Author Archive

Efterårsessentials: Kør vinteren i møde med Jonas Vingegaard

Posted on: september 19th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Udviklet i samarbejde med Jumbo-Visma-rytterne, holder AGUs efterårs- og vinterkollektion dig kørende i årets kolde måneder.

ADVERTORIAL
Selvom efteråret og vinteren sniger sig ind på os, behøver vi ikke lade det stoppe os fra at nyde de lange ture på landevejene. AGU’s nye efterårs- og vinterkollektion klæder os på til årets kolde måneder og tøjler det uforudsigelige efterårsvejr. AGU har baseret deres kollektion på samme performance wear, som Jonas Vingegaard og holdkammeraterne kører med til daglig og dermed gjort teknologier og løsninger, der har bidraget til Jumbo-Visma-rytternes succes, tilgængelige for alle.

Læs også: Velomore tester AGU Essential II Reflection cykelbukser

Kollektionen er designet med rene linjer og henvender sig til enhver cykelmotionist. Genanvendelige materialer er igen en integreret del af kollektionen og genkendes ved det velkendte Greensphere-logo. Produkterne er tilgængelige både for mænd og kvinder.

RAIN JERSEY ER ET UUNDVÆRLIGT VALG TIL DE DRILSKE VÅDE
OG KOLDE DAGE

Ligesom Jonas Vingegaard og Wout van Aert stoler på denne regntrøje, kan også du have tillid til dens vandafvisende og vindtætte egenskaber. Den er ekstremt åndbar og fungerer som en all-rounder til efterår og vinter. Uanset vejret, beskytter Rain Jersey dig, så du kan nyde din tur uden at lade regn og kulde sætte en dæmper på oplevelsen. Kombineret med en Switch Bibtight, får du den komfort og beskyttelse, som gør den ultimative forskel på, om du kommer ud eller ej. Den vandtætte forside og den specielle vandafvisende DWR-belægning på bagsiden holder dig tør, uanset om det regner eller er fugtigt. Damer vil også værdsætte den smarte lyn lås til hurtige toiletstop, der tilføjer praktisk funktionalitet til turen.

VARM KOMFORT TIL KOLDE DAGE

Når temperaturen falder, og kulden sætter ind, har AGU’s efterårs- og vinterkollektion det rette tøj til at holde dig varm og komfortabel. Padded Performance Body er din trofaste følgesvend på frostklare dage. Den kviltede body holder dig varm og er samtidig åndbar, så du kan nyde årstidernes skiften ude i den friske luft. Den passer perfekt sammen med den matchende langærmede trøje og fungerer som et ideelt mellemlag på kolde dage, eller som det ydre lag på mildere dage.

Læs også: Velomore tester aerotrøje fra AGU

Og når kulden for alvor sætter ind, er det militært udviklede Polartec Alpha en regulær game changer. AGU’s Polartec Jacket er et favoritstykke blandt Jumbo-Visma-rytterne og har du prøvet den, ved du hvorfor.

Mere info: www.agu.com

6 grunde til at besøge Costa Brava og Girona på din næste cykelferie

Posted on: september 16th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Girona og Costa Brava er cykelparadis på jord og hjemstedet for rigtig mange proffer. Området har det hele og er oplagt som rejsemål i 2024.

ADVERTORIAL
Costa Brava og Girona Pyrenæerne, som ligger i det nordøstlige Spanien, er en af Sydeuropas mest populære destinationer for cykelturisme. Med en uovertruffen kombination af gode faciliteter, godt klima og varieret terræn, er området ideelt til cykelentusiaster og motionsklubber, der planlægger deres cykelferie eller træningslejr i 2024. Men hvad er hemmeligheden bag denne enestående cykeldestination? Her er 6 gode grunde til, hvorfor du bør besøge Costa Brava på din cykelferie i 2024.

#1 Perfekt kombination af faciliteter, vejr og terræn

Costa Brava og Girona Pyrenæerne er kendt for deres ideelle blanding af cykelfaciliteter, perfekte vejrforhold og varieret terræn. Her kan du nyde et middelhavsklima med varme, solrige dage det meste af året, hvilket gør det til et yndet rejsemål året rundt. Regionen har et omfattende netværk af vedligeholdte veje og off-road stier, der passer til motionsryttere på alle niveauer – uanset om du er til landevej eller gravel.

