Posted on: februar 6th, 2026 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Den italienske Gran Fondo La Fausto Coppi vil i år sende en ekstra hyldest til løbets danske deltagere, når Danmark får rollen som årets æresgæst.
Hvert år hylder Granfondo La Fausto Coppi Generali en udvalgt nation og i år bliver det Danmark, som får æren, når løbet afholdes d. 28. juni i Cuneo.
Som årets officielle gæstenation bliver Danmark fremhævet for sin stærke cykelkultur og sin position på den internationale scene. I startområdet på Piazza Galimberti vil der blive oprettet et dedikeret område med fokus på dansk cykling, hvor både kultur, sportslige initiativer og promovering af dansk cykeltradition bliver synlige. Blandt højdepunkterne er besøget af den danske ambassadør i Italien, Peter Taksøe-Jensen, der deltager i officielle ceremonier og møder med publikum.
“Det er en stor ære at byde Danmark velkommen som gæstenation ved 2026-udgaven af Granfondo La Fausto Coppi Generali,” siger arrangørerne Davide Lauro og Emma Mana i en pressemedelelse. “Danmark har en ekstraordinær cykelkultur, og vi glæder os til at skabe en oplevelse, der forener sportslig passion med stærke internationale relationer.”
Granfondo La Fausto Coppi Generali samler hvert år over 2.800 ryttere fra mere end 40 lande og er en af de mest ikoniske begivenheder på den italienske. Løbet hylder mindet om den legendariske “Il Campionissimo” Fausto Coppi, og valget af gæstenation er blevet en fast tradition siden 2019.
“Cykling er en integreret del af hverdagen i Danmark og et vigtigt redskab til at fremme sundhed, bæredygtighed og fællesskab. Dette samarbejde styrker båndene mellem Danmark og Italien og fejrer sporten som en kultur- og miljømæssig drivkraft.” lyder det fra den danske ambassadør i Italien, Peter Taksøe-Jensen.
Her på Velomore deltog vi selv i løbet sidste år, og man kan læse vores beretning fra oplevelsen i det kommende nummer af Velomore, som er på gaden den 19. februar.
Granfondo La Fausto Coppi Generali byder på 3 distancer på henholdsvis 101, 111 og 172 km. Løbet starter i hjertet af smukke Cuneo, før kursen sættes mod bjergene. Her venter giganten Colle Fauniera, der over 22,3 km rejser sig i 2.481 meters højde. Før den venter Colle di Sampeyre, der med en højde på 2.284 meter heller ikke skal undervurderes.
Løbet er godt arrangeret, hvilket du kan læse mere om i vores beretning i Velomores vinternummer d. 19. februar. Tegn abonnement allerede i dag og få adgang til magasinet online, når det udkommer.
Posted on: juni 16th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Hærvejsløbet kunne i sommers kalde sig for international Gran Fondo som en del af l’Etape du Tour-formatet. Vi kørte med om den gule trøje på turen mod Viborg.
Den gule trøje. Nok det mest eftertragtede ikon af alle i cykelsporten – en trøje, som kun ganske få ryttere nogensinde kommer til at bære, og endnu færre til at eje. Men med A.S.O.’s Tour de France inspirerede Gran Fondo-serie l’Etape by Tour de France, bliver drømmen om gult bragt indenfor rækkevidde for os almindelige motionister. Den gule løbsserie debuterede i år i Danmark, som en del af Hærvejsløbet og Velomore var med til start i det aller første l’Etape Denmark by Tour de France. Hærvejsløbet er Danmarks ubestridte største motionscykelløb!
Fokus er ikke så meget på præstationen og det at køre væddeløb, men snarere på oplevelsen, hyggen og fællesskabet. Man kan deltage med start fra flere forskellige steder i Danmark og på alle typer underlag – grus, MTB-spor og landevej – og fælles for det hele er, at man følger dele af Hærvejen frem mod målet i Viborg. Men med introduktionen af l’Etape i Danmark er Hærvejsløbets landevejsdistancer blevet en del af en international Gran Fondo, med alt hvad det indebærer på godt og ondt, og derved er konkurrenceelementet nu også blevet en del af Hærvejsløbet.
For med introduktionen af l’Etape, følger også kåring af dagens hurtigste ryttere i henholdsvis point- og bakkekonkurrencerne, samt løbets hurtigste ryttere på alle landevejsdistancer. Bevares, for hovedparten af alle deltagere er det fortsat oplevelsen og kammeratskabet, med de sublime depoter der er i fokus, nu blot klædt i gult, grønt og prikker.
Men for dem som går med gule drømme og vil køre motionsræs, er der nu også en gulerod for enden af løbsruten. Og sådan en gulerod har jeg drømt om! Lige siden det blev offentliggjort, at Hærvejsløbet blev en del af l’Etape, har mine tanker kredset om den gule trøje. For som skrevet, får vinderen af hver landevejsetape overrakt den rigtige maillot jaune fra Tour de France på podiet i Viborg.
Og hvilken bedre måde at erobre den trøje på, end ved at begynde i nordens Paris, Aalborg. Min hjemby udgør startbyen for det, der nok bedst kan beskrives som l’Etape Denmarks mellemdistance. Knap 125 har arrangørerne fundet fra Aalborg til Viborg, undervejs med bakkespurt på Rebild Bakke, ligesom i vores eget Rundt om Rold, og med to pointspurter undervejs.
Jeg kender det meste af ruten rimelig godt og har to gange tidligere deltaget på distancen fra Aalborg. Den har dog fået et lille facelift og tilføjet lidt ekstra højdemeter, samt et nyt startområde ved Aalborg Storcenter i Skalborg. Det betyder bl.a., at man ikke længere får den flotte start på Gammel Torv i hjertet af byen, og ej heller den smukke tur langs byens havnefront og ud gennem den vestlige forstad Hasseris. Omvendt betyder det også, at man ikke længere har en 30 minutter lang masterstart, som skaber nervøsitet i felterne.
Masterstarten er nu en paradetur rundt i Aalborgs shopping mekka City Syd, hvor man ruller bag en karnevalsvogn, der blæser morgenfriskt musik ud i et alt for højt lydniveau. Til stor undren og morskab for de morgenfriske nordjyder som har bevæget sig ud for at shoppe.
L’ETAPE DU MONDE
L’Etape du Tour er egentlig det oprindelige navn på motionsløbet, der opstod tilbage i 1993 som en Gran Fondo på kongeetapen i Tour de France. Løbet var en unik mulighed for at give motionister en mulighed for at prøve kræfter med den mest strabadserende etape i verdens største cykelløb, tilmeld en uge før Tour-feltet.
Løbet blev hurtigt en succes og med over 16.000 deltagere må det siges, at være blandt de største Gran Fondo’er i verden. Siden ’93 har konceptet bredt sig og er i dag, sammen med GFNY, det største globale Gran Fondo-franchise med løb i over 25 lande.
Alle følger de den samme drejebog med point- og bakkespurt, samt den gule trøje, mens der samtidig er visse standarder som løbene skal leve op til. Det er første gang at l’Etape kommer til Danmark og hvad bedre er, så køres l’Etape Denmark blot en uge før den rigtige Grand Depart, og udgør dermed den helt perfekte opvarmning til Tour de France.
VINGEGAARD VS. POGACAR
Netop derfor besluttede jeg at køre i Jumbo- Visma’s holddragt. For vi skal gøre op med den kedelige ”holdtøj for holdryttere” mentalitet, der desværre stadig er meget udbredt herhjemme. Ja, man lyder nærmest som en bitter gammel mand, hvis man lukker øjnene og siger det højt.
Cykling er drømme og oplevelser. Derfor skal man ikke være bange for at vise sin støtte til de hold og ryttere man holder mest med, og udleve drømmen om at være en Tour de France-rytter. Tænk hvis cykeltrøjer kunne være for cykelholdene, hvad fodboldtrøjer er for fodboldklubberne…
Med til start havde jeg medbragt min super domestique for dagen, det lokale talent Benjamin Zimmer Holtebo, som naturligvis blev udrustet med en UAE-dragt, så vi kunne få en rigtig Vingegaard vs. Pogacar battle. Det er jo trods alt l’Etape Denmark by Tour de France vi skal køre! Ved ankomsten til startområdet kigger folk en ekstra gang, da vi kommer rullende.
Flere er henne og få taget billeder og give high fives. Vores lille gimmick giver smil på læberne hos de andre deltagere. ”Det sgu fedt det der drenge” siger en af arrangørerne. Før starten bliver vi bedt om at stille os op foran og løbsspeakeren spørger om resultatet bliver som i Tour de France sidste år.
”Jeg håber da at jeg kan få skovlen under Pogacar her ved siden af mig” siger jeg lidt kækt. Flere andre er også trukket i holdtrøjen (i vores stargruppe er der både en ColoQuick- og en DSM-trøje) og for en stund puster motionscykelløbet drømme til liv.
”ATTAQUE TADEJ POGACAR”
Kl. 10:00 går masterstarten og vi tager en parade runde rundt i butiksområdet i udkanten af Aalborg. Der er ikke særligt travlt selvom det er en lørdag formiddag. Depart reelle går samme sted som ved Danmarksmesterskaberne i landevejscyklingen dagen efter, men vi svinger op i bakkerne bag Drastrup og Frejlev en tand tidligere end profferne.
Hjemmefra har vi lagt en slagplan og Benjamin holder sig troligt til den og affyrer det første skud. Han slår hullet på den første af to rullende bakker. En rytter forsøger at lukke hullet, men i bunden af den anden bakke vifter han med albuen og jeg ser mit snit til at rykke. Jeg kommer hurtigt op på hjul af Benjamin, mens en tredje rytter hænger knap 3 meter bag os.
Afsted går det bagom Svenstrup til Guldbæk, hvor vi skal op ad bakken med vingården, som Brian Nygaard så fint fik præsenteret under Danmark Rundt. Kort før Guldbæk er vores lille duo blevet til en trio, som bliver lukket lige da vi passerer byskiltet til Guldbæk.
Forfølgergruppen er gået i panik, og i stedet for at lukke hullet stille og roligt som de er i gang med, vælger flere af dem at springe op da de har 10 – 20 meter op til os, og lukker os derfor med maxpuls. Og det, ligesom vi svinger ind på bakken i Guldbæk.
