I Danmark mærker man tydeligt årstidernes skiften, og derfor er det vel mest af alt af nød, når vi danskere fra tid til anden minder hinanden om, at vi skam ikke er plaget af dårligt vejr, men blot skal huske at klæde os efter forholdene. Det gælder i særdeleshed for den dedikerede cyklist, som gerne træner udendørs hele året.
I vinterhalvåret gælder det især om at holde kroppens mest udsatte ekstremiteter varme – og her må særlig interesse samle sig om hænderne, fordi de indtager en så central rolle i håndteringen og betjeningen af cyklen.
Gode handsker må der altså til, og når det gælder cykelhandsker er opgaven faktisk slet ikke så ligetil. Hænderne skal holdes varme og tørre, men stød fra underlaget skal også absorberes, og komforten skal være tålelig, når hænderne knyttes stramt rundt om det smalle styr. Samtidig er det rart at kunne betjene de moderne cykelcomputeres touch-skærme uden at skulle afføre sig handskerne, og hvis man – på trods af den behandskede hånd – kan få fat i en gel i baglommen, er det bestemt heller ikke at foragte.
Vi har testet 6 forskellige par.
[IMG2]
Craft Siberian Glow Glove
Den kraftige handske er velisoleret og har en vind- og vandafvisende overside med refleks. Der er ekstra forstærkning ved tommelfingergrebet, og der er praktisk belægning til betjening af fingertouch-displays på pegefingeren. Der er desuden velcro-elastiklukning ved håndleddet, så handsken slutter tæt. Den kraftige kvalitet og de deraf følgende kraftige syninger går udover fleksibiliteten, så handsken gnaver lidt, når man strammer grebet om styret. Til gengæld er det en af de varmeste handsker i testen. Den kan således snildt holde hånden varm også ved temperaturer noget under frysepunktet. En kraftig handske er uvægerligt en udfordring, når man skal i lommerne (det er faktisk umuligt), så derfor er CRAFT-handsken ikke en allround-løsning, som man også naturligt vælger, når vintervejret viser sig fra den lidt mildere side. Der vil man altid foretrække en tyndere og mere fleksibel handske. Men kvalitetsindtrykket og funktionaliteten er overbevisende, og med Craft-handsken i arsenalet ved man, at man kan komme ud uden at fryse på fingrene, også når vejret er rigtig barsk.
Pris: 450 kroner
Vurdering: [VURDERING4]
[IMG3]
Café du Cycliste Mid Season Gloves
Handsken er en relativt tynd konstruktion med vind- og vandafvisende overdel. Slidfladerne på håndfladen er forstærket med vinylmateriale, og en bred elastik sikrer, at handsken slutter tæt omkring håndleddet. Handsken har også en smart belægning på pegefingeren, så man kan betjene touch-displays uden at tage handsken af. Selvom handsken er en af testens tynde modeller, har den alligevel en tendens til at gnave lidt i håndfladen, når man holde om styret, og det skyldes at vinylforstærkningerne er lidt ufleksible. Af en tynd handske at være, klarer Café du Cycliste-handsken sin primære opgave – at holde hånden varm – overraskende godt. Udefra kommende vind og vand holdes godt på afstand af overdelen, og handsken kan derfor klare de fleste af de prøvelser, en typisk dansk vinter kaster efter den. Café du Cycliste-handsken er en cool og funktionel no-nonsense handske, som de fleste cyklister vil kunne klare sig igennem vinteren med – måske bortset fra de allerkoldeste dage, hvor en ekstra kraftig handske måske kan være nødvendig som backup.
Pris: 500 kroner
Vurdering: [VURDERING4]
[IMG4]
Assos BonKa Glove EVO7
Et premium-brand som Assos ved, at der skal følge en oplevelse med, når man køber deres produkter. BonKa-handskerne er testens eneste par, som kommer i en lækker papæske med et nydeligt papiromslag indvendigt. Herpå lover Assos, at ”what you pay for, is the result”. Nuvel, handskerne er i den kraftige ende af feltet, og heller ikke Assos kan trodse naturlovene, så det går udover fleksibiliteten. Der er forstærkninger de rigtige steder i håndfladen og ved tommelfingeren, men den praktiske fingertouch-belægning, som flere af konkurrenterne byder på, leder man forgæves efter. Der er en fin, bred elastiklukning ved håndleddet.
