Jeg møder Mette Marie første gang, fredag aften, hvor hun byder velkommen til kvindeweekend på Slettestrand feriecenter. Over 30 kvinder er samlet, og klar til en weekend med masser af cykling. Mette Marie indleder weekenden, med et inspirerende oplæg om de største MTB eventyr hun har været på. Hun fortæller om det vanvittige cykelløb, Trans Provence, Trans Madeira og hendes oplevelse med at køre Trophy of Nations med Jonna Johnsen og Nina Mezcua-Jensen. Hun fortæller også om hendes tid på landsholdet. Alt sammen helt casual, stille og roligt. Faktisk er det os i salen, der spørger ind til podiepladser og hendes resultater. Det hele stemmer godt overens med mit indtryk af hende. Mette Marie har et kæmpe talent, men har ikke et stort behov for at tale om podiepladser og hendes sejre. Det der virkelig skinner igennem er hendes kærlighed til sporten, og særligt disciplinen Enduro.
[CITAT1]
Da MTB weekenden er ved vejs ende, er Mette Marie frisk på at mødes og fortælle endnu mere om hende selv og hendes karriere.
Hvordan kom du ind i mountainbike sporten?
– Min bror købte en gammel smadret mountainbike, som han satte i stand, og så kørte jeg lidt med. Men det blev ikke til meget. Men så flyttede min søster, Kirsten her til Nordjylland, og hun ville gerne møde nogle mennesker. Hun startede derfor i klubben i Ålborg for at få et netværk. Her mødte hun Esben Kronborg, som hun kort tid efter flyttede sammen med her i Slettestrand. Hun fik så overtalt mig til at tage med til nogle træningsture, og så blev jeg draget mere og mere ind i det.
I er jo en stor familie, og det virker til at mountainbike fylder meget. Kan man være en del af familien, hvis ikke man kører mountainbike?
– Det er egentlig kun min søster og jeg, der har kørt løb. Og så min lillebror, Anders har kørt en del Xterra og været til VM på Hawaii. Han er sådan en irriterende type der bare sætter sig op på en cykel, og så er han pisse dygtig!
Er du ikke også lidt sådan én?
– Jo (griner), men han er endnu mere. Det må jeg jo godt sige, når han er min lillebror. Vi afholdte på et tidspunkt en downhill cup herude, og der sagde jeg til ham, at nu skulle han være klar til at få prygl af mig, men så kørte han bare pænt meget fra mig på sådan en låne cykel.
Hvorfor har du så stort et talent? Er det noget med jeres gener i familien eller?
– Altså det der med at sige, at jeg har talent, det har jeg det ikke så godt med (griner). Men vi har altid cyklet virkelig meget. Boet ude på landet og cyklet til alting. Stået på skøjter, klatret i træer, surfet. Og når man så har to ældre brødre, der bare har slæbt én med til en masse ting, så tror jeg også jeg har fået sådan en fanden-i-voldskhed i mig, som er godt, når man skal køre mountainbike. Jeg har nok bare altid følt mig godt tilpas på en cykel og på lange nedkørsler.
Hvordan er du nået dertil hvor du er i dag?
– Jeg tror jeg nået der til hvor jeg er i dag, fordi min mand og jeg bruger cyklen så meget til ferier og eventyr. Det har været det vores liv har centreret sig om i mange år. Vi har haft det som fælles hobby, så det er blevet en stor del af vores liv. Når man kører forskellige steder i verden, og har cyklen med på eventyr, får man en masse erfaring med forskellige spor og terræn, som jeg tror, er en fordel, når man skal køre løb. Jeg har altid været meget på ture med mine venner og trænet meget med mænd. Da jeg startede var jeg stort set den eneste kvinde. Så de her ture med drengene, der har jeg bare altid følt mig godt tilpas, og de har også givet mig meget i forhold til min træning.
[SPLIT][IMG12][IMG15][SPLIT]
Er det din fanden i voldskhed, der får dig til at stille op til sådan et vildt løb, som Trans Provence eller har du skulle lave meget mental træning?
– Jeg har aldrig været bange for at cykle. Jeg har altid følt mig enorm tryg på cyklen. Selvfølgelig kan jeg godt blive bange. Men når jeg har sat mig op på cyklen, har jeg altid følt mig godt til pas. Jeg har følt mig frem til, hvad der har virket. Jeg har aldrig fået tekniktræning.
Så du har ikke taget en masse teknikkurser inden du kastede dig ud i de store løb?
– Nej det er faktisk først her inden for det seneste år, som en del af min instruktør uddannelse (DMTBing). Jeg burde nok have trænet teknik mere (griner), men jeg har egentlig mærket mig meget frem og bare føle sporet og læse det lige nu og her.
