Posted on: juni 3rd, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Hører du til dem som kører med undertrøje, selv når termometret siger bar kas’ og åben trøje? Så er GripGrabs Ultralight Mesh baselayer lige noget for dig.
GripGrabs Ultralight Mesh Baselayer er noget så klassisk som en god, gammeldags ærmeløs “brynje”. Undertrøjen er lavet med store og åndbare membraner, i et fit, jeg umiddelbart vil beskrive som almindelig. Undertrøjen sidder tæt uden at sidde stramt og er faktisk meget behagelig.
Sammen med GripGraps Climber Ultralight trøje, er Ultralight Mesh det perfekte match på en varm dag.
Materialet er lavet i åbenvævning, som tillader huden at ånde samtidig med at materialet flytter sved væk fra kroppen. Undertrøjens materiale er behandlet med Polygiene, der hjælper med at holde materialet friskt og lugtfri, samtidig med at GripGrab har anvendt en “brug mere, vask mindre” teknologi, der angiveligt reducerer mængden af ildelugtende bakterier. Dermed vil Polygiene behandlingen være med til at forlænge levetiden på undertrøjen, og jeg tror vi alle har prøvet at stå med en sur og ildelugtende undertrøje. Dette problem skulle om ikke helt forsvinde, så holdes på afstand længe nok, til at give undertrøjen en fornuftig levetid.
På landevejen Undertrøjen er først og fremmest testet sammen med GripGrabs Climber Ultralight trøje og samspillet mellem de to stykker tøj er helt suverænt på de varmeste dage. Jeg havde godt nok mine forbehold på de ture jeg kørte i +25 grader med undertrøje, men GripGrabs Ultralight Mesh Baselayer er overraskende behagelig at have på.
Undertrøjen sidder rart på kroppen – hverken for stramt eller for løst, men bare helt tilpas. På cyklen var det nemt at mærke, hvordan membranerne og materialet mellem hud og cykeltrøje arbejdede for at få sved væk fra kroppen. Med cykeltrøjen let lynet op, kom der fint med luft ind til maven og man fornemmer tydeligt hvordan undertrøjen arbejder på at flytte luft mellem stoflagene og varme væk fra kroppen.
Membranerne er ikke så store, at man føler undertrøjen er decideret gennemsigtig.
Undertrøjen fås i både hvid og sort. Vi har testet den hvide udgave. Det er min erfaring, at hvide cykeltrøjer, og i særdeleshed undertrøjer, eller baselayers, hurtigt bliver gule af sved, men om det er individuelt fra person til person ved jeg ikke. Hvorvidt man ikke behøver at vaske undertrøjen efter brug hver gang, pga. polygiene behandlingen, har jeg ikke undersøgt. Det virker umiddelbart forkert at genbruge en undertrøje, især på varme og svedige dage, men jeg vil medgive, at undertrøjen har virket relativt frisk efter endt cykeltur, så hvem ved.
Og flere at være blevet brugt mere end 10 gange er undertrøjen stadig pæn at se på. Den fungerer desuden lige så godt med tykkere cykeltrøjer og giver som tidligere beskrevet, en mere “luftig” ventilerende følelse mellem undertrøje og cykeltrøje.
Facit Alt i alt har GripGrabs Ultralight Mesh Baselayer overrasket mig positivt. Selvom den er blevet brugt i meget varmt vejr føler jeg, at den har været med til at gøre cykelturen mere udholdelig, uanset om det har været en lang ruller eller intensive intervaller i varmen, og jeg vil uden tøven tage den på til en brandvarm Gran Fondo. Derudover ser jeg den også som værende ideel til den kommende Zwift-sæson, og skal jeg ud og køre en vinterdag med to til tre lag tøj på, kunne jeg godt finde på at tage GripGrabs Ultralight Mesh Baselayer på som et ekstra inderst lag.
Info Størrelser: XS-XXL Farver: Hvid og sort Pris: 225 kr Læs mere her:www.gripgrab.com
Posted on: april 21st, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
FUSION har i dag lanceret deres lynhurtige og lynlås løse TEMPO!-trøje i løssalg, så du kan blive lige så hurtig som rytterne på ColoQuick.
Her på Velomore gav det anledning til hævede øjenbryn da FUSION offentliggjorte deres nye aerotrøje og ColoQuicks nye teamtrøje, hvis mest bemærkelsesværdige egenskab er at den mangler en gennemgående lynlås – ja faktisk ingen lynlås overhovedet.
I jagten på mere fart og marginal gains har den nordjyske performance-tøjproducent gentænkt den klassiske cykeltrøje. I samarbejde med ryttere fra Team ColoQuick og Team Aalborg – Sparekassen Danmark, har de testet både materialer og designs, og er kommet frem til en aerotrøje, som ifølge FUSIONs tests fra cykelbanen i Odense er hurtigere end almindelige racesuits.
ColoQuick-rytterne har allerede bevist trøjens fart i de hjemlige A-løb, hvor dominansen har været stor.
I dag har FUSION så lanceret trøjen i løssalg som en del af deres nye TEMPO! kollektion, som indtil videre består af den lynlåse løse aerotrøje og en tridragt udviklet i samme materialer som trøjen, men dog med lynlås.
Trøjen fik dog debut allerede til Rundt om Rold i søndags, hvor den vindende rytter på 110 km distancen, Martin Lind, kørte iført den nye aerotrøje.
Du kan glæde dig til at blive lidt klogere på trøjen i segmentet “Show us your colors” i det nyeste nummer af Velomore, hvor vi kigger lidt nærmere på identiteten og historien bag Team Aalborg – Sparekassen Danmarks holdtrøje.
TEMPO! trøjen koster 1.500 kroner og kommer i tre forskellige farver. Se hele kollektionen her.
Posted on: april 16th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Vores chefredaktør havde fornyelig debut i gravelløb ved Ulven GRAVL som bød på en af de smukkeste løbsruter han har oplevet – og ikke mindst helt nye udfordringer.
“Her kunne der sgu godt bo en ulv” råber jeg til mine to følgesvende, da grusvejen forlader skoven og vi kører ud på kanten af en af de utallige højderygge i Jyske Ås.
Området er brutalt så snart man bevæger sig væk fra landevejen, med masser af højdemeter og skrappe stigninger, og underlaget er desuden ekstra udfordrende efter den megen regn der er faldet de seneste uger.
Foto: Torsten Christensen.
Jeg er til start i Ulven GRAVL, arrangeret af Thomas Bundgaard og Velofit. Løbet har en mere afslappet og low key atmosfære omkring sig, end de landevejsløb jeg har kørt. Start- og målområde er på en gård mellem Hjallerup og Dronninglund, hvor vi starter ud på det der ligner nogens græsplæne. Manden bag løbet, Thomas Bundgaard, fiser rundt og småsludrer med alle og sørger for, at alle føler sig godt taget imod, denne råkolde april morgen.
Jeg selv er blevet smidt af af kæresten og baby’en, som fortsætter videre op til svigermekanikken. Heldigvis er der optændt bål, så det er muligt at holde varmen for os, der ikke har en bil at lune sig i. Sammen med Mads Bang skal jeg køre 90 km. Det er en passende distance for mig. Mads blev far i forrige uge, så hans lyst til at hive en hel dag ude af kalenderen til at cykle er minimal, mens jeg kører løbet som en del af en træningsblok i Velomores 20 ugers HIT base træning. Og da det er min debut i et grusræs, er 4 timer rigeligt.
Vi er et pænt felt som står klar på græsmarken lidt over 10. Et hurtigt racebrief fra manden bag ruten, Søren Svenningsen, og vi sendes afsted. Henover græsplænen og ud på asfalten. Forbi en traktor og så et venstresving direkte ind i sidemodvind på en vej, der i bedste fald kan beskrives som let mudret, fuld af huller og med MASSER af vandpytter.
Foto: Torsten Christensen.
Det er et kæmpe chok for systemet. Straks bliver der trykket på speederen og tempoet er højt da vi blæser ned ad muddervejen, hvor der ikke er et oplagt spor hverken i højre, venstre eller midten at køre i. Jeg kæmper for at holde nogenlunde hjul på rytteren foran mig, mens jeg jonglerer cyklen udenom vandpytter, huller og sten, samtidig med at jeg nærmest drifter mere end jeg ruller, med den megen mudder som baghjulet skrider ud i.
Vejens tekniske udfordringer tynder ud i feltet, men det er kun kortvarigt at vi skal igennem dette vanvid. For kort tid efter kommer vi ind på en regulær grusvej, hvor man kun behøver at holde øje med enkelte huller og sten. Til gengæld bliver man presset af side modvinden.
Foto: Torsten Christensen.
Der er et par gutter som er gode til at skiftes med at føre, men da Mads kommer frem til fronten trykker han lidt til, og hurtigt opstår der huller. Rytteren foran mig har valgt at køre på MTB, og han tager derfor en hel del vind. Mads’ forceren resulterer i, at han straks slår ud og så skal der pludselig lukkes et hul på 3 meter.
Grusvejen drejer og vi kører nordpå i noget, der minder om lidt mere regulær modvind. Da vi efter knap 15-20 kilometer når til Storskoven, sidder vi ca. 10 mand tilbage i frontgruppen. Og så går det opad!
Vi skal over Knøsen, det højeste punkt i Vendsyssel, som efter alle standarder ikke er specielt højt. 136 meter over havets overflade er det højeste punkt, som vi ikke kommer helt op forbi. Men opad går det og flere passager er stejle. Jeg får udnyttet hele SRAM EAGLE-kassetten på min Specialized Crux da frontgruppen reduceres til 4 mand.
Pludselig bipper det kollektivt fra alles head units. Jeg kigger ned på min Wahoo Roam 2, men har knap nok tid til at se hvad den forsøger at fortælle mig. Der skal holdes øje med sporet og trædes i pedalerne. Men en af de andre foran mig råber noget med, at vi måske er kørt forkert. Kollektivt bliver vores head units dog enige om, at vi skal til venstre næste gang.
Nu går det for alvor opad. Men pludselig ligger der to træer henover den smalle sti, som har dybe grøfter på begge sider. De to ryttere foran mig har slået et lille hul. Den forreste formår at cykle forbi de 2 træer, men hans følgesvend må på en rulletur ned ad den 2 meter dybe grøftekant. Han når dog op igen tidsnok til, at jeg og Mads må klikke ud af pedalerne.
Mens han fortsætter afsted, må vi trække til toppen af bakken. Der er for glat til at vi kan komme igang igen, og som de rookies vi er, har vi begge landevejspedaler. Look klamper er dog ikke de værste, men der skal lige bankes lidt mudder af, før jeg er tilbage i sadlen.
Afsted mod toppen af Knøsen går det og på vejen møder jeg de andre, som var blevet sat kort før vi kørte forkert. Videre forbi dem går det og da jeg runder toppen af rutens fysiske højdepunkt sidder jeg alene.
Det passer mig fint, for nedkørslen er halv teknisk og det er rart at blive bekendt med underlaget på egen hånd, uden hensynstagen til andre. Træerne og jorden er dækket af et fint lag hvidt sne, eller tyk frost, for vi befinder os jo trods alt i de nordjyske højdedrag.
Efter Knøsen er det ud på landevejen mod Frederikshavn og Sæby. Jeg pakker mig og sætter tempo for forhåbentlig at få kontakt med de forreste. Som en ensom ulv, er der ingen at se hverken foran eller bag mig.
Foto: Torsten Christensen.
Efter knap 10 kilometers ensom jagt får jeg visuel kontakt, og på et bumlet og ujævnt grusstykke, hvor det uden tvivl er nemmere at sidde alene end sammen med andre, får jeg lukket hullet.
Vi er nu 3 mand i front. Tempoet er ikke højere end at der er tid til at nyde naturen. Vi kører steder i civilisations baghave, som jeg ikke troede fandtes, heller ikke om denne del af Nordjylland har langt mellem landsbyerne. Jeg har ofte kørt i Jyske Ås på landevejen, men det er lykkes Søren Svenningsen at finde nogle absolut smukke steder, som føles lang fra alfarvej og alting, og jeg tager mig selv i at undres over, hvordan man overhovedet finder sådan en rute. Stort chapeau til ruteplanlæggeren!
Flere steder har vi udsigt over det kuperede terræn og ser rådyr gå uforstyrrede på skråninger og marker, mens rovfuglenes karakterisktiske kalden er det eneste som bryder lyden fra grusunderlaget og vores åndedræt. “Hvor er her smuk” udbryder jeg flere gange, mens der peges hver gang en ny, smuk udsigt, eller rådyrflok viser sig.
Efter knap 60 kilometer begynder trætheden at melde sig. Tempoet på bakkerne er stødt dalende, og de kommer desværre som små knivstik hele tiden. Korte, men hårde. Ikke specielt tekniske. Men så rammer vi den berygtede “sandbakke” efter ca. 70 km.
Foto: Torsten Christensen.
Cyklerne bevæger sig mere sidelæns end fremad og som tredjemand i vores trio taber jeg et par meter i bunden. Jeg får dog fundet mit tråd og halvvejs oppe ad den udfordrende bakke fornemmer jeg, at jeg er den som sidder med mest overskud.
Jeg frygter dog for hvad der kommer efter bakken, så på toppen sætter jeg mig frem så jeg er klar til en eventuelt lige så teknisk nedkørsel. Den kommer dog aldrig. Det gør til gengæld sidevinden og jeg ser mit snit til at forsøge at gøre kål på mine to følgesvende. Jeg trækker cyklen helt ind i siden af vejen, så man nærmest skal ud på marken og køre for at få læ (hvilket et eller andet sted lyder dumt i et gravelløb, men hårdt grus er trods alt nemmere end blød rabat). Og så trykker jeg til.
Et lille hul opstår efter min siddende accelleration og så drejer vi ind i medvind, hvor jeg giver den alt hvad jeg har. Vejen er kompakt grus med let rullende bakker. Da først hullet er slået og jeg har fået fart i min Specialized Crux, virker det som om at de to andre opgiver ævred. Da jeg drejer ud af synsvidde går det nedad og alene tør jeg godt presse tempoet på skovvejen.
Foto: Torsten Christensen.
Jeg suser igennem skoven og får hurtigt opbygget et pænt forspring. Da jeg igen er ude på landevejen mellem Frederikshavn/Sæby og Hjallerup/Aalborg, får jeg ikke visuelkontakt med forfølgerne, før jeg igen drejer ind i skoven.
Uden at være helt skarp i de tekniske termer, så kører jeg skiftevis på brede skovveje og noget, som nok minder mere om flowspor. Et enkelt sted ligger et massivt træ på tværs, og jeg må af cyklen og have den over skulderen for at komme forbi.
En ting man skal vende sig til i gravelløb, er at man selv skal holde øje med rutekortet, for her er ingen skilte. Heldigvis er Wahoo Roam en pålidelig vejviser, men jeg er en skovl til at læse kortet – eller også har jeg for meget fart på. Det er i hvert fald svært at få alle detaljerne på kortet med, når man suser henover grusset. Flere gange må jeg af cyklen og løbe tilbage på ruten.
Det går dog hverken værre eller bedre end, at jeg ankommer alene tilbage på gården, efter de 97 km som Ulvens mellemdistance reelt er, knap 2 minutter foran forfølgerne.
