Elektroniske gear er blevet mainstream og lige om lidt gælder det også dropperposts. Derfor har vi testet Maguras seneste bud på en elektronisk dropperpost.
Elektronisk cykeludstyr er efterhånden ved at være mainstream på både MTB og landevejscykler i dag og det samme gælder for dropperposts. Der er ikke så mange på markedet endnu, men jeg er sikker på, at vi kommer til at se et boost inden for de næste par år. Vi har fået lov at teste Maguras nyeste elektroniske dropperpost – Magura Vyron MDS-V3 – over den seneste tid og kan sige, at den overrasker positivt.
Tyske Magura har tidligere lavet en elektronisk dropperpost, deres Vyron Elect, jeg tror endda, at det var en af de første på markedet. Vyron var ganske udmærket set i lyset af hvornår den kom på markedet, men den havde nogle udfordringer som jeg personligt havde svært ved at acceptere. Det første var triggeren, som havde nogle meget små knapper som var svære at ramme når man kørte på singletracks. Det næste var, at den havde en betydelig forsinkelse fra man trykkede på knappen til man kunne sænke eller hæve den. Det sidste var, at den var langsom. Det første problem forbedrede Magura ved at lave en ekstra knap som man kunne montere på den eksisterende trigger, som gjorde det nemmere at ramme.

Nu er Magura så ude med deres nye dropperpost, deres Magura Vyron MDS-3 som ikke ligefrem har et særligt mundret navn, men det er tydeligt, at Magura har lyttet til brugerne af deres første Vyron, for stort set alle kritikpunkterne er blevet forbedret og nogle af dem endda meget forbedret. Triggeren til dropperen er blevet fremragende og, efter min mening, også bedre end dens største konkurrent SRAM Reverb AXS. Forsinkelsen fra trigger til dropper er fuldstændig forsvundet og man mærker det slet ikke længere, hvilket virkelig forbedrer oplevelsen markant for mig. Returneringshastigheden er stadig ikke 100% tilfredsstillende, men er stadig blevet langt bedre. Jeg indstillede lufttrykket til max og hastigheden var stadig ikke helt som jeg ønskede det.
Læs også: Velomore tester cockpit og dropperpost fra ONOFF
Installationen af dropperen er selvfølgelig også ekstrem nem da der ikke er nogen kabler der skal trækkes. Det er blot at smide den i hullet og montere triggeren på styret hvorefter man trykker på knappen på dropperen og derefter på triggeren og bum, så er de forbundet uden problemer. Både dropper og trigger har et batteri som ikke skal oplades, men derimod skiftes. Magura lover ca. et års brug før batterierne er brugt. Batterierne er nemme at skifte selv og kan fås helt almindelige steder som Elgiganten eller Bilka.

Ud over at Magura placerer sig funktionsmæssigt skarpt op ad hovedkonkurrenten SRAM Reverb AXS, så er de også utroligt konkurrencedygtige på prissiden. En ny Magura Vyron MDS-3 koster nemlig kun ca. 4300 kroner. “Kun” er selvfølgelig lidt flabet skrevet, for det er rigtig mange penge når man sammenligner med de mekaniske dropperpost som kan fås helt ned til omkring 1000 kroner. Men skal du ud og have en Reverb AXS er den vejl. udsalgspris knap 7000 kroner.
På sporet
Der er ikke så meget at sige ud over, at Maguras elektroniske dropperpost fungerer upåklageligt i alt slags terræn og vejr. Jeg var særligt glad for den nye og forbedrede trigger som minder rigtig meget om en traditionel kablet trigger, der sidder under styret. Den er nem at bruge og man mister ikke grebet hen over rødder og sten.

Jeg vil ikke begynde at forklare hvor god en investering en dropperpost er for køreegenskaberne, for det er efterhånden beskrevet 1000 gange. Men der hvor en elektronisk dropperpost, som denne Magura, måske excellerer endnu mere er for dem som har været tilbageholdende overfor en dropper på grund af monterings besværet. Det undgår man fuldstændig med en elektronisk dropperpost. Man kan endda nemt bruge én dropper til flere cykler, fordi den er så nem at flytte over.
Selvom at jeg havde pumpet dropperen op til maksimalt PSI, så var farten i returneringshastigheden stadigvæk en smule langsom til hvad jeg foretrækker – det må gerne gå så hurtigt så der lyder et ordentligt “klonk”. Det var dog ikke noget som ødelagde min oplevelse.
Facit
Jeg er meget imponerede over Maguras andet forsøg på en elektronisk dropperpost. Den fungerer fremragende ved hjælp af den forbedrede og meget ergonomiske trigger. Forsinkelsen fra trykket til at dropperen bevæger sig, er nærmest ikke eksisterende og gør at man ikke som ved den gamle Vyron Elect, skulle time sit tryk når man ville bruge dropperen.
Læs også: Velomore tester kinahjul til MTB
Vi kunne dog godt tænke os, at selve returneringshastigheden blev hurtigere. Magura Vyron MDS-3 er en fremragende dropperpost og en klar anbefaling herfra.
Info
Vurdering: 5/5.
Pris: 4.395 kr.
Mere info: www.magura.com








Seneste kommentarer