Posts Tagged ‘beretning’

Gravel – i vaffel eller bæger?

Posted on: april 28th, 2024 by Jesper Nøddeskov No Comments

Til Hansens årlige nyklassiske cykelløb er grus det afgørende krymmel på toppen. Velomore var med til start i 2023-udgaven.

Hansens Cykelløb er 148 km kørt på grus, jord, sand og asfalt. Fra store, brede pavéer til skarpt-skårne mark single-tracks, tekniske skovstykker, strandsand og grusgrav-ræs. 

Hansens Cykelløb har det hele. Det er en all-inclusive expérience, hvor den gastronomiske oplevelse og cyklingen vægtes lige højt, men Hansens Cykelløb handler dog først og fremmest om ånd. 

Ånd er første og vigtigste element i enhver sportsgren, men også det første, der fordufter, når konkurrence, penge og ego knytter sig til kæden.  

Hansen-brødrene gør det her af kærlighed. Det mærker man tydeligt, for det er nok ikke noget, der gavner bundlinjen. De færreste køber nok Hansens efter eller på grund af løbet, men måske gør vi det jo nok i forvejen. Har man set med fra sidelinjen, eller været medarrangør af sin cykelklubs linjeløb, så forstår man hvor stor en opgave det er, at sætte sådan et løb op, for det involverer alle mennesker i en radius af +100 km. Det er et samarbejdsmirakel, for alt skal gå op i en højere enhed og til en urokkelig deadline. Ånd skal der derfor til og særligt gravel har en ånd, som andre cykeldiscipliner måske ikke længere har så meget af. 

Gravel har eksisteret i små to årtier, og ligesom mountainbiken, stammer gravel fra de amerikanske støvede vidder. Gravelbølgen har nu i en del år plasket de europæiske bredder til og selv UCI har taget gravel til sig og lanceret UCI Gravel World Series og endda et gravel verdensmesterskab og DCU har netop fulgt trop. Gravel er hurtigt blevet de tidligere pro-landevejsridderes nye foretrukne arena. Laurens Ten Dam, Ian Boswell, Nicolas Roche, Niki Terpstra og mange flere har genfundet glæden ved at cykle i Gravel Series. Sidste år blev kamikaze-landevejsstjernen, Matej Mahoric verdensmester og den evigt midaldrende Alejandro Valverde blev 4’er ved at slå det amerikanske gravel-fænomen Keegan Swenson i spurten! 2023 blev også året, hvor den første Danmarksmester i gravel blev fundet. Konti-rytteren Magnus Bak Klaris vandt på herrernes side og Emma Norsgaard kæmpede sig først over stregen i damernes løb.   

Cyklen

En gravelcykel er ikke en mountainbike, heller ikke en racer, men et sted midt imellem, Hvor tæt den læner sig op de modpoler, er meget forskelligt. Til Hansens Cykelløb lånte jeg en stålgravelcykel af cykelbyggerne BenBen på Amager.  

BenBens “Gravel 22” føles som en Rolls Royce-udgave af en landevejsracer. Med 46 cm styrbredde og 16 graders flare er den en utrolig tryg køreoplevelse og lang vej fra mit 36 cm banestyr på min landevejsracer. Stålstellet (under 2 kg) er tyndt, men stærkt og cyklen føles let og hurtig at få op i fart. 22’eren har også stålgaffel og det kan noget andet end den klassiske stålstel/karbongaffel-løsning. Stålrammen og stålgaflen føles langt mere som én hel krop, som kan, gør og vil det samme. Der er en komfort, grad af flex og stødabsorberende egenskab i en stålgaffel, som giver mening, når man kører gravel. Man mærker vejens beskaffenhed i stålets flex, men det går ikke i kroppen. Jeg var i hvert fald mærkbart mindre øm i skroget efter 148 kilometers blandede bolcher, end jeg er efter et landevejsløb.

Det er en kunstart at vælge det rette dæk, især til Hansens Cykelløb, hvor alle underlag er rigt repræsenteret. Det bliver derfor et meget subjektivt valg: hvad er din spidskompetence? Er skovsporene lige til dit højreben? Er du Single-tracker? Eller vil det være på de flade asfaltstykker, du kan trække fra? Dækmønster og tryk vælges herefter. BenBen valgte at påmontere et Maxiis Ramber-dæk på 22’eren. Modellens mønster er moderat knoppet til at grusstykkerne og svingene sjældent føltes sketchy, selv i høj fart og med swung, men knopperne er også tilpas flade, så asfalt-overfarten flød smooth. Dækstørrelse på 40 mm var også et godt ‘in-between’ valg. Enkelte ryttere går helt ned til 32 mm, hvilket efterhånden nærmer sig normen på landevejen, der nu typisk ligger på 28 – 30 mm. Hvad de ryttere dog marginalt kunne vinde på Hansens asfaltstykker, opvejede slet ikke alle de hjørner, hvor det valg kom til kort.

