Posted on: juni 1st, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
MNSTRY lancerer verdens første bicarbonatgel til brug under konkurrence – for effektiv re-loading og stabil energi, når det gælder.
Det tyske ernæringsbrand MNSTRY udvider sit sortiment med BICARB GEL 40 Lemon 1:0.8 – en ny gel, der kombinerer 40 gram kulhydrat i et 1:0,8 glukose/fruktose-forhold med 5 gram bicarbonat.
Ifølge MNSTRY er det den første gel på markedet, der gør det muligt at indtage bicarbonat under cykelløb helt uden mavegener.
Hvor bicarbonat traditionelt har været forbeholdt preload-protokoller med kapsler, eller Maurtens slimede grød flere timer før start, er idéen med MNSTRYs nye gel at give mulighed for strategisk re-loading under længere konkurrencer og træningspas. Indkapslingen af bicarbonaten skal sikre, at stoffet frigives i tyndtarmen og ikke belaster maven – en udfordring, der har gjort bicarbonatindtag under konkurrence upraktisk for de fleste.
For at gøre gelen anvendelig i race-situationer er den pakket som en almindelig energigel, uden behov for opløsning eller håndtering af kapsler. Den er udviklet til at kunne bruges midt i løb – f.eks. før en afgørende stigning, under et udskilningsløb eller som supplement i finalen af et landevejs- eller gravelløb, hvor bicarbonatens bufferkapacitet kan være udslagsgivende.
Gelen er desuden tilført 40 gram kulhydrat i det nu velkendte 1:0,8-forhold, som er dokumenteret til høj optagelse via tarmen – også ved intens belastning. Kombinationen skal ifølge MNSTRY give både syrebuffer og stabil energitilførsel, hvilket især henvender sig til discipliner med gentagne, højintense segmenter. Du kan læse mere om gelen lige her.
Smagen er naturlig citron (baseret på citronolie), og gelen er vegansk samt fri for gluten, soja, laktose og kunstige sødestoffer. Den er testet under konkurrenceforhold og batch-testet af Informed Sport.
MNSTRY’s tilgang er baseret på tre kerneprincipper: natur, videnskab og atleten. De anvender udelukkende naturlige ingredienser, fri for kunstige tilsætningsstoffer, og deres produkter er designet til at være letfordøjelige og allergenfri, hvilket gør dem velegnede til atleter med følsomme fordøjelsessystemer.
I næste nummer af cykelmagasinet Velomore kan du læse mere om MNSTRYs produkter, hvor vi tester et bredt udvalg af deres energidrikke, gels og barer.
Posted on: maj 15th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Bigger is better synes at være mantraet bag Wahoo Ace, den nye cykelcomputer fra Wahoo, som har fået touchskærm, ringeklokke, længere batterilevetid og en vindsensor.
Den er stor, er min umiddelbare tanke, da jeg åbner æsken med den nye cykelcomputer fra Wahoo. Ace er navnet, og ligesom vi ser det med smartphones, bliver cykelcomputere også gradvist større for at give plads til nye funktioner, bedre batterier og større og bedre skærme.
For Aces vedkommende er det især batteriet, der fylder, og Wahoo hævder, at batteritiden er på imponerende 30 timer for en enkelt opladning, hvilket især vil glæde dem, som har hang til ultracykling.
For at gøre plads til batteriet er Ace vokset til 126 x 71 x 24 mm og en vægt på 208 gram, modsat forgængeren ELEMNT Bolt V2’s 77 x 47,6 x 21 mm og 68 gram. Samtidig er LED-panelerne i venstre side og toppen af enheden forsvundet, hvilket giver plads til et display på 96,7 mm med 16 millioner pixels og touchskærm.
Stacked from 41 images. Method=B (R=4,S=2)
Det er ikke den eneste nye funktion, der er blevet ’plads’ til. Frontpanelet har fået en indbygget vindsensor, der kan registrere, om du kører i med-, side- eller modvind. Det er ikke en CdA-måler, så du kan ikke bruge den til at optimere din egen aerodynamik – endnu.
Sensoren sidder forrest på cykelcomputeren, hvor den umiddelbart virker meget udsat overfor regn, mudder, støv og skidt fra vejen, hvorfor man kan frygte for dens holdbarhed i længden.
Trods tilføjelsen af touchskærm, har knapperne i bunden af skærmen fået lov at blive, ligesom knapperne på sidepanelet og den smarte zoom-funktion også er blevet bevare.
Sidst, men ikke mindst, har Ace imponerende 16 GB hukommelse til at logge alle dine ture.
I brug
Brugeroplevelsen af Wahoo Ace er helt, som man forventer, og kender den fra Wahoos andre cykelcomputere.
Opsætningen er nem og sker via Wahoo-appen, hvor man let kan lave brugerprofiler, træningssider osv. Med Ace siger Wahoo farvel til ELEMNT-appen og vil fremover samle deres økosystem og alle funktioner i én og samme app, Wahoo-appen.
Der er et hav af data at vælge imellem, og masser af informationer, man kan få vist på de 10 datafelter, man kan have på hver træningsside.
Vind på næsen
Bl.a. viser vindsensoren, hvor kraftig en med- eller modvind man kører i – eller hvor stort et ’boost’ eller ’drag’ man får, for at bruge Wahoos terminologi. Det sker via en farveindikation såvel som en angivelse af vindens hastighed i km/t.
Jeg skal ærligt indrømme, at funktionaliteten af vindsensoren er til at overse, og de fleste vil nok næppe være i tvivl om, hvor vinden kommer fra. Dog kan den hjælpe dig med at finde den optimale læposition, når du sidder på hjul bag andre ryttere. Efter hver tur kan man se, hvor længe man har kørt i modvind og sidevind.
Foruden analyse af vindretning, byder Wahoo Ace og Wahoo-appen på masser af analyseværktøjer, og der er rigeligt med data, man kan dykke ned i efter hver tur, særligt hvis man vil nørde i puls, watt osv.
Den store og tydelige skærm gør det ekstra nemt at navigere efter kort, og det er endda muligt at planlægge ruter med hjælp fra Google og Apple Maps, mens man er på farten. Smart, hvis man har brug for at komme til nærmeste bager i en snæver vending.
I skrivende stund mangler Wahoo Ace evnen til at vise Strava-segmenter, som kommer i senere opdateringer. Det samme gælder bl.a. personliggjorte alarmer, som lige nu heller ikke er en mulighed. Det er ærgerligt, at Wahoo ikke har styr på den slags før lanceringen.
Batteritiden mellem opladninger er fornuftig, men ved almindelig brug er den ikke på 30 timer, som Wahoo siger. For at udnytte batteriets fulde potentiale, er man nødt til at slå funktioner fra.
Wahoo skal til gengæld have ros for diskret at have tilføjet en ringeklokke til Ace. Et hurtigt dobbelttryk på skærmen, og cykelcomputeren siger ”ring, ring”. Det er smart! Men overraskende nok en funktion, som Wahoo er gået MEGET stille med. Jeg vil dog fremhæve det som en af Aces stærkeste nye funktioner, og en, som jeg har brugt meget mere, end vindmåleren…
Facit
Overordnet set er Wahoo Ace en god cykelcomputer. Alle basisfunktionerne er der, som man også ville forvente, men flere af de funktioner, der tilføjer noget ’mere’ til oplevelsen, såsom Strava live-segmenter eller personlige alarmer, mangler fortsat.
Samtidig er der stadig ’børnesygdomme’ og jeg har bl.a. oplevet meget langsomme opstarter, samt en skærm, der ofte fryser under opstarten. Det giver en oplevelse af, at Ace ikke er helt færdigbagt.
Personligt synes jeg, at Ace virker voldsomt stor og jeg savner også LED-panelerne i siden, som var en fin detalje ved Wahoos cykelcomputere.
Det efterlader mig med et blandet indtryk. Det, som Ace gør godt, gør den virkelig godt: Skærmen er virkelig tydelig og lækker at se på, der er masser af data af få vist og ringeklokken er helt genial. Men vindmåleren virker i bedste fald overflødig. Funktionen har potentiale, hvis den i fremtiden kan sige noget om CdA i realtid. Det vil gøre den til et markant stærkere værktøj, som kan bruges i jagten på Strava-tider, cykelløb eller til justering af positionen af på cyklen. Men lige nu, fremstår den overflødig.
Set oppefra, vil Ace være et godt valg for langt de fleste. Er man på udkig efter en god cykelcomputer, med masser af funktioner, en stor og tydelig skærm, og er ligeglad med størrelsen, så er Ace et godt valg. Batterilevetiden lever ikke helt op til de 30 timer, men når først Wahoo får rullet diverse opdateringer ud i løbet af 2025, som får tilføjet de manglende funktioner og ryddet op i børnesygdommene, skal Ace nok vise sig som den fremragende cykelcomputer, den har potentialet til at være.
Men lige nu må den nøjes med en score på 4 ud af 5 stjerner, da man trods alt må forvente, at en cykelcomputer til 4.699 kr. ikke er afhængig af opdateringer for at være fuldendt, og derfor får Ace ikke en perfekt score på 5/5.
Info
Vurdering: 4/5. Bedst til: Dig som går op i ydelse fremfor størrelse. Pris: 4.699 kr. Mere info:www.nordic.wahoofitness.com
Posted on: april 24th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Det bliver et blast from the past når Uno-X tørner ud i en af cykelsportens mest ikoniske cykeltrøjer i klassikernes dronning.
Til søndagens Liege-Bastogne-Liege gør en ikonisk cykeltrøje comeback, når Uno-X for en dag ifører sig 7-Eleven-holdets trøje.
Det sker som en hyldest til legenden Eddy Merckx, der i år kan fejre sin 80 års fødselsdag d. 17. juni. Forbindelsen mellem Uno-X, det amerikanske cykelhold og Kannibalen er dog lidt kringlet.
7-Eleven i Norden ejes af Reitan Retail, som også ejer Uno-X og Rema 1000. Uno-X holdet kører på cykler fra Ridley, der er belgisk, og som har samme ejer som cykelmærket Eddy Merckx, som netop 7-Eleven kørte på fra 1989 til 1996, hvilket giver den sponsormæssige forbindelse mellem Merckx og 7-Eleven.
Eddy Merckx vandt Liege-Bastogne-Liege 5 gange, senest for 50 år siden, i 1975, så hyldesten falder sammen med Kannibalens jubilæum og runde fødselsdag.
Velomore erfarer, at man fra holdets og dets sponsorers side, har fået velsignelse af 7-Eleven Cycling Teams grundlægger, Jim Ochowich, til at genoplive hans tidligere hold for en dag.
Samtlige sponsorer på holdet er gået sammen om hyldesten til Merckx, hvilket betyder, at rytterne vil være klædt i 7-Eleven farver fra top til tå, både tøj, hjelme og handsker, mens cykler og teambiler også bliver speciallakeret og folieret.
Står du og får lyst til at køre i en moderne, aerotoptimeret “retro” trøje, sætter Uno-X’ tøjsponsor, FUSION, tilmed trøjen til salg i en eksklusiv 10 dages periode. Du kan købe trøjen her.
Posted on: april 23rd, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Jonas Vingegaard har været et smut i Fusion Tempo Wind Tunnel i jagten på marginal gains frem mod sommerens Tour de France.
I sine forberedelser frem mod sommerens Tour de France besøger Jonas Vingegaard vindtunnel uden for Aalborg.
Det danske performancecykeltøjsmærke FUSION byggede sidste år deres helt egen vindtunnel for at kunne tilbyde deres sponserede atleter, herunder rytterne på Uno-X, den ultimative fordel, hvad angår aerodynamik og performance-optimering
Foto: FUSION
Med Uno-X’ store succes hidtil i denne sæson, har rygterne om den nordjyske vindtunnel spredt sig som en steppebrand i prof-feltet. Vindtunnellen er dog ikke kommercielt tilgængelig og benyttes derfor udelukkende af FUSIONs egne atleter, såvel som til tøjproducentens forskning og udvikling af nye aerodynamiske materialer.
Vindtunnellen er derfor i brug på daglig basis, men når Danmarks Tour-konge henvender sig i jagten på marginal gains, kan der undtagelsesvis gøres plads i programmet.
“Visma – Lease a Bikes performanceteam henvendte sig til os for at høre om muligheden for at købe tid til aerotestning i vores vindtunnel,” siger Troels Vest Jensen, CMO hos FUSION, til Velomore.
”Vi vil naturligvis gerne hjælpe Jonas i kampen for at vinde Tour de France, så vi har undtagelsesvist valgt at sige ja”.
Han afviser i samme omgang at FUSION er på vej ind på World Touren med henvisning til, at man er ekstremt glade for samarbejdet med Uno-X, som kører i nordjydernes tøj under sloganet ”almost unfair.” Det samme gjorde Jonas Vingegaard i 2017, på ColoQuick Cult, et bekendtskabet som uden tvivl har hjulpet med at åbne døren til vindtunnellen.
Marginale rejsedage for marginale gains
Tiden i vindtunnellen skal for Vingegaards vedkommende bruges på at optimere hans position på enkeltstartscyklen, ligesom man kan spekulere i, at der potentielt skal testes nye hjelme og andet udstyr.
Alene det, at Vingegaard kan aeroteste i Aalborg er en marginal gain i sig selv. Med en køretur på knap halvanden time fra Glyngøre, undgår Vingegaard både rejsestress og risikoen for sygdom ved at skulle flyve ud til en vindtunnel i Europa, ligesom han heller ikke behøver at ofre en træningsdag for at komme i vindtunnel.
Posted on: april 9th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Er du ny på cykel eller skal du til at træne mere seriøst for første gang, giver vi dig her 3 tips til at komme i gang med struktureret træning på cyklen.
Har du lige købt din første cykel eller tilmeldt dig dit første motionscykelløb? I så fald tillykke! Forude venter utallige timer med fantastiske oplevelser. For mange er det nok i sig selv at cykle rundt efter smag og behag, men vil du have det meste ud af din tid på rammen, er struktureret træning vejen at gå.
Fordelen ved struktureret cykeltræning er mange, men først og fremmest sikrer du dig selv, at du får det meste ud af din tid på cyklen. Det giver i sidste ende også de bedste oplevelser. Skal du køre med vennerne, ud på et langt eventyr eller bare sidde med i feltet til et motionscykelløb, er det rart at have en eller anden grundform.
Derfor giver vi her lidt tips til, hvordan du kommer i gang med træning. Får du blod på tanden, har vi tilmed et komplet træningsprogram som du kan give dig i kast med lige her, hvis du er Velo+ medlem. Programmet strækker sig over 20 uger og har til formål at gøre dig klar til motionscykelløbet Rundt om Rold. Men programmet kan i princippet bruges til alle motionscykelløb og på enhver tid af året – bare så længe du følger vores træner, Malte Therkildsens, vejledning.
#1 Hvad er dit mål med træningen?
Der kan være mange gode grunde til at begynde at cykeltræne. For nogen handler det bare om at komme ud og få frisk luft og pulsen op. For andre, handler det om at passe på sig selv og sit helbred ved at motionere, eller måske er det for den mentale hygiejnes skyld. Men for de flestes vedkommende, handler cykeltræning om at blive bedre og forberede sig mod nogle specifikke mål: At køre efter en tid i La Marmotte, hæve sin FTP, at smide et par kilo eller at kunne sidde med i et specifikt motionscykelløb. Mål er der rigeligt at vælge imellem.
Så er du ny i cykeltræning, er dette et godt sted at starte: Hvad er dit eller dine mål? Hvad er formålet egentlig med træningen? Vil du køre langt, tabe dig, eller køre hurtigt? Måske alle tre? Den optimale træning afhænger i høj grad af dit mål og mange veje fører som bekendt til Rom. Så sæt dig ned, eller tag en tur på rammen, og tænk over hvad du sigter efter, hvad der er muligt for dig og hvad du vil være tilfreds med. Når du har gjort op med dig selv, hvad dine mål er, starter processen med at komme tættere på dem. Her kan man hurtigt forsvinde ned i kaninhullet på Google, eller man kan spørge sine mere erfarne cykelvenner. Måske en træner vil være et godt sted at starte. Ellers, har vi rigeligt med artikler her på Velomore, om netop træning.
#2 Lidt er bedre end ingenting
Det er med træning som med førstehjælp – lidt er bedre end slet intet! Spørgsmålet er bare, hvor effektivt det er, eller hvor meget du vil have ud af din indsats. Man kan som sådan ikke træne forkert, men man kan træne mere eller mindre effektivt. Der findes et hav af træningsprogrammer man kan følge og masser af forskellige intervaller. Alle stimulerer kroppen på hver sin måde. Så du behøver ikke give fortabt på forhånd, hvis du allerede nu ved, at du kun har mulighed for at træne 2 – 3 gange om ugen.
Det vigtigste er nemlig at være konsistent. At få trænet regelmæssigt. Sørge for at komme på cyklen med jævne mellemrum er det vigtigste, hvis du vil se fremskridt.
#3 Uden mad og drikke duer cykelhelten ikke!
I gamle dage skulle en cykelrytter kunne klare sig på en kop vand! Og allerhelst skulle han kunne køre timevis på kun en slurk. Men i dag ved vi bedre. For uden energi kommer man ikke særligt langt. I dag spiser moderne cykelryttere enorme mængder af kalorier under løb og træning. For nyere forskning viser, at man kan håndtere langt over 110 gram kulhydrat, i TIMEN, når man cykler. Det er faktisk rigtig meget.
For der skal energi til når man cykler – også hvis målet er at tabe sig. Især hvis du vil træne hårdt eller flere dage i træk. En typisk begynderfejl er ofte at komme afsted uden tilpas med energi i baglommerne. En klassisk fejl, som selv de mest garvede ryttere kan falde i. Så sørg for altid at have noget at spise med, hvad enten det er energibarer, gels, bananer, müslibarer eller sandwich og vingummier. Der skal benzin på motoren! Husk også væske. De fleste vil typisk kunne drikke en hel flaske vand i timen, afhængig af intensitet og temperaturer. Men hold igen til at starte med. Det kræver tilvænning at køre 110 gram kulhydrat eller mere indenbords.
Opsummering
For at opsumere, hvis du vil godt i gang med struktureret cykeltræning, så hav for øje hvad målet er, vær konsistent og sørg for at få spist godt før, under og efter.
Posted on: april 3rd, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Vätternrundan er Sveriges største cykelevent, hvor 16.000 ryttere årligt tager turen rundt om Sveriges næststørste sø. De fleste starter i midsommernatten, og Velomore var sidste år med på den episke udfordring.
”Hej Nikolaj, kunne du tænke dig at komme og køre Vätternrundan med os?”. Sådan lød en mail fra vores gode samarbejdspartner Shimano tidligere i år, perfekt i overensstemmelse med min regel om at opsøge nye oplevelser på cyklen.
16.000 cykelryttere kan næppe tage fejl og Vättenrundan er det absolut største cykelevent i Sverige. De knap 315 km rundt om Sveriges næste største sø er dog 115 km udenfor min komfortzone. Udfordringen blev ikke mindre af, at jeg mente vores kontaktperson hos Shimano helt klart havde lavet en fejl, da hun skrev, at starttiden var 08:58 PM.
