Roar Paaske, Author at Velomore

Author Archive

På hjul af Roar Lava Paaske: Debut i Master A

Posted on: juni 3rd, 2026 by Roar Paaske No Comments

Master A here we go. Roar har nået alderen hvor der skal køres cykelløb for voksne og det betyder en debut i Master A.

En fynbo, en sjællander og en jyde kommer i udbrud..

Det grå hår er de seneste år begyndt at pible frem, jeg runder snart et skarpt hjørne og det er nu blevet tid til at køre i Master-rækken. Jeg debuterede i Pinse Cuppens første løb, i 115 km kuperet terræn syd for Horsens. Master A, here we go.

Jeg har længe set frem til at skulle køre i Master A-klassen. Dels da jeg kender flere, der cykler i den klasse, og dels da jeg ikke har det store behov for at køre mod nittenårige i C-klassen, der tror de er udødelige og som har ambitioner om at nå A-klassen.

På vej mod Horsens svingede jeg forbi Mårslet for at hente min holdkammerat, Jan Tønnesen, der også skulle køre løb. Selvom Jan har rundet de 50 år, er han vanvittig stærk og lige så snu i cykelløb. Jeg føler mig også selv ret godt kørende, så taktikken var klar, vi skulle begge afsted i udbrud og en af os skulle øverst på pallen.

Start

Løbet blev skudt i gang og vi kørte ud i direkte medvind, hvilket resulterede i en gennemsnitsfart på 49 kilometer i timen efter de første fem flade kilometer. Herefter begyndte de første angreb, jeg forholdt mig i ro og blev i den bageste ende af gruppen.

Længere fremme kunne jeg se, at Jan var ret aktiv, og jeg bevægede mig derfor frem for at hjælpe ham på den ene eller anden måde. Et par kilometer før vi krydsede stregen første gang, slap Jan af sted med en anden rytter. De fik et lille hul og et par minutter senere angreb en anden rytter, jeg tog hans hjul og duoen blev hurtigt til en kvartet.

De to andre ryttere virkede begge stærke og opsat på at komme afsted så det var helt perfekt. Vi sad nu fire mænd sammen, hvor Jan og jeg havde overtaget. Jeg gik med det samme frem og tog en lang og hård føring, så vi kunne få skabt hullet. Da jeg slog ud og gled tilbage i gruppen, var vi pludselig kun tre og jeg anede ikke hvor Jan var? Satans, tænkte jeg, vi havde lige siddet i den helt perfekte situation!

En jyde, en fynbo og en sjællænder…

Kvartetten var nu blevet til en trio bestående af Martin Ravn fra Odense Masters, Umar Akbar fra København og mig selv, altså en fynbo, en sjællænder og en jyde. Selvom man skulle tro at sådan et samarbejde ikke var muligt, blev kæden holdt stramt og vi fik lynhurtigt opbygget et stort hul til feltet. Jeg syntes virkelig at Umar og Martin kørte stærkt og jeg blev lidt bange ved tanken om, at vi havde lige knap 100 km hjem, det vidste jeg simpelthen ikke om jeg kunne holde til i det tempo.

På tredje ud af de fem runder var jeg ved at miste modet og tænkte, at jeg bare skulle holde så længe som muligt og få en podieplads. Jeg havde dog også en forhåbning om, at jeg ville få bedre ben igen og måske alligevel være med i finalen.

I løbet af fjerde omgang havde vi nok omkring to minutter ned til feltet og det virkede som om at gassen gik lidt af ballonen. Jeg syntes specielt, at Umar virkede lidt presset og jeg begyndte at tænke mere mere på finalen. Jeg ville gerne prøve at køre solo på et tidspunkt, og måske lukrere på at de to andre ville kigge på hinanden, så jeg kunne få hullet hurtigt. Den hårdeste bakke på ruten var omkring syv km før mål og selvom der ville være modvind meget af vejen hjem, virkede det som det rigtige sted at prøve – de andre ville jo også have modvind…

Jeg fik det timet, så jeg ramte bakken uden at komme direkte fra en føring og så snart vejen begyndte at gå opad, rejste jeg mig og lagde et godt og hårdt tempo. Jeg fik hurtigt skabt et lille hul og kunne se, at mine forfølgere også havde det hårdt.

På toppen af bakken var jeg gået ret meget i rød zone, men lagde mig ned over cyklen og gjorde mig så aerodynamisk som muligt og trådte med alt, hvad jeg havde. Efter en kilometers penge på flad vej, kom en lille nedkørsel og et par hurtige sving gennem en skov. Her blev cyklen kastet igennem og mit forspring blev forøget!

Spurt

Jeg sad og håbede på, at de andre hurtigt ville opgive jagten, men jeg fik aldrig mere end omkring 15 sekunder. Omkring 3 km fra mål kunne jeg se, at Martin havde sat Umar og kom tættere og tættere på mig.

Jeg kunne godt se, hvor det bar hen ad, så jeg valgte at spare på krudtet og lod mig indhente. Da Martin fik hentet mig, virkede han også presset og skulle lige have luft, inden han forsøgte at sætte mig. Det fik jeg dog annulleret nærmest inden det var gået i gang. Jeg tænkte, at jeg godt kunne slå ham i spurt og var derfor ikke så nervøs for at køre mod målstregen med ham på hjul, Umar havde ikke givet op, så jeg kunne ikke gå helt i stå.

Vinden kom stik fra højre, så jeg kørte helt over i venstre side og holdt godt øje med Martin. Han åbnede en meget lang spurt, ude omkring 300 m mærket vil jeg tro, og jeg tænkte derfor, at jeg bare lige skulle fange hans hjul, ligge der lidt, og så spurte forbi ham.

Jeg fejlvurderede hans fart og fik ikke lukket ham hurtigt nok og da han først havde fem-syv meter, kom jeg ikke nærmere. Jeg nåede at tænke, at jeg bare skulle holde på til stregen, og at han nok også ville blive træt på et tidspunkt, men i det samme ramte en lille krampe og følelsen af helt tomme ben. Jeg satte mig derfor ned og rullede i mål tre sekunder efter Martin.

Jeg gad virkelig godt at have taget sejren, men jeg gav den alt hvad jeg havde, så jeg var egentlig også godt tilfreds med andenpladsen. Det var trods alt også en ganske fin debut i Master A.

Ballon jagt i Vogeserne

Efter målgang fandt jeg Jan, der fortalte at han havde ramt et hul i vejen og var punkteret lige da vi havde skabt udbruddet. Pokkers.

Selvom jeg var meget ærgerlig over Jans defekt, så var det et fedt løb med høj sikkerhed, gode veje det meste af ruten og så vidt jeg ved, ingen styrt i min klasse. Umiddelbart var niveauet fra C-klassen, som jeg kørte sidste år, meget lig det, som vi kørte i MA. Jeg tror dog, at rytterne i MA er noget mere udholdende og knap så eksplosive. C-klassen var nogle gange lidt et cowboyder-løb, hvor alle konstant angreb i starten og døde i slutningen.

På hjul af Roar Lava Paaske i Bakkeløbet

Næste løb er årets højdepunkt og mit sæsonmål Les Trois Ballons i Alsace den 6. juni, som jeg skal køre med Hans Plauborg, og som du kan læse mere om senere på året i Velomores trykte magasin.

Jeg glæder mig helt vildt til at se, hvordan løbet bliver, hvad benene siger til bjergene og til at teste min cykel på lange stigninger og hurtige nedkørsler.

God vind derude!

På hjul af Roar Lava Paaske i Bakkeløbet

Posted on: maj 4th, 2026 by Roar Paaske No Comments

Årets andet løb er i bogen for Roar Lava Paaske, der både holdt snor i verdensmesteren og hjalp en holdkammerat til sejr i Bakkeløbet.

Træningen er gået godt her på det sidste, og jeg havde derfor virkelig set frem til at køre 120 km ruten til Bakkeløbet. De seneste par år har jeg kæmpet lidt med trætte ben til sidst i løb over 100 km. Jeg føler dog, at jeg er ved at have noget mere udholdenhed og har oftere og oftere gode ben efter tre timers cykelløb.

Denne gang skulle jeg bare have gode ben! Efter mit fejlslagne Ronde van Borum (som du kan læse om i min forrige blog) havde jeg taget den mere med ro i dagene op til løbet i håbet om friske ben.

Jeg havde regnet med, at modstanden i feltet ikke vil være så skræmmende, men da jeg tjekkede startlisten dagene op til løbet kunne jeg se, at flere stærke navne meldt sig til. Mit planlagte angreb på toppen af Bjergvej, ca. 20 km fra mål, kunne jeg derfor skyde en hvid pil efter.

Da jeg stod på startstregen var jeg faktisk i tvivl om jeg overhovedet kunne sidde med, da kiggede på ryttere som Jakob Winneche, Mikkel Kastrup og H40-verdensmesteren, Thomas Vibjerg.

En ukendt holdkammerat

Startskuddet lød og farten blev hurtigt skruet op. På stort set hver bakke blev der forceret, ofte med verdensmesteren i spidsen. Jeg forsøgte at spare kræfter og firede på de fleste bakker. Heldigvis blev det samlet efter toppen hver eneste gang, men efter ca. 35 km sneg en tre-mandsgruppe sig afsted, med, en for mig ukendt, CK Aarhus-rytter, Mikkel Kastrup fra FCC og en tredje rytter.

Herfra blev det et lidt specielt cykelløb for mig, da jeg egentlig bare skulle holde mig i ro og prøve at gå med hvis andre angreb. Jacob Winneche lavede nogle ret hårde angreb på flere af bakkerne, men feltet var så stærkt, at ingen angreb udmyntede sig til noget.

Første rigtige udskilning kom først da vi nåede til Lyngvej efter 85 km. Her blev feltet splittet og farten blev sat op i den forreste gruppe, hvori jeg havde kæmpet mig med. Herfra gik det mod den frygtede Bjergvej, hvor jeg vidste at alle de stærkeste ville køre fuld hammer opad.

Benene taler

Jeg havde haft det ret hårdt på Lyngvej og var ærlig talt spændt på hvordan det skulle gå på Bjergvej. Jeg fik placeret mig ret godt i bunden, hvor jeg lå i top fem, netop som det begyndte at rampe op. Herfra var det bare at træde med alt hvad jeg havde uden at dø på toppen.

Benene lystrede heldigvis og min forbedrede udholdenhed kom til sin ret. Der var stadig tre mand ude foran, som egentlig var ude af syne, men da jeg rundede toppen af Bjergvej, som første mand i feltet, tænkte jeg, at nu skulle der køres cykelløb igen.

Jeg havde det lidt specielt med at skulle indhente en holdkammerat (CK Aarhus-rytteren), men jeg anede ikke, hvor stærk han var og var bange for, at Mikkel Kastrup igen skulle løbe med sejren. I gruppen, hvor jeg sad, var vi omkring 12 ryttere, hvoraf omkring halvdelen var fra Aalborg.

Jeg tog selv nogle gode føringer og forsøgte at piske Aalborg-drengene til at tage del jagten. Det var mere eller mindre kun en meget, meget stærk Jacob Winneche der tog del i arbejdet, mens hans nordjyske holdkammerater spolerede det lidt for hinanden. Det virkede heller ikke til, at Jacob var så glad for det, men han valgte at tale med benene i stedet for munden.

Reset, restart

Med omkring syv km til mål fik vi indhentet trioen foran og farten blev hurtigt taget ud af løbet indtil folk havde sundet sig. Så begyndte angrebene igen og efter et par forsøg stak Daniel (den hidtil ukendte CK Aarhus-rytter), der tidligere havde været i udbrud, afsted igen som ene mand.

Selvom jeg havde andel i han halet ind i første omgang, ville jeg nu gøre alt hvad jeg kunne for at han skulle tage sejren og køre alene i mål. Jeg satte mig derfor frem i gruppen, bakkede af og lukkede alt ned.

I den sidste del af løbet var jeg over 800 watt 13 gange, da især verdensmesteren gik i selvsving, og lod angrebene hagle ned over mig. Men på en eller anden måde lykkedes det mig at holde hjul og kvæle enhver modstand.

Afslutning i Bakkeløbet er lidt speciel, da man et kort før mål skal krydse en hovedvej og med stor sandsynlighed stoppe for rødt. Det skete også her, desværre for Daniel alene i front, som måtte se sig selv indhentet før det blev grønt.

Jeg foreslog vi gav ham et lille forspring og det blev accepteret af resten af gruppen, som lod ham få 10 sekunder til at spurte afsted, inden jagten blev genoptaget.

Et bump på vejen

Finalen i Bakkeløbet køres igennem et villakvarter med en del sving. Jeg lå klistret til verdensmesterens baghjul, men i næstsidste sving fik han bremset for meget ned og jeg kunne smutte lige forbi ham, spurtede ud af det sidste sving og kørte med alt hvad jeg havde i mig op mod målstregen.

Længere fremme kunne jeg se Daniel krydsede stregen med hævede arme. Jeg selv var midt i min spurt, men kunne høre at jeg ikke var alene. kort før målstregen er der et vejbump, hvor jeg slækkede let på trådet for at være sikker på, at jeg blev på cyklen, og i samme øjeblik smuttede Mikkel Kastrup forbi mig.

Sæsonåbner med extreme weather protocol

Jeg endte derfor på tredjepladsen med en virkelig god følelse efter løbet. Jeg synes, jeg havde kørt et stort set perfekt løb og følelsen i benene var virkelig god.

En anden ting, der helt klart også spillede en stor rolle, var min store tiltro til cyklen i svingene. Jeg ender ofte med at miste mange placeringer gennem de sidste sving i et løb, da jeg aldrig har været helt dus med mine tidligere cykler.

Denne gang var det meget anderledes. Jeg følte, at jeg havde en helt anden kontrol over cyklen, og kunne kaste den gennem svingene med en helt anden fart og selvtillid end tidligere. Jeg endte derfor med at avancere i stedet for at blive kørt agterud.

Alt i alt, var det en virkelig god oplevelse til årets Bakkeløbet. Der var desværre nogle ret slemme styrt længere tilbage i min gruppe, som jeg ikke så. Jeg håber, at alle har det ok efter omstændighederne.

Næste weekend, står den på Grejsdalsløbet 167 KM med flere andre herfra Velomore – nyd foråret!

Sæsonåbner med extreme weather protocol

Posted on: april 7th, 2026 by Roar Paaske No Comments

Årets første løb blev en stormende omgang for Roar Lava Paaske, der med et fast greb om styret akkurat undgik en tur i botanikken.

Traditionen tro skulle min sæsonåbner være Ronde van Borum. Det lille, men hårde og altid stærkt besatte motionsløb, som er en hyldest til det noget længere og mere barske Ronde van Vlaanderen.

Uggi Kaldan, som er stifter og arrangør af løbet, sørger altid for, at både deltagere og publikum får noget for pengene. Alt er lavet i RvV-æstetik med den flamske løve på bannere og skilte, og der er selvfølgelig masser af Kwaremont-øl efter løbet.

Det er en fest, og er vejret, som det plejer at være til RvB – altså masser af sol og forårsvejr – er der altid mange tilskuere, musik og jublende tilråb i den lille by Skivholme vest for Aarhus.

Det var dog langt fra tilfældet i 2026-udgaven…

Efterårsform i foråret

I 2025 vandt jeg løbet, og jeg havde derfor sat næsen op efter at gentage succesen. Træningen hen over vinteren er forløbet rigtig godt, og i løbet af marts har jeg mærket en markant fremgang i formen.

Jeg er blevet mere udholdende og er tæt på mine tidligere peak watt – både i spurter og 2-5-minutters intervaller, som normalt topper i august og september.

Dagene op til løbet havde jeg uden de store problemer kørt to minutter med godt 500 watt samt en 20-minutters over/under, hvor jeg skiftevis kørte to minutter med 300 watt og ét minut med 440 watt – også uden store anstrengelser.

Derudover havde jeg peaket knap 1.400 watt i spurten og slappet godt af i ugen op til med en tur til København med familien.

Jeg følte mig derfor klar til løbet, men én stor ting havde ændret sig siden 2025: Jeg kørte ikke længere for Frederikshøj CC, som stillede med seks stærke ryttere på startlisten.

Jeg havde ikke rigtig nogen allierede, som jeg kunne danne front med, tage del i angreb sammen med eller få hjælp fra til at lukke huller osv.