Hvad angår luft, så er det ikke længere en forretningshemmelighed, at lufttryk ikke skal være på 7, 8, eller 9 bar, men ofte kun det halve eller endnu lavere. Vægt og kørestil (er du aggressiv i bukningen, mere opretsiddende i grebene eller står du meget i pedalerne?) dikterer dit optimale lufttryk. Jeg vejer 70 kg (i form) og ligger ofte i bukningen, så 2.1 bar front og bag fungerede perfekt for mig.    

Gearing er også et spørgsmål om temperament og her har Hansen-brødrene igen sørget for at der både skal rulles, trilles og løbes i gang: både over korte og punchy stykker, dem du kan forberede dig på i horisonten og dem der pludselig dukker op rundt om hjørnet i tætbevokset skov. Min gearing var 11 – 40 på en 40 tands klinge. Jeg savnede ikke færre på landevejen eller flere på skovbakkerne.  

BenBen er Ben og Ari Rosenzweig: værktøjsmager og stelbygger. De ånder cykel, men det behøver de slet ikke fortælle dig. Det kan bare føles. Cyklen her den ånd, som den laves med.    

Ruten   

Hansens Is har den karakteristiske Trikolore på deres jersey og alt andet merchandise. Det udløser en ren og varm barndomslykke og sænker skuldrene på flertallet af rytterne. Men der er ingen suppe, steg og is over Hansens Cykelløb. 

Ruten har ikke ændret sig markant fra den første udgave i 2016. Ruten er blevet længere, hårdere og generelt skåret til efter rytternes erfaringer og vigtige feedback.      

Køerne lukkes som vanligt ud fra Hansens Ismejeri i Jægerspris og herfra går turen over Roskilde Fjord, gennem Jyllinge, rundt om Roskilde og op langs kysten med udsigt til Isefjorden, inden vi bliver lukket tilbage i folden igen på mejeriet. 

Ruten er scenisk smuk og afvekslende, men den er også sine steder teknisk udfordrende, særligt i vådt pløre, og hård ved kroppen. De hundredvis af underlagsskift tager brodden af de fleste ryttere til sidst og ved målstregen, efter 10 km på bred asfalt, skal man lige rundt om ismejeriet på en bumpy, snørklet singletrack – en sidste hjerne- og reaktionstest.  

Sorte køller og hvide handsker 

Det var en fornøjelse først at pløje gennem Roskilde Festivals marker – hvor de frivillige endnu gik i rad og række med grabbere og samlede affald – for bagefter at krydse og coaste langs Roskilde Golfklubs grønne tæpper. Der er dog ikke så meget rebelsk valuta i at komme rullende på stel, der stadig dufter frisk af kageform fra Pinarello-fabrikken.

Man er ikke et sekund i tvivl: pengepungen bugner anderledes i ble-buksen her til Hansens Cykelløb, men festival- og golfstykket tilføjede alligevel en snert af oprørselement, der ikke kunne andet end få dig til at smile endnu mere, mens du tænkte på klassiske ‘klasse-clash-film’ med Bill Murray og Adam Sandler ude på greenen. Breaking the law(n)! 

Super Slam

Debatten om gravel har vi haft siden begyndelsen: har vi brug for endnu en cykeltype? Er det ikke bare endnu en industriforlængende manøvre? Men gravelcyklen giver god mening: den forbinder skoven med landevejen og alt hvad der ligger herimellem. Gravelcyklen kan begå sig godt på alle underlag; grus, græs, og hard court: Advantage Gravel. Danmark er ideelt for gravel, fordi vi ikke har de der rigtige bjerge, eller toskanske landeveje, der strækker sig ud i en svimlende evighed. Og vi har heller ikke rigtige brosten. Danmark er gravel-land, så der er ikke længere grund til at lade som om vi er alt muligt andet.     

Mål

Landevejen er for længst målt op. Den professionelle landevejsrytters formåen og potentiale er gjort op, vejen frem kortlagt. De nye marginaler er cellulære og ketoner er de store kanoners føde. Men gravel er grus, Kaptain Knas til din UFO-indsmurte superkæde. Spiller aero en rolle her? Er der brug for et super-tuck? Giver det mening at lede efter effektivitet?     

I de store gravelløb er det måske kun 5 % der racer seriøst (for deres levevej). De sponsortunge, ‘privateers’, som resten af feltet aldrig ser før billederne af vinderspurten florerer på de sociale medier bagefter. De resterende 95 % kører for at køre. Sammen. Det er obligatorisk med smil, kram og en hjælpende hånd out there, at dele løbsoplevelsen mens man er i sadlen, er hvad det hele handler om. Gravel er inkluderende og samlende. Her er der ingen der kigger skævt til højden på dine tivoli-krymmel-broderede cykelsokker. Din stil kan ikke blive for vild eller skæv, når du kører Gravel. Endnu.         

