Author Archive

Velomore tester MNSTRY Jelly

Posted on: november 26th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Tyske MNSTRYs seneste bud på et energiprodukt går under navnet Jelly og er lidt en mellemting mellem marmelade og gel.

Jelly er en meget passende beskrivelse for MNSTRYs nyeste bud på et energiprodukt. Konsistensen er mere marmelade end gel, uden rigtig at være nogen af delene. Konsistensen er hen ad Maurtens gels, omend knap så fast i det.

Som alle andre MNSTRYs produkter, er Jelly baseret på Energy Unit systemet, hvor hvert produkt indeholder 40 gram kulhydrat. Det er i blandingsforholdet 1:0,8 mellem glukose og fruktose, hvilket er den optimale ratio i forhold til, at gøre rytteren i stand til at optage mere end 90 gram kulhydrat i timen. Jelly kommer i smagsvarianterne neutral, rabarber og granatæble, hvoraf vi har testet rabarber og neutral.

Det er i øvrigt værd at nævne, at Jelly har et forholdsvis lavt indhold af salt, så nemt kan kombinere med det andre, mere saltholdige produkter.

På landevejen

Jeg har bl.a. testet Jelly i Haute Route Alps og naturligvis også på træningsture herhjemme. Energimæssigt er der ikke noget at komme efter. Jelly optages nemt og hurtigt, uden at det giver maveproblemer selv når man oppe på 3 enheder i timen.

Smagen er dejlig behagelig på begge de testede varianter – rabarber og neutral. Rabarber-smagen er vitterlig som at få et skud marmelade i munden. Jelly’en er, som skrevet, tykkere end almindelige gels, men ikke sådan at man ligefrem skal tykke dem, som det er tilfældet med Maurten.

Den noget tykkere konsistens gør dem mindre egnede til at blive slugt når intensiteten er høj. Til gengæld er det rart, at skulle bruge kæberne bare en smule og dermed er Jelly en fin variation at få ind mellem gels. Særligt hvis man ikke er til energibarer.

Vurdering

Vil jeg selv købe MNSTRY Jelly? Ja, det ville jeg faktisk. På en lang tur, eller et langt løb, er det rart at få noget andet i munden end gels, så for variationens skyld, ville jeg selv købe Jelly.
Fordele: Kræver at man tygger en smule, men ikke meget. Giver en rar stimuli af munden.
Ulemper: Er sværere at indtage end en gel, når intensiteten er høj.
Oplagt til dig: Der foretrækker gels, men gerne vil have noget variation i konsistensen.

info

Pris: 2,79 € stk/ 31,90 € for en kasse (12 stk).
Mere info: www.mnstry.com

Sådan overlever du vinteren på hometraineren

Posted on: november 24th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard

Efteråret er over os og forude venter vintermørket og timevis af træning på hometraineren. Det kan nemt blive kedeligt, så her får du Velomores bedste fif til at overleve indendørs.

Hometraineren er et fantastisk værktøj til at holde formen ved lige henover vinteren og slå tiden ihjel. Men er man udfordret på motivationen til at sidde og svede indendøre, føles det nok nærmere som om det er tiden der slår en ihjel, i stedet for omvendt. Det kan også være, at man er ramt af ekstrem træningsiver, særligt hvis man har fået mere tid til rådighed, men kæmper med disciplinen til at sidde og dunke flere timer i streg indendøre. 

Så hvordan kommer man helskindet igennem en time eller to, eller måske endnu mere, på hometraineren? Her giver vi et par simple råd til, hvordan du får en bedre oplevelse på hometrainerne, og derved også mere tid i sadlen.

#1 Klimakompenser

Det vigtigst for at få en god oplevelse indendørs, er at have den rette afkøling. Indeklimaet er uden tvivl den største dræber når det kommer til at cykle indendøre. Modsat på landevejen, er der ingen naturlig køling fra vinden, når du sidder i stuen, kælderen, gangen eller skuret. Det er derfor super let at koge over, særligt når pulsen stiger og intensiteten ryger op.

Sørg altid for at sidde et sted med relativ god ventilation, gerne med et åbent vindue eller en dør. Især hvis du sidder i et rum som skal bruges til andet end online dødstons. Har du udstyret i orden, har du også en, måske to, blæsere der kører for fuld hammer ind på overkroppen, hvor den største varmafgivelse finder sted. Men pas på! Er der gennemtræk hvor du sidder, eller hvis du sidder i en kold garage eller et haveskur, kan du opleve det modsatte problem, nemlig at du bliver for kold.

Særligt hvis du er gennemsvedt og har pause mellem intervallerne, eller under et roligt moment i Zwift-løbet. Her kan bl.a. en Wahoo Headwind blæser være din redning. Den kan både regulere blæsestyrken efter din puls eller du kan selv regulere blæseintensiteten. Har du ikke mulighed for at regulere intensiteten på dine ventilatorer, så hav en cykeltrøje indenfor rækkevidde, så du kan tage tøj af eller på. Et ekstra håndklæde til at dække for blæseren når det er nødvendigt, er også et godt tip.

#2 Underhold dig selv

Efter temperaturregulering, kommer hunderholdning. Træning på hometraineren behøver ikke at være kedeligt! At sidde og stirre ind i vægen, eller kigge på stopuret tælle ned i intervallerne, gør træningen både unødvendig kedsomlig og langtrukkent. 

Gør som rigtig mange andre og forkæl dig selv med et abonnement på en onlinetræningsplatform. Flere af os her på Velomore er voldsomt glade for Zwift, der giver god og interaktiv underholdning til træningssessionerne og holder hjernen beskæftiget. Er du ikke til strukturede intervaller om vinteren, er der utallige løb og events i Zwift der får presset pulsen lige så højt op, hvis ikke højere.

Er du ikke så meget til computerspil, eller trænger du til variation, findes der flere forskellige platforme som TrainingPeaks Virtual, Rouvy og MyWhoosh, der har forskellige niveauer af simulering og gamification. Netflix og HBO også kan anbefales, hvis du mere til serier og film. YouTube er også oplagt, hvor man kan finde alverdens programmer om cykling, eller gense årets største cykelløb.

Kan du ikke koncentrere dig om film eller serier? Så stik høretelefonerne i ørerne og brug tiden på at høre musik, podcast eller lydbøger. Vi kan særligt godt lige Forhjulslir, hvor med recaps fra cykelløb og forskellige danske proffer, som tjekker ind hos Anders Mielke fra tid til anden.

#3 Hold dig gode venner med konen – og naboerne

Vil du gerne akkumulere en stor træningsmængde, ja, så er det nok en god ide at bevare husfreden. Hometrainere kan være støjende, særligt hvis du har en wheels-on-type og regelmæssigt hamrer 15 sekunders all-out intervaller af eller spurter om sejren i et Zwift-løb. Bor du i en lejlighed er der andre end dig selv at tage hensyn til: Underboen, overboen og naboen ved siden af, men måske vigtigst af alle, konen eller manden der sidder inde i stuen.

Stød- og vibrationsabsorberende træningsmåtter på gulvet tager de værste rystelser, der kan få lyssekronen hos Fru Olsen nedenunder til at svinge og skabslågerne i køkkenet til at klappe. Tænk også over tidspunktet du kører på. Sidst på eftermiddagen er det lettere for naboerne at leve med støj i en time eller to, mens det kan blive en udfordring at få banket intervallerne af om aftenen, efter børnene er lagt i seng og stilletiden er begyndt. Alt sammen bliver selvfølgelig lettere hvis du har en kælder i huset, som du kan gemme dig i.

Har du pengepungen i orden, kan du med fordel købe en ny og næsten lydløs hjemmetræner eller indoor cykel. Topmodellerne fra Tacx og Wahoo giver ikke meget lyd af sig, og ellers er ERG-mode på den lille klinge næsten helt lydløs på de fleste direct drive modeller.

#4 Kør ikke dig selv i smadder (hver gang)

Træningsture på hometraineren er i udgangspunktet korte og intensive. Men med Zwift og andre platformes indtog, flyver timerne hurtigt forbi og det er fristende at give den fuld gas hver gang. Men pas nu på, at du ikke kører dig selv helt i hegnet dag efter dag – hav en plan! Start dit træningsforløb med en FTP-test og få vurderet dine træningszoner og sammensæt et afbalanceret træningsprogram.

Forsøg at holde højintensitets passene til et par gange om ugen og krydr eventuelt med lidt længere medio intervaller og lettere ture. Kør ikke i blinde og kør ikke fuld gas hver gang – så er du både frisk og flyvende når udendørs sæsonen starter, fremfor udbrændt og sat på bakkerne ude i virkeligheden. Men vær ikke bange for at få pulsen op. Har du ikke tid til at træne som en prof, giver højintens træning henover vinteren fin mening. Udholdenheden kan indhentes når vejret igen er til at komme ud.

#5 Undervurder ikke dine bibs

Den sidste ting på vores liste, der kan sikre succes på hometraineren, er valget af bibs. Det er ikke alle materialer og puder der egner sig til mere end en times brug indendørs. Vælg derfor et par cykelshorts i et let materiale der kan transportere sveden, i stedet for at absorbere den. Der er ikke noget værre, end cykelshorts der kryber på dig mens du tæsker løs på hometraineren. 

Efterhånden findes der indoor-specifikke bibshorts der alle har det til fælles, at de er lavet i et let materiale og har en pude af god kvalitet. Skal du kun køre en lille times tid, kan du overveje at iklæde dig dine gamle, udtjente bibs, hvis du vil spare de dyre Asos eller Castelli til når det virkelig gælder. 

Som abonnent på Velomore får du 25% rabat på cykeltøj fra Willing Able, hvis cykelshorts faktisk er fremragende til cykling på hometraineren.

Med disse tips på hånden, får du forhåbentlig en god vintertræning på hometraineren. Husk på, at det tager tid at opbygge udholdenhed indendørs, men når vi rammer januar virker de lange ture meget nemmere, end de gør her i starten af vintersæsonen.

God træning!

Velomore tester Fizik Terra Artica GTX

Posted on: november 24th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Hvad tager man lige på fødderne når termometret runder -13 grader og man vil køre gravel? Vi tog Fizik Terra Artica på til en lang tur i fryseren.

Vejrudsigten lover smukke, sneklædte og solbeskinnede grusveje – og nå ja, -13 grader. Kulde kan man trods alt værne sig imod og til at holde fødderne varme er Fiziks bud på en off-road sko til vinterbrug, Fizik Terra Artica GTX, helt oplagte. Vi har været en tur i dybfryseren for at teste, om det nu også holder stik.

TEKNOLOGI

Fizik Terra Artica GTX placerer sig i feltet mellem en regulær cykelstøvle og en forstærket cykelsko. Mest af alt minder den om en regulær cykelsko, der er blevet forstærket til at modstå vinterens vejrlig. Det samme gælder søsterskoen på landevejen, Tempo Artica GTX, som vi testede sidste år. Fælles for begge sko er, at de er udrustet med en membran fra GORE-TEX og foret med uld.

Det giver en sko som er varm og i stand til at holde fødderne tørre, til trods for sne, is og vand på jorden. GORE-TEX membranen giver en ideel kombination af åndbarhed og vandtætte egenskaber som gør, at man undgår svedige fødder og vand der siver ind. Skoens uldforing bidrager til at holde fødderne varme og giver ekstra komfort.

Skoene er udviklet med henblik på at blive brugt på de rigtig kolde dage. Selvom de kan modstå store mængder vand, er selve konstruktionen af skoåbningen ikke beregnet til at holde regulær regn ude som sådan. Før eller siden vil det begynde at sive ned igennem velcrolukningen. Man kan dog løse den udfordring med en manchet fra VeloToze, der kan lukke tæt omkring skoåbningen.

Til gengæld modstår overdelen fint sprøjt fra veje og let regn, takket være en coating, som forhindrer vand i at sive igennem ventilationshullerne på overdelen af skoen. X5 ydersålen er helt lukket, som det bør være på en off-road og vintersko. Den har desuden fået et redesign, så den er endnu mere funktionel i særligt glat føre, i tilfælde af at man er nødt til at hoppe af cyklen og forcere terrænet til fods. En gummi coating og store studser sørger for, at man står fast på mudrede og glatte underlag.

PÅ GRUSVEJENE

Timingen for testen af disse sko kunne nærmest ikke være bedre, med den megen sne og kulde vi har haft i den forgangne uge. Når man ifører sig skoene mærker man straks at de er yderst komfortable, både på grund af den indvendige uld, men i lige så høj grad på grund af den forstærkede gummisål, som faktisk gør skoene behagelige at sjoske rundt i før man hopper på cyklen. Selvom jeg har kørt med tykke vinterstrømper, har der været fin plads til tæerne i skoene, som spændes nemt via et BOA-spænde og en velcrolukning oppe ved anklen. Det giver en vis fleksibilitet i forhold til, hvor mange lag man har på benene, uden at skoen strammer omkring anklerne.

Ude af døren har skoene været overraskende varme de første 20 – 30 minutter af hver testtur, men før eller siden sætter kulden ind og skoene går fra at være varme, til at være tilpasse. På to længere ture af over 3 timers varighed, nåede mine fødder aldrig for alvor at blive kolde. De var ikke varme som sådan, men heller ikke ukomfortabelt kolde eller følelsesløse. I stedet vil jeg beskrive dem som en my under den helt tilpasse temperatur, stadig med følelse og bevægelse i tæerne, hvilket jeg synes er godkendt på en tur over 3 timer med -8 grader i gennemsnitstemperatur.

Det samme gælder skoenes evne til at holde fødderne tørre, som der heller ikke har været en finger at sætte på. Dog oplevede jeg på en enkelt tur, at snevejr blev til slud og her begyndte vandet at sive ind ved skoåbningen og afslørede et minus ved støvlerne. For da de første blev våde indvendig, tog det næsten to dage på radiatoren at få foringen tør igen.

Som jeg indledningsvist skriver i dette afsnit, er gummisålen behagelig at gå rundt i når man futter rundt derhjemme og gør klar. Lige så komfortabel skoene er i indkørslen, lige så sikre føles de i terrænnet. Et sted i Rold Skov måtte jeg af cyklen for at passere et vandløb med trædesten. Tiltrods for at stenene var isglatte, stod Fizik Terra Artica fast og fik mig sikkert over.

FACIT

Alt i alt er Fizik Terra Artica GTX et rigtig godt valg til de, som kører længere ture på de råkolde og tørre vinterdage. Skoene er dejlige komfortable og holder fødderne varme – også selv når de er dækket i is. Vand på jorden trænger ikke igennem membranen, det samme kan desværre ikke siges om vand fra oven, så det skal man have med i mente.

Prisskiltet på 1.999 kroner synes jeg ikke er urimeligt for et par gode vintercykelsko. Jeg har været taknemmelig for skoene på de lange ture i testperioden og jeg tror aldrig at jeg har kørt tæt ved 4 timer i -10 graders kulde, uden at få dybfrosne fødder. Men med Terra Artica var fødderne komfortable på hele turen og klar til at komme under den varme bruser. Chapeau!

Min vurdering lander derfor på 5/5, da skoene kan klare alt fra iskolde vinterdage, til våde MTB-spor, dog ikke regulær regn, men det lover Fizik heller ikke at de kan. Så hører du til dem, der ikke er bange for kulde, er disse sko bestemt værd at overveje til vintergravelturen eller MTB’en.

INFO

Vurdering: 5/5.
Bedst til: Tørre, råkolde dage.
Pris: 1.999 kr.
Farver: Sort og Grape/Purple.
Mere info: www.fizik.com

Anmeldelsen er fra december 2023.


Velomore tester Fizik Tempo Artica GTX

Posted on: november 23rd, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Hører du til dem der cykler på landevejen hele året, men som hverken bryder sig om bøvlet med skoovertræk eller klodsede vinterstøvler? Så er Fizik Tempo Artica GTX lige noget for dig.

Tempo er Fiziks serie af endurance landevejssko, hvor fokus er rettet mod at forbedre komforten og rytterens oplevelse på især de længere ture. Artica GTX er seriens bud på en sko til de lange, kolde ture i vinterhalvåret og visuelt er det tydeligt at se lighederne med søsterskoen Tempo Decos. Til at modstå vinterens hårde slid og holde elementerne ude, er Artica GTX blevet udrustet med en membran fra GORE-TEX, der bidrager til at holde fusserne varme og tørre.

TEKNOLOGI

Ligesom søsterskoene i Tempo-serien, har Fizik valgt at rykke klampepositionen længere tilbage på Artica. Det skulle angiveligt lette kompressionen af knæet i pedaltrådet og derved forbedre komforten på især længere ture. Klampepositionen skulle også tilgodese de, som sidder langt fremme og foroverbøjet på cyklen, hvilket jeg synes man godt kan have en tendens til på de blæsende vinterdage. Skoen får en effektiv varmeisolering via den indvendige fleeceforing, der også bidrager til skoens komfort.

Samtidig er sålen renset for alle ventilationskanaler, så hverken kold luft eller vand kan trænge op igennem fra neden, som er et velkendt problem, hvis man eksempelvis kører med skoovertræk over sine almindelige landevejssko. Indvendigt er skoen udrustet med en GORE-TEX Koala membran.

GORE-TEX behøver næppe nogen nærmere introduktion. Membranen fra verdensmestrene i vandafvisende materialer sørger for at holde fødderne tørre og varme, ved på en og samme tid at være ekstrem vandafvisende og åndbar. Derfor har skoene små ventilationshuller på oversiden, hvilket umiddelbart virker kontra-produktivt.

Men GORE-TEX membranen, og en coating på ydersiden af skoen gør, at vand ikke trænger ned igennem ventilationshullerne. På ydersiden er skoen desuden forstærket i snuden til at modstå vinterens barske klima, hvilket giver den sit lidt mere robuste udseende, sammenlignet med klassiske landevejssko. Det mest tydelige tegn på, at der her er tale om en vintersko, er det markante panel øverst på skoen, som bl.a. bidrager til at fange kold luft før det trænger ned i skoen. Panelet er udstyret med et velcrospænde, der supplerer skoens BOA-spænde.

PÅ LANDEVEJEN

At trække i Fizik Tempo Artica GTX minder på mange måder om at iføre sig en klassisk landevejssko. Skoene er overraskende lette at komme i og de sidder yderst behageligt. Jeg har testet dem sammen med varme og tykke vintersokker, og til trods for de tykkere sokker, var det let at få fødderne ned i skoene. Komforten er helt i top og skoene har rigeligt plads til både brede fødder og tykke sokker.

