Cykling om vinteren kan være en fantastisk oplevelse, men kulden kan udfordre dine knæ. Når temperaturen falder, bliver muskler og led mere stive og mindre smidige, hvilket øger risikoen for skader. Derfor er det vigtigt at forstå, hvordan kulden påvirker dine knæ, og hvad du kan gøre for at beskytte dem.

Knæet er et komplekst led, som udsættes for gentagne belastninger under cykling. I koldt vejr bliver blodgennemstrømningen til knæene ofte reduceret, fordi kroppen prioriterer at holde kernetemperaturen oppe. Dette kan gøre musklerne stive og mindre effektive. Derudover kan væsken, der smører knæleddet, blive tykkere i kulden, hvilket kan føre til langsommere og stivere bevægelser. Kolde muskler og sener bliver også mindre elastiske, og det øger risikoen for overbelastningsskader.

Blandt de mest almindelige skader ved vintercykling er smerter under knæskallen, inflammation af senen på ydersiden af knæet og senebetændelse omkring knæet. Disse problemer opstår ofte, fordi kulden gør muskler og sener mere sårbare over for gentagne belastninger.

For at beskytte dine knæ mod kulden er det vigtigt at klæde sig korrekt på. Lange cykelbukser i termomateriale eller knævarmere kan hjælpe med at holde varmen, mens vindtætte materialer kan forhindre, at kulden trænger ind. I meget kolde temperaturer kan et ekstra lag over knæene være nødvendigt. Opvarmning er også essentiel. Dynamiske øvelser som benløft og lette squats øger blodgennemstrømningen til knæene og gør dem mere fleksible. Når du starter din cykeltur, er det en god idé at begynde i et lavt gear og gradvist øge intensiteten.

Undervejs på turen skal du holde et stabilt tempo og undgå pludselige accelerationer, som kan overbelaste knæene. Hvis du tager pauser, så sørg for at holde dig i bevægelse, så dine knæ ikke bliver kolde og stive igen.

Ved at vælge den rette påklædning, varme dine knæ op inden turen og holde dem varme undervejs kan du reducere risikoen for skader betydeligt. Så er du godt forberedt til at nyde vinterens cykelture, uanset hvor koldt det bliver.

// Roger Kormind, bikefitter hos FitBike.dk.

The post Undgå knæskader i vinterkulden appeared first on Velomore.

Efterår og vinter er tiden hvor man lægger fundamentet til sommerens træning og løb. Det er her man bygger sin base og for de fleste består basetræning oftest af høj volume og lav intensitet (LIT).

Teorien er at en stor mængde LIT skaber et fundament som er nødvendigt for at kunne forbedre sig yderligere ved høj intensitet (HIT) efterfølgende, når sæsonen nærmer sig.

Desto større en base, desto større potentiale for et højere niveau senere hen. Det er i hvertfald teorien som mange i årevis har gået efter. Men giver det rent fysiologisk mening?

Lad os kigge lige på de fysiologiske adaptationer ved forskellig slags træningsintensitet. Vi ved at store mængder LIT er den ideelle måde at øge mængden af mitokondrier i musklerne (en af de vigtigste adaptationer i forhold til optagelse af ilt).

Store mængder LIT er kongen når vi snakker mængde af mitokondrier, og derfor er det naturligvis super vigtigt at træne ved den intensitet. Vi ved dog også at mængden af mitokondrier kan ændre sig lynhurtigt. Mængden respondere voldsomt hurtigt på stigning af træningsmængde, men også ved detraining/mindre træning.

1 uge med høj volume kan øge mængden af mitokondrie drastisk. 1 uge med ingen træning/lidt træning kan reducere mængden drastisk. Ergo er mitokondrie adaptioner noget som vi kan forbedre hurtigt.

Er det basetræning?

Kan man så kalde det basetræning? Hele konceptet med basetræning er jo netop at træne de fysiologiske parametre som er svære og tager lang tid at opnå. Så lad os kigge på hvilke fysiologiske adaptationer der tager lang tid at forbedre.

Hypertrofi af hjertet (slagvolume), og hæmoglobinmasse (mængde af røde blodlegemer) er de 2 vigtigste adaptationer i forhold til at forbedre levering af ilt (VO2max). Det er også de 2 adaptationer som tager længst tid at opnå. Så det vil give langt mere mening hvis man ville kalde de vaskulære adaptioner “basen”.

Samtidig ved vi også at et højt VO2max er nødvendigt for at kunne opnå et højt niveau. Ergo giver det igen langt bedre mening at kalde det basen.

Forskning viser, at der er ingen korrelation mellem mængden af mitokondrier og hvor højt ens VO2max er. Man kan sagtens have et VO2max på 85 ml/kg uden at have særlig mange mitokondrier i musklerne. – så endnu et grundlag for at det giver mere mening at kalde de vaskulære adaptioner for basen.

Vi ved også at høj intensitet (HIT) er den absolut mest effektive metode i forhold til at forbedre VO2max, det sker som nævnt via større hjerte over tid. Øget slagvolumen (hjertet pumper mere blod ud pr slag) og på sigt også en stigning i hæmoglobin masse.

Som jeg nævnte, så er et relativt højt VO2max nødvendigt for at kunne præstere på et højt niveau, MEN VO2max træning er ofte ikke ideel for at præstere optimalt i udholdenheds baseret events/løb (bl.a. fordi det er så udmattende).

Her er mængden af mitokondrier ekstremt vigtigt. Så mere fokus på volume (LIT) og moderat intensitet/løbs specifik træning.

Med det i mente begynder det så at give mere mening hvorfor det rent fysiologisk set er bedre at vende tingene om? At starte med det der er sværest at opnå først (vaskulære adaptioner) – det vi kalder det basen. Og så arbejde hen imod højere volume (flere mitokondrier) og løbs specifik træning som sæsonen nærmer sig.

I praksis kalder man også det Reverse Periodization. Man vender den traditionelle periodisering på hovedet. Jeg benytter næsten altid den tankegang når jeg træner atleter.

Desto længere en atlet er fra sit mål, desto mere fokus ligger vi på VO2max træning. God kvalitets høj intensitet træning. All out 30 sek til 8 min intervaller.

Fokus på volume

Desto tættere vi kommer på målet, desto mere lægger vi fokus på volume, moderat intensitet, og ikke mindst løbsspecifik træning.

På den måde har vi basen i orden (det høje VO2max og hæmoglobin masse) som tager LANG tid at opnå når vi starter med den løbsspecifikke træning. Den løbs specifikke træning korrelere naturligvis langt bedre med god præstation i de løb man har som mål.

Det er min erfaring, at man ofte kan nå et langt højere niveau på den her måde, og mange atleter føler ofte at deres løbsspecifikke træning føles markant lettere når de har brugt et par måneder på super høj intensitet først.

De slider slet ikke med det på samme måde. Samtidig er det også en ideel strategi i forhold til den danske vinter hvor det jo er modbydeligt at skulle bruge tonsvis af timer ved lav intensitet udenfor.

Jeg forstår naturligvis at den her strategi ikke er for alle, der findes selvfølgelig tidspunkter hvor det ikke er det optimale at gøre. Vigtigst af alt er hvordan hovedet har det.

Hvis en atlet føler sig udbrændt, og på ingen måde orker højintensitets træning så er det naturligvis ikke en god vej at gå. I det tilfælde vil det være mere effektivt at fokusere på lavere intensitet.

En god strategi hvis man føler lav intensitet er nødvendigt i et par måneder, er at inkludere nogle all out 15-30 sek sprint intervaller 2-3 gange om ugen. De fleste atleter føler ikke det går ud over deres motivation. Selvom man er udbrændt er det ofte ikke noget problem.

6-12 all out 30 sek intervaller om ugen kombineret med lav intensitet kan gøre underværker. En del forskning viser at man kan holde sig form ved lige ved korte sprintintervaller, og samtidig giver det et langt bedre udgangspunkt når man starter med hårdere træning senere hen.

Katastrofale zone 2

At fokusere udelukkende på lav intensitet i månedsvis uden nogen form for intensitet er en katastrofe rent fysiologisk. Det resultere kun i tab af adaptioner, og skaber ikke den fantastiske “base” som folk håber på.

Måske hvis du cykler 30 timer, og bruger det meste af tiden på et bjerg i højderne, så du får en stærk hypoxi stimuli. Men det gør de fleste jo ikke.

Der findes også atleter som er fysiologiske mutanter der fra naturens side har et VO2max + 75 ml/kg + selvom de ikke træner. For dem er en HIT fokuseret strategi ofte hellere ikke den bedste løsning. MEN det er jo de færreste af os der er så heldige.

Hvis du har mod på det så prøv følgende vintertræning :

2-4 uger med SIT(sprintintervaller) 2-3 gange om ugen.

8-12 uger med VO2max træning 1-5 gange om ugen. (2 sessioner ved normal periodisering, 5 sessioner ved blok periodisering).

At starte med sprinttræning før en fokuseret VO2max blok giver ofte fremragende resultater, de all out korte sprint intervaller forbedre den neuromuskulære funktion drastisk og gør det lettere at træne ved 90-105 % af VO2max.

Et alternativ til vintertræning kunne også være varmetræning, eftersom forskning viser at man kan øge hæmoglobin massen lige så meget som højdetræning ved kronisk varmetræning. Minimum 5 uger med 5 x 60-90 min varmestress sessioner om ugen.

The post Er HIT i virkeligheden den optimale base træning? appeared first on Velomore.

43 minutter oppe ad Mont Ventoux braste drømmen for Torben Angele. En fransk flintesten slukkede endegyldigt drømmen om at blive hurtigste mand op ad det skaldede bjerg i aldersgruppen 45-54 år.

“Man punkterer jo aldrig sydpå” siger Torben vantro, da jeg taler med ham over en Teams-forbindelse fra hjemmet nord for København.

I vores forårsnummer kunne du læse om Torbens store drøm og livsprojekt: At blive hurtigste mand i aldersgruppen 45-54 år op ad Mont Ventoux. Et projekt så altopslugende, at hele Torbens liv de sidste to år har drejet sig om netop dette ene mål.

Sidste onsdag skulle rekordforsøget stå. Alt var klappet og klaret og vejret var tilmed perfekt.

“Tiden så rigtig god ud. Alt spillede, teamet var klar, vejret perfekt og jeg var totalt i boks. Så det er jo frygteligt, at det skulle ende sådan. Det er en hård nyser at sluge, for man punkterer jo aldrig sydpå,” fortæller Torben, der trods alt er ved godt mod, omend han stadig er i gang med at bearbejde resultatet.

Resultatforsøget forløb helt som planlagt. Pacingplanen blev fulgt til punkt og prikke. Styrbånd, flaskeholdere og al anden overflødig vægt var blevet fjernet fra cyklen. Men pludselig ændrede den gode fornemmelse sig. Torben standsede i vejkanten og mærkede vantro på dækket.

“Pludselig kunne jeg mærke at det blev tungt og mærkeligt. Jeg kunne slet ikke forstå at jeg var punkteret. Det mest surrealistiske var reaktionen fra kameramanden og min hjælper. Der var slet ingen reaktion, de stod der bare og gloede. Jeg blev snot forvirret. Ingen af os kunne fatte det” fortæller Torben og tilføjer, at kameramanden Mikkel lod hele scenen udspille sig uden at forstyrre.

Kameramand med på hjul

Rekordforsøget er blevet dokumenteret fra start til slut af dokumentaristen Mikkel Havbro. Dokumentaren giver et dybdegående indblik i de tanker og følelser der opstår, når man en mand i halvtresserne beslutter sig for at indrette hele sit liv efter at skulle køre så hurtigt op ad et bjerg, som overhovedet muligt.

Netop pga. dokumentaren besluttede Torben og teamet at gøre et nyt forsøg på Ventoux i lørdags, tre dage efter det fejlslagne forsøg.

“Jeg satte mig op som om det var det første forsøg, og kørte lidt hurtigere på det flade, end om onsdagen. Men benene var mærkede og i skoven gik klappen ned. Jeg vidste at jeg ikke ville tage den der, men kørte alligevel til toppen. Det tog halvanden time. Langt fra min bedste tid, men sådan blev det.”

I stedet venter næste mål ude i horisonten. For rekordforsøget på Ventoux var blot et af mange. Torben har sat sig for at jagte hele 21 af slagsen i hele Europa.

Den næste bliver på Passo Fedaia i Dolomitterne til næste år, dog uden kamerahold med på hjul.

“Min ældste søn Louis er helt bidt af cykelsporten. Han cykler ikke selv, men nørder virkelig ryttere, løb og bjerge. Sådan har det været siden han var med på Frederiksberg og så Fuglsang vinde Danmark Rundt,” fortæller Torben om deres fælles passion, før han kommer til, hvorfor Fedaia er næste udfordring:

“Da jeg fik ideen til mit livsprojekt, skulle jeg jo vælge nogle bjerge og jeg spurgte Louis “lav en liste med de 21 bedste bjerge”, så det er dem jeg kører. Næste år bliver derfor en far-søn tur.”

På mandag starter træningen igen

For Torben har de sidste to år budt på streng disciplin både hvad angår træningen og vægten. Sorgerne over det fejlslagne rekordforsøg på Ventoux er delvist blevet druknet med chokolade, men allerede på mandag starter træningen frem mod Passo Fedaia i august næste år, mens forløbet omkring rekordforsøget på Ventoux skal evalueres.

“Ventoux er fortid nu. Jeg har gjort hvad jeg kan på det bjerg,” konstaterer Torben.

Alle gode gange tre som mang siger. For Torben Angele måtte Ventoux ikke blive en besættelse. Derfor havde han lovet sig selv, kun at gøre et forsøg på at tage rekorden samlet set tre gange. Første gang blev sidste år, så nu er han videre.

Dokumentaren om Torbens jagt på Ventoux forventes at få premiere på CPH Dox til næste år.

The post Torbens drøm braste på Ventoux appeared first on Velomore.

Dem, der kender mig, ved, at jeg normalt enten kører med min varme, gule skaterhjelm, også kendt som “æggeskallen”, eller en mountainbikehjelm. Men som så mange andre er jeg efterhånden også blevet grebet af gravelbølgen, og derfor var jeg spændt på at teste en mere klassisk landevejs- og gravelhjelm. Jeg har testet: BBB Cycling Karma MIPS.

Og lad os starte med det indlysende: Jeg elsker farven. Min første tanke, da jeg pakkede hjelmen ud, var dog ikke designet, men vægten. Eller rettere manglen på samme. Karma MIPS føles imponerende let i hånden, og den oplevelse fortsætter, når den kommer på hovedet.

Pasform, pasform, pasform

Man skal ikke dømme en hjelm på udseendet alene. Pasformen er trods alt det vigtigste. For mig er det her en af de hjelme, man tager på og næsten øjeblikkeligt glemmer igen. Den omslutter hovedet på en måde, der både føles behagelig og sikker, uden at trykke nogen steder.

Netop pasform er dog også det sværeste parameter at teste. Hovedformer er forskellige, og en hjelm, der passer perfekt til mig, er ikke nødvendigvis den rigtige til en anden. Derfor tog jeg Karma MIPS med på et social ride og lod flere ryttere prøve den. Reaktionen var overraskende enslydende og alle var enige om, at hjelmen sad rigtig godt.

Det er naturligvis ikke videnskabeligt, men når flere forskellige ryttere spontant kommer med den samme kommentar, er det værd at bemærke.

Ventilation, man faktisk mærker

Ventilation er et af de punkter, hvor Karma MIPS virkelig imponerer mig. De mange ventilationsåbninger og dybe luftkanaler giver en mærkbar luftgennemstrømning gennem hjelmen. På varme sommerdage, og især hvis man som undertegnede har relativt meget hår, gør det en reel forskel.

