Posted on: maj 24th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Med en kropstemperaturmåler fra CORE er du rustet til at give dig i kast med varmetræning, og får desuden et værktøj der kan hjælpe dig med at undgå overophedning.
Antallet af gadgets der kan overvåge, aflæse og analysere det ene og det andet om din krop og fysiske udvikling bliver mere og mere populære, og brugen af disse er eksploderet blandt motionister og atleter på alle niveauer de seneste år.
En af disse gadgets er kropstemperaturmåleren fra CORE, der måler både din huds og kropskernes temperatur mens du træner. Et smart redskab, særligt hvis du døjer med overophedning eller gerne vil give dig i kast med varmetræning eller -tilvænning.
For videnskaben bag peger entydigt på, at overophedning hverken er godt for din performance eller dit helbred, hvilket jo ikke kommer som noget chok. Endvidere forskes der i de gavnlige effekter af varmetræning, som især skulle have positiv effekt på blodvolumen i en sådan grad, at varmetræning kan erstatte højdetræningslejre. Og varmes påvirkning på ens performance er næppe ukendt for de fleste danskere og mange har formentlig oplevet at koge over på Alpe d’Huez’ steghede asfalt i slutningen af La Marmotte, eller på en rigtig god, dansk sommerdag.
Forstår man at bruge data’en fra CORE rigtigt er der derfor en fin gevinst at hente på træningsfronten og i en skarp situation på de varmeste dage.
Herhjemme, hvor temperaturen sjældent runder 30 grader flere dage i træk, kommer CORE som træningsredskab til sin ret i vintermånederne for de, som træner på smarttrainer, eller dem som forbereder sig aktivt på at være varme akklimatiseret til sommerens Gran Fondo’er sydpå.
Ud af boksen Temperaturmåleren er en diskret lille enhed, der sættes fast på siden af pulsbæltet eller via et af de medfølgende klistermærker. Den er let at montere og via den tilhørende app kan man connecte med sin pulsmåler. Derudover er det også relativt simpelt at hente den tilhørende widget til sin headunit.
Via app’en kan man følge med i realtime i både kropskernens temperaturudvikling, såvel i hudens temperatur, mens det kun er kropskernenstemperatur der overføres til headunit.
I brug Er man hardcore, kaster man sig direkte ud i at finde sine varmetræningszoner. Det gør man via en simpel rampetest på sin smarttrainer, sam man udfører pakket godt ind i tøj og har slukket og lukket for al afkøling. Med i pakken følger instruktionerne til testen og hvordan man udregner sine optimale varmetræningszoner.
Det skal dog siges, at det er en ret ubehagelig øvelse og vigtigt at man har mulighed for at få sænket kropstemperaturen igen, umiddelbart efter testen.
Man kan dog også starte blidere ud og køre med enheden over en længere periode, blot for at få en forståelse for hvordan ens kropskernetemperatur ligger helt naturligt og hvordan den udvikler sig ved forskellige intensiteter og forhold.
I vores test har vi kørt med CORE’en gennem længere tid for at fastslå en baseline og få et indtryk af, hvordan kropstemperaturen opfører sig.
Med sine zoner på plads, er man nu rustet til enten at træne specifik varmetræning, eller bruge data’en til at vide hvornår man skal sætte ind med ekstra køling, eller er på vej til at koge over.
Under testperioden har jeg fundet dataen særligt interessant i forhold til den subjektive, oplevede fornemmelse af at have det varmt, eller rettere, være på nippet til at koge over. Især på de varmere forårsdage, hvor Zwift af forskellige årsager kalder, har jeg fået viden om hvor stort gabet er fra min oplevelse af at have det meget varmt, til min krop faktisk har det meget varmt, relativt set.
Samtidig har CORE’en givet en dybere forståelse af hvornår og hvordan jeg køler min krop bedst muligt. En viden man eksempelvis kan bruge i Zwift løb, eller under sommerens sydlanske Gran Fondo’er.
Facit CORE er et smart træningsredskab i jagten på marginal gains. Det kræver dog at man er villig til at bruge lidt tid på at sætte sig ind i data’en og lære sin krop at kende. Enheden kan bruge både til træning og konkurrence og kan måske blive den afgørende faktor, der gør at du undgår at koge helt over i varme løb som La Marmotte.
*Disclaimer. Vi føler, at vi er nødt til at opfordre til forsigtighed før man giver sig i kast med varmetræning og kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at sætte sig ind i processerne før man går i gang.
Posted on: maj 22nd, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Velomore var med på hjul af Verdens bedste cykelhold, der for en stund var samlet igen i Aalborg til det, der blev en regnvåd forårsdag på rammen.
Jeg træder ind ad døren til forhallen på Musikkens Hus i Aalborg. Straks hører jeg Jens Voigts velkendte tyske accent, fordybet i en røverhistorie om coronanedlukningen i Tyskland. Til venstre for ham sidder Andy og Fränk Schleck, der begge ser lidt søvndrukne ud. Ovre i hjørnet er Fabian Cancellara og Bjarne Riis fordybet i lavmælt samtale – på schweizertysk.
Alle er de klædt i cykeltøj, for om lidt skal vi ud og køre. Jeg skal på hjul af verdens bedste cykelhold. Et hold som dominerede cykelsporten på tværs af Grand Tours, klassikere og monumenter i den sidste halvdel af 00’erne, og for mig og mange danskere, stadig står som et af de bedste cykelhold nogensinde. Om ikke andet, det bedste danske cykelhold der har eksisteret og som måske kommer til at eksistere. Statistisk var de også det bedste cykelhold, med flere år som samlede vindere af WorldTouren.
Da jeg blev konfirmeret, købte jeg et lille tv til mit drengeværelse. Her forsvandt somrene med Tour de France, til lyden af Rolf og Ritter og med fascinationen af Team Saxo Bank.
Fabian Cancellara, Jens Voigt og brødrene Schleck var mine første cykelhelte sammen med Stuart O’Grady, Matti Breschel, Nicki Sørensen og Chris Anker Sørensen. Det var dem man holdt med. Og Bjarne var legenden der styrede det hele fra sportsdirektørbilen.
Foto: Nicolas Cho Meier
Så for mig begyndte cykelfascinationen med Riis’ drenges dominering af Touren i slut 00’erne. Og i dag får jeg lov til at sidde på hjul af dem. Schleckernes søvnige fremtoning skyldes nok, at de i går aftes skød skød deres Danmarksturne i gang. De næste par dage skal de rundt i landet og underholde med showet Verdens bedste cykelhold, hvor de deler ud af anekdoter og røverhistorierne fra de gode gamle dage.
Jens Voigt derimod er i fremragende humør, men det forestiller jeg mig nu at han altid er. Faktisk er nok bare sig selv, da han nysgerrigt spørger ind til hvordan de to foregående år med COVID-19 har været i Danmark, før han rammes af en indskydelse, og lige skal høre, hvordan de danske benzinpriser er sammenlignet med de tyske.
Voigt er iklædt Trek-Segafredos træningsdragt fra nogle år siden, den fluorescerende og har medbragt sin egen cykel. Det samme har Cancellara, der er klædt i tøj fra sit nye schweiziske development team, mens Bjarne er iklædt Veloconcepts gamle dragt. Fränk har en sort jakke på, måske fra Mavic, mens Andy har korte bibs og en langærmer trøje på. Jeg selv har lyttet til YR og taget fuldt regnvejrs uniform på, endda med VeloToze overtræk og jeg bemærker, at også Bjarne har taget skoovertræk på og en regnjakke fra Sportful.
Grand depart Folk begynder nu at være ankommet og det summer i forhallen. Andy har rejst sig for at indstille den cykel han har fået stillet til rådighed af den lokale cykelbutik Performsport. Fränk har lånt en cykel af en rytter fra Aalborgs DCU-hold Team Sparekassen Danmark, der også har 3 ryttere og en sportsdirektør med på cykelturen, ligesom holdets 2 biler agerer følgebiler i dagensanledning.
Da Andy er færdig med de sidste justeringer, tager formanden for Danmarks Cykle Union Henrik Jess Jensen ordet, byder velkommen og fortæller lidt om dagens tur. Først på dansk og så på engelsk. Vi skal bl.a. over Skovbakkevej, som rytterne til DM i landevejscykling for fornøjelsen af hele 8 gange, før vi kører dele at enkeltstartsruten.
DCU-forman Henrik Jess Jensen byder velkommen. Foto: Nicolas Cho MeierAndy giver de sidste instrukser før afgang. Foto: Nicolas Cho Meier
Turens hovedmål er dog vingården ved Guldbæk syd for Aalborg, hvor der er depot før vi ruller tilbage til Aalborg. Men før vi kan køre afsted skal der tages fællesbillede foran Musikkens Hus. Jeg forsøger at placere mig i nærheden af Cancellara, men positionskampen er hård.
Før vi kører, tager Andy ordet og fortæller, at de er her for vores skyld, så det er bare med at få gang i snakken når vi sidder ude på cyklerne. Cancellara slutter af med at råbe ”good people always have good weather” før der klikkes i pedalerne og køres afsted.
Om ordene var en humoristisk bemærkning til de lurende regnvejr eller en opmuntrede trøst til de deltagere, som ikke har fået regnvejrs tøj på, må stå hen i det uvisse.
En danseuse på DM-bakken Med motorcykel eskorte er der næsten frit lejde gennem byen. Men i et af de store lyskryds, hvor motorcyklerne kører over mens det bliver gult, bliver vi stoppet af Cancellara. ”Vi må respektere reglerne i Danmark, det er jo ikke Schweiz vi er i” råber han.
Da vi drejer ind på Skovbakkevej kommer Riis susende udenom mig og kaster cyklen henover kantstenen og sætter sig op i front af feltet sammen med de to Schlecks og Cancellara. Bakken snyder i bunden og viser først sit sande jeg efter et venstre sving. Bjarne erkender hurtigt, at det nok ikke er her han skal gøre sit træk, da Fränk Schleck med lethed rykker væk en danseuse. Let og elegant som back in the day, mens Riis rækker ud efter Andys baglommer. Ingen forsøger at følge Tour-etapevinderen.
På toppen råber Henrik Jess til mig, at den kommer til at bide godt i benene efter 8 omgange, mens Andy lige skal høre, hvor langt inde i DM-løbet Skovbakkevej kommer. ”Oh, thats gonna hurt” lyder det fra luxemboureren, om de 8 omgange efter knap 80 kilometers cykelløb.
Videre ud af Nørholmsvej går det. Jeg er kommet ned på siden af Jens Voigt, der glædeligt fortæller mig om de mange projekter han har gang i. Bl.a. arbejder han på en tysk cykeludgave af Top Gear og nævner noget med at cykle ud over taget på en bygning for at se, hvem der kan svæve længst. Interessant. Mens han er i færd med at fortælle mig om sine seks børn, bliver der kaldt til tissepause. Nu er solen forsvundet og skyerne er for alvor begyndt at trække sammen. Da vi sætter i gang igen falder de første dråber og hurtigt bliver det til regulær regn.
Allez Jeg holder ind med det samme for at tage en vandtæt vest på udover min regnjakke og bliver pacet tilbage af følgebilen fra Team Sparekassen Danmark.
Flere holder ind til siden for at tage jakker på, men Cancellara råber at vi ikke stopper når det regner, og bakkes op af chefen, der råber ”allez”.
Ved cykelstien under motortrafikvejen mellem Aalborg og Nibe bliver der samling på feltet, før vi kommer ud i det åbne landskab mellem Frejlev og Godthåb. I sidevinden sidder Riis på mit hjul. I ren og skær benovelse mærker jeg ikke regnen. Bjarne mumler noget om vejret, men ellers er der blevet stille i gruppen.
Der skal mere end en smule dansk forårsregn til at pille smilet af Andy Schleck læber. Foto: Nicolas Cho Meier
Efter bakken i Tostrup rykker Bjarne pludselig. Ørnen har luret at der venter en skiltespurt om et par kilometer og flere andre kører med. Bl.a. nogle af rytterne fra Team Sparekassen Danmark og jeg beslutter mig for også at blande mig. Riis har slået et hul med tre mand på hjul. Jeg hænger fire meter bagved da vi nærmer os spurten.
Den sidste Sparekassen Danmark-rytter har lukket hullet til Riis og er gået forbi ham. Chefen har leveret sit lead-out og nu må vi andre gøre arbejdet færdig. Strategen har igen splittet feltet. Det koster for mange kræfter at forsøge at lukke hullet op til den forreste rytter, så jeg åbner i stedet en lang spurt og kommer med tilpas meget momentum til, at jeg kan gå venstre om Sparekassen Danmark-rytteren og lige akkurat få presset cyklen først over den usynlige streg ved skiltespurten i Godthåb.
Vi triller ned til det næste T-kryds, da gruppen er blevet splittet i intermezzoet mellem kåde skiltesprintere, regn og sidevind. Andy blokerer vejen. Brormand Fränk og Jens Voigt har dannet med en grupetto med de som blev sat på bakken før skiltespurten. Vi venter på de sidste og ruller i samlet flok de sidste par kilometer til vingården.
Vinbonden er glad da vi kommer. Regnen er for alvor taget til og det er noget han kan li’, efter den lange tørkeperiode. Det er dog nogle halvdruknede cykelryttere, der tøffer ind i hans etablissement. Bjarne, Fabian og co. er dog hurtige til at få jakkerne af og lagt dem foran varmblæseren.
Våde ryttere og marshalls nyder en kort pause fra regnen. Foto: Nicolas Cho Meier
Snakker går lystigt upåagtet af, at vi alle er våde og kolde. Alle kan en røverhistorie fra ”de gode gamle dage” eller har bidt mærke i en bestemt anekdote fra aftenen før. Nu serveres desuden vin og champagne fra de himmerlandske vinmarker.
Bjarne er i sit es og sludrer med vinbonden. Jens Voigt har kastet sig ud i endnu en skør historie, mens Andy er gået på jagt efter noget han kan have under trøjen på hjemturen. Iklædt korte shorts og en langærmet trøje, har han måtte bide i det sure æble indtil nu.
På den igen Nu løber regnen som en flod ned ad drivhusets tag og sider. Alle gruer for at skulle ud igen, da Fabian Cancellara kalder til samling. Bjarne takker vinbonden for besøget og lovpriser hans druer, der faktisk smagte overraskende godt. Selv for en, der sjældent drikker alkohol eller vin.
Tilbage på cyklerne bliver tempoet nu skruet i vejret. Andy har fundet en plasticpose han kan have indenunder trøjen. Der sættes afsted i fuld galop op over bakken som Guldbæk Vindgård ligger halvvejs oppe ad. Jeg selv må af og slå en streg. Det er dog ikke værre end at jeg igen bliver fragtet tilbage til gruppen af den ene følgebil fra Team Sparekassen Danmark.
Mens vi andre holder godt fast i styret på den regnvåde nedkørsel, sidder Spartacus og laver kuskeslag for at holde varmen og Bjarne træder stadig i pedalerne for at holde varmen.