Fleeceforingen og panelet omkring anklen smyr sig om foden, og BOA-spændet og velcrolukningen gør det let at justere bespændingen både før og under cykelturene. Til trods for den rigelige plads inde i skoen, er landevejsfittet bevaret og der er rigeligt med luft imellem sko og krankarm, så man undgår den klassiske skuren, som man kender det fra regulære vinterstøvler.

Jeg har testet skoene på længere ture i varierende temperaturer, fra lige under 10 grader til omkring frysepunktet. I begge tilfælde har fødderne været dejligt varme, og ikke mindst tørre. Vind og kulde mærker man ikke meget til pga. skoens forstærkede snude og manglende ventilationskanaler i sålen. Skoene er dog ikke så varme, at man decideret sveder om fødderne.

Takket være GORE-TEX membranens åndbare egenskaber, opstår der en form for homøostase i skoen, hvor den rette temperatur opretholdes af sig selv via den varme man selv skaber. Hvad angår de vandafvisende egenskaber, performer Artica GTX helt som forventet. De holder det meste vand ude ved lette byger og sprøjt fra vejen, men før eller siden må skoene give fortabt mod elementerne på regulære regnvejrsdage – særligt de som vi har oplevet i januar.

Det meste vand som siver ind, kommer gennem skoåbningen, men det kan man løse med et par VeloToze manchetter, skulle man ud på dage med mange byger, eller let regn. Det er dog heller ikke skoens primære formål at modstå meget nedbør. I stedet er formålet de lange, kolde vintertræningsture.

Måske derfor har Fizik valgt, at skoene også kan fås i hvid, som vi har testet, hvilket både er flot og øger synligheden. Umiddelbart var jeg ret skeptisk over det valg, da hvide landevejssko er svære nok at holde pæne i forvejen. Men indtil nu har de hvide Tempo Artica GTX vist sig at holde sig pæne, og de er overraskende lette at tørre rene med en klud eller babywipes.

FACIT

Med Tempo Artica GTX har Fizik udviklet den perfekte vintersko til de lange, kolde cykelture. Skoene er yderst behagelige at have på og holder fødderne varme time efter time. Særligt skoenes lette landevejsdesign finder jeg meget appellerende og man føler sig ikke hæmmet som ved en stor vinterstøvle.

Et prisskilt på 1.999 kroner er heller ikke galt, når man opvejer fordelene ved Artica GTX mod alternativer som tunge vinterstøvler, eller landevejssko kombineret med skoovertræk. Kører man mange eller lange ture om vinteren på landevejen er Fizik Tempo Artica GTX bestemt pengene værd.

INFO

Vurdering: 5/5.
Bedst til: Lange ture hvor det er tørt, men rigtig koldt.
Pris: 1.999 kr.
Farver: Sort eller hvid.
Mere info: www.fizik.com

*Anmeldelsen blev første gang bragt i Velomore #08

Velomore tester Rouvy igen

Posted on: november 21st, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Vi testede sidste år Rouvy men siden da, har udviklerne hos den tjekkiske træningsapp haft travlt og derfor har de bedt os om at teste på ny.

Sidste år testede vi online trænings- og løbsplatformen Rouvy og siden da er der løbet meget vand i åen. Platformen har købt både Fulgaz og BKOOL og integreret de bedste dele fra begge i deres egen platform, mens det visuelle har fået en større overhaling. Derfor kontaktede Rouvy os for at høre, om vi ville være interesserede i at teste deres nye og opdaterede app.

Rouvy adskiller sig fra populære Zwift ved at være en simulering af virkelige ruter og bjerge. Man ser derfor en optagelse fra virkelighedens verden mens man cykler, med et overlay af grafik fra Rouvy som viser ryttere, målportaler, bander osv.

Når man logger på og skal i gang med en tur, skal man derfor beslutte sig for hvor man vil køre. Der er over 1.800 ruter at vælge imellem og tallet vokser dag for dag. Som en af de nye funktioner i år, er det nu muligt at oprette sine egne baner og få dem simuleret i Rouvy. Har man et kamera på cyklen, er det derfor muligt at optage sin favorit træningsrute og køre den om og om igen hele vinteren hjemme fra sin pain cave.

Siden vi testede sidste år er der sket meget med selve brugeroplevelsen. App’ens startside er blevet mere lækker og det er nemt at manøvrere rundt mellem rutevalg og udseendet på sin avatar.

Mest er der dog sket når man kører i Rouvy. Interfacet man ser har fået en markant overhaling, hvor det sidste år var lidt banalt, er der nu detaljeret visning af ruteprofilen, visning af andre ryttere på ruten, stiningsprocent og datafelter. Det ser pænt ud og giver en god oplevelse.

Det var i øvrigt også et af de kritikpunkter vi havde sidste år, så det er dejligt at se, at Rouvy også læser Velomore.

Køreoplevelsen

Selve simuleringen af ruterne er der ikke blevet pillet ved, mest af alt fordi de fungerer. Til gengæld har Rouvy tilføjet segmenter til ruterne, som man også kender det fra bl.a. Zwift. De vil typisk være på udvalgte strækninger eller bjerge og kan ses via et leaderbord der popper op. På leaderboarded kan man følge med i sin egen tid, samt eventuelle ryttere man føler og naturligvis rutens hurtigste tider.

På nogle ruter er der flere segmenter og jeg blev positivt overrasket over, at Rouvy havde lagt et frækt lille sprintsegment ind på toppen af Alpe d’Huez, som man finder hvis man fortsætter op igennem byen helt op til søen på toppen. Naturligvis er der et segment hele vejen op ad Alpen og det giver ekstra motivation at forsøge at slå den hurtigste tid.

På andre stigninger er det kun udvalgte steder der er segmenter, for eksempel på Cormet de Roselend, hvor der er flere mindre segmenter undervejs på opstiningen, så segmenterne varierer fra rute til rute.

Det er stadig forholdsvist øde i Rouvy, og når man endelig møder andre ryttere, er det som skibe i natten. Heldigvis kan man tilføje og fjerne bots mens man kører, så alt afhængig af hvor stort et felt man vil have omkring sig, kan man tilføje eller fjerne animerede ryttere.

Events

Tidligere i år købte Rouvy BKOOL, men den platform lukker og slukker med udgangen af november, hvor de mest kritiske funktioner integreres i Rouvy. Derudover har platformen indgået samarbejdsaftaler med Visma – Lease a Bike og Lidl-Trek, som både benytter platformen til rekognoscering og til at afholde events. Angiveligt skulle der havde været 6.500 deltagere ved et groupride med Wout van Aert.

Henover vinteren er der op mod 1.800 ugentlige events på Rouvy og hver søndag afholder Rouvy deres officielle løbsserie, som har op mod 4.000 deltagere, og formodentlig er en af de dele, de har pillet ud af BKOOL-appen.

Rouvy vs. Zwift

I min anmeldelse sidste år blev meget af fokus lagt på forskellen mellem Rouvy og Zwift, så det er svært ikke at komme udenom netop denne del.

Der er markant forskel på de to platforme. Rouvy er simulering, Zwift er gamificering. Rouvy er stadig bedst til de, som ønsker så “realistisk” en køreoplevelse som muligt og det får man med de mange simuleringer. Det er helt oplagt til de, som er laserfokuseret på sommerens store Gran Fondo, eller som bare skal have en time med gashåndtaget i bund et par gange om ugen.

Men kører du regelmæssigt mere end en time ad gangen, kan Rouvy nok hurtigt gå hen og blive kedeligt. Det enorme udvalg af ruter til trods, er Rouvy en ret ensom oplevelse sammenlignet med myretuen i Zwift og det bliver desuden irriterende i længden, at man skal skifte ruter flere gange undervejs.

Til gengæld fungerer workout-funktionen lige så godt i Rouvy, som i Zwift, og er man på udkig efter struktureret træning, er der ikke den store forskel på de to platformen.

Det er der heller ikke på prisen, hvor Rouvy er 20 kroner billigere end Zwift.

Facit

Er du mere til simulering end computerspil, så skal du glæde dig til at prøve Rouvy. Den tjekkiske platform er et friskt pust og godt alternativ til de gamificerede platforme. Rouvy er især velegnet til dig, som ikke kører i timevis, men bare skal have en time et par gange om ugen.

Men med de forbedringer der er blevet gjort siden sidste år, og med de dele som Rouvy piller ud af BKOOL, lover det godt for fremtiden og det bliver spændende at se, hvor langt Rouvy er kommet, når vi tester dem igen om et års tid.

Der er 7 dages gratis prøveperiode på Rouvy, så du kan selv se, om det er noget for dig.

Vurdering

Fordele:

  • Simulering af virkelige veje og mulighed for at oprette egne ruter.
  • Mulighed for at tilføje og fjerne bots undervejs på sine ture.
  • Træningsprogrammer, workouts og løb ligesom i Zwift.
  • Elegant og let overskueligt interface.

Ulemper:

  • Man skal starte “forfra” når en bane er kørt til ende.
  • Ikke lige så mange ryttere som i Zwift.

Bedst til: Dig der foretrækker simuleringer af virkelige veje og bare skal have en god times træning i bogen.

Mindre god til: Dig der kører i timevis på hometraineren og værdsætter det sociale aspekt.

6 tips til at cykle ude i vintermånederne

Posted on: november 11th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Vi giver her 6 tips til helårscyklisten, der ikke er bange for lidt fugt og kulde, hvis belønningen er frisk luft.

Dagene er blevet kortere og solen er en sjælden gæst. Alligevel er det rart at komme ud og få noget frisk luft, men det er ikke “bare lige” at hoppe på cyklen når vejret er koldt og fugtigt. Derfor giver vi her 6 tips til at klare sig igennem vinteren, når det ikke skal være på en kondicykel i pain caven.

#1 Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning

Okay, indrømmet, det er en sandhed med modifikationer. Moderne vintercykeltøj er efterhånden blevet så godt, at det er tæt på at være sand (men der findes vejr som er for dårligt at cykle ude i).

Moderne vintercykeltøj består af varme og ventilerende jakker, lune og svedtransporterende undertrøjer og godt isolerede cykeltights.

Væk er fortidens tykke vinterjakker uldne undertrøjer. En moderne vintercykeljakke er forholdsvis let og kan holde dig varme fra -5 til 10 grader, hvis du kombinerer den med den rigtige undertrøje og de rigtige vintertights. Så medmindre du cykler i regulær slagregn, vil du med det meste moderne vintercykeltøj faktisk få en rigtig god og lun oplevelse, når du cykler ude.

#2 En stærk dunk

Vær særligt opmærksom på at få drukket og spist tilstrækkeligt når du cykler ude. Kulden dræner langsomt kroppen for energi, mens du faktisk frigiver en masse væske gennem din ånde. Det er derfor nemt at gå kold eller dehydrere, uden at man helt mærker det på samme måde som om sommeren.

Har man tykke vinterhandsker på, kan det desuden være svært at rode rundt i en lomme efter en frossen og hård gel eller bar. Det kan derfor godt betale sig at lave en “stærk dunk”, med lidt ekstra energipulver i.

Cykler man ude i frostgrader, bør man overveje en termodunk, så man ikke skal bøvle med at presse slushice ud gennem tutten på dunken. Et andet tip kan være, at stikke gels og barer ind på kroppen, så de ikke bliver hårde som granit.

#3 Beskyt hænder og fødder

Dine lemmer er ekstra udsatte, og har du endnu til gode at stikke en dybfrossen fod under en varm bruser, er der ingen grund til at udforske hvilket smertehelvede det er…

Heldigvis kan man i dag købe mange typer af vintercykelstøvler i høj kvalitet. Markedet er fyldt med støvler til både landevej, gravel og MTB, og alt fra vandtætte til varmeisolerende. Lige så, findes efterhånden rigtig mange gode og holdbare skoovertræk.

Hvad angår hænderne, er vi her på Velomore kæmpe fans af lobstergloves. Hænderne holdes nemmere varme, når fingrene er samlet i 1-3 rum, end i en klassisk handske, så det er værd at investere i sådan et par.

#4 Bliv set

Sørg for altid at uploade din vintercykeltur til Strava!

Ej, det er ikke den form for ‘set’ der er vigtigst om vinteren…. Nej, det er ude på landevejen det er vigtigt at blive set. Sørg altid for at cykle med lygter når du begiver dig ud om vinteren – uanset om det er mørkt eller i sneen. Du kan også øge din synlighed med orange eller fluorescerende cykeltøj. Faktisk er det muligt at klæde sig tydeligt fra top til tå, med hjelm, jakke, handsker og skovertræk, som supplement til for- og baglygter.

Har du en dedikeret vintercykel eller hjul, er det værd at overveje at smække nogle reflekser på. Det er vist nok lovpligtigt (ligesom lygterne er det) og tro det eller lad være, så har Mathias Sunekjør Norsgaard fra LIDL-Trek fået en bøde for, at cykle rundt uden reflekser (men med lygter på). Ja, den er god nok. Man skal høre meget før ørerne falder af, og i Grupettoen på Forhjulslir kan du høre den skøre historie om den sag.

#5 Vintersikre din cykel

Det kan være ekstremt slidsomt for cyklen at komme ud på snefyldte og saltede veje. Sørg for at pleje din cykel bedst muligt med de rette smøre- og rensemidler efter hver tur. Der findes særlige vintersmøremidler til kæden, mens det også er muligt at købe bl.a. antirust sprays til udsatte møtrikker, skruer og bolte.

Et par skærme kan også gøre underværker, både for dine cykelvenner, men også din ryg, som ikke bliver oversprøjtet, med en korrekt monteret skærm. Et par bredere vinterdæk gør også en stor forskel. Foruden bedre komfort, giver de bedre greb og vil også reducere risikoen for punktering.

#6 Kør ikke i blinde

Tag de fotokromiske briller på. Vejret kan være omskifteligt, nogle dage bliver det ikke lyst, mens det alle dage bliver hurtigt mørkt. Et par fotokromiske linser tilpasser sig lyset, så du altid har det mest optimale syn, hvilket kan blive afgørende, hvis du ikke når hjem før solnedgang, eller starter tidligt ud.

Det er i øvrigt værd at bemærke under samme overskrift, at det godt kan betale sig at køre på de samme velkendte veje, når man begiver sig ud i vintervejret. Det er vigtigt at kende vejene, når der kan ligge vandpytter og is, eller nye huller kan være opstået. Kører man på de samme velkendte veje, vil man oftest vide hvor man skal være opmærksom.

FUSION åbner op for vildt performance forløb

Posted on: november 6th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Kunne du tænke dig en pro-kontrakt med FUSION, så får du snart chancen for at købe dig til en.

Drømmer du om at gå all in på oplevelsen som cykelrytter, så har FUSION lige nu en helt unik mulighed for at udleve netop den drøm.

Helt eksklusivt giver det nordjyske performance tøjbrand 5 personer muligheden for at købe sig adgang til samme forløb, som brandets atleter normalt tilbydes, i noget der minder om en udviklingskontrakt fra Formel 1. Programmet hedder FUSION Pro Experience, og er mere eller mindre en pro-kontrakt med de nordjyske performance technicians, som består af:

  • To dages vindtunnel-optimering med aero-specialister
  • En tilpasset TEMPO! Pro tri-dragt, udviklet og produceret på FUSIONs egen europæiske fabrik
  • 1:1 sessioner med professionelle atleter og aero-ingeniører
  • Professionel foto- og brand-identitetssession på FUSION HQ
  • En komplet trænings-, race- og recovery-garderobe

Forløbet strækker sig over et helt år og giver deltagerne muligheden for både at performance optimere, men i lige så høj grad at udvikle på sit eget personlige brand.

Men intet i denne verden er som bekendt gratis. Derfor kommer forløbet til at koste 18.000 euro, svarende til 134.400 kroner, så man skal nok være en ambitiøs motionist ud over det sædvanlige.

Programmet lanceres d. 24. november kl. 16.00 som en del af FUSIONs 25-års jubilæum, hvor 5 personer har mulighed for at købe sig til en helt unik mulighed for at udvikle sig som atlet. Dog står døren også på klem for os almindelige motionister, da en enkelt plads frigives som en Golden Ticket via et wildcard.

Føler du dig heldig, eller har du lige vundet i Lotto, skal du være klar d. 24. november på www.fusionworld.com.

Du kan læse om tilbuddet på FUSIONs Facebook-side.

11 tips til vintertræningen for motionisten

Posted on: november 4th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard

Winter is coming og dermed også vintertræningen. Mentalt skal vi omstille os kolde, fugtige og halvmørke vinterdage, så her kommer 11 tips til vintertræningen.

Årets solrige måneder er bag os og forrude venter et halvår fuld af mørke, regn og kulde, ja måske endda sne. Med andre ord, er det blevet tid til vintertræningen. Det kræver lidt at omstille sig mentalt, men samtidig er det en tid på året, hvor man faktisk kan gøre store fremskridt med den rette træning.

Velomore giver derfor 10 tips til vintertræningen, så du kan godt komme frem til foråret.

#1 Planlægning

Tiden i efteråret er oplagt til at kigge tilbage på året der gik og frem mod den næste sæson. Det er nu du skal planlægge din træning for de kommende måneder, ja måske endda det kommende år. Det er langt lettere at motivere sig en mørk vinter eftermiddag, når man har en langsigtet plan at læne sig op ad.

Det kan være noget så simpelt, som at planlægge en fast tur i Zwift to gange om ugen, eller en tur i fitnesscentret. En træningsplan giver fokus og struktur til den mørke vintertid. Måske har du allerede nu tilmeldt dig en stor Gran Fondo til sommer. Det er også oplagt at se tilbage på året der gik og hvad der virkede for dig. Måske er der et mønster eller træningsblokke, du vil gentage i det nye år.

#2 Find et sæsonmål

Der er intet der kan give motivation, som et sæsonmål. Foruden at benytte efteråret til at planlægge din træning, er det også oplagt at udvælge hvad de store mål i 2026 skal være. Måske du skal starte ud med Rundt om Rold? Eller køre La Marmotte, Maratona dles Dolomites, l’Etape du Tour eller Haute Route Alps?

ABONNEMENTSFORDEL: FÅ 10% RABAT PÅ TILMELDINGEN TIL HAUTE ROUTE ALPS. BRUG KODEN VELOMOREHRA26 VED TILMELDINGEN HER.