Stop up and smell the gourmet

Hansens Cykelløb er en sjælden kombination af hårdt og smukt terræn og depoter med lækkerier, som du måske kun kommer i nærheden af til Novo’s firmafester. Det er meningen, at du skal tage smagen ind, for det er en sanseoplevelse 360 grader rundt. Derfor stopper Hansen også tidstagningen på tredje depot, hvor specialbrygget øl, chokolade, pasta, is og kaffe er skabt kun til lejligheden. Stopper man ikke her, mister man sin placering i klassementet. Dét er god stil, som Hansen også skilter med langs ruten. 

Læs også: 8 tips til at komme i gang med gravel

“Gør dig umage” står der i Hansens’ cykelcap. Igen en opfordring som rækker vidt ud og berører flere lag, end dem vi ræser på. Hansens insisterer på, at vi stopper op og samles om fællesbordet og deler vores nydelse. Her hvor isen er samlingspunktet. Isen der går hånd i hanke med kaffen og altid afrunder måltidet. 

Læs også: Aktiver dine abonnementsfordele her

Hansens Cykelløb er en hyldest af ånd – det der vigtige krymmel på toppen. 

Velomore på ballon jagt i Vogeserne

Posted on: december 28th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

GFNY har indtaget Vogeserne og byder op til dans på de berømte Balloner. Velomore var med i første udgave.

Drømmer man om at køre bjergløb, men er hverken til lange Alpe-stigninger eller lange køreture for at komme frem til de seriøse højdemeter, byder Vogeserne på et fint alternativ til Alpernes sneklædte tinder. Vil man tilmed køre Gran Fondo, byder de Alsaciske bjerge på et nyt løb, GFNY Grand Ballon, der udforsker Vogesernes mest berømte stigninger. Velomore var med til start i vores andet GFNY i år.

Vinden blæser friskt gennem Rhindalen og storkene svæver elegant gennem luften. Den langnæbede fugl, som kan få danskere helt op og støde i sådan en grad, at de skal opkaldes efter vor tids største Tour de France-helte, er et helt normalt syn på disse kanter. For Rhindalen er, modsat det danske marklandskab, perfekt forrådskammer til de rød-hvide fugle. 

Selvom den friske vind er lidt for frisk når den står lige i ansigtet, er den et rart bekendtskab, da den er med til at holde temperaturen på et nogenlunde niveau. Køligt morgen og aften, og behagelige 22-25 grader i løbet af dagen. Og der skal de meget gerne forblive, for om to dage stiller jeg til start i GFNY Grand Ballon – et nyt løb af GFNY i Frankrig, som byder på en delikat menu: Grand Ballon, Col du Firstplan, Col du Petit Ballon og Col du Platzerwasel (som reelt er ”bagsiden”af Grand Ballon). Eller med andre ord: Dronningeetapen fra årets Tour de France Femmes, med en ekstra lille stigning klemt inde mellem Ballonerne. 

Det er mit andet GFNY i år og jeg ser virkelig frem til at opleve Vogeserne i den grønne trøje. For GFNY franchiset udmærker sig ved et knivskarpt koncept, der sikrer deltagerne en nogenlunde ens oplevelse, hvad enten man sætter nummer på ryggen i Frankrig, New York, Colombia, Mexico eller på Bali. Med over 30 løb i hele verden, er det ikke nogen let opgave, at sikre den samme oplevelse – særligt ikke når man mottoet hedder ”be a pro for a day”. Men uanset om man er hårdkogt væddeløber eller skal køre sin første Gran Fondo, er der plads i GFNY og alle er garanteret at få oplevelsen af at være prof for en dag. Allerede når man ankommer til nummerudleveringen skal man skrive sig ind på en stor væg, ligesom man ser det i mange pro-løb. Her får man desuden udleveret løbets trøje, som er unik for hvert enkelt GFNY-løb. Ude på løbsruten får man følgeskab af utallige motorcykelmarshalls og også kameramotorcykler, som er flyvende på ruten og ikke kun følger de forreste.

Undervejs er der langning af flasker ved depoterne, såfremt det er muligt, og efter løbet får alle deltagere et restitutionsmåltid og en deltagermedalje. Medaljen er for mig en kæmpe motivation og jeg vil gerne gøre mig fortjent til den. Det er bl.a. den jeg tænker på, når det bliver hårdt på stigningerne og tænderne skal bides sammen. Med mottoet ”vær en pro for en dag” er der plads til dem, som vil køre væddeløb i GFNY’s løb. Men de 95% andre motionister, som kommer for at få en god oplevelse bliver ikke glemt. Så GFNY er uden tvivl for alle og hører til blandt de bedst afviklede Gran Fondo’er jeg har kørt. Derfor glæder jeg mig umådeligt til mit andet GFNY-løb i år.

Jeg cykler fra hotellet lidt i 7 om morgenen. Temperatureren nærmer sig 20 grader og jeg ruller stille og roligt de knap 11 kilometer jeg har fra Hotel Le Coquelicot Logis til startstregen i Thann. Perfekt opvarmning og lige knap halv 8 er jeg fremme og kan stille mig forrest i VIP-startboksen. Alle kan købe adgang til VIP-boksen og få den ekstra lille fordel. Er man så privilegeret at være inviteret som jeg er, får man også plads her. Og det er fedt at stå og kigge ned på de mere end 300 ryttere bag mig. Og bestemt en fordel, når løbet starter med 1 km neutraliseret masterstart før dagens første stigning, som er en let og unavngivet 5 km stigning.