Jeg har testet hjelmen på både gravel- og pendlercykelture til hverdag, og den har gennemgående holdt hovedet køligere, end jeg havde forventet af en hjelm i denne prisklasse.

En positiv overraskelse

Inden testen kendte jeg faktisk ikke BBB Cycling særligt godt. Derfor var Karma MIPS også en positiv overraskelse. Den kombinerer lav vægt, høj komfort og effektiv ventilation på en måde, som normalt forbindes med væsentligt dyrere hjelme. Samtidig giver det integrerede MIPS Air Node-system en ekstra sikkerhed i forhold til rotationskræfter ved styrt.

Selvfølgelig kan jeg ikke udtale mig om, hvordan hjelmen performer i et styrt, og heldigvis har jeg heller ikke testet den del. Men i daglig brug leverer Karma MIPS præcis det, jeg forventer af en moderne cykelhjelm: Komfort, ventilation og en pasform, der gør, at jeg faktisk har lyst til at tage den på.

Velomores vurdering

BBB Cycling Karma MIPS er en hjelm, der hurtigt gør et godt førstehåndsindtryk. Men vigtigere er det, at den fortsætter med at imponere efter mange timer på cyklen.

Den lette konstruktion, den effektive ventilation og den meget komfortable pasform gør den til en stærk kandidat for både landevejs-, gravel- og motionsryttere.

For mit eget vedkommende er den blevet et fast valg til de ture, hvor mountainbikehjelmen bliver hjemme.

Info

Vægt: 260 gram
Pris: 1.300 kr.
Mere info: www.bbbcycling.com

The post Velomore tester BBB Cycling Karma appeared first on Velomore.

Klamperne under dine cykelsko er et af de mest oversete områder i cykling, men faktisk er deres placering afgørende for, hvordan kraften overføres til pedalerne – og for hvordan dine led og muskler belastes. En ændring af klampernes position kan være løsningen på langvarige knæproblemer, smerter i fødder eller nedsat kraftudvikling i trådet. 

Mindre belastning på knæ og akillessene 

Når klamperne rykkes bagud – længere mod hælen – reduceres momentarmen i anklen. Det betyder, at lægmuskulaturen og akillessenen belastes mindre, og at kraften i højere grad overføres via hoften og lårets store muskelgrupper, som er langt bedre rustet til at håndtere belastningen.

For mange ryttere, især triatleter og ryttere med tidligere skader, kan en bagud-forskudt klampeposition mindske risikoen for overbelastningsskader i knæet og underbenet betydeligt. 

Bedre stabilitet i pedaltrådet 

Ved at placere klamperne længere bagud, nær midtfoden (mid-foot position), mindskes bevægelsen omkring ankelleddet, hvilket giver en mere stabil og direkte kraftoverførsel. Det kan være en fordel for ryttere, som oplever ineffektivitet i trådet, eller som kæmper med at opretholde en ensartet kadence. Studier og praktiske erfaringer viser, at denne ændring kan give en mere jævn belastning gennem hele trådet, og mange oplever også færre problemer med træthed i fødderne. 

Skånsom tilpasning til asymmetrier 

Korrekt klampeplacering kan også afhjælpe forskelle i benlængde og ubalancer i hoftens bevægelsesmønster. Ved at justere placeringen af klamperne – både i længderetningen og lateralt – kan man sikre, at knæet bevæger sig i en lige linje over pedalspindlen. Det er særligt vigtigt, da selv små afvigelser i knæets bane kan føre til overbelastning af brusk, sener og ledbånd.

Dr. Andy Pruitt, grundlæggeren af Body Geometry Bikefit fra Boulder Center for Sports Medicin, pointerer, at ingen ryttere er helt symmetriske, men med præcis klampejustering kan man i høj grad mindske kroppens behov for at kompensere – og derved undgå skader. 

Komfort og forebyggelse af føleforstyrrelser 

Forkert klampeplacering er en hyppig årsag til sovende tæer og brændende fornemmelse under fodsålerne – især ved lange ture og varme forhold. Ved at justere placeringen af klamperne, og eventuelt kombinere det med en sål, der giver bedre støtte i svangen, kan man skabe bedre trykfordeling under foden og undgå nedsat blodgennemstrømning og kompression af nerver. 

Er en ændring den rigtige løsning for dig? 

Ikke alle ryttere bør nødvendigvis skifte til en bagud-forskudt klampeposition. For ryttere med høj kadence og god ankelfleksibilitet kan en mere forfodsorienteret placering give bedre udnyttelse af ankelleddet.

Læs også: Aerogains: Køb dig til mere fart

Det handler om at tage udgangspunkt i din krop, dine mål og dine eventuelle udfordringer. Derfor bør enhver klampejustering ske som led i en helhedsorienteret bikefitting, hvor vi analyserer både din anatomi, din pedalteknik og dit bevægemønster. 

Oplever du problemer relateret til klamperne?

Klamperne er ikke bare en fast del af skoen – de er dit kontaktpunkt med pedalen, og de påvirker hele din biomekanik. Ved at optimere klampepositionen kan du opnå: 

• Bedre kraftoverførsel 
• Mindre belastning på knæ og underben 
• Øget komfort og stabilitet 
• Reduceret risiko for skader og føleforstyrrelser 

Hvis du vil mærke, hvordan den rigtige klampeposition kan forvandle din cykeloplevelse, så er et individuelt bikefit det oplagte næste skridt.

Artiklen er skrevet af bikefitter Roger Kormind fra Fitbike. Kan du nikke genkendende til en eller flere af problemstillingerne berørt herover, så tag kontakt til Roger eller din lokale bikefitter og få forbedret køreglæden på din næste cykeltur.

The post Klamper – en lille justering gør en stor forskel appeared first on Velomore.

I 2027 får Danmark sin anden internationale Gran Fondo når løbsserien GFNY kommer til Danmark.

Det sker d. 8. august 2027 med løbet GFNY Nyborg, som vil bringe deltagerne langs de fynske landeveje syd for kystbyen på henholdsvis en 140 og 80 kilometer lang rute.

GFNY står for Gran Fondo New York og startede i sin tid med drømmen om at arrangere en europæisk Gran Fondo i New York. Bag drømmen stod ægteparret Uli og Lidia Fluhme, der i 2011 arrangere deres første Gran Fondo i New York. Siden er det løbet meget vand under George Washington Bridge, der udgør startstregen for det originale løb, der i dag hedder GFNY New York. Løbet er blevet til en international løbsserie med løb på tværs af nord- og sydamerika, Asien og Europa.

Alle løb følger en fast drejebog, så man kan som deltager forvente at få nogenlunde den samme gode oplevelse uanset hvilket løb man deltager i. Her på redaktionen er vi svært glade for GFNY’s format og vi tidligere berettet fra vores deltagelse i deres løb i bl.a. Tyskland, Sverige, Frankrig og USA.

Det store fokus her i Danmark har ført til flere danske deltagere og derfor er ekspansionen i Danmark et naturligt næste skridt for GFNY:

“Danmark er et naturligt næste skridt for GFNY i Europa,” siger Lidia Fluhme, præsident for GFNY, i en pressemedelelse. “Landevejscykling har et stærkt momentum her, og danske ryttere har en ægte passion for sporten. Med GFNY Nyborg får vi mulighed for at bringe vores internationale løbsformat til en af Europas stærkeste cykelnationer, samtidig med at vi fortsætter opbygningen af en større og mere sammenhængende GFNY-kalender på tværs af kontinentet.

Til at organisere løbet på dansk jord har GFNY engageret MCI Scandinavia, der har stor erfaring med afholdelse af internationale events og konferencer, og som bl.a. har været med til at vælge Nyborg og Fyn som destination og valgt den tekniske arrangør af eventet:

“GFNY er en professionel international organisation med et stærkt og gennemprøvet koncept. Da GFNY henvendte sig til os i forbindelse med lanceringen i Danmark, var der hurtigt en god dialog om rammerne for samarbejdet. MCI Scandinavia har det overordnede ansvar for logistikken omkring cykelløbet, og for at sikre den højeste kvalitet har vi valgt den erfarne cykelløbsekspert Jens Veggerby som løbschef for GFNY Nyborg. Da vi skulle vælge en dansk destination, der kunne leve op til GFNY’s krav og ambitioner, blev vi hurtigt overbevist om, at Nyborg var det helt rigtige sted at starte. Kombinationen af de flotte omgivelser, de gode vej forhold og den stærke lokale opbakning gør Nyborg til en ideel værtsby for GFNY Danmark.” lyder det fra Peter Ankær, som er direktør i MCI Scandinavia.

Dermed bliver GFNY den anden internationale løbsserie i Danmark. I forvejen er Hærvejsløbet blevet en del af l’Etape du Tour-serien, omend det endnu ikke er bekræftet om det også er tilfældet i 2027.

Har man fået smag på GFNY’s løb er der masser af vælge imellem i Europa. I kommende numre af Velomore kan du læse om vores deltagelserne i dette års GFNY Cannes og GFNY Grand Ballon, mens vi sidste år berettede fra GFNY Orcieres. Den 30. august køres årets sidste europæiske løb i Bremen.

Du kan læse meget mere om GFNY Nyborg her og se den fulde kalender med alle GFNY’s løb lige her.

The post International løbsserie kommer til Danmark appeared first on Velomore.

Det kuperede Vejle har i en årrække været den sportslige juvel i etapeløbet PostNord Danmark Rundt. Det er her, at grupperne sprænges, og tidsforskellene opstår.

Epokegørende var tilføjelsen af Kiddesvej som et fast element i løbet i 2004. Senere kom den endnu mere brutale Gl. Kongevej med på programmet.

Og nu går arrangørerne skridtet videre: På årets mest bakkede etape med mål i Vejle skal PostNord Danmark Rundt-feltet bestige Christian Winthersvej, med start fra Jellingvej.

Enestående stejl

Normalt møder deltagerne først Christian Winthersvej, når de har forceret Gl. Kongevej. De to veje smelter nemlig sammen godt halvvejs oppe. Dermed er rytterne – indtil i år – blevet “snydt” for den mest stejle del af Christian Winthersvej.

Og stejl er den virkelig. Hvor Gl. Kongevej og Kiddesvej har en maksimal stigningsprocent på hhv. 19,5 og 19, så rammer Christian Winthersvej hele 25,5. Altså 6 procentpoint mere. Det er en væsentlig forskel. 25,5% er enestående i Danmark.

Men også i en international kontekst er en sådan hældning spektakulær. Lad os tage nogle legendariske stigninger fra de største forårsklassikere: Muur van Geraardsbergen (Flandern Rundt), Koppenberg (Flandern Rundt), Paterberg (Flandern Rundt), Keutenberg (Amstel Gold Race), Kemmelberg (Gent-Wevelgem), La Redoute (Liège-Bastogne-Liège), Roche aux Faucons (Liège-Bastogne-Liège). Ingen af disse er på noget sted stejlere end den vej, som i år får debut i PostNord Danmark Rundt.

Over 20 i snit
Kun Mur de Huy – målstigningen i La Flèche Wallone – kan hamle op med Christian Winthersvej. Den belgiske mur har en maks. på 26% og er også hårdere end sit vejlensiske modstykke, når det gælder det samlede antal højdemeter. Men på strækningen mellem Jellingvej og Gl. Kongevej-krydset vinder Christian Winthersvej over Mur de Huy. Over de ca. 160 meter ligger den gennemsnitlige stigning på modbydelige 21,9%. Det er nærmest absurd stejlt, og man forstår til fulde, hvorfor der på dette stykke er trapper i vejsiden i stedet for fortov.

Cykling nedad er selvsagt forbudt her, og cykling opad har hidtil været forbeholdt supermotionister og drengerøve. Men nu skal deltagerne i PostNord Danmark Rundt altså også prøve kræfter med Christian Winthersvej.

Nærmere betegnet på løbets femte og afsluttende etape på 127,6 kilometer. Feltet svinger ind på muren efter 50 kilometer. Og hvad vil der så ske? Svært at sige. Farten vil i hvert fald styrtdykke, men samtidig skal rytterne finde plads til sig selv og hinanden, og det er udfordrende på en vej, der kun er ca. tre meter bred.

Spændende bliver det. Måske kan Christian Winthersvej kaste en udmarvende duel mellem de skarpeste bakkeryttere af sig, men der er også risiko for sammenstød og total trafikprop. Uanset hvad vil vi sandsynligvis blive vidne til et af højdepunkterne i etapeløbets historie.

Danskebjerge.dk’s vurdering af Christian Winthersvej i PostNord Danmark Rundt 2022

Vejstrækningen har i nogle år stået højt på listen over stigninger, som vi bakkeentusiaster ville elske at se i større cykelløb. Men forventningen var, at den kun kunne bruges til enkeltstarter, fordi den blot er ca. tre meter bred – uden plads til tilskuere og knap nok følgebiler.

At bakken nu alligevel er på programmet i linjeløbet, er overraskende og et udtryk for ganske stort mod fra arrangørernes side.

En maksimal stigningsprocent på 25,5 og et gennemsnit på over 20 er ekstremt, men det vil i sig selv næppe få nogen af de professionelle til at dratte af cyklen. Værre er det, at de 160 meter er så snævre, som de er. Når et stort felt kommer hamrende ned ad Jellingvej, der falder med ca. 5%, er svinget ind på Christian Winthersvej en voldsom kontrast.

Det vil være som at tvinge en kamel gennem et nåleøje, og risikoen for et totalt sammenbrud er overhængende. Man får associationer til den kryptiske Kammersluse ved Ribe, der får år tilbage kostede Jakob Fuglsang muligheden for samlet sejr i etapeløbet, fordi han sad i den bageste del af feltet, da det knækkede over.

Den slags dramaer kan nogle godt lide. Andre mener, at det er en sportsligt bedrøvelig måde at afgøre cykelløb på.

Men uanset hvad bliver det uhyre spændende at se, hvad der kommer til at ske på Christian Winthersvej. Opstår der kaos allerede ved det snævre sving i bunden? Støder ryttere sammen halvvejs uden at kunne træde cyklerne i gang igen? Eller er feltet så bevidst om risikoen, at der indgås “borgfred” for at komme smertefrit gennem forhindringen?

Der vil være 75 kilometer til mål efter Christian Winthersvej, og på den sidste del venter adskillige ture op ad bl.a. Kiddesvej. Så 25,5%-stigningen bliver ikke nødvendigvis altafgørende for løbets udfald, og det er måske meget godt. 

Et forslag til løbsarrangøren: Lad der være nem adgang til Gl. Kongevej ved ankomsten til Christian Winthersvej, sådan at ryttere kan ledes den vej, hvis den helt store prop skulle opstå.

Velomore tester landets stejleste: Kan man cykle hele vejen til toppen?

Hvis man aldrig har prøvet at cykle op ad en virkeligt stejl bakke, så kan en stigningsprocent på 25,5 måske virke lidt abstrakt. Hvor svært er det egentlig? Kan alle og enhver cykle hele vejen op?

Læs også: Danmarks stejleste bakke: Se Velomore bide i frempinden

Det undersøgte vi på bedste videnskabelige manér ved at låne tre cykler hos Fri BikeShop i Vejle. Den ene var en traditionel racer fra Trek, den anden en almindelig cykel med syv gear, og den tredje var en bedstemorcykel med tre gear og kurv foran.

Stærk motionist i testrollen

Vores testperson var redaktionens Rasmus. En normalvægtig 44-årig motionist i den skarpe ende. Hans opgave var at komme trillende oppe fra Jellingvej (dvs. fra samme side som PostNord Danmark Rundt-feltet), svinge ind på Christian Winthersvej og så ellers køre så langt som muligt på vejens smalle del, som slutter ved Gl. Kongevej efter 160 meter. Særligt udfordrende forventede vi at stykket umiddelbart før Gl. Kongevej ville være, da det er her, at vejens stigningsprocent topper på de 25,5.

