Velomore | Nikolaj Hebsgaard, Author at Velomore

Author Archive

Velomore på ballon jagt i Vogeserne

Posted on: december 28th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

GFNY har indtaget Vogeserne og byder op til dans på de berømte Balloner. Velomore var med i første udgave.

Drømmer man om at køre bjergløb, men er hverken til lange Alpe-stigninger eller lange køreture for at komme frem til de seriøse højdemeter, byder Vogeserne på et fint alternativ til Alpernes sneklædte tinder. Vil man tilmed køre Gran Fondo, byder de Alsaciske bjerge på et nyt løb, GFNY Grand Ballon, der udforsker Vogesernes mest berømte stigninger. Velomore var med til start i vores andet GFNY i år.

Vinden blæser friskt gennem Rhindalen og storkene svæver elegant gennem luften. Den langnæbede fugl, som kan få danskere helt op og støde i sådan en grad, at de skal opkaldes efter vor tids største Tour de France-helte, er et helt normalt syn på disse kanter. For Rhindalen er, modsat det danske marklandskab, perfekt forrådskammer til de rød-hvide fugle.

Selvom den friske vind er lidt for frisk når den står lige i ansigtet, er den et rart bekendtskab, da den er med til at holde temperaturen på et nogenlunde niveau. Køligt morgen og aften, og behagelige 22-25 grader i løbet af dagen. Og der skal de meget gerne forblive, for om to dage stiller jeg til start i GFNY Grand Ballon – et nyt løb af GFNY i Frankrig, som byder på en delikat menu: Grand Ballon, Col du Firstplan, Col du Petit Ballon og Col du Platzerwasel (som reelt er ”bagsiden”af Grand Ballon). Eller med andre ord: Dronningeetapen fra årets Tour de France Femmes, med en ekstra lille stigning klemt inde mellem Ballonerne.

Det er mit andet GFNY i år og jeg ser virkelig frem til at opleve Vogeserne i den grønne trøje. For GFNY franchiset udmærker sig ved et knivskarpt koncept, der sikrer deltagerne en nogenlunde ens oplevelse, hvad enten man sætter nummer på ryggen i Frankrig, New York, Colombia, Mexico eller på Bali. Med over 30 løb i hele verden, er det ikke nogen let opgave, at sikre den samme oplevelse – særligt ikke når man mottoet hedder ”be a pro for a day”. Men uanset om man er hårdkogt væddeløber eller skal køre sin første Gran Fondo, er der plads i GFNY og alle er garanteret at få oplevelsen af at være prof for en dag. Allerede når man ankommer til nummerudleveringen skal man skrive sig ind på en stor væg, ligesom man ser det i mange pro-løb. Her får man desuden udleveret løbets trøje, som er unik for hvert enkelt GFNY-løb. Ude på løbsruten får man følgeskab af utallige motorcykelmarshalls og også kameramotorcykler, som er flyvende på ruten og ikke kun følger de forreste.

Undervejs er der langning af flasker ved depoterne, såfremt det er muligt, og efter løbet får alle deltagere et restitutionsmåltid og en deltagermedalje. Medaljen er for mig en kæmpe motivation og jeg vil gerne gøre mig fortjent til den. Det er bl.a. den jeg tænker på, når det bliver hårdt på stigningerne og tænderne skal bides sammen. Med mottoet ”vær en pro for en dag” er der plads til dem, som vil køre væddeløb i GFNY’s løb. Men de 95% andre motionister, som kommer for at få en god oplevelse bliver ikke glemt. Så GFNY er uden tvivl for alle og hører til blandt de bedst afviklede Gran Fondo’er jeg har kørt. Derfor glæder jeg mig umådeligt til mit andet GFNY-løb i år.

Jeg cykler fra hotellet lidt i 7 om morgenen. Temperatureren nærmer sig 20 grader og jeg ruller stille og roligt de knap 11 kilometer jeg har fra Hotel Le Coquelicot Logis til startstregen i Thann. Perfekt opvarmning og lige knap halv 8 er jeg fremme og kan stille mig forrest i VIP-startboksen. Alle kan købe adgang til VIP-boksen og få den ekstra lille fordel. Er man så privilegeret at være inviteret som jeg er, får man også plads her. Og det er fedt at stå og kigge ned på de mere end 300 ryttere bag mig. Og bestemt en fordel, når løbet starter med 1 km neutraliseret masterstart før dagens første stigning, som er en let og unavngivet 5 km stigning.

Ballon opstigning

Starten kl. 08:00 bliver lidt forsinket, da borgmesteren lige skal tale færdig. Den når at blive 7 minutter over før vi startskuddet lyder. Planen er at klistre mig fast på smækken af masterbilen og bevare min position forrest af feltet. Men da løbet går i gang kan jeg ikke finde ud af at klikke i højre pedal. Pludselig har jeg tabt 50 placeringer før jeg får skoen sat fast. Det er dog ikke værre, end at jeg ser Frederik Glorieux glide forbi på min venstre side og jeg forsøger at hoppe på hjul af ham. Han har bl.a. vundet La Marmotte, vist nok flere gange, og må være et godt hjul at sidde på. Men da jeg kigger ned på min Garmin opdager jeg, at skærmen til bjergkørsel jeg satte op i går aftes, er sat til at bladre hurtigt mellem siderne.

”Pis og papir” tænker jeg, hvis Glorværdige Frederik lukker op for gassen ud af skolegården får jeg brug for at se mine watt og puls, så jeg ikke kører mig selv helt i hegnet på de første 5 km af det 150 km lange løb. Jeg får rettet skærmen, men kombinationen af at styre cyklen i feltet, holde øje med huller i vejen og i øvrigt taste løs på min Garmin, koster yderligere 100 placeringer, eller mere. Da den første lille stigning starter kan jeg ikke engang se masterbilen. I det mindste kan jeg se mine watt, men al den energi jeg har spildt på at kunne se dem, og derved undgå at køre over evne på første stigning, bliver nu vekslet til en forcering på de første 3 km af den her stigning, indtil jeg konstaterer, at de forreste er kørt og jeg alligevel fik kørt med flere watt og højere puls, ens hvad jeg havde håbet.

Pulsen har rundet 180 da jeg stopper jagten og finder ind i min et tempo, som passer godt sammen med ca. 10 andre, som også har opgivet drømmen om at køre med de forreste. Vi kommer over første stigning sammen og på nedkørslen kommer en større gruppe op bagfra. Her i sidder bl.a. to kvinder, hvoraf den ene er en flerdobbelt GFNY-vinder fra USA og hendes nærmeste rival fra Tyskland. Der bliver kørt tempo i det meget korte dalstykke mellem første stigning og Grand Ballon, som også er dagens eneste flade kilometer. Tempoet er ikke større, end at vores gruppe vokser til mellem 30 og 40 ryttere.

Første halvdel af Grand Ballon er ikke specielt stejl. Det inviterer enkelte svage sjæle til at køre over evne, måske i håbet om at de kan fange en gruppe foran os. Men der er ingen at se længere oppe ad vejen og feltet jeg sidder i bliver ved med at vokse bagfra. Ca. halvvejs oppe ad den Store Ballon svinger vi til venstre og nu tager stigningen ved. Den stiger regulært men bliver mere stejl de sidste kilometer op mod plateauet på toppen. Den tyske kvinde aner svaghed ved sin amerikanske rival og sætter sig frem sammen med sin mand. De øger tempoet tilstrækkeligt til at sætte amerikaneren af, men ikke noget der gør skade på den resterende del af gruppen. Kort før toppen passerer vi et skilt i venstre side af vejen, hvor der står noget i stil med ”La vue des alpes” og jeg kigger til højre og opdager, at her er den vildeste udsigt ud over Rhindalen. Det er som om, at man nærmest kører på toppen af en lodret mur og kan se tværs over dalen, til Schwarzwald og på helt klare dage, også ned til de schweiziske alper.

Heroppe på plateauet skrues tempoet i vejret. Turen op ad Grand Ballon viste at benene er gode, men løbet er langt og herfra mangler der stadig tre stigninger. Min plan er at vente til vi når Petit Ballon, dagens næste sidste stigning, og der vurderer, hvad benene rækker til. Gruppen er stadig stor og de få som er blevet sat af kommer tilbage på plateauet. På nedkørslen viser det sig, at jeg er langt hurtigere end de fleste andre. Faktisk er vi 5 ryttere, som kører så hurtigt nedad, at vi slår et regulært hul. Da vi kommer ned på let faldende vej, forsøger en portugisisk rytter at organisere et rulleskifte, for at holde gang i gruppen. Jeg har dog ingen interesse i at investere kræfter på nuværende tidspunkt og springer føringer over. Hans engelske er heldigvis ikke specielt godt, men der ryger nogle gloser på portugisisk over læberne, suppleret med kraftig gestikuleren. Vores forspring er dog ikke større, end at vi bliver rullet ind af den tyske kvindes mand, der kommer med 30 andre på hjul.

Han går direkte forbi og holder tempoet i gruppen oppe, mens jeg glider ned bagved. Terrænet her er rullende, indtil den næste stigning begynder. Col du Firstplan er med sine 8,4 km og gennemsnitlige stigning på 5,4% hverken specielt lang eller særlig stejl. Det meste af stigningen kører jeg bagerst i gruppen, hvorfra jeg observerer de andre. Trætheden er ved at indfinde sig og vi har da også kørt i knap 2 timer og 15 minutter. Folk begynder at vugge i sadlen og enkelte kæmper med at holde på. Mens jeg er ved at tage et billede med telefonen, sejler portugiseren fra tidligere forbi mig. Der er slukket for lyset. De kræfter han brugte på at skælde ud og køre rulleskifte, mangler han tydeligvis nu. Jeg selv er stadig oven på – både fysisk og mentalt. Jeg har fået spist og drukket godt igennem løbet og på toppen af Col du Firstplan får jeg langet en dunk af en hjælper.

Lille ballon, store procenter

Nu venter løbets hårdeste stræk. Efter Col du Firstplan venter Petit Ballon, som er en regulær mur de første par kilometer. På nedkørslen sker det samme som på vej ned ad Grand Ballon. Vi er en lille håndfuld der kører fra de andre og i det meget korte dalstykke, sidder vi to mand med et lille forspring og venter på de andre, der til gengæld forcerer for at komme op. Vi kører ind igennem den lille landsby Wasserbourg, som ligger der, hvor bjerget for alvor tager fat. Og fat bliver der taget.

Her stiger det med op til 23%. Jeg har heldigvis benene med mig og føler jeg kan køre mig eget tempo. Det viser sig at være et par gear over de andres, for jeg sejler stille og roligt væk uden at forcere. Enkelte forsøger at gå med, men eksploderer en efter en. Ca. halvvejs oppe ad Petit Ballon giver bjerget lidt slip og falder ned mellem 8-9%. Stadig hårdt, men efter 20% føles det jo nærmest som flad vej. Vi er kun to mand tilbage. Jeg selv og en belgier. Vi kigger på hinanden. Kigger over skulderen og konstaterer, at de andre ikke er til at få øje på bagude. Vi nikker til hinanden og kører. Føringerne bliver ikke så nøjeregnende. Vi holder det samme tempo og fører så længe vi kan, omend jeg står for det meste af arbejdet. Da vi nærmer os toppen af bjerget åbner skoven op og vi kan se ned. Forfølgerne er langt bagefter og vi bliver i hvert fald ikke hentet på nedkørslen.

Nedkørslen viser sig til gengæld at være ret tricky. Svingene er skarpe, asfalten ujævn og ru og flere steder ligger der sand – eller det ser ud som om der ligger sand og grus. Så det er svært at vurdere hvor hurtigt man kan køre svingene og ingen af os tør kaste cyklen rundt i kurverne. Jeg kommer nogenlunde igennem dem, men min følgesvend er noget mere udfordret og taber flere metre til mig i hvert sving. Jeg noterer mig hans udfordringer.

Nedkørslen slutter med et skarpt sving, til venstre, direkte ind på bagsiden af Grand Ballon, der fra denne side hedder Col du Platserwasel. Svinget er så skarpt, at min makker er tæt på at køre flagvagten ned, da han fuldstændig overser det.

Jeg er spændt på hvordan benene har det, da der blev kørt hårdt på hele vejen op ad Petit Ballon. Benene har det okay og jeg kan køre tempo det meste af vejen. På vej op ad Platserwasel henter vi flere ryttere, der er blevet sat af foran. De fleste er dog så udmattede, at de ikke formår at hoppe på vores lille tandem. Udmattelsen viser sine begyndende tegn og jeg fortryder, at jeg ikke gjorde mig mere umage, da jeg studerede ruten i går. Jeg ved ikke præcist hvor lang bjerget er, og kan heller ikke huske, hvor langt der er på plateauet på toppen, før man rammer den top som teknisk set hedder Grand Ballon.

Oppe på plateauet får vi vinden lige i ryggen og svung i cyklerne. Farten er høj og energien fornyet. Nu kan man stille og roligt ane målstregen selvom der stadig er 40 km til mål. Efter toppen af Grand Ballon (går det nedad stort set hele vejen de sidste 30 km). Det meste af nedkørslen kørte jeg i forgårs, på et GFNY Group Ride, og jeg husker nogenlunde svingene. De fleste er blinde, men bløde kurver, hvor man bare skal slippe bremserne og følge cyklens bevægelser.

Luften går af ballonen

Med min makkers usikre nedkørsel fra Petit Ballon, udnytter jeg momentet til at lægge pres på. Svingene bliver taget i høj fart og jeg er helt nede at ligge over styret, når jeg kaster cyklen rundt de blinde sving Nedkørslen er ikke super teknisk, men til gengæld ret hurtig. Min belgiske ven bliver usikker og taber stille og roligt meter til mig. Til sidst slår jeg et hul og kan se, at han opgiver at forsøge at holde mit hjul. Og pludselig er han væk. Jeg frygter et øjeblik at han har oversatset og er styrtet, men slår hurtigt tanken ud af hovedet. Det skal man ikke tænke med 60 km/t ned ad et bjerg. Længere fremme kan jeg ane en anden rytter. Jeg indstiller sigtekornet og forsøger at hente ham.

Jeg får det timet perfekt. Rundt i et højresving slutter nedkørslen 10 km fra mål og her kommer jeg i høj fart ind på hjul af rytteren foran, der først opdager mig, da jeg sidder på smækken af ham. Han er træt. Jeg føler mig ovenpå, fuld af selvtillid efter nedkørslen. Jeg tager længere føringer end ham på den let stigende vej ind mod Thann, og tager min sidste føring knap 2,5 km fra mål. Han fører lige knap en kilometer og vinker mig frem. Jeg bliver siddende i hjulet og venter. Han stopper med at træde og slår ud til højre, lige som vi kommer til et helleanlæg. Uden tøven angriber jeg for fuld kraft. Venstre rundt om helleanlægget og får straks slået et hul. Han forsøger at accelerere, men har ikke mere at skyde med. Jeg kommer fri og kører solo den sidste halvanden kilometer. Og heldigvis, for et par sving ville have gjort finalen ret teknisk og jeg er glad for at jeg ikke skal ind og spurte med en anden.

Læs også: Velomore kørte GFNY Croix-de-Fer

Da jeg kommer i mål og får min medalje om halsen må jeg ned og ligge. Den sidste forcering har fuldstændig tømt mig for energi og jeg er tæt ved at have tunnelsyn. Jeg får dog taget mig sammen og parkeret cyklen i et stativ, smider sko og hjelm og lagt mig i skyggen under et træ. En lille dreng kommer forbi på sit løbehjul, får øje på mine sokkefødder og stopper måbende op. På fransk spørger han hvordan jeg har kunne køre hele løbet uden sko. Hele oplevelsen har været fantastisk og jeg glæder mig over, at jeg endte i det, der viste sig at være tredje felt i løbet. For jeg har kunne nyde det meste af løbet i fulde drag. De små hyggelige landsbyer, udsigten fra de fleste af stigningerne har været fantastisk. Jeg har i den grad nydt løbet og alligevel formået at køre mig helt i hegnet på Petit Ballon og Col du Platzerwasel. Høj på adrenalin, eller dårlig af gels, jeg ved det ikke, men da jeg ligger her i græsset overvældes jeg af udmattelse og har mest af alt lyst til at sove. Måltidet i mål, en håndfuld chips og en kold cola hjælper heldigvis på det. Frederik Glorieux endte på podiet i en tid, der havde savet begge ben af mig allerede på Grand Ballon, så måske det var heldigt, at jeg rodede rundt med min Garmin i starten.

Læs også: Velomore kørte GFNY Cannes

Sikkert er det, at GFNY Grand Ballon var endnu en fantastisk oplevelse og levede til fulde op til GFNY-oplevelsen, som jeg er blevet ret hooked på. Kører man tre GFNY-løb på 1 sæson, får man en unik Triple Crown medalje og på rulleturen tilbage til hotellet mærker jeg, at lysten til at jagte den næste og tredje GFNY-oplevelse i år begynder at spire i maven på mig. Så er spørgsmålet jo bare, hvilken GFNY der skal være den næste?

