Posts Tagged ‘Alpentour Trophy’

Alpentour Trophy i Østrig

Posted on: april 28th, 2019 by kaag@via.dk

Mit hjerte pumper panisk! Vi er godt en tredjedel oppe af første bjerg og selvom pulsen danser rundt faretruende tæt på de 190, træder jeg ikke en bule i en blød hat. Ryttere, der overhovedet ikke burde kunne køre fra os, flyver forbi. Min makker, Thomas, har til gengæld stort overskud og forsøger efter bedste evne at opmuntre mig, men jeg er ikke i humør til snak. Det er cykelløb, ikke bare en hyggetur, og jeg er sgu en smule indebrændt over kroppens manglende samarbejdsvilje. Jeg har fået slappet for meget af i dagene op til løbet, og kroppen har nu svært ved at omstille sig til at skulle arbejde med høj intensitet igen. Mærkværdigvis har mine ben altid fungeret bedst, når jeg er lidt slidt. Da vi nærmer os toppen er det dog som om, alvoren begynder at gå op for hjertet. Blodet finder vej ned til benene og stille og roligt kommer der bund i trådet.

1. etape
Brutalt realitetstjek

Vi er til Alpentour Trophy som udsendte for Mountainbike Sport og er nu i gang med et af årets absolutte cykelhøjdepunkter. For mig er det godt 10 år siden, jeg sidst kørte etapeløb, dengang dog på et lidt mere seriøst plan. Jeg har virkelig glædet mig til at prøve det af igen, selvom jeg dengang svor, at jeg ALDRIG ville udsætte mig for den slags igen, efter at jeg var blevet kørt fuldstændigt i stykker otte dage i træk af min daværende makker, Allan Carlsen. For Thomas er det til gengæld første gang han prøver kræfter med duo-konceptet, hvor evnen til at samarbejde og støtte hinanden er lige så vigtig som power i benene. Målsætningen er klar: Vi skal have en god oplevelse. Men vi er også så meget konkurrencemennesker, at vi ved, at oplevelsen kun bliver rigtig god, hvis vi også kører stærkt. Forudsætningerne er heldigvis til stede. Vi har begge to ramt noget rigtig god form i ugerne op til løbet, men det er stadig lidt en ubekendt, om vi kan fungere sammen under pres.  
Efter en tricky nedkørsel, hvor vi mildest talt heller ikke er for skarpe, tager næste opkørsel os op til Giglach i mere end 2000 meters højde. Stigningen byder på lange sektioner med over 20 procent i snit og jeg kan kun lige akkurat holde cyklen oprejst med min 34-42 gearing.  Mod toppen skal vi endda forcere et større stykke med sne og is. Herefter går det over en form for højslette på et næsten ikke-eksisterende spor. Landskabsmæssigt super flot, men det er bestemt ikke flow, der præger kørslen. Thomas tager en tur ud over styret, men slipper med små knubs.
Endelig! På de sidste 15-20 minutters opkørsel inden afslutningen ned mod mål indfinder den gode fornemmelse sig for alvor. Pludselig er der adgang til den dyre benzin, og vi blæser nu forbi masser af konkurrenter. Kort inden toppen kommer vi akkurat forbi en større gruppe, og vi kaster os derefter ud over kanten på den afgørende nedkørsel. Sporet nedad er med sikkerhed ikke bygget til hardtails og XC dæk, og vi føler os stadig ikke helt komfortable med hoppene og de store berms. Vi har endnu ikke fået omstillet os fra dansk skov til østrigske bjerge, men vi holder presset med kalkuleret risiko og formår at forsvare placeringen hjem. Først i mål går det op for os, at nogle af de allersidste, vi overhalede, var det førende duo-par, og at vi dermed ikke bare napper sejren i vores aldersklasse, men også sejrer på tværs af alle duo-klasserne. Under selve løbet har det været svært at bevare overblikket, da alle klasser starter sammen; herunder også UCI-elite herrer og damer samt elite master, der alle deltager i enkeltmand/enkeltkvinde kategorier. Det er i førstnævnte kategori, de allerhurtigste kører, og i det selskab kan vi ikke være med forrest. Vores tid svarer til omkring top 30 i elite-klassen, og til podieplaceringer i elite master, hvilket så afgjort lever op til vores forventninger. Samtidig er det altså også lige akkurat tilstrækkeligt til at slå samtlige andre teams i duo-kategorierne. Det er ren bonus!