Det ville derfor blive spændende, om jeg kunne stille noget som helst op mod et stort og stærkt hold.

12 m/s

Der var dog en anden faktor, som skulle vise sig at få langt større betydning end navnene på startlisten – nemlig vejret, eller uvejret om man vil.

Ugen op til løbet meldte meteorologerne om regn, men den blev stort set afblæst. I stedet meldte de, at der ville stå en vestenvind med 12 m/s og vindstød på over 20 m/s hen over ruten.

Da Ronde van Borum, ligesom mange andre danske cykelløb, foregår på små landeveje ude i ingenting, er der meget åbent på store dele af ruten.

Uggi havde dog meldt ud, at løbet ville blive afholdt, men at podie, musik osv. ville blive rykket indendørs.
Blæst eller ej – jeg skulle afsted.

Borum Es-Muur

Det første løb i et nyt år er altid spændende, og selvom det “bare” er et motionsløb, var jeg spændt på, om formen var som håbet, og hvordan jeg lå i forhold til de andre.

Da jeg ankom til Skivholme kl. 9 søndag morgen, blæste det så meget, at jeg havde svært ved at åbne bildøren. Da jeg hev cyklen ud af bagagerummet, stod den nærmest vandret i luften – det blæste virkelig meget.

Kort efter ankom min gamle holdkammerat Kasper Kalhøj – en lille gut på under 60 kg med 65 mm Scope R6-hjul på cyklen. Der var ikke noget stort smil eller kørelyst at spore i hans ansigt.

På vej til Hærvejsløbet: Træningen starter nu

Under min opvarmning, som foregik på ruten, var jeg egentlig ret positiv. Men da jeg stod på toppen af Borum-Eshøj – eller “Borum Es-Muur”, som Uggi har døbt den – var det en helt anden sag.

Vinden blæste for fulde gardiner direkte fra højre, og selvom jeg trak helt ind til siden, blev jeg skubbet på tværs af vejen og tæt på den modsatte vejkant.

Oveni var der fugtigt på vejene og meget jord og mudder fra traktorer – ikke den bedste kombination. Men med tørvejr og så kraftig blæst måtte det hurtigt tørre.

Frisk start

Klokken nærmede sig 10, og da jeg indfandt mig i startområdet, var der mødt 105 ryttere op til start, et godt stykke under de 225, som stod på startlisten, men det var vel meget forståeligt (efter løbet havde 75 gennemført). Jeg stod selv og puttede mig i forsamlingshuset og gik først ud kl. 9.57 og sneg mig ind blandt de forreste – der skal være lidt fordele ved at have nummer 1 på ryggen, og så tætpakket var det heller ikke.

Traditionen tro kørte Uggi en “frisk” masterstart, som han selv siger. Det betyder, at det er nemt at sidde med, men kommer man ikke med feltet, så er det farvel. På vej op ad Borum Es-Muur måtte jeg meget af tiden træde et godt stykke over 500 watt for at sidde på smækken af den sorte varevogn, som heldigvis forlod os på toppen af bakken.

Min plan var at holde mig helt fremme hele tiden, men uden at få vind på snuden eller lukke unødvendige huller. Den første runde forløb ganske fint uden de vilde angreb eller anstrengelser, og en enkelt rytter var dog stukket af og fik hurtigt et fint hul.

Jeg havde intet behov for at lukke ham, men da vi nåede Borum Es-Muur anden gang, var der voldsom sidevind, og feltet splittede lynhurtigt, uden at nogen prøvede. Min tidligere holdkammerat Thomas Vibjerg sad i mit hjul, da jeg pludselig kunne høre ham råbe. Han var ude i gruset, dog stadig på cyklen.

Jeg havde selv nogenlunde styr på cyklen og tænkte, at de to, der lå fem-ti meter foran mig, skulle lukkes. Jeg tog godt fat i rattet og trådte til, kom op til de to, og vi havde nu etableret et udbrud. De to andre var en ung Odder-rytter og den tidligere A-rytter Mikkel Kastrup, der nu er på FCC. De virkede begge stærke, og vi satte jagten ind på rytteren foran, der stadig havde et hul på 10-20 sekunder.

Sådan forbedrer du din sprint

En omgang senere havde vi hentet ham, og umiddelbart havde vi et stort hul til feltet. Jeg havde det ok, uden at jeg følte, at jeg havde vildt meget overskud. Det sværeste moment på ruten var helt klart toppen af Borum Es-Muur og den efterfølgende nedkørsel.

Lidt for spændende

Det var vanvittigt at cykle der, og selvom det ikke gav mening i forhold til at få læ, så forsøgte jeg hele tiden at holde mig helt ude i højre side, så jeg ikke pludselig ville ryge i grøften i venstre side. Det gik nogenlunde, men da det i starten af tredje runde begyndte at regne og gøre vejene våde, blev det måske lidt for spændende på de smattede, jordbelagte veje i sidevinden.

Det gik også næsten som forventet, da vi rundede toppen på tredje omgang: Jeg blev skubbet så meget af vinden, at jeg endte helt ude i græsset i venstre side af vejen. Jeg måtte klikke ud og var klar til at styrte, men fik den lige præcis reddet og blev på cyklen.

De andre fik hurtigt 30 meter, og jeg opgav nærmest med det samme jagten på dem. Jeg overvejede, om jeg skulle udgå, men nu var det bare mig selv, og så var det måske ok. Regnen stoppede hurtigt igen, og vejene tørrede næsten med det samme.

Der var stadig seks omgange tilbage, og nu ville jeg forsøge at gå i enkeltstartsmode og køre så hurtigt, jeg kunne. Benene var dog allerede lidt tunge, og turen ud i botanikken havde ikke hjulpet på det.

Ring med klokken

En runde senere blev jeg indhentet af to andre ryttere, Jesper Kael og Oliver Skovlund. Jeg synes, de kom ret hurtigt forbi mig, men fik sneget mig med på hjul, fik en kort puster og deltog i føringsarbejdet.

Jeg havde ingen ambitioner om at indhente de forreste og ville egentlig bare gerne gennemføre uden at styrte. Vi fandt hurtigt ind i et fint samarbejde i trioen, og det virkede til, at de to andre også bare kørte jævnt uden drømme om at indhente de forreste.

Hver gang vi krydsede toppen og skulle ud i sidevinden, var det en kamp, der skulle overvindes. Jeg har aldrig kørt i så voldsomt et blæsevejr, og jeg var faktisk også lidt spændt på, om løbet ville blive aflyst undervejs.

Da vi krydsede stregen for at køre ud på syvende omgang, blev der ringet med klokken, og det betød, at der var taget tre runder af løbet. Jeg synes, det var en god beslutning, og jeg ville bare gerne i mål. Jeg tænkte derfor også, at jeg ikke gad køre cykelløb ned ad den vindblæste nedkørsel, så hvis de andre kørte, ville jeg køre mit eget løb.

Der kom et lidt halvhjertet forsøg fra Jesper, hvor han trak den helt ud i venstre side og fik et lille hul, men stoppede så med at træde igen, selvom han godt kunne have sat Oliver og mig.

Blæst omkuld

Efter det rullede vi mod mål, hvor jeg tog en god, lang, men moderat føring frem mod nedkørslen i Skivholme. Her slog jeg ud, så jeg kunne få læ ned ad og være klar til spurten om fjerdepladsen. Hvis mine ben var tunge på runde fire, så var de lavet af cement nu – helt døde – så jeg havde ikke de store forventninger til spurten.

Oliver åbnede den lige 30 meter før, jeg selv ville have åbnet, og han var klart hurtigere end mig. Jeg fik lige presset mig op på 1.070 watt; dagen før havde jeg kørt 300 watt mere. Jeg var færdig, men kom sikkert i mål og ind som nummer fem, godt to minutter efter vinderen, men otte minutter foran nummer 10. Resterne af feltet var eksploderet i et Ronde van Borum, der sent vil blive glemt.

Alt i alt er jeg glad for, at jeg kørte løbet – var jeg styrtet, havde det nok været en anden sag.
Det er et virkelig godt arrangement, og under normale omstændigheder er det en fest at være til, både for ryttere og publikum.

Det var godt at få testet benene og cyklen i løb – bare ærgerligt, at jeg havde så dårlig en følelse i benene.

Jeg har meget sjældent dårlige ben i cykelløb, men det var måske heller ikke en helt normal dag i Skivholme.

Vi ses igen næste år.

Velomore tester Pronghorn Road-X

Posted on: februar 24th, 2026 by Roar Paaske No Comments

Kan én cykel erstatte både din landevejsracer og gravelcykel? Pronghorn Road-X udfordrer N+1-reglen og lover en kompromisløs køreoplevelse på både asfalt og grus.

Vi kender alle den tolvte Velominati-regel, “N+1”, der beskriver, hvor mange cykler man egentlig har brug for. Her er N lig med antallet af cykler, man i forvejen ejer, og hertil skal der så altid lægges endnu en til. Særlig hvis du går med tanker om både at køre gravel og landevej. I så fald kan reglen måske omskrives til “N=1” med Pronghorns Road-X, som vi har taget et nærmere kig på – både på asfalt og på grus.

Jeg har ofte overvejet, om jeg skulle anskaffe mig en gravel, så jeg ikke bliver totalt ekskluderet af mit cykelhold, når de kører vintertræning på grusvejene. Jeg synes dog, jeg har svært ved at kunne forsvare over for mig selv og min familie, at jeg altså bare må have en cykel mere. Det problem er jeg givetvis ikke den eneste, der står med, og jeg tror, at danske Pronghorn har fundet løsningen med deres gravel-/landevejshybrid Road-X.

UDSTYR

Kigger vi nærmere på cyklens udstyr, kan vi starte med Shimano 105 Di2-geargruppen. Ved køb af Road-X er det muligt selv at vælge mellem landevejs- og gravelgrupper. Foran sidder et 50/34-kranksæt, og bagpå har vi 12 gear med en 11-34-kassette. Det giver mulighed for at køre hurtigt på flad vej og samtidig overvinde stejle stigninger med de laveste gear.

Samtidig er der ikke noget voldsomt stort spring mellem gearene på kassetten, så det er altid muligt at finde det rigtige gear, uanset om man blæser af sted på landevejen eller kæmper sig op ad en stejl bakke i terrænet. Ser man bort fra navnet og fraværet af knapperne øverst på skiftegrebene, er det svært at mærke forskel på den seneste iteration af 105-gruppen og storesøster Ultegra.

I cockpittet har vi et fuldt integreret carbonstyr/frempind fra Pronghorn selv. Styret fås i mange længder og bredder; i den testede udgave er det 40 cm bredt i toppen og 42 cm i bukningerne med en 115 mm lang frempind. Jeg er rigtig glad for styret og føler mig godt til rette i alle positioner.

Sadlen er en Selle San Marco Shortfit monteret på en carbon-sadelpind fra Pronghorn. Sadelpindsbespændingen er blevet opgraderet siden sidste model, og man spænder den med en 4 mm unbrako i toppen af sadelrøret på undersiden af overrøret. Dejligt med en passende størrelse unbrakonøgle i stedet for en for lille torx, som på mange andre cykler.

Cyklen kom monteret med et sæt DT Swiss ERC 1600 carbonhjul til landevej med en fælghøjde på 45 mm og en udvendig bredde på 28,5 mm. Det er et ganske godt allround-hjulsæt på godt 1.500 gram, hvor man både får lidt aerodynamik og en rimelig lav vægt. Det excellerer ikke på nogen af punkterne, men gør arbejdet, som det skal, og har den samme høje kvalitet, som hjul fra DT Swiss altid har.

Dækkene er de altid gode Continental GP 5000 S 32 mm tubeless.

Med til testen fulgte også et ekstra sæt ERC 1600-hjul med Continental TerraSpeed-dæk, så jeg kunne teste cyklen på grus. Det er en gode i forbindelse med testen og ikke en standardservice, men det anbefales at tilkøbe et ekstra hjulsæt til gravelkørsel, hvilket sagtens kan gøres senere. Pronghorn leverer dem endda sat op med dæk, slange og bremseskiver.

DT Swiss har udviklet et system, der gør det muligt at afmontere hele kassettehylsteret – mens kassetten sidder på – uden brug af værktøj. På den måde er det superlet at køre med samme kæde og kassette og veksle mellem to hjulsæt. Når begge hjul er afmonteret, tager det 10-20 sekunder at skifte kassetten. Alt i alt kan man på to minutter skifte fra landevejscykel til en cykel klar til grusvejsræs. Smart.

RAMMEN

Kigger vi på rammen, ligner den mest af alt en landevejsramme uden de helt store armbevægelser. Den er harmonisk i sin udformning og forsøger ikke at være alt på én gang. Der er for eksempel ikke bøsninger til ekstra oppakning, og der er ikke et “hemmeligt rum” i skrårøret. Til gengæld kan den klare dæk op til 40 mm.

Nogle vil gerne have mulighed for endnu bredere dæk, men for en som mig, der oftest kører landevej og indimellem vil på eventyr, giver det rigtig god mening. Den er lavet som en landevejscykel uden tusindvis af beslag, der sjældent gør noget godt for æstetikken.

Fælles for alle udstyrsmodeller er elektroniske gear og enten fuldt integrerede kabler eller en næsten lige så elegant løsning, hvor kablerne går ind i spaceren over kronrøret. Der er derfor ingen synlige kabelhuller på rammen, og på modellen i farven “Ice Blue” giver det et meget flot og rent udtryk.

AI BIKE FIT

Køber man en cykel ved Pronghorn, får man gratis tilpasning via deres Smartfit-system, hvor blandt andet frempindslængde og styrbredde justeres. Systemet måler forskellige punkter på kroppen og giver et fornuftigt bud på setuppet.

Jeg prøvede det inden testen, og selv om alle tallene ikke var helt spot on i forhold til mit normale setup, var det en god rettesnor. Enkelte ting blev justeret, og da jeg hentede cyklen, var alt indstillet næsten perfekt – jeg skulle kun justere sadelhøjden en smule.

Har man ikke stor erfaring med position eller bikefit, er det et rigtig godt sted at starte. Kender man sine mål, kan systemet bruges til at vurdere, hvordan en ny cykel vil passe.

KØREOPLEVELSE

Road-X’en er lidt højere og længere i geometrien end Pronghorns rendyrkede landevejscykler og har fladere vinkler på kron- og sadelrør. I størrelse medium er kronrøret 139 mm og overrøret 545 mm. Akselafstanden på 1.016,7 mm er knap 43 mm længere end på søstermodellen Road Aero, hvilket giver en mere retningsstabil og langsommere styring.

Man vænner sig hurtigt til det, og når først man gør, føles det naturligt. Den rolige styring giver bedre komfort og tryghed i sving og på ujævne veje. I svingene er den klippestabil, og når det går lige ud, glider den let hen over asfalten.

Jeg kørte også en del grus med både 32 mm og 40 mm dæk, og her er cyklen en fornøjelse. Den bliver aldrig den mest komfortable gravelcykel, men den er hurtig, og man får lyst til at tage på eventyr. Ligesom andre Pronghorn-cykler indbyder den til at blive kørt aktivt og med tryk på pedalerne.

Når man skifter mellem landevej og grus, fungerer to-klinge-setuppet perfekt. Jeg har ikke manglet gear i hverken den høje eller lave ende og har hele tiden haft mulighed for at finde det rette tråd.

Cyklen er opgivet til 8,2 kg, hvilket også passer med min egen måling. Den lange akselafstand kan give en fornemmelse af lidt træg acceleration fra lav fart, men op ad bakker og på korte stigninger føles den agil og responsiv. Kraften går direkte i asfalten og forsvinder ikke i en blød ramme.

Alt i alt er det en meget harmonisk landevejscykel med godt udstyr hele vejen rundt – og at den samtidig er underholdende på grusvejene, er et stort plus.

VURDERING

Jeg har for nylig opgraderet min vintercykel, og med mine evige tanker om også at have en gravel burde jeg måske have valgt en Road-X i stedet for en decideret landevejsracer. Den er ikke helt så hurtig som en rendyrket løbscykel, men med samme udstyr og hjul er forskellen næppe mærkbar.

