnes før og efter brug, så er den ikke lynhurtig at montere. Stropperne er tilmed lidt lange i det, så enderne kommer til at flagre lidt eller måske klistre fast til tasken og flosse den op med tiden.

Derudover skal man huske på, at har man udvendige kabler, så er de også lidt i vejen ved påspændingen under overrøret. På min Principia vintertraver kommer kablet til bagbremsen i vejen – det er dog ikke det store problem, men kunne være det, hvis det havde været et gearkabel.

Facit

Alt i alt kan jeg anbefale denne taske, hvis du ligesom jeg er træt af at have alt for meget i lommerne på træningsturene.

Generelt synes jeg, man skal holde sig fra at spænde ting og sager på sin cykel, men det giver altså nogle fordele at have den adgang lige ved hånden, specielt når det for mig handler om at kunne få fat i kameraet hurtigt.

Jeg kunne dog også forestille mig, at den kunne være ganske brugbar i et længere løb, hvor der er behov for at starte med mange energiprodukter. Tasken kan købes i mange forskellige butikker både fysisk og online.

Wahoo Kickr Bike

Posted on: januar 5th, 2021 by mms

 

Er du til hjemmetræning på første klasse, så er der næppe nogen vej uden om en smartbike.

Wahoos Kickr Bike sigter efter at være den bedste smartbike på markedet, med fokus på funktioner der løfter din træning og træningsglæde til nye højder. Prisen når også nye højder, men så kan du også være sikker på, at du får en af de mest komplette og støjsvage løsninger på markedet.

Først kom rullerne, så kom turbotrænere, så kom smarttræneren, og i 2020 er der for alvor kommet gang i smartbiken. Wahoo leverer med Kickr Biken nok markedets mest eksklusive og funktionsrige smartbike.

Som de første har Wahoo tænkt en fysisk simulering af stigninger og nedkørsler ind i designet på smartbiken, så den skaber en mere fordybende oplevelse når du træner på cyklen.

Kombineret med meget begrænset støj og muligheden for at sætte cyklen op med den type gearskifte, du kender fra din rigtige cykel, lander man på en cykelføleles, som kommer så tæt på virkeligheden som muligt.

Med smartbiken er indendørstræningen også rykket op i en ny prisliga, men samtidig er indendørstræningen også blevet en helårsdisciplin for mange.

Zwift, Traineroad, Sufferfest, og hvad de alle sammen ellers hedder, er blevet lagt ned siden foråret, hvor corona og karantæneregler har begrænset mange rundt omkring i verden til deres bopæl. Siden foråret har det derfor også været som at vinde i lotto, hvis du kunne finde en smarttræner eller smartbike hos din forhandler.

Wahoo og andre kunne ikke følge med efterspørgslen, og når produkterne skal fra Vietnam til Europa, så tager det også tid. Men der er godt nyt, for når du læser disse linjer, er der hurtig levering på Kickr Bike og mange af Wahoo´s andre produkter.

Så skal du have en julegave til dig selv, kan du få leveret Wahoos smartbike på et par dage og endnu hurtigere hos de forhandlere, der har den stående på lager.

Ud af kassen

Kickr Biken bliver leveret i en meget stor papkasse, som du nok skal have hjælp til at transportere. Det vil nok være de færreste personbiler, som kan klare den kasse selv med bagsædet nede. Så hvis ikke du får den leveret direkte til din hjemmeadresse, skal du nok høre din venlige cykelhandler om hjælp til hjemtransport.

Vores venlige fragtmand hjalp med at få den ind i huset, men skal du have den op på loftet eller ned i en kælder, skal du nok alliere dig med en ven eller to, medmindre du selv kan håndtere 50+ kilo i en meget stor kasse.

Den gode nyhed er, at når først du har fået kassen hjem, så tager det længere tid at slippe af med papkassen end at samle cyklen. Det meste er samlet på forhånd, så man skal bare montere benene, styr, sadelpind og pedaler, tilslutte et par kabler og til sidst sætte strømforsyningen i stikkontakten.

Når cyklen er samlet, står den superstabilt, takket være en vægt på lidt over 40 kilo og de stabile ben. Hvis ikke man har en fast placering til den, kan den nemt rulles væk ved hjælp af hjulene, der er monteret på benene.

Smartbiken kan selvfølgelig ikke bare klappes sammen og opbevares under en seng eller i et skab, så hvis ikke du har et godt sted at have den stående permanent, skal du nok overveje at købe en smarttrainer i stedet, som du kan bruge sammen med din normale cykel. Den er nemmere at gemme væk, når du ikke bruger den.