Der er masser af fede events at kaste sig over og de kan i den grad motivere dig til at holde gejsten oppe, når kulden bider fra sig. Bare forestil dig hvor forfærdeligt det bliver op ad Galibier, hvis du ikke får trænet tilstrækkeligt.

#3 Drop spildtiden

I en travl hverdag kan det være svært at passe lange træningsture ind. Men modsat hvad langt de fleste tror, er det slet ikke nødvendigt at køre lange ture med rulleskift og fokus på gennemsnitsfarten.

Læs også: Træningsprogram: 20 ugers HIT-basetræning

Giv din træning et los i røven ved at køre hårde intervaller. Det gør ofte træningen sjovere – og så er den klaret på den halve tid. Bl.a. finder du vores komplette 20 ugers træningsprogram i linket herunder og vi lover dig, at du vil møde til den første forårstræning i cykelklubben i topform.

#4 Køb en hometrainer

Hvis sneen fyger, regnen siler eller vinden står strid som en pelikan, er det svært at komme ud. Heldigvis kan du klare træningen indendørs på en hometrainer, og hygge dig i Zwift, MyWhoosh eller Rouvy. Så kan du smadre din rekord på Alpe d’Huez og køre Zwift-løb, alt imens Lille Mor laver kaffe ved siden af. Det’ da smart.

E-cykling har mange fordele. Bl.a. er det nemt at komme i gang med, særligt hvis du har mulighed for at lade dit setup stå fremme. Det er nemmere at komme hjem fra arbejde, hoppe i et par cykelshorts og en undertrøje, og logge på Zwift, end at skulle have tøj på til 5 grader og stiv kuling. Du slipper for bøvlet med cykelvask og opladning af lygter, vasketøjet ophober sig ikke og du minimerer risikoen for uheld eller sygdom, ved ikke at begive dig ud i mørket og kulden.

#5 gå ikke ned med udstyret

Vover du dig alligevel ud i vintermånederne (for man kan faktisk godt cykle ude om vinteren), så sørg for at have udstyret i orden. Smæk nogle punkterfri dæk på cyklen, køb et par gode cykellygter og noget synligt cykeltøj.

Gobik

Merinould reder dagen hvis det er vådt eller koldt, så vi vil helt klart anbefale et par sokker og en undertrøje i det lidt dyrere uld, men det er alle pengene værd. Husk dog på, at dit vintercykeltøj også har en udløbsdato. Dine lange cykelbukser fra forrige årti, eller den forvaskede undertrøje fra for 5 år siden, holder dig nok ikke lige så varm i morgen, som den gjorde i går.

Som abonnent på Velomore får du 25% rabat på ALT cykeltøj fra Willing Able. Benyt dig af tilbuddet, i stedet for at bruge en halv månedsløn på et vinteroutfit fra Pas Normal.

#6 Rens dit grej

Hvis du nu kom hjem fra en fodboldtræning i mudder, ville du så bare hænge tøjet til tørre uden at vaske det? Nej, vel? Tænk det samme om cyklen. Din cykels perfomance stiger markant, hvis du efter hver tur giver den en hurtig vask. Mange tankstationer har i dag vaskestande til cykler, og du behøver ikke bruge hele paletten af vaskemidler hver gang. En hurtig børste og lidt vand gør underværker efter en mudret tur.

Og det gælder også hvis du hopper på hometraineren i vinterhalvåret. Gør din cykel sommerklar ved at give den den helt store vask før vinterpausen. Lige så med cykelhjelmen, så den er klar og sprød når foråret kalder.

#7 Spis bedre

Vinteren er et oplagt tidspunkt til at gå sin kost efter i sømmene og få nogle nye, gode vaner. Særligt er det vigtigt at have fokus på at få spist sundt, så du kan holde dig sund og rask i de mørke måneder – og vigtigst af alt, at undgå at misse en træning eller to pga. sygdom.

Læs også: Tips til vægttab igennem cykling

Vinteren er også oplagt hvis du vil i gang med et vægttab. Uden store cykelløb i syne, er det oplagt at forsøge at smide et kilo eller to mellem oktober og april.

#8 Prøv en ny disciplin

Er du hardcore landevejsrytter kan en tur i skoven gøre underværker. Vinteren er et oplagt tidspunkt at give sig i kast med en ny disciplin, uanset om det er gravel, cyklecross, MTB, landevejscykling (okay, måske knap så oplagt) eller e-cykling. Måske endda en hel ny sportsgren som løb eller roning.

Uanset hvad der får dit hjerte til at banke hurtigere, kan vintertræning snildt kombineres med en ny disciplin, som tilmed kan give et ekstra boost til motivationen. Har du svrt ved at motivere dig til at cykle i mørket, eller på hometrainer, kan en kort løbetur være det rette for dig. Her på redaktionen nyder vi en frisk tur i skoven på gravelcyklen, når vejret er for dårligt til landevej men for godt til Zwift.

#9 Tjek dit bikefit

Er det på tide at få kigget cyklen og kroppen efter i sømmene? Nu kan være en god ide at få addresseret de små skavanker der har udviklet sig i løbet af sommeren. Eller bare at få justeret cyklen, så den er klar til vintertræningen.

Uanset om du hopper indendørs i Zwift, eller pakker dig ind i vinterjakker og lange cykelbukser, skal der kigges lidt på positionen på cyklen. Det kan også være, at du gerne vil sidde lidt lavere på cyklen til næste år. Uanset hvad det er, så er det oplagt af kigger på dit fit, inden vintertræningen for alvor sluger dig.

#10 Styrketræning løfter dit niveau

En af de allermest oversete ting blandt motionister er styrketræningen. Du kan både få mere power og mindre ubehag ved at styrketræne som supplement til cykeltræningen. Træn både ben og overskroppen.

Læs også: 4 styrkeøvelser der kan hæve dit niveau 4-7%

En stærk krop sikrer, at dine ben kan yde optimalt, samtidigt med, at du kan sidde på en cykel gennem længere tid uden smerter. Foruden gains på cyklen, vil du også opleve forbedringer i dit velbefindende i hverdagen. Så kom ned i fitnesscentret og få rykket noget jern.

#11 Drop undskyldningerne

Når mørket falder på kan det være svært, at bevare motivationen. Men hvis du virkelig skal rykke dit niveau, må du ikke forfalde til de dårlige undskyldningers rasteplads. Så kom ud på cyklen og få trænet!

Følger du bare nogle af rådene herover, skal du nok finde motivationen. Eller find et fællesskab. Meld dig på et hold i Zwift og kør med i det faste løb, eller find en træningsmakker, der vil køre gravel med dig eller tage med ned i fitnesscentret. I sidste ende er det med vintertræning som med førstehjælp, lidt træning er bedre end ingen træning.

Så find det niveau der passer til dig henover vinteren.

God træning!

Velomore tester magisk regnjakke fra Santini

Posted on: oktober 27th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Vandtæt, åndbar, let og strækbar. Santinis bud på en ny performance regnjakke kan lidt af hvert og derfor har den fået navnet Magic Rain Jacket.

Santini har med Magic Rain Jacket lanceret en helt ny generation af regnjakker. Velomore var med ved den officielle lancering i Bormio, for foden af Stelvio, for at teste den magiske jakke.

Med det endegyldige farvel til bl.a. PFAS-stoffer, har cykeltøjsfabrikanterne måtte se sig om efter nye vandafvisende materialer. Til den magiske regnjakke, har Santini anvendt Polartecs Power Shield RPM-materiale, der er udviklet i 100% genanvendte materialer og kommer med et to lags polyester, der giver en ekstrem åndbar membran, med en vandafvisende behandling.

Ved den eksklusive presselancering i Bormio, lagde Santini heller ikke skjul på, hvor tilfredse de var med, at havde nået et vandsøjletryk på 10.000 mm og en åndbarhed på 30.000 g/m2/24t, hvis det altså siger dig noget (men oversat til dansk er det rigtig godt).

Det skyldes bl.a. en vandafvisende behandling, som gør, at jakken helst ikke bliver vasket, men skal hænges til tørre. Foruden de vandafvisende og åndbare egenskaber, vejer jakken blot 150 gram i størrelse medium og er samtidig ekstrem fleksibel for optimal komfort, og kan desuden pakkes sammen til en praktisk, lille kugle.

Jakken kommer i første omgang i sort, men Santini arbejder på yderligere tre farver, som forventes at være klar til foråret, såvel som en vest i samme materiale.

På landevejen

Allerede fra man får jakken i hånden er det tydeligt at mærke, at stoffet er anderledes end andre regnjakker. Det er blødere og mere smidigt. Jakken er tynd og sidder tæt på kroppen uden at være omklamrende. I fit minder den meget om de moderne Gabba-lignende jakker, dog en my mere løstsiddende.

Den testede jakke fik sin ilddåb på regnvåde veje omkring Bormio og til La Stelvio Santini, hvor solen heldigvis viste sig i løbet af dagen (som du kan læse i Velomore nr. 18). Regnjakken er overraskende komfortabel når man har den på, også når pulsen stiger.

Man skal køre forholdsvist hårdt til, før man får oplevelsen af at overophede i den, så på den måde egner den sig godt til cykelløb. I La Stelvio Santini røg jakken først af på den anden stigning, uden at jeg kogte over på den første.

Hvad angår de vandafvisende kvaliteter, har regnjakken indtil videre bestået med bravour. Jeg har, hverken i Italien eller herhjemme, oplevet at jakken måtte give efter for elementerne. Jeg har dog ikke testet den i regnvejrs ture på over 2 timer. Til gengæld er jeg blevet fanget i et skybrud med Magic Rain Jacket på og jakken imponerede trods massiv nedbør, og formåede at holde mig, og endnu vigtigere, min telefon i baglommen på min cykeltrøje indenunder, tør.

Facit

Santini og Polartec har skabt en meget imponerende regnjakke. Dens vandafvisende kvaliteter hersker der ingen tvivl om, men der hvor magien for alvor opstår, er når der lægges tryk i pedalerne. Den gode åndbarhed og det tætte fit gør, at regnjakken også egner sig godt til regnvåde cykelløb.

Læs også: DKBIKE bliver ny hjulpartner på Velomore

Prisen lander lige omkring 1.500 kroner, så den er deroppe ad, men sammenlignet med andre jakker af samme karakter er det ikke galt. Cykler man ofte i regnvejr er det værd at kaste penge efter Satinis Magic Rain Jacket, for man får vitterligt en højtydende og komfortabel regnjakke, uanset om man bare cykler for sjov eller kører cykelløb.

Info

Vurdering: 5/5.
Bedst til: Regnvejr, uanset om det er cykelløb eller ej.
Pris: 1.500 kr.
Mere info: www.santinicycling.com

*Testen blev første gang publiceret d. 18. september 2024.

Få rabat på tilmeldingen til Haute Route

Posted on: oktober 22nd, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Haute Route er det nærmeste almindelige motionister kommer den ultimative oplevelse som Tour de France-rytter og når tilmeldingen åbner på fredag kan du få rabat via Velomore.

Hvis der findes et Tour de France for motionister, så er det Haute Route Alps. Og i år havde vi fornøjelsen af at stille til start i det 7 dage lange etapeløb på tværs af Alperne. Vores oplevelser kan du læse mere om i næste nummer af Velomore, som er på gaden d. 20. november.

Men allerede på fredag kan du læse billet til dig eget eventyr, når tilmeldingen til næste års løb åbner. Og som læser af Velomore, får du tilmeld 10% rabat på tilmeldingen, hvilket svarer til en besparelse på 1.500 kroner (eller 3,5 års abonnement på Velomore).

BENYT KODEN VELOMOREHRA26 VED TILMELDINGEN HER FOR AT AKTIVERE RABATTEN.

I år gik ruten fra Megève i hjertet af Alperne til Nice ved Middelhavets kyst. Knap 19.000 højdemeter smurt ud over bl.a. Cormet de Roselend, Col de l’Iseran, Galibier, Col d’Izoard, Col d’Agnel og Col de la Lombarde.

Ruten til 2026 er endnu ikke offentliggjort, men allerede nu ved vi, at starten går i Nice og målstregen ligger ved Geneve-søens kyst i Thonon-Les-Bains.

Haute Route udmærker sig ved at være den ultimative totaloplevelse, hvor man som deltager egentlig kun behøver at bekymre sig om at træde i pedalerne, og få kørt noget mad indenbords.

Som deltager får du:

  • Tidstagning og klassement.
  • Deltagertrøje.
  • Personlig finisher medalje.
  • Haute Route kuffert, som transporteres fra hotel til hotel mellem etaperne.
  • Transport af din egen kuffert og cykeltaske fra Nice til Thonon-Les-Bains.
  • Haute Route rygsæk.
  • Massage og pasta party efter hver etape.
  • Daglige racebriefinger, videorecap fra hver etape og podieceremoni.
  • Mekanisk support fra Mavic før, under og efter hver etape.
  • Velassorterede depoter på hver etape.
  • 25 motorcykel marshalls og følgebiler.
  • Forkørselsret gennem trafikken.
  • Gallamiddag efter sidste etape i Thonon-Les-Bains.

Derudover er det muligt at booke hotel gennem Haute Route, så man ikke selv skal døje med at få den logistiske kabale til at gå op mellem etaperne. Booker man hotel gennem Haute Route, sørger de for at bringe din kuffert fra hotel til hotel.

Haute Route tilbyder til tre forskellige prislejer af hotelpakker, fra delt værelse, over enkelt værelse til dobbelt værelse, fordelt på tre prisklasser af hotel: Standard, komfort og premium. Blandt tilkøbene er der desuden transport til/fra lufthavnene i Nice og Geneve, en ekstra løbstaske der vil være tilgængelig i et udvalgt depot på hver etape, samt muligheden for en ekstra overnatning i startbyen, hvis man foretrækker at komme en dag i forvejen.

Vi var som sagt med i år og du kan læse om vores oplevelser i næste nummer af Velomore. Men du kan trygt tilmelde dig allerede nu, da vi garanterer, at det en oplevelse du ikke vil gå glip af. Brug koden VELOMOREHRA26 her.

Velomore tester Wahoo TRACKR RADAR

Posted on: oktober 14th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Wahoos bud på en radarlygte kan meget muligt være det stykke udstyr, som du ikke vidste du behøvede.

Der er udstyr som er mere lir end funktionelt og så er der udstyr, der er funktionelt, men som man slet ikke anede man behøvede. Wahoo TRACKR RADAR falder i sidst nævnte kategori og er noget så simpelt, som en baglygte med indbygget radar.

Det vakte opsigt da Garmin for snart 10 år siden lancerede deres første radar, som på sin vis revolutionerede den oplevede sikkerhed på landevejene. En radar, der både fungerede som baglygte der øgede cyklistens synlighed og samtidig kunne advare om bagfra kommende trafik.

Tidligere i år kom Wahoo så med deres bud på et ditto produkt, som vi har haft fornøjelsen af at teste henover sommeren.

Som med alle andre produkter fra Wahoo, brillerer TRACKR RADAR med sin simpelhed. Designet er pænt og enkelt, mens funktionaliteten er let og ligetil. Radaren vejer knap 99 gram, monteres på saddelpinden og kan registrere trafik på op til 150 meters afstand.

Simpel og ukompliceret

Radaren monteres let på saddelpinden med en gummirem. I pakken er der 3 forskellige gummibaser, der passer til henholdsvis runde, flade og D-formede saddelpinde. Basen giver en stabil position som holder radaren på plads. Det er positivt, at Wahoo har formået at lave en gummirem til TRACKR RADAR, så man ikke skal stå og bøvle med strips hver gang man skal have den af og på.

Det er nemt at skifte radaren mellem cykler, eller afmontere den for at lade op. En opladning holder godt og vel 2 uger, afhængig af hvor meget man cykler, naturligvis. Radaren tænder og slukker selv når den får forbindelse med en forbunden headunit, så man behøver ikke bekymre sig om selv at få den tændt eller slukket, hvilket er virkelig smart. Radaren sender desuden en advarsel til cykelcomputeren når den behøver mere strøm.

Lige så, kan TRACKR RADAR slå fra og spare strøm undervejs på cykelturen. Man kan nemlig selv bestemme, om lygten skal være tændt hele tiden, eller gå i dvale når der ingen trafik er. Det betyder, at radaren altid er opmærksom, men at lygten kun tænder når der registreres en bil. En smart og strømbesparende funktion, det gør det muligt at køre med en aktiv radar på gruppeturen, og samtidig benytte den som en regulær baglygte i det mørke halvår.

Advarslerne om trafik kan man tilpasse, så man enten får auditive advarsler, visuelle advarsler eller begge dele. Smart, særligt hvis man kører med andre, så man ikke er en gruppe af ryttere der bipper hver gang der kommer en bil. Eller bare så man ikke bliver sindssyg, på vej igennem byen eller på cykelstien langs hovedveje…

Når en bil nærmer sig, vises den i siden af skærmen på cykelcomputeren og det er muligt selv at bestemme, om det skal være i højre eller venstre side. Den auditive alarm er ekstra hysterisk når et køretøj nærmer sig med høj hastighed, til skræk og advarsel for rytteren.

Som en kuriøs feature, har TRACKR RADAR også bremselys. En funktion som jeg tvivler på, at de fleste bilister vil tænke over. Men på en tur i Alperne var jeg glad for at vide, at bilisterne bag mig kunne se når jeg bremsede ned før et sving nedad bjergsiderne – jeg har dog ikke haft mulighed for at teste funktionen mere konkret, men en ekstra sikkerhedsfunktion skal man jo aldrig brokke sig over…

Facit

Jeg vil sige, at TRACKR RADAR er det stykke udstyr jeg ikke vidste, at jeg havde brug for. Det er min klare oplevelse, at bilisterne har holdt bedre afstand til mig når de er kørt forbi mig i løbet af testperioden, hvilket jeg tilskriver baglygten. Det giver en større fornemmelse af sikkerhed ude på landevejene at vide, at bilisterne kan se en – og at man kan se dem komme.

Bare det, at man slipper for selv at sidde og kigge sig nervøst over skulderen hele tiden øger sikkerheden markant. Noget jeg virkelig har værdsat, når jeg har kørt intervaller, eller har cyklet med en podcast i ørerne, er de visuelle advarsler på skærmen. Brager man afsted i zone 5 med mælkesyre til op over ørerflipperne, er det fedt at kunne se bilen på skærmen. Det føles mere sikkert, at man ved bilen kommer i god tid før den “er der”, og på den måde kan man trække længere ind i vejsiden, uden at skulle orientere sig over skulderen først.