Med Pyrenæernes forbjerge lige ved døren, episke cykelruter som kystvejen til Tossa-de-Mar og den udfordrende Rocacorba stigning er der masser af ture at vælge imellem. Det, der virkelig gør denne region unik, er dog den betagende variation af terræn på én enkelt tur. Du kan cykle langs Middelhavets uberørte bugter, udforske middelalderbyer omgivet af vulkaner og erobre høje bjergpas i Pyrenæerne – alt på én rejse. Denne variation garanterer, at hvert cykeleventyr bliver en unik og givende oplevelse.

#2 Stærkt cykelmiljø og legendariske cykelcaféer

Costa Brava har et blomstrende cykelmiljø, og især Girona er kendt som byen, hvor profferne bor. Det skaber en helt unik atmosfære med både international charme og autentisk lokal smag. Det er ikke usædvanligt at møde professionelle cykelryttere ude på landevejene, hvilket styrker følelsen af fællesskab blandt ryttere på alle niveauer.

Læs mere om landevejscykling på Costa Brava her.

Regionen har også et netværk af legendariske cykelcaféer, der drives af nuværende eller tidligere professionelle cykelryttere. La Fábrica, som ejes af Christian Meyer, Federal Café, som ejes af Rory Sutherland, Hors Catégorie, som ejes af Robert Gesink, og La Comuna, som ejes af triatleterne Emma og Jan Frodeno, for blot at nævne nogle, tilbyder ikke kun fremragende kaffe, men også muligheden for at møde cykelelite.

#3 Hjemsted for profferne

Costa Brava og Girona er blevet et andet hjem for utallige professionelle cykelryttere, herunder flere danske ryttere som Casper Pedersen, Niklas Eg og Jonas Gregaard. Endda det danske powercouple Mikkel Bjerg og Emma Norsgaard har haft den maleriske by som deres hjem. Derudover kan du støde på mange andre internationale professionelle ryttere, der dagligt træner på vejene omkring Girona.

#4 Events for motionister og professionelle

Regionen har en omfattende eventkalender, der henvender sig til både amatører og professionelle cykelryttere. Højdepunkterne inkluderer Sea Otter Europe Costa Brava-Girona Bike Festival, La Traka gravelløbet, La Tramun, Banyoles XCO Copa Catalana Internacional, World Tour-løbet Catalunya Bike Race og mange flere. Derfor er der også altid spændende cykelbegivenheder at deltage i, eller se langs landevejene.

Læs mere om MTB på Costa Brava lige her.

#5 Specialiserede rejsebureauer

Costa Brava og Girona Pyrenæerne har et bredt udvalg af rejsebureauer med omfattende lokal viden og specialiserede tjenester. Bureauer som Catalonia Bike Tours, Centre Biker Girona, Eat Sleep Cycle, Trek Travel og Zona BTT Pirineu Girona tilbyder skræddersyede cykeloplevelser for alle niveauer.

#6 Cykelvenlige overnatningsmuligheder

Indkvarteringsmulighederne i regionen er skræddersyet til cykelentusiasters behov. Cykelvenlige faciliteter inkluderer specifikke cykelopbevaringsgarager, vaskeservice for sportstøj, on-site fysioterapeuter og meget mere for at sikre et behageligt og problemfrit ophold.

Læs mere om gravelcykling på Costa Brava lige her.

Sæt kryds ved en bucket list destination i 2024

Costa Brava og Girona Pyrenæerne har cementeret deres status som Sydeuropas førende cykelfestination. Den perfekte kombination af faciliteter, klima og varieret terræn, kombineret med et stærkt cykelmiljø og en velfungerende supportinfrastruktur, gør regionen til det oplagte valg for cykelentusiaster og motionscykelklubber, der planlægger deres cykelferie eller træningslejr i 2024. Uanset om du søger betagende landskaber, udfordrende ruter eller muligheden for at møde professionelle cykelryttere på dine træningsture, så har Costa Brava og Girona Pyrenæerne det hele.

Gør dig klar til at begive dig ud på dit livs cykeleventyr i dette cykelparadis.

Bliv inspireret til dit cykeleventyr i Costa Brava og Girona Pyrenæerne lige her.

#incostabrava #inpyrenees

Oplev cykling i Laholm: MTB og motionscykling

Posted on: september 14th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Svenske Laholm er den oplagte destination for din næste cykelferie, uanset om du er til MTB eller landevej – eller har familien med på hjul.