På vejen over de rullende bakker tilbage mod Aalborg sidder jeg bag Fabian Cancellara. Selvom han nok er lang fra fordums styrke og har taget nogle kilo på siden dengang, er han stadig et imponerende syn på cyklen. Store, kraftfulde lår. Og en aura som en gladiator. Her siddende på hans hjul i regnen forstår jeg, hvorfor han blev kaldt Spartacus. Det er ikke kun hans kørestil der er respektindgydende, men hele hans aura.
Vinbonden viser Andy Schleck rundt. Foto: Nicolas Cho MeierFoto: Nicolas Cho Meier
Han snakker med Andy, der virker mere som den afslappede type, mens der er noget fokuseret over Fränk. Han er tynd og ligner en der stadig træner meget. Jens Voigt sidder bagerst i gruppen og forsøger at sprede lidt humør blandt de gennemblødte motionister. Det er aldrig sjovt at køre i slagregn, men det er tydeligt på smilene og blikkene, at vejret intet har gjort ved oplevelsen. De fire eksstjerner og deres chef minder mest af alt om et boyband, hvor hver spiller deres rolle.
Det er tydeligt for enhver, at deres venskab er blevet smedet gennem hårde strabadser, vilde nedture og storslåede succeser over flere år.
Tilbage ved Musikkens Hus står den på frokost for de andre deltagere. For mit vedkommende er det hjem og i bad – og arbejde videre for Velomore. Men inden resten af gruppen tøffer ind til en velfortjent middag på Restaurant Fauna, spørger Bjarne om der er nogen som skal have en time mere på rammen sammen med ham. Ellers, kan de køre med Fabian, tilføjer han, og får gruppen til at le. En velplaceret vittighed leveret som kun Bjarne kan.
Det har været stort at møde min barndoms første cykelhelte: Fränk og Andy Schleck, Fabian Cancellara, Jens Voigt og naturligvis Bjarne Riis. At være på hjul af verdens bedste cykelhold på en regnvåd forårsdag er slet ikke så galt endda.
Det dynamiske ensemble var i sidste uge på Danmarksturne med Verdens bedste cykelhold – en aften hvor anekdoter og røverhistorier fra 00’ernes bedste cykelhold for en stund blev bragt til live af hovedpersonerne selv i Musikkens Hus – og i forbindelse med turnestarten i Aalborg, var Velomore sammen med en eksklusiv skare af nordjyder inviteret med på hjul til en VIP cykeltur syd for Aalborg.
Posted on: maj 21st, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
I Velomore #04 kan du læse om 22 af verdens vildeste stigninger. En oversigt til inspiration (eller afskrækkelse) til dine næste bucket list ture. Her på Velomore.dk kigger vi lidt nærmere på stigningerne. Den anden af dem er Col du Galibier.
En af de hårdeste – hvis ikke den hårdeste – og højeste alpestigning. Den hårdeste opkørsel er fra Col du Telegraph-siden, da man først skal over den, før man kan køre videre helt mod toppen. Passet ligger I 2646 meters højde, og den gennemsnitlige stigningsprocent er 6,1 for de 18 kilometer til toppen.
Med sine skaldede skråninger byder Galibier ikke på mange skjul på turen op mod passet i 2646 meters højde. Her kan ingen gemme sig. Turen op i de tynde luftlag er en udfordring for selv den stærkeste rytter og for de flestes vedkommende, har man allerede forceret steghede Col du Telegraphe, eller er klatret op den lange vej fra Briancon eller Bourg d’Oisans ad Col du Lautaret.
Til trods for sin iltfattige top, er Col du Galibier et yndet mål for mange cykelmotionister, der på klare dage kan ane toppen af Mont Blanc fra passet.
Kør den selv Når de fleste taler om turen op til toppen af Galibier, taler de om turen op fra skisportsbyen Valloire. Men skal du have den helt ”rigtige” tur til toppen, starter man allerede nede i Saint-Michel-de-Maurienne og tager Col du Telegraphe med. Det giver en samlet distance på 35 km og en højdeforøgelse på 2095 højdemeter, med en kort nedkørsel fra toppen af Telegraphe til Valloire.
Col du Telegraphe er ikke nogen hård stigning. Den stiger med 6-8%, men klædt i træer kan stigningen blive voldsomt varm uden en svalende vind til afkøling. De 12 kilometer op til nedkørslen vil for nogen i sig selv være en udfordring, mens det for andre blot er en forsmag hvor der skal holdes igen på kræfterne.
Galibier starter roligt ud og har man sprunget kaffestoppet i Valloire over, kommer man ind på stigningen med fart i pedalerne og kan køre det første lange stykke på stor klinge. Men når vejen begynder at stige med mere end blot 2% efter La Rivine, må de fleste ned på lille klinge.
Herfra handler det om at finde sit tempo og ikke forcere. Selvom benene kan føles gode på de nedre stigningerne, eller den forudgående Telegraphe, bliver man før eller siden straffet af højden for at grave for dybt. Når først man går i rødt i disse luftlag, er det svært at komme tilbage igen.
Hen mod toppen passerer man tunnelen for motoriseret køretøjer, der ikke kan komme over passer i vintermånederne, men for os cykelryttere slutter Col du Galibier først når vi rammer passet i 2646 meters højde. Herfra kan man trille ned til cafféen ved tunnelen på den anden side og nyde en velfortjent espresso, før turen går tilbage, eller videre til Briancon eller Bourg d’Oissans.
Den alternative Har man ikke mulighed for at komme til Galibier fra Maurienne, har man to alternative muligheder som køres op ad Col du Lautaret. Toppen nås nemlig også via hovedvejen mellem Grenoble og Briancon på Lautaret, der ligger 7 km under Galibier. Kører man fra Grenoble siden, starter man lidt udenfor Bourg d’Oisans og kører opad i 42 kilometer langs den trafikerede hovedvej. Vejen stiger med mellem 2-9% og man kommer undervejs gennem flere mindre byer. En velfortjent pause kan man tage på toppen af Col du Lautaret, som man kommer til efter 35 km. Når man rammer toppen af Galibier fra Bourg, har man sat 2001 højdemeter ind på kontoen.
Kører man fra Briancon venter der en 36 kilometer lang, konstant opstigning, der først bliver stejl når man kommer ind på selve. Det meste af vejen svinger stigningsprocenterne mellem 1-5%, før det stiger mere konstant med 5% på den sidste halvdel af Lautaret, inden Galibiers 7-9%. Turen fra denne side byder på 1461 højdemeter.
Uanset hvilken side man bestiger Col du Galibier fra, er der uden tvivl tale om en kraftpræstation, og vi kunne bestemt ikke forestille os at køre alle tre sider på fra bund til top på samme dag.
Posted on: maj 20th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
På Kristi Himmelfartsdag køres traditionen tro Danmarks Højeste Motionscykelløb i Skanderborg og Velomore er, traditionen tro, med til start.
At køre Danmarks Højeste Motionscykelløb på Kristi Himmelfartsdag har været en fast tradition lige siden vi hed Cykelmagasinet, og vi har været med i alle de år jeg har kørt på cykel. Danmarks Højeste er derfor det første motionscykelløb jeg prøvede kræfter med for lige knap 9 år siden, og måske derfor har det for mig en helt særlig plads.
For mig er løbet en motionsklassiker og et af de få løb, jeg bare skal køre hvert år. Og det fornemmer jeg at det også er for andre. Løbet byder på 5 forskellige distancer, der hovedsageligt kører ad samme veje. De to korte distancer er på henholdsvis 25 og 75 km, mens de tre lange fordeler sig på 105, 140 og 190 km. Der er dermed noget for ethvert temperament og kondition.
Det nye start- og målområde ved Fælleden. Foto: DHM21
Jeg har prøvet kræfter med de tre lange distancer, som alle kan varmt anbefales. Sidste år kørte jeg for første gang 190 km ruten, der ikke er for sarte sjæle, men i år bliver det kun til en deltagelse på 105 km ruten.
Plads til hygge, hvis vejret tillader det. Foto: DHM21
Da vi er en gruppe af Velomoreskribenter som kører sammen, har vi måtte finde et kompromis der passer alles form – og her er 105 km ruten et perfekt valg. En overkommelig distance, hvor man får alle løbets fedeste stigninger, uden at det bliver for brutalt for de, som ikke har haft lige så meget tid til at træne som os andre.
105 Ruten Største ruteændring de sidste 9 år som jeg kan huske, er at man har valgt at flytte start- og målområdet fra Højvangskolen ud til Fælleden, som er kulturhus, borgerservice og rådhus samlet i et. Det er med blandede følelser, da der var noget intimt, hyggeligt og velkendt over det gamle start- og målområde, men omvendt, var afslutningen på cykelstien en farlig affære og parkering kunne også være en udfordring.
Det nye start- og målstreg på en dejlig bred vej. Foto: DHM21
Det nye start- og målområde er desværre mere sterilt i og med at det ligger i et nyanlagt område. Det er også stort. I de to år hvor Fælleden har været vært, har der desværre været regnvejr eller koldt og overskyet, hvilket har gjort at folk hurtigt har søgt tilbage til bilerne og givet en lidt tom oplevelse på det store areal. Til gengæld er der rigeligt med parkeringspladser og ordentlige toilet-forhold, så jeg forstår godt arrangørernes beslutning om at flytte løbet.
Det nye indløb er desuden blevet gjort markant mere sikkert og med den volumen af ryttere som Danmarks Højeste formår at trække til på de bedste år, er det et godt initiativ at komme væk fra cykelstien. Nu afsluttes der på en bred vej, hvor der er masser af plads.
Starten går ud ad samme vej som man slutter på. Herfra kører man i retning mod Oddervej og Ringkloster Sø, som man kører sydom ad Ringklostervej. På den lille landevej, i det rullende terræn syd for Skanderborg søerne, begynder spændingen i feltet altid at stige, for snart kommer dagens første udfordring: Tushøj/Golfbakken/Lyngvej (jeg har aldrig rigtigt lært hvad de lokale kalder den, men måske hedder den begge dele?).
Her mødte jeg mit Waterloo i mit allerførste Danmarks Højeste, så den bakke har jeg altid haft respekt for, om end vi sidenhen er blevet ret gode venner. På 105 km distancen er bakken af afgørende betydning. Her bliver de første får skilt fra bukkene ligesom der altid er nogen som er fristet til at bruge den som springbræt for et tidligt angreb. Nogle forsøger endda at få et forspring på de andre før bakken og forsøger at smutte fra feltet allerede ved golfbanen.
Danmarks tag På toppen af Tushøj fortsætter man sydpå gennem det rullende landskab til dagens næste udfordring. Den lange opstigning til Danmarks tag, fra Tebstrup til Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj. På denne distance køres stigningen direkte fra Tebstrup til Yding Skovhøj, så man får den med et par plateauer undervejs. Er man kørt i forvejen, skal man holde kæden stram, for er der medvind kommer feltet hurtigt bagfra, eller potentielle angribere kan bruge bakken til at springe op til udbruddet.
Tushøj, den første udfordring. Foto: DHM21
Nedkørslen herfra er den hurtigste og længste i løbet, og man skal tænke sig godt om, før man vælger at sætte sig i supertuck på overrøret. Sidevind, modkørende trafik, huller i vejen eller sand i svinget kan være nogle af forhindringerne, og der er før sket alvorlige ulykker på nedkørslen i løbet.
Den smukke udsigt fra toppen af Yding Skovhøj. Nyd den fra depotet. Foto: DHM21
I Yding er der endnu en ruteændring som er relativ ny. I stedet for at dreje til højre ud på hovedvejen, skal man nu igennem landsbyen og videre mod Voerladegård ad bagveje. Det skal man lige huske på, hvis man har kørt løbet mange år i træk.
Vi nærmer os nu det mere rullende terræn ved Salten Langsø, men inden da, skal Dansandbakken udenfor Addit forceres, ligesom det lange stræk på Silkeborgvej skal overvindes. Begge er steder hvor tempoet oftest forceres.
Efter den knap 3 km lange opstigning på Silkeborgvej, drejes der mod øst i Salten, ind igennem skoven langs Salten Langsø mod Gammel Ry og Boes. Det rullende terræn er perfekt afsæt til angrebsforsøg,, eller en organiseret jagt på eventuelle udbrydere. Efter Boes kommer man til rutens mest udsatte punkt: Ry.
SE OP! Det er noget nært umuligt at lave cykelløb på disse kanter uden at møde infrastruktur der kan være til gene for løbet, eller hvor løbet kan være til gene for trafikken. Turen gennem Ry er et af disse steder. Vær derfor hensynsfuld og pas på dig selv og de andre deltagere, når jernbanespor og rundkørslerne forceres i den gamle by, før der køres mod Javngyde, Jeksen og Mesing.
Det er i Javngyde rutens sidste regulære stigning kommer. Herfra stiger det jævnt når man kører over Jeksen og Mesing, tilbage mod mål i Skanderborg. Man skal dog lige hanke op i sig selv og de andre, når man kommer til rutens andede kritiske punkt: Lyskrydsene på Stillinglandevej. Det er fristende at smutte over for rødt, men dumt at gøre. Især hvis der er biler.
Slået i spurten efter 190 km ved sidste års Danmarks Højeste Motionscykelløb. Foto: DHM21
Det er da heller ikke unormalt at arrangørerne har det, der ligner observatører på de to steder, som noterer rygnumrene ned på de som råber ”chancen eller ambulancen” og kører over for rødt. Men lad være med det. Det er træls for de andre deltagere og endnu mere træls for arrangørerne, hvis deres løb får et dårligt ry ude i byen.
Herfra er det tilbage mod mål, hvor der venter et velfortjent måltid.
Kører man 140 eller 190 km, får man desuden fornøjelsen af bakkerne ved Solbjerg og Bjergvej. Sidst nævnte er nærmest grund nok til at køre 105 km…
På 105 kilometer distancen logger man lige i underkanten af 1000 højdemeter og med passagen af Yding og Ejer, lever løbet op til sit navn som Danmarks Højeste Motionscykelløb.
Glæd dig til at læse hvordan det går Velomores udsendte og hils gerne på, hvis du møder os ude til løbet.
Er du endnu ikke tilmeldt, kan du nå at blive det her.
Posted on: maj 19th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Garmin har udviklet en opdateret udgave af baglygten og radarsensoren Garmin Varia, der nu kommer med et kamera.
Garmin Varia baglygtesensoren er hurtigt blevet et hit på de danske og udenlandske landeveje, hvor den er et velkendt syn på sadelpinden af både motionister og proffers cykler.
Nu har Garmin opdateret den populære enhed og tilføjet et kamera, der kan dokumentere hvad der sker bag ryggen på en mens man cykler. Dokumentation man senere kan bruge i forbindelse med eventuelle uheld, eller til at gennemgå ubehaglige og potentielt farlige situationer ude på landevejen.