For den normale motionist, der gerne vil ud og opleve landskabet med klubben eller vennerne, er denne cykel rigeligt. Det er en fornøjelse at køre på den, og hvis ikke det havde været for den lidt langsommere styring, ville intet afsløre, at cyklen også kan æde grus.

Velomore tester Bottecchia Emme 5

Cyklen får en klar anbefaling og er bestemt et kig værd, hvis man har de samme tanker om at ville have en gravelcykel, men må nøjes med N=1. På Pronghorns hjemmeside står der: “Skal du kun have én cykel i din stald, skal det være Road-X.” Jeg giver dem ret.

Velomore tester vintersæt fra Marcello Bergamo

Posted on: februar 9th, 2026 by Roar Paaske No Comments

Kan “made in Italy” fra Marcello Bergamo klare den hårde danske kulde og den bidende østenvind? Det satte vores tester sig for at finde ud af.

Vinteren har for alvor været hård og stiller store krav til vintergarderoben for de af os, som stadig cykler udenfor. Et komplet outfit til vinteren får man bl.a. fra Marcello Bergamo og vi har undersøgt, om det italienske mærke står distancen i den danske vinters hårde kulde og østenvind.

Pakken vi har testet har bestået af:

Marcello Bergamo Experience Merino strømper
Storm Rain skoovertræk
Marcello Bergamo Sportivo Tights
Marcello Bergamo Pro Merino svedundertrøje
Marcello Bergamo Assoluto vinterjakke.

Marcello Bergamo er i dag en italiensk familievirksomhed, der blev grundlagt tilbage i 1978 af den cykeltøjsmærke, der blev grundlagt i 1977 af den tidligere cykelrytter Marcello Bergamo. Herhjemme er de nok bedst kendt som producenter af teamwear, men Marcello Bergamo sælger også egne kollektioner.

Prismæssigt ligger de midt i markedet og hele det testede sæt koster under 4.000 kr, hvilket er en rigtig god pris for en komplet pakke af vintercykeltøj.

Nordisk design, italiensk kvalitet

Assoluto-jakken er testet i str. medium på en 71 kg tung og 180 cm høj rytter. Pasformen er tæt uden at den strammer de forkerte steder og jakken sidder generelt rigtig godt. Jeg har relativt lange arme og savnede lidt ekstra centimeter i ærmerne. Til personer med normal armlængde, er det sikkert ikke noget problem.

Bagpå jakken er der en lille flap, som dækker lænden og hjælper med at holde på varmen og tage det værste vandstænk fra våde veje. Kraven går også ekstra højt op og lukker godt tæt, så kulde ikke sniger sig ind ved halsåbningen.

Bagpå er der to åbne lommer og en ekstra lomme med lynlås i højre side. Umiddelbart undrede det mig, at der ikke var tre lommer. Men ved at lave en seperat lynlåslomme, har det været muligt at lave den lidt større. Der er eksempelvis plads til en Iphone 15 og det er faktisk dejligt, at man kan putte den deri og lyne den, så den er lidt mere beskyttet mod nedbør.

Lynlåsen på lommen har en lille strop, som gør det nemt at åbne og lukke. Ligesom den store lynlås foran, glider lynlåsen på baglommen nemt og ubesværet op og ned. Det er et kæmpe plus, hvis man har kolde og ubehjælpelige fingre efter en lang tur i kulden.

Jakken er i klassisk nordisk design, med en afdæmpet mørkegrøn, der vil passe ind i de flestes garderobe. Øverst på ryggen har jakken refleksstriber, som giver god synlighed på landevejen, og som er en rigtig fin detalje.

Jakken er udviklet med en Windtex Pro membran, der holder rytteren tør og Marcello Bergamo anbefaler den i et temperaturspænd mellem 0 og 10 grader.

Indenunder har jeg haft Marcello Bergamos merino undertrøje, som sammen med en halsedisse, har fungeret upåklageligt både til zone 2 ture og intense ture med hårde intervaller og høj puls. Alle ture er blevet kørt i temperaturer lige over og under frysepunktet, og de fleste ture har budt på den modbydelige østenvind som skærer gennem skind og ben.

Men ikke igennem Assoluto jakken. Jeg har hverken frosset eller kogt over på noget tidspunkt og kombinationen af den dejlige, tynde og strækbare merinotrøje, og den vindtætte jakke, har virkelig fungeret godt, på tværs af mange forskellige intensiteter. Jakken skulle også være vandtæt, men den eneste nedbør, der har været i testperioden har været sne, som den har klaret ganske godt. Så på den måde fungerer den i et udvidet temperaturspænd end det, som Marcello Bergamo selv angiver.

Sportivo

Kigger vi på bukserne, Sportivo tights, er der også her tale om god og lækker kvalitet, hvor der ikke rigtigt mangler noget. Bukserne er str. small og er tætsiddende, også omkring de ædlere dele. Puden sidder præcis, som den skal og hænger ikke halvvejs nede om inderlårene, som jeg ellers har oplevet at den godt kan gøre, ved andre vintertights jeg har kørt med.

Rundt om anklerne er der lavet et bredt bånd, der sørger for at bukserne lukker helt til, uden at stramme. Ligesom med jakken og merinotrøjen, var bukserne et meget positivt bekendtskab. Jeg oplevede hverken overophedning eller nedkøling på de kolde ture. Bukser og pude sad optimalt både siddende og stående. Mange lange bukser kan godt nive lidt omkring knæhaserne, hvis ikke pasformen er lige i skabet, men det oplevede jeg slet ikke. De sad helt perfekt på samtlige testture.

Velomore tester Willing Able Arctic

Dog savnede jeg en bedre pude. Ikke fordi de skarvede eller lignende, men efter 2-3 timer begyndte puden at være predset tynd og en bedre padding havde været at foretrække.

Vintertilbehør

Merinostrømperne og skoovertrækkene kunne desværre ikke følge med de danske minusgrader. Strømperne er rigtig lækre, men måske lige til den tynde side til kørsel omkring frysepunktet. De tilsendte skoovertræk var desuden rettet mod vådtvejr, snarere end bidende kulde og vintervejr. Personligt vil jeg gemme dem til forårets ture.

Overtrækkene tages på ved at man trækker dem op på anklen inden man tager skoene på. Derefter trækkes de ned over skoene. Det kræver lidt arbejde, da overtrækkene er lige til den stramme side. De er ikke helt lette at få på og af, og det er ikke optimalt, når man kommer hjem med kolde fingre.

Velomore tester Castelli Alpha 150

Tilgengæld sidder de rigtig godt, når først man har fået dem på plads, så jeg ville ikke tøve med at bruge dem til bl.a. cykelløb på kolde eller våde dage. På hurtige ture, med høj intensitet, kunne sokkerne og skoovertrækkene godt bruges i ned til 2 graders varme, men under det, blev fødderne kolde.

Med tykkere strømper kunne skoovertrækkene til nødt godt bruges i koldere vejr, også på våde veje, da den nederste del er lavet af en vandtæt membran, men umiddelbart findes der varmere og grovere alternativer. Her havde Marcello Bergamos Ultra Deep Winter skoovertræk nok givet bedre mening at teste.

Vurdering

Alt i alt har jeg været tilfreds med Marcello Bergamos vinterpakke og kunne sagtens se mig selv købe sættet. Jeg har været særligt glad for jakken, bukserne og merinoundertrøjen, som passer perfekt til den strenge vinter. Men skoovertrækkene havde ikke hvad der skulle til, for at stå distancen i den danske vinterkulde. Hertil er de bedre til kolde forårs- og efterårsture.

Pasformen er altid en bekymring når der står “made in Italy” og størrelserne til den mindre side, som der et tilfældet med italienske størrelser. Jeg bruger stort set altid small i overtøj og small/xsmall i bukser, men havde valgt en større størrelse end normalt og det passede perfekt.

Fordele:

God pasform på alle produkter
Flot design og god kvalitet
Bukser, jakke og undertrøje holdt også i koldere temperaturer, end hvad producenten anbefaler
Gode lynlåse og lommer i jakke

Ulemper:

Små i størrelserne
Skoovertræk egner sig ikke til kørsel omkring frysepunktet

Bedst til: Dig der cykler ude uanset hvor koldt det, som også tænker på budgettet.

Info

Pris Assoluto jakke: 1.599,95 kr.
Pris Sportivo tights: 999,95 kr.
Pris Merino undertrøje: 599,95 kr.
Pris Storm Rain skoovertræk: 479,95 kr.
Pris Merino strømer: 179,95 kr.
Mere info: www.mbergamo.dk

Velomore tester landevejshjul fra XM Carbon Speed

Posted on: maj 19th, 2025 by Roar Paaske No Comments

Er du på jagt efter fart i cyklen på et budget, så er det måske værd at kigge mod Kina og XM Carbon.

Et hjulsæt er uden tvivl den komponent, der kan ændre din cykel mest – både når det gælder udseende, men bestemt også i forhold til køreegenskaber. En billig landevejscykel med et godt hjulsæt kan sagtens være hurtigere og bedre kørende end en high end cykel med et dårligt hjulsæt. Selvom hjulene er et godt sted at starte, hvis man vil have en bedre og hurtigere cykel, så kan det desværre også være så dyrt, at man nærmest bliver nødt til at sælge børnene for at få råd til dem.
I denne test skal vi se nærmere på et hjulsæt, der kan det hele til langt under halve – byd velkommen til XM Carbon Speed D50CU-33 T1100.

Navnet er måske ikke helt mundret, men det er et virkeligt interessant hjulsæt, der nærmest opfylder ens vildeste fantasier til et perfekt hjulsæt. De hurtige stats er som følger; fælghøjde på 50mm, indvendig bredde på 26 mm, udvendig bredde på 33 mm og en fuldstændig vanvittig lav vægt på 1.184 gram på køkkenvægten. Det er vel og mærke på en “hooked” tubeless fælg, som gør det muligt både at bruge hjulene til dæk og slange og tubeless dæk. Ydermere er den maksimale ryttervægt opgivet til 120 kg, så det er altså ikke et skrøbeligt hjulsæt, der kun kan køres af fjerlette bjergryttere. At vægten på hjulsættet kan komme så langt ned, er imponerende.

Alt dette kommer i en samlet pakke til en pris på omkring 1.000 dollars inklusiv transport og told – prisen på hjulsættet alene er 850 dollars. XM Carbon Speed produceres i den kinesiske by Xiamen, deraf navnet XM Carbon Speed. Firmaet producerer omkring 2.000 hjulsæt om året og har lavet hjul og andre spændende cykelkomponenter siden 2012.

Landevejshjul er så småt begyndt at være lettere, men langt de fleste 50mm hjul vejer dog stadig omkring 1.500 gram. Men er det så noget, der kan mærkes eller er vægt fuldstændig ligemeget, så længe aerodynamikken er i orden? Det kan sagtens mærkes! På flad vej i jævn fart, mærker man det selvfølgelig ikke, men hver eneste gang, man laver en hård acceleration, så mærkes det prompte.

Det er en fantastisk følelse at have et så let hjulsæt på cyklen og kombineret med en rigtig god stivhed, så er der fuld valuta for pengene, så snart gashåndtaget drejes i bund. Den brede fælg gør, at mine 28mm Continental GP 5000s (med slange) bliver godt strukket ud og måler hele 31 mm i bredden. Rent aerodynamisk passer de virkelig godt i forhold til fælgen, der måler 34 mm på det bredeste punkt, midt på fælgen.

Selvom man ofte ikke tænker over det, når man skal have et nyt hjulsæt, så kan der være stor forskel på svingegenskaber fra hjul til hjul og i dette tilfælde hjælper den brede fælg virkelig, når cyklen skal kastes gennem kurverne. Dækket får en bredere runding end på et smallere hjulsæt, og det er med til at give roligere og mere stabile køreegenskaber. En lille ting, der måske er værd at nævne for fremtidige ejere af hjulsættet er, at den brede fælg giver et større luftkammer og derfor skal luftrykket være lidt lavere. Ifølge Srams dæktryksguide, så skal jeg sænke mit tryk omkring 0,4 bar.

Både forhjul og baghjul er bundet op med 20 eger og selvom mange hjulsæt har 24 eger bag på, så mangler der altså ikke stivhed her. Egerne er fem mm kulfiber-eger, som er fastgjort med straight-pull-metoden i et 54-tands ratchet nav, lejerne er keramiske. Lyden fra navet er bestemt tilstedeværende, men det er ikke en generende lyd, som man ikke kan holde ud og er slet heller ikke blandt de mest larmende nav. På den testede udgave er navet i en flot titaniums-finish, men fåes også i sort, hvis man er mere til det. Der er faktisk nærmest uendelige valgmuligheder hos XM Carbon Speed, det gælder alt lige fra valg af fælghøjde, fælgbredde, antal eger, egermateriale, kulfiberkvalitet, nav – der er rigtig meget at vælge mellem. Den testede model er deres mest sælgende og det forstår vi så sandelig godt. Er man interesseret i at høre mere om de forskellige valgmuligheder, er det lettest at kontakte XM Carbon Speed direkte på deres hjemmeside. De er meget servicemindede og svarer hurtigt.

Et hjulsæt på omkring 50mm er nærmest altid en sikker vinder i Danmark. Her har du både noget, som er ret hurtigt på flad vej, ikke for tungt og samtidig ikke for vindfølsomt. Det perfekte kompromis gælder absolut også for dette hjulsæt. Man mærker, som tidligere nævnt, den lave vægt hver gang man accelererer, og så snart man er oppe i fart, mærker man, at hjulsættet let glider gennem landskabet i høj fart uden unødvendig anstrengelse. Kommer der lidt skub fra vinden, så mærker man det, men det er meget acceptabelt – også på dage med vind på løjpen.

Det er altid svært at teste, om et hjulsæt er hurtigere end et andet i den virkelige verden, men mit indtryk efter knap 2.000km på hjulene er, at de er blandt de aller hurtigste og bedst performende hjul, jeg har kørt på. En ting er den fart, man kan holde på flad vej, en anden ting er den oplevelse man får af en let cykel – som man jo nemt opnår med dette hjulsæt. Min Pinarello Dogma F med Ultegra DI2, som hjulene er testet på, vejer nu 7.050 gram med pedaler, to dunkholdere og garmin mount. Det er sjældent at skivebremsecykler er så langt nede i vægt uden at køre fuld Dura-Ace og gå helt weight-weenie-amok..

Facit

Hjulsættet fra XM Carbon Speed hører til blandt de absolut bedste hjul, jeg har testet og der er faktisk ikke rigtig noget, der trækker hjulene ned. Der findes nok hjul derude, der er bedre i sidevind, men også der ligger hjulene fra Xiamen i den gode ende af skalaen. Med hjulsættet får man en meget helstøbt pakke, hvor alt bare spiller. Ultra lav vægt, god stivhed, brede fælge og en fælghøjde på 50 mm, som man kan bruge i stort set alt terræn – især med den vægt eller mangel på samme.

Læs også: Velomore tester DKBIKE Feather letvægtshjul

Alt har spillet i de knap 2.000 km, som testperioden har varet og selvom hjulene stort set kun er testet på knastørre forårsveje, så virker det til, at alt er bygget ordentligt og der har ikke været skyggen af fejl, løse eger eller slør det ene eller andet sted. En klar anbefaling herfra.

Info

Hjemmeside: www.xmcarbonspeed.com
Direkte kontakt: peter@xmcarbonspeed.com
Pris: 850 dollars (Told + forsendelse cirka 160 dollars).

I gang med enkeltstart på vejen mod VM

Posted on: august 27th, 2024 by Roar Paaske No Comments

Har man først fået smag for fart, må man før eller siden give sig i kast med enkeltstart. Og det er netop hvad Roar Lava Paaske har fået. Danmarks hurtigste fotograf er hoppet på cyklernes svar på Batmobilen.

Lyden er voldsom og farten er det samme. Jeg flyver af sted med langt over 50 i timen og gør hvad jeg kan for at skjule mig for min fjende nummer et; vinden. Under mig er et stykke tysk ingeniørkunst med to hjul. Forhjulet måler 80 mm i fælghøjden og baghjulet er en ren plade. Alle former på cyklen er skabt for at mindske vindmodstanden og cockpittet er lavet, så jeg kan gøre det samme. Jep, cyklen under mig er en enkeltstartscykel.