Jeg trykker til i bunden og ved plateauet halvvejs oppe tager Benjamin over. Mere er der faktisk ikke at skrive om det løb. Jeg kigger mig tilbage over skulderen da jeg lader Benjamin tage over og kan konstatere, at vi allerede har slået et pænt hul.
Kort efter kommer vi ind på småveje der slanger sig igennem landskabet, hvor vi vil være ude af syne. Der bliver ikke sagt så meget, for vi ved begge, at vi skal opbygge så stort et forspring som muligt, mens vi stadig kører i medvinden. Ved indkørslen til bakkespurten er det sidste gang vi ser vores forfølgere, før vi står i Viborg.
CLASSEMENT DES GRIMPEURS
Rebild Bakke er nok den mest berømte bakke i Himmerland. Det er ikke den hårdeste, måske den længste. I hvert fald den mest spektakulære. Derfor har vi her på Velomore et helt motionscykelløb som hylder den. Lige så gør l’Etape Denmark. For hvilken anden bakke mellem Aalborg og Viborg er værdig nok til en prikket bjergtrøje?
Jeg forsøger at give Benjamin et leadout, men benene er trætte efter lidt under en time for fuld skrue på kolde stænger. Benjamin rykker halvvejs oppe, men da vi står i Viborg kan vi se, at vi ikke er i nærheden af at køre den unge gut på podiet.
Til gengæld har en anden rytter, Brian Østergaard fra CK Aarhus, kørt bakken i imponerende hurtig tid. 2:19, hvilket ikke er meget langsommere end KOM’en på Strava og mere end nok til en suveræn sejr i bakkespurten i årets Rundt om Rold – og tilmed også årets Danmark Rundt, ifølge tiderne på Strava. Chapeau!
Efter Rebild Bakke fortsætter ruten af samme veje som Rundt om Rold indtil Arden, hvor der drejes i retning mod Vebbestrup, som nok må være det mest legendariske depot i et dansk motionscykelløb. For ved ismejeriet, der er berømt for at lave de bedste flødeis syd for Limfjorden, kan alle deltagere svinge ind og få en kold forfriskning.
Benjamin og jeg har dog for travlt med at køre cykelløb, så ingen is til os i dag. Det ville ellers være tiltrængt, da det har udviklet sig til en varm sommerdag, hvor også vinden er lun. Kort før det næste depot, som Hobro Cykle Klub typisk er værter for, er den første pointspurt.
Benjamin mener at jeg har de bedste chancer af os to og giver mig et lead-out så hurtigt, at jeg har svært ved at holde hjul på den unge kanon. Det er den samlede tid ud af de to pointspurter der tæller. Min tid er dog langt fra den bedste her i den første spurt, hvor Mathias Møller Jørgensen kører hurtigst gennem segmentet.
Men han har også haft den bedste af alle motivationer, for i kampen om grønt har han spurtet imod sin bror – og hvem vil ikke gerne slå sin bror i en mand mod mand spurt? Mathias ender med den grønnetrøje i Viborg og så er podiet ved at være sat.
Vi suser også forbi depotet udenfor Hobro, hvor Benjamin kigger langt efter bananerne der langes og jeg godt kunne havde brugt en flaske vand. Sidste gang jeg kørte Hærvejsløbet stod de og stegte frikadeller i depotet, så med fare for at blive indfanget af den liflige duft, gør vi ikke hold.
ALLEZ, ALLEZ
Vi er nu kommet ind på den del af ruten som ingen af os er helt sikre på. Jeg kan svagt erindre den fra tidligere år, mens det for Benjamin er helt nyt land. Vi er nu drejet mod vest og kører i direkte modvind. Det blæser heldigvis ikke supermeget og vinden er dejlig forfriskende, her langs søerne, der ligger spredt på vejen ind mod Viborg.
Vi kommer igennem flere småbyer, hvor der ser ud til at være byfest, eller optræk til fest. Vi erfarer senere, at foruden Hærvejsløbet, er der flere andre former for festivitas i Viborg, som de åbenbart varmer op til i de omkringliggende landsbyer.
Deltagerne på gravelruten fra Rebild Bakke til Viborg fletter sig sammen med landevejsruten, og i et svagt øjeblik er vi ved at køre forkert. Skiltningen i l’Etape Denmark by Tour de France fejler absolut intet. Skiltene er tydeligt og godt placeret, men på nogle af de længere lige stræk sydvest for Hobro, er der bare ret langt mellem dem.
Da vi når randområdet af Viborg, begynder der at være folk langs vejen som står og hepper, og flere steder er der skrevet på asfalten. Knap 2 kilometer fra mål er den sidste pointspurt, og kort før den er vejene lukket af for trafik. Det er her alle ruterne samles og vi flyver forbi flere på MTB.
Benjamin giver igen lead-out til pointspurten, men jeg bruger det som afsæt til at forfølge den gule trøje, kører kontra efter spurten og ruller alene i mål knap 30 sekunder foran min unge følgesvend – og får et resultat, der viser sig at blive et forvarsel for hvad der venter i Paris nogle uger senere.
Glæden er stor, men udmattelsen større. Den tørreste er den hurtigste kan man passende sige, for både Benjamin og jeg har været uden vand den sidste halve time og de sorte ærmer på UAE-dragten er blevet hvide. Nu venter endnu en paradetur, denne gang igennem gågaden i Viborg, på rød løber, op til målområdet på den gamle kaserne.
MAILLOT JAUNE
Her er der festivitas i stor stil, og stemningen er helt forrygende, med de over 5000 motionister der stille og roligt forsamles. Flere forskellige udstillere har taget plads blandt madboderne og hele området er hegnet ind i bannere og beach flag.
Der er gul Tour de France-stemning og vejret er helt i top. Vi får hængt løbsmedaljen om halsen, som vi i den grad har glædet os til. Ved podieceremonien afspilles den velkendte Tour de France-hymne og det giver et lille sug i maven da jeg skal op på podiet. Mon det er sådan Jonas Vingegaard føler det?
Speakeren spørger, om ikke jeg lagde unødvendigt meget pres på mine egne skuldre ved at køre i Jumbo-Visma-dragt. ”Det jo med at finde alle de små marginaler” svarer jeg, med reference til trøjens vante gang på Tour-podiet. ”Håber du at samme trøje står øverst på podiet i Paris?”. ”Ja, jeg håber helt bestemt at det bliver samme resultat i Frankrig om knap 4 uger” svarer jeg, og det viste sig, at jeg nok skulle havde spillet på det resultat.
L’Etape Denmark by Tour de France er i sandhed en Gran Fondo af international karakter. Stemningen i målområdet er på højde med de bedste Gran Fondo’er jeg har prøvet, og endda bedre end flere af dem. Med 5 forskellige distancer at vælge imellem, er den gule-drøm inden for rækkevidde for alle, og de som ikke gør sig nogen ambitioner om at række ud efter podiet, får uden tvivl en fremragende oplevelse og perfekt optakt til Tour de France.
Hærvejsløbet er stadig helt som det plejer, nu bare med en kraftig smag af sommer, gult og Touren. Jeg har i hvert fald fået mod på mere, og mon ikke den ”rigtige” kongeetape fra Flensborg til Viborg skal prøves af næste år?
Denne beretning fra 2023 blev bragt i Velomore #11.
Posted on: juni 19th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Kløer det i benene for at komme ud og køre Gran Fondo til efteråret, så byder GFNY Uppsala på den helt rette oplevelse for dig.
Sommer, sol, Tour de France, La Marmotte og Maratona dles Dolomites. Cykelsæsonen synes nærmest at slutte med et fingerknips, når rytterne ruller i mål på sidste etape af Tour de France. Men du kan forlænge sommerens eventyr med en sviptur til Sverige, når GFNY inviterer til Gran Fondo i Uppsala den 24. august.
Foto: Sportograf.
Uppsala er omtrent på samme størrelse som Aalborg, og ligesom Nordens Paris, emmer den svenske by af historie og kultur.
GRUS!
Løbet har ingen bjerge, men kan derimod prale af hele seks segmenter med vaskeægte sportsgrus. Men bare rolig, du kan trygt lade gravelcyklen blive hjemme. Sæt et par nye landevejsdæk på hjulene, gerne 25 – 30 mm, og du vil være perfekt kørende. Størstedelen af ruten køres på asfalt, så du vil klar være hurtigts på ‘smalle’ dæk. Det svenske sportsgrus er desuden så hårdt stampet, at graveldæk ikke er nogen fordel.
Foto: Sportograf.
Ruten er forholdsvis flad, med let rullende bakker og enkelte meget korte, stejle stigninger, så du behøver ikke specielle gear. Alt sammen på en rute, strøget med hyggelige, klassiske svenske røde gårde. Din officielle GFNY-trøje vil være perfekt til alle vejrforhold, men medbring en vest eller jakke for at være forberedt på alt.
LØBSWEEKEND
Ankom tidligt for at hente startnummer og undgå sidste-øjebliks stress. Nyd cykelturene omkring Uppsala og tilføj lidt ekstra dage til sightseeing, shopping og til at opleve de mange gode restauranter i hjertet af Uppsala.
Foto: Niklas Lundengård / Visit Uppsala
GFNY giver rabat på ophold på hoteller i Uppsala, der er ivrige efter at gøre dit ophold fantastisk, og de inkluderer alle en fyldig, lækker morgenmad. Det er obligatorisk at læse Race Guide for vigtig information om løbet og sikkerhed. Alle løbsaktiviteter finder sted i Ulva Kvarn kunstnerlandsby, kun en kort cykeltur fra centrum af Uppsala.
RUTEN
GFNY’er er massedeltagelsesløb. Hver rytter får chip-tidtagning fra start til slut, og der er både et samlet klassement, ligesom der er agegroup klassementer for forskellige aldersgrupper, alt sammen baseret på tid. Udfordre dig selv og de andre i din gruppe. GFNY’s er en personlig udfordring, få din personlige bedste tid, eller endda placering, i din aldersgruppe eller i det samlede klassement.
