Er du ofte nødt til at stille din cykel fra dig alle andre steder end bag lås og slå, så er tyverialarmen fra AlterLock noget for dig.
Vil du gerne sikre din cykel mod tyveri er der, desværre, ikke så meget du kan gøre. Det forsøger AlterLock at gøre op med, med deres bud på en tyverialarm med geolokalisering.
AlterLock er i al sin simpelthed en kombineret tyverialarm og GPS-tracker, der diskret skjules under flaskeholderen.
Systemet fungerer ved, at AlterLock geolokaliserer din enhed, som sidder på cyklen. Her kan du oprette såkaldte safezones, som oplagt ville være dit hjem eller arbejdsplads. Når cyklen forlader en safezone går alarmen.
Via en medfølgende app kan man selv oprette safezones, og det er også her, at man slår tyverialarmen fra, når man selv skal ud og køre på sin cykel.
Alarmen har forskellige ringestyrker og lyde, og det er muligt at skifte indstilling på den. Desværre har den et begrænset antal hyl i sig, før den slår fra. Her kunne man godt havde ønsket, at den hyler uafbrudt, når tyveknægtene har fat i cyklen….
Skulle det ske, at din cykel bliver taget af langfingrede typer der, ikke kan kende forskel på dit og mit, bliver enheden ved med at sende et GPS-signal med jævne mellemrum, der fortæller om cyklens placering og gør det nemt at finde den igen via app’en.
I brug
Systemet fungerer overraskende godt og man lærer hurtigt at huske at slå alarmen fra, inden man begynder en ny cykeltur. Systemet kommer først med en advarselslyd, før den store alarm går, så man har lidt tid til at afblæse alarmen, før alle naboerne hører, at man er på ved ud for at cykle igen. I app’en kan man også fortælle enheden, at cyklen er under transport, så alarmen ikke går amok bag på bilen eller i flyet.
I mit hoved forestiller jeg mig et scenarie, hvor en cykeltyv løber ned igennem byen med en hylende cykel. Dette er dog ikke tilfældet med AlterLock. Efter knap et minuts tid eller kortere slår alarmen fra. Det er, ved nærmere eftertanke, nok meget godt, hvis man ikke vil have, at cykeltyven skal forsøge at finde og afmontere alarmen.
Enheden vejer kun 50 gram, så det er ikke det, der ødelægger din power to weight ratio. Batteritiden for den testede enhed, som er tredje generation, kan holde batteri i op til 3 måneder, så det er vigtigt at minde sig selv om at få den ladt op, når man alligevel har sine gear og wattmåler til opladning.
Selvom systemet er smart og diskret, er ulempen, at det sidder monteret under flaskeholderen. Det er derfor relativt let for en cykeltyv at skrue alarmen af. Med i pakken følger klistermærker, som advarer om, at cyklen er udrustet med en tyverialarm, og man kan frygte, at en cykeltyv med kendskab til AlterLock kommer forberedt med en umbraco-nøgle i hånden. Spørgsmålet er også, om man vil sætte klistermærker med tyverialarm på sin carbonracer? Til gengæld har jeg sat dem på min bycykel, til skræk og advarsel.
Systemet kører via abonnementsordning og der er pt. 2 tyder at vælge imellem: Gratis eller 34 kr måneden. Det er ikke meget og vælger man at betale for et år ad gangen, koster det kun 349 kr. Med det gratis’ abonnement får man kun alarm og notifikationer om sin enhed, hvorfor man skal betale sig til at få sporing og crash detection (som AlterLock også har).
Jeg har testet AlterLock henover sommeren og indtil videre er cyklen ikke blevet stjålet. 7, 9, 13… Det giver en vis sikkerhed, når man på træningsture må efterlade cyklen uden for synsvidde hos købmanden eller bageren, at man trods alt kan opspore den igen ret hurtigt. Jeg forestiller mig også, at en hylende alarm vil virke afskrækkende, selvom jeg ikke har haft mulighed for at teste det. Alarmen virker, skulle jeg hilse og sige. Jeg har både glemt at slå den fra før cykelture, og haft min datter til at løbe rundt med dem, og cyklen skal ikke mange meter ud af safezonen, før alarmen går amok.
Det umiddelbare minus ved AlterLock er, at alarmen er nem at fjerne. Det tager ikke særlig lang tid at identificere enheden, eller at skrue en flaskeholder af. Samtidig er navnet lidt misvisende, da der ikke er tale om en decideret lås.
Facit
Formålet for AlterLock er først og fremmest at give lidt ro i sjælen, særligt til de, som efterlader deres cykler sårbare steder, såsom udenfor købmanden eller bageren, eller har den stående i kælderrum, cykelskure, på arbejdspladsen, eller har en bycykel stående et sted i byen. Alarmen vil virke afskrækkende for de spontane cykeltyve og hvis ikke, vil man selv eller politiet hurtigt kunne finde frem til cyklens position – hvis altså ikke cykeltyven har identificeret AlterLock’en og pillet den af.
Læs også: Velomore tester Canyon Disruptr
Til generation 4 kunne jeg godt ønske mig en funktion, der gør det muligt at gemme alarmen inde i rammen, uden at den rasler rundt. Og mens jeg er mest øm over min racercykel, så er jeg faktisk rigtig glad for at have AlterLock siddende på min bycykel også.
OPDATERET: Adspurgt til placeringen udenfor rammen svarer AlterLock, at de arbejder på andre løsninger. Udfordringen med en indvendig placering er, at carbonrammen i en landevejscykel mindsker signalet fra enheden. Samtidig viser data, at en synlig alarm kan have en afskrækkende effekt på tyve, hvilket taler for en udvendig placering.
Info
Vurdering: 4/5.
Bedst til: Dig som ofte må lade cyklen ude af synsvidde og vil have lidt ro i sindet.
Pris: 1000 kr. for enheden. 34 kr/måneden på abonnement.
Mere info: www.alterlock.com
Seneste kommentarer