Velomore tester Gobik Skimo Pro vinterjakker

Posted on: december 26th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Spanske Gobik har før i tiden haft svært ved at udruste en rytter til at cykle gennem den danske vinter, men med Skimo Pro er spanierne kommet efter det, med en varm vinterjakker spækket med lækre detaljer.

Spanske Gobik har i mange år haft ry for at have svært ved at lave vintertøj til de koldeste dage, og forståeligt nok, hvis man bor og træner omkring Alicante som de ansatte hos Gobik gør. Men med sponsorater af bl.a. UAE Team Emirates og FDJ-SUEZ-Futurescope, er behovet for varmt tøj eksploderet.

Måske derfor man stadig sjældent ser Gobik på de danske veje og skovspor, men med en regulær vinterkollektion og Mads Christensen og Adventure Cycling i Vejle som ny dansk forhandler, er der potentiale for at slå igennem i vintermørket.

Gobik er netop kendt for et forfriskende design og er ikke bange for at bruge farver, ofte i et stilet og pænt design. Skimo Pro vinterjakken kommer da også i spændende farver og vi har testet jakken i den flotte blommefarve

Materiale
Fronten af Skimo Pro er lavet med en vind- og vandafvisende Event DVstretch membran og forret på indersiden, mens ryggen er i et varmt og åndbart materiale for optimal svedtransport. Det giver en jakke som er velegnet i 0-12 grader, dog med en begrænset mængde nedbør, da membranen ikke er udviklet til at være decideret vandtæt igennem regulær regn.

Ærmerne er forlænget med en smart lycra indsats, der slutter tæt omkring håndleddet og let kan være i en handske. Jakken er figursyet, så den passer til positionen på cyklen og derved giver øget komfort på de længere vintertræningsture. Jakken er relativ tætsiddende, men efterlader plads til undertrøje og en eventuel mellemlagstrøje indenunder. Jakken er desuden udrustet med tre ryglommer.

En finurlig detalje ved jakken er en ret stor inderlomme i mesh, på indersiden af jakkeryggen, placeret under ydersidens tre lommer. Lommen kan bruges til at holde sin smartphone varm, så den ikke aflader i kulden, men har også rigeligt med plads til en vest, eller mellemlags trøje, om end man må forvente at indholdet af lommen bliver svedigt.

På landevejen
Der er ingen tvivl om at Skimo Pro er en varm jakke, en af de jakker, som man skal tage på i sidste øjeblik på vej ud af døren, før man for alvor begynder at svede. Jeg har kørt med jakken i det lunkne danske efterår med kun en undertrøje under, og langt de fleste dage har jeg kunne klare mig med en tynd, ærmeløs undertrøje. Selvom Gobik på deres hjemmeside har en lag-for-lag guide til jakken, vil jeg mene, at de fleste danskere kan klare sig med en varm langærmet undertrøje inden under, på langt de fleste dage.

Læs også: Velomore tester vindtæt og varm undertrøje fra GripGrab

Jakken er tilpas åndbar til at man ikke sidder og marinerer i eget sved, mens membranen effektivt beskytter mod blæst og let regn. Pasformen er yderst behagelig og især det figursyede fit indbyder til at man kommer ned i bukningerne. Jakken sidder dog relativt tæt af en vinterjakke at være, men uden at være ubehagelig eller en hæmsko for ens bevægelser. Det tætte fit og den figursyede pasform sidder lige i skabet og bidrager til køreglæden ved jakken.

Læs også: Velomore tester Gobik ABSOLUTE 4.0 vinterbukser

Særligt vil jeg gerne fremhæve detaljen med det tynde lag lycra for enden af ærmet. Jeg kan bruge oceaner af tid på at rette handsker og ærmer til før en cykeltur, for stadig at døje med den irriterende smule blottet hud mellem handske og ærme. Men med den ekstra længde lycra, følger ærmet hele vejen med ned i handsken. Omvendt, har jeg ikke brugt den inderste lomme til andet end en reserve energibar og en punkteret slange. Er man kommet afsted med for mange lag, eller vil have en ekstra trøje/vest med på turen, er lommen en fed detalje.

Facit
Gobik skal have ros for at have lavet en gennemtænkt og velfungerende vinterjakke, med flere gennemtænkte detaljer. Jakken kan modstå langt det meste den danske vinter har at byde på, men må give fortabt på dage med dårligt vejr. Parret med en god svedundertrøje og en vandtæt vest er man godt kørende hele vinteren, og med et prisskilt på lige knap 1100 kroner, får man rigtig meget for pengene.

Info
Vurdering: 5/5
Pris: 1110 kroner.
Vægt: 400 gram.
Bedst til: Råkolde vinterdage.
Kombiner den med: Gobik Absolute 4.0 K10 cykelbukser.
Køb den her: www.gobik.com

Velomore jagter GFNY Triple Crown på Croix de Fer

Posted on: december 25th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Velomores Nikolaj Hebsgaard var i sensommeren et smut i Frankrig for at jagte den eftertragtede GFNY Triple Crown-medalje på Croix de Fer og Glandons skråninger.

Velomore elsker GFNY og GFNY elsker Velomore – og i år har vores redaktør været så heldig at få muligheden for at jagte GFNY’s eftertragtede Triple Crown medalje, som man får ved at deltage i 3 GFNY-events på 1 sæson. Det sidste event tilmed ved lidt af en tilfældighed. I tillæg til Triple Crown-medaljen, har GFNY medaljer for hvert 10., 20., 30. og 40. GFNY man kører – og folk jagter dem i vildskab.

Jeg var så uheldig at styrte på cykel midt i juli, hvilket kostede mig deltagelsen i et andet løb, som jeg både havde glædet og forberedt mig specifikt til. Rygterne om mit uheld nåede de gode folk fra GFNY France, som sendte en invitation afsted til deres efterårsløb GFNY Vaujany Croix de Fer den sid- ste weekend i august.

Feltet klar til start på årets sidste Gran Fondo i Romanche-dalen.

Efter min deltagelse både i GFNY Cannes og GFNY Grand Ballon (som du kan læse om i vores to tidligere numre, red.) tidligere på året, var Triple Crown-medaljen pludselig indenfor rækkevidde, og med invitationen, en reel mulighed. Derudover har jeg et uforløst opgør med selvsamme løb, som jeg også deltog i ved debuten i 2020, men hvor ruten desværre blev ændret i sidste øjeblik pga. rigtig dårligt vejr.

Så uden megen tøven accepterede jeg invitationen og den sidste uge af august hoppede jeg i bilen, satte kursen mod Romanche-dalen og Vaujany. GFNY Vaujany Croix de Fer opstod som skrevet i 2020. Løbet starter og slutter i den lille skisports- by Vaujany, der ligger i den modsatte ende af Romanche-dalen i forhold til områdets store turistmagnet Alpe d’Huez og Bourg d’Oisans. Ruten går, som navnet afslører, til toppen af Croix de Fer, ned i Maurien- ne-dalen, op ad Col du Glandon og tilbage til Vaujany.

Solopgangen på Croix de Fer er noget mange danskere har oplevet i La Marmotte.

Det er dermed en rute med meget lidt flad vej, da dalen er let faldende. Og stigningerne er til at forholde sig til: 2 monsterlange stigninger og en sidste stejl, satan op til Vaujany, bare lige for at gøre benene helt trætte. I 2020 regnede det på løbsdagen og var tæt ved 0 grader på toppen af tvillingebjerget, så arrangørerne besluttede at droppe Glandon og lave vendepunkt på toppen af Croix de Fer. Det blev en vild oplevelse at køre løb op og ned ad Croix de Fer i silende regn.

Men denne gang er vejrguderne med arrangørerne og os deltagere. For sensommervejret er fremragende. Højt solskin og temperaturer midt i 20’erne. Vaujany ligger stille hen i slut august, men vågner op til dåd i dagene op til løbet. GFNY har endnu et løb med udgangspunkt i Vaujany, som i 2023 køres den første weekend i juli, og hvor man skal op ad Alpe d’Huez hele 2 gange, så byen får 2 opvågninger i løbet af sommeren.

Første pejlemærke i GFNY Croix de Fer er Jernkorset på toppen.

Ved ankomsten i Vaujany bliver jeg indkvarteret i et af de mange lejlighedshoteller, og tilmed et som bogstaveligt talt ligger lige på start- og målstregen. Den første dag bruges på at rulle benene igennem nede i dalen efter køreturen, samt med at få indstillet og lært cyklen at kende. Specialized har været så venlige at udruste mig med en Specialized Aethos Pro med Roval Alpinist, nu hvor jeg skulle ned og køre i de høje Alper. Jeg er spændt på cyklen, som vejer en my mere end 5 kg. Den kører som en drøm, men det der overrasker mig mest, er hvor hurtig cyklen er nedad. Det går dog hverken bedre eller værre end at SRAM-forskifteren løber tør for batteri og jeg må bestige Col du Sabot op til Vaujany på stor klinge. Det bliver 5 km med siksak hen over vejen og stående i pedalerne. En opladning og firmware opdatering senere er cyklen klar til kamp.

JERNKORSET
Har du kørt La Marmotte kender du godt Croix de Fer, eller i hvert fald det meste af den. For stigningen deler opkørsel med Glandon, men undlader man at svinge til venstre ved restauranten, får man i stedet de sidste 3 kilometer op til Jernkorset – Croix de Fer. Masterstarten i GFNY Vaujany Croix de Fer går som håbet. Førerbilen holder et passende tempo ud af byen og folk kører respektfuldt på nedkørslen fra Vaujany. Da vi drejer ud af højresvinget nede ved dæmningen, gives løbet frit og kapløbet om at komme først til toppen begynder. Tempoet skrues i vejret og der bliver kørt stærkt. Ikke i ryk, men bare et konstant, højt tempo.

På vej op ad Croix de Fer kører jeg fra min gruppe som kan anes i baggrunden. Der skal være tid til at lyne vesten og tanke vand på toppen.

Feltet brækker over i tusinde stykker. Jeg føler mig nogenlunde ovenpå pedalerne til trods for koldstarten, men pludselig sejler gruppen foran mig væk. Jeg springer op til dem, for blot at springe i luften kort tid efter. Det bliver ikke en regulær eksplosion, men pulsstigningen efter min forcering er nok til, at jeg bliver hægtet af gruppen og må finde ind i mit eget tempo. Det passer heldigvis fint med flere andres tempo og igennem solopgangen arbejder vi os op ad Croix de Fers skråninger. Jeg havde håbet at jeg kunne sidde med indtil landsbyen halvvejs oppe, hvor bjerget flader en smule ud. Men jeg nåede knap nok halvvejs op til før de forreste råbte adieu and goodbye.

Bjergene ligger stille hen på en søvnig søndag sidst i august.

At køre i Alperne i sensommeren og det tidlige efterår er fedt. Og at køre i solopgangen er endnu federe. Solen slikker på tinderne omkring os, før bjergene åbner så meget op at vi bades i sollyset. Oppe på plateauet nær ved toppen af Croix de Fer ånder alt fred, og roen brydes kun af anstrengte åndedrag fra os ryttere og fårenes brægen, mens de gennes sammen for at blive transporteret længere ned for vinteren. Luften er frisk og min trøje er våd af sved. Jeg trykker ekstra i pedalerne for at få et forspring til min gruppe. Oppe ved caféen i passet standser jeg før nedkørslen for at tage vest på. Nedkørslen i GFNY er ikke neutraliseret. Det kunne man ellers godt ønske sig, da udsigten i morgensolen er ubeskrivelig smuk. Aethos’en er bund solid på nedkørslen og er lynhurtig rundt i svingene, som man virkelig kan skære helt perfekt. Det giver mig tilpas med overskud til at kunne nyde dele af udsigten, samtidig med at jeg holder fokus på cykelløbet. For der bliver kørt cykelløb. Flere fra gruppen øjner åbenbart muligheden for at hente grup- pen foran os og kører som død og pine nedad.

LA CHANCE OU L’AMBULANCE
Chancen eller ambulancen ynder jeg gerne at råbe i løb, hvor faremomentet kommer lidt for tæt på. En franskmand råber som franskmænd nu engang kan, da to tosser længere oppe ad vejen oversatser rundt i et sving og er tætte på at blive klippet af en bil. Jeg råber instinktivt ”chancen eller ambulancen” hvilket straks får franskmanden til at udbryde ”ah oui, oui, la chance ou l’ambulance”. Udtrykket gør sig tydeligvis også godt på fransk.

De sidste 100 meter af Glandon og jeg genfinder rytmen på den store klinge.

Vi er nu kommet så langt ned ad Croix de Fer’s bagside at vi kører på større veje og er rendt ind i morgentrafik. På et stykke, hvor der både kommer modkørende og vi selv kører i trafik, insisterer de forreste i vores gruppe at forsætte med at ligge og overhale og skære svingene. Kørslen er decideret farlig og ekstrem hensynsløs overfor bilisterne, så jeg vælger at sidde op med et par andre. Jeg har trods alt en familie jeg skal hjem til og vi er ikke engang blandt de 10 forreste i løbet, så hvad nytte gør det? Pausen bliver brugt på at spise, og da vi er ude af trafikken igen, kører vi ind på en lang, lige vej. Jeg lægger mig ned over cyklen, der straks accelerer. Aethos’en har en vanvittig topfart når det går nedad og uden at træde i pedalerne smutter jeg fra mine følgesvende, og får på kort tid lukket hullet op til vovehalsene. Og det lige inden vi kører ind i Saint-Jean-de-Maurienne, hvor tiden er neutraliseret mellem de to eneste lyskryds på ruten. Et godt og fair initiativ fra arrangørernes side.

LA MARMOTTE AUTRE DIRECTION
Herfra går det igennem Maurienne-dalen, forbi Les lacets de Mont Vernier frem til Saint-Marie-de-Cuines, hvor Glandon-stigningen begynder. Vi kører ad samme veje som i La Marmotte, men modsat, og tak for det. Fra denne side daler det stort set hele vejen, på nær over motorvejsbroen og en bakke ved det, der ligner en citronmark. Her må jeg strække gevær. Min blære er simpelthen så fyldt nu, og jeg kan ikke længere udholde fornemmelsen af at sidde og dunke op i min blære. For slet ikke at tale om tanken om at bestige Glandon med fyldt spildvandstank. Lidt hovedløst venter jeg til toppen af bakken med at holde ind og tisse, med det resultat, at den halvstore gruppe jeg sidder i, forsvinder ud af syne ret hurtigt.

Den øverste del af Croix de Fer byder på åbent landskab og bløde kurver.

Jeg får forrettet min tørft og fortsætter i ensom majestæt. Ingen at se bagved, ingen at se længere fremme. Da jeg rammer Glandons nedre ramper, inde i Saint-Marie-de-Cuines, kan jeg se de bagerste i min gamle gruppe forsvinde rundt i et sving. Jeg aner håbet om at fange lidt følgeskab på min vej mod toppen.

Col du Glandon er lang, meget lang. Knap 20 km helt præcist, afhængig af hvor man begynder at tælle. Men bjerget er heldigvis ikke superstejlt, og stiger de fleste steder med mellem 6-8%. Enkelte steder 9% og på den sidste fjerdedel kan ruteprofilen også præstere tocifrede stigningsprocenter. Den nedre halvdel er dog klart den letteste, med procenter mellem 5 og 8, før et lille plateau halvvejs. De milde stigningsprocenter, cyklens lethed og mine tid- ligere kumpaner let ude af syne længere oppe ad vejen, indbyder mig til at holde fokus på præstationen.

Efter svinget kører jeg fra min makker, da jeg sætter mig ned i supertuck.

Af uransagelige årsager kan jeg lettere holde mit tråd og momentum på cyklen på den store klinge, der er en blid 46’er, end jeg kan på den lille 33’er. Måske ansporet af min opstigning til Vaujany på stor klinge forleden. Mine gamle følgesvende sidder spredt over hele bjerget og 1 for 1 samler jeg dem op.

De fleste er ved at være godt møre nu, og det er da også varmt. Få af dem forsøger at følge mit tempo, når jeg passerer forbi en danseuse. Jeg har ramt en god rytme og fornuftig fart. Er man udmattet eller slået på psyken, er det umuligt at omstille sig til andres glidende tempo.

Min udmærkede rytme til trods, yder plateauet på midten en tiltrængt og forfriskende spand koldt vand i hovedet, hvor kadencen kan øges og ben og hoved hviles for en stund. I det mindste indtil bjergets utaknemmelighed tager til igen. Glandon er en udmattelsens kamp. Ikke kun for benene, men i lige så høj grad mentalt. Jeg tænker tilbage på GFNY Cannes i det tidlige forår, og Grand Ballon for knap to måneder siden. To vidt forskellige løb. Minder mig selv om Triple Crown-medaljen der venter i mål, mens jeg forsøger at holde fokus på de sidste kilometer, af dette sidste bjerg.

Deltagere på vej ned ad Croix de Fer i retning mod Vaujany.