Læs også: Velomore tester Wahoo Ace

Den lave vægt (99 gram) og det diskrete design gør desuden, at man gerne kører med radaren, og den smarte tænd og sluk funktion betyder også, at man ikke “glemmer” at bruge den. Alt i alt har jeg været meget imponeret af Wahoo TRACKR RADAR og en tur uden føles lidt som at køre uden hjelm. Tiden vil vise, om man i fremtiden også vil kunne få den med indbygget kamera, som man kan med Garmins Varia, men for nuværende brillerer TRACKR RADAR med sin simpelthed og funktionalitet.

Prisen på 1.600 kroner synes jeg ikke er helt ublu, omend det bestemt er en sjat for et stykke cykeludstyr. Efter at have kørt med TRACKR RADAR i 3 måneder vil jeg sige, at den er blevet et essentielt stykke udstyr, som jeg nødigt ville undvære på lige fod med min cykelhjelm, så på den måde er pengene givet godt ud.

Info

Vurdering: 5/5.
Pris: 1.599 kr.
Mere info: www.nordic.wahoofitness.com

Velomore tester KASK Protone Icon

Posted on: oktober 6th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Den populære KASK Protone er efterhånden blevet en designklassiker og måske derfor er den mest bemærkelsesværdige ændring ved toeren tilføjelsen af Icon til navnet.

If it ain’t broken, don’t fix it, som de siger på engelsk. Og netop den vending beskriver bedst anden generation af den populære KASK Protone.

For de stilede italienere har bevaret vinderopskriften, som har gjort Protone til et velkendt syn på landevejene over alt i verden. I bedste fald er der tale om et facelift, da den umiddelbare ændring i forhold til forgængeren, lader til at være tilføjelsen af Icon-logoet.

Lige siden Team Sky begyndte at køre med Protone, er hjelmen blevet en af de mest populære cykelhjelme blandt motionister verden over. Hjelmens distinktive design er let genkendeligt og nok det nærmeste man kommer en regulær designklassiker indenfor cykelhjelme og ja, nok det man vil kalde et regulært ikon – hence the new name.

Hjelmen blev særligt populær på knoldene af Sky-rytterne omkring det tidspunkt, hvor producenterne for alvor fik øjenene op for hjelmenes aerodynamiske egenskaber. Protone er dog hverken en top ventileret klatrerhjelm og ej heller en ultimativ aerohjelm, men snarere det perfekte mix af begge dele.

Måske netop det gør, at den stadig har sin berettigelse. For KASK har også den super ventilerede Valegro og aerohjelmene Nirvana og Utopia i sit sortiment, såvel som den omskiftelige Wasabi, der gav “aeroklappen” en renæssance. Protone Icon kan dog være den sidste iteration vi ser, da KASKs seneste skud på stammen, Elemento, mere ligner en opdateret udgave af Protone, end Protone Icon gør det.

Umiddelbart skal man da også virkelig være en sand connaisseur ud i Protones for at se de umiddelbare forskelle på Icon og forgængeren. Et mildt facelift har bevaret det smukke ydre, der fortsat består af en øvre og nedre skal, elegant samlet via den seamless-teknologi som KASK benytter sig af.

Den reelle forskel på den nye udgave og forgængerne skal findes indvendigt. KASK har forbedret sikkerheden i hjelmen uden at gå på kompromis med hverken udseende, performance eller vægt. Med en kampvægt lidt over 230 gram (str. L), er Protone stadig i den lettere halvdel af feltet. Og med over 20 ventilationskanaler, er man garanteret optimal ventilation.

Den mest markante forbedring er derfor fundet ved at styrke hjelmens indre ramme, der bl.a. gør, at hjelmen bliver mere modstandsdygtig i tilfælde af styrt, og bl.a. ikke går i flere stykker. Desværre kan jeg vidne om, at det heller ikke var et issue med forgængeren, som jeg (ufrivilligt i øvrigt, red.) har crashtestet af flere omgange….

KASK har anvendt sin egen WG11 test, for at måle hjelmens modstandsdygtighed overfor de farlige roterende kræfter, der udgør den største trussel for hjernen ved styrt. De har derfor ikke investeret i et sikkerhedssystem fra en ekstern partner, ligesom de heller ikke har haft Protone til test hos Virginia Tech. Den lever naturligvis op til EU’s krav for cykelhjelme. Men udgangspunktet for den indbyggede sikkerhed i hjelmen er, at den skal sænke de roterende kræfter ligesom MIPS gør det, og uden at tilkøbe det sikkerhedssystem, har KASK formået at holde prisen nede på et rimeligt niveau.

På landevejen

Alt er ved det gamle med KASK Protone Icon og har man været glad for forgængeren, som jeg har, kan man glæde sig over at få den præcist samme oplevelse.

Nakkespændet har fået en opdatering, og jeg har i testperioden ikke oplevet nogen problemer med det. Det er let at justere hjelmen til at sidde komfortabelt omkring hovedet.

Ligeledes, har hjelmen fortsat en fremragende ventilation, der vil hjælpe med at holde hovedet køligt på de fleste sommerdage.

Eneste minus ved det “opdaterede” design er, at KASK ikke lader til at have løst problematikken med sved der løber fra pandepuderne, hvilket til tider kan være lidt af en gene, ved en ellers rigtig god hjelm.

Læs også: Velomore tester Giro Aries Spherical

Men ellers er alt som det var ved forgængeren og det er dejligt forfriskende, at en producent ikke ændrer på sit produkt, bare for ændringens skyld, men rent faktisk holder fast i de elementer som har gjort en god hjelm populær. Chapeau KASK!

Facit

Alt er ved det gamle i den nye KASK Protone Icon og tak for det! Den indbyggede sikkerhed har fået en opgradering og lige så, har navnet, hvilket nok er det mest banebrydende man kan sige om den nye hjelm. Jeg savner dog, at KASK også tør lægge handling bag ordene, og sender Protone et tur til Virginia Tech, så vi kan få syn for sagen og se, hvor sikkerhed Protone reelt er, sammenlignet med andre hjelme. I sidste ende lever den jo op til EU’s sikkerhedsgodkendelse, og det i sig selv er vel okay.

Desværre er det ikke lykkedes for KASK at løse problemet med sved fra pandepuderne, som eksempelvis har været et fokusområde for Giro i deres Aeries. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at KASK Protone Icon er en fremragende hjelm og man er ikke i tvivl om, hvorfor den er blevet så populær blandt motionister, når man først har den på hovedet.

Info

Vurdering: 5/5
Bedst til: God ventileret hjelm der egner sig godt som all-round hjelm.
Farver: Sort, hvid, mat sort, mat hvid, grå, mat grå, mat blå, mat olivengrøn, lyseblå og rød.
Størrelser: S – L.
Pris: 1.999 kr.
Læs mere her: www.kask.com

Velomore tester såler fra Zoles

Posted on: oktober 2nd, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Skræddersyede såler er vigtigt for komforten og præstationerne på cyklen. Vi har testet den smarte løsning fra Zoles, der kan klares på 10 minutter hjemme i stuen.

Har du nogensinde haft en oplevelse af, at noget var som det ikke helt burde være, når du for alvor lukkede op for gassen og trådte hårdt i pedalerne? Det har jeg. En følelse af, at jeg ikke får udnyttet hele min fod, når jeg træder. Det er svært at beskrive præcist, hvordan det føles. For mit eget vedkommende har jeg ikke tænkt meget over mine fødder siden 16-årsalderen, hvor væksten i skostørrelser stagnerede.

Jeg har altid kørt med standardsålerne, der kom med mine cykelsko, og tilskrevet klampepositionen alle problemer, jeg har haft med fødderne, hvilket virker paradoksalt, eftersom jeg har optimeret på nærmest alt andet hvad angår cykling. Bevares, jeg har ikke oplevet problemer som sovende fødder eller såkaldte ’hot spots’, men mere haft en oplevelse af at kontaktfladen kunne være bedre, og at mine fødder er blevet ’trætte’ hen mod slutningen af de virkelig lange ture.

For nylig blev jeg gjort opmærksom på, at jeg har ’brede’ fødder, hvad det så end er. Brede fødder kan være mange ting, men en simpel definition på fænomenet er når forfoden er mere end 8 cm bred, hvilket min åbenbart er. Det har givet anledning til mange tanker om fødder, så da der tikkede en mail ind fra Zoles, med et tilbud om at teste deres customsåler, var svaret klart ja.

ONLINEAPP

Zoles producerer custom såler til nærmest hvad som helst, og de har udviklet deres egen onlineapp. Hvor andre custom såler, jeg har hørt om, kræver at man møder op og får lavet et aftryk af sin fod, kan Zoles klare det hele hjemme fra stuen. Med hjælp fra en mobiltelefon og et stykke hvidt papir, kan man i løbet af 5 – 10 minutter lave en scanning af sine fødder via Zoles onlineapp.

Der er tre vinkler, som hver fod skal scannes fra, og resultatet af scanningen er en 3D model, som kan fortælle, hvor lang og hvor bred din fod er, samt hvor meget eller hvor lidt svang du har. I mit tilfælde viste scanningen, at der er 4 mm forskel mellem længden på mine fødder, at de er brede, og at jeg i øvrigt har høj svang eller hulfod. Den data bruges til at lave et par custom såler tilpasset din fod. Al dataen ligger i Zoles’ system, så man nemt kan gå ind og bestille flere såler, både til sine cykelsko eller almindelige sko, når man får brug for nye eller hvis man har behov for flere såler. Der går ca. lidt over en uge fra bestilling til sålerne lander i postkassen.

HVORFOR ER ET PAR GODE SÅLER VIGTIGE?

Betydningen af et par gode såler, der rent faktisk passer til din fod, er afgørende for at skabe en solid base for dit pedaltråd og ikke mindst komforten på cyklen. En god sål, der støtter hele foden, bidrager til stabilitet i anklen, som er det led, der skal bære al kraften fra trådet over i foden. Har foden ikke tilstrækkeligt støtte, kan den ’kollapse’ hver gang man træder nedad, hvilket der er særlig risiko for, hvis man som jeg har høj svang. Manglende stabilitet under foden kan også føre til problemer med knæ og hofter.

Der findes flere typer af såler, lige fra standard flade såler, der mere minder om et stykke pap, som de fleste cykelsko er udrustet med, over semi-custom såler med udskiftelige kiler, såsom dem der følger med Shimano S-Phyre eller Specializeds Body Geometry-såler. Men den bedste løsning vil for de fleste være et par custom såler.

I SKOEN

Ved check ud hos Zoles kan man vælge hvilket par cykelsko sålerne skal bruges i. Jeg har fundet, at Shimano S-Phyre passer godt til min fod, hvorfor de er mine primære cykelsko lige nu. Sålen fra Zoles passer som fod i hose i skoene, men passer lige så fint i mine andre cykelsko, så ejer man flere cykelsko, behøver man ikke være bekymret.

Mine såler kommer med ekstra svangstøtte, og allerede fra jeg træder de første tråd, er der en mærkbar forskel. Først og fremmest skulle jeg lige vænne mig til, at hele foden nu er i kontakt med sålen, særligt under svangen, hvilket var en underlig, ny følelse. Men efter lidt tid føltes det rart. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, hvor stabilt jeg oplever, at mit tråd er blevet. Følelsen af, at noget var forkert, er forsvundet og ’trætheden’, der kunne opstå hen mod slutningen af ture over 3 timer, er også forsvundet. Lige så, kan jeg også køre med virkelig lav kadence uden at få ondt i knæene, hvilket førhen også har været et issue for mig, da mine fødder har ville træde ned på svangen, som ikke har haft den fornødne støtte under det hårde pres.

Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at jeg har været nødt til at justere mine klamper, da jeg har døjet med stramme lægmuskler i særligt min venstre fod. Efter 2 måneder med Zoles i skoene, lader det problem til at være gået i sig selv igen. Konsekvensen var, at min venstre fod roterede let udad, hvilket nok er sket fordi musklen i anklen har været på overarbejde pga. manglende støtte under foden, og derved er blevet ekstra spændt (men det gæt står for egen regning).

FACIT

Skal man så investere i et par custom såler? Helt bestemt, særligt hvis du oplever problematikker med fødder, knæ eller hofterne, eller som jeg, har en oplevelse af at noget føles forkert nede i skoen, når du virkelig jokker til, eller kadencen bliver meget tung. Sålerne fra Zoles har været en fornøjelse at stifte bekendtskab med, og måske har du set dem i tv, for da pakken kom ind ad døren, udbrød min kæreste spontant: ”Dem har jeg set i Løvens Hule”, hvor de åbenbart fik en investering med hjem. Og jeg forstår hvorfor. Zoles sendte sammen med testsålerne en prototype på en ny type sål, som jeg har smidt i mine hverdagssko.

Læs også: Velomore tester Specialized Torch 3.0

Fordelen ved Zoles, mod at gå til en bikefitter og få støbt et par såler, er først og fremmest at det er nemt. Det tager ca. 10 minutter første gang man scanner, men så har man dataen lagret, og det er nemt at bestille nye såler. Dernæst er de konkurrencedygtige på prisen, i og med at det hele kører online, så har man flere sko, og vil slippe for at skifte sålerne rundt hver gang, slipper man billigere med Zoles. Når man kigger på deres hjemmeside, skal man ikke blive forskrækket over, at der ikke står cykelsko i deres sportskategori på forsiden. De sponserer ultraryttere og har cykelsko som kategori, når man logger ind, så bare rolig.

Læs også: Aktiver dine medlemsfordele

For mig har custom sålerne forbedret min cykeloplevelse og ændret mit syn på, hvor meget ubehag man bør leve med, især efter 3 – 4 timer i sadlen, eller bare efter en times tid på hometraineren. Så oplever du også ubehag på cyklen eller i skoene, eller har du bare ikke tænkt over dine fødder siden du var en stor hvalp, er det måske på tide at gøre noget ved det.

INFO

Vurdering: 5/5.
Bedst til: At sikre et stabilt fundament for din pedalering og komfort i skoene.
Pris: 795 kr.
Mere info: www.zoles.eu

Rekordtid: 6 tips til at slå din 10 km rekord

Posted on: september 16th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Skal du ud og jagte en ny personlig rekord på 10 km, er der nogle ting som er værd at overveje på forhånd. Derfor giver vi 6 tips til dit personlige rekordforsøg.

Skal du ud og forsøge at slå din egen rekord på 10 kilometer distancen, så er der et par fundamentale ting at have med i overvejelserne. Det er nemlig ikke bare at hoppe på cyklen og okse derud ad. Eller jo, det kan man godt gøre, men vil du gøre et reelt forsøg på at sætte en ny bedste tid på 10 kilometer, kræver det lidt hjemmearbejde.

Derfor giver vi her 6 tips til, hvordan du slår din egen rekord – og de handler alle sammen om godt forarbejde.

Ruten

Først og fremmest er det vigtigt at finde en god rute. Har du prøvet at køre 20 minutters FTP-test vil du vide, at det kan være svært at finde et længere stræk uden sving og forstyrrende trafik der kan kompromitere din topfart.

Planlæg derfor din rute på forhånd. Forsøg at finde en vejstrækning, hvor du kan køre uafbrudt så længe som muligt. Det er nok lettere i Jylland at finde 10 km lige vej, end så mange andre steder. Aller helst med så få højdemeter som muligt, eller på en let faldende vej.

Ram dagen

Når du har styr på ruten, skal du have styr på vejret. Det er lettere sagt end gjort! For at få de mest optimale forhold til at køre dit livs 10 km, skal du naturligvis have medvind.

Heldigvis er der statsgaranti for blæst her i efteråret og så er det såmænd bare et spørgsmål om tid, før vinden står rigtigt på din udvalgte rute. I den henseende kan det dog være en fordel at vælge en rute som går øst-vest.

Styr på udstyret

Når du har fundet ruten og fået vinden i ryggen, er det næste du skal have styr på dit udstyr. Aero is king, så naturligvis skal du have den hurtige trøje frem og lade den blafrende jakke blive hjemme i skabet.

Skoovertræk, aerosokker og -hjelm er obligatoriske, hvis du vil give det et seriøst skud. Og selvom du ikke ejer den store aerodynamiske garderobe, er der stadig lidt at hente alene på at bære noget mere kropsnært.

Pump dine dæk

Skal du slå en rekord, så er du nødt til at have styr på trykket i dækkene. For højt et tryk giver en mindre kontaktflade og derved risikere du at tabe lidt fart ved ujævnheder i vejen.

Omvendt, giver for lavt et dæktryk for stor en kontaktflade, som også æder af farten. Der findes flere gode tryk-beregnere online hos bl.a. Silca og SRAM. Find det tryk der er bedst for dig.

Den der smører godt

Du kender uden tvivl fornemmelsen af en rengjort og frisksmurt kæde, hvor mængden af watt-ædene friktion er minimal. Vil du øge chancerne for en dag hvor du bare ikke kan mærke kæden, så gør dig selv den tjeneste at rengøre den og smøre inden du kører rekordforsøg.

Der er ingen grund til at ofre vitale sekunder, fordi du var for doven til at rengøre kæden og bare har hældt et nyt lag voks på den sorte slyngel, til stor skræk for konen.

Ekstra motivation

Er 10 km udfordringen ikke motivation nok i sig selv, eller har du bare brug for noget pace, så hop på Strava og find et segment på 10 km. Du kan naturligvis også selv oprette et på den rute du har valgt.

Jagten på en KOM er den perfekte motivation og kan samtidig bruges til at vurdere dit pace undervejs. En ekstra bonus er, at du kan se din nuværende pr på segmentet, og på den måde køre mod dig selv.

Læs også: Aerogains: Sådan øger du din gennemsnitsfart

Med disse 6 simple tips burde du have gode forudsætninger for at kunne køre et godt rekordforsøg. Læs mere om vores 10 km udfordring i samarbejde med rekordmanden Frederik Muff lige her.

Argon 18 har skabt et samuraisværd af en aerocykel

Posted on: september 12th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Kan man lave en lynhurtig aerocykel uden at forfølge hver eneste potentielle wattbesparelse? Ja, det kan man faktisk godt og det er hvad Argon 18 har gjort med deres nye Nitrogen Pro.

