Posts Tagged ‘Bornholm’

En beretning fra Bornfondo

Posted on: februar 1st, 2022 by Roar Paaske No Comments

8,3 km enkeltstart lyder ikke af det store, men hvordan går det efter en elendig nattesøvn blandet med koldt og blæsende efterårsvejr og en stressende opvarmning med et glemt startnummer?

Sikke en dårlig nat. Vækkeuret ringede lørdag morgen klokken 06:15, og havde det ikke været for mit indbyggede cykelløbs-dræberinstinkt, så havde det været umuligt at komme op fra sengen. Min bror, Bjarke, og jeg var indlogeret på “gæsteværelset” i det ældreboligkompleks, hvor min 90-årige mormor har til huse i Aakirkeby på Bornholm. Et værelse på 10 kvadratmeter med to senge, en stol, et sofabord, et beskedent toilet og intet andet. Helt fint, nok til at klare opgaven, der bestod i at få en omgang søvn. Jeg sover desværre altid elendigt natten inden et løb, og denne nat var bestemt ikke nogen undtagelse. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig og hele tre gange måtte jeg ud og tømme blæren. Og så var der også Bjarkes utrættelige snorken, der satte en stopper for mit ellers ihærdige forsøg på at falde i søvn. Fire timers søvn var det vel blevet til. 

Vi var på Bornholm for at køre Bornfondo, et bornholmsk “bjergløb” med bjergenkeltstart om lørdagen og normalt landevejsløb om søndagen. Løbet bliver normalt afholdt i maj, hvor det sikkert havde været på grænsen til sol og sommer, men som alt andet var Bornfondo også blevet udskudt, og nu var vi i den sidste del af september, og noget, der nærmere lignede efterår. Starten på den 8,3 km “lange” enkeltstart gik fra Vang klokken 08:35.30 for Bjarkes vedkommende, og 30 sekunder senere skulle det være min tur. 

Mange af vejene omkring enkeltstarten var afspærrede eller ensrettede, så vi havde planlagt at stille bilen ved Rutsker klokken 7:50, så havde vi god tid til at få hjul på cyklerne, pumpe og så skulle Bjarke også lige have sit startnummer på cyklen.

Da vi ankom til Rutsker, skulle det vise sige, at Bjarke ikke havde fået sit nummer med til start, så en anelse panik gik gennem os. Vi fik hurtigt flået min cykel ud af bilen, samlet, pumpet og så kørte Bjarke afsted i den afdankede C4 i fuldt trav. Nøj, hvor var det koldt at stå der foran Ruts Kirke i cykeltøj og en vindstyrke, der sagde 10 m/s. Jeg havde ikke stået på et så vindblæst sted, siden jeg punkterede og udgik på den mest øde grusveje i mands minde til Ronde van Borum i Østjylland tilbage i april. Og her stod jeg så og hundefrøs og tænkte på, om Bjarke mon kunne nå det hele? Han havde 20 km tilbage til Aakirkeby og havde 45 minutter til at nå retur til starten, få samlet cyklen, nummer på, pumpe og også gerne varme bare en lille smule op. Det virkede en anelse presset.

Da jeg ikke ligefrem stod og lunede mig i den bornholmske efterårsvind, besluttede jeg mig for at komme i gang med opvarmningen. Jeg ville køre 3 x 40/20 intervaller, holde et par minutters pause og så tage 3-4 minutter med race pace. Jeg forlod den vindblæste parkeringsplads og satte kursen mod Vang, hvor starten skulle gå. Jeg var i fin tid og besluttede mig for at gennemkøre det meste af ruten for at se, om vinden havde blæst gårsdagens våde veje tørre i løbet af natten. Til min store glæde var det tekniske stykke ind gennem Slotslyngen helt tørt, så der kunne den få fuld gas under enkeltstarten. 

Der er en del blinde sving og småbakker, hvor det er svært at orientere sig, men på denne del af ruten er der helt afspærret for trafik i begge retninger. Efter min recon gik jeg i gang med intervallerne og følte hurtigt, at der var dømt gode ben. Jeg havde dog ingen anelse om, hvad jeg kunne holde i snit på ruten, for de 8,3 km bød på 182 højdemeter, og på det lange “flade” stykke midt på ruten stod den hårde blæste lidt ind i panden på mig. Det ville blive hårde 8 kilometer, ingen tvivl om det. 

Starten på Bornfondo

Starten på Born Fondo
Klokken 8:20 rullede jeg hen mod startbyen, Vang og kunne i det fjerne skimte den lyseblå C4, der blev smidt i siden af vejen. Bjarke var allerede tilbage! Jeg skyndte mig hen til ham og hjalp med at få cyklen klar til ham. Efter et par minutter med koncentreret klargøring og en vejsidepisser, var Bjarke på cyklen og klar til en lynopvarmning. Vi rullede frem og tilbage ad hovedvejen et par gange og kørte så ned ad den stejle Vang bakke for at nå frem til startstregen. Klokken var nu 8:32, og det hele var meget hektisk! Vi skulle have vest, løse ærmer og dunke ned i min medbragte taske, og så skulle jeg selvfølgelig lige tømme blæren en sidste gang inden starten. 

Bjarke blev skudt afsted og begyndte sin kamp op ad den 1,1 km lange 8 procents stigning. 30 sekunder senere skulle det blive mig, der i speedsuit og glatbarberede ben skulle køre mit livs første enkeltstart. 3, 2, 1, kør! 

