Ieper > Wevelgem – 136,8 kilometer
Sæsonens femte Worldtour-løb står for døren, når Gent-Wevelgem skydes i gang søndag. Den belgiske klassiker er traditionelt set et opgør mellem sprinterne og klassikerrytterne, hvilket også gør sig gældende i år, hvor et næsten uhørt antal sprintere kan lugte sejren.
[IMG2]
Starten går i Ieper, og der vil formentlig være kamp om at ramme udbruddet, men som det så ofte er set før, vil eventuelle angrebsforsøg formentlig blive neutraliseret af feltet forud for rutens første udfordringer.
Efter 45 kilometer rammer rytterne den første hellingen, Baneberg, der skaber den første udskilning frem mod løbets omdrejningspunkt; den stejle, brostensbelagte Kemmelberg, hvor feltets klatrere og stærke klassikerfolk vil sætte et hårdt tempo. Efter en kort nedkørsel venter endnu en kort stigning, Monteberg.
Herefter kan rytterne trække luft ind i et øjeblik, før ruten fører dem over de såkaldte plugstreets, Christmas Truce og The Catacombs, der blev inført for et par år siden til minde om første verdenskrig. De to grusveje vil formentlig skabe heftig positionskamp, da der både er risiko for punkteringer og styrt.
med omkring fyrre kilometer til mål tager rytterne endnu engang hul på Baneberg, efterfulgt af Kemmelberg og Monteberg, før de sidste 35 kilometer skal køres i forholdvis fladt terræn.
Det må forventes, at vinderkandidaterne holder sig til frem mod sidste passage af Kemmelberg, hvor en mindre gruppe formentlig vil rive sig fri af feltet. Sprinterne har dog tid til at komme tilbage til en eventuelfrontgruppe, der skal arbejde umanerligt godt sammen, hvis de skal forhindre den ventede massespurt i Wevelgem.
#1 Marta Bastianelli – Team VIRTU Cycling Women
[VURDERING5]
[IMG3]
Team VIRTU har den forsvarende vinder Bastianelli på holdkortet, og det danske Worldtour-hold stiller med et stærkt hold til at støtte den erfarne italiener, der kan regne med hjælp fra Sofia Bertizzolo, Mieke Kröger, Barbara Guarischi, Anouska Koster og danske Christina Siggaard, der til sammen udgør en sprængfarlig kvintet fuld af power og råstyrke.
Europamesteren har været flyvende i alt slags terræn, og den hurtige italiener har endnu ikke sluttet udenfor top-ti i denne sæson. Med sejr i Ronde van Drenthe, en fjerdeplads i Strade Bianche og en 7. plads i Driedaagse Brugge-De Panne har Bastianelli erobret Worldtourens førertrøjen, og det vil bestemt ikke være overaskende, hvis hun tager sæsonens tredje sejr i morgen.
Bastianelli er givet vis ikke den feltets hurtigste i en flad, hurtig spurt efter et nemt løb, men når løbet bliver bare en smule hårdt, kommer den tidligere verdensmester til sit ret. Italieneren er nemlig også utrolig holdbar, og hun er dermed dødsensfarlig i såvel en massespurt som i et hårdt løb.
#2 Lotta Lepistö – Trek-Segafredo Women
[VURDERING4]
[IMG4]
Efter fem sæsoner på Cervélo-Bigla, vinkede det finske lyn forud for denne sæson farvel til sine danske holdkammerater og blev en del af det storsatsende Trek-Segafredo, for hvem den finske mester indtil videre har haft mere fart i cyklen, end det var tilfældet på samme tid sidste år.
Lepistö tog et par flotte spurtsejre i Setmana Ciclista Valenciana, og siden da er finnen blevet mere og mere holdbar. Lepistö er som regel mere holdbar end de andre topsprintere – såsom Kirsten Wild og Chloe Hosking – og hun bør kunne komme forholdsvis intakt henover stigninger.
Det er bestemt ikke sikkert, at hun kan sidde med de bedste på Kemmelberg, men hvis holdet samler sig om hende og får hende med hjem til stregen, er Lepistö én af feltets allerhurtigste ryttere. Det er dermed ganske sandsynligt, at hun gentager sin sejr fra 2017.
#3 Lotte Kopecky – Lotto-Soudal Ladies
[VURDERING3]
[IMG5]
Med en femteplads i Flandern Rundt i 2017 og et par verdensmesterskaber på banen, er Lotte Kopecky bestemt ikke nogen ukendt rytter, men det virker umiddelbart til, at den stærke belgier har lagt et niveau på forud for denne sæson, hvor hun er startet ud som lyn og torden.
Den 23-årige Lotto-rytter har været ganske tæt på den første, store sejr i de seneste uger, hvor det er blevet til podieplaceringer i Driedaagse Brugge-De Panne og Nokere Koerse, mens hun også kørte sit til en femteplads i en hård udgave af Ronde van Drenthe.