Argon 18’s nye aerocykel – Nitrogen Pro – ser hurtig ud! Æstetisk balancerer den mellem et udseende der signalerer moderne aerodynamik og elegance, og Argon 18 lægger heller ikke skjul på, at Nitrogen Pro er deres hidtil hurtigst cykel, nogensinde.

Fremfor at jagte ultimative wattbesparelser over alt på rammen, har product director Alexandre Côte i stedet truffet en række velovervejede valg, og sparet watt de steder hvor det giver mening, mens der samtidig valgt meningsfulde løsninger som fungerer ude i på virkelighedens landevejen, fremfor i en klinisk laboratorietest i vindtunnel. For Nitrogen Pro er ikke skabt til World Touren, men i stedet lavet til de veltrænede, ambitiøse og konkurrenceorienterede motions- og eliteryttere, der søger ultimativ fart, men også en cykel, som man faktisk kan holde ud at køre time efter time, dag efter dag.

30 mm og masser af fart

Frembringelsen af Nitrogen Pro er sket på baggrund af en udfordring som R&D holdet hos Argon 18 satte sig selv for 3-4 år siden: At skabe den hurtigste cykel firmaet nogensinde har lavet. Som et ekstra benspænd skulle cyklen tilmed være bygget op omkring 30 mm dæk, være så let som mulig og have tilpas med komfort til, at den er kørbar for langt de fleste cykelryttere. Det har naturligvis presset udviklingsprocessen til det yderste.

Foto: August Hasselbach

”Dette projekt repræsenterer et dybt engagement til innovation, performance og det at presse grænserne for vores tilgang til udvikling. Det er et glimt af fremtiden for Argon 18” fortalte Alexandre Côte til Velomore ved den officielle lancering af cyklen i København i onsdags.

For at få en cykel som både er hurtig og funktionel, har man måtte revurdere tilgangen til design af en moderne aeroracer.

”Vi har ikke designet en cykel til vindtunnelen. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med hvor cyklen rangerer i en vindtunneltest” fortalte Côte, med reference til, at cyklen er udviklet med henblik på at præstere bedst muligt ude i den virkelige verden, frem for i et laboratorie.

Selvfølgelig vil det dansk/canadiske brand gerne ligge øverst på ranglisterne når det kommer til vindtunneltest, ingen tvivl om det, men det var ikke det herskende dogme da man gik i gang med udviklingsprocessen af Nitrogen Pro.

Alligevel var det med en vis lettelse, da CyclingNews offentliggjorde deres store sammenligningstest fra Silverstones vindtunnel, på selvsamme dag som Nitrogen Pro blev offentliggjort. Her præsterede cyklen som håbet og endte på en flot 4. plads ud af de 12 testede cykler, til trods for at testparametrene var suboptimale i forhold til Nitrogen Pros attributer.

”Den reelle performance skal man finde i den virkelige verden med sidevind, modvind, regn og dårligt vejr” forklarer Côte om tankerne bag Nitrogen Pro. ”Vi ved alle hvad vi kører på til daglig og det er ikke perfekte, nyasfalterede veje til Tour de France i Sydfrankrig i juli. Vi cykler i virkelige forhold og derfor har vi skabt en cykel som kan præstere under de forhold.”

Derfor har man taget et holistisk blik på hele cyklen, fremfor at frembringe en ramme og derefter udruste den med komponenter fra diverse producenter, hvor man mere eller mindre ser hvad der er til rådighed på markedet.

Design af en komplet cykel

I stedet har Argon 18’s komponentbrand Atten fremstillet bl.a. flaskeholdere og styr specifikt til Nitrogen Pro, mens et unikt samarbejde mellem Atten og Scope har ført til et specialdesignet hjulsæt.

Alt i alt giver det en cykel som er 24 watt hurtigere end Sum Pro ved 45 km/t, vel og mærke når der sidder en rytter på cyklen.

Foto: August Hasselbach

Visuelt minder cyklen mere om en moderne all-round cykel, snarere end en decideret aeroracer, med en kombination af store og smalle rør, der giver cyklen et, på en og samme tid, muskuløst og elegant udseende. Kampvægten for en str. M monteret med SRAM Red AXS, flaskeholdere og computermount er på imponerende 6,95 kg.

For at nå den wattbesparelse og vægt, har man bl.a. valgt at lave integrerede flaskeholdere som er aerodynamisk tilpasset rammen. ”For hvem kører uden flasker?” som Alexandre Côte spørger retorisk ved præsentationen.

Foto: August Hasselbach

Styret fra Atten er smallere end hvad vi normalt ser – 360-380 mm over toppen – med flare i bukningerne og en indad rotation øverst hvor skiftegrebene sidder, så man som rytter ikke behøver at dreje sine skiftegreb indad.

”Udover at det giver en wattbesparelse, er det først og fremmest mere et komfortspørgsmål. Vi ser, at stort set alle ryttere roterer deres håndled indad for at sidde bedst muligt, så hvorfor ikke designe styret efter det” forklarer Côte. Styret har en påstået wattbesparelse på 6,7 watt over en klassisk styr/frempind kombination. 

Atten x Scope Artech 6.A+

Mest interessant er dog hjulene fra Scope. Argon 18 har modelleret cyklens aerodynamik efter cyklen med specifikke komponenter og en rytter, så de har kunne se hvordan aerodynamikken påvirkes for den komplette pakke, fremfor rammen alene som man typisk gør, når man udvikler nye rammer.

Det har resulteret i en forbedret version af Scopes lynhurtige hjulsæt Artech 6.A, som i denne iteration kommer under navnet Atten x Scope Artech 6.A+. Fælghøjden er på 65 mm med en indvendig bredde på 25 mm og udvendig bredde på 35 mm med hooked fælge. Vægten er på påståede 1.320 gram.

Hjulsættet er dermed 1,3 mm bredere end Scope Artech 6.A normalt er, hvilket gør Atten hjulet aerodynamisk optimeret til 30 mm Vittoria Corsa Pro (som Argon 18 beskriver som det bedst performende dæk), som cyklen er designet omkring. Udover at hjulene er tilpasset dækket, er forgaflen på Nitrogen Pro tilpasset hjulsættet fra Atten x Scope, for at få maksimalt forbedret aerodynamik omkring forenden af cyklen.

Mere stack, mere komfort

Til trods for at cyklen ser aggressiv ud, har Argon 18 givet den et mere komfortabelt fit og tilføjet 15 mm stack, mens man har fjernet 5 mm reach sammenlignet med Sum Pro. Til sammenligning har Nitrogen Pro 10 mm højere stack end eksempelvis Specialized S-Works Tarmac SL8. Samtidig er krankboksen sænket 2 mm for at kompensere for de 30 mm dæk. Cyklen er desuden blevet 18,5% stivere end Sum Pro.

Kigger man på cyklen udefra, springer de ekstremt lave saddelstræbere i øjnene. Hentet direkte fra banecyklerne, forklarer Alexander Côte, at alt hvad der sidder under flaskeholderne på cyklen bidrager til aerodynamik og performance, mens alt over flaskeholderne er designet med komfort for øje.

Foto: August Hasselbach

”Der er alligevel så meget vindforurening med en rytter på cyklen, at det ikke giver mening at tænke i ultimativ aerodynamik fra styret og bagud. Enten er armene, benene, ja måske endda maven, i vejen, så her har vi fokuseret på komfort, mens den nederste halvdel fra front til bag udelukkende handler om aerodynamik”.

Nitrogen Pro kommer til den nette sum af 110.000 kroner hvis man ønsker den med SRAM Red AXS, men bliver også tilgængelig med både Dura-Ace og Shimano DI2 i præcist samme konfiguration.

Læs også: Velomore tester Argon 18 Sum

Hydrogen Pro får desuden en lillesøster – Hydrogen – som kommer med et marginalt tungere carbonlayup og standard Scope Atten-hjul (som ikke er aerooptimeret i helt samme grad som dem til Pro, der har fået “fiskeskæl”), men til en lavere pris og med mulighed for valget mellem SRAM Force AXS, Ultegra Di2 og 105 Di2. Det er værd at nævne, at Argon 18 ikke ændrer på den øvrige komponentpakke, hvorfor man får den præcist samme cykel uanset hvilken Hydrogen Pro eller Hydrogen man vælger, hvilket vi her på magasinet gerne vil hylde Argon 18 for.

Velomore har allerede haft fornøjelsen af at køre på cyklen, som er et regulært samuraisværd af en aerocykel, og det glæder vi os til at fortælle meget mere om i vores novembernummer.

Rekordindehaver udfordrer: Kan du cykle 10 km?

Posted on: september 10th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Fra 10. september – 10. oktober inviterer Frederik Muff i samarbejde med blandt andet Velomore til en stor landsdækkende rekordkonkurrence. Alle kan være med – og der er vilde præmier på højkant. 

Den danske rekordindehaver i 10, 30, 50 og 100 km tidskørsel inviterer til en vild efterårskonkurrence i samarbejde med blandt andet Velomore og en række af de partnere, der var med til at sikre de seneste rekorder på 50 og 100 km-distancen, som han slog i august måned. 

Konkurrencen er simpel: Du skal køre så stærkt du kan på en 10 km-distance og indsende tiden for at være med. Alle kan deltage og deltagelsen kan ske på de tidspunkter, hvor det passer ind i din kalender. Blandt alle deltagere bliver der trukket lod om en række vilde præmier. Hovedpræmierne er en fuld optimeringsdag i FUSIONs nye Tempo! Wind Tunnel, mens en anden vinder kan få fingrene i et sæt Syncros Capital 1.0-kulfiberhjul til cyklen. Og dertil kommer en lang række andre fede lodtrækningspræmier – blandt andet årsabonnement på skandinavens største cykelmagasin Velomore. 

“Fælles for alle præmierne er at de ikke går til de hurtigste, men at man har lige store chancer for at vinde dem uanset, hvor hurtigt man kører,” lyder det fra Frederik Muff, der har skabt konkurrencen for at få endnu mere fokus på rekordkørslen, der ellers i mange år har været en lidt glemt disciplin i Danmark. 

“En rekord føles ens uanset om det er en personlig rekord eller en dansk rekord. Formålet med konkurrencen er derfor både at få rekordkørslen endnu mere i fokus, men også forhåbentligt få tændt gnisten til at en masse ønsker at udfordre dem selv og se, om de kan slå deres egen personlige rekord. Hvis det kan lykkedes at få en masse mennesker til at have en sjov udfordring med at køre så stærkt som muligt, så har det været en stor succes,” uddyber Frederik Muff. 

Den danske rekord på netop 10 km distancen lyder i dag på 10 minutter og 57 sekunder – fra stående start og med vendepunkt præcist halvvejs. For at deltage i konkurrencen er det ikke et krav med stående start eller vendepunkt, men selv i medvind vil en tid under de 11 minutter nok være en ordentlig mundfuld for de fleste. 

Sådan deltager du:  

For at deltage skal du køre 10 km – gerne så hurtigt som du kan. Turen optages på en cykelcomputer og uploades til en træningssoftware – fx. Strava. Når turen er uploadet udfylder du formularen på www.rekordtid.dk

Du kan både uploade en selvstændig tur på 10 km – men du kan også sagtens uploade en længere tur, hvor du har lavet et lap på 10 km undervejs. 

Fuld præmieliste og mere information kan også findes på www.rekordtid.dk. Lodtrækningen af præmierne sker umiddelbart efter konkurrenceperioden udløber den 10. oktober.

 

Velomore tester energiprodukter fra MNSTRY

Posted on: september 1st, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Med naturlige ingredienser, subtile smage og et simpelt energisystem har MNSTRY udviklet et udvalg af højt ydende energiprodukter.

MNSTRY hører til blandt de forholdsvis nye energiproducenter på markedet og er udviklet af ernæringsekspert Robert Gorgos, som bl.a. arbejder med Redbull – Bora Hansgrohe. Der bruges kun naturlige ingredienser for at skåne maven og fordøjelseskanalen mest muligt, og hver ingrediens har måttet kæmpe for sin plads og er nøje udvalgt på baggrund af videnskabelige undersøgelser.

For at gøre det så let som muligt for sine brugere, har MNSTRY udviklet et simpelt energienhedssystem: Såkaldt “Energy Units”. En unit består af 40 gram kulhydrat, som svarer til en dosering af MNSTRYs produkter på tværs af drikke, barer og gels. Det gør det let at planlægge sit energiindtag og holde styr på det undervejs i træning og til cykelløb.

Derudover varierer MNSTRYs produkter mellem standard formularer og den gyldne 1:0,8 ratio, som er optimal i forhold til at optage mere end 90 gram kulhydrat i timen. Deres produkter er derfor udviklet til henholdsvis indtag på under og over 90 gram i timen, hvilket man skal være opmærksom på, når man køber eller sammensætter smagsvarianter og typer af energiprodukter.

Vi testede derfor MNSTRYs prøvepakke til Mallorca 312, hvor der blev kørt 120 gram kulhydrat ned i timen.

GELS

MNSTRY har fire gels på markedet: regulær, koffeinholdig, Ice gel og en helt nyudviklet gel med bicarbonat (som vi endnu ikke har testet).

Smagsvarianterne på de regulære gels er mango, lemon, neutral og æble, mens Ice gel fås i mango & appelsin, blåbær & mint og neutral. De koffeinholdige gels fås i smagsvarianterne kirsebær, lime og matcha. Koffeinindholdet varierer mellem smagsvarianterne, så man ydermere har muligheden for at planlægge et optimalt koffeinindtag.

MNSTRYs gels har en behagelig konsistens, som er mere flydende end fast, og rammer for mig den helt ideelle konsistens. Smagene er subtile og underspillede, og til trods for at jeg ikke kan lide mango, var den smagsvariant tilpas nedtonet til, at den var dejlig og forfriskende.

Ice gels kan nedfryses og indtages iskolde eller som slushice på hometraineren eller den første del af cykelturen. De indeholder derfor lidt mere væske, men kan sagtens sluges uden at have været frosset ned, og især blåbær & mint-smagen var lækker. Min personlige favorit på tværs af alle varianterne er den neutrale smag, som er en kombination af sweet and savory, uden at det bliver kedeligt.

BARER

MNSTRY har to energibarer i deres sortiment – porridge bar og intensity bar. Sidstnævnte indeholder flere hurtige kulhydrater og er tiltænkt cykelløb og intens træning, mens porridge barer indeholder kulhydrater, som er længere om at blive optaget og derfor egner sig bedre til længere eller roligere ture.

Som navnet lidt afslører, er porridge bar mere eller mindre en havregrynsbar. Men hvor de fleste havregrynsbarer, jeg er stødt på, er kendetegnet ved at være bastante og have knasende sukker, er den her let og delikat. Barren smelter nærmest i munden og er virkelig velsmagende. Konsistensen er svær at beskrive helt præcist, men den er virkelig dejlig og man mangler nærmest kun et stykke chokolade som supplement. Især smagen med blåbær og vanilje blev en umiddelbar favorit.

Intensity bar er mere tør og består af, hvad der synes at være tørret abrikos og puffede ris. Smagen er god, men ikke lige så delikat som porridge barerne.

PULVER

Ligesom med energibarerne har MNSTRY to energidrikke – den hurtige og den langsomme. Faktisk har de tre, for der er også en pulverblanding med 80 gram kulhydrat pr. servering kaldet Power carb.

Alle tre drikke kommer i en regulær version og en ”heat”-version med ekstra elektrolytter til varme forhold. Fast carb og Power carb er velegnede til træning og konkurrence. De smager begge godt og opløses let i dunken. Smagene er igen lidt anderledes end de gængse brands med hindbær i Fast carb og ananas i Power carb.

Slow carb er som nævnt en mere langsomt optagelig drik, der er tiltænkt mindre intense ture. Der er brugt isomaltulose, som skulle være længere om at blive optaget og derved give et mere stabilt og langvarigt energioptag. Fordelene skulle være, at det ikke påvirker fedtstofskiftet i samme grad som de hurtigere optagelige sukkerarter, hvilket skulle være gavnligt ved lavere intensiteter.

PROTEIN

Sidst men ikke mindst råder MNSTRYs sortiment også over to restitutionsprodukter – recovery shake og proteinbar.

Recovery shake er, modsat klassisk proteinpulver, en blanding af kulhydrater og protein til at maksimere restitutionen. MNSTRY har benyttet naturlig kakao, og det giver en fin smag, som er virkelig lækker, hvis man blander den op med mælk. En dosering giver knap 20 gram protein og 16 gram kulhydrat.

Proteinbaren kommer i to varianter, baseret på enten peanuts eller hasselnødder. Begge barer er velsmagende, om end de smager meget af nød. Konsistensen minder om porridge bar, men har en mere peanutbutter-agtig konsistens, som er lidt mere tør i det. Modsat andre proteinbarer efterlades man ikke hungrende efter vand. Med 35 gram kulhydrat og 14 gram protein er de oplagte at spise på lange cykelture.

PÅ LANDEVEJEN

MNSTRYs produkter er et godt og lækkert bekendtskab. Smagene er rolige og underspillede, så man ikke får smagstræthed af at indtage de samme produkter flere timer i træk, dag efter dag.

Konceptet med Energy Units er simpelt, men genialt, og gør det let at planlægge sit energiindtag til træning og løb, og det giver desuden muligheden for, at man let kan mixe og matche på tværs af drikke, barer og gels. Jeg kan desuden godt lide, at de har udviklet drikke med et højere indhold af elektrolytter, så man bedre kan tilpasse sit indtag af mineraler efter varmere forhold.

Alle produkterne er skånsomme ved maven, og selvom jeg fik spist mig igennem det meste af testprodukterne under Mallorca 312, oplevede jeg ingen maveproblemer under eller efter løbet – heller ikke den sædvanlige ”jeg skal ikke have mere sukkerholdigt i dag”-fornemmelse. Til trods for at jeg kørte 120 gram kulhydrat i timen over 6 timer fra et helt nyt brand.

Vil du selv mærke forskellen, kan du – ligesom os – starte med MNSTRYs testpakke. Den giver dig et godt overblik over smagsvarianterne og gør det let at mærke, om energien holder hele vejen.

VURDERING

Vil jeg selv købe MNSTRY? Ja, det ville jeg faktisk. Nok ikke til træning, der er prisen for høj, men til cykelløb vil jeg helt klart gå med MNSTRYs skånsomme, velsmagende og simple energi system.

Fordele:

  • Enkelt energisystem der gør det let at planlægge sit indtag.
  • Indpakningen er nem at åbne på farten.
  • Naturlige ingredienser – jeg oplevede ikke den klassiske “sukker træthed” i maven efter Mallorca 312

Ulemper:

  • Man skal være opmærksom på fordelingen af kulhydrat på tværs af smagsvarianter.