På 10% ramperne på de sidste 3 kilometer må jeg ned og slikke den lille klinge. Udmattelsen har ramt mig som en hammer. I hvert fald mentalt, for benene føles faktisk ovenpå. Jeg fokuserer på rovfuglene der cirkulerer over bjerget. Et par hollændere i vejkanten hepper på mig. Bjerget slipper sit tag og på den sidste kilometer samler jeg al min mentale styrke til igen at genfinde min gode rytme fra de tidlige skråninger på den store klinge. Jeg henter rytteren foran mig, der også har lidt nederlag til bjerget. Men et baghjul at følge er nok for ham, og min motivation til at tilbagelægge de sidste 500 meter af Glandon boostes. På toppen står grundlæggeren af GFNY og hans børn og langer müslibarer. Jeg tager en, men ved faktisk ikke hvorfor. Jeg har stadig to gels i lommen.

Nedkørslen på denne side af Glandon/Croix de Fer er sjov. Virkelig sjov. Den første halvdel skal der trædes lidt i pedalerne, men i det åbne terræn har man godt syn over modkørende trafik og kurverne er bløde. Jeg vover chancen og sætter mig ned i det forbudte supertuck og lader Aethos’en work it’s magic. Cyklen suser afsted og skyggerne på vejen afslører, at rytteren i mit hjul må arbejde for at følge med. Jeg flyver ned ad bjerget og i hårnålesvingene, ved ramperne halvvejs nede ad bjerget, viser cyklen for alvor sin sande karakter. Dens nænsomme håndtering i svingene, kirurgiske præcision og sit lette antrit i accelerationerne sender mig uden problemer over de 2-3 stejle bump og videre ned ad det sidste af Glandons nedkørsel.

Da jeg svinger skarpt til venstre ved Lac du Verney er jeg igen alene. De sidste 5 km venter, men det gør også i underkanten af 9% i snit. Den mentale træthed sniger sig ind og punkterer mig fuldstændig. Jeg kan ikke mønstre mere vilje til at påføre mig selv smerte, særligt ikke, når der ingen er i syne. Det bliver i kravle tempo til Vaujany. Oppe ved kirken i Vaujany får jeg langt om længe selskab. En rytter er kommet op bagfra og han har ild i øjnene. Det genantænder gløden i mig. Hvis bare jeg kan holde hjul på de sidst stejle hundrede meter.

3 finger til fotografen da jeg kører i mål, for at markere Triple Crown.

Indløbet til målstregen er lidt tricky. Vi skal forbi Hotel V og torvet ved den store skilift midt i Vaujany, og videre op til den tredje balkon over byen, ad nogle ret stejle veje, med skarpe sving. Målstregen ligger tilmed lige efter et skævt sving, så man skal helst først igennem det sidste sving.

Læs også: Forårsflyvende i GFNY Cannes

Rytteren foran mig har luret, at jeg sat tænderne i hans baghjul, og øger tempoet en smule. Mine batterier har formået at lade en smule på vejen mod Vaujany, så jeg slipper ham ikke. Da vi er knap 300 meter fra mål åbner han. Jeg besvarer straks og vi spurter med alt hvad vi har. Før det sidste sving åbner han en smule i venstre side. Det er nok til at jeg får presset cyklen først ind i svinget og kan glæde mig over at komme foran ham på målstregen.

Triple Crown-medaljen samt medaljerne fra de tre GFNY-løb jeg har kørt i år.

Et par ældre damer deler glædeligt deltagermedaljer ud og den ene trækker mig til side. Mit rygnummer er blandt dem hun har holdt udkig efter. Hun overrækker mig Triple Crown-medaljen og ønsker mig tillykke. Jeg overvældes af udmattelse, siger mange tak og vakler ned til madboden, hvor en lækker pastasalat venter alle deltagerne.

Læs også: Beretning: GFNY Alpes Vaujany

Flere der ser medaljen, kommer over og ønsker tillykke. Det har været en fed oplevelse at køre GFNY Vaujany Croix de Fer. Romanche-dalen i sensommeren er helt speciel. Atmosfæren er mere afslappet og dalene og bjergene ligger stille hen, efter sommerens travle måneder med masser af cykelevents, og ofte også Tour de France. Men i den sene sommer og tidlige efterår, har de fleste turister forladt området.

Alle deltagere i GFNY’s løb for en trøje.

GFNY Vaujany Croix de Fer er et godt løb. Det arrangeres med samme høje standard som alle GFNY’s andre løb. Og ruten er veltilrettelagt. Mentalt er ruten let at forholde sig til, med 3 stigninger og et kort, let faldende dalstykke. Den fysiske udfordring hersker der ingen tvivl. Hverken Croix de Fer eller Glandon er vanvittigt hårde hvad angår stigningsprocenter, men de er lange.

Den lånte Specialized Aethos i al sin pragt.

Med 3 GFNY deltagermedaljer og en Tripe Crown i bagagen fra i år, glæder jeg mig til næste år. Der er stadig masser af GFNY løb at køre her i Europa og endnu flere i udlandet. Har du også fået mod på at udfordre dig selv i GFNY, hvad enten det er for at køre efter et resultat eller samle på fantastiske oplevelser, så giver Velomore dig muligheden. Som abonent på magasinet får du 10% rabat på udvalgte GFNY-løb.

Læs også: Kør GFNY med Velomore og få rabat på tilmeldingsgebyret

Velomore kørte Gran Fondo i den israelske ørken

Posted on: december 22nd, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Her kort før jul var Velomores chefredaktør på en smuttur til Israel og sit helt eget juleeventyr i den israelske ørken med Gran Fondo’en Tour Eilat.

Mens Nordjylland lå nedfrosset i -15 graders kulde stod jeg på flyveren mod Eilat. Målet var Israel, hvor Velomore var inviteret ned for at prøve kræfter med Gran Fondo’en Tour Eilat. Eilat er Israels svar på Skagen, eller Alicante, hvis vi skal have en europæisk reference.

Byen er Israels aller sydligste punkt og ligger ud til Røde Havet og Akababugten. Byen kaldes af israelerne for solens by og nyder godt af et behageligt ørkenklima om vinteren, hvor temperaturen ligger på mellem 20 og 26 grader i løbet af dagen, og dykker ned til 15 grader efter solnedgang. Om sommeren runder temperaturerne 40 grader og området kan desuden prale af 360 dage om året uden nedbør.

På grund af det behagelige vinterklima er Eilat Israels ultimative ferieby, som man tager til i weekenden og i skolernesferier. Området er desuden toldfri zone, så det er billigere at shoppe end i resten af Israel. Eilat består derfor af hoteller, restauranter og shoppingcentre, foruden grønne oaser og turistattraktioner.

For lidt over 2 år siden besluttede man, at man ville forsøge at gøre Eilat til en cykeldestination i samarbejde med lokale kræfter, det israelske cykelforbund og ejerne bag Fuglsang og Würtz Schmidts Israel-Premier Tech-hold. Og det ved at skabe Gran Fondo’en Tour Eilat – et to-dages event som køres ude i ørknen. Løbet består af en kort prolog og selve løbet på 140 km.

I år var Velomore inviteret med sammen med en udvalgt gruppe journalister fra Europa og sammen var vi de første europæere til at deltage i løbet. Foruden os, var 500 motionister og hele den israelske cykelelite til start, bl.a. de snart tidligere israelske World Tour-ryttere fra Israel-Premier Tech.

Løbet inddeler sine deltagere efter kategori og indeholder derfor både en elite- og juniorkategori. Motionister og amatører inddeles i elite 1 og 2, der i bund og grund skelner mellem det der i Danmark vil svare til licens og supermotionister som vil køre ræs (levet 1) og motionister som bare vil have en fed oplevelse (level 2).

Har man lyst til at prøve sig selv og vinterformen af, er der derfor i Tour Eilat en unik mulighed for at krydse klinger med et helt lands elite. Og vil man bare kombinere familieferie med sol, strand og en anderledes oplevelse på to hjul, har Eilat det hele. Løbet udløser bl.a. point til den israelske OL-udtagelse, så løbet nyder stor prestige og er ekstremt vigtigt for de israelske ryttere.

Selve løbsruten går fra Eilat nordpå igennem Arava Ørkenen og følger Israels længste vej, Highway 90, som løber fra Eilat i syd, lands det Døde Hav, til Metula på grænsen til Libanon i nord.

Læs også: Saml vennerne og spar 200 kroner på tilmeldingen til Rundt om Rold

Efter knap 50 km drejes der til venstre, op ad stigningen Neot Smadar, som leder deltagerne op på et plateau, hvor man drejer ind på Highway 12, der går langs grænsen til Egypten tilbage mod Eilat. I Eilat kører man på byens omfartsvej tilbage mod mål, som ligger kort fra hotellerne på havnefronten i Eilat centrum.

Glæd dig til at læse vores beretning fra en storslået oplevelse i den israelske ørken i næste nummer af Velomore, som er på gaden d. 9. februar 2023.

Læs også: Kør GFNY med Velomore og få rabat på tilmeldingsgebyret

Har du endnu ikke tegnet et årsabonnement, så gør det ved at klikke på nedestående banner og få de 5 næste udgaver af Velomore direkte i din postkasse.

Kør helt til grænsen med Border Bash i 2023

Posted on: december 21st, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Det internationale gravelevent Bohemian Border Bash udvider i 2023 og finder nye grænser at prøve af.

For de der elsker grus og eventyr er der godt nyt. Det populære Bohemian Border Dash udvider med et nyt event og har fundet nye grænser at afprøve. Bohemian Border Dash startede som et flerdages gravelcamp og -event, der kører langs det historiske Bøhmens grænser mellem Tjekkiet, Tyskland, Polen og Østrig.

Eventet afholdes traditionelt i efteråret, men for at markere at Bohemian Border Bash har ignoreret grænser i 5 år, afsøgte arrangørerne Europakortet for at finde nye grænser at bryde. Valget faldt på spanske Aragon, der gør det muligt for deltagerne at få et strejf af spansk forår fra d. 20. til 23. april 2023 med Border Bash Aragon Gravel Camp.

Inspirationen til at bryde grænser i netop denne del af Europa stammer tilbage fra Kong Sancho Ramirez af Aragon, der for knap tusind år siden byggede fæstningen Montearagón ved foden af Pyrenæerne, hvorfra han ville tilbageerobre Huesca fra araberne.

Læs også: Velomore tester Restrap race bags på mikroeventyr i KBH

For ånden bag Bohemian Border Bash er netop at bryde eller ignorere grænser der er blevet kæmpet om i århundreder.

I Aragon venter der deltagerne en gravelcamp med forskellige ruter og turer, der kan afstemmes efter temperament og ambitionsniveau, lige fra at få så mange kilometer i benene som muligt, til at hænge ud og nyde livet med ligesindede i lejren.

Læs også: Danmark får kvalifikationsløb til VM i gravel

Hvis du trænger til at komme væk fra Skandinaviens kulde i april, kan du læse mere om både Bohemian Border Bash, der køres i efteråret, og Aragon Border Bash lige her.

Saml vennerne og spar 200 kr på tilmeldingen til Rundt om Rold

Posted on: december 20th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Er I 4 cykelvenner som går med planer om at køre 110 km til Rundt om Rold? Så tilmeld jer som hold og spar 200 kroner.

Er I 4 cykelvenner som vil køre 110 km til Rundt om Rold, så tilmeld jer som hold og spar 200 kroner. Udover at I hver sparer en flad 50’er på tilmeldingsgebyret til 110 km distancen, kører i også med på lige fod med alle de andre deltagere på samme distance.

Læs også: Prøv kræfter med den Jyske Udfordring i 2023

Holdkonkurrencen er for de, som gerne i fællesskab med cykelvennerne gerne vil have en ekstra udfordring, eller for dem, som blot gerne vil have en ekstra 50’er til benzin eller energiprodukter.

For at være med i holdkonkurrencen, skal man være tilmeldt som et 4-mands hold, og det er holdets samlede tid i mål der tæller. Man behøver derfor ikke at følges ad ude på ruten, og man starter i øvrigt sammen med de andre deltagere på 110 km distancen.

Tilmeld jer som hold i dag og spar i alt 200 kroner, eller en fald 50’er pr. rytter på holdet.

Tilmeld jer lige her: Rundt om Rold tilmelding

Holdkonkurrencen er en fast del af alle Bike Challenge-løb og køres på den mellemlange distance omkring 100 km. Tilmeld jer alle 5 Bike Challenge-løb, hvis I vil flere gode fælles oplevelser.

Velomore tester Castelli Beta RoS jakke

Posted on: december 19th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Castelli Beta RoS er en oplagt jakke til efterårets og forårets ture, og fungerer også godt på de lunere vinterdage. Jakken placerer sig i smørhullet mellem Castellis regnjakker og tunge vinterjakker.

De innovative italienere revolutionerede for alvor tilgangen til foul weather beklædning med deres performanceorienterede regnvejrsjakke Gabba tilbage i 2010. Siden da er markedet for performancejakker til våde og kolde dage eksploderet. Castelli har flere gode bud på en jakke til den danske vinter i deres brede sortiment. Vi bad derfor italienernes mand i Danmark, Per Bausager, om en anbefaling og rådet var klart: Castelli Beta.

Castelli Beta RoS placerer sig som en performanceorienteret jakke mellem de regulære vinterjakker og de Gabba-lignende regnvejrsjakker, hvilket understreges af RoS-mærkatet (som står for rain or shine). Jakken er med andre ord velegnet til den danske vinter, hvor de fleste dage byder på en grå mellemvare mellem det iskolde og drivvåde. Med sine vind- og vandafvisende egenskaber, samt et performanceorienteret og tætsiddende fit, er Castelli Beta RoS en jakke der kan benyttes fra efterår gen- nem vinteren og langt ind i foråret.

Materiale
Castelli Beta RoS er en alsidig jakke, der besidder både vind- og vandafvisende egenskaber, samtidig med at den er åndbar og let i sit design. Med 259 gram er der ikke tale om en tung vinterjakke og Castelli har også valgt, ikke at udruste Beta med ekstra foring til de koldeste dage. Således lyder temperaturanbefalingerne på et spænd mellem 8-18 grader.

De vind- og vandafvisende egenskaber har Castelli opnået ved at benytte det åndbare Polartec Neoshell materiale på fronten af torsoen, samt de øverste to tredjedele af ærmerne. Derved beskyttes kroppens mest udsatte steder mod elementerne, mens underarme, ryg og den nederste del af maven er i Castellis velkendte Nano Flex stof, der er åndbart og beskytter mod let regn eller sprøjt fra vejen.

Jakken er i et let og racefit design og de benyttede materialers firevejs stretch gør jakken yderst behagelig at have på. Ryggen er udstyret med tre lommer, som er lette at komme i, samt et reflekspanel nederst på lænden. Fokusset på performance har dog ikke kompromitteret jakkens udseende, der er både stilet og beskedent på en og samme tid.

På cyklen
Det første man bemærker, er hvor behagelig jakken er at have på. Den er let, fleksibel og overraskende varm, selvom den ikke er forret. Pasformen er desuden yderst komfortabel og dens tynde og lette design gør det nemt at bevæge sig. Jakken er tilpas varm i sig selv ved temperaturer over de 10 grader, hvor den blot er blevet testet med en undertrøje under.

Læs også: Velomore tester

Det vandafvisende materiale holder en tør ved de fleste byger og let regn, hvilket er en trøst i det, til tider, omskiftelige vejr. Dog må materialet give fortabt i vedvarende regn, hvor vandet før eller siden trænger igennem. Til gengæld er dens vindafvisende egenskaber tydeligt mærkbare, især i den stride modvind langs Limfjordens kyster har jakken performet overraskende godt.

Castelli Beta RoS jakken sammen med Castelli Tutto nano cykelbukserne.

Jakkens lethed indbyder til højt tempo og jeg har nydt at have den på de dage, hvor temperaturen har været lav og pulsen høj. Jeg vil dog sige, at kommer vi over 15 grader begynder den at blive ret varm, især hvis solen også skinner.

Læs også: Velomore tester varm og vindtæt undertrøje fra GripGrab

Selvom Castelli anbefaler jakken ned til 8 grader, kan man sagtens køre med jakken på koldere dage, hvis man kombinerer den med en varm undertrøje eller vest. Det tætte fit til trods, efterlader rigeligt med plads til begge dele.

Facit
Alt i alt er Castelli Beta RoS en alsidig efterårsjakke, der med de grå, halvsløje vinterdage vi typisk oplever, med temperaturer omkring de 10 grader, sagtens kan bruges gennem hele vinteren, så længe man undgår dagene med konstant regn. Jakken har et behageligt fit der på ingen måder er hæmmende, og kombineret med en varm undertrøje eller vest, har man den perfekte makker til at komme godt igennem vinterens mere intense træningsture, eller dage hvor vintersolen titter frem. Læg dertil, at jakken er holdt i et stilet og beskedent design, der uden tvivl vil appellere til de fleste.