ADVERTORIAL
Laholm, en perle i det sydlige Sverige, byder på en skattekiste af cykeloplevelser, der spænder fra adrenalinfyldt mountainbiking til afslappet rekreation og dybe kulturelle rødder. Uanset om du er en erfaren MTB’er, landevejsrytter eller har familien med på hjul, i søgen efter nye eventyr, er Laholm det perfekte sted at udforske på cykel.

Mountainbike og BMX: Adrenalinfyldte stier og halsbrækkende hop

Hvis du elsker fart og adrenalin, er Vallåsen Bike Park et must. Beliggende på den nordlige skråning af Hallandsås, byder parken på 12 downhill-spor, en flowbane, en pumptrack, en teknikbane og en hyggelig café. Uanset om du er nybegynder eller ekspert, er der nedkørsler, der passer til dit niveau. En stolelift tager dig nemt op til toppen, hvorfra du kan udforske de spændende stier nedad.

Kungsbyggets Cykelpark er stedet som tilbyder en unik mulighed for at udforske med mountainbiken. Med ni spor, der både går op og ned ad Hallandsåsens skråninger, kan du udfordre dig selv på forskellige måder. Du kan endda leje udstyr og tage en tur på deres rodelbane eller zipline for ekstra spænding.

For en mere familievenlig oplevelse er Hökafältet i Mellbystrand stedet at besøge. Her finder du Buktenbanan, en 12 kilometer lang markeret rute, der snor sig gennem det strandnære naturreservat. Nyd turen gennem fyrreskove og langs Lagans vand, og for de yngre eller mindre erfarne ryttere ,blev den grønne rute indviet i 2021. Den har sjove kurver og udfordrende rødder. Og hvis du er klar til mere udfordring, er der også en eventyrlig teknikbane.

Hvis du nogensinde har ønsket at prøve BMX, har Laholm noget unikt at tilbyde. I Våxtorp finder du Sveriges første indendørshal for BMX-cykling, Vallens BMXhall. Book dit besøg på deres hjemmeside og oplev spændingen ved BMX-kørsel i et kontrolleret miljø.

Rekreationscykling og Kattegattleden: Smukke udsigter og kulturel rigdom

Laholm er det ideelle sted for dem, der ønsker at cykle for glæden og velvære samtidig nyde naturen. Her kan du udforske strande, landskaber, søer, skove og højdedrag i dit eget tempo. Der er bilfrie cykelstier mellem byerne, og et netværk af rolige, velvedligeholdte veje og grusveje giver dig uendelige muligheder for afslappende ture.

Kattegattleden, Sveriges første nationale turistcykelsti, strækker sig over 39,5 kilometer langs kysten fra Helsingborg i syd til Göteborg i nord. På din rejse gennem Laholm passerer du de charmerende kystbyer Mellbystrand og Skummeslövsstrand. Gør et stop i Laholms centrum for kulturelle oplevelser, herunder Teckningsmuseet, det eneste museum for tegnekunst i Norden, samt kunstvandringer gennem byens gader, der er smukt dekoreret med offentlig kunst. Oplev også Laholms danske arv, især i Gamleby-distriktet, der har rødder fra middelalderen.

Landsvejscykling: Varierede ruter og stigninger

Laholm har i årevis tiltrukket landsvejsryttere til træningsture og træningslejre. Vejnettet tilbyder varieret og naturskøn cykling små veje. Hallandsåsens skråninger byder på udfordrende stigninger og mulighed for cykelture med masser af højdemeter. Overvej at bringe din cykelklub med dig til din næste træningstur.

Uanset hvilken type rytter du er, vil Laholm fortrylle dig med sine forskelligartede cykeloplevelser. Fra “bjergene” i Hallandsåsen til de rolige landskaber og den rige kulturarv i Laholm og langs Kattegattleden er dette stedet, hvor cykelture bliver til uforglemmelige eventyr. Så pak din cykel og tag på tur til Laholm på to hjul – her venter oplevelserne på dig.

Velkommen til cykelsportens paradis i Sverige.

Læs mere om cykling i Laholm her: www.visitlaholm.se

Velomore tester Velocio Luxe cykelshorts

Posted on: september 12th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Amerikanske Velocio påstår selv at deres Luxe cykelshorts er en masterclass i komfort, men kan det nu også passe?