Ballon opstigning

Starten kl. 08:00 bliver lidt forsinket, da borgmesteren lige skal tale færdig. Den når at blive 7 minutter over før vi startskuddet lyder. Planen er at klistre mig fast på smækken af masterbilen og bevare min position forrest af feltet. Men da løbet går i gang kan jeg ikke finde ud af at klikke i højre pedal. Pludselig har jeg tabt 50 placeringer før jeg får skoen sat fast. Det er dog ikke værre, end at jeg ser Frederik Glorieux glide forbi på min venstre side og jeg forsøger at hoppe på hjul af ham. Han har bl.a. vundet La Marmotte, vist nok flere gange, og må være et godt hjul at sidde på. Men da jeg kigger ned på min Garmin opdager jeg, at skærmen til bjergkørsel jeg satte op i går aftes, er sat til at bladre hurtigt mellem siderne.

”Pis og papir” tænker jeg, hvis Glorværdige Frederik lukker op for gassen ud af skolegården får jeg brug for at se mine watt og puls, så jeg ikke kører mig selv helt i hegnet på de første 5 km af det 150 km lange løb. Jeg får rettet skærmen, men kombinationen af at styre cyklen i feltet, holde øje med huller i vejen og i øvrigt taste løs på min Garmin, koster yderligere 100 placeringer, eller mere. Da den første lille stigning starter kan jeg ikke engang se masterbilen. I det mindste kan jeg se mine watt, men al den energi jeg har spildt på at kunne se dem, og derved undgå at køre over evne på første stigning, bliver nu vekslet til en forcering på de første 3 km af den her stigning, indtil jeg konstaterer, at de forreste er kørt og jeg alligevel fik kørt med flere watt og højere puls, ens hvad jeg havde håbet.

Pulsen har rundet 180 da jeg stopper jagten og finder ind i min et tempo, som passer godt sammen med ca. 10 andre, som også har opgivet drømmen om at køre med de forreste. Vi kommer over første stigning sammen og på nedkørslen kommer en større gruppe op bagfra. Her i sidder bl.a. to kvinder, hvoraf den ene er en flerdobbelt GFNY-vinder fra USA og hendes nærmeste rival fra Tyskland. Der bliver kørt tempo i det meget korte dalstykke mellem første stigning og Grand Ballon, som også er dagens eneste flade kilometer. Tempoet er ikke større, end at vores gruppe vokser til mellem 30 og 40 ryttere.

Første halvdel af Grand Ballon er ikke specielt stejl. Det inviterer enkelte svage sjæle til at køre over evne, måske i håbet om at de kan fange en gruppe foran os. Men der er ingen at se længere oppe ad vejen og feltet jeg sidder i bliver ved med at vokse bagfra. Ca. halvvejs oppe ad den Store Ballon svinger vi til venstre og nu tager stigningen ved. Den stiger regulært men bliver mere stejl de sidste kilometer op mod plateauet på toppen. Den tyske kvinde aner svaghed ved sin amerikanske rival og sætter sig frem sammen med sin mand. De øger tempoet tilstrækkeligt til at sætte amerikaneren af, men ikke noget der gør skade på den resterende del af gruppen. Kort før toppen passerer vi et skilt i venstre side af vejen, hvor der står noget i stil med ”La vue des alpes” og jeg kigger til højre og opdager, at her er den vildeste udsigt ud over Rhindalen. Det er som om, at man nærmest kører på toppen af en lodret mur og kan se tværs over dalen, til Schwarzwald og på helt klare dage, også ned til de schweiziske alper.

Heroppe på plateauet skrues tempoet i vejret. Turen op ad Grand Ballon viste at benene er gode, men løbet er langt og herfra mangler der stadig tre stigninger. Min plan er at vente til vi når Petit Ballon, dagens næste sidste stigning, og der vurderer, hvad benene rækker til. Gruppen er stadig stor og de få som er blevet sat af kommer tilbage på plateauet. På nedkørslen viser det sig, at jeg er langt hurtigere end de fleste andre. Faktisk er vi 5 ryttere, som kører så hurtigt nedad, at vi slår et regulært hul. Da vi kommer ned på let faldende vej, forsøger en portugisisk rytter at organisere et rulleskifte, for at holde gang i gruppen. Jeg har dog ingen interesse i at investere kræfter på nuværende tidspunkt og springer føringer over. Hans engelske er heldigvis ikke specielt godt, men der ryger nogle gloser på portugisisk over læberne, suppleret med kraftig gestikuleren. Vores forspring er dog ikke større, end at vi bliver rullet ind af den tyske kvindes mand, der kommer med 30 andre på hjul.