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG3] [IMG4] [SPLIT]

Opsætning

Som med alt andet elektronik er der selvfølgelig en passende app, som hjælper dig med opsætningen. Wahoos udgave er meget vellykket og hjælper fra start med små filmklip, som viser, hvordan cyklen skal samles.

Når cyklen er samlet, kan appen også guide til det rigtige fit på cyklen. Har man fået lavet et bikefit hos for eksempel Retül, kan man taste sine mål ind og få leveret de passende mål til opsætning af Kicker Biken. Appen kan også bruge kameraet på din telefon til at måle på din rigtige cykel, som skal stå op ad en væg. Igen serverer appen de rigtige indstillinger til Kicker Biken.

Sidste mulighed er at taste sin højde og skridtlængde ind sammen med ens præference for aggressiv eller afslappet siddeposition.

Uanset hvilken metode du vælger, får du serveret overrørshøjde, sadelhøjde, setback på sadlen, overrørslængde frem til styr (reach), frempindshøjde (stack) og pedalarmslængde. Pedalarmslængden kar varieres fra 165 mm til 175 mm med mellemrum på 2,5 mm, præcis som når man vælger kranksæt i virkeligheden.

Alle indstillingerne er nemme at justere ved hjælp af håndtag, som åbner op for justeringen. Er I flere, der skal bruge cyklen, kan I oprette hver sin profil i appen, hvor man kan se indstillingerne til Kickr Biken, hvis ikke man kan huske dem i hovedet. Du skal ikke bruge tommestok eller andet måleapparat, da der er trykt cm-mål på alle justeringsmulighederne.

Wahoo mener selv, at cyklen kan tilpasses personer på mellem 152 cm og 192 cm, men med en længere sadelpind og længere frempind kan der nok findes et par centimeter mere. Det meste udstyr på cyklen er nemlig standardkomponenter, så hvis du vil have din egen sadel, styr, flaskeholder, eller tykkere styrbånd på, så er det nemt at skifte det ud selv.

Triatleter vil måske gerne have en tribøjle på, og det er da også muligt, hvis man vil det.

[SPLIT] [IMG5] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG6] [IMG7] [SPLIT]

Teknik

Kickr Biken er mere end bare summen af en Wahoo Kickr smarttrainer og en Climb-unit.

Motoren og modstandsstyringen i cyklen er baseret på en helt anden teknologi. På Kickr Biken er det en elektromagnetisk motor kombineret med et mindre svinghjul, som tilsammen kan generere op til 2200 watt modstand.

Cyklen kan simulere stigninger op til 20 procent opad og 15 procent nedad, og takket været den indbyggede motor, som justerer cyklens hældning, afhængig af om du kører op eller ned, bliver det endnu mere realistisk. Stigningssimulatoren har også sin egen aktuator og er ikke baseret på et bælte ligesom på Climb-maskinen, du kan købe løst til din normale Wahoo smarttræner.

Wahoo siger selv, at nøjagtigheden på watt-målingen på cyklen er på +/- 1 procent, hvilket er samme niveau, som på de dyreste smarttrænere på markedet. Uanset om du kører med mekanisk eller elektronisk Shimano, Campagnolo eller SRAM udstyr på din almindelige cykel, kan du sætte Kickr Biken op til at matche skiftefornemmelsen.

Du kan også selv justere, hvilken gearing du vil have både på den virtuelle kassette og de virtuelle klinger foran.

Cyklen understøtter både ANT+ og Bluetooth og de mest gængse protokoller inden for de to muligheder. Så du kan bruge cyklen med alt fra PC, Mac, iPad, iPhone eller Android. Vi vil gerne give en stor anbefaling til at bruge et Apple TV, hvis du bruger Zwift. Det kræver så bare, at du også har et pulsbælte, der er Bluetooth kompatibelt.

Hvis ikke du vil bruge penge på abonnementer på forskellige træningsløsninger, så kan du også bruge Wahoo-appen til at styre din træning eller bare bruge din cykel-gps, som, hvis den er af nyere dato, også kan kontrollere og vise data fra cyklen.

Kickr Biken virker kun, når den er tilsluttet strøm, og på den lille kontrolboks under overrøret kan du se, hvilket gear du kører i, og hvilken stigningsprocent du bliver udsat for. Det er også her, man kan slå cyklens hældningsfunktion til og fra. Under boksen er der også en USB-port, som du kan bruge til at lade din tablet eller telefon med.