Foto: Torsten Christensen.
Jeg ved ikke om jeg har set lyset, men jeg har i hvert fald fundet charmen ved gravelløb – eller grusets lyksagligheder, som en Cykelmagasinet-skribent engang skrev. Ulven er et utroligt smukt løb på en fed og alsidig rute, der har lidt af det hele. Da flere af de andre deltagere er kommet i mål, hører jeg lidt mumlen om, at flere synes den er for teknisk. Men som en total uerfaren gravelrookie synes jeg den var sjov, med en bred variation af udfordringer. Men jo, ruten var nok blevet mere teknisk pga. al den regn der er faldet i ugerne op til, som havde givet en del vand og mudder ude på pisten.
Alt i alt har jeg fået lyst til mere og det er bestemt ikke sidste gang at jeg har kørt Ulven. Det en skam, for på samme tid har jeg det lidt sådan, at det er synd hvis skoven og den smukke rute bliver overrent, så det er med blandede følelser at jeg giver løbet mine varmeste anbefalinger – men det er et løb man SKAL unde sig selv at køre.
Chapeau Thomas Bundgaard, Søren Svenningsen og VeloFit.
Posted on: april 14th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Er du til hårde bakker, så byder Vejle på et af de bedste cykelterræner i Danmark og i 2023 byder området tilmeld på 3 gode oplevelser for dig der elsker cykelsport.
Er du på udkig efter et fedt og udfordrende cykelterræn? Så er vejleområdet lige noget for dig! Med nogle af Danmarks stejleste og mest berømte bakker, har Vejle fortjent en plads på enhver cykelmotionists bucket list.
Og der er rig mulighed for at prøve alle bakkerne denne sommer i henholdsvis Grejsdalsløbet og Munkebjerg Grand Prix.
Den danske klassiker Med over 30 år på sine palmares hører Grejsdalsløbet til blandt de absolutte klassikere i Danmark, og er et løb man skal prøve før eller siden i sin cykelkarriere. Løbet minder på mange måder om dronningen af alle cykelløb, Liege-Bastogne-Liege, og er mere eller mindre en tour de force rundt til Vejle og Grejsdalens bedste, hårdeste og mest berømte stigninger.
I år byder løbet på 4 distancer, der varierer byder på henholdsvis 91, 127, 169 og 229 kilometer og noget, der minder meget om en Gran Fondo.
De helt store attraktioner i Grejsdalsløbet er naturligvis berømte Kiddesvej, som hvert år bestiges af profferne i Danmark Rundt, og hvor især verdensmesteren Remco Evenepoel viste sin overlegenhed i 2021.
Men også vanvittig hårde Chr. Wintersvej og Gl. Kongevej venter. Dele af Tour-ruten besøges også ude omkring Jelling og Egtved, mens løbet i år har tilføjet den smukke Daugaard Strandvej og Bellevej til repertoiret. For ikke at nævne Østengaard og Blue Horse.
Munkebjerg Grand Prix Men der mangler en bakke over dem alle i Grejsdalsløbet. Munkebjerg! Den får ud til gengæld i sommerens nye store løb sydvest for Vejle, Munkebjerg Grand Prix. Her hyldes den legendariske bakke med hårnålesvingene, bl.a. med bakkespurt og målstreg tæt på toppen af bakken.
Løbet køres for første gang i år og arrangeres af os her på Velomore i forbindelse med vores Bike Challenge løbsserie.
Er du endnu ikke tilmeldt, kan du glæde dig til at prøve kræfter med Munkebjerg d. 11. juni og du finder tilmeldingen lige her.
Se profferne i aktion Er du mere til at se, end at opleve på egen krop, kan du glæde dig til d. 17. august. Her slår PostNord Danmark Rundt feltet igen vejen forbi Vejle, til den traditionsrige kongeetape. Her skal feltet udfordres på Høver skovvej, Koldingvej og Kiddesvej på de små omgange i Vejle, før vinderen kan krones på toppen af Vejleådal.
Du kan læse mere om ruten til årets Danmark Rundt her.
Der er med andre ord MASSER af muligheder for at opleve Danmarks hårdeste cykelterræn på egen krop. Uanset om du holder af at træde i pedalerne selv, eller om du mere er til at kigge på.
Posted on: april 6th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Vi har haft Conways topmodel til gravelcykling GRV 12.0 under luppen og det var en fornøjelse på hårdt grus, men spørgsmålet er om cyklen bliver for stiv?
Hovedparten af de cykler vi får til test her på Velomore kommer med elektronisk gearing, så det hørte sig absolut til sjældenhederne da Conway GRV 12.0 rullede ind ad døren monteret med en mekanisk Shimano GRX-gruppe.
For mit eget vedkommende er det snart 5 år siden jeg sidste kørte med mekanisk gearing, så det var lidt et blast from the past.
Conway GRV 12.0 hører til i toppen af Conways gravelcykel hierarki, der tæller i alt 8 modeller, alle med samme stel og forgaffel men varierende komponentpakke.
Foruden Shimano GRX-gruppen, er den testede GRV 12 udstyret med DT Swiss-hjul og komponenter fra Easton. For mig er det første gang jeg stifter bekendtskab med Conway, men mærket har 30 år på bagen og er særligt populært i hjemlandet Tyskland. Sortimentet består primært af mountainbikes, så der er her tale om et udpræget off-road brand.
For mig er det lidt overraskende at Conway har valgt at gå med en mekanisk gruppe fremfor en elektronisk, da man kan få cykler fra andre mærker til lavere priser med elektroniske grupper fra både Campagnolo og SRAM. Måske er det for at holde prisen nede, da Conway også har valgt at bruge dele fra eksterne brands til at bygge cyklen, der således kommer monteret med en komfortabel Fizik Terra Argo saddel og styr, saddelpind og frempind fra Easton. Kampvægten for hele herligheden lander lige omkring 8,9 kg.
På grusvejen Conway GRV 12.0 kører på Schwalbes G-One Allround Classic, der har et lidt blakket ry. Min første oplevelse var heller ikke for god, da bagdækket punkterede efter blot 2 kilometers kørsel på asfalteret cykelsti. Den dårlige start fik dog ikke ødelagt helhedsintrykket af cyklen og den kuriøse punktering var heldigvis (7, 9, 13) den eneste jeg oplevede i testperioden.
Dækkene og cyklen blev høvlet igennem et varieret terræn, med alt fra asfalt og hårdtstampet grus, til mere tekniske skovstier og bumlede grusveje. Cyklen kører stabilt og har en responsiv og forudsigelig håndtering, men jeg savner en eller anden form for affjedring eller større grad af compliance.
Cyklen er nådesløs i ujævnt terræn og selv det mindste bump eller ujævnhed bliver sendt op i kroppen. Det tager farten og kørelysten ud af rytteren på mere bumlede veje og i ujævnt terræn, men omvendt gør det også, at man tager den en smule mere med ro på de mest tekniske og ujævne nedkørsler, eller igennem skoven. Det indbyder i hvert fald ikke til selvsikker kørsel når det går vildt for sig. Min oplevelse var i hvert fald, at cyklen var mere nådesløs og ikke absorberede stød og vibrationer fra vejen i samme omfang, som angre gravelcykler jeg har kørt på uden indbygget affjedring.
Anderledes sjov er cyklen til gengæld på asfalt og hårdt grus. Her trædes den let op i fart og føles overraskende hurtig for en gravelcykel med brede dæk. Cruise mode på landevej placerede fint speedometret omkring de 30 km/t, mens det ligeledes gik over stok og sten på hårde grusveje, hvor cyklen ligefrem indbyder til at man træder til.
For det er her, at Conway GRV 12.0 finder sit rette element og jeg forestiller mig, at den må være en fryd at køre gravelræs på, så længe ruten byder på hårde og jævne grusveje.
Man skal dog slå sig til tåls med det langsommere mekaniske gearskifte, såfremt man altså har vænnet sig til at køre med elektroniskskifte. Forskellen er mærkbar og jeg oplevede flere gange at sidde og trykke med fingeren på skiftegrebene i søgen efter knapperne til gearskiftet. Det er dog en smagssag og med det ekstra slid der er på drivlinjen ved gravel, vil det for hjemmemekanikerne være nemmere at servicere sin cykel med mekanisk gearing.
Facit Conway GRV 12.0 henvender sig helt klart til de, som ved at de primært kommer til at køre hårdtstampet boulevard grus uden de store ujævnheder eller en hel del på landevej. Der skal ikke herske tvivl om at det er en hurtig cykel på fast underlag (omend fart jo er relativt, men den føltes hurtig og var nem at få op i fart uden alt for meget effort). Cyklen oplevede jeg som nådesløst utilgivelig i bumlet og ujævnt terræn og nakke, arme og mavemuskler var arbejdet godt igennem på ture, hvor underlaget var ujævnt, sammenlignet med andre gravelcykler jeg har kørt på.
Derfor falder min samlede vurdering af Conway GRV 12.0 på 4. Jeg savner lidt mere compliance, der ville gøre cyklen egnet til et mere alsidigt valg af terræn. Afhængig af hvor man bor, bliver man begrænset i sine kørselsmuligheder med så hård og stiv en køreoplevelse. Men der er uden tvivl tale om en sjov cykel når man finder de jævne grusveje og til prisen kan de fleste også være med. Om man er til elektronisk skifte eller ej må være en smagssag. Jeg foretrækker helt klart det første, men det skal ikke påvirke min vurdering. Jeg ser klart fidusen ved mekanisk gearing, især hvis man som jeg, må en tur omkring en cykelmekanikker eller mere kompetent makker, hver gang der skal skrues.
Info Vurdering: 4/5 Bedst til: Hårdt grus! Vægt: 8,9 kg. Pris: 27.699 kr. Mere info:www.conway-bikes.de
Posted on: marts 9th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Chimpanzee laver energibarer med naturlige ingredienser og lækre smagsvarianter. Vi har testet barerne, som i er at finde i goodiebagen til Rundt om Rold.
Tjekkiske Chimpanzee har siden 2008 produceret energibarer med naturlige ingredienser. Selvom de har været tilstede på det danske marked i mange år, er det ikke et mærke jeg før er stødt på. Vi har her på redaktionen haft fornøjelsen af at prøvesmage et bredt udvalg af Chimpanzee’s energibarer, som kommer i to forskellige typer: Klassiske energibarer og salte energibarer.
De klassiske energibarer er almindelige energibarer som vi kender dem. De er baseret på en base af havregryn, rissirup og soja som udgør knap 55% af energibarerne, kombineret med diverse ingredienser til at give smag og struktur. Eksempelvis indeholder barerne 8% puffede ris (rice crispies) som jeg personligt godt kan lige fornemmelsen af i munden. Det tilføjer noget struktur og andre fornemmelser i munden, end bare at bide igennem en sirup og havregrynsmasse.
Men få variationer afhængig af smagsvariant indeholder energibarerne ca. 229 kcal pr. 55 gram bar, og et energiindhold omkring 7 gram fedt, 30 gram kulhydrat, 4,4 gram fiber og 9,3 gram protein. Det præcise energiindhold varierer naturligvis fra smagsvariant til smagsvariant, afhængig af om de smager af frugt, nødder, bær eller chokolade.
For Chimpanzee brillerer med at have et bredt udvalg af smagsvarianter, som ved de klassiske energibarer tæller bl.a. æble & ingefær, lime, banan & chokolade, chokolade mint, espresso og mørk chokolade & havsalt. I alt er der 11 forskellige varianter.
Og så til de salte energibarer. Her finder vi 3 smagsvarianter som er salt oliven, spicy salt og pizza. Energibarerne i denne kategori vejer 50 gram og indeholder 214 kcal, fordelt på 9,5 gram fedt, 26 gran kulhydrat, 3,5 gram fibre, 4,5 gram protein og 0,10 gram salt – naturligvis igen med variation fra smagsvariant til smagsvariant.
I munden Smag og behag er naturligvis individuelt, men jeg vil alligevel give min subjektive mening. Og lad det være sagt med det samme. Jeg er ikke fan af de salte energibarer. Jeg kunne ikke lide smagen af dem. Er man ikke til det søde, eller sødt i længere tid, eller dyrker man cykelsport under ekstreme forhold – måske et ultraløb i en ørken, det kunne være Race Across America, eller har man en lille Saltefanden gemt i maven, er det værd at prøve de salte energibarer og skabe sin egen mening.
For mig smagte de meget salt. Og det fik smagen af oliven eller pizza til at træde i baggrunden. Olivensmagen var henad meget salte oliven, mens pizza’en ret koncentreret af en skør blanding af tomat, ost og salt. Så prøv dem selv, før du afskriver dem totalt, hvis du synes en salt energibar og disse smagsvariationer virker interessante. For mig var de ikke et hit.
Men så kom jeg til de søde energibarer. Og jeg må sige, at hvor de salte var strenge at komme igennem, så var jeg ked af at vi ikke havde fået deciderede kasser til test af de klassiske energibarer.
Personligt er jeg helt fjollet med mintsmag og chokolade mint baren smagte helt forrygende. Generelt er det energibarer med meget smag, og smagen virker også naturlig. Kigger man på ingredienslisterne ser man også, at baren rent faktisk indeholder naturlige ingredienser med de smagsstoffer som er i.
Barerne har en fin struktur som er fast, men stadig let at bide i. De bliver ikke bløde mens de ligger i baglommen og man behøver ikke bekymre sig om, at halvdelen af baren knækker af mens man har den i hånden eller mellem tænderne. Smagene er friske og indbydende, så selvom man skal ud på en længere ekspedition, har man stadig lyst til at spise barerne efter 3-4 timer i sadlen.
Det brede udvalg gør også at der er en bar for enhversmag og blandt de klassiske energibarer stødte jeg ikke på en bar, som jeg ikke kunne lide. Selv de smagsvarianter, som jeg selv ville styre udenom nede i butikken, var en behagelig oplevelse. Jeg har helt bestemt ændret holdning til æble & ingefær, som var dejligt friskt og med et lille bid, mens banan & chokolade smagte lidt henad bananpandekager (jeg er ikke fan af banan, men elsker bananpandekager).
Rosin og valnød lyder for mig ikke specielt sexet, og det var da også den sidste energibar som blev testet. Men selv her var der ikke noget at klage over smagsmæssigt.
Så uanset om man er til det klassiske, søde, salte, frugt eller chokolade, så har Chimpanzee en lækker og naturlig energibar til dig.
Facit Alt i alt har Chimpanzee lavet nogle yderst delikate og lækre energibarer. Smag er naturligvis meget individuelt og selvom jeg ikke var vild med de salte, kan det sagtens være at du er. De klassiske energibarer var til gengæld et kæmpe hit, uanset smag. For mig er det vigtigt at energibarer smager godt – og smager ægte, hvilket man får med Chimpanzee. Man kan identificere det faste stof når man bider af barerne, som har en dejlig struktur.
At der desuden er tale om naturlige ingredienser, er et kæmpe plus, når man skal indtage dem i større mængder og samtidig har optimal performance for øje. Alt i alt får Chimpanzee 5/5 da der er et fint sammenhæng mellem barernes energiindhold, konsistens og smag, samtidig med, at prisen pr. bar lander omkring 17,50 på producentens egen hjemmeside, hvilket er i midterfeltet rent prismæssigt.