Den lange rute er 133 km og har seks grussektorer, der i alt udgør 38 km. Der er fire fuldt udrustede depoter. Ruten er markeret med store, synlige skilte. Der er en række køretøjer, der støtter dig på løbsruten: førerbilen, 20+ motorcykelhold, fejeblad og slutvogn.
Medicinsk service står klar, og der er førstehjælpskasser ved hvert depot. Ved mållinjen i Ulva Kvarn får du din finisher-medalje, hvor du også kan nyde festlighederne efter løbet, med grillfest, musik og præmieoverrækkelse.
Posted on: marts 4th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Verdens største Gran Fondo-serie er kommet til Skandinavien og du kan spare penge på tilmeldingen som læser af Velomore.
I næste nummer af Velomore kan du læse om vores tur til jomfruudgaven af GFNY Uppsala sidste år. I weekenden åbnede løbet for tilmeldingen til dette års udgave og vi var så tilfredse med vores oplevelse sidste år, at vi med glæde giver løbet vores varmeste anbefalinger.
GFNY Uppsala køres lørdag d. 24. august og byde på to distancer på en smuk og let rullende rundstrækning udenfor Uppsala. Omend løbet hverken byder på regulære bakker eller bjerge, findes udfordringen i de 3 grussegmenter, som man får fornøjelsen af henholdsvis 3 og 6 gange. Gruset er dog hårdtstampet og som redaktøren erfarede sidste år, kan man snildt køre det med 25 mm landevejsdæk (men det kan du læse mere om i vores forårsnummer, som er på gaden d. 25. april).
Som læser af Velomore får du særpris på tilmeldingsgebyret. Send en mail til support@gfny.com og fortæl dem, at du har læst om GFNY Uppsala i Velomore og de sørger for en fin rabat på tilmeldingen til dig.
Løbet køres med start og mål i den hyggelige kunstnerkoloni Ulva Kvarn, knap 8 km fra Uppsala centrum. Det er første gang at GFNY kommer til Skandinavien og det verdens kendte løbsfranchise har medbragt deres succesfulde opskrift. Som deltager kan man derfor forvente sikker og god løbsafvikling, et måltid efter løbet (som sidste år var en dejlig burger), samt en deltager medalje og cykeltrøje, for blot at nævne noget.
Uppsala som destination er i øvrigt et besøg værd, og oplagt at lave til en familieudflugt i sensommeren. Middelalderbyen har været dominerende gennem den svenske historie og byder derfor på et rigtigt historisk og kulturelt byliv, med masser af spændende butikker og gode restauranter i hjertet af middelalder byen.
Det er forholdsvist let at komme til Uppsala og i bil fra færgelejet i Gøteborg tager det knap 5 timer, mens det fra København tager omkring 8 timer. Uppsala ligger desuden kun en halv time med tog fra Arlanda Lufthavnen.
Har du ikke allerede abonnement på cykelmagasinet Velomore kan du tegne et her og glæde dig til, at næste nummer med vores beretning fra GFNY Uppsala lander i postkassen d. 25. april. Og vil du køre løbet, kan du kontakte support@gfny.com og få en eksklusiv rabat som læser af Velomore.
Posted on: februar 4th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
D. 19. maj giver GFNY dig muligheden for at jagte profferne i Gran Premio New York City når de slipper tusindvis af motionister løs på i GFNY NYC 15 minutter efter profferne kører afsted.
Hvis du altid har drømt om at køre som en pro, så har du I 2024 masser af muligheder at vælge imellem. En af dem får du d. 19. maj ved GFNY NYC, eller Gran Premio New York City om man vil, for her kombinerer arrangørerne ægte Gran Fondo stemning med professionelt cykelløb.
Mange professionelle cykelløb har efterhånden bygget på med en tilhørende motionsudgave, som køres på præcis samme rute som de professionelle, enten dagen før eller efter pro-løbet. Nogle gange samme dag, et par timer før de professionelle slippes løs. Men i GFNY NYC gør de tingene lidt anderledes.
Først opstod Gran Fondo’en, og her, lige knap 10 år senere, er UCI 1.2 løbet blevet føjet til. Og som om det ikke var nok, sendes profferne afsted 15 minutter før motionisterne, tilmed med deltagelse af et GFNY All-Star Team, bestående af sidste års 6 hurtigste ryttere.
Gran Premio New York City
Allerede nu er flere internationale pro kontinental-hold offentliggjort som deltagere i Gran Premio New York City. Bl.a. tager de italienske hold Bardiani og Corratec-Vini Fantini turen over Atlanten, mens det engelske kontinental-hold, Trinity Racing, også kommer og lufter deres trøjer over there.
De 6 ryttere på All-Star-holdet bør føle sig i deres rette element, da historien viser, at man skal kunne konkurrere på højt niveau for at køre med om sejren i GFNY NYC. Løbet blev i 2022 vundet af Luca Vergallito, der i år kører for Alpecin-Deceuninck.
Rytterne kan se frem til at få en på opleveren når de ved holdpræsentationen skal indfinde sig på selveste Times Square til det, der unægtelig bliver årets mest spektakulære scene for indskrivningen til et professionelt cykelløb. Er du ambitiøs motionist med en lille pro-drøm i maven, får du altså rig mulighed for at række ud efter en plads i det professionelle felt ved GFNY NYC.
Ruten
Både proffer og motionister kan se frem til at køre den samme rute. Alle ryttere sendes afsted fra George Washington Bridge kort efter solopgang og det giver en helt spektakulær start, med udsigt til skyskraberne på Lower Manhattan. Efter starten køres der langs Hudson River i staten New Jersey, indtil man når løbets første regulære stigning i Palisades. Videre gennem forstæderne i New York City Metropolitan Area går det, indtil man igen kører ind i staten New York, hvor bakkespurterne venter.
Gate Hill og Cheesecote lægger asfalt til noget så amerikansk som 2 bakkespurter med såkaldte primes på toppen – kontante pengepræmier til de 3 første ryttere på hver bakketop, både for motionister og professionelle. Bakkerne er ikke superlange, men forholdsvis hårde, og tager lidt over 4 minutter for åben hane for de aller hurtigste.
Efter den anden bakkespurt på Cheesecote får man det første glimt af New York City ude i horisonten. Rutens nordlige vendepunkt er bag en, og herfra går det tilbage mod Palisades og servicevejen langs Hudson River, før man igen rammer målstregen ved Fort Lee High School tæt ved George Washington Bridge.
After party
I mål kan man velfortjent hænge løbsmedaljen om halsen og nyde den medfølgende burger på en af de mange liggestole. GFNY-arrangørerne har sørget for underholdning på scenen, hvor både amatører og professionelle vil blive hyldet for deres indsats. Løbet har præmier til de 3 hurtigste mænd og kvinder i Gran Fondo’en, såvel som aldersgruppeklassementer, en par-dyst og en hyldest til de ryttere, som kører GFNY NYC som deres tredje GFNY samme år – eller som har jubilæum som deltager i et GFNY.
Naturligvis vil man også få et glimt af profferne i målområdet, som startede 15 minutter før motionsfeltet på broen. Vinderen af første udgave af Gran Premio New York City skal naturligvis også hyldes på scenen og hvem ved, måske får deltagerne i GFNY NYC lov til at tage en selfie med vedkommende.
GFNY i Europa
GFNY er nok verdens største Gran Fondo-franchise med over 30 Gran Fondo’er globalt. Hovedorganisationen stiller høje krav til deres lokale arrangører, så man kan med rette forvente den samme oplevelse uanset hvor i verdenen man deltager i et GFNY. I Europa har GFNY især indtaget Frankrig, hvor den tidligere professionelle cykelrytter Cedric Haas, har opbygget en imponerende portefølje af spændende GFNY-løb og destinationer. Størst er GFNY dog i Sydamerika, hvor løbene nyder enorm popularitet, hvilket også ses på antallet af latinamerikanere der deltager i GFNY NYC.
I år ser GFNY’s europæiske kalender således ud:
24. marts – GFNY Cannes 26. maj – GFNY Villard de Lans 16. juni – GFNY La Vaujany Alpe d’Huez 23. juni – GFNY Lourdes Tourmalet 21. juli – GFNY Grand Ballon 24. august – GFNY Uppsala 25. august – GFNY Orcières 1. september – GFNY Alpes Vaujany Croix de Fer
Velomore anbefaler
Få den ultimative cykeloplevelse med GFNY – hvis ikke i New York City, så i Frankrig. Vi foreslår du kombinerer GFNY La Vaujany Alpe d’Huez med GFNY Lourdes Tourmalet, og får to fremragende Gran Fondo’er på nogle af de mest legendariske bjerge i Europa. Kombinationen er helt oplagt, eftersom der er en uge imellem løbene og det vil uden tvivl brænde sig ind i hukommelsen som den absolut vildeste cykeluge.
Også efteråret byder på en mulighed for at lave the double, med GFNY Orcières og GFNY Alpes Vaujany Croix de Fer. Det tager knap 2 timer og 15 minutter i bil at køre fra Orcières til Vaujany, så man kan tilmed nøjes med at have base det ene af stederne.
Er du nysgerrig på at lære mere om GFNY Grand Ballon, GFNY Cannes eller GFNY Alpes Vaujany Croix de Fer, kan Velomore varmt anbefale alle tre løb. Læs vores beretninger fra de pågældende løb og glæde dig ellers til vores forårsnummer, hvor vi beretter fra førsteudgaven af GFNY Uppsala.
Velomore var desuden med i GFNY NYC i 2023 og du kan læse hele vores beretning i Velomore #12, hvor du også finder vores guide til New York City. En ting er sikkert: Det er en uforglemmelig oplevelse at deltage i GFNY NYC og cykle i New York City. Starten på George Washington Bridge vil for evigt være et unikt minde, mens byernes by byder på et hav af oplevelser. Kommer du som deltager i GFNY NYC, kan du via arrangørernes hjemmeside finde rabatter på overnatning både på Manhattan og i nærheden af start/målområdet i Fort Lee, samt finde link til nem og bekvem cykeludlejning i forbindelse med løbet.
Posted on: december 23rd, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Der er meget som kan gøre en Gran Fondo til en uforglemmelig oplevelse og for vores chefredaktør blev GFNY NYC en af de oplevelser, han aldrig vil glemme.
