Posted on: juli 10th, 2025 by Knud Mansfeld-Giese No Comments
Elsker du at høste højdemeter vil du elske de sjællandske alper Vedding Bakker. Området byder på høje procenter og en fantastisk udsigt.
Veddinge Bakker byder på korte, stejle stigninger, smalle asfaltveje og masser af højdemeter. Her får du pulsen op og højdemeter på kontoen – alt sammen med fantastisk udsigt som den store belønning.
Der findes områder i Danmark, hvor du forholdsvis let kan høste mange højdemeter og prøve stejle stigningsprocenter. De vestsjællandske Alper i Veddinge Bakkerne har alt hvad et dansk klatrehjerte kan begære. Velomore har derfor været et smut i “bakkerne” for at få pulsen op og syre i benene.
Veddinge Bakker: Sjællands stejle legeplads
Veddinge Bakker ligger nord for Kalundborg, tæt på Sejerøbugten og ud til Kattegat. Området er populært som ferieområde – og byder samtidig på det tætteste, man kommer på rigtige bjerge i Østdanmark. Her er der gode muligheder for både intensiv træning og smukke naturoplevelser.
Har du lyst til flere dages træning, er det oplagt at booke lokal overnatning i de nærliggende sommerhuse.
En gave fra istiden
Landskabet i Veddinge Bakker blev formet under den seneste istid for 15.000–18.000 år siden, da isen skubbede jord, sten og grus foran sig og skabte de karakteristiske bakkedrag. Blandt de mest markante toppe finder vi Brendeshøj (92 m), Esterhøj (89 m) og Lyshøj (83 m). Områdets højeste punkt er dog Vejrhøj (121 m) – kun én kilometer fra kysten i fugleflugt.
På klare sommerdage er udsigten fra bronzealderhøjen på toppen fantastisk – med panorama over Sejerøbugten, Nekselø og Sejerø. Selvom asfaltvejen stopper i 85 meters højde, er det en oplagt afstikker, du nemt kan flette ind i din rute.
Ruter og terræn
Veddinge Bakker strækker sig over ca. 10 km fra nord til syd og 4 km fra øst til vest. Området består af små, snoede asfaltveje, skove, marker – og stigninger i massevis.
Vær opmærksom på trafik i sommerperioden, især omkring sommerhusområder, hvor vejene er smalle og oversigtsforholdene dårlige i svingene.
Der afholdes jævnligt cykelløb i området – blandt andet Geopark Bjerg Grand Prix, som i 2025 køres søndag den 31. august. Løbet byder på op til fire omgange á 37,5 km og 520 højdemeter pr. omgang – inkl. tre bjergspurter fra Tour de France 2022’s 2. etape.
Vi har testet en opdateret version af den lokale “Bjergrute 310”, som nu måler knap 41 km og indeholder hele 636 højdemeter. Her finder du både længere passager med 5–10 % stigning og en kort, eksplosiv rundstrækning mod nordvest med stigninger på 15–17 %.
Den sidste del kan dog sagtens undlades, hvis du vil skåne benene lidt. Vi besteg selv områdets bakker på en Canyon Ultimate CFR AXS, der udmærker sig ved at være Canyons letteste allround-racer, men en toptunet aeroracer kan også begå sig godt i dette kuperede terræn. Det er ikke et krav at køre på så let grej – men det gjorde bestemt ikke oplevelsen dårligere.
Med Strava’s route builder er det nemt at sammensætte nye ruter i området – med variation, udfordringer og naturoplevelser.
Udgangspunkt og pitstops
En oplagt start er ved Cafe Udsigten i Høve, hvor der også findes en mindre parkeringsplads. Herfra får du en smuk udsigt over Sejerøbugten – og en perfekt ramme for både opvarmning og afslutning.
Om sommeren er der desuden gode muligheder for frokost eller kaffestop undervejs på turen.
Klar til bjergtræning – på dansk?
Uanset om du søger nye udfordringer, forbereder dig til at køre i rigtige bjerge, eller blot vil prøve kræfter med stejle stigninger, er Veddinge Bakker et oplagt valg. Her kan du kombinere træning, udsigt og dansk natur i en potent blanding, der føles mere alpint, end man skulle tro.
Posted on: juni 24th, 2025 by Christian Haldager Nielsen No Comments
Sidste år debuterede Hærvejsløbet med en 175 km graveldistance. Vi var med til start, omend vores rytter fik kastet grus i maskineriet allerede i sine forberedelser.
Vi når vel at køre knap 30 km, da det går op for mig, at benene er helt væk. Jeg kan godt holde dem i gang, men jeg kan ikke presse dem. Formen er kun til ren survival, og de negative tanker er ved at få overtaget, da min gode ven Søren Jermiin ser at jeg et max presset. Uselvisk går han ind foran mig og råber mig på plads. Det er en fantastik fornemmelse at få hjælp, og troen på projektet vender tilbage, stille og roligt.
Måneden op til Hærvejsløbets nye lange graveldistance havde budt på noget nær den værst tænkelige forberedelse. Fra god form i foråret, til et sygehusbesøg i Østrig. Det sjove ved at planlægge minutiøst, er at det næsten aldrig går som præsten prædiker alligevel.
Op til den store udfordring, som det vitterligt er, at køre så langt på grus, havde jeg gjort mig mange tanker om det tekniske setup. Dæktryk, tøj, energi osv, hvilket man kan læse om i Velomore #15, hvor jeg kommer lidt ind på mine tanker omkring forberedelsen.
Alle cykelryttere, uanset niveau, har altid et arsenal af undskyldninger, eller bortforklaringer på, hvorfor det ikke gik helt som planlagt. Dem havde jeg også linet op til årets længste udfordring, før jeg endte på et østrigsk sygehus, og dermed fik en reel undskyldning i hus. Inden da, havde jeg trænet godt bl.a. med en 3 dages træningstur på gravel i Harzen.
EN PÅ GODDAGEN
Til trods for et fremragende forår, endte den sidste måneds forberedelse op til Hærvejsløbet med ikke at blive optimal. En lille måneds tid før de 175 kilometer, skulle formen pudses af med en uges gravel i Østrig, i området omkring Zell am See. Et par uger forinden, var jeg som sagt på grus i Hartzen, hvor formen og benene havde set lovende ud. Med turen til Østrig, ville jeg være mere end klar til Hærvejsløbet.
I ugen op til Østrig-turen var jeg syg med et seriøst maveonde, og var på nippet til at aflyse, men valgte alligevel at tage afsted. Rejsen ned gennem Tyskland og ind i Østrig med maveonde vil jeg ikke komme nærmere ind på. Det var grimt.
For at gøre historien kort, så får jeg et blackout, midt om natten, på et badeværelse, og går ud som et lys, og ender søndag morgen på det lokale hospital, hvor jeg var indlagt i 2 dage, med 4 sting i baghovedet, 7 sting i panden, en lille hjernerystelse og en såret stolthed. Men værst af alt, forsvandt den gode gravelform som duk for solen.
Tvunget pause fra træning i et par uger før årets store udfordring, giver et vist pres. Jeg tror de fleste kender det der med, at overhøre formaninger om at tage den med ro. Det gjorde jeg til dels også, men lidt Zwift kunne jeg godt. Syntes jeg i hvert fald selv.
Der er meget forskning i hjernerystelser, der indikerer, at vejen til recovery går gennem at udfordre og presse sig mere end vi hidtil har troet var godt. Så på under 2 uger følte jeg mig som sådan frisk nok til at trille et par korte ture – og vigtigst af alt, at være nogenlunde klar til at stille til start i Jelling.
