Niels Olesen drog sidste år på et cykeleventyr, da han cyklede fra Odense til Barcelona.

Alle veje fører som sagt til Rom – eller Barcelona. Jeg kiggede på kort og overvejede ruten. Jeg downloadede EuroCycle appen, der viste 17 forskellige cykelruter på kryds og tværs i Europa. 

Én af ruterne, som kaldes pilgrimsruten, går fra Norge ned igennem Jylland og Nordtyskland til den hollandske grænse, igennem det vestlige Frankrig og til pilgrimsruten i Spanien. Jeg tænkte, at jeg kunne følge den noget af vejen, nemlig til den hollandske grænse, hvorefter jeg ville køre sydpå. 

Samtidig brugte jeg ca. 200 kr. på at downloade appen Komoot, hvilket skulle vise sig at være en rigtig god idé. Jeg havde en et år gammel Cannondale i 7000 kroners klassen, som skulle anvendes til turen, og hvor jeg fik monteret smalle dæk og et bagagebærer inden afrejse. Jeg havde et sæt cykeltasker samt en lille cykeltaske foran styret til ting, som er rare at have lige ved hånden, såsom regnjakke, lidt værktøj og snacks. På så lang tur gælder det om at begrænse sig med hensyn til bagage. Det er altid muligt at vaske undervejs.

Den første uge

Der er omtrent 2300 kilometer fra Odense til Barcelona, så med forventet 100 kilometer om dagen, var tanken, at turen ville tage cirka tre og en halv uge.

Den 31. august forlod jeg Odense og cyklede til Bøjden, hvor færgen fragtede mig til Fynshav, inden jeg cyklede til Flensborg, hvor jeg havde min første overnatning i en Airbnb, som jeg havde bestilt hjemmefra. Derefter var retningen sat mod den hollandske grænse, hvilket indebar en færgeoverfart over Elben ved Glückstadt.

Der er mange cykelstier langs vejene i Tyskland, men ofte er de rigtig dårlige. Mange steder er der alléer mellem cykelsti og landevej, og det medfører trærødder, der bryder igennem asfalten. Når dette ikke bliver repareret, giver det mange bump, og det er svært at holde en jævn hastighed. I byerne tages der ikke hensyn til cyklisterne. Man er henvist til fortovene, hvor det går op og ned på grund af indkørslerne til husene.

Efter et par dage fik jeg voldsomt ondt i bagdelen. Jeg havde heldigvis buksefedt med, som jeg smurte inde i cykelbukserne, inden jeg begyndte om morgenen, og det hjalp forbavsende hurtigt. 

Min fjerde overnatning var i Alstätte, en hyggelig lille by seks km fra den hollandske grænse. I dette område er der utrolig mange ældre cyklister på elcykler, sandsynligvis grundet det flade landskab, og der er sågar en ladestation for elcykler. 

De fleste overnatninger bookede jeg via Airbnb. På appen kan man søge i det område, man vil til, og så får man de muligheder, der er med beskrivelse og priser. Man anmoder om overnatning over appen og får for det meste besked tilbage inden for 1 til 2 timer. De fleste overnatninger, jeg havde, lå prismæssigt omkring 300 kroner, og nogle gange var der morgenmad med i prisen. Ellers var der flere steder mulighed for at købe morgenmad for 5-6 €.

Efter at have fundet det ønskede overnatningssted, gik jeg ind på Komoot appen og søgte på adressen. Jeg downloadede ruten, så jeg havde den offline. Jeg blev vejledt af en stemme på engelsk, der som regel anviste OK veje, men jeg prøvede også at blive ledt ind på markveje og hullet grusveje.

Den sjette overnatning fandt sted i Aachen. En ny lidt mindre end Århus, men der var masser af liv i bymidten selv på en mandag aften. Herfra gik turen sydpå ned gennem Belgien til Luxembourg. Meget af vejen var det muligt at køre på en cykelsti langs en flod, men da jeg havde valgt en Airbnb et stykke fra ruten, kom jeg ud i nogle voldsomme højdemeter både i Belgien og Luxembourg. For ikke at gå helt død, besluttede jeg mig for at følge floderne ned igennem Frankrig. 

Der er gode cykelstier det meste af vejen langs floderne, med først Mosel og dernæst Saone og Rhône.