Hundredvis af røde lygter blinker i mørket foran os. Det er småkoldt og solens første stråler har endnu til gode at vise sig på himlen. Bag os aner man silhuetterne af Manhattans skyskrabere. Sammen med tusindvis af andre cykelmotionister, står vi i kø til at komme op på George Washington Bridge nedre dæk.
Sammen med min lillebror er jeg rejst til New York, for at deltage i Gran Fondo New York – kronjuvelen og det oprindelige løb i det globale franchise GFNY. Med start på verdens mest trafikerede bro, kan Gran Fondo New York med rette regne sig selv blandt de Gran Fondo’er, der har den mest spektakulære start – hvis ikke den mest spektakulære.
Hvert år tager mere end 104 millioner køretøjer turen over broen, så at lukke den for et motionsløb virker jo helt absurd. Men i mulighedernes land er intet for absurd. Spændingen er til at tage og føle på her i morgengryet. Løbet tiltrak mere end 8.000 deltagere før pandemien, men i år ser deltagerantallet ud til at være tættere på 5.000.
Over 90 nationaliteter har taget turen til byen, der aldrig sover og det giver en helt elektrisk stemning, da vi først kommer op på broen. På vores højreside har vi udsigten op langs Hudson River og til venstre for os rejser Manhattans skyline sig.
Senest 45 minutter før start skal alle deltagere indfinde sig på broen. Af sikkerhedshensyn siger arrangørerne. Vi har været tidligt oppe, både for at spise morgenmad, men også for at komme afsted mod broen i fornuftig tid.
Indlogeret på Sheraton New York Times Square Hotel midt mellem Times Square og Central Park, har vi haft lidt af en diskussion om hvordan vi skulle tilbagelægge de 12 km fra hotellet til broen. Der løber en cykelvej langs Manhattans vestside, som min lillebror var ret hooked på at prøve.
”Vi cykler da bare derop. Det er intet problem” siger han selvsikkert, da vi klokken 8 aftenen før løbet gennemgår planen. Men det er hans første Gran Fondo, hans første tur på landevej i over 4 år, hans første tur på over 100 km og med kun 32 timer på cyklen i år, føler jeg som den ansvarlige storebror, jeg foregiver at være, at jeg må mane til besindighed.
Mest af alt handler det om, at jeg ikke har lyst til at tænde for motoren, for så at stå og fryse på en bro i over en time. Jeg forelægger ham regnestykket – 140 km, plus transport til og fra start- og målområdet. Det giver i runde tal samme antal kilometer, som han mere eller mindre har cyklet i år. Planen var egentlig, at han skulle køre den korte rute på knap 70 km.
Men under en måned før løbet tikkede en mail fra arrangørerne ind: ”GFNY goes pro” – næste år får løbet en UCI 1.2 Pro-overbygning det betyder, at et professionelt cykelløb køres på samme rute, med start fra GWB 15 minutter før motionsfeltet sendes afsted. Men, da der i UCI-løb forståeligt nok ikke må være ryttere som kører i begge retninger på løbsruten, har arrangørerne været nødt til at foretage en lille, om end meget betydningsfuld ændring.
Bear Mountain, der har været løbets hidtidige højdepunkt udgår. Bakken nord for New York City har været vendepunktet for rytterne på den lange, knap 180 km distance, mens rytterne på 70 km har kunne hoppe af cyklen og sætte sig op i en bus tilbage til Fort Lee. But no more. Eneste løsning arrangørerne har kunne finde, er at omlægge ruten til at køre forbi Bear Mountain og i stedet hoppe på loopet tilbage mod NYC, og derved kommer alle deltagere i år og næste år, til at køre 140 km. Hvilket som sådan er fint for mig, der derved får halvanden time mindre på cyklen, men for min bror, og de tusindvis af tilmeldte på 70 km, venter der lige pludselig en gedigen udfordring.
”Det kan jeg ikke Nikolaj” udbryder min bror halv-nervøst, da det går op for ham, knap en uge før vi rejser til New York. Med hjælp fra min svigerinde får jeg overbevist ham om det modsatte. Adrenalinen og oplevelsen alene bør være nok til at bære ham igennem.
HOLD TIL HØJRE
2 minutter før start blæser The Star Spangled Banner ud over broen og det giver gåsehud. Vi har aftalt, at min bror skal køre sig eget løb og finde en god gruppe. Jeg selv derimod har trænet målrettet mod netop dette løb og jeg vil gerne gøre det godt.
En top 10 i min aldersgruppe er målet, for løbet er hårdt besat. Der er mange tidligere vindere af GFNY’s løb til start og de kontinentale GFNY-mestre er fløjet ind til lejligheden. 10, 9, 8 … Nedtællingen går i gang, vi slår på næven og jeg når lige at råbe til min lillebror, at han hellere må finde over i højreside af vejen med det samme, før jeg klikker i pedalerne og sprinter afsted.
Starten er som altid et chok for systemet. Jeg har formået at holde kulden på afstand med en plastikponcho, men som altid er det megahårdt at starte ud af skolegården i ren spurt. Vi har været så heldige at få plads i den forreste startgruppe, forbeholdt VIP’s (tidligere GFNY-vindere, kvalificerede og inviterede ryttere) så jeg sidder med de absolut bedste ryttere i løbet og det kan mærkes.
Allerede på vej ud af broen runder speedometeret 40 km/t og vejen er ikke flad. På rampen ud af broen og ind i New Jersey, får jeg kørt mig frem og efter 2 km sidder jeg i fjerde position, da vi drejer skarpt til højre og kører ned ad bakke mod Hudson River. Vi skal ind på en parkvej langs floden og farten runder 60 km/t. Det er en helt vanvittig start her i fronten og jeg ser Ricardo Pinchetta, tidligere flerdobbelt vinder af løbet, angribe mens jeg selv løber tør for gear.
Endnu et skarpt venstresving og vi kører ind på parkvejen da det eneste der ikke må ske, sker. Knap 4 km inde i løbet og jeg mærker den frygtede fornemmelse af et baghjul der taber luft. Det er med hjertet i halsen at jeg stikker armen i vejret og råber ”RIGHT, RIGHT”, for bagfra kommer hundredvis, nej tusindvis, af vilde ryttere blæsende i håbet om, at de kan nå op til fronten.
Det tager mig knap 2 minutter at komme ud i siden af vejen og finde et sikkert sted og skifte slange. Mine fingre er så kolde, at jeg ikke kan få det forbandede dæk af. Et kort øjeblik har jeg allermest lyst til at tyre Black Inc-hjulet i Hudson River og jeg ser hvordan hele løbet passerer forbi mig, kun 4 km inde.
Efter godt og vel 7 minutters fumlen med dækket er jeg tilbage på cyklen. Jeg får tøjret min umiddelbare skuffelse. Status er, at jeg i hvert fald er faldet et par tusinde pladser tilbage og frontgruppen får jeg aldrig at se igen. Min lillebror har jeg heller ikke set.
Med ambitionen om et resultat ude af ligningen, beslutter jeg mig for at redde hvad reddes kan, i første omgang går jeg over til plan B, som hele tiden har været at vente på min lillebror i tilfælde af defekt – eller dårlige ben. Nu står jeg i den omvendte situation og skal ud og fange ham.
FANGELEG
Parkvejen kører igennem rullende terræn og man følger den de første knap 13 km frem mod den brede vej i Palisades. Den megen trafik af ryttere gør, at jeg ikke kan udnytte min power og for alvor lukke op, på den smalle vej. Men det er godt det samme.
Der er virkelig mange punkteringer og folk står til højre og venstre og skifter slanger. Ude på den store brede vej efter Palisades springer jeg fra gruppe til gruppe, indtil jeg fanger et større felt på knap 30 ryttere. Midt i gruppen sidder min bror og lader til at være oven på pedalerne.
Rytterne omkring ham sidder på dyre Pinarello’er eller Specializeds, alle med højprofil hjul og rendyrket kulfiber, mens han på sin lejede Cannondale i aluminium, med lavprofil hjul, reflekser og Gatorskin-dæk, udgør en umage equipage i det dyre selskab.
Vi sludrer lidt og han morer sig gevaldigt over, at han indtil videre har været den bedste af os. Jeg har for alvor fået ild i piberne og sætter mig frem for at tage en føring. Men da jeg slår ud har jeg gjort mere skade end gavn på gruppen.
”Kom med på mit hjul, så kører vi” siger jeg til min bror, men han lader fornuften råde. ”Det tror jeg bliver for hårdt. Det er en god gruppe den her. Kør du bare”. Vi bliver enige om, at for nuværende er det nok bedre at jeg finder en anden gruppe. Han tilbyder mig sin slange, men vi aftaler, at jeg må vente på ham, hvis uheldet er ude igen.
Og så fortsætter jeg op ad vejen. En polsk rytter suser forbi gruppen i samme øjeblik som jeg letter anker. Ligesom jeg, sad også han med frontgruppen, da en punktering gjorde en ende på hans drømme. Vi arbejder fornuftigt sammen og på den brede vej ind mod Nyack ruller vi hurtigt, selvom vi kører i sidemodvind.
BE A PRO FOR A DAY
Vi kører igennem New Jerseys forstæder, før vi passerer statsgrænsen og igen bevæger os ind New York. Fordelen ved at være ude af kampen om resultater, er at jeg for alvor kan nyde løbet. Selvom vi holder kæden stram, har jeg tid og overskud til at kigge mig rundt.
Jeg er i sandhed kommet til Amerika og det vi kører igennem, ligner præcist det, man kender fra film og serier. For mig er det helt vild at tænke på, at jeg kører Gran Fondo i USA. Stars and Stripes hænger foran flere af husene og der er masser af mennesker ude og heppe langs vejen. Og masser af politi. Jeg har aldrig set så meget politi i hele mit liv. Mindst 200 patruljevogne holder langs ruten for at holde bilister væk fra løbsruten.