Desværre er der ikke nogen holder på cyklen til at placere dit device på, så enten skal du købe Wahoos eget Kickr Desk eller selv have en stol eller et bord til at placere de ting, du gerne vil have i nærheden, når du træner.

[SPLIT] [IMG8] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG9] [IMG10] [SPLIT]

Oplevelsen

Alle, der træner indendørs, ønsker sig en lydløs cykel, der leverer cykeloplevelsen som på landevejen, og som måler din indsats i pedalerne præcist, så du hverken snyder dig selv eller dine konkurrenter i Zwift, eller der hvor du måler din træning.

Det vil være forkert et bruge udtryk som støj og larm i forbindelse med en beskrivelse af Kickr Biken. Den er ikke fuldstændig lysløs, men lydniveauet er under de fleste omstændigheder så lavt, at du ikke behøver at skrue op for lyden på fjernsynet, hvis du kigger på Netflix, imens du træner. Men der er en summen, som er lidt forskellig, afhængig af din kadence og de watt du træder.

[FAKTABOKS1]

Lyden kan vel sammenlignes med en mikroovn eller en moderne opvaskemaskine, som man næsten ikke lægger mærke til, når den kører i baggrunden. I forhold til en almindelig smarttræner er der ikke støj fra kæde og gearskift, så der er mindre lyd end i de almindelige smarttrænere.

Cykelfornemmelsen eller road feel, som man kalder det på moderne dansk, er god. Gearskiftet virker, som når de er indstillet perfekt på din almindelige cykel, og på intet tidspunkt får du fornemmelsen af, at cyklen ikke kan klare de watt du træder.

Uanset om du træder mange watt med lav kadence eller kører høj kadence med lav belastning, så følger cyklen med, og man oplever ikke, at belastningen glider i den ene eller anden retning.

Vi må nok tone rent flag og indrømme, at vi sjældent fik cyklen meget over 1.000 watt, så muligheden for at træde 2.200 watt med 40 km/t fik vi ikke prøvet af. Men vi kan bare konstatere, at efter vi er begyndt at bruge Zwift med Kickr Biken, får vi taget trøjer og placeret os godt i spurter, hvad enten det går opad eller på flad vej.

Cyklen giver dig uden tvivl Zwift på første klasse, både når det angår det sjove i at opleve, når terrænet skifter mellem op og ned, og når der køres om kap undervejs. De lynhurtige gearskift og belastningen, som følger ligeså hurtigt med, så du kan opnå de watt, du vil træde, sikrer dig de bedste forudsætninger, hvis du vil køre cykelløb på Zwift.

Cyklen skal på intet tidspunkt kalibreres, da det ikke er nødvendigt som resultat af den måde, den er opbygget på. Ligesom med andet elektronik, kan der også henad vejen komme opdateringer til firmwaren, som giver cyklen nye egenskaber og forbedringer. '

Men en ting, der ikke kan ændres på, er, at selv når det engang bliver endnu mere normalt også at kunne styre retningen i Zwift og andre apps med sit styr, vil det skulle gøres med de knapper, som er placeret på skiftegrebene på cyklen. Samme sted kan du også manuelt styre hældningen på cyklen, hvis altså du ikke bare overlader det til Zwifts automatik.

Hvis du har behov for at se, hvilket gear du kører i, må du også indtil videre selv kigge på den lille boks ved overrøret, men forhåbentlig bliver det også muligt at se det på skærmen i Zwift engang.

Facit

Kickr Biken er første generation af Wahoos smartbike, så der kommer nok til at ske forbedringer henad vejen både på den nuværende i form af firmware-opdateringer og på nye udgaver med anderledes hardware.

Nogle vil måske gerne vente er par år på dem, og da smartbiken først næsten lige er kommet på markedet, skal man nok regne med, at går en rum tid, før der er nyt på vej. Men som firstmover bliver du belønnet med et meget velfungerende træningsredskab, som giver dig ekstra motivation til at passe træningen eller bare have sjov på cyklen i den mørke og kolde tid.

For dem som allerede er grebet af Zwift og ikke tænker indendørstræning som noget sæsonbestemt, vil Kickr Bike være det ultimative redskab i jagten på trøjer eller placeringer i de virtuelle cykelløb. Prisen er høj, men sammenligner du med køb af Wahoos bedste direct drive trainer og deres Climb ekstraudstyr, så koster cyklen lidt mere end dobbelt så meget.

Til gengæld slider du ikke på din egen cykel og sparer tid på ikke hele tiden at skulle sætte den op eller pakke den ned igen.