Oplagt til dig: Der vil have de bedst præsterende energiprodukter.
Mere info: www.mnstry.com

ROUVY opkøber BKOOL

Posted on: juli 24th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Den populære online løb- og træningsplatform BKOOL er blevet opkøbt af tjekkiske ROUVY.

Den tjekkiske online træningsplatform ROUVY meddeler i dag, at de har opkøbt online løbs- og træningsplatformen BKOOL, der i mange år har været populær blandt danske brugere. Nyheden kommer et halvt år efter at ROUVY opkøbte en tilsvarende platform, FulGaz.

“At BKOOL bliver en del af ROUVY Group er et betydningsfuldt øjeblik for indendørs cykelfans. Vores mål er at give den bedst mulige oplevelse, værdi og cykelmuligheder for ryttere verden over. At bringe ROUVY, FulGaz og nu også BKOOL sammen giver et væld af ekspertise og unikke funktioner under samme tag” fortæller co-founder og CEO for ROUVY og BKOOL, Petr Samek, i en pressemedelelse.

ROUVY udmærker sig ved at være simuleringer af virkelige ruter og er derfor rettet mod de, som ønsker en mere ‘virkelig’ køreoplevelse indendørs, end hvad de animerede platforme Zwift og MyWhoosh tilbyder.

Samme princip har været bærende hos spanske BKOOL, hvor man bl.a. kan lave virtuelle ruter fra GPX-filer. En feature, som komplimenterer ROUVYs egen Route Creator.

I første omgang vil BKOOL fortsætte som et selvstændigt brand under ROUVY paraplyen. Baseret på erfaringer fra FulGaz-overtagelsen, vil Rouvy fokusere på at sikre stabiliteten og pålideligheden af platformen, før eventuelle ændringer træder i kraft. Integrationen af FulGaz har ikke forløbet gnidningsfrit og denne erfaring kommer nu BKOOL-brugere til gode. Selv siger ROUVY, at man vil lytte til BKOOLs community, før man lægger en langsigtet plan for platformens fremtid.

Læs også: Velomore tester ROUVY

“For vores community tror vi på, at dette nye kapitel for BKOOL vil forsætte med at give underholdende, meningsfuld og gavnlige indendørs cykeloplevelser og vi er spændte på at udforske mulighederne” fortæller BKOOLS tidligere CEO, Alfonso Garcia-Lozano, i en pressemedelelse.

BKOOL har igennem en årrække kæmpet med økonomien, hvilket bl.a. betød, at man for få år siden droppede hardware-delen af virksomheden for at fokusere 100% på udviklingen af onlineplatformen.

GripGrab udvikler aeroserie i samarbejde med Uno-X

Posted on: juli 16th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Et tæt samarbejde mellem danske GripGrab og det norske ProTeam Uno-X Mobility har resulteret i en ny aeroserie, der skal hjælpe rytterne med at jagte marginal gains helt ned til mindste detalje.

Da Uno-X Mobility i begyndelsen af 2024 indgik et samarbejde med GripGrab, handlede det i første omgang om handsker og skoovertræk. Men med et fælles fokus på performance optimering, innovation og sans for detaljer, har kastet en nye serie af produkter af sig.

I samarbejde med Uno-X Mobility har GripGrab udviklet serien FastStream, der byder på aerooptimerede skovertræk og handsker.

Produkterne er en fast del af Uno-X Mobility-rytternes arsenal under Tour de France og indgår som en vital del i holdets Project Breakaway. Hos GripGrab har man netop lanceret produkterne under navnet Project FastStream, der byder på en pakke af i alt fire aerooptimerede produkter: FastStream aerohandsker, skoverovettræk, dial covers og aerosokker.

Skabt til at spare watt

Det hele begyndte med en konkret udfordring: Uno-X ønskede et nyt aeroskoovertræk, der kunne integreres problemfrit med holdets eksisterende FUSION aerosokker. Det skulle være let, tætsiddende – og ikke mindst målbart hurtigere.

GripGrab tog imod udfordringen og gik i gang med at designe, teste og justere i tæt dialog med holdet. Det færdige design blev testet både i vindtunnel og i praksis – og dokumenterede aerodynamiske gevinster. Men vigtigere end tal på papir var det, at rytterne selv valgte produkterne til, stolede på dem og brugte dem under nogle af sæsonens største løb.

“Fra forårsklassikere til Grand Tours har det her projekt været mere end bare et produktbrief. Det har været en læringsproces, hvor vi har bygget noget sammen, som fungerer, når det virkelig gælder,” lyder det fra GripGrab.

Aerotestet i feltet

FastStream-serien er skabt med fokus på både aerodynamik og funktionalitet. Udover skoovertrækkene og dial covers – som dækker Boa-lukninger for at reducere turbulens – rummer serien også aerosokker og handsker.

Læs også: Sådan vil Uno-X vinde Tourens udbrud med dansk teknologi

Hele pakken er nu tilgængelig på gripgrab.com som en limiteret aero-lancering til 160 euro.

Se mere her: GripGrab FastStream Project

Velomore tester Vingegaards hjelm

Posted on: juli 7th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Jonas Vingegaards hjelm Giro Aries Spherical scorer toppoint i sikkerhed samtidig med at den er utrolig komfortabel.

Opdateret d. 7. juli 2025
Når Jonas Vingegaard ikke kører med sin aerohjelm Giro Eclipse Spherical, kører han med den komfortable og ventilerede Giro Aries Spherical, som hører til blandt markedets sikreste. Da hjelmen udkom i 2023 vippede den Specialized Prevail 3 af pinden, som den landevejshjelm med den højeste sikkerhedsrating fra de uafhængige testere hos Virginia Tech.

Siden da, har POC og P2R lanceret to landevejshjelme, som scorer bedre end Aries Spherical, men danskerens hjelm er fortsat i top 3 over de sikreste landevejshjelme og er den sjette bedste rangerede hjelm overall (MTB, fullface og landevejshjelme til sammen).

Virginia Tech udmærker sig ved at sikkerhedsteste hjelme af enhver karakter. Alle hjelme bliver testet på objektive og målbare parametre og rangeret herefter. En forudsætning for at blive testet er at producenterne frivilligt sender deres hjelme til test.

Det der især gør Aries sikker er den indbyggede MIPS Spherical teknologi, som debuterede med Giros Aether tilbage i 2018. Siden da, har Giro optimeret på flere parametre og med Aries påstår de at have forbedret aerodynamik, komfort, vægt og afkøling.

Vigtigst er dog sikkerheden, der som skrevet ovenfor er markant forbedret. Til sammenligning, var Giro Helios Spherical rangeret som nr. 32, Giro Eclipse Spherical nr. 43 og Giro Aether Spherical helt nede som nr. 77 sikreste cykelhjelm hos Virgina Tech tilbage i 2023, omend alle hjelme har modtaget topkarakter, men bliver udkonkurreret på de marginaler der nu er at finde i nyere hjelme.

Giro har valgt en løsning hvor to EPS-skaller er monteret inden i hinanden, forankret med elastom-ankre (som også præger hjelmens udseende), som gør den inderste skal i stand til at rotere omkring sin egen akse inden i den ydre skal. Konstruktionen har gjort Giro i stand til at forstærke den yderste skals EPS skum, så den bedre kan modstå slag og sammenstød, mens den inderste skal absorberer energien og derved beskytter kraniet og hjernen.

Selve hjelmen vejer i omegnen af 270 gram for en str. M og byder på 24 store ventilationshuller og kanaler, der sikrer god luftgennemstrømning. Samtidig er den udstyret med et såkaldt DryCore sweat management system, som er et silikone indlæg gemt i de forreste puder. Deres funktion er at lede sved væk fra øjenbrynene og brillerne, hvilket er godt tænkt. Sveden ledes således væk fra panden og ud til tindingerne, hvor den enten kan fordampe, blive taget af vinden eller løbe ned ad kinderne.

På landevejen

Hjelmen sidder behageligt på hovedet og er let at rette til. Spherical-opbygningen gør at man kan vrikke med den inderste skål i hjelmen, hvilket umiddelbart er en lidt mærkelig fornemmelse når man ikke er vandt til den. Safety first, som man siger og alt andet lige, sidder hjelmen godt på hovedet. Den er let at justere i omkredsen via nakkespændet og stropperne er også lette at justere.

Hjelmen føles let på hovedet og jeg vil bedst beskrive den som umærkbar, når man først har fået den justeret rigtigt. Ventilationskanalerne fungerer godt, omend den er testet i det tidlige forår og derfor ikke blevet prøvet af under varme forhold. Men luftgennemstrømningen virker god og jeg har faktisk måtte skifte pandebåndet ud med en hjelmhue på enkelte ture, fordi den kolde luft fik kølet knolden for meget af sammenlignet med min egen KASK Utopia.

Sikkerheden er naturligvis svær at udtale sig om, da jeg ingen intentioner har haft om at teste hjelmen i et styrt. Det er dog fristende at komme en vandmelon i den og se hvad et fald ville gøre, men det virker også som et spild. Jeg har dog, som så mange andre i cykelindustrien, stor tiltro til Virginia Techs undersøgelser, som er værd at nørde lidt. Det er værd at bemærke, at hjelmproducenterne selv er ansvarlige for at sende hjelme til test hos Virginia Tech, som ikke laver opsøgende eller kommercielt arbejde.

Aerodynamik er en anden ting som er svær at teste, men noget af det jeg har bemærket er, at vinden ikke støjer specielt meget omkring øerne, hvilket efter sigende skulle være en indikator på at vinden slipper hjelmen på en optimal måde (har jeg læst for flere år siden).

Læs også: Velomore tester Specialized Prevail 3

Om vi er ude i en gråzone med pseudovidenskab skal jeg ikke kunne sige, men det virker fjollet at skrive at hjelmen “føles” hurtig. Der er dog ikke tale om en aerohjelm, så Aries primæreformål er at yde komfort, ventilation og først og fremmest sikkerhed.

Facit

Alt i alt er Giro Aries Spherical en komfortabel og behagelig hjelm. Den er målbart sikker i test, så er man på udkig efter en hjelm til de alle ture, hvor det ikke handler om at køre så hurtigt som overhovedet muligt, er Aries uden tvivl et rigtig godt bud. Personligt er jeg begyndt at tænke mere over hvor sikre mine cykelhjelme er, efter jeg blev far sidste år, så det er et tungtvejende argument for mig at Aries er bedst i test hos Virginia Tech, omend det formentlig er marginaler der adskiller tophjelmene.

Læs også: Velomore tester Rapha + POC Omne Air

Alt i alt får Giro Aries Spherical 5 ud af 5 i vurdering, hvor jeg især lægger vægt på Giros påstande om en sikker og komfortabel hjelm faktisk holder stik.

Denne anmeldelse blev første gang udgivet i foråret 2023, men vi har finpudset den i anledningen af årets Tour de France.

Info
Vurdering: 5/5
Pris: 2.499 kr.
Vægt: 270 gram (str. M).
Størrelser: S – L
Mere info: www.giro.com

Sådan vil Uno-X vinde Tourens udbrud med dansk teknologi

Posted on: juli 3rd, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Uno-X Mobility har tre målsætninger i årets Tour de France, og for at lykkes med dem alle sætter holdet sin lid til dansk teknologi.

Det skandinaviske storhold Uno-X Mobility rejser til Touren med tre klare ambitioner: En etapesejr, synlighed på alle etaper via udbrud og topresultater, samt kampen om løbets førertrøjer – særligt den prikkede bjergtrøje og den grønne pointtrøje, som må siges at være de mest realistiske.

For at indfri målene har Uno-X Mobility i samarbejde med sponsorer og samarbejdspartnere udviklet Project Breakaway – et performance-mæssigt manifest, der skal give holdets ryttere de bedste forudsætninger for at præstere ved hastigheder over 50 km/t, i sidevind, spurter og under ekstreme forhold i bjergene.

Rygraden i Project Breakaway er holdets danske samarbejdspartnere, anført af aeroeksperterne hos nordjyske FUSION. Sammen med CeramicSpeed og GripGrab står de tre danske performance-brands for at levere udstyr i absolut topklasse til Magnus Cort og holdkammeraterne – udstyr, der skal være med til at sikre holdets første etapesejr i Tour de France.

Dansk fart

Til Tour de France bliver Uno-X Mobility-rytterne udrustet med det nyudviklede Breakaway Suit fra FUSION. Dragten er skabt til at præstere ved høje hastigheder, samtidig med at den er åndbar og yder UV-beskyttelse, da både varme og potentielle solskoldninger kan reducere rytternes performance markant.

Til ærmerne er der benyttet et særligt materiale, som muliggør en ærmekonstruktion, der giver optimal aerodynamik over flere forskellige hastigheder. Mest bemærkelsesværdigt er dog, at lynlåsen er placeret på ryggen, og at alle sømme og syninger er strategisk placeret for at minimere luftmodstanden. Som supplement til dragten får Uno-X Mobility-rytterne nyudviklede Breakaway aerosokker.

Alternativet til Breakaway Suit bliver et opdateret Road Race Suit, som første gang så dagens lys til Liège-Bastogne-Liège i 7-Eleven farver. Modsat Breakaway Suit giver denne dragt en mere generel aerooptimering og gør det lettere for rytterne at træde af på naturens vegne undervejs. Den forventes derfor primært brugt af ryttere, som skal tilbringe størstedelen af etapen i feltet.

Til bjergene og på de ekstremt varme dage kan Uno-X Mobility-rytterne vælge Hot Condition Suit, der kombinerer aerodynamik med komfortabelt fit og optimeret afkøling. Bl.a. har dragten fået større mesh-panel forrest på torsoen, mens bukserne har fået et tyndere materiale. Alle dragterne fra FUSION er udviklet på baggrund af timevis af research og feedback i nordjydernes egen vindtunnel. Som man kan læse i Velomores sommernummer, er dragter et af de steder, hvor de største aerogevinster kan hentes før et Tour de France, da udviklingen af tøj er lettere og hurtigere end på cykler og hjul.

Som supplement til FUSIONs hurtige dragter får Uno-X Mobility-rytterne nye aerocovers til deres sko fra GripGrab, som kan bruges på alle etaper og på enkeltstarterne. Der er tale om “halve” overtræk, som placeres hen over skoenes boa-spænder – en detalje, der ligger Magnus Cort meget på sinde.

“Vi har frie sko på holdet, og det har jeg udnyttet til at få lavet nogle custom sko i fuld carbon. Det er aerodynamikken og vægten, der er interessant ved de her sko. Jeg ville have noget, hvor der ikke sidder spænder på siden og tager en smule vind,” fortæller Magnus Cort til Velomore i vores interview, som du kan læse i fuld længde i vores sommernummer.

Foruden de nyudviklede skoovertræk får rytterne også nye aerooptimerede handsker fra GripGrab.

Sidst men ikke mindst sørger CeramicSpeed for, at alt glider gnidningsfrit på de hurtige Ridley Noah Fast-cykler, som vi blandt andet tester i vores sommernummer. For at udnytte alle watt får Uno-X Mobility installeret de langtidsholdbare og friktionsløse UFO-kæder, mens headset og krankbokse også udrustes med danske keramiske kuglelejer.

På enkeltstarterne vil cyklerne desuden få den iøjnefaldende OSPW Aero ALPHA-bagskifter installeret. Alle CeramicSpeeds produkter er håndbyggede i Danmark og sikrer optimal udnyttelse af alle watt, der lægges ned i pedalerne.

Project Breakaway

Foruden de danske partnere sørger Ridley som nævnt for cyklerne, der udrustes med DT Swiss ARC 1100 DICUT-hjul, hvor rytterne får valget mellem tre forskellige fælghøjder: 55 mm til kuperede etaper, 65 mm til flade etaper og 38 mm til de hårde bjergetaper. Den flade enkeltstart vil blive kørt med 85 mm fælg og pladehjul bagtil.

På rytternes hoveder sidder Tucker III 2Vi fra Sweet Protection – den hjelm, der ifølge vindtunneltests er ultimativt hurtigst i Sweet Protections udvalg – mens rytterne har muligheden for at vælge Falconer og Redeemer på varmere og mere kuperede etaper.

Læs også: Jonas Vingegaard testet i nordjyske vindtunnel

Sidst men ikke mindst kan rytterne, der satser på udbrud, starte dagen med Maurtens Bicarb System. Den svenske hydrogel med bicarbonat forbedrer syre-basebalancen i musklerne og er velegnet til ryttere, der skal i udbrud eller satse på spurten. Svenskerne er Uno-X Mobilitys nutrition partner.

Med til årets Tour de France tager Uno-X Mobility Magnus Cort, Anders Halland Johannessen, Jonas Abrahamsen, Søren Wærenskjold, Andreas Leknessund, Markus Hoelgaard, Stian Fredheim og Tobias Halland Johannesen. De otte udvalgte ryttere er en del af Project Breakaway.

Læs også: Velomore tester FUSION TEMPO!

Vil du blive klogere på Uno-X Mobility, kan du læse vores interviews med Thor Hushovd og Magnus Cort, vores anmeldelse af Ridley Noah Fast 3 og vores profil af FUSION i Velomores sommernummer – magasinet kan også købes i butikker og kiosker.

Fra Flensborg til Viborg på under 12 parsec

Posted on: juni 25th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

De 300 km fra Flensborg til Viborg er l’Etape Denmarks kongedistance og vi var med til start sidste år.

”Er I godt klar over, at vi stadig har over 270 kilometer tilbage?”. Vi blæser afsted gennem landskabet, i ekspresfart fra Flensborg med retning mod Viborg, på l’Etape Denmarks (Hærvejsløbet) absolutte kongedistance – 300 km op igennem Jylland.

Tempoet er højt, vejret mere eller mindre perfekt og stemningen i gruppen er kåd. Som en del af l’Etape Denmark by Tour de France, er der mere end blot æren på spil i Hærvejsløbets landevejsløb. En gul trøje er på højkant til dagens hurtigste ryttere og undervejs er der også mulighed for at tilkæmpe sig både prikker og grønt. Netop derfor er tempoet gevaldigt opskruet og siden starten i Flensborg, har vi kørt som død og pine, for at fange de foran kørende startgrupper.

Foto: DGI/Hærvejsløbet/l’Etape Denmark.