Logistisk er Hærvejsløbet en udfordring, når man cykler fra A til B. Og med 85 kilometer mellem start og mål, kan man ikke ’bare lige’ trille tilbage efter bilen. Men takket være hjælp fra familie og venner, fik vi løst det problem.
Startområdet emmer af god stemning, og trods den lange distance, møder vi mange kendte ansigter før det går løs. Udleveringen af startnumre går gnidningsfrit og der er alle de faciliteter, man har behov for, før et langt løb.
SÅ LÆNGE DET VARER
Kl. 8.30 går starten. Lige knap 300 har løst startnummer, hvilket må siges, at være rigtig flot, for så lang en prøvelse, og giver et pænt stort felt til start. Forude venter 175 km og lige knap 1100 højdemeter. Men allerede efter lidt mere end en times kørsel kan jeg mærke, at benene ikke er der i dag.
Jeg kan træde, men der er langt op til de gode dieselben, som sådan en graveltur kræver. Jeg kæmper med det, men heldigvis ser min gode ven, Søren Jermiin, det, og han får råbt noget gejst tilbage i mig. I kuverten med startnummeret lå også en lille sticker med rute/km angivelser, og depoterne bliver nu delmål, der bare skal nås, en efter en.
Men hvilke delmål det er. Hærvejsløbet er berømt for sine fremragende depoter og på den lange gravelrute skuffer de bestemt ikke. Der er rigeligt at mæske sig i og fantastisk stemning. Så en stor tak skal der lyde, til alle de frivillige, som er med til at gøre dagen til en fest, særligt for de af os, som kører med en halv cylinder. Jeg tror de fleste havde noget med hjem i lommerne, som ikke blev spist. Det havde jeg selv.
Man kan ikke lave en 175 km gravelrute uden at køre lidt landevej. For mange gravelleurs er det et mantra at køre mest mulig grus, men jeg sætter faktisk pris på at få afvekslet, de ofte krævende grus sektioner, med lidt hård asfalt. Det er noget, jeg har ændret holdning til, men jeg er selv begyndt at planlægge ruter med lidt mere asfalt.
Den rute, Hærvejsløbet byder på, er intet mindre end fantastisk. Sektioner med mulighed for fuld smadder, singletracks med høje sider i plantager, idylliske skovstykker, hvor vi af og til kørte parløb med de seje MTB´ere, og en helt utrolig naturligoplevelse, gør 175 km ruten til en storslået oplevelse – også selvom man bare forsøger at holde gang i benene.
Der er ganske enkelt lidt af det hele. Og så et par landevejssektioner, hvor man lige kan sænke koncentrationen en anelse, få vand og mad, samt rulle benene igennem uden for megen anstrengelse. Ruten må have krævet en enorm planlægning og et gedigent lobbyarbejde, for at få OK fra så mange lodsejere, så kæmpe respekt for det.
MERE VIL HA’ MERE
Uden Søren, var jeg ikke kommet i mål. Der kan man tale om en makker som ofrer sig og han talte mig i den grad igennem løbet. Strategien med at dele ruten op i mindre stykker var nem nok, med den udleverede sticker. Kilometerangivelserne til depoterne gav mig mulighed for at dissekere distancen til mindre bidder. Det fungerer altid, men presset, det var jeg. Sjovt nok mindst i benene og mest i nakke og skulder. Typiske tegn på for få lange ture i forberedelsen.
Så glæden og lettelsen ved at lande i Viborg, og den flotte indkørsel gennem byen, var da en lille sejr i sig selv. Ikke så meget en sejr i forhold til tiden, men en sejr at mande sig op, og ignorere den lille stemme, der havde lyst til at give op. Ifølge Strava kørte jeg 174,75 km, 1.122 højdemeter og var i bevægelse i 7:01. Det giver en gennemsnitsfart på ca. 25 km/t. Diplomtid var 7:38. Så vi har brugt ca. 37 minutter i depot eller andet.
Vejret var solrigt, gennemsnitstemperaturen var på 21 grader, og vinden var med os. Estimeret kalorieforbrug var 6.714 kalorier. Hærvejsløbet får absolut en anbefaling herfra. Et imponerende antal frivillige og hjælpere på hele ruten, næsten-ægte vikinger til at piske den rette stemning op, hjemmelavede broer, og fantastiske depoter.
At vi så var heldige med vejret og vinden gjorde oplevelsen ekstra god. Det er muligt at køre løbet som ”race”, men hele setuppet lugter mere af social ride. Jeg hilste på flere, der kørte ruten som social ride, og givetvis nød naturen og bare det at cykle med gode venner. Og den oplevelse forstærkes, når man møder ryttere på de kortere distancer.
Alle typer var med på dagen – og det gør Hærvejsløbet til en endnu større begivenhed. Og lur mig, om ikke jeg er med igen til næste år. For den rute, den er altså smuk!
Posted on: juni 5th, 2025 by Christopher Glimberg No Comments
Sporene i Hesede Skov, mellem Haslev og Rønnede, skal ikke længere være en hemmelighed hos de lokale mountanbike-jern. Kom med på en tur i det hemmelige paradis.
Vi er helt alene i skoven. Den metalliske syngen, der kommer fra egerne i de små, hidsige sving er det eneste, jeg hører, mens jeg kører på skrænten med kløften 30 meter under mig. Klorofylet i bladene der vejrer over mig, giver et helt signalgrønt loft, og i hullerne mellem bladene stråler solen ned på stien af pakket grus. Al fokus er på den korte bakke, der kommer nu, ned med dropperen, løft forhjulet og så baghjulet med over, så det flade stykke der hurtigt efter går direkte over i nedkørslen, der ender i den store sti og i det retoriske spørgsmål: Skal vi tage en tur mere rundt om Svenskekløften?
Svenskekløften
Den dybe kløft, skabt under Istiden, har sit navn fra Svenskekrigen, hvor Svend Gønge og Snaphanerne fangede de indtrængende svenskere i kløften og på den måde forhindrede svenskens fremrykning. I dag på en mountainbike, er øvelsen ikke længere at fange de svenske krigere; snarere at holde fingrene fra bremserne og opleve dansen på kanten af skrænten, med kløften som den dramatiske mulighed til den ene side og resten af Hesede Skov til den anden.
Når man sammen med de lokale mountainbike-drenge kører en tur i ”Villaen” i Hesede Skov mellem Haslev og Rønnede, ved man, hvad der venter: En nådesløs og smuk tur på 2-3 timer i et for regionen meget varieret landskab. Med muligheder for tekniske passager, en top der ubarmhjertigt grovsorterer i ”pralhals” og ”bakke-jern” og hurtige segmenter rundt om de smukke, blanke skovsøer, hvor man kan spejle sig selv i den sølvblå overflade, hvis man da tør kigge op mellem rødderne og drengene der kommer susende bagfra, hvis du ikke holder kæden stram. I dag har jeg taget en lille håndfuld MTB-venner fra hovedstaden med sydpå.
”Villaen” er en af de ture, hvor du efter et langt og varmt bad ligger brak foran en sportstransmission på TV (indholdet er ligegyldigt), hvor bare det at strække armen efter cola-flasken kan give krampe i læggen, mens følelsen af lige dele indre lykke og fysisk elendighed fylder krop og sjæl.
Hesede Skov under Gisselfeld Gods, mellem Rønnede og Haslev, er således, med al ret, et populært spot for lokale mountainbike- og gravelryttere. Navnet ”Villaen” stammer fra en af landets smukkest beliggende restauranter, Villa Gallina, der ligger som et strategisk midtpunkt centralt i skoven. Og runden langs skrænten i Svenskekløften er turens flødeskum.