Rasmus var fuldt restitueret forud for testen. Mellem de tre opstigninger var der ca. 10 minutters pause. Han brugte ikke cykelsko. Og lad os så komme afsted!

Første tur er med raceren. Der bliver prustet godt og grundigt, og farten kommer på intet tidspunkt op over 10 km/t. På de sidste 20 meter op mod Gl. Kongevej-krydset kulminerer Rasmus’ puls med 166 slag i minuttet. (87%) Han klarer den forbi hajtænderne med syre i benene og klokker en tid på 1 minut og 21 sekunder. Det laveste gear var i brug hele vejen, men der var stadig kraft i trådet til sidst.

Svært at zigzagge

Tur 2: Cyklen med de syv gear. Køretøjet er adskillige kilo tungere end raceren, og det mærker Rasmus helt fra bunden. Allerede en tredjedel oppe ad stigningen kommer pulsen over de 166. Farten er sølle 5 km/t. Den kendte zigzag-strategi, hvor man svinger skiftevis til højre og venstre for at udjævne terrænets hældning, er kun delvis mulig, fordi vejen er så smal. Efter 130 meter vakler den langsomtkørende cykel faretruende, men Rasmus formår ekvilibristisk at holde den i gang og når Gl. Kongevej i tiden 1 minut og 44 sekunder. Pulsen ved toppen: 178 (94%).

Den tredje testtur er den vanskeligste. En bedstemorcykel med blot tre gear er noget af det tungeste, man kan sætte sig op på. Kadencen er umenneskeligt lav, og Rasmus må bruge alle sine lårmuskler for at trykke cyklen fremad. Samtidig skal han forhindre, at forhjulet letter fra asfalten.

Med en kraftanstrengelse, der tvinger hjertet op på over 180 slag i minuttet, klarer han sig henover det “flade” midterstykke (kun 19%). Men da vejens hældning igen tiltager, går det galt. Den fuldstændigt overbebyrdede cyklist må sætte fødderne i asfalten, og med hovedet hængende ud over styret og tungen næsten ned i kurven foran indser han sit nederlag. 

Pulsuret siger 187 (98%), turen varede godt et minut og sluttede efter 110 meter.

Tidsforskelle i vente – og dog

Testresultatet kan udlægges på lidt forskellig vis, men det må være rimeligt at konkludere, at en gennemsnitsdansker på en gennemsnitscykel på ingen måde vil kunne bestige Christian Winthersvej.

Og selv en professionel cykelrytter på en high-end cykel vil opleve en kraftigt stigende pulskurve, uanset hvor afslappet han prøver at gå til opgaven.

Vil stigningen skabe splittelse i en gruppe i et profløb? Alt andet lige ja. Rasmus tog f.eks. 23 sekunder på sig selv bare ved at køre de 160 meter på racer i stedet for hverdagscykel. Så styrkeforskelle vil lynhurtigt udmønte sig i tidsforskelle her.

På den anden side: Fordi vejen er meget smal, er det uhyre svært at overhale. Så hvis et par tunge hjælperyttere kommer først ind på Christian Winthersvej, vil det blokere for fremrykning for de lettere folk længere bagude.

The post Christian Winthersvej: Danmarks stejleste vej appeared first on Velomore.

Danske GripGrab har flere kollektioner. Deres kollektion designet til race har navnet PACR. En linje som udmærker sig ved at være aero, hurtig, åndbar og let. GripGrab laver tøj til den skandinaviske ryttertype, som har en vis fysik. Vi har kigget nærmere på tre PACR-produkter.

PACR Emergency Jacket

Den ultralette jakke vejer ikke meget i lommen. Den har en grålig gennemsigtig farve, som egentlig er meget cool, men bruger man den på nedkørsler i tåget og diset vejr, da kunne det være fedt med lidt modigere farvevalg. Således kunne emergency både være i forhold til vejret, men også i forhold til synlighed i trafikken.

Jakken sidder tæt uden at stramme over skuldre og albuer. Den er en smule elastisk og tilpas lang bagpå. Jakken er vandafvisende – men ikke vandtæt. På samme måde opleves den på lange nedkørsler i forhold til vind. Den tager en del vind, men er ikke 100% vindtæt. Omkring lynlåsen virker den dog vand- og vindtæt og ret robust. Der er flere fede små detaljer, som små reflekser og et godt silikonegrip i linningen, der gør, at den ikke kravler op under kørsel. Desuden lukker den tæt til oppe omkring halsen.

Jakken kan faktisk rulles fint sammen til blot en mindre kugle, men jeg savner en slags inderlomme eller anden mulighed, for jakken folder sig lidt ud i lommen undervejs. Og på den måde optager den en hel lomme, når jakken ikke er i brug.

Det er én af de mere alsidige letvægtsjakker, som jeg har prøvet. Balancen mellem vandafvisning og åndbarhed er ret god, og jeg har været tryg ved at have den i lommen både i Danmark og i de franske bjerge, når vejret pludselig skifter.

PACR Short Sleeve Jersey

Denne jersey er racefit. Trøjen har et minimalistisk, simpelt look – en trøje i én farve – så er du til et rimelig konservativt look, da er denne trøje noget for dig. Pasformen er virkelig behagelig også selvom den sidder ret tight. Selv på varme dage har jeg oplevet den forholdsvis kølig, og den anbefales til brug omkring 14-25 grader.

Ærmerne er laser-cut-skårede, som alle bedre jerseys efterhånden er, og de slutter perfekt til armen uanset overarmsstørrelse. Lommerne sidder en smule højere end på andre jerseys, og er meget tight, hvilket bevirker at lommerne ikke hænger selv fuldt lastet til en gran fondo.

Materialerne er fede: der er ikke syninger under armene, stoffet beskytter mod den varme sol, den slutter tæt nederst via et silikonebånd, og alle logoerne er lavet med refleks for bedre synlighed.

Vælg mellem flere nedtonede farver og få en stærk allroundjersey til både tempo- og træningsture.

PACR Bib Shorts

Et par superfede bibs fra GripGrab. Størrelse- og pasform er spot-on til skandinaviske ben- og ballemuskulatur. En buks som jeg har brugt på både korte og eksplosive dage og også på de længere træningsture +3timer. Og de kan varmt anbefales til begge dele.

Puden tilpasser sig hurtigt rytterens siddeposition og særligt de flade, elastiske seler og de brede benafslutninger er jeg særdeles glad for. Det er gode materialer, og stoffet giver let kompression uden at stramme. Desuden yder stoffet en solbeskyttelse på UPF50+. Godt til solrige dage på rammen.

En komfortabel, hurtig bib med tilpas pudestøtte og en kanon pasform. Velegnet til både træning og løb.

Vælg mellem fire farver. Grå, olivengrøn, navyblå og klassisk sort. Testmodellen kom i den lysegrå version, som egentlig er meget fed, men er du træt af at flashe dine voldsomme svedmængder, da vil jeg anbefale den sorte eller mørkeblå bib.

Samlet vurdering

PACR-kollektionen er prissat i den øvre ende – du betaler for performance og finish – jakken står vejledende til 800kr, jersey 850kr og bibs 1.100kr.

PACR fra GripGrab er race-orienteret, funktionelt tøj til brug i både det danske sommervejr og ture rundt i verden. Prioriterer du god pasform, åndbarhed og funktionelle detaljer i et stilrent design er PACR en god mulighed. Er du ny kunde giver GripGrab ofte 10% på første ordre via deres hjemmeside.

The post Velomore tester GripGrab PACR appeared first on Velomore.

Jeg kørte Hærvejsløbet 100 km gravel d. 27. juni. Temperaturen i Jylland kom den dag op på 37 grader, og ja – det var virkelig varmt. Jeg kørte turen i Castelli Free Aero Race bibs og Castelli Unlimited Pro 2 Jersey.

Allerede inden man tager cykeltøjet i brug, er det tydeligt at det er god kvalitet. Snit og stofkvalitet er i top og pasformen er racetight. Det særlige ved Unlimited Pro 2 jerseyen, og som gør den oplagt til netop dette løb er, at den har en mesh-lomme til en 1½ liter væskeblære på ryggen.

Jeg har nu i noget tid været glad for at køre gravelløb med en væskeblære på ryggen. Risikoen for at tabe en dunk, og dermed vigtig væske, er elimineret og det er også dejligt ikke at skulle rode med dunke på ujævnt underlag i et hektisk løb. Jeg får ganske enkelt drukket mere når jeg kører med væskeblære. Jeg har tidligere haft min væskeblære i en vest. Det har fordele at have vest på (flere lettilgængelige lommer), men når det er varmt er det primært en ulempe at have et ekstra lag på overkroppen og ved nogle cykeltrøjer kan stropperne fra vesten efterlade mærker.

Med Castellis Unlimited Pro Jersey slipper man for ekstra lag og jerseyen er det helt rette valg til en varm dag med cykelløb. Jerseyen har aerodynamisk pasform men lavet i et tyndt strækbart materiale der ikke begrænser din bevægelsesfrihed.

På undersiden af de korte ærmer er der huller til udluftning. Generelt holdt jerseyen mig så ventileret og tør som det er muligt på en dag med 37 grader. På ryggen har jerseyen som sagt, en mesh-lomme øverst på ryggen, der passer til 1½ liter væskeblære og en strategisk placeret strop på skulderen holder slangen du drikker af holdes på plads.

Det er nemt at lægge en væskeblære ned i mesh-lommen og samtidig er lommen i stand til at holde væskeblæren på plads og stabil så den ikke flytter sig rundt på ryggen af dig mens du kører, heller ikke på ujævnt underlag. I takt med at du tømmer væskeblæren vil den falde ned i mesh-lommen, men den generede mig ikke på noget tidspunkt. 

Jeg fyldte ikke væskeblæren op undervejs i løbet, men hvis man har behov for det, er det også nemt for en hjælper at udskifte væskeblæren da den ikke er spændt/knappet/lynet fast, men bare lagt ned i den elastiske mesh-lomme. Derudover er jerseyen forsynet med 3 standard ryglommer og en lynlåslomme til ting du absolut ikke må miste. Alle nemme at komme til.

Castellis Free Aero Race bibs er ekstremt velsiddende på mig, ingen folder og perfekt pasform. Bibs er også velegnede til varmt vejr med deres letvægtskvalitet og minimalistiske, lette mesh-seler. De har efter sigende 50+ UPF beskyttelse (dvs. mere end 50% af solens UV stråler bliver absorberet af stoffet). Standard features som silikone på indersiden af bengabet er der naturligvis også styr på.

Puden er en Progetto X2 Air sømløs pude som var komfortabel gennem alle 100km gravel. Bibs har også en lille lomme bagpå til en race-radio. Hvad den kan bruges til hvis man ikke er i den kategori ved jeg ikke, men lommer er i min bog altid et plus.

Facit

Free aero Race bibs og en Unlimited Pro 2 Jersey, kan varmt anbefales. Jerseyen fik flere positive kommentarer undervejs, om hvor smart den var, og hvor passende den var til lige præcis opgaven med at køre løb i varmt vejr.

Bibs var velsiddende og behagelige. Jeg vil med begejstring tage sættet på en anden gang og endda overveje om ikke jerseyen også kan fungere til vinter med en vindvest og et par løse ærmer, frem for bruge en vest til væskeblæren.

The post Castelli Unlimited Pro 2 jersey og Free Aero Race bibs appeared first on Velomore.

Hårnålesving er sving, der er så skarpe, at de drejer ca. 180 grader – ligesom en hårnål. Formålet med dem er trafikalt: De gør det nemmere at komme op ad en stigning, end hvis vejen var anlagt i en mere lige linje mod toppen.

Derfor er hårnålesving også et særligt kendetegn ved vejstrækninger, der ligger i alpint terræn, og som ofte bliver afgørende for udfaldet i løb som Tour de France.
Men selvom hårnålene primært forbindes med bjergrige egne som Alperne og de norske fjelde, så findes de også i Danmark. I rigt mål endda.

Syv flere i Danmark

Hjemmesiden Danskebjerge.dk har kortlagt Danmarks hårnålesving. Og et af resultaterne er, at der findes flere hårnålesving i Danmark end på Alpe d’Huez. Mere præcist: Der er 28 af dem her i landet. På Alpe d’Huez er der “kun” 21.
Analysen viser, at der er både forskelle og ligheder mellem hårnålesvingene på danske veje og dem på Alpe d’Huez.

En af forskellene er, at de danske hårnålesving som regel optræder enkeltvis, mens de franske kommer i stimer. To steder i Danmark kan man dog med lidt god vilje tale om en serie af hårnålesving. Det er på Munkebjerg-stigningen ved Vejle og på vejen Nørresand ved Gudhjem på Bornholm. Begge steder møder man to på hinanden følgende hårnålesving.

Ægte hårnåle

Der er i begge tilfælde tale om “ægte” hårnålesving. Det vil sige, at vinklen på indgangen og udgangen af svinget er 180 grader eller derover. Eller sagt på en anden måde: Når du kører ind i svinget i én retning, så kører du ud af det igen i den stik modsatte retning.

I Danskebjerge.dk’s samlede opgørelse indgår dog også sving, som ikke helt når op på 180 grader. De er taget med, først og fremmest fordi intentionen med disse sving har været at begrænse hældningen på en stigning. Til denne type hårnålesving hører f.eks. Teglkåsvej på Bornholm (ca. 170 grader) og Kongebakken i Svendborg (ca. 130 grader).
Netop hældningen på stigningerne er også blevet nærmere undersøgt af Danskebjerge.dk.

Lige stejlt

De mest markante danske vejstrækninger med hårnålesving har en gennemsnitlig stigningsprocent på mellem 5,1 (Munkebjerg) og 12,4 (Teglkåsvej). Ser man på stigningsprocenten på Alpe d’Huez, så svinger den mellem ca. 6 og 11. På dette punkt halter de danske hårnålesving altså på ingen måde bagefter de franske. Det indebærer, at hvis man f.eks. kører op ad den bornholmske Nørresand-stigning 10 gange, så vil man have tilbagelagt en strækning, som svarer ret præcist til den samlede strækning op ad Alpe d’Huez – både målt i højdemeter og i antal hårnålesving.

Som nævnt er der en del hårnålesving i Danmark, som ikke er knivskarpe, idet de har en vinkel på under 180 grader. Det samme gælder enkelte af svingene på Alpe d’Huez. Men hvis man endelig skulle anlægge en striks definition på begrebet hårnålesving, ville Alpe d’Huez rende af med sejren, da der her – trods alt – findes flere “ægte” hårnålesving end de 10, vi har i Danmark.

Fransk berømthed

Man må nok også indse, at Alpe d’Huez-svingene vinder, når man sammenligner graden af international berømthed. Der er formentlig et stykke vej igen, før eksempelvis hårnålesvinget på Vesterbjerg i nordvestjyske Lemvig opnår samme status. Men det ændrer ikke ved, at det er et meget flot hårnålesving.

Fordelt på landsdele ser den danske svingstatistik således ud (med antallet af “ægte” hårnålesving i parentes):
Jylland: 20 (4)
Bornholm: 6 (4)
Sjælland: 1 (1)
Fyn: 1 (1)

Du kan finde mange flere data om hårnålesving på www.danskebjerge.dk. Her er der også fotos samt et Danmarkskort med alle svingene indtegnet.

The post Danmark overgår Alpe d’Huez i hårnålesving appeared first on Velomore.