På Kickr Biken blive din oplevelse også løftet endnu højere, og både din familie og eventuelle naboer bliver også sparret for noget støj.

[FAKTABOKS2]

Hyperice Hypervolt Plus Bluetooth

Posted on: december 22nd, 2020 by nicolai-agerbo@hotmail.com

Jeg har alle dage kunnet blive ret høj af at se ’unboxing’-videoer på YouTube.

Om det var fodboldstøvler, mobiltelefoner og i mine senere dage cykeldele, så var og er det de her videoer, der skaber fundamentet for, om jeg køber produktet eller ej. Indpakningen, og hvordan man kommer ind til guldet, er ikke ligegyldigt. Det skal være lækkert, ekstravagant og til tider vulgært og overflødigt.

Hyperice Hypervolt Plus Bluetooth kommer i en kasse, der spiller på alle de ovennævnte tangenter. At der er gået lidt regnskov til for at lave et så lækkert og stilrent omslag til produktet, glemmer man lidt.

Man tænker derimod: 'Det manglede vel bare?' Som en miniserie af babushka-dukker kommer man ind til det, man har smidt ustyrlige summer efter – Hyperice Hypervolt Plus Bluetooth. Intet er overladt til tilfældighederne.

[FAKTABOKS1]

Ah, come on – det er 2020, det her

Uden at der skal koges for meget suppe på en anordning, hvis eneste opgave er at banke dig mør, så må jeg dog slå et slag for begrebet: 'Elegantier'. Maskinen er enkel, stilren og kraftfuld.

I overført betydning minder den mig mest af alt om en af mine absolutte favoritcykelryttere gennem tiden. Fabian Cancellara. Absolut. Indiskutabelt – selvfølgelig for egen regning.

Den er flot at se på, og så er den kraftfuld som bare pokker. Man skulle tro, at den med 30 procent mere kraft end sin lillebror i sortimentet ville larme det mere. Det er klart, at den ikke er lydløs, men den er mere i den behagelige ende af skalaen, når det kommer til lydgener.

Hyperice reklamerer nemlig højlydt med deres patenterede Quiet Glidetm –teknologi, der er udviklet i samarbejde med luftfartsingeniører. Denne teknologi skulle sikre, at til trods for om man vælger niveau 1, 2 eller 3, så skulle den forblive stille for ”ultimativ afslapning”.

Maskinen skulle rent lydniveaumæssigt ligge i den lave ende, omkring cirka 80 decibel, i forhold til sine konkurrenter. Med andre ord – du kan godt føre en almindelig samtale, imens du får løsnet op i din quadriceps femoris, uden at din Hypervolt Bluetooth Plus fylder for meget i samtalen.

Til trods for at den kun vejer 1360 gram, så kommer den på intet tidspunkt til at føles som et billigt plastikprodukt. Dens cylinderformede håndtag gør, at du aldrig mister grebet om den, når den kører på alle tangenter.

Men som med så meget andet, er der altid et ’men’. Inden du svinger dankortet og anskaffer dig en Hyperice Hypervolt Plus Bluetooth, skal du sikre dig, at du har et Apple-produkt, hvis du ønsker den fulde oplevelse.

Det er helt korrekt – hvis du vil koble din Hyperice Hypervolt Plus Bluetooth til en mobil eller tablet, så må du lede længe, hvis du er Android-bruger. Appen findes kun til Apple-produkter.

Come on – det er 2020, det her, og Hyperice laver ikke apps til begge platforme. Det er simpelthen for snæversynet efter min mening. Jeg er godt klar over, at Apple bliver brugt af mange millioner mennesker, men jeg selv skiftede til Android for år tilbage.

[SPLIT] [IMG2] [IMG3] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG4] [SPLIT]

Kald mig gammeldags, men…

Ved hurtig gennemgang af Hyperice-appen, kan du indstille den, alt efter hvilket Hyperice-produkt du har. Hvis ikke der dagligt er, så vil der ugentligt være atleter, som man godt nok i mit tilfælde aldrig har hørt om, der har lavet videoer med diverse øvelser til netop dit Hyperice-produkt.

Selve videoerne er måske lidt i den pompøse ende af skalaen. Der går måske lidt jyde i det, men ”keep it simple stupid”. De jagter lidt for meget det æstetisk smukke og laver videoer, som går fra fugleperspektiv til frø- for så at slutte af i normalperspektiv. 