Belgieren har dermed vist, at hun er blevet endnu mere holdbar, og at hun samtidig er blevet endnu hurtigere på de sidste meter, og det er kun et spørgsmål om tid. før hun tager sin første Worldtour-sejr. Kopeckys største svaghed er uden tvivl hendes hold, der er alt andet end prangende, men belgieren har, uden den store hjælp, gang på gang siddet de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, så sejren er bestemt indenfor rækkevidde.
#4 Amalie Dideriksen – Boels-Dolmans
[VURDERING3]
[IMG6]
Torsdag fik den danske mester et perfekt leadout af Christine Majerus i finalen af De Panne, men desværre for danskeren skød hendes luxembourgske holdkammerat frem 150 meter for tidligt, og danskeren endte derfor med at køre leadout for sine værste konkurrenter på de sidste 250 meter.
Den danske eks-verdensmester måtte tage til takke med en 16. plads, men Dideriksen viste med en sjetteplads i det hårde Ronde van Drenthe – hendes blot andet landevejsløb i sæsonen – at hun er i ganske god form forud for klassikerne.
Dideriksen har forbedret sin holdbarhed betydeligt over de sidste par sæsoner, og da den hurtige dansker har fastholdt sit fantastiske antrit og høje topfart, er hun en seriøs udfordrer til sejren, når løbet skal afgøres i en spurt. Danskeren kan tilmed regne med hjælp fra flere af verdens bedste ryttere, og bliver hun afleveret bedre end i forgårs, kører hun helt sikkert med om sejren.
#5 Lisa Klein – Canyon//SRAM
[VURDERING2]
[IMG7]
Der er ikke mange ryttere, der er stærkere end Lisa Klein på flad vej, og den stærke tysker har trods sine blot 22 leveår allerede en del flotte resultater på CV'et.
Sidste år spurtede hun sig til en flot tredjeplads i Wevelgem, og Canyon-rytteren har igen i år givet prøver på sin hurtige afslutning, der blandt andet kastede en andenplads af sig i Nokere Koerse. Klein har en enorm motor, og selvom hun ikke er én af feltets bedste klatrere, har hun holdbarheden til at sidde med i en finale som denne.
Skal løbet afgøres i en højhastighedsspurt i Wevelgem, og lykkedes det hendes stærke Canyon//SRAM-holdkammerater at sætte de største sprinternavne frem mod finalen, er Klein en trussel mod selv den hurtigste sprinter.
Outsiderne
Løbets helt store 'dark horse' er den blot 20-årige Lorena Wiebes (Parkhotel Valkenburg), der imponerede ved at hente en stribe topresultater i sidste sæsons massespurter. De flotte takter har kastet en tre årig kontraktforlængelse af sig – hvilket er ganske uhørt i kvindecykling – og hollænderen har levet op til holdets tillid i denne sæson, hvor hun har vundet Nokere Koerse og blevet nummer to i De Panne.
Det er dog tvivlsomt, om Wiebes, der kører sit første Gent-Wevelgem, kan overleve stigningerne, da hun endnu mangler at bevise at hun er holdbar nok til et løb som dette. Wiebes kommer til at klare sig meget på egen hånd i finalen, men skulle det lykkes hende at komme helskindet frem til finalen, bliver hollænderen svær at matche.
Boels-Dolmans er som altid holdet, der skal slås, og det hollandske storhold vil formentlig forsøge at gøre løbet så hårdt som muligt for at slippe af med de tungeste sprintere. Vælger de at gribe løbet offensivt an, er det særligt værd at holde øje med lynhurtige Amy Pieters og klassikerspecialisten Chantal Blaak, mens også formstærke Jip van den Bos kan tænkes at blande sig.
Marianne Vos (CCC-Liv) har for alvor genfundet sit topniveau, og den hollandske superstjerne er altid en faktor i sæsonens største løb. Hollænderen er forholdsvis hurtig, men hun får svært ved at slå de rendyrkede sprintere, CCC-Liv skal derfor forsøge at gøre løbet hårdt. Lykkes det Vos at slippe afsted med en mindre gruppe, har hun overblikket og antrittet til at gøre tingene færdige.
Coryn Rivera (Sunweb) burde også være med fremme i finalen, men den amerikanske mester virker fortsat til at være et stykke under det niveau, der sikrede hende sejre i Flandern Rundt og Trofeo Alfredo Binda, samt en tredjeplads i dette løb tilbage i 2017. Amerikaneren er dog fortsat lynhurtig, og det bør være til hendes fordel, hvis løbet bliver halvhårdt.