88 meter er alt, hvad der skal til
Ingen behøver sige noget. Man ved det bare alle sammen. At ”nu kommer den”. Den der stigning, der skiller gruppen ad på 20 sekunder. Den der, uanset din fysiske form, uanset om du starter ud i højt eller lavt gear, står eller sidder, sprinter fra start eller tager roligt – altid er så hård. En sådan én er Hanebjerg, den korte bakke foran Villa Gallina, som man møder, hvis man brækker af mod venstre på vej rundt om søen foran restauranten.
Så sidder vi der altså, fire mand på række rundt om en sø så smuk som en fædrelandssang, men vi kigger kun mod toppen af bakken. De tre af os har aldrig prøvet bakken før. Hver især vælger vi våben for foden af den grønne stigning: gear, stilling og tempo. Tænk at en top på 88 meter kan få voksne mænd til tavst at synke spyttet i ærefrygt.
Snart sakser vi ind og ud mellem hinanden for at undgå rødder og finde det bedste greb op gennem stigningen. Uanset vores førstevalg sidder alle fire mand snart med de samme kort på hånden: Et af cyklens to laveste gear, en position helt fremme på sadlen, brystet ned over de brede styr og en vejrtrækning fra en fødegang. Trædende i tavshed.
Positionerne indbyrdes har ændret sig, da vi når toppen, og i stilhed hæver overkroppene fra styret, tager luft ind og ruller videre. Vinderen kører med rankere ryg ned ad singletrack sporet, mens svaret på taberens undskyldning om dårligt greb og nyt terræn er en hovedrysten og en kørende fedtmåling, et knibtangsgreb i kødet over hoften og et grin, fra en af de andre, da vi når ud på det bredere spor. På vej mod den del af skoven, der ligger på den anden side af landevejen.
1 eller 5 timer
Sporene her på den side af Rønnede-landevejen virker bredere og terrænet mindre teknisk. Det giver overskud til at nyde omgivelserne, fx når vi af og til flankeres af de opdæmmede karpesøer, der med deres blanke, sølvfarvede overfalder midt i den klargrønne skov.
”Det ser vi ikke på den Røde Plads på Nørrebro”, som én i gruppen tørt konstaterer.
To en halv time med fart på kan mærkes i benene, og de bredere, nemmere spor virker på alle måder som en kærkommen, god idé. Der er kommet ro på i gruppen, Villaens mange små bakker har suget de kvikke bemærkninger ud af Københavnerdrengene. Vi ruller over landevejen igen, over til Svenskekløften og bilerne. Og der, på bagkofangerne under bagruderne i de åbne bagagerum, taler vi om dagen og om Hesede Skove.
At Hesede Skov er det sweet spot af ro, storhed, stilhed og sjove spor, som mange af os med grus i blodet drømmer om. At man kan tage ”Villaen” som god træning i den smukke natur, og at man også kan dvæle ved historier om den danske partisanhær, de historiske bygninger, den sjældne botanik eller en af landets ældste renæssanceborge. Fedt vi kom af sted, er vi enige om. Og nu hjem til ro, TV og en dyne i sofaen.
Sådan kommer du til og rundt (i) Hesede Skov
Det er nemmest at komme til Hesede Skov i bil, hvor du kan parkere ved Villa Gallina eller ved P-pladsen tæt på Svenskekløften, hvorfra der er skilte til kløften. Alternativt kan du cykle fra Næstved, Haslev eller Rønnede og nå skoven på cykel på max 25 minutter, og så er du varm.
Der findes et utal af ture rundt i Villa’en, og selvom området ikke er særligt besøgt, kan du finde gode ture på de gængse tracking apps. Hvis du ikke kun er på jagt efter den optimale træningstur, er det oplagt at lægge pauser ind ved skovens attraktioner som den gamle botaniske have, Paradishaven, restauranten Villa Gallina, Gisselfeld Slot eller Skovtårnet – alle inden for en radius af fem kilometer fra Svenskekløften.
Velomores trofaste læser, Morten Benn, stillede til start ved årets Rundt om Rold og deler her sin oplevelse fra det himmerlandske motionscykelløb.
Allerede ved indkørslen til parkeringsområdet bliver jeg budt velkommen af de flinke officials, der hurtigt fortæller om p-pladsen og udlevering af startnumre.
Jeg finder hurtigt min makker Anders og vi gør cyklerne klar. Det blæser og er lidt køligt… “Skal vi køre i korte rør eller?”. Vi valgte begge at tage de lange bibs på, en trøje og en vind-vest.
Starten går og alle kommer godt afsted, vi skal kører 2 runder dvs. 110 km. Anders og jeg valgte at holde sammen på turen og på trods af lidt vind, gik 1 runde super godt med 32 km/t i gennemsnitsfart. Ved depotet holder vi en kort pause og straks kommer der en hjælper hen og spørger: “Hej gutter er alt ok? Vi har vand og energi klar til jer”.
Anders svarer, at han bare lige skal aflevere lidt væske og så have sin medicin (både Anders og jeg har Parkinson og har derfor brug for medicin på faste tidspunkter).
Anden omgang
Vinden er taget til, så der skal trædes hårdere i pedalerne i det åbne landskab. Men det er jo faktisk super godt cykelvejr. De sidste godt 20 km retur til Rebild går super godt, god fart og herlig medvind. Og der bliver da også sat lidt nye pr’s på den sidste del af turen.
Alle der har kørt Rebild-bakken ved at det er en hård bakke, men op på toppen og over målstregen kommer vi alligevel.
I målområdet blev vi serviceret med vand og sandwich. Og mens vi sidder og spiser til præmie uddelingen, kommer samme hjælper, der også var der i depotet mellem runderne og hører til vores tur og tilbyder kaffe. Super service.
Lidt trætte pakker vi sammen og kører hjemad. En super dag i godt selskab. Vi kommer igen til næste år.
Beretningen fra Rundt om Rold 2025 er skrevet af Morten Benn, som selv henvendte sig for at fortælle sin historie. Har du også en beretning eller god historie du vil dele med Velomores læsere, så kontakt chefredaktør Nikolaj Hebsgaard på hebsgaard@velomore.dk.
Posted on: april 28th, 2024 by Jesper Nøddeskov No Comments
Til Hansens årlige nyklassiske cykelløb er grus det afgørende krymmel på toppen. Velomore var med til start i 2023-udgaven.
Hansens Cykelløb er 148 km kørt på grus, jord, sand og asfalt. Fra store, brede pavéer til skarpt-skårne mark single-tracks, tekniske skovstykker, strandsand og grusgrav-ræs.
Hansens Cykelløb har det hele. Det er en all-inclusive expérience, hvor den gastronomiske oplevelse og cyklingen vægtes lige højt, men Hansens Cykelløb handler dog først og fremmest om ånd.
Ånd er første og vigtigste element i enhver sportsgren, men også det første, der fordufter, når konkurrence, penge og ego knytter sig til kæden.
Foto: GripGrab Fotocrew // Mikkel Beisner.
Hansen-brødrene gør det her af kærlighed. Det mærker man tydeligt, for det er nok ikke noget, der gavner bundlinjen. De færreste køber nok Hansens efter eller på grund af løbet, men måske gør vi det jo nok i forvejen. Har man set med fra sidelinjen, eller været medarrangør af sin cykelklubs linjeløb, så forstår man hvor stor en opgave det er, at sætte sådan et løb op, for det involverer alle mennesker i en radius af +100 km. Det er et samarbejdsmirakel, for alt skal gå op i en højere enhed og til en urokkelig deadline. Ånd skal der derfor til og særligt gravel har en ånd, som andre cykeldiscipliner måske ikke længere har så meget af.