Indstillinger og muligheder er der nok af, men groft sagt er der tre kategorier såsom: opvarmning, genopretning/genoptræning og vedligehold. Om der er en reel forskel på, om man vælger opvarmning eller vedligehold af benmusklerne, vil jeg lade komme an på den enkelte. Jeg kunne i hvert fald ikke mærke forskel.

Når du har valgt et af de ovennævnte tre muligheder, så har du også her mulighed for at specialisere ens rutine. Du kan filtrere de Hyperice-produkter fra, som du ikke ejer, hvorfor du kun vil blive vist de sessioner, som kan anvendes af eksempelvis Hypervolt Plus Bluetooth.

Faktisk kan du dykke et niveau længere ned og vælge, hvilke muskelgrupper du vil fokusere på, om det skal målrettes efter udstrækning/fleksibilitet, wellness eller performance og meget mere.

Kald mig gammeldags – men en rigtig opvarmning får du ikke ved slå dig selv eller ved dybdegående massage. Jeg fik varmen af at bruge Hyperice, bestemt – men jeg vil til enhver tid holde fast i, at hedder det styrketræning, løb, cykling eller noget helt andet, så skal kroppens kernetemperatur være den rette, og der skal være tilført ledvæske til kroppen, når du skal præstere.

Jeg løfter bare det mere, løber det hurtigere og træder de flere watt, når jeg er varmet ordentligt igennem.

Okay, jeg ville ikke bruge den som et supplement til min opvarmning what-so-ever. Men ved brug af Hypervolt som led i min restitution, om det var efter styrketræning eller anden sport, så må jeg dog indrømme, at den gør sit arbejde rigtig fint.

Om man kan banke mælkesyren ud af kroppen, der må jeg være svar skyldig, men med korrekt brug og ved hjælp fra de famøse videoer, så mærkede jeg, at musklerne restituerede hurtigere.

Er der placebo-effekt over, at brugen af Hyperice Hypervolt Bluetooth Plus er bedre end almindelig udstrækning? Sikkert.

Men at sidde på bagdelen med det ene ben strakt og det andet lettere bøjet og bukke sig forover for at mærke strækket i lænd og balle, ah – det er jeg så småt blevet for stiv i kroppen til efter mange år på en fodboldbane. Det er altså lidt sjovere og noget mere afslappende at lade værktøjet gøre arbejdet.

[FAKTABOKS2]

Facit

Der skal ikke gå for meget jyde i den, selvom det er svært. Der er faktisk kun gode ting at sige om produktet i fysisk forstand.

Den er lækker at arbejde med, og den føles ikke som noget, der går i stykker efter X-antal timers brug. De fem forskellige massagehoveder er lavet i et lækkert materiale, og det giver rent faktisk mening, da hvert enkelt skal bruges til specifikke muskelgrupper.

Det spiller faktisk meget godt langt hen ad vejen. Der, hvor min kæde springer af, er, at der ikke er lavet en app, der understøtter Android enheder. Det gør mig trist. Havde det været omvendt, var jeg ligeledes blevet ked af det. Begrundelsen for dette er, at bruger jeg 3.799 kroner på et produkt, så forventer jeg, at det også er kompatibelt med ethvert produkt.

Er man som mig typen, der aldrig rigtig har strukket ud efter en fodboldkamp eller har gået med tunge køller efter en bentræning og stadigvæk ikke gør noget ved dette, så er Hyperice Hypervolt Bluetooth Plus måske lidt overkill. 

Er du derimod en, der ønsker at optimere og ikke mindst eksperimentere med anatomi og restitution, så er Hyperice Hypervolt Bluetooth Plus en uundgåelig ”partmer in crime”. Et lækkert produkt der bare oser af kvalitet og finesse – og ja, du bliver øm, men på den gode måde, af at bruge den, der slår igennem!

Hunt Mason 4 Season Disc gravelhjulsæt

Posted on: december 15th, 2020 by Esben Frey Jakobsen

Engelske Hunt startede i 2015 med et mindre udvalg af aluminiumshjul, der kunne tåle det engelske vejrlig og gav smæk for skillingen. Firmaet har siden udviklet et bredt sortiment i både kulfiber og aluminium til både landevej, cyklecross og MTB – og fået en dansk forhandler! Cykelmagasinet har sat et sæt gravelhjul på prøve.

Masser af muligheder

Uanset hvilken cykel du har, så kan du bestille dit hjulsæt, så det passer: Quick release, aksler, skivemontering samt friløb kan der altsammen tages hensyn til.