“En masterclass i komfortabelt performance cykeltøj” skriver Velicio modigt og selvsikkert om deres egne Luxe cykelshorts, og stanken af marketing bullshit spreder sig straks. Overraskende nok, er det selvsikre postulat ikke grebet ud af varm luft hos en frisk ungarbejder i SoMe-martketing afdelingen, for Luxe shortsene er virkelig komfortable. Og det bør de også være, til lige knap 1.900 kr. (279 usd) må man også forvente et par komfortable cykelshorts i absolut topklasse.

Cykelshortsene kommer i 8 forskellige farvevarianter, hvoraf vi har testet et olivengrønt sæt fordi, ja hvorfor ikke? Sorte shorts tester vi hele tiden, så et par olivengrønne var en forfriskende mulighed (kombineret med en grøn merinotrøje fra Velocio naturligvis).

Selve konstruktionen er overraskende simpel. Luxe serien har eksisteret i en del år og udkom i en opdateret version tidligere på året. Den benyttede metervare yder, hvad Velocio kalder, ultra højtrykskompression for optimal komfort, og består af 62% polyamide og 38% elastane. Blandingen af de to materialer giver en god holdbarhed, samtidig med at det gør shortsene hurtigttørrende og strækbare.

Bengabet er raw cut, som betyder, at shortsene stopper med stoffet, uden et sidste panel. For at fastholde benene er de udrustet med silicone dutter på indersiden. Da shortsene visuelt ser ud til at være i et stykke stof, er det selerne som ser ud til at være det mest tekniske element, eftersom de krydser hinanden på ryggen.

PÅ LANDEVEJEN

Shortsene er lette at komme i, tiltrods for at man straks mærker “ultra højtrykskompressionen”. Jeg vil dog sige, at ja, man mærker der er kompression, men jeg vil ikke sige det er mere eller mindre end i andre high-ends shorts. Jeg kan dog godt lide fornemmelsen og efter kort tid tænker man heller ikke mere over det.

Shortsene sidder dejligt tæt og jeg har i testperioden ikke oplevet nogen ubehagelige tryk, gnaven eller generen nogen steder, ikke mindst takket være det minimale antal syninger. Som tidligere skrevet, ser det ud som om at de er klippet ud af et stykke stof, og Velocio har gjort et godt stykke arbejde for at minimere mængden af syninger der kan irritere. Det, sammen med det tætte fit gør, at shortsene sidder yderst komfortabelt selv efter flere timers brug og i varmt vejr.

Især puden skal have ros for at blive siddende hvor den skal. Jeg oplever af og til, at nogle puder flytter på sig over tid, eller falder sammen efter et par timer i sadlen. Men ikke med disse cykelshorts. Ligeså med de diskrete silicone dutter på indersiden af bengabet, som fint bevarer shortsene så ens tanline ikke bliver ødelagt.

Læs også: Velomore tester Specialized Evade III

Eneste minus at sætte fingeren på er selerne, som jeg har bøvlet lidt med at få til at sidde rigtigt når jeg skulle have dem på. At de krydser på ryggen skal man lige huske på, når man tager dem over skulderen.

Men det er i småtingsafdelingen.

FACIT

Velocio Luxe cykelshorts er i sandhed et par luksusshorts. Komforten er helt i top og faktisk så god, at da jeg stod og skulle vælge shorts til Gran Fondo New York (som du kan læse om i vores efteråsnummer), endte jeg med at gå med netop dette par. Særligt kompressionen føler jeg giver et eller andet, om det har en reel fysisk virkning eller ej, ved jeg ikke, men mentalt er det i hvert fald en marginal gain.

Læs også: Velomore tester sommersæt fra MAD,ONE

Vigtigst af alt er dog komforten som er upåklagelig, og jeg kunne godt se mig selv have flere par af disse cykelshorts. Prisen på lige knap 2.000 kroner er dog høj, så man skal gøre op med sig selv om marginalerne mellem god komfort og ekstrem komfort er pengene værd, men Velocio holder i hvert fald hvad de lover, når de siger en masterclass i komfort og derfor får Luxe 5/5 af mig.

INFO

Vurdering: 5/5
Bedst til: Lange dage i sadlen.
Farver: Olivengrøn, rød, kaffe, kul, havblå, marineblå, armygrøn og sort.
Størrelser: XS – 4XL.
Pris: 279 USD.
Køb dem her: www.velocio.com

Boganmeldelse: Planen – erobringen af Paris

Posted on: september 6th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Er du nysgerrig på at vide hvordan man skaber verdens bedste cykelhold og hvad det egentlig er for en plan, som Jonas Vingegaard taler om? Så skal du læse denne bog.