Gravel har eksisteret i små to årtier, og ligesom mountainbiken, stammer gravel fra de amerikanske støvede vidder. Gravelbølgen har nu i en del år plasket de europæiske bredder til og selv UCI har taget gravel til sig og lanceret UCI Gravel World Series og endda et gravel verdensmesterskab og DCU har netop fulgt trop. Gravel er hurtigt blevet de tidligere pro-landevejsridderes nye foretrukne arena. Laurens Ten Dam, Ian Boswell, Nicolas Roche, Niki Terpstra og mange flere har genfundet glæden ved at cykle i Gravel Series. Sidste år blev kamikaze-landevejsstjernen, Matej Mahoric verdensmester og den evigt midaldrende Alejandro Valverde blev 4’er ved at slå det amerikanske gravel-fænomen Keegan Swenson i spurten! 2023 blev også året, hvor den første Danmarksmester i gravel blev fundet. Konti-rytteren Magnus Bak Klaris vandt på herrernes side og Emma Norsgaard kæmpede sig først over stregen i damernes løb.
Cyklen
En gravelcykel er ikke en mountainbike, heller ikke en racer, men et sted midt imellem, Hvor tæt den læner sig op de modpoler, er meget forskelligt. Til Hansens Cykelløb lånte jeg en stålgravelcykel af cykelbyggerne BenBen på Amager.
BenBens “Gravel 22” føles som en Rolls Royce-udgave af en landevejsracer. Med 46 cm styrbredde og 16 graders flare er den en utrolig tryg køreoplevelse og lang vej fra mit 36 cm banestyr på min landevejsracer. Stålstellet (under 2 kg) er tyndt, men stærkt og cyklen føles let og hurtig at få op i fart. 22’eren har også stålgaffel og det kan noget andet end den klassiske stålstel/karbongaffel-løsning. Stålrammen og stålgaflen føles langt mere som én hel krop, som kan, gør og vil det samme. Der er en komfort, grad af flex og stødabsorberende egenskab i en stålgaffel, som giver mening, når man kører gravel. Man mærker vejens beskaffenhed i stålets flex, men det går ikke i kroppen. Jeg var i hvert fald mærkbart mindre øm i skroget efter 148 kilometers blandede bolcher, end jeg er efter et landevejsløb.
Foto: GripGrab Fotocrew // Mikkel Beisner.
Det er en kunstart at vælge det rette dæk, især til Hansens Cykelløb, hvor alle underlag er rigt repræsenteret. Det bliver derfor et meget subjektivt valg: hvad er din spidskompetence? Er skovsporene lige til dit højreben? Er du Single-tracker? Eller vil det være på de flade asfaltstykker, du kan trække fra? Dækmønster og tryk vælges herefter. BenBen valgte at påmontere et Maxiis Ramber-dæk på 22’eren. Modellens mønster er moderat knoppet til at grusstykkerne og svingene sjældent føltes sketchy, selv i høj fart og med swung, men knopperne er også tilpas flade, så asfalt-overfarten flød smooth. Dækstørrelse på 40 mm var også et godt ‘in-between’ valg. Enkelte ryttere går helt ned til 32 mm, hvilket efterhånden nærmer sig normen på landevejen, der nu typisk ligger på 28 – 30 mm. Hvad de ryttere dog marginalt kunne vinde på Hansens asfaltstykker, opvejede slet ikke alle de hjørner, hvor det valg kom til kort.
Hvad angår luft, så er det ikke længere en forretningshemmelighed, at lufttryk ikke skal være på 7, 8, eller 9 bar, men ofte kun det halve eller endnu lavere. Vægt og kørestil (er du aggressiv i bukningen, mere opretsiddende i grebene eller står du meget i pedalerne?) dikterer dit optimale lufttryk. Jeg vejer 70 kg (i form) og ligger ofte i bukningen, så 2.1 bar front og bag fungerede perfekt for mig.
Gearing er også et spørgsmål om temperament og her har Hansen-brødrene igen sørget for at der både skal rulles, trilles og løbes i gang: både over korte og punchy stykker, dem du kan forberede dig på i horisonten og dem der pludselig dukker op rundt om hjørnet i tætbevokset skov. Min gearing var 11 – 40 på en 40 tands klinge. Jeg savnede ikke færre på landevejen eller flere på skovbakkerne.
BenBen er Ben og Ari Rosenzweig: værktøjsmager og stelbygger. De ånder cykel, men det behøver de slet ikke fortælle dig. Det kan bare føles. Cyklen her den ånd, som den laves med.
Ruten
Hansens Is har den karakteristiske Trikolore på deres jersey og alt andet merchandise. Det udløser en ren og varm barndomslykke og sænker skuldrene på flertallet af rytterne. Men der er ingen suppe, steg og is over Hansens Cykelløb.
Ruten har ikke ændret sig markant fra den første udgave i 2016. Ruten er blevet længere, hårdere og generelt skåret til efter rytternes erfaringer og vigtige feedback.
Foto: GripGrab Fotocrew // Mikkel Beisner.
Køerne lukkes som vanligt ud fra Hansens Ismejeri i Jægerspris og herfra går turen over Roskilde Fjord, gennem Jyllinge, rundt om Roskilde og op langs kysten med udsigt til Isefjorden, inden vi bliver lukket tilbage i folden igen på mejeriet.
Ruten er scenisk smuk og afvekslende, men den er også sine steder teknisk udfordrende, særligt i vådt pløre, og hård ved kroppen. De hundredvis af underlagsskift tager brodden af de fleste ryttere til sidst og ved målstregen, efter 10 km på bred asfalt, skal man lige rundt om ismejeriet på en bumpy, snørklet singletrack – en sidste hjerne- og reaktionstest.
Sorte køller og hvide handsker
Det var en fornøjelse først at pløje gennem Roskilde Festivals marker – hvor de frivillige endnu gik i rad og række med grabbere og samlede affald – for bagefter at krydse og coaste langs Roskilde Golfklubs grønne tæpper. Der er dog ikke så meget rebelsk valuta i at komme rullende på stel, der stadig dufter frisk af kageform fra Pinarello-fabrikken.
Foto: GripGrab Fotocrew // Mikkel Beisner.
Man er ikke et sekund i tvivl: pengepungen bugner anderledes i ble-buksen her til Hansens Cykelløb, men festival- og golfstykket tilføjede alligevel en snert af oprørselement, der ikke kunne andet end få dig til at smile endnu mere, mens du tænkte på klassiske ‘klasse-clash-film’ med Bill Murray og Adam Sandler ude på greenen. Breaking the law(n)!
Super Slam
Debatten om gravel har vi haft siden begyndelsen: har vi brug for endnu en cykeltype? Er det ikke bare endnu en industriforlængende manøvre? Men gravelcyklen giver god mening: den forbinder skoven med landevejen og alt hvad der ligger herimellem. Gravelcyklen kan begå sig godt på alle underlag; grus, græs, og hard court: Advantage Gravel. Danmark er ideelt for gravel, fordi vi ikke har de der rigtige bjerge, eller toskanske landeveje, der strækker sig ud i en svimlende evighed. Og vi har heller ikke rigtige brosten. Danmark er gravel-land, så der er ikke længere grund til at lade som om vi er alt muligt andet.