Hvis du er typen, der lige præcis har en time til at træne i ny og næ og er du typen, der aldrig har tid til at få rengjort cyklen, tørret kæden af og smurt den op igen, så er du nok heller ikke typen, der kaster dig over en enkeltstartscykel. Er du derimod typen, der er lidt træt af, at det hele er blevet så nemt med elektroniske gear, der ALDRIG skal justeres, skivebremser, der holder længere end fælgbremser og integrerede cockpits, der slet ikke kan justeres. Er du typen, der savner at skrue i din cykel, forfine det hele, justere alt hvad der justeres kan – men bare ikke kan det længere på grund af den måde en moderne racercykel er skruet sammen på? Så kunne en enkeltstartscykel godt være noget for dig. For ja, det kræver meget tid i værkstedet inden man rigtigt kommer i gang – men hey, for nogle af os, er det en slags meditation og absolut ikke nogen dårlig ting, det kræver bare, at man har tiden til det..

Den seneste måneds tid har jeg kørt så mange kilometer som muligt på Canyons og cykelsportens svar på en Batmobil, en Canyon Speedmax CFR. Jeg har gjort det fordi jeg i mange år har drømt om at køre TT og jeg har spekuleret meget på, hvordan det mon må være. Nu har jeg fået chancen for at teste en Speedmax og det sagde jeg bestemt ikke nej til. Udover at jeg har kørt mange timer på cyklen, så har jeg nok også brugt ligeså mange timer på at skrue på dyret. Det har mest været i cockpittet, for alt andet spiller sådan set, som det skal. Ja og dog, et pladehjul er sgu ikke altid helt nemt at lege med. Bare det at pumpe kræver, at man fjerner det lille dæksel på pladen, monterer en vinkel på ventilen og derefter, kan man begynde at pumpe. Forleden fik jeg skruet ventilet på slangen af i samme omgang, så luften fes ud og jeg måtte starte forfra igen – to gange…

Men ellers foregår det meste af justeringen omkring cockpittet, for det er virkelig her, komforten og sekunderne skal findes i kampen mod uret. På Speedmax’en er det rimelig enkelt at smide flere spacere under barerne og det er også meget let at justere armhvilerne. Men der er mange justeringsmuligheder og føles det forkert på cyklen, så kan man starte forfra og det er her, det godt kan blive en tidsrøver.. Men har man tiden til det og vil man det gerne, så får man det også igen, for den følelse det giver at køre på cyklen, er helt uforlignelig.

Jeg har efterhånden kørt på mange eksotiske cykler og kører til daglig på en Pinarello Dogma F, som bestemt heller ikke er værd at kimse af, men der er vist ikke noget, der stikker Speedmax’en og det at køre på en enkeltstartscykel. Der er virkelig mange, der er ved at vride nakken rundt, når jeg har cyklet forbi og den summende lyd en cykel med pladehjul og 80 mm forhjul giver – den minder mig om et lavt gående missil. Den samme følelse får jeg, når jeg blæser af sted på de lange lige stræk. For ja, det er en lækker og ikke helt billig testcykel, men hele universet omkring enkeltstart og alt det nørderi, man kan gå i gang med, er ret fascinerende og sjovt.

Nørderiet drejer sig primært om positionen, hvor det i bund og grund drejer sig om at lukke alle hullerne, hvor vinden kan passere. Et af de vigtige er naturligvis det eventuelle hul mellem arme/hænder og hoved/overkrop. Ideelt set skal man gemme sig for vinden bag hænderne og på den måde lukke det lufthul, der kan opstå – tænk på Remco Evenepoel. Han har virkelig forstået det og det viser hans resultater også.

I mit tilfælde med min 38 år gamle krop betød det, at for hver gang jeg satte flere spacere under cockpittet, kunne jeg køre en lille smule hurtigere. Selvom jeg kom lidt højere op, fik jeg lukket hullet mere og mere og det giver mere i det samlede billede. Samtidig kan jeg også sidde langt mere komfortabelt og blive i positionen i bøjlerne i længere tid ad gangen.

Mit råd vil derfor være; sæt alle dine spacere under til at starte med og få en makker til at filme dig imens du kører i en realistisk position, du kan holde i længere tid. Hvis du kan lukke helt sammen og du føler dig for komfortabel, så begynd at sænke cockpittet, men lavere er langt fra altid hurtigere.

Når du har fundet den rigtige position og du føler dig til rette på cyklen, så kan du gå i gang med det næste rabbit hole – udstyr og aero gains. Tænker man at normal landevejscykling er en vanvittig udstyrssport, så tager enkeltstarten det altså lige til next level. I mit tilfælde er det blevet så meget, at min kone – der faktisk har været overraskende forstående og overbærende overfor denne midlertidige sindstilstand – spurgte mig, om jeg nu havde nået max i skørhed med mit udstyr. Det var da jeg kom hjem med en Giro Aerohead enkeltstartshjelm. Jeg troede faktisk, jeg var på max indtil jeg samme aften kunne vise hende en Castelli Bolero, den udgave hvor det kun er ærmer. Man ser altså fræk ud med enkeltstartshjelm, bar kas’ og Boleroen!

Mange af de aero-optimerende dele har jeg været ude og låne hos venner og andre af dem blev jeg nødt til selv at eje, blandt andet de lækre Spatz Windsock 2, shit de er fede! Grunden til, at jeg prøver at aero-optimere så meget, som jeg overhovedet kan, er at jeg skal køre VM i enkeltstart for amatører i Aalborg d. 29.8. Jeg har kvalificeret mig til løbet gennem en god placering i Gran Fondo Vosges, som jeg kørte i maj, der gav mig adgang til både enkeltstarten og linjeløbet d.1.9.

Læs også: Sådan øger du din gennemsnitsfart

Ruten til enkeltstarten er stort set den samme som den, der kørtes på ved DM i Aalborg i 2022 og 2023. Den er 33 km og indeholder godt 130 højdemeter, så en meget flad rute. Jeg og 53 andre mænd mellem 35 og 39 år skal dyste om at blive den hurtigste amatør i verden – heriblandt kun tre andre danskere end mig. I alt er der over 700 mænd og kvinder, der skal køre enkeltstart i løbet af dagen, sikke et cirkus for kommissærerne…

Selvom jeg har lagt mig i selen for at lære cyklen og disciplinen godt at kende, så har det overrasket mig, hvor lang tid det tager at vende sig til at køre TT og jeg forventer derfor heller ikke det helt store resultat. Det tager virkelig lang tid at blive dus med at ligge i bøjlerne i lang tid uden at blive helt ødelagt i skuldre, nakke og ryg og så sker der også noget med mit åndedræt, så hvis jeg først kommer i rød zone, så kommer jeg ikke lige ud af den igen. Da jeg første gang prøvede cyklen havde jeg troet, at jeg med det samme ville kunne køre hurtigere end på min Pinarello Dogma, men det var slet ikke sagen. Det kræver lidt tilvænning at mose i pedalerne når farten ryger over 50 km/t og selvom det er der, den store gevinst begynder, så hjælper det altså ikke noget, hvis man ikke tør at køre mere end 200 watt.. Det tog lige nogle ture og nu går det bedre, men havde jeg kørt enkeltstart i 6 måneder, ville det nok være langt bedre.

Læs også: Køb dig til mere fart

Jeg forventer at kunne køre de 33 km med omkring 45 i snit (forhåbentlig mere..) og gør jeg det, så kommer det til at tage knap 45 minutter, det kommer til at gøre nas. Både i ben, lunger, nakke, skuldre og sikkert også noget mere. Jeg kender slet ikke niveauet, men mon ikke de fleste kører ganske godt, nu når de kommer langvejs fra for at køre det? De fleste er europæere, men der kommer også ryttere fra Canada, USA og Sydafrika. Jeg ender nok ikke i den sjove ende af resultatlisten, men ligemeget hvad, så bliver det en oplevelse at brage igennem på lukkede veje på batmobilen. Lad os håbe solen skinner og Aalborg viser sig fra sin bedste side.

Senere kommer der en testartikel om Canyon Speedmax CFR i det trykte Velomore og bliver oplevelsen fra de to løb noget, der er værd at skrive hjem om, så kommer det her på siden.

Velomore tester Elite 50D landevejshjul til under 10.000 kr

Posted on: marts 14th, 2024 by Roar Paaske No Comments

Vi var så imponerede over kinesiske Elites 40D hjul at vi straks rekvirerede et sæt 50D til test for at se, om vores første indtryk nu også var rigtigt.

Kinesiske Elite Wheels forsøger at løse en ret svær og ofte meget bekostelig opgave med deres Drive 50D. Opgaven er at lave et high end kulfiber hjulsæt på 50 mm, der kan det hele, men koster det halve.

Når man kigger på de rene stats, så virker opgaven til at være fuldført fra start. Drive 50D hjulsættet har en fælghøjde på 50 mm, som er ganske fornuftig i de fleste terræner, en indvendig bredde på 21 mm og en udvendig på 28 mm. Ret normale tal for et landevejshjulsæt, men der, hvor det bliver rigtig spændende, er når man nævner vægten på 1.300 gram for sættet en en pris på omkring 8.000 kr. eller 1.189 dollars, som det står til på Elite-wheels.com (og hvor du får 15% rabat som abonnent på Velomore).

Det er meget sjældent, man ser et hjulsæt med en så relativ høj fælg, der har den vægt. Det plejer at være forbeholdt rene bjerghjul med lav profil uden den mindste tanke på aerodynamik. Vores testede udgave landede på 1.325 gram på køkkenvægten, som stadig er langt under de fleste hjulsæt med den fælghøjde.

En af grundene til at vægten kan holdes så langt nede, er blandt andet brugen af kulfiber eger. Umiddelbart virker det nok for mange som et ret skrøbeligt valg af materiale til en tynd eger, men når man står med hjulsættet i hånden, så ser det bare smukt ud og det virker absolut ikke til at være mere skrøbeligt end en ståleger.

Kulfibereger er generelt også langt stærkere end ståleger og de kan derfor også spændes endnu hårdere op og gøre hjulet stivere, hvis det ønskes. På disse eger er enderne lavet af aluminium, så de er ikke anderledes at justere end et almindeligt hjulsæt med ståleger. Du står derfor ikke i samme suppedas, som når en eger knækker på dit Lightweight hjul og mere eller mindre hele hjulet skal skilles ad for at få det fixet.

Navene er Elites egne og med keramiske lejer. Det er egentlig hybridlejer, hvor selve skålen er af stål og selve kuglerne er keramiske. Det er nogle ret flotte nav, med lækre cnc udfræsninger, nok også for at skære så meget vægt af som muligt.

Fælgen fåes i både mat og blank, hvoraf den blanke er den mest udbredte. I denne version ses kulfiberstøbningen under den blanke lak. Det er selvfølgelig smag og behag om man synes det er flot, men der er noget betagende ved at kigge på kulifberens udformning på fælgen. Den blanke version fåes med sorte eller hvide dekaler, mens den matte kun fåes med sorte, rent stealth.

Ja, der er flere forskellige valg, der skal tages, når du beslutter dig for at købe dine Elite hjul. Det største udvalg findes ved at købe hjulene direkte fra fabrikken i Kina, altså på www.elite-wheels.com. Her kan du også vælge et hjulsæt med forskellig højde på for- og baghjul. Bagsiden ved at købe direkte fra Kina er naturligvis ventetiden på 15 – 30 dage. Told skal du dog ikke tænke på, det er blevet håndteret fra Elites side, så prisen på hjemmesiden er derfor den endelige pris.

Kan du ikke vente på at få hjulene tilsendt fra Kina, så kan du også finde hjulene hos den danske importør, www.cyclehub.dk. Det var herfra jeg købte hjulene og de blev leveret på under 24 timer.

På landevejen

I det store hele er det en meget flot præsentation, man bliver mødt med, og det ser umiddelbart ud til, at godt kunne være det perfekte allround hjulsæt. Men et allround hjulsæt er det ikke altid sådan et, der er nogenlunde til det hele, men ikke rigtig god til noget?

Det er det måske normalt, men med det samme, man træder det første pedaltråd med Elite hjulene, kan man mærke, at dette hjulsæt ikke kun er “nogenlunde”. Man er lynhurtigt oppe i fart og stivheden fra kulfiberegerne hjælper kræfterne, du lægger i pedalerne, direkte ud i asfalten. Det samme mærker man, hvis man kører en hård bakkespurt, hvor man virkelig moser igennem. Der er en rasende god kraftoverførsel og den lave vægt kombineret med stivheden, gør, at det bliver en leg at cykle gennem terrænet. Man får virkelig lyst til at smække til den og ræse af sted.

Når man accelererer ud af et sving og får cyklen op i farten, så bliver den der også uden de voldsomme kraftanstrengelser. Det er svært at måle, hvor hurtigt et hjulsæt er uden at have en vindtunnel, men hjulene føles hurtige og på lige fod med andre hjul med nogenlunde samme fælghøjde. Lejerne føles også ganske fornuftige og løfter man hjulene op ruller de fuldstændig perfekt rundt uden det mindste modstand.

En ting, der dog tydeligt kan mærkes uden vindtunnel, er hjulenes opførsel, når det blæser meget. Også her er hjulene rigtig gode og selv i vind omkring 10 m/s, er der meget lidt slinger i valsen. Man kan naturligvis godt mærke, at cyklen flytter sig, men man oplever ikke de der pludselig ryk i styret, som let kan forekomme når fælghøjden er omkring 50 mm. Man har god kontrol med hjulene og man behøver ikke at kline sig til styret for at holde linjen på vejen.

Vi har desværre ikke haft mulighed for at prøve hjulene i bjerge endnu, men der er et eller andet meget betryggende ved den måde, de opfører sig på. De er super stabile i sving og vi er sikre på, at svingene på nedkørsler bliver mindst lige så underholdende som opkørsler med dette hjulsæt.

Lader man cyklen rulle uden at træde i pedalerne, kommer der en acceptabel, men markant lyd fra friløbet. Det er klart højere end mange andre hjul, men dog stadig lavere end for eksempel Scope og Hunt. Medmindre man virkelig ikke kan lide lyden af et friløb, så vil det være et problem for de færreste.

Facit

Der er generelt meget lidt negativt at sige om hjulene, de klarer alle opgaver med bravour og det er virkelig et godt svar på et hjulsæt, som kan det hele, om det er skiltespurte, træningsture eller fladbanetons. Det er svært at ønske sig meget mere fra et hjulsæt og til den pris er det et fund.

Læs også: Velomore tester kinesiske hjul til under 10.000 kr.

Vi har stadig til gode at køre løb på dem, men også her må de være en drøm, grundet den gode acceleration og stivhed de besidder. Ligesom 40 mm udgaven, vi testede sidste år, er vi altså også meget begejstrede for denne udgave. Elite Wheels laver også en 65 mm udgave, som vi allerede nu glæder os til at teste!

Info

Vurdering: 5/5.
Pris: 8.000 kr.
Mere info: www.cyclehub.dk
Aktiver din Velomore rabat her: www.elite-wheels.com

Kunne du li denne anmeldelse og vil du have flere som denne, samt inspirerende beretninger, guides og artikler? Så tegn abonnement cykelmagasinet Velomore. Udover at du hvert år får 5 fantastisk inspirerende magasiner leveret til hoveddøren, får du også en lang række fordele og rabatter (som du kan læse mere om her). Det hele koster kun 425 kr/året – hvilket efterhånden er billigere end at købe en kage og kaffe hver måned. Du tegner abonnement på Velomore lige her.

Velomore tester steltasker fra AGU

Posted on: februar 6th, 2024 by Roar Paaske No Comments

Et par gode steltasker er nærmest uundværlig hvis du vil have udstyr med til enhver tænkelig situation. Vi har testet 4 forskellige slags fra AGU.

Vi har testet fire steltasker fra AGU, der alle kan være nyttige, når du lige skal have lidt ekstra med på cyklen. De fire tasker er Venture Top Tube – en lille overrørstaske, Venture Extreme Waterproof – en større vandtæt overrørstaske, samt to styrtasker; Venture Bar Bag og Venture Roll Bag. De to sidstnævnte er lavet i samarbejde med henholdsvis Robert Gesink og Wout Van Aert.

Vi har testet taskerne på længere træningsture samt på en længere cykelferie til Berlin (som du måske har læst om i Velomore #12).