Det er blot med til at understrege, hvilken Tour de Force løbet er. Løbet opstod som ide i slutningen af 00’erne. Det tidligere tyske cykeltalent, Uli Fluhme, arbejdede dengang som jurist på Wall Street, efter hans egen cykelkarriere blev forpurret allerede i ungdomsårene af den urene trav i cykelsporten. Hans kone, den forhenværende polske triatlet Lidia Fluhme, var beskæftiget i bankverdenen og sammen grundlagde de GFNY i 2011.
Med en kærlighed til især de italienske Gran Fondo’er, stod Uli og skuede ud over byernes by, med en spirende drøm om at bringe den europæiske cykelkultur over Atlanten og Lidia lykkedes med at få George Washington Bridge ind i ligningen.
Første udgave blev kørt i 2011 og siden da er løbet eksploderet, til i dag at være et globalt franchise med mere end 30 events. Ruten har med få variationer været den samme gennem alle 13 år, og er en hyldest til New York Citys cykelmiljø. Ruten følger den mest populære cykelrute for de lokale motionister, der i weekenderne følger Hudson River til Palisades, Nyack og Bear Mountain, før de vender tilbage til byen.
Ambitionen har altid været at give deltagerne en god oplevelse under mottoet ”be a pro for a day”. Det betyder bl.a. lukkede veje og neutral service på hele ruten, mens det i 2024 også betyder, at man rent faktisk kommer til at køre på samme rute som profferne har kørt på, 15 minutter forinden.
THANK YOU
Efter knap 55 kilometer begynder højdemeterne for alvor at tikke ind på kontoen. Stony Point markerer rutens nordlige vendepunkt, hvor der svinges ind i landet og sættes kurs mod de to stigninger Gate Hill og Cheesecote. Lidt uvant for en Gran Fondo, er der i år primes på de to stigninger, hvilket betyder, at de første 3 ryttere henover toppen på hver bakke får et kontant pengebeløb i præmie.
Stigningerne er ikke voldsomt lange men til gengæld rigeligt hårde. Uregelmæssige og med tocifrede procenter undervejs. Lidt kuriøst ligger de delvist inde i noget, som virker som en forstad med store villaer. Og på de to lynhurtige nedkørsler er jeg glad for sherifferne der står ved hver eneste sidevej.
Indtil nu har jeg kørt med hvad der var i benene, men gassen begynder at gå af ballonen her 72 km inde i løbet og halvvejs oppe ad den anden stigning, Cheesecote, finder jeg en god gruppe. Den består hovedsageligt af sydamerikanere.
Ud af de 14 ryttere i gruppen er det kun jeg selv og de to amerikanere der taler engelsk. Resten er fra Colombia, Ecuador og Argentina forstår jeg. GFNY nyder enorm popularitet i Sydamerika, hvor det ikke er unormalt med over 3.000 ryttere til start i deres mange events. Mange af dem rejser på tværs af kontinentet for at deltage i andre GFNY’s og jagte de eftertragtede trible crown medaljer (som jeg selv jagtede sidste år). Faktisk udgør sydamerikanerne hovedparten af deltagerne i GFNY NYC, hvorfor der både er et YouTube-show og en podcast på spansk.
Vores lille “gruppo” arbejder fint samme. Folk er ved at være ristede, så jeg står for det meste af det grove arbejde. Vi er 5 ryttere som fører, hvoraf jeg står for 50 % af tiden i front og i langt det højeste tempo. Vi er drejet ind i medvind, men de højdevante sydamerikanere kæmper tilsyneladende på de flade veje. Lidt kuriøst bemærker jeg, at de to amerikanere pænt siger ”thank you”, hver gang jeg har taget en føring og bevæger mig ned igennem gruppen. Det er pænt af dem, men efter et par gange begynder det også at blive mærkeligt.
THE BIG APPLE
Efter ca. 94 km drejer vi ind på en cykelsti langs en sø. Indtil nu har jeg nydt turen. Den første del op langs Hudson River var smuk og hensatte mig til utallige amerikanske film, mens den anden del, inde i landet og med bakkerne, har rullet igennem nogle forstadslignende boligkvarterer. Men på denne cykelsti står der ingen betjente og vi møder andre motionister, fodgængere og hundeluftere. På den let faldende vej er farten høj og jeg oplever det som værende lidt sketchy.
Vi er nu nede på 3 mand til at føre, og de 2 andre vil gerne presse tempoet. Jeg er dog ikke alt for imponeret over denne del af ruteplanlægningen og maner til besindighed, med behørig afstand til de to i front. Sådan kører vi i knap 7 kilometer, før vi igen kommer ud på en større vej, der fører os tilbage mod stigningen i Palisades og parkvejen vi startede ud ad.
Jeg har fået min anden vind og i bunden af den knap 5 km lange stigning op til Palisades og Ranger Station, siger jeg adios til mine latinamerikanske følgesvende. Her 20 kilometer fra mål slår det klik inde i hovedet på mig og væddeløbskontakten bliver igen tændt. Jeg øjner chancen for at vinde lidt placeringer og kører med alt hvad jeg har.
Da jeg kører under George Washington Bridge og kan se Manhattans ikoniske skyline på den anden side af vandet, begynder jeg at være skeløjet af udmattelse. Kort tid efter ruller jeg over målstregen i Fort Lee, hvor tanken er helt tom. Mens jeg venter på min bror, spiser jeg den burger, der velfortjent venter i mål.
Halvanden time senere kommer Peter Hebsgaard trillende i mål, med overskud til en wheelie da speakeren råber hans navn. Han er stadig ovenpå og til sin storebrors skuffelse, virker han nærmest frisk.
”Det var megafedt” råber han til mig, mens han får hængt sin medalje om halsen. Han har haft en god oplevelse, og tilmed formået at slutte lige uden for top 1.000, hvilket må siges at være mere end godkendt.
Vi ligger i solen og nyder stemningen, mens podie-ceremonien afvikles. Oplevelsen har været helt perfekt og selvom jeg ikke fik resultatet jeg kom efter, er jeg glad for at jeg fik muligheden for at opleve GFNY NYC – og ikke mindst fik taget mig tid til at nyde løbet og omgivelserne. Der kommer massere af ryttere i mål, som bryder ud i jubelråb og glædestårer, over den præstation det har været for dem at gennemføre.
Vi afleverer min lillebrors lejecykel og han sjosker over GWB. Tilbage på Manhattan finder vi en Citi Bike til ham og cykler ned langs cykelstien på Manhattans vestkyst. Vi slutter dagen af med en parade-runde i Central Park.
Da vi går ud til aftensmad, er jeg mere kvæstet end min bror, der stadig er helt oven på. Oplevelsen og adrenalinen har båret ham igennem GFNY NYC. Hans første Gran Fondo og blot andet landevejsløb, efter Rundt om Rold i 2016. Turen til New York og GFNY NYC har været noget helt særligt. Byen skal man opleve. At køre på cykel her er både sjovt og spændende.
Starten i solopgangen på George Washington Bridge tror jeg aldrig, at jeg vil glemme. Selvom løbet som sådan ikke har noget spektakulært at byde på, såsom en berømt stigning, en ekstrem mængde højdemeter eller andet, er det alligevel noget særligt at køre cykelløb i randområdet af New York City. Det har været en oplevelse og tilmed en, som jeg helt bestemt gerne vil have igen.
Vil du også køre GFNY NYC? Så kan du tilmelde dig lige her. Husk, at som abonnent på Velomore får du 10% rabat på tilmeldingen til alle GFNY’s løb i Frankrig og Sverige. Kontakt os på hebsgaard@velomore.dk for at aktivere rabatten.
Posted on: november 10th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
I 2024 får Danmark igen en UCI Gran Fondo, når DCU inviterer til internationalt motionscykelløb i Gran Fond Svendborg.
Ikke siden Gran Fondo Denmark kørtes for sidste gang i 2018 har Danmark haft en UCI Gran Fondo. Men det er slut, for næste år afholder Danmarks Cykle Union igen motionscykelløb i international klasse med Gran Fondo Svendborg.
Løbet er en del af UCI’s Gran Fondo World Series, der hvert år kulminerer med Gran Fondo verdensmesterskaberne, populært kaldet amatør VM. I år afholdes VM i Aalborg i sidste weekend af August første weekend i september, og tilbagekomsten af et dansk kvalifikationsløb er derfor kærkomment.
Gran Fondo Svendborg køres i det sydfynske d. 8. til 9. juni og byder på både enkeltstart, Medio Fondo og Gran Fondo. Deltagerne opdeles efter deres respektive aldersklasser og formår man at slutte blandt de 25% bedste i sin aldersklasse, får man en billet til verdensmesterskabet i Aalborg.
Foto: Roar Paaske Fotografi.
Gran Fondo-distancen lyder på 159 kilometer, på en endnu ikke offentliggjort rute, mens Medio Fondo udfordrer deltagerne med 78 kilometer. Der er dermed en udfordring i vente for alle.
Som noget unikt herhjemme, vil ruten til Gran Fondo Svendborg være lukket for trafik og DCU tager dermed sikkerheden ved et dansk motionsstævne til nye højder. Dog med det in mente, at trafikken ikke er lukket hele dagen og man kan derfor opleve at køre i åben trafik, hvis man kommer for langt bagud.
Skal du med til Gran Fondo Svendborg? Du finder tilmeldingen lige her.
Sidste UCI Gran Fondo World Series gæstede Danmark var i 2018, hvor DCU var værter ved Gran Fondo Denmark i Grindsted. To år forinden, i 2016, var Aalborg ligeledes værter for Gran Fondo VM, hvor der blev kørt på en rute sydøst for den nordjyske hovedstad. Arrangørerne af Gran Fondo VM har dog fundet inspiration i de seneste års Danmarksmesterskaber, og skabt en ny Gran Fondo-rute sydvest for Limfjorden. Du finder ruten til Gran Fondo VM her.
UCI Gran Fondo World Series bestod i 2023 af 24 løb rundt i hele verden. Der er derfor rig mulighed for at finde ens ideelle terræn, eller få en unik oplevelse, i jagten på VM-billetter.
Er du nysgerrig på at læse mere om Gran Fondo Svendborg, kan du finde mere information på løbets officielle side lige her.
Posted on: december 28th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
GFNY har indtaget Vogeserne og byder op til dans på de berømte Balloner. Velomore var med i første udgave.