Info
Vurdering: 5/5
Bedst til: Efterår, forår og de varmer vinterdage eller ture med høj puls
Størrelser:
Vægt: 259 gram.
Farver:
Perfekt sammen med: Castelli Tutto nano cykelbukser.
Pris: 1499 kr.
Mere info: www.empirecycling.dk

Velomore tester Specialized Diverge STR

Posted on: december 18th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Absurd komfortabel og utrolig alsidig er den korte måde at beskrive Specializeds nye Diverge STR, der med 30 mm vandring bagtil og plads til 47 mm dæk nok skal få dig igennem det mest udfordrende terræn. Den utrolige komfort kommer dog med en pris bogstaveligt talt.

Hver dag klikker Specialized ingeniøren Chris D’Alusio i pedalerne for at cykle til kontoret i Morgan Hill, lidt syd for San Francisco. En tur på to timer hver vej, hen over de ujævne bakker i det nordcaliforniske landskab. Efter flere års irritation over den ujævne tur til og fra arbejde, der ofte resulterede i tab af power og momentum, øm ryg og skuldre, begyndte D’Alusio at filosofere over spørgsmålet: ”Hvad hvis man kunne affjedre rytteren?”.

Det affødte Suspend the rider-projektet (STR, red.) og efter at have påvist sin teori var beskeden fra cheferne i Morgan Hill ikke til at tage fejl af: ”Make a bike with this no matter the cost!”. 5 år og 5 prototyper senere stod Specialized Diverge STR klar og flyvefærdig med konceptet ”Suspended rider”.

Future schock
Ved første øjekast kan man ikke undgå at bemærke det iøjnefaldende bag-affjedringssystem som Diverge STR er udrustet med. Delvist blotlagt ved toppen af saddelrøret, viser Specialized stolt deres nyeste innovation frem for omverdenen. Overforstærket i sådan en grad, at det formentlig bliver den sidste del der går i stykker på cyklen, ifølge Chris D’Alusio. Systemet hedder Future Shock front and rear, hvor den forreste affjedring er kendt fra den forrige Diverge og Roubaix. STR står for Suspend the rider, som groft kan oversættes til “affjedr rytteren”, et koncept hvor Specialized forsøger at isolere rytteren fra underlagets ujævnheder, ved at flytte affjedringen ned i rammen og tættere på hjulene.

Tanken bag det banebrydende system er simpel: I stedet for at cyklen afbøder stød og slag fra underlaget før de sendes videre til rytteren, skal cyklen i stedet absorbere så mange bevægelser fra underlaget som muligt, så rytteren kan præstere uden hensyn til terrænet og i teorien forblive i sin position i sadlen, og derved skabes øget stabilitet.

Chris D’Alusio og hans team har opnået netop dette via det, som nok bedst kan beskrives, som en forlænget saddelpind. Reelt er der tale om en ”frame post”, som Specialized kalder det, der løber inde i saddelrøret og er forankret nede ved krankboksen. Frame posten er i stand til at flexe inde i saddelrøret, og ved hjælp af den hydrauliske fjeder ved saddelrørsåbningen kontrolleres bevægelserne. Ifølge Specialized yder systemet 30 mm vandring. Netop pga. den megen bevægelse i Future Shock systemet, kommer alle de nye Diverge STR-modeller med en standard 27,2 mm saddelpind, da en flexibel saddelpind ellers ville bringe for meget ukontrolleret bevægelse ind i systemet.

Det hydrauliske affjedringssystem er fuldt justerbart til rytterens højde, vægt og kørestil og som D’Alusio selv formulerer det ”set it and forget it”. Det er dog muligt at låse systemet undervejs mens man kører, som man kender det fra andre affjedringstyper. Alt i alt føjer det bagerste Future Shock system 400 gram til cyklen, sammenlignet med forgængeren, og ifølge Specialized er det godt givet ud i forhold til hvad man vinder på komfort.

Udstyr
Den forreste affjedring kommer via det velkendte Future Shock 2.0, som senest fik en opdatering i 2019 med Roubaix, og som byder på 20 mm vandring via fjedermekanismen øverst i forgaflen. En skrueknap gør det let at justere systemet undervejs. Udover STR-konceptet, kalder Specialized den nye Diverge for den mest alsidige cykel hidtil. Selvom skrårøret har, hvad der kunne minde om en mild aeroudformning, er der ikke fokuseret på at optimere rammen til at skære hurtigt gennem luften.

I stedet har fokus ligget på at gøre den så alsidig som muligt, bl.a. ved at gøre plads til 700 x 47 mm dæk og samme mængde beslag til montering af tasker og flaskeholdere, som på den tidligere Diverge. Under den forreste flaskeholder findes desuden det praktiske SWAT-opbevarings rum, hvor man nemt kan pakke reservedele, slanger, værktøj eller energiprodukter. Alle tre Diverge STR-modeller kommer med 1x komponentgrupper, men med frit valg mellem SRAM’s mekaniske og trådløse setups

Køreoplevelse
Det første jeg mærker, da jeg sætter mig op på cyklen og klikker i pedalerne, er den subtile bevægelse bagtil fra Future Shock-dæmperen. Det er ikke meget man mærker til den, men nok til at følelsen umiddelbart er anderledes, omend man hurtigt vænner sig til den. Selv siger Specialized, at det gerne må føles ”weird” men på en god måde. Med systemet låst føles Diverge STR mest som en landevejscykel med meget brede dæk. Man mærker ikke meget til Future Shock ved almindelig kørsel på asfalt, men et hurtigt tryk på knappen låser systemet op og pludselig behøver man ikke undvige hullerne i vejen. Det er let at række ned og låse op mens man kører, ligesom den forreste dæmper er let at justere med drejeknappen.

Fornemmelsen i skoven er helt suveræn og jeg vil nok bedst beskrive oplevelsen som værende ”flydende”. For det er følelsen af at flyde gennem skoven der er den mest fremtrædende. Uanset fart på cykel, power der trædes med eller størrelsen på bump, sten og rødder, flyder man henover dem mens den bagerste Future Shock-dæmper æder alt hvad der er af ujævnheder. Ved de første 3-4 større forhindringer skal man lige vende sig til sadlen der bevæger sig bagud, men modsat landevej, hvor man godt kan komme til at rykke ud på saddelspidsen ved større kraftudladninger, har man mere lyst til at rykke tilbage på sadlen på Divergen.

Suspended Rider fornemmelsen er markant og den indgyder mig mod. Diverge STR var testet over to dage i Schwarzwalds kuperede terræn, og på første dagen kørte vi op ad en skrænt, som jeg aldrig ville havde turdet køre på MTB. Det skal siges, at jeg er udpræget landevejsrytter og sjældent begiver mig ud på MTB. Men på Divergen turde jeg godt give mig i kast med den stejle skrænt, som var belagt med store sten, der lignede noget fra overskudslageret til Paris-Roubaix. Presset ud i situationer hvor man føler at man teknisk er ude hvor man ikke længere kan bunde, kommer STR-systemet for alvor til sin ret.

Følelsen af at miste kontrollen over cyklen havde jeg ikke, tvært imod, var jeg i stand til at pedalere hele vejen, selv når rødder og sten var i vejen, hvilket jeg bestemt ikke tror ville havde været tilfældet på nogen anden gravelcykel – eller MTB for den sags skyld – her ville jeg være kommet til kort, klikket ud og trukket op, men på Divergen var der intet som forhindrede mit tråd.

Det kræver dog en smule mental tilvænning at hoppe op på Divergen, man skal stole på cyklen fra start og blive i sadlen, selv de steder hvor man på andre cykler ville være nødt til at rejse sig på de grovere sektioner, for at få det optimale ud af Future Shock-systemet. Omvendt, når man først har omstillet sig, er der ingen grænser for hvad man opsøger af terræn eller ujævnheder og for mange vil det betyde, at det tekniske element med at køre i ujævnt terræn fjernes og man blot skal koncentrere sig om at træde i pedalerne og nyde terrænet. Det forudsætter dog at man har ramt justeringen af Future Shock systemet lige i røven.

På samme tur oplevede jeg andre som havde en mere ujævn tur, og har man fornemmelsen af at cyklen føles ”weird” på en dårlig måde når man bestiger den, kan det være et tegn på at den skal reguleres i affjedringen, mere end hvad man lige kan on the fly. For at imødekomme alles behov, kommer cyklen med hele to saddelpinde, med hver deres stivhed.

Facit
Specialized Diverge STR er en utrolig komfortabel og virkelig sjov cykel at køre. Standarden for komfort bliver taget til det næste niveau med Future Shock-systemet, som er en regulær genistreg. Man fyldes med selvtillid og køreglæde som rytter, da cyklen eliminerer det tekniske aspekt af at køre i ujævnt terræn, over store sten og rødder.

Læs også: Video: Første tur på ny gigantbakke i Vejle

Men alt har sin pris og med et pris- skilt på 59.000 kroner for Expert, og svimlende 118.000 kroner for S-Works (og derved den dyreste cykel i hele Specializeds sortiment), er der lang vej til at Suspended Riding bliver standarden blandt de danske gravelryttere. I tillæg til det, kræver cyklen at man sætter sig lidt ind i dens funktionalitet og sin egen køre stil, for at få den indstillet korrekt og derved opnå den bedste oplevelse. Men alt sammen skal vejes op imod, at Diverge STR nok er den sjoveste og med garanti den mest komfortable cykel, du kan købe lige nu.

Specs på den testede cykel
Ramme: Diverge Future Shock 2.0
Gaffel: Specialized Future Shock 2.0
Bremser: SRAM Rival eTAP AXS
Dæk: Tracer Pro 42 mm
Hjul: Roval Terra
Kranksæt: SRAM Rival eTAP AXS 40t
Kassette: SRAM NX Eagle 12sp 11-50t
Styr: Specialized Adventure Gear Hover
Frempind: Specialized Future Stem
Sadel: Specialized Power Expert
Sadelpind: Specialized S-Works Carbon
Farve: Harvest Gold
Størrelser: 49, 52, 54, 56, 58
Pris: 59.000 koner.

Velomore tester Rapha + POC Omne Air

Posted on: december 14th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Hvad sker der når de svenske hjelmeksperter fra POC møder de kreative hipstere og disruptere fra Rapha? Svaret er en klassisk hjelm med et spektakulært design.

I samarbejde med POC har Rapha taget to af svenskernes mest populære hjelme og kørt dem igennem den kreative maskine. Det har resulteret i et par visuelt anderledes POC Ventral Lite og Omne Air, der fortsætter den designmæssige stil, som Rapha har lagt de seneste sæsoner.

Her på redaktionen har vi testet Omne Air i farven Stone, som nok bedre kan beskrives som sandfarvet. Hjelmen fåes også i sort og fælles for dem begge er, at de er præget med et design, eller mønster, som varierer henover hjelmen.

Hjelmen er udviklet med henblik på at performe både på landevej og gravel, men er lige så god som pendlerhjelm. Tankerne fra designet ledes hen på sand, så at bruge hjelmen til gravel er jo oplagt.

POC Omne Air er den billigste i POC’s sortiment og i samarbejdet med Rapha lander prisskiltet på 1350 kroner.

Hjelmen er udstyret med 10 store ventilations kanaler, der tillader luften at bevæge sig igennem de 5 forreste kanaler og ud af de bagerste 5. Heraf sidder 3 af de bagerste ventilationskanaler øverst på hjelmen, mens de resterende to sidder bag hovedet.

Sikkerhed
Sikkerheden har vi af gode grunde ikke testet, men vi er som altid fans af at hjelmen kommer med MIPS indbygget. Bl.a. er den udrustet med MIPS Integra, der er udviklet i til at beskytte mod roterende kræfter (som udgør en kæmpe risiko for hjernen ved styrt og sammenstød).

Dog scorer hjelmen kun 4 ud af 5 stjerner i Virginia Techs Helmet Rating. Det skyldes, at hjelmen er mindre modstandsdygtig overfor de mest gængse slag som cykelhjelme udsættes for, sammenlignet med gennemsnittet af de højest performende hjelme. Til gengæld performer den marginalt dårligere end gennemsnittet top performerne, når det kommer til beskyttelse mod high impact kollisioner, som ofte er dem der giver hjernerystelse. Hjelmen rangerer som den 124. mest sikre cykelhjelm, ud af de 178 testede cykelhjelme på tværs af landevejs- og MTB-hjelme. Se POC Omne Air Virginia Tech Helmet Rating her.

På landevejen
Hjelmen er umiddelbart dejlig behagelig at have på hovedet. Stropperne er lette at indstille og jeg behøvede faktisk ikke at pille så meget ved dem, da de fra producentens side allerede passede fint til mit hoved. Der er masser af plads omkring ørerne, så hverken stropper, ører eller brillestængerne kommer i karambolage med hinanden. Hjelmens indre omkreds justeres let via skruknappen i nakken, og det har ikke været noget problem at rette til undervejs på cykelturene. De store kanaler giver desuden god plads til, at man kan sætte sine briller op i hjelmen. Det har jeg sat pris på, da jeg flere gange i testperioden er blevet overrasket over, hvor tidligt det bliver mørkt (og at jeg af uransagelige årsager ikke forstår at skifte til gennemsigtigt glas, når kalenderen siger december og overskyet og jeg gang på gang får 30-60 minutter i mørke).

Rapha og POC skriver selv, at hjelmen udmærker sig til både landevej og gravel, men det betyder vel egentlig bare, at det ikke er en MTB-hjelm..? Jeg har testet den på både asfalt og grus og begge steder performer hjelmen lige godt. Den er let og godt ventileret, men eftersom den kom os i hænde i start oktober, er hjelmen ikke blevet testet på varme dage.

Læs også: Velomore tester 7 cykelhjelme

Den er dog testet på gravel, hvor den både i skov og på bakker yder tilpas med ventilation til, at jeg ikke har følt mit hoved koge over – heller ikke på de dage, hvor jeg har haft et pandebånd på indenunder. De store ventilationskanaler for og bag giver en behagelig luftgennemstrømning. På de aller mest blæsende dage har hjelmen haft en tendens til at blive “rykket i” af vinden, hvilket for mig er en uvant fornemmelse, da jeg oftest kører med aerohjelm. Men i de hårdeste vindstød kan man godt mærke, at vinden får fat i hjelmen.

Læs også: Velomore tester den nye Specialized S-Works Prevail 3

Hjelmen kommer i 2 forskellige farver med hver deres mønster. Vi har testet den sandfarvede, som nok vil være svær at matche med de fleste garderober. Omvendt, så oser sandfarven af gravel og leder tankerne hen på klitter og strandkørsel. Det er en smagssag om man kan lide Raphas mønster, men personligt kan jeg godt lide det friske pust som det giver. Jeg kunne dog godt ønsker mig, at Rapha var gået helt amok med farvepaletten, men de to nuværende farver er nok bredere appellerende.

Facit
POC Omne Air er en god hjelm, det hersker der ingen tvivl om. Den kan bruges i de fleste situationer og det gør den velegnet som træningshjelm eller til pendling. Den er komfortabel at have på og godt ventileret. Den må dog se sig slået af andre hjelme på markedet når det kommer til marginalerne, både på ventilation, aerodynamik og sikkerhed. Men med et prisskilt på 1350 kroner vinder den meget på at høre til i den lavere ende af skalaen, og derfor er Rapha + POC Omme Air oplagt som hverdagens helt. De to unikke lakeringer giver desuden et friskt pust, uanset om du er til landevej eller gravel.

Info
Vurdering: 4/5
Bedst til: Træningsture på landevej og grus.
Størrelser: S, M og L.
Farver: Dark navy og stone.
Virginia Tech Rating: 4 stjerner og en score på 16,44. Rangeret 124 ud af 178 hjelme.
Pris: 1350 kroner.
Køb den her: www.rapha.cc

Fuglsang og Würtz Schmidt bliver svøbt i Ekoi næste sæson

Posted on: december 13th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Ekoi bliver næste sæson teknisksponsor af Israel – Premier Tech og skal derfor levere tøj, hjelme og briller til Jakob Fuglsang, Mads Würtz Schmidt og holdkammeraterne.

Jakob Fuglsang og Mads Würtz Schmidt skal fra næste sæson køre iklædt Ekoi. Den franske tøjproducent bliver ny teknisksponsor af Israel – Premier Tech og kommer dermed til at stå for holdets tøj, hjelme og briller.

Ekoi har siden 2009 været involveret i professionelcykelsport og siden da, udviklet deres produkter i tæt parløb med deres forskellige atleter. Ifølge en pressemeddelelse fra Ekoi, var repræsentanter fra virksomheden allerede i foråret med Israel – Premier Tech på træningslejr i Spanien, hvor rytterne fik mulighed for at komme med input til deres kommende tøj.

“Vi ledte efter et mærke, der kunne tilbyde os udstyr af høj kvalitet og med EKOÏ fandt vi meget mere. Vi blev glade for deres lydhørhed og deres ønske om at tilbyde os det bedst mulige udstyr, altid fokuseret på ydeevne. Vi har også besøgt deres hovedkvarter for bedre at forstå mærkets filosofi, som er meget passioneret” fortæller teammanager Kjell Carlström i en pressemeddelelse.

