Sig mig, er jeg kommet med på en udvidet familieudflugt til Korsika?

Tanken slår mig ærlig talt, da vi lander på Korsika og langt de fleste gæster, der har indløst billet til Dan Frost Cyclings tur til den franske middelhavsø tilsyneladende kender hinanden – ret godt endda.

Der bliver uddelt knus og håndtryk og fortalt røverhistorier mellem deltagerne allerede i lufthavnen, og da vi møder værterne, Dan Frost og hans hustru Isabelle (Isa) ved baggageudleveringen, lader alle også til at kende dem fra mange tidligere ture. Jeg hører en af deltagerne fortælle, at det er hans 14. tur med Dan Frost. Dét kan man kalde loyalitet.

Forestillingen gentager sig, da vi ankommer til hotellet, hvor et ældre ægtepar, der viser sig at være Isas forældre, tager imod os med en varme og venlighed, som man hilser gamle venner med. Gæsterne, der primært er mænd på den tunge side af det halve århundrede, opfører sig som om, de er kommet hjem.

[FAKTABOKS2]

Tvivlen om hvorvidt sådan en ”indspist” forsamling nu kan tage imod ”enlige fremmede” bliver dog hurtigt gjort til skamme. Sådan er det stort set altid, når cykling er det fælles tredje. Snakken ved aftensmaden kommer hurtigt til at handle om træningsindsats, højdemeter, gearinger og oplevelser på cyklen.

Vi skal ikke opfinde noget at snakke om, og i morgen er vi under alle omstændigheder i samme båd, når vi skal køre den første af seks etaper på den nordlige del af Korsika.

Efter aftensmaden fortæller den læreruddannede Dan Frost pædagogisk og humoristisk om morgendagens etape, hvilket han gør hver aften hele ugen. Vi får at vide, at hele turens hårdeste stigning er den allerførste stigning ud af Bastia efter 10-15 kilometer, og at alle tre hold samles til frokost efter godt 50 af de 77 kilometer.

Det er temmelig varmt og fugtigt for årstiden her midt i juni, så vi vil få det hårdt, siger Dan. Folk nikker og griner lidt nervøst over den store fadøl, de fleste har stående foran sig. Jeg kigger rundt på deltagerne og konstaterer, at cykelmotionister nu engang kommer i alle størrelser og formniveauer. Det er imponerende.

Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg selv ville betale en anseelig sum for at cykle på en bjergrig ø i 35 graders varme, hvis jeg vejede 100 kg. og måske kun sad på cyklen to gange om ugen.

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

Primitiv start

Den tidligere OL-guldmedaljevinder fra banen Dan Frost begyndte at arrangere cykelrejser tilbage i 2001 ved siden af sit job som lærer. Det var en mountainbiketur i Pyrenæerne sammen med bl.a. Johnny Weltz, og det var primitivt og dårligt arrangeret husker Dan.

– Vi kunne ikke finde vej, og det var virkelig dårlig planlagt, fortæller han.

På et tidspunkt var der en af deltagerne, der sagde, at man jo også kunne køre gennem bjergene fra kyst til kyst på landevejscykel. Det ville i hvert fald være lettere, og sådan begyndte Dan Frosts efterhånden berømte Coast to Coast ture i Pyrenæerne.

– I begyndelsen var det venner og bekendte, der var med, og så tog de en ven eller flere med på næste års tur. Når vi havde overstået en tur, spurgte de: ”Hvad skal vi så til næste år?” På den måde kom der stille og roligt flere og flere ture til, siger Dan Frost på sin rolige næsten jyske facon, der ligger milevidt fra højtråbende og selviscenesættende københavner-cykelkendis attitude, der fylder en del i mediebilledet.

[SPLIT] [IMG3] [SPLIT]

Hold 1: There is no pain like champagne

Den omtalte bakke ud af Bastia på første etape fra Bastia til badebyen L’Île Rousse på nordvestkysten er ganske som lovet en led knold. 14-15% stiger den på de værste steder, og selv om jeg tager den med ro, løber den salte sved ned i øjenene, så jeg konstant må hælde vand i hovedet for at undgå svien.

Det bliver en lang uge, hvis varmen fortsætter, når jeg at tænke, selv om jeg nok er den deltager, der har de bedste fysiske forudsætninger for at komme igennem strabadserne.