Mål
Landevejen er for længst målt op. Den professionelle landevejsrytters formåen og potentiale er gjort op, vejen frem kortlagt. De nye marginaler er cellulære og ketoner er de store kanoners føde. Men gravel er grus, Kaptain Knas til din UFO-indsmurte superkæde. Spiller aero en rolle her? Er der brug for et super-tuck? Giver det mening at lede efter effektivitet?
Foto: GripGrab Fotocrew // Mikkel Beisner.
I de store gravelløb er det måske kun 5 % der racer seriøst (for deres levevej). De sponsortunge, ‘privateers’, som resten af feltet aldrig ser før billederne af vinderspurten florerer på de sociale medier bagefter. De resterende 95 % kører for at køre. Sammen. Det er obligatorisk med smil, kram og en hjælpende hånd out there, at dele løbsoplevelsen mens man er i sadlen, er hvad det hele handler om. Gravel er inkluderende og samlende. Her er der ingen der kigger skævt til højden på dine tivoli-krymmel-broderede cykelsokker. Din stil kan ikke blive for vild eller skæv, når du kører Gravel. Endnu.
Stop up and smell the gourmet
Hansens Cykelløb er en sjælden kombination af hårdt og smukt terræn og depoter med lækkerier, som du måske kun kommer i nærheden af til Novo’s firmafester. Det er meningen, at du skal tage smagen ind, for det er en sanseoplevelse 360 grader rundt. Derfor stopper Hansen også tidstagningen på tredje depot, hvor specialbrygget øl, chokolade, pasta, is og kaffe er skabt kun til lejligheden. Stopper man ikke her, mister man sin placering i klassementet. Dét er god stil, som Hansen også skilter med langs ruten.
“Gør dig umage” står der i Hansens’ cykelcap. Igen en opfordring som rækker vidt ud og berører flere lag, end dem vi ræser på. Hansens insisterer på, at vi stopper op og samles om fællesbordet og deler vores nydelse. Her hvor isen er samlingspunktet. Isen der går hånd i hanke med kaffen og altid afrunder måltidet.
Posted on: december 28th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
GFNY har indtaget Vogeserne og byder op til dans på de berømte Balloner. Velomore var med i første udgave.
Drømmer man om at køre bjergløb, men er hverken til lange Alpe-stigninger eller lange køreture for at komme frem til de seriøse højdemeter, byder Vogeserne på et fint alternativ til Alpernes sneklædte tinder. Vil man tilmed køre Gran Fondo, byder de Alsaciske bjerge på et nyt løb, GFNY Grand Ballon, der udforsker Vogesernes mest berømte stigninger. Velomore var med til start i vores andet GFNY i år.
Vinden blæser friskt gennem Rhindalen og storkene svæver elegant gennem luften. Den langnæbede fugl, som kan få danskere helt op og støde i sådan en grad, at de skal opkaldes efter vor tids største Tour de France-helte, er et helt normalt syn på disse kanter. For Rhindalen er, modsat det danske marklandskab, perfekt forrådskammer til de rød-hvide fugle.
Selvom den friske vind er lidt for frisk når den står lige i ansigtet, er den et rart bekendtskab, da den er med til at holde temperaturen på et nogenlunde niveau. Køligt morgen og aften, og behagelige 22-25 grader i løbet af dagen. Og der skal de meget gerne forblive, for om to dage stiller jeg til start i GFNY Grand Ballon – et nyt løb af GFNY i Frankrig, som byder på en delikat menu: Grand Ballon, Col du Firstplan, Col du Petit Ballon og Col du Platzerwasel (som reelt er ”bagsiden”af Grand Ballon). Eller med andre ord: Dronningeetapen fra årets Tour de France Femmes, med en ekstra lille stigning klemt inde mellem Ballonerne.
Det er mit andet GFNY i år og jeg ser virkelig frem til at opleve Vogeserne i den grønne trøje. For GFNY franchiset udmærker sig ved et knivskarpt koncept, der sikrer deltagerne en nogenlunde ens oplevelse, hvad enten man sætter nummer på ryggen i Frankrig, New York, Colombia, Mexico eller på Bali. Med over 30 løb i hele verden, er det ikke nogen let opgave, at sikre den samme oplevelse – særligt ikke når man mottoet hedder ”be a pro for a day”. Men uanset om man er hårdkogt væddeløber eller skal køre sin første Gran Fondo, er der plads i GFNY og alle er garanteret at få oplevelsen af at være prof for en dag. Allerede når man ankommer til nummerudleveringen skal man skrive sig ind på en stor væg, ligesom man ser det i mange pro-løb. Her får man desuden udleveret løbets trøje, som er unik for hvert enkelt GFNY-løb. Ude på løbsruten får man følgeskab af utallige motorcykelmarshalls og også kameramotorcykler, som er flyvende på ruten og ikke kun følger de forreste.
Undervejs er der langning af flasker ved depoterne, såfremt det er muligt, og efter løbet får alle deltagere et restitutionsmåltid og en deltagermedalje. Medaljen er for mig en kæmpe motivation og jeg vil gerne gøre mig fortjent til den. Det er bl.a. den jeg tænker på, når det bliver hårdt på stigningerne og tænderne skal bides sammen. Med mottoet ”vær en pro for en dag” er der plads til dem, som vil køre væddeløb i GFNY’s løb. Men de 95% andre motionister, som kommer for at få en god oplevelse bliver ikke glemt. Så GFNY er uden tvivl for alle og hører til blandt de bedst afviklede Gran Fondo’er jeg har kørt. Derfor glæder jeg mig umådeligt til mit andet GFNY-løb i år.
Jeg cykler fra hotellet lidt i 7 om morgenen. Temperatureren nærmer sig 20 grader og jeg ruller stille og roligt de knap 11 kilometer jeg har fra Hotel Le Coquelicot Logis til startstregen i Thann. Perfekt opvarmning og lige knap halv 8 er jeg fremme og kan stille mig forrest i VIP-startboksen. Alle kan købe adgang til VIP-boksen og få den ekstra lille fordel. Er man så privilegeret at være inviteret som jeg er, får man også plads her. Og det er fedt at stå og kigge ned på de mere end 300 ryttere bag mig. Og bestemt en fordel, når løbet starter med 1 km neutraliseret masterstart før dagens første stigning, som er en let og unavngivet 5 km stigning.
Ballon opstigning
Starten kl. 08:00 bliver lidt forsinket, da borgmesteren lige skal tale færdig. Den når at blive 7 minutter over før vi startskuddet lyder. Planen er at klistre mig fast på smækken af masterbilen og bevare min position forrest af feltet. Men da løbet går i gang kan jeg ikke finde ud af at klikke i højre pedal. Pludselig har jeg tabt 50 placeringer før jeg får skoen sat fast. Det er dog ikke værre, end at jeg ser Frederik Glorieux glide forbi på min venstre side og jeg forsøger at hoppe på hjul af ham. Han har bl.a. vundet La Marmotte, vist nok flere gange, og må være et godt hjul at sidde på. Men da jeg kigger ned på min Garmin opdager jeg, at skærmen til bjergkørsel jeg satte op i går aftes, er sat til at bladre hurtigt mellem siderne.
”Pis og papir” tænker jeg, hvis Glorværdige Frederik lukker op for gassen ud af skolegården får jeg brug for at se mine watt og puls, så jeg ikke kører mig selv helt i hegnet på de første 5 km af det 150 km lange løb. Jeg får rettet skærmen, men kombinationen af at styre cyklen i feltet, holde øje med huller i vejen og i øvrigt taste løs på min Garmin, koster yderligere 100 placeringer, eller mere. Da den første lille stigning starter kan jeg ikke engang se masterbilen. I det mindste kan jeg se mine watt, men al den energi jeg har spildt på at kunne se dem, og derved undgå at køre over evne på første stigning, bliver nu vekslet til en forcering på de første 3 km af den her stigning, indtil jeg konstaterer, at de forreste er kørt og jeg alligevel fik kørt med flere watt og højere puls, ens hvad jeg havde håbet.