”Mener du ikke AM?” skrev jeg pænt tilbage. Men nej, det viser sig, at skal man nå at have 16.000 mennesker igennem i løbet af en weekend, tilmed uden at være til for stor gene for trafikken, så må man starte allerede fredag aften…
Starten i Motala
Jeg ankommer til startbyen Motala ud på eftermiddagen og indser hurtigt, at jeg har lavet den første fejl. Vækkeuret ringede allerede før 6 i morges, for jeg skulle jo op og nå færgen til Gøteborg. Med håbet om, at et minimalt kaffeindtag kunne give lidt forfriskende søvn senere på dagen, parkerede jeg optimistisk på p-pladsen foran Coop i Motala ved 15-tiden.
En ”morfar” lå ikke umiddelbart i kortene, med højt solskin og temperaturer i midt 20’erne og adrenalinen, som allerede var begyndt at pumpe. I stedet blev ventetiden brugt på at hente startnummer, sludre med de folk jeg mødte og ikke mindst at fouragere i den lokale Coop. Og her begik jeg fejl nr. 2.
Det polske eksprestog. Selvom de holder kæden stram har de stadig overskud til at hilse på fotografen. Foto: Sportograf.
For min største frygt ved et natteløb er at blive træt på cyklen. Altså træt træt, som i ”nu vil jeg sove” træt. Derfor havde jeg udtænkt en sindrig plan, med at indtage en forholdsvis stor mængde koffein lige før starten, og håbe, at den kunne give mig et boost igennem natten – og samtidig være ude af kroppen, når jeg kom i mål næste morgen.
Men det skulle vise sig, at de 3 Red Bulls jeg slugte lige inden starten ville give bagslag….
Det polske eksprestog
Kl. 20:30 står jeg klar 200 meter fra startstregen. Der er fest i gaderne og hundredvis af folk er mødt op for at sende os deltagere afsted i grupper af 25. Der er regulær folkefest, og vidste man ikke bedre, ville man tro, at man var dumpet ned midt i en byfest. Jeg finder min svenske kollega Daniel Breeze fra Cykelmagasinet.se. Sammen med ham, og en gruppe polakker, er vi alle inviteret til start af Shimano, som er officiel partner på Vätternrundan.
Det polske kontingent er fyr og flamme. ”We wanna go sub 8 hours” lyder det selvsikkert, mens min svenske kollega og jeg udveksler mistroiske blikke. ”Ain’t gonna happen” siger Breeze til mig.
Foto: Sportograf.
Kl. 21:00 ruller vi ud af Motala og mastermotorcyklen slår væk. Løbet gives frit, så at sige, eller snarere, den polske ekspres slippes løs. For ambitionen om at gennemføre på 8 timer bliver fulgt op med handling. Polakkerne brager afsted ud i solnedgangen, og vores gruppe når hurtigt overlydshastighed.
Den tredje fejl jeg begår denne nat, består (måske) i, at jeg stiller til start på en gravelcykel. Bevares, det er den lynhurtige Rose Backroad FF. Den kører som et lyn og de brede dæk giver trods alt lidt ekstra komfort. Men måske jeg skulle havde smidt et par landevejshjul på, i stedet for at stille op på 40 mm graveldæk?
Efter solnedgang faldt temperaturen betragteligt, så sørg for at have den rette påklædning med til løbet.
Hvorom alting er, synes jeg, at der skal arbejdes lige vel meget, for at følge med. Men det lader til at være den generelle holdning på de billige rækker i polakekspressen. Jeg får tiltusket mig nogle alibiføringer i solnedgangen, når det enten går op ad bakke, så jeg kan styre tempoet, eller nedad, så jeg ikke rigtig behøver at træde i pedalerne.
Mørke, tissetrang og koffeinchok
Da vi runder den første time har vi tilbagelagt 42 kilometer, og overhalet de første 1000 deltagere, hvoraf nogle så ud som om, de var på vej til kiosken i stedet for ud på et 300 km langt natteløb.
Efter godt og vel 45 kilometer må jeg konstatere, at jeg skal tisse i sådan en grad, at jeg ikke længere kan sidde rigtigt på cyklen eller træde ordentlig i pedalerne. Det først kommende depot bliver endestationen for mig. Jeg nævner for Breeze, at jeg har brug for at smide noget vand, og han synes også, at en tur i depot lyder godt. Men i absolut sidste øjeblik, rykker han cyklen ud på vejen igen, og springer tilbage på den polske ekspres, og efterlader mig alene i vejkanten med en fyldt blære og et ”sorry man”.
Der sættes i hvert fald et minut til i effektiv tissetid, mens jeg står der. Blæren er fyldt til bristepunktet og koffeinen fra de tre røde tyrer kildrer i den grad. Tilbage på cyklen er solen så småt ved at forsvinde ned bag Vätterens modsatte kyst. Den eneste sky på himlen snyder os for en perfekt solnedgang.
Jeg fortsætter i ensom majestæt ud i tusmørket, hvor nattens fjerde fejl viser sig. Min baglygte er ikke ladt op, selvom den har siddet i stikkontakten. På en eller anden måde, ærgrer jeg mig over, ikke at kunne bidrage til det fantastiske syn det er, at se den lange, røde slange af lysende lanterne, bugte sig igennem den svenske midsommernat.
Party i provinsen
Ved Jönköping, og søens sydlige vendepunkt, er der fest. I centrum fejres de nyudklækkede studenter, hvor en obskur scene udspiller sig ved parkanlægget, tæt på havnen. Det er her festen finder sted og allerede på et par hundredmeters afstand kan man lugte den. De unge mennesker vælter rundt i fuldskab, nu hvor klokken har rundet midnat, mens politiet talstærkt står og holder øje med kåde fulderikker og lige så kåde cykelryttere.
En bakketop udenfor byen bliver genstand for endnu en aftapning. Aldrig i mit liv har jeg skulle tisse så meget på en cykeltur. De lange, ensomme, svenske skovveje er om muligt endnu længere, når man kører i totalt mørke. Der er nu blevet langt mellem de røde lanterner. Midt i mørket, da krisen så småt begynder at melde sig i udkanten af min bevidsthed, hører jeg den velkendte susen af højprofil hjul.
En trio af lokale ryttere kommer blæsende bagfra, og havde det ikke været for en regulær projektør hos den forreste rytter, var jeg ikke nået op i fart tids nok til, at hægte mig fast på gruppen. Sammen følges vi ad indtil jeg igen føler trangen til at dehydrere i vejkanten. Et skilt med ”Depo 1 km” bliver min frelse, og sammen ruller vi ind i det næste depot.
Jeg tømmer min tank, før jeg fylder mine dunke og ruller afsted. De tre gutter har medbragt madpakker, som de lige skal spise sig igennem. Godt og vel et kvarter senere, mødes vi igen. Hele historien gentager sig og godt og vel en time senere, står vi i det næste depot.
Morgenstund har guld i mund
Ude i horisonten begynder morgengryet at male himlen rød. I et stort telt sidder flere deltagere og smæsker sig i lasagne. Det skal jeg ikke bede om! Sætter jeg mig først for at køre en portion lasagne, kommer jeg ikke afsted før de serverer formiddagskaffen. I stedet tapper jeg noget mere vand i mine dunke ved siden af en fyr, som står og kaster op af udmattelse. Før jeg forlader depotet, må jeg lige ind og teste deres pissoir.
Tilbage på cyklen møder jeg en anden rytter, som også blev sat af det polske eksprestog, tidligere på natten. Han er fra Belgien og har fået et slemt tilfælde af munddiarre. Aldrig har jeg mødt en, som taler så meget. Men det er nu meget rart og sammen kører vi sludrende ind i morgenstunden.
Morgenens komme er ikke så overvældende, som jeg havde forventet. Snarere kommer den snigende ind på en og pludselig er den der, helt uden at man opdagede det. Vi nyder solopgangen over Vättern, og den begyndende fuglekvidder fylder vores ører. Mosekonens bryg ligger tungt i skoven og temperaturen siger 4 grader.
Kort tid efter endnu en tissepause forsvinder min belgiske kammerat. Om det er fuldt motorstop, ved jeg ikke, men pludselig sidder han ikke på hjul længere. Jeg føler mig derimod supergodt kørende, hvilket to tyskere får at mærke, da de forsøger at følge mig over et par rullende bakker.
Da uret runder kl. 06:00 om morgenen, rammes jeg af en overvældende træthedsfornemmelse. Og pludselig duer benene heller ikke rigtig længere. De sidste 20 kilometer bliver de længste i mit liv. Benene er udmattede og øjenlågene tunge i sådan en grad, at jeg ikke tør blinke, i frygt for at jeg aldrig får dem op igen.
En rytter sidder på hjul af mig. Eller, det gør han ikke, for han holder fornuftige tre meters afstand, og hvert 30. sekund holder han friløb. Det flytter mit fokus fra udmattelsen over på hvor irriterende den lyd i grunden er…
Vil jeg gøre det igen?
Da vi passerer byskiltet til Motala kommer han op på siden af mig. ”Vi klarede det”, siger han. Og ja, vi klarede det! For her i morgenstunden, hvor man har været vågen i over 24 timer og lige har cyklet 315 km igennem natten, føles det vitterlig som om, at man har ”klaret den”. ”Dette er min femte deltagelse”, siger han, hvortil jeg svarer, at jeg tror, jeg fortryder, at jeg overhovedet stillede til start.
”Sådan er det altid, men allerede på onsdag får man lyst igen. Der er altid et eller andet man kan forbedre”. Da vi kommer i mål, er det lidt et antiklimaks sammenlignet med starten. Klokken er lidt over 7 om morgenen, byen er helt død og det eneste der møder os, er nogle søde, ældre damer, som hænger medaljen over hovedet på os og stikker os en wrap med kylling.
Rundt omkring på græsplænerne, ligger kvæstede deltagere. Jeg siger farvel og tak, til min sidste følgesvend og finder tilbage til bilen. Planen er simpel: Spis, tis (for 117. gang), klæd om og besvim så på passagersædet. Ifølge svensk lovgivning må man ikke køre bil, før man har hvilet i minimum 5 timer efter så strabadserende et løb. Alt andet vil også være uforsvarligt.
Fire dage senere, da jeg er kommet til mig selv igen (hjemme igen, vel og mærke, red.), får jeg under et toiletbesøg (pudsigt nok) en indskydelse. ”Hvis jeg lige gjorde sådan og sådan, så tror jeg godt at jeg kunne gøre det bedre”. Og sådan er det jo med cykeleventyr.
Uanset hvor hårde eller brutale de er, får man altid lyst til at prøve dem igen, for man glemmer jo hurtigt smerten og ubehaget. Det var bestemt en oplevelse udover det sædvanlige at køre Vätternrundan. Før løbet glædede jeg mig mest til at opleve solnedgangen og solopgangen, men efter løbet, står det at køre igennem natten med så mange andre mennesker, som den største oplevelse, og ikke mindst de utroligt mange mennesker, som stod og heppede ude på ruten gennem hele natten.
Selvom jeg forsvor ikke at gøre det igen nogensinde, har jeg allerede nu lyst til at komme tilbage til Vättenrundan, og se, om ikke jeg kunne gøre det lidt hurtigere – eller måske bare uden så mange tissepauser. Og allerhelst med en gruppe af gode cykelvenner, at dele oplevelsen med.
Velomore var inviteret med til Vätternrundan 2024 af Shimano. I 2025 afholdes løbet d. 13. – 14. juni.
Posted on: marts 31st, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
På årets korteste nat afholder DGI et spændende gravelevent, From Dusk Till Dawn, i naturskønne Hedeland udenfor Roskilde.
Hvad har du af planer natten mellem d. 21. og 22. juni? Vi skal ud og cykle!
Natten er nemlig årets korteste, og i den anledning afholder DGI, i samarbejde med Vindinge MTB og Hedeland MTB, graveleventet From Dusk Till Dawn på grusvejene i og omkring Hedeland i Roskilde.
Der køres dermed gennem hele natten, fra solnedgang kl. 22:00 til solopgang kl. 04:22. Undervejs skal deltagerne forsøge at køre så mange omgange som muligt, på den ca. 20 km lange og afmærkede rute.
Velomore kører med og beretter om oplevelsen i vores efterårsnummer. Tegn abonnement lige her, hvis du vil være sikker på at få magasinet med vores beretning leveret til døren.
DGI sørger for et pulserende start/målområde med musik og stemning, mens der vil være sørget for energiprodukter før, under og efter eventet, som naturligvis indebærer morgenmad til alle deltagere.
Skulle man blive træt undervejs, eller have brug for en lur efterfølgende, vil der være telte, borde og stole i målområdet.
DGI lægger vægt på, at det er oplevelsen, som er i centrum, hvorfor der ikke er nogen vinder eller præmieceremoni, men alle deltagere vil få registreret deres distance via chip.
Det er dog en oplevelse i sig selv at cykle om natten, hvilket vi her på Velomore erfarede ved vores deltagelse i sidste års Vätternrundan. Alt opleves anderledes after dark, og vores udsendte gravelleur glæder sig til denne unikke oplevelse i naturskønne Hedeland.
Eventet afholdes som en del af Copenhagen Sprint, der køres både d. 21. og 22. juni, for henholdsvis World Tour-damerne og -herrerne. Man kan dermed lige nå at få indhentet noget søvn, før man skal se Rasmus Søjberg, Tobias Lund og Mads P kæmpe om sejren i Københavns gader.
Der er 200 pladser til From Dusk Till Dawn, og du kan sikre dig din plads lige her.
Posted on: marts 13th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
En tynd vindjakke og et var vandtætte cykelbukser er hvad GripGrabs performance orienterede serie, PACR, har at byde på til forårets ture.
PACR er de danske foulweather specialister GripGrabs performance serie og før jul lancerede de både PACR Water-Resistant bib tights og PACR Windproof Lightweight Jacket, som vi har testet har på Velomore.
Der er noget oldschool synes jeg, over de helt lette ,vindtætte jakker, der mest af alt minder om en tynd gummi membran. Ikke desto mindre er det netop hvad PACR Windproof Jacket er, og den står i skarp kontrast til moderne “Gabba” lignende jakker, der kan lidt af det hele.
Jakken er dog set som et supplement til ens øvrige garderobe og er oplagt at have med i lommen, til når vinden tager til eller man får brug for lidt ekstra varme.
Jakken er udstyret med en YKK 2-vejs Vislon-lynlås, der muliggør hurtige justeringer for temperaturregulering uden behov for at åbne jakken helt, mens silikonepaneler ved sømmen sikrer, at jakken forbliver på plads under hele turen.
De lange vinter tights er et par klassiske vinterbukser, i et minimalistisk design med solide konstruktioner. Den anatomiske pasform sikrer, at bukserne sidder komfortabelt, selv efter lang tid i sadlen. De føles relativt tynde, til trods for et trelags vandafvisende materiale. Indvendig er de forret med et tyndt og strækbart fleecemateriale, som bidrager til at holde varmen.
På landevejen
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg havde svært ved at se fidusen ved PACR-jaggen da den landede på kontoret. Et meget let materiale, og semi-løst, eller nok snarere, blafrende fit. Hvad kunne denne jakke mon gøre, som min Gabba-agtige jakker ikke kunne?
Men i løbet af den grå vinter og særligt her i det tidlige forår, har jakken for alvor gjort min skepsis til skamme. Den er først og fremmest super nem at have med i lommen, da jakken kan foldes sammen til næsten ingenting, hvorfor der altid er plads at finde i ryglommerne til den.
Der hvor den for alvor kommer til sin ret, er når turen har været lang og kulden begynder at trænge sig på. Eller man skal kæmpe sig igennem modvinden på hjemvejen. Her bidrager jakken til at holde vinden ude og varmen inde – selv i 12 s/m modvind.
Jakken giver, trods sit tynde og skrøbelige udseende, en regulær vindblokering og holder på varmen alle en regnjakke, men uden at man som sådan koger over. Og skulle man alligevel befinde sig på en bakke hvor det bliver lidt for varmt, kommer den smarte tovejs lynlås til ens redning. En jakke, som iden grad har overrasket positivt.
Cykelbukserne har ligeledes været et behageligt bekendtskab, omend at man her får det man forventer. Fittet er dejligt komfortabelt, og selvom puden synes tynd, er den komfortabel selv efter 3 timer i sadlen. Bukserne virker også tynde, men er tilpas varme til, at man kan køre lange og rolige ture ved 5 grader eller mere, uden at bekymre sig om kolde ben.
Men kommer man tættere på frysepunktet, er det min oplevelse, at cykelbukserne begynder at blive for kolde. Til gengæld er de helt suveræne hvis man kører intervaller, eller bare holder et halv hårdt tempo. I så fald kan de sagtens bæres ned til frysepunktet, mens de fortsat er komfortable når temperaturen nærmer sig 10 grader.
Og så er der også vandtætte. I hvert fald i sådan en grad, at man ikke behøver at bekymre sig om sprøjt fra vejen. Indrømmet, de har ikke været testet i regulær regn over længere tid, men ca. en halv times tid i vådt vejr har de fået, uden at benene blev kolde og gennemblødte.
En smart detalje er en QR-kode inde i bukserne, som gemmer på vaskevejledning og lidt tips og tricks. Bl.a. til øvrig beklædning sammen med bukserne, og at man i øvrigt skal huske at trække dem uden overs eventuelle skoovertræk, så vandet ikke løber langs buksebenet ned i skoene. Det er smart!
Facit
Jeg må nok indrømme, at GripGrab PACR Windproof Lighweight Jakke har vist sig som jakken jeg ikke vidste, at jeg behøvede. Men den har været min bedste ven på vinterens og det tidlige forårs turer, særligt den sidste time, når jeg trætheden og kulden begyndte at trænge sig på.
Umiddelbart kan jeg også se den som værende velegnet i de høje bjerge, hvor den i en lommen vil fylde og veje mindre end de fleste veste, og være guld værd på lange og kolde nedkørsler.
Med PACR-bukserne går man heller ikke galt i byen. De kan bruges sammen med alt hvad man ellers har i sin vintergarderobe og som vinteren har været i år, har de været det oplagte valg. De er ikke super tykke og derfor gode, hvis man skal ude og køre intervaller eller decideret ræs, når det er regnvejr eller under 10 grader.
Info
Vurdering Jakke: 5/5. Bedst til: Når du trænger til et ekstra lag mod vinden eller kulden. Pris jakke: 900 kr. Vurdering vinterbukser: 5/5. Bedst til: Gør sig godt all-round, men er virkelig fremragende til intense ture i det tidlige forår. Pris vinterbukser: 1.600 kr. Mere info:www.gripgrab.com
Posted on: marts 7th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
VM i e-cykling bliver for andet år i træk afgjort ved et live event i Abu Dhabi, afholdt af e-cyklingsplatformen MyWhoosh.
UCI og MyWhoosh har løftet sløret for datoen for årets VM i e-cykling. Live finalen bliver igen i år afholdt i Adu Dhabi, men rykkes knap en måned frem til d. 15. november.