Vil du så anbefale andre teknikkurser?
– Altså det er jo det eneste rigtige, at få trænet sin teknik. Især af sikkerhedsmæssige årsager. Jeg kan mærke, at jeg inden for det seneste år er begyndt at køre mere sikkert. Og have styr på, hvad jeg gør i stedet for bare at jerne ud i et eller andet og så satse på, at det går. Men nogle gange kan man også godt komme til at tænke for meget, og overanalysere. Så jeg ser tekniktræningen som en god værktøjskasse, jeg kan tage fra,
Hvor meget træner du for at blive klar til løb?
– Ikke så meget som jeg burde (griner). For nogle år siden besluttede jeg mig for, at hvis jeg skulle køre løb, så skulle det ikke gå ud over min tid med børnene. Og med børn er det ikke realistisk at være væk en masse på træningslejr. Men jeg har en home trainer til om vinteren, og så træner jeg meget styrketræning. Det er enormt vigtigt med styrketræning, hvis jeg skal kunne køre lang tid ned af.
Du siger jo at du ikke træner så meget som du burde – hvordan kan du så alligevel vinde fx. Trail Cup?
– Jeg kan helt klart trække på noget erfaring fra udlandet. I Vejle, hvor jeg vandt, havde jeg ikke kørt det før og kørte det blindt. Og der kan jeg jo helt klart trække på at have kørt en hel uge i Frankrig, hvor hele sporet er blindt. Og det kan jeg virkelig godt lide. Du sanser sporet på en helt anden måde, når du er lige der, hvor du er. Hvorimod hvis du har gået det eller trænet det, tænker du hele tiden fremad og skal huske på, hvad der kommer. Man er hele tiden længere fremme på sporet. Jeg siger ikke, at det ene er bedre end det andet. Men jeg kan rigtig godt lide, at du køre det spor du er på lige nu. Det er for mig essensen af enduro. Du sanser sporet og er på sporet lige nu. Og så ved jeg godt, at der er masser af enduro løb, hvor man kan træne stages(prøve sporet inden løbet, red.), men det er svært at træne dem til perfektion.
Hvordan håndterer du de forventninger der er til dig, når du stiller op i Trail Cup?
– Jeg har langt sværere ved sværere ved at køre en Trail Cup herhjemme rent mentalt, fordi der er de her forventninger om, at jeg skal vinde det, fordi jeg har vundet alle de Trail Cups jeg har stillet op i. Så kommer jeg til at tænke; fuck…, hvad sker der den dag jeg ikke vinder den Trail Cup. Der er ingen mulighed for at overraske positivt, men kun mulighed for nederlag. Og det kan være ret hårdt. Og ligesom i Vejle, hvor jeg så ikke kørte så hurtigt som jeg plejer, så kommenterer folk på det. Det har jeg sværere ved at håndtere. Modsat når jeg kører løb ude i verden, er der ingen forventninger. Der kan jeg kun overraske positivt, jeg kommer fra et lille fladt land og er mor til to. Der kan folk kun blive imponeret over én uanset, hvor ringe man kører (griner).
Hvornår gik det op for dig, at du havde talent for at køre mountainbike?
– Da jeg startede kørte man kun XC. Og der var vi ikke så mange kvinder, så der var konkurrencen slet ikke så hård som den er i dag, så den gang blev jeg hurtigt én af de bedste. I dag er der kommet mange flere, og meget dygtige kvinder i feltet. Men jeg har ikke kørt med en drøm om at være professionel.
Men du har jo også kørt på landsholdet – var det ikke drømmen?
– Det har egentlig aldrig været en drøm som sådan. Jeg kørte en sæson med landsholdet for at samle point til Annika Langvad. Men jeg gik hurtigt kold i det. Jeg havde en følelse af, at det var andres forventninger og ambitioner, der var i fokus frem for mine egne. Jeg kørte ikke ud for at køre, fordi der var et fedt løb, men fordi der var point at samle. Så derefter havde jeg en del år, hvor jeg slet ikke cyklede. Da jeg begyndte at køre enduro fik jeg cykelglæden tilbage.
[SPLIT][IMG2][IMG4][SPLIT]
I er jo altså lidt beskedne her i Nordjylland. Du fortæller fx ikke så meget om dine podiepladser, hvad du har vundet og din tidligere karriere på landsholdet. Motiverer konkurrencedelen dig ikke?