Venture Top Tube

Hvis vi starter med at kigge på den lille Venture Top Tube overrørstaske, så er det en taske, som kan erstatte den klassiske sadelrørstaske. På indersiden af tasken er der et blødt og lækkert orange fór. Der er plads til lidt gels, en lille slange og en mindre pumpe.

Jeg har også brugt den til at have et Go Pro kamera i og der giver tasken virkelig god mening. For har du noget, som du gerne vil have let adgang til mens du er på farten, så bliver det ikke meget nemmere end det. Lynlåsen går langs toppen af åbningen og tasken og man kan derfor sagtens lade tasken være åben, hvis man hurtigt vil hive et kamera op og filme det, man kommer forbi.

På grund af lynlåsens placering og retning, der går parallelt med overrøret er den let at åbne og lukke. Tasken fastgøres til overrøret og sadelpinden med to velcrostroppe og kan passe på alle størrelser stel. Det kan godt være lidt svært at få tasken til at sidde helt stramt, men når den først sidder der, så bliver den også siddende.

Det er en rigtig fin lille taske, der ikke generer på cyklen. Materialet er let vandafvisende, men kommer der rigtig regn, så kommer vandet hurtigt igennem overfladen og ind i tasken.

Venture Bar bag

Det samme gør sig gældende med Venture Bar bag. Den kan fint klare lidt støvregn og lidt vand, men begynder det at regne, så skal man have tasken af, hvis man vil undgå at den bliver våd indvendig. Er det nødvendigt for dig at holde dine ting tørre, så vil vi anbefale Venture Extreme Waterproof, der som navnet antyder, er vandtæt.

Denne rammetaske er lavet i et andet materiale, der minder mere om gummi og hvor vandet på ingen måde kan trænge igennem. Den er dog lidt sværere at komme til på farten, men her giver det god mening at opbevare elektronik eller værktøj, der også gerne skal ligge tørt og som du måske ikke behøver at kunne få fat i på farten. På vores lange cykelferie brugte vi den til det mest gængse værktøj, slanger, strips med mere, hvilket den også fungerede perfekt til.

Tasken kommer i tre forskellige størrelser, vi testede medium størrelsen på 4 liter og der var rigeligt med plads i den. Tasken er lavet med én lang lynlås, der går på venstre side i toppen, og når tasken åbnes, er der et stort rum med to netlommer i. Midt i rummet er der en “rumdeler”, en lille pude, som man kan tage ud eller lade blive alt efter behov.

Tasken virker meget robust bygget og de fem medfølgende velcrostropper kan påspændes tasken mange forskellige steder. På den forreste del af tasken sidder en rem med et plastikspænde, der spændes på kronrøret. Den kan man også nemt tage af og montere andre steder på tasken, hvis det giver bedre mening.

Venture Bar og Venture Roll

De to styrtasker, Venture Bar Bag og Venture Roll Bag, gør det begge rigtig godt på hver deres måde. Roll Bag’en er rør-formet og har et stort rum på 1,5 liter samt to små netlommer i siden. Det store rum giver god plads til for eksempel en regnjakke, en vest eller mad og eller en telefon. De små net på siden er gode til snacks eller andre småting, der er gode at have ved hånden.

De er dog lige små nok til en telefon eller kamera. Tasken spændes på styret med to remme med plastikstropper og velcrostropper, det fungerer fint, men tasken kan dog godt komme lidt i karambolage med bremse- og gearkabler, hvis ikke de er gemt i styret.

Det samme gør sig gældende for testens sidste taske, Venture Bar Bag. Den bliver også monteret med stropper, men en ret smart detalje er, at den også kan spændes fast på undersiden af overrøret ved kronrøret. Tasken øverste åbning sidder foran stropperne, så selvom man spænder toppen af tasken fast, så kan man stadig tilgå den. Det er dog noget lettere at få fat i sagerne, når tasken sidder foran styret.

Tasken består af et stort rum på 2 liter, hvor der er en pude til rumdeler samt to små netlommer. Man får derved fire små opdelte rum, så her er det noget lettere at have orden på sagerne i forhold til Roll Bag’en. Udover det store centrale rum, så er der også et lille rum foran, hvor der snildt kan opbevares en telefon eller andre ting i samme størrelse.

De to styrtasker er virkelig gode at have med på lange ture, hvor man ikke har plads til at have det hele i lommerne. De mange påspændingsmuligheder, og et godt materialeval, gør taskerne lette og slidstærke, og dermed et godt valg, når der skal pakkes på cyklen.

Læs også: Tag biltoget til dit næste cykeleventyr sydpå

Om man er til den lille Roll Bag, der kun har et stort rum (plus nettene i siderne) eller den større Venture bag, der har lidt mere plads og bedre pladsfordeling er efter smag og behov.

Facit

Generelt er taskerne lavet i gode materialer, der virker til at kunne modstå mange timer på rammen. Dog er Venture Extreme Waterproof klart den mest holdbare og det er nærmest svært at forestille sig, at den skulle gå stykker på den ene eller anden måde. Taskerne er alle godt tænkt og designet til at være praktiske og nemme at komme i – også når man sidder på rammen.

Læs også: Velomore tester tasker fra Restrap

Se mere info om taskerne på www.agu.com.

Velomore tester Rudy Project Cutline cykelbriller

Posted on: september 24th, 2022 by Roar Paaske No Comments

Fotokromatiske linser og en modulopbygget ramme gør Rudy Project Cutline velegnede til alle typer vejrforhold og nemme at personliggøre.

Rudy Project Cutline følger trenden med bredere brilleglas og et større synsfelt. Brillerne er udviklet med input fra World Tour-rytterne på Bahrain-Victorius. Om det er rytternes input ved vi ikke, men brillerne er modulopbygget, hvorfor det er muligt at skifte enkeltdele i stellet og på den måde let at farvematche dem til sit outfit. Bl.a. skiftes linsen nemt og hurtigt ved at trykke på en lille skrue i siden af glasset. Derudover kan næsepuden og den øverste ramme udskiftes for optimal pasform og komfort.

Linsen i det testede par er fotokromatisk og justerer sig derfor automatisk efter lysforholdene, og udvider derved brillens brugsområde. Om aftenen og under dunk- lere forhold skifter de til helt klare, mens de i højt solskin bliver mørkere.

På vejen
Jeg har altid haft et lidt specielt forhold til Rudy Project briller. Jeg har af en eller anden grund aldrig rigtigt været så begej- strede for dem og har altid ment, at de har været en anelse umoderne, selvom jeg aldrig har ejet et par Rudy Project briller.

Læs også: Velomore tester KOO Supernova

Men jeg må indrømme, at mine forud indtagelser ikke havde det mindste på sig og at Cutline brillerne har overrasket vir- kelig positivt. Efter de første testture var jeg ret glad for brillen, men følte ikke at pasformen var lige i skabet Heldigvis var det nemt at justere både næseklemmen og brillestængerne.

Rudy Project Cutline brillen føles let og den er behagelig at have på, man bemærker den faktisk ikke rigtigt. Udsynet er også rigtig godt, da den øverste brillestang sidder ret højt og den yderste del af brillerne er så tilpas langt ude i siderne, så de ikke tager noget mærkbart udsyn. Rammen og brillestængerne og utroligt lette at afmontere, hvis man vil skifte linsen eller give den en grundig pudsning – også et stort plus i bogen.

Facit
Undertegnede oplevede kun plusser ved Rudy Project Cutline som faktisk er en rigtig god brille. Jeg kan ganske godt lide brillens design, men jeg synes mere det er i funktionen at de ekselerer. Du får med Cutline brillen en cykelbrille, du kan bruges i mørke, solskin, indstilles som du vil og som sidder hamrende godt. Skal du have en brille, der kan det hele er denne Rudy Project Cutline en oplagt kandidat.

Optakt: Kan Velomores fotograf forsvare sin sejr i Alpenbrevet?

Posted on: september 2nd, 2022 by Roar Paaske No Comments

Vores fotograf, Roar Lava Paaske, kører igen i år Alpenbrevet i Schweiz og trods megen mobberi fra holdkammeraterne, så nøjes han igen i år med den korte udgave på 215 km og 5 højdemeter over 4 lede bjerge. Den rute der går under navnet “Sprinten”. Her er en optakt til løbet, der køres i lørdag d.3.9. kl 06:25 i Andermatt, Schweiz.

“Ville jeg køre løbet en anden gang? Sandsynligvis ikke..” Men nu sidder jeg her så alligevel, i Andermatt, Schweiz og er klar til Alpenbrevet, som jeg også kørte sidste år. Jeg var ikke voldsomt begejstret for hvordan Alpenbrevet blev afviklet sidste år, det haltede lidt med skiltningen og der var også nogle lidt mangelfulde depoter. Jeg havde derfor ikke regnet med, at jeg skulle vende tilbage og forsøge at gentage succesen i mit marathon-soloangreb, hvor jeg kørte alene fra km 80 og resten af de 135 km til mål. Men hvorfor er jeg her så igen? Selvom der var nogle ting, der haltede i løbet, så havde jeg alligevel en trang til at komme tilbage hertil og køre løbet, hvor jeg kendte stigningerne og ruten. Sidste år var jeg også ret død på vej op ad sidste bjerg og jeg følte ikke helt, at jeg overvandt det, så det skal være målet i år..

Jeg er igen afsted sammen med nogle af de stærke drenge fra Frederikshøj CC. Vi er fem mand til løbet i år og alle på nær mig, synes ikke de 215 km og 5.000 højdemeter, som Goldtouren tilbyder er helt er nok, så de fire andre kører Platintouren på 268 km og mere end 7.000 højdemeter – tosser!

Ruten er identisk fra sidste år, men starten i Andermatt går lidt tidligere i år med afgang kl 6:25, 20 minutter tidligere end sidste, lige lidt inden solen står op.. Fra Andermatt kører vi mod det første af 4 bjerge, Furkapass, ca 12 km og godt 7% stigning i snit, det har dog en noget fladere del midtvejs, så der er også stejle passager på bjerget. Det er dog ikke noget i forhold til det næste bjerg, der venter efter første depot og 45 km, Nufenenpass. 13 km med 8,6% i snit! Det er virkelig et hårdt bjerg, der ligesom Furkapass slutter i 2500 meters højde, så mod toppen skal der virkelig køres jævnt ellers rammer syren lynhurtigt stængerne. Man kan sammenligne det med Alpe D’Huez, men Alpen slutter i 1800 meters, lidt over hvor Nufenen starter..

Herfra går det nedad. Det går nedad i laaaaang tid. Fra toppen af Nufenen er der 20 km regulær nedkørsel inden man rammer dagens andet depot efter 80 km. Fra depotet falder vejen i yderligere 40 km, dog kun med cirka 2%. Efter de i alt 60 km nedkørsel rammer man byen Biasca i omkring 300 meters højde, altså et fald på 2.200 meter! Sidste år var der 2 grader på toppen af Nufenen og 27 og høj sol i Biasca.

I år ser det dog ud til at være lidt en anden historie i forhold til vejret, og desværre ikke til den gode side.. Aldrig før har jeg tjekket vejrudsigten så mange gange i dagene her op til løbet. Den har meldt om regn og meget af det nærmest hele lørdag. Alt kan selvfølgelig ske på dagen, når det ligger i et så bjergrigt område, som det gør. Men lige meget hvad, så er det da noget sjovere at skulle køre løbet på tørre veje og uden kolde våde nedkørsler.. Hvis det holder nogenlunde tørt, når de første to bjerge er overstået, så skal det nok gå. Derefter er meget i ruten i noget lavere højder og dermed er temperaturen også højere.

Efter Furka, Nufenen og den lange nedkørsel venter der en ordentlig Ejnar, Lukmanierpass. 41,2 km med 4% i snit. 4% i snit, det lyder ikke af så meget, men det er ikke 41 jævne kilometer. De første 20 km er ret flade med 1-4% i snit og de sidste 20 er med 5-8% i snit, så den trækker altså tænder ud til sidst. Efter en nedkørsel fra Lukmanierpass starter dagens sidste bjerg, Oberalppass, som nærmest er en “mini”-Lukmanierpass. 21 km med 4,4% i snit, hvor den første halvdel er let og den sidste halvdel klart er den stejleste. De sidste 5 km er med 7,5% i snit, rigtig træls så sent på dagen.. Derefter er der kun nedkørslen ned mod Andermatt tilbage.

Nu kender jeg jo ruten og bjergene, men jeg synes vejret bliver en svær faktor på grund af regnen. Jeg har ingen anelse om, hvor nedkølet jeg bliver ned ad bjergene og om det er til at få varmen igen? Jeg vil nødig fryse, men jeg vil helst heller ikke koge over og slæbe rundt på en masse unødigt tøj.

Læs også: Udnyt din sommerform og deltag i Mols Bjerge Grand Prix

Min plan er, at køre kort-kort + en helt tynd netundertrøje og en lidt tykkere kortærmet t-shirt undertrøje (den gode fra Danish Cycling Gear..) samt løse ærmer og en regnjakke. Min regnjakke er ikke den allerbedste til at holde vandet ude, men den isolerer godt og jeg fryser aldrig i den selvom det regner – men jeg har dog aldrig prøvet at køre nedkørsler i regnvejr med den. Men som sagt, bare jeg ikke er helt gennemblødt på vej ned ad Furka og Nufenen, så skal det nok gå.

Med henblik på valg af cykel, så kører jeg meget det samme setup som sidste år og kører løbet på min Pronghorn Road Classic. Cyklen er sat op med Sram Force 22, fælgbremser og Hunt Race Aero Wide hjul. De har en fælghøjde på 31 mm og vejer lige under 1.500 gram. En højere fælgprofil ville nok også kunne have gået, men jeg er rigtig glad for de hjul og de ruller virkelig godt. Den eneste ændring, jeg har i forhold til sidste år, er mine dæk. Jeg kører med GP 5000 25 mm foran og 28 mm bagpå, sidste år kørte jeg på Continental Force and Attack på 23 og 25 mm, men jeg har ikke kunnet skaffe dem i år. GP 5000 er også et rigtig godt dæk, så det passer mig fint at køre med dem. Jeg kører med samme gearing som sidste år, 52/36 foran og 11-28 bagpå. Nufenen er ret stejl, så måske kunne jeg også godt have brugt en 30’er bagpå, men det jo fint sidste år, så mon ikke også, det passer godt i år?

Det sidste vigtige punkt er energiindtag undervejs. Det er altafgørende, at der bliver spist og drukket nok i løbet af dagen (og dagene op til løbet), så jeg ikke pludselig går kold undervejs. Sidste år kiksede det lidt for mig, da der var et par depoter, hvor jeg ikke fik fyldt tilstrækkelig på. I år er planen klar og jeg kommer til at spise omkring 80-90 gram kulhydrater i timen. Jeg kører med gels og barer fra purepower og har også energipulver i de 2 dunke, jeg tager med på turen. Jeg regner med at turen kommer til at tage 7,5-8 timer og tager 12 gels og 3 barer i lommerne. Jeg var ikke vild med de gels, der var i depoterne sidste år, så har prioriteret at fylde lommerne godt med mine egne fra starten. Barerne var ganske fine, så der tager jeg med til halvdelen af turen og tager resten fra depoterne.

Læs også: Slut sæsonen af med Mols Bjerge Grand Prix

Hvad er mine forventninger? Jeg kom jo først over stregen sidste år og det kunne da være sjovt at gøre det igen, men stiller der en flok ultraskarpe sydeuropæere op i topform, så er det ikke sikkert, jeg kan være med. Jeg havde det ret svært på vej op ad Oberalppass sidste år og følte ikke helt, at jeg “vandt” over bjerget, det vil jeg gerne i år, det betyder egentlig mere for mig, end at komme først over stregen. Det er en træls følelse at kæmpe sig i mål, jeg vil gerne afslutte løbet, hvor jeg stadig kan trykke til og presse det sidste saft ud af benene på vej mod toppen uden at gøre det i snegletempo.

Allermest handler det om, at få en god oplevelse og køre et godt og veldisponeret løb. Jeg glæder mig som et lille barn og tror på, at både form og ben kommer til at være der, når startskuddet lyder!

