Velomores egen brølende vulkan og husfotograf, Roar Lava Paaske, tog sidste efterår turen til Bornholm, for at prøve kræfter med solskinsøens største cykelløb Bornfondo. Som en vaskeægte sydeuropæisk Gran Fondo, strækker løbet sig over to dage, med selve løbet om søndagen, og en bjergenkeltstart om lørdagen, bare lige for at mørne deltagernes ben.

Dette er del 2 af en beretning som dækker både bjergenkeltstarten og motionsløbet. Beretningen fra bjergenkeltstarten kan du læse på velomore.dk – og lad os bare sige, at Roar fik sat sit tydelige aftryk på solskinsøen (rygterne taler om en potentiel statue af ham, rejst i Gudhjem, men det har vi ikke kunne få bekræftet). Vi kommer derfor ind i del 2 af beretningen, som starter dagen efter bjergenkeltstarten. Roar har taget turen til kongerigets fjerneste egn sammen med sin bror, Bjarke, og har haft et par søvnløse nætter. Selv tilskriver han det sin brors højlydte snorken, men mon ikke det mere skyldes de sommerfugle i maven, der opstår forud for et stort løb? 

Efter en ganske succesfuld lørdag med bjergenkeltstarten, var det nu blevet tid til at køre Bjergløbet. Selvom 8,3 km ikke er langt, var jeg ærlig talt lidt spændt på, om jeg ville være mærket efter et lille kvarter med speederen i kælderen dagen forinden. Jeg synes, der plejer at være en ekstra træthed i kroppen efter sådan en all out omgang. Men da jeg væltede ud af sengen søndag morgen, efter endnu en elendig nat, føltes benene gode og friske. Efter forrige nat, hvor jeg fik sovet alt for lidt, dels på grund af, at jeg var for spændt og dels på grund af min brors snorken, valgte jeg at rykke fra min bror og låneværelset i ældreboligblokken, hvor min mormor residerer, og ind i hendes lejlighed og låne gæsteværelset der. Det resulterede i, at jeg fik en søvn uden snorken, men mit hjerte hamrede stadig derudaf og jeg fik igen sovet mindre end planlagt. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig og den uvirkelige og triste nyhed om Chris Ankers pludselige død havde også svært ved at slippe sit tag og lade mig falde ind i drømmeland. Det blev derfor igen ikke den nat, jeg havde håbet på. Jeg har dog efterhånden erfaret, at jeg sagtens kan køre uden væsentlige mængder søvn, så mon ikke også, det skulle gå i dag? Men hvorfor kører jeg det hele sådan op og har svært ved at falde til ro aftenen inden et løb? Det er jo trods alt bare et motionsløb, som jo først og fremmest skal være sjovt…

Denne morgen var noget mindre stressende end morgenen forinden på vej ud til enkeltstarten. Vi havde numre på i dag og vi ankom til start- og målbyen, Gudhjem, i god tid. Faktisk i lidt for god tid. Det var desværre hverken blevet sommer eller vindstille henover natten, så hverken min bror Bjarke eller jeg havde travlt med at komme ud af bilen og gøre cyklerne klar. Tyve minutter inden start tog vi os sammen og samlede cyklerne i den kolde vind fra Bornholms nordkyst. 