Over 20.000 danskere rammes hvert år af hud- og modermærkekræft, og antallet stiger. Men det behøver ikke være prisen for passionen. Her får du de vigtigste råd til, hvordan du som landevejs-, gravel- eller mountainbikerytter kan nyde sommerens træning uden at gamble med din huds sundhed.

Det tætsiddende cykeltøj giver en vis beskyttelse mod UV-stråling, men kun der, hvor det dækker og nogle trøjer er så tynde, at man faktisk behøver solcreme eller en undertrøje nedenunder, for at beskytte mod solens stråler. De bare arme, ben, nakke og ansigt er stadig udsatte, og derfor skal solcremen være en fast del af gearlisten, ligesom hjelm og cykelpumpe.

Gå efter solcreme med mindst faktor 30, gerne svanemærket og bredspektret (beskytter både mod UVA og UVB). Brug den som supplement – ikke erstatning – for andre solråd som skygge og beklædning.

En almindelig fejl blandt både cykelryttere og alle andre er at bruge for lidt solcreme. En god huskeregel er: Én krop – én håndfuld.

Smører du for tyndt, falder effekten drastisk. En faktor 30, smurt tyndt, kan i praksis virke som faktor 3–5.

Solens stråler er stærkest mellem kl. 12 og 15. Hvis du har fleksibilitet i din træning, så læg de længere ture tidligt om morgenen eller senere på eftermiddagen. Det giver både lavere UV-stråling og ofte færre biler på landevejene.

Du kan med fordel bruge app’en ”UV-INDEKS” fra Kræftens Bekæmpelse, der viser dagens UV-tal på din lokation. Er UV-indekset 3 eller mere, er solbeskyttelse nødvendig.

Cykeltøj beskyttet, men ikke nok

Mange ryttere bruger kasket under hjelmen, men vær opmærksom på, at en almindelig cykelkasket ikke beskytter ører, nakke og hals.

Overvej en solhat med nakkeskygge til pauser, eller en buff/halsedisse som solbeskyttelse. Eller husk et godt lag solcreme på ører, nakke og hals.

Solbriller beskytter ikke kun mod insekter og blænding, men også mod UV-stråling, som kan give øjenskader over tid. Vælg store, tætsluttende briller med UV-beskyttelse.

Er din hud ekstra sart overfor solens stråler, eller vil du blot beskytte dig yderligere, kan en tynd langærmet trøje, tynde løse ærmer og løse ben give ekstra beskyttelse mod solen, og der findes bl.a. hvide løse ærmer skabt specifikt til dette formål.

Træn klogt, ikke kun hårdt

Du træner for at blive stærkere, hurtigere og sundere – ikke for at slide din hud op. Gør solbeskyttelse til en naturlig del af din rutine. Det tager få minutter, og det kan redde dig fra gener, aldringstegn og alvorlige sygdomme senere.

Så næste gang du trækker i lycra og klikker i pedalerne, så husk: Hjelm på hovedet – og solcreme i ansigt, nakke, på arme og ben.

Når du kører gravel- eller mountainbike i skoven, får du automatisk mere naturlig skygge fra trækronerne, end du gør på landevejen. Men lad dig ikke narre – solens UV-stråler trænger stadig igennem løv og grene.

Husk derfor solcreme, også når turen går gennem skovens dybe stille ro. Så er du godt beskyttet hele vejen, også hvis du holder pause et sted, hvor solen rammer direkte.

The post Bliv solsikker i sadlen appeared first on Velomore.

Hvordan ser en almindelig morgenrutine ud for dig?

Det er meget forskelligt. Jeg har rigtig mange rejse- og løbsdage, så det er svært at holde fast i den samme rutine. aioss er en fast del af min morgen, uanset om jeg er hjemme eller ude at rejse. Det er nemt at have med og dækker mig godt ind på mikronæringsstoffer.

På løbsdage har jeg det typisk med i bussen til start. Men når jeg er hjemme, forsøger jeg at have en fast rutine. Typisk tjekker jeg min søvn i Whoop og Eight Sleep, som er vores madrasser, før jeg går en tur med vores hund sammen med min kæreste. Herefter er det morgenmad med aioss til. Cirka en time efter er jeg ude på cyklen, så det er en stille og rolig morgenrutine, når jeg er hjemme, med plads til at komme godt i gang med dagen.

Hvad er det absolut vigtigste i din morgenrutine?

Lige nu er det aioss. Det er det faste element, jeg altid har med mig, og det, som jeg mindst vil undvære. Det gør, at jeg er dækket ordentligt ind på de essentielle vitaminer, mineraler, fibre samt præ- og probiotika. Og så gåturen med hunden om morgenen. Den vil jeg nødig undvære, når jeg er hjemme.

Hvilken rolle spiller kosttilskud i din morgenrutine og hverdag?

De spiller ikke nogen stor rolle. Om morgenen indtager jeg jern, fiskeolie, aioss og kreatin, som aioss jo også sælger, og magnesium om aftenen. Kreatin er mest for performance, men det er også blevet påvist at have generelle positive virkninger på sundhed og kognitive funktioner, hvilket er lige så stor en årsag til, at jeg tager det. Det kan binde væske i kroppen, men det er jeg ikke så bekymret for, og jeg synes, de positive effekter opvejer det.

Hvordan balancerer du sundhed og performance i en hverdag med mange kulhydrater og høj træningsbelastning?

Vi forsøger at spise forholdsvis vegetarisk, når jeg er hjemme. Alt, hvad jeg indtager, handler om performance, så jeg tænker ikke så meget over generelle kostråd eller sundhed. Selvfølgelig tænker man over, at der også er et liv efter karrieren, men for mig handler det først og fremmest om performance.

Med aioss er det rart at vide, at jeg i det mindste er dækket ind på mikronæringsstoffer. Jeg har altid kæmpet med – men er blevet meget bedre til – at få spist nok under løb og træning. Der er kommet meget mere fokus på ernæring nu, og vi spiser virkelig mange kulhydrater under cykelløb, hvilket kan gøre det svært at få plads til grønt og frugt. Her kommer aioss in handy, da det kun er 39 kalorier dagligt. aioss hjælper med at stabilisere tarmfloraen, så man bedre tåler og kan optage de mange kulhydrater. Holdet er sponsoreret af Enervit, som laver energiprodukterne næsten præcis, som vi vil have dem, så der er et fint samspil der.

Gør I noget særligt på UAE Team Emirates for at have gode rutiner?

Holdet går selvfølgelig op i, at vi har det godt, og vi har diætister til rådighed, men i sidste ende er det rytterens eget ansvar. Med min rolle får jeg lov til at gøre mere, hvad jeg selv synes, end de store stjerner måske får lov til. Mine holdkammerater ser, at jeg drikker aioss, når vi er ude til løb, men de har endnu ikke spurgt ind til det, så alle gør lidt deres eget på holdet.

Du er holdkammerater med nogle af de bedste cykelryttere i verden. Har du fået nogle gode vaner fra dem?

Jeg er fascineret af, hvor professionelle de er, og jeg lærer en masse af at være sammen med dem. Især at se alt det, som de gør rundt om cyklingen, som stræk- og coreøvelser. Det er jeg ikke den bedste til at få gjort selv, så deres professionalisme inspirerer mig rigtig meget.

Hvilken morgenrutine synes du er den mest undervurderede?

For mig er det helt klart at starte dagen med at komme ud og mærke luften og få sol i øjnene på en gåtur med hunden. Man vågner og er klar til en ny dag. Som cykelrytter kan man også lige lure vejret. Det nyder jeg rigtig meget og savner det, når jeg er på farten. Det er bare en god start i en travl hverdag og noget, som jeg tror, mange ville få glæde af.

Hvad betyder “starting strong” for dig?

Det er at komme ud og gribe dagen. At sætte sig selv op til at få en god start på dagen. Det er vigtigt at få nogle rutiner, så man også får tingene gjort på de svære dage. Det kan være svært at starte stærkt hver dag. Nogle dage skal man bare igennem, men med gode vaner får man færre af de dage. Og med aioss starter man godt med både væske og næringsstoffer.

Hvis en motionist skulle kopiere én ting fra din morgen, hvad skulle det så være?

aioss er jo et godt sted at starte. Det giver mening, det er nemt, og man bliver dækket ind på næringsstoffer. For os, der elsker at cykle, handler det også om at undgå at blive syge. Derfor er aioss godt at starte dagen med, uanset om man er professionel eller motionist. Man skal sætte sig nogle mål for sine rutiner og sin hverdag og gøre, hvad man kan for at overholde dem – også når det bliver svært.

The post Starting Strong: Julius Johansen appeared first on Velomore.

I mine helt spæde cykelrytterdage bestod træningen for det meste af lidt opvarmning, 30-60 minutters dunk og så bare hjem igen. Specielt, da jeg boede i Berlin, kørte jeg meget ofte ud til den historiske og nu nedlagte Tempelhof lufthavn og kørte alt, hvad jeg kunne i en time – og så hjem igen.

Jeg har derfor altid været ret glad for at køre enkeltstart – selvom jeg aldrig har ejet en enkeltstartscykel. Der er desværre meget få enkeltstarter i landet og nærmest ingen, hvor man kan dyste mod andre på normale racercykler. Det har Leif Lundstrøm og CeramicSpeed heldigvis en løsning på. 

Rul på ruten

I løbet af de sidste 10 år har de lavet en lille enkeltstartsserie henover sommeren i det midt- og vestjyske, hvor man på hverdagsaftener kan komme forbi og teste benene på sin normale racer eller på enkeltstartscykel, hvis man er så heldig at have sådan en stående. Det startede med meget få deltagere og “håndholdt” tidtagning, men har nu udviklet sig til et større arrangement med op mod 100 deltagere og professionel tidtagning. 

De fleste afdelinger ligger lige langt nok fra Aarhus til at jeg ville tage turen forbi, men jeg havde set mig lun på arrangementet i Studsgård, lige syd for Herning. Ruten i Studsgård er som en aflang firkant med to 90 graders sving og to lidt mere åbne og hurtige sving fordelt over 9,7 meget flade km, som skal køres tre gange. Jeg kan egentlig godt lide, at der også er lidt bakker på, så jeg kan få lidt variation i tråd og belastning, men omvendt, er jeg også ret god til at krølle mig sammen over cyklen, og skyde en god fart på det flade, så mon ikke det ville passe meget godt alligevel?

Jeg havde et ærinde i Silkeborg inden enkeltstarten og det passede måske lidt for godt med tiden, så jeg havde godt to timer til at varme op og køre ruten igennem. Jeg rullede ruten igennem et par gange og prøvede at lægge mærke til huller i vejen, dårlig asfalt og så videre, men generelt var det meget fine forhold, så ingen grund til at så grundig research, som min tid tilbød mig.

Hul i det

Efter min rekognoscering hentede jeg mit nummer, som bestod af en papskive med et velcrobånd, som skulle omkring sadelpinden. Det vil sige, at der ikke var et udueligt nummer, der skulle klaskes på mit fine cykeltøj og gennemhulles af nåle – jeg er IKKE fan af det system. Alt i alt var det meget let at få nummer og gøre sig klar til start. Jeg var stadig i god tid, så jeg rullede endnu en runde med en klubkammerat.

Taktikken var klar; der ville være side-modvind den første kilometer, modvind i de næste 3 km efterfulgt af en lille mild stigning og så letfaldende terræn og side-medvind eller medvind resten af vejen. Den skulle derfor have lidt ekstra speeder på den første halvdel af ruten, hvor farten ville være lavere. På den faldende del kunne jeg slappe lidt mere af og “cruise” og så holde et godt jævnt tempo i medvinden inden det hele skulle gøres igen. 

Da jeg ikke har deltaget i arrangementet før, vidste jeg ikke helt hvad niveauet ville være, men jeg synes egentlig, der var mange, der så meget seriøse ud. Jeg vidste, at Lars Lund fra Karup havde vundet de to første afdelinger med omkring 43 km/t i snit på racer i H40 klassen, så jeg ville bestemt ikke komme sovende til en topplacering, men jeg følte mig klar til at fyre den helt af. 

Det er godt det her

Jeg havde vokset kæden på min Pronghorn, sat mine 65 mm XMCarbonspeed hjul på med 30 mm Conti GP5000, lige nøkket sadlen en anelse op på min Pronghorn og iklædt mig min CdA Lab speedsuit og aero skoovertræk – selvom det var meget hedt at have dem på i aftenvarmen..

Jeg blev sluppet løs kl 18:23 og kom hurtigt af sted. En hurtig spurt for at komme op i fart og så bare derudaf. På de første fire km skulle der trædes til på grund af modvinden og den lille bakke, men jeg skød alligevel en rigtig god fart. Faktisk så god, at jeg allerede efter 4 minutter overhalede ham, der startede 30 sekunder før mig, jeg kunne høre et irriteret “fuck”, da jeg susede forbi. 

Jeg var lidt bange for, at jeg var gået for dybt, men jeg holdt mig meget godt til min strategi. Da jeg rundede bakken og kørte ud i medvinden, havde jeg 360 watt i snit på min Garmin, planen var at holde omkring 340 på første runde, så det passede fint med, at jeg kunne tage den lidt mere med “ro” på strækningen mod mål. Jeg fik hurtigt hentet et par stykker mere og følte, at jeg havde rigtig god fart i cyklen og benene. Efter første passage stod tiden på 13:21 og 44 km/t i snit og 344 watt, det var godt, det her! 

Kør som en motorcykel eller kør ind i en motorcykel

Efter de første tre minutter på enkeltstarten, havde min puls sneget sig op på 175 bpm og der blev den, faktisk var den på 178 da jeg rundede stregen første gang. Jeg ville helst ikke have den meget over det, men samtidig ventede det lange modvindsstykke, så jeg måtte bare krølle mig godt sammen over cyklen og give den en over nakken.

Med et godt og hurtigt tråd begav jeg mig derfor ud på runde to med en god fornemmelse. Selvom det var en rimelig lang og flad enkeltstart, så havde jeg ikke problemer med at lægge mig helt ned over cyklen og holde den over 40 i modvinden. Jeg havde hele tiden tænkt, at jeg ikke måtte gå på kompromis med min aerodynamik, jeg ville derfor hellere træde lidt færre watt end at begynde at sidde for opret, det er for dyrt rent fartmæssigt.

Anden runde blev kørt med 339 watt og 44,3 i snit, otte sekunder hurtigere end første runde. Nu ventede de sidste 13 minutter, stadig med en puls på lige omkring 180, men med nogenlunde overskud stadigvæk, selvom jeg ikke ligefrem sad og nød det – det var sgu hårdt!

Min plan var at holde så meget på ud ad modvindsstykket som muligt, “rulle” lidt i det første medvindsstykke og så have lidt tilbage i tanken til det sidste stykke mod mål. Jeg kunne godt se, at jeg ikke helt kunne holde de samme watt, som runderne før, men farten var dog nærmest det samme. Det vigtigste var, at jeg ikke skulle eksplodere inden mål! 

Ude på medvindstykket var farten god og jeg bragede afsted, selvom jeg også lige tog mig tid til at få pulsen en anelse ned.

På vej ned mod næstsidste højresving, blev jeg overhalet af en motorcykel, han gik lidt i panik ved flagvagten og fik bremset næsten helt ned til fuldt stop. Derfor blokerede han vejen for mig, lige nu hvor den skulle have allermest kul på! Jeg kom dog hurtigt op i fart igen efter svinget og møvede af sted i medvinden – 3,5 km tilbage! 

På vej i kirke

Nu skulle jeg helt ned over styret, ind med skuldrene og så bare af sted. Nu kørte jeg og spejdede efter en kirke i højre side, herfra ville der være 1.000 meter til det sidste højresving. Pludselig var den der, og her trykkede jeg sømmet helt i bund og brugte det sidste, jeg havde tilbage. Nu ventede højresvinget, hvor jeg lige skulle bremse lidt ned og ramme farten rigtigt inden den sidste spurt mod mål.