[IMG3]

Stjerneløbskonceptet er genialt til etapeløb
Schladming viser sig fra sin bedste side disse dage i midten af juni. 20-25 grader og ægte kitschet tyroler idyl. Bjergene tårner sig op på alle sider af byen, og bevidstheden om, at vi i løbet af vores fire dages løb hernede skal køre op af de fleste af dem er både intimiderende og tillokkende. Det er flot og varieret mountainbike terræn, men modbydeligt stejlt de fleste steder. Med mine 74 kilo føler jeg mig som lidt en elefant på de stejle sektioner, så jeg tør slet ikke tænke på, hvordan den endnu tungere del af feltet har det.
Som udsendte fra Mountainbike Sport bor vi på et udmærket hotel i nærheden af målområdet. Det går under betegnelsen ”sporthotel”, men bortset fra os, profferne fra Team Topeak Ergon samt nogle få andre cyklister synes klientellet i langt overvejende grad at bestå af velpolstrede pensionister. Vi klager dog ikke, og sætter i særdeleshed pris på at man – i modsætning til de fleste andre etapeløb jeg har kørt – hver dag returnerer til udgangspunktet. Det er guld værd bare lige at kunne trille ned på hotellet efter en hård etape. At der er sektioner af ruten, som man i løbet af de fire dage kommer til at køre flere gange som følge af stjerneløbsformatet, gør egentlig ikke noget.  

2. etape:
Benhård fight om førertrøjerne i duoklassementet

Sejren på 1. etape betyder, at vi forud for 2. etape bliver kaldt op i første startrække i vores usædvanligt grimme nye førertrøjer. Stjerner som eksempelvis Alban Lakata, der blot to uger senere vandt sin tredje mountainbike marathon VM-titel, må til gengæld pænt tage opstilling bagved. Allerede få hundrede meter efter at master-starten går, er vi dog skubbet adskillige rækker tilbage i feltet. Albuerne skal ud, hvis man vil holde sin position, men vi ved godt, at vi ikke hører hjemme blandt de allerforreste, så vi lader os glide et par rækker bagud. Her sidder vi så i stedet og gnubber skuldre med den tidligere olympiske mester Bart Brentjens og årets kvindelige vinder af den samlede XC World Cup, Yana Belamoyna. Det er også udmærket selskab!
 I udkanten af Schladming gives løbet frit og feltet eksploderer med det samme. Vi fokuserer på vores hårdeste konkurrenter i duoklasserne, et par østrigske eliteryttere, hvoraf den ene bruger løbet som finpudsning af formen forud for VM. Vi får hægtet os på, da de efter nogle minutter kommer blæsende bagfra og kan med det samme fornemme, at de vil prøve os af både opad og nedad – især det sidste! På 1. etape har de tydeligvis spottet, at vi ikke så alt for skarpe ud på nedkørslerne. Heldigvis har vi i dag fået banket det meste af rusten af. De satser hele butikken nedad, og vi er pressede, når det bliver meget hurtigt og teknisk. Med det yderste af neglene hænger vi dog på, og de får aldrig rigtigt åbnet hullet til os. Opad har vi til gengæld en anelse mere overskud end dem, så duellen bølger hele tiden frem og tilbage. På dagens længste stigning, som kommer efter et par timers kørsel, lægger vi virkelig pres på. Elastikken bliver langsomt strukket ud, og den stærkeste af de to østrigere begynder nu at skubbe makkeren på flere sektioner, for at de kan følge med. Vi lugter blod og skruer den en anelse mere. Pludselig forsvinder de bagud, og vi forsøger herefter bare at finde et tempo, hvor farten holdes konstant høj, uden at vi tager alt for store chancer. I mountainbike etapeløb er det ofte defekter, der bliver udslagsgivende, og det handler derfor hele tiden om at finde balancen, hvor der køres stærkt, men lige akkurat efterlades en margen til det uforudsete. Det lykkes til fulde på resten af etapen, og vi kører sejren ret sikkert hjem.

3.etape:
73 km/t på schotterwegs

Hvor kongeetape 2. etape var en ren udmattelses-kamp, er den tredje, og noget kortere etape, præget af aggressiv kørsel hele vejen igennem. Benene har det stadig super godt og samarbejdet er fremragende. Vores efterhånden gode østrigske venner i duo-klassen har tydeligvis ikke kastet håndklædet i ringen. De presser os hårdt den første time, hvorefter vi tager teten på dagens længste stigning. Thomas holder virkelig på i sin karakteristiske huggende stil. Op at stå, ned at sidde, konstante temposkift. Det gør ondt på min gamle dieselmotor, som har det bedst med det monotone, kværnende tråd, men jeg forsøger at holde masken, og håber at det gør endnu mere ondt på østrigerne. På toppen er vi dog kun 20 sekunder foran dem, og da vi ved, at der følger en meget lang nedkørsel, er vi enige om, at den skal køres med hanen helt i bund. Min max fart siger 73 km/t ned af de løse schotterwegs, hvor sten i størrelsesordenen fra appelsin til håndbold er strøet ud med løs hånd. Lige her efterlever vi vist ikke intentionen om at køre med lidt margen! Uden nummer på cyklen ville jeg aldrig køre med den fart på den type underlag, men i en løbssituation flytter grænserne sig. Østrigerne fanger os lige præcis, som vi rammer bunden af første del af nedkørslen, men vi får kæmpet os først ind på en teknisk og glat rod-sektion, hvor vi igen åbner et lille hul til dem. Hullet er præcist stort nok til at vi holder dem bag os på de sidste 7-8 kilometers hurtige og super sjove flow-sektion. Vi slår dem, som på 1. etape, med blot 10-20 sekunder, men sammenlagt er forspringet stadig komfortabelt efter den ene østrigers eksplosion på 2. etape.