Foto: GarminFoto: Garmin
“I årevis har cyklister over hele verden stolet på, at vores Varia radarer øger deres bevidsthed om køretøjer, der nærmer sig under en tur, og vi er begejstrede for at tilføje den nye RCT716 til rækken af ‘must-have’ cykelsikkerhedsprodukter,” sagde Dan Bartel, Garmins vicepræsident for globalt forbrugersalg i en pressemeddelelse.
“Nu kan cyklister tage ud på en tur og vide, at Varia RCT716 baglygten med radar aktiveret vil give modkørende biler besked om tilstedeværelsen af en rytter, og det indbyggede kamera vil løbende optage deres omgivelser og give videobeviser for en hændelse, hvis de har nogensinde brug for det.”
Det indbyggede kamera optager i 1080p/30 fps og vil automatisk gemme optagelser fra før, under og efter en eventuel hændelse, mens man i den tilhørende app nemt kan få adgang til videooptagelser, overføre videoer eller tilpasse kameraindstillinger, såsom dataoverlejringer. Kameratet kan dermed også bruges til vlogging, i steder for bare som redskab til dokumentation af kedelige episoder.
Posted on: maj 13th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
I Velomore #04 kan du læse om 22 af verdens vildeste stigninger. En oversigt til inspiration (eller afskrækkelse) til dine næste bucket list ture. Her på Velomore.dk kigger vi lidt nærmere på stigningerne. Den første af dem er Alpe d’Huez.
“Alpen” er nok cykelsportens mest ikoniske stigning. Det er hverken den længste eller stejleste, men den ligger altid sidst på etapen, fordi der ikke er nogen vej videre fra toppen – andet end hen til den nærmeste café. Den er et must for enhver seriøs cykelpilgrim.
Den er 13.8km lang, og den stiger med 7.9% i snit via 21 berømte hårnålesving på vejen mod toppen i 1860 meters højde.
Med sine sydvendte skråninger er den en af de varmeste stigninger i Alperne og rejser sig op over Romanche-dalen, med en historiske tyngde der er allestedsnærværende i den lille dal.
Alpe d’Huez har fået legende status i Tour de France takket være de mange storslåede slag der er blevet udkæmpet gennem de 21 hårnålesving. Fordums tiders heltes store bedrifter hyldes på vejen mod toppen, hvor hver enkelt Tour-etapesejr markeres med en mindeplade i hvert sving.
Huez på toppen er i dag et epicenter for cykelmotionister om sommeren, og vender om vinteren tilbage til rødderne som skisportssted. Første gang verdens største cykelløb solede sig på Alpens sydvendte skråninger var i 1952. Dengang gjorde stigningen ikke det store væsen af sig, men siden da, er både Huez på toppen og stigningen op vokset ind i historiebøgerne.
Foto: Baptiste Diet
Kør den selv Alpe d’Huez er sådan set ret ligetil. Den starter ved rundkørslen lidt udenfor Bourg d’Oisans, hvorfra man bevæger sig op til målstregen efter byskiltet ved Huez. Kort inde i byen er der en permanent målstreg, som er den der oftests er brugt i Tour de France.
Alpe d’Huez stigningen har kun en vej. Der findes ingen alternativer eller andre opkørsler. Fortsætter man gennem Huez by og videre op på passet kommer man til Col du Lautaret, som også lægger navn til det der kan ses som ”bagsiden” af Alpe d’Huez. Men Alpen er ikke et klassisk bjergpas. Det er en stigning op til et skisportssted, der ligger under bjergsidens regulære pas.
Den eneste variation til stigningen er den alternative afslutning. Drejer man ved byskiltet, får man 2-3 kilometers opstigning op til en rundkørsel midt i Huez-by og går dermed glip af den klassiske afsltuning og målstregen, med det permanente podie og fotomuligheder.
Velomore anbefaler At køre stigningen relativt tidligt på dagen, før der kommer for megen trafik. Er man heldig at være i området i september, er temperaturerne helt perfekte til at køre efter KOM’en. Juli måned er heden på sit højeste, hvilket er en anden grund til at starte tidligt ud.
Heldigvis ligger Alpen i “nådige” højder og på toppen er der rigeligt med spisesteder og souvenirbutikker. Skal man have et minde med hjem er der nok at vælge mellem, og er familien kørt i forvejen i sportsdirektørbilen, kan de snildt slå tiden ihjel mens du kører legenden.
Posted on: maj 12th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Tv2 har sat holdet der skal give os alle lyden af Tour de France og den danske sommer.
Holdet til årets Tour Grand Depart i Danmark er sat – I hvert fald hos Tv2, der for mange af os forbindes med lyden af Tour og sommer. Sommerens dækning af Touren bliver desuden den første i mange år uden Chris Ankers velkendte røst, efter hans tragiske bortgang sidste år.
Det betyder, at vi i år stifter bekendtskab med flere nye ansigter, i hvert fald i Tour-sammenhæng, men for de fleste cykelinteresserede og der regelmæssige seere af cykelløb på Tv2, vil de “nye” ansigter være velkendte. Værterne på Tour de France-studiet bliver Stine Bjerre Jørgensen og Thomas Kristensen, så længe løbet befinder sig i Danmark. Kristensen rykker med til Frankrig når Touren forlader landet, mens Rasmus Staghøj igen indtager rollen som vært på AftenTouren.
I kommentatorboksen byder Dennis Ritter som altid velkommen sammen med Rolf Sørensen. Den dynamiske duo får undervejs selskab af Lars Bak, sportsdirektør på ColoQuick Christian Moberg, landstræner Anders Lund og Riwals Emil Vinjebo, der alle har været med i Tv2’s cykeldækning det sidste års tid.
Nyt koncept Et stærkt hold, der uden tvivl vil løfte opgaven til perfektion, omend elefanten i rummet vil blive det konstante afsagn af Chris Ankers nærvær og anekdoter:
“Det kan ikke lade sig gøre at finde en, der kan det, som Chris Anker kunne, for Chris kunne det hele. Men vi stiller med et hold, der – måske ad åre – samlet set kan gøre, at vi kan levere vores dækning på en ny og anderledes måde, som seerne vil blive glade for”, siger chefredaktør John Jäger i en artikel til Tv2 og fortsætter:
“Vi har ikke forsøgt at erstatte ham. Vi kommer ikke til at gøre det på samme måde. Derfor er der også flere nye ansigter, som kommer ind over både kommenteringen, studierne og dækningen i det hele taget. Der kommer ikke én person ind, som skal overtage Chris Ankers rolle. Chris var unik”.
I samme ombæring fortæller Jäger, at forventningerne er store til det nye hold, der giver et godt miks af alder, erfaringer og perspektiver på cykelsporten, lige fra den aktive rytter over sportsdirektøren i bilen, til landstræneren med indgående kendskab til de danske ryttere.
Posted on: maj 10th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Specialized har opdateret deres all-round hjul Roval Rapide og Roval Alpinist så Asgreen, Honore, Mørkøv og Wandahl kan køre endnu hurtigere.
Efter to succesfulde år har Specialized og Roval sparet slangerne væk og opdateret deres allround hjul Alpinist og Rapide i nye tubeless-ready versioner. Med sejre på tværs af brostensløb og bjergetaper, massespurter og soloudbrud, har hjulene bevist deres alsidighed og ifølge Specialized, er hjulene angiveligt også de mest vindende på WorldTouren i 2020 og ’21 med 155 sejre.
Foto: Specialized content pool
I de nye udgaver er både Rapide CLX II og Alpinist CLX II blevet tubeless-ready, med forbedrede styreegenskaber, lav rullemodstand og høj punkteringsbeskyttelse til følge. Alpinist er desuden blevet endnu lettere og beskrives af Specialized som det letteste clincher hjul, de nogensinde har lavet.
Foto: Specialized content poolFoto: Specialized content pool
Opdateringen af de to hjul sker som et skridt på vejen mod at finde endnu mere fart til rytterne på Quick-Step Alpha Vinyl, Bora-Hansgrohe og TotalEnergies, uanset traditioner eller trends. Og mens dæk og slange setuppet har bevist sit værd, tegner de opdaterede tubeless-ready Rapide og Alpinist hjul sig allerede for 29 sejre, hvoraf den seneste kom i søndags med Mark Cavendish i Giro d’Italia.
Fakta om Rapide CLX II Forfælg: 51 mm dyb med en 35 mm udvendig bredde. Bagfælg: 60 mm dyb med en 30 mm udvendig bredde. Vægt: 1500 gram Nav: Aero Flange Hubs med EXP Internals og Sinc keramiske lejer Eger: DT Swiss Aerolite eger 18F/24R Dæktryk: 110PSI Max Tubeless med 26mm dæk
Foto: Specialized content pool
Fakta om Alpinist CLX II Fælgdimensioner: 33 mm dyb/21 mm indvendig Vægt: 1250 gram Nav: LFD-nav med EXP-internals og Sinc keramiske lejer Eger: DT Swiss Aerolite eger 18F/24R Dæktryk: 110PSI Max Tubeless med 26mm dæk
Posted on: maj 10th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
DM i landevejscykling bliver kørt langs Limfjordens kyst, når Danmarks bedste cykelryttere slippes fri sydvest for Aalborg.
Ved et pressemøde i Aalborg tidligere i dag, præsenterede Danmarks Cykle Union, i samarbejde med Aalborg Cykle-Ring, ruterne til årets DM i landevejscykling i og omkring den nordjyske hovedstad.
Den nuværende danske mester Mads Würtz Schmidt kan se frem til at skulle forsvare sin trøje på en småtkuperet rute, mens enkeltstarten bliver kørt langs Limfjordens sydkyst.
DM i landevejscykling køres henholdsvis torsdag d. 23. juni (enkeltstart) og søndag d. 26. juni (landevejsløb).
Enkeltstarten DM i enkeltstart køres på en smuk rute langs Limfjorden og gennem engene vest for Aalborg, ad en af de mest populære træningsveje for lokale cykelmotionister og licensryttere. Starten går ved kongres- og kulturcentret i Aalborg-centrum, hvorfra rytterne sendes ud ad hovedfærdselsåren Vesterbro og kort efter start svinger til venstre og begynder at bevæge sig vestpå ud af byen.
Ude af byen køres der ad Nørholmsvej, som løber parallelt med Limfjorden ud til sommerhusområdet ved Klitgårds Fiskerleje. Her drejes der mod venstre og køres sydpå ud til motortrafikvejen Ny Nibevej, som kortvarigt lægger asfalt til mesterskabet, før der igen svinges ind over engene vest for Aalborg, med retning tilbage mod mål. Turen tilbage går over engene mellem Nørholmsvej og Ny Nibevej før Nørholmsvej igen rammes og det går ind igennem forstaden Hasseris.
I alt kan herreeliten se frem til 39,6 km, mens dameeliten må nøjes med 26,3 km, da de svinger af ved landsbyen Nørholm. Ruten er relativt flad og finder sit højdepunkt på bakken gennem Nørholm, hvor toppen nåes ved landsbyskolen med udsigt ud over Limfjorden.
Landevejsløbet Modsat torsdagens enkeltstart, går starten på landevejsløbene om søndagen i udkanten af Aalborgforstaden Skalborg, nærmere bestemt i Drastrup. Efter en kort masterstart slippes feltet løs i det småt kuperede terræn sydvest for Aalborg.
Ruten slanger sig sydpå til Støvring, dog uden at nå helt ind til Rebildkommunes hovedby, før der svinges vestpå mod Nibe. Undervejs på denne del af ruten kommer rytterne igennem landsbyen Øster Hornum hele to gange.
Efter den gamle købstad ved Limfjorden slåes en sløjfe sydpå, mod de mindre landsbyer Vegger og Skørbæk. Så langt når kvindernes felt dog aldrig, da de efter Nibe svinger nordpå til Klitgård, hvorfra de følger Nørholmsvej fra enkeltstarten ind mod omgangene i Aalborg centrum.
Herreeliten får fornøjelsen af Haldkær Bredning før også de sætter kursen mod vejen nordpå til Klitgård og omgangene i Aalborg. Her venter en kuperet rundstrækning i Aalborgforstaden Hasseris og rutens mest kuperede del.
Vinderen og dermed den næste Danmarksmester skal findes på Vesterbro, på asfalten foran kongres- og kulturcentret, hvor landevejsfesten blev skudt i gang om torsdagen.
Alt i alt kan herreeliten se frem til 211 km og 1824 højdemeter, mens kvinderne og herrer junior skal tilbagelægge 127 km og 1051 højdemeter.
DM i landevejscykling er i år en del af DM ugen i Aalborg, hvor flere sportsgrene fejrer dansk idræt, bl.a. også cykeldiscipliner som trial og BMX, samt MTB XCO og MTB short track.
Du kan læse mere om ruterne og løbet her, samt finde info om de andre discipliner.
Posted on: maj 6th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
I et forsøg på at skåne naturen og miljøet introducerer Cannondale og EF Education-EasyPost nu bionedbrydelige flasker
Skal du ned og opleve Giro d’Italia skal du ikke gøre dig mange forhåbninger om at få en EF Education-EasyPost flaske med hjem som livtidsminde.
Det amerikanske WorldTour-hold har i samarbejde med Cannondale fået fremstillet 100% bionedbrydelige flasker, der kan være opløst allerede efter 3 måneder.
Flaskerne er lavet af plantebaserede materialer, hvor tutten, låget og selve dunken er 100% komposterbart og fri for plastik. Dermed vil flasken gå i opløsning når den eksponeres for mikroorganismer, varme og fugtighed. Så tidligt som efter 3 måneder, og formodentligt efter 10 til 12 måneder, afhængig af forholdene.
Foto: EF Education-EasyPost
De bionedbrydelige flasker vil blive taget i brug af EF Education-EasyPost og EF Education-TIBCO-SVB holdene med det samme, mens Cannondale vil åbne teknologien for hele WorldTouren efter 2022.
Det vurderes, at det professionelle cykelfelt hvert år bruger rundt regnet 630.000 flasker – de færreste af disse mere end 1 gang, før de ryger ud til højre. Selvom mange flasker ender i hænderne hos fans langs landevejene, ender lige så mange langs vejkanter eller i affaldszoner.
Posted on: maj 4th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Stort internationalt felt med stærkt dansk præg til start i forårsklassikerne GP Herning og Fyen Rundt.
Hele 13 danske mandskaber kan se frem til at deltage i den danske UCI-weekend d. 21. og 22. maj, hvor GP Herning og Fyen Rundt inviterer til cykelløb på Europa Touren.
De mange danske hold får selskab af yderligere 16 internationale mandskaber i de to løb, hvor holdene er blevet reduceret fra 7 til 6 ryttere for at åbne det taktiske spil.
“Vi har i år besluttet at have seks-mands hold frem for de syv ryttere som vi havde i 2021, det har vi blandt andet gjort for at udfordre det taktiske spil” udtaler team-ansvarlig Frede Madsen i en pressemeddelelse.