Her vil alle 20 kvalificerede mænd og kvinder igen blive fløjet til de Forenede Arabiske Emirater, for at kigge hinanden i øjnene og dyste om de digitale regnbuestriber, i en stort anlagt live finale i Space42 Arena i Abu Dhabi.
VM debutant
MyWhoosh debuterede i oktober sidste år som VM-værter med bravour, hvor VM i e-cykling for første gang blev afgjort ved et live event, med alle 20 deltagende mænd og kvinder fløjet ind til lejligheden.
Forud for finalen blev der afholdt åbne kvalifikationsløb og semifinaler, der kogte deltagerfeltet ned fra 200 til 20 for både mænd og kvinder. Danmark var repræsenteret af e-cyklings prof-Michael Knudsen og eks-verdensmesteren Bjørn Andreassen, der lige akkurat sluttede udenfor podiet.
Efter at have evalueret forløbet op til sidste års verdensmesterskaber, har arrangørerne hos MyWhoosh vurderet, at en senere termin ville være bedre i forhold til at lade flere atleterne omstille sig fra udesæsonen til e-cyklingssæsonen:
“Vi skal kigge formatet igennem og se hvad vi kan ændre på. Der kommer helt sikkert noget nyt og allerede nu kan jeg sige, at vi rykker eventet en måned til halvanden” fortalte eventansvarlig, Matt Smithson til Velomore, ved VM i e-cykling sidste år.
Tre delt event
Det første verdensmesterskab i e-cykling i MyWhoosh blev markant anderledes end de foregående i Zwift. Et format bestående af tre forskellige pointløb, i tre forskellige verdener, blev udviklet for at skabe spænding om resultatet til det sidste pedaltråd.
Første løb blev af 15 minutters varighed, hvor deltagerne skulle forsøge at sætte den hurtigste tid på et sprint segment. Hos kvinderne blev der gået til stålet og kørt flere spurter, mens det hos herrerne blev en taktisk affære, hvor de fleste valgte at gøre et forsøg og ellers spare på krudtet.
Spænding til det sidste
De to resterende løb bestod af regulære cykelløb, med forskelle point- og bakkespurter. I sidste ende viste den første verdensmester i e-cykling, Jason Osborne, sig som den stærkeste og tog titlen hjem i overlegen stil, i det sidste af de tre løb.
En tæt kamp om andenpladsen skulle afgøres mellem Lionel Vujasin, Bjørn Andreasen og finske Kasper Borremans. Efter en mislykket spurt i første løb, hvor han trådte ud af pedalen i spurten, måtte Bjørn Andreassen, efter en heroisk kamp, sande, at han akkurat ikke havde samlet nok point til at tage podiet, og dermed måtte nøjes med en fjerdeplads efter Vujasin på andenpladsen og Borremans på tredjepladsen.
Åben kvalifikation
Igen i år bliver der en åben kvalifikation til VM-finalerne, som vil lede frem til en semifinale, hvor de udtagne landshold og kvalificerede ryttere mødes i en duel, der afgør hvilke 20 ryttere som indløser billet til Abu Dhabi.
Sidste år blev landsholdsstørrelserne i semifinalen baseret på tidligere resultater ved VM i e-cykling, hvilket giver Danmark et af største landshold i e-sport cykling.
Kvalifikationsforløbet er endnu ikke offentliggjort.
MyWhoosh
MyWhoosh er en e-cyklings træning- og løbsplatform i samme stil som Zwift. I MyWhoosh kan man træne med sine venner eller deltage i deres live-workouts, hvor der sidder en coach eller kendt rytter, bl.a. Peter Sagan, og vejleder dig igennem.
Er du til e-cykling cykelløb, kan du hver søndag køre med om pengepræmier i MyWhooshs Sunday Race Club, hvor der er kontantafregning til alle ryttere som slutter i top 10, eller vinder i sprint- og KOM-klassementerne, på tværes af alle deres kategorier fra A-B.
Platformen er gratis at benytte og dermed åben for alle.
Posted on: februar 17th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Velomore var i sensommeren et smut omkring Etape-Estavannens – et dansk/schweizisk kombineret cykelcafé og AirBnB, i hjertet af et regulært cykelparadis for foden af Alperne.
”Vi kalder det for Fladern-runden” forklarer Marc, da vi er kommet over den første bakke. Og jeg forstår hvorfor. Oppe på højdedraget kører vi ad små, smalle veje, der snor sig igennem de græsklædte marker, hvor køerne, der leverer mælken til den berømte Gruyereost, går og græsser. Landskabet er småt kuperet og terrænet, eller ruten, minder om de Flamske Ardenner. De lange, udmarvende og korte skrappe stigninger krydret med snørklede landbrugsveje og brosten hist og pist.
“Flandern” i Schweiz.
Jeg har slået vejen omkring Etape-Estavannens i Schweiz på min vej hjem fra Frankrig, til et par dages pitstop, før det sidste stræk gennem Tyskland mod Danmark. Her i den lille landsby, på for-Alpernes skråninger, ligger Etape-Estavannens. Et kombineret AirBnB og cykelcafé der på kort tid er blevet det pumpende hjerte i landsbyen Estavannens og stedet, hvor cykelryttere fra nær og fjern gør kaffestop, før turen går hjemover. Bag Etape-Estavannens står danske Marc Slinger og hans kone Christelle. ”Jeg har altid drømt om at have min egen cykelcafé og bare hygge om folk” forklarer Marc med syngende Frederikshavn-dialekt. Til daglig arbejder Marc i shippingbranchen, hvor han har skabt sig en karriere, der i dag gør det muligt for ham at bruge tid på hans helt store passion gravelcykling, mens han samtidig fordeler arbejdsdagen nogenlunde lige mellem kontoret og caféen. Og hygget om folk bliver der. La Marzocco’en sprutter mens Christelle langer friskbagte briocheboller over disken. ”Vi har planer om at begynde med surdejsbrød snart. De mangler virkelig noget lækkert kvalitetsbrød hernede, som i har det hjemme i Danmark” fortæller hun.
Udsigten fra mit værelse til borgen i Gruyere.
Caféen er indrettet i det, der måske bedst kan beskrives som et anneks eller tilbygning til et gammelt bondehus. Her er plads til at man kan sidde ned indenfor, hvis vejret – modsat i dag – ikke viser sig fra sin bedste side. Men der er også masser af plads på den overdækkede terrasse foran caféen, hvor en lille gruppe af ældre kvinder på vandretur har slået lejr. Caféen har også en lille butik, hvor man kan for- syne sig med energiprodukter eller udstyr fra nøje udvalgte brands som Sweet Protection, Fingers Crossed eller lakridser fra danske Johan Bülow, hvis man har brug for at dæmpe hjemveen, eller tilfredsstille den søde tand.
Etape er det bankende hjerte i landsbyen Estavannens.
Inde i selve hovedbygningen har Christelle og Marc indrettet et tre etagers AirBnB, med plads til 8 eller flere overnat- tende, afhængig af hvor intimt man kender hinanden. Huset består af tre soveværelser med varierende sengepladser og to badeværelser. Badeværelset i stueetagen er udrustet med vaskemaskine og tørretumbler samt rigeligt med plads til et tørrestativ. I stueetagen finder man desuden et stort køkken, med alle fornødenheder, samt en hyggelig spise- og tv-stue.
ALLÉZ
Jeg ankommer hen på formiddagen fra Vaujany, efter 4 timers kørsel langs smukke Lac Lemans søbred. Marc og hans stagiaire i cykelcaféen, Nicolas (som i øvrigt slår sine folder på det schweiziske MTB-landshold), står allerede klar og venter. Solen står højt på himlen og Marc har et møde om et par timer, så de tripper for at komme afsted, mens jeg hurtigt klæder om.
Marc og hans stagiarer Nico.
Estavannens ligger helt perfekt for foden af Alperne. ”Berner-alperne hedder de, eller for-Alperne, som de lokale kalder dem” forklarer Marc. ”Herfra kan man køre op i bjergene og få masser af højdemeter, eller man kan køre fladt ned mod søen. I dag kører vi min favoritrute på landevej. Det er en bakket tur, som er helt perfekt til intervaller”.
Knap nok har jeg klikket i pedalerne, før jeg sidder og vugger på en stigning, hvor Garmin’en viser 16%. Vi har bevæget os op på et plateau. På turen kører vi op ad stejle bakker, der varierer mellem et par hundrede meter op til 2 km i længde. Nedkørslerne er hurtige. Landskabet er præget af langbrug og vi jonglerer rundt mellem små landsbyer. De fleste marker er sået med græs, der holdes nede af køer, eller med frugttræer. Og landbrugene lader til at være af mindre størrelse, især sammenlignet med vores egne store industrilandbrug. Fra mit værelse i Estavannens kan jeg se borgen i Gruyères, hvor den velsmagende og populære ost bliver produceret. Jeg forestiller mig, at de mange køer vi suser forbi, går og gnasker græsset som bliver til mælken til osten. Marc og Nicolas kender alle områdets småveje, og jeg kan ikke undgå at få fornemmelsen af, at vi nærmest kun kører på smutveje og skjulte perler af lokale stigninger, man ellers ville være gået glip af på hovedfærdselsårene, eller hvis man selv skulle planlægge ruten.
Værtsparet danske Marc og schweiziske Christelle.
Udenfor Fribourg, som er hovedbyen i denne canton, må Marc dreje af. Han skal tilbage og arbejde, så Nico byder venligt på kaffe og regionens traditionelle kage i den gamle middelalderby. Vi kører ned ad en brostensbelagt bakke inde i den gamle bydel af Fribourg, blot for at konstatere, at bageren holder lukket – som nærmest alle andre butikker gør det i Schweiz om mandagen. Lidt betuttet får Nicolas fundet en lille kiosk, hvor vi kan skylde en Snickers og Cola ned, før vi klatrer op ad den brostensbelagte bakke på den anden side af den gamle by.
OP I FOR-ALPERNE
Tilbage ved Etape-Estavannens kan jeg se tilbage på en knap 120 km tur med over 2000 højdemeter i et terræn, der er anderledes end, hvad jeg normalt forbinder med Schweiz – høje bjerge og lange stigninger. ”Bare vent til i morgen. Jeg har fundet en virkelig fed rute til dig” siger Marc.
Der findes også (få) flade veje.
Ugen før jeg ankom, var en gruppe fra Randers på besøg, for at køre gravel. Marc er den perfekte vært og kender sin besøgstid. Han render ikke en på dørene, men stiller sig gerne til rådighed for tips til de bedste ruter, og hvis tiden tillader det, kører han gerne med som guide. Fra Estavannens skal man ikke køre mange kilometer, før det første bjerg begynder. Og grusveje er der også rigeligt af.
Ruten Marc har lavet til mig på andendagen af mit besøg, går op i bjergene. Og jeg bliver bekræftet i Marcs fremragende lokalkendskab. Som lidt af et kulturchok for mig – efter at have været nogle dage i de høje Alper omkring Romanche-dalen – bliver jeg sendt ud på egen hånd på mindre og afsides liggende veje, der står i skarp kontrast til de store og trafikerede veje på Alpe d’Huez, Croix de Fer og Bourg d’Oisans. Inden jeg triller afsted, kommer Marc meget undskyldende til mig. Han er ked af at jeg lige får et par kilometer på en større vej. Han behøver dog ikke undskylde. Skulle jeg selv havde lagt en rute på egen hånd via Strava, Komoot eller Google Maps, var det netop de store veje jeg var røget ud på.
Men Marcs rute er helt suveræn. Det går opad nærmest fra km 0 og i hovedparten af de første 30 km kører jeg på en ensom, men dog asfalteret, skovvej. Den monotone lyd fra mit åndedræt bliver kun brudt af rislen fra vandløbet, fuglenes kvidren eller klokkerne omkring halsen på de få køer jeg møder i lysningerne, hvor skoven åbner op for mindre gårde. En tunnel afbryder dog idyllen og på den anden side, møder jeg for første gang andre på min tur. Lyset for enden af tunnelen afslører Lac de l’Hongrins stille vandspejl og stigningen ændrer totalt karakter så tæt på toppen. Søen er opdæmmet bag en af de utallige schweiziske dæmninger, og jeg kører forbi et morgenfriskt par, der har sovet ved søbredden, som er på vej op af det, jeg forestiller mig,er ret koldt alpevand.
På den anden side er en militærøvelse i gang, og lyden af skud i det fjerne bryder idyllen. Kort tid efter er jeg på toppen af denne stigning, hvorfra jeg kører ned ad det, der viser sig at være servicevejen op til dæmningen til et kryds på en større vej. Den større vej som er hovedvejen mellem Aigle og Thun, fører op mod passet ved skisportsstedet Col des Mosses. Herfra følger en sjov og hurtig nedkørsel på perfekt schweizisk asfalt, før jeg drejer til venstre og ind på endnu en lille vej.
Afstikkeren fører mig ned i dalen, for at tage mig op mod vejen igen ad endnu en smuk stigning. Denne med udsigt til de rigtige Alper længere mod syd med La Forclaz i forgrunden. Oppe på vejen kører jeg kort nedad, før jeg svinger til højre ind på endnu en mindre vej, med få huse spredt hist og pist. Vejen bliver hurtigt til en gedesti – eller rettere – kosti. Denne stigning er stejlere end de to andre. Men den stille natur, og udsigten til de rigtige Alper, gør at den ikke opleves alt for hård. Eller også er det Specialized Aethos’en jeg kører på, som let og uanstrengt får mig til toppen.
Hovedvejen mod Col des Mosses.
Oppe i passet bliver jeg standset af en soldat. Her er hverken vådt eller tørt. Og vejen er i øvrigt lukket i dag, forklarer han mig på fransk. Det viser sig, at skuddene jeg hørte tidligere på turen, kommer fra den anden side af bjerget jeg netop har besteget. På min GPS kan jeg se, at Marcs plan var, at jeg skulle køre ned og fange vejen ved Lac de l’Hongrin og køre hjem via den idylliske skovvej. Men det kan der ikke blive tale om, insisterer soldaten, der nu forsøger sig på det finurlige schweizertysk. I stedet må jeg bide i det sure æble og køre tilbage til hovedvejen ved Col des Mosses, og i ekspresfart tilbagelægge den hurtige, og sjove, nedkørsel på perfekt schweizisk asfalt.
BLANDEVEJ
Min tredje og sidste dag hos Etape-Estavannens står først på lidt arbejde for Velomore. Jeg har sat mig i caféen for at få lidt selskab og opleve stemningen. Selvom der ikke kan bo meget mere end et par hundrede mennesker i Estavannens, er der konstant liv i caféen. Alt fra vandrere til cykelmotionister og håndværkere, der trænger til en pause, samt lokale, der har lyst til et friskbagt brød til formiddagskaffen, kigger forbi. Caféen summer af liv, og da Christelle serverer min tredje espresso fortæller hun, at det er en ret typisk formiddag, selvom det er på en hverdag.
Da jeg et par timer senere er ved at være godt mør i hovedet, kommer Marc ind. Han er på vej ud for at teste et par nye graveldæk, som han overvejer at benytte til gravel World Cuppen i Italien samme weekend. Selvom mine ben er ved at værre godt møre efter to fede dage i Schweiz – og yderligere fire hårde dage i Alperne – lykkes det ham at overtale mig til at tage med.
Det har en Aethos nok alligevel aldrig prøvet.
Turen bliver en god blanding af terræn – ja nærmest alt vil jeg sige. Vi kører et par af Ardenner-stigningerne fra den første dag, før vi kører ind på en mere regulær stigning. Marc kører nogle 30/15 intervaller, mens jeg bare holder kæden stram. Benene er overraskende gode, eller også er det det fremragende schweiziske terræn og selskabet, der for alvor har vækket køreglæden. Vi kører opad i godt og vel 10 km, nærmest uafbrudt.
Okay, indrømmet. “Floden” så mere frygtindgydende ud da vi nærmede os med 35 km/t end den gør på billederne.
”Hvor brede er de dæk der? Vi skal lige igennem noget grus herovre” råber Marc og konstater at det nok skal gå. Flere halvlange grussegmenter følger. Aethos’en klarer det overraskende godt med sine 26 mm dæk, og jeg når lige at synes det er sjovt, før vi igen rammer asfalten. Men så skal vi lige igennem et vandløb. Efter yderligere et par kilometers opkørsel på blandet underlag, når vi til et plateau og udkigspunkt. ”Af og til kører vi herop i bilen og griller med ungerne” forklarer Marc, mens vi skuer udover Lac Leman, som de fleste nok bedre kender som Genevesøen. ”Havde vi haft bedre tid, kunne vi havde kørt ned og fået kaffe ved søbredden” fortæller Marc, og nævner Lausanne som et muligt vendepunkt, hvis man skal på en lang, flad tur. Eller Montreux, hvis man hellere vil køre kuperet hjemover.
Vi forsætter vores færd nedad, men destinationen hedder nu Estavannens. Marc skal dog lige havde lavet en sidste test af de nye graveldæk. Vi drejer i fuld fart ind på en lille skovsti med mudder, løst sand og store brostensagtige klippestykker. Aethos’en, og ikke mindst jeg, er for alvor kommet på udebane. Marc blæser afsted på sin gravelcykel, alt imens jeg har nok at gøre med at holde cyklen på begge hjul, og jeg mister hurtigt visuel kontakt. Da jeg kommer ud af skoven, stopper sporet og en mark med højt græs begynder. Jeg fortsætter ufortrødent ned over marken, da en stemme fra den anden sige råber ”AMIGO!”. Marc står på den modsatte side af marken og venter. Jeg vender rundt og kører tværs over græsmarken. ”Det klarede den da meget godt” bemærker Marc, øjensynligt imponeret over at Aethos’en, og de smalle dæk, klarede sig igennem uden punkteringer. Vi når dog ikke at rulle mere end et par hundrede meter, før en siver har fået has på mit fordæk.
”Tak for turen, det var fedt du var frisk på at prøve lidt af hvert. Næste gang må du have en gravelcykel med, så vi kan få kørt nogle rigtig fede ture. Området hernede er helt perfekt til gravel. Der er så mange fede grusveje” slutter Marc af. Og der bliver helt sikkert en næste gang. For Etape-Estavannens er som en bid af cykelhimlen.
Caféen og AirBnB’et er den perfekte base for en træningslejr eller cykelferie, hvad enten det er med gutterne eller familien på hjul. Fra den lille pittoreske landsby skal man nærmest kun forbi byskiltet før de lange stigninger begynder, eller den helt exceptionelle Belgier-runde, som er de lokale rytteres ultimativt bedste tur. Er man mere til grus eller mountainbike, byder området på et hav af uforstyrrede grusveje, mens der kun er kort kørsel i bil til de lokale MTB-spor.
Med Marc og Christelle som værter får man desuden et hjertevarmt og diskret værtspar, der er imødekommende samtidig med, at de ikke render dig på dørene. Og Marc er med sit lune, nordjyske væsen og gode lokalkendskab den perfekte guide eller rutelægger for nogle gode cykeleventyr. Med Marcs kyndige vejledning undgår man de store trafikerede veje, og finder ud på de små, skjulte og uforstyrrede småveje som vi alle drømmer om.
Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg har slået vejen forbi Marc og Christelle, og med plads til knap 8 personer skal jeg uden tvivl tilbage med familien eller cykelslænget.