Ved tilmeldingen skulle man vælge forventet gennemsnitshastighed. Den højest mulige var 30 km/t og det er der flere, som har valgt. De, som forventer at tage sig lidt bedre tid til at nyde landskabet og depoterne, startede allerede ved 6-tiden. Men her godt og vel 20 minutter i 7, en søvnig lørdag morgen på Flensborg Havn, står vi klar, godt og vel 200 friske cykelmotionister.

Solen hænger smukt over fjorden og er ved at brænde den sidste morgendis af. I løbet af natten har vinden lagt sig og dagen byder på en mild vestenvind, der kommer skævt sydfra. Perfekt til et løb som l’Etape, for hvem magter egentlig at køre 300 km i kraftig sidevind, eller modvind? I hvert fald ikke mig.

Foto: DGI/Hærvejsløbet/l’Etape Denmark.

I gården ved nummerudleveringen er stemning spændt. Der er flere hurtige gutter til start og vi er blevet spredt ud i forskellige startgrupper. Flest lader vi til at være i min startgruppe knap 6 minutter over 7. Jeg møder Mattias Lisson, som jeg aldrig har mødt i virkeligheden, men som jeg ved fra Zwift, kører rigtig hurtigt Han er kommet frem til samme konklusion som jeg, at startgruppe 3, som jeg er i, umiddelbart er den med det største potentiale for at få en rytter i gult.

Derfor venter han og hopper med i vores startgruppe. Med godt og vel 25 mand pr startgruppe er det ikke et problem. Knap så tålmodig var den gæve nordjyde og FIFA-dommer, Mikkel Redder, der også forstår at træde, ikke. Han hoppede troligt med i sin allokerede startgruppe, som var den første kl. 7.

3, 2, 1 START

Da klokken nærmer sig starten for gruppe 3, er vi en pæn portion topmotiverede ryttere som klikker i pedalerne. Speakeren råber vores navne op før han tæller ned og sender os afsted. Uden motorcykel marshalls eller andet ruller vi stille og roligt ud af byen. Det går ned ad bakke mod grænsen men så tager fanden ved Lisson, der smækker tempoet i vejret. Vi blæser hen over en ubevogtet grænseovergang, der er godt bestrøet med brosten i det, der bedst kan beskrives som en vaskeægte smuglerrute.

Foto: DGI/Hærvejsløbet/l’Etape Denmark.

Kæden bliver holdt stram, da vi får dansk asfalt under hjulene, og alle i gruppen lader kådheden tage over. Vi kører meget hurtigt synes jeg, alt for hurtigt til et 300 kilometer langt cykelmaraton. Men hey, man siger jo ikke nej til gult og vi skal have neutraliseret de tidligt startende ryttere….

Min holdkammerat fra mit Zwift-team, Lasse Parnell Hansen på DBR Race Team, er stillet til start sammen med mig. Han vil gerne dedikere sig som hjælperytter, men det klør i benene på ham for at tage nogle hårde føringer. Han er MTB-rytter, så det med at holde igen, når startskuddet lyder, er ikke hans stærke side.

Foto: DGI/Hærvejsløbet/l’Etape Denmark.

Ligesom mange af de andre i startgruppen, drømmer jeg også søde drømme om den gule trøje. Derfor har Lasse og jeg aftalt, at vi skal spare så mange kræfter på de første 100 kilometer, som muligt. Herefter vurderer vi egne ben og andres kræfter.

Jeg ved fra Vätternrundan og Liege-Bastogne-Liege Challenge tidligere på året, at jeg løber tør for kræfter når vi nærmer os 8 timer, så det er med at spare på benzinen, så længe som muligt.

Den første time når vi at tilbagelægge 37 kilometer. I Aabenraa kan vi sætte kryds ved dagens første delmål. Kort før vi rammer bunden af den første bakkespurt, fanger vi den forreste startgruppe. Det hele bliver ret kaotisk, da gruppen er forholdsvis stor, og vores egen også er vokset siden eksprestoget forlod perronen i Flensborg.

Foto: DGI/Hærvejsløbet/l’Etape Denmark.

Idet vi, som er kommet op bagfra, går frem, starter bakkespurten. Og der bliver spurtet med alt hvad remmer og tøj kan holde. Jeg selv forsøger at holde igen, men må alligevel træde over 400 watt for ikke at tabe de andre af syne, inklusive hjælperytter Lasse.

Som prikken over i’et, taber cyklen kæden akkurat som jeg krydser toppen. Jeg panikker en smule og må af cyklen for at få kæden tilbage på stor klinge. Heldigvis står både Mikkel Redder og Lisson og lader vandet i vejkanten. Også jeg, er nødt til at aftappe morgenkaffen. Lisson får os dog tilbage til frontgruppen takket være et djævelsk højt tempo ned ad Camma Larsen-Ledets Vej i Aabenraa.

RYGTET SIGER

Der er megen tid til at få syren ud af benene eller ro på pulsen efter Lissons hæsblæsende opkørsel. Posen er blevet rystet og vores gruppe decimeret efter bakkespurten og sammensmeltningen af startgruppe 1, 2 og 3.

”Kom, vi holder lige kæden stram et par kilometer. Der er ingen grund til at lade flere komme op igen,” er der en som siger. Det raske tempo fortsætter ind igennem et længere skovstykke med rullende bakker, men efterhånden som vi kommer ud i det flade, åbne, sydjyske landskab, falder der ro på gemytterne.

Foto: DGI/Hærvejsløbet/l’Etape Denmark.

Da vi runder Genner og begynder at arbejde os mod nordvest, indfinder kedsomheden sig. Det er umuligt ikke at ramme et kedeligt moment i så langt et løb. Pludselig er der overskud til at mærke benene, blæren og nakken, mens snakken så småt breder sig i gruppen. For en stund ånder alt ro, men det er kun indtil et rygte begynder at sprede sig.

For det værst tænkelige lader til at være sket. Lisson har været nede bagerst i gruppen for at gøre status. Tilsyneladende er det, som ikke burde kunne ske, alligevel sket. 2 eller 3 nordmænd fra startgruppen bag vores, er lykkedes med samme trick som os selv, og har trods vores opskruede tempo de første 2 timer af løbet, formået at hente os.

Måske man dummer sig hvis man ikke kører i depot til Hærvejsløbet? Foto: DGI/Hærvejsløbet/l’Etape Denmark.

Det giver lidt uro i gruppen og pludselig går den røde alarm. Tempoet skrues igen op og flere gange, i den lette sidevind, knækker gruppen. Flere spiller lotto og satser på at det bliver samlet, mens andre i panik springer op til de foran kørende. Flere af os falder tilbage for at finde disse nordmænd. Jeg passerer langsomt forbi en af dem, for at se på hans cykelcomputer. Og rigtig nok, mangler han ca. 2 minutter i køretid sammenlignet med min Wahoo. Nordmændene viser sig at være svære at komme til livs, men i det mindste kører de med rundt og tager deres føringer.

SUPER DOMESTIQUE

Der bliver derfor ikke den store udskilning i vores gruppe før depotet i Vejen efter godt og vel 140 kilometer. Både Lasse og jeg har væskeblærer med på ryggen, for netop at undgå, at skulle bruge tid i depot. Så da alle de andre svinger af for at tanke væske, vinker vi farvel og fortsætter videre ad cykelstien.

”Så det nu hjælperytter,” råber jeg til Lasse, som straks går i sving. Han er en dygtig MTB-rytter, der især excellerer i de lange maratonløb. Det får jeg bl.a. at mærke rundt i svingene, hvor han hver gang tager et par meter på mig. Lasse tager en kæmpe føring og holder kæden stram i tæt på 40 km. Da vi nærmer os Vejle er Lasse ved at være færdig. Han fører sig selv helt i hegnet. ”Jeg kan sgu ikke mere,” siger han og slår ud.

Da jeg drejer ind på Jennumbakken siger Lasse tak for i dag og sætter kurs mod banegården i Vejle. Nu er det op til mig selv at sikre den gule trøje. Der er stadig 110 km til mål, så jeg forsøger det bedste jeg kan at nulstille mentalt. Det hjælper gevaldigt på energien, at jeg konstant henter ryttere fra de kortere distancer, og af og til ser jeg også rygnumre, der tilhører de tidligst startende i Flensborg.

Men efter godt og vel 280 kilometer begynder der at være udsolgt. I hvert fald oppe i knolden. Til min store ærgrelse ser jeg pludselig 4 ryttere, der kommer i høj fart bagfra. 2 af dem ligner gran giveligt Mattias Lisson og Mikkel Redder og rigtigt nok.

Foto: DGI/Hærvejsløbet/l’Etape Denmark.

Efter at have jagtet i 140 km, er Lisson og Redder de eneste som er tilbage fra starten i Flensborg. De er så heldige, at de er kommet på smækken af to juniorryttere fra en kortere distance. De to juniorer er sure over, at jeg hopper med på hjul, og brokker sig gevaldigt, da jeg springer føringer over, hvilket jeg efter knap 90 km soloridt, synes jeg er helt berettiget til.

Heldigvis drejer de to mopsede hvalpe af, da vi passerer det næste depot. Og så er vi 3 tilbage. Kampen om den gule trøje står dog mellem Lisson og jeg, da Redder, som sagt, er 4 minutter efter os. Han er også ved at være mør, og har det fint med at sidde på hjul.

Foto: DGI/Hærvejsløbet/l’Etape Denmark.

På den sidste bakkespurt op ad Dollerupbakke sætter Lisson et angreb ind. Det er mere langt, end det er hårdt, og det lykkes akkurat for både Redder og jeg at få røven med op over. ”Skal vi afgøre det i en spurt mand mod mand?” spørger han.

Det passer mig fint, og jeg forestiller mig, at Lisson heller ikke er interesseret i, at vi skal til at angribe hinanden på de sidste kilometer. Det viser sig også at være den bedste løsning, for der er virkelig meget trafik ind igennem Viborg, hvor arrangørerne vil have os ind på en smal cykelsti.

 

FLENSBORG – VIBORG PÅ UNDER 12 PARSEC

På cykelstien passerer vi andre deltagere og hele indløbet til den afspærrede del af Viborg-centrum bliver lidt pokal eller hospital. Vi holder dog sammen i vores trio og da vi nærmer os spurten trækker Lisson iskoldt i håndbremsen og sætter sig på hjul af mig.

Jeg vil virkelig gerne vinde, men jeg er så træt, at jeg ærligt talt er ligeglad med om jeg bliver 1, 2, eller for den sags skyld vælter og lander i en grøft. Jeg vil egentlig bare af cyklen så hurtigt som muligt.

Foto: DGI/Hærvejsløbet/l’Etape Denmark.

Jeg kan svagt erindre opløbet fra sidste år (som er det samme for alle distancer og discipliner i løbet), hvor man skal igennem en rundkørsel og slutter op ad. Da vi nærmer os rundkørslen sidder jeg stadig forrest. Jeg trykker til, men mine ben vil ikke træde mere end 400 watt og min ikke-spurt bliver mere eller mindre til et lead-out for Lisson, der uden besvær tager sejren.

Læs også: L’Etape Denmark by Tour de France: Hærvejsløbet klædt i gult

Mikkel Redder napper fortjent tredjepladsen, da vi kommer ind med forholdsvis stor margen til nærmeste rytter. Faktisk har vi haft så meget fart på, at Lisson og jeg sætter ny rekord for hurtigste tid på 300 km distancen, med lige knap 8 timer.

Sejren til Lisson er dog fuldt fortjent, da han om nogen har været den drivende kraft i vores startgruppe og arkitekten bag den hurtige tid. Vi ruller syren ud af benene på den røde løber frem mod målområdet, hvor der i den grad er dækket op til fest.

Foto: DGI/Hærvejsløbet/l’Etape Denmark.

Stemningen er helt i top og arrangørerne skal have stor ros for, at lave Danmarks fedeste målområde – et målområde, der matcher og overgår de bedste jeg har oplevet i internationale Gran Fondo’er.

Jeg falder udmattet om på plænen, mens jeg på storskærm kan følge Tour-rytterne tage hul på 1. etape af Tour de France. Turen fra Flensborg til Viborg er helt speciel og må kategoriseres som en af de, man bare skal prøve kræfter med som motionsrytter i Danmark. Men næste gang vil jeg nok ikke køre ræs fra start til slut.

Foto: DGI/Hærvejsløbet/l’Etape Denmark.

Undervejs kommer man igennem smukke egne af Danmark og særligt de historiske monumenter ved Jelling og vikingerne der venter, er med til at give liv. Sammenkørslen af ruterne er jeg også vild med. Det er let at finde nogen at køre med fra kortere distancer, selvom man kommer fra Flensborg, om end det kan give både fordele og ulemper for de af os, som også gerne vil konkurrere om l’Etapes gule trøje.

Læs også: Grus i maskineriet på Hærvejen

Men hey, i sidste ende er det et motionscykelløb og pointtrøjerne, særligt den gule på så lang en distance som 300 km, er kun inden for rækkevidde for ganske få ryttere. Hvor om alting er, så er Hærvejsløbet eller l’Etape Denmark by Tour de Frances kongedistance på 300 km en oplevelse værd.

Velomore tester den nye SRAM Force AXS

Posted on: juni 17th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

I dag lanceres den nye SRAM Force AXS som vi allerede har testet og det er en regulær RED-dræber.

Engang gik der 3 år fra en topgruppe blev præsenteret til vi så lavere grupper med samme teknologi. Men knap 9 måneder efter SRAM lancerede den opdaterede SRAM RED AXS præsenterer de nu både Force og Rival spækket med trickle down teknologi – og her på Velomore har vi allerede haft fornøjelsen af at teste den nye opdaterede Force.

Opdaterede bremser, forskifter, krank, wattmåler, skiftegreb og en lilla kæde er overskrifterne på den nye Force, som kommer med 12-speed til landevejen og 13-speed i XPLR AXS til gravel.

Tilpasset dig

Bremsegrebene er nok det sted, hvor arven fra RED AXS er mest tydelige. Således bliver det nu muligt at justere positionen på bremsegrebet, så det altid er inde for rækkevidde når man sidder i bukningerne, uanset hvor stor eller lille en hånd man har.

Samtidig er det muligt at modulere bremsekraften oppe fra skiftegrebene med kun 1 finger, hvilket er en super fed detalje. Skiftegrebene har fået samme udformning og knapper som hos RED AXS, men gummiovertrækket er ikke helt af samme kvalitet. Det kræver dog en Hammerhead Karoo cykelcomputer at udnytte de ekstra knapper på skiftegrebene.

Med eller uden watt?

Force kommer både med og uden integreret wattmåler, men modsat da RED AXS blev lanceret, har man erkendt, at det nok er meget smart at brugerne kan skifte klinger uden at skulle skifte hele wattmåleren også. Derfor har man udviklet et nyt værktøj som forholdsvis let kan afmontere klingerne fra wattmåleren, så man både kan skifte størrelse, men vigtigst af alt, skifte til nye klinger når de gamle begynder at være slidte. Tak SRAM!

Den nye krank og wattmåleren kommer med 160 – 175 mm pedalarme, samt i en version med aeroklinger.

Hurtigere præcision

Forskifteren og bagskifteren er blevet hurtigere, lettere og mere præcise. De var i forvejen gode men på den nye Force forløber gearskift så smidigt, at man slet ikke bemærker det længere. Det skyldes også, at gruppen mere eller mindre er blevet lydløs og tiden hvor man tænkte over sit gearskifte er med Force slut.

Den nye bagskifter kan klare kassetter fra 10-28T til 10-36T, og har samtidig fået et større pulleyhjul for at øge effektiviteten. Kassetterne kommer i størrelserne 10-28T, 10-30T, 10-33T og 10-36T og kan kombineres med samtlige klinger, uanset om det er 46/33T, 48/35T eller 50/37T.

Skal du være ekstra lirens, tilbyder SRAM nu en lillakæde, bare fordi, tja hvem ved… Kæden som changerede i olie-farver blev populær, så nu prøver man igen med en lilla-version. Skal vi kalde det en Mads P-hyldest, efter han vandt pointtrøjen i Giroen?

På landevejen

Har man prøvet den nye SRAM RED AXS ved man at det er en lækker gruppe og lige så lækker er Force. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at den er en regulær RED-dræber. Jeg har testet gruppen i Schwarzwalds varierede terræn og skænkede på intet tidspunkt gear eller bremser en tanke, hvilket må være et vidnesbyrd om hvor langt SRAM er kommet med at gøre deres gruppe så let og bekvem som muligt. Desværre var det på en cykel, som jeg endnu ikke må vise billeder, så for nuværende må vi bruge SRAMs egne pressebilleder i denne test.

Man får stort set alle de samme egenskaber som RED har, til en lavere pris og en marginalt højere vægt, som, hvis vi skal være helt ærlige, du alligevel ikke mærker. Gearskiftet er super smidigt og lydløst i sådan en grad, at dagene hvor man tænkte over sit skifte er long gone.

Jeg har længe haft den oplevelse, at skiftet mellem klinger på de tidligere udgaver af Force og til dels også Red, var langsommere end det hos Shimano Ultegra eller Dura-Ace, men den latenstid oplevede jeg ikke på samme måde med Force.

Især skiftegrebene er en drøm at køre med. Man sidder superkomfortabelt i grebene og jeg mærkede ikke noget til, at kvaliteten af gummiet i hoods skulle være ringere eller anderledes end REDS.

Læs også: SRAM tager livet af geardroppet

Personligt er jeg kæmpe fan af at man kan justere afstanden på bremsegrebet, da jeg fra naturens side er udrustet med små hænder og før har haft problemer med at nå bremserne i bukningerne. Det er udmattende og også lidt bekymrende, at køre med halvtrukne bremser på en nedkørsel, men det undgår man som sagt med den nye Force. Bremseevnerne er helt i top og med muligheden for at bremse med en finger, føler man sig altid i kontrol – både i feltet og på nedkørslerne – uanset om man sidder oppe i grebene eller nede i bukningerne.

Er man fan af SRAM er der meget at glæde sig til.

Facit

Med kvaliteten og funktionaliteten af den opdaterede SRAM Force AXS er det svært for mig at se, hvorfor nogen skulle have lyst til, eller brug for, at investere i en cykel med RED AXS. Mellemsegmentet af cykler får her en geargruppe der skriger “2 op” til såvel Red, som rivalerne fra Shimano og det er som forbruger dejligt at se, at SRAM er så hurtige til at overføre funktioner og optimeringer til de lavere grupper. Alt i alt er den nye Force virkelig en fremragende gruppe, som jeg er sikker på, at selv Bauke Mollema vil synes om. Prisen forventes at lande omkring de 15.000 kroner, hvilket er ganske fornuftigt disse dage.