Blandt de danske mandskaber er de fire Continental-hold ColoQuick, Riwal, BHS-PL Beton Bornholm og Restaurant Siri-Carl Ras, de otte DCU Elite Teams i form af Team Nyt Syn p/b Fialla, Herning CK Elite Biemme Danmark, Team CO:PLAY-Giant Store, Team Bache-JS.dk, Team IBT-BH Carl Ras, Team Georg Berg, Team Sparekassen Danmark Aalborg og Team Give Elementer samt det danske PostNord Landshold anført af Mads Pedersen.
Derudover deltager danskerholdene Team Smart Dry-Girona Cycling City, Team EF Education-NIPPO Development og løbenes eneste ProSeries team, Uno-X.
Storhold er ikke storfavoritter Tiltrods for at norske Uno-X er det højest klarificerede team i de to endagsklassikere, afviser danskerholdet at tage favoritværdigheden fra de danske Conti-hold på forhånd:
“Der er mange gode hold med i de to løb her, og Conti-holdene er super stærke, blandt andet har vi jo set Riwal komme rigtig stærkt fra start i år, og et landshold med Mads P. bliver rigtigt stærkt, så vi tænker ikke over vi er “favorit-hold” da jeg egentlig ikke føler vi er det, fortæller sportsdirektør fra Uno-X, Jesper Mørkøv, i en pressemeddelelse, og tilføjer:
“Vi vil selvfølgelig rigtig gerne have en sejr med hjem fra weekenden, men det er hård konkurrence, så det bliver to rigtig spændende løb der skal køres, hvor stærkeste vinder. Det er faktisk de eneste 1.2 løb vi kører med Pro-holdet, og det er fordi de ligger i Danmark, og vi er et halvt norsk, halvt dansk hold, og derfor vil vi rigtig gerne køre de løb her i Danmark.
Udover PostNord Danmark Rundt, er Grand Prix Herning og Fyen Rundt de eneste danske UCI-løb denne sæson, efter Himmerland Rundt og Rent liv løbet Skive desværre lukkede tidligere på året.
Foruden de ovennævnte mandskaber stiller følgende internationale teams til start: HRE Mazowsze Serce Polski Cycling Team, Dukla Banska Bystrica Cycling Team, ABLOC CT, Totala AIF Serneke Allebike, Team Skyline, Voltas Cycling Team, Allinq Continental Cycling Team, ATT Investments Pro Cycling Team, Kaunas Cycling Team, Global 6 Cycling, Tønsberg CK Elite, WPGA Amsterdam Racing Academy og The Cycling Academy Race Team.
Posted on: april 28th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Det er sjældent at vi får et testprodukt ind ad døren, som bliver testet lige så hurtigt, som det har været tilfældet med de økologiske energibarer fra Moonvalley.
Der er blevet testet igennem her på redaktionen og vi må nok erkende, at vi har sat vores w/kg over styr ved at spise flere barer mens vi sad bag skærmen, end vi gjorde mens vi sad på sadlen. For de økologiske energibarer fra Moonvalley er lækre og delikate – og gør sig godt med en god espresso on the side.
Moonvalley er et svensk firma og mens navnet peger i retning af et hipt og flippet brand, der har trukket navnet ud af luftige og højtragende marketingsfloskler der taler direkte ind i tidsånden, er der faktisk tale om det helt modsatte. For folkene bag er helt nede på jorden med jord under neglene og navnet stammer fra den gård i Norge, hvor ideer og produktion udspringer fra.
Måndalen hedder gården og bag firmaet står tre svenske kvinder, med ambitionen om at skabe et nordisk inspireret, plantebaseret og økologisk energiprodukt til atleter, der består af få, simple, højkvalitetsprodukter og en ingrediensliste, som ikke kræver en kemieksamen at forstå.
Og det må man sig at de tre svenskere er lykkedes med.
Her på redaktionen har vi haft de to smagsvarianter citron/ingefær og æble/kanel til test. Hver kasse indeholder 18 barer af 50 gram, hvilket må siges at være en fornuftig størrelse. Hver bar indeholder 191 kalorier, der primært kommer fra kulhydrat. Ingredienslisten rummer blot 8 ting, hvoraf dadler og havregryn mægdemæssigt udgør halvdelen af indholdet.
På landevejen Barerne er lette at åbne og papiret rives ikke i stykker, men folder sig mere ud i lukningen øverst oppe. Det gør, at man nemt kan holde om baren i papiret, uden at bekymre sig om at få svedige eller beskidte fingre på det man om lidt skal have i munden.
At man ikke river en flig af papiret har desuden den fordel, at man ikke spreder papirstykker ude i naturen, som er tilfældet med visse andre brands indpakninger.
Barerne er lette at tygge og glider hurtigt ned. Smagen er tilpas, ikke for kraftig men heller ikke for diskret. Man kan smage ingredienserne i baren og er ikke i tvivl om hvilken variant man har med at gøre. Konsistensen er fast uden at være tør, så man heller ikke behøver at bekymre sig om stykker der brækker af når man bider. Konsistens og smag til trods, er barerne lette at spise, selv med halvhøj puls, og maven bliver ikke generet af at der ryger 4-5 stykker ned på et par timer. Kan man tilmed opstøve en kaffe eller espresso på turen, er begge smagsvarianter et godt makkerskab til en omgang blendede bønder.
Min personlige favorit af de to testede smagsvarianter var helt klart citron/ingefær, mens Velomores graveleur og min kæreste var mere til æble/kanel. Smagene er uden tvivl en personlig sag og for Moonvalleys vedkommende ligger de et stykke fra de gængse andre brands. Her på redaktionen ville vi, på baggrund af velsmagen i vores to varianter, også gerne have smagt de tre andre varianter med kardemomme (den svenske arv fornægter sig ej), rødbede/appelsin og chokolade/havsalt.
Facit Moonvalley er et lækkert bekendtskab og de økologiske energibarer er så gode, at det kræver en vis grad af selvdisciplin når man sidder med kassen af barer indenfor synsvidde, eller ligger i sofaen om aftenen og den lille sult melder sig. Ude på rammen performer barerne som en energibar bør. De smuldrer ikke når man bider, er lette at tygge, selv ved høj puls, og er blide ved maven. Eneste minus er desværre at de prismæssigt ligger i den høje ende.
Vurdering Smagsvarianter: Æble/kanel, ingefær/citron, rødbede/appelsin, chokolade/havsalt og kardemomme Vægt: 50 gram Energiindhold: 191 kcal pr. bar Pris: 19 kr. stk // 319 kr. pr. æske (18 stk.) Info:www.moonvalley.me Vurdering: 6 ud af 6
Posted on: april 20th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Danmarks største serie af motionscykelløb bliver første udvidelse af Velomore universet og læserne kan glæde sig til at køre Rundt om Rold, Sorø Classic og Mols Bjerge Grand Prix.
Med ambitionen om at bygge Danmarks største og bedste cykelunivers for vores læsere, er det med stor glæde at vi her på Velomore kan præsentere tilføjelsen af motionscykelløbsserien Bike Challenge.
Som mange andre store cykelløb, udsprang Bike Challenge af lysten til at give mere til sine læsere. Initiativtagerne var i sin tid folkene bag Cykelmagasinet, Hans Plauborg og Christian Devantier, der i 2013 tog de første skridt til det, der året efter blev til Rundt om Rold.
Fra Rold til Bike Challenge Den spæde start med Rundt om Rold blev hurtigt til 5 løb og løbsserien Bike Challenge var født. Med i kulissen kom Nikolaj Hebsgaard, der sammen med Christian Devantier, kom til at stå for udviklingen af brandet og konceptet bag løbene. I dag tæller løbsserien de tre yderst populære motionscykelløb Rundt om Rold, Sorø Classic og Mols Bjerge Grand Prix, der hvert år tiltrækker mere end 1500 deltagere.
Den hårde finale på Rebild Bakke i Rundt om Rold
”Med GB Grafisks overtagelse af Cykelmagasinet og Nikolaj Hebsgaards ansættelse som chefredaktør på Velomore, var det derfor nærliggende at fuldende porteføljen med Bike Challenge, så de to brands kan fortsætte de synergier de har skabt indtil nu”, siger Allan Sørensen, ejer af GB Grafisk, Velomore og nu også Bike Challenge.
Dermed fortsættes de drømme og ambitioner, der for 9 år siden blev fundamentet for Danmarks største serie af kommercielle motionscykelløb.
”Jeg er superglad for at se løbene fortsætte sammen med cykelmagasinet Velomore. Magasinet og løbene har været mine hjertebørn og har for mig altid været en enhed”, fortæller Christian Devantier og fortsætter: ”Jeg er derfor rigtig glad for at de fortsat vil hænge sammen og at det tilmeld er min tro hjælperytter, Nikolaj Hebsgaard, der får lov til at føre projektet videre, det glæder mig rigtig meget”.
Til at hjælpe med den fortsatte udvikling af Velomore universet og Bike Challenge-serien, bliver Rasmus Søndergaard Frederiksen tilknyttet som eventmand, til at bistå chefredaktør Nikolaj Hebsgaard med at holde kæden stram.
Næste start er Sorø Classic Første løb i Bike Challenge under Velomore paraplyen bliver Sorø Classic d. 8. maj, mens sæsonen rundes af i Mols Bjerge Grand Prix d. 11. september.
Den udfordrende start på Agribakke i Mols Bjerge Grand Prix
”Jeg glæder mig utroligt meget til at fortsætte udviklingen af Bike Challenge. Ambitionen for Velomore universet er, at dele mange af de fantastiske oplevelser vi skriver om, med vores læsere, men hvor også læseren får en oplevelse der skaber minder for livet”, lyder det fra chefredaktøren på Velomore, Nikolaj Hebsgaard.
“For deltagerne ved Sorø Classic vil alt dog være det gamle, men fra næste år er vi klar med nye spændende initiativer, samt unikke fordele for vores abonnenter”, tilføjer Hebsgaard.
Næste nummer af Velomore er på gaden d. 21. april og du kan glæde dig til at læse mere om Bike Challenge i de kommende numre af Velomore, samt på Velomore.dk. Tegn abonnement på Velomore allerede i dag, så du er klar når vi ruller vores fordelsprogram ud.
Bike Challenge Løbene i Bike Challenge følger et simpelt koncept: Der er en rute som er ca. 50 kilometer lang, som deltagerne ved tilmelding kan vælge at køre 1 eller 2 omgange på. Ruten er godt opmærket og løbene udmærker sig ved at være Danmarks bedst skiltede motionscykelløb. Samtidig har fokus været på at skabe så sikre motionscykelløb så muligt, hvilket deltagerne tydeligt mærker ude på ruten.
En forårsdag i Sorø
Flagvagter og motorcykelmarshalls hjælper deltagerne sikkert rundt, mens der fra arrangørernes side er tænkt over rutens udformning for at undgå unødvendigt farlige passager.
Posted on: april 19th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Tempo Decos Carbon kombinerer komfort og performance med henblik på at rytteren kan yde optimalt på selv de længste landevejsture.
Fizik Tempo Decos Carbon er designet til ryttere udenfor det profesionelle felt, skriver Fizik selv om deres nye landevejssko, der kombinerer komfort med stivhed i et forsøg på at skabe den ultimative sko til de lange ture.
Skoen er udviklet med et minimalistisk design for øje, hvor fokus har lagt på optimering af komfort, selv efter flere timer i sadlen (eller skoene om man vil).
Overdelen er lavet i et meshmateriale belagt med polyurethane laminat, der er både åndbart, flexibelt og til en vis grad vandafvisende, og som giver skoen et diskret look. Foruden det ene Li2 BOA-spænde, bærer skoens overdel præg af diskrete ventilationshuller. Fizik har arbejdet med at optimere netop ventilationen de steder hvor der er mest brug for den.
Af samme årsag er sålen udrustet med en stor ventilations kanal, der leder luften gennem skoen og derved bidrager til temperaturreguleringen, især ved den store kontaktflade omkring forfoden.
Ydersålen er lavet i et kulfiber layup, der udover at spare vægt gør skoen ultra stiv, med en index rating på 10, der gør skoen til den stiveste i Fiziks serie og samtidig sørger for optimal power overførsel til pedalerne.
Fizik har desuden arbejdet med klampepositionen, som er rykket længere tilbage sammenlignet med traditionelle landevejssko, i et forsøg på at optimere effektiviteten i trådet og reducere trykket på knæene.
På Velomore ser vi frem til at teste de nye Tempo Decos Carbon. Skriv dig op til vores nyhedsbrev allerede i dag, så du er først med det sidste fra Velomore.
Posted on: april 18th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Årets Rundt om Rold blev en stormfuld affære, der i den grad udfordrede deltagernes tekniske formåen og bød på uønskede gravel segmenter for andre.
”Der blæste en vældig vind ude fra vest den dag” er nok den bedste måde at beskrive årets Rundt om Rold på. I hvert fald bød forårsklassikeren på en ekstra udfordring for deltagerne i form af en ualmindelig hård vind fra nordvest, der sendte flere en tur på landmændenes marker.
Normalt ville jeg køre den lange distance i et løb som Rundt om Rold, men som eventmanager er jeg, i dagens anledning, så “heldig” at jeg er kun kan køre med på den korte 55 km distance. Jeg står for speak med ansvar for at sende startgrupperne afsted, hvorfor jeg allernådigst får lov til at køre med på den korte distance i stedet for den lange. Og heldigvis for det! For med dagens vind skal jeg ikke bede om 2 runder på ruten. Vejrudsigten siger knap 10 s/m i middelvinden med vindstød på op til 20 s/m.
Krydret med forårsnøgne marker og åbent terræn nede bag Arden, kan det kun blive en led omgang.
Kold koldstart Det er altid lidt mærkeligt at deltage i et løb man selv er med til at arrangere. Man kender ruten ind og ud men får til gengæld langt fra en optimalt forberedelse i timerne op til start. For mit vedkommende skal der udføres fysisk arbejde fra kl. 7:30 om morgenen og oftest også dagen før, med opsætning af startområde og rute. Sidstnævnte tjans har familieforpligtigelser heldigvis holdt mig ude af i år.
I stedet er jeg mødt til direktørtid 7:30 hvor bl.a. opsætning af depot, nummerudlevering og bevaring af overblikket er på min to-do-liste, og med speak op til starten af alle starter er det svært at finde tid til omklædning, for slet ikke at sige opvarmning.
Forårets nøgne bakker.I det åbne på Col du Fræer.
Vinden er kold. Jeg er ved at fryse til is mens deltagerne på 110 km distancen sendes afsted og nogle af de hurtige gutter ligner da også allerede istapper. Enkelte vikinger har tilmed valgt at stille op med korte rør. Crazy! Jeg hopper i bilen og får klædt om. Lange ben, lange handsker, pandebånd og en varm jakke inde under den hvide DBR-trøje bliver dagens udrustning, som først og fremmest skal sikre at jeg ikke dør af kulde.