Jeg fik ramt den lige i røven og kom ud af svinget i god fart, rejste mig op og begyndte at spurte. Der var for langt til mål til at jeg kunne stå op hele vejen, så jeg satte mig ned og bankede pedalerne i kælderen. Jeg kom over stregen med 44,2 i snit og kørte dermed den hurtigste tid af alle på racercykel. Kun fire andre på enkeltstartscykel kørte en bedre tid end jeg, jeg var meget tilfreds! Det var virkelig en hård omgang og min puls på 185 bpm ved målstregen fortæller, at jeg gav den alt, hvad jeg kunne.

Jeg havde pacet den rigtig godt og gik heldigvis ikke ned til sidst, men kom dog heller ikke over stregen med mere tilbage i benene. Alt i alt var det et virkelig godt arrangement, som var meget let at tage til.

Der er en enkelt afdeling tilbage, så hvis du har mod på at prøve dig af på en enkeltstart, på racer eller TT-cykel, så er det bare med at komme afsted, når det går løs til fjerde og årets sidste afdeling i Borbjerg d. 20. august! 

The post På hjul af Roar Lava Paaske: CeramicSpeed Grand Prix appeared first on Velomore.

Ruten i La Marmotte byder på rigeligt med udfordringer, men er man uheldig, får man lagt en ekstra udfordring oven i hatten af vejret. For få år siden var det koldt og dårligt vejr, men i år ser ud til at blive det modsatte.

Det er ingen hemmelighed, at der er varmt i Alperne i slut juni og Alpe d’Huez er berygtet for at være ekstrem varm om eftermiddagen. Men kigger man på de foreløbige prognoser for søndag, ser årets La Marmotte ikke ud til at blive voldsomt varm, trods hedebølge over Europa.

Bevares, løbet bliver en varm omgang, men det er marginalt over gennemsnittet for tiden på året og blive primært i dalene at varmen bliver en afgørende faktor. Alligevel tager vi et kig på hvad du kan gøre, for at holde dig selv så afkølet som muligt.

Tre dunke fra start

Heldigvis falder temperaturen i Alperne om natten og de foreløbige prognoser siger temperaturer omkring 20 grader ved starten i Bourg d’Oisans. Samtidig plejer dalen at ligge i skygge tidligt om morgenen, ligesom den første stigning på Col du Glandon plejer at være i skygge. Så starten på La Marmotte burde faktisk være okay temperaturmæssigt.

Et godt råd vil være at holde sig på forkant med væskeindtag allerede fra starten. Der er depot på toppen af stigningen og det er desuden muligt at tanke vand nede i bunden af den neutraliserede nedkørsel, før tiden starten. Udnyt det til at få tanket ekstra med væske. Kør med to store dunke på cyklen og hav eventuelt en tredje, tom dunk med i baglommen.

Den tomme dunk kan du med fordel fylde med kold vand i bunden af Glandon, som du kan bruge til at hælde over dig selv, når du skal igennem det lange dalstykke og på Telegraphe, som kan være meget varm. Sprøjt vandet ud over nakke, ryg, underarme og armhuler for maksimal kølende effekt.

Det kan naturligvis være træls at skulle slæbe rundt på en ekstra dunk, især i et bjergløb. Så vurder om den skal efterlades et sted på ruten. Skiller du dig af med dunken undervejs, kan du alternativt hælde vand over dig selv i depoterne, for lidt ekstra køling.

Spis salt til

Lige så vigtigt som at holde kropstemperaturen nede, er det at bevare saltbalancen i kroppen. De færreste ved præcist hvor meget de sveder, så her bliver det lidt en gætteleg. Men en tommelfingeregel siger, at man har behov for 500 – 1000 mg salt i timen, med forbehold for individuelle forskelle.

Undersøg derfor dine foretrukne energiprodukter til løbet for saltindhold og vurder, om du har behov for at supplere op. Det kan være med en elektrolyt tab, eller noget så simpelt som almindeligt bordsalt i dunken. Samtidig er det også værd at overveje, om du bør øge mængden af væske du normalt indtager.

Jeg kørte for nylig et cykelløb i +30 graders varme, hvor jeg drak 750 ml væske i timen (mod normalt 500 ml). I hver dunk havde jeg ca. 40 gram kulhydrat tilføjet 1 gram bordsalt, da jeg ikke havde elektrolyttabs. Det fungere fint og den lette smag af havvand var faktisk lidt forfriskende.

Så sørg for at øge dit salt/elektrolyt indtag behørigt. Jeg har fornylig lavet en podcast sammen med Noutron, hvor vi taler om energiplan og bl.a. saltindtag til La Marmotte, som jeg vil anbefale dig at høre.

Pace dig selv

Måske verdens ældste tip til La Marmotte, men det er endnu vigtigere i varmen, at pace sig selv. Det er fristende at køre fuld gas op ad Glandon mens benene er friske og temperaturen er lav, men i høj varme kommer regningen på et tidspunkt. Det er bedre at gemme de gode ben til Galibier, hvor det er køligere, eller til Alpe d’Huez, hvor det med sikkerhed bliver varmt som ind i helvede.

Et tip kan være at køre på pulsen i stedet for watt, eller at køre efter RPE (Rate of Perceived Extertion eller oplevet hårdhed, red.). Pulsen stiger helt naturligt når det bliver varmt og kroppen arbejder for at køle sig ned.

I et langt og hårdt løb vil RPE over tid være en god indikator for hvad du kan yde. Har du pacet fornuftigt, vil din RPE være relativt lavere i den sidste halvdel, end hvis du har kørt fuld gas fra start. RPE tilpasser sig også helt naturligvit til ekstrem varme, så drop wattene og kig på puls og mærk efter følelsen i kroppen.

Reager med det samme

Skulle du opleve symptomer på overophedning, så er det vigtigt at reagere med det samme. Vi har alle set dem, som sidder i vejkanten op ad Alpe d’Huez fordi der kogt over, og det er ikke en behagelig tilstand.

Symptomerne er utilpashed (mere end normalt, i en lang Gran Fondo), gåsehud i varmen, svimmelhed, kvalme, usædvanlig høj puls og kulderystelser trods varmen. Det er bedre at holde ind og sidde i skyggen i 5 minutter, end at presse på og ende i en grøftekant og i værstefald på skadestuen.

Det betyder også, at man bør overveje sine øvrige “kosttilskud” hvis man benytter sådan noget. Koffein øger pulsen og kan give en øget oplevelse af varmebelastning, så overvej om du reelt behøver en omgang klamphukkerbenzin før start, eller om det er bedre bare at nøjes med morgenkaffen.

Det skal nok gå

Holder den foreløbige vejrudsigt, ser det ud til at blive et helt almindeligt La Marmotte, hvor det er varmt i Maurienne-dalen, på Telgraphe, Romanche-dalen og på Alpe d’Huez.

Tag dine forholdsregler og kør fornuftigt. Du kan sagtens klare dig igennem og få en god oplevelse selvom du ikke har lavet varmetræning.

Held og lykke, og godt løb!

Generelle tips til cykelløb i varmen:

• Fyld dine dunke 75% op aftenen før og læg dem i fryseren hvis du har mulighed for det. Top dem op om morgenen og nyd kold væske langt ind i løbet
• Vælg den ventilerede hjelm over aerohjelmen
• Kør i hvid eller tynd cykeltrøje
• Overrisl kroppen med vand: Ryggen, skuldre, underarme og armhuler har bedst effekt. Gør det i hvert depot
• Drik ikke kun rent vand. Du har brug for salt og elektrolytter. Læs eventuelt vores artikel om elektrolytter i Velomore nr. 25
• Kør efter puls og RPE i stedet for watt

The post Sådan overlever du et varmt La Marmotte appeared first on Velomore.

Så er det endelig blevet løbsugen og på lørdag går det løs til Hærvejsløbet og l’Etape Denmark. Det er for sent at træne mere for at blive bedre, så nu handler det hele om friskhed.

Derfor vil jeg i denne sidste artikel kigge nærmere på fif til selve løbsdagen. Mest aktuelt er det at kigge på vejrudsigten, for vejret ser ud til at blive en afgørende faktor. I skrivende stund (mandag), forventer YR temperaturer midt i 20’erne ved starterne (selv den tidligere i Flensborg) og op mod 33 grader over middag.

Så det bliver en varm dag, hvor temperaturen kan spille en afgørende rolle. Jeg selv var i Tjekkiet i weekenden, for at prøve kræfter med l’Etape Czech Republic (som du kan læse mere om i et senere nummer af Velomore), hvor det var 31 grader ved starten og toppende ud ved 35, så jeg har nylige erfaringer med at køre i varmen.

Drik, drik, drik

Ved så høje temperaturer bliver væskeindtag og afkøling alfa omega. Det er vigtigt at drikke kontinuerligt gennem løbet og samtidig få tilstrækkeligt med salt eller elektrolytter. Væskebalancen er vigtig for at du kan optage energi og for at få tilstrækkeligt med blod rundt til musklerne og hudens yderste blodkar for at afkøle dig. Det er faktisk muligt at drikke for meget rent vand.

En tommelfingerregel er, at man har behov for ca. 500 – 1000 mg salt i timen, når det er så varmt. Der findes naturligvis individuelle forskelle, men det er ca. det leje vi taler.

De fleste energidrikke vil allerede indeholde elektrolytter, men det kan være værd at supplere op med elektrolyttabs eller bordsalt i dunken, så undersøg dine foretrukne produkter for hvor meget salt de rent faktisk indeholder. I Tjekkiet i weekenden havde jeg ingen elektrolyttabs, så jeg kom ca. 1 gram bordsalt i mine dunke med energidrik. Det smagte fint, om end med en snert af havbrise….

Heldigvis er Hærvejsløbet berømte for sine gode depoter, så sørg for at få tanket vand når du har muligheden og tag gerne for dig af de salte retter. Det er ikke på lørdag, at det er værd at springe depoterne over.

Normalt kan jeg få en 750 ml dunk til at holde i halvanden time, men i Tjekkiet i weekenden drak jeg 750 ml i timen. Pak de store dunke og lad være med at eksperimentere med ”taktisk dehydrering” som Team Sky. Det eksisterer ikke.

Hold hovedet koldt

Køling på cyklen kan være tricky, især når man ikke lige har en sportsdirektørbil med isterninger bag sig. Skal du køre gravel eller MTB får du formentlig mere læ fra solen end landevejsrytterne.

Tag din tyndeste/letteste cykeltrøje på, du behøver nok ikke undertrøjen. Men husk at smøre solcreme på skuldre og ryg, så du ikke får en skoldning gennem tøjet. Personligt ville jeg vælge en hvid trøje, når det bliver så varmt.

Hvis temperaturen når over 30 grader mens du er på cyklen, kan det anbefales at have en ekstra dunk med i baglommen, med kold (ja en lunken dunk kan også gøre det) vand, som du kan hælde over nakken, rygsøjlen og underarmene for lidt ekstra afkøling. Det er disse steder på kroppen som giver bedst køling når du overrisler med vand. Sidder man og koger, er det en dejlig opkvikker.

Kør i skyggen, der hvor det er muligt. Det kan være en udfordring når man skal følge færdselsloven og trafikken er åben, men kør i skyggen der hvor det er muligt.

Pas i øvrigt på med koffein. I høje temperaturer stiger pulsen automatisk, når kroppen arbejder for at køle sig af. Koffein bidrager til højere puls og kan i store mængder give en oplevelse af, at du har det endnu varmere.

Det samme gælder dit pace. Bliver du påvirket af varmen vil du næppe være i stand til at træde de samme watt, og der kan komme en regning på overophedning senere i løbet. Så juster dine watt efter temperaturen, hvis det var planen at du ville sidde i fronten af feltet og køre fuld gas (men du kan stadig køre all-out i de indlagte spurter).

Det bliver en god dag

Så tænk dig om, kør smart og forsøg at køl dig af så meget som muligt. Jeg vil dog sige, at det ikke var så slemt som jeg frygtede, da jeg i weekenden kørte cykelløb i over 32 graders varme. Ikke at det var behageligt, men det var udholdeligt. Heldigvis vil de fleste på lørdag starte før det bliver rigtig varmt, så på den måde kan man ”køre sig ind” i varmen.

Tjek vejrudsigten dagen før løbet og læg en plan for løbet afhængig af hvor varmt det bliver mens du er ude på ruten. Jeg har for nylig lavet en podcast sammen med Noutron, hvor vi taler ernæring til cykelløb, som du med fordel kan lytte til inden på lørdag.

Men nyd løbet, juster efter varmen, især hvis du tolerer den dårligt, og gå i depotet når du har muligheden. ”Drik og spis”, som Rolf Sørensen altid siger. Det skal nok blive en god dag uanset.

Tips til at holde temperaturen nede på cyklen:

• Fyld dine dunke 75% op aftenen før og læg dem i fryseren. Top dem op om morgenen og nyd kold væske langt ind i løbet.
• Vælg den ventilerede hjelm over aerohjelmen
• Kør i hvid eller tynd cykeltrøje
• Overrisl kroppen med vand: Skuldre, armhuler, underarme og ryggen har bedst effekt
• Drik ikke kun rent vand. Du har brug for salt og elektrolytter. Læs eventuelt vores artikel om elektrolytter i Velomore nr. 25

The post På vej til Hærvejsløbet: Nu blir det hot appeared first on Velomore.

Når man er skorpion er man nødt til at elske Castelli. Og det gør jeg sådan set også. Jeg har ikke haft så meget cykeltøj fra den ærkeitalienske producent med det lille skorpion-logo gennem tiden, men dét jeg har haft, har altid været godt, holdbart, velsiddende og … smart.

Bella Figura

Castellis Espresso-serie er tænkt som cykeltøj til de ture, hvor man ikke nødvendigvis skal vinde et cykelløb (og hvor mange er det lige?), men stadig gerne vil have noget, der føles hurtigt, gennemført og lækkert.

Kort sagt: cykelturen med indlagt bagerstop hvor man gerne vil fare bella figura, som de siger i støvlelandet. Efter at have kørt i både Espresso jersey og vest synes jeg egentlig, at sættet godt kan være Espresso-navnet bekendt.

Ultrablød jersey

Jerseyen føles blødere og mere elastisk end meget klassisk race-tøj. Pasformen er tæt, men ikke på samme måde som et decideret aero- eller konkurrencesæt. Det gør trøjen behagelig på længere ture, hvor man måske gerne vil have trøjen til at sidde ordentligt uden at føle sig pakket ind. En størrelse medium var måske lige til den store side, når man er vant til størrelse small i en aero jersey, men igen – når man har denne trøje på er det som udgangspunkt ikke for at køre hurtigst muligt.

Materialet er let og meget strækbart, og Castelli fremhæver netop ventilationen og fordelene på varme ture i temperaturer mellem 20-35 grader. Lommerne bagpå er store og praktiske, men der er en tendens til at de “hænger” lidt, hvis de bliver fyldt med flere mange ting. Det er bagsiden ved store lommer i meget strækbart stof.

Vest med kraftig lynlås

Espresso-vesten er en naturlig makker til jerseyen. Stoffet foran er vindtæt, og pasformen er tæt nok til, at den ikke blafrer irriterende i fart, hvilket kan være et problem med cykelveste. Som Jersyen har vesten en kraftig lynlås hvilket efterhånden er en sjældenhed på cykeltøj, men det er en kæmpe fordel for holdbarheden og når man skal rulle op og ned med én hånd.