L’Etape Denmark by Tour de France: Hærvejsløbet klædt i gult

Posted on: juni 16th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Hærvejsløbet kunne i sommers kalde sig for international Gran Fondo som en del af l’Etape du Tour-formatet. Vi kørte med om den gule trøje på turen mod Viborg.

Den gule trøje. Nok det mest eftertragtede ikon af alle i cykelsporten – en trøje, som kun ganske få ryttere nogensinde kommer til at bære, og endnu færre til at eje. Men med A.S.O.’s Tour de France inspirerede Gran Fondo-serie l’Etape by Tour de France, bliver drømmen om gult bragt indenfor rækkevidde for os almindelige motionister. Den gule løbsserie debuterede i år i Danmark, som en del af Hærvejsløbet og Velomore var med til start i det aller første l’Etape Denmark by Tour de France. Hærvejsløbet er Danmarks ubestridte største motionscykelløb!

Fokus er ikke så meget på præstationen og det at køre væddeløb, men snarere på oplevelsen, hyggen og fællesskabet. Man kan deltage med start fra flere forskellige steder i Danmark og på alle typer underlag – grus, MTB-spor og landevej – og fælles for det hele er, at man følger dele af Hærvejen frem mod målet i Viborg. Men med introduktionen af l’Etape i Danmark er Hærvejsløbets landevejsdistancer blevet en del af en international Gran Fondo, med alt hvad det indebærer på godt og ondt, og derved er konkurrenceelementet nu også blevet en del af Hærvejsløbet.

For med introduktionen af l’Etape, følger også kåring af dagens hurtigste ryttere i henholdsvis point- og bakkekonkurrencerne, samt løbets hurtigste ryttere på alle landevejsdistancer. Bevares, for hovedparten af alle deltagere er det fortsat oplevelsen og kammeratskabet, med de sublime depoter der er i fokus, nu blot klædt i gult, grønt og prikker.

Men for dem som går med gule drømme og vil køre motionsræs, er der nu også en gulerod for enden af løbsruten. Og sådan en gulerod har jeg drømt om! Lige siden det blev offentliggjort, at Hærvejsløbet blev en del af l’Etape, har mine tanker kredset om den gule trøje. For som skrevet, får vinderen af hver landevejsetape overrakt den rigtige maillot jaune fra Tour de France på podiet i Viborg.

Og hvilken bedre måde at erobre den trøje på, end ved at begynde i nordens Paris, Aalborg. Min hjemby udgør startbyen for det, der nok bedst kan beskrives som l’Etape Denmarks mellemdistance. Knap 125 har arrangørerne fundet fra Aalborg til Viborg, undervejs med bakkespurt på Rebild Bakke, ligesom i vores eget Rundt om Rold, og med to pointspurter undervejs.

Jeg kender det meste af ruten rimelig godt og har to gange tidligere deltaget på distancen fra Aalborg. Den har dog fået et lille facelift og tilføjet lidt ekstra højdemeter, samt et nyt startområde ved Aalborg Storcenter i Skalborg. Det betyder bl.a., at man ikke længere får den flotte start på Gammel Torv i hjertet af byen, og ej heller den smukke tur langs byens havnefront og ud gennem den vestlige forstad Hasseris. Omvendt betyder det også, at man ikke længere har en 30 minutter lang masterstart, som skaber nervøsitet i felterne.

Masterstarten er nu en paradetur rundt i Aalborgs shopping mekka City Syd, hvor man ruller bag en karnevalsvogn, der blæser morgenfriskt musik ud i et alt for højt lydniveau. Til stor undren og morskab for de morgenfriske nordjyder som har bevæget sig ud for at shoppe.

L’ETAPE DU MONDE

L’Etape du Tour er egentlig det oprindelige navn på motionsløbet, der opstod tilbage i 1993 som en Gran Fondo på kongeetapen i Tour de France. Løbet var en unik mulighed for at give motionister en mulighed for at prøve kræfter med den mest strabadserende etape i verdens største cykelløb, tilmeld en uge før Tour-feltet.

Løbet blev hurtigt en succes og med over 16.000 deltagere må det siges, at være blandt de største Gran Fondo’er i verden. Siden ’93 har konceptet bredt sig og er i dag, sammen med GFNY, det største globale Gran Fondo-franchise med løb i over 25 lande.

Alle følger de den samme drejebog med point- og bakkespurt, samt den gule trøje, mens der samtidig er visse standarder som løbene skal leve op til. Det er første gang at l’Etape kommer til Danmark og hvad bedre er, så køres l’Etape Denmark blot en uge før den rigtige Grand Depart, og udgør dermed den helt perfekte opvarmning til Tour de France.

VINGEGAARD VS. POGACAR

Netop derfor besluttede jeg at køre i Jumbo- Visma’s holddragt. For vi skal gøre op med den kedelige ”holdtøj for holdryttere” mentalitet, der desværre stadig er meget udbredt herhjemme. Ja, man lyder nærmest som en bitter gammel mand, hvis man lukker øjnene og siger det højt.

Cykling er drømme og oplevelser. Derfor skal man ikke være bange for at vise sin støtte til de hold og ryttere man holder mest med, og udleve drømmen om at være en Tour de France-rytter. Tænk hvis cykeltrøjer kunne være for cykelholdene, hvad fodboldtrøjer er for fodboldklubberne…

Med til start havde jeg medbragt min super domestique for dagen, det lokale talent Benjamin Zimmer Holtebo, som naturligvis blev udrustet med en UAE-dragt, så vi kunne få en rigtig Vingegaard vs. Pogacar battle. Det er jo trods alt l’Etape Denmark by Tour de France vi skal køre! Ved ankomsten til startområdet kigger folk en ekstra gang, da vi kommer rullende.

Flere er henne og få taget billeder og give high fives. Vores lille gimmick giver smil på læberne hos de andre deltagere. ”Det sgu fedt det der drenge” siger en af arrangørerne. Før starten bliver vi bedt om at stille os op foran og løbsspeakeren spørger om resultatet bliver som i Tour de France sidste år.

”Jeg håber da at jeg kan få skovlen under Pogacar her ved siden af mig” siger jeg lidt kækt. Flere andre er også trukket i holdtrøjen (i vores stargruppe er der både en ColoQuick- og en DSM-trøje) og for en stund puster motionscykelløbet drømme til liv.

”ATTAQUE TADEJ POGACAR”

Kl. 10:00 går masterstarten og vi tager en parade runde rundt i butiksområdet i udkanten af Aalborg. Der er ikke særligt travlt selvom det er en lørdag formiddag. Depart reelle går samme sted som ved Danmarksmesterskaberne i landevejscyklingen dagen efter, men vi svinger op i bakkerne bag Drastrup og Frejlev en tand tidligere end profferne.

Hjemmefra har vi lagt en slagplan og Benjamin holder sig troligt til den og affyrer det første skud. Han slår hullet på den første af to rullende bakker. En rytter forsøger at lukke hullet, men i bunden af den anden bakke vifter han med albuen og jeg ser mit snit til at rykke. Jeg kommer hurtigt op på hjul af Benjamin, mens en tredje rytter hænger knap 3 meter bag os.

Afsted går det bagom Svenstrup til Guldbæk, hvor vi skal op ad bakken med vingården, som Brian Nygaard så fint fik præsenteret under Danmark Rundt. Kort før Guldbæk er vores lille duo blevet til en trio, som bliver lukket lige da vi passerer byskiltet til Guldbæk.

Forfølgergruppen er gået i panik, og i stedet for at lukke hullet stille og roligt som de er i gang med, vælger flere af dem at springe op da de har 10 – 20 meter op til os, og lukker os derfor med maxpuls. Og det, ligesom vi svinger ind på bakken i Guldbæk.

Jeg trykker til i bunden og ved plateauet halvvejs oppe tager Benjamin over. Mere er der faktisk ikke at skrive om det løb. Jeg kigger mig tilbage over skulderen da jeg lader Benjamin tage over og kan konstatere, at vi allerede har slået et pænt hul.

Kort efter kommer vi ind på småveje der slanger sig igennem landskabet, hvor vi vil være ude af syne. Der bliver ikke sagt så meget, for vi ved begge, at vi skal opbygge så stort et forspring som muligt, mens vi stadig kører i medvinden. Ved indkørslen til bakkespurten er det sidste gang vi ser vores forfølgere, før vi står i Viborg.

CLASSEMENT DES GRIMPEURS

Rebild Bakke er nok den mest berømte bakke i Himmerland. Det er ikke den hårdeste, måske den længste. I hvert fald den mest spektakulære. Derfor har vi her på Velomore et helt motionscykelløb som hylder den. Lige så gør l’Etape Denmark. For hvilken anden bakke mellem Aalborg og Viborg er værdig nok til en prikket bjergtrøje?

Jeg forsøger at give Benjamin et leadout, men benene er trætte efter lidt under en time for fuld skrue på kolde stænger. Benjamin rykker halvvejs oppe, men da vi står i Viborg kan vi se, at vi ikke er i nærheden af at køre den unge gut på podiet.

Til gengæld har en anden rytter, Brian Østergaard fra CK Aarhus, kørt bakken i imponerende hurtig tid. 2:19, hvilket ikke er meget langsommere end KOM’en på Strava og mere end nok til en suveræn sejr i bakkespurten i årets Rundt om Rold – og tilmed også årets Danmark Rundt, ifølge tiderne på Strava. Chapeau!

Efter Rebild Bakke fortsætter ruten af samme veje som Rundt om Rold indtil Arden, hvor der drejes i retning mod Vebbestrup, som nok må være det mest legendariske depot i et dansk motionscykelløb. For ved ismejeriet, der er berømt for at lave de bedste flødeis syd for Limfjorden, kan alle deltagere svinge ind og få en kold forfriskning.

Benjamin og jeg har dog for travlt med at køre cykelløb, så ingen is til os i dag. Det ville ellers være tiltrængt, da det har udviklet sig til en varm sommerdag, hvor også vinden er lun. Kort før det næste depot, som Hobro Cykle Klub typisk er værter for, er den første pointspurt.

Benjamin mener at jeg har de bedste chancer af os to og giver mig et lead-out så hurtigt, at jeg har svært ved at holde hjul på den unge kanon. Det er den samlede tid ud af de to pointspurter der tæller. Min tid er dog langt fra den bedste her i den første spurt, hvor Mathias Møller Jørgensen kører hurtigst gennem segmentet.

Men han har også haft den bedste af alle motivationer, for i kampen om grønt har han spurtet imod sin bror – og hvem vil ikke gerne slå sin bror i en mand mod mand spurt? Mathias ender med den grønnetrøje i Viborg og så er podiet ved at være sat.

Vi suser også forbi depotet udenfor Hobro, hvor Benjamin kigger langt efter bananerne der langes og jeg godt kunne havde brugt en flaske vand. Sidste gang jeg kørte Hærvejsløbet stod de og stegte frikadeller i depotet, så med fare for at blive indfanget af den liflige duft, gør vi ikke hold.

ALLEZ, ALLEZ

Vi er nu kommet ind på den del af ruten som ingen af os er helt sikre på. Jeg kan svagt erindre den fra tidligere år, mens det for Benjamin er helt nyt land. Vi er nu drejet mod vest og kører i direkte modvind. Det blæser heldigvis ikke supermeget og vinden er dejlig forfriskende, her langs søerne, der ligger spredt på vejen ind mod Viborg.

Vi kommer igennem flere småbyer, hvor der ser ud til at være byfest, eller optræk til fest. Vi erfarer senere, at foruden Hærvejsløbet, er der flere andre former for festivitas i Viborg, som de åbenbart varmer op til i de omkringliggende landsbyer.

Deltagerne på gravelruten fra Rebild Bakke til Viborg fletter sig sammen med landevejsruten, og i et svagt øjeblik er vi ved at køre forkert. Skiltningen i l’Etape Denmark by Tour de France fejler absolut intet. Skiltene er tydeligt og godt placeret, men på nogle af de længere lige stræk sydvest for Hobro, er der bare ret langt mellem dem.

Da vi når randområdet af Viborg, begynder der at være folk langs vejen som står og hepper, og flere steder er der skrevet på asfalten. Knap 2 kilometer fra mål er den sidste pointspurt, og kort før den er vejene lukket af for trafik. Det er her alle ruterne samles og vi flyver forbi flere på MTB.

Benjamin giver igen lead-out til pointspurten, men jeg bruger det som afsæt til at forfølge den gule trøje, kører kontra efter spurten og ruller alene i mål knap 30 sekunder foran min unge følgesvend – og får et resultat, der viser sig at blive et forvarsel for hvad der venter i Paris nogle uger senere.

Glæden er stor, men udmattelsen større. Den tørreste er den hurtigste kan man passende sige, for både Benjamin og jeg har været uden vand den sidste halve time og de sorte ærmer på UAE-dragten er blevet hvide. Nu venter endnu en paradetur, denne gang igennem gågaden i Viborg, på rød løber, op til målområdet på den gamle kaserne.

MAILLOT JAUNE

Her er der festivitas i stor stil, og stemningen er helt forrygende, med de over 5000 motionister der stille og roligt forsamles. Flere forskellige udstillere har taget plads blandt madboderne og hele området er hegnet ind i bannere og beach flag.

Der er gul Tour de France-stemning og vejret er helt i top. Vi får hængt løbsmedaljen om halsen, som vi i den grad har glædet os til. Ved podieceremonien afspilles den velkendte Tour de France-hymne og det giver et lille sug i maven da jeg skal op på podiet. Mon det er sådan Jonas Vingegaard føler det?

Speakeren spørger, om ikke jeg lagde unødvendigt meget pres på mine egne skuldre ved at køre i Jumbo-Visma-dragt. ”Det jo med at finde alle de små marginaler” svarer jeg, med reference til trøjens vante gang på Tour-podiet. ”Håber du at samme trøje står øverst på podiet i Paris?”. ”Ja, jeg håber helt bestemt at det bliver samme resultat i Frankrig om knap 4 uger” svarer jeg, og det viste sig, at jeg nok skulle havde spillet på det resultat.

L’Etape Denmark by Tour de France er i sandhed en Gran Fondo af international karakter. Stemningen i målområdet er på højde med de bedste Gran Fondo’er jeg har prøvet, og endda bedre end flere af dem. Med 5 forskellige distancer at vælge imellem, er den gule-drøm inden for rækkevidde for alle, og de som ikke gør sig nogen ambitioner om at række ud efter podiet, får uden tvivl en fremragende oplevelse og perfekt optakt til Tour de France.

Læs også: Beretning: Vätternrundan by night

Hærvejsløbet er stadig helt som det plejer, nu bare med en kraftig smag af sommer, gult og Touren. Jeg har i hvert fald fået mod på mere, og mon ikke den ”rigtige” kongeetape fra Flensborg til Viborg skal prøves af næste år?

Denne beretning fra 2023 blev bragt i Velomore #11.

MyWhoosh løfter sløret for ny vild VM-finale

Posted on: juni 10th, 2025 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

MyWhoosh ændrer på opskriften og gør VM i e-cykling endnu mere brutalt, for at skabe mere spænding.

MyWhoosh og UCI har offentliggjort spændende nyt om 2025-udgaven af UCI Cycling Esports World Championships. Det bliver den femte udgave af verdensmesterskaberne, som finder sted den 15. november i Space 42 Arena i Abu Dhabi, De Forenede Arabiske Emirater.

Efter succesen med 2024-udgaven, der også blev afholdt i Abu Dhabi, introducerer MyWhoosh i år et helt nyt format i en ny virtuel arena, som lover at gøre cykling-esport endnu mere spændende at følge. Ligesom sidste år vil finalen blive sendt live på både UCI’s og MyWhoosh’s YouTube-kanaler.

Tre udfordrende etaper i både semifinaler og finale

Både semifinalerne (3. oktober) og finalen (15. november) består af tre unikke etaper og MyWhoosh har valgt at ændre på opskriften fra sidste års VM, som løbsansvarlig Matt Smithson også fortalte Velomore umiddelbart efter afgørelsen på VM.

Derfor er der blevet ændret på især det første løb, som kaldes for Sprinter’s Paradise. Sidste år havde rytterne 15 minutter til at sætte deres tid i en sprint, hvilket især hos herrerne blev en statisk affære uden den store underholdningsværdi.

Læs også: I MyWhoosh ligger guldet for enden af regnbuen

For at undgå at ryttere spekulerer i at spare kræfter til senere i løbet, bliver det nu kørt som et pointløb med 8 indlagte spurter, hvor der køres 8 runder på en 1,5 km rundstrækning.

Løb to, Puncher’s Playground, ligner mere eller mindre sig selv, med korte, stejle bakker og en regulær sprintzone. Løb tre er også blevet ændret til nu at være et elimineringsløb op ad en 7,2 km lang bakke med 554 højdemeter, hvor rytterne undervejs elimineres en efter en.

Læs også: MyWhoosh fik en weltmeister og dansk skuffelse

Med de ændringer er der lagt op til tre brutale løb, som nok skal finde en værdig verdensmester, som bliver den rytter der akkumulerer den største pointsum over de tre løb.

Kvalifikation med plads til alle

40 finalister – 20 mænd og 20 kvinder – skal findes gennem semifinaler, hvor op til 150 mænd og 150 kvinder fra hele verden kæmper virtuelt om pladsen i VM-finalen. Kvalifikationen starter snart og løber frem til oktober. 70 % af semifinalisterne udvælges via nationale kvalifikationer, mens de resterende 30 % kommer fra åbne kvalifikationsløb arrangeret af MyWhoosh.

Forvent cykling-esport på højeste niveau

UCI’s præsident David Lappartient glæder sig til mesterskabet:
“Efter en flot 2024-udgave sætter MyWhoosh igen scenen for intense og taktisk krævende kampe om regnbuetrøjen. Det nye format straffer fejl, og kun de bedste vil stå tilbage i Abu Dhabi.”

MyWhoosh’s direktør for esports og spiloperationer, Matthew Smithson, tilføjer:
“2025-mesterskabet repræsenterer alt, hvad MyWhoosh står for: innovation, retfærdighed og en verdensklasse racingoplevelse. Vi er stolte over at drive sporten frem sammen med UCI.”