Han går direkte forbi og holder tempoet i gruppen oppe, mens jeg glider ned bagved. Terrænet her er rullende, indtil den næste stigning begynder. Col du Firstplan er med sine 8,4 km og gennemsnitlige stigning på 5,4% hverken specielt lang eller særlig stejl. Det meste af stigningen kører jeg bagerst i gruppen, hvorfra jeg observerer de andre. Trætheden er ved at indfinde sig og vi har da også kørt i knap 2 timer og 15 minutter. Folk begynder at vugge i sadlen og enkelte kæmper med at holde på. Mens jeg er ved at tage et billede med telefonen, sejler portugiseren fra tidligere forbi mig. Der er slukket for lyset. De kræfter han brugte på at skælde ud og køre rulleskifte, mangler han tydeligvis nu. Jeg selv er stadig oven på – både fysisk og mentalt. Jeg har fået spist og drukket godt igennem løbet og på toppen af Col du Firstplan får jeg langet en dunk af en hjælper. 

Lille ballon, store procenter

Nu venter løbets hårdeste stræk. Efter Col du Firstplan venter Petit Ballon, som er en regulær mur de første par kilometer. På nedkørslen sker det samme som på vej ned ad Grand Ballon. Vi er en lille håndfuld der kører fra de andre og i det meget korte dalstykke, sidder vi to mand med et lille forspring og venter på de andre, der til gengæld forcerer for at komme op. Vi kører ind igennem den lille landsby Wasserbourg, som ligger der, hvor bjerget for alvor tager fat. Og fat bliver der taget. 

Her stiger det med op til 23%. Jeg har heldigvis benene med mig og føler jeg kan køre mig eget tempo. Det viser sig at være et par gear over de andres, for jeg sejler stille og roligt væk uden at forcere. Enkelte forsøger at gå med, men eksploderer en efter en. Ca. halvvejs oppe ad Petit Ballon giver bjerget lidt slip og falder ned mellem 8-9%. Stadig hårdt, men efter 20% føles det jo nærmest som flad vej. Vi er kun to mand tilbage. Jeg selv og en belgier. Vi kigger på hinanden. Kigger over skulderen og konstaterer, at de andre ikke er til at få øje på bagude. Vi nikker til hinanden og kører. Føringerne bliver ikke så nøjeregnende. Vi holder det samme tempo og fører så længe vi kan, omend jeg står for det meste af arbejdet. Da vi nærmer os toppen af bjerget åbner skoven op og vi kan se ned. Forfølgerne er langt bagefter og vi bliver i hvert fald ikke hentet på nedkørslen. 

Nedkørslen viser sig til gengæld at være ret tricky. Svingene er skarpe, asfalten ujævn og ru og flere steder ligger der sand – eller det ser ud som om der ligger sand og grus. Så det er svært at vurdere hvor hurtigt man kan køre svingene og ingen af os tør kaste cyklen rundt i kurverne. Jeg kommer nogenlunde igennem dem, men min følgesvend er noget mere udfordret og taber flere metre til mig i hvert sving. Jeg noterer mig hans udfordringer.

Nedkørslen slutter med et skarpt sving, til venstre, direkte ind på bagsiden af Grand Ballon, der fra denne side hedder Col du Platserwasel. Svinget er så skarpt, at min makker er tæt på at køre flagvagten ned, da han fuldstændig overser det. 

Jeg er spændt på hvordan benene har det, da der blev kørt hårdt på hele vejen op ad Petit Ballon. Benene har det okay og jeg kan køre tempo det meste af vejen. På vej op ad Platserwasel henter vi flere ryttere, der er blevet sat af foran. De fleste er dog så udmattede, at de ikke formår at hoppe på vores lille tandem. Udmattelsen viser sine begyndende tegn og jeg fortryder, at jeg ikke gjorde mig mere umage, da jeg studerede ruten i går. Jeg ved ikke præcist hvor lang bjerget er, og kan heller ikke huske, hvor langt der er på plateauet på toppen, før man rammer den top som teknisk set hedder Grand Ballon.

Oppe på plateauet får vi vinden lige i ryggen og svung i cyklerne. Farten er høj og energien fornyet. Nu kan man stille og roligt ane målstregen selvom der stadig er 40 km til mål. Efter toppen af Grand Ballon (går det nedad stort set hele vejen de sidste 30 km). Det meste af nedkørslen kørte jeg i forgårs, på et GFNY Group Ride, og jeg husker nogenlunde svingene. De fleste er blinde, men bløde kurver, hvor man bare skal slippe bremserne og følge cyklens bevægelser.