Læs også: Ekoi lancerer specialedition hjelme til alle lirerkarle

Den 16. december løftes sløret for Fuglsang, Würtz Schmidts og alle de andre ryttere på Israel – Premier Techs nye trøje.

Velomore tester massagepistol fra Flowlife

Posted on: december 11th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Er du ved at blive ruineret af dine ture til massøren eller jagter du marginal recovery gains, så er Flowlife Flowgun One måske noget for dig.

Er man ved at have købt sig fattig på klippekortordninger hos den lokale massør eller er man bare almindelig masochist, så er en massagepistol lige noget for dig. Udvalget af massagepistoler er bredt og spænder over de helt billige, der kan findes i Netto, til de de dyrere modeller til flere tusinde kroner.

Velomore har testet Flowlife Flowgun One, som falder i sidst nævnte kategori. Prisen er på 2290 kroner, og derved placerer massagepistolen sig i den dyrere af, hvad en hurtig Google-søgning viser, men prismæssigt midt i Flowlifes udvalg.

Flowlife blev grundlagt i 2016, hvor en trådløs massagepude var det første og eneste produkt. Siden hen er flere wellnesprodukter fulgt efter og i dag råder det svenske firma over produkter som kompressionsboots, fodmassageapparater og massagepistoler.

Ud af kassen
Flowlife Flowgun kommer i en fin kasse, der virker indbydende og tiltalende, og allerede her giver et godt førstehåndsindtryk. Inde i kassen er en taske med selve pistolen og de medfølgende massagehoveder, samt en æske med ladestation og skulderstrop til tasken. Ladestationen tilsluttes via USB og en opladning tager relativt lang tid, med 6 timers ladetid mod 2-4 timers brugstid, afhængig af intensitet.

I tasken findes massagepistolen og 8 medfølgende massagehoveder, der kan ramme de fleste muskler, myoser og ømme punkter på kroppen.

Selve massagepistolen er udført i aluminium betrukket med blød gummi, hvilket giver et lækkert udseende og en god fornemmelse i hånden. For massagepistolen ligger godt i hånden, og gummiet sikrer et godt greb, så pistolen ikke smutter ud af hånden ved brug.

En kampvægt på 590 gram virker umiddelbart tungt i hånden, men med det meste af vægten i selve massagehovedet, får pistolen en god tyngde og et naturligt tryk på massagestedet. Massagepistolen er udstyret med en enkelt knap, som fungerer både som tænd og sluk knap, ligesom den bruges til at justere intensiteten.

I brug
Mens Flowgun One er let at benytte, er det lidt mere besværligt at komme i gang med at bruge den. I hvert fald hvis man spørger mig. Personligt kan jeg godt li at der følger en form for instruktion med til produkter som dette, hvor man får forklaret hvordan og hvorledes man bedst anvender det. Derfor måtte jeg først på internettet for at se, hvad anbefalingerne for brug af massagepistoler lyder. Det kan være lidt af en jungle, men umiddelbart lader det til, at man skal køre på i kortere intervaller ad gangen, med den intensitet der nu behager en.

De 8 medfølgende massagehoveder spænder bredt og er lette at udskifte efter behov. Som standard er massagepistolen monteret med et fladt metalhoved, der egner sig godt til store muskelgrupper og hård massage. Der skiftes let imellem massagehoveder ved at trække dem ud af mundstykket og sætte et nyt i.

Læs også: Velomore tester Hyperice Normatec 2.0 legs

Når man tænder for massagepistolen begynder massagehovedet at pumpe og der kan vælges mellem 5 intensiteter ved at trykke på knappen. Massagepistolen øger desuden intensiteten når man presser massagehovedet i bund, og derved kan man let justere intensitet undervejs.

Læs også: Velomore tester CORE kropskernetemperaturmåler

Systemet fungerer godt, omend man lige skal bruge de første par minutter på at finde ud af, hvor hårdt man kan trykke.

Jeg har især været glad for de to runde massagehoveder og de to brede hoveder. Alle fire er blevet benyttet på især min venstre læg, hvor mine dybtliggende muskler har en tendens til at spænde op. Det er i høj grad blevet afhjulpet med brug af massagepistolen. I perioder hvor musklerne er ekstra spændte, har min fod en tendens til at rotere ud i ydre positionerne på cyklen, så jeg har af og til benyttet massagepistolen før Zwift-løb sammen med udstræk, for at få styr på min fod.

Massagepistolen vil jeg sige støjer moderat, og sidder man med den om aftenen kan det godt være at man skal skrue et ekstra hak op for tv’et. Min sofamakker og kæreste har dog ikke klaget over støjgener, så konklusionen må være, at man sagtens kan tage Flowgun One med sig ud i det offentligerum, uden at genere andre med andre lyde, end dem man spontant ytrer når man rammer et ømt punkt.

Konklusion
Der er ingen tvivl om at Flowgun One er et lækkert produkt, med et flot design. Den er nem at bruge og de mange intensitetsniveauer gør det let at få den rette massage det helt rigtige sted. At der tilmed medfølger 8 massagehoveder er et kæmpe plus, men det burde man også forvente af en massagepistol i denne ende af prisskalaen. Med et prisskilt på 2290 kroner hører Flowgun One til i den dyrere ende.

Læs også: Kør GFNY med Velomore og få rabat på tilmeldingsgebyret

Jeg savner en basis guide til massage af de største muskelgrupper, eller en instruks i brugen af de forskellige massagehoveder. Måske en lille detalje, men for mig trækker det ned i den overordnede vurdering af et ellers lækkert produkt. Man kan selvfølgelig fremføre argumentet, at første gangs købere af en massagepistol nok næppe smider over 2000 kroner, men alligevel vil en grundlæggende indføring være rar. Det samme gør den relativt korte batterilevetid, set relativt i forhold til den lange opladningstid.

Info
Vurdering: 4/5
Bedst til: Massage af ømme muskler efter træning.
Vægt: 590 gram.
Intensitet: Op til 3200 RPM / 12 mm slaglængde.
Batterilevetid: 2-4 timer afhængig af intensitet.
Pris: 2290 kroner
Køb den her: www.flowlife.com

Velomore tester iPad Race Bar fra Tons

Posted on: december 8th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Design æstetikerne fra Aarhus har både din pain caves samlede visuelle udtryk og miljøets velbefindende med i tankerne, når de designer funktionelle borde til indoortræning.

Et smarttrainerbord behøver ikke at være et stort skrummel. Det er aarhusianske Tons et godt eksempel på. Med dansk design og bæredygtighed for øje, arbejder Tons på at forskønne folks pain caves via vel designede, miljøvenlige og æstetisk behagende borde til pain caven.

Udvalget er efterhånden bredt og de fleste burde kunne få deres behov dækket, uanset om man kører via pc, tablet eller AppleTV. For de uindviede, tjener et smarttrainerbord det primære formål at være der, hvor man stiller sin pc eller tablet når man træner indenfor i Zwift, RGT eller Rouvy. Kører man med et større setup, som involverer fladskærm eller AppleTV, har Tons også et bord som kan benyttes til opbevaring af dunke, energiprodukter og hvad der ellers måtte være rart at have ved hånden.

I vores tilfælde har vi testet iPad Race Bar fra Tons, der som navnet afslører, er udviklet primært til de af os som kører Zwift via iPad, hvilket jeg gør.

Det smarte ved Tons er, at bordene er 3D printet i et bioplastic produkt kaldet Tons bio polymer. Det betyder bl.a. at bordene er bionedbrydelige, samtidig med at de er stærke og lette. Oven i de mange gode egenskaber ved bio polymer, tilføjer æstetikerne hos Tons desuden dansk design, der alt i alt giver nogle flotte borde, som tåler at blive set. Bordbene er i træ og her har man mulighed for at vælge mellem bøg, eg, røget eg og matsort, så bordet matcher resten af ens pain cave, stue eller hvor man nu har sit setup til at stå.

Ud af pakken
Man skal selv samle bordene fra Tons, men det er ret simpelt. I pakken er der de tre bordben, to plastic plader, som udgør selve bordpladen samt konsollen, som det hele skal samles omkring.

Til trods for det simple design, medfølger der alligevel en instruks i hvordan man samler bordet. Den behøver man dog ikke at følge slavisk, da jeg gjorde det i modsat rækkefølge. Resultatet er det samme uanset. De tre bordben stikkes ind i konsollen og de to bordplader glides på plads. Det behøver ikke tage mere end 2 minutter at få samlet.

Selve iPad Race Bar består af en smal og rektangulær bordplade, med indsats til iPad i bordets bagerste kant. En mindre indsats i højreside giver plads til at ens smartphone kan stå op. Indsatsen bagerst på bordet er en opdatering i forhold til iPad Race Table, hvor indsatsen til tabletten desværre er placeret forrest, og derved gør det svært at bruge store dele af bordet bagved.

På smarttraineren
Tons har indtil nu valgt en trebenet model på deres designs. Det fungerer fint hvis man kører på smarttrainer og vil have bordet tæt på styret uden at det kommer i karambolage med forhjulet, men det tredje ben kan samtidig være en ulempe i forhold til rum med begrænset plads.

Selve funktionaliteten af bordet er helt upåklagelig. IPad’en står fint og sikkert i holderen, og har en god vinkel i forhold til min position på min KICKR Bike. Bordet har rigeligt plads til flasker, energiprodukter, head unit. Smartphonen står godt i holderen, og det gør det lige en tand lettere at styre Zwift Companion app eller sin Wahoo blæser, når telefonen står i stedet for at ligge ned. En fin detalje er hullet nedenunder holderen til smartphonen. Selvom bordet er printet i en åben struktur, er der ikke hul hele vejen igennem bordpladens nederste del, så man skal være varsom med at forsøge at prikke en iPhone lader igennem. Men i den indbyggede holder er der fri plads i bunden til både oplader og jackstik, hvis man som, jeg kører med en ældre iPhone, eller anden smartphone, som stadig har et sådan stik.

Bordet er testet over en længere periode og der har i den tid ikke været nogen ulemper. Selvom bordet ikke er særligt stort, er der fint med plads til at man kan have to flasker, sin headunit samt en håndfuld gels og barer liggende.

Læs også: Velomore tester Wahoo KICKR ROLLR

Det eneste jeg savner ved bordet er en “pind” til håndklæde. En sådan pind medfølger ved andre borde og det sætter lige prikken over i’et. Til gengæld får man en 3D printet nøglerind med i pakken og det er altid lækkert med lidt swag.

Facit
IPad Race Table fra Tons er uden tvivl et lækkert produkt. Bordet er veldesignet og fungerer godt, samtidig med at det ser mega lækkert ud. Det brede sortiment hos Tons, samt muligheden for at lave custom ordre gør, at man kan få lige det bord som passer bedst ind i sin Zwift hule.

Læs også: Velomore tester energibarer fra Maurten

Prisen på 1300 kroner for det testede bord er heller ikke gal, når man kigger på hvad Wahoo eller Saris eksempelvis tager for deres smarttrainerborde, som ingenlunde kan matche Tons’ elegance. Trebens løsningen er jeg ikke uforbeholden fan af, men Tons har fornyeligt lanceret et firebens bord, der for mit vedkommende ville fylde relativt set mindre, end den nuværende trebens løsning.

Info
Vurdering: 5/5
Bedst til: Et smarttrainer setup som står fremme hvor alle kan se det.
Pris: 1300 kroner.
Variationer af borde til indoortræning: 7.
Køb bordet her: www.tons.bike

Ekoi lancerer specialedition hjelme til alle lirerkarle

Posted on: december 7th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Ekoi skruer helt op for lirereffekten med limited editions af hjelmene GARA og AERO14 i et begrænset antal chromlakerede eksemplarer.

Der skrues helt op for lirereffekten hos Ekoi der her i december lancerer deres populære GARA, og aerodynamiske AERO14-hjelme, i en begrænset serie af metalliske lakeringer.

På Velomore er vi vilde med den blå, som matcher vores trøje perfekt.

GARA kommer i 5 forskellige farver med en shiny chromlakering og hver Ekoi GARA Star LTD vil kun blive produceret i 100 eksemplarer i farverne guld, sølv, blå, pink og rød.

Hver hjelm færdiggøres i hånden på Ekois værksted og bliver derfor både sjælden og unik.

Hvis man ikke kan træde, kan man lire. Men lige præcist en guldhjelm kræver at man også kan træde.

Af den grund bliver prisen også i den højere ende af hjelmskalaen, men for de 2135 kroner man må smide for en limited edition GARA, får man til gengæld også et sæt matchende Ekoi Team STAR-briller med i købet, til lige knap den halve værdig af hjelmen.

GARA-hjelmen og chromlakeringen kunne bl.a. opleves på hovedet af Cofidis’ ryttere under årets Tour de France og Arkéa-Samsics ditto i Vueltaen.

Læs også: Warren Barguil sparker julen i gang med triathlon i 3000 meters højde

De chromlakerede AERO14-hjelme offentliggøres d. 10. december, mens GARA allerede nu kan købes på Ekois hjemmeside.

Velomore tester vindtæt og varm undertrøje fra GripGrab

Posted on: december 6th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Varme undertrøjer bliver før eller siden kolde af vindafkøling, men GripGrab lader til at have fundet formlen på et vindafvisende materiale, der gør deres undertrøje til en topperformer på de kolde, blæsende vinterture.

Windbreaking thermal long sleeve base layer er det lidet mundrette navn på denne langærmede undertrøje fra GripGrab, der er udviklet med henblik på at holde dig varm på de kolde og blæsende vinterdage – med streg under blæsende.

Forsiden af undertrøjen er lavet i et tolagsmateriale. Det ene er vævet med en metervare som GripGrab kalder for Arrowind, der blokerer op til 80% af alle luftpartikler som det kommer i kontakt med, mens det andet har til formål at varmeisolere og transportere fugt væk fra kroppen. Det resulterer i en ret effektiv undertrøje, der ikke kun varmer, men også minimerer wind chill – og derved gradvis afkøling over tid.

Rygpanelet er vævet i et stræk- og åndbart materiale, der har til formål at gøre undertrøjen smidig og let at bevæge sig i, samtidig med at sveden hurtigt ledes væk fra kroppen. Undertrøjen er desuden behandlet med Polygiene behandling, der minimerer mængden af ubehagelige lugte i stoffet.

Ud af pakken
Der er ingen tvivl om at her er tale om en behagelig undertrøje. Så snart jeg får trøjen mellem fingrene, mærker jeg straks hvor blødt materialet er, og den fornemmelse ændrer sig ikke i det øjeblik jeg trækker den over hovedet. For undertrøjen er yderst behagelig at have på. Fittet er hverken for stramt eller for løst, men helt tilpas og minder nok mest om en hverdags t-shirt. Her er i hvert fald ikke tale om et stramt baselayer og jeg kan godt se mig selv smide det yderste lag ved et bagerstop, uden at skulle suge maven ind, eller bare flyde i sofaen iført undertrøjen på en kold søndag.

Tolagsmaterialet, og det vindtætte Arrowind-materiale på undertrøjens forside, minder lidt om den fornemmelse man får fra et nyt stykke tøj, når det stadig ligger med mellemlægningspapiret mellem folderne. Det er ikke ubehageligt eller stift, men man fornemmer der er mere mellem fibrene end som så.

På landevejen
Den fornemmelse bliver jeg straks bekræftet i ude på landevejen. Undertrøjen er mærkbar varm og for mig ryger den direkte i kategorien med vintercykeltøj, hvor man nærmest skal tage de yderste lag på for åben dør, eller i absolut sidste øjeblik, for ikke at begynde at svede en smule under påklædningen.

Læs også: Velomore teste GripGrab Nordic 2 Lobster handsker

Selvom undertrøjen har lidt mere tyngde og et mere løst fit end typiske baselayers, føles den ikke stor og fyldig under en vinterjakke. Undertrøjen er testet med flere forskellige ydre lag, lige fra tynde overgangstrøjer og -jakker, til regulære vinterjakker. Og jeg må indrømme, at i det lune efterårsvejr vi har haft, har det været svært at finde den helt rigtige jakke at have på, uden at få det for varmt. Omvendt, har jeg ikke haft behov for at slide på mine veste.

For der er ingen tvivl om, at undertrøjen er varm! Også på tredje og fjerde time. Jeg synes ofte at mine varme undertrøjer må bukke under for sveden før eller siden, med det resultat, at jeg sidder og bliver kold på hjemturen, eller må tage en vest på.

Læs også: Velomore tester Gobik ABSOLUTE 4.0 vinterbukser

Men denne undertrøjes vindafvisende egenskaber på fronten virker ikke til at blive kompromitteret af fugt, og det er for mig en game changer på de længere ture. Det bevirker også, at man ikke behøver at iføre sig mange lag, eller tunge jakker, for at holde varmen eller bekæmpe kulden på lange ture. Selv på de ret kolde og blæsende dage vi har haft på det seneste, har undertrøjen holdt min overkrop lun. Kombineret med de jakker og veste vi ellers har testet dette efterår her på Velomore, er denne undertrøje helt genial.