Vi stillede os klar ved starten nær toppen af Brøddebakken (bakken op gennem Gudhjem) fem minutter før starten gik. Jeg synes, feltet så stærkt ud, selvom jeg ikke kendte et øje udover Bjarke. Jeg skulle i hvert fald holde øje med to unge, lokale bornholmere, der var blevet 2 og 4 dagen før, de måtte kende ruten ud og ind. Inden starten gik, holdt vi alle et minuts stilhed for Chris Anker. Det virkede på en eller anden måde rart at mindes ham og det var absolut på sin plads. Starten gik og vi blev ledt ned ad “”Serpentinersvingene” og ind gennem Gudhjems smalle gader inden vi skulle op ad Brøddebakken første gang. Arrangørerne mente åbenbart ikke, at det var nok at køre op ad den fire gange i selve løbet, så vi måtte beriges med en femte gang inden løbet blev givet frit et par kilometer senere. Selvom der var masterstart, blev der kørt godt til op ad Brøddebakken første gang og der opstod allerede splittelse i feltet. Efter bakken og et par hurtige km på hovedvejen drejede vi til højre op ad Gammelvældevej, en bakke på 3 km og et snit på 3% og medvind i store mængder. På vej op ad bakken kunne jeg se, at vi allerede var ved at danne en gruppe forrest i løbet, vi var vel en 20 stykker i bunden af bakken og da vi nåede toppen var et par stykker faldet fra. Allerede her havde jeg fået varmen under min vest og måtte hive den af og stikke den i lommen. Måske kunne jeg godt have klaret mig helt uden, så jeg ikke skulle køre med den i lommen i 117 km endnu. På toppen af bakken kørte vi kort efter ned ad en parallelvej og op igen af den næste parallelvej, der steg med yderligere 100 meter – så var stilen ligesom lagt, det var jo et “bjergløb”.

Den første af de fire omgange på ruten forløb ret fredeligt og i et tempo, hvor jeg uden problemer kunne være med. Det største problem var, at der desværre var mange i gruppen, der ikke rigtigt ville frem og føre og det giver bare en pokkers dårlig dynamik. Det er selvfølgelig helt i orden ikke at tage føringer, hvis man er presset, men det kommer aldrig til at fungere, når der kun er en håndfuld der fører. Det var derfor lidt noget rodet kørsel og det resulterede også i, at der kom et par angreb. Jeg sad let med og det samme gjorde resten af gruppen, så der gik tomgang i den igen i mangel på at få et samarbejde op at køre. Undervejs fik jeg og min kørsel på enkeltstarten et par rosende gloser fra nogle af de andre i gruppen. Jeg fik også en sludder med gårsdagens nummer fem, Nils Eigil Bradtberg, der havde indgivet en “klage” i dommervognen. Han havde haft svært ved at forstå, hvordan jeg kunne have kørt 45 sekunder hurtigere end ham, og troede til at starte på ikke helt på det. Jeg tog det som et kompliment og imødekom Nils Eigils “klage” med et smil. Nils Eigil fortalte efter løbet, at han kørte for Suri – Carl Ras indtil i starten af sommeren, hvor en skade sendte ham på exit fra kontiscenen. Der forstod jeg bedre hans mistro til at skulle være blevet savet over af en skide motionist-jyde. Jeg kunne tydeligt mærke, at jeg ikke kunne gå under radaren, selvom jeg var langt hjemmefra. 

Under anden og tredje omgang skete der heller ikke det helt vilde. Nils Eigil og de to unge bornholmere diskede op med lidt angreb hist og her. The young guns satte hårdt og længerevarende pres på op ad nogle af bakkerne, men efter hvert angreb gik det i stå igen og de, der ikke kunne være med på bakkerne, fik lukket hullerne igen og gruppen forblev intakt. Nils Eigils angreb var noget kortere og ret forudsigelige. Han lavede mange 5-10 sekunders ryk på flade medvindsstykker, men de blev også lukket ned hver gang, men planen med det, var nok at trætte os andre. Jeg forholdt mig selv i nogenlunde ro og havde hele dagen igennem tænkt, at jeg skulle forsøge at sidde med indtil den sidste gang op ad “Bobbabrødden”. Et helt lige, men ikke fladt stykke asfalt, hvor vejen først falder med noget der ligner 5-7% i 400 meter og derefter stiger med 8% i 300 meter. På toppen drejer man mod højre og kører direkte ind i modvinden på de sidste 4-5 km mod mål. Kort inden Bobbabrødden på 3. omgang styrter en af de andre i gruppen på vej ned ad nogle skarpe snoede sving.