Luften går af ballonen

Med min makkers usikre nedkørsel fra Petit Ballon, udnytter jeg momentet til at lægge pres på. Svingene bliver taget i høj fart og jeg er helt nede at ligge over styret, når jeg kaster cyklen rundt de blinde sving Nedkørslen er ikke super teknisk, men til gengæld ret hurtig. Min belgiske ven bliver usikker og taber stille og roligt meter til mig. Til sidst slår jeg et hul og kan se, at han opgiver at forsøge at holde mit hjul. Og pludselig er han væk. Jeg frygter et øjeblik at han har oversatset og er styrtet, men slår hurtigt tanken ud af hovedet. Det skal man ikke tænke med 60 km/t ned ad et bjerg. Længere fremme kan jeg ane en anden rytter. Jeg indstiller sigtekornet og forsøger at hente ham.

Jeg får det timet perfekt. Rundt i et højresving slutter nedkørslen 10 km fra mål og her kommer jeg i høj fart ind på hjul af rytteren foran, der først opdager mig, da jeg sidder på smækken af ham. Han er træt. Jeg føler mig ovenpå, fuld af selvtillid efter nedkørslen. Jeg tager længere føringer end ham på den let stigende vej ind mod Thann, og tager min sidste føring knap 2,5 km fra mål. Han fører lige knap en kilometer og vinker mig frem. Jeg bliver siddende i hjulet og venter. Han stopper med at træde og slår ud til højre, lige som vi kommer til et helleanlæg. Uden tøven angriber jeg for fuld kraft. Venstre rundt om helleanlægget og får straks slået et hul. Han forsøger at accelerere, men har ikke mere at skyde med. Jeg kommer fri og kører solo den sidste halvanden kilometer. Og heldigvis, for et par sving ville have gjort finalen ret teknisk og jeg er glad for at jeg ikke skal ind og spurte med en anden.

Læs også: Velomore kørte GFNY Croix-de-Fer

Da jeg kommer i mål og får min medalje om halsen må jeg ned og ligge. Den sidste forcering har fuldstændig tømt mig for energi og jeg er tæt ved at have tunnelsyn. Jeg får dog taget mig sammen og parkeret cyklen i et stativ, smider sko og hjelm og lagt mig i skyggen under et træ. En lille dreng kommer forbi på sit løbehjul, får øje på mine sokkefødder og stopper måbende op. På fransk spørger han hvordan jeg har kunne køre hele løbet uden sko. Hele oplevelsen har været fantastisk og jeg glæder mig over, at jeg endte i det, der viste sig at være tredje felt i løbet. For jeg har kunne nyde det meste af løbet i fulde drag. De små hyggelige landsbyer, udsigten fra de fleste af stigningerne har været fantastisk. Jeg har i den grad nydt løbet og alligevel formået at køre mig helt i hegnet på Petit Ballon og Col du Platzerwasel. Høj på adrenalin, eller dårlig af gels, jeg ved det ikke, men da jeg ligger her i græsset overvældes jeg af udmattelse og har mest af alt lyst til at sove. Måltidet i mål, en håndfuld chips og en kold cola hjælper heldigvis på det. Frederik Glorieux endte på podiet i en tid, der havde savet begge ben af mig allerede på Grand Ballon, så måske det var heldigt, at jeg rodede rundt med min Garmin i starten.

Læs også: Velomore kørte GFNY Cannes

Sikkert er det, at GFNY Grand Ballon var endnu en fantastisk oplevelse og levede til fulde op til GFNY-oplevelsen, som jeg er blevet ret hooked på. Kører man tre GFNY-løb på 1 sæson, får man en unik Triple Crown medalje og på rulleturen tilbage til hotellet mærker jeg, at lysten til at jagte den næste og tredje GFNY-oplevelse i år begynder at spire i maven på mig. Så er spørgsmålet jo bare, hvilken GFNY der skal være den næste?

En beretning fra Bornfondo

Posted on: februar 1st, 2022 by Roar Paaske No Comments

8,3 km enkeltstart lyder ikke af det store, men hvordan går det efter en elendig nattesøvn blandet med koldt og blæsende efterårsvejr og en stressende opvarmning med et glemt startnummer?

Sikke en dårlig nat. Vækkeuret ringede lørdag morgen klokken 06:15, og havde det ikke været for mit indbyggede cykelløbs-dræberinstinkt, så havde det været umuligt at komme op fra sengen. Min bror, Bjarke, og jeg var indlogeret på “gæsteværelset” i det ældreboligkompleks, hvor min 90-årige mormor har til huse i Aakirkeby på Bornholm. Et værelse på 10 kvadratmeter med to senge, en stol, et sofabord, et beskedent toilet og intet andet. Helt fint, nok til at klare opgaven, der bestod i at få en omgang søvn. Jeg sover desværre altid elendigt natten inden et løb, og denne nat var bestemt ikke nogen undtagelse. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig og hele tre gange måtte jeg ud og tømme blæren. Og så var der også Bjarkes utrættelige snorken, der satte en stopper for mit ellers ihærdige forsøg på at falde i søvn. Fire timers søvn var det vel blevet til. 