Det er nok næppe gået nogens næse forbi, at Jonas Vingegaard tilskrev en stor del af sin Tour de France succes til “planen”. Efter nærmest hver eneste etape var det “planen” og holdet danskeren nævnte, som det afgørende for hans succes.

Og ja, det lyder måske lidt pænt og kedeligt efter tre uger, men når man har læst “Planen” af Nando Boers giver det hele så meget mere mening.

For på Jumbo-Visma har de en vision, en kurs de følger, en plan! Gennem tre år har den hollandske journalist, Nando Boers, fået lov til at komme med helt ind i kulissen på verdens bedste cykelhold og følge med i ALT. Således har Boers været med på en lytter ved nærmest alle interne møder på holdet, haft dybdegående samtaler med staff og ryttere og ikke mindst, været med på hjul under sidste års Tour de France, hvor holdets definitive mål endelig blev nået.

Boers er i Holland en anerkendt sportsjournalist, der har dækket cykelsporten gennem hele sin karriere. Derfor havde han i forvejen et tillidsfuldt forhold til flere af holdets ryttere og stab, og det var derfor relativt nemt for at takke ja, da hans tidligere redaktør, teammanager Richard Plugge, tilbød ham muligheden for at skrive om holdet.

Bogen kortlægger udviklen for Jumbo-Visma og tager sit udgangspunkt efter Rabobank-holdets kollaps i 2012 og den nye start med Team Blanco i ’13. De første år berøres hurtigt i bogens indledende kapitler, før Boers når frem til de tre år, hvor han har fulgt holdet intenst.

Planen

Bogen er en fortælling om, hvordan man skaber verdens bedste cykelhold, med fokus på holdet som fællesskab og menneskelig udvikling på individuelt niveau. Undervejs får man indgående kendskab til tankerne og filosofien bag og man lærer især sportsdirektørerne Merijn Zeeman, Frans Massen og Grischa Niermann at kende.

På ryttersiden er det primære fokus lagt på Primoz Roglic og Tom Dumoulin, da de i 2019, hvor Boers inviteres indenfor, lignede de to ryttere, som skulle blive Jumbo-Vismas kommende Tour de France-vinder. Undervejs brænder Dumoulin ud og Jonas Vingegaard træder ind på den store scene.

Bogen fortælles skiftevis som Boers egne beretninger og skiftevis i samtaler med ryttere og staff. Og der bliver ikke lagt fingre imellem. Både svære og dybe samtaler er gengivet og emnerne er til tider både svære og personlige.

Eksempelvis kommer man med ind i hovedet på Tom Dumoulin i hans svære sidste år af sin karriere og man hører desuden tankerne fra holdet. Lige så med Roglic, lærer vi hvordan han håndterede nederlaget til Tadej Pogacar i Tour de France i 2020, og igen i ’22, hvor styrt sætter en kæp i hjulet på hans Tour-ambitioner og han i stedet må se sin unge, danske holdkammerat løbe med sejren.

Inspirerende læsning

For mig skulle de første par kapitler overstås. Dem hvor Nando Boers skitserer holdets fundament og opstart. De var ikke uinteressante men da det trods alt er en samtidsberetning, var det for mig nogle kapitler som skulle overstås. Siden hen tager bogen dog fart og bliver for alvor interessant da vi kommer til 2020-fortællingen. Verden er lukket ned og cykelsporten ligger stille.

Men på Jumbo-Visma udnytter man pausen til for alvor at få lagt “planen” og sat en retning for holdet. Skabt en vision, som modnes og finpudses frem mod den alt afgørende etape til Granon i Tour de France 2022.

Bogen slutter af i et hæsblæsende tempo med Jonas Vingegaards første Tour de France-sejr, hvor især rytterinterviews undervejs giver et unikt indblik i, hvad der udfoldede sig på landevejen.

Facit

Alt i alt er Planen mere end bare endnu en sportsbiografi. Det en inspirerende kortlægning af vort tids bedste cykelhold og deres helt unikke tilgang til sporten. Det er samtidig fortællingen om et hold, der går fra nærmest total ruin og ingen sejre i asken af det gamle Rabobank-hold, til i dag at være en fugl Fønix og sportens mest dominerende mandskab.

