Posts Tagged ‘Addict’

Velomore tester Scott Addict 10

Posted on: maj 1st, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Scott Addict 10 er en bundsolid cykel, der ikke byder på ubehagelige overraskelser. Solid og komfort er nøgleordene.

Det er svært at forestille sig Mark Cavendish bryde igennem lydmuren på en Addict, men det var faktisk på netop denne model, at den bedste sprinter i Tour-historien slog igennem i 2010, med intet mindre end 5 etapesejre.

Siden da, er der løbet meget vand gennem åen, både for Cavendish og Addict, der begge er blevet rundere med årene.

I dag vil man nok ikke vælge Addict som det første, skulle man ud og vinde massespurter. I stedet indtager rammen tronen som Scotts endurance-ramme, og Addict 10 rangerer som nummer tre i det interne hierarki med søstercyklen Addict RC som den absolutte high-end enduranceramme.

Elegant rammedesign

Scott Addict er ved første øjekast en smuk cykel, med rene linjer og smukke udformninger. Overrøret kan næppe beskrives som massivt, og bliver slankere jo tættere man kommer på saddelpinden, mens det tronkerede skrårør ser mere voldsomt ud.

Rammen, forgaflen og komponenterne er alt sammen designet til at fungere som en integreret løsning, der således gør, at alle kabler til bremser og gear er trukket internt, og skjult gennem frempind og kronrøret. Det giver en mindre aerogevinst og bidrager til cyklens hurtige og rene look, omend der ikke er tale om en integreret frempind/styr løsning.

Plasticcoveret under frempinden er tilmed elegant udført og man tænker ikke videre over, at samtlige slanger og kabler løber den vej igennem.

Cyklen er åbenlyst designet til de lange ture, med en mere afslappet geometri i cyklens forende, sammenlignet med de tidstypiske all-rounder ultimate performance cykler. Ifølge Scott, er cyklen udviklet ved hjælp af Evo-Lap teknologi, der dikterer hvordan carbonfibrene skal lægges, baseret på utallige beregninger over hvordan ramme og forgaffel påvirkes af de kræfter, som de udsættes for, under en given cykeltur.

Det har resulteret i en afbalanceret cykel, der umiddelbart virker som et godt kompromis mellem komfort og stivhed. Cyklen byder på det, jeg vil kalde for en solid køreoplevelse, hvor de 32 mm brede dæk, carbon layup’et og compliance fra cyklens bagende, alt sammen bidrager til en behagelig køreoplevelse, der æder de fleste vibrationer fra underlaget.

Det til trods, giver et stift kronrør og en massiv krankboks cyklen så meget stivhed, at man føler sig sikker på hurtige nedkørsler og rundt i skarpe sving. Køreegenskaberne er yderst forudsigelige, og Scott Addict har ikke karismaen til pludselig ryk. Med en kronrørsvinkel på 72.5 grader og saddelvinkel på 74 grader, kan man komme fint ned over styret når der skal bides i frempinden i modvinden, eller lukkes huller i cykelløb, og det bidrager til en generel oplevelse af, at Addict også er hurtig når det gælder.

Det flotte rammedesign bliver i øvrigt understreget af den smukke lakering. Farven er svær at sætte en præcis farve på, men den har et virkelig smuk og elegant farvespil.

På landevejen

Cyklen blev testet i det tidlige forår og på sin vis, var det overraskende dejligt at starte udesæsonen ud på en mere komfortorienteret cykel, end jeg normalt er vant til.

Man sidder godt på Addict, men med en mere komfortorienteret geometri og 32 mm brede dæk, havde jeg heller ikke forventet andet. Cyklen opleves som fornuftig hurtig på flad vej, men så snart det går opad skal der trædes hårdere i pedalerne. Selv opgør Scott vægten til at være 8,7 kg og vi vejede den til at være lige knap 9 kg. Det er næppe de 300 gram som gør nogen stor forskel, men vægten afholder os fra at kalde Addict for en regulær klatrer.

Cyklen fik alligevel sin ilddåb i Liege-Bastogne-Liege Challenge, hvilket du kan læse mere om i vores sommernummer. Den øgede vægt har måske kostet lidt på energiforbruget, men til gengæld gav den øgede komfort en mere behagelig tur, og min ryg var taknemmlig for det efter 9 timer i sadlen.

Samtidig følte jeg mig sikker på de regnvåde, og ofte hurtige, nedkørsler i løbet, hvor cyklens præcise og forudsigelige styreegenskaber kom mig til gode.

SRAM Rival eTap AXS-gruppen er bundsolid gruppe, som jeg ikke har oplevet nogle problemer med. De forholdsvis lange skiftegreb er behagelige at holde om og alt i alt bidrager til det overordnede indtryk af, at Scott Addict 10 er en gedigen og komfortabel landevejscykel.

Læs også: Fulcrum lancerer nyt blandevejshjul

Det efterlader et positivt indtryk. Ejede jeg selv cyklen ville jeg nok skifte hjulene ud for lidt mere profil, men meget mere ville jeg faktisk ikke udskifte. Vægten taget i betragtning, ville jeg nok ikke bruge den til cykelløb – men det er umiddelbart heller ikke tanken fra Scott.

Facit

Alt i alt er Scott Addict 10 en bundsolid cykel. Den performer godt og sikkert, samtidig med at den er komfortabel at køre lange ture på. Cyklen er derfor velegnet til dig, der cykler for sjov eller godt kan undvære alle de moderne aerooptimeringer. Skulle jeg have en cykel nummer 2, blot til træning og lange joy-rides, ville Scott Addict 10 helt sikkert være med på min top 3 liste. Dog ville jeg smide et par hjul på med lidt mere fælghøjde, for at få lidt mere fart ud af cyklen.

Læs også: Velomore tester cykelhjul til under 10.000 kr

Man får ikke en karismatisk ganger, men vil man have en bundsolid cykel, der performer forudsigeligt og stabilt, så skal man vælge Scott Addict 10.

Info

Vurdering: 4/5.
Bedst til: Gode cykelture, denne cykel er bedst til at komme ud og nyde naturen.
Pris: Set til 27.999 kr.
Gear: SRAM Rival eTap AXS.
Hjul: Syncros RP2.0 Disc, 28 mm.
Dæk: Schwalbe One 32 mm.
Mere info: www.scott-sports.com