”Koldstart” får en helt ny betydning, da startgruppen på 55 km ruller afsted. Jeg har ikke varmet op og ligger lige på grænsen til hypertermi da jeg hopper på cyklen og krydser startstregen som sidste mand. Direkte fra 0 til 300 watt. Afsted i en vild jagt på fronten. Jeg har prøvet det før og ved at benene som regel vågner efter 4-5 minutter for åbne sluser. De skal lige komme sig over chokket, men så er der til gengæld også åbent for hanerne resten af løbet i sådan en grad, at jeg til hvert Rundt om Rold og Bike Challenge-løb overvejer om jeg helt skal droppe opvarmning til alle løb på permanent basis.
Col du Fræer Heldigvis for mig er der side-medvind og feltet er allerede splittet i mindre grupper. Fra rundkørslen i Skørping til Gl. Skørping blæser jeg forbi de hovedparten af de over 130 deltagere, med enkelte som hopper med på smækken for at få et lift op til den næste gruppe. Da vi svinger ind på Col du Fræer kan jeg lige ane de forreste blæse til angreb et par hundrede meter længere oppe ad bakken. Vinden er nu lige i ryggen og der trykkes på speederen.
400 watt og afsted! Jeg springer fra hjul til hjul. Benene er gode og der er overskud til at smile til fotografen, Roar Paaske, før det sidste ryk sættes ind for at fange de 3 forreste, der allerede har slået et hul.
Smil til fotografen.
Jeg runder toppen i ensom majestæt og med 70 km/t sættes jagten ind. Jeg lukker hullet til trioen i front da vi passerer byskiltet ved Fræer og med hjælp fra mine skivebremser, kaster jeg cyklen rundt i T-krydset som forreste mand og åbner et hul på vej ud af byen. Det er et skinangreb fra min side for at prøve benene og de andre af. Samarbejdet fungerer alligevel ikke helt og flere kommer op bagfra.
Det første stik Det ruller nogenlunde i frontgruppen nu, men da vi drejer syd om Skørping i retning mod Arden kommer en endnu større gruppe op og vi er nok 20-25 gutter i front. Jeg sætter mig på hjul og venter på retningsskiftet ind mod Madum Sø. Det er rullende bakker langs søbredden og et fedt sted at skrue op for gassen. Med en forventning om medvind, eller sidemedvind, kører jeg frem bagfra før højresvinget og accelerere ud af kurven. 600 watt siddende og afsted. Hullet bliver slået med det samme, men vinden mellem træerne ligger ikke helt som håbet.
Inde i skoven får jeg selskab af Martin Breum og en rytter fra Team Falck Faircare. Martin er fyr og flamme og vil ud over stepperne, mens FF-rytteren allerede sidder med lungerne på asfalten og nok lige skal have en puster. Martin er godt kørende, og kan slet ikke vente med at føre. Han går forbi i et højere tempo end jeg kører og får straks 2-3 meter. FF-rytteren og jeg kigger på hinanden og slår op i banen, da vi kan se de andre er ved at lukke hullet. Martin opdager vi har smidt ankeret og stopper selv sit forehavende og signaler tydeligt at han har mod og kræfter til mere. Frontgruppen samles igen før vi krydser hovedvejen mellem Terndrup, Hadsund og Skørping.
Vældige prygl i den vældige vind Herfra sættes kursen mod Arden på et længere, ret begivenhedsløst stræk gennem den sidste udløber af Rold Skov, men det er blot stilhed før stormen, bogstaveligt talt. En bakketop skal krydses før et skarpt sving i høj fart til venstre sender os ind i et regulært sidevindshelvede. Blæsten er brutal og jeg ser mit snit til endnu engang at komme med svung på bagfra. Feltet splittes øjeblikkeligt i sammenstødet med vinden. Jeg venter et øjeblik. En mindre gruppe samles i front, men splittes med det samme, da en eller anden ikke formår at holde hjul i sidevinden. Vi er 3 mand i front da vi drejer ind i direkte modvind på hovedvejen ind mod Arden. Tempoet går straks ud af gruppen og den jagtende gruppe får kontakt, da vi igen drejer ind gennem Lille Arden. Her er der ro til at drikke og spise før vi igen skal prygles i vinden.
Det afskrækker dog ikke Martin Breum som udnytter stilstanden. Han får hul mens jeg sætter mig frem, øger tempoet og begynder at trække ham ind. Jeg udnytter mit lokalkendskab og får nærmest til perfektion timet min jagt på Martin. Ud af Lille Arden går det let nedad, før et lille bump sender os op i sidevinden. I samme øjeblik vi når bumpet bliver Martin hentet ind og jeg accelerer forbi ham idet vi rammer sidevinden. Igen siddende i sadlen for ikke at afsløre mit forehavende.
De forreste river sig fri på Col du Fræer.Martin Breum fører tropperne an.
Martin når ikke at reagere og resten af gruppen bliver også taget med bukserne nede. Men måske er det i virkeligheden mig der bliver fanget af mit eget hovmod? For kort efter mit fremstød drejes der mod vest og vinden er her så kraftig, at jeg det ene øjeblik sidder i højreside af vejen, og det næste kører halvanden meter inde på Jens Hansens marker i venstreside af vejen. Forude venter det åbne og nøgne kulturlandskab. Her regerer vinden og en letvægtsrytter som mig skal ikke tro at han er noget.
Speedometret viser ikke imponerende hastigheder og med modvind de næste 5-10 km, siger en hurtig cost-benefit-analyse mig, at det nok er smartest at vente på de ca. 10 andre i forfølgergruppen i Rundt om Rold.
Breum blæser væk Vinden er mildest talt brutal. Farten er ikke specielt høj og jeg er flere gange nede og køre på den lille klinge. Der bliver forsøgt med et par ryk, men en forcering i den her vind koster mere end hvad nogen har råd til at investere, og kræfterne rækker længere med den smule læ man trods alt har, når man lukker et hul på 20 meter, end forsøger at skabe det.
En form for våbenhvile indtræder da vi igen drejer ind i sidevinden, tilbage mod Arden. Martin Breum kører igen, denne gang med Nicklas Seeberg på hjul og de ser ud til at få et fornuftigt hul. Vi andre har nok at gøre med enten at holde cyklen på vejen eller at undgå at blive svejet af ham foran. Jeg sidder så skævt i vinden at jeg kommer hjem med sår på knæ og albuer.
En rytter kommer i mål på Rebildbakke.
De mange ryk indtil nu, og vindens ubønhørlige tæven løs på os, begynder at koste. Folk bliver sat fra hjul og villigheden til at køre efter de to i front er svær at få øje på. Igen kommer mit lokalkendskab til gode. Da vi drejer ud på landevejen mod Arden smider jeg kæden ud i 11’eren og afsted. Ned ad bakke og i medvind. Breum og Seeberg lukkes i et snuptag og da vi runder udkanten af Arden er vi 6 mand tilbage i front.
Det går hverken værre eller bedre end at historien gentager sig på den sidste bakke mellem Arden og Rold. Martin kører væk igen, denne gang med Nicklas og jeg som de jagtende, med de andre lidt længere bagved. Vindens ubønhørlighed får os hurtigt på andre tanker. Vi venter på de tre bagved og lader Martin sejle væk.
Muren i Nysum Mellem Rold og Nysum kan vi se Martin længere fremme. Flere gange vender han sig rundt og kigger, og det virker lidt som om at også han er i tvivl. Skal han køre eller håbe på at få selskab? Hans vægelsindethed får dog et brat ophør da han runder toppen af Muren i Nysum, stadig i ensom majestæt. Herfra er det hovedet ned og afsted. Vi ser ham ikke igen.
“det ene øjeblik sidder i højreside af vejen, og det næste kører halvanden meter inde på Jens Hansens marker”
Nikolaj Hebsgaard
I stedet bøvler vi stadig med vinden, da der pludselig lyder en knagende lyd fra Nicklas Seebergs gear i bunden af Muren. Hans gearkabel til bagskifteren er sprunget og han er ude af løbet. Jeg ser mit snit til at trykke til og kører. Bakken giver læ for vinden og jeg slår et fornuftigt hul, men ca. 10 meter fra toppen rammer jeg muren – af vind. +500 watt træder jeg og kører knap 8 km/t. Jeg zigzagger og må sætte mig ned, skifte til lille klinge. “Det var lige godt pokkers” tænker jeg.
Jeg havde ikke taget højde for at der ville være vind på de sidste meter af bakken og idet jeg svinger til højre mod Rold Skov, bliver jeg igen opslugt af de 3 tilbageværende forfølgere.
Carbon mod asfalt og en streg i vinden Herfra går det slag i slag. Dan Kobberup, Anders Bak Hansen og Martin Jacobsen laver det meste af arbejdet mens jeg sidder og fedtspiller bagerst i gruppen. Nu skal krafterne gemmes til en sidste kraftudladning på Rebildbakke.
Martin Jacobsen har dog luret mit forehavende og vil gerne have mig med rundt, da vi kører ud af Rold Skov og ind mod Aarestrup. “Du slagter os alligevel op ad bakken” får han sagt, inden jeg slipper trådet og lader et hul åbne. Martin reagerer hurtigt og spurter op til de andre. Jeg går med på hjul, men i det jeg træder an, rammer jeg en revne i vejen og hører den frygtede lyd af carbon mod asfalt.
“Der røg forhjulet sgu” er min første tanke, der hurtigt bliver afløst af spørgsmålet “hvorfor kører jeg stadig?”. Jeg kigger op og ser, at jeg allerede har tabt 30 meter til de tre andre og beslutter, at jeg lige så godt kan holde ind og besigtige eventuelle skader. Hjulet har fået sig en pæn håndfuld ridser i fælgen, men det lader til at være rent kosmetisk. Integriteten lader i hvert fald ikke til at være kompromitteret.
Jeg kigger tilbage. Der er ikke umiddelbart nogen at se og mine tre følgesvende er allerede ude af synsvidde på den anden side af Aarestrup, så jeg kan lige så godt slå en streg før jeg hopper på cyklen igen. Mens jeg får rystet af kommer to ryttere, jeg ikke har set siden sidevindshelvedet udenfor Arden, ud af Rold Skov og jeg hopper gladeligt med på hjul.
Mellem Aarestrup og Oplev er der sidemedvind. Farten når 50 km/t inden vi kaster cyklerne gennem Oplev, hvor jeg er tæt på at blive klippet af en kvinde i bil, hvilket nok er meget heldigt, da det tager toppen af både modet og farten ned ad Kridtbakken.
Sidste slag på Rebild Bakke Nede i ådalen kan vi se trioen foran os tage hul på Rebildbakke. De har nok omkring et minut på os. Da vi rammer bunden af bakken går jeg frem og træder til, holder kæden stram uden at rykke, men holder blot et jævnt, højt tempo. Bakken stiger jævnt det første lange stykke og der er endda medvind på de nedre skråninger.
Jeg graver dybt vel vidende at målstregen er på toppen. Oppe i skovstykket på de sidste par hundrede meter får jeg kontakt til dem foran og blæser forbi Martin Jacobsen, der dermed fik ret i sin profeti. Benene rækker dog ikke til mere og jeg når lige akkurat ikke at fange Dan Kobberup på tredjepladsen.
Min Garmin fortæller mig at jeg har sat ny bedste personlige tid på bakken, da jeg triller tilbage til Rundt om Rold målområdet ved Skørping Idrætscenter. Resultatlisten viser senere, at Dan fik kastet cyklen over målstregen blot 1 sekund foran mig, mens jeg sætter tredje bedste tid af alle på dagen i bakkespurten – 2:14 opad Rebildbakke, hvilket viste sig at være blot 4 sekunder langsommere end bakkekongen Martin Lind, der også vandt 110 km distancen.
Tak for i år Tilbage i målområdet står den på speak af sejrsceremonierne og senere nedpakning af målområdet. Det er koldt og de fleste vælger at spise deres sandwich i bilen, før de kører hjem. Holdkonkurrencen er næsten ikke til at speake for vinden, der ivrigt river og flår i mine papirer.
Det har været endnu et fedt Rundt om Rold og den nye finale på Rebildbakke giver en fed afslutning på et fedt motionscykelløb. Ruten er veltilrettelagt på stort set ubefærdede veje i baglandet bag Skørping og Arden. Solen viste sig fra sin bedste side, men til næste år må der gerne skrues lidt ned for vinden. Over 400 ryttere havde alligevel valgt at komme på asfalt, og mon ikke de var lige så forårskåde som køerne?
Rundt om Rold er en del af løbsserien Bike Challenge, som kører igen til Sorø Classic d. 8. maj og slutter sæsonen af den 11. september med Mols Bjerge Grand Prix, der byder på en brutal 150 km distance med tæt ved 2000 højdemeter.
Tilmeld dig Sorø Classic her eller Mols Bjerge Grand Prix her.
Posted on: april 8th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
På søndag køres motionscykelløbet Rundt om Rold og vi tager her et kig på, hvad der venter deltagerne i den nordjyske forårsklassiker.
Rundt om Rold har efterhånden otte år på sine palmares og har udviklet sig til at Nordjyllands største motionscykelløb, med status som regulær forårsklassiker. Efter oprindeligt at have haft termin i sensommeren, flyttede løbet for nogle år siden til sin nuværende position anden weekend i april.
Ruten har været den samme de sidste otte år, hvor kun startsted og målstreg er blevet ændret. Sidste år valgte arrangørerne at flytte starten fra Comwell Rebild Bakker ned til Skørping Idrætscenter, hvor både de fysiske rammer og faciliteter lettere kunne servicere de hundredvis af cykelryttere. Målstregen blev ved den lejlighed placeret på Skørpingvej lidt efter skolen, men desværre tæt på både helleanlæg og rundkørsel.
Derfor har arrangørerne igen i år valgt at flytte målstregen. Men denne gang er den rykket tilbage til toppen af Rebild-bakke, og dermed byder løbet nu på den hårdeste finale i et dansk motionscykelløb.
1 eller 2 omgange Ruten er en 55 kilometer rundstrækning, som deltagerne kan vælge enten at køre 1 eller 2 gange. De første ryttere på den lange 110 km distance sendes afsted kl. 10:00, mens feltet på 55 km ruller ud en time senere.
Rytterne starter ved Skørping Idrætscenter og kører herfra rundt om Skørping til dagens første udfordring Col du Fræer. Den halvlange bakke er ikke superhård, men ligger til gengæld i åbent terræn, hvor vinden kan give ekstra vinger for de angrebslystne.
Herfra drejes der til højre og kursen sættes mod Madum Sø. Langs søens bred går det op og ned i det rullende terræn i Rold Skov og videre mod de åbne marker omkring Arden.
Syd for Arden rammes halvvejs punktet ved Rold og dagens anden hårde bakke, Muren i Nysum, som nok skal få syren til at sætte sig i stængerne. Bakken er længere end den ser ud til, hvorfor kræfterne skal doseres rigtigt på de få hundrede meter den varer.