Velomore tester Bliz Fusion cykelbriller

Posted on: august 25th, 2022 by Roar Paaske No Comments

Med rødder i skisporten har svenske Bliz med Fusion lavet et sæt cykelbriller der egner sig til en bred vifte af sportsgrene – herunderder cykelsportens discipliner på tværs af landevej, skov og grus.

Designet på Fusion modellen får mig til tænke på netop skisport, så æstetisk er svenskerne lykkes med at løfte deres arv. Navnet Fusion referer dog ikke til cykelbrillens alsidighed på tværs af sportsgrene, men er derimod en reference til den sammensmeltning mellem rytter og brille der sker, når man tager et par performance solbriller på og klikker i pedalerne. Det kraftige stel og begonia/ blue linsen leder alligevel mine tanker hen i retning af sne.

Rammematerialet er lavet i Grilamid TR90, hvilket også benyttes til skistøvler. Fordelen ved Grilamid er, at det giver brillen en relativ lav vægt, samtidig med at rammen bliver ret flexibel og derved gør at Fusion er robust og langtidsholdbar.

For at kunne smelte sammen med rytteren, er Bliz Fusion ekstrem justerbar, da både næseklemme og brillestængerne kan justeres til at passe netop til ens hovedform. Derudover er jawbone-rammen udskiftelig, så er man ikke vild med farven på understellet af rammen, kan den let skiftes ud med den medfølgende alternative jawbone-ramme.

På vejen
Brillen er fantastisk at have på. Justeringen af pasformen ved brillestængerne og næseklemmen gøres nemt ved at klemme på dem. Fusion føles solid og velbygget når man har den på hovedet. Den testede model kom med en linse i farven “begonia with blue” og giver et meget magenta-farvet udsyn.

Læs også: Nyt dansk brand skaber verdens mest bæredygtige cykelbrille

Farven på glassene er naturligvis smag og behag, og tjener desuden forskellige funktioner under forskellige lysforhold. Man vender sig dog hurtigt til det magentafarvede skær og det er nok også den linsefarve, der leder mine tanker hen til en skitur til Norge, da ruder konge var knægt.

Hvis man ikke kan finde sig til rette i en magenta verden bag brilleglasset med Fusion brillen, kan man naturligvis også tilkøbe en linse med en anden farve. Linsen er til gengæld dejlig stor og giver et bredt udsyn.

Facit
Alt i alt er Bliz Fusion brillen rigtig lækker og med de nemme ju- steringsmuligheder, samt muligheden for at skifte looket på bril- len, får man meget i pakken. Er du på jagt efter en stilren, god og solid brille, som du kan bruge på landevejen (og løjperne..), så er Bliz Fusion et sikkert valg.

Velomore tester Pronghorn SL

Posted on: juli 7th, 2022 by Roar Paaske No Comments

I en tid, hvor aerodynamik og skivebremser er den nye normal, er det det sjældent man ser en ægte letvægtscykel på landevejene.

De fleste fabrikanter har indset, at vægt betyder uendeligt lidt, når det gælder ren fart og når vejen kun indeholder små bump og bakker. De fleste har lavet uendeligt mange computertests og beregnet vægt over for aerodynamik og er gennem alle disse datamater og apparater kommet frem at vægten taber til sin modstander, aerodynamikken. Alligevel giver en let cykel en anden følelse end en tung, men aerodynamisk cykel. Den er mere responsiv, hurtigere, når der accelereres pludseligt og naturligvis er den også lettere at danse med, når bumpene på vejen bliver til bjerge.

Læs også: Se alle fordelene ved et abonnement på Velomore

Jeg har altid været en weight weenie og har altid gået efter de letteste komponenter, jeg kunne komme til. At have en let cykel har altid været en form for dedikation til cyklen. Hvis ikke cyklen er let, mener man det ikke alvorligt. En cykel på 8 kg eller derover mener det ikke alvorligt. Jeg er derfor også en af de få, der stadig sværger til fælgbremser, hovedsageligt på grund af den lavere vægt. Det er derfor en meget svær tid for mig, når den ene fabrikant giver vægtskålen en meget stor fuckfinger, smider skivebremser på lortet og går all in på aerodynamik. Flere og flere fabrikanter dropper deres bjergcykler og laver en aerocykel i stedet.

Der er dog en dansk fabrikant, der stadig ved, at flere af os stadig sætter pris på en letvægter. Producenten er Pronghorn og de er klar med en afløser til deres ellers populære Carbon Classic, Pronghorn SL. SL modellen har flere af de samme træk som forgængeren, men er blevet en decideret bjergcykel, hvor der er fokus på lav vægt og stivhed.

Med en rammevægt på 780 gram er der et ret godt grundlag for et god letvægter, men tidens trend kæmper desværre lidt den modsatte vej. I en tid, hvor dækkene bliver bredere, hjulene bliver højere og breddere, kassetterne får flere tandhjul, geargrupperne er elektroniske og ja, bremserne er med skiver, så er der flere og flere komponenter, der ikke skriger på at gøre en ellers let ramme til en let cykel. Denne testede størrelse large (svarer til 56 ca) med fuld Shimano Ultegra 12 speed lander dog alligevel på lige godt 7,2 kilogram på vægtskålen, ganske fornuftigt. Om det er en weight weenies våde drøm, er jeg usikker på, men måske er den ægte weight weenien ved at være et lævn fra oldtiderne?

Køreoplevelse
Pronghorn SL er en cykel man hurtigt bliver dus med. Den styrer præcist og neutralt og gør nøjagtig, som du beder den om. I forhold til forgængeren har den fået en lidt mindre aggressiv geometri med et højere kronrør på 150 mm og en længere akselafstand på 991 mm i denne størrelse large. Jeg har i testperioden desværre ikke haft mulighed for at teste den i bjerge, men en tur på Vejles kuperede veje gav en klar fornemmelse af, at denne cykel er klippestabil på nedkørsler. Kombineret med skivebremserne er det en cykel, der er klar til æde sving efter sving på en lang nedkørsel i bjergene. Der findes sikkert aerocykler, der er hurtigere på lige vej, men Pronghornen er bestemt ikke langsom, når vejen flader ud. Jeg har naturligvis ikke kunne måle noget på det, men havde ikke indtrykket af, at jeg direkte fløj afsted på flad vej, som man godt kan føle på top aerocykler.

Kører man derimod i let kuperet terræn, som vi finder mange steder her i Danmark, begynder cyklen virkelig at excellere. Man begynder at mærke, hvor stiv rammen er, hver gang man rejser sig op og træder til op ad småbakker. Cyklen blæser over det kuperede landskab og den indbyder til fart og leg med høj puls og det varierende terræn passer den rigtig godt. Som mange andre cykler, så bliver SL’en bedre, jo flere tæsk den får. Om det er i en bakkespurt med fuld power, op ad en af de trælse bakker i Vejle eller på en grusvej, så er det ikke cyklen, der sætter begrænsningen. Jo hårdere, du kører den jo mere får du igen.

Men hvordan er den så på bakker, føles den let? Hmm? Om den føles direkte let ved jeg ikke, men omvendt har jeg på intet tidspunkt tænkt, at den føltes tung eller træg. Cyklen føles meget velafstemt og man sidder ikke tilbage og drømmer om, at cyklen vejer mindre, end den gør og den er en fornøjelse at køre stigninger på. Som tidligere nævnt, så føles rammen rigtig stiv, når der lægges pres på og det føles som om, hver eneste watt, der lægges i pedalerne, havner i asfalten og skaber fremdrift på bakkerne.

Udstyr
Pronghorn SL kommer i 7 forskellige udstyrsmodeller, fra den billigste med Sram Rival AXS og Fulcrum 4 DB hjul til den dyreste med Sram Red AXS og kulfiberhjul. Fælles for dem alle er Pronghorns eget integrerede cockpit i kulfiber – alle med indvendige og ikke synlige kabler i styr og ramme, sadler fra Selle San Marco, samt Continental GP 5000S dæk, priserne strækker sig fra 33.990 til 57.900 kr.

Den testede model er med fuld Shimano Ultegra Di2 8170 til 47.990. Ultegra 12-speed gruppen fungerer upåklageligt, skiftene kører som de skal og bremserne er dejligt lette at modulere og giver rigeligt med bremsekraft, selv kun med pegefingeren på bremsen. Det er i det hele taget en meget velfungerende gruppe, men jeg må indrømme, at jeg ikke mærker den store forskel fra den udgående 11-speed Ultegra Di2. Hjulsættet er Pronghorns eget Carbon Racing 38 mm kulfiberhjul og med 28 mm Conti GP 5000s TR (tubeless) ruller de virkelig godt.

Læs også: Ny Shimano 105 gruppe gør trådløs 12 speed tilgængelig for alle

Dæk/hjul-kombinationen fungerer utroligt godt med både høj komfort, stivhed og god fart på fladbanen. Hjulsættet vejer på den sjove side af 1500 gram og fælghøjden på 38 mm er et rigtig godt allround hjul og specielt velegnet til bjergkørsel. Dels på grund af den forholdsvis lave vægt samt stivhed, men også på grund af gode aerodynamiske egenskaber, når bjergene skal nedstiges. Hvis man hellere vil have sættet i 50 mm profilhøjde, står valget frit for uden merpris, når cyklen erhverves fra Pronghorn. De 50 mm egner sig måske endnu bedre til danske forhold, men kan godt blive drilske, hvis der er kastevinde på en bjergside sydpå.

En anden komponent, jeg vil fremhæve er det integrerede cockpit, som også er fra Pronghorns egne hylder. Den testede styrbredde måler 40 cm ved grebene og 42 cm ved i bunden ved styrenderne. Det giver god aerodynamik, hvis man kryber godt langt ned og hviler underarmene ved grebene. Samtidig er der god stabilitet i høj fart i styrbukningerne, der er en anelse breddere. Styret har en (for mig) nærmest perfekt bukning og jeg finder mig rigtig godt tilrette i alle positioner.

Konklusion
Tanken om at bygge en cykel, hvor lav vægt er i fokus bifalder jeg på det kraftigste. Dels på grund af, at en let cykel giver en anden dynamik end en “tung”, men også fordi, det giver os købere et større og mere varieret udvalg, når den gamle havelåge skal skiftes ud til en yngre model.

Læs også: Se alle fordelene ved et abonnement på Velomore

Om jeg vil kalde cyklen for en decideret letvægter i det testede setup, ved jeg ikke, men cyklen er så godt afstemt på alle ledder og kanter, at tankerne alligevel ikke bliver ledt hen på vægt eller mangel på samme. Kører du kun fladbane tons, er der måske andre og bedre muligheder derude, men er du typen, der kører lidt forskelligt terræn og har en kærlighed til bjerge og lange stigninger, så er Pronghorn SL et oplagt valg.

Kunne du lide denne anmeldelse? Så tegn abonnement på Velomore – Danmarks eneste cykelmagasin. Vi skriver dagligt om udstyr, oplevelser og alt mellem himmel og jord om cykelsport. Vores trykte magasin udkommer 5 gange årligt og som abonnent får du en lang række fordele, som du kan læse om her. Fristet? Så tegn et abonnement lige her.

Puky LS-Pro 20

Posted on: juni 21st, 2022 by Roar Paaske No Comments

Skal familiens yngste i gang med cykling er Puky et godt bud på en cykel til den let øvede cyklist.

“Hurtigt – start en familie!” Sådan lød titlen på en test af en Jaguar XJR, som Christian Frost skrev for Bilmagasinet tilbage i slut 90’erne. Opfordringen til at starte en familie i en fart var med den baggrund, at der nu endelig var en fed 4-dørs bil, hvor hele familien kunne være i og som samtidig var skidesjov at køre. Denne test omhandler ingen Jaguar og cyklen i testen har hverken 4 døre eller 400 hestekræfter som Jaguaren, men til gengæld gør den noget så kedeligt, som en børnecykel til en oplevelse og en leg at køre på.

Langt de fleste børnecykler vejer mere end en gammel stålracer og har fået smurt så meget fedt i alle lejer, at alle bevægelige dele har så meget modstand, at det bliver en umulig kamp for børn at få en god oplevelse på en cykel. Ok, spøg til side, værre er det måske heller ikke, men mange børnecykler er desværre bare ikke spændende. Heldigvis er der begyndt at poppe flere og flere fabrikanter op, der tilgodeser børnene og deres lyst til at cykle. Heriblandt er Frog Bikes, Woom og i denne test kigger vi nærmere på en cykel fra tyske Puky – der dog har været i branchen siden 1949. LS-Pro modellerne starter i en 16 og 18 tommers udgave med friløb og uden gear og videre til 20 tommeren med 7 gear samt 24 og 26 tommers cykler med 8 gear. Jeg og (primært) min datter har testet 20 tommers modellen med 7 udvendige gear og det er netop med den baggrund, at jeg referer til Christian Frosts test af XJR’en, mere om det senere. Puky anbefaler cyklen til børn fra 6 års alderen og med en højde på 115 cm. Min datter på godt 5 er knap 115 cm og passer fint cyklen, endda med lidt højde på sadlen, mindre end 6 år og 115 cm kan derfor også sagtens gøre det.

Udstyr
Rammen og forgaflen på cyklen er begge lavet af aluminium. Rammen er i en flot sølvmetal lakering, hvor farven på logoet og forgaflen kommer i farverne; berry, blå samt orange. Gearskifteren er Shimanos Revoshift model og skiftet sker ved at dreje frem og tilbage, en lille dejlig detalje er, at der er en gear-viser, så der er mulighed for at se, hvilket gear, man kører i. Cyklen er udstyret med et tilpas bredt styr, samt kraftige pedaler, der giver god kontrol over cyklen. Sadlen er Pukys egen, som naturligvis er designet specifikt til børn og den føles også både holdbar og komfortabel. Dækkene er nogle rigtig fede 38mm dæk fra Kenda.

De har cross-lignende mønster, så hvis det bliver for kedeligt på asfalten, så er der god grund til at tage en afstikker på en grusvej eller en tur i skoven, cyklen kan sagtens klare grove underlag. Generelt føles hele cyklen rigtig solid og velbygget og der er ikke noget af udstyret, som halter efter resten af cyklen. Cyklen er som udgangspunkt uden skærme, baggagebærer eller kurv, det kan dog altid tilkøbes ved siden af, hvis man ønsker det.

Køreoplevelse
Med en vægt på lige omkring 8 kilo, så vejer denne 20 tommer cykel med 7 gear godt 2 kilo mindre end min datters 16 tommer børnecykel uden gear! Den forskel, det giver at gå op i hjulstørrelse, få muligheden for at skifte gear og smide så meget vægt fra cyklen er så markant, at det bliver en helt ny måde at cykle på. Nemlig den måde, hvor det hele bliver sjovt og hvor en bakke ikke er det store problem. 7-speed-kassetten går fra 14-28 og klingen foran er med 32 tænder, så hver gang, vi møder en stejl bakke, klikker min datter ned i 1 gear og hjuler op ad uden problemer. Med den gamle 16 tommer cykel måtte hun have skub og rosende ord hele vejen for at klare det.. Netop det at kunne skifte gear og have friløb er også blevet en del af den leg, det er at cykle. Det meste af tiden er 5.,6. og 7. gear favoritterne, men hvis hun skal køre rigtigt stærkt, ryger den gerne ned i 2. eller 3. gear – hun skal lige lære logikken..

At gå fra en helt normal børnecykel og så springe over på LS-Pro’en må være det samme som, hvis en voksen var vant til at køre på en sløj citybike og pludselig skiftede over til en high-end racercykel. Farten og aktionsradiussen er steget markant og samtidig er det blevet meget sjovere at begive sig afsted på to hjul. Hun har altid været glad for at cykle, men det her er altså next level.

Læs også: Shotgun barnesæde

De store hjul og bredde dæk giver en dejlig stabilitet og sammen med styrets bredde er der ingen slinger i valsen. Muligheden for at skifte gear undervejs er noget, man skal vænne sig til og fokus kan godt forsvinde lidt fra vejen, når der skal skiftes. Det er dog en vanesag og det bliver hele tiden bedre og bedre for hver tur. Gearskiftet på Shimanoskifteren er en anelse stramt med børnehænder, men også det bliver nemmere og nemmere for hver tur og der kan snildt forekomme et par hundrede skift på en kort tur alligevel.. Vi har oplevet ganske få gange, at kæden er kørt af klingen foran, så den er havnet mellem klinge og det beskyttende plastic rundt om.