Designmæssigt er Espresso-serien mere nedtonet end meget traditionelt Castelli-tøj. Logoerne er diskrete, farverne moderne (jeg er vild med den sarte 80’er baby-blå jersey), og ja, det gør sig godt, når man bestiller sin espresso i den alt for dyre kaffebar. 

Godt pris/ydelses-forhold

Og netop prisen på 899 kroner vil måske dele vandene. I forhold til meget moderne aero-cykeltøj er det forholdvis billigt, men det er omvendt dyrere end mange tilsvarende mere løstsiddende jersey’er og veste. Med baggrund i mine erfaringer med Castelli-tøj tror jeg dog at holdbarhden er langt over middel, og det kan gøre Castelli Espresso-serien til et ret fordelagtigt køb.

Info Espresso-jersey

Størrelser: XS, S, M, L, XL, XXL, 3XL
Farver: aprika, Black, Smoky Gray, Rosa Giro, Deep Mocha, Ivory, Belgian Blue, Neon Cobalt, Clay, Deep Green, Vivid Orange, Mango Mojito, Purple Mist, Deep Bordeaux og Rich Red.
Pris: 899 kr.

Info Espresso-vest

Størrelser: XS, S, M, L, XL, XXL, 3XL
Farver: Mango Mojito, Smoky Gray, Black, Belgian Blue og Clay.
Pris: 899 kr.

Mere info: www.empirecycling.dk

The post Velomore tester Castelli Espresso appeared first on Velomore.

Pressemedelelse
Punkteringer, manglende lygter og slidte bremseklodser opstår sjældent på et belejligt tidspunkt. Nu kan kunder få leveret cykeludstyr direkte til døren på omkring en time via et nyt samarbejde mellem Fri BikeShop og Wolt.

Samarbejdet gør det muligt at bestille udvalgte produkter fra Fri BikeShop via Wolts platform med hurtig levering. Sortimentet omfatter blandt andet lygter, hjelme, låse, slanger, pumper, vedligeholdelsesprodukter og andet cykeltilbehør.

Akut behov for cykeludstyr

“Vi ved, at behovet for cykeludstyr ofte opstår her og nu. Det kan være en punktering, en glemt lygte eller udstyr, der skal udskiftes, før man kan komme sikkert afsted. Med Wolt får vores kunder en ekstra mulighed for hurtigt at få fat i det, de mangler,” siger Anders Kehlman Hanse, direktør og ejer af Fri BikeShop ApS.

Ved lanceringen bliver det muligt at bestille fra Fri BikeShop-butikker på Tagensvej og Griffenfeldsgade i København samt i Herlev, Vanløse, Helsingør, Farum, Ballerup og Hillerød. Butikkerne dækker store dele af hovedstadsområdet og Nordsjælland.

Wolt udvider sortimentet

For Wolt er samarbejdet endnu et skridt i udvidelsen af sortimentet inden for specialbutikker og retail.

“Vi oplever, at kunderne i stigende grad bruger Wolt til mere end måltider og dagligvarer. Cykeludstyr er en oplagt kategori, fordi behovet ofte er akut, og fordi produkterne typisk er lette at transportere. Derfor er vi glade for at kunne gøre Fri BikeShops sortiment tilgængeligt på platformen,” siger Adrian Langer, Retail Lead for Wolt i Danmark.

Hurtig levering i praksis

For cyklister kan den hurtige levering være relevant i en række situationer: Når en slange punkterer aftenen før en vigtig træningstur, når lygterne svigter på vej hjem fra arbejde, eller når kæden trænger til pleje inden weekendens lange tur.

Det kan også være, at hjelmen skal udskiftes efter et styrt, eller at familien mangler udstyr til en spontan cykeltur. Med levering på omkring en time bliver det lettere at få fat i det nødvendige grej uden først at skulle forbi en fysisk butik.

Sortiment og tilgængelighed varierer fra butik til butik.

The post Nu kan du få cykeludstyr leveret med Wolt appeared first on Velomore.

Italienske Pirelli har virkelig haft tralvt med at udvikle nye high-end cykeldæk de senere år, og nu lyder meldingen, at firmaet med de nye P ZERO Race TLR SL-R har hævet barren flere meter for de bedste allround racedæk. Det er her Continentals GP 5000 S TR i flere år har siddet tungt på tronen, og hvor Pirellis eget P ZERO Race TLR SL har ligget lige i slipstrømmen. Men nu mener italienerne altså at de ikke bare har lukket hullet til tyskerne, men endda er gået frem i en førerrolle.

Vigtige “R’er”

Jeg har kørt på og nærstuderet mange af markedets førende dæk de seneste år, så det er selvfølgelig spændende, når en fabrikant lover 20% lavere rullemodstand, op til 15 watt besparelse under bestemte sidevindsforhold, bedste vejgreb i klassen og – selvfølgelig – lavere vægt. Men kan det passe?

De fleste af os er forhåbentlig skeptiske – ja måske nærmest immune – overfor producenternes mange tal. Det er jo ikke ligefrem fordi ret mange bliver hevet i retten for falsk markedsføring, hvis de flotte tal ikke holder i virkeligheden.

Og hvor meget fidus kan man i grunden have til en dækfabrikant, der føjer endnu et “R” til et i forvejen alt for langt navn? Det virker som om, man ud over de mange tal gerne skal strø om sig med så mange “R’er”, “Z’er”, “X’er” og “S’er”, når man i dag skal lancere noget nyt, let, hurtigt og lækkert. “What is in a name?”, som Shakespeare spurgte i Romeo og Julie. Ja, faktisk en hel del har moderne markedsføring vist.

LiteCore karkasse

Faktisk er det nye SL-R-dæk en anderledes konstruktion end den forrige topmodel RS, som blev lanceret for to år siden. Det nye LiteCore-karkasselag er helt anderledes end Pirellis SpeedCore-karkasse, som vi har vænnet os til de seneste tre år.

LiteCore-karkassen dropper således det lufttætte lag på indersiden af dækket, og er nu opbygget med to lag under slidbanen og tre lag i sidevæggen i stedet for tre lag under slidbanen og to lag i sidevæggene. Det er en ændring som i teorien gør dækket mere smidigt og fleksiblet og derfor giver en mere behagelig køreoplevelse, lidt som vi kender fra de bedste bomuldsbaserede dæk.

Aerodynamiske dæk?

De aerodynamiske PAAS-sidevægge (PAAS = Pirelli Advanced Aerodynamic System) er også en kæmpe ændring, som former dæksiden for at forbedre luftstrømmen mellem dæk og fælg. De giver en næsten helt glat overgang fra dækside til fælg, noget vi ikke rigtig har set på noget dæk før.

Vi har set andre aero-dæk med aerodynamisk slidbanemønster (fx Continentals Aero 111) eller dæk, der er udviklet til en bestemt dæk-/hjulkombination. Men de dæk har aldrig for alvor løst overgangen mellem dæk og fælg. Pirellis nye system burde give en forbedring, uanset hvilket hjul man bruger.

Pirellis dæk har aldrig været de letteste, og selv om P Zero Race TLR SL-R er en smule lettere end P Zero Race TLR RS, er det stadig lidt tungere end flere konkurrenterne. Det er prisen for den aerodynamiske PAAS-struktur, fordi sidevæggene gradvist bliver tykkere ned mod dækvulsten. Det lægger ifølge bicyclerollingresistance.com omkring 20-30 gram ekstra på dækket.

Fremragende gummiblanding

Pirelli holder fast i SmartEvo 2-gummiblandingen til slidbanen, som ruller hurtigt og samtidig stadig er et af bedste på markedet når det handler om greb – især i vådt føre. Pirelli siger, at de kunne have reduceret rullemodstanden med yderligere 1-2 watt pr. dæk ved at ofre lidt på vejgreb i vådt vejr, men at det ville have gjort dækket mindre alsidigt og mere til et rent tørvejrsdæk til tidskørsler.

Pirelli P Zero Race TLR SL-R fås i størrelserne 28-622 og 30-622, og begge fås enten i en standardfarveversion med gråt logo eller som Team Edition med et ret flashy gult logo.

Der skulle også være et 32 mm på vej, men Velomore har kun fået 28 og 30 mm dæk. 28 mm dækkene måler ca. 29 mm på hjul, der er 21 mm indvendigt, mens 30 mm dækkene måler ca. 31 mm. Pirelli-dækkene er altså relativt brede, og hvis man vil køre aerodynamisk optimalt, skal man sikre sig, at dækkene ikke bliver bredere end fælgens bredeste udvendige mål.

Bedre end GP5000?

De flotte tal fra Pirelli bakkes i det store helt ret godt op af test på det anerkendte website bicyclerollingresistance.com. Her er TLR SL-R 2 watt hurtigere (pr. dæk) end TLR SL og 1,6 watt hurtigere end Continental GP5000 S TR. Det er en markant forbedring som sætter Pirelli SL-R på omgangshøjde med deciderede TT-dæk som fx Continentals GP5000 TT.

Men i modsætning til sidstnævnte viser Pirellis dæk også suveræne egenskaber i sving i vådt føre og noget større resistens over for punkteringer. Pirelli siger selv, at dækket et velegnet til alle løb, profferne kører, på nær løb som Paris-Roubaix og Strade Bianche, så der er altså på ingen tale om et rendyrket TT-dæk. Den tyndere slidbane gør selvfølgelig, at der ikke er så mange kilometer i det.

Cyclingnews.com har testet dækket i vindtunnel og vurderer, at de 15 watt aeroforbedring er overdrevne, men at 2-5 watt er realistisk ved 45 km/t. Den perfekte overgang mellem dæk og fælg giver faktisk noget i sidevind ved høj fart.

Køreoplevelse

Dækkene var lette at sætte på min fælg fra danske DKbike, men svære at seate med en almindelig fodpumpe. Jeg måtte bruge en kompressor, men til gengæld holdt dækket helt tæt fra begyndelsen. SmartEvo2-gummiblandingen er usædvanlig ru, nubret, ja næsten lidt klistret, og man fornemmer alene ved berøring, at det her er et dæk med en fremragende vedhæftningsevne.

Jeg kørte årets Les Trois Ballon på SL-R-dækkene med 28 mm foran og 30 mm bagpå, og i dagene op til løbet fik jeg afprøvet det på våde, halvdårlige veje omkring Ronchamp i det sydlige Alsace, og de gjorde med det samme et fremragende indtryk.

Karkassen er enormt fleksibel og komforten er på niveau med bomuldsdæk. Fornemmelsen af at stå godt fast i hårnålesvingene er udtalt, og det var ingen punkteringer undervejs. Hvis/når man får et hul i det tynde dæk vil tubelessvæsken formentlig have sværere ved at forsegle det end på kraftigere dæk, og dækkets levetid må forventes at være lavere – måske kun omkring 2500 km for bagdækket.

Om dette trade off så er den høje pris værd må man så afgøre med sig selv. Er man på udkig efter de bedste allround race dæk lige nu, er Pirelli P ZERO Race TLR SL-R i hvert fald en meget seriøs kandidat.

Vurdering

Ville jeg selv købe dækkene? Ja, det ville jeg. Pirelli P ZERO Race TLR SL-R er efter min mening det bedste tubeless konkurrencedæk lige nu og gav vi stadig karakter til testprodukter, ville disse dæk absolut score topkarakter.

Fordele:
– Høj komfort
– Lette at montere
– Godt greb

Ulemper:
– Kortere levetid
– Tubelessvæske kan have sværere ved at forsejle huller

Info
Pris: 599 kr.
Vægt: 282 gram for 28 mm
Mere info: www.Pirelli.com

The post Velomore tester Pirelli P ZERO Race TLR SL-R appeared first on Velomore.

Min barndom og store dele af min ungdom gik med at ride. Senere begyndte jeg at løbe, og med en inspirerende træners mellemkomst blev det starten på en rejse i at udfordre sig selv, at sætte ambitiøse mål og se hvor langt det rakte.

Jeg løb nogle marathoner og kvalificerede mig til Boston Marathon (der som det eneste store marathon kræver good-for-age kvalifikationstider). Jeg trænede meget disciplineret og hårdt frem mod Boston. Så hårdt at løbeskoene, efter et ellers tilfredsstillende resultat og en fed oplevelse, slet ikke trak i mig. Jeg kastede mig over de korte triathlon-distancer men blev, i den forbindelse så begejstret for at cykle, at både løb og svømning er gledet i baggrunden de senere par år.

Stejl læringskurve

Jeg elsker stadig at cykle, uanset om det er en lang Zone 2 tur i skoven eller hårde intervaller på Zwift. Sport og hård træning sørger for at jeg mentalt er i vater på trods af min medfødte rastløshed og generelt høje energiniveau. Det var selvfølgelig en udfordring at begynde på en ny sport relativt sent – især når man gerne vil konkurrere.

Alene det, at finde ud af hvad man skulle se efter ved køb af cykel, var en stor hurdle. Heldigvis har der været flere hjælpsomme kolleger og venner der har kunne styre mig udenom de største faldgruber. Der var mange ting jeg skulle lære, og stadig flere jeg kan bedre til.

Min træningsdisciplin og relative talent indenfor endurancesport er flyttet med fra løb til cykling. Så på trods af den stejle læringskurve de sidste par år er det gået meget godt med at konkurrere på grus. Jeg kvalificerede mig til EM og VM i gravel i 2026 da jeg kørte Alentejo UCI gravel i november 2025.

Selvom jeg ikke har en chance for at ramme aldersgruppe-podiet til de events, er det sjove og udfordrende mål, og jeg vil gerne være så god som jeg kan blive når jeg står på startstregen. Billetten til VM i Australien er købt, og familien glæder sig til at vi skal på tur – sommerferien er nemlig skubbet til oktober i år.

Graveldebut

Min første oplevelse med gravelløb var ellers ikke særligt positiv. Under Corona købte jeg min første gravelcykel. Der var nærmest intet udvalg, så jeg endte med en lidt stor og lidt tung cykel. Da jeg havde kørt lidt rundt på den i Gribskov, meldte jeg mig til Dirty Series.

Første afdeling var mudret og kold og det virkede som om 99% af deltagerne var mænd der havde kørt cykelløb siden de smed støttehjulene. Jeg havde full blown imposter-syndrom, væltede to gange og synes bare generelt det var skod. Jeg kørte ikke de efterfølgende 2 afdelinger, og kort tid efter blev gravelcyklen solgt. Efter 1½ års tid skubbede en god cykelven dog lidt på at jeg fik en ny, og denne gang købte jeg en bedre cykel der passede. Med tiden blev teknikken også bedre.

Jeg prøver generelt at være bevidst om mine styrker og svagheder. Jeg er meget disciplineret og ved det fungerer godt for mig at have en træningsplan så jeg ikke skal tænker over hvad jeg skal træne: jeg skal bare ud at køre det der står. Derfor får jeg træning af Fie Østerby der laver træningsplaner for mig fra uge til uge på TrainingPeaks.

Det er utroligt dejligt at vide, at der er en der sørger for der er progression i træningen og en balanceret intensitet. Samtidig er der god dialog med Fie og fleksibilitet i forhold til både arbejde og andre pligter/fornøjelser. Mine svage sider er stadig teknik og også strategi. Jeg prøver at blive bedre til begge dele ved at træne teknik specifikt og køre så mange gravelløb jeg kan klemme ind i kalenderen.

Imposter-syndrom til VM

Om imposter-syndromet spillede en rolle skal jeg ikke kunne sige, men da jeg kvalificerede mig til VM besluttede jeg at opgradere til en ny og bedre gravelcykel. Valget faldt på en Megamo Silk 00 med Zipp 303 XPLR  hjul og SRAM Red XPLR AXS 1×13. Jeg fik den hjem gennem de flinke folk hos ’New Bike shop’ i Vejen. Det føles lidt fjollet at køre fra Sjælland til Jylland for at købe en ny cykel, men jeg har ikke fortrudt den investering og jeg fik virkelig meget for pengene hos Megamo. Cyklen er hurtig og lækker og det gør det jo bare endnu sjovere at komme ud og køre.