Danmarks hårdeste afslutning Videre gennem Rold Skov går det før man igen rammer et åbent stykke mellem Aarestrup og Oplev. Er man ikke allerede begyndt at mærke trætheden, vil den stride vind fra vest uden tvivl suge de sidste kræfter ud, inden cyklen kastes ud i et styrtdyk ned ad den stejle og hurtige Kridtbakke, ned til Tingbæk Kalkminer og Reagan Vest bunkeren.
Med vinden i ryggen går det stærkt gennem Gravlevådal, før der tages hul på dagens sidste og største udfordring: Rebildbakke, med timet bakkespurt og målstreg på toppen.
Finalen skal heldigvis køres med vinden i ryggen, men ligesom på Muren i Nysum, skal kræfterne doseres rigtigt. Det er fristende at skrue tempoet på de milde procenter i bunden, men på de sidste par hundrede meter op igennem skoven stiger det med tæt ved tocifrede procenter, før målstregen rammes i et regulært syrebad.
Heldigvis for deltagerne går det let nedad, når der skal rulles tilbage til startområdet ved Skørping Idrætscenter.
Arrangørerne har som altid sørget for godt vejr. Om end det ikke bliver til kort/kort, ser det ud til at solen vil skinne på rytterne. Og en gavmild vind fra vest vil teste feltet.
Posted on: april 7th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
KASK har givet deres ikoniske Protone et mindre facelift med forbedret æstetisk udtryk og øget sikkerhed til følge.
Det italienske stilikon KASK Protone er nok det nærmeste man kommer en moderne designklassiker hvad angår cyklehjelme. Efter snart et årti på toppen af Team Sky og INEOS-rytterne, er hjelmen blevet populær vidt og bredt i cykelsporten og er i dag et velkendt syn på hovedet af af cykelmotionister.
Nu lancerer Kask næste generation af Protone ud fra devisen if it ain’t broke, don’t fix it. Den ny og opdaterede Protone har fået et mindre ansigtsløft, hvor der især er kræset for de små detaljer. I anerkendelsen af statussen som moderne cykelsports ikon, har italienerne desuden tilføjet netop ordet Icon efter Protone.
Det nye opdaterede look giver KASK Protone Icon et æstetisk mere moderne look, mens det velkendte og ikoniske design er blevet bevaret. Det er særligt samlingerne omkring hjelmens øvre og nedre halvdele, der er blevet kræset om. Samtidig har hjelmens indre struktur fået en overhaling, hvor der er blevet optimeret på hjelmens strukturelle sikkerhed i forbindelse med styrt.
Den nye struktur på nakkespændet giver ekstra plads til langt hår. Foto: KASK.
Den mest markante ændring ses dog i nakkespændet, der er blevet erstattet af det nye OCTOFIT+, som sørger for forbedret ergonomi og stabilitet, og især giver bedre komfort for ryttere med langt hår. Det oversized nakkespænde gør det desuden lettere at justere hjelmens fit ude på landevejen, også selvom man er pakket godt ind i tykke vinterhandsker.
Den opdatere KASK Protone Icon kommer i alle de velkendte farver.
Posted on: marts 26th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Velomore er rejst til den franske riviera, hvor vi foruden at nyde sommerlige vejrforhold og stjernestøv fra den røde løber, i morgen stiller til start i debutudgaven af GFNY Cannes.
Det amerikanske Gran Fondo-franchise har i den grad indtaget Frankrig, hvor hele 5 løb er på kalenderen i år. GFNY Cannes er den seneste tilføjelse og byder rytterne op til væddeløb i den mere prominente del af Cote Azur. Mens de fleste formentlig forbinder denne del af Frankrig med Paris-Nice, Milano-Sanremo, Col de Turini og Armstrongs foretrukne bakke Col de la Madone, har GFNY, anført af eksproffen Cedric Haas, valgt at kigge længere mod syd.
Med udgangspunkt i det berømte Palais des Festivals, som hvert år sætter rammerne for filmstjernes parade på den røde løber i forbindelse med Cannes filmfestival, sendes rytterne sydpå ad kystvejen og ind i baglandet, ud på de øde landeveje og stille stigninger.
Ruten gør syd om Cannes og svinger ind i l’Esterel massivet, som hverken byder på lange eller super hårde stigninger. Alligevel går det nærmest op ad hele den første halvdel af den 110 km. lange rute. De første knap 1500 højdemeter tilbagelægges mellem kysten og løbets halvvejsmærke på toppen af Col d’Avaye. Herfra går det ikke direkte ned mod kysten, men snarere igennem et rullende terræn, med bakker lidt længere end hvad vi er vant til derhjemme.
Selve ruteprofilen ligner en lang stigning, med et par korte nedkørsler undervejs. Det snyder en smule, da man rammer op til flere plateauer på opstigningen til Col d’Avaye. Arrangørerne og de lokale deler ruten op i to stigninger med Col d’Avaye som den sidste og længste, og Col du Tanneron som den første. De to tegner sig for henholdsvis 13,7 km og 7,6 km, med henholdsvis 4,1% og 4,6% procent i snit. Men tallene snyder pga. de mange korte nedkørsler og flade plateauer.
GFNY-oplevelsen GFNY Cannes følger den klassiske, og for Velomore velkendte, GFNY-drejebog. #Beaproforaday er ånden i GFNY, som især kommer til udtryk ved den ekstra sikkerhed ude på ruten, som arrangørerne garanterer rytterne. Masser af motorcykel marshalls sørger for trafikfrie veje og oftest ses det lokale politi sørge for helt, eller delvist lukkede veje. Alle deltagere får desuden løbets egen trøje, som er obligatorisk at køre i, mens der i mål venter et restitutionsmåltid og medalje, som minde om ens præstationer.
Til at få mig gennem løbet er jeg blevet udrustet med en Ferrari rød Pinarello F12, der en lejesvend venligst udlånt af France Bike Rentals. En cykel i sådan en klasse er en trofast ganger. Udstyret med både Dura-Ace Di2 og Assimoa duo-pedaler er det en lejecykel i absolut topklasse, og med 30 mm dæk, samt en 11-32 kassette, er jeg garanteret at komme både godt op og sikkert ned ad stigningerne.
Selvom stigningerne er milde i procenterne, kommer der dog et skarpt shot med over 20% efter knap 35 km. En kort mur på lige knap 300 meter, men med stigningsprocenter der kan ødelægge en mand og efter en hurtig nedkørsel, hvor man drejer skarpt til højre ind på muren. Kender man ikke dette specifikke punkt på ruten, bliver man hurtigt bragt til standsning, såfremt man ikke er kommet på lille klinge eller fået skiftet opad på kassetten inden man kaster cyklen rundt om hjørnet.
Arrangørerne forventer lige knap 300 deltagere og med vejrudsigten kan det kun blive en fremragende dag.
Du kan glæde dig til at læse beretningen fra GFNY Cannes i vores sommermagasin Velomore #5, der er på gaden i slutningen af juni, lige i tide til Touren. Skriv dig op til vores nyhedsbrev allerede i dag, eller tegn et årsabonnement på Velomore til 425 kr. med det samme.
Posted on: januar 21st, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Glem alt om verdensberømte skuespillere og de gyldne palmer! I år lægger Cannes og Boulevard de La Croisette asfalt til første udgave af Gran Fondo’en GFNY Cannes.
Det verdensomspændende Gran Fondo franchise indtager den franske riviera d. 27. marts hvor deltagerne sendes afsted fra den røde løber foran det berømte Palais des Festivals et des Congrès de Cannes og Velomore kører med.
Vi er nemlig inviteret med til debutudgaven af den 122 kilometer lange Gran Fondo, der byder på to distancer i bakkerne syd for Cannes.
Provence i solopgangen Med palmestrande og luksushoteller som bagkulisse, går ruten langs middelhavskysten i daggryet sydpå til den historiske kystby Mandeliu La Napoule. De første 5 km er neutaliseret og når man rammer La Napoule drejes der ind i landet mod mere kuperet terræn i Esterel massivet.
Dagens første udfordring er Tanneron (7,6 km, 5%) der kommer før Lac de Saint Cassien, hvor rutesplittet mellem Medio og Gran Fondo-ruterne findes. Vælger man Medio Fondo bringes man tilbage mod Cannes med knap 66 km i benene, mens Gran Fondo-rytterne fortsætter videre ind i bakkerne gennem små, hyggelige provencalske landsbyer, før løbets anden stigning skal bestiges. Col d’Avaye som byder på en flot udsigt over Var-regionen og et efterfølgende 30 kilometer langt, let faldende stykke, kun afbrudt af kortere bakker, tilbage mod kysten og Cannes.
Gran Fondo ruten i GFNY Cannes. Medio Fondo drejer af ved Montauroux.
Fransk invasion Løbet på Côte d’Azur er den seneste tilføjelse i rækken af GFNY-løb, som under COVID-19 pandemien har spredt sig til hele Frankrig, med løb i Pyrenæerne, Alsace, Vercors og hele to events i Alperne.
Udvidelsen i Europa stopper dog ikke her, da GFNY for nylig har præsenteret endnu et nyt løb i Sverige, d. 3. juli.
I forbindelse med GFNY Cannes afholder GFNY en valgfri træningslejr i ugen op til, hvor deltagerne bliver bekendt med ruten og terrænet omkring Cannes.
Et startnummer til GFNY Cannes koster kun 558 kr. og med i prisen er bl.a. løbstrøje og deltagermedalje. Du kan læse mere om løbet her, mens du finder mere info om GFNY campen her.
Velomore deltager i begge dele og du kan læse om vores oplevelse i magasinet senere på året.
GFNY’s europæiske datoer: 27. marts: GFNY Cannes 28. maj: GFNY Villard de Lans 12. juni: GFNY Lourdes Tourmalet 19. juni: GFNY La Vaujany Alpe d’Huez 03. juli: GFNY Uppsala 10. juli: GFNY Grand Ballon 28. august: GFNY Alpes Vaujany Croix de Fer04. september: GFNY Portugal
Posted on: januar 5th, 2022 by Nikolaj Hebsgaard No Comments
Cykelsæsonen 2021 er officielt slut, og det er tid til at stille cyklen i garagen, smide benene op og skifte fokus på restitution og basetraining. Men nej! Vinteren er den egentlig sæson. Alt, hvad der går forud, er bare pre-season. Det er nu, der skal trædes til. Det er nu, det gælder, beretter Velomores Zwift-specialist.
Zwift Racing League har med koldt blod slået off-season ihjel! Engang kørte jeg sweetspot, hvis det skulle være rigtig hårdt om vinteren, men det er slut nu.
Nu står den på hardcore væddeløb og en VO2-max, der er højere, end når jeg er bedst om sommeren. Og for mange andre zwiftere står vinteren på lige så hårde intervaller og svedsprøjtende cykelløb online, som sommersæsonen gør derude i virkeligheden.
For mit vedkommende revolutionerede Zwift og WTRL (World Tactical Racing Leagues) sidste efterår vintertræningen ved at skabe den hidtil største løbsserie i e-cykling: Zwift Racing League.
En struktureret løbsserie efter en klassisk pyramidestruktur, hvor hold dyster om enten op- eller nedrykning i faste ligaer. Der køres i afgrænsede sæsoner af otte løb plus to play-off-løb, der afgør den endelige skæbne.
I toppen af pyramiden er den ultimative liga, Premier Division, hvor kun de bedste kan være med og dyste om de prestigiøse sejre og medfølgende pengepræmier. Med andre ord: Vinterens træning og Zwift-løb har lige pludselig fået et helt andet formål og seriøsitet.
Jeg selv kører for e-cykelholdet Danish Bike Riders Race Team (DBR RT), som i denne sæson har domineret førstedivisionen i den afrikanske tidszone. Okay, den afrikanske tidszone, tænker du måske, men det er kun et navn, da det reelt set bare er tidspositionen klokken 19:35, og alle tidspositioner er opkaldt efter en geografisk tidszone.
Med over 5.000 hold fra alle tidszoner har Zwift og WTRL måttet dele de forskellige parallelle ligaer op i tidszoner, både så flere har mulighed for at være med, og så hver tidszone ikke får for mange serier. Der er langt til toppen, hvis du ryger i serie ni eksempelvis.
NYT UDSTYR GIR VINGER
I den igangværende ZRL-sæson har vi på DBR RT kørt i nye uniformer. Vi har fået den hvide DBR-trøje i spillet, og som RT-rytter kan vi som de eneste i hele Zwift-universet stolt køre rundt i den trøje. Det giver lidt ekstra at kunne køre rundt i samme trøje i Zwift, som man også sporter på landevejene eller på sporet. Og netop den nye trøje har givet vinger.
I vores allerførste løb i år, en holdtidskørsel, kørte vi som død og pine og hev lidt overraskende en sejr hjem. Jeg tror, vi alle var lidt oppe at køre over at se et seksmandstog iført den hvide trikot, og på ren adrenalin slog vi flere stærke hold, blandt andre franske Foudre og Canyons udviklingshold.
Det flotte resultat i åbningsløbet blev fulgt op med et endnu mere imponerende resultat i det efterfølgende pointløb, hvor jeg nappede en flot sejr. Efter et løb hvor hele holdet havde høstet masser af point undervejs, angreb Casper Kaysen og jeg på en rampe cirka to kilometer fra mål, snød feltet og lykkedes med at holde hjem til en sejr til mig og andenplads til Casper. Den anden DBR-sejr i træk.
Konceptet i Racing League er teambaseret, så du vinder ikke som enkelt rytter. I stedet går sejren til det hold, der scorer flest point undervejs. Det gøres ved at være bedst på de indlagte sprint- eller bakkesegmenter, hvor der er point til de ti første over stregen og de ti hurtigste tider. Men flest point er der at hente på målstregen.
Et vigtigt element i Zwift er udstyret, som du kan opgradere, efterhånden som du når forskellige milepæle i “spillet”. Rytteren med de selvlysende dæk kører på den såkaldte Tron Bike, der er blandt de hurtigste (og fedeste) i Zwift.
Med det momentum gik vi ind til det tredje løb fulde af selvtillid og formåede igen at høste point og tage podiet endnu engang med en andenplads for løbet. Martin Larsen vandt løbet foran Lasse Hansen, mens jeg selv blev 10’er i et løb, hvor jeg kun akkurat kunne hænge på med det yderste af neglene. Det viste sig, at en bihulebetændelse var under opsejling.
Og jeg var ikke den eneste. Stort set hele DBR-holdet var enten på vej ind på sygelazarettet, eller ud af det den efterfølgende uge, hvor vi fik fundet vores bundniveau i et løb, hvor det slet ikke gik vores vej. Ruten var Casse-Patte i Frankrig med en fem minutters stigning, som normalt ligger rigtig godt til mig.