Handsken er konstrueret til temperaturer mellem -4 og +8 grader, og det passer meget godt med vores oplevelse. Især var vi imponerede af handskens gode ventilationsevne. Selv under hård intervaltræning i mildt vejr, var der ingen tendens til svedophobning på indersiden, og det er lækkert. Handsken kan derfor fungere som allround-løsning gennem hele vinteren, men på en mild dag vil man nok alligevel foretrække en tyndere model, så man nemmere kan komme til baglommerne.
Pris: 820 kroner
Vurdering: [VURDERING4]
[IMG5]
Giro Ambient 2.0
Giro-handsken er en af testens tyndere modeller, men den har nu alligevel meget kraftige syninger og en noget stiv karakter. Oversiden er vind- og vandafvisende med reflekslogo til gavn for synligheden. Der er kunstlæderforstærkninger de rigtige steder på indersiden og sågar et absorberende gel-indlæg ved håndroden. Fingertouch-belægning ved pegefingeren er også inkluderet samt et praktisk velcro-spænde ved håndleddet. Giro benytter et af vores absolutte favoritisoleringsmaterialer, Polartec, og det tynde, velisolerende materiale gør det så godt i Ambient-handsken, at den stort set kan fungere som førstevalget gennem hele den danske vinter – næsten uanset vejr og temperatur. Som de fleste øvrige handsker i testen, gnaver den lidt, når man strammer grebet om styret, og det ærgrer lidt, fordi det bør kunne gøres bedre, når handsken er så tynd. Men det ser altså ud til, at der er et trade-off her, når man også skal lave en handske, der kan tåle hård brug under barske forhold.
Pris: 499 kroner
Vurdering: [VURDERING4]
[IMG6]
Alé Nordik Glove
Nordik-handsken er testens suverænt tyndeste i elastisk vind- og vandafvisende windstopper-materiale. Den forstærkede inderside har silikonebelægninger for ekstra greb og fingertouch-materiale ved pegefingeren. Derudover har handsken testens suverænt tykkeste gel-indlæg i håndfladen. En bred elastik sørger for lukning omkring håndleddet, som dog skal være af de tykke, hvis Nordik-handsken skal slutte helt tæt. Alé er lykkedes med at give handsken den fleksibilitet, man forventer, når materialet er så tyndt, og man glæder sig også over den komfort, som det overraskende fleksible, tykke gelindlæg giver. Nordik-handsken har dermed testens bedste pasform. Det tynde materiale til trods, løser Nordik-handsken sin opgave overbevisende helt ned til temperaturer omkring frysepunktet, men så går den heller ikke længere. Dermed ligger handsken imidlertid også på et – efter normale danske vinterforhold – temperaturmæssigt sweetspot, og den er klart en af vores favoritmodeller, selvom en rigtig hardcore viking-cyklist nok har brug for et tykkere supplement til turene i frostvejr.
Pris: 449 kroner
Vurdering: [VURDERING5]
[IMG7]
GripGrab Ride Waterproof Winter
Javel, en vandtæt vinterhandske fra GripGrab altså. Oversiden er dækket af et vind- og vandtæt materiale med refleksmarkeringer, indersiden er silikonebelagt, og der er et tykt gel-indlæg ved håndroden. Ved håndleddet kan handsken lukkes tæt ved hjælp af et velcrospænde. Selvom der er tale om en handske i relativt kraftig kvalitet, er komforten faktisk blandt de bedre, når man lukker hånden omkring styret.
Ifølge GripGrab har handsken sit temperaturmæssige sweetspot mellem plus og minus 5 grader, og det flugter meget godt med vores oplevelse. Man holder nemt varmen, og selv når det går hårdt for sig, er åndbarheden så god, at man ikke får de svedige håndflader, der kan gøre en handske meget, meget kold at have på, når man ruller mellem intervallerne. Vi savner en fingertouch-belægning på pegefingeren, men ellers har vi ikke noget som helst at udsætte på den lækre kvalitetshandske, som du snildt bør kunne klare dig med gennem hele den danske vinter – evt. suppleret med en tynd forårshandske til de milde dage. Den danskudviklede handske passer altså ideelt til det danske vinterklima, som man vel også kunne forvente.
Pris: 485 kroner
Vurdering: [VURDERING5]
Seneste kommentarer