Info Vurdering: 5/5 Bedst til: Dem som ønsker at indtage et naturligt energiprodukt eller går op i smag. Pris stk: 17,50 kr. Pris kasse (20 stk): 349 kr. Køb dem her:www.chimpanzeebar.com
Posted on: marts 2nd, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Komfort og øget synlighed via en 360 refleks på underbenene er nøgleordene når vi taler om disse cykelbukser fra AGU.
Lange vinterbukser med pude er et hit på vinterens cykelture og hollandske AGU’s Essential II Reflection er ingen undtagelse. Disse bukser udmærker sig ikke ved at kunne modstå elementerne i nogen bemærkelsesværdig grad, men derimod er det deres synlighed i mørke der giver bukserne deres berettigelse.
For AGU har udstyret Essential II med et 360 graders reflekspanel, som dækker både skinneben og lægen, og derved markant øger rytterens synlighed i mørke. Bukserne er med andre ord skabt til de korte dage henover vinteren, og derfor er de hverken specielt resistente over for vand eller vind. Til gengæld er de rigeligt varme til danske forhold og dermed et oplagt valg til sene eller tidlige ture på cyklen, eller på tørre dage, hvor solen aldrig helt titter frem.
Bukserne er produceret i et materiale kaldet Inverno, som er fremstillet af 100% genanvendt Greensphere-polyester og dermed med hensyn til miljøet. Sidst men ikke mindst kan det nævnes, at bukserne er udrustet med en Red 120-chamois pude, så man behøver ikke have et sæt cykelbukser på indenunder, hvilket man alligevel sjældent ser efterhånden.
På landevejen Essential II cykelbukserne er dejligt komfortable at have på og sidder relativt tæt. Disse bukser blev for alvor testet under Velomores Campione100 dag på Rebild Bakke (som du kan læse mere om i næste nummer af Velomore, på gaden d. 9. februar), hvor de fik 40 ture op og ned ad bakken fra Rundt om Rold. I alt 5 timer i sadlen blev det til og på intet tidspunkt mærkede jeg noget til bukserne.
Puden var dejlig komfortabel og syningerne i bukserne hverken generede eller gnubbede. Selvom jeg ikke så noget til solen, var bukserne stadig dejlig varme og de forblev varme gennem hele turen.
Læs også:
Den store refleks på benet er en fin detalje og den øgede synlighed gør næppe nogen skade. Et eller andet sted kan man undre sig over, at andre producenter ikke følger AGU’s eksempel og gør deres refleksstriber større. For AGU’s vedkommende, har man tilmed valgt et design, som visuelt minder om camouflagemønster, når man ser det i dagslyst. Enten kan man lide det, eller ej. Personligt synes jeg det er ret fedt, og giver et ekstra touch til et ellers sæt sorte vinter cykelbukser, uden at refleksen bare er der, som det nogen gange kan være tilfældet ved andre cykelbukser.
Facit Alt i alt er AGU’s Essential II cykelbukser et par gode, gedigne cykelbukser, som ikke gør det store væsen af sig. De er komfortable og varme, selv efter mange timer i sadlen. De store 360 reflekspanel på underbenene er bestemt et plus og er man på jagt efter et par vintercykelbukser der bare skal slides op, vil jeg bestemt anbefale disse.
Info Vurdering: 5/5 Bedst til: Lange vinterture i tørt vejr, eller mørke. Størrelser: S – XXXL. Farver: Sort Pris: 1000 kr. Mere info: www.agu.com
Posted on: marts 2nd, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
De nye Vento Ferox Carbon er Italienske Fiziks bud på en all-round, men alligevel raceorienteret, off-road cykelsko.
Vento er Fiziks serie af cykelsko til ræs, hvor fokus er rettet mod at optimere performance for rytteren i løbssituationer. Vento Ferox Carbon er seriens bud på en solid all-round sko, der udmærker sig på tværs af off-road discipliner.
Der er skruet op for lirereffekten med Vento Ferox, som vi har testet i den lilla version, men skoene kommer også i en mere nedtonet mudder/grape farvekombination og klassisk sort, hvis man er mere til det diskrete og underspillede.
TEKNOLOGI På Fiziks hjemmeside beskrives Vento Ferox som værende ideelle til alt fra cross country mountainbike over cyklecrossløb til lange gravelløb, hvilket giver en raceorienteret, men alligevel meget alsidig sko.
Alsidigheden opnås blandt andet gennem et dobbelt bespændingssystem, hvor en Powerstrap-velcrolukning øverst på skoen sørger for, at holde skoen sikkert fast omkring foden, mens et BOA-spænde tillader mikrojusteringer før og under cykelturene. Ferox er udrustet med en forstærket X1 carbon ydresål, som har en høj stivhed til vægt ratio for optimal kraftoverførsel til pedalerne. Fizik scorer sålen til en 10’er på deres eget stivheds index (hvilket dog er relativt fra brand til brand, da eksempelvis Specialized og Shimano går op til 12).
Det understreger blot det raceorienterede fokus. Sålen er desuden forstærket med en gummi coating og to studser, for forbedret greb i de situationer, hvor man må af cyklen og enten løbe eller gå. Fizik har formået at holde skoens vægt nede ved at benytte et vævet polyurethanlamineret meshmateriale på skoens overside, som også bidrager til komforten.
Fizik har desuden forstærket skoen med et mere modstandsdygtigt, og gennemsigtigt meshmateriale, der løber langs skoens mest udsatte steder rundt om skosnuden og over vristen. Kombinationen af de to materialer gør skoen både let og åndbar, og gør den mere modstandsdygtig overfor slid og skræmmer fra sten og grene, ligesom det giver skoene sit karakteristiske look, med et spil mellem de to nuancer af lilla.
PÅ GRUSVEJEN Jeg har testet Fizik Vento Ferox Carbon på gravelcyklen i efteråret. Allerede da jeg tager skoene på første gang mærker jeg tydeligt, at der er tale om et par stive cykelsko. Det er første gang at jeg har stiftet bekendtskab med Powerstrap-spændet, men umiddelbart synes jeg det fungerer rigtig godt. Som en der er vant til BOA-spænder, er jeg positivt overrasket over hvor godt Powerstrap lukker til omkring foden, og det føles som om, at sko og fod vokser sammen, til trods for at der er tale om noget så simpelt som en velcrolukning.
BOA-spændet gør det let at justere skoen til at sidde komfortabelt omkring foden og meshmaterialet på overdelen er dejligt komfortabelt. Kombinationen af Powerstrap-spændet og den stive sål gør, at man straks føler et effektivt tråd når man begynder at træde i pedalerne. Det virker for mig som om at al power bliver lagt over i pedalerne.
Mens det en fryd at træde hårdt i pedalerne med Vento Ferox, er det en lige så stor fornøjelse når man skal af cyklen. Skoene står overraskende godt fast i mudder, og på en særlig stejl og våd, græsklædt bakke, kom jeg overraskende let op, takket være den forstærkede ydresål og studserne.
Noget overraskende fik jeg ikke den velkendte smerte i storetåen ved gang, hvilket jeg tilskriver Powerstrap-spændets evne til at fastholde trykket jævnt igennem skoen, fremfor mod storetåen og forfoden, som jeg ofte oplever med andre off-road eller cykelsko. Alt i alt virker skoene robuste og udholdende.
Gennem testperioden har sliddet ikke været specielt udtalt, om end jeg ikke har haft brug for at gå supermeget i dem. Jeg kan dog være bekymret for hvor lang skoenes levetid er, da gummiforstærkningen på ydresålen ikke er mulig at udskifte, men en snak med en engelsk kollega, som har haft skoene i længere tid end jeg, beroligede mig hvad det angår. Jeg har som sagt testet skoene i efteråret og tidlig vinter, hvor de temperaturmæssigt har været helt perfekte. Jeg kunne dog godt forestille mig at de kan blive varme at køre i på de varmeste sommerdage, men umiddelbart efterlader de et indtryk af at være tilpas ventilerede til danske forhold.
FACIT Der er ingen tvivl om at Fizik Vento Ferox Carbon melder sig på scenen som et par high-end off-road sko, der egner sig suverænt til ræs. De er en sand fornøjelse at køre intervaller i og man føler virkelig at alle watt bliver udnyttet når man trykker hårdt i pedalerne. At de tilmed er overraskende behagelige at gå i når terrænet bliver for udfordrende, er blot en bonus.
Personligt er jeg vild med den spraglede lilla farve, men er man mere til det underspillede eller diskrete, fås skoene også i sort. Prisen lander på lige omkring 2.600 kroner, hvilket for nogen vil være dyrt, men fint i overensstemmelse med andre high-end cykelsko.
Posted on: februar 28th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Mondraker har for første gang skabt en cykel som ikke er en mountainbike. Dusty er navnet på spaniernes første gravelcykel.
Berømte for deres mountainbikes og Forward Geometry, som har været med til at definere moderne MTB’er, kommer Mondraker nu med deres aller første gravelcykel. Dusty er navnet og der er tilmed tale om en e-gravelcykel.
Selvom det er første gang at spanierne kommer med en helt ny kategori af cykler, følger Dusty arven og DNA’et fra mountainbiken. Hvor de fleste, hvis ikke alle, gravelcykler udspringer af landevejscykler, kommer Dusty som den første med en MTB-stamtavle.
Mondraker har brugt deres mangeårige erfaring fra produktionen af verdensklasse MTB’er i udviklingen af deres gravelcykel, som bl.a. kommer med full suspension forgaffel, dropperpost, Mondrakers Forward Geometry og en kampvægt på lige knap 13 kg. Derudover er cyklen udrustet med en Mahle X20 motor.
Nøgleordene i udviklingen af cyklen har været komfort og aggressiv kørsel, hvorfor cyklen kommer med et slack setup, kort chain stay og langt reach, samt den, fra MTB, velkendte korte frempind, der giver en kompakt cykel med høj grad af compliance og et lavt stach.
Watts on demand Mahle X20 motoren præsterer 350 kwh, eller som udviklerne selv siger, kan cyklen klare 2000-4000 højdemeter på en opladning, afhængig af hvilken setting man kører med og underlag man kører på. Batteriet er placeret i skrårøret, mens selve motoren er placeret i bagnavet.
Motoren kommer med indbygget Watts on demand, som gør at motoren forstærker rytterens ydelse. Man slipper derfor ikke for at træde i pedalerne. Watts on demand systemet har 3 indstillinger der yder henholdsvis 1,25, 1,5 og 1,7-3 gange rytterens watt. Watts on demand kan konfigureres efter ens personlige præferencer i den tilhørende app.
Men grundtanken fra Mondraker er at cyklen skal spejle rytterens kørsel og Dusty henvender sig primært til aggressiv gravel og lange distancer. Ifølge Mondraker inspirerer cyklen til fart og selvtillid, hvilket vi her på Velomore kan skrive under på, da vi allerede har haft fornøjelsen af at give Dusty en svingom – men det kan du læse mere om senere.
Posted on: februar 27th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Cykelbyen Aalborg lægger asfalt til 1. etape af årets PostNord Danmark Rundt mens Kronborg og Helsingør sætter rammerne for løbets afslutning.
Pressemeddelelse Ruten til årets PostNord Danmark Rundt blev i dag præsenteret med Kronborg som passende baggrund for årets løb.
Når dette års udgave af postnord Danmark Rundt køres 15.-19. august 2023, bliver det med start i Aalborg og mål i Helsingør. 728 kilometer fordelt på fem etaper. 140 ryttere, der klikker i pedalerne fordelt på 20 teams. Etapeløbet har en klassisk postnord Danmark Rundt-rute med spektakulære afslutninger. Særligt på første etapes afslutning i Aalborg kan der ske en udskilning i feltet efter nogle hårde stigninger. Der venter feltet flere stigninger, når rytterne igen i år skal prøve kræfter med Kiddesvej på årets Kongeetape, inden feltet ruller mod Sjælland til 4. og 5. etape. Postnord Danmark Rundt slutter med en enkeltstart i Helsingør med Kronborg som kulisse, hvor rytterne skal forsøge at finde de små sekunder, der kan være afgørende i klassementet.
Foto: Dan Møller.
Dette års postnord Danmark Rundt, der er rangeret som ProSeries på UCI’s Europe Tour (niveauet under UCI’s World Tour), byder på nedenstående fem etaper.
15. august | 1. etape: Aalborg – Aalborg, 170 kilometer. 16. august | 2. etape: Kjellerup – Silkeborg, 164 km. 17. august | 3. etape: Vejen – Vejle 207 kilometer. 18. august | 4. etape: Kalundborg – Bagsværd, 171 kilometer. 19. august | 5. etape: Helsingør – Helsingør, 16 kilometer. Enkeltstart.
Henrik Jess Jensen, formand for Danmarks Cykle Union, glæder sig til dette års postnord Danmark Rundt: ”Når Danmarks Cykle Union til august præsenterer postnord Danmark Rundt sættes der nye og høje standarder for etapeløbet. Vi er igen lykkedes med at tiltrække flere af verdens bedste cykelhold, samtidig med at nye, spændende og fremadstormende teams finder vej til de danske cykelfans. Uden den store opbakning, som postnord Danmark Rundt møder rundt i hele landet, var det ikke muligt at gennemføre så stort et event – derfor vil jeg gerne takke samspillet med kommuner, sponsorer og alle dem, der bakker op i stor stil. Det er den 32. udgave i løbets historie. Derfor lyder også en speciel tak til postnord for et godt og stærkt samarbejde. På løbets 4. etape markeres én af Danmarks allerstørste danske virksomheders 100-års jubilæum – Novo Nordisk. Under denne etape får dette jubilæum en ekstra stor opmærksomhed som en del af cykelfesten. Jeg glæder mig til august og byder verdenseliten velkommen til Danmark,”slutter Henrik Jess Jensen.
Foto: Dan Møller.
Også Danmarks Cykle Unions eventchef Jesper Tikiøb, ser frem til et spændende Postnord Danmark Rundt: ”Vi glæder os rigtigt meget til at postnord Danmark Rundt 2023 blive skudt i gang den 15. august i Aalborg. Igen i år har vi ambitioner om at udvikle løbet yderligere og igen gøre løbet til en stor festlig og sportslig begivenhed hen over de fem etaper. I samarbejde med alle vores uvurderlige frivillige, vores samarbejdspartnere og værtskommunerne, vil vi alle lægge os i selen for at give publikum og Tv-seerne et fantastisk cykelløb.” slutter Jesper Tikiøb.
Foto: Dan Møller.
Jens Kasler, sportslig ansvarlig for postnord Danmark Rundt, og dermed ansvarlig for bl.a. ruter og kontakt med de deltagende teams, knytter disse kommentarer til det kommende løb:
Foto: Dan Møller.
”Jeg synes, at det igen i år er lykkedes at skabe et spændende og seværdigt felt, med fem World Tour-hold og ni ProTeams kan vi kun være tilfredse. Sidste år præsenterede vi måske det stærkeste felt nogensinde i løbets historie, men også i år er det min forventning, at feltet vil have besøg af nogen af verdens bedste pedalatleter.”
Etape beskrivelser:
1 etape: Aalborg – Aalborg, 170 kilometer. Dette års udgave af den danske rundtur, postnord Danmark Rundt, starter i det nordjyske, nærmere bestemt i Danmarks 3. største by, Aalborg.