Pulsen har rundet 180 da jeg stopper jagten og finder ind i min et tempo, som passer godt sammen med ca. 10 andre, som også har opgivet drømmen om at køre med de forreste. Vi kommer over første stigning sammen og på nedkørslen kommer en større gruppe op bagfra. Her i sidder bl.a. to kvinder, hvoraf den ene er en flerdobbelt GFNY-vinder fra USA og hendes nærmeste rival fra Tyskland. Der bliver kørt tempo i det meget korte dalstykke mellem første stigning og Grand Ballon, som også er dagens eneste flade kilometer. Tempoet er ikke større, end at vores gruppe vokser til mellem 30 og 40 ryttere.
Første halvdel af Grand Ballon er ikke specielt stejl. Det inviterer enkelte svage sjæle til at køre over evne, måske i håbet om at de kan fange en gruppe foran os. Men der er ingen at se længere oppe ad vejen og feltet jeg sidder i bliver ved med at vokse bagfra. Ca. halvvejs oppe ad den Store Ballon svinger vi til venstre og nu tager stigningen ved. Den stiger regulært men bliver mere stejl de sidste kilometer op mod plateauet på toppen. Den tyske kvinde aner svaghed ved sin amerikanske rival og sætter sig frem sammen med sin mand. De øger tempoet tilstrækkeligt til at sætte amerikaneren af, men ikke noget der gør skade på den resterende del af gruppen. Kort før toppen passerer vi et skilt i venstre side af vejen, hvor der står noget i stil med ”La vue des alpes” og jeg kigger til højre og opdager, at her er den vildeste udsigt ud over Rhindalen. Det er som om, at man nærmest kører på toppen af en lodret mur og kan se tværs over dalen, til Schwarzwald og på helt klare dage, også ned til de schweiziske alper.
Heroppe på plateauet skrues tempoet i vejret. Turen op ad Grand Ballon viste at benene er gode, men løbet er langt og herfra mangler der stadig tre stigninger. Min plan er at vente til vi når Petit Ballon, dagens næste sidste stigning, og der vurderer, hvad benene rækker til. Gruppen er stadig stor og de få som er blevet sat af kommer tilbage på plateauet. På nedkørslen viser det sig, at jeg er langt hurtigere end de fleste andre. Faktisk er vi 5 ryttere, som kører så hurtigt nedad, at vi slår et regulært hul. Da vi kommer ned på let faldende vej, forsøger en portugisisk rytter at organisere et rulleskifte, for at holde gang i gruppen. Jeg har dog ingen interesse i at investere kræfter på nuværende tidspunkt og springer føringer over. Hans engelske er heldigvis ikke specielt godt, men der ryger nogle gloser på portugisisk over læberne, suppleret med kraftig gestikuleren. Vores forspring er dog ikke større, end at vi bliver rullet ind af den tyske kvindes mand, der kommer med 30 andre på hjul.
Han går direkte forbi og holder tempoet i gruppen oppe, mens jeg glider ned bagved. Terrænet her er rullende, indtil den næste stigning begynder. Col du Firstplan er med sine 8,4 km og gennemsnitlige stigning på 5,4% hverken specielt lang eller særlig stejl. Det meste af stigningen kører jeg bagerst i gruppen, hvorfra jeg observerer de andre. Trætheden er ved at indfinde sig og vi har da også kørt i knap 2 timer og 15 minutter. Folk begynder at vugge i sadlen og enkelte kæmper med at holde på. Mens jeg er ved at tage et billede med telefonen, sejler portugiseren fra tidligere forbi mig. Der er slukket for lyset. De kræfter han brugte på at skælde ud og køre rulleskifte, mangler han tydeligvis nu. Jeg selv er stadig oven på – både fysisk og mentalt. Jeg har fået spist og drukket godt igennem løbet og på toppen af Col du Firstplan får jeg langet en dunk af en hjælper.
Lille ballon, store procenter
Nu venter løbets hårdeste stræk. Efter Col du Firstplan venter Petit Ballon, som er en regulær mur de første par kilometer. På nedkørslen sker det samme som på vej ned ad Grand Ballon. Vi er en lille håndfuld der kører fra de andre og i det meget korte dalstykke, sidder vi to mand med et lille forspring og venter på de andre, der til gengæld forcerer for at komme op. Vi kører ind igennem den lille landsby Wasserbourg, som ligger der, hvor bjerget for alvor tager fat. Og fat bliver der taget.
Her stiger det med op til 23%. Jeg har heldigvis benene med mig og føler jeg kan køre mig eget tempo. Det viser sig at være et par gear over de andres, for jeg sejler stille og roligt væk uden at forcere. Enkelte forsøger at gå med, men eksploderer en efter en. Ca. halvvejs oppe ad Petit Ballon giver bjerget lidt slip og falder ned mellem 8-9%. Stadig hårdt, men efter 20% føles det jo nærmest som flad vej. Vi er kun to mand tilbage. Jeg selv og en belgier. Vi kigger på hinanden. Kigger over skulderen og konstaterer, at de andre ikke er til at få øje på bagude. Vi nikker til hinanden og kører. Føringerne bliver ikke så nøjeregnende. Vi holder det samme tempo og fører så længe vi kan, omend jeg står for det meste af arbejdet. Da vi nærmer os toppen af bjerget åbner skoven op og vi kan se ned. Forfølgerne er langt bagefter og vi bliver i hvert fald ikke hentet på nedkørslen.
Nedkørslen viser sig til gengæld at være ret tricky. Svingene er skarpe, asfalten ujævn og ru og flere steder ligger der sand – eller det ser ud som om der ligger sand og grus. Så det er svært at vurdere hvor hurtigt man kan køre svingene og ingen af os tør kaste cyklen rundt i kurverne. Jeg kommer nogenlunde igennem dem, men min følgesvend er noget mere udfordret og taber flere metre til mig i hvert sving. Jeg noterer mig hans udfordringer.
Nedkørslen slutter med et skarpt sving, til venstre, direkte ind på bagsiden af Grand Ballon, der fra denne side hedder Col du Platserwasel. Svinget er så skarpt, at min makker er tæt på at køre flagvagten ned, da han fuldstændig overser det.
Jeg er spændt på hvordan benene har det, da der blev kørt hårdt på hele vejen op ad Petit Ballon. Benene har det okay og jeg kan køre tempo det meste af vejen. På vej op ad Platserwasel henter vi flere ryttere, der er blevet sat af foran. De fleste er dog så udmattede, at de ikke formår at hoppe på vores lille tandem. Udmattelsen viser sine begyndende tegn og jeg fortryder, at jeg ikke gjorde mig mere umage, da jeg studerede ruten i går. Jeg ved ikke præcist hvor lang bjerget er, og kan heller ikke huske, hvor langt der er på plateauet på toppen, før man rammer den top som teknisk set hedder Grand Ballon.
Oppe på plateauet får vi vinden lige i ryggen og svung i cyklerne. Farten er høj og energien fornyet. Nu kan man stille og roligt ane målstregen selvom der stadig er 40 km til mål. Efter toppen af Grand Ballon (går det nedad stort set hele vejen de sidste 30 km). Det meste af nedkørslen kørte jeg i forgårs, på et GFNY Group Ride, og jeg husker nogenlunde svingene. De fleste er blinde, men bløde kurver, hvor man bare skal slippe bremserne og følge cyklens bevægelser.