Undervejs bliver man taget med ind i sportsdirektørernes mødelokaler og hovedet på både ryttere og staff. Det giver et unikt indblik i hvordan et topcykelhold operer, men i lige så høj grad, hvad der skal til for at skabe en Tour de France-vinder. Bogen er bestemt et læs værd, og jeg kunne ikke undgå at blive inspireret.

Læs også: Boganmeldelse: Mads P – Verdensmester og væddeløber

Arbejder man med mennesker eller ledelse, er bogen desuden et inspirerende værktøj til, hvordan man griber teambuilding, menneskelig udvikling og ledelse an. Undervejs anbefaler Zeeman sine ryttere flere inspirerende bøger og jeg vil næsten vove den påstand, at man godt kunne sætte Planen ind på den liste.

Jeg var godt underholdt, og selvom bogen bærer præg af en semi-hurtig oversættelse fra hollandsk til dansk, desværre gjort af en uden den store kendskab til cykeljargon, giver jeg den en vurdering af 5 ud af 5. Men hvis du tror, at du nu skal læse om Jonas Vingegaard, så bliver du skuffet. Nuvel, danskeren er med og man får også flere interessante indsigter, men han er ikke hovedpersonen og man fornemmer, at han er lige så afmålt i sine udtalelser til Nando Boers, som han er til journalister på tv.

Læs også: Velomore tester aerotrøje fra AGU

Som sagt, har det for mig været meget inspirerende at læse bogen og Nando Boers er lykkedes virkelig godt med at fange og formidle essensen af Jumbo-Visma. Jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang at jeg har læst udvalgte afsnit af bogen.

Info

Vurdering: 5/5.
Forfatter: Nando Boers.
Forlag: People’s Press.
Sider: 450.
Mere info: www.peoplespress.dk

Velomore tester SCOTT Tago Plus

Posted on: august 30th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Tago Plus er et godt bud på en all-round hjelm til off-road cykling, hvor fokus er lagt på komfort og ventilation, med et klimabevidst aftryk i genanvendte materialer.

Midt i SCOTTs udvalg af off-road hjelme finder vi Tago Plus. Hjelmen er efter schweizernes eget udsagn deres bud på en do-it-all hjelm, der er velegnet til både enduro, trail og all-mountain.

Hjelmen er delvist lavet af genanvendte materialer, hvor både EPS-skummet og remmene er fuldt genanvendte, hvilke giver en hjelm med en vis grad af klimabevidsthed over sig. Indbygget i hjelmen er også MIPS, der beskytter hovedet mod roterendekræfter ved styrt.

SCOTT har udrustet hjelmen med deres Halo-pasformsystem, der hævder at “sikre nem indstilling og enestående pasform”. Halo giver mulighed for både vertikale og cirkulær justering, for at give langt de fleste en så komfortabel en pasform som muligt.

PÅ SPORET

Så snart man får en cykelhjelm på, mærker man straks om pasformen er god eller ej. Tago er for mit vedkommende en yderst komfortabel hjelm, der straks sad godt på hovedet. Det var let at foretage de få justeringer der skulle til for at få hjelmen til at sidde helt perfekt. Særligt de vertikale og cirkulære justeringsmuligheder gjorde det nemt at få drejeknappen i en position, hvor den sad behageligt (hvilket jeg har oplevet kan være ret svært med visse hjelme).

På trods af en minimal mængde polstring sidder Tago Plus overraskende komfortabelt på knolden. Fordelene ved den minimale polstring er at hjelmen hurtigere bliver tør efter brug, men det er værd at bide mærke i, at polstringen for nogen nok godt kan blive for minimal.

På cyklen yder hjelmen også rigeligt med komfort og de 12 ventilationskanaler byder på en passende luftgennemstrømning. Jeg oplevede ikke problemer med overvældende mængder sved der ophobede sig og har i testperioden haft en “frisk” fornemmelse, hvis man kalde det det, på langt hovedparten af mine turer – uanset om det har været på skovsporet eller gravelcyklen.

Med MIPS er hjelmen rustet til at yde optimal beskyttelse for hovedet i tilfælde af styrt og den påstand understøttes af resultatet fra Virginia Techs uafhængige hjelmrating, hvor SCOTT Tago Plus scorer 5 ud af 5 stjerner, med en score på 13,58 point, rangeret som nummer 111 overall. Det er marginaler der adskiller moderne tophjelme og med en 5 stjerne rating er sikkerheden i hjelmen mere end godkendt.