Efter rytterpræsentationen på Budolfi Pladsen begiver rytterne sig ud på en 170 km lang første etape. Straks efter, at løbet gives frit, køres der vestpå til den tidligere DM-værtsby Nibe. Efter besøget i Nibe, også kendt som festivalbyen, går det mod sydøst via byerne Vegger, Sønderup og Sulsted, Når feltet har kørt 70 km, rammes Rebild Bakker, hvor der køres en 12 km rundstrækning. Postnord Danmark Rundt har tidligere haft mål ved Rebild Bakker, hvor Matti Breschel vandt en sikker spurtsejr.
Efter knap 100 km kører feltet ind i Støvring, for herefter at køre ad små veje ind på den 11 km lange rundstrækning i hjertet af Hasseris. Der venter rytterne en knaldhård rundstrækning, da feltet skal forcere de to kendte bakker Skovbakkevej og Nordtoft. Begge frygtede stigninger fra DM-løbet i 2022.
For rytterne, der kører klassement, er der dyrebare sekunder på spil allerede her på første etape. Sidst løbet gæstede Aalborg, kørte Lasse Normann alene hjem; blot få sekunder foran det jagende felt.
Aalborg har de seneste år tiltrukket flere store løb til byen, bl.a. UCI-finalen i Gran Fondo (VM for amatører) i 2015, som byen i øvrigt skal være vært for igen i 2024, DM-ugen både i 2022 og 2023, samt naturligvis postnord Danmark Rundt så sent som i 2018. I postnord Danmark Rundt-regi har Aalborg tidligere været målby tilbage i 2019.
2 etape: Kjellerup – Silkeborg, 164 kilometer. Efter første etapes forventelige hæsblæsende finale i Aalborg starter feltet i den stille og idylliske midtjyske by Kjellerup, der tilbage i 00’erne var hjemby for et af datidens store Continental Teams: Team Designa Køkkener.
Efter præsentationen af feltet på torvet i Kjellerup køres der stik østpå til Ans og videre til Gjern, inden dagens første bakkepoint skal uddeles på bakken ved Sorring. Når feltet har passeret Sorring, køres der videre ned mod Laven og den smukke sø Julsø. Efter 57 km rammes Ry, og herefter køres gennem byerne Svejstrup, Boes og Alken, inden ”Tourens tag” skal passeres, nemlig Yding Skovhøj.
98 km har rytterne tilbagelagt, når Østbirk rammes, og blot få kilometer senere køres der igen om point til bakketrøjen ved Tørring Bakken. De sidste 35 km ind til Silkeborg køres i et vekslende landskab med bakker og både store og små veje.
Den 5,3 km lange finalerundstrækning er en kopi af afslutningen i 2018. Det er en yderst intens afslutning med den hårde bakke på Hvinningsdalvej, som burde give anledning til et festfyrværkeri af en afslutning på anden etape.
3 etape: Vejen – Vejle 207 kilometer. Vanen tro er tredje etape af postnord Danmark Rundt årets kongeetape. Efter starten i Vejen, som for første gang er startby i postnord Danmark Rundt, skal de 140 ryttere ud på en 220 kilometer lang etape med hele 2100 højdemeter.
De første 85 kilometer køres i Vejen Kommune og er uden de store forhindringer. Der er dog bonussekunder på spil ved de to bonusspurter i Brørup og Vejen. I Egtved ændrer terrænet karakter, og nu begynder en lang række udfordringer. På blot 10 kilometer følger de kendte stigninger, Egtvedpigens grav, hvor dagens første bakkespurgt er henlagt til.
Straks efter følger stigningen ved Tørskind, og inden rytterne når at få pusten, skal de prøve kræfter med Ravning-bakken.
Herefter rammer rytterne Ribevej, og roen kan igen sænke sig over feltet. Efter Jerlev, hvor dagens tredje og sidste bonusspurt køres, går det stik øst til Børkop. Kort efter Børkop, ved byen Andkær, starter en nyskabelse i postnord Danmark Rundt. Her er der lagt en godt 10 kilometer lang rundstrækning ind, hvor rytterne skal ned af Munkebjergbakken, helt ned til Vejle Fjord, for umiddelbart derefter at dreje til venstre op af Ibækvej, også kaldet ”Golfbakken”, inden feltet kommer tilbage til Andkær. Denne knaldhårde rundstrækning skal køres tre gange med bakkespurt på første og tredje passage af ”Golfbakken”, inden feltet kører direkte ind til den legendariske rundstrækning i Vejle. Rundstrækningen i Vejle indeholder tre stigninger: Højen Skovvej, Koldingvej samt naturligvis Kiddesvej, som vanen tro skal køres tre gange.
Ryttere, som har forhåbninger om et topresultat i postnord Danmark Rundt, kan ikke tillade sig at have en dårlig dag på denne etape.
4 etape: Kalundborg – Bagsværd, 171 kilometer. Efter de tre første etaper i postnord Danmark Rundt, hvor de tunge sprintere måske har sværere vilkår end normalt, er der nu lagt op til en klassisk sprinteretape på fjerde og næstsidste etape af årets postnord Danmark Rundt.
Efter starten i Kalundborg, som sidst havde besøg af løbet i 2021, kringles der lidt rundt i den sydlige del af Kalundborg kommune, hvor byerne Udby, Gørlev og Høng passeres, inden der igen køres lidt nordpå til Tissø og bakken ved Kattrup Gods, hvor dagens første bakkespurt skal køres. Når pointene til bakketrøjen er fordelt, begiver feltet sig mod Holbæk, hvor der er vigtige bonussekunder på spil i Ahlgade. Efter Holbæk går det direkte ned til den ikoniske Munkholmbro og derefter stik nord op gennem Hornsherred, som for andet år i træk får besøg af Danmarks største tilbagevendende sportsbegivenhed. I Jægerspris køres dagens anden bonusspurt, inden feltet kører direkte østpå mod målbyen Bagsværd.
Inden feltet når Bagsværd skal det gennem Frederikssund, Ølstykke, Ganløse og Værløse. I Bagsværd skal der afsluttes med en lille 5,2 km rundstrækning, inden det hele forventeligt skal afgøres i massespurt.
5 etape: Helsingør – Helsingør, 16 kilometer. Enkeltstart. I 2006, 2011, 2015 har postnord Danmark Rundt kørt enkeltstart i Helsingør, så det er altså fjerde gang, at byen lægger asfalt til en spændende og meget afgørende enkeltstart i Helsingør.
Det er prominente navne, der tidligere har vundet i byen: Fabian Cancellara, Richie Porte og Mads Würtz Schmidt er navne, der bekræfter, at man skal være enkeltstartsspecialist for at vinde etapen.
Etapen har start på Allégade/Havnegade, og selve ruten må betegnes som teknisk let, men dog med en lidt hård stigning mindre end en kilometer efter start. Her skal bakken på Esrumvej forceres, hvorefter det går ligeud, inden ruten svinger ned ad Rødegårdsvej. Efter 10 km drejes der atter ind på Esrumvej, og nu køres der direkte ind til mål på Kulturværftet med Kronborg som en smuk baggrundskulisse. Det er i disse historiske rammer, at den endelige vinder af 2023-udgaven af Postnord Danmark Rundt skal kåres.
Hold til start I PostNord Danmark Rundt Det danske landshold Restaurant SURI – Carl Ras BHS-PL Beton Bornholm Team ColoQuick Team Leopard TOGT Lotto-Dstny Team Tudor Uno-X Pro Cycling Team Bingoal Soudal – Quick Step DSM Alpecin-Deceuninck EF Education-EasyPost Trek-Segafredo Mazowsze Serce Polski Sport Vlaanderen – Baloise Novo Nordisk Q36.5Pro Cycling HUMAN POWERED HEALTH Bolton Equities Black Spoke
Posted on: februar 23rd, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Mellemlagstrøjer er det nye og vi kigger nærmere på AGU’s bud på en mid layer trøje til de lange, kolde ture.
En tendens du skal holde øje med i 2023 er såkaldte mid layer trøjer – mellemlags trøjer – som flere og flere cykelbrands ser ud til at satse på. Der er tale om en dedikeret trøje til at fungere som det ekstra, varmegivende lag mellem undertrøje og jakke. Den første af sin art vi er stødt på her på redaktionen er AGU’s mid layer SIX6 trøje.
Trøjen er udviklet i et miljøvenligt textil som bl.a. består af hamp, der bidrager til trøjens blødhed og komfort. Teknologien bag tekstilet kaldes drirelease, hvor man kombinerer syntetiskefibre med naturligfibre som besidder hurtigtkørende og fugttransporterende egenskaber. Hamp-materialet er benyttet på trøjens forside, mens ryggen består af et klassisk ventilerende og vandafvisende textil.
Det giver en trøje som ifølge AGU er blød og som hverken fnugger eller krøller. Trøjen er udstyret med en vandtæt lynlåslomme på både bryst og ryg.
På landevejen Der er ingen tvivl om at SIX6 mid layer trøjen fra AGU er behagelig at have på. Den er varm og selvom den sidder tæt, er stoffet tilpas strækbart til at man ikke føler at den hæmmer ens bevægelighed, hvilket er vigtigt når man pludselig skal have et ekstra lag på. Trøjens udseende er dog noget uvant for en landevejsrytter som jeg og minder lidt om en fleecetrøje. Havde det ikke været for det lidt stramme fit, havde jeg været fristet til at benyttet trøjen til hverdag også, da den virkelig er dejlig varm.
Det er let at iføre sig jakke udenover trøjen, men det kræver at man har gjort sig nogle tanker om turen og vejret. For trøjen ER varm og det kræver et par ture helt at få en præcis fornemmelse af, hvor meget eller hvor lidt isolering man behøver uden over – eller i hvilke temperaturer den fungerer bedst i. Jeg nåede dog frem til, at den var ideel under en vinterjakke til lange ture omkring frysepunktet, hvor en tyndere mellemsæsonsjakke, eller regntrøje/langærmet trøje, var bedre ved temperaturer omkring de 10 grader.
Noget der er særligt smart ved en mellemlagstrøje er, at man kan lyne sin vinterjakke op for at regulere temperaturen uden at vinden ryger direkte ind på undertrøjen og kroppen. Samtidig virker det som om, at mellemlagstrøjen fra AGU suger fugten fra kroppen og undertrøjen, og på en eller anden måde fanger det i mellemlaget.
Når man først har fået kalibreret sin fornemmelse for kombinationen af mellemlagstrøjen og yderlaget, er SIX6 trøjen en sand fornøjelse at have på. For mig har den forlænget brugsperioden for nogle af mine tyndere regntrøjer og efterårsjakker, ligesom jeg har kunne lade den varme vest blive hjemme på en hel del kolde ture. Dog vil jeg mene at trøjen egner sig bedst til rolige ture, da den bliver for varm til intervaller eller høj intenst arbejde.
Facit Mellemlagstrøjen fra AGU er overraskende behagelig at have på og giver et nyt element til cykeltøjsgarderoben. Den er ideel til lange ture i koldt vejr og forlænger brugsperioden for tyndere jakker og regntrøjer. Det kommer dog med en pris. Til 1.049 kroner vil de fleste nok gå efter en regulær jakke eller trøje, som trods alt kan bruges hele året og i mere varierede situationer. Jeg har dog nydt at cykle med AGU SIX6 mid layer trøjen og på de virkelig lange og kolde vinterture er den en sand fornøjelse at have på.
Info Vurdering: 5/5 Bedst til: Lange, kolde ture. Farver: Hvid. Størrelser: S-XXXL. Pris: 1.049 kr. Mere info:www.agu.com
Posted on: februar 18th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Kær jakke har mange formål. Prime Alpha fra Specialized er særdeles varm og behagelig, så spørgsmålet er, om du helst vil cykle i den, eller have den på på arbejde?
En varm cykeljakke kan være mange ting og det er netop hvad denne Prime Alpha jakke fra Specialized er. Mange ting. Jakken er forret med det ekstremt varme og svedtransporterende Polartec Alpha, der oprindeligt er udviklet til det amerikanske militær.
Netop de to kvaliteter gør materialet oplagt at komme i sportstøj til koldt vejr og vi har tidligere testet og anmeldt en vest fra AGU med netop samme materiale. Fordelen ved Polartec Alpha er, at det uld-lignende materiale giver en ekstrem god varme, mens den åbne struktur nedenunder sørger for exceptionel åndbarhed.
Kombinerer man de egenskaber med et vand- og/eller vindtæt yderlag, har man en gedigen vinterjakke. I dette tilfælde er Specialized Prime-Series Alpha Jacket (som er jakkens fulde navn) kombineret med et let yderlag, der dog ikke besidder nogle særlige vandafvisende egenskaber, omend det dog er vandafvisende nok til at modstå mindre byger.
På landevejen Jakkens pasform vil jeg bedst beskrive som komfortabel. Den er hverken racefit eller poset at have på, men sidder behageligt og minder måske lidt om en almindelig jakke. Der er rigeligt med plads til at man kan have ekstra lag på indenunder, og i testperioden har jeg, på en råkold dag med haglbyger i starten af december, kørt med en ærmeløs undertrøje og Castelli Beta RoS indenunder. På ryggen har Specialized placeret tre lommer, som er lette at komme i og med plads til det mest basale.
Jakken er mærkbar varm og Polartec Alpha materialet luner godt, selv ved lave intensiteter. Baseret på produktbeskrivelsen på Specializeds hjemmeside, er det uklart for mig om jakken også er udviklet med henblik på at være vandtæt.
Uanset hvad, modstår den også regnbyger. På før nævnte tur med regnbyger, skiftede vejret til regulær regn. Og selvom jakken fik en time under den kolde bruser, forblev den varm, og Castelli Beta-jakken jeg havde på som mellemlag, forblev tør.
Det fnuggede Polartec Alpha som giver den gode varmeisolerende funktion.
På tørre dage har jeg nydt at cykle med Prime Alpha-jakken og særligt en detalje har jeg været rigtig glad for. Lynlåsen, som kan åbnes fra begge ender. Med en varm jakke som denne, er det lækkert at kunne regulere temperaturen ved at lyne op nedefra, og derved få luft og temperaturregulering til maven, uden at man behøver åbne sin jakke helt op og senere bøvle med at få den lukket igen.
Der er fint plads til en jakke, eller som her, en mid layer trøje, under Polartec Alpha jakken.
Og det bringer mig tilbage til der, hvor denne anmeldelse startede. En jakke der kan være mange ting. Mens jeg har brugt den på de råkolde dage, har jeg ved selvsyn set Specializeds ansatte fra Californien bruge den som “hverdagsjakke” ved lanceringen af Specialized Diverge STR i Tyskland, i september sidste år.
Her nævnte Specializeds ingeniør, Chris D’Alusio, da også, at han aldrig cyklede i den, men gik i den til hver dag. For mit eget vedkommende, ser jeg mere jakken som en vest med ærmer, da materiale og pasform føles ulig andre varme jakker jeg har prøvet, men jeg er nok også præget af AGU-vesten nævnt i indledningen, som jeg tidligere har testet.