Drømmer man om at køre bjergløb, men er hverken til lange Alpe-stigninger eller lange køreture for at komme frem til de seriøse højdemeter, byder Vogeserne på et fint alternativ til Alpernes sneklædte tinder. Vil man tilmed køre Gran Fondo, byder de Alsaciske bjerge på et nyt løb, GFNY Grand Ballon, der udforsker Vogesernes mest berømte stigninger. Velomore var med til start i vores andet GFNY i år.
Vinden blæser friskt gennem Rhindalen og storkene svæver elegant gennem luften. Den langnæbede fugl, som kan få danskere helt op og støde i sådan en grad, at de skal opkaldes efter vor tids største Tour de France-helte, er et helt normalt syn på disse kanter. For Rhindalen er, modsat det danske marklandskab, perfekt forrådskammer til de rød-hvide fugle.
Selvom den friske vind er lidt for frisk når den står lige i ansigtet, er den et rart bekendtskab, da den er med til at holde temperaturen på et nogenlunde niveau. Køligt morgen og aften, og behagelige 22-25 grader i løbet af dagen. Og der skal de meget gerne forblive, for om to dage stiller jeg til start i GFNY Grand Ballon – et nyt løb af GFNY i Frankrig, som byder på en delikat menu: Grand Ballon, Col du Firstplan, Col du Petit Ballon og Col du Platzerwasel (som reelt er ”bagsiden”af Grand Ballon). Eller med andre ord: Dronningeetapen fra årets Tour de France Femmes, med en ekstra lille stigning klemt inde mellem Ballonerne.
Det er mit andet GFNY i år og jeg ser virkelig frem til at opleve Vogeserne i den grønne trøje. For GFNY franchiset udmærker sig ved et knivskarpt koncept, der sikrer deltagerne en nogenlunde ens oplevelse, hvad enten man sætter nummer på ryggen i Frankrig, New York, Colombia, Mexico eller på Bali. Med over 30 løb i hele verden, er det ikke nogen let opgave, at sikre den samme oplevelse – særligt ikke når man mottoet hedder ”be a pro for a day”. Men uanset om man er hårdkogt væddeløber eller skal køre sin første Gran Fondo, er der plads i GFNY og alle er garanteret at få oplevelsen af at være prof for en dag. Allerede når man ankommer til nummerudleveringen skal man skrive sig ind på en stor væg, ligesom man ser det i mange pro-løb. Her får man desuden udleveret løbets trøje, som er unik for hvert enkelt GFNY-løb. Ude på løbsruten får man følgeskab af utallige motorcykelmarshalls og også kameramotorcykler, som er flyvende på ruten og ikke kun følger de forreste.
Undervejs er der langning af flasker ved depoterne, såfremt det er muligt, og efter løbet får alle deltagere et restitutionsmåltid og en deltagermedalje. Medaljen er for mig en kæmpe motivation og jeg vil gerne gøre mig fortjent til den. Det er bl.a. den jeg tænker på, når det bliver hårdt på stigningerne og tænderne skal bides sammen. Med mottoet ”vær en pro for en dag” er der plads til dem, som vil køre væddeløb i GFNY’s løb. Men de 95% andre motionister, som kommer for at få en god oplevelse bliver ikke glemt. Så GFNY er uden tvivl for alle og hører til blandt de bedst afviklede Gran Fondo’er jeg har kørt. Derfor glæder jeg mig umådeligt til mit andet GFNY-løb i år.
Jeg cykler fra hotellet lidt i 7 om morgenen. Temperatureren nærmer sig 20 grader og jeg ruller stille og roligt de knap 11 kilometer jeg har fra Hotel Le Coquelicot Logis til startstregen i Thann. Perfekt opvarmning og lige knap halv 8 er jeg fremme og kan stille mig forrest i VIP-startboksen. Alle kan købe adgang til VIP-boksen og få den ekstra lille fordel. Er man så privilegeret at være inviteret som jeg er, får man også plads her. Og det er fedt at stå og kigge ned på de mere end 300 ryttere bag mig. Og bestemt en fordel, når løbet starter med 1 km neutraliseret masterstart før dagens første stigning, som er en let og unavngivet 5 km stigning.
Ballon opstigning
Starten kl. 08:00 bliver lidt forsinket, da borgmesteren lige skal tale færdig. Den når at blive 7 minutter over før vi startskuddet lyder. Planen er at klistre mig fast på smækken af masterbilen og bevare min position forrest af feltet. Men da løbet går i gang kan jeg ikke finde ud af at klikke i højre pedal. Pludselig har jeg tabt 50 placeringer før jeg får skoen sat fast. Det er dog ikke værre, end at jeg ser Frederik Glorieux glide forbi på min venstre side og jeg forsøger at hoppe på hjul af ham. Han har bl.a. vundet La Marmotte, vist nok flere gange, og må være et godt hjul at sidde på. Men da jeg kigger ned på min Garmin opdager jeg, at skærmen til bjergkørsel jeg satte op i går aftes, er sat til at bladre hurtigt mellem siderne.
”Pis og papir” tænker jeg, hvis Glorværdige Frederik lukker op for gassen ud af skolegården får jeg brug for at se mine watt og puls, så jeg ikke kører mig selv helt i hegnet på de første 5 km af det 150 km lange løb. Jeg får rettet skærmen, men kombinationen af at styre cyklen i feltet, holde øje med huller i vejen og i øvrigt taste løs på min Garmin, koster yderligere 100 placeringer, eller mere. Da den første lille stigning starter kan jeg ikke engang se masterbilen. I det mindste kan jeg se mine watt, men al den energi jeg har spildt på at kunne se dem, og derved undgå at køre over evne på første stigning, bliver nu vekslet til en forcering på de første 3 km af den her stigning, indtil jeg konstaterer, at de forreste er kørt og jeg alligevel fik kørt med flere watt og højere puls, ens hvad jeg havde håbet.
Pulsen har rundet 180 da jeg stopper jagten og finder ind i min et tempo, som passer godt sammen med ca. 10 andre, som også har opgivet drømmen om at køre med de forreste. Vi kommer over første stigning sammen og på nedkørslen kommer en større gruppe op bagfra. Her i sidder bl.a. to kvinder, hvoraf den ene er en flerdobbelt GFNY-vinder fra USA og hendes nærmeste rival fra Tyskland. Der bliver kørt tempo i det meget korte dalstykke mellem første stigning og Grand Ballon, som også er dagens eneste flade kilometer. Tempoet er ikke større, end at vores gruppe vokser til mellem 30 og 40 ryttere.
Første halvdel af Grand Ballon er ikke specielt stejl. Det inviterer enkelte svage sjæle til at køre over evne, måske i håbet om at de kan fange en gruppe foran os. Men der er ingen at se længere oppe ad vejen og feltet jeg sidder i bliver ved med at vokse bagfra. Ca. halvvejs oppe ad den Store Ballon svinger vi til venstre og nu tager stigningen ved. Den stiger regulært men bliver mere stejl de sidste kilometer op mod plateauet på toppen. Den tyske kvinde aner svaghed ved sin amerikanske rival og sætter sig frem sammen med sin mand. De øger tempoet tilstrækkeligt til at sætte amerikaneren af, men ikke noget der gør skade på den resterende del af gruppen. Kort før toppen passerer vi et skilt i venstre side af vejen, hvor der står noget i stil med ”La vue des alpes” og jeg kigger til højre og opdager, at her er den vildeste udsigt ud over Rhindalen. Det er som om, at man nærmest kører på toppen af en lodret mur og kan se tværs over dalen, til Schwarzwald og på helt klare dage, også ned til de schweiziske alper.
Heroppe på plateauet skrues tempoet i vejret. Turen op ad Grand Ballon viste at benene er gode, men løbet er langt og herfra mangler der stadig tre stigninger. Min plan er at vente til vi når Petit Ballon, dagens næste sidste stigning, og der vurderer, hvad benene rækker til. Gruppen er stadig stor og de få som er blevet sat af kommer tilbage på plateauet. På nedkørslen viser det sig, at jeg er langt hurtigere end de fleste andre. Faktisk er vi 5 ryttere, som kører så hurtigt nedad, at vi slår et regulært hul. Da vi kommer ned på let faldende vej, forsøger en portugisisk rytter at organisere et rulleskifte, for at holde gang i gruppen. Jeg har dog ingen interesse i at investere kræfter på nuværende tidspunkt og springer føringer over. Hans engelske er heldigvis ikke specielt godt, men der ryger nogle gloser på portugisisk over læberne, suppleret med kraftig gestikuleren. Vores forspring er dog ikke større, end at vi bliver rullet ind af den tyske kvindes mand, der kommer med 30 andre på hjul.
Han går direkte forbi og holder tempoet i gruppen oppe, mens jeg glider ned bagved. Terrænet her er rullende, indtil den næste stigning begynder. Col du Firstplan er med sine 8,4 km og gennemsnitlige stigning på 5,4% hverken specielt lang eller særlig stejl. Det meste af stigningen kører jeg bagerst i gruppen, hvorfra jeg observerer de andre. Trætheden er ved at indfinde sig og vi har da også kørt i knap 2 timer og 15 minutter. Folk begynder at vugge i sadlen og enkelte kæmper med at holde på. Mens jeg er ved at tage et billede med telefonen, sejler portugiseren fra tidligere forbi mig. Der er slukket for lyset. De kræfter han brugte på at skælde ud og køre rulleskifte, mangler han tydeligvis nu. Jeg selv er stadig oven på – både fysisk og mentalt. Jeg har fået spist og drukket godt igennem løbet og på toppen af Col du Firstplan får jeg langet en dunk af en hjælper.
Lille ballon, store procenter
Nu venter løbets hårdeste stræk. Efter Col du Firstplan venter Petit Ballon, som er en regulær mur de første par kilometer. På nedkørslen sker det samme som på vej ned ad Grand Ballon. Vi er en lille håndfuld der kører fra de andre og i det meget korte dalstykke, sidder vi to mand med et lille forspring og venter på de andre, der til gengæld forcerer for at komme op. Vi kører ind igennem den lille landsby Wasserbourg, som ligger der, hvor bjerget for alvor tager fat. Og fat bliver der taget.