Facit
GripGrab har med deres windbreaking thermal long sleeve baselayer lavet et af de bedste stykker tøj til vintercykling, som jeg har haft fornøjelsen af at køre i. Der er ingen tvivl om at undertrøjen er varm og dens vindafvisende egenskaber gør en markant forskel på de lange vinterture, hvor wind chill aldrig rigtig bliver et issue. Med et prisskilt på 579 kroner er undertrøjen dyrere end andre undertrøjer, men jeg synes prisskiltet retfærdiggøres af trøjens performance, som er så god, at tyndere jakker eller trøjer pludselig får en forlænget brugsperiode.

Info
Vurdering: 5/5
Bedst til: Kolde og blæsende dage, hvor temperaturen kryber under 10 grader.
Størrelser: XS-XXL
Pris: 579 kr.
Køb den her: www.gripgrab.com

Velomore tester Polartec Alpha Vest fra AGU

Posted on: december 4th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Hvad kan lokke Jonas Vingegaard ud på landevejene på en kold og blæsende vinterdag langs Limfjordens kyster? Måske denne vest fra AGU, isoleret med materiale udviklet til det amerikanske militær.

Måske Jonas Vingegaard har denne vest på når han begiver sig ud på træningsturene langs Limfjorden. Vesten benyttes i hvert fald af rytterne på Jumbo-Visma på de kolde træningsture og det med god grund.

Vesten er udrustet med Polartec Alpha, et isoleringsmateriale udviklet til det amerikanske militær. Polartec Alpha besidder en høj isoleringsværdi og er samtidig vævet i en åben struktur, som også let fjerner sved. Vestens yderste lag er lavet i et materiale som AGU kalder WNDPRF-X99, hvilket lyder mere militæragtigt end Polartec Alpha. Materialet er vindtæt og vandafvisende og tilsammen giver de to materialer den perfekte kombination til en efterårs- og vintervest.

Ryggen og ærmegabene er lavet i strækbart DWR, der forbedrer komfort og åndbarhed. På ryggen er vesten desuden udrustet med 3 store lommer, så man ikke behøver at bøvle med at skulle ind og finde jakkelommerne med store vinterhandsker på.

Ud af pakken
Det militære Polartec Alpha-materiale er med militær præcision placeret på indersiden af vestens forside, samt rundt henover skuldre og nakke. Det gør, at vesten er varmeisoleret de steder, hvor kroppen er mest udsat for vind.

Ved første øjekast kan man tydeligt se, hvad AGU mener med “åben struktur” når de beskriver Polartec Alpha. Materialet ligner mest af alt et fint masket net, der har fanget en masse uld fra et får, eller noget der minder lidt om en slidt fleecetrøje.

Det “uldne” Polartech Alpha. Man kan svagt ane den åbne struktur.

Vesten føles ikke tyk, men man fornemmer rummet mellem det tynde ydre, vind- og vandtætte WNDPRF-X99 materiale, og det inderste og varmeisolerende Polartec Alpha, som giver plads til at varm luft fra kroppen kan bevæge sig mellem de tog lag.

På landevejen
Ude i den fri natur er man ikke i tvivl om, at Polartec Alpha-vesten fra AGU vitterlig er varm. På de fleste dage i efteråret, de hvor vejret og temperaturerne har været lidt svære at vurdere tøjmæssigt, er jeg startet ud med vesten på, men den er hurtigt røget af igen, når først der var kommet varme i kroppen.

AGU skriver selv, at vesten er let at folde sammen så den ikke fylder synderligt meget i lommerne, men den påstand synes nu at blive modbevist af den testede str. M. Vesten er svær at folde kompakt sammen, og medmindre at midterlommen er stor og rummelig, vil vesten hæng og dingle halvt ud. Selv når jeg har gjort mig umage med at folde hjemmefra, fylder vesten stadigvæk så meget, at jeg ikke vil beskrive det som værende kompakt, og det vil desuden være svært at finde plads til den i eksempelvis en styrtaske.

Vesten er dog ofte blevet hevet op af lommen igen efter et par timer, og er dejlig varm at få på når varmen begynder at forlade kroppen hen mod slutningen af de lange ture.

Læs også: Velomore tester Flandrien skoovertræk fra GripGrab

På de helt kolde dage, hvor jeg har kørt med vesten udenover en vinterjakke, har den været helt genial. Vesten er vindafvisende og til en vis grad også vandafvisende. Den vil kunne få dig igennem en byge eller to, men skal du ud i regulær regn, må du hellere overveje en anden vest – eller at køre i Zwift.

Til gengæld kan man nyde at ens torso og overkrop er dejlig varm, selv efter 3 timer i strid vind og kulde, mens man mærker hvordan temperaturen stille og roligt daler i arme og ben.

Læs også: Velomore tester coversocks fra AGU

Det eneste vesten lader tilbage at ønske, er en ekstra lynlås forneden, så man kan åbne den nede fra og op. Det ligner efterhånden en trend blandt flere brands og giver den fordel, at man lettere kan varmeregulere, eller køre med en åben vest som vil være let at lyne igen, selv med store handsker på. Til gengæld er kraven så tilpas høj, at man ikke nødvendigvis behøver at have halsedisse på indenunder (hvis man er til sådan noget).

Facit
AGU’s Polartec Alpha vest er oplagt til de aller koldeste dage. Vesten er varm og vindtæt, og kan holde det meste vand ude fra lette byger og sprøjt fra vejen. Den fylder dog relativt meget hvis man skal have den med i lommen, men omvendt er den genial når man først er blevet kold. Kombineret med en vinterjakke skal man nok komme hjem med en varm overkrop, selv efter resten af kroppen er frosset til is. Prisen er dog ret pebret for en vest og det trækker ned i den overordnede vurdering. For 1499 kr. kan man finde en jakke med samme egenskaber, og tilmed til en pris, hvor en vest også kan erhverves på samme budget.

Info
Vurdering: 4/5
Bedst til: De absolut koldeste dage, eller ture med en tyndere trøje eller jakke indenunder.
Størrelser: S-XXXL
Farver: Sort
Pris: 1499 kroner.
Køb den her: www.agu.com

Velomore tester Gobik ABSOLUTE 4.0 vinterbukser

Posted on: december 1st, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Spanske Gobik har sans for detaljerne og det skinner igennem i deres gennemtænkte og performance orienterede vinterbukser.

Spanske Gobik har ramt hovedet på sømmet med årets vinterkollektion. I det seneste nummer af Velomore kan du læse vores test af deres vinterjakke Gobik Skimo Pro, som er ideel til det danske vintervejr. Og en perfekt makker til jakken er naturligvis Gobik ABSOLUTE 4.0 K10 vintercykelbukser.

Gobik har udviklet cykelbukserne med performance for øje. Bukserne er naturligvis vind- og vandafvisende, samt udrustet med kompression for at forbedre rytterens performance på de lange ture, eller som Gobik selv skriver, at give lidt ekstra til de hårde interval sessioner – eller cykelløb for den sags skyl, som Gobik selv skriver på deres hjemmeside.

Gobik vinterbukser — Visuelt ligner Gobik ABSOLUTE mest et par cykelshorts med påsyede løse ben.

K10 i navnet referer til den indbyggede pude, som er spaniernes bedste valg til de lange ture. K10 puden kommer med to forskellige typer skum og elastisk hukommelse, der via varierende massefylde, yder optimal komfort. En kanal midt på puden bidrager desuden til at lette blodgennemstrømning og minimerer tryk på det udsatte mellemkød. Puden er i E.I.T. stof med kulfibergarn, der bidraget til at hæmme væksten af bakterier, samtidig med at det gør puden i stand til at håndtere fugt.

Ligesom med Skimo Pro jakken, er Gotiks ABSOLUTE 4.0 K10 cykelbukser designet med flere velgennemtænkte detaljer. Eksempelvis er stropperne blevet flyttet længere ind på ryggen for at forbedre ergonomien i den siddende position, mens mavepanelet er blevet forlænget med 1,5 cm for at yde ekstra beskyttelse for maven mod kulde og vind. Benene har fået et par regnbuerefleksbånd i ankelhøjde for ekstra synlighed. De vil dog i de fleste tilfælde blive dækket af eventuelle skoovertræk, men omvendt, sidder de tilpas højt til at de kan titte frem over kanten. Ved bengabene er Gobik gået med et panel i elastisk neopren, fremfor lynlåsen som er det typiske førstevalg. Neopren panelet har fået et skråt snit, for at sikre et bedre fit omkring anklen og derved yde beskyttelse mod kulde og regn.

Rygpanelet der samler stropperne midt på ryggen for øget komfort.

Har man været sydpå sidst på vinteren, eller i det tidlige forår, har man uden tvivl mødt ryttere cykle rundt midt i marts iført lange cykelbukser i temperaturer, hvor vi andre nok ville køre med løse ben eller korte rør. Gobik mener dog at ABSOLUTE 4.0 K10 cykelbukserne kan benyttes i et så bredt temperaturspænd som 0-15 grader, så det forklarer lidt af, hvorfor spaniere eller franskmænd ruller rundt med lange bukser så sent på året.

På landevejen
Det raceorienterede fit er det første jeg bemærker, da jeg trækker i cykelbukserne. Og jeg mener trækker. Hvor jeg ofte kan glide i andre vintercykelbukser, skal disse lige hjælpes lidt mere på vej op over benet. Det skyldes især det tætte fit, som ikke mindst er et resultat af kompressionen. Jeg behøver dog ikke at hive hårdt, men dog lidt mere end hvad jeg normalt ville gøre. Gobik ABSOLUTE 4.0 K10 sidder tæt og virker ligefrem tynde, hvilket giver en mere race-agtig fornemmelse end hvad jeg normalt forventer af et par lange cykelbukser og et udseende, der mest af alt minder om et par cykelshorts med løse ben under.

Men selvom de sidder tæt til kroppen, er Gobik ABSOLUTE 4.0 overraskende komfortable. De sidder som et par cykelbukser skal, og det er faktisk meget behageligt med det tætte fit. Det er måske meget passende her at nævne, at testede bukser er i str. S og testeren er ca. 175 cm høj, med en vægt der pt. svinger mellem 63 og 64 kg. Den indvendige foring er dejlig varm og ude på rammen mærker jeg straks varmen brede sig fra benene.

Læs også: Skyd 2023 sæsonen i gang med Rundt om Rold

Det vindafvisende materiale fungerer overraskende godt og bidrager til at holde benene varme, selv efter flere timer i sadlen, hvor wind chill for alvor begynder at blive en faktor. Jeg har ikke haft cykelbukserne på i over 10 graders varme, så om de bliver for varme når man nærmer sig de 15 grader, skal jeg ikke kunne sige (men mon ikke man skal have en lille spanier gemt i maven for at trække i lange bukser ved 15 grader).

Læs også: Velomore tester GripGrab Nordic 2 Lobster handsker

En detalje som jeg rigtig godt kan li, er neopren panelet nederst på begge ben. Panelet går ned over anklen og vil i de fleste tilfælde gå helt ned til skokanten. Panelet er lidt strammere end resten af buksebenet, men samtidig elastisk nok til, at det er nemt at få foden igennem. Men det giver en smart afslutning på benet, hvor der sluttes helt tæt omkring foden nærmest nede i skoen. Det gør det let at få et skoovertræk over, og bidrager samtidig til at holde på varmen.

Neopren panelet forsvinder nærmest ned i en vinterstøvle som Fizik Artica.

Cykelbukserne er ikke testet i regulær regn, men har været udsat for mindre byger og sprøjt fra vejen. En mild byge er ikke noget problem, men man skal helst undgå de lidt mere hidsige regnfald. Til gengæld holder de vandsprøjt fra vejen ude, og kan sagtens tåle temmelig meget sprøjt over lang tid.

Facit
Alt i alt har Gobik lavet et par rigtig gode vintercykelbukser, som jeg ærligt må indrømme, har været overraskende gode at køre i. Personligt kan jeg godt lide det tætte fit og forestiller mig, at skulle jeg ud og køre gravelløb her til vinter, ville netop disse bukser blive mit første valg. Kompressionen er dejlig behagelig og bidrager som kompression nu gør. Især detaljen med neopren panelerne ved bengabene er jeg helt vild med, og man kan undre sig over hvorfor flere producenter ikke har valgt denne løsning. Prisen for Gobiks ABSOLUTE 4.0 vinterbukser lander lige omkring 1000 kroner, hvilket jeg ikke synes er galt for et par højt ydende vintercykelbukser.

Info
Vurdering: 5/5
Bedst til: Alle vinterture hvor det ikke står ned i stænger, samt til kolde ture med mere intensitet.
Størrelser: XXS-XXL.
Farve: Sort
Vægt: 250 gram.
Pris: 1050 kr.
Køb dem her: www.gobik.com

Warren Barguil sparker julen i gang med triathlon i 3000 meters højde

Posted on: november 30th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Mens mange får pulsen op i offseason med Zwift eller cyklecross, er den franske klatrer Warren Barguil rejst til øen La Reunion, for at deltage i en triathlon med mål i 3000 meters højde.

Højt oppe over øen La Reunion i det Indiske Ocean, rejser vulkanen Piton des Neiges sig. Med sin tinde i 3069 meters højde er vulkanen det højeste punkt i det Indiske Ocean, og samtidig lægger den jord til triathlonet 0-3000.

Navnet giver sig selv, og som om at en triathlon ikke var udfordring nok i sig selv, skal deltagerne op i de helt tynde luftlag for at nå i mål.

Og det er lige hvad Arkea-Samsics tidligere vinder af Tourens bjergtrøje, Warren Barguil, har tænkt sig at gøre, for at sparke juledagene i gang.

Den franske bjergrytter stiller nemlig til start i dette års 0-3000, som afholdes d. 3. december. Deltagerne starter ud med at svømme i havet ved 0 meter, og bevæger sig herfra op ad vulkanens skråninger på cykel og løbesko.

“0-3000’eren ligger rigtig godt i december. Godt for min vinterforberedelse og så er risikoen for skader lavere der. Det er en stor udfordring, fordi ruten er meget hård. Cykeldelen burde jeg klare fint, men det er ikke almindeligt for mig at løbe 2000 til 3000 højdemeter” fortæller Barguil i en pressemedelelse.

Barguil får støtte fra Arkea-Samsics sponsor, Ekoi, der har udrustet franskmanden med en personlig aero-hjelm og en tri-dragt.

“Det er vigtigt at have produkter af meget høj kvalitet, især da det vil være første gang, jeg skal køre med en tri-dragt i konkurrence. Under træningstestene kunne jeg mærke, at den var særlig behagelig og ventileret i ryggen, hvilket er perfekt til denne triatlon”, forklarer Barguil om dragten fra sin sponsor.

Læs også: Danmark får kvalifikationsløb til VM i gravel

Ekoi har stolt sponseret Barguil gennem en årrække og glæder sig over at deres atlet har valgt at kaste sig over denne, noget specielle juleudfordring.

“Siden 2018 har EKOI støttet Warren Barguil. Sammen har vi oplevet nogle af hans største sejre, såsom titlen som fransk landevejsmester i 2019 og 5. etape af Tirreno-Adriatico i år. At kunne hjælpe Warren med at klare denne udfordring, gør mig rigtig stolt, fordi vi forsyner ham med vores seneste teknologiske innovationer”, lyder det fra Jean-Christophe Rattel, grundlægger af Ekoi.

Læs også: Vild 2023 udfordring: Schweizer vil cykle alle toppe over 2000 meter i Alperne og Pyrenæerne

Hvis du også er på udkig efter en udfordring, anbefaler Velomore at du tilmelder dig 1 eller flere løb i Bike Challenge 2023.

Velomore tester GripGrab Nordic 2 lobster handsker

Posted on: november 29th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Vi har testet den opdaterede udgave af GripGrabs Nordic 2 lobster handsker, der excellerer i temperaturer omkring frysepunktet og dage med ekstrem wind chill.

Lobster gloves, eller hummerhandsker som de ville hedde på dansk, er en lidt aparte handske der dog giver rigtig god mening. Opkaldt efter hummeren, fordi den med sine 2 fingre og en mindre luffe, visuelt minder om hummerens klo – en mutant hummer vel og mærke, med en ekstra lille klo.

Men for en cykelrytter der har vovet sig ud i det absolut koldeste vintervejr, giver en sådan handske rigtig god mening. De fleste har formentlig oplevet at få kolde fingre før eller siden i en klassisk 5 finger handske, men med en hummerhandske er det problem knap så markant, da det store rum med tre fingre og hele hånden, bidrager til ekstra varme i handsken.

De to fingre gør desuden, at man som rytter både er i stand til at holde om styret, skifte gear, tage ting ud af lommerne og scrolle på sin headunit.

GripGrab har i år relanceret deres handske kollektion, og heri selvfølgelig også en opdateret udgave af deres lobster glove.

Handsken udmærker sig ved at være udviklet med henblik på de absolut koldeste vinterdage, hvor temperaturen ikke kommer meget over 0 grader, som GripGrab selv skriver på deres hjemmeside. Man har i udviklingen desuden haft fokus på at skabe den højest mulig varme-til-vægt-ratio (omend vægt nok næppe vil være det første man bekymrer sig om, ved temperaturer under frysepunktet).