– På et tidspunkt fandt jeg ud af, at det ikke er konkurrence der driver mig. Det motiverede mig ikke at skulle opnå en masse resultater. Men det har også taget noget tid at lære og finde ud af. For jeg er konkurrencemenneske, så derfor har det også været svært at finde ind til kernen i forhold til, hvad det er som driver mig. Jeg har aldrig været god til at passe min træning, og ligge de timer, der skal til. Og jeg træner sikkert mere end andre, men slet ikke den mængde der skal til for at kunne blive professionel. Der har altid skullet være plads til at kunne gå ud og få en øl med vennerne. Men det har været et dilemma for mig, fordi jeg også har mærket, at jeg er god, og så har jeg tit tænkt; ej hvad kunne det ikke blive til, hvis jeg så virkelig trænede meget. Men det har været vigtigt for mig, at se på, hvilket slags liv jeg gerne vil leve.
Du er jo lige kommet hjem fra Trans Madeira, hvordan var løbet?
– Det var bare en super fed oplevelse. Det er første gang jeg har følt mig helt afslappet igennem hele løbet. Den var der bare i år. Der skulle åbenbart 4 løb til, før jeg fik bygget det hele op mentalt og fysisk. Der har hele tiden været meget tvivl om vi kom afsted pga. corona, så jeg har ikke haft så meget tid til at psyke mig helt op. Og det gjorde nok, at jeg var mere afslappet. Selvom det også lagde et lille pres, at jeg fik start nr. 1.
Hvorfor fik du startnr. 1?
– Jeg blev nr. 2 i 2018, og hende der blev nr. 1 deltog ikke. Så jeg fik start nr 1. Det var lidt vildt. Men også fedt.
Start nr. 1 viste sig jo at være helt perfekt – for du vandt jo guld. Hvornår gik det op for dig, at du måske havde mulighed for at hive en sejr med hjem?
– Første dag gik det super godt og jeg fik et forspring på ca. 2 minutter, og det betød ret meget i forhold til resten af ugen. Jeg kørte generelt ret godt uden styrt. Det kom bag på mig den første dag, at mit forspring var så stort. Dagen inden løbet var jeg med på en social ride, hvor jeg kørte med nogle af de andre kvinder, og de kørte ret godt og der tænkte jeg, at jeg nok ikke ville kunne køre fra dem. De kørte også selv godt den første dag, så derfor kom det bag på mig, at jeg havde sådan et stort forspring
[CITAT2]
Hvorfor tror du, at det gik så godt?
– Løbet og omgivelserne passer bare super godt til mig. Stages der giver mulighed for fart og store ting man skal ned af, så det ikke er alt for snørklet. Det er lige mig. Jeg tænkte flere dage, at i dag styrter jeg sikkert, men det skete ikke. Tror min fod røg ud tre gange og det var vist det. Jeg kørte måske lidt kedeligt indenfor mine grænser, men jeg synes ikke det kunne betale sig at satse. Jeg havde ikke lyst til at ende på et hospital i de her corona tider og risikere karantæne.
Har du tips til andre der gerne til køre Enduro løb?
– Enduro bliver større og større og det er en pisse fed disciplin, fordi du kan være med uden at være helt i top form, så længe du er vant til at køre mange timer og være i gang. Så det kan jeg kun anbefale. Men man snakker meget om EWS, og der tænker jeg, at det ikke er der man skal starte. Der er mange andre enduro løb, der svarer til at køre et motionsløb, hvor man kan prøve det og snuse til det og få erfaringer med reglerne. Start et sted, hvor man kan få succes. Hvis man gerne vi køre et eventyr løb, så kan Trans Madeira anbefales. Det er svært, men det er tilgængeligt. Til enduro løb, er der desuden også mange kvinder der stiller op. Det er en gren indenfor sporten, hvor der er 100 % ligestilling mellem køn.
Hvad er din bedste mountainbike oplevelse?
– Det er helt klart at køre Trans Provence. Det har helt klart ændret mit liv. Det lyder meget stort, men det har virkelig ændret min måde at se på det med at se på at cykle. De første år hvor jeg cyklede fokuserede jeg meget på fart og konkurrence, hvilket gav mig mindre lyst til at cykle. Så det her med at kunne kombinere konkurrence element med at få en oplevelse fra livet og møde en masse mennesker fra hele verden, det har helt klart givet mig cykelglæden tilbage. Det er fantastisk at køre på naturlige spor i smukke omgivelser.
Hvad er dit næste MTB mål?
– Jeg håber også at kunne køre Trail Cup i Svendborg til oktober. Og så er der kommet et nyt enduro løb der hedder Trans Atlantic, som lyder virkelig fedt. Det vil min mand og jeg gerne med til.
Seneste kommentarer