Læs mere om Etape-Estavannens her. Og tjek AirBnB’et ud her.
Posted on: januar 10th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
100 gange op og ned ad Rebild Bakke en grå januardag er ligesom 1 for meget. Velomore og Velo Guiden forsøgte alligevel til Campione100.
Det lyder jo helt vanvittigt hårdt” er den umiddelbare reaktion, da jeg skriver til Mads Bang at jeg udfordrer ham til Campione100. På dette tidspunkt er udfordringens omfang ikke helt gået op for mig endnu og en hurtig udregning viser da også, at hvis man skal køre Rebild Bakke 100 gange, bliver det til 264 km og 7400 højdemeter – i januar, hvilket betyder overhængende fare for regn og kulde, og ikke mindst mørke. Men jeg skal tidsnok blive klogere…
Udgangspunktet for denne artikel var egentlig at bringe et interview med en eller to deltagere i årets Campione100, men da Campione venligt tilbød mig to pladser til selv at køre med, var det svært at krybe udenom. Jeg valgte derfor at udfordre den gode ven af magasinet, stemmen bag podcasten Velo Guiden, Mads Bang, til en lang dag. Og valget af bakke var let: Rebild Bakke! Bakken som lægger asfalt til bakkespurten og målstregen i motionscykelløbet Rundt om Rold, som vi her på Velomore arrangerer d. 16. april. Bakkesegmentet man skal køre i Campione 100 er lige knap 1,32 kilometer langt og byder på 74 højdemeter. Den gennemsnitlige stigningsprocent er ikke voldsom, men på de sidste nogle og 100 meter tager bakken til og stiger med knap 8 eller 9% i snit.
EKSTREMT EKSTREMT
Med coronaens indtog, og de følgende lockdowns vi oplevede i 2020 og ’21, opstod en lyst og måske også et behov for at udfordre sig selv på en mere ekstrem måde på den tohjulede. Dels for at teste ens fysiske grænser i en tid, hvor helbredet var i fare, men ikke mindst på grund af manglende cykelløb og arbejde til at fylde ens tid ud. Cykelture med ekstreme distancer var det ”nemme” valg for mange, og everestings blev for en stund ”normalt”.
Og blandt vilde og skøre udfordringer, opstod sidste år Campione100. En januarudfordring hvor deltagerne skal forsøge at bestige 11 udvalgte bakker mindst 100 gange i løbet af årets første måned. Man behøver derfor ikke at tage alle 100 i et hug, hvilket tager toppen af udfordringens voldsomhed, men 100 opkørsler på 30 dage er stadig en udfordring i sig selv – særligt på denne tid af året, hvor timer med dagslys er begrænsede og vejret for det meste koldt, blæsende og ubarmhjertigt.
CAMPIONE100
Ideen spirede for 4 år siden hos den daværende ejer af Campione, der som en del af sin vintertræning ville køre Herstedhøje i Glostrup 100 gange. Ideen blev til en udfordring for kunder og venner af huset og blev døbt Herstedhøje100. 2 år senere begyndte ryttere udenfor Københavnsområdet at vise interesse for udfordringen, samtidig med at Campione blev officiel tøjleverandør for Cykelnerven. En oplagt mulighed for at brede konceptet ud til hele landet og inspirere til fundraising. Campione100 var født. I år er andet år i træk at udfordringen kører og Campione opfordrer deltagerne til at benytte den til at samle penge ind til Cykelnerven og Scleroseforeningen via kilometer- eller højdemetersponsorater.
VELOMORE VS. VELO GUIDEN
Den anden søndag i januar stod vi klar i skumringen på toppen af Rebild Bakke. Cykelhandskerne var kastet! En time før solopgang klikkede vi i pedalerne til det, der skulle vise sig at blive en lang og udfordrende dag på cyklen. Hverken Mads eller jeg havde på forhånd nogen ambitioner om at køre alle 100 opstigninger på samme dag, men målet var i stedet at se hvad dagen ville bringe – og ikke mindst hvem der ville knække først. De første par ture i mørket blev kørt med højt humør og gode ben, og efterhånden som det blev lysere, dukkede flere og flere ryttere op på bakken.
En overgang var vi i hvert fald 20 som lå og kørte op og ned. Og flere slog vejen forbi for at vise deres opbakning og ønske os held og lykke. Bl.a. kiggede Dan Holtebo forbi, til et par ture op og ned ad Rebild Bakke. Dan har bl.a. vundet Mols Bjerge Grand Prix og vist også været på podiet i Rundt om Rold, så han kender alt til bakken.
DE BARSKE REALITETER
Hverken Mads eller jeg har givet os i kast med udfordringer af denne karakter før. For mit eget vedkommende, tæller det mest ekstreme jeg har præsteret på en cykel min deltagelse i Mallorca 312 og Gran Fondo Fausto Coppi, som har været mine to længste dage på en cykel (begge lige knap under 10 timer). Mads er dog tidligere triatlet og har gennemført flere Ironmans, så han er vant til at bevæge sig i randområdet af hvad der er fysisk og mentalt muligt. Jeg selv følte mig ovenpå pedalerne da vi rundede 3 timer og var på det tidspunkt fuld af optimisme. Mads var mere udfordret, men kæmpede også med cyklen, hvis forskifter ikke ville virke. Men knap en halv time senere begyndte gassen for alvor at sive ud af os begge. På dette tidspunkt havde vi kørt 26 opstigninger, 73 km og knap 2000 højdemeter. En tur, der på en sommerdag ville havde været rigtig god. Og her indså jeg for alvor hvor monumental en udfordring vi havde givet os i kast med.
For selvom vi havde kørt længe, var vi ikke kommet noget nær tæt på de 100 opstigninger. Tælleren tikkede langsomt og Rebild Bakke begyndte at være gammel at se på. Efterhånden blev man træt af flasken der lå ved den sten, skriften på det der skilt, eller tuen med den irriterende tot, og sådan kan jeg blive ved. Efter knap 5 timer havde vi begge fået nok. Knækket af Rebild Bakke og ikke mindst Campione100.
Vi fik gjort et fint indhug og ikke mindst skabt en fornyet respekt for dem, som giver sig i kast med sådanne vanvidsprojekter. Hvad enten det er at køre den samme bakke 100 gange, en everesting, MS Bike eller hvad der nu findes af vilde og voldsomme ideer derude. Jeg selv havde undervurderet hvad det egentlig krævede, og nok mest bekymret mig om hvorvidt det ville regne eller ej. De tørre tal efter 5 timer og 9 minutter på cyklen: 40 opstigninger, 3000 højdemeter og 115 kilometer. Heldigvis har vi resten af januar til at køre de resterende 60 opstigninger…
Kunne du tænke dig at prøve kræfter med Campione100? Så tjek udfordringen ud via dette link og tag del i kampen for en verden uden sclerose.
Denne artikel var med i Velomore #08 og ville derfor normalt ligge bag vores betalingsmur på Velomore.dk. Synes du det var en inspirerende artikel og vil du have mere af den slags? Eller vil du bare gerne støtte Danmarks eneste magasin om cykelsport? Så tegn et abonnement på Velomore lige her – det koster kun 425 kr/året og du får hele 5 fantastiske magasiner direkte i postkassen + fuld adgang til alt indhold online.
Posted on: december 31st, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Kører du e-cykelløb, bliver det nu lettere at få kontant udbetaling for sin strabadser i den gratis e-cyklings platform MyWhoosh.
Nu bliver det lettere at køre sig til pengepræmier hjemme fra pain caven i e-cykelløb. Den gratis e-cyklings platform MyWhoosh ændrer på præmiestrukturen i deres Sunday Race Club, som hver weekend deler tusindvis af kroner ud til de deltagende mænd og kvinder.
Hidtil har det været top 5, som er blevet belønnet med et kontantbeløb. Men fremover bliver præmierækken udvidet til top 10, ligesom der bliver indført præmiepenge til de førende ryttere i udvalgte KOM/QOM segmenter. I den månedlige Sunday Race Club finale, bliver der desuden tildelt præmiepenge til de 7 bedste hold.
Derudover introducerer MyWhoosh også yderlige to kategorier, så ryttere nu kan stille op i kategori 1 – 6 afhængig af niveau. Den nye præmiestruktur gælder for alle 6 kategorier og både for mænd og kvinder.
“Vi vil gerne gøre platformen og løbene mere attraktiv for flere ryttere. Vi har set, at løbsdynamikken ændrer sig når de første 5 placeringer afgjort og det resterende felt reelt set ikke har mere at køre om. Det vil vi gerne ændre på” forklarer løbs- og eventansvarlig, Matt Smithson, i MyWhoosh podcasten Inside The Ride.
Sunday Race Club
Sunday Race Club er MyWhooshs “superliga” og køres hver søndag. Hver måned byder på en ny runde, hvor de første 3 løb udgør en form for kvalifikation til månedsfinalen. Der uddeles præmiepenge efter hvert løb, med de største præmier i finaleløbet.
Der køres i dynamiske kategorier, der som skrevet, fordeler sig over 6 niveauer. Som deltager matches man med den kategori, som passer bedst til ens egenskaber i forhold til modstanderne og ruten, så man på den måde altid vil køre imod jævnbyrdige modstandere.
Det eneste det kræver for at stille op i Sunday Race Club, er at man har et login til MyWhoosh, en sekundær wattmåler og har gennemført MyWhoosh Power Passport Test, der giver en indikation af din 3 og 12 minutters peak power, som din kategoritildeling er afhængig af.
MyWhoosh
MyWhoosh er en gratis e-cykling løbs- og træningsplatform. Platformen fungerer på mange måder ligesom Zwift, med en række verdener med forskellige ruter. Det er muligt at køre free ride, deltage i events eller deres “live coaching” sessioner, hvor en træner sidder og guider dig igennem et workout live.
Platformen var for nylig værter for VM i e-cykling, hvilket du kan læse mere om her.
Posted on: december 17th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Hos ROSE tager man fart yderst seriøst. Med frembringelsen af Backroad FF har man lavet en regulær racermaskine til de støvede gravelløb.
Fast Forward, eller hurtigt fremad, er nøgleordene hos ROSEs nye gravelracer Backroad FF. Postordretyskerne fra Bocholdt har skabt en regulær fuldblodsracer til gravelløb med kun én ting for øje: Fart!
En udvikling, som er meget sigende for den skillevej, som gravelcyklingen står overfor, hvor retningerne hedder adventure eller performanceorienteret ræs. Sidstnævnte har man hos ROSE taget seriøst, hvor ingeniørerne har frembragt en aerodynamisk optimeret grusknuser.
Det kræver kun et hurtigt blik at se, at den nye ROSE Backroad FF er en rendyrket racermaskine: Koniske rør, D-formet saddelrør, lave saddelstræbere, en aggressiv geometri, integreret frempind og styr (som i øvrigt er virkelig smalt) samt 50 mm carbonfælge sender et klart signal.
Backroad FF er kommet for at køre stærkt! Var den ikke monteret med 40 mm Schwalbe G-One RS Evo, ville man næsten ikke kunne se forskel på Backroad FF og søsteren fra landevejen XLITE. Det fælles ophav er tydeligt at se i de to cyklers karakteristika, og DNA’et til Backroad FF kommer også direkte fra aeroraceren.
Det hurtige udseende understreges af den suveræne SRAM Force XPLR-gruppe, som uden synlige kabler og med kun én klinge (44t) bidrager til det minimalistiske og hurtige ydre. En specialdesignet og diskret chainguard fra Wolftooth sørger for, at kæden bliver, hvor den skal, men den er nærmest også det eneste, som ”stikker” ud af rammen på Backroad FF.
Aerogains
Det smalle styr har fået grebene vinklet let indad, hvilket gør det muligt at hvile underarmene på styret og dermed sidde lavt og komfortabelt – uden at bryde UCI-regler – mens bukningerne har 15° flare for bedre kontrol på tekniske nedkørsler.
Faktisk leder styret tankerne lidt hen på ”mågestyret” fra Specialized Venge, da der er 20 mm rejsning fra midten af styret og ud mod grebene, hvilket måske virker en smule mærkeligt, når frempinden giver -10° hældning, men tilsammen udgør det et kompromis mellem komfort og aerodynamik.
Til gengæld er styret kun 38 cm bredt, hvilket synes meget smalt, men på en størrelse M-cykel er det dejligt forfriskende, at det er rationalet, der har rådet, fremfor den arbitrære standard med 42 cm brede styr.
Der, hvor Backroad FF for alvor bliver en sand racermaskine, er på geometrien, som er 1:1 hentet fra X-Lite på landevejen. Reach er blevet længere, og stack kortere, hvilket gør, at man sidder mere strukket ud som på en aeroracer, og på den måde nemt kommer ned i en mere aerodynamisk position hen over styret.
Samtidig er akselafstanden og kædestræberne blevet kortere, så man får en mere nænsom styring, om end det koster lidt på komforten over meget ujævnt terræn.
Nye hjul
Hjulsættet, som følger med Backroad FF, er ROSEs nyudviklede GC50 carbonhjulsæt, som er lavet specifikt til gravelræseren. Kampvægten siger 1.550 gram (uden tubeless tape) og er optimeret til 40 mm dæk. Forhjulet er 40 mm bredt, mens baghjulet måler 32 mm i bredden for at spare vægt.
Det giver en intern fælgbredde på 27 mm og dermed optimalt for 40 mm dæk og et forholdsvist lavt dæktryk. Som en fræk detalje er niplerne på egerne gemt inde i fælgen, og alt i alt viser ROSEs egne tests i vindtunnel, at hjulsættet er 7 – 9 % mere aerodynamisk end forgængeren GC40.
Som skrevet kommer hjulene udrustet med Schwalbe G-One RS Evo, som er et udmærket valg til danske forhold.
Ekstraudstyr
Med til cyklen kommer en integreret cykelcomputerholder, som er let at installere under styret. Derudover er det muligt at tilkøbe tasker til Backroad FF, som monteres med magneter.
Selvom Backroad FF ikke er tiltænkt lange gruseventyr, har ROSE alligevel lavet to tasker til hver side af overøret, som angiveligt skulle forbedre cyklens aerodynamik en smule. Om ikke andet er taskerne praktiske at have med for dem, som kører meget lange gravelløb, hvor potentialet for uforudsete situationer er stort.
Råddent slik
Nå ja, foruden den hurtige profil gør ROSE Backroad FF sig også bemærket med sin lakering, hvor der også er fart over feltet. Sjældent har vi haft en cykel til test, som har fået så mange kommentarer med på vejen, som Backroad FF i den frække ”rotten candy” har fået.
Den lyserøde lakering er strintet med sort, der giver en marmoragtig effekt. Man kan mærke, at malingen er sprøjtet på, når man kører sine fingre hen over rammen, og hver enkelt cykel er håndmalet. Det er bestemt en smagssag, om man kan lide farven eller ej. Personligt blev jeg mere vild med den under testperioden, end jeg umiddelbart var til at begynde med.
Farven er uden tvivl karismatisk, og er man vild med at skille sig ud på en cykel, er rotten candy lakeringen lige noget for dig. Ellers fås Backroad FF også i to mere afdæmpede farver (gråhvid og pistaciegrøn).
På gruset
Man er i hvert fald ikke i tvivl om, at man er kommet op på en væddeløber, når man bestiger Backroad FF. Den foroverbøjede position, med armene hvilende på styret og hænderne omkring skiftegrebene, virker som den mest naturlige position at sidde i.
Er man vant til at sidde aggressivt på sin landevejscykel, vil man straks føle sig hjemme, men søger man det mere komfortorienterede, vil man skulle sluge nogle kameler. Positionen oppe i grebene føles hurtig og giver en fremragende kontrol over cyklen, der reagerer nænsomt og responsivt. Bukningerne er også forholdsvis komfortable at sidde i, og giver en god kontrol over cyklen, når det for alvor går hurtigt nedad på tekniske nedkørsler, om end de kan være svære at finde herhjemme.
En smart detalje er, at bremsegrebet er blevet rykket tættere på bukningerne, så det er nemmere at regulere farten eller skifte gear. Cyklenes stivhed giver en fremragende kraftoverførsel, der bidrager til den responsive håndtering og en hurtig acceleration.
Faktisk virker ROSE Backroad FF til at være lige hurtig på både asfalt og grus. Og man mærker det især i antrittet, når man træder til op ad bakke, hvor kampvægten på 8 kg ikke gør meget væsen af sig. Cyklen gør sig dog bedst i terræn, hvor man kan tonse afsted og udnytte den rå kraftoverførsel og gode aerodynamik.
Den korte akselafstand gør, at man skal være påpasselig i virkelig teknisk terræn. På et MTB-spor op ad bakke ramte jeg forhjulet med den ene skosnude i en hurtig manøvrering. Det var dog også langt ude af cyklens komfortzone, og en situation, som man nok ikke vil opleve i et dansk gravelløb.
For i virkeligheden vil Backroad FF bare have lov at blive sluppet løs på flad vej eller let kuperet terræn, hvor man kan komme hurtigt fremad. Jeg fandt, at 10-44 gearingen og 44t klingen var tilpas til danske forhold, men skal man kun køre gravelløb herhjemme, kunne jeg godt være fristet til at eksperimentere med SRAM’s 10-36t kassette, for at mindske springene mellem gearene på flad vej, på bekostning af den helt store pizza.
Facit
Er du på jagt efter en kompromisløs væddeløbsmaskine til gravel? Så er ROSE Backroad FF lige sagen for dig. De aerodynamiske optimeringer og den aggressive geometri giver 1:1 pay-off i fart og håndtering på cyklen, der alt i alt bidrager til en sjov køreoplevelse. Bevares, du skal føle dig hjemme i den aggressive position, som takket være det veltænkte styr, til gengæld er relativt komfortabelt, selv over lang tid (hvis du ervant til at sidde aggressivt).
Prisen er tilmed skarpere end mange af de nærmeste rivaler (til trods for integreret wattmåler), så kører du primært gravel med et enkelt eller to landevejsløb indimellem, er der råd til at smide penge efter et landevejshjulsæt også, og dermed nøjes med en cykel. Så skal du hurtigt fremad og jagte podier i gravelløb, skal du bestemt overveje en ROSE Backroad FF – der er i hvert fald ingen tvivl om, at der her er tale om en rendyrket gravelræser.
Posted on: december 10th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Taskeproducenten Restrap har lavet et bud på en raceorienteret væskeblære til ryggen til de lange gravelløb og cykelture
Race Hydration Vest er en del af Restraps high-performance raceserie, udrustet med en 2 liters væskeblære og et stort opbevaringsrum. Vi har testet modellen i small/medium med en kampvægt på 386 gram uden blæren (som Restrap selv opgør til 146 gram), så alt i alt er det ikke et system som vejer alverdens.
Samlet set har vesten en kapacitet på 7,5 liter, hvoraf de 2 L udgøres af væskeblæren. Væskeblæren minder mest af alt om en forvokset gummilomme alla dem, man kan få til at opbevare sin mobiltelefon i. Den virker dog ekstra slidstærk og kan nemt tages ud af den lomme, som den sidder i.