Facit Der er ingen tvivl om at cykeltøj med Polartec Alpha er fremragende til de rigtig kolde dage på rammen, og det gælder naturligvis også for Specializeds Prime-Series Alpha jakke. Der er her tale om en varm cykeljakke uden dikkedarer. Detaljen med lynlåsen der kan åbnes fra begge ender er et kæmpe plus. Så er spørgsmålet bare, om man synes den er så varm, at man hellere vil iklæde sig den til hverdag end på rammen.
Info Vurdering: 5/5 Bedst til: De rigtig kolde ture. Størrelser: XS-M. Farver: Sort og gunmetal. Pris: 1300 kroner. Mere info:www.specialized.com
Posted on: februar 16th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Slut med 20 minutters FTP-test! GRASPOR er dansk udviklet og kan fortælle dig om din muskeliltning i realtid og give dig præcise træningszoner.
”Jeg elsker 20 minutters tests” sagde ingen nogensinde. Faktisk tror jeg, at det er de færreste som holder af at FTP-teste, uanset om det er 20 minutter all-out, 2x 8 minutter, 40 minutter, 60 minutter, RAMP-test, laktattest eller hvad der nu findes af test protokoller derude.
Uanset hvad er de hårde og modbydelige. Og så er der jo spørgsmålet om, hvor ofte man skal teste? Personligt stiftede jeg sidste år for første gang bekendtskab med laktakt-test og det umiddelbare udbytte af min efterfølgende træningen var mere mærkbart, end det har været de foregående år, hvor mine træningszoner har været løst baseret på 20 eller 60 minutters peak power, målt sporadisk gennem året – og hvoraf de fleste nok har været baseret mere på ego, end på reel formåen.
For det er svært at ramme spot on med test, og skal man ud i byen og have foretaget eksempelvis en laktakttest, koster det hurtigt mange knaster. Men måske et nyt dansk produkt kan ændre på det.
GRASPOR er en dansk udviklet sensor der måler iltmætning i den arbejdende muskel. Egentlig er apparatet udviklet til at måle på astronauter, uden at gå nærmere i detaljer med det, er GRASPOR i dag et selvstændigt selskab der arbejder med træningsfyisologi i primært cykelryttere.
Der er dermed tale om et startup og det bærer GRASPOR også præg af. Her på Velomore har vi haft en enhed til test det sidste halve år og efter lidt startvanskeligheder er det overordnede indtryk positivt.
Ud af æsken
GRASPOR kommer en smart lille æske og består faktisk kun et lille ærme der trækkes over låret og en tilhørende sensor der sættes ind i ærmet. Ved at sende lys ind i musklen kan sensoren måle mængden af røde blodlegemer og derved også mængden af ilt i blodet der gennemstrømmer musklen – ligesom man kender det fra klips man får sat på fingeren når man er indlagt på hospitalet. Via GRASPOR app’en får man et indblik i musklens iltning i realtid, hvor det viser iltningen i procent.
Da GRASPOR som sagt stadig er i den tidlige fase, arbejdes der konstant på optimering af alt fra produktet, trænings- og testprotokoller til selve app’en og enhedens compabilitet. Derfor kan data fra GRASPOR lige nu kun analyseres i den tilhørende app eller på hjemmesiden Intervals.icu, ligesom det kun er Garmin-enheder som kan vise data i realtime, udover mobil app’en. Det giver selvsagt en hel del begrænsninger i anvendelsen, men over tid til Graspor uden tvivl blive bredt ud over flere platforme – og samtidig kunne vise meget mere forskellig data.
I brug
Brugen af Graspor er enkel. Man sætter enheden i ærmet og monterer det på sit højre ben. GRASPOR har klare instrukser for, hvordan man skal placere ærmet for at få de mest pålidelige målinger. Herefter forbinder man enheden til app’en eller sin Garmin og kalibrerer enheden. Dette skal gøres mens man står helt stille, men det tager til gengæld ikke mere end et par sekunder. Og så er man faktisk good to go.
Som det første skal man foretage en GRASPOR-test som fastslår ens træningszoner. Det gøres via en klassisk RAMP-test, hvor hvert trin varer 4 minutter og stiger med 30 watt’s intervaller. Undervejs vil app’en registrere hvornår ens iltningskurve knækker og via disse knæk, vil man kunne analysere sig frem til sine zoner og vigtigst af alt, hvor ens LT1 og LT2 ligger. Hvis man ikke er helt skarpt på hvad LT1 og 2 er, så er LT1 kort forklaret ens udholdenhedszone. LT1 er ca. deromkring hvor man går fra udholdenhed over i tempo, så grænsen mellem den klassiske Z2 og Z3, eller FATmax. Det er punktet hvor kroppen begynder at opbygge laktat, men stadig kan forarbejde. Se, pludselig har vi mange begreber i spil for noget relativt simpelt. En Google-søgning kan hjælpe med at skabe klarhed. LT2 er din FTP, AT eller det punkt, hvor kroppen begynder at producere og ophobe mere laktat, end den kan nå at forbruge. Det er her du begynder at syre til.
Zonerne benyttes som typiske træningszoner udefra en 5 zoners model. Da jeg først modtog min GRASPOR enhed arbejdede GRASPOR med iltningszoner, men disse viste sig at være meget fluktuerende. For at tage et eksempel. Ved en af mine første tests blev min Z2 sat til at være mellem 56% og 53% procent iltning. Men noget så simpelt som at rejse sig i pedalen var nok til at sende min iltning ned under 50% og pludselig var det ekstremt svært at holde sine zoner. Samtidig har min muskeliltning varieret fra dag til dag, og nogen gange tilmed ændret sig undervejs i træninger. Med den mængde data som GRASPOR råder over, forestiller jeg mig at de har set samme tendens ved andre og derfor valgt de klassiske wattzoner.
GRASPOR skriver på deres hjemmeside, at man kan benytte enheden under træning, særligt til at vurdere, om musklen er ved at være udmattet eller om man kan gå dybere i sin intervaller. Det sker alt efter hvordan muskeliltningen svinger. Falder den pludselig drastisk midt i interval eller efter et givent antal intervaller, er det bedre at stoppe træningen der, end at fortsætte og udmatte sig selv unødvendigt. Omvendt, bliver muskeliltningen bedre, betyder det oftest at man kan tillade sig selv at træne hårdere.
Jeg har først og fremmest brugt GRASPOR til tests og fastsættelse af mine træningszoner. Min subjektive oplevelse er, at GRASPOR rammer forholdsvist præcist på både LT1 og LT2. Ulempen er dog, at det er forholdsvis svært selv at analysere datoen, så indtil de får udviklet en algoritme som kan klare det arbejde, er man nødt til at vente på at en ansat hos GRASPOR får analyseret ens tests. Det kan godt tage lang tid, særligt hvis man tester i weekenden. Samtidig er det stadig begrænset hvor let det er at anvende GRASPOR. Cykler man udenfor, skal man enten have sin mobil monteret på styret eller køre med en Garmin-enhed.
Facit
GRASPOR er først og fremmest et fremragende testværktøj. Det gør det enkelt og let at teste præcist. Det er især en fordel for de, som er kæmpe træningsnørder, eller oplever mange afbræk i træningen i løbet af en sæson. Jeg har testet i samtlige restitutionsuger, samt hver gang jeg har været syg. Det har øget effekten af min træning markant, da jeg altid har været opdateret på mine zoner.
GRASPOR er dog stadig i et tidligt stadie, hvor der stadig er en del vej endnu, før produktet for alvor bliver bredt anvendeligt. Lige nu vil jeg mene, at det primært henvender sig til den meget seriøst cykelrytter, eller til den gedigne træningsnørd. Til 5.500 kroner om, er det hellere ikke ligefrem et billigt værktøj og taget i betragtning af, at der stadig er en del udvikling tilbage, lander min vurdering på 4/5.
Opdateret d. 9. juli 2023 Nu har jeg trænet med Graspor i godt og vel 9 måneder og er jeg kan konstatere, at jeg har hævet min FTP fra 270 watt (efter COVID-19 infektion i maj) til 333 i juli. Hvilket må siges at være et flot resultat, som jeg nok ikke havde kunne opnå lige så effektivt med en klassisk 20 minutters test.
Info
Vurdering: 4/5 Bedst til: Træningsnørden eller den seriøse rytter, som oplever man afbræk i træningen. Pris: 5.495 kr. Mere info: www.graspor.com
Posted on: februar 13th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Som abonnent på Velomore får du nu rabat på overnatning på hos Maison Bellevue, et dansk B&B i bakkerne bag Cannes og Cote Azur der primært fokuserer på cykelmotionister.
Som en fordel for alle Velomore abonnenter kan du nu spare 20% på ophold hos Maison Bellevue – et dansk B&B i bakkerne bag den franske riviera.
Maison Bellevue ligger i den lille, stille landsby Auribeau-sur-Siagne i de provencalske bakker bag Cannes og Cote Azur, hvor de byder danske cykelmotionister velkommen med åbne arme. Huset er indrettet med plads til cykler og rummer bl.a. et lille værksted, med alt nødvendigt værktøj så man ikke behøver bekymre sig om at slæbe det med på ferien, eller at skulle foretage mindre reparationer undervejs. Huset har 4 dobbeltværelser der hver er udstyret med ejet bad og aircondition, ligesom huset byder på moderne bekvemmeligheder som spa og sauna.
Bag Maison Bellevue står det danske par Bonnie og Jesper, som har skiftet den travle hverdag ud med en mere stille tilværelse i det sydfranske.
Landsbyen Auribeau-sur-Siagne ligger mellem Cannes, Mougins og Grasse, og knap 30 kilometer fra lufthanen i Nice. Huset lejes ud som Bed & Breakfast og er det perfekte udgangspunkt for cykeleventyr i det fantastiske terræn bag rivieraen. Jesper giver den desuden gerne som cykelguide.
Booker du gennem Velomore får du 20% rabat på dit ophold og du aktiverer fordelen ved at skrive til os på info@velomore.dk.
Vi anbefaler at du kombinerer et ophold hos Maison Bellevue med en af vores andre abonnementsfordele, nemlig rabatten på startnummeret til GFNY Cannes (desværre er huset allerede lejet ud i samme weekend i år).
Posted on: februar 12th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Det er altid rart at have en vest med i baglommen og AGU Prime er til de dage med risiko for regn eller dårlig sigtbarhed.
Det er altid rart at have en vest med i lommen hvis vejrudsigten er usikker. Vi har testet AGU’s Prime regnvest der sørger for ekstra beskyttelse på våde dage, eller ture med uforudsete byger og dårlig sigtbarhed.
Vesten er lavet i en Poray 15.000 membran der giver den sine vind- og vandafvisende egenskaber. Fokus har udelukkende været på at gøre vesten så vandafvisende som muligt, hvilket betyder, at den ikke har set synet af varmeisolering. Det giver en tynd vest, der er let a folde og have med i baglommen.
Vi har testet vesten i hi-vis gul, hvilket er ideelt til både efterår, vinter og forår. Vesten er i 4-vejs stretch, der giver en øget bevægelighed når man sidder på cyklen, mens det samtidig gør at vesten giver sig lidt mere, når man har den udenover eksempelvis en tyk jakke.
Sømmene er fuldt tapet og lynlåsen vandtæt, hvilket må siges at være et minimumskrav til en vandtætvest, mens Prime desuden er udrustet med en smart camlock lukning. Camlock lukningen er egentlig mere en række magneter der sidder langs med lynlåsen og som gør, at man let kan lukke vesten i tilfælde af en byde, uden at man behøver fumle med lynlåsen.
På landevejen Vesten fylder ikke specielt meget i baglommen og er derfor nem at have med. Armgabene er relativt store og det er let at tage vesten af og på mens man cykler. Vesten kan ikke siges at være varm, så man skal kun have den med hvis der er overhængende fare for regn, eller som i vores tilfælde, hvis man får brug for ekstra synlighed.
Vestens vindafvisende egenskaber kunne være bedre og den har mere føltes som det sidste ekstra lag, til at sætten prikken over i’et, snarere end at være det lag, som decideret holder vinden ude. Til gengæld performer den godt i regn og holder torsoen dejlig tør og sprød i byger.
Camlock lukningen helt tæt på.
En smart detalje som jeg har været helt vild med er Camlock lukningen, der sidder udenpå lynlåsen. Magnetlukningerne lukker selv til og er gode til at finde hinanden. Det betyder, at man sagtens kan køre med vesten lukket, uden at have den lynet op. Det er smart hvis man eksempelvis har brug for at få vesten hurtigt af og på i en skarp situation, eller brug for mere luft ind til kroppen ved eksempelvis intervaller. Samtidig yder Camlock lukningen en ekstra vandafvisning omkring lynlåsen.
Læs også: Velomore tester
Fittet er performance orienteret, omend den testede str. M ikke sad helt tæt. Eneste minus ved vesten er de manglende lommer bagpå. Der er heller ikke et “hul” i ryggen til at komme ind til lommerne, så enten skal man bøvle med at trække den op, eller vælge at lyne den helt op, hvilket ikke er ideelt hvis man kører i regnvejr.
Facit Alt i alt er AGU’s Prime regnvest en vest der holder hvad den lover. Den er vandtæt og holder også vinden ude, omend der findes veste som gør dette bedre. Til gengæld forestiller jeg mig, at den vil være ideel til nattekørsel om sommeren. Særligt Camlock lukningen er en genial detalje, der langt hen ad vejen opvejer de manglende lommer. Vi kommer dog ikke udenom, at det bestemt er et minus for en tætsiddende regnvest, at det er svært at komme til lommerne. Prisen siger 999 kroner for vesten i hi-vis gul og så er vi oppe i samme leje som de fleste regntrøjer. Jeg vil dog mene, at en god regnvest bør være en fast bestanddel af enhver cykelgarderobe, særligt med vores vejr, og der er AGU Prime et fornuftigt bud. Er man ikke villig til at smide en tudse, eller synes man ikke om den meget i øjnefaldende gule, fås vesten også i sort til 749 kroner, hvilket både er mere overkommeligt og en farve der egner sig til brug året rundt.
Info Vurdering: 4/5 Bedst til: Ture med risiko for regn. Farver: Sort, grå eller hi-vis gul. Størrelser: S-XXXL. Pris: 749 – 999 kr. Mere info:www.agu.com
Posted on: februar 9th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Skal du køre La Marmotte, GFNY Alpe d’Huez eller på familieferie i Alperne, så kan du nu spare gode penge på et ophold hos danske Your Alp Adventure på toppen af cykelsportens mest berømte bjerg.
Som en fordel for alle Velomores abonnenter kan du nu spare 15% (eller mere hvis du booker i forbindelse med GFNY Vaujany-løbene), når du booker ophold hos Your Alp Adventure, som driver hotellerne Hotel Le Refuge og Hotel le Chamois, samt Chalet le Vieux Murs på toppen af Alpe d’Huez.
Hotel Le Refuge
Bag Your Alp Adventure står det danske par Jacob og Signe Bennike, der i 2020 besluttede sig for at rykke teltpælene op af den danske muld for at rykke dem til Alpe d’Huez’ solbeskinnede skråninger. I dag driver parret hotellerne Le Refuge og Le Chamois, samt hytten Le Vieux Murs på toppen af Alpe d’Huez.