Frankrig

Første overnatning i Frankrig havde jeg i Maizieres-les-Metz. Jeg havde tidligere på dagen anmodet på Airbnb om en overnatning i Metz, som jeg ikke nåede at få svar på. Derfor var jeg nødt til at booke et andet og cykle 20 km ekstra. Det viste sig at være en enlig førtidspensionist, der lejede værelset ud, så han kunne betale for el og varme samt tage til Egypten en gang om året for at være sammen med sin ukrainske feriekæreste. Han kunne ikke tale engelsk, og den smule fransk jeg kunne, var ikke nok til at føre en samtale. Men med Google Translate lod det sig alligvel gøre at føre en interessant samtale. 

På turen gennem Frankrig boede jeg hos flere ikke-engelsktalende. De fleste ville gerne kommunikere, så det foregik med Google, fingersprog og de få franske ord, jeg kunne huske. 

I Lyon boede jeg på et hostel. Det var dog ikke lige min aldersgruppe, der var repræsenteret her, for det var udelukkende unge mennesker. Jeg faldt dog i snak med en fyr, der fortalte, at han var på bike tur. Jeg spurgte ham, hvad han kørte på. Det var en BMW 800 et eller andet. Vi skulle altså ikke følges næste morgen!

En dag syd for Lyon fik jeg følgeskab af en gut fra Paris. Halv englænder, halv franskmand. Jeg cyklede bagefter ham over nogle kilometer. På en bro stoppede han, og vi faldt i snak. Det var dagen efter Chris Ankers forfærdelige død, som også han havde hørt om. Vi blev enige om at følges, og det gjorde vi et par timer, indtil vore veje skiltes. Forinden spiste vi dog vores medbragte frokost ved floden.

Efter lidts selskab på ruten fortsatte jeg sydpå og ramte Middelhavet. Vejret var dejligt med 20 – 25 grader her midt i september. Jeg var i det hele taget heldig med vejret på turen, idet der kun var en enkelt dag med regnvejr. Uheld med cyklen i form af punkteringer eller andet var jeg også forskånet for. I hvert fald indtil den allersidste dag…

Næste mål var havnebyen, Sete. Jeg bookede mig ind på et hostel, der lå midt i byen. Efter aftensmaden, som bestod af en fremragende pizza, kom jeg tilbage til mit hostel. I opholdsrummet sad der nogle unge, og den ene, en ung fyr fra Lyon, havde købt en flaske vin og spurgte, om jeg vil smage. Det ville jeg da gerne, og vi tilbragte et par hyggelige timer sammen. Han inviterede også på butter chicken, den næste dag, men jeg måtte takke nej, da jeg havde en aftale med bekendt, jeg skulle besøge i Valencia den kommende weekend, hvor jeg ville tage toget fra Barcelona. .

Vi nåede dog en frokost sammen dagen efter, inden jeg fortsatte turen, og nogle dage senere kunne jeg krydse den spanske grænse.

Ankomst

Sidste stop inden Barcelona var i Lloret del Mar, der er en rigtig turistby. Jeg bookede mig ind på et hotel, hvor der var en masse engelske turister og karaoke for fuld udblæsning om aftenen. Jeg havde helt glemt, hvordan det var at være charterturist efter så mange dage på landevejen, men det fik jeg da lige genopfrisket.

Sidste dag på cyklen foregik langs strandvejen ind til Barcelona, hvor jeg parkerede cyklen på en banegård, imens jeg tilbragte et par dage i Valencia. 

Tilbage i Barcelona indlogerede jeg mig den sidste aften på et lille hotel på Ramblaen. Jeg kunne desværre ikke få min cykel låst inde, så jeg tog chancen og parkerede den med kæde på fortovet. Næste morgen var cyklen væk, og kun kæden var tilbage. En træls afslutning på en begivenhedsrig tur. 

Jeg mødte mange spændende mennesker på min tur, og man oplever naturen på en anden måde, end hvis man kører i bil. Det var mange timer alene på ruten, og flere har siden spurgt, om det ikke var ensomt at køre alene, men det syntes jeg ikke. Selv om det selvfølgelig ville have været rart at have en at dele oplevelsen med, tror jeg, at man nemmere kommer i snak med folk, hvis man er alene, ligesom man selv bestemmer fart, ruter og dagsdistance.

90 km om dagen virker ikke så langt, fordi man oplever nye ting hver dag. Der er oplevelser til alle sanserne, og som sidegevinst tabte jeg 8 kilo på turen. 

Skulle jeg lave noget om på min tur, skulle det være at have mindre fokus på målet og i stedet tage i mod flere af de oplevelser, som byder sig undervejs, som da jeg f.eks. afslog middagsinvitation i Sydfrankrig. Men se at komme af sted. Eventyret venter derude!