Her stiger det med op til 23%. Jeg har heldigvis benene med mig og føler jeg kan køre mig eget tempo. Det viser sig at være et par gear over de andres, for jeg sejler stille og roligt væk uden at forcere. Enkelte forsøger at gå med, men eksploderer en efter en. Ca. halvvejs oppe ad Petit Ballon giver bjerget lidt slip og falder ned mellem 8-9%. Stadig hårdt, men efter 20% føles det jo nærmest som flad vej. Vi er kun to mand tilbage. Jeg selv og en belgier. Vi kigger på hinanden. Kigger over skulderen og konstaterer, at de andre ikke er til at få øje på bagude. Vi nikker til hinanden og kører. Føringerne bliver ikke så nøjeregnende. Vi holder det samme tempo og fører så længe vi kan, omend jeg står for det meste af arbejdet. Da vi nærmer os toppen af bjerget åbner skoven op og vi kan se ned. Forfølgerne er langt bagefter og vi bliver i hvert fald ikke hentet på nedkørslen.
Nedkørslen viser sig til gengæld at være ret tricky. Svingene er skarpe, asfalten ujævn og ru og flere steder ligger der sand – eller det ser ud som om der ligger sand og grus. Så det er svært at vurdere hvor hurtigt man kan køre svingene og ingen af os tør kaste cyklen rundt i kurverne. Jeg kommer nogenlunde igennem dem, men min følgesvend er noget mere udfordret og taber flere metre til mig i hvert sving. Jeg noterer mig hans udfordringer.
Nedkørslen slutter med et skarpt sving, til venstre, direkte ind på bagsiden af Grand Ballon, der fra denne side hedder Col du Platserwasel. Svinget er så skarpt, at min makker er tæt på at køre flagvagten ned, da han fuldstændig overser det.
Jeg er spændt på hvordan benene har det, da der blev kørt hårdt på hele vejen op ad Petit Ballon. Benene har det okay og jeg kan køre tempo det meste af vejen. På vej op ad Platserwasel henter vi flere ryttere, der er blevet sat af foran. De fleste er dog så udmattede, at de ikke formår at hoppe på vores lille tandem. Udmattelsen viser sine begyndende tegn og jeg fortryder, at jeg ikke gjorde mig mere umage, da jeg studerede ruten i går. Jeg ved ikke præcist hvor lang bjerget er, og kan heller ikke huske, hvor langt der er på plateauet på toppen, før man rammer den top som teknisk set hedder Grand Ballon.
Oppe på plateauet får vi vinden lige i ryggen og svung i cyklerne. Farten er høj og energien fornyet. Nu kan man stille og roligt ane målstregen selvom der stadig er 40 km til mål. Efter toppen af Grand Ballon (går det nedad stort set hele vejen de sidste 30 km). Det meste af nedkørslen kørte jeg i forgårs, på et GFNY Group Ride, og jeg husker nogenlunde svingene. De fleste er blinde, men bløde kurver, hvor man bare skal slippe bremserne og følge cyklens bevægelser.
Luften går af ballonen
Med min makkers usikre nedkørsel fra Petit Ballon, udnytter jeg momentet til at lægge pres på. Svingene bliver taget i høj fart og jeg er helt nede at ligge over styret, når jeg kaster cyklen rundt de blinde sving Nedkørslen er ikke super teknisk, men til gengæld ret hurtig. Min belgiske ven bliver usikker og taber stille og roligt meter til mig. Til sidst slår jeg et hul og kan se, at han opgiver at forsøge at holde mit hjul. Og pludselig er han væk. Jeg frygter et øjeblik at han har oversatset og er styrtet, men slår hurtigt tanken ud af hovedet. Det skal man ikke tænke med 60 km/t ned ad et bjerg. Længere fremme kan jeg ane en anden rytter. Jeg indstiller sigtekornet og forsøger at hente ham.
Jeg får det timet perfekt. Rundt i et højresving slutter nedkørslen 10 km fra mål og her kommer jeg i høj fart ind på hjul af rytteren foran, der først opdager mig, da jeg sidder på smækken af ham. Han er træt. Jeg føler mig ovenpå, fuld af selvtillid efter nedkørslen. Jeg tager længere føringer end ham på den let stigende vej ind mod Thann, og tager min sidste føring knap 2,5 km fra mål. Han fører lige knap en kilometer og vinker mig frem. Jeg bliver siddende i hjulet og venter. Han stopper med at træde og slår ud til højre, lige som vi kommer til et helleanlæg. Uden tøven angriber jeg for fuld kraft. Venstre rundt om helleanlægget og får straks slået et hul. Han forsøger at accelerere, men har ikke mere at skyde med. Jeg kommer fri og kører solo den sidste halvanden kilometer. Og heldigvis, for et par sving ville have gjort finalen ret teknisk og jeg er glad for at jeg ikke skal ind og spurte med en anden.
Da jeg kommer i mål og får min medalje om halsen må jeg ned og ligge. Den sidste forcering har fuldstændig tømt mig for energi og jeg er tæt ved at have tunnelsyn. Jeg får dog taget mig sammen og parkeret cyklen i et stativ, smider sko og hjelm og lagt mig i skyggen under et træ. En lille dreng kommer forbi på sit løbehjul, får øje på mine sokkefødder og stopper måbende op. På fransk spørger han hvordan jeg har kunne køre hele løbet uden sko. Hele oplevelsen har været fantastisk og jeg glæder mig over, at jeg endte i det, der viste sig at være tredje felt i løbet. For jeg har kunne nyde det meste af løbet i fulde drag. De små hyggelige landsbyer, udsigten fra de fleste af stigningerne har været fantastisk. Jeg har i den grad nydt løbet og alligevel formået at køre mig helt i hegnet på Petit Ballon og Col du Platzerwasel. Høj på adrenalin, eller dårlig af gels, jeg ved det ikke, men da jeg ligger her i græsset overvældes jeg af udmattelse og har mest af alt lyst til at sove. Måltidet i mål, en håndfuld chips og en kold cola hjælper heldigvis på det. Frederik Glorieux endte på podiet i en tid, der havde savet begge ben af mig allerede på Grand Ballon, så måske det var heldigt, at jeg rodede rundt med min Garmin i starten.
Sikkert er det, at GFNY Grand Ballon var endnu en fantastisk oplevelse og levede til fulde op til GFNY-oplevelsen, som jeg er blevet ret hooked på. Kører man tre GFNY-løb på 1 sæson, får man en unik Triple Crown medalje og på rulleturen tilbage til hotellet mærker jeg, at lysten til at jagte den næste og tredje GFNY-oplevelse i år begynder at spire i maven på mig. Så er spørgsmålet jo bare, hvilken GFNY der skal være den næste?
Posted on: december 22nd, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Her kort før jul var Velomores chefredaktør på en smuttur til Israel og sit helt eget juleeventyr i den israelske ørken med Gran Fondo’en Tour Eilat.
Mens Nordjylland lå nedfrosset i -15 graders kulde stod jeg på flyveren mod Eilat. Målet var Israel, hvor Velomore var inviteret ned for at prøve kræfter med Gran Fondo’en Tour Eilat. Eilat er Israels svar på Skagen, eller Alicante, hvis vi skal have en europæisk reference.
Byen er Israels aller sydligste punkt og ligger ud til Røde Havet og Akababugten. Byen kaldes af israelerne for solens by og nyder godt af et behageligt ørkenklima om vinteren, hvor temperaturen ligger på mellem 20 og 26 grader i løbet af dagen, og dykker ned til 15 grader efter solnedgang. Om sommeren runder temperaturerne 40 grader og området kan desuden prale af 360 dage om året uden nedbør.
På grund af det behagelige vinterklima er Eilat Israels ultimative ferieby, som man tager til i weekenden og i skolernesferier. Området er desuden toldfri zone, så det er billigere at shoppe end i resten af Israel. Eilat består derfor af hoteller, restauranter og shoppingcentre, foruden grønne oaser og turistattraktioner.
For lidt over 2 år siden besluttede man, at man ville forsøge at gøre Eilat til en cykeldestination i samarbejde med lokale kræfter, det israelske cykelforbund og ejerne bag Fuglsang og Würtz Schmidts Israel-Premier Tech-hold. Og det ved at skabe Gran Fondo’en Tour Eilat – et to-dages event som køres ude i ørknen. Løbet består af en kort prolog og selve løbet på 140 km.
I år var Velomore inviteret med sammen med en udvalgt gruppe journalister fra Europa og sammen var vi de første europæere til at deltage i løbet. Foruden os, var 500 motionister og hele den israelske cykelelite til start, bl.a. de snart tidligere israelske World Tour-ryttere fra Israel-Premier Tech.
Løbet inddeler sine deltagere efter kategori og indeholder derfor både en elite- og juniorkategori. Motionister og amatører inddeles i elite 1 og 2, der i bund og grund skelner mellem det der i Danmark vil svare til licens og supermotionister som vil køre ræs (levet 1) og motionister som bare vil have en fed oplevelse (level 2).
Har man lyst til at prøve sig selv og vinterformen af, er der derfor i Tour Eilat en unik mulighed for at krydse klinger med et helt lands elite. Og vil man bare kombinere familieferie med sol, strand og en anderledes oplevelse på to hjul, har Eilat det hele. Løbet udløser bl.a. point til den israelske OL-udtagelse, så løbet nyder stor prestige og er ekstremt vigtigt for de israelske ryttere.
Selve løbsruten går fra Eilat nordpå igennem Arava Ørkenen og følger Israels længste vej, Highway 90, som løber fra Eilat i syd, lands det Døde Hav, til Metula på grænsen til Libanon i nord.
Efter knap 50 km drejes der til venstre, op ad stigningen Neot Smadar, som leder deltagerne op på et plateau, hvor man drejer ind på Highway 12, der går langs grænsen til Egypten tilbage mod Eilat. I Eilat kører man på byens omfartsvej tilbage mod mål, som ligger kort fra hotellerne på havnefronten i Eilat centrum.
Glæd dig til at læse vores beretning fra en storslået oplevelse i den israelske ørken i næste nummer af Velomore, som er på gaden d. 9. februar 2023.