Den lukkes og forsegles ved at blive foldet i toppen og fastgjort i en glideskinne øverst i lommen, som nemt lukkes med en velcrolukning. Drikkeslangen kan skiftes mellem højre og venstre side, ligesom magnetklipsen, der holder slangen fast på selerne, nemt kan flyttes rundt, så mundstykket altid sidder i den mest optimale position.
Derudover er vesten udstyret med en stor lynlåslomme på ydersiden af væskeblæren, en lille lynlåslomme på den ene strop, samt hele fire lommer (to på ryggen, to på stropperne) udført i et let mesh-materiale.
En smart lille detalje er, at begge lynlåslommer har fået en orange snip, som gør det nemt at få fat i lynlåsen, og samtidig bidrager med øget synlighed. En anden lille detalje, som vi håber du aldrig får brug for, er en lille fløjte monteret på brystspændet.
Skulle man risikere at styrte i mørke eller i et terræn, hvor man forsvinder ud af syne, er den rar at have. Alternativt kan man også bruge den som “ringeklokke”, når man skal overhale på vej ud af byen… Vesten kan justeres via spænder over brystet, rundt om livet og ved skulderne. De mange justeringsmuligheder gør det nemt at få vesten til at sidde behageligt, særligt i den foroverbøjede position på cyklen.
Vesten sidder højt på ryggen, så man stadig har fri adgang til trøjens ryglommer. Når man åbner pakken med vesten medfølger der et lille kort, hvorpå skrædderens navn står. Restrap er en mindre virksomhed fra England og alle deres produkter er håndsyet. Det betyder, at alt er tjekket igennem på forhånd og at der iøvrigt er livstidsgaranti på produkterne.
I brug
Den høje position på ryggen gør, at vesten med fyldt blære, i hvert fald for mit vedkommende, nærmest lukker hullet mellem hjelm og ryg, når jeg sidder foroverbøjet på cyklen eller nede i bukningerne.
Der kan derfor spekuleres i en marginal wattbesparelse. Uanset hvad, er det overraskende komfortabelt, om end man lige skal vende sig til fornemmelsen af 2 liter vand der skvulper rundt i nakken af en.
Vesten fik sin ilddåb på l’Etape Denmarks kongedistance på 300 km fra Flensborg til Viborg, da det umiddelbart var den længste tur jeg skulle på i testperioden – og en tur, hvor særligt væske ville blive en udfordring. Vesten er let at tilpasse så den sidder komfortabelt, særligt i cykelposition.
Stropperne er forholdsvis lange, så de skal enten tapes eller klippes til, så de ikke blafrer i vinden. Som førstegangs bruger af en væskeblære var jeg spændt, men hele systemet fungerede overraskende godt.
Den store lynlåslomme på ryggen blev brugt til at opbevare de ting, jeg normalt ville have i ryglommerne: værktøj, pumpe, slange, tegnebog, telefon etc., mens energiprodukter røg i trøjens lommer. De to sidelommer på ryggen benyttede jeg ikke, da jeg trods alt også havde 2 flasker med på cyklen, men overvejelserne var der.
Skulle jeg på et bikepacking eventyr, ville det være oplagt at have to flasker med i vesten og dermed give ekstra plads på rammen til en større taske. At fylde væskeblæren med vand første gang var også relativt nemt og lykkedes i tre forsøg, uden at spilde vand over det hele.
Blæren kan trækkes så langt ud af lommen, uden at skulle have slangen ud, at man nemt kan fylde den under en løbende hane, uden at spilde vand alle vegne. Lukning og forsegling var også forholdsvist nemt, om end det kan være lidt svært at få blæren tilbage i skinnen, hvis man fylder den helt til randen.
Det jeg var mest bekymret for ved at bruge vesten, var om det ville blive besværligt at suge væske ud igennem slangen. Men den bekymring blev gjort til skamme, for det viste sig, at væsken flød nemt og uden særligt meget sug.
Jeg oplevede heller ikke noget tilbageløb eller dryp, når slangen ikke blev brugt, til trods for at der ikke er nogen regulær lukkemekanisme. I stedet har mundstykket en tut alla dem vi kender fra almindelige cykelflasker, som man trækker ud når man skal drikke.
Sugehovedet holdes fast med en magnet og var supernem at få på plads, uden fumlen, hvilket bl.a. gør det lettere at drikke i skarpe situationer eller når tempoet er virkelig højt. De små meshlommer på stropperne er også veltænkte.
Jeg brugte dem undervejs til indpakning fra energibarer og gels, så jeg altid havde fri adgang til energiprodukterne i ryglommerne. Efter knap 8 timer i sadlen var vesten stadig komfortabel at have på ryggen, og alle forventninger om gnubben eller ubehag blev gjort til skamme, hvilket egentlig kom bag på mig.
Selvom temperaturerne sneg sig op i 20’erne på løbsdagen, føltes vesten heller ikke bemærkelsesværdig varm at have på ryggen, om end meshpanelet på ryggen var våd af sved, var det ikke sådan at jeg sad og bemærkede det på cyklen.
Facit
Jeg må ærligt indrømme, at Restraps Race Hydration Vest har gjort så positivt et indtryk på mig, at den har fået mig til at gentænke min tilgang til virkelig lange cykelløb og -ture. Funktionaliteten og kvaliteten af vesten er af sådan en karakter, at jeg ikke ville tøve med at bruge den igen – heller ikke i en Gran Fondo på landevejen.
Den bliver helt bestemt det vigtigste stykke udstyr til mit næste gravelløb, hvor jeg især synes det kan være svært at få drukket undervejs, da det ofte er svært at slippe styret for at række ned efter en flaske. Særligt dens enkelthed er nøglen til den suveræne performance.
Alternativt kan man også bruge den som en lille rygsæk, hvilket jeg også selv har overvejet. Bl.a. kan man nemt få et sæt tøj og sko i, skulle man pendle til arbejde, eller ud på et længere cykeleventyr, med brug for ekstra forsyninger. Med Restraps livstidsgaranti har jeg en forventning om, at den kan holde til at blive brugt igen og igen, men det må vi jo tage op om nogle år.
Posted on: december 3rd, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Skal du bruge en lejecykel til La Marmotte eller din næste cykelferie i Frankrig, får du 10% rabat på leje af landevejscykler hos the Bike Rental Company.
Skal du køre La Marmotte, eller bare på cykeltur i Frankrig, kan du få 10% rabat lejegebyret når du som abonnent på Velomore lejer en Specialized SL
Man skal aldrig gå ned på udstyret. Heller ikke når du kører La Marmotte, Gran Fondo Vosges eller et af de mange GFNY løb i Frankrig. Derfor er vi gået sammen med The Bike Rental Company og tilbyder nu alle vores abonnenter 10% rabat på lejecykler i Frankrig.
“The Bike Rental Company skabt af folk med over 10 års erfaring i cykel udlejningsbranchen. Hos the Bike Rental Company ved vi, at det er de små detaljer der gør den store forskel. Derfor sørger vi for, at jeres læsere får de bedst mulige oplevelse, med de bedste cykler på markedet” siger Paul Thibaut, Sales Manager hos the Bike Rental Company.
The Bike Rental Company sørger for cykel til dit næste cykeleventyr i Frankrig, uanset om du er på ferie eller skal deltage i en Gran Fondo. Udvalget består af en imponerende flåde af Specialized-cykler, så det bliver bestemt ikke udstyret du kommer til at gå ned på.
Der kan vælges mellem Specialized Tarmac SL7 105 Di2, Specialized Aethos Rival AXS og Specialized Tarmac SL8, som scorer topkarakter i Velomores test, med Ultegra Di2.
Skal du have den bedre halvdel med på hjul, aller har du brug for lidt ekstra kræfter, kan el-cyklerne Specialized Turbo Creo og Specialized Turbo Vado ligeledes lejes hos the Bike Rental Company.
Har du abonnement på Velomore sparer du 10% på udlejningsgebyret. Skal du eksempelvis bruge en cykel til La Marmotte, anbefaler vi den lynhurtige all-rounder Tarmac SL8 for den ultimative oplevelse. Den lejes i eksempelvis 5 dage for 655 euro, men med Velomore-rabatten kan det gøres for 590 euro. Du sparer derved prisen, og mere til, på dit Velomore abonnement.
The Bike Rental Shop leverer lejecyklen direkte til døren i hele Frankrig og er ofte også til stede ved de største europæiske Gran Fondo’er, og som en ekstra service, kan der tilmed bookes følgebil, hvis I er en større gruppe på tur, ligesom det er muligt at få installeret wattmåler på sin lejecykel.
Du ser hele udvalget af lejecykler lige her og tegne abonnement på Velomore lige her, så du også kan få rabat på en lynhurtig lejecykel i Frankrig.
Posted on: november 21st, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Cykelstiens hurtigste dyr er en Gazelle og med Eclipse C380 får man et pålideligt og hurtig alternativ til bil nr. 2.
Hvis man synes at landevejscykler og mountainbikes efterhånden er blevet tekniske, så skulle du se hvor avancerede pendlercykler er blevet. Vi har det seneste halve år testet Gazelle Eclipse C380, en pendlercykel som kan lidt af hvert.
Der er naturligvis tale om en el-cykel, og ligesom med el-biler, betyder det først og fremmest masser af fart. Cyklen skyder en tophastighed på imponerende 45 km/t. Det er dog de færreste ture som foregår i så hæsblæsende et tempo, da det naturligvis hurtigt æder af batteriet. Cyklen har 4 forskellige indstillinger, der går fra Eco over Auto til Turbo. Hver især varierer de i hastighed og batteriforbrug, med en maksimal rækkevidde fra 85 km til 160 km ifølge producenten.
Kraften kommer fra Bosch centermotoren, Performance Line CX, der har et maksimalt moment på 85 Nm og en kapacitet på 750 Wh. Det ringer absolut ingen klokke hos undertegnede, men det betyder, at den kan køre hurtigt, også når det går opad.
Gearene er trinløse og fra Enviolo. De giver en behagelig accelleration og et let gearskifte. Gazellen er en såkaldt speed pedelec, der kommer med remtræk i stedet for en klassisk kæde. Det betyder mindre vedligehold og ingen risiko for ærgerlige oliemærker på buksebenet eller sokkerne.
Derudover kommer Eclipse C380 udrustet med affjedring i forgaflen, der gør den i stand til at bevæge sig off-road, skulle det blive nødvendigt. Sidst, men ikke mindst, er det værd at nævne de brede dæk fra Schwalbe, der giver suveræn kontrol og greb i sving og på off-road, samt minimerer risikoen for punkteringer.
Indbygget er der to lygter. Baglygten, som tilmed fungerer som bremselys, og forlygten, der i mørke virkelig formår at lyse cykelstien og vejen op.
Cyklen styres fra et lille kontrolcenter på et smart lille display. Herfra har man adgang til en lang række funktioner. Bl.a. kan cyklen kobles til WiFi, hvorfra man bl.a. kan aktivere en indbygget tyverisikring og GPS-sporing, hvilket faktisk er meget smart. Derudover er der adgang til en lang række data såsom hastighed, gennemsnitsfart, watt, torque, kørt distance og resterede distance på batteriet. Nå ja, så er der også mulighed for vejvisning.
Cyklens batteri sidder integreret i skrårøret og kan ikke umiddelbart afmonteres (uden brug af værktøj). Derfor foregår al opladning via et smart stik ved saddelrøret. Det betyder til gengæld, at man ikke kan tage batteriet med sig når man forlader cyklen og kan for nogen, besværliggøre opladning (eksempelvis på arbejdspladsen, eller hvis man bor i lejlighed). Det giver også en øget utryghed når man forlader cyklen, da det alt andet lige, er mere ubekvemt at stjæle en el-cykel uden batteri, end en hvor batteriet sidder i.
Derfor fungerer det lille display lidt som “nøglen” til cyklen. Det kan nemt tages af og sættes på, og uden det, tænker motoren ikke, så på den måde kompenserer Gazelle for det integrerede batteri.
På cykelstien
Eclipse C380 ligner en cykel fra fremtiden. Æstetisk ledes tankerne hen på noget, fra min barndoms sci-fi-film, dog uden at den ser spacey ud. Cyklen er stor og rammen solid, for at kunne modstå de mange kræfter i en moderne el-cykel.
Siddeposition er overraskende behagelig og man sidder så godt på cyklen, at man sagtens kan køre langt på den, uden at få ondt tryg eller arme. Til trods for den store ramme, både styrer og håndterer cyklen præcist, og man føler aldrig, at det er cyklen der kører med dig, hvilket er rart, når der er tale om en motoriseret cykel.
Motoren er meget nænsom i sine accelerationer. Modsat Gazelle Superspeed 380, som vi testede sidste år, opleves Eclipse som værende mere forsigtig ved i gang sætninger, hvor Superspeed startede med et ryk og hurtigt rundede 40 km/t. Her skal Eclipse have lidt mere hjælp fra vind eller terrænnet til at komme hurtigt op i fart, eller også skal der trædes til for at accellere hurtigt.
I stedet bringer Eclipse dig roligt op igennem gearene og finder en passende fart af sig selv, afhængig af setting. Jeg har primært kørt kortere ture, så jeg har haft luksusen af at blæse afsted i den hurtigste setting, som oftests finder et passende tempo omkring de 35 km/t.
Når man momentvis nærmer sig de 45 km/t, føles det ikke voldsomt, takket være de brede dæk. Til gengæld kræver det en vis hensynstagen til de øvrige cyklister, da man trods alt kommer blæsende hurtigt og lydløst på en forholdsvis stor cykel…
De mange funktioner i displayet kan virke overvældende og man(d) skal nok være tekniknørd udover det sædvanlige, for at bekymre sig om hvor meget torque man har kørt med hjem fra købmanden. Jeg har i testperioden ikke benyttet mig synderligt af de mange funktioner, men bruger man cyklen og sin transport til/fra arbejde som træning, er der noget at hente datamæssigt, omend det er interessant at følge med i fart eller præsterede watt.
Den indbyggede tyverialarm synes jeg til gengæld er en rigtig smart funktion. Da testcyklen kom, bad jeg om at få medsendt en kædelås. For mig er der stor utryghed forbundet med at efterlade en pendlercykel inde i byen (Aalborg). Forhåbentlig er min frygt baseret på uvidenhed eller fordomme. At cyklen har en indbygget GPS-sporer letter noget af bekymringen, og forhåbentlig virker det afskrækkende for potentielle cykeltyve, at der tydeligt står “GPS-protected” nede ved låsen.
Cyklen har bestemt været en fornøjelse at køre på og for mig, står den som et reelt alternativ til en bil, hvilket også ses på min bils benzinøkonomi, der er blevet markant forbedret mens jeg har testet Gazelle Eclipse. Cyklen er komfortabel og alsidig nok til, at man kan tilbagelægge lange distancer på den og jeg ville ikke være bekymret for, at skulle pendle 30 – 40 km på den, for at komme på arbejde. Fordelen ved cyklen er, at man modsat en landevejsracer, MTB eller gravelcykel, kommer frem uden at være gennemblødt af sved. Naturligvis mister man noget fart på de længere distancer. Cyklen har en smart “auto” funktion, der selv tilpasser motorens ydelse efter din ydelse og terrænnet, mens den sparer mest muligt energi. Og skærmen fortæller dig også, hvis du har skruet lidt for hårdt på det trinløse gear, relativt til motorens ydelse.
Eneste reelle minus jeg har kunne finde ved Gazelle Eclipse C380 er dythornet. For der er vitterligt tale om et dythorn. Cyklen har samme horn som nogle knallerter, der afgiver en meget høj, skinger lyd. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at her kommer jeg og man efterlades selv men ringen for ørerne… Netop derfor, har jeg ikke turde bruge det. Da den umiddelbare reaktion 9/10 gange har været, at de forankørende er blevet så forskrækkede, at de næsten falder af cyklen. Når man kommer susende lydløst og med 45 km/t, så skal hornet bare virke, uden at skræmme livet af medcyklisterne.
Til gengæld er jeg blevet kæmpe fan af sidespejlet, som faktisk meget lækkert at kunne orientere sig i.
Facit
Alt i alt ser fremtiden lys ud for el-cykler. Jeg kunne godt se mig selv købe en Gazelle Eclipse C380, skulle jeg cykle til arbejde hver dag og har brug for et reelt alternativ til en bil. Inde i storbyerne kommer man markant hurtigere frem på en el-cykel end i en bil, særligt i myldertiden. Cyklen kører pålideligt og man kan nemt tilbagelægge store afstande i et fornuftigt tempo. Cyklen koster i skrivende stund 46.999 kroner, så den er prismæssigt på niveau med en mindre bil.
Personligt har jeg ikke behov for de mange smart-funktioner i displayet, men jeg er kæmpe fan af de tydelige lygter, bremselyset og den indbyggede GPS-sporing, der alt sammen bidrager til sikkerheden på den ene eller anden måde. Den kraftige forlygte gør, at ingen er tvivl om at man kommer cyklende og jeg forestiller mig, at det samme er tilfældet med den gode baglygte. Kæmpe plus herfra.
Lovgivningsmæssigt er der nogle ting man skal være opmærksomme på, med en lynhurtig speed pedelec. Bl.a. SKAL man køre med cykelhjelm, ligesom man faktisk skal have dokumentation for sin forsikring med i lommen (som man jo har…). Dertil kommer dilemmatet og den generelle diskussion i det sikre i, at have el-cykler til at suse rundt på cykelstien med 45 km/t. Det må være op til en selv hvad man synes, men her på redaktionen så vi gerne, at der blev sat begrænsninger på. Men det er en hel anden diskussion.
Kigger vi udelukkende på cyklens performance som transportmiddel, performer Gazelle Eclipse upåklageligt og kører solidt, og mere behøver man faktisk ikke i en el-pendler.
Så står du og skal købe en el-pendlercykel, som også gerne må kunne klare lidt eventyr i weekenden, eller fungere som et reelt alternativ til en lille bil, så bør du helt bestemt kigge på Gazelle Eclipse.
info
Vurdering: 5/5. Bedst: Pendling, alternativ til bil 2. Vægt: 28,3 kg (uden batteri). Pris: 46.999 kr.
Posted on: november 20th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Velomore bliver godt kørende i 2025 med danske DKBIKE som vores officielle hjulpartner. Det betyder også, at du som abonnent sparer masser af penge på de lynhurtige og lækre hjulsæt fra DKBIKE
Velomore har valgt DKBIKE som vores officielle hjulpartner for 2025. Det danske hjulmærke gør sig bemærket med hjulsæt af ekstrem høj kvalitet, samtidig med, at prisen er voldsom konkurrencedygtig.
Her på Velomore har vi testet to af deres hjulsæt, det populære Road og lette Feather. Ved begge lejligheder har vores tester (som har over 30 års erfaring) været meget imponeret over hjulenes performance, sammenlignet med dyrere og mere kendte mærker, at vi har valgt DKBIKE som vores hjulpartner for 2025.
Det betyder, at du som medlem af Velo+ får 8% rabat på 4 udvalgte hjulsæt fra DKBIKE.