Når jeg ikke cykler, har jeg et job i medicinalindustrien, et hus, en mindre skov, en mand og en teenager. Som så mange andre ambitiøse fritidsatleter har jeg derfor konstant udfordringer med at finde tid til træning og alle de andre ting jeg gerne vil. Frem mod EM og VM er cykeltræningen naturligvis højt prioriteret.

Det hjælper at mit job er fleksibelt, at jeg kan arbejde hjemme og at teenageren ikke behøver mig så meget. Til sammen gør det det muligt at holde en vis træningsmængde. Jeg bor i Nordsjælland og har nem adgang til mange smukke træningsveje med masser af bakker. Det giver mulighed for varieret træning og mange km. uden først at skulle ud af en by.

Om vinteren når det er koldt giver arbejdet i skoven med brænde til næste fyringssæson gratis styrketræning, og så kører jeg Zwift i mange timer hver uge mens jeg ser frem til den årlige trænings-camp i februar i Spanien.

Heldigvis er vinteren nu bag os, skoven er grøn og gruset er tørt. Da sommerferien som sagt er er udskudt til oktober, vil jeg slide videre på mine graveldæk i de lokale skove sommeren over, mens jeg øver mig i at tage svingene hurtigst muligt. Svaret på spørgsmålet i titlen: om imposter-syndromet skal med til VM er derfor: nu må vi se – follow this space.

The post Skal du have dit imposter-syndrom med til VM? appeared first on Velomore.

Der er intet, som kan ødelægge en god, lang cykeltur, som at komme hjem med højrøde arme og en sveden nakke. Solen kan være hård ved huden, særligt hvis man cykler i timevis, og det er faktisk ekstremt belastende for kroppen at hele en solskoldning – og potentielt helbredsfarligt på den lange bane.

Det er derfor vigtigt at smøre sig ind i en god solcreme eller sun block, og det stiller større krav, når man både tilbringer mange timer i solen og sveder samtidig.

På sociale medier ser det ud til at Pelotan er et populært valgt blandt proffer, når huden skal beskyttes mod solens stråler. Så derfor satte vi os for at teste Pogacar og co’s foretrukne sun block.

Pelotan er en sun block som er skabt specifikt til cykelrytterens behov. Udviklet i samarbejde med Grand Tour-vindere, OL-guldvindere og IRONMAN-verdensmestre har der i udviklingsprocessen været taget højde for de krav, det stiller til en sun block eller solcreme, at yde beskyttelse gennem en lang dag på rammen.

Sprøjter du eller ruller du?

Vi fik tilsendt et testkit bestående af en 200 ml Pelotan SPF30 spray, SPF30 roll on og en aprés lotion.

Pelotans sun block er en alkoholbaseret sun block, hvilket blandt andet gør den velegnet til sport. Sun block’en er klar og absorberes hurtigt i huden. Den binder sig til huden uden at blokere porerne, så huden stadig kan ånde og svede. Den yder beskyttelse i op til 8 timer og er naturligvis vand- og svedresistent. Solfaktoren er på SPF30 og yder beskyttelse mod et bredt spektrum af UVA- og UVB-stråler, og tillader samtidig at huden får lidt kulør.

Den medfølgende roll-on har alle de samme egenskaber, men er oplagt at have med på farten, hvis man har brug for at toppe op, eller til at smøre ansigt og nakke ind, hvor det kan være svært eller uhensigtsmæssigt at sprøjte med en alkoholbaseret spray.

På landevejen

Jeg har primært testet Pelotans sun block på de franske landeveje i Alperne, hvor den helt store test skulle stå i l’Etape du Tour. En dag, der gav mig tæt ved 8 timer i solen.

Det er nemt at smøre sig ind i Pelotan. Man sprøjter en fornuftig mængde på arme og ben (alternativt i hånden, for at smøre det ud i nakke og ansigt. Jeg vil ikke anbefale at sprøjte det direkte i ansigtet) og smører det let ind i huden, så man er sikker på, at det er jævnt fordelt.

Sun block’en tørrer hurtigt, så man behøver ikke bekymre sig om at få det på cykeltøjet. Pelotan anbefaler, at man smører sig ind cirka 20 minutter før afgang og eventuelt topper op lige inden man går ud ad døren. Det er min oplevelse, at én påføring er rigeligt, men man skal naturligvis ikke være nærrig med det.

Jeg klarede mig igennem l’Etape du Tour uden at blive rød på huden, og faktisk har jeg på intet tidspunkt haft noget, der minder om en mild solskoldning, i den tid jeg har testet Pelotan. I hvert fald ikke de steder, hvor jeg smurte mig ind.

Lidt ironisk fik jeg til gengæld en gedigen skoldning i panden under l’Etape du Tour, der hvor min MET Trenta ikke helt havde dækket, hvilket var det eneste sted, jeg ikke havde smurt ind i sun block….

Her sidst på sommeren sidder jeg med en fin kulør på armene. En solfaktor 30 balancerer mellem god beskyttelse og muligheden for stadig at få en smuk kulør, om end man kan diskutere, om det ikke havde været bedre at gå all-in med en faktor 50 fra Pelotans side. Ligeledes savner jeg noget specifikt til ansigtet, hvor en faktor 50 ville være rar.

Facit

Facit er, at Pelotan yder virkelig god beskyttelse mod solen, selv efter mange timer i sadlen. Den fedter ikke, når man påfører den, og man sveder den heller ikke ud på cykelturen. Den dufter lidt af vanilje, hvilket jeg ikke har noget imod, men min bedre halvdel kan ikke udstå lugten.

De fleste af os har prøvet, at solcremen kager sammen på huden eller løber i øjnene, når man begynder at svede. Det problem oplever man ikke med en alkoholbaseret sun block. I stedet har Pelotan vist sig som pålidelig beskyttelse mod solen.

Jeg var forud for min tur til Frankrig bekymret for, om Pelotan ville udtørre huden, men efter halvanden uge marineret i sun block har jeg ikke bemærket noget.

Som Brian Køster fra Kræftens Bekæmpelse sagde i Velomore nr. 21, er den bedste solcreme den solcreme, du kan lide at bruge – og det har Pelotan været for mig.

Det har været en fornøjelse at smøre sig ind hver morgen, og for mig giver det også et eller andet ekstra at vide, at den er specielt udviklet til cykelryttere.

Fordele:

• Tørrer hurtigt og klumper ikke
• Nem at påføre, også hvis man er på farten
• Roll-on er let at have med til lange dage i sadlen

Ulemper:

• Dufter kraftigt af noget der minder om vanilje
• Solfaktor 50 havde været bedre
• Ikke ansigts specifik

The post Velomore tester Pelotan sun block appeared first on Velomore.

En fynbo, en sjællander og en jyde kommer i udbrud.. 

Det grå hår er de seneste år begyndt at pible frem, jeg runder snart et skarpt hjørne og det er nu blevet tid til at køre i Master-rækken. Jeg debuterede i Pinse Cuppens første løb, i 115 km kuperet terræn syd for Horsens. Master A, here we go.

Jeg har længe set frem til at skulle køre i Master A-klassen. Dels da jeg kender flere, der cykler i den klasse, og dels da jeg ikke har det store behov for at køre mod nittenårige i C-klassen, der tror de er udødelige og som har ambitioner om at nå A-klassen. 

På vej mod Horsens svingede jeg forbi Mårslet for at hente min holdkammerat, Jan Tønnesen, der også skulle køre løb. Selvom Jan har rundet de 50 år, er han vanvittig stærk og lige så snu i cykelløb. Jeg føler mig også selv ret godt kørende, så taktikken var klar, vi skulle begge afsted i udbrud og en af os skulle øverst på pallen.

Start

Løbet blev skudt i gang og vi kørte ud i direkte medvind, hvilket resulterede i en gennemsnitsfart på 49 kilometer i timen efter de første fem flade kilometer. Herefter begyndte de første angreb, jeg forholdt mig i ro og blev i den bageste ende af gruppen.

Længere fremme kunne jeg se, at Jan var ret aktiv, og jeg bevægede mig derfor frem for at hjælpe ham på den ene eller anden måde. Et par kilometer før vi krydsede stregen første gang, slap Jan af sted med en anden rytter. De fik et lille hul og et par minutter senere angreb en anden rytter, jeg tog hans hjul og duoen blev hurtigt til en kvartet.

De to andre ryttere virkede begge stærke og opsat på at komme afsted så det var helt perfekt. Vi sad nu fire mænd sammen, hvor Jan og jeg havde overtaget. Jeg gik med det samme frem og tog en lang og hård føring, så vi kunne få skabt hullet. Da jeg slog ud og gled tilbage i gruppen, var vi pludselig kun tre og jeg anede ikke hvor Jan var? Satans, tænkte jeg, vi havde lige siddet i den helt perfekte situation!

En jyde, en fynbo og en sjællænder…

Kvartetten var nu blevet til en trio bestående af Martin Ravn fra Odense Masters, Umar Akbar fra København og mig selv, altså en fynbo, en sjællænder og en jyde. Selvom man skulle tro at sådan et samarbejde ikke var muligt, blev kæden holdt stramt og vi fik lynhurtigt opbygget et stort hul til feltet. Jeg syntes virkelig at Umar og Martin kørte stærkt og jeg blev lidt bange ved tanken om, at vi havde lige knap 100 km hjem, det vidste jeg simpelthen ikke om jeg kunne holde til i det tempo.

På tredje ud af de fem runder var jeg ved at miste modet og tænkte, at jeg bare skulle holde så længe som muligt og få en podieplads. Jeg havde dog også en forhåbning om, at jeg ville få bedre ben igen og måske alligevel være med i finalen.

I løbet af fjerde omgang havde vi nok omkring to minutter ned til feltet og det virkede som om at gassen gik lidt af ballonen. Jeg syntes specielt, at Umar virkede lidt presset og jeg begyndte at tænke mere mere på finalen. Jeg ville gerne prøve at køre solo på et tidspunkt, og måske lukrere på at de to andre ville kigge på hinanden, så jeg kunne få hullet hurtigt. Den hårdeste bakke på ruten var omkring syv km før mål og selvom der ville være modvind meget af vejen hjem, virkede det som det rigtige sted at prøve – de andre ville jo også have modvind…

Jeg fik det timet, så jeg ramte bakken uden at komme direkte fra en føring og så snart vejen begyndte at gå opad, rejste jeg mig og lagde et godt og hårdt tempo. Jeg fik hurtigt skabt et lille hul og kunne se, at mine forfølgere også havde det hårdt.

På toppen af bakken var jeg gået ret meget i rød zone, men lagde mig ned over cyklen og gjorde mig så aerodynamisk som muligt og trådte med alt, hvad jeg havde. Efter en kilometers penge på flad vej, kom en lille nedkørsel og et par hurtige sving gennem en skov. Her blev cyklen kastet igennem og mit forspring blev forøget!

Spurt

Jeg sad og håbede på, at de andre hurtigt ville opgive jagten, men jeg fik aldrig mere end omkring 15 sekunder. Omkring 3 km fra mål kunne jeg se, at Martin havde sat Umar og kom tættere og tættere på mig.

Jeg kunne godt se, hvor det bar hen ad, så jeg valgte at spare på krudtet og lod mig indhente. Da Martin fik hentet mig, virkede han også presset og skulle lige have luft, inden han forsøgte at sætte mig. Det fik jeg dog annulleret nærmest inden det var gået i gang. Jeg tænkte, at jeg godt kunne slå ham i spurt og var derfor ikke så nervøs for at køre mod målstregen med ham på hjul, Umar havde ikke givet op, så jeg kunne ikke gå helt i stå. 

Vinden kom stik fra højre, så jeg kørte helt over i venstre side og holdt godt øje med Martin. Han åbnede en meget lang spurt, ude omkring 300 m mærket vil jeg tro, og jeg tænkte derfor, at jeg bare lige skulle fange hans hjul, ligge der lidt, og så spurte forbi ham.

Jeg fejlvurderede hans fart og fik ikke lukket ham hurtigt nok og da han først havde fem-syv meter, kom jeg ikke nærmere. Jeg nåede at tænke, at jeg bare skulle holde på til stregen, og at han nok også ville blive træt på et tidspunkt, men i det samme ramte en lille krampe og følelsen af helt tomme ben. Jeg satte mig derfor ned og rullede i mål tre sekunder efter Martin.

Jeg gad virkelig godt at have taget sejren, men jeg gav den alt hvad jeg havde, så jeg var egentlig også godt tilfreds med andenpladsen. Det var trods alt også en ganske fin debut i Master A.

Ballon jagt i Vogeserne

Efter målgang fandt jeg Jan, der fortalte at han havde ramt et hul i vejen og var punkteret lige da vi havde skabt udbruddet. Pokkers.

Selvom jeg var meget ærgerlig over Jans defekt, så var det et fedt løb med høj sikkerhed, gode veje det meste af ruten og så vidt jeg ved, ingen styrt i min klasse. Umiddelbart var niveauet fra C-klassen, som jeg kørte sidste år, meget lig det, som vi kørte i MA. Jeg tror dog, at rytterne i MA er noget mere udholdende og knap så eksplosive. C-klassen var nogle gange lidt et cowboyder-løb, hvor alle konstant angreb i starten og døde i slutningen.

Næste løb er årets højdepunkt og mit sæsonmål Les Trois Ballons i Alsace den 6. juni, som jeg skal køre med Hans Plauborg, og som du kan læse mere om senere på året i Velomores trykte magasin.

Jeg glæder mig helt vildt til at se, hvordan løbet bliver, hvad benene siger til bjergene og til at teste min cykel på lange stigninger og hurtige nedkørsler.

God vind derude!

The post På hjul af Roar Lava Paaske: Debut i Master A appeared first on Velomore.

Er du aktiv på Instagram bemærkede du helt sikkert tilbage i februar, at ASSOS’ nye GT Mille 11 sommersæt pludselig blev vist frem af forskellige “sponserede” profiler. Omkring samme tidspunkt fik vi her på redaktionen det nye sommersæt ind ad døren, men modsat Instagram-fiduserne, har vi ventet indtil vejret rent faktisk var til kort/kort med at prøve sættet af.

Mest bemærkelsesværdigt er nok det nye logo. Den umiddelbare reaktion vi har fået flest gange i testperioden på det nye sæt er i hver fald “de har da fået nyt logo”. Nuvel, så meget har jeg ikke tænkt over det men jeg kan konstatere at sættet er meget nydeligt og ja, ASSOS har fået nyt logo.

Vi har testet i de moderigtige farver golden yellow for trøjen og moss green for shortsene. Egentlig en meget smuk kombination og trøjen er mere ovre i noget høstgult eller guld-agtigt, end en regulær gul. Brændt karry ville min kæreste nok kalde den. Anyway, trøjen følger trenten fra flere af de store brands, der kører videre i Pas Normals stil med afdæmpende nordiske farver, som Castelli også har kastet sig ud i.

Det skal ASSOS bestemt ikke høre et ondt ord for. De schweiziske mærke har altid stået som noget af det yppeste man kan få indenfor cykelbeklædning, omend deres trøjer for 10 år siden mildest talt var gyselige. Personligt kan jeg godt lide det nye, moderne og nordiske look, med en ren trøje og et diskret logo. At shorstene er i en anden farve end sort gør mig heller ikke noget, omend det bliver sværere at parre dem med andre trøjer.

Mille GT S11 EVO trøjen

Mille er ASSOS’ endurance-serie, der som navnet antyder, er skabt til de lange dage i sadlen. Tøjet er derfor mere ventilerende og komfortabelt i sin pasform, end det er aerooptimeret.