Hotel Le RefugeHotel Le Refuge
Begge hoteller har plads til i omegnen af 60 gæster og byder på alle de faciliteter man behøver for at nyde livet efter cykelturene – bl.a. pool og en veludrustet bar. Området på toppen af Alpe d’Huez egner sig desuden perfekt til en kombineret cykel og familieferie, med masser af restauranter og aktiviteter. For ej at glemme nogle af cykelsportens mest berømte stigninger inden for kort afstand.
Hotel Le ChamoisHotel Le Chamois
Her på Velomore anbefaler vi at man bruger rabatten på overnatning sammen med en af vores andre fordele, nemlig rabatten på tilmeldingen til GFNY La Vaujany Alpe d’Huez d. 2. juli og GFNY Vaujany Croix de Fer d. 27. august, hvor du som abonnent sparer 10% på tilmeldingsgebyret.
Du sparer 10% på tilmeldingen til alle GFNY’s løb i Frankrig, mens Your Alp Adventure giver 15% (og mere til i de to løbsweekender) til alle Velomores abonnenter. For at aktivere fordelene skal du blot sende os en mail på info@velomore.dk.
Posted on: februar 7th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Som en hyldest til Tour de France og den gule trøje har Santini skabt denne serie af rigtig varmt vintercykeltøj.
Maillot Jaune er fransk og betyder “gul trøje”, hvilket er et passende navn for Santinis hyldestserie til netop Tour de France og den gule trøje. Ved sommerens Grand Depart i København kunne man købe sommersættet fra samme kollektion i Santinis pop-up butik på Strøget. Gjorde man det, er man uden tvivl også interesseret i vintersættet, som vi her på Velomore har haft fornøjelsen af at teste.
Sættet udruster dig fra top til tå og består af skoovertræk, vintercykelbukser, mid layer trøje, jakke og handsker.
Farverne er marineblå med enkelte detaljer i Tourens berømte gulefarve, som bl.a. går igen på alle produkterne i en gul stribe og logoet, som er en lille gul rytter. Fælles for alle dele i sættet er, at de er præget med detaljer der øger rytterens synlighed i mørke.
Jakken Jakken er en regulær vinterjakke som anbefales til temperaturer mellem -8 og +5 grader. Den er både vind- og vandafvisende, ligesom den er varmeisoleret og udrustet med ekstra polstring de mest udsatte steder, bl.a. et ekstra varmt panel henover nakke og skuldre, hvor vind godt kan komme ned afhængig af position på cyklen. Jakken har desuden to smarte paneler for enden af ærmerne, som følger med ned i handskerne og derved udrydder det irriterende stykke bar hud mellem handsker og ærme. De tre ryglommer er store og med god plads til diverse, og har desuden en mindre og vandtæt lynlåslomme til nøgler eller kort.
Mid layer trøje Har man ikke nok i en jakke der er varm fra -8 til +5 grader, har Santini og så en mid layer trøje til at give dig den sidste varme. De kalder den dog for en sweatshirt og intentionen er da også at den skal fungere både på og af cyklen som hverdagstøj. Fronten er i et vindafvisende materiale med foring på indersiden, mens ryggen er i et velkendt og lidt tyndere og svedtransporterende materiale. Derudover har den to skjulte lommer på forsiden.
Cykelbukserne De lange vinterbukser er med indbygget bude som efterhånden er standarden for lange cykelbukser. Bukserne er i termofleece og kommer med en temperaturanbefaling på mellem 0-15 grader, hvilket er et dejligt stort spænd der gør dem brugbare fra efterår, gennem vinteren og langt ind i foråret. Bukserne er uden de store dikkedarer, men en fin detalje er at Santini har valgt at forstærke det udsatte ankelområde med et dobbelt lag tekstil.
På landevejen Der skal ikke herske tvivl om at sættet er varmt! Selv ved 150 watt under opvarmning på en kold vinterdag pibler sveden frem.
Temperaturanbefalingen for jakken holder i hvert fald stik og det er nok lidt optimistisk også at bruge mid layer trøjen på dage hvor det ikke er frostvejr. Jakken sidder tæt uden at sidde for stramt og er dejlig behagelig at have på. Men jeg savner et mere figursyet snit. Jakken sidder fint så længe man sidder oppe i grebene, men så snart man kommer ned i bukningerne, eller lægger sig henover styret i en mere aerodynamisk position, begynder ærmerne at stramme omkring albuen.
Det er dog til at leve med, men det havde været en fin detalje på en ellers rigtig god jakke. Lommerne er overraskende store og det let at få plads til alle fornødenheder. Jakken er desuden udstyret med en regnflap, til at beskytte måsen fra sprøjt fra vejen. Jakken er utrolig varm og har været virkelig dejlig at have på på de rigtig kolde dage.
Mid layer trøjen, eller sweatshirten, er en lidt underlig ting. Første gang jeg får den i hænderne overraskes jeg over materialet, som straks leder tankerne hen på noget, som jeg forstiller mig at dykkere, eller fiskere, har på. POLARTEC Powershield materialet brugt på forsiden minder en hel del om neopren. Snittet er som en klassisk sweatshirt, hvorfor den også sidder løst på kroppen. Hvor vidt man skal have stropperne fra bukserne over eller under sweatshirten kan jeg ikke helt gennemskue.
Santini anbefaler den i et temperaturspænd mellem 0-10 grader, men sammen med vinterjakken kan den sagtens bruges i lavere temperaturer. Sweatshirten er dejlig behagelig at have på og det vindisolerende materiale på forsiden virker efter hensigten. Trøjen har været helt genial under andre, tyndere eller koldere jakker, og jeg har faktisk også hevet den frem til gåture på kolde dage. Man skal dog lige vende sig til det lidt posede snit, hvis man er vant til tætsiddende landevejstøj.
Bukserne er dejlig behagelige at have på. De sidder tæt uden at skarve. Dog rynker de en smule omkring knæene, men det er ikke noget som generer når først man sidder på cyklen, snarere tvært imod, virker det som om at der er lidt mere plads rundt om knæet i pedaltrådet. De er dejligt varme takket være termofleecen og man generes ikke af vindafkøling og kolde lår. Vandafvisende vil jeg ikke kalde dem, men de formår alligevel at holde let regn og sprøjt fra vejen ude i en grad der er acceptabel, men man skal dog så vidt muligt undgå regulær regn.
Handskerne er, som resten af sættet, dejlige behagelige at have på. De virker dog overraskende tynde for et par vinterhandsker, men man skal ikke tage fejl af trelagsmaterialet som Santini har benyttet. Handskerne er bl.a. udrustet med en vandafvisende membran og DWR coating (durable water repellent), der gør den overraskende gode til at holde fingrene tørre.
Samtidig har de en fleeceforing der holder hænderne varme og sammen med anti-sliding belægningen i håndfladerne, har man et par gode vinterhandsker som kan lidt af det hele. De er dog lidt små i størrelsen, og til trods for at jeg selv er i besiddelse af to små hænder med tastatur fingre, skulle handskerne lige have en halv time på hånden før de sad rigtig godt.
Skoovertrækkene er overraskende lette at få over skoen. Selvom de ser små ud, er stoffet overraskende strækbart og de er nemme at trække udover skoen. Til gengæld er figuren på selve overtrækket lidt spøjst, hvilket gør at de sidder knap så pænt på skoen. De er svære at rette til så de sidder ordentligt og syningerne sidder da også lidt mærkeligt. Ligesom handskerne, er skoovertrækkene er i et trelagsmateriale med både en membran og DWR coating. Til trods for tre lagsmaterialet føles overtrækkene tynde og det mærkes også ude på landevejen, hvor kulden før eller siden kommer krybene. Det er ikke de varmeste overtræk jeg har testet denne vinter og i fugtigt vejr er det desuden kun et spørgsmål om tid før vandet trænger igennem.
Facit Alt i alt er Maillot Jaune vintersættet fra Santini overraskende lækkert og skal nok holde dig varm gennem vinteren! Det har været perfekt i temperaturerne vi har haft i store dele af december og januar. Den “neutrale” marineblå farve, som præger alle delene, kan sagtens kombineres med andre genstande i garderoben. Generelt vil jeg vurdere størrelserne til at være små i det, så hav det med i overvejelserne. Eneste regulære minus ved sættet er skoovertrækkene, som ikke lever op til bukserne og trøjernes høje standard. Men kan man undvære dem, byder resten af Maillot Jaune kollektionen på virkelig lækkert og overraskende varmt vintercykeltøj.
Info jakke Vurdering: 5/5 Bedst til: De rigtig kolde dage på cyklen. Størrelse: XS – XXXXL. Pris: 1859 kr. Mere info: www.santini.com
Info sweatshirt Vurdering: 5/5 Bedst til: Kolde dage på og af cyklen. Størrelse: XS – XXXXL. Pris: 966 kr. Mere info: www.santini.com
Info vinterbukser Vurdering: 5/5 Bedst til: Lange, kolde og tørre dage. Størrelse: XS – XXXXL. Pris: 1264 kr. Mere info: www.santini.com
Info handsker Vurdering: 4/5 Bedst til: Både kolde og våde ture. Størrelse: XS – XXXXL. Pris: 520 kr. Mere info: www.santini.com
Info skoovertræk Vurdering: 3/5 Bedst til: Både kolde og våde ture. Størrelse: XS – XXXXL. Pris: 520 kr. Mere info: www.santini.com
Posted on: februar 4th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Det er slut med kolde og følelsesløse hænder og fødder! Ekoi har udviklet både handsker og skoovertræk med indbygget radiator.
Døjer du med kolde fingre og følelsesløse tæer så snart det bliver koldt? Eller elsker du at komme ud og få frost i lungerne når termometret kryber under 0 grader? Så har Ekoi lavet handskerne og skoovertrækkene til dig! Heat Concept kommer med indbygget radiatorer, så du kan holde varmen i helt ned til -20 grader.
Indrømmet, da jeg modtog pakken med handskerne og skoovertrækkene fra Ekoi troede jeg først at der var tale om udstyr til motorcykel brug, for handskerne og skoovertrækkene er lidt større end hvad man normalt er vant til, men det er der en rigtig god forklaring på!
I videon herunder kan du se Heat Concept som var med i første episode af podcasten Gear vi ka’ li’, der er et nyt samarbejde mellem Velomore og Velo Guiden.
Det tekniske Heat Concept er franske Ekois bud på handsker og skoovertræk til de aller koldeste dage, hvor isolering, foring og vindresistente materialer ikke er nok i sig selv. Disse handsker og skoovertræk er blevet udrustet med en indbygget radiator, der kan holde hænder og fødder varme. Inden i handskerne og skoovertrækkene løber en række flexible og strømførende fibre, som bliver varme når der sættes strøm til dem.
Den varmegivende funktion styres via en oversized trykknap, som fungerer både som tænd og sluk knap, men også til at regulere mellem de tre niveauer 30°, 35° og 40° grader, som samtidig er afgørende for batterilevetiden på henholdsvis 4, 2,5 og 1,5 timer.
Hvad man øjeblikkeligt bemærker når man ser på handskerne er, at de er udrustet med en meget stor manchet ved ærmegabet, lidt ligesom skihandsker er det. Udover at bidrage med ekstra varme omkring håndleddene, har den store manchet plads til batteriet, som gemmes i en lynlåslomme. I skoovertrækkene er batteriet gemt i skaftet. Batterierne kan lades op på 2-4 timer og det er muligt at lade begge batterier på samme tid.
Udover det indbyggede radiatorelement, er handskerne naturligvis også vindtætte og svært isolerede, ligesom de også er udrustet med en vandtæt membran. Ekoi advarer dog mod at bruge handskerne og skoovertrækkene med strømmen tændt i decideret regnvejr, hvilket giver god mening eftersom der løber elektricitet igennem dem – og man har næppe lyst til at finde ud af hvad der sker, hvis de bliver gennemblødte. I bedste fald kortslutter handskerne formentlig, men i værste fald kan man, forestiller vi os uden at have noget belæg for det, få et rap over nallerne.
På landevejen “Heldigvis” har det ikke været helt ideelt vejr endnu til at teste disse handsker og skoovertræk. Dog har det været under frysepunktet i testperioden og det har har været tilstrækkeligt til at få et indtryk af Ekoi Heat Concept. Omkring frysepunktet er handskerne så varme, at de har været i stand til at holde hænderne varme i deres egen ret. Men begynder man at blive kold omkring finger spidserne, eller bare gerne vil have det lidt ekstra rart på cykelturene, er det lækkert at kunne tænde for varmen – særligt hen mod slutningen af en lang tur.
Selvom handskerne er relativt voluminøse, er det nemt nok at holde om styret med dem, ligesom jeg ikke havde problemer med at ramme knapperne på min Di2, da først jeg havde vænnet mig til de lidt tykkere fingre. Man skal dog ikke gå på ekspedition i baglommerne med handskerne, men med varmen tændt er det rart at få handsken af, finde hvad man mangler af energiprodukter og stikke hånden tilbage ned i en lun og varm handske.
Modsat handskerne, har jeg haft stor glæde af de varme skoovertræk, hvor jeg i langt højere grad har kørt med varmen tændt. Især på de rigtig kolde ture. De tre temperaturindstillinger er mere end rigeligt og jeg har nydt godt af varme og tilpasse fusser. Skoovertrækkene er desuden nemme at komme i, da de åbnes og lukkes af et stort velcropanel bagerst på overtrækket, mens et velcrospænde under sålen hjælper med at holde overtrækket på plads. Af samme grund er det ikke ideelt til regnvejr, men det er heller ikke formålet. Kører man i minus grader er det næppe regn man eller sprøjt fra vejen man skal bøvle med alligevel.
Hører man til dem som cykler ude for enhver pris, eller står man overfor at skulle på cykel eventyr nordpå, eller ultracykling om natten eller i lave temperaturer, forestiller jeg mig at disse handsker og skoovertræk er helt geniale. For mit eget vedkommende bevæger jeg mig sjældent ud hvis det er under frysepunktet, men med mulighed for at holde fødder og hænder varme ned til -20 grader er Heat Concept oplagt for dem, der cykler ude i kulde uanset hvad.
Varmen kommer med en pris da vægten er i den høje ende af hvad man er vandt til pga. batterierne, men omvendt, har man først begivet sig ud i minusgrader eller temperaturer der berettiger radiator i handsker og skoovertræk, er det næppe vægten man bekymrer sig om.
Ekoi anbefaler at man tænder for handskerne og skoovertrækkene 3 minutter før man skal ud ad døren, så begge dele er varmet op og lune når man tager dem på. Det kan varmt anbefales at varme skoovertrækkene på forhånd, mens de varme handsker og skoovertræk er helt geniale efter et vinter bagerstop. På Ekois hjemmeside har de desuden en varmeguide til, hvordan man bedst benytter handskerne og skoovertrækkene til at holde hænder og fødder varme på hele cykelturen.
Facit Ekoi har her lavet et par gedigne og uomtvisteligt varme handsker og skoovertræk. Selvom jeg ikke synes det har været koldt nok til for alvor at få testet handskerne og skoovertrækkene igennem i testperioden, har det alligevel været rart at kunne tænde for varmen hen mod slutningen af en lang og kold tur. Funktionen med forvarmning af handsker og skoovertræk er jeg fan af, og det har været lækkert at trække i et par lune skoovertræk før en frostkold tur.