Det er måske sket en ud knap hundrede ture og det tager to sekunder at sætte kæden på plads igen. I og med, det er en cykel med udvendige gear, så vil der nok være lidt mere at skrue på, end hvis den havde indvendige gear. Det “stramme” gearskift og en til tider livlig kæde, som måske bare er et justeringsspørgsmål, er dog slet ikke noget, der spolerer glæden ved cyklen og det er absolut i petitesse-området..

Facit
Puky har virkelig fat i den lange ende med denne SL-Pro, for det giver børn en lyst til at cykle og de har det samtidig sjovt, når de gør det. Skal man have de helt store briller på, så er det virkelig vigtigt, at vi lærer børn og unge at transportere sig selv uden brug af motorer, hverken med diesel, benzin eller strøm for den sags skyld, men med deres egne kræfter. Hvis de skal lære at gøre det, så skal de også have gode forudsætninger for at gøre det og det har de i den grad med en cykel som denne. Vi ved jo allesammen godt, hvor meget sjovere det er, når cyklen vi kører på, er god og det samme gælder for børn. Så derfor er min bøn til dig, lær dine børn at cykle og lær dem det på en cykel, som de holder af at cykle på.

Læs også: Frog Bikes

Det er fantastisk at cykle og det er en glæde, dine børn kan have resten af livet. Denne Puky LS-Pro 20 er leveret af Cykelgruppen / Egå Cykelcenter, hvor cyklen er på lager til 3.799 kr. Jo, måske er det meget for en børnecykel, men tænk det som en livslang investering i dine børns velvære og sundhed, så er det pludselig ikke så meget. Derfor; få tømt lommerne, sælg den ekstra cykel, du alligevel aldrig bruger og giv dine børn noget ordentligt at køre på – og hvis du ikke har en familie, så start en – hurtigt!

Fakta
Pris: 3.799 kr
Info: www.puky.de

TriEye Sport

Posted on: juni 13th, 2022 by Roar Paaske No Comments

Norske TriEye Sport har lavet et sæt solbriller med bakspejl, så du kan holde øje med hvad der kommer på venstre side af dig.

Da min redaktør fortalte mig, at jeg skulle teste en brille med bakspejl, var det svært for mig, at se hvordan det skulle fungere? Jeg kunne sagtens se det smarte i det og det kunne måske også give en ekstra sikkerhed i forhold til at se bagfrakommende biler og lastbiler. Men – og der er altså et men.. Er verden klar til briller med bakspejl? Det korte svar er nok nej, jeg er i hvert fald ikke.

TriEye Sport er et helt almindeligt sæt performance solbriller med fotokromisk linse. Men i nederste venstre hjørne af linsen sidder et lille spejl, der kan justeres til at kigge over skulderen. Brillerne kommer med en ekstra linse, så man har mulighed for at skifte alt afhængig af vejr- og lysforhold.

Læs også: Giro Eclipse Spherical

Justering og indstilling af bakspejlet foregår nemt og ifølge TriEyes anbefalinger, skal man helst kunne se en smule af sin kind og skulder, når spejlet er i den optimale position.

På vejen
Brillerne kræver en del tilvænning og et par ture før, man har justeret spejlet helt præcist. Først og fremmest skal man vende sig til den konstante bevægelse i venstre øjenkrog, som i starten kan være ret forvirrende og fjerne fokus fra vejen foran en. Derudover slipper man ikke for at dreje hovedet, for at orientere sig bagud.

“Kassen” til sidespejlet givet et lidt Robocop-agtigt look (mere end man i forvejen har med hjelm og briller).

Spejlets beskedne størrelse betyder, at man skal dreje let på hovedet for at se bagud. Det kræver et par gange før man har fundet den rette mængde af rotation og også her, forsvinder fokus fra køreretningen, da man hurtigt kan blive ret fokuseret på at se i spejlet.

Læs også: Neversecond gels og Sport Drink

Til gengæld fungerer selve brillen optimalt. Linsen giver en dejlig varm farve med rig kontrast og brillen er behagelig at have på, selv over længere tid. Brillestængerne kan desværre ikke justeres, men sidder rigtig godt hovedet. Presset er nok til at de ikke glider af, selv i stærk sidevind, men ikke nok til at irritere efter flere timer. Næsepuderne er justerbare og tilpasses let og nemt.

Facit
Alt i alt en god performance solbrille, der er behagelig at have på over længere tid og beskytter øjene. Men sidespejlet kræver en del tilvænning. Går man meget op i æstetik bliver den sorte kasse nok svær at sluge, men hører man til dem, som kører med sidespejl på styret eller i bunden af bukningerne, er TriEye et oplagt valg. Har man desuden svært at holde linjen når man skal kigge sig over skulderen, kan TriEye ligeledes øge sikkerheden, da man kun behøver at dreje let på hovedet.

Vurdering
Pris: 960
Info: www.trieye.com
Vurdering: 4 uf af 6

Beretning: BornFondo

Posted on: maj 16th, 2022 by Roar Paaske No Comments

Velomores egen brølende vulkan og husfotograf, Roar Lava Paaske, tog sidste efterår turen til Bornholm, for at prøve kræfter med solskinsøens største cykelløb Bornfondo. Som en vaskeægte sydeuropæisk Gran Fondo, strækker løbet sig over to dage, med selve løbet om søndagen, og en bjergenkeltstart om lørdagen, bare lige for at mørne deltagernes ben.

Dette er del 2 af en beretning som dækker både bjergenkeltstarten og motionsløbet. Beretningen fra bjergenkeltstarten kan du læse på velomore.dk – og lad os bare sige, at Roar fik sat sit tydelige aftryk på solskinsøen (rygterne taler om en potentiel statue af ham, rejst i Gudhjem, men det har vi ikke kunne få bekræftet). Vi kommer derfor ind i del 2 af beretningen, som starter dagen efter bjergenkeltstarten. Roar har taget turen til kongerigets fjerneste egn sammen med sin bror, Bjarke, og har haft et par søvnløse nætter. Selv tilskriver han det sin brors højlydte snorken, men mon ikke det mere skyldes de sommerfugle i maven, der opstår forud for et stort løb?

Efter en ganske succesfuld lørdag med bjergenkeltstarten, var det nu blevet tid til at køre Bjergløbet. Selvom 8,3 km ikke er langt, var jeg ærlig talt lidt spændt på, om jeg ville være mærket efter et lille kvarter med speederen i kælderen dagen forinden. Jeg synes, der plejer at være en ekstra træthed i kroppen efter sådan en all out omgang. Men da jeg væltede ud af sengen søndag morgen, efter endnu en elendig nat, føltes benene gode og friske. Efter forrige nat, hvor jeg fik sovet alt for lidt, dels på grund af, at jeg var for spændt og dels på grund af min brors snorken, valgte jeg at rykke fra min bror og låneværelset i ældreboligblokken, hvor min mormor residerer, og ind i hendes lejlighed og låne gæsteværelset der. Det resulterede i, at jeg fik en søvn uden snorken, men mit hjerte hamrede stadig derudaf og jeg fik igen sovet mindre end planlagt. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig og den uvirkelige og triste nyhed om Chris Ankers pludselige død havde også svært ved at slippe sit tag og lade mig falde ind i drømmeland. Det blev derfor igen ikke den nat, jeg havde håbet på. Jeg har dog efterhånden erfaret, at jeg sagtens kan køre uden væsentlige mængder søvn, så mon ikke også, det skulle gå i dag? Men hvorfor kører jeg det hele sådan op og har svært ved at falde til ro aftenen inden et løb? Det er jo trods alt bare et motionsløb, som jo først og fremmest skal være sjovt…

Denne morgen var noget mindre stressende end morgenen forinden på vej ud til enkeltstarten. Vi havde numre på i dag og vi ankom til start- og målbyen, Gudhjem, i god tid. Faktisk i lidt for god tid. Det var desværre hverken blevet sommer eller vindstille henover natten, så hverken min bror Bjarke eller jeg havde travlt med at komme ud af bilen og gøre cyklerne klar. Tyve minutter inden start tog vi os sammen og samlede cyklerne i den kolde vind fra Bornholms nordkyst.

Vi stillede os klar ved starten nær toppen af Brøddebakken (bakken op gennem Gudhjem) fem minutter før starten gik. Jeg synes, feltet så stærkt ud, selvom jeg ikke kendte et øje udover Bjarke. Jeg skulle i hvert fald holde øje med to unge, lokale bornholmere, der var blevet 2 og 4 dagen før, de måtte kende ruten ud og ind. Inden starten gik, holdt vi alle et minuts stilhed for Chris Anker. Det virkede på en eller anden måde rart at mindes ham og det var absolut på sin plads. Starten gik og vi blev ledt ned ad “”Serpentinersvingene” og ind gennem Gudhjems smalle gader inden vi skulle op ad Brøddebakken første gang. Arrangørerne mente åbenbart ikke, at det var nok at køre op ad den fire gange i selve løbet, så vi måtte beriges med en femte gang inden løbet blev givet frit et par kilometer senere. Selvom der var masterstart, blev der kørt godt til op ad Brøddebakken første gang og der opstod allerede splittelse i feltet. Efter bakken og et par hurtige km på hovedvejen drejede vi til højre op ad Gammelvældevej, en bakke på 3 km og et snit på 3% og medvind i store mængder. På vej op ad bakken kunne jeg se, at vi allerede var ved at danne en gruppe forrest i løbet, vi var vel en 20 stykker i bunden af bakken og da vi nåede toppen var et par stykker faldet fra. Allerede her havde jeg fået varmen under min vest og måtte hive den af og stikke den i lommen. Måske kunne jeg godt have klaret mig helt uden, så jeg ikke skulle køre med den i lommen i 117 km endnu. På toppen af bakken kørte vi kort efter ned ad en parallelvej og op igen af den næste parallelvej, der steg med yderligere 100 meter – så var stilen ligesom lagt, det var jo et “bjergløb”.

Den første af de fire omgange på ruten forløb ret fredeligt og i et tempo, hvor jeg uden problemer kunne være med. Det største problem var, at der desværre var mange i gruppen, der ikke rigtigt ville frem og føre og det giver bare en pokkers dårlig dynamik. Det er selvfølgelig helt i orden ikke at tage føringer, hvis man er presset, men det kommer aldrig til at fungere, når der kun er en håndfuld der fører. Det var derfor lidt noget rodet kørsel og det resulterede også i, at der kom et par angreb. Jeg sad let med og det samme gjorde resten af gruppen, så der gik tomgang i den igen i mangel på at få et samarbejde op at køre. Undervejs fik jeg og min kørsel på enkeltstarten et par rosende gloser fra nogle af de andre i gruppen. Jeg fik også en sludder med gårsdagens nummer fem, Nils Eigil Bradtberg, der havde indgivet en “klage” i dommervognen. Han havde haft svært ved at forstå, hvordan jeg kunne have kørt 45 sekunder hurtigere end ham, og troede til at starte på ikke helt på det. Jeg tog det som et kompliment og imødekom Nils Eigils “klage” med et smil. Nils Eigil fortalte efter løbet, at han kørte for Suri – Carl Ras indtil i starten af sommeren, hvor en skade sendte ham på exit fra kontiscenen. Der forstod jeg bedre hans mistro til at skulle være blevet savet over af en skide motionist-jyde. Jeg kunne tydeligt mærke, at jeg ikke kunne gå under radaren, selvom jeg var langt hjemmefra.

Under anden og tredje omgang skete der heller ikke det helt vilde. Nils Eigil og de to unge bornholmere diskede op med lidt angreb hist og her. The young guns satte hårdt og længerevarende pres på op ad nogle af bakkerne, men efter hvert angreb gik det i stå igen og de, der ikke kunne være med på bakkerne, fik lukket hullerne igen og gruppen forblev intakt. Nils Eigils angreb var noget kortere og ret forudsigelige. Han lavede mange 5-10 sekunders ryk på flade medvindsstykker, men de blev også lukket ned hver gang, men planen med det, var nok at trætte os andre. Jeg forholdt mig selv i nogenlunde ro og havde hele dagen igennem tænkt, at jeg skulle forsøge at sidde med indtil den sidste gang op ad “Bobbabrødden”. Et helt lige, men ikke fladt stykke asfalt, hvor vejen først falder med noget der ligner 5-7% i 400 meter og derefter stiger med 8% i 300 meter. På toppen drejer man mod højre og kører direkte ind i modvinden på de sidste 4-5 km mod mål. Kort inden Bobbabrødden på 3. omgang styrter en af de andre i gruppen på vej ned ad nogle skarpe snoede sving.

Læs også: Løbsberetning: En forårsdag i Hell-singør

Han kører ud i rabatten og rammer grøftekanten, så han slår en saltomortale over styret og ryger ud i krattet. Jeg sænker farten og konkluderer at han landede i noget, der så blødt ud. 50 meter senere står der en flok samaritter, som jeg får varskoet. Resten af gruppen er fortsat ufortrøddent og det ser lidt ud til, at de også har sat farten en anelse op, da de så, jeg ikke var der længere? Jeg bruger lidt kræfter på at lukke hullet op til gruppen igen og da vi kort efter rammer Bobbabrødden mærker jeg en krampelignende fornemmelse i mit venstre lår. Der er stadig 35 til mål og jeg begynder så småt at opgive håbet om endnu en topplacering. Samtidig ser jeg mig sur på den voldsomme blæst og det kedelige gråvejr, der har gjort det ellers så flotte bornholmske landskab til en lidt halvtrist affære. Jeg får lidt den der følelse af “hvad er det egentlig jeg laver, hvorfor gider jeg egentlig det her?”

En snigende krampe og mangel på motivation gjorde at løbet bare skulle overståes, jeg var lidt ligeglad med, hvordan jeg blev placeret. Min eneste stærke motivation til at køre, var at jeg ville slå en af de unge bornholmere, der undervejs i løbet smed sit affald og dunke til højre og venstre og det virkede som om, han troede det var verdensmesterskabet, vi kørte om. Jeg sad og blev mere og mere irriteret på ham. Når man cykler, så tager man sgu sit affald med og når man kører motionsløb, så gør man det for sjov skyld, men det virkede så vigtigt for ham at vinde og det motiverede mig. Jeg var ligeglad med, om jeg ville vinde, bare den affaldskastende “motio-serioso” ikke vandt, så var det ok. Halvvejs inde på fjerde omgang var vi fem mand tilbage. Nils Eigil kørte frem til de to bornholmere og sagde et par hurtige ord til dem. Umiddelbart efter begyndte angrebene at komme fra højre og venstre, fra de tre indvilgede i den plan, de nok havde lagt. Jeg vidste godt, at de ville af med mig og at det var min opgave at lukke dem ned, så det gjorde jeg en god håndfuld gang. De to unge bornholmere rykkede en del, men fik også lukket hinanden ned et par gange. Jeg ved ikke, om de troede, der var diamanter i benene og at de begge kunne køre afsted samtidig, men det var i hvert fald uden held. Efter en god omgang rykken i højre og venstre lod jeg Nils Eigil køre. Jeg vidste godt, at offensiven ville fortsætte indtil jeg satte bremsen i, så jeg lod det være op til de unge bornholmere at lukke ham. Jeg tror, de panikkede en anelse og det virkede til at det kom bag på dem, at jeg ikke gad lukke ham ned. Så længe Nils Eigil kørte væk, kunne affaldskasteren jo ikke vinde, så det passede mig sådan set fint i det store hele.

Angrebet fra Helvede
Nils Eigil kørte derudaf og øgede for hver meter han kørte. Nede i gruppen hvor jeg sad gik det umenneskeligt langsomt og det var efterhånden sikkert, at vi ikke ville se andet end Nils Eigils baghjul. Jeg var tilfreds, men ville alligevel give det et skud på Bobbabrøddan, hvis jeg kunne ligge sidst i gruppen på vej ned ad bakken og få god fart på ved at ligge i læ. Lige inden det sidste højresving, inden vejen begyndte at gå ned ved Bobbabrøddan, skulle jeg lige time min placering, men endte som planlagt bagerst i gruppen på vej ned ad bakken. Jeg kunne se Nils Eigil langt fremme og han var allerede et godt stykke oppe ad bakken igen. Forrest i vores 4 mands-gruppe blev farten øget godt på vej ned ad og jeg kunne sidde med stille og roligt et par meter bag de tre andre og jeg fik timet det så perfekt, at jeg i bunden af bakken var et par meter bag tredje manden og trådte så til med alt, hvad jeg havde. Jeg var bange for at den tidligere krampe ville smadre mit forsøg, men selvom jeg mærkede den samme følelse igen, så skete der ikke mere. Jeg bankede igennem og på toppen havde jeg 4-5 meter til de andre. Strava afslørede bagefter, at jeg havde sat den næsthurtigste tid og Strava gættede kraftudfoldelsen til at være djævelske 666 watt i snit. Efter angrebet fra Helvede kom højresvinget og jeg kørte direkte ud i modvinden med en god omgang metalsmag i munden. Godt nok var det svagt ned ad bakke, men der var bare så meget vind, at det absolut ikke kunne mærkes.