[CITAT2]

Jeg kører på hold 1, som består af Claus, Henrik, Jørn, Mogens, David og guiden Harald, en tynd mand i sidste halvdel af 50’erne, der ikke sætter sit lys under en skæppe, når det kommer til bjergkørsel. Han er tidligere revisor og måske netop derfor temmelig besat af tal i form af højdemeter og pulsværdier.

Claus og Henrik er venner, bor syd for Aarhus og cykler sammen på motionsplan – med 13.000 km om året for Claus’ vedkommende dog temmelig seriøst. David er Haralds nevø, som er kommet med på et afbud, selv om han egentlig har tralvt med at læse til de sidste eksamener på Maksinmesterskolen i Aarhus.

Jørn er fysioterapeut af uddannelse, 64 år og som skåret ud af den platoniske ide om den perfekte cykelrytter: slank, senet, smidig og trimmet som meget få på hans alder og stadig med barberede ben, selv om det er mange år siden, han kørte med nummer på ryggen.

Og så er der Mogens, gruppens alderspræsident på 65 år. På hans cykelbukser står ”There is no pain like Champagne”. Javel ja… Før turen tvivler jeg lidt på, om Mogens nu også burde have meldt sig på det hurtigste af de tre hold, men jeg må hurtigt erkende, at jeg tager grundigt fejl.

Mogens er selve antitesen til en baghjulsslikker, og når han synes, farten er for lav, tager han hver eneste dag i løbet af ugen en lang og hård føring uden at kny. Det viser sig, at manden også har løbet en maraton på lige godt tre timer for et par år siden! Og således viser det sig endnu engang, at man ikke altid skal skue cykelrytteren på benhårene…

[SPLIT] [IMG4] [SPLIT]

Altmuligkvinden Isa

Dan Frost indså hurtigt, at han havde brug for en med organisationstalent og praktisk håndelag, hvis han skulle lave cykelrejser i større stil. Og hvem var mere nærliggende end hans hustru Isabelle.

– Isa er god til alle de ting, jeg ikke er godt til, ler Dan, mens Isa nikker bekræftende.

– Jeg går ikke så meget op i, hvilken mad vi spiser, eller hvordan hotellerne er, og det gav også problemer på de første cykelrejser. Så her er jeg helt afhængig af Isas ”kvalitetssikring”.

Ugen igennem konstaterer jeg ved selvsyn, at uden Isa ville Dan Frost Cycling næppe have samme succes. Ruteplanlægningen og afviklingen af etaperne, som Dan og guiderne står for, er kun en del af en vellykket cykelrejse. Isa har styr på alle detajler og finder løsninger på små og større logistiske problemer, der alligevel opstår – fx et hotel der har klokket i det med dobbeltbookninger.

[FAKTABOKS1]

– Jeg går op i, at tingene skal være i orden. Gæsterne skal kunne være trygge, slappe helt af og vide, at der er taget hånd om alt. Der må ikke være svipsere, siger hun.

Det er Isa, der tager sig af aftaler med hoteller og restauranter på cykelturene, og især på Korsika kan det godt være en udfordring.

– Altså, korsikanerne som folk er jo lidt specielle, må man være ærlig at sige. De er ikke altid lige høflige og kan virke afvisende og reserverede over for fremmede, så man kommer ud for lidt af hvert, når man skal lave aftaler med dem, fortæller Isa, der er halvt fransk og derfor har fransk som sit ene modersmål.

[SPLIT] [IMG5] [SPLIT]

Korsika og korsikanere

De ”specielle” korsikanere støder vi også på i løbet af ugen på cykel. Først indirekte i form af skudhuller i flere vejskilte og overstregede bynavne, som korsikanske nationalister står bag. De vil ikke være en del af Frankrig. Senere mere direkte som den dag, hvor en bil med en flok unge mænd ret aggressivt kører tæt på og oversprøjter os med vand fra en flaske.

Flere gange omkring de større byer bliver der også dyttet efter os, selv om vi kører én og én og overholder alle regler for god færdselsskik. Korsikanerne troede, at cykelturisterne ville komme væltende af sig selv til deres smukke ø efter Tour’ens besøg i 2013, men det har de ikke gjort, og det er der måske en grund til…

[CITAT1]

Det er i hvert fald ikke terrænets skyld, for det er helt fremragende til landevejscykling. På flere af etaperne kommer vi ind i bjergene midt på den nordlige del af øen, og her kan vi ofte køre en time uden af se andre levende væsener end glenterne, der svæver over os på udkig efter føde i den lave maki-bevoksning, der præger store dele af Korsika.