Sprintdronningen over dem alle, Kirsten Wild (WNT-Rotor), sikrede sig torsdag sejren i sæsonens blot andet landevejsløb, da hun satte konkurrenterne eftertrykkeligt på plads i De Panne. Den stærke hollænder er dog langt fra feltets mest holdbare rytter, og det har gang på gang vist sig, at hollænderen mister sin høje topfart, når løbet bliver hårdt, og det er derfor tvivlsomt, at hun for alvor kan udfordre.
Hollænderen skal bestemt ikke regnes ude på forhånd, men det tyske hold, der har forstærket sig betydeligt henover vinteren, har også et andet – og langt mere sikkert – kort i form af den tyske tonser, Lisa Brennauer, der også har afslutningsevner til at køre en god spurt. Tyskeren har primært kørt for Wild i sæsonens første løb, men bliver hollænderen sat, er Brennauer en farlig outsider.
Chloe Hosking (Alé-Cippolini) er uden tvivl en af feltets allerhurtigste ryttere, men ligesom Wild er australieren nærmest allergisk overfor stigninger, og det er derfor yderst sjældent, at hun sidder med i finaler som denne. Hosking har i de seneste uger hentet flere fornuftige placeringe i de belgiske og hollandske løb, men det står også klart, at hun for tiden er et niveau under de bedste.
Canyon//SRAM har et særdeles slagkraftigt hold, hvor flere ryttere kan lege med i en spurt. Slår Klein ikke til, sætter holdet formentlig deres lid til hurtige Alexis Ryan, der sidste år hentede flere flotte spurtresultater i halvhårde løb, men de Alice Barnes kan også blande sig i en spurt. Både Elena Cecchini og Hannah Barnes er farlige outsidere, hvis der skal spurtes om sejren i en reduceret frontgruppe.
Letizia Paternoster (Trek-Segafredo) er endnu en ung, spændende sprinter med baneerfaring, og den 19-årige italiener startede sæsonen med et brag, da hun vandt 1. etape af Tour Down Under. Paternoster kørte et fint leadout for Lepistö i De Panne, men har den finske mester dårlige ben, kan Paternoster sagtens overraske, selvom hun endnu mangler erfaring i de store løb. Mange af de samme ting kan siges om landsmanden og bane-holdkammeraten Elisa Balsamo (Valcar), der ser ud til at nærme sig topformen.
Det er også værd at nævne den cubanske himmelstormer, Arlenis Sierra (Astana), der startede sæsonen med en sejr i Cadel Evans Great Ocean Road Race og senest blev nummer 9 i De Panne. Cubaneren er både holdbar og spurtstærk, og hun bør have en god chance for at vinde, hvis en reduceret frontgruppe skal spurte om sejren i Wevelgem.
Bliver der sat et voldsomt tempo på stigningerne, kan løbet sagtens blive splittet til atomer, og det kan åbne døren for ryttere som Emilia Fahlin (FDJ), Gracie Elvin (Mitchelton-Scott), Lucinda Brand og Floortje Mackaij (Sunweb), Ellen Van Dijk (Trek-Segafredo), Cecilie Uttrup Ludwig (Bigla) og Malgorzata Jasinska (Movistar), der alle er holdbare, men som sandsynligvis ikke er hurtige nok til at vinde.
Danskerne
Christina Siggaard skal i udgangspunktet kører leadout eller holde løbet samlet for Marta Bastianelli, men danskeren kan være en god plan B i tilfælde af styrt.
Cecilie Uttrup Ludwig (Bigla) har haft en fremragnede start på sæson, men Gent-Wevelgem bliver formentlig for let for danskeren, der dog godt kan spurte sig til et fornuftigt resultat, hvis en mindre gruppe skal spurte om sejren.
Holdkammeraten Julie Leth har været godt kørende i sine første landevejsløb, hvor det er blevet til to placeringer lige udenfor top-ti i sprinterløbenen De Panne og Drentse Acht van Westerveld, så den danske europamester kan måske forsøge sig i en spurt, hvor hun umiddelbart er Biglas bedste kort.
Pernille Mathiesen (Sunweb) kommer formentlig på hårdt arbejde for sine holdkammerater, der skal køres frem forud for løbets afgørende punkter.
Bemærk: Emma Norsgaard Jørgensen (Bigla) stod på den oprindelige startliste, men den talentfulde dansker har kæmpet med en vedholdende knæskade og er først vendt tilbage til cyklen i de seneste uger og er derfor ikke til start.
Cykelmagasinets favorit
Marta Bastianelli
Cykelmagasinets joker
Lorena Wiebes
Hvor kan løbet ses?
Gent-Wevelgem sendes livestremes på Proximus Sports Facebook-side fra kl. 11:00. Løbet bliver umiddelbart ikke sendt live på TV, men det efterfølgende ses på Eurosport 1 fra kl. 17:15.
Løbet kan også følges via UCIs Twitter-profil, UCI_WWT, der giver detaljerede opdateringer kilometer for kilometer.
Seneste kommentarer