Men hærget af sygdom eksploderede jeg halvvejs oppe ad bakken. Pulsen gik amok, hver gang jeg kom over 300 watt, og mine ben føltes svage. Resten af holdet led også med sygdom i kroppen, mens Casper Kaysen ikke engang kom til start på grund af tekniske udfordringer.
Samtidig havde vi vores rookie og young gun Tim Hansen med i sit første løb, og som om det ikke er slemt nok, at man lige skal vænne sig til tempoet i ZRL, faldt hans cykel tilmed af hans hometrainer i spurten. Men på en eller anden måde fik vi alligevel høstet point nok til at hive andenpladsen hjem takket være et ekstremt højt bundniveau.
ET KOMPLOT OG EN TUR I TØRRETUMBLEREN
Det sjette løb blev det hidtil hårdeste løb denne sæson med en tur rundt på et kort loop i Yorkshire, hvor Mads P. jo blev verdensmester. Ruten havde ikke rigtig noget flad vej, og det mærkede feltet, der blev sprængt til atomer på den brutale stigning halvvejs på omgangen. +15 procent i et par hundrede meter er nok til at smadre folk godt og grundigt en tirsdag aften.
“Pulsen gik amok, hver gang jeg kom over 300 watt, og mine ben føltes svage. Resten af holdet led også med sygdom i kroppen – Nikolaj Hebsgaard”
Vi havde fire mand med i frontgruppen, men vi klokkede alligevel i det og lod vores værste modstandere køre væk. Canyon og Foudre slap afsted med henholdsvis to og fire mand på anden runde. Jeg holdt hovedet koldt og mente, at de ville komme tilbage. Men 10 sekunder blev til 30, som blev til 60, og så var ulykken sket.
De fik dog kørt hinanden i sænk, og med et flot lead-out af Lasse Hansen kunne jeg vinde forfølgergruppens spurt om fjerdepladsen foran to stærke Canyon-ryttere. Komplottet mod DBR RT var dog fuldendt, og Canyon og Foudre fik hentet ind på os i klassementet efter en massiv pointhøst.
I skrivende stund mangler nu kun det ottende løb. Der er spænding til det sidste, da vi efter en hård holdtidskørsel blev treer i London og nu kun fører med tre point ned til Foudre og fire til Canyon. Vi skal køre op til vores bedste, hvis vi skal sikre en af de, måske, to pladser til play-off-løbene.
SKAL DU MED TIL VM?
Sideløbende med play-off er der udtagelse til VM. I år har alle chan- cen for at komme til VM i Zwift – okay, langt fra alle, men er du A-rytter eller på niveau, har du et skud i bøssen for at køre med om VM-striber.
Sidste år afholdt Zwift det første VM i e-cykling under UCI med regnbuestriber og hele molevitten til vinderen. Det skabte uro i Zwift-communitiet, da UCI besluttede at holdstørrelserne skulle fordeles baseret på landevejsranglisten (ligesom ved virkelighedens landevejs-VM), og at det desuden kun var professionelle atleter eller atleter i ADAMS/whereabouts-systemet, som kunne udtages.
Det gav et noget mudret felt, da hovedparten af verdens bedste Zwiftere ikke er landevejsproffer, og hovedparten af verdens bedste landevejsryttere ikke kører Zwift eller er specielt gode til det. De førende nationer på landevejen er heller ikke nødvendigvis førende i Zwift.
Zwift udvikler hele tiden nye virtuelle verdener, som du kan cykle i. Flere er baserede på virkeligheden som for eksempel denne i Yorkshire, mens andre foregår i Zwifts eget animerede univers såsom Watopia.
Eksempelvis er der ingen slovenere i top-200 på ranglisten på Zwift Power. Flere lande fik dog hurtigt indrullet deres bedste Zwift-ryttere i ADAMS, herunder Danmark, som udtog Frederik Muff, Anders Foldager og Nicklas Pedersen, der på daværende tidspunkt alle tre var rangeret som nogle af de bedste Zwift-ryttere i verden.
De fik dog selskab af Michael Valgren, der mig bekendt ikke rigtig kører løb i Zwift og derfor mangler føling med dynamikken.
Men i år har UCI og Zwift lyttet til kritikken og åbnet op for muligheden for, at dedikerede Zwiftere kan kvalificere sig til VM. Det sker gennem et udtagelsesløb, hvor de fem bedst placerede ryttere sikrer sig en startplads på deres respektive landshold til VM.
Der køres i alt fem udtagelsesløb fordelt over fem tidszoner den 27. november for kvinder og den 28. november for mænd. Så 25 pladser er i alt up for grabs.
Udtagelsesløbet er dog ikke åbent for alle, men er et løb, du skal inviteres til af Zwift og WTRL (som også står bag ZRL). For at blive inviteret til udtagelsesløbet skal du enten have deltaget i ZRL’s Premier Division eller i to ZRL løb eller i to af de åbne kvalifikationsløb, som afholdes her i november. Du kan også inviteres gennem en kombination af ZRL og kvalifikationsløbene. Der er flere muligheder, og du vælger selv.
Det er en fair måde at invitere communitiet og de bedste Zwiftere med til VM, hvor de ret beset hører til. Formår du at kvalificere sig til VM via en af de 25 pladser, venter der lige så strenge krav som til resten af deltagerfeltet. Du skal blandt andet registreres i ADAMS og dermed udfylde whereabouts.
Omstændigt ja, men vil du have regnbuestriber, er det, hvad der skal til. Jeg selv modtog min invitation til udtagelsesløbet. Det bliver spændende og sikkert også det vildeste Zwift-løb, jeg har kørt til dato.
Skulle jeg, mod forventning, gå hen og kvalificere mig, er det både skræmmende og spændende at skulle indrulles i ADAMS. Jeg er i øjeblikket på barsel, så jeg er relativt nem at finde for kontrollanterne.
GENVEJ TIL DRØMMELAND, VAN DER POEL OG VUELTA’EN
Mon ikke vinter og off-season førhen har været der, hvor drømmene blev skabt hos profferne? Drømme om store præstationer og sejre. Zwift kan føre til store ting, om det så er at pine og plage sig selv hver mandag aften i Premier Division mod verdens bedste zwiftere eller drømmen om at kunne iklæde sig regnbuestriber.
Zwift kan også opfylde drømmen om en tilværelse som professionel cykelrytter. Og netop den drøm har danske Mads Rahbek muligheden for at realisere netop gennem Zwift. Årets Zwift Academy giver for herrerne igen en kontrakt med Alpecin-Fenix, som sidste år blev vundet af Jay Vine, der i år har kørt blandt andet Vuelta a Espana.
Mads Rahbek fra BHS-PL Beton Bornholm er blandt de fem finalister. Det er sgu sejr kørt! Hvis han vinder, bliver han holdkammerater med Mathieu van der Poel næste år. Ride on Mads!
Det var en kort status på den døde off-season. Længe leve off-sea- son! Der sker en masse i Zwift, og der er hele tiden nye mål at jagte. I næste magasin kan du formentlig læse mere om, hvordan det gik med kvalifikationen til Premier Division, og om vi lykkedes med at komme i play-off eller smed det hele på målstregen? Og ligeledes med nyt om VM i Zwift. Ride on!
Posted on: oktober 12th, 2021 by Nikolaj Hebsgaard
Trenden med produkter, der skal overvåge og forbedre træning og restitution er tiltagende, og mens UCI-forsøger at bekæmpe de nyeste innovationer inden for biometriske målinger, skyller de nye produkter ind over markedet for amatører og motionister.
Blandt de store spillere på markedet for restitutionsprodukter finder vi Normatec, der sidste år fusionerede med Hyperice, som ligeledes specialiserer sig i produkter, der skal forbedre restitution og derigennem performance.
Flagskibet blandt Normatecs produkter er deres recovery boots, Normatec Pulse 2.0 Legs, som vi har haft fornøjelsen af at teste. Støvlerne er seneste opdatering på et produkt, som har en del år på bagen. Der er efterhånden flere spillere på markedet for recovery boots, men Normatec har markeret sig som de førende inden for netop denne niche.
Det tekniske
Konceptet med recovery boots er simpelt: Du ifører dig to lange "støvler", som yder kompression på benene og derved forbedrer blodomløbet, hvilket skulle forkorte restitutionstiden.
De to støvler kontrolleres via en konsolenhed, som man enten kan styre manuelt eller via en tilhørende app (både Android og IOS). Appen er dog ikke en forudsætning for at anvende støvlerne. Med i pakken er der desuden en oplader, som enten kan fungere som direkte strømforsyning eller som oplader til konsolenheden, der i øvrigt kan holde strøm i op til 60 minutter.
Hele systemet er simpelt designet: Når man har forbundet støvlernes luftkabler med kontrolenheden er man good to go, og det er egentlig plug-and-play ud af boksen.
På konsollen er der to knapper: Tænd/sluk og bluetooth connect ability. Når man tænder, kommer yderligere tre knapper til syne på displayet: Indstilling af varighed, valg af intensitets niveau (1-7) og valg af antal kamre. Hvert ben har op til fem kamre, og man kan selv justere hvor mange kamre man ønsker skal yde kompression.
Hvis man som undertegnede ikke har ben lange nok til at fylde støvlerne helt ud, kan man fravælge det sidste kammer (som i mit tilfælde sad helt oppe i lysken), eller i tilfælde af skader, fravælge den del af benet, som ikke skal behandles.
[IMG2]
How to?
Nuvel, så langt så godt. Enheden, vi har testet, er en testenhed, som nok har været på tur før den er havnet i vores hænder. Vi er derfor usikre på, om der medfølger en decideret vejledning som forklarer valg af programmer, intensitetsniveauer og formål. Der fulgte i hvert fald ikke en med til vores testprodukt, som i øvrigt kom i en rigtig smart opbevaringstaske.
Derfor blev det lidt trial and error. På grund af den manglende instruktionsbog måtte jeg en tur på nettet, hvor jeg relativt nemt fik søgt mig frem til flere forskellige gode instrukser. Støvlerne kan anvendes til restitution, som er det primære formål, men de kan også bruges til mekanisk opvarmning (øget blodtilstrømning til musklerne før fysisk aktivtet, så vidt jeg har forstået).
Det jeg har læst mig frem til, og som jeg også har testet ud fra, er at niveau 1-3 er bedst egnet til opvarmning, mens niveau 4-7 primært er restitution (der kan være individuelle forskelle, og jeg har ikke gidet bruge tid på at undersøge om denne definition også holder stik ifølge producenten).
Derudover er jeg kommet frem til, at 10 minutter er det mest optimale til opvarmning og 20-60 minutter til restitution (men 30 minutter er jeg stødt på flest steder som værende det optimale).
Så efter lidt detektivarbejde var jeg klar til at gå i gang. Man skal lige vænne sig til den “pressende” fornemmelse på benene, men efter et par minutter begynder man at nyde trykket. Jeg fandt, at niveau 4 var perfekt til trætte ben og har en enkelt gang været oppe på niveau 5 efter en 200 kilometers tur.
Har man forbundet enheden med appen, uploader den automatisk hver behandling til TrainingPeaks, hvor man får et fint overblik over intensitet og varighed, samt hvor mange kamre man har valgt at benytte, og om der har været fokus på en specifik zone (systemet kan også give ekstra behandling på et fokusområde).
[IMG3]
Marketing eller marginal gain?
Og så er spørgsmålet til 7.999 kroner jo – virker det? Tja, det er svært at sige…
Har jeg restitueret hurtigere efter brugen af Normatec Recovery Boots? Pas, jeg ved det ærligt talt ikke. Har jeg været klar til træning hurtigere? Ja, det vil jeg faktisk mene. For hvordan måler man, om man er restitueret? Oftest er det på følelse når man sidder på cyklen, eller ved at kigge på puls i hvile eller holdt op mod watt.
Men det er min helt klare oplevelse, at støvlerne fjerner eller mindsker den tunge og trætte fornemmelse i benene. Især umiddelbart efter brug, hvor benene kan føles meget lette og friske. Dagen efter er musklerne trætte, men benene føles ikke tunge (hvis det giver mening for dig, der læser med).
Og måske er det restitution? Om ikke andet giver det en følelse af at være mere klar til træning, end hvis man vågner med tunge køller, og den følelse skal man bestemt ikke underkende. Og den lette fornemmelse hjælper desuden en til at slappe af og falde til ro om aftenen, hvor urolige ben godt kan komme i vejen for søvn.
Prisskiltet er heftige 7.999 kroner, hvilket umiddelbart kan virke afskrækkende. Men bruger man systemet hver dag eller bare to gange om ugen over flere år, er prisen jo slet ikke så slem.
Opdateret: Efter testversionen er blevet returneret, har jeg haft en bekendt der har fået stillet et tilsvarende produkt til rådighed af sin fysioterapeut, med henblik på at behandle væskeansamlinger i benene. Min bekendte har haft stor glæde af støvlerne. Så er man en rytter, som ofte døjer med væske i benene efter træning, kan recovery boots have en effekt imod dette.
Facit
Hyperice Normatec 2.0 Legs kan uden tvivl gøre en forskel i kampen for at blive klar til næste løb eller træning.
Plages du af tunge/urolige ben eller væskeophobning i køllerne, er støvlerne din redning, og formår man at bruge dem regelmæssigt, er prisen godt givet ud.
Posted on: september 20th, 2021 by Nikolaj Hebsgaard
Varme og lange sommerture kræver det helt rette tøj, og netop det er, hvad Giordanas Fusion-serie er.
Serien er designet med henblik på optimal komfort, særligt under varme forhold, og netop derfor skal du ikke forvente at se Fuglsang og co. på Astana køre rundt i Giordanas Fusion under dette års Tour de France. For selvom Giordana er bedst kendt for deres høje kvalitet af performanceorienteret cykeltøj, befinder Fusion sig i den helt modsatte ende af spektret.
Det betyder, at jersyen kommer i et mere afslappet snit, mens shortsene sådan set godt kunne begå sig i et Tour-felt.
Den seneste udgave af Fusion byder på et facelift til både bibs og trøje. Der er blevet optimeret på detaljerne med henblik på at yde maksimal komfort, særligt på de varmere dage eller til de længere ture, hvor hastighed, KOM-jagt og generel performance-optimering ikke er i højsædet.
Jersey
I forhold til tidligere generationer af Fusion-trøjer har Giordana givet den nye et mindre facelift, hvor der er fokuseret på at optimere detaljerne. Blandt andet er ærmerne blevet lidt længere, mens kraven er blevet lavere.
Samtidig sikrer et nyt 4,5 centimeter indvendigt elastikbånd, at trøjen bliver siddende, hvor den skal, mens et refleksbånd på ryggen øger synligheden i mørkere omgivelser og dårligt vejr.
Materialet er et nyudviklet mesh med mere luft mellem fibrene, hvilket giver en blød, nærmest bomulds-agtig, men alligevel luftig fornemmelse, der gør Fusion-trøjen til den mest behagelige i Giordanas udvalg.