DKBIKE Road
Med Ratchet nav og keramiske lejer. Fås med 38 mm, 50 mm, 60 mm og 82 mm. Et oplagt all-round hjulsæt der egner sig god til det danske terræn, både til træning og til cykelløb. Med det brede valg af fælghøjder er der noget for ethvert temperament. DKBIKEs mest populære hjulsæt.
Normalpris: 7.995 kr. Velo+ pris: 7.335 kr. Se dem her:www.dkbike.dk
Med Ratchet nav og keramiske lejer. Fås med 40 mm, 45 mm, 50 mm og 65 mm fælg. DKBIKEs absolut letteste hjulsæt med en opgivet vægt på 1.314 gram for 40 mm og 1.495 gram for 65 mm. Oplagt til dig, som leder efter ultimativ performanceoptimering, eller som skal ned og prøve kræfter med de høje bjerge i eksempelvis La Marmotte.
Normalpris: 9.995 kr. Velo+ pris: 9.195 kroner. Se dem her:www.dkbike.dk
DKBIKE Wave
Med Ratchet nav og keramiske lejer. Fås med 45 mm og 57 mm fælg. Oplagt til de vindblæste, danske landeveje. Bølgedesignet gør hjulene mere stabile i sidevind, hvilket gør, at Wave egner sig fremragende til træning og ræs i de fladere egne af landet, og særligt til forår og efterår, hvor vinden blæser som bare pokker.
Normalpris: 8.995 kr. Velo+ pris: 8.275 kroner. Se dem her:www.dkbike.dk
DKBIKE Gravel Feather
Med Ratchet nav og keramiske lejer. Fås med 35 mm og 45 mm fælg. Skal du have et topperformende gravel hjul, som ikke koster på vægten, er Feather lige noget for dig. Man ikke købe sig til lykke, men man kan købe sig til bedre performance. Normalpris: 9.995 kr. Velo+ pris: 9.195 kroner. Se dem her:www.dkbike.dk
Er du endnu ikke medlem af Velo+, kan du blive det lige her. Udover at spare penge på hjul fra DKBIKE, får du adgang til en lang række andre rabatter, ligesom du får Skandinaviens største cykelmagasin leveret direkte til døren 5 gange om året. Tegnabonnement i dag og kom med i klubben lige her.
Posted on: november 19th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Vi har testet de ekstremt velsmagende gels og chews fra GU Energy, som du kan få rabat på som medlem af Velo+.
Der findes energiprodukter som kan sluges og så findes der dem, som smager decideret godt. GU Energy hører bestemt til sidst nævnte. Her på redaktionen har vi i løbet af efteråret testet gels og chews fra amerikanske GU, og vi må erkende, at vi i den tid har været rigtig glade i munden.
GU Energy kommer fra Californien og der er bare noget ved de amerikanske energiproducenter, som smager bedre end de europæiske.
Chews
Chews er mere eller mindre en form for vingummi, eller i hvert fald en sukkerblanding i fast form, der kun består af sukker. GU Energy chews kommer i små, mundrette bidder. En pakke chews indeholder 8 vingummier og 22 gram kulhydrat.
De er legge at tykke og selve strukturen minder om en blød vingummibamse, der nærmest smelter i munden. Det er let at sætte en hel håndfuld til livs og den testede ‘Blum Pom’ smagsvariant er virkelig lækker. Faktisk så lækker, at det er fristende at hive dem frem som fredagssnolder…
Energimæssigt minder de meget om en gel, men oplevelsen af at tykke og få noget ned i maven er er meget rar, så jeg har primært brugt dem som supplement til gels, hvor de har fungeret virkelig godt. Om ikke andet, har man kunne glæde sig til at hapse de lækre vingummier på lange cykelture
Gels
GU Energy’s gels er forholdsvis små og kommer også med 22 gram kulhydrat, ligesom deres chews. På den måde supplerer de hinanden godt. Hovedparten af GU’s gels indeholder koffein, amino syrer og salt. Meget praktisk, har GU trygt mængden af hver tydeligt på indpakningen, så man nemt kan holde regnskab med eksempelvis koffein og salt.
Kendetegnende for alle de gel varianter vi har testet, er at de er ekstremt velsmagende og rige i smagene. Konsistensen er til den tykkere side, så der skal suges og presses lidt for at få det sidste hold ud af indpakningen. Det gør dog ikke mig noget, da man slipper for at blive smurt ind i sukker fra en tyndtflydende gel, når man åger, eller døje med en lomme smurt ind i sukker, når man lægger den tomme gelpakke tilbage.
Af de varianter vi har testet, viste ‘Birthday Cake’ sig som den, jeg bedst kunne lide. Smagen kan bedst beskrives som den guf, man får på is om sommeren. Overraskende nok, smagte Cola varianten rent faktisk af cola, hvilket jeg synes de sjældent gør.
Facit
Alt i alt er GU Energy et yderst lækkert bekendtskab. Deres chews og gels er karakteriseret ved at være ekstremt velsmagende, og må siges, at høre til blandt de bedste produkter på markedet, når det kommer til smag. Udvalget er stort, så man behøver ikke bekymre sig for at gå kold i en bestemt smag. Der er masser at vælge mellem med koffein og uden koffein.
Energiindholdet kunne godt være større, og man brænder hurtigt mange gels eller chews af på en 3 timers cykeltur. Prisen er ligeledes høj.
Men går man op i rigtig god smag og god performance, så kommer man ikke udenom GU Energy. At de tilmed tydeligt angiver mængden af salt eller koffein på deres indpakninger, er blot et kæmpe plus.
Som Velo+ medlem sparer du i øvrigt 10% på alle GU Energy-produkter hos Gaiasport.dk.
Info
Vurdering: 5/5. Pris chews: 359 kr. (for en kasse med 12). Pris gels: 479 kr. (for en kasse med 24). Mere info:www.gaiasport.dk Velo+ rabat:Spar 10%.
Posted on: november 12th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Sprød lyd og pulsmåling er overskrifterne på disse sportspecifikke in-ear høretelefoner fra Senneheiser, der er oplagt til vinterentræningen i pain caven.
“Kompatibel med Zwift og Strava” er nok en sætning jeg aldrig havde forventet at læse i forbindelse med et par høretelefoner. Men den er god nok. Senneheiser Momentum Sport er udviklet specifikt til udholdenhedssport og fitness, hvorfor de kommer med indbygget puls- og kropstemperaturmåling.
Begge dele foregår naturligvis i øret og dataen transmitteres til din foretrukne fitness app – i hvert fald for pulsmålingens vedkommende, men mere om det senere.
En finde i øret
Designmæssigt er der tale om et par helt klassiske in-ear høretelefoner. Med i æsken er der to forskellige typer af tilpasningsmuligheder i form af hørepropper og ørefinder (i mangel på bedre ord), der gør det muligt at tilpasse høretelefonerne efter dit øres størrelse (i alt 3 forskellige størrelser).
Finderne skiftes nemt ud via et diskret gummibånd, der sidder i en rende omkring høretelefonerne. Modsat mange andre høretelefoner, er finden lavet af blødt gummi og forholdsvis diskret. Når man tager høretelefonerne i øret, roterer man dem, så finden bøjer sin ind i øret og derved sætter sig i spænd og holder høretelefonen på plads.
Sprød lyd
Lyden i Sennheiser Momentum Sport er fremragende. Intet mindre! Og langt den bedste jeg nogensinde har oplevet i et par in-ear høretelefoner. Der er tre standard settings af støjreduktion, ligesom det er muligt tilpasse diskant, bass og andre elementer af lydoplevelsen.
Tanken bag de forskellige niveauer af støjreduktion er, at imødekomme dem som træner både ude og indendørs, så man bl.a. kan høre trafik, eller lukke baggrundsstøjen i fitnesscentret eller pain caven ude.
Teknologien med puls- og kropstemperaturmåling er udviklet i samarbejde med Polar. Det betyder desværre, at kropstemperaturmåling kun er kompatibelt med Polars app, eller den tilhørende Sennheiser-app (hvor man også kan konfigurer lydniveauer).
Til gengæld er pulsmålingen kompatibel med diverse apps og enheder.
I brug
Først og fremmest er lyden, som tidligere skrevet, helt fantastisk. Sprød og skarp, ligesom man vil have den. Det er nemt at tilpasse høretelefonerne så de sidder komfortabelt i øret og med ørefinden er det muligt at få dem til at sidde så godt, at nærmest al anden lyd lukkes ude. Man skal dog lige finde tricket til at få drejet høretelefonerne rigtigt på plads. Når først man har styr på det, sidder høretelefonerne helt kanon.
Støjreduktionen fungerer upåklageligt, både på hometraineren og i fitnesscentret, hvor jeg ikke har bidt mærke i henholdsvis lyden fra blæseren eller musikken i fitnnescentret. Til gengæld har jeg været mere udfordret af den ude på landevejen.
Når man slår støjreduktionen fra, aktiveres et par ydre mikrofoner, der opfanger omgivelsernes lyde. Det giver en voldsom og ubehagelig støj i høretelefonerne, når de ydre mikrofoner opfanger vindens susen. Et problem, som er mindre udtalt når man cykler med pandebånd, men det vil man jo ikke gøre på en sommerdag…
Man indstiller nemt på de forskellige funktioner i appen, eller ved at trykke på høretelefonerne. Både højre og venstre høretelefon er udstyret med trykfølsomme knapper, hvor man kan skrue op og ned for lyden, skifte sang eller ændre støjreduktionsindstilling. Det er muligt at tilpasse knapperne efter sin egen smag. Lyden styres smart ved bare at holde fingeren på den pågældende høretelefon (venstre for ned, højre for op), mens funktioner, eller skift af sang, sker ved 1, 2 eller 3 tryk.
Det er dog min oplevelse, at systemet kludrer i kommandoerne når man kommer over 2 tryk, ligesom man nemt kan komme til at trykke, eller justere ved lyden, når man “lige” skal rette høretelefonen til.
Tag pulsen
Det jeg har været mest spændt på, har været kvaliteten af pulsmåleren. Men pulsmåling fra øret fungerer overraskende godt – både til fitness og til Zwift. I hvert fald så længe man befinder sig i de lavere zoner.
Pulsen ligger tæt på den som registreres af mit brystbælte, dog viser Sennheiser konsekvent 2-4 pulsslag lavere end mit brystbælte (Wahoo Trackr). Så længe man cykler i de lave zoner, er der pulsen ret konstant, som man kan se på grafen herunder.
Til gengæld udfordres Sennheiser Momentum Sport når pulsen begynder at stige, og ved høj puls, eller pludselige stigninger, kan Sennheiser have svært ved at følge med. Der er ofte en latens tid i stigninger og fald. Særligt ved korte intervaller alla 40/20. Herunder er det grafer fra et Zwiftløb, pulsen halter bagefter, særligt på “nedkørslen”, hvor jeg slap trådet.
Samtidig er pulsen sårbar overfor høretelefonernes position i øret og bevægelser i ansigtet. Jeg har flere gange observeret pulsstigninger når jeg har spist på cyklen, hvilket har resulteret i ret markante spring, mens der tygges. Samtidig kan en grimasse eller det at tørre sig med et håndklæde skubbe til høretelefonerne og påvirke pulsmålingen. Eller som på grafen herunder, når man cykler ude og drejer hovedet med hjelm på. Her ser man, hvordan pulsen pludselig falder drastisk, fordi høretelefonen har ændret position.
Hvad er din temperatur?
Kropstemperaturmåleren har jeg haft sværere ved at bruge, da den kun er kompatibel med Sennheiser eller Polars app. En tommelfingerregel er, at de mest præcise temperaturmålinger foregår rektalt og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har dobbeltjekket, som jeg har gjort med pulsen… Men teknologien må formodes at være relativ veludviklet, da øretermometer er ret almindeligt til småbørn. Jeg kan dog konstatere, at min kropstemperatur ligger stabilt mellem 36,4 og 36,7, som har været de temperaturer Sennheiser har registreret under mine træninger, uanset hvor meget jeg har svedt eller hvor høj pulsen har været. Regulær varmetræning har jeg ikke udsat mig selv for i testperioden…
Benytter man Sennheisers app, kan man se både puls og kropstemperatur på samme skærm, som på billedet herover, hvilket egentlig er meget smart, nu hvor funktionen ikke lader til at have connectivity med tredjeparts apps eller devices.
En anden spøjs detalje er æsken, som høretelefonerne opbevares og lades i. Den er udstyret med et blødt gummi, som er meget lækkert, men som i den grad også tiltrækker snavs. Det gør, at den hurtigt kommer til at se ulækker eller snusket ud, efter at have ligget i lommen eller tasken. En detalje, som er lidt skuffende for et premium produkt.
Facit
Når alt det er sagt, så får man i Sennheiser Momentum Sport et par fremragende høretelefoner til cykling. Særligt e-cykling. Pulsmålingen er forholdsvis præcis, men er sårbar overfor bevægelser i ansigtet, hvilket jeg synes bør trække ned i den overordnede vurdering. Er pulsen ikke det primære data man bruger til sin cykeltræning, er udfaldende ikke et problem og noget, man fint kan leve med.
Lyden er fantastisk, men det koster også at få sprød lyd og god pasform i øret, og mon ikke at prisskiltet på 2.509 kroner vil afskrække de fleste. Konklusionen må derfor være, at Sennheiser Momentum Sport uden tvivl er et premium produkt, hvad angår lyd og pasform. Bruger du mange timer på hometraineren og i fitnesscentret, så er de værd at overveje, da du får pulsmåling med i købet. Der er dog risiko for udfald eller upræcise læsninger ved meget høj puls, men for de fleste af os, vil det næppe gøre nogen forskel alligevel. Derfor falder min vurdering på 4 ud af 5.
Info
Vurdering: 4/5. Bedst til: Indendørs træning. Pris: 2.509. Særlige funktioner: Puls- og kropstemperaturmåling. Mere info:www.sennheiser-hearing.com
Posted on: oktober 29th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Du har uden tvivl hørt om glæderne ved landevejscykling på Costa Brava, men regionen byder på meget mere og er det ultimative gravelparadis – især efterår og vinter.
ADVERTORIAL Costa Brava og området nord for Girona er bedst kendt for de fremragende asfaltveje, men baglandet er faktisk et sandt paradis for gravelryttere. Her finder du alle grusets glæder og kombineret med et mildt klima, gør det området til det ultimative gravelparadis om efterår og vinter.
Foto: Roger Salanova.
Med en uovertruffen kombination af gode faciliteter, gunstigt vejr, varieret terræn og stille grusveje er området ideelt for gravelentusiaster, der planlægger en cykelferie i årets sidste måneder, eller måske endda en graveltræningslejr.
Områderne omkring Roses og Banyoles byder på kilometerlange, uafbrudte grusveje, og hvis du søger den ultimative udfordring, er den 340 kilometer lange Pirinexus-rute perfekt for dig. Langs alle ruter finder du hyggelige hoteller og spisesteder, der fastholder lokale kulinariske traditioner, mens alle de nødvendigheder, en gravelrytter kunne få brug for, er tilgængelige undervejs.
Costa Brava Girona Tourist Board har udvalgt dedikerede verdensklasse gravelruter i hele regionen, som du kan bruge til at opleve gravelmagien på egen krop, eller som inspiration til at planlægge dit eget eventyr.
Med et mildt klima er efterår og vinter ideelle årstider til at udforske de stille grusveje, smukke middelalderbyer og det varierede terræn, der gør Girona og Costa Brava til en unik cykeldestination.
Tre gravel højdepunkter i Costa Brava
Pirinexus: For dem, der vil på gravelbikepacking
Hvis du leder efter det ultimative eventyr, er Pirinexus-ruten lige noget for dig. De 340 kilometer byder på det allerbedste, som Costa Brava har at tilbyde, og et utroligt varieret terræn. Det er nemt at finde gode hoteller og fremragende restauranter på ruten, hvor du også oplever en lille bid af Frankrig. Du kan tage turen over så mange dage, som du vil, men de lokale foreslår at gøre det til et 2-, 4- eller 6-dages eventyr. Perfekt til en cykelferie.
Foto: Roger Salanova.
Banyoles – Ordis: Farvel til landevejen
Hvis du har været i Girona med din landevejscykel, har du uden tvivl passeret gennem Banyoles. Men baglandet byder på fremragende grusveje, og den 57 kilometer lange rute til Ordis og tilbage igen, er perfekt til at lære området at kende og stifte bekendtskab med Costa Bravas grusveje.
The Traka: Premium gravelløb
Med så fantastisk gravelterræn afholdes der naturligvis flere gravelløb i området. Det største af dem alle er det berømte TheTraka, som uden tvivl kan kaldes det største og bedste gravelløb uden for gravelcyklingens hjemland, USA.
Foto: Roger Salanova.
La Santa Vall inviterer også gravelryttere til at få sig en fantastisk løbsoplevelse, mens Sea Otter Europe runder den officielle cykelsæson af med kombineret cykelløb og -festival.
Så hvad venter du på? Planlæg din gravejrejser til Costa Brava allerede i dag. Bliv inspireret til dit næste graveleventyr og find mere information lige her.
*Denne advertorial er købt og betalt af Costa Brava Girona Tourist Board
Posted on: oktober 28th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
VM i e-cykling blev kulmination på en intens uge for deltagerne, der alle blev fløjet til Abu Dhabi og det første MyWhoosh e-cyklings VM. Velomore var med på sidelinjen.
En intens uge for deltagerne ved VM i e-cykling i MyWhoosh kulminerede lørdag aften, da tyske Jason Osborne for anden gang i historien krydsede målstregen, som vinder af den virtuelle verdens regnsbuestriber.
Samlet i Abu Dhabi, var de 20 mandlige og kvindelige deltagere alle fysisk til stede for første gang, da MyWhoosh debuterede som værter for det 4. UCI verdensmesterskab i e-cykling.
Blandt forhåndsfavoritterne var den forsvarende mester, danske Bjørn Andreassen, der lige siden semifinalerne i MyWhoosh i september, har fokuseret benhårdt på VM-finalen.
“Jeg føler mig klar. Benene er gode og jeg har gjort alt hvad jeg kan for at optimere på både vægten, formen og udstyret. De sidste par dage har jeg nærmest kun levet af ris” lød det grinende fra Bjørn Andreassen, da vi mødte ham på hotelværelset i Abu Dhabi dagen før den store finale.
Og spændingen var til at tage og føle på hotel Novotel Al Bustan i De Forenede Arabiske Emiraters hovedstad, hvor både ryttere og journalister var blevet indlogeret. Cykler blev gennemtjekket og udleveret til UCI dagen før finalen, og landsholdsdragter skulle godkendes og vægten registreres om morgenen på finaledagen.
“Jeg skulle lige have mine Parentini-sokker dobbelttjekket af UCI-kommissæren” lød det grinende fra Andreassen, der endelig kunne sætte tænderne i hotellets french toast og pandekager, efter endt indvejning.
Køen var dog længst til kaffemaskinen, hvor den danske holdleder, Martin Wang Hjørngaard, nåede at stå flankeret af rytterkærester i tæt ved 10 minutter, for at få fat i nogle af de opkvikkende sorte dråber.
“Nu handler det bare om at få noget sukker i kroppen. Jeg venter med koffeinen til i aften, så jeg får maximal effekt af det til løbet” forklarede Andreassen, mens køen bag Hjørngaard blev længere og længere.