Nordic 2 Windproof Deep Winter Lobster Gloves er handskernes fulde navn, og som navnet indikerer, er de både vindtætte og udviklet med henblik på at blive brugt i det meste barske vintervejr.

Stoffet er 100% vindtæt, men er samtidig tilpas åndbart til, at ens hænder ikke svømmer i sved. Handskens ydre lag er desuden behandlet med en PFC-fri DWR (durable water repellent) belægning, som holder let regn og sprøjt fra vejen ude.

De varmeisolerende egenskaber har GripGrab opnået ved at benytte Primaloft Gold i håndfladerne, hvilket minimerer handskens fylde, mens det stadig er varmeisolerende, selv under kompression. Den høje varme-til-vægt ratio har GripGrab nået ved at benytte Primaloft Gold Active+ på hanskernes bagsider. Sidst, men ikke mindst, er det værd at nævne, at handskerne er i 80% genbrugt materiale.

På landevejen
Handskerne er lette at komme i og med et lille velcrospænde kan man hurtigt lukke dem tæt omkring ærmerne. Handskerne føles umiddelbart lette og slet ikke så “posede” at have på, som jeg havde forestillet mig med et par vinter luffer. Om det er vægt-til-varme rationen som spiller ind ved jeg ikke, men selvom handskerne er tykke, føles de ikke tykke og klodsede.

Den “lette” følelse følger med over på cyklen og handskerne er behagelige at holde om både styr, skiftegreb og bukningerne med. De tykke fingre skal man dog lige vende sig til, hvis man som jeg, kører med Di2, så man får ramt de rigtige knapper.

Et læderpanel på de to fingre gør det desuden nemt at betjene sin headunit, omend man skal trykke eller swipe lidt mere bestemt, end med bare fingre naturligvis. En udfordring er det til gengæld at komme i baglommerne, hvor de to fingre er halvsvære at operere med, hvilket kun er naturligt når der er tale om tykke vinterhandsker. Jeg bøvler i hvert lidt med at finde gels frem og i bagklogskabens lys, skulle jeg nok havde haft energi med i dunken i stedet. Men øvelse gør mester og får man vinklet hånden rigtigt, er det overkommeligt at komme i lommerne med hummerens to små kløer.

Læs også: Velomore tester Flandrien skoovertræk fra GripGrab

Hvad angår de varme isolerende egenskaber, så er de helt i top. Det har endnu ikke været muligt at teste handskerne under frysepunktet, men på en tur ved 0-2 grader var de dejlige behagelige at have på. Handskerne er lune, men egentlig ikke super varme at have på. Jeg vil bedst beskrive temperaturen som tilpas, og måske derfor drukner hænderne ikke i sved. Selv på en tur hvor temperaturerne var tæt ved 10 grader og handskerne næsten føltes for varme, forblev hænderne minimalt fugtige. Handskerne bliver heller ikke påvirket af vindafkølingen, takket være det vindisolerede materiale, så alt i alt er GripGrab lykkedes med at lave en perfekt vinterhandske til de koldeste dage.

Facit
Der er ingen tvivl om at Nordic 2 lobster gloves er af den velkendte høje kvalitet og funktionalitet som GripGrab er blevet berømte for. Handskerne er vindtætte og lune, og vil for mig være det oplagte valg på de fleste vinterture (men jeg fryser også mine fingre). Der er ingen slinger i valsen med lobster gloves og vurderingen herfra er også helt i top. VI har desuden testet i hi-vis gul, hvilket er et kæmpe plus i de mørke måneder.

Info
Vurdering: 5/5
Bedst til: Ture med temperaturer omkring 0 punktet, eller hvis du døjer med kolde hænder.
Størrelser: XS – XXL
Farver: Sort og hi-vis gul0
Pris: 599 kroner
Køb dem her: www.gripgrab.com

Vild 2023 udfordring: Schweizer vil cykle alle toppe over 2000 meter i Alperne og Pyrenæerne

Posted on: november 28th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Hvad siger du til at cykle over 165 bjergtoppe i over 2000 meters højde? Nå ja, du skal i øvrigt selv cykle mellem Alperne og Pyrenæerne.

Schweiziske Maximilian Schnell har planer om at tage Deux Mille Challenge til det næste niveau i 2023. Her forventer schweizeren nemlig at cykle samtlige asfalterede stigninger i Alperne og Pyrenæerne på over 2000 meters højde – i alt 165 bjergtoppe.

Og som om at det ikke var en udfordring i sig selv, satser Schnell på at gøre det hele på en uafbrudt tur, unsupported og med al transport mellem de to bjergkæder på cyklen.

Maximilian Schnell med sit “klatrer” setup.

Ultracykling og vilde udfordringer er ikke nogen ny ting for den schweiziske rytter, der de seneste 5 år har levet udendørs på sin cykel med alt hvad det indebærer. Bl.a. kørte han samtlige Grand Tours self-supported i 2021.

Cykelfællesskabet Deux Mille faldt Scnell over ved en tilfældighed, på sin vej mod toppen af Grækenlands højeste bjergtop, og det har inspireret ham til at give sig i kast med de 165 tinder i Alperne og Pyrenæerne:

“De fortalte mig, at de var på udkig efter en som ville forsøge at køre alle stigninger. Jeg fortalte dem, at det var for nemt, at den egentlige udfordring lå i at køre dem alle på et år. De talte om bil transfers, som jeg øjeblikkeligt udelukkede, og derved ændrede deres cykeludfordring til en self-supported ultracykling udfordring” skriver Maximilian Schnell på sin Instagram-side.

For Deux Milles fællesskabet handler i bund og grund om at cykle og besejre Europas højeste tinder – asfalterede veje i over 2000 meters højde. Men for at lykkedes med missionen om at tilbagelægge alle veje på under et år, self-supported, måtte Maximilian Schnell indskrænke sit fokus til de vesteuropæiske bjergkæder og derved udelukket Appenninerne, Karpaterne, bjergene i det vestlige Spanien og Balkan.

Læs også: Velomore tester Pronghorn SL

De 165 bjergtinder forventes at blive kørt på lige knap 75 dage og med en samlet distance på 10.000 kilometer og 225.000 højdemeter. Efter planen skal Maximilian Schnell nå Galibier samme dag som tusindvis af motionister giver sig i kast med La Marmotte, og slutte hele udfordringen på Alle d’Huez, med en opstigning til Lac Besson.

Deux Milles er grundlagt af danske Henrik Worsøe, og ideen blev fostret i Bourg d’Oisans dagen efter en tur op ad Alpe d’Huez’s 21 berømte hårnålesving. På vej op i over 2000 meters højde på Croix de Fer modnedes ideen, og ved siden af jernkorset på toppen blev Deux Milles født – drømmen om at erobre samtlige europæiske stigninger med asfalt i over 2000 meters højde.

Læs også: Danmark overgår Alpe d’Huez i hårnålesving

Alle kan deltage og via Deux Milles hjemmeside, kan man ved at forbinde sin Strava-profil selv følge sin egen vej mod de 185 bjergtoppe. Du kan læse mere om Deux Milles her.

Velomore tester Castelli Tutto Nano vinter tights

Posted on: november 26th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Castelli Tutto Nano er det oplagte valg af lange bukser til turene i den danske vinter.

Er man ved at have slidt sine løseben op, er et par vintercykelbukser et godt valg til at komme igennem de kolde måneder. Castelli Tutto Nano er et bud på en vinterbuks, der kan klare det meste den danske vinter har at byde på. I Castellis store udvalg af cykelbukser kan det være svært at skelne nuancerne fra hinanden. Vi bad derfor Castellis mand i Danmark, Per Bausager fra Empire Cycling, om en anbefaling til et par vintercykelbukser, som ville gøre det godt i den danske vinter sammen med Beta-jakken (som du kan læse vores anmeldelse af i Velomore #7). Svaret var Tutto Nano, som egner sig til nærmest alt slags vejr – i hvert fald alle slags ture i efteråret og vinteren.

Varm og tør

Tutto betyder da også “alt” på italiensk, og med et let isolerende lag og vandafvisende egenskaber, kan Tutto modstå alt slags vejr, der ikke alligevel vil holde en indenfor i pain caven. I Castellis sortiment af vintercykelbukser ser Tutto ud til at placere sig mellem de varmeisolerede cykelbukser, og de mere vandafvisende, og derved lægger sig i smørhullet som de cykelbukser, man vil benytte på de fleste dage.

For Castelli Tutto Nano er hverken ekstremt varme, eller ekstremt vandafvisende. Cykelbukserne besidder begge egenskaber, men ikke i en ekstrem grad. Til udviklingen af Tutto har Castelli benyttet deres berømte Nano Flex 3G-stof, som de har brugt mere end et årti på at udvikle. Materialet er varmt og åndbart, men udmærker sig især med sine vandafvisende egenskaber, som har gjort Nano-navnet berømt i cykelsporten. Castelli anbefaler cykelbukserne til et temperaturspænd på 4-16 grader, hvilket må siges at være meget bredt.

Cykelbuksernes fit er komfortabelt – hverken for stramt eller for løst. Hvert bukseben er udrustet med en lynlås og et refleksbånd ved bengabet. Cykelbukserne kommer med en indbygget Kiss Air 2 pude, der er Castellis komfort pude.

På landevejen

Castelli Tutto Nano er et par yderst behagelige cykelbukser. De er lette at få på og lynlåsene for enden af benene gør, at man let kan få plads til en lidt tykkere vintersok. Det er desuden rart, at man har muligheden for at lyne op og ned. Ofte kan cykelbukser godt stramme lidt omkring anklerne mens man gør sig klar, men med lynlåsen kan man vente med at lyne til øjeblikket før man træder ud ad døren. Den indvendige side af Nano Flex-materialet er let forret og derfor varmt og lækkert mod huden. Stropperne sidder også behageligt, og er i et netmateriale, der let lader fugt passere igennem.

Pasformen når man sidder på cyklen er som den skal være og jeg mærker ikke meget til, at jeg har et par cykelbukser på. Materialet er så let, at det føles mest som et par lidt tykkere, og længere, cykelshorts, hvilket jeg godt kan lide. Problemet med vintercykeltøj, synes jeg, er ofte at det bliver så tykt, at man føler sig lidt som en ballon på to hjul. Men med Tutto Nano er følelsen ikke meget anderledes end med et par løseben.

Cykelbukserne er blevet testet på ture i temperaturer omkring 15 grader og tæt ved frysepunktet. Bukserne begynder at være for varme, når man nærmer sig det anbefalede temperaturspænds øvre grænse, men er dejligt lune at have på når temperaturen kryber under 10 grader. Og selv lige omkring frysepunktet fungerer de stadig upåklageligt.

Det vandafvisende Nano-materialet virker som altid upåklageligt i Castellis produkter, og cykelbukserne holder let regn og sprøjt fra vejen ude. Men desværre må de give fortabt efter vedvarende regn. På en enkelt tur hvor jeg mod forventning ramte ind i regulær regn, blev Nano Flex materialet overmandet af regnen efter knap halvanden time med konstant nedbør, og rimelig meget sprøjt fra vejen. Men til min overraskelse, og Castellis ros, var bukserne tæt på at være tørre igen, inden jeg nåede hjem – ikke mindst fordi turens sidste 30 minutter foregik i tørvejr. Men halvanden time under den store bruser viste sig at være for meget.

Reflekserne for enden af benene er en fin detalje, som ser ud til at være unik for Tutto Nano bukserne. Dog bliver reflekserne overflødige hvis man kører med skoovertræk, men kører man med vinterstøvler, som eksempelvis Fizik Artica, eller blot en nosecap, er det rart med den ekstra synlighed som reflekserne giver.

Bukserne er desuden yderst komfortable på lange ture. Det anatomiske snit sidder godt og Kiss-puden er behagelig, selv efter 3 timer i sadlen. At cykelbukserne samtidig ikke er super tykke, gør at de sidder behageligt over lang tid. Jeg har i hvert fald ikke følt at jeg er begyndt at “svømme” i bukserne, som jeg synes godt kan være tilfældet med andre, tykke vinterbukser, der stille og roligt kravler sammen i lyske og knæ.

Facit

Der er ingen tvivl om at Castelli Tutto Nano er et par højtydende vinterbukser, i den kvalitet som Castelli er kendt for. Med et anbefalet temperaturspænd mellem 4-16 grader, vil cykelbukserne kunne bruges langt de fleste dage gennem efterår, vinter og tidlige forår. Bukserne er tynde, men alligevel varme, og med vandafvisende egenskaber er de oplagte til lange vinterture. Bukserne modstår fint mindre byger eller sprøjt fra vejen, men desværre må de give fortabt mod regulær vinterregn. Det er dog heller ikke intentionen fra Castelli, men skulle man være uheldig at blive overrasket af vejret, tørrer cykelbukserne til gengæld overraskende hurtigt.

Info

Vurdering: 5/5
Bedst til: Lange ture i koldt vejr, hvor temperaturen ikke er helt nede ved frysepunktet.
Størrelser: XS-XXXL
Vægt: 339 gram.
Pris: 1049 kroner.
Køb dem her: www.empirecycling.dk

Velomore tester Flandrien vandtætte skoovertræk fra GripGrab til landevej

Posted on: november 24th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Vi har haft GripGrabs bud på en belgian bootie til test – deres vandtætte og varme Flandrien skoovertræk, som har været en fornøjelse på de koldeste dage.

Direkte inspireret af den klassiske belgian bootie, har GripGrab lavet deres egen fortolkning af det vævede skoovertræk. Flandrien waterproof road shoe covers lyder navnet, der straks leder tankerne hen på mudrede, kolde og våde belgiske brosten. Navnet afslører samtidig, at disse skoovertræk kun er til landevejssko, da MTB- og gravelsko vil slide uhensigtsmæssigt på skoovertrækkenes underside.

Skoovertrækkene sidder tæt og det er svært at få en fornemmelse af, hvor tykke de er ud fra billedet.

De vævede skoovertræk er udrustet med en vandafvisende membran, der gør dem i stand til at modstå de fleste byger og holde sprøjt fra vejen væk fra fødderne. GripGrab har forstærket skoovertrækkene på de mest udsatte steder, så de ikke slides op lige med det samme.

På landevejen
Ud af indpakningen mærker jeg straks, at der her er tale om et par robuste skoovertræk. Materialet er tykt og smidigt, og man kan hive og trække i det uden at frygte for, at man stikker en finder igennem eller springer syningerne. Ved første øjekast ligger overtrækkene en klassisk belgian bootie, med sit tennissok lignende look. Men ved berøring er det tydeligt at der er tale om et specielt, vævet materiale, som bedst kan beskrive som lidt knasende, lidt alle når man pakker en skjorte med mellemlægspapir ud.

Skoovertrækkene er overraskende lette at få trukket ud over skoene. Faktisk er de så lette at få på, at det bedst kan betale sig at tage sko på først, og så trække overtrækkene på bagefter. GripGrab anbefaler selv denne metode, og materialet kan sagtens holde til det. Skoverovertrækkene slutter tæt omkring skoene og er lette at justere på plads omkring tåspidser, klamper og hælkap. Hullet omkring klampen er rigeligt stort, men ikke så stort at der kommer vand ind ved sprøjt fra vejen.

Her kan man se de forstærkede tåspidser og såler.

Så snart man har dem på, mærker man straks varmen brede sig i cykelskoene. Jeg har testet både tæt ved 15 graders varme og omkring frysepunktet. Omkring de 15 grader bliver overtrækkene for varme, selvom GripGrab skriver at de er åndbare, har det sine begrænserninger og mine sko var fugtige af sved efter en længere tur ved de temperaturer.

Læs også: Velomore tester Lezyne Dual Insert Kit

Til gengæld performede skoovertrækkene optimalt på de lange ture under 10 grader og tæt ved frysepunktet, og på ture hvor der kommer vand fra oven. Kulden er lang tid om at trænge igennem og selv efter 3 timer i zone 2 var mine fødder lune, omend jeg begyndte at kunne mærke kulden komme snigende. Men intet varer for evigt og det er bedst at kombinere skoovertrækkene med et par varme sokker til de aller koldeste dage. Særligt hvis der også er vådt.

For hvad angår de vandtætte egenskaber, har jeg endnu ikke oplevet at vand er trængt igennem skoovertrækkene, hverken ved byger eller sprøjt fra vejen. Selvom de vævede overtræk bliver våde i regn, lader det til at membranen gør sit arbejde og holder vandet væk fra selve skoene og foden. Det virker selvmodsigende når man kigger på sine våde skoovertræk og samtidig konstaterer, at vandet ikke er trængt igennem til fusserne. Til gengæld øger det vindafkølingen og en smule af varmen forsvinder ud af overtrækkene når de bliver våde udenpå. Men med tørre fødder inden under, er det til at leve med.