Trøjen har alle de tekniske kvaliteter, der forventes af en højtydende cykeltrøje. Høj åndbarhed og en solfaktor på 40 UPF, der burde forhindre, at man kommer hjem med en aftegning af stropperne fra bibsne på ryggen.
Derudover kan det nævnes, at jerseyen kommer i en række forskellige farver, både de klassiske som sort, blå, gul eller rød, men også denne sæsons moderne jordfarver som midnatsblå, kaffe og olivengrøn (som vi har testet).
Hvis du er til tætsiddende cykeltøj, så er Fusion-trøjen ikke for dig. Man kan naturligvis altid vælge at gå en størrelse ned (som Giordana også anbefaler, hvis man vil have det lidt tættere), men Fusion er netop designet med henblik på komfort og er derfor knap så kropsnært i sit snit, dog uden at være super løstsiddende heller.
Bibs
Ligesom jerseyen har shortsene fået et facelift fra tidligere modeller og kommer nu med en højere og blødere benkant, ligesom et nyt panel over taljen er blevet tilføjet for at øge komforten, når man sidder i sadlen.
Desuden yder shortsene en let kompression som et fint supplement til trøjens lette og løse fornemmelse, der samtidig sikrer komforten, når man sidder i sadlen. Modsat jerseyen sidder shortsene tæt, som et par cykelbukser skal gøre, og kan derfor begå sig mere alsidigt end den mere specialiserede jersey.
[SPLIT][IMG3][IMG4][SPLIT]
På vejen
Jerseyen er naturligvis dejlig behagelig og luftig at have på og lever dermed op til sit formål. Selvom ærmerne er gjort længere på den opdaterede udgave af trøjen, er de ikke længere end de fleste andre ærmer på moderne cykeltrøjer, så de frække tanlines midtvejs på biceps bevares knivskarpe.
Trøjen sidder på godt på kroppen, kravler ikke op i armhulen eller poser på maven uanset siddeposition. Lommerne er store og lette at komme i.
Selvom trøjen kun er blevet testet under hjemlige himmelstrøg, kom den især til sin ret under de varme dage, vi har haft denne sommer, hvor den var en sand fornøjelse at cruise rundt i. Dog kan jeg godt følge Giordanas anbefaling om at gå en størrelse ned, selvom det kan lyde kontraintuitivt.
Den testede strørrelse S. på undertegnedes 175 centimeter høje og 62 kilo tunge (lette?) krop efterlod i hvert fald rigeligt med plads til et par store guns i ærmerne, så er man bygget mere som en klatrer end en sprinter, er det værd at have med i overvejelserne, men generelt vil det løse fit nok passe den gennemsnitlige, danske motionist meget godt.
“Det nye benchmark i komfort og kvalitet,” skriver Giordana selv om deres Fusion bibs, og selvom det nok “bare” er en marketing-smøre, så er bukserne faktisk yderst behagelige at have på. De er mærkbart komfortable, men deres performance bliver for alvor tydelig på længere ture.
I testperioden har shortsene fået deres andel af lange ture i det fri, mens komforten og åndbarheden for alvor blev testet på en firetimers tur i Zwift. Hvor nogle bibs bukker under for mængderne af sved indendørs og begynder at gnubbe mod huden, bestod Fusion stresstesten og var stadig behagelige at have på efter fire timer (ja, de blev testet godt og grundigt indendørs).
Til trods for at de på dette tidspunkt var gennemblødte, sad de stadig komfortabelt, og puden var udholdelig at sidde på.
Det samme gælder naturligvis udenfor, hvor shortsene stadig er rare efter fire timer i sadlen. Det relativt store panel for enden af buksebenet skal man dog lige vænne sig til, da det bevæger sig let henover lårmusklen, når man træder de første minutter af turen, indtil buksebene “har sat sig”.
Shortsene er blevet testet på landevejen siden april og er lige så behagelige at have på i 10 grader, som de er i +25 grader, hvor de for alvor kommer til deres ret. Det høje panel på maven er ikke noget, der generer, hverken hvis man har behov for at stige af cyklen for at lade vandet eller sidder foroverbøjet med tænderne i frembinden og puls 190 i jagten på en KOM.
Tværtimod virker det som om, at det faktisk yder en vis støtte på den nederste del af maven, når man sidder på cyklen, og det er heller en hæmsko i forhold til dybe vejrtrækninger. Samtidig er de brede seler behagelige at have på og begynder ikke at gnubbe selv efter flere, svedsprøjtende timer i sadlen.
Facit
Med et sæt Giordana Fusion i garderoben er man dækket godt ind til de varme dage eller til de ture, hvor det er komforten, der overruler det kropsnære.
Særligt i sommerhalvåret kommer trøjen til sin ret, mens shortsene med deres høje grad af komfort også kan bruges både forår og efterår. Shortsene præsterer upåklageligt og bliver let et førstevalg til hverdagsbrug eller gemt til den længere tur i weekenden.
Komforten er i højsædet med et design og materialevalg, der spiller godt op imod det tætsiddende tøj, som præger de fleste cykelrytteres garderobe.
Posted on: september 20th, 2021 by Nikolaj Hebsgaard
Italienske Biemme er ikke noget, du bare går ud og køber i en butik. Så simpelt er det.
Ikke fordi det er et eksklusivt high-end brand, der er svært tilgængeligt, men fordi de primært sælger til klubber og teams. Blandt andet kører ColoQuick’s zebrastribede ryttere i tøj fra Biemme, ligesom rigtig mange andre motionsklubber og firmahold trækker i de italienske rober, der i Danmark distribueres fra kontoret i Risskov.
Biemme er en af de få producenter, der stadig selv producerer fra egen fabrik, hvilket giver kunderne en høj grad af medindflydelse, og du kan blandt andet selv være med til at vælge puden, der skal i shortsene.
Det kan naturligvis være svært at stille en hel klub tilfreds, men den store fleksibilitet er noget, der burde kunne tilfredsstille selv den mest kræsne weekendkriger. Vi har testet den populære Vivo-serie, som er toppen af poppen i Biemmes sortiment..
Jersey
Biemmes Vivo jersey er performance-optimeret på flere parametre og kommer som lidt af en hybrid mellem en aero- og letvægtstrøje. Ærmerne er aerodynamisk optimerede i et glat materiale med render, som man blandt andet kender fra speedsuits eller aerosokker, mens trøjens sidepaneler består af et tyndt mesh med store membraner for maksimal ventilering.
Det samme gør ryggen, hvilket gør trøjen let gennemsigtig, når man holder den op mod lyset, og snittet er tætsiddende uden at være stramt. Alt i alt giver jerseyen en performanceorienteret fornemmelse.
Bibs
Shortsene sidder tæt og komfortabelt på kroppen. Biemme er blandt de få producenter, som laver deres egne puder, og særligt puden i Vivo er yderst behagelig og alsidig. Den yder optimal komfort, hvad enten du sidder opret og langt bagud på sadlen eller foroverbøjet i bukningerne helt ude på næsetippen af sadlen.
[SPLIT][IMG3][IMG4][SPLIT]
På vejen
Jerseyen er behagelig at have på, når man sidder på cyklen, og kravler ikke op, når man sidder bøjet forover. Lommerne er brede og lette at orientere sig i, og selvom de er pakket til bristepunktet med gels, barer og lappegrej, bliver trøjen siddende som den skal.
Trøjen performer godt i et stort temperaturspænd og er behagelig at have på selv ved 25 grader. Det skyldes ikke mindst de ventilerede sidepaneler og store membraner på ryggen, der er med til at bringe luft ind på overkroppen. Sammen med en god undertrøje går trøjen også fint i mildere temperaturer, særligt hvis man skal i gang med en intens træningssession.
Omend shortsene på ingen måder er spektakulære eller skiller sig ud, så er de bare allround gode at have på. For mit eget vedkommende fik de debut på smarttraineren, og jeg må ærligt indrømme, at den første tur var frygtelig med et skarvemærke på et vist organ til følge.
Jeg var langt fra imponeret, men shortsenes anden tur var helt anderledes. De sad perfekt og var behagelige at have på, selv efter to timer indendørstræning, hvor de var blevet gennemblødte, var de stadig behagelige uden den kvælende og strammende fornemmelse, man kan få, fra drivvåde bibs.
På landevejen er de også gode at køre i. Puden går langt frem i bukserne, hvilket gør at de også yder støtte, når man sidder meget aggressivt på cyklen. Derudover bliver puden på sin plads, og der er derfor ikke behov for at justere den undervejs, som det kan være tilfældet med nogle andre brands. Alt i alt et par bibs, der er skabt til at blive slidt op.
Facit
Biemme leverer en god jersey og et par gode bibs uden for mange dikkedarer.
Den relativt lave pris, som Biemme kan levere teamtøj til, gør Vivo-serien til hverdagens helt, som bare skal slides op.
Posted on: september 20th, 2021 by Nikolaj Hebsgaard
Måske har du allerede hørt om tyske XLC, som producerer en lang række af produkter til cykelbranchen. Sortimentet breder sig over alt fra hjul og komponenter til landevejscykler over mountainbikes til trækvogne, flasker og covers til e-bikes.
Bagved står Accell Bike Parts i Sennfeld, Tyskland, og har du allerede en cykel udrustet med komponenter og udstyr fra XLC, kan du nu også iføre dig selv i mærkets rober fra top til tå.
Vi har testet deres kortærmerede Racing Jersey og Basic Bib Shorts, der begge kommer i et økonomisk leje, hvor alle kan være med.
XLC gør sig ikke i et kæmpe udvalg af kluns med en jungle af produktserier, der tjener hvert sit formål. I stedet har de fokuseret på at levere et sæt funktionelt tøj af hver type. Det vil sige, at du kun finder én jakke, én kortærmet trøje, ét sæt cykelshorts og så videre i deres udvalg, som også dækker casual-tøj, til når du ikke sidder på rammen.
Racing Jersey
Racing Jersey er en no bullshit cykeltrøje, der kommer i én farve: Marineblå med et rødt ærme og hvid krave. Trøjen har alle de gængse detaljer som en skjult, gennemgående lynlås, tre ryglommer samt en lynlåslomme til nøgler, materialer udviklet med henblik på at øge åndbarhed samt et tætsiddende racefit.
Basic Bibs
Cykelbukserne er ligesom sin pendant til overkroppen lavet uden nogen dikkedarer. XLC har udviklet et simpelt sæt cykelshorts, der leverer som forventet. Bukserne kommer med seler og et design udviklet til at følge kroppens bevægelser, når du sidder på cyklen.
Meshmaterialet er udviklet til at øge komfort og ventilation, mens puden i bukserne er udviklet med flade syninger og et design, der øger absorberingen af vibrationer for at skåne mellemkødet mest muligt.
[SPLIT][IMG3][IMG4][SPLIT]
På vejen
Allerede når man ifører sig Racing-sættet fra XLC, mærker man det race- og performanceorienterede design. Ærmerne på trøjen er tætsiddende, nærmest silikoneagtige. Designet er kropsnært, så har man behov for ekstra plads på maven eller til et par store guns i ærmerne, bør man overveje at gå en størrelse op.
Trøjen er komfortabel og dejlig luftig at have på, når først man er ude på landevejen. Er man helt grøn i cykling og først lige har lært om aerodynamik eller wattoptimering, er XLC’s Racing Jersey et udmærket startsted, hvis det er første gang man skal investere i cykeltøj fra den helt kropsnære afdeling.
Det samme gør sig gældende for XLC’s Basic Bibs, der især er behagelige de første par timer af turen. De timer jeg tilbragte på landevejen i bukserne bød ikke på irriterende gnavemærker, og jeg mærkede heller ikke noget til vibrationerne fra vejen. Alt i alt et fint par cykelbukser til motionisten, der kun cykler af og til.
Facit
Racing Jersey og Basic Bibs fra XLC er et fornuftigt bud på stramtsiddende væddeløbscykeltøj, der især henvender sig til nybegynderen eller den prisbeviste weekendkriger.
Posted on: september 20th, 2021 by Nikolaj Hebsgaard
Ligesom med sine mekaniske komponenter laver Shimano også cykeltøj på tværs af priskategorier, og hvor S-Phyre er garderobens svar på Dura-Ace, er den testede Team- og Kodama-serie Shimanos bud cykelmodens Sora- eller Deore-gruppe.
Den er et prisvenligt sæt, som især egner sig til den økonomibevidste rytter, der leder efter et sæt tøj, der skal slides op.
Team Jersey
Designet og fittet er løst og behageligt. Trøjens materiale er skabt med henblik på at optimere ventilation og lede fugt væk fra huden, mens det store rygpanel yder beskyttelse mod solens UV-stråler med en faktor 40. Trøjen kommer desuden med de klassiske features som en gennemgående lynlås, tre ryglommer og silikonebånd i ærmer og livet for at holde trøjen på plads.
Og mens trøjen yder solbeskyttelse i dagtimerne, sørger et refleksbånd nederst på ryggen for at øge synligheden ved lav belysning.
Kodama Bibs
Shimanos Kodama Bibs er et par klassiske cykelshorts med en let mesh-top på ryggen og let kompression i benene. Stoffet yder høj åndbarhed, mens puden er udviklet med henblik på at yde et minimum af friktion, så man sidder komfortabelt selv efter flere timer i sadlen. Benene har et silikonebånd monteret i kanten, så de ikke kravler op ad.
[SPLIT][IMG3][IMG4][SPLIT]
På vejen
Team-trøjen sidder overraskende godt, og jeg vil bedst beskrive fittet som kropsnært uden at være stramt. Er man til et mere løst fit, bør man overveje at gå en størrelse op. Trøjen er ligeledes behagelig at have på, når man sidder på cyklen og leder fint fugten væk fra kroppen.
Lommerne har god plads er lette at tilgå, mens silikonebåndene holder ærmerne godt på plads, så man bevarer en knivskarp tanline. Cykeltrøjen performer som en gedigen cykeltrøje skal og bliver hurtigt go-to trøjen til de ugentlige cykelture.
Bukserne yder ligeledes som forventet og gør sig især godt på ture af en til to timers varighed. Silikonebåndet i buksebenene er behagelige og bemærkes nærmest ikke. Selv på de varmeste dage holder materialet en fornuftig temperatur og et behageligt fit.
Ligesom trøjen performer bukserne uden nogen slinger i valsen. Selvom puden ikke synes af meget, når man står med den i hånden, er den overraskende behagelig at sidde på. Alt i alt er sættet det oplagte valg som arbejdstøj, der bare skal slides op til træning eller pendling.
Facit
Shimanos Team Jersey og Kodama Bibs er et fornuftigt valg for den prisbevidste rytter, der har brug for et sæt, som skal bruges regelmæssigt.
Velomore.dk anvender cookies til at optimere din oplevelse på vores hjemmeside, statistik & analyse af trafik samt til markedsføring. Ved at klikke OK godkender du brug af cookies.
Seneste kommentarer