Vi var på Bornholm for at køre Bornfondo, et bornholmsk “bjergløb” med bjergenkeltstart om lørdagen og normalt landevejsløb om søndagen. Løbet bliver normalt afholdt i maj, hvor det sikkert havde været på grænsen til sol og sommer, men som alt andet var Bornfondo også blevet udskudt, og nu var vi i den sidste del af september, og noget, der nærmere lignede efterår. Starten på den 8,3 km “lange” enkeltstart gik fra Vang klokken 08:35.30 for Bjarkes vedkommende, og 30 sekunder senere skulle det være min tur. 

Mange af vejene omkring enkeltstarten var afspærrede eller ensrettede, så vi havde planlagt at stille bilen ved Rutsker klokken 7:50, så havde vi god tid til at få hjul på cyklerne, pumpe og så skulle Bjarke også lige have sit startnummer på cyklen.

Da vi ankom til Rutsker, skulle det vise sige, at Bjarke ikke havde fået sit nummer med til start, så en anelse panik gik gennem os. Vi fik hurtigt flået min cykel ud af bilen, samlet, pumpet og så kørte Bjarke afsted i den afdankede C4 i fuldt trav. Nøj, hvor var det koldt at stå der foran Ruts Kirke i cykeltøj og en vindstyrke, der sagde 10 m/s. Jeg havde ikke stået på et så vindblæst sted, siden jeg punkterede og udgik på den mest øde grusveje i mands minde til Ronde van Borum i Østjylland tilbage i april. Og her stod jeg så og hundefrøs og tænkte på, om Bjarke mon kunne nå det hele? Han havde 20 km tilbage til Aakirkeby og havde 45 minutter til at nå retur til starten, få samlet cyklen, nummer på, pumpe og også gerne varme bare en lille smule op. Det virkede en anelse presset.

Da jeg ikke ligefrem stod og lunede mig i den bornholmske efterårsvind, besluttede jeg mig for at komme i gang med opvarmningen. Jeg ville køre 3 x 40/20 intervaller, holde et par minutters pause og så tage 3-4 minutter med race pace. Jeg forlod den vindblæste parkeringsplads og satte kursen mod Vang, hvor starten skulle gå. Jeg var i fin tid og besluttede mig for at gennemkøre det meste af ruten for at se, om vinden havde blæst gårsdagens våde veje tørre i løbet af natten. Til min store glæde var det tekniske stykke ind gennem Slotslyngen helt tørt, så der kunne den få fuld gas under enkeltstarten. 

Der er en del blinde sving og småbakker, hvor det er svært at orientere sig, men på denne del af ruten er der helt afspærret for trafik i begge retninger. Efter min recon gik jeg i gang med intervallerne og følte hurtigt, at der var dømt gode ben. Jeg havde dog ingen anelse om, hvad jeg kunne holde i snit på ruten, for de 8,3 km bød på 182 højdemeter, og på det lange “flade” stykke midt på ruten stod den hårde blæste lidt ind i panden på mig. Det ville blive hårde 8 kilometer, ingen tvivl om det. 

Starten på Bornfondo

Starten på Born Fondo
Klokken 8:20 rullede jeg hen mod startbyen, Vang og kunne i det fjerne skimte den lyseblå C4, der blev smidt i siden af vejen. Bjarke var allerede tilbage! Jeg skyndte mig hen til ham og hjalp med at få cyklen klar til ham. Efter et par minutter med koncentreret klargøring og en vejsidepisser, var Bjarke på cyklen og klar til en lynopvarmning. Vi rullede frem og tilbage ad hovedvejen et par gange og kørte så ned ad den stejle Vang bakke for at nå frem til startstregen. Klokken var nu 8:32, og det hele var meget hektisk! Vi skulle have vest, løse ærmer og dunke ned i min medbragte taske, og så skulle jeg selvfølgelig lige tømme blæren en sidste gang inden starten. 

Bjarke blev skudt afsted og begyndte sin kamp op ad den 1,1 km lange 8 procents stigning. 30 sekunder senere skulle det blive mig, der i speedsuit og glatbarberede ben skulle køre mit livs første enkeltstart. 3, 2, 1, kør! 

Læs også: Anmeldelse Basso Palta

Nu gjaldt det! Ud af starten og så bare op ad bakken, farten skulle op, inden vejen steg mod himmels, men det skulle også være behersket. Jeg følte mig flyvende og kørte 2-3 gear højere end dagen før, hvor vi havde kørt recon. Jeg var bange for, at jeg havde lagt alt for hårdt ud, men så blev vejen rigtig stejl og jeg fandt mig godt tilrette i mit 36/25 gear, det laveste i mit sortiment. Jeg kunne se, Bjarke også havde godt med fart i stængerne længere oppe ad bakken, men jeg halede dog hurtigt ind på ham. Et stykke op ad bakken passerede jeg ham, gav ham et tilråb og fortsatte mod toppen af bakken. Lige inden toppen smed jeg den på store klinge og krøllede mig godt sammen henover styret. Nu skulle farten bare op, inden jeg skulle dreje til venstre og ind på modvindsstykket om lidt. 