Claus brokker sig lidt over, at vejene ikke alle steder er for gode til hans stive Specialized Venge med smalle dæk, og sandt er det da også, at vejene ikke alle steder egner sig til 23 mm racerdæk pumpet op til 120 bar. Men sørger man for at have lidt bredere dæk – mindst 25 mm – og mindre luft i slangerne er de fleste bjergveje absolut farbare.

Og man behøver heller ikke frygte for, at der pludselig står en ”mur” foran en efter et skarpt sving. For stigningerne på Korsika holder sig generelt under 7%, og stigingen ud af Bastia den første dag VAR som lovet en undtagelse.

[SPLIT] [IMG6] [SPLIT]

God stemning er vigtigere end ræs

Der er mange arrangører af cykelrejser i dag, så jeg spørger Dan, hvordan han og Isa forsøger at skille sig ud i markedet. Han tøver med svaret.

– Det ved jeg sgu ikke rigtigt. Altså … som Isa sagde, går vi meget op i, at turene er velorganiserede i alle detaljer. Det er ikke en selvfølge i branchen. Vores ture er ret forskellige. Korsika-turen her har måske ikke så mange konkurrenceorienterede motionister med som Alpe-turen og nogle af de andre ture til de høje bjerge. Men det er vigtigt for os, at der ikke går for meget ræs i den i alle grupperne, og derfor kører vi altid i tre grupper, forklarer Dan.

På Korsika-turen er der et par stykker, som gerne vil have endnu mere tid til at gennemføre dagens etape, og de vælger selv at køre en halv time før gruppe 3 starter. Det giver ingen problemer med dagens GPS-teknologi.

Claus, der er en af de mange, som tidligere har været med Dan Frost, siger, at stemningen blandt deltagerne altid er god på Dans rejser, mens han har oplevet, at den kan være mere anstrengt på andre ture.

– Hvis arrangøren og guiderne nærmest aktivt opfordrer til ræs, kan det godt give lidt en anden stemning. Selvfølgelig har vi da også kørt lidt ræs mod hinanden her på hold 1, men vi har været på et meget forskelligt niveau, og det har sjovt nok givet en mere afslappet stemning, end hvis niveauet havde været mere ens. Så havde vi nok presset hinanden mere på stigningerne, siger Claus.

[SPLIT] [IMG7] [SPLIT]

Rundtur giver stærkere oplevelser

Og Claus’ oplevelser svarer ganske godt til min egne. Stemningen er god hele ugen, både på og af cyklen. De stærkeste trækker på de flade passager, og i bjergene kører vi vores eget tempo og venter på de sidste. OG ikke mindst: Vi giver alle tid til at komme sig, inden vi kører videre.

Personligt har jeg altid ment, at hvis man er stærk nok til at køre fra de andre opad, så vender man cyklen på toppen og kører ned og henter de bagerste. Og man vender hjem i samlet flok. Altid.

Efter dagens etape står en sandwich klar, og de fleste nyder en øl eller to ved hotelpoolen, mens andre kører til stranden, hvis der altså er en i nærheden, og det er der de fleste dage.

Det er første gang, jeg selv prøver en tur sydpå, hvor man bevæger sig til et nyt sted hver dag, og det er virkelig en større oplevelse frem for at køre ud fra det samme sted hver dag. Jeg har været på Mallorca mindst 15 gange, men stort set kun oplevet den vestlige halvdel af øen.

Nu har jeg på en enkelt tur oplevet mere af Korsikas upolerede natur og vilde landskab, end jeg har set af det langt mere velfriserede Mallorca efter 15 ture. Tankevækkende.

Gode ting ved turen

• Korsikas vilde natur og flotte kyststrækninger
• Afslappet og god stemning blandt deltagerne
• Meget velorganiseret fra start til slut
• Generelt gode hoteller  

Mindre gode ting ved turen

• Meget spartansk morgenmad (heldigvis med havregryn hjemmefra)
• Højt prisniveau på Korsika (øl er dyrere end i DK!)
• Aggressive korsikanske bilister (så var det heller ikke værre)