Læs også: Løbsberetning: En forårsdag i Hell-singør

Han kører ud i rabatten og rammer grøftekanten, så han slår en saltomortale over styret og ryger ud i krattet. Jeg sænker farten og konkluderer at han landede i noget, der så blødt ud. 50 meter senere står der en flok samaritter, som jeg får varskoet. Resten af gruppen er fortsat ufortrøddent og det ser lidt ud til, at de også har sat farten en anelse op, da de så, jeg ikke var der længere? Jeg bruger lidt kræfter på at lukke hullet op til gruppen igen og da vi kort efter rammer Bobbabrødden mærker jeg en krampelignende fornemmelse i mit venstre lår. Der er stadig 35 til mål og jeg begynder så småt at opgive håbet om endnu en topplacering. Samtidig ser jeg mig sur på den voldsomme blæst og det kedelige gråvejr, der har gjort det ellers så flotte bornholmske landskab til en lidt halvtrist affære. Jeg får lidt den der følelse af “hvad er det egentlig jeg laver, hvorfor gider jeg egentlig det her?” 

En snigende krampe og mangel på motivation gjorde at løbet bare skulle overståes, jeg var lidt ligeglad med, hvordan jeg blev placeret. Min eneste stærke motivation til at køre, var at jeg ville slå en af de unge bornholmere, der undervejs i løbet smed sit affald og dunke til højre og venstre og det virkede som om, han troede det var verdensmesterskabet, vi kørte om. Jeg sad og blev mere og mere irriteret på ham. Når man cykler, så tager man sgu sit affald med og når man kører motionsløb, så gør man det for sjov skyld, men det virkede så vigtigt for ham at vinde og det motiverede mig. Jeg var ligeglad med, om jeg ville vinde, bare den affaldskastende “motio-serioso” ikke vandt, så var det ok. Halvvejs inde på fjerde omgang var vi fem mand tilbage. Nils Eigil kørte frem til de to bornholmere og sagde et par hurtige ord til dem. Umiddelbart efter begyndte angrebene at komme fra højre og venstre, fra de tre indvilgede i den plan, de nok havde lagt. Jeg vidste godt, at de ville af med mig og at det var min opgave at lukke dem ned, så det gjorde jeg en god håndfuld gang. De to unge bornholmere rykkede en del, men fik også lukket hinanden ned et par gange. Jeg ved ikke, om de troede, der var diamanter i benene og at de begge kunne køre afsted samtidig, men det var i hvert fald uden held. Efter en god omgang rykken i højre og venstre lod jeg Nils Eigil køre. Jeg vidste godt, at offensiven ville fortsætte indtil jeg satte bremsen i, så jeg lod det være op til de unge bornholmere at lukke ham. Jeg tror, de panikkede en anelse og det virkede til at det kom bag på dem, at jeg ikke gad lukke ham ned. Så længe Nils Eigil kørte væk, kunne affaldskasteren jo ikke vinde, så det passede mig sådan set fint i det store hele.

Angrebet fra Helvede
Nils Eigil kørte derudaf og øgede for hver meter han kørte. Nede i gruppen hvor jeg sad gik det umenneskeligt langsomt og det var efterhånden sikkert, at vi ikke ville se andet end Nils Eigils baghjul. Jeg var tilfreds, men ville alligevel give det et skud på Bobbabrøddan, hvis jeg kunne ligge sidst i gruppen på vej ned ad bakken og få god fart på ved at ligge i læ. Lige inden det sidste højresving, inden vejen begyndte at gå ned ved Bobbabrøddan, skulle jeg lige time min placering, men endte som planlagt bagerst i gruppen på vej ned ad bakken. Jeg kunne se Nils Eigil langt fremme og han var allerede et godt stykke oppe ad bakken igen. Forrest i vores 4 mands-gruppe blev farten øget godt på vej ned ad og jeg kunne sidde med stille og roligt et par meter bag de tre andre og jeg fik timet det så perfekt, at jeg i bunden af bakken var et par meter bag tredje manden og trådte så til med alt, hvad jeg havde. Jeg var bange for at den tidligere krampe ville smadre mit forsøg, men selvom jeg mærkede den samme følelse igen, så skete der ikke mere. Jeg bankede igennem og på toppen havde jeg 4-5 meter til de andre. Strava afslørede bagefter, at jeg havde sat den næsthurtigste tid og Strava gættede kraftudfoldelsen til at være djævelske 666 watt i snit. Efter angrebet fra Helvede kom højresvinget og jeg kørte direkte ud i modvinden med en god omgang metalsmag i munden. Godt nok var det svagt ned ad bakke, men der var bare så meget vind, at det absolut ikke kunne mærkes. 