Læs også: Anmeldelse Basso Palta

Nu gjaldt det! Ud af starten og så bare op ad bakken, farten skulle op, inden vejen steg mod himmels, men det skulle også være behersket. Jeg følte mig flyvende og kørte 2-3 gear højere end dagen før, hvor vi havde kørt recon. Jeg var bange for, at jeg havde lagt alt for hårdt ud, men så blev vejen rigtig stejl og jeg fandt mig godt tilrette i mit 36/25 gear, det laveste i mit sortiment. Jeg kunne se, Bjarke også havde godt med fart i stængerne længere oppe ad bakken, men jeg halede dog hurtigt ind på ham. Et stykke op ad bakken passerede jeg ham, gav ham et tilråb og fortsatte mod toppen af bakken. Lige inden toppen smed jeg den på store klinge og krøllede mig godt sammen henover styret. Nu skulle farten bare op, inden jeg skulle dreje til venstre og ind på modvindsstykket om lidt. 

Fuld fart gennem svinget og ud i den lede modvind. Vejrguderne havde forudsagt 10m/s, og jeg tror, de havde ret. Føj, hvor det bare blæste, så jeg gjorde mit bedste for at gøre mig lille og aerodynamisk. Trods den modbydelige vind følte jeg mig rigtig godt kørende, og da jeg havde kørt 4,5 minutter, overhalede jeg rytteren med startnummer 10, der var begyndt 1,5 minutter før mig. Det her kunne godt gå hen og blive en rigtig god tid, hvis bare jeg kunne holde den på max, ikke over og heller ikke under. Jeg kørte som altid uden watt eller pulsmåler, så det hele var et velkalkuleret kropsligt gefühl, som jeg dog plejer at ramme ret godt. 

De første halvanden kilometer på hovedvejen var lede, og der var ikke skyggen af læ, så det var virkelig svært at få cyklen op i fart henover de bløde bakker på vejen. Den næste kilometer var noget lettere. Der var både læ af de omkransende træer, og så gik det hovedsageligt ned ad bakke. Jeg krøllede mig helt sammen over styret og skød en voldsom fart. Lige inden jeg bremsede ned for at dreje til venstre ind mod Slotslyngen, var jeg et godt stykke over 60 km/t! 

2 gear ned, til venstre ind mod skoven og fuld knald gennem de første par sving, herefter et skarpt højresving og kort efter igennem et langt 180 graders venstre. Hurtigt videre og op over et par småknolde, ud af skoven igen og ud i vinden, hvor jeg fløj forbi endnu en rytter, der også kæmpede mod vinden. Til venstre ned ad Hammershusvej, træk vejret ned ad bakken inden et skarpt venstre og ind ad Fyrvej, hvor de sidste kræfter skulle fyres af. Jeg fik taget svinget godt og fik godt med fart i cyklen inden de sidste 600 meter, som stiger med 10% i snit. 

I første sving røg kæden ned på lille klinge og farten gik fra 45 til 19 km/t på godt 100 meter. Det var ikke for sjov, de kalder det for en bjergenkeltstart. Stigningen var lang, underlaget var en stor gang lapning, og de mange sving på den smalle vej gjorde det hele til en hård omgang. I siden af vejen stod mange og klappede og hujede, da jeg kom prustende op ad vejen, det hjalp klart på syren i benene, der efterhånden havde forplantet sig ud i hele kroppen. 100 meter tilbage, jeg skulle lige igennem et sving mere og så ville jeg rejse mig op og sprinte det sidste stykke mod mål, men hvor var jeg færdig. Min analoge, men nøje kalkulerede, kræftoverførsel over de godt 8 kilometer passede endnu en gang, og jeg kunne krydse stregen med helt tomme køller og metalsmag langt ned i halsen. 

En vindertid?

Tiden hed 14:41, hvilket ikke rigtigt sagde mig noget, men jeg følte ikke, jeg kunne have gjort det hurtigere. Det skulle dog hurtigt vise sig, at det var en ret god tid, for arrangøren kom hen til mig og spurgte, om jeg selv havde klokket tiden, for han var i tvivl, om de 14:41 var korrekte. Jeg var åbenbart den første, der krydsede stregen, selvom jeg begyndte som nummer 13 – der var nogle stykker, der ikke var mødt op til start, men ellers havde jeg overhalet de resterende startende. Tiden var god nok, og arrangøren mente, at det nok var vindertiden, men ro på, der var jo stadig omkring 150, der skulle ud at køre.

Et par minutter senere krydsede Bjarke stregen og skulle, ligesom jeg, også lige bruge et par øjeblikke på at få åndedræt ned i nærheden af normalen. Selvom vi absolut ikke havde frosset på ruten, så blev det hurtigt koldt at stå i vinden ved Hammerfyret i 12 graders celsius iført speedsuit og ikke rigtigt meget andet. Der var ikke noget hotseat, men til gengæld rigelige mængder kaffe og småkager, så efter lidt til ganen besluttede vi os at køre retur for at få varmen. Nu måtte jeg bare vente og se, om der var andre, der havde tænkt sig at køre hurtigere end mig. Da klokken nærmede sig middag, var der stadig ingen, der havde kørt hurtigere, og alle måtte være startet. Et par timer senere blev jeg ringet op af arrangøren, der sagde, at han fik ret – “det var en vindertid!”. Jeg havde vundet enkeltstarten med 23 sekunder ned til nummer to – solidt! Enkeltstarten var super godt arrangeret, og det var fedt, de havde fået spærret vejene af og sørget for at sikkerheden var i top. Der var endda også lavet en prikket bjergtrøje, som jeg modtog på podiet dagen efter. Alt i alt et rigtig fedt løb, som jeg klart kan anbefale, hvis man er på de kanter eller alligevel kører bjergløbet dagen efter.

Læs også: Motionsberetning: Helt blæst Rundt om Rold

Om et par uger kan du læse om min beretning fra bjergløbet på 122 km og 1.700 højdemeter rundt i bakkerne på Bornholm, hvor det også gik ganske godt.