Har du endnu ikke tegnet et årsabonnement, så gør det ved at klikke på nedestående banner og få de 5 næste udgaver af Velomore direkte i din postkasse.
Posted on: marts 26th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Velomore er rejst til den franske riviera, hvor vi foruden at nyde sommerlige vejrforhold og stjernestøv fra den røde løber, i morgen stiller til start i debutudgaven af GFNY Cannes.
Det amerikanske Gran Fondo-franchise har i den grad indtaget Frankrig, hvor hele 5 løb er på kalenderen i år. GFNY Cannes er den seneste tilføjelse og byder rytterne op til væddeløb i den mere prominente del af Cote Azur. Mens de fleste formentlig forbinder denne del af Frankrig med Paris-Nice, Milano-Sanremo, Col de Turini og Armstrongs foretrukne bakke Col de la Madone, har GFNY, anført af eksproffen Cedric Haas, valgt at kigge længere mod syd.
Med udgangspunkt i det berømte Palais des Festivals, som hvert år sætter rammerne for filmstjernes parade på den røde løber i forbindelse med Cannes filmfestival, sendes rytterne sydpå ad kystvejen og ind i baglandet, ud på de øde landeveje og stille stigninger.
Ruten gør syd om Cannes og svinger ind i l’Esterel massivet, som hverken byder på lange eller super hårde stigninger. Alligevel går det nærmest op ad hele den første halvdel af den 110 km. lange rute. De første knap 1500 højdemeter tilbagelægges mellem kysten og løbets halvvejsmærke på toppen af Col d’Avaye. Herfra går det ikke direkte ned mod kysten, men snarere igennem et rullende terræn, med bakker lidt længere end hvad vi er vant til derhjemme.
Selve ruteprofilen ligner en lang stigning, med et par korte nedkørsler undervejs. Det snyder en smule, da man rammer op til flere plateauer på opstigningen til Col d’Avaye. Arrangørerne og de lokale deler ruten op i to stigninger med Col d’Avaye som den sidste og længste, og Col du Tanneron som den første. De to tegner sig for henholdsvis 13,7 km og 7,6 km, med henholdsvis 4,1% og 4,6% procent i snit. Men tallene snyder pga. de mange korte nedkørsler og flade plateauer.
GFNY-oplevelsen GFNY Cannes følger den klassiske, og for Velomore velkendte, GFNY-drejebog. #Beaproforaday er ånden i GFNY, som især kommer til udtryk ved den ekstra sikkerhed ude på ruten, som arrangørerne garanterer rytterne. Masser af motorcykel marshalls sørger for trafikfrie veje og oftest ses det lokale politi sørge for helt, eller delvist lukkede veje. Alle deltagere får desuden løbets egen trøje, som er obligatorisk at køre i, mens der i mål venter et restitutionsmåltid og medalje, som minde om ens præstationer.
Til at få mig gennem løbet er jeg blevet udrustet med en Ferrari rød Pinarello F12, der en lejesvend venligst udlånt af France Bike Rentals. En cykel i sådan en klasse er en trofast ganger. Udstyret med både Dura-Ace Di2 og Assimoa duo-pedaler er det en lejecykel i absolut topklasse, og med 30 mm dæk, samt en 11-32 kassette, er jeg garanteret at komme både godt op og sikkert ned ad stigningerne.
Selvom stigningerne er milde i procenterne, kommer der dog et skarpt shot med over 20% efter knap 35 km. En kort mur på lige knap 300 meter, men med stigningsprocenter der kan ødelægge en mand og efter en hurtig nedkørsel, hvor man drejer skarpt til højre ind på muren. Kender man ikke dette specifikke punkt på ruten, bliver man hurtigt bragt til standsning, såfremt man ikke er kommet på lille klinge eller fået skiftet opad på kassetten inden man kaster cyklen rundt om hjørnet.
Arrangørerne forventer lige knap 300 deltagere og med vejrudsigten kan det kun blive en fremragende dag.
Du kan glæde dig til at læse beretningen fra GFNY Cannes i vores sommermagasin Velomore #5, der er på gaden i slutningen af juni, lige i tide til Touren. Skriv dig op til vores nyhedsbrev allerede i dag, eller tegn et årsabonnement på Velomore til 425 kr. med det samme.
Posted on: januar 21st, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Glem alt om verdensberømte skuespillere og de gyldne palmer! I år lægger Cannes og Boulevard de La Croisette asfalt til første udgave af Gran Fondo’en GFNY Cannes.
Det verdensomspændende Gran Fondo franchise indtager den franske riviera d. 27. marts hvor deltagerne sendes afsted fra den røde løber foran det berømte Palais des Festivals et des Congrès de Cannes og Velomore kører med.
Vi er nemlig inviteret med til debutudgaven af den 122 kilometer lange Gran Fondo, der byder på to distancer i bakkerne syd for Cannes.
Provence i solopgangen Med palmestrande og luksushoteller som bagkulisse, går ruten langs middelhavskysten i daggryet sydpå til den historiske kystby Mandeliu La Napoule. De første 5 km er neutaliseret og når man rammer La Napoule drejes der ind i landet mod mere kuperet terræn i Esterel massivet.
Dagens første udfordring er Tanneron (7,6 km, 5%) der kommer før Lac de Saint Cassien, hvor rutesplittet mellem Medio og Gran Fondo-ruterne findes. Vælger man Medio Fondo bringes man tilbage mod Cannes med knap 66 km i benene, mens Gran Fondo-rytterne fortsætter videre ind i bakkerne gennem små, hyggelige provencalske landsbyer, før løbets anden stigning skal bestiges. Col d’Avaye som byder på en flot udsigt over Var-regionen og et efterfølgende 30 kilometer langt, let faldende stykke, kun afbrudt af kortere bakker, tilbage mod kysten og Cannes.
Gran Fondo ruten i GFNY Cannes. Medio Fondo drejer af ved Montauroux.
Fransk invasion Løbet på Côte d’Azur er den seneste tilføjelse i rækken af GFNY-løb, som under COVID-19 pandemien har spredt sig til hele Frankrig, med løb i Pyrenæerne, Alsace, Vercors og hele to events i Alperne.
Udvidelsen i Europa stopper dog ikke her, da GFNY for nylig har præsenteret endnu et nyt løb i Sverige, d. 3. juli.
I forbindelse med GFNY Cannes afholder GFNY en valgfri træningslejr i ugen op til, hvor deltagerne bliver bekendt med ruten og terrænet omkring Cannes.
Et startnummer til GFNY Cannes koster kun 558 kr. og med i prisen er bl.a. løbstrøje og deltagermedalje. Du kan læse mere om løbet her, mens du finder mere info om GFNY campen her.
Velomore deltager i begge dele og du kan læse om vores oplevelse i magasinet senere på året.
GFNY’s europæiske datoer: 27. marts: GFNY Cannes 28. maj: GFNY Villard de Lans 12. juni: GFNY Lourdes Tourmalet 19. juni: GFNY La Vaujany Alpe d’Huez 03. juli: GFNY Uppsala 10. juli: GFNY Grand Ballon 28. august: GFNY Alpes Vaujany Croix de Fer04. september: GFNY Portugal
Vi er taget til Schweiz for at prøve kræfter med danskerfavoritten La Marmottes schweiziske søsterløb, Marmotte Gran Fondo Valais, som køres nu på lørdag.
Løbet er en del af endagseventet Tour des Stations, som byder på flere forskellige distancer og udfordringer. Og bid mærke i udfordringer. For løbet har fire forskellige distancer/ruter, hvoraf hovedbegivenheden er Marmotte Gran Fondo Valais som vi er tilmeldt.
Den er på 133 kilometer og byder på lige knap 5000 højdemeter, så man får lige mange højdemeter som i La Marmotte, dog på en kortere distancere.
[IMG2]
Er det ikke nok til at udmatte benene, byder løbet også på en UltraFondo, ligesom La marmotte gør det i år, hvor deltagerne skal ud på en 242 kilometer lang rute med vanvittige 8848 højdemeter. Med andre ord en everesting og det er mig bekendt eneste gran fonde med så voldsomme højdemeter.
Kan man nøjes med mindre er der også ruter på henholdsvis 74 og 38 kilometer, begge med et betydeligt antal højdemeter.
Ruten på Marmotte Gran Fondo Valais starter i Le Chable og finder sin målstreg på Col de la Croix-de-Coeur, hvor tiden stoppes og der trilles ned til målområdet i Verbier.
Undervejs skal vi over Col de Lein, som starter allerede ud ad skolegården og stiger de første 11 km, efterfulgt af et langt dalstykke og først efter 43 kilometers kørsel, kommer løbets resterende stigninger: Mayens de Vernamiège, Thyon 2000, Nandaz og Croix-de-Coeur, der finder sin top i 2174 meters højde.
[IMG3]
Uanset hvilken rute man vælger at køre, køres løbet i kantonen Valais, som de seneste år har satset aktivt på cykelturismen og forsøgt at gøre området attraktivt for cykelmotionister.
Bl.a. er der oprettet flere forskellige cykelruter, som alle er afmærket ude på vejene. Ruterne byder varieret terræn og byder på alt fra bjergpas og dybe dale, til vinmarker og smukke panoramaudsigter. I alt byder Valais på imponerende 2000 km. cykelrute, fordelt på 17 opmærkede ruter. I området findes desuden 7 stigninger der slutter i over 2000 meters højde, og sammenlagt 327 op ad gående kilometer fordelt ud på i alt 20 bjergpas.
Det burde være nok til at tilfredsstille selv den mest sultne cykelrytter og er man en ivrig bikepacker, byder regionen på hele 70 officielle bike hotels.
Selve beretningen fra løbet kan du læse mere om i et kommende nummer af Cykelmagasinet, men i mellemtiden kan du følge lidt med på Instagram, hvor der vil komme små opdateringer fra Valais og Tour des Stations de kommende dage.
Du kan læse mere om Tour des Stations her og mere om Valais som cykeldestination her.
Velomore.dk anvender cookies til at optimere din oplevelse på vores hjemmeside, statistik & analyse af trafik samt til markedsføring. Ved at klikke OK godkender du brug af cookies.
Seneste kommentarer