Hjulene leveres med tubeless fælgbånd og ventiler. Med i pakken følger et par reserveeger, nippelnøgle og relevante aksler. Kort sagt, er der masser af muligheder og kompatabilitet i Hunts Mason 4 Season Hjulsæt.

Og netop dette er et af de vigtigste argumenter for at investere i disse hjul: De passer til din nuværende cykel og kan nemt adapteres til en fremtidig med andre specs. Det hele er i øvrigt lige til at gå til og let at montere.

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG3] [IMG4] [SPLIT]

Det hele og lidt til

Man kan mene, hvad man vil, om Hunts diskrete design, men der er ikke mange cykler, der ikke kan bære et par sorte hjul med underspillede refleksmærker. Selve fælgen er matstort og anodiseret, mens nav og eger er blanksorte. Hunt benytter 24 eger for og bag med messingnipler.

Det første, man bemærker efter at have sat i gang, er friløbets distinkte snurren, som måske er lidt højt til nogles smag. Navet engagerer kontant, når man accelererer eller skifter mellem tråd og friløb på snørklede spor.

Hjulene føles stive under acceleration og kombineret med den brede diameter, føles Mason 4 Season hjulene pålidelige i svingene. Den interne fælgbredde på 19mm bredder som anført dækket godt ud, og man skal være opmærksom på dette, hvis man har en smal baggaffel, eller hvis man bruger hjulene til CX løb.

Vores 35mm Gravel King dæk målte 37mm efter montering, og et par 40mm Maxxis Rambler målte 41,5mm. Hjulene bidrager med deres bredde selvfølgelig til komforten, men med 40mm dæk og et tryk på 27psi giver det næsten sig selv.

Facit

Hunts Mason 4 Season Disc giver vikeligt meget smæk for skillingen.

Med en vægt under 1.600 gram og en pris på 3.095 kroner er dette en fantastisk opgradering til de fleste gravelcykler, hvor OEM-hjulsættet lader noget tilbage at ønske.

Funktionaliteten og alsidigheden er i top, og skulle du endelig smadre dem, så behøver du ikke gå fra hus og hjem for at købe et nyt sæt.

SKS Speedrocker skærme

Posted on: december 14th, 2019 by Jens Brahe Pedersen

Speedrockerskærmene kommer som et simpelt, komplet samlesæt. En fin detalje er, at der er inkluderet gennemsigtige klistermærker til at beskytte rammen.

Komponenterne er simple, vejledningen enkel, og monteringen tager ikke lang tid. Bagskærmen kan justeres i længden fortil og kan derfor passe på forskellige cykler. Forskærmen består af to dele og surres fast med et silikonebeklædt velcrobånd.

[REL1]

Vi anbefaler, at man starter med at få monteret skærmene i en "cirkaposition" og så strammer til til sidst – ellers risikerer man at løbe tør for hænder.

Vi har haft monteret skærmene uproblematisk på en Cannondale CAADX og en Canyon Inflite, med henholdsvis 35 og 38mm dæk.

Ude i pløret

Vi testede vores Speedrockers i alskens føre og uvejr i den vådeste november i Danmarks historie. Den første tur var uproblematisk, men på anden tur havde forskærmene flyttet sig lidt og krævede en opstramning. Derefter var der ingen problemer, hverken på brosten eller på grusveje.

Skærmene dækker effektivt af for opspring, hvis man kører alene, men i flok vil manden bag dig stadig få en smule i hovedet. SKS anbefaler minimum 1,5 centimeter frigang mellem dæk og skærm, og vi oplevede på intet tidspunkt at de stoppede til – plørets tykkelse desuagtet.

Speedrocker larmede eller raslede ikke på noget tidspunkt, og en væsentlig forbedring i forhold til tidligere designs er, at forskærmen er stiv nok til ikke at vibrere eller slå mod dækket.

Efter tre uger måtte vi med lidt bekymring konstatere, at silikonen på de forreste velcrostropper var slidt af – men kun på den del, der sidder ubeskyttet væk fra rammen. De kan fås i løssalg, skulle det blive et problem.

[REL5]

Facit

SKS Speedrockerskærme er et godt køb – de vil gøre dine gravelture i vådt føre langt mere fornøjelige.

De er lette at montere, holder deres placering efter en opspænding og kan passe på mange forskellige cykler. De giver fin frigang til dæk under 42mm og kommer ikke i karambolage med cyklen eller fødderne under sving.

Kører man alene, kan man komme rundt uden at blive våd andre steder end på fødderne. I flok vil manden bagved dog stadig komme til at sluge noget mudder.