[IMG4]

God rute til ræs
Alpentour Trophy er næppe det mest tekniske løb i kalenderen, men der er dog mange sjove og krævende sektioner både opad og nedad. Flere af etaperne ville nok i sig selv virke kedelige på en del stræk, hvis de blev kørt uden nummer på cyklen. I en løbssituation, hvor der presses på i samtlige sving og på samtlige tekniske sektioner, og hvor de lidt kedeligere dele netop er dem, der også skaber et taktisk element i løbet, er blandingen imidlertid rigtig god – i hvert fald for os der sidder i den forreste del af feltet. Længere nede, hvor mange i højere grad deltager for oplevelsen end for konkurrencen, er vurderingen dog måske en anelse anderledes. Løbet udmærker sig herudover ved at være forbilledligt afmærket – noget som desværre langt fra har været en selvfølge i andre MTB-løb, jeg har deltaget i. I det hele taget er arrangementet utroligt velplanlagt, og det er tydeligt, at der er tale om et koncept, som er blevet finpudset over en årrække.

4. etape:
Enkeltstart lige op i himlen!

Fuck, det er stejlt! Kun min stolthed forhindrer mig i at stå af og trække cyklen, og vi har endnu ikke kørt den første kilometer af sidste etape. I min naivitet havde jeg tænkt, at sidste etapes 13-14 kilometers bjergenkeltstart ville være en formalitet, hvor den samlede sejr blot skulle cruises komfortabelt hjem. Men lange sektioner med langt over 20 procents stigning gør det til en kamp blot at komme op. Trods de ubarmhjertige stigningsprocenter føler jeg mig dog stadig godt kørende, men Thomas er nu for første gang i løbet ved at være lidt slidt. Det går derfor ikke helt så stærkt, som vi kunne ønske. Jeg forsøger at hjælpe, det jeg kan, når stigningen flader lidt ud, men på de helt stejle sektioner er det hver mand for sig. Det er simpelthen umuligt blot at slippe styret. Op kommer vi dog til sidst, men det viser sig i mål, at østrigerne i dag har været noget stærkere end os. De har dog kun spist cirka fem af de ti minutters forspring, vi havde tilkæmpet os på de første tre etaper og den samlede sejr er derfor ikke i fare. Samlet set er afslutningen dog lidt et antiklimaks, da alle slutter hver for sig på toppen af bjerget, uden at man helt ved, hvordan konkurrenterne har klaret sig. Da det også er for koldt at blive oppe i højderne, ruller vi hurtigt ned og tilbage til hotellet uden at få set de førende i elite-klassen komme i mål. Optimalt set burde enkeltstarten nok ikke placeres som sidste etape, men det er en lille skønhedsplet på et ellers meget velarrangeret løb.

Bedste cykeloplevelse i årevis
På vej hjem i bilen er der tid til at reflektere over oplevelsen. For mig rangerer den helt i toppen blandt mine mange løb gennem cykelkarrieren. Jeg kørte selvfølgelig stærkere, da jeg for ti år siden var rigtigt aktiv og trænede dobbelt så meget, og jeg har naturligvis også resultater, der på papiret er større end en sejr i en klasse som overvejende består af ambitiøse motionister og kun en lille håndfuld eliteryttere. Men i modsætning til mine tidligere etapeløb blev dette løb kørt helt uden forventningspres og med et stort smil på læberne. Vi kørte ikke bare stærkt og næsten fejlfrit, men nød også at næsten alt andet også gik op i en højere enhed: Fantastisk natur, godt vejr, fedt teknisk, taktisk og fysisk cykelløb, og ikke mindst godt samvær med såvel de øvrige danskere til løbet som vores nærmeste konkurrenter. Det helt store plus ved turen, og den, der løftede løbet helt op blandt de bedste løbsoplevelser, jeg har haft længe, var dog makkerskabet. Thomas og jeg kørte stort set optimalt sammen. Vi traf alle de rigtige beslutninger, når der var pres på. Vi matchede hinanden godt både fysisk og teknisk og fik gennem hele løbet det bedste frem i hinanden. Og især var det både før, under og efter løbet simpelthen bare fedt at have en at dele oplevelsen med. Alt i alt var det således svært at finde noget at sætte en finger, på den lille uge, vi var afsted. Alpentour Trophy får en klar anbefaling herfra.