Nu skulle mine gode enkeltstartsevner fra dagen før findes frem igen og jagten på Nils Eigil sættes ind. Efter en kilometer med vinden lige i fjæset drejede vejen til højre, ud på hovedvejen og retning mod Gudhjem. Jeg fløj gennem svinget så hurtigt, jeg kunne og så, at jeg havde hentet voldsomt ind på Nils Eigil. Jeg begyndte at tro på, at jeg kunne hente ham og komme først over stregen, men der var stadig lige et stykke hovedvej, serpentinersvingene og den lede bakke gennem Gudhjem der skulle forceres, inden løbet var slut. På vej ned mod havnen i Gudhjem og gennem de skarpe sving var jeg for alvor tæt på Nils Eigil. Før mit angreb havde han haft noget der lignede 300 meter, nu var jeg max 50 meter fra ham og kunne næsten spytte op. Jeg burde kunne nå ham op ad bakken, hvis jeg bare virkelig holdt kæden stram. Jeg fløj gennem de smalle gader i Gudhjem inden det sidste højresving og op ad de sidste 300 lede meter. Jeg var godt nok tæt på ham nu, måske 4-5 sekunder! Der var god fart i cyklen det første stykke op, men med stigningsprocenter på omkring de 15, fes farten og momentum desværre også hurtigt ud igen. Lige meget, hvor meget jeg kæmpede for at hente Nils Eigil, var det som om, jeg ikke kom tættere på ham. Jeg trådte det bedste, jeg havde lært, men Nils Eigil passerede alligevel stregen sølle 3 sekunder før mig. Han havde været godt aktiv igennem hele løbet og jeg undede ham sejren og var egentligt selv godt tilfreds med mit eget løb. Kort efter kom nummer tre i mål og derefter kom de to unge bornholmere, den ene af dem var desværre styrtet i de skarpe serpentinersving på vej ned mod Gudhjem og havde store skrammer på hoften. “Det sveg lidt” sagde han.

Efter et veloverstået løb blev vi belønnet med en cykelcap, en hotdog og øl fra lokale leverandører. Og som om at det ikke var nok med en gratis øl og hotdog, var der flere at hente til ganske fornuftige priser. Stemningen i målområdet var fantastisk og der var virkelig god opbakning fra de mange mennesker, der var mødt op for at se løbet og huje ad de prustende ryttere på vej mod målstregen. Alt i alt er BornFondo et fantastisk godt arrangeret motionscykelløb, hvor der sådan set ikke manglede noget. Ruten var god og krævende og det fungerede ret godt at køre de fire omgange fremfor at køre en strækning på 120 km. Skiltning og sikkerhed undervejs på ruten var i top og da der ikke er den mest voldsomme trafik på Bornholm, er det et fedt sted at cykle. At der også var enkeltstarten om lørdagen synes jeg, gjorde eventet endnu mere spændende. Jeg har aldrig før kørt enkeltstart, men det var en fed følelse at blæse hen ad vejen og slet ikke skulle tænke på trafikken, da alle vejene enten var ensrettede eller helt afspærrede. Det gjorde også, at rejsen til Bornholm fra Aarhus gav mere mening, nu når der var to løb at køre. Bornfondo får derfor en kæmpe anbefaling herfra, men husk at få et værelse uden en snorkende værelseskammerat.

Læs også: En beretning fra BornFondo

Faktisk var oplevelsen så god, at jeg allerede er tilmeldt dette års udgave igen, hvor jeg gerne skulle rykke en plads op på podiet. Sidste år blev løbet kørt i september, pga. corona. Men i år er det tilbage på sin vante plads sidst i maj.

En beretning fra Bornfondo

Posted on: februar 1st, 2022 by Roar Paaske No Comments

8,3 km enkeltstart lyder ikke af det store, men hvordan går det efter en elendig nattesøvn blandet med koldt og blæsende efterårsvejr og en stressende opvarmning med et glemt startnummer?

Sikke en dårlig nat. Vækkeuret ringede lørdag morgen klokken 06:15, og havde det ikke været for mit indbyggede cykelløbs-dræberinstinkt, så havde det været umuligt at komme op fra sengen. Min bror, Bjarke, og jeg var indlogeret på “gæsteværelset” i det ældreboligkompleks, hvor min 90-årige mormor har til huse i Aakirkeby på Bornholm. Et værelse på 10 kvadratmeter med to senge, en stol, et sofabord, et beskedent toilet og intet andet. Helt fint, nok til at klare opgaven, der bestod i at få en omgang søvn. Jeg sover desværre altid elendigt natten inden et løb, og denne nat var bestemt ikke nogen undtagelse. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig og hele tre gange måtte jeg ud og tømme blæren. Og så var der også Bjarkes utrættelige snorken, der satte en stopper for mit ellers ihærdige forsøg på at falde i søvn. Fire timers søvn var det vel blevet til.

Vi var på Bornholm for at køre Bornfondo, et bornholmsk “bjergløb” med bjergenkeltstart om lørdagen og normalt landevejsløb om søndagen. Løbet bliver normalt afholdt i maj, hvor det sikkert havde været på grænsen til sol og sommer, men som alt andet var Bornfondo også blevet udskudt, og nu var vi i den sidste del af september, og noget, der nærmere lignede efterår. Starten på den 8,3 km “lange” enkeltstart gik fra Vang klokken 08:35.30 for Bjarkes vedkommende, og 30 sekunder senere skulle det være min tur.

Mange af vejene omkring enkeltstarten var afspærrede eller ensrettede, så vi havde planlagt at stille bilen ved Rutsker klokken 7:50, så havde vi god tid til at få hjul på cyklerne, pumpe og så skulle Bjarke også lige have sit startnummer på cyklen.

Da vi ankom til Rutsker, skulle det vise sige, at Bjarke ikke havde fået sit nummer med til start, så en anelse panik gik gennem os. Vi fik hurtigt flået min cykel ud af bilen, samlet, pumpet og så kørte Bjarke afsted i den afdankede C4 i fuldt trav. Nøj, hvor var det koldt at stå der foran Ruts Kirke i cykeltøj og en vindstyrke, der sagde 10 m/s. Jeg havde ikke stået på et så vindblæst sted, siden jeg punkterede og udgik på den mest øde grusveje i mands minde til Ronde van Borum i Østjylland tilbage i april. Og her stod jeg så og hundefrøs og tænkte på, om Bjarke mon kunne nå det hele? Han havde 20 km tilbage til Aakirkeby og havde 45 minutter til at nå retur til starten, få samlet cyklen, nummer på, pumpe og også gerne varme bare en lille smule op. Det virkede en anelse presset.

Da jeg ikke ligefrem stod og lunede mig i den bornholmske efterårsvind, besluttede jeg mig for at komme i gang med opvarmningen. Jeg ville køre 3 x 40/20 intervaller, holde et par minutters pause og så tage 3-4 minutter med race pace. Jeg forlod den vindblæste parkeringsplads og satte kursen mod Vang, hvor starten skulle gå. Jeg var i fin tid og besluttede mig for at gennemkøre det meste af ruten for at se, om vinden havde blæst gårsdagens våde veje tørre i løbet af natten. Til min store glæde var det tekniske stykke ind gennem Slotslyngen helt tørt, så der kunne den få fuld gas under enkeltstarten.

Der er en del blinde sving og småbakker, hvor det er svært at orientere sig, men på denne del af ruten er der helt afspærret for trafik i begge retninger. Efter min recon gik jeg i gang med intervallerne og følte hurtigt, at der var dømt gode ben. Jeg havde dog ingen anelse om, hvad jeg kunne holde i snit på ruten, for de 8,3 km bød på 182 højdemeter, og på det lange “flade” stykke midt på ruten stod den hårde blæste lidt ind i panden på mig. Det ville blive hårde 8 kilometer, ingen tvivl om det.

Starten på Bornfondo

Starten på Born Fondo
Klokken 8:20 rullede jeg hen mod startbyen, Vang og kunne i det fjerne skimte den lyseblå C4, der blev smidt i siden af vejen. Bjarke var allerede tilbage! Jeg skyndte mig hen til ham og hjalp med at få cyklen klar til ham. Efter et par minutter med koncentreret klargøring og en vejsidepisser, var Bjarke på cyklen og klar til en lynopvarmning. Vi rullede frem og tilbage ad hovedvejen et par gange og kørte så ned ad den stejle Vang bakke for at nå frem til startstregen. Klokken var nu 8:32, og det hele var meget hektisk! Vi skulle have vest, løse ærmer og dunke ned i min medbragte taske, og så skulle jeg selvfølgelig lige tømme blæren en sidste gang inden starten.

Bjarke blev skudt afsted og begyndte sin kamp op ad den 1,1 km lange 8 procents stigning. 30 sekunder senere skulle det blive mig, der i speedsuit og glatbarberede ben skulle køre mit livs første enkeltstart. 3, 2, 1, kør!

Læs også: Anmeldelse Basso Palta

Nu gjaldt det! Ud af starten og så bare op ad bakken, farten skulle op, inden vejen steg mod himmels, men det skulle også være behersket. Jeg følte mig flyvende og kørte 2-3 gear højere end dagen før, hvor vi havde kørt recon. Jeg var bange for, at jeg havde lagt alt for hårdt ud, men så blev vejen rigtig stejl og jeg fandt mig godt tilrette i mit 36/25 gear, det laveste i mit sortiment. Jeg kunne se, Bjarke også havde godt med fart i stængerne længere oppe ad bakken, men jeg halede dog hurtigt ind på ham. Et stykke op ad bakken passerede jeg ham, gav ham et tilråb og fortsatte mod toppen af bakken. Lige inden toppen smed jeg den på store klinge og krøllede mig godt sammen henover styret. Nu skulle farten bare op, inden jeg skulle dreje til venstre og ind på modvindsstykket om lidt.

Fuld fart gennem svinget og ud i den lede modvind. Vejrguderne havde forudsagt 10m/s, og jeg tror, de havde ret. Føj, hvor det bare blæste, så jeg gjorde mit bedste for at gøre mig lille og aerodynamisk. Trods den modbydelige vind følte jeg mig rigtig godt kørende, og da jeg havde kørt 4,5 minutter, overhalede jeg rytteren med startnummer 10, der var begyndt 1,5 minutter før mig. Det her kunne godt gå hen og blive en rigtig god tid, hvis bare jeg kunne holde den på max, ikke over og heller ikke under. Jeg kørte som altid uden watt eller pulsmåler, så det hele var et velkalkuleret kropsligt gefühl, som jeg dog plejer at ramme ret godt.

De første halvanden kilometer på hovedvejen var lede, og der var ikke skyggen af læ, så det var virkelig svært at få cyklen op i fart henover de bløde bakker på vejen. Den næste kilometer var noget lettere. Der var både læ af de omkransende træer, og så gik det hovedsageligt ned ad bakke. Jeg krøllede mig helt sammen over styret og skød en voldsom fart. Lige inden jeg bremsede ned for at dreje til venstre ind mod Slotslyngen, var jeg et godt stykke over 60 km/t!

2 gear ned, til venstre ind mod skoven og fuld knald gennem de første par sving, herefter et skarpt højresving og kort efter igennem et langt 180 graders venstre. Hurtigt videre og op over et par småknolde, ud af skoven igen og ud i vinden, hvor jeg fløj forbi endnu en rytter, der også kæmpede mod vinden. Til venstre ned ad Hammershusvej, træk vejret ned ad bakken inden et skarpt venstre og ind ad Fyrvej, hvor de sidste kræfter skulle fyres af. Jeg fik taget svinget godt og fik godt med fart i cyklen inden de sidste 600 meter, som stiger med 10% i snit.

I første sving røg kæden ned på lille klinge og farten gik fra 45 til 19 km/t på godt 100 meter. Det var ikke for sjov, de kalder det for en bjergenkeltstart. Stigningen var lang, underlaget var en stor gang lapning, og de mange sving på den smalle vej gjorde det hele til en hård omgang. I siden af vejen stod mange og klappede og hujede, da jeg kom prustende op ad vejen, det hjalp klart på syren i benene, der efterhånden havde forplantet sig ud i hele kroppen. 100 meter tilbage, jeg skulle lige igennem et sving mere og så ville jeg rejse mig op og sprinte det sidste stykke mod mål, men hvor var jeg færdig. Min analoge, men nøje kalkulerede, kræftoverførsel over de godt 8 kilometer passede endnu en gang, og jeg kunne krydse stregen med helt tomme køller og metalsmag langt ned i halsen.

En vindertid?

Tiden hed 14:41, hvilket ikke rigtigt sagde mig noget, men jeg følte ikke, jeg kunne have gjort det hurtigere. Det skulle dog hurtigt vise sig, at det var en ret god tid, for arrangøren kom hen til mig og spurgte, om jeg selv havde klokket tiden, for han var i tvivl, om de 14:41 var korrekte. Jeg var åbenbart den første, der krydsede stregen, selvom jeg begyndte som nummer 13 – der var nogle stykker, der ikke var mødt op til start, men ellers havde jeg overhalet de resterende startende. Tiden var god nok, og arrangøren mente, at det nok var vindertiden, men ro på, der var jo stadig omkring 150, der skulle ud at køre.

Et par minutter senere krydsede Bjarke stregen og skulle, ligesom jeg, også lige bruge et par øjeblikke på at få åndedræt ned i nærheden af normalen. Selvom vi absolut ikke havde frosset på ruten, så blev det hurtigt koldt at stå i vinden ved Hammerfyret i 12 graders celsius iført speedsuit og ikke rigtigt meget andet. Der var ikke noget hotseat, men til gengæld rigelige mængder kaffe og småkager, så efter lidt til ganen besluttede vi os at køre retur for at få varmen. Nu måtte jeg bare vente og se, om der var andre, der havde tænkt sig at køre hurtigere end mig. Da klokken nærmede sig middag, var der stadig ingen, der havde kørt hurtigere, og alle måtte være startet. Et par timer senere blev jeg ringet op af arrangøren, der sagde, at han fik ret – “det var en vindertid!”. Jeg havde vundet enkeltstarten med 23 sekunder ned til nummer to – solidt! Enkeltstarten var super godt arrangeret, og det var fedt, de havde fået spærret vejene af og sørget for at sikkerheden var i top. Der var endda også lavet en prikket bjergtrøje, som jeg modtog på podiet dagen efter. Alt i alt et rigtig fedt løb, som jeg klart kan anbefale, hvis man er på de kanter eller alligevel kører bjergløbet dagen efter.

Læs også: Motionsberetning: Helt blæst Rundt om Rold

Om et par uger kan du læse om min beretning fra bjergløbet på 122 km og 1.700 højdemeter rundt i bakkerne på Bornholm, hvor det også gik ganske godt.

Author Archive

Start

En jyde, en fynbo og en sjællænder…

Spurt

Ballon jagt i Vogeserne

En ukendt holdkammerat

Benene taler

Reset, restart

Et bump på vejen

Efterårsform i foråret

12 m/s

Borum Es-Muur

Frisk start

Lidt for spændende

Ring med klokken

Blæst omkuld

UDSTYR

RAMMEN

AI BIKE FIT

KØREOPLEVELSE

VURDERING

Nordisk design, italiensk kvalitet

Sportivo

Vintertilbehør

Vurdering

Info

Facit

Info

På landevejen

Facit

Info

Venture Top Tube

Venture Bar bag

Venture Bar og Venture Roll

Facit

Starten på Bornfondo

En vindertid?

Seneste indlæg

Seneste kommentarer