Luften går af ballonen
Med min makkers usikre nedkørsel fra Petit Ballon, udnytter jeg momentet til at lægge pres på. Svingene bliver taget i høj fart og jeg er helt nede at ligge over styret, når jeg kaster cyklen rundt de blinde sving Nedkørslen er ikke super teknisk, men til gengæld ret hurtig. Min belgiske ven bliver usikker og taber stille og roligt meter til mig. Til sidst slår jeg et hul og kan se, at han opgiver at forsøge at holde mit hjul. Og pludselig er han væk. Jeg frygter et øjeblik at han har oversatset og er styrtet, men slår hurtigt tanken ud af hovedet. Det skal man ikke tænke med 60 km/t ned ad et bjerg. Længere fremme kan jeg ane en anden rytter. Jeg indstiller sigtekornet og forsøger at hente ham.
Jeg får det timet perfekt. Rundt i et højresving slutter nedkørslen 10 km fra mål og her kommer jeg i høj fart ind på hjul af rytteren foran, der først opdager mig, da jeg sidder på smækken af ham. Han er træt. Jeg føler mig ovenpå, fuld af selvtillid efter nedkørslen. Jeg tager længere føringer end ham på den let stigende vej ind mod Thann, og tager min sidste føring knap 2,5 km fra mål. Han fører lige knap en kilometer og vinker mig frem. Jeg bliver siddende i hjulet og venter. Han stopper med at træde og slår ud til højre, lige som vi kommer til et helleanlæg. Uden tøven angriber jeg for fuld kraft. Venstre rundt om helleanlægget og får straks slået et hul. Han forsøger at accelerere, men har ikke mere at skyde med. Jeg kommer fri og kører solo den sidste halvanden kilometer. Og heldigvis, for et par sving ville have gjort finalen ret teknisk og jeg er glad for at jeg ikke skal ind og spurte med en anden.
Da jeg kommer i mål og får min medalje om halsen må jeg ned og ligge. Den sidste forcering har fuldstændig tømt mig for energi og jeg er tæt ved at have tunnelsyn. Jeg får dog taget mig sammen og parkeret cyklen i et stativ, smider sko og hjelm og lagt mig i skyggen under et træ. En lille dreng kommer forbi på sit løbehjul, får øje på mine sokkefødder og stopper måbende op. På fransk spørger han hvordan jeg har kunne køre hele løbet uden sko. Hele oplevelsen har været fantastisk og jeg glæder mig over, at jeg endte i det, der viste sig at være tredje felt i løbet. For jeg har kunne nyde det meste af løbet i fulde drag. De små hyggelige landsbyer, udsigten fra de fleste af stigningerne har været fantastisk. Jeg har i den grad nydt løbet og alligevel formået at køre mig helt i hegnet på Petit Ballon og Col du Platzerwasel. Høj på adrenalin, eller dårlig af gels, jeg ved det ikke, men da jeg ligger her i græsset overvældes jeg af udmattelse og har mest af alt lyst til at sove. Måltidet i mål, en håndfuld chips og en kold cola hjælper heldigvis på det. Frederik Glorieux endte på podiet i en tid, der havde savet begge ben af mig allerede på Grand Ballon, så måske det var heldigt, at jeg rodede rundt med min Garmin i starten.
Sikkert er det, at GFNY Grand Ballon var endnu en fantastisk oplevelse og levede til fulde op til GFNY-oplevelsen, som jeg er blevet ret hooked på. Kører man tre GFNY-løb på 1 sæson, får man en unik Triple Crown medalje og på rulleturen tilbage til hotellet mærker jeg, at lysten til at jagte den næste og tredje GFNY-oplevelse i år begynder at spire i maven på mig. Så er spørgsmålet jo bare, hvilken GFNY der skal være den næste?
Posted on: februar 1st, 2022 by Roar Paaske No Comments
8,3 km enkeltstart lyder ikke af det store, men hvordan går det efter en elendig nattesøvn blandet med koldt og blæsende efterårsvejr og en stressende opvarmning med et glemt startnummer?
Sikke en dårlig nat. Vækkeuret ringede lørdag morgen klokken 06:15, og havde det ikke været for mit indbyggede cykelløbs-dræberinstinkt, så havde det været umuligt at komme op fra sengen. Min bror, Bjarke, og jeg var indlogeret på “gæsteværelset” i det ældreboligkompleks, hvor min 90-årige mormor har til huse i Aakirkeby på Bornholm. Et værelse på 10 kvadratmeter med to senge, en stol, et sofabord, et beskedent toilet og intet andet. Helt fint, nok til at klare opgaven, der bestod i at få en omgang søvn. Jeg sover desværre altid elendigt natten inden et løb, og denne nat var bestemt ikke nogen undtagelse. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig og hele tre gange måtte jeg ud og tømme blæren. Og så var der også Bjarkes utrættelige snorken, der satte en stopper for mit ellers ihærdige forsøg på at falde i søvn. Fire timers søvn var det vel blevet til.
Vi var på Bornholm for at køre Bornfondo, et bornholmsk “bjergløb” med bjergenkeltstart om lørdagen og normalt landevejsløb om søndagen. Løbet bliver normalt afholdt i maj, hvor det sikkert havde været på grænsen til sol og sommer, men som alt andet var Bornfondo også blevet udskudt, og nu var vi i den sidste del af september, og noget, der nærmere lignede efterår. Starten på den 8,3 km “lange” enkeltstart gik fra Vang klokken 08:35.30 for Bjarkes vedkommende, og 30 sekunder senere skulle det være min tur.
Mange af vejene omkring enkeltstarten var afspærrede eller ensrettede, så vi havde planlagt at stille bilen ved Rutsker klokken 7:50, så havde vi god tid til at få hjul på cyklerne, pumpe og så skulle Bjarke også lige have sit startnummer på cyklen.
Da vi ankom til Rutsker, skulle det vise sige, at Bjarke ikke havde fået sit nummer med til start, så en anelse panik gik gennem os. Vi fik hurtigt flået min cykel ud af bilen, samlet, pumpet og så kørte Bjarke afsted i den afdankede C4 i fuldt trav. Nøj, hvor var det koldt at stå der foran Ruts Kirke i cykeltøj og en vindstyrke, der sagde 10 m/s. Jeg havde ikke stået på et så vindblæst sted, siden jeg punkterede og udgik på den mest øde grusveje i mands minde til Ronde van Borum i Østjylland tilbage i april. Og her stod jeg så og hundefrøs og tænkte på, om Bjarke mon kunne nå det hele? Han havde 20 km tilbage til Aakirkeby og havde 45 minutter til at nå retur til starten, få samlet cyklen, nummer på, pumpe og også gerne varme bare en lille smule op. Det virkede en anelse presset.
Da jeg ikke ligefrem stod og lunede mig i den bornholmske efterårsvind, besluttede jeg mig for at komme i gang med opvarmningen. Jeg ville køre 3 x 40/20 intervaller, holde et par minutters pause og så tage 3-4 minutter med race pace. Jeg forlod den vindblæste parkeringsplads og satte kursen mod Vang, hvor starten skulle gå. Jeg var i fin tid og besluttede mig for at gennemkøre det meste af ruten for at se, om vinden havde blæst gårsdagens våde veje tørre i løbet af natten. Til min store glæde var det tekniske stykke ind gennem Slotslyngen helt tørt, så der kunne den få fuld gas under enkeltstarten.