En sitren bredte sig efterhånden som rytterne blev mere fokuserede, og den lette snak som de havde haft dagene forinden, blev erstattet af nervøs latter og bestemte mimer.
Nu var det endelig blevet tid til den store live finale.
Selve VM-løbet og resultaterne af både herrernes og damernes løb kan du læse mere om her.
Det gyldne ryk
Spændingen var højspændt til det sidste. Forhåndsfavoritten Lionel Vujasin lagde sig komfortabelt i front af feltet pointmæssigt og lignede manden der skulle slås. Ved siden af Vujasin på scenen sad den danske forhåndsfavorit Andreassen, som gik ind til det første løb “the sprint” godt forberedt.
Forinden havde holdleder Martin Hjørngaard analyseret kvindernes spurt, der var blevet kørt en time tidligere og lagt en klar taktik for de danske ryttere Andreassen og Michael Knudsen. Desværre for Andreassen, blev pulsen nok lidt højere i spurten end han havde forventet. Lige som han fik bygget momentum hoppede kæden og hans fod røg ud af pedalen.
“Jeg tror bagskifteren eller gearerne har fået et tryk, da de har sat min cykel på, og så hopper kæden da jeg åbner min spurt. Det er mega ærgerligt, for det er naturligvis noget som jeg skulle havde tjekket under opvarmningen” fortalte en skuffet Bjørn Andreassen til Velomore efter løbet.
Som aftenen udviklede sig, kom Andreassen flot tilbage og endte i en mand mod mand kamp mod Lionel Vujasin. Placeret halvanden meter fra hinanden på scenen, kunne Vujasin råbe til Andreassen at han skulle føre i jagten på Jason Osborne, der stak af fra feltet i både løb 2 og 3. Tyskeren kørte et helt w/kg hurtigere end forfølgerne i den afgørende bakkespurt i løb 2, mens han i løb 3 kunne krydse målstregen som den første og score dobbelt point, og dermed kalde sig verdensmester for anden gang i historien, blot sølle 3 point for Lionel Vujasin, der endnu engang måtte se en stor e-cykling titel glide ud af hænderne.
“Det er mega ærgerligt. Vi opdager først for sent at han er kørt og så var der ikke så meget at gøre” forklarede Andreassen til Velomore efter løbet. “Vujasin siger at jeg skal føre, men han var jo foran på point, så jeg ser det lidt som, at det er ham som taber det hele på gulvet, fremfor at det er mig der mister noget”.
Omend aftenen ikke forløb helt som Bjørn Andreassen havde håbet, virkede han trods uheld og en heltemodig indsats for at komme tilbage, glad og tilfreds med resultatet, der viste sig at blive en fjerdeplads.
Vujasin virkede også glad for sin andenplads og måske mest af alt lettet over, at en stressende uge og et vellykket VM i MyWhoosh var overstået.
Til gengæld lod tyske Osborne ikke megen glæde skinne igennem på scenen. Backstage kunne han dog afsløre en kæmpe lettelse og stolthed over resultatet.
“Det har været et svært år for mig på landevejen, så at det her lykkedes er fantastisk. Jeg er 100% e-cykelrytter nu og at det kan lykkes at leve af det takket være MyWhoosh, er en drøm som går i opfyldelse” lød det fra tyskeren efter løbet.
Du kan læse mere om VM i e-cykling i næste nummer af Velomore, som er på gaden medio november.Her bringer vi en længere reportage fra selve eventet og dagene op til, hvor vi bl.a. kigger bagom rytternes oplevelse og hvor stor en produktion det egentlig er, at stable et live e-cykelløb på benene.
Posted on: oktober 18th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Super bar er navnet på nye energibarer fra Chimpanzee og de 100 mg koffein skal nok give et godt spark i røven.
Med 100 mg koffein pr. bar, har Chimpanzee lanceret en ny energibar som i den grad giver et spark. Super bar er navnet og de kommer i 2 forskellige smagsvarianter, som vi har haft fornøjelsen af at teste dem begge.
Som altid med Chimpanzee, består de nye energibarer af naturlige ingredienser og derfor er barerne baseret på en base af dadler, cashewnødder og rosiner, krydret med bær eller kakao for at opnå de to smagsvarianter Jelly Berry og Cocoa Muffin.
Hver bar vejer 55 gram og det giver et næringsindhold på ca. 200 kalorier fordelt på 7,7 gram fedt, 32,4 gram kulhydrat, 4,7 gram protein og 5,3 gram fiber. De 100 mg koffein kommer fra guarana og er tiltænkt at give barerne et ekstra skud energi.
Smagsoplevelse
Indpakningen er nem at få op mens man sidder på cyklen. Det er ret tydeligt at se, at der er tale om en bar baseret på daddel og det er altid rart at kunne se, hvad en energibar består af, synes jeg.
Konsistensen er som en klassisk daddelbar og er en fin mellemting mellem blød og hård. Smagen er forholdsvis subtil for Jelly Berry, hvor bærsmagen nærmest kommer snigende, mens Cocoa Muffin har en behagelig og kraftig smag af kakao.
Med det blandede næringsindhold, er det oplagt at indtage barerne før træning. I testperioden har jeg primært spist dem før tidligere træninger eller træninger, som har ligget lang tid efter et hovedmåltid. Her har de givet et godt energiboost og øget mental friskhed.
Jeg har dog ikke været ude på længere ture, hvor det har givet mening at indtage energibarer eller koffein, men jeg forestiller mig, at de vil være rare at have med i lommen på ture over 2 timer.
Personligt vil jeg være påpasselig med at indtage barerne sidst på dagen, da 100 mg koffein trods alt får indvirkning på søvnen. Selv foreslår Chimpanzee, at man bl.a. kan spise barerne efter træning, men her er så stor en dosis koffein heller ikke ideel. 100 mg koffein er trods alt mere, end hvad man finder i en almindelig kop kaffe eller en 250 ml Red Bull, så det er bestemt en mærkbar mængde – og en mængde der giver mening i en snack før træning, eller en energibarer til de hårde eller lange cykelture.
Personligt kan jeg bedst lide Cocoa Muffin varianten, men uanset hvilken man vælger, får man en velsmagende bar, som ikke gør nogen fortræd (medmindre du er allergisk overfor dadler og nødder).
BEMÆRK AT DU SOM VELO+ MEDLEM AF VELOMORE SPARER 40% PÅ ENERGIBARER FRA CHIMPANZEE.
Eneste minus jeg kan komme i tanke om, er næringsindholdet. Jeg havde gerne set et større kulhydratindhold ud fra tesen om, at man behøver 60 gram kulhydrat i timen for at præstere optimalt på rolige ture. Her vil jeg nødig spise 2-3 energibarer med 100 mg koffein hver…. Men det hører trods alt mere i kategorien personlige holdninger, snarere end barernes reelle performance.
Info
Vurdering: 4/5. Smagsvarianter: Jelly Berry og Cocoa Muffin. Pris: 300 kr. pr. kasse (20 barer). Mere info:www.chimpanzeebar.com
Posted on: oktober 15th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Når der senere på måneden køres VM i e-cykling bliver det for første gang i platformen MyWhoosh. Er du god, er det faktisk muligt at leve af at køre e-cykelløb i selvsamme platform.
Nu kan du blive verdensmester i e-cykling og rig på samme tid. Okay, måske ikke ligefrem rig, men er du tilpas god, kan det næsten lade sig gøre at leve af at køre virtuelt cykelløb i jagten på regnbuestriber. I hvert fald hvis du gør det i platformen MyWhoosh, som de næste 3 år skal afholde VM i e-cykling. Der hersker vist ingen tvivl om, at Zwift indtil nu har siddet tungt på e-racing scenen, men ude i kulissen står MyWhoosh klar til at stjæle rampelyset.
Med spidse albuer og penge på lommen, har MyWhoosh i rekordfart bevæget sig frem i feltet af e-trænings- og løbsplatforme. Godt bakket op af en svulmende pengetank i de Forenede Arabiske Emirater.
Ved en stort anlagt pressekonference i Abu Dhabi tilbage i januar, blev det offentliggjort, at UCI og MyWhoosh indgår et større samarbejde, som udover at gøre MyWhoosh til VM-værter, også betyder, at platformen bliver officiel partner for alle UCI’s landevejs mesterskaber.
”Vi er imponerede over den udvikling der er sket i løbet af de sidste fire år. De ca. 300 ansatte hos MyWhoosh har vist, at de kan levere hurtige og gode forbedringer. E-sport er vigtigt i forhold til at udvikle cykelsporten, så dette er en god mulighed for UCI og MyWhoosh til at vise vores evner sammen” sagde UCI-præsident, David Lappartient, tilbage i januar til Velomore.
GRATIS
MyWhoosh adskiller sig fra Zwift på nogle få, men ret afgørende punkter. Først og fremmest er platformen gratis at benytte, så du behøver som bruger ikke at have penge op af lommen for at være medlem eller benytte platformen. Samtidig er de fleste funktioner gratis at benytte, men det er muligt at købe sig til virtuelt udstyr (lidt som man kender det fra Counter-Strike) eller tidligere adgang til nye verdener.
Sekundært, afholder MyWhoosh hver måned en fast løbsserie, Sunday Race Club, der som navnet antyder, køres hver søndag, med over en halv million kroner i præmiepenge HVER måned. For at kunne deltage skal man lave en såkaldt ’performance verification’, som i bund og grund er en powertest, for at dokumentere, at man rent faktisk kan træde de watt man nu engang gør. Til gengæld får man mulighed for at køre med om forholdsvis store præmiesummer hver søndag – på tværs af alle 4 kategorier og begge køn.
Tredje afgørende forskel fra Zwift er, at MyWhoosh har en mere aktiv tilgang til fair væddeløb i deres platform. Udover den obligatoriske verificering for at kunne køre med om præmiepenge, foretager MyWhoosh løbende dataverificering undervejs i løb og kan bl.a. diskvalificere ryttere i realtid, altså før en eventuel snyder når at påvirke udfaldet af et løb.
Bliver man taget i at snyde, bliver ens hardware, altså hometrainer og sekundær wattmåler, blokeret fra MyWhooshs platform – for evigt.
Sidste afgørende forskel, er at MyWhoosh stiller større krav til brugerens hardware, hvor Zwift er mere tilgængelig på tværs af enheder. MyWhoosh har valgt en anden tilgang til bl.a. grafik og spilmotor, hvorfor MyWhoosh stiller større krav til din computer eller enheds ydeevne, hvorimod Zwift, moderer spillet efter din enheds ydeevne og i øvrigt kører det meste fra en ekstern server, i stedet for lokalt på din enhed, kort forklaret… Der for kan man desværre ikke køre MyWhoosh på ældre computere, tablets eller smartphones, hvilket desværre vil udelukke en del brugere fra at kunne benytte platformen.
ET INNOVATIVT LØBSFORMAT
VM i e-cykling har hidtil været afholdt i Zwift, hvor man skiftevis har kørt på en af Zwifts faste ruter, og dels har kørt på en simulation af virkelighedens landevejs VM-ruter. Men med de nye værter bliver VM-formatet ændret. Selve verdensmesterskaber bliver afholdt som et live event sidst i oktober, hvor alle de 20 deltagende mænd og kvinder flyves til Abu Dhabi på MyWhooshs regning. Bl.a. deltager danskerne Michael Knudsen og den forsvarende verdensmester Bjørn Andreassen.
Her skal de igennem en knap timelang finale, der byder på 3 interessante løbsformater, hvor deltagerne undervejs samler point til titlen som verdensmester. Intentionen bag det nye løbsformat er at gøre e-cykling til sin ’egen’ disciplin, snarere end en simulering af virkeligheden, hvor rytteren med den mest ideelle powerprofil relativt til løbsruten vinder til sidst.
Derfor lægger løbsformatet op til en højere grad af taktik og giver desuden en vis fordel til nationer, som formår at kvalificere mere end en rytter til finale eventet. Første løb i finalen bliver af ca. et kvarters varighed og skal køres på en 1,7 kilometer lang rute. I løbet af de 15 minutter skal deltagerne forsøge at sætte den hurtigst mulige tid på et 300 meter langt sprintsegment. Der tildeles point efter hurtigste tider.
Andet løb byder på en 9 km lang rute med 3 steder hvor der kan scores point. Ruten består af en sektion med let rullende bakker, før en længere stigning, som forventes vil vare omkring 4 minutter, før en kort nedkørsel og et fladt indløb mod målstregen. I dette løb kan der scores point i bunden og på toppen af stigningen og igen på målstregen. Tanken med dette løb er, at deltagerne skal gøre sig overvejelser om hvor de kan score flest point.
Skal en sprinter f.eks. satse på spurten i bunden af bakken, eller håbe han kan overleve en 4 minutters forcering. Tredje og sidste løb finder sted på en 4 km lang rute, der skal køres af 4 omgange. Der gives point på målstregen på hver omgang, med dobbelt point på sidste omgang. Ruten er flad, med en kort stigning op mod mål, som MyWhoosh forventer vil tage 15 sekunder i fuld spurt. Dette format ligger igen op til en dosering af kræfterne. Rytteren der samlet akkumulerer flest point udråbes til verdensmester.
”Håbet er at skabe et mere åbent verdensmesterskab, der henvender sig til flere forskellige typer af rytterprofiler. Vi vil gerne skabe et spændende format, hvor der er usikkerhed om udfaldet helt indtil sidste løb” forklarer Race Control og Event Manager hos MyWhoosh, Matt Smithson, til Velomore og fortsætter: ”Derfor bliver det et unikt rutedesign til VM. En e-cykling specifik rute, som ikke skal imitere verden udenfor, men bare være helt sin egen”.
SNYD!
Den nok største udfordring i e-cykling, særligt med så store summer på højkant som i MyWhoosh, er deltagere som snyder. På alle niveauer af cykelløb i Zwift er snyd velkendt. Alt fra den helt simple med at sænke vægten, over manipulation af wattmålere, til ligefrem at ændre i hardware og funktionalitet for at booste sin egen performance, er set i Zwift på alle mulige niveauer.
MyWhoosh har med hjælp fra bl.a. AI indbygget et automatisk overvågningssystem i softwaren, som trækker på data fra rytterne på UAE Team Emirates og brugerne i MyWhoosh. MyWhoosh kan både under og efter events analysere dine præsterede watt op imod World Tour-rytterne, og på den måde identificere personer, som præsterer på et bemærkelsesværdigt højt niveau og sanktionere herefter. Det samme gælder vægt.
Efter hver Sunday Race Club finale den sidste weekend i måneden, har man knap en time til at veje sig selv og indtaste sin vægt, som bliver gældende for den næste måneds løb. Bliver man flagget for at præstere på noget nær World Tour-niveau, opfodres man af MyWhoosh til at lave en opdateres Passport Test og er man virkelig god, flyves man til Abu Dhabi for at køre en test på MyWhooshs hovedkontor og udstyr.
Bl.a. sådan fik australske Michael Vink sin kontrakt med UAE Team Emirates, da hans watt-tal viste sig at være på World Tour-niveau, og tilmed endnu bedre ved testen i Abu Dhabi, end hjemmefra. Søndagen før vores besøg i Abu Dhabi i januar, blev de to velkendte e-cykling profiler Lionel Vujasin og Michal Kaminski diskvalificeret fra Sunday Race Club finalen, fordi deres gentagne høje power output i et hårdt kørt løb, var bedre end det, de fleste World Tour-ryttere kan præstere, eller i hvert fald en anden måde at køre cykelløb på, end det der kræves af en World Tour-rytter.
Det resulterede i en tur til Abu Dhabi for duoen, der begge var i stand til at gentage deres imponerende præstationer i MyWhooshs faciliteter. En historie, som du kan læse mere om med en hurtig Google-søgning.
VEJEN TIL VM ER GULDBELAGT
Drømmer du om digitale regnbuestriber, så havde du chancen for at kvalificere dig tidligere i år. Der er to veje til VM i Abu Dhabi: Enten skal man udtages som en del af Danmarks Cykle Unions officielle landshold (som både Michael Knudsen og Bjørn Andreassen var det), eller også skal man følge den åbne kvalifikation. VM-kvalen bliver delt op i to afdelinger – et decideret kvalifikationsløb og en semifinale for 150 ryttere.
Den åbne kvalifikation blev kørt i september, hvor MyWhoosh stod for at fordele 20% af pladserne til semifinalen, mens de resterende 80% gik til de nationale forbund. Landsholdenes størrelser blev baseret på præstationerne ved de foregående verdensmesterskaber, hvilket gav hele 10 pladser til Danmark. Fra semifinalen gik de 20 bedste mænd og kvinder videre til livefinalerne senere denne måned, hvor altså det lykkes for Knudsen og Andreassen at kvalificere sig.
”Det bliver et innovativt format. Kort og intenst. Vi vil forsøge at gøre antallet af deltagende ryttere bredere med flere nationaliteter og en interessant kvalifikation for almindelige mennesker. Vi vil gerne bryde grænserne ned og særligt nå ud til unge og dem, som ikke har taget den mere traditionelle vej ind i cykelsporten” forklarede Head of Innovation hos UCI, Michael Rogers, til Velomore i januar.
Selvom guldet måske ikke venter på dig for enden af regnbuen, har du stadig chancen for at blive rig på vejen dertil. Sunday Race Club er det bedste sted at lære MyWhooshs dynamik at kende og med tusindvis af præmiepenge på tværs af alle kategorier, og for begge køn, hver søndag, må man sige, at incitamentet for at tage chancen er stort, særligt hvis du er kvinde.
”Vi har et vanvittigt stort budget til præmiepenge hver søndag, men hos kvinderne har vi aldrig oplevet at skulle udbetale det hele. Så hvis man er kvinde, er der altså virkelig noget at køre for” slutter Matt Smithson.
Posted on: oktober 10th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Vi er logget af Zwift og hoppet ind i Rouvy for at se hvilke lyksaligheder simulationen har at byde på, når tiden på smarttraineren skal fordrives.
Lad det være sagt med det samme. Jeg er stor fan af Zwift og tilbringer ugenligt mange timer i det animerede univers henover vinteren. Det var derfor en fin adspredelse at stifte bekendtskab med Rouvy da muligheden opstod. Men tillad mig at undskylde på forhånd, for det er svært ikke at trække paralleller mellem de to platforme, så bær over med mig.
Rouvy er, ligesom Zwift, en online trænings- og løbsplatform. Men der hvor de to fundamentalt adskiller sig fra hinanden, er deres måde at simulere cykeloplevelsen på. Hvor Zwift er 100 % animeret og i høj grad også gamificeret (bl.a. ved hjælp af power ups), er Rouvy en klassisk simulation, hvor man kører en rute fra virkeligheden, til en optagelse af virkeligheden, med simulering af stigningsprocenter.
Rouvy har krydret de virkelig optagelser ved at lægge deres grafik henover i form af bannere, målportaler og ryttere. Det giver en høj grad af genkendelighed, når man kører steder man har været før i den virkelige verden, og er desuden oplagt som forberedelse til rejser eller Gran Fondo’er.