Nu skulle mine gode enkeltstartsevner fra dagen før findes frem igen og jagten på Nils Eigil sættes ind. Efter en kilometer med vinden lige i fjæset drejede vejen til højre, ud på hovedvejen og retning mod Gudhjem. Jeg fløj gennem svinget så hurtigt, jeg kunne og så, at jeg havde hentet voldsomt ind på Nils Eigil. Jeg begyndte at tro på, at jeg kunne hente ham og komme først over stregen, men der var stadig lige et stykke hovedvej, serpentinersvingene og den lede bakke gennem Gudhjem der skulle forceres, inden løbet var slut. På vej ned mod havnen i Gudhjem og gennem de skarpe sving var jeg for alvor tæt på Nils Eigil. Før mit angreb havde han haft noget der lignede 300 meter, nu var jeg max 50 meter fra ham og kunne næsten spytte op. Jeg burde kunne nå ham op ad bakken, hvis jeg bare virkelig holdt kæden stram. Jeg fløj gennem de smalle gader i Gudhjem inden det sidste højresving og op ad de sidste 300 lede meter. Jeg var godt nok tæt på ham nu, måske 4-5 sekunder! Der var god fart i cyklen det første stykke op, men med stigningsprocenter på omkring de 15, fes farten og momentum desværre også hurtigt ud igen. Lige meget, hvor meget jeg kæmpede for at hente Nils Eigil, var det som om, jeg ikke kom tættere på ham. Jeg trådte det bedste, jeg havde lært, men Nils Eigil passerede alligevel stregen sølle 3 sekunder før mig. Han havde været godt aktiv igennem hele løbet og jeg undede ham sejren og var egentligt selv godt tilfreds med mit eget løb. Kort efter kom nummer tre i mål og derefter kom de to unge bornholmere, den ene af dem var desværre styrtet i de skarpe serpentinersving på vej ned mod Gudhjem og havde store skrammer på hoften. “Det sveg lidt” sagde han.

Efter et veloverstået løb blev vi belønnet med en cykelcap, en hotdog og øl fra lokale leverandører. Og som om at det ikke var nok med en gratis øl og hotdog, var der flere at hente til ganske fornuftige priser. Stemningen i målområdet var fantastisk og der var virkelig god opbakning fra de mange mennesker, der var mødt op for at se løbet og huje ad de prustende ryttere på vej mod målstregen. Alt i alt er BornFondo et fantastisk godt arrangeret motionscykelløb, hvor der sådan set ikke manglede noget. Ruten var god og krævende og det fungerede ret godt at køre de fire omgange fremfor at køre en strækning på 120 km. Skiltning og sikkerhed undervejs på ruten var i top og da der ikke er den mest voldsomme trafik på Bornholm, er det et fedt sted at cykle. At der også var enkeltstarten om lørdagen synes jeg, gjorde eventet endnu mere spændende. Jeg har aldrig før kørt enkeltstart, men det var en fed følelse at blæse hen ad vejen og slet ikke skulle tænke på trafikken, da alle vejene enten var ensrettede eller helt afspærrede. Det gjorde også, at rejsen til Bornholm fra Aarhus gav mere mening, nu når der var to løb at køre. Bornfondo får derfor en kæmpe anbefaling herfra, men husk at få et værelse uden en snorkende værelseskammerat. 

Læs også: En beretning fra BornFondo

Faktisk var oplevelsen så god, at jeg allerede er tilmeldt dette års udgave igen, hvor jeg gerne skulle rykke en plads op på podiet. Sidste år blev løbet kørt i september, pga. corona. Men i år er det tilbage på sin vante plads sidst i maj.