Der er en del blinde sving og småbakker, hvor det er svært at orientere sig, men på denne del af ruten er der helt afspærret for trafik i begge retninger. Efter min recon gik jeg i gang med intervallerne og følte hurtigt, at der var dømt gode ben. Jeg havde dog ingen anelse om, hvad jeg kunne holde i snit på ruten, for de 8,3 km bød på 182 højdemeter, og på det lange “flade” stykke midt på ruten stod den hårde blæste lidt ind i panden på mig. Det ville blive hårde 8 kilometer, ingen tvivl om det.
Starten på Bornfondo
Starten på Born Fondo Klokken 8:20 rullede jeg hen mod startbyen, Vang og kunne i det fjerne skimte den lyseblå C4, der blev smidt i siden af vejen. Bjarke var allerede tilbage! Jeg skyndte mig hen til ham og hjalp med at få cyklen klar til ham. Efter et par minutter med koncentreret klargøring og en vejsidepisser, var Bjarke på cyklen og klar til en lynopvarmning. Vi rullede frem og tilbage ad hovedvejen et par gange og kørte så ned ad den stejle Vang bakke for at nå frem til startstregen. Klokken var nu 8:32, og det hele var meget hektisk! Vi skulle have vest, løse ærmer og dunke ned i min medbragte taske, og så skulle jeg selvfølgelig lige tømme blæren en sidste gang inden starten.
Bjarke blev skudt afsted og begyndte sin kamp op ad den 1,1 km lange 8 procents stigning. 30 sekunder senere skulle det blive mig, der i speedsuit og glatbarberede ben skulle køre mit livs første enkeltstart. 3, 2, 1, kør!
Nu gjaldt det! Ud af starten og så bare op ad bakken, farten skulle op, inden vejen steg mod himmels, men det skulle også være behersket. Jeg følte mig flyvende og kørte 2-3 gear højere end dagen før, hvor vi havde kørt recon. Jeg var bange for, at jeg havde lagt alt for hårdt ud, men så blev vejen rigtig stejl og jeg fandt mig godt tilrette i mit 36/25 gear, det laveste i mit sortiment. Jeg kunne se, Bjarke også havde godt med fart i stængerne længere oppe ad bakken, men jeg halede dog hurtigt ind på ham. Et stykke op ad bakken passerede jeg ham, gav ham et tilråb og fortsatte mod toppen af bakken. Lige inden toppen smed jeg den på store klinge og krøllede mig godt sammen henover styret. Nu skulle farten bare op, inden jeg skulle dreje til venstre og ind på modvindsstykket om lidt.
Fuld fart gennem svinget og ud i den lede modvind. Vejrguderne havde forudsagt 10m/s, og jeg tror, de havde ret. Føj, hvor det bare blæste, så jeg gjorde mit bedste for at gøre mig lille og aerodynamisk. Trods den modbydelige vind følte jeg mig rigtig godt kørende, og da jeg havde kørt 4,5 minutter, overhalede jeg rytteren med startnummer 10, der var begyndt 1,5 minutter før mig. Det her kunne godt gå hen og blive en rigtig god tid, hvis bare jeg kunne holde den på max, ikke over og heller ikke under. Jeg kørte som altid uden watt eller pulsmåler, så det hele var et velkalkuleret kropsligt gefühl, som jeg dog plejer at ramme ret godt.
De første halvanden kilometer på hovedvejen var lede, og der var ikke skyggen af læ, så det var virkelig svært at få cyklen op i fart henover de bløde bakker på vejen. Den næste kilometer var noget lettere. Der var både læ af de omkransende træer, og så gik det hovedsageligt ned ad bakke. Jeg krøllede mig helt sammen over styret og skød en voldsom fart. Lige inden jeg bremsede ned for at dreje til venstre ind mod Slotslyngen, var jeg et godt stykke over 60 km/t!
2 gear ned, til venstre ind mod skoven og fuld knald gennem de første par sving, herefter et skarpt højresving og kort efter igennem et langt 180 graders venstre. Hurtigt videre og op over et par småknolde, ud af skoven igen og ud i vinden, hvor jeg fløj forbi endnu en rytter, der også kæmpede mod vinden. Til venstre ned ad Hammershusvej, træk vejret ned ad bakken inden et skarpt venstre og ind ad Fyrvej, hvor de sidste kræfter skulle fyres af. Jeg fik taget svinget godt og fik godt med fart i cyklen inden de sidste 600 meter, som stiger med 10% i snit.
I første sving røg kæden ned på lille klinge og farten gik fra 45 til 19 km/t på godt 100 meter. Det var ikke for sjov, de kalder det for en bjergenkeltstart. Stigningen var lang, underlaget var en stor gang lapning, og de mange sving på den smalle vej gjorde det hele til en hård omgang. I siden af vejen stod mange og klappede og hujede, da jeg kom prustende op ad vejen, det hjalp klart på syren i benene, der efterhånden havde forplantet sig ud i hele kroppen. 100 meter tilbage, jeg skulle lige igennem et sving mere og så ville jeg rejse mig op og sprinte det sidste stykke mod mål, men hvor var jeg færdig. Min analoge, men nøje kalkulerede, kræftoverførsel over de godt 8 kilometer passede endnu en gang, og jeg kunne krydse stregen med helt tomme køller og metalsmag langt ned i halsen.
En vindertid?
Tiden hed 14:41, hvilket ikke rigtigt sagde mig noget, men jeg følte ikke, jeg kunne have gjort det hurtigere. Det skulle dog hurtigt vise sig, at det var en ret god tid, for arrangøren kom hen til mig og spurgte, om jeg selv havde klokket tiden, for han var i tvivl, om de 14:41 var korrekte. Jeg var åbenbart den første, der krydsede stregen, selvom jeg begyndte som nummer 13 – der var nogle stykker, der ikke var mødt op til start, men ellers havde jeg overhalet de resterende startende. Tiden var god nok, og arrangøren mente, at det nok var vindertiden, men ro på, der var jo stadig omkring 150, der skulle ud at køre.
Et par minutter senere krydsede Bjarke stregen og skulle, ligesom jeg, også lige bruge et par øjeblikke på at få åndedræt ned i nærheden af normalen. Selvom vi absolut ikke havde frosset på ruten, så blev det hurtigt koldt at stå i vinden ved Hammerfyret i 12 graders celsius iført speedsuit og ikke rigtigt meget andet. Der var ikke noget hotseat, men til gengæld rigelige mængder kaffe og småkager, så efter lidt til ganen besluttede vi os at køre retur for at få varmen. Nu måtte jeg bare vente og se, om der var andre, der havde tænkt sig at køre hurtigere end mig. Da klokken nærmede sig middag, var der stadig ingen, der havde kørt hurtigere, og alle måtte være startet. Et par timer senere blev jeg ringet op af arrangøren, der sagde, at han fik ret – “det var en vindertid!”. Jeg havde vundet enkeltstarten med 23 sekunder ned til nummer to – solidt! Enkeltstarten var super godt arrangeret, og det var fedt, de havde fået spærret vejene af og sørget for at sikkerheden var i top. Der var endda også lavet en prikket bjergtrøje, som jeg modtog på podiet dagen efter. Alt i alt et rigtig fedt løb, som jeg klart kan anbefale, hvis man er på de kanter eller alligevel kører bjergløbet dagen efter.
Velomore.dk anvender cookies til at optimere din oplevelse på vores hjemmeside, statistik & analyse af trafik samt til markedsføring. Ved at klikke OK godkender du brug af cookies.
Seneste kommentarer