Fuld fart gennem svinget og ud i den lede modvind. Vejrguderne havde forudsagt 10m/s, og jeg tror, de havde ret. Føj, hvor det bare blæste, så jeg gjorde mit bedste for at gøre mig lille og aerodynamisk. Trods den modbydelige vind følte jeg mig rigtig godt kørende, og da jeg havde kørt 4,5 minutter, overhalede jeg rytteren med startnummer 10, der var begyndt 1,5 minutter før mig. Det her kunne godt gå hen og blive en rigtig god tid, hvis bare jeg kunne holde den på max, ikke over og heller ikke under. Jeg kørte som altid uden watt eller pulsmåler, så det hele var et velkalkuleret kropsligt gefühl, som jeg dog plejer at ramme ret godt. 

De første halvanden kilometer på hovedvejen var lede, og der var ikke skyggen af læ, så det var virkelig svært at få cyklen op i fart henover de bløde bakker på vejen. Den næste kilometer var noget lettere. Der var både læ af de omkransende træer, og så gik det hovedsageligt ned ad bakke. Jeg krøllede mig helt sammen over styret og skød en voldsom fart. Lige inden jeg bremsede ned for at dreje til venstre ind mod Slotslyngen, var jeg et godt stykke over 60 km/t! 

2 gear ned, til venstre ind mod skoven og fuld knald gennem de første par sving, herefter et skarpt højresving og kort efter igennem et langt 180 graders venstre. Hurtigt videre og op over et par småknolde, ud af skoven igen og ud i vinden, hvor jeg fløj forbi endnu en rytter, der også kæmpede mod vinden. Til venstre ned ad Hammershusvej, træk vejret ned ad bakken inden et skarpt venstre og ind ad Fyrvej, hvor de sidste kræfter skulle fyres af. Jeg fik taget svinget godt og fik godt med fart i cyklen inden de sidste 600 meter, som stiger med 10% i snit. 

I første sving røg kæden ned på lille klinge og farten gik fra 45 til 19 km/t på godt 100 meter. Det var ikke for sjov, de kalder det for en bjergenkeltstart. Stigningen var lang, underlaget var en stor gang lapning, og de mange sving på den smalle vej gjorde det hele til en hård omgang. I siden af vejen stod mange og klappede og hujede, da jeg kom prustende op ad vejen, det hjalp klart på syren i benene, der efterhånden havde forplantet sig ud i hele kroppen. 100 meter tilbage, jeg skulle lige igennem et sving mere og så ville jeg rejse mig op og sprinte det sidste stykke mod mål, men hvor var jeg færdig. Min analoge, men nøje kalkulerede, kræftoverførsel over de godt 8 kilometer passede endnu en gang, og jeg kunne krydse stregen med helt tomme køller og metalsmag langt ned i halsen. 

En vindertid?

Tiden hed 14:41, hvilket ikke rigtigt sagde mig noget, men jeg følte ikke, jeg kunne have gjort det hurtigere. Det skulle dog hurtigt vise sig, at det var en ret god tid, for arrangøren kom hen til mig og spurgte, om jeg selv havde klokket tiden, for han var i tvivl, om de 14:41 var korrekte. Jeg var åbenbart den første, der krydsede stregen, selvom jeg begyndte som nummer 13 – der var nogle stykker, der ikke var mødt op til start, men ellers havde jeg overhalet de resterende startende. Tiden var god nok, og arrangøren mente, at det nok var vindertiden, men ro på, der var jo stadig omkring 150, der skulle ud at køre.

Et par minutter senere krydsede Bjarke stregen og skulle, ligesom jeg, også lige bruge et par øjeblikke på at få åndedræt ned i nærheden af normalen. Selvom vi absolut ikke havde frosset på ruten, så blev det hurtigt koldt at stå i vinden ved Hammerfyret i 12 graders celsius iført speedsuit og ikke rigtigt meget andet. Der var ikke noget hotseat, men til gengæld rigelige mængder kaffe og småkager, så efter lidt til ganen besluttede vi os at køre retur for at få varmen. Nu måtte jeg bare vente og se, om der var andre, der havde tænkt sig at køre hurtigere end mig. Da klokken nærmede sig middag, var der stadig ingen, der havde kørt hurtigere, og alle måtte være startet. Et par timer senere blev jeg ringet op af arrangøren, der sagde, at han fik ret – “det var en vindertid!”. Jeg havde vundet enkeltstarten med 23 sekunder ned til nummer to – solidt! Enkeltstarten var super godt arrangeret, og det var fedt, de havde fået spærret vejene af og sørget for at sikkerheden var i top. Der var endda også lavet en prikket bjergtrøje, som jeg modtog på podiet dagen efter. Alt i alt et rigtig fedt løb, som jeg klart kan anbefale, hvis man er på de kanter eller alligevel kører bjergløbet dagen efter.

Læs også: Motionsberetning: Helt blæst Rundt om Rold

Om et par uger kan du læse om min beretning fra bjergløbet på 122 km og 1.700 højdemeter rundt i bakkerne på Bornholm, hvor det også gik ganske godt.