Efterhånden er kvaliteten af vinterhandsker så god, at man vil skulle ud i mere ekstreme temperaturer før en indbygget radiator bliver nødvendig. Men kører man udenfor uanset hvor koldt det er, eller døjer man med blodomløbet og kolde ekstremiteter, er disse handsker og skoovertræk være værd at investere i. Prisen lander lige omkring 1.500 kroner.
Info Vurdering: 5/5 Bedst til: frostpinde og turer med minusgrader. Størrelser handsker: S – XL. Størrelser skoovertræk: M – XL. Pris handsker: 1534 kr. Pris Skoovertræk: 1534 kr. Køb dem her: www.ekoi.dk
Posted on: februar 3rd, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Skal du sydpå og have en fantastisk Gran Fondo oplevelse? Så kør et eller flere af GFNY’s løb med Velomore. Som abonnent får du 10% rabat på tilmeldingsgebyret.
Velomore elsker GFNY’s koncept som byder på nogle af de bedst arrangerede og fedeste Gran Fondo’er i Europa. Derfor er det med stor glæde at vi kan tilbyde alle vores abonnenter 10% rabat på tilmeldingsgebyret til alle GFNY’s løb og camps i Frankrig, Sverige samt moderløbet Grand Fondo New York.
Eksempelvis foreslår vi, at du kombinerer rabatten på tilmeldingen til GFNY Vaujany Alpe d’Huez eller Croix de Fer med de 15% du sparer på ophold hos Your Alp Adventure.
Posted on: januar 31st, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
I samarbejde med holdets tøjpartner FUSION har ColoQuick udviklet en nyskabende cykeltrøje, der har smidt lynlåsen i jagten på mere fart.
Det er slut med at se de zebrastriberede ryttere fra ColoQuick med nedlynede trøjer og bar kasse. I jagten på mere fart har holdet droppet lynlåsene i 2023-trøjerne og dermed også muligheden for at lyne trøjerne ned på de aller varmeste dage.
Til gengæld giver de nye trøjer forhåbentlig mere fart og komfort. Efter et par sæsoner i tøj fra Biemme, er ColoQuick tilbage i tøj fra nordjyske FUSION, der har markeret sig som et tøjbrand med fokus på performance over alt andet.
Foto: Sune Haldrup.
I tæt samarbejde med ColoQuick-rytterne har FUSION udviklet trøjen i et ultra-teknisk materiale, som både er solbeskyttende og med en unik elasticititet.
“Ved at fjerne lynlåsen har vi mulighed for at lave en trøje, der er mere behagelig for rytterne at have på. Men vigtigst af alt har vi også mulighed for – i dette nye materiale – at lave en trøje, der er mere tætsiddende og mere aerodynamisk end vores nuværende suit. Dermed kan vi faktisk give rytterne en fordel ved at køre i denne trøje” forklarer Troels Vest Jensen fra FUSION i en pressemeddelelse.
Foto: Sune Haldrup.
At fjerne lynlåsen fra cykeltrøjen lyder umiddelbart som et tilbageskridt i cykeltrøjens evolution, som trods alt startede ud som regulære bomulds t-shirts i starten af forrige århundrede. Siden hen kom 1/3 lynlåsen til og senere den gennemgående lynlås som er standarden i dag. Flere andre tøjproducenter laver allerede regulære t-shirts til bl.a. gravelcykling, men på landevejen har den lynlåsløse trøje aldrig rigtigt vundet indpas.
Foto: Sune Haldrup.
Tidligere tiders forsøg på at skabe en lynlåsløs landevejstrøje har oftest resulteret i en godt ventileret trøje, som egnede sig fint til den langsommere kørsel i bjergene, men som blev for løst siddende og blafrende i fladt terræn.
Foto: Sune Haldrup.
Den udfordring har FUSION løst ved at benytte et tætsiddende materiale, som i tests med ColoQuicks enkelstartsspecialist, Frederik Muff, har vist sig at være hurtig nok til også at kunne bruges på flade og hurtige etaper.
“For os ryttere giver det god mening. Trøjen er konstrueret, så den nærmest er malet på os og FUSION har været meget omhyggelige i deres materialevalg. Det betyder, at trøjen både er lynhurtig, men også meget behagelig at have på. Kraven er eksempelvis lavet på en måde, så den smyger sig uden om halsen og alt i alt føles det faktisk som om, at man slet ikke har en cykeltrøje på. Så behagelig er den” forklarer Frederik Muff i en pressemeddelelse.
Foto: Sune Haldrup.
Foruden at være hurtig i test på cykelbanen i Odense, har materialerne i ColoQuicks kommende trøje også bevist sit værd i virkelighedens verden ved VM i Ironman på Hawaii. Det var iført en dragt fra FUSION, med samme materiale, at triatleten Sam Laidlow satte ny rekord på cykelruten i Kona.
Det er ikke første gang at FUSION ændre på lynlåsen i deres tøj, da de tidligere har produceret en tri top med 1/3 lynlås og manglende krave. Dengang var det på baggrund af regelændringer i triathlon sporten, men sidenhen er trøjen udgået af sortimentet, da reglerne igen har ændret sig og dragter er blevet normen.
Her på Velomore glæder vi os til at se ColoQuick-trøjen i aktion.
Posted on: januar 30th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
En simpel og funktionel cykelcomputer, hvor Wahoo har forbedret alt det der ikke var helt i top ved forgængeren.
Lige siden Wahoo trådte ind på markedet for cykelcomputere for knap 8 år siden, har de kunne konkurrere med giganterne fra Garmin. Nu er den populære ELEMNT Roam kommet i sin anden udgave, hvor Wahoo har fokuseret på at bevare det der virkede godt i 1’eren og forbedre det som ikke gjorde.
Dermed fortsætter Wahoo stilen med en simpel og let anvendelig cykelcomputer, hvor fokus ikke er på at have en masse smarte funktioner, men i steder er på funktionalitet og anvendelighed.
Det tekniske Wahoos cykelcomputere har langt hen ad vejen været afhængige af den tilhørende mobil app, men med ELEMNT Roam 2 løsriver de sig fra den tendens og app’en behøves egentlig reelt kun til opsætning af enheden.
Man skal dog stadig benytte app’en for at få nytte af alle Roams funktioner og Wahoo ser stadig app’en som en integreret del af oplevelsen ved at benytte deres cykelcomputere. Det opdager man allerde første gang man tænder ELEMNT Roam 2, hvor en QR-kode skal scannes før man kan sætte enheden op. Opsætningen sker i app’en, hvor man vælger hvilke datafelter man ønsker på sin enhed. Modsat andre cykelcomputere, hvor man på enheden kan oprette “sider” med specifikke formål og datafelter. Men Wahoo holder det simpelt.
Derfor er selve cykelcomputeren også kun udstyret med 6 knapper – 3 under skærmen, 2 på højreside og tænd/sluk knappen på venstre side. Knapperne i bunden af enheden bruges til at skifte mellem sider, start, pause og stoppe enheden, mens knapperne på siden fungerer som zoom knapper, som skjuler eller viser flere datafelter.
I alt er der 11 datafelter, samt sider med bl.a. Strava-segmenter, workout data, kontrol af Wahoo smartrainer, kort osv. Batterilevetiden er fortsat på flotte 17 timer.
Visuelt ligner Roam “sig selv”, omend knapperne har ændret design og nu er magen til dem, som sidder på Wahoo Bolt. Den nye ELEMNT Roam 2 har fået opgraderet GPS-signalet, så den nu kører via bredbånd for bedre signal når man befinder sig i tæt skov, byer eller bjergrige egne. Samtidig er den indvendige hukommelse vokset fra 4 GB til 32 GB, mens en backup funktion er blevet tilføjet, så man via app’en kan resette sin enhed.
På landevejen Hvis man som jeg kører med Garmin til daglig, skal man lige huske at Wahoo’s front mounts har en 45 graders indgangsposition. Det overrasker mig altid og jeg ender altid med at stå og bøvle i et minuts tid. Men bortset fra de, ret ubetydelige startvanskeligheder, er Roam 2 en fryd at benytte.
Inden man starter ud, skal man tage sig tid til at sætte enheden op via mobil app’en. Men det er nemt og hurtigt og når først det er gjort, behøver man faktisk ikke app’en til så meget mere. Det er let at synkronisere ELEMNT Roam 2 med Strava eller Trainingpeaks og både segment og intervaller overføres automatisk, ligesom den let forbindes til mobil for at vise SMS-beskeder.
Har man brugt forgængeren, vil det første man bemærker med Roam 2 være den nye farveskærm. Wahoo er gået væk fra den klassiske sort/hvid skærm og over til en skærm, som har lidt mere farve i sig til at fremhæve detaljer. Skærmen er klar og tydelig med en høj kontrast, men ikke helt på niveau med andre enheder på markedet. Det er dog heller ikke nødvendigt og i bytte får man en relativ lang batterilevetid på 17 timer. Farveskærmen bruges desuden til at markere træningszoner, ligesom man kender det fra eksempelvis Garmins enheder, men den primære funktion er at fremhæve detaljer på skærmen.
Den lange batterilevetid hentes delvist gennem skærmen, som ikke har baggrundslys som en default indstilling. I stedet slår det til i dunkle lysforhold. Alligevel er skærmen nem at se i direkte sollys.
Et andet sted hvor enheden skiller sig markant ud fra forgængeren er ved de nye og forbedrede knapper i bunden af skærmen. Latenstiden på den første Roam var relativ lang og ofte skulle man også trykke en ekstra gang før knapperne reagerede. Men det har Wahoo løst ved at give ELEMNT Roam 2 knapperne fra Bolt. Det kommer især til gode i de situationer, hvor man har brug for at skifte mellem sider relativt hurtigt, eksempelvis under intervaller eller ved jagt på Strava-segmenter, hvor man lige skal konsultere kortet.
Enheden reagerer hurtigt når man trykker og jeg oplevede desuden, at kortet kom frem hurtigt og præcist, hvilket er super vigtigt mens man kører efter et Strava-segment. Det skyldes sikkert det forbedrede GPS-bredbåndssignal. ELEMNT Roam 2 opfanger lynhurtigt GPS-signalet, tiltrods for at jeg bor i et område med høje og tætliggende bygninger. Min egen Garmin Edge 1030 vil aller helst ud i åbent terræn, og skal altid lige have et minuts tid til at fange satelitterne når jeg starter ud hjemme ved mig selv, men så lang tid behøvede Wahoo Roam 2 ikke. Jeg oplevede desuden heller ikke udfald de sædvanlige steder min Garmin bliver udfordret. Særligt en bakke ude bag Nibe, med tætte træer, kan få det til at knibe for min egen Garmin, men her excellerede Roam 2 uden slinger i valsen.
Navigationen fungerer også som man forventer og kortene er lette at aflæse. Dog mangler der gadenavne på Wahoo ELEMNT Roam og for nogen vil det være et minus, særligt hvis man kører nye eller mindre kendte steder.
Facit Wahoo holder stilen med en simpel cykelcomputer der performer som den skal. Tilføjelserne i forhold til den forrige model er beskedne, men til gengæld har Wahoo fokuseret på at forbedre deciderede mangler og svagheder ved modellen. Det synes jeg rigtig godt om. Alt i alt er Wahoo ELEMNT Roam 2 en cykelcomputer til de, som bare gerne vil have en simpel, solid og pålidelig cykelcomputer uden for mange smarte funktioner. Nogle vil dog vove den påstand, at Wahoo sacker bagud uden de mange smarte funktioner, som eksempelvis Garmin tilbyder, men har man hverken behovet eller lysten til at bruge dem, er Wahoo ELEMNT Roam 2 et super godt valg.
Info Vurdering: 5/5 Bedst til: En cykelcomputer uden overflødige funktioner som performer uden slinger i valsen. Batterilevetid: 17 timer. Dimensioner: 59.5 mm x 90.5 mm x 20.5 mm. Vægt: 99 gram. Opladning: USB-C. Pris: 2.998 kr. Mere info: www.wahoofitness.com
*Desværre kom vi til at slette mappen med alle de billeder vi har taget af enheden, så du må nøjes med Wahoos egne billeder.
Posted on: januar 26th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Vi har haft AGU’s bud på en vind- og vandtæt performance regntrøje til test i den synlige hi-vis gule farve.
Lidt kuriøst kalder AGU denne regnjakke for en regntrøje, men måske det faktisk ikke er så kuriøst endda, da der nok snarere er tale om et manglende begreb i den danske ordbog. For jakken placerer sig i kategorien der populært kaldes Gabbajakker, efter Castellis revolutionerende regntrøje, som udmærker sig ved at være tynde, performance orienterede og vandafvisende cykeljakker.
Og det er lige hvad AGU’s Rain Jersey Performance trøje er. Jakken er anden generation og blev udviklet i tæt samarbejde med rytterne på Jumbo-Visma efter det yderst våde og regnfulde Giro d’Italia i 2019. De drivvåde ryttere ønskede en vandtæt jakke med maximal åndbarhed.
Den seneste udgave af Rain Jersey Performance trøjen er både vand- og vindtæt, samt ekstrem åndbar. Trøjen er syet i eVent DVstretch, der udmærker sig ved sin fremragende evne til at holde elementerne ude og samtidig være åndbart. Vi har testet jakken med henblik på brug igennem vintermørket og derfor valgt den i hi-vis gul.
På landevejen Man mærker straks det behagelige performance snit som trøjen er designet i. Det er hverken for stramt eller for løst, men sidder faktisk dejligt behageligt uden at pose. Jakken er uden ekstra isolering, men det “tilpasse” fit gør, at der er god plads til en varm undertrøje eller en mid layer jakke indenunder.
Jakken blokerer fint for vinden og man behøver ikke træde særligt meget i pedalerne for at holde varmen, tiltrods for den manglende isolering. Jeg bar jakken da Velo Guiden og jeg i starten af januar gav os i kast med Campione100 på Rebild Bakke. I løbet af de første 20 minutter måtte jeg ind til bilen og tage tøj af to gange, indtil jeg til sidst kun kørte i en varm undertrøje og jakken her. Jakkens vindblokerende egenskaber kom især til sin ret på de mange nedkørsler af Rebild Bakke, hvor jeg aldrig nåede at blive kold i løbet af de mange 2 minutters ture, hvor cyklen bare fik lov at rulle.
Du kan se jakken i aktion i filmen her, hvor Velo Guiden og Velomore jagter Campione100 på Rebild Bakke.
De vandafvisende egenskaber er der heller ikke tvivl om. EVent DVstretch er et fremragende materiale og jeg har endnu til gode at opleve jakken blive gennemblødt på de regnfyldte ture jeg har kørt i den. Den er desuden forstærket med en DWR coating (durable water repellent) der gør at vandet preller af. Det bliver især tydeligt når man vasker jakken, hvor vandet nærmest ligger som en hinde man kan tørre af, når man hænger den til tørre.