Selve torsoen er i samme materiale som tidligere udgaver, så det er ærmerne vi skal kigge på, for at finde noget nyt. De er i et materiale som ASSOS har døbt Eclipse, et ultralet og fleksibelt materiale, der smyr sig om armene og forbedrer ventilationen omkring skuldre og armhuler.

Ærmerne er mærkbart tynde og trøjen føles meget lækker, både når man har den i hånden og har den på. Den sidder som en cykeltrøje bør, kropsnært uden at være for stram.

Lommerne er overraskende rummelige og det er let at få plads til tegnebog, mobil, energiprodukter og diverse.

Mest bemærkelsesværdigt ved trøjen, foruden det nye logo, er syningerne, som er meget diskrete og giver trøjen et “laserskåret” udseende, hvor man får fornemmelsen af, at den er lavet ud af et stykke materiale. Det er den dog ikke…. Foruden den testede “gule” farve fåes Mille-trøjen også i moderigtige blossom pink, deep petrol, edge green, ground brown og naturligvis hvid og sort.

Mille GT 11 shorts

Ligesom med trøjen, får man fornemmelsen af at shortsene er skåret ud af det samme stykke. ASSOS har lagt al deres viden og erfaring i at skabe et højt ydende par shorts og det fornemmer man tydeligt.

11. generation er ifølge ASSOS blevet endnu mere holdbare og endnu mere komfortable. Selerne hæfter stadig på nede på balderne, så de er synlige under trøjen. Æstetisk er det ikke er det ikke godt, men funktionelt må det give noget.

Materialet anvendt til shortsene er et nyt materiale ved navn QUARTZ, som består af 80% tidligere anvendt materiale. Angiveligt skulle de holde til at blive strukket uden at blive gennemsigtige, hvilket man som hjulslikker jo er glad for at høre.

Foruden det testede grønne sæt, kommer de også i burgundy red, wild brown og klassisk sort. ASSOS anbefaler selv shortsene til temperaturer over 21 grader og ja, de er meget tynde, men de fungerer også fint i temperaturer lige under 20 grader, hvor man forsvarligt kan køre kort/kort.

På landevejen

I brug er sættet yderst komfortabelt. Man tænker slet ikke over, at man har trøjen på, hvilket altid er positivt. Sammen med den ærmeløse undertrøje, er trøjen et oplagt valg til de varme sommerdage.

Shortsene kommer med den komfort, som man forventer af ASSOS. De er yderst behagelige at have på og puden synes også tykkere end mine andre shorts. Det er let at træde i pedalerne i timevis, uden at få ondt i røven.

Eneste reelle kritik punkt jeg har af sættet er, at benene i shortsene kravler opad. På lange ture med bare ben, bevæger de sig ca. en cm opad, hvilket er lidt irriterende hvis man kører med flere forskellige shorts og forsøger at bevare en skarp tanline. Problemet bliver for alvor et problem, hvis man kører med løse ben nedenunder, hvor shorstene kravler så meget opad, at de gnaver lidt i lysken. Så voldtsomt er det ikke med bare ben, her er det kun omkring tanlinen at de flytter sig.

En ærgerlig ridse i lakken på et ellers par gode cykelshorts, som virkelig er gode på de lange ture.

Vurdering

ASSOS er bestemt et high-end brand og prisen er derefter. Skulle jeg have kun et sæt cykelshorts til de rigtig lange og varme sommerture, ville jeg godt kunne retfærdiggøre overfor mig selv, at bruge 1.229 kr. på et sæt ASSOS-shorts. Komforten og pasformen er helt eminent og hvis holdbarheden er som i mine andre ASSOS-shorts, så bør de holde mange år endnu.

Trøjen er også god, men til 1.059 kroner er den bestemt i den rigtig dyre ende. Farverne vil nok ikke falde i alles smag, men trøjen er uden tvivl meget komfortabel og behagelig at have på. Til prisen vil den nok nærmere få rollen som den helt specielle trøje, til de helt specielle cykelture, omend jeg som tester har haft den luksus at bruge tøjet forholdsvis meget, og kan konstatere, at farve og pasform holder, selv efter mange ture og vaske.

Fordele:
– Gode pasform og komfort i både trøje og shorts
– Rent look med diskrete logoer
– God holdbarhed efter mange vasks
– Nordiske farver til de af os, som ikke kun vil have sort eller marineblå

Ulemper:
– Buksebenet glider opad, især når det ikke er imod hud

Bedst til: Dig der ikke går på kompromis med udseende og komfort på sommerturene

Mere info: www.assos.com

The post Velomore tester Assos GT Mille 11 sommersæt appeared first on Velomore.

For otte år siden blev den danske ultra-cykelrytter Ditte Friis ramt af brystkræft netop som hun arbejdede målrettet mod drømmen om at deltage i Race Across America. I dag er hun tilbage på toppen af europæisk ultracykling.

I maj gennemførte og vandt den 50-årige dansker Race Around Denmark i solo supported på 1.600 km-distancen i tiden 91 timer, 38 minutter og 20 sekunder. Hun var samtidig den eneste rytter i sin klasse, der gennemførte hele distancen.

Race Around Denmark regnes blandt Europas hårdeste ultra-cykelløb, og årets deltagere blev undervejs udfordret af både kulde, regn, søvnmangel og fysisk nedslidning.

Sejren markerer endnu et højdepunkt i en bemærkelsesværdig rejse tilbage til sporten. Efter brystkræftdiagnosen i 2018 gennemgik Ditte Friis operation, kemoterapi og strålebehandling, inden hun gradvist fandt tilbage til cyklingen og de lange distancer.

I 2024 realiserede hun drømmen om at stille til start i Race Across America, hvor hun tilbagelagde 3.799 kilometer gennem USA, før hun måtte udgå. Ambitionen er nu at vende tilbage til det ikoniske løb i 2027 og fuldføre den udfordring, som sygdom og senere fysisk nedslidning tidligere har forhindret hende i at gennemføre.

Ud over de sportslige mål bruger Ditte Friis sine projekter til at skabe opmærksomhed om brystkræft og støtte kampen mod sygdommen gennem fundraising og formidling af sin historie.

Senere på året bringer Velomore et større interview med Ditte Friis om vejen tilbage efter sygdommen, livet som ultra-cykelrytter og ambitionerne om endnu et forsøg på Race Across America.

Du kan læse mere om Dittes vej mod Amerika her

The post Race Around Denmark-sejr giver nyt håb om RAAM appeared first on Velomore.

Sommeren står for døren og det for alvor blevet rigtigt cykelvejr. Du er formentligt godt i gang med træningen frem mod Hærvejsløbet og l’Etape Denmark. I denne artikel deler vi de sidste fire ugers træning op til den store dag og kigger nærmere på ernæring.

Den sidste træningsblok bliver mere specifik. Du har allerede opbygget en god base, så nu er det tid til at kigge nærmere på den intensitet du formentlig kommer til at køre løbet i. Det er stadig muligt at rykke formen en smule.

I denne fase bliver det de lange intervaller i Z2 (i en tre zones skala) som dominerer, populært kaldet medio, tempo og/eller sweetspot. Det er alt sammen under din FTP og vil formentlig være her det meste af dine kræfter i løbet bliver brugt. Det er i hvert fald en god ide at ligge i denne zone når du tager føringer, eller hvis du ender med at køre solo.

Personligt er jeg stor tilhænger af at lave et overload ugen før løbet, hvorfor jeg personligt vil anbefale en meget lang tur weekenden før. Er du udmattet, er det bedre at prioritere hvile.

I ugen op til løbet vil jeg personligt køre en kort tur tidligt på ugen, med nogle korte, men hårde intervaller, for at holde gang i motoren. Men uden at det bliver for belastende. Midt i ugen anbefaler jeg en let rulle tur, mens jeg dagen før vil foreslå at køre en klassisks åbner. En kort tur, hvor man får kort tid ved forskellige intensiteter. Rul dig varm, kør derefter 5 minutter i Z2, eller ved løbsintensitet. Hold en fornuftig pause, før du kører 3 spurter ved 95%. Og så direkte hjem og få hældt noget kulhydrat indenbords. Er du en erfaren løbsrytter, ved du formentlig hvad der virker bedst for dig dagen før.

Hvad skal vi spise?

Det store spørgsmål er så, hvad skal du spise? Personligt ligger jeg altid på 90 – 120 gram kulhydrat i timen. Det kan for nogen være meget, især hvis man ikke er vant til det. Har du ambitioner om at skulle køre 125, 160 eller 300 km vil det være fornuftigt at ligge i den høje ende. Er du uvant med mange kulhydrater, så stræb efter 90 gram, snarere end 120.

Det gode er, at du har stadig tid til at træne maven, så begynd at “øve” dig på de hårde og lange træninger frem mod løbet.

Den letteste måde at gribe løbsernæring an på, er ved at dele dit energiindtag op i enheder. Det gør man ved at udvælge sit favorit brand (det mærke, som enten har den bedste smag eller som ens mave bedst kan med). Her på Velomore får man som abonnent 20% rabat hos Noutron, så dem vil jeg tage udgangspunkt i.

Noutrons gels, barer og energidriks serveringer rummer alle 30 gram kulhydrat, så her er det oplagt at en enhed svarer til 30 gram. Ved 90 gram kulhydrat i timen ved jeg, at jeg skal have 3 enheder, som kan fordeles ud på barer, gels og energidrik, afhængig af personlige præferencer.

Skal man cykle langt i Hærvejsløbet og l’Etape Danmark, kan man med fordel prioritere energidrik, da det efterlader lidt mere plads i lommerne. En dunk kan sagtens rumme 2 enheder, altså 60 gram, og på den måde er man også sikret at man drukket tilstrækkeligt (især hvis det er varmt).

Der hvor det kan blive udfordrende i Hærvejsløbet er de mange gode depoter undervejs. Kører du for fornøjelsensskyld, så giv los i depoterne, men moderer dit øvrige indtag herefter. Er du fokuseret på at køre ræs og vil gerne yde dit bedste, skal du være mere påpasselig med at spise frikadeller, pastaretter og kage i depoterne.

Husk på, at maven er længere om at tømmes når du indtager fedt og protein, hvilket kan give mavegener i lange eller hårde løb.

Med de råd skulle du være klædt godt på til at spise dig op ad Hærvejen. Jeg har fornylig optaget en podcast med Noutron om netop samme emne, som du med fordel kan lytte til, for at få mere viden og flere tips og tricks. Og glæd dig også til at læse næste nummer af Velomore, som udkommer d. 18. juni. Her får du en komplet energiguide til La Marmotte, som sagtens kan anvendes i Hærvejsløbet, l’Etape Danmark og hvad du ellers skal køre af store løb til sommer.

God træning!

Træningsprogram: Løbsspecifik blok

Løbsforberedende blok. Her går vi fra høj intensitet over i en mere løbsspecifik intensitet. Den første uge er hård, med to hårde træninger. Herefter går vi ned på løbsintensitet. For mange vil et langt løb som Hærvejsløbet / l’Etape Denmark svinge mellem  Z1 og Z2. Personligt kan jeg godt lide at træne Z2 i perioden op til et løb, for at vænne mig til intensiteten og fornemmelsen i benene. Igen, hvis det bliver for hårdt, er det bedre at tage en rolig dag.

Uge 1:
Træning 1: 3x 12 30/15 (110-120% FTP)
Træning 2: 4x 10 minutter Z2 (ca. 76-85% FTP)
Træning 3: Lang tur i Z1. 3-4 timer

Uge 2:
Træning 1: 3x 10 minutter høj Z2 (85-95% FTP)
Træning 2: 2x 20 minutter mellem Z2 (75-85% FTP)

Træning 3:  Lang tur i Z1. 3-4 timer

Uge 3:
Træning 1: 4x 10 minutter høj Z2 (85-95% FTP). Hvis du er træt her, så skru ned for intensiteten eller mængden af intervaller.
Træning 2: Rolig tur i Z1, ikke for langt
Træning 3:  Lang tur i Z1. 3-5 timer.

Uge 4, løbsuge:

Træning 1: 3x 8-10 30/30. Z3/Z1. (105-120% FTP)
Hold træningen kort og præcis. Den første træning er klassiske 30/30 for at holde gang i kroppen. De skal dog ikke være så hårde, at du er ved at falde af cyklen, så vær opmærksom på intensiteten.

Træning 2: Z1 tur 1,5 – 2 timer, eventuelt med nogle meget korte spurter af 6-8 sekunder, men lad være med at køre all-out.

Bonustræning: Dagen før løbet, en såkaldt benåbner. Langt de fleste oplever at have bedre ben på løbsdagen, hvis de kører et åbningsinterval dagen før.  Det bør ikke vare længere end en time. Der er flere måder at gøre det på, men jeg kan godt lide følgende opskrift:
20 minutters rul
5 minutter midt i Z2
10 minutters rul.
3x 8-12 sekunders spurt (ikke all-out) med ca. 3-5 minutter imellem hver.
Rul hjem.

Følger du det her program, bør du være godt rustet på løbsdagen. Husk at mærke efter. Er du træt, er det bedre at tage en rolig tur, end at køre hårde intervaller.

The post På vej til Hærvejsløbet: Den sidste træning og ernæring appeared first on Velomore.

Spatz ’Windsock2’ så vi første gang på selveste Mathieu van der Poel i Giro’en 2022, hvor han brugte dem i tidskørslerne. Siden har de været at finde på fødderne af mange Alpecin-ryttere, og MvdP kørte – selvfølgelig – først over stregen med dem i Milano-Sanremo (Ganna og Pogacar kørte også med aeroskoovertræk).

Aerosokker og skoovertræk er blevet meget populære blandt konkurrenceryttere på alle niveauer. Godt nok viser test i vindtunneler, at der ikke er mange watts aero-gevinster at hente, før farten kommer på den anden side af 45 km/t. Men overtrækssokkerne opfylder også andre formål.

GOD BESKYTTELSE OG KOMPRESSION

I hvert fald hvis de som Spatzwears har en fodsektion, der består af en vind og vandtæt del, som således også gør skoovertrækkene meget anvendelige til landevejsløb og træning i køligere vejr. Bensektionen består af et strækbart men dog ret fast lycrapanel, der sidder så tæt, at der er en kompressionsvirkning på underbenet.

Det er meget behageligt, men har man kraftige underben, kan de muligvis føles for tætsiddende. Under alle omstændighed ser de lirens ud og sender et signal om, at du vil ud over stepperne.

SKYHØJ KVALITET

Et problem med flere aerosokker og aero- overtrækssokker er, at de tenderer til at falde ned ad benet, når man sveder, eller det regner. Det problem har disse overtrækssokker ikke. De holdes fremragende på plads af to silikonebånd i toppen, der er vævet ind i lycramaterialet og derfor slet ikke kan mærkes. Silikonepuder i hælen forhindrer, at overtrækkene glider op på skoen.

Nyt i forhold til den gamle model er også velcro-båndet i bunden. Der giver mulighed for perfekt, tætsiddende tilpasning og gør det lettere at få skoovertrækkene af og på. Holdbarheden hjælpes på vej med en kevlar-forstærkning i i tåsnuden.

Jeg har brugt overtrækssokkerne de seneste sæsoner, og de er mere holdbare end andre tynde skoovertræk, jeg har prøvet, men jeg sørger også for at håndvaske dem. Er du på jagt efter et sæt moderne og elegante aero-skoovertræk er det svært at finde et bedre bud end Spatzwears.

INFO

Vurdering: 5/5.
Pris: 429 kr.
Mere info: www.konggaard.dk

The post Velomore tester Spatz Windsock2 appeared first on Velomore.