Læs også: Velomore tester coversocks fra AGU

Sidst vil jeg nævne, at overtrækkene er nemme at få af, selv med halv kolde fingre. De glider nemt ned ad underbenet og over skoene, selv når de er våde. Egentlig virker det lidt som om, at de folder sig omkring sig selv, lidt ligesom sokker kan gøre det, så har man våde overtræk, skal man huske at folde dem ud igen så de kan tørre.

Facit
Alt i alt har GripGrab formået at lave et sæt solide skoovertræk. De er er varme og vandtætte, både når der kommer vand fra oven, men i lige så høj grad når der ligger masser af vand og sprøjter op fra vejen. Som en ægte Flandrien, er skoovertrækkene robuste nok til at blive brugt igennem en vinter uden at tage synderligt skade (formoder jeg, den måned hvor de er blevet testet, har skoovertrækkene i hvert fald ikke taget mærkbar skade). Men det må også forventes når man betaler over 500 for et sæt skoovertræk. Alt i alt får GripGrab Flandrien waterproof road shoe covers en god vurdering herfra. De er varme, vandtætte, robuste og lette at bruge, hvilket sætter flueben ved alle krav til et sæt skoovertræk.

Info
Vurdering: 5/5
Bedst til: Kolde og våde dage.
Størrelser: S-XL.
Farver: Marinblå, sort, high-vis gul og pink.
Pris: 559 kroner.
Køb dem her: www.grigrab.com

Velomore tester coversocks fra AGU

Posted on: november 22nd, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Egner en tynd og ventileret coversock sig overhovedet til dansk vinterkulde? Velomore har testet coversocks fra AGU og spørger sig selv, hvad de egentlig egner sig bedst til.

Kært barn har mange navne. Coversock fra AGU er i bund og grund en strikket sok til at tage udenover sine cykelsko, men hvorvidt man skal kalde det for en belgian bootie, skoovertræk eller ydersok må være op til læseren selv at bedømme.

Vi vil i denne anmeldelse kalde det for en coversok. For der er vitterligt tale om en sok til uden på skoene. Coversokkerne er i et tyndt, vævet materiale og kan fås i enten sort eller high-vis gul. Vi har testet sokken i den gule udgave.

Overtrækkene er så tynde, at man nærmest kan læse teksten på flasken indenunder.

Ifølge AGU, er coversokken yderst åndbar, mens dens isolerende, vand- og vindafvisende egenskaber er mangelfulde. Samtidig skriver AGU i deres produktbeskrivelse, at sokken er et “must-have” til vinterturene.

Coversokken er lavet med et dobbeltlags materiale. Det ydre lag er vævet i det holdbare Cordura-garn, mens det inderste lag består af en tynd og strækbar membran. Sokken er desuden figursyet til at sidde optimalt omkring skoen.

På landevejen
Det tynde og strækbare materiale gør sokkerne overraskende lette at få henover cykelskoene, uden at man behøver kæmper med dem. Det tynde materiale er dog så tyndt, at man sidder med bekymringen for at trække sokkerne i stykker, eller at de skal “skære” sig på boa-lukninger, klamper eller hælkap. Men under test perioden er den bekymring blevet gjort til skamme. Sokkerne sidder godt og tæt på skoen og er lette at rette til omkring hæl og klamper.

Det lange skaft giver ekstra varme til underbenet.

Ude på landevejen mærker man hurtigt, at der helt bestemt er tale om et par yderst vel ventilerede skoovertræk. Knap nok er jeg klikket i pedalerne, før jeg allerede mærker den kolde efterårs luft sno sig omkring mine tæer. Og kulden fortsætter med at brede sig, selv efter pulsen kommer op.

Coversokkerne er så vel ventilerede, at de ikke beskyttelse mod kulde eller vind. De giver let beskyttelse mod sprøjt fra vejen, men i en regulær regnbyge må de give fortabt. Til gengæld giver de lange skafter på sokkerne en ekstra varme til læg og underben, hvilket egentlig er meget behageligt. Coversokkerne går langt op ad benene, og de ville næppe blive godkendt af UCI i en enkeltstart.

De testede high-vis gule coversokker lyser godt op, særligt i det tiltagende vintermørke, hvilket er et stort plus.

Men påstanden fra AGU selv, om at coversokkerne er et essentielt vinterprodukt, har jeg svært ved at se for mig. Særligt når AGU selv skriver, at sokkerne ikke yder beskyttelse mod elementerne. Coversokkerne tjener i bedste fald det formål, at holde ens hvide cykelsko hvide. For de beskytter godt mod sprøjt fra vejen, men det er svært for mig at se, under hvilke omstændigheder at overtrækkene vil gøre sig bedst.

Misforstået produkt
Måske er det bare mig som misforstår formålet med disse forvoksede tennissokker. Men på testturene har jeg ikke kunne slippe tanken om, at coversokkerne vil være mere oplagte til tidlige, eller sene, pendlerture i foråret eller efteråret, eller til nattekørsel for de, som eksempelvis dyrker ultracykling. For coversokkerne ER meget åndbare og yder faktisk kun “cover” for skoene, så de ikke bliver beskidte.

Men AGU lover heller ikke mere det, og skriver selv at coversokkerne er åndbare og spørgsmålet er så, om sokkerne skal vurderes som coversokker til vinterbrug? Eller mere som et par åndbare overtrækssokker, hvis formål er at forbedre synligheden i trafikken? Sokkerne fåes også i sort, hvilket gør, jeg at har set ved at se synlighed som det primære formål. Personligt vil jeg selv benytte disse sokker på dage, hvor jeg reelt ikke har brug for ekstra varme til fødderne, men hvor jeg har ekstra brug for at blive set. Og det leder mig hen til facit af denne anmeldelse.

Facit
For hvordan vurderer man et produkt, hvor man er uenig i producentens anvendelse? Coversokkerne fra AGU har jeg svært ved at forstå. På plussiden er de lette at få på, sidder godt og yder ekstra varme til underbenene, ligesom de i high-vis gul gør rytteren ekstra synlig. Men på minussiden tæller det gevaldigt ned, at de overhovedet ikke er varme at have på, og vandtætheden har også sine begrænsninger – men AGU lover heller ikke at de hverken er varme eller super vandafvisende, men hvad er formålet så med et par overttrækssokker? Supplerer man dem med en tå-varmer, kan man bruge dem på de køligere dage.

Argumentet fra producenten om, at coversokkerne er et essentielt stykke vinterbeklædning, køber jeg desværre ikke – eller jo, vinterskoovertræk er essentielle, hvis de er varmeisolerende eller vandafvisende. Men coversokkerne er så tynde, at jeg snarere ser deres primære anvendelse til kørsel i mørke på lunere dage, end de typiske vinterdage, eller til natbrug. Men omvendt, bliver de for varme hvis temperaturen kommer over 15 grader? Det vil tiden vise.

Info
Vurdering til kolde dage: 1/5
Vurdering til lunere dage med behov for synlighed: 4/5
Bedst til: Dage hvor du ville køre uden skoovertræk, eller til ture, hvor du har brug for at blive set.
Størrelser: 38-40, 41-43 og 44-46.
Farver: High-vis gul og sort.
Pris: 189 kr.
Mere info her: www.agu.com

Danmark får kvalifikationsløb til VM i gravel

Posted on: november 21st, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

UCI World Gravel Series kommer til Danmark når Mads Christensen og Adventure Cycling næste år afholder kvalifikationsløb til VM i gravelcykling.

UCI World Gravel Series kommer næste sæson til Danmark. Det er Mads Christensen og hans virksomhed Adventure Cycling som skal stå for organiseringen af det danske UCI-gravelløb, der giver kvalifikation til VM i Italien.

Løbet bliver kørt weekenden d. 5. – 7. maj i og omkring Danmarks vestligste punkt Blåvandshuk. For at kunne løfte opgaven har Adventure Cycling allieret sig med Blåvand Ho Erhverv.

UCI World Gravel Series blev kørt for første gang i år, kulminerende med det første verdensmesterskab i gravel i Veneto, Italien.

Læs også: 8 tips til at komme i gang med gravelcykling

Løbsserien og verdensmesterskaberne er bygget op efter samme model som UCI’s Gran Fondo serie, hvor man via en række løb kan kvalificere sig til VM i sin respektive aldersgruppe. For at kvalificere sig til VM, skal man slutte blandt de 25% bedste i sin kategori for det pågældende kvalifikationsløb.

I år har UCI World Gravel Series bestået af 11 løb, med Gravel Grint’n’Crit i svenske Halmstad, som det tættest på Danmark.

Læs også: Prøv kræfter med den Jyske Udfordring i 2023

Kalenderen for 2023 er endnu ikke offentliggjort, men for danske rytteres vedkommende kan der allerede nu sættes kryds d. 5. – 7. maj. VM i gravel afholdes igen til næste år i Italien fra d. 30/9 til 1/10.

Læs mere om UCI World Gravel Series her.

Enden på en æra: Eks-verdensmester forlader Cannondale efter 8 år

Posted on: november 16th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Gennem 8 år har Henrique Avancini og Cannondale Factory Racing fejret flere triumfer sammen, men efter denne sæson er det slut.

Den brasilianske eks-verdensmester i MTB XCM, Henrique Avancini, forlader efter denne sæson Cannondale Factory Racing som han har kørt for de sidste 8 sæsoner.

Som 8-årig fik Henrique sin første cykel og siden tilegnede han sig sine fremragende XC-evner, før han erobrede de brasilianske mesterskaber fra juniorrækkerne op til senior. I 2014 skrev han kontrakt med Cannondale Factory Racing og markeret sig som en af sportens fremmeste atleter med flere nationale og regionale mesterskabstitler, og kronen på værket, 2018 XCM-verdensmestertitlen.

“Jeg er meget glad for den historie Cannondale og jeg har skabt sammen. Det har været en meget succesfuld rejse, som har gjort det muligt at sætte, den sport som jeg elsker, på landkortet i mit hjemland og samtidig bygget en solid karriere på højeste internationale niveau. At forlade CFR var ikke en let beslutning, men jeg forlader med an rygsæk fuld af oplevelser, venner og præstationer som jeg kan være stolte af og bringe med mig videre i mit hjerte. Jeg føler, at jeg har givet alt hvad jeg har til det her projekt og at det er tid til at finde nye mål og udfordringer. En ting er sikkert, jeg vil ikke glemme alt det Cannondale og CFR har givet mig” fortæller Avancini en pressemedelelse.

Og holdet glæder sig på deres snart tidligere rytters vegne, og ser tilbage på 8 hvor mountainbikesporten i Brasilien er blevet løftet til et nyt niveau:

“Vi har omfavnet Henrique som en rytter siden hans første tur med os på en træningslejr for otte år siden, og nu har vi fornøjelsen af at hylde Henrique som en af de bedste ryttere i verden. Et ikon for vores sport og en ambassadør for mountainbike i Brasilien. Vi vil altid værdsætte Henrique som en fantastisk holdkammerat og ønske ham det bedste i hans jagt mod nye mål i fremtiden” fortæller Jonathan Geran, Cannondale Director of Sports Marketing i samme pressemedelelse.

Velomore tester energibarer fra Maurten

Posted on: november 15th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Maurten blev verdenskendt med deres banebrydende Hydrogel teknologi og gels med højt energiindhold. Nu er de klar med en velsmagende energibar uden dikkedarer.

Svenske Maurten brød i 2015 igennem lydmuren med deres hydrogel baserede energidrikke og gels, der begge bød på ekstra højt indhold af kulhydrater og en geleagtig konsistens.

Tidligere på året lancerede svenskerne så deres bud på en energibar i form af Maurten Solid 225 og Solid 225 C. Begge barer er skåret ind til benet og rummer kun det absolut essentielle for optimal energilevering til atleten. Der er modsat Hydrogel-produkterne tale om en helt simpel energibar.

Med udgangspunkt i forskning og respons fra atleter, har Maurten sammensat to barer som i bund og grund består af ris og havregryn, i en letfordøjelig og fiberfattig forarbejdning. Begge barer minder derfor om en forsimplet müslibar, hvor alt overflødigt er skåret væk. Forskellen på 225 og 225 C er i øvrigt, at der i 225 C er tilsat kakaopulver.

Ud af indpakningen
Når man pakker barerne ud mødes man af det, som ligner en helt almindelig energibar. Det er tydeligt at se, at her er der tale om puffede ris og havregryn, holdt sammen af en eller anden sirup-agtig suppe – og det er faktisk rart at kunne genkende ingredienserne. Barerne er let klistrede på overfladen, hvilket normalt ville være irriterende, hvis man skulle snacke dem til et cykelløb i sofaen, men på cyklen er det faktisk rart nok med lidt ekstra “greb”.

Hver bar vejer 60 gram og byder på 44 gram kulhydrat, 3,6 gram fed, 2,4 gram protein 2,4 gram fiber og 0,68 gram salt, hvilket samlet set giver 225 kalorier.

I munden
Konsistensen af Maurten Solid 225 barerne er overraskende blød. De virker umiddelbart sprøde når man kigger på dem og rører ved dem, med ved første kontakt med tænderne brækker barerne let over. Biderne er bløde og lette at tykke. Smagen for begge barer er sød, men let saltet, i en overraskende delikat blanding. Sådan lidt sweet and savory. Smag er naturligvis individuelt, så uden at forholde sig så meget til mine personlige præferencer, vil jeg bedst beskrive smagene således:

Den neutrale variant smagte for mig af hvad Maurten skriver på ingredienslisten. Det var tydeligt at der her var tale om havregryn og ris var blevet bagt i en sirupslage. Ikke at baren smagte brændt, men der var et strejf af tilberedning over den. Baren med chokoladesmag havde et subtilt strejf af kakao i et mundvandsprovokerende mix med den salte smag.

Læs også: Velomore tester Never Second energidrik og gels

Barerne ligger behageligt i maven og måske grundet de let tykkelige og fordøjelige ingredienser, får man ikke en “tung” fornemmelse i maven efter at have spist barerne. Man kan sagtens klare 2 i timen og den søde/salte smag efterlader en med lyst til mere – og vil jeg nok mene, er det største plus ved barerne og her, hvor de for alvor skiller sig ud fra mængden. Indpakningen var i øvrigt let at få op, selv med handsker på.

Facit
Maurten har, modsat deres drikke og gels, skabt en energibar helt uden dikkedarer. De to varianter er så simple som det næsten kan blive. Med en behagelig krumme, som de ville sige i bagedysten, og en delikat sød/salt smag, har man lyst til at sætte tænderne i Maurten Solid 225 og 225 C. Særligt den med chokoladesmag faldt i undertegnedes smag, og skulle jeg selv kaste penge efter dem, ville jeg helt klart gå med chokolade.

Læs også: Velomore tester Moon Valley økologiske energibarer

Personligt fandt jeg den neutrale smag lidt kedelig, omend jeg blev pirret af den sød/salte smag. Begge barer smagte dog tilpas godt til, at jeg ærgrer mig over, at jeg ikke fik lov til at gå amok i en hel kasse af hver. Eneste minus er prisen. Til 41,88 euro (311 kr) for 12 barer (25 kr. stk.) kan man finde lige så velsmagende alternativer andre steder, og det tæller desværre ned i den overordnede vurdering.

Info
Vurdering: 4/5
Vægt: 60 gram
Energiindhold: 225 kalorier // 44 gram kulhydrat
Pris: 311 kr for en kasse med 12.
Mere info: www.maurten.com

Author Archive

Velomore på ballon jagt i Vogeserne

Ballon opstigning

Lille ballon, store procenter

Luften går af ballonen

Velomore tester Gobik Skimo Pro vinterjakker

Velomore jagter GFNY Triple Crown på Croix de Fer

Velomore kørte Gran Fondo i den israelske ørken

Kør helt til grænsen med Border Bash i 2023

Saml vennerne og spar 200 kr på tilmeldingen til Rundt om Rold

Velomore tester Castelli Beta RoS jakke

Velomore tester Specialized Diverge STR

Velomore tester Rapha + POC Omne Air

Fuglsang og Würtz Schmidt bliver svøbt i Ekoi næste sæson

Velomore tester massagepistol fra Flowlife

Velomore tester iPad Race Bar fra Tons

Ekoi lancerer specialedition hjelme til alle lirerkarle

Velomore tester vindtæt og varm undertrøje fra GripGrab

Velomore tester Polartec Alpha Vest fra AGU

Velomore tester Gobik ABSOLUTE 4.0 vinterbukser

Warren Barguil sparker julen i gang med triathlon i 3000 meters højde

Velomore tester GripGrab Nordic 2 lobster handsker

Vild 2023 udfordring: Schweizer vil cykle alle toppe over 2000 meter i Alperne og Pyrenæerne

Velomore tester Castelli Tutto Nano vinter tights

Varm og tør

På landevejen

Facit

Info

Velomore tester Flandrien vandtætte skoovertræk fra GripGrab til landevej

Velomore tester coversocks fra AGU

Danmark får kvalifikationsløb til VM i gravel

Enden på en æra: Eks-verdensmester forlader Cannondale efter 8 år

Velomore tester energibarer fra Maurten

Seneste indlæg

Seneste kommentarer