Lidt kuriøst har AGU valgt kun at give jakken 1 lomme bagpå, midterlommen, som til gengæld er relativt stor. De to ydre “lommer” er ikke lukket til, så man kan komme ind lommer i en eventuel trøje, eller mid layer jakke. Alternativt må AGU havde tænkt dem som ventilationskanaler. Jeg savner dog de 2 ekstra lommer, da jeg har brugt jakken som primær yderlag og ikke haft andet end en undertrøje, eller mid layer trøje, på inden under, og derfor haft energi og ekstra udstyr med til længere ture i lommen. Men kører man kortere løb (1-2 timer) fungerer den ene lomme godt, da der er plads til den energi man har brug for, og har man trøjen på som ydre jakke, vil man formentlig have sin holdtrøje på indenunder.
Foruden den testede hi-vis gule farve, fås jakken også i sort. Jeg har testet henover vinteren og været glad for den synlige farve. For mig har jakken været brugt til træning og lange ture, men er man på jagt efter en vind- og vandtæt jakke til ræs, er den sorte variant oplagt.
Facit Alt i alt har AGU’s Rain Jersey Performance været et godt bekendtskab. Jakken er rigeligt varm i sin egen egenskab, men sidder trods sit performance orienterede snit ikke så tæt, at man ikke kan have en varm trøje på indenunder. Jeg vil dog ikke erstatte den med en regulær vinterjakke på dage med frostvejr. De vandafvisende egenskaber hersker der ingen tvivl om og jakken er derfor et oplagt valg til ræs eller intervaller på mere fugtige dage. Dog kunne jeg godt havde brugt tre regulære ryglommer. Prisen lander på 1.349 kroner, hvilket nærmer sig den høje ende for tilsvarende jakker.
Info Vurdering: 5/5 Bedst til: Våde og blæsende dage, hvor det ikke er super koldt. Farver: Sort og hi-vis gul. Størrelser: S-XXXL Pris: 1.349 kr. Mere info:www.agu.com
Posted on: januar 16th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Nu kan du (næsten) trygt gå amok i julemanden, for vi har sørget for at du kommer ud af december i bedre form end da måneden startede. I nyeste nummer af Danmarks eneste cykelmagasin finder du et komplet træningsprogram til vintermånederne.
Kør dig i form Rundt om Rold med Velomore. Vi har teamet op med Therkildsen Performance, der har udarbejdet et komplet træningsprogram til læserne af Velomore. Træningsprogrammet fokuserer på at få dig i topform til forårsklassikeren Rundt om Rold, der køres d. 16. april.
Træningsprogrammet er bygget op med en fast struktur, hvor du over tre uger kører træningsblokke med specifikt fokus og indlagt progression. Efter hver blok belønnes du med en restitutionsuge, før næste blok med et nyt fokus begynder. Det fine ved træningsprogrammet er, at det er muligt at tilpasse det til ens egen hverdag og den tid man til rådighed.
Følg vores træningsprogram og kør som en motorcykel på bakkerne.
Bag træningsprogrammet står Malte Therkildsen fra Therkildsen Performance. Malthe nørder den seneste viden og tester alle sine koncepter af på egen krop. Han har en diplomuddannelse i sportsfysiologi og sportsernæring, samt en MSc i Sport and Excercise science med speciale i sportspsykologi fra Roehampton University.
Udover at rådgive atleter og motionister i ernæring og træning, træner Matlhe gerne 20-25 timer om ugen på smarttrainer, hvor han bl.a. nørder den seneste viden og eksperimenterer med Rønnestads intervaller, varmetræning og kadenceøvelser.
Følger man et træningsprogram, kan man bestige Col du Fræer og Rebildbakke med et smil på læberne.
Så glæd dig til at træne gennem vinteren med Velomore. Er du endnu ikke tilmeldt Rundt om Rold kan du blive det her. Træningsprogrammet kan også bruges som forberedelse til 2023-sæsonen generelt. Programmet er bygget op på uge basis og er der derfor nemt starte op, når det passer. Et tip kan være at regne bagud fra dit mål, og tæller ugerne derfra og til nu.
Posted on: januar 11th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Vind- og vandtætte skoovertræk vil vinteren direkte fra Spanien. Vi har undersøgt om de også egner sig den barske danske vinter.
I Gobiks nye vinterkollektion finder man bl.a. disse vinter skoovertræk. Thermal Winter Show Cover lyder det fulde navn. Skoovertrækkene er både vind- og vandtætte, samt i et strækbart materiale for lettere at få dem på, samt for aerodynamisk optimering (hvilket jeg tolker som et tættere fit henover skoen).
Skoovertrækkene vejer samlet set 110 gram og egner sig ifølge Gobik til temperaturer mellem -2 og 10 grader. Materialet er det elastiske polyuretan, som giver overtrækkene sin elasticitet, mens indersiden er blevet forret med fleece for at give de varmeisolernede egenskaber. Såler og hæle er blevet forstærket til at modstå slid med SuperTex, mens bengabet har fået monteret en neopren manchet med velcrolukning, så de slutter helt tæt.
Bagerst på skoovertrækkene har Gobik monteret en vandtæt lynlås, så man ikke skal bakse med at tvinge overtrækket ned over ankel og sko.
Gobik gør i øvrigt opmærksom på, at skoovertrækkene kun er designet til landevejssko, og at MTB eller gravelsko vil kunne gøre skade på overtrækkene.
På landevejen Det elastiske materiale er faktisk overraskende elastisk. Selvom den testede størrelse S-M (str. 42) ikke ser ud af meget, er den let at få udover skoen. Skaftet går op til lige under lægmusklen og har rigeligt med plads til at man kan have et par tykke sokker og vinterbuks på indenunder. I det her tilfælde er skoovertrækkene blevet testet sammen med Gobiks ABSOLUTE 4.0 vinterbukser. Og de to passer som fod i hose, så at sige. ABSOLUTE vinterbukserne har en reflekstribe nederst på lægmusklen, som sidder så tilpas højt, at den er synlig når man benytter Gobiks skoovertræk. En smart detalje fra Gobiks side.
Manchetten med velcrolukningen er let at lukke tæt om benet. Lukningen er ikke for stram og det er ret let at justere hvor meget velcrolukningen spænder – selv på cyklen med vinterhandsker på.
På cyklen mærker jeg straks hvor vind- og vandtætte skoovertrækkene egentlig er. På den første testtur holdt de mine fødder dejligt varme i vinden. Men efter knap en time ramlede jeg ind i først haglbyger, som senere blev til regulær regn. Efter knap halvanden time i regnvejr var skoovertrækkene stadig ikke blevet gennemblødte, omend fødderne begyndte at blive lidt kolde. Men på dette tidspunkt var andre dele af kroppen enten gennemblødt eller dybfrossent.
Efter en våd og kold tur er skoovertrækkene lette at få af igen og man slipper for at sidde og kæmpe med dem. Selv med kolde og stive fingre.
Alt i alt overrasker Gobiks skoovertræke positivt. De er overraskende vandtætte og modstår langvarigt regn og sprøjt fra vejen i en sådan grad, at jeg ville foretrække disse over et par VeloToze.
Facit Vinterskoovertrækkene fra Gobik har været et godt bekendtskab. De er dejligt varme og både vind- og vandtætte. Særligt deres vandtætte egenskaber har overrasket mig og jeg er imponeret over hvor længe de holder stand mod regn og sprøjt fra vejen. De vindtætte egenskaber skal der heller ikke herske tvivl og de bidrager til at skoovertrækkene lige er den tand ekstra varme, når himlens sluser for alvor åbner sig. Læg dertil, at de er lette at få på og et prisskilt, som faktisk er i den lavere, og du har en vurdering helt i top.
Info Vurdering: 5/5 Bedst til: Rigtige regnvejrsdage og råkolde ture på landevejen. Størrelser: S-M, L-XL og 2XL. Farve: Sort. Pris: 370 kroner. Køb dem her:www.Gobik.com
Posted on: januar 2nd, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
For mange motionscyklister er Rapha Festive 500 blevet en fast tradition mellem jul og nytår, hvor de hippe briter udfordrer os til at køre 500 km i årets sidste uge.
Endelig lykkedes det mig at gennemføre Rapha Festive 500! En udfordring der indtil nu åbenbart har været større, end hvad jeg har magtet at overkomme i dagene mellem jul og nytår. Rapha Festive 500 opstod for knap 12 år siden, hvor Rapha udfordrede deres følgere og fans til at tilbagelægge 500 kilometer i dagene mellem juleaften og nytårsaften. 500 kilometer i den uge af året med aller mindst sollys for os, der bor på den nordlige halvkugle. I sandhed en ægte udfordring. Siden da er udfordringen blevet lidt af et tilløbsstykke, med tusindvis af deltagere over hele verdenen.
Efter at havde fulgt med fra sidelinjen i en del år, fik jeg omkring 2018 mod på at deltage selv. Dengang var det kun muligt at deltage ved at køre ude i den virkelige verden, hvilket for mig var en noget større udfordring, end hvad jeg havde lyst til at give mig i kast med. I 2020 kom COVID-19 og nedlukningerne, og med dem fulgte flere af de sædvanlige Strava Challenges pludselig blev mulige at gennemføre i Zwift. Således også Rapha Festive 500.
For en kuldeskær rytter som mig, betød det lige pludselig, at udfordringen var inden for rækkevidde. Men julen 2020 blev for mit vedkommende plaget af sygdom, og det samme gjorde sig gældende forrige år, hvor jeg nåede op omkring 250 kilometer i løbet af årets sidste uge, før virus fik ram på mig.
Så i år skulle det være! Som chefredaktør for Velomore nyder jeg den luksus at kunne arbejde hjemmefra de fleste dage om ugen, hvor mit tidligere job som skolelærer udsatte mig for overhængende farer for at blive nedkæmpet af vira og sygdom. Helbredet så ud til at holde og d. 24. december klikkede jeg i pedalerne med gode udsigter til at tilbagelægge 500 kilometer på de knap 8 dage der var til rådighed.
Det skal siges, at jeg de fleste uger i vinterhalvåret ligger på mellem 300-400 virtuelle kilometer i Zwift, så udfordringen med at køre 500 kilometer virkede ikke monumental. Omend familieprogrammet er travlt i juledagene.
Jeg kom godt i gang med DBR Saturday Race juleaftensdag, hvor 4 omgange i London, og op ad Fox Hill, stod på julemenuen. Løbet blev kørt hårdt og inklusiv opvarmning kunne jeg notere de første 85 virtuelle kilometer på kontoen.
1. juledag stod på hjemmehygge og tid til en længere tur. Jeg stillede derfor til start i et Rapha Festive 500 Group Ride på Zwift, for at få fat i den virtuelle Rapha 500 cykeltrøje. Raphas Festive 500 group rides er paradoksalt nok kun på mellem 20 og 30 kilometer, hvilket jo egentlig er lidt underligt, når deltagerne i udgangspunktet forsøger at ramme 500. Men måske Rapha har tænkt at det blev for let, hvis man sætter flere kilometer ind på kontoen sammen med hundredvis af andre deltagere? Anyhow, da turen var slut fortsatte jeg sammen med flere andre fra eventet og kunne efter knap 3 timer notere mig yderligere 109 kilometer til regnskabet.
2. juledag bød på en kort rulletur, da mandag normalt er den ene af mine to ugentlig hviledage. Jeg ville dog gerne sætte lidt ekstra kilometer i banken, for at undgå at skulle ud i en monstertur på årets sidste dag. Efter 40 minutters let rullen kunne jeg notere mig yderligere 20 kilometer og samlet set 214 kilometer efter tre dage. Tæt på halvvejs mærket.
3 juledag, eller tirsdag mellem jul og nytår, følte jeg mig så ovenpå og så godt med kilometermæssigt, at jeg droppede den planlagte lange Z2 tur, for i stedet at køre intervaller. Træningsugens begyndelse faldt sammen med min påbegyndende træning frem mod mine mål i 2023, så programmet bød på 6x 30 sekunder all-out som Malte Therkildsen har foreskrevet det i vores 20-ugers træningsprogram. De korte intervaller og lange restitutionspas imellem bød ikke på særligt mange kilometer, så turen blev sluttet af med en time i Z2 for at få mig op på 77 kilometer og forbi halvvejs mærket.
Onsdag blev det igen til knap 75 kilometer, denne gang i Z2, for at holde benene nogenlunde friske til intervallerne om torsdagen. Her stod den på 6x 1 minuter all-out. Modbydeligt skulle jeg hilse og sige. Efter intervallerne rullede jeg over på Alpe d’Zwift, hvor teammanager på mit Zwift Team, DBR Race Team, Morten Jarlund, var i gang med et eEveresting forsøg. Ja, vi finder jo alle hver vores skøre udfordring og da Jarlunds udfordring var endnu mere vanvittig end min, ville jeg give ham min opbakning. Turen op ad Alpen åd dog af mine kilometer og efter 2 timer og 10 minutter kunne jeg sætte yderligere 60 kilometer ind på kontoren.
Nu var den samlede distance mellem jul og nytår oppe på 427 kilometer, så med tre dage tilbage var Rapha Festive 500 målet sikret. Til gengæld kunne jeg se, at jeg ville blive presset for at nå et andet, og mere langsigtet mål. At nå 20.000 kilometer i 2022. Desperate metoder måtte tages i brug og ugens anden hviledag fik endnu en 40 minutters rulletur indlagt.
Året sluttede af med Zwift Gran Fondo om lørdagen, hvor jeg inklusiv opvarmning og afrul fik sat 121 kilometer ind på kontoen og derved akkurat nåede de 20.000 kilometer for 2022, plus yderligere 2 kilometer. Og samtidig sluttede Rapha Festive 500 af med 571 kilometer på 15 timer og 23 minutter. Alt i alt meget tilfredsstillende, omend det for mig føles en anelse, jeg vil ikke sige tamt, så lad os sige ikke udfordrende nok, at køre de 500 kilometer i Zwift. De bliver for mit vedkommende lidt for letkøbte.
Måske jeg en dag får muligheden for, eller snarere modet til, at gennemføre de 500 kilometer udenfor. Jeg må ærligt indrømme, at jeg på ingen måde ønsker at udsætte mig selv for 5 dage med 3-4 timer i blæst, kulde og slagregn. Men får vi en december hvor vejret er tørt og solrigt mellem jul og nytår, eller hvis jeg skulle være så heldig at fejre årets sidste uge sydpå, vil jeg uden tvivl gå efter de 500 kilometer ude i virkeligheden.
Hvorom alting er, kan jeg se at det giver tusindvis af motionister et mål og en motivation for at få kørt en masse kilometer – også selvom det er i Zwift. Det giver også en vis samhøringhed, at se andre jagte kilometer i onlineuniverset. Og for mange er det faktisk en reel og enorm udfordring.
Andre tager en mere ekstrem tilgang til Rapha Festive 500 og forsøger at tilbagelægge alle 500 kilometer på 1 gang, både i virkeligheden og i Zwift. Det er vanvittigt.
For mig byder næste udfordring på 100 opstigninger af Rebild Bakke, ude i virkeligheden, i januar, som en del af Campione 100 udfordringen. I første omgang har jeg udfordret Mads Bang fra Velo Guiden til at køre imod mig. Så må vi se hvem der kommer længst, hvis vi da overhovedet gennemfører…
Velomore.dk anvender cookies til at optimere din oplevelse på vores hjemmeside, statistik & analyse af trafik samt til markedsføring. Ved at klikke OK godkender du brug af cookies.
Seneste kommentarer