Rouvy er forholdsvis simpel at gå til og første gang man logger på, er det sjovt at bruge tid på at tilpasse sin avatar. Man har et lille udvalg af trøjer, cykelshorts og cykler. Det er muligt at customise med farver, men sammenligner man med Zwift, er udvalget ret begrænset og funktionen virker mere som om at den er der, fordi andre platforme også har den. Der er fire cykler at vælge imellem, hvoraf to af dem er fra virkelighedens verden. Det samme gælder med andet udstyr, såsom hjelme.
Det er dog muligt at unlocke nyt udstyr henad vejen, ved hjælp af de credits man optjener når man cykler. Lidt ligesom i Zwift. Og ligesom i Zwift, stiger man også i level efterhånden som man får mere erfaring. Der er i alt 10 levels, med hver 10 niveauer, så reelt er der tale om 100 levels.
Køreoplevelse
Er man til simulering af virkelige ruter er Rouvy lige noget for dig. Det er sjovt at køre steder man kender virkelig godt og app’en fungerer faktisk også rigtig godt som route recon. Jeg blev straks taget tilbage til flere fremragende ture i Alperne, da jeg kørte Croix-de-Fer i Rouvy og det er sjovt, hvordan man sidder og venter på det sving, eller den der rampe, når man kører de forskellige ruter.
Ens rytter kan sidde på hjul og få læ af andre, og en smart feature i Rouvy er, at der er en draft-bar øverst på skærmen som viser, hvor meget læ man pt. får fra den foran kørende. Når man starter en rute kan man vælge at køre alene, eller man kan vælge at have følgeskab af op til flere bots, så man ikke har oplevelsen af at køre alene og samtidig kan få lidt læ undervejs.
For modsat Zwift, er der mindre trængsel på vejene i Rouvy og man savner egentlig lidt det sociale aspekt, der fylder forholdsvis meget i Zwift. I løbet af min 3 måneders testperiode, mødte jeg enkelte gange andre ryttere, men det var som skibe i natten uden nogen interaktion. Man kan se i ruteoversigten hvilke ruter der benyttes af andre. Men da alle ruter er A til B og ikke free ride som i Zwift, skal man enten starte samtidig som de andre, eller forsøge at indhente dem.
Jeg har spurgt Rouvy om, hvor mange aktive brugere de har, hvilket de ikke ville oplyse. Jeg er dog nået op i level 19 i løbet af testperioden i løbet af 38 timer, hvilket er længere end 85 % af platformens brugere er nået, så det i sig selv er en imponerende bedrift og vidner om, at der nok ikke er specielt mange brugere eller at de bare ikke kører særligt meget derinde.
Hvad angår valg af udstyr, har man som sagt 4 cykler at vælge imellem. Herfra kan man unlocke et par andre cykler ved hjælp af credits man optjener. Det kræver dog VIRKELIG mange timer i platformen og efter 3 måneder er jeg ikke engang halvvejs mod at havde sparet op til at unlocke en ny cykel. Samtidig er level systemet svært for mig at gennemskue og vist nok baseret på kadence? Det er i hvert fald ikke levels og unlock af goodies som skal drive motivationen for at fortsætte en halv time ekstra i Rouvy.
Rouvy vs. Zwift
En decideret sammenligning er svær at komme udenom. I sidste ende skal man gøre op med sig selv, om man er mere til simulation af virkelige ruter, fremfor det mere gamificerede miljø i Zwift. Her råder Rouvy til gengæld over et imponernede stort katalog af ruter man kan køre og tilmed optaget i virkelig god kvalitet. Omvendt, savner man lidt den open world opbygning, som Zwift har, hvor man kan køre rundt i en verden. I Rouvy skal man skifte fra rute til rute og man kan nemt komme vidt omkring i løbet af et par timer.
Et andet aspekt der adskiller de to platforme markant, er det sociale element. Hvor Zwift har et stort community og en aktiv gruppechat (til tider for aktiv), er man mere Palle alene i Rouvy. Det er fint, hvis man blot ønsker at fokusere på sin træning.
Et sidste element jeg vil fremhæve i sammenligningen med Zwift, er den indbyggede motivation til at blive ved. Jeg har ikke helt gennemskuet hvordan man tjener erfaringspoint og credits i Rouvy. I Zwift ved man hvordan og hvornår man tjener XP til levels og drops til at handle i det store udvalg i shoppen. Men den indbyggede motivation savner jeg i Rouvy og funktionerne virker mest af alt til at være der, ja fordi det har de andre ogs.
Løbsdelen må jeg ærligt indrømme at jeg ikke har prøvet, da udvalget af løb med deltagere nok til, at det gav mening, har været for begrænset og aldersforskellen mellem mig og de andre deltagere har været tæt op 40 år. De har tidligere eksperimenteret med løbsformater og bl.a. haft en online udgave af Vuelta a Espana, hvor de endte med at sende de 5 bedste ryttere videre til et live event i forbindelse med sidste etape i Vueltaen. De har også næsten lige offentliggjort et samarbejde med LIDL-Trek, så platformen forsøger at gøre sig selv mere interessant og byder på nogle unikke muligheder, som Zwift og MyWhoosh ikke har.
Brugenvenlighed
Sidste, men ikke mindst vil jeg fortælle om min oplevelse da testperioden var færdig. Jeg blev udrustet med et 3 måneders gratis abonnement på Rouvy, men var bl.a. nødt til at indtaste mine dankortoplysninger. Fint nok. Da prøveperioden nærmede sig sit ophør ville jeg naturligvis opsige mit abonnement, men det skulle vise sig at være mere end almindeligt besværligt. Hvor Zwift har en nemt og simpel metode til at opsige eller sætte sit abonnement på stand-by, skulle man ved Rouvy igennem tæt ved 20 forskellige spørgsmål, hvoraf de fleste var noget alla “Er du sikker?, er du helt sikker? Er du sikker sikker? Bombersikker???”.
Og ja, jeg skal ærgerligt indrømme at jeg troede jeg havde opsagt mit abonnement, så forestil dig min overraskelse da der tikkede en kvittering ind for en måneds forlængelse. I andet forsøg lykkedes det at komme igennem den vedvarende strøm af tiggende formaninger til at blive, men oplevelsen trækker ned i den samlede vurdering. En online cykelplatform må acceptere at brugerne forsvinder periodevis når udesæsonen starter, og derfor skal det være nemt at sætte sit abonnement på pause eller opsige.
Facit
Rouvy er et forfriskende pust omend der stadig er lang vej op til konkurrenterne Zwift og MyWhoosh. Rouvy er et fint alternativ og perfekt til de, som vil have simulering, fremfor “computerspil”, som de to førnævnte platforme. Var jeg laserfokuseret på at forberede mig til eksempelvis La Marmotte, ville jeg nyde at kunne lære stigningerne at kende.
Men hører man til de af os, som kører flere timer ad gangen, kan Rouvy godt gå hen og blive kedelig og triviel. Til det, er der ikke nok indbygget motivation til at holde dampen oppe, og når man har kørt simulationen af Alpe d’Huez et par gange, begynder den også at blive kedelig. Men skulle jeg kun have 1 times effektiv træning, så ville jeg nok hellere køre Rouvy end Zwift, for at være ærgerlig.
Der mangler stadig lidt fintuning hist og her af interface og brugervenlighed og især den bøvlede opsigelse trækker ned i min vurdering. Jeg lander derfor på 4, da Rouvy bestemt er et friskt pust, men desværre heller ikke mere end det. Platformen vil helt sikkert være et hit hos dem, som bare gerne vil så tæt på at cykle udenfor, uden alle de smarte dikkedarer som Zwift og MyWhoosh har at byde på. Og jeg håber inderligt, at Rouvy får den økonomiske støtte der skal til, for at kunne klare sig i konkurrencen mod giganten Zwift og finansielt stærke MyWhoosh.
Der er 14 dages gratis prøveperiode på Rouvy, så man kan selv gøre sig sine egner erfaringer med platformen, som i øvrigt koster ca. 104 kr om måneden, hvilket er knap 50 kr. mindre end Zwift.
Info
Vurdering: 4/5. Abonnementspris: 104 kr. Mere info:www.rouvy.com
Er du ny i Zwift eller har sommeren været så lang, at du helt har glemt hvordan man gør, giver Velomore dig her en guide til at komme godt i gang med e-cykel platformen.
Det er blevet efterår, og dermed også både koldere og kortere dage, hvilket betyder, at det er blevet tid til at rykke ind i hulen, tænde computeren og straffe cyklen (og dig selv) på smarttraineren. Det er blevet tid til e-sport cykling og Zwift.
FÅ DEN FØRSTE MÅNED I ZWIFT GRATIS VIA LINKET HER. GÆLDER KUN FOR DE FØRSTE 5 DER BENYTTER TILBUDDET.
Der findes masser af platforme derude med hver sit unikke element. Her på Velomore er vi store fans af platformen Zwift, som flere af vores skribenter er aktive brugere af og som vi godt tør sige, er den mest populær blandt danske motionister.
Men hvordan kommer man egentlig i gang med at “zwifte”, hvis man er hel grøn i online universet? Det giver vores chefredaktør og zwifter par excellence, Nikolaj Hebsgaard, her en guide til. Men først…
Hvad er det der er fedt ved Zwift?
Zwift skiller sig ud fra mange af de andre online træningsplatforme ved at være mere gamificeret (som det hedder med et smart ord). I stedet for at køre rundt i en simulering af en virkelig rute eller løb, kører man i stedet i en 100% animeret computerspilsverden, som naturligvis giver et computerspils-look og oplevelse. Zwift har udviklet sin egen fysik, der forsøger at simulere vores virkelige verdens dynamik med vindmodstand og tyngdekraft.
Det betyder, at når du cykler i Zwift vil du opleve læ (det der hedder draft) når du kører bag andre ryttere, og gearerne bliver tungere eller lettere at træde når terrænet enten stiger eller falder. For mig er Zwift fedt netop pga. denne kombination. Jeg bruger relativt mange timer i platformen og skal jeg sidde indenfor og dunke time efter time i et kunstigt miljø, vil jeg faktisk gerne have computerspils looket, frem for en 1:1 gengivelse af det jeg går glip af udenfor. Der kan være delte meninger herom, hver sin smag og alt det der…
Zwifts fysik giver desuden en interessant dynamik, der ikke er helt lige den i virkeligheden, hvilket især kommer til udtryk i cykelløbene. Zwift har ydermere tilføjet et spilelement i form af power ups (PU) der giver en kortvarig fordel og dermed tilføjer et decideret spilelement til de løb, hvor PU’s er slået til. Så linjen mellem virkelighed og spil er trukket rimelig markant op i Zwift.
Hvordan kommer jeg så i gang?
Når du endelig har truffet beslutningen om at give dig i kast med Zwift, er der nogle få nødvendige ting du har brug for: En hometrainer (som helst skal være en smarttrainer), en cykel og en enhed der kan køre programmet, eller app’en om man vil. Det være sig en pc, tablet, AppleTV eller smartphone.
Zwift kører via din enhed og forbindes med enten din smarttrainer eller wattmåleren på din cykel. For at få den bedste oplevelse vil jeg anbefale en smarttrainer. De har indbygget wattmåler og kan desuden simulere draft og terræn. Bruger du samme cykel ude som inde, kan du tilmed forbinde din wattmåler med Zwift og lade smarttraineren simulere fysikken, så du får watt fra samme kilde inde og ude.
Så en enhed til at køre Zwift, en cykel og en smarttrainer and you are good to go. Zwift tilbyder en prøveperiode hvor man får mulighed for at komme ind og snuse til platformen. Prøveperioden giver XX antal kilometer eller timer man kan bruge på at udforske det nye univers, før det koster penge at bruge platformen. Sidste år hævede Zwift priserne, så det nu koster 150 kr. (20 euro) om måneden at pine og plage sig selv, eller lige knap 1.500 kr. for et år.
Få den først måned i Zwift gratis ved at følge linket her. Tilbuddet gælder kun for de 5 første.
I tillæg til de tre ting nævnt herover, vil et godt Zwift-setup desuden have en eller anden form for afkøling. Da man ikke har naturlig vindafkøling som udenfor, sveder man markant mere når man zwifter. Så en eller to blæsere til at få luften til at cirkulere vil jeg mene er essensielt – ellers koger du over ret hurtigt og får en dårlig oplevelse.
3, 2, 1 GO!
Hver gang du logger på Zwift vil du først blive mødt af en skærm der beder dig om at parre wattmåler, smarttrainer, pulsmåler og kadence måler med programmet. Når det er gjort, bringes du videre til hovedmenuen, hvor du kan vælge hvilken af de tre, på dagen tilgængelige, verdener du vil køre i samt rute. Du kan desuden vælge om du vil køre et workout, et event, køre med en pacepartner eller køre med en anden rytter som allerede er inde i spillet, udover naturligvis bare at køre frit som du lyster.
Zwift tager udgangspunkt i hovedøen, den fiktive verden Watopia, hvorfra man kan køre rundt på et større system af veje og et bredt udvalg af forskelligt terræn. Men Zwift har også verdener i London, Yorkshire, Richmond, Innsbruck, Paris, Frankrig og et fiktivt Japan, kaldet Makuri Island, man kan udforske. Der er dog maximalt tre verdener tilgængelig om dagen. Watopia kan man altid køre og så roterer de resterende verdener et par gange om måneden.
Når man har valgt verden og rute, samt eventuelt om man vil køre et workout eller ej, trykker man kør og kommer frem til ens avatar, som pænt står i vejkanten og venter på at man begynder at træde i pedalerne. Jo mere man yder, jo hurtigere kører ens avatar. Når du holder stille kan man trykke en menu frem, hvorfra man kan gå videre til indstillinger, hvor man kan justere grafik, lyd og hvor meget Zwift skal simulere stigninger.
Simuleringen er en bar man kan justere på og vælge fra 0 – 100% simulering. Ved 0% er det gearingen på cyklen der bestemmer modstanden uanset terræn, mens det ved 100% simulering er Zwift der simulerer stigningsprocenter og fald med 100% nøjagtighed. Det kan godt være hårdt hvis man kommer ind på 16% stigningen op til radiotårnet, skulle jeg hilse og sige.
Standard setting er 50% simulering, hvor Zwift kun simulerer 50% af de faktiske stigningsprocenter, og det er mit indtryk, at de fleste kører med belastningen her omkring eller lidt lavere. Fordelen ved 50% simulering er, at man ikke behøver at skifte mellem stor og lille klinge hver gang der kommer en stejl bakke eller et bjerg, og man får også brugt mindre af sin kassette. Kører man ræs, vil man desuden opleve at løbe tør for gear på nedkørslerne ved 100% simulering, ligesom man ville gøre det i virkeligheden.
Køb din drømmecykel
I menuen kan man også gå i sin “garage” eller i shoppen. Sidstnævnte er stedet hvor man “køber” cykler og hjul. De skal, modsat Counterstrike og mange andre spil, IKKE betales med cold cash. I stedet optjener du drops – sveddråber – når du cykler. Disse drops bruges som valuta når der skal opgraderes til den virtuelle drømmecykel. Der er efterhånden et stort udvalg af cykler og hjul, alle fra virkelige brands, så drømmer du om Canyons Aeroad eller løber mundvandet når du ser en Specialized Aethos med Lighweight hjul, kan du svede dig til sådan et setup i Zwift.
Garagen er der hvor dine cykler og hjul opbevares. Det er også her du kan customize din avatar. Man kan selv bestemme udseende ved at vælge frisure, ansigtsbehåring og hudfarve. Der er desuden en lang række trøjer, sokker, handsker, sko, hjelme og briller at vælge imellem.
Er man helt ny er udvalget begrænset. Man skal køre sig til de gode ting. Alle cykler og hjul har forskellig vægt og aerodynamik, der giver fordele og ulemper i forskelligt terræn, så det er ikke helt ligegyldigt hvad man vælger, afhængig af hvilket terræn eller løb man vil køre. Mere udstyr bliver tilgængeligt efterhånden som man stiger i levels, hvilket man gør ved at køre kilometer. I starten stiger man hurtigt, men det bliver eksponentielt sværere indtil man rammer loftet ved level 60. Hvert level udløser nyt udstyr, enten direkte i din garage eller i shoppen. Trøjer kan man desuden få ved at deltage i forskellige events. De fleste hold eller arangørerer af group rides har en unik trøje man kun kan få ved at deltage i deres event. Eksempelvis Danish Bike Riders (DBR), som forærer en virtuel trøje til alle som gennemfører deres group rides.
Ride on!
Nu skulle du gerne være klædt på til at komme i gang med Zwift. Log på, klik i pedalerne og kør derud af. Der findes masser af guides til de mange features i Zwift rundt omkring på nettet, især Zwiftinsider.com er god at konsultere. Der er desuden en mobilapp – Companion App – , som kan bruges som kontrolenhed når du kører. Herfra kan du give “ride ons” til andre ryttere, vinke, dreje til højre og venstre når vejen deler sig, skrive chat beskeder m.m.
Men tjek det hele ud. Med denne guide i hånden burde du være klædt fornuftigt på til at gøre dine egne erfaringer med Zwift. Det er ikke så svært, når man først kommer i gang. Til gengæld venter der timevis af sjov og god træning.
Ride on!
Zwift ordbog Herunder får du en ordbog med noget af den mest almindelige Zwift lingo:
Companion app: En medfølgende mobil app der fungerer lidt som kontrolenhed når først du er i Zwift. Via app’en kan du tilmelde dig events, skrive chat beskeder, give ride ons, vælge om du vil dreje til højre eller venstre, tage screenshots, vifte med albuen osv.. Mange af de samme funktioner kan man også inde i Zwift app’en via tastaturet eller ved at trykke på skærmen, afhængig af hvilken type enhed du kører med. Men comp. app’en er et fint supplement hvis du er langt fra tastaturet eller kører på en tablet. Eneste app’en kræver er at du er på samme wi-fi som den enhed du kører Zwift på.
Draft: Den læ du får når du sidder på hjul af andre.
Pacepartner: Bots der kører rundt på Watopia med en fast intensitet. De kører efter w/kg og der er fire bots man kan følge, som hver kører med en forskellig intensitet. Det er ret populært og pacepartnerne har altid en gruppe omkring sig. En bonus er desuden, at man tjener drops hurtigere når man kører med dem.
Workout: Træning som oftest køres i ERG-mode, hvor programmet selv holder belastningen og du kun behøver at tænke på at træde. Der er mange workouts at vælge imellem og endda træningsplaner man kan følge. Har man selv en træner, kan Zwift importere dagens workout fra ens profil på Trainingpeaks.
Ride ons: Zwifts svar på kudos eller synes godt om’er. Viser sig som en blå tommelfinger der hopper ned i baglommen på ens avatar. Man kan give ride ons til alle og få fra alle. Det er en sjov måde at hilse på og svarer vel til at vinke ude på landevejen. Bruger man companion app’en, kan man tilmeld give ride ons til alle indenfor en hvis radius af ens avatar.
Velomore.dk anvender cookies til at optimere din oplevelse på vores hjemmeside, statistik & analyse af trafik samt til markedsføring. Ved at klikke OK godkender du brug af cookies.
Seneste kommentarer