FACIT

Alt i alt er SCOTT Tago Plus en god value-for-money hjelm, især hvis du lægger vægt på bæredygtighed. De genanvendte materialer er klart et plus på den konto. Med sin gode ventilation og fremragende komfort, er hjelmen velegnet til alle off-road discipliner. At hjelmen ovenikøbet er både pæn, komfortabel og bevist sikker at køre med, tæller alt sammen for en vurdering på 5 ud af 5.

INFO

Vurdering: 5/5.
Virginia Tech rating: 5/5.
Størrelser: S, M og L.
Vægt: 350 gram.
Pris: 1.299 kr.
Mere info: www.scott-sports.com

Månedens intervaller fra Velomore

Posted on: august 29th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Hver måned får du et nyt interval du kan krydre din træning med og for at gøre det nemt for dig, har vi samlet alle intervallerne her.

Månedens interval er vores onlineserie hvor vi hver måned giver et bud på et godt og sæsonspecifikt relevant. Alle intervallerne er udvalgt og forklaret af vores huscoach Malte Therkildsen, som er Cand.Scient. i Sport and Excercise science.

Malte forsøger så vidt muligt at udvælge et interval som er særligt godt i forhold til sæsonen, hvilket betyder, at vi bl.a. i maj måned havde lange tempointervaller, der er perfekte før man skal ned og køre i bjerge.

Men lidt træning er som bekendt bedre end ingen træning, så står du og søger efter inspiration til et træningspas, får du her alle hans foreslåede intervaller.

God træning!

Månedens interval

Marts: Over/under intervaller.

April: VO2 max intervaller.

Maj: Langt tempo interval.

Juni: Decreasing intensity interval.

Fra Velomore magasinet: Træningsprogrammer.

Velomore tester Willing Able

Posted on: august 28th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Konggaard entrerer markedet for high-end cykeltøj med deres nye in-house brand Willing Able, inspireret og designet af Jacob Ørholm.

Willing Able er det nyeste skud på stammen af danske cykeltøjbrands. Med ambitionen om at skabe æstetisk indbydende designs i høj kvalitet til overkommelige priser, har Konggaard allieret sig med mesterdesigneren Jacob Ørholm.

I mere end 20 år har Konggaard produceret cykeltøj til primært hold og klubber med deres egen in-house brand Xtreme, som bl.a. Team Rynkeby i mange år har kørt rundt i. Det har givet dem en unik adgang til de bedste materialer ved producenterne og dermed også chancen for at producere Willing Able i højeste kvalitet til en pris, der er noget mere spiselig end etablerede mærker som Pas Normal og Rapha.

Læg dertil det kreative geni Jacob Ørholm, manden bag blandt andet den ikoniske landsholdsdragt fra Rio, og man har et godt udgangspunkt. Jacob Ørholm har desuden en helt speciel historie, da han har været involveret i flere spændende projekter i cykelsporten, men også haft døden helt inde på livet efter en ulykke i 2020 – en historie som du i øvrigt kan læse mere om i Velomore #11.

Jacob Ørholms kamp for, og ikke mindst tilbage ti,l livet har lagt kimen og inspiration til Willing Able, der groft oversat betyder “villig og i stand til”.

På landevejen

Det testede design er et mere klassisk af slagsen, med et stort, farvet panel på brystet brudt af en bjælke i en kontrastfarve. Det giver et spændende spil med den sorte trøje, som brydes af det iøjnefaldende grønne panel på brystet, som igen gennemskæres af den lyserøde bjælke. Et frækt design, der til trods for et konservativt design valg, bliver moderne med farvevalget.

Kvaliteten af trøjens metervare er ikke til at tage fejl og man mærker straks, at der er tale om metervare fra øverste hylde. Snittet er race fit og sidder tæt til kroppen, dog uden at sidde stramt. Det er behageligt at have på både af og på cyklen. Det racefit design gør også at trøjen ikke poser på maven når man sidder på cyklen, mens ryggen består af et ventileret meshpanel. Det bevirker, at man faktisk har lyst til at have trøjen på til cykelløb, hvilket vi også havde da vi deltog i Hamburg Cyclassics tidligere på året (hvis man altså kan få sig selv til at stikke en sikkerhedsnål igennem trøjen).

En smart detalje ved trøjen som jeg rigtig godt kan lide er de to ydrelommer på ryggen, som begge har en skrå åbning. Det gør dem lettere at komme i mens man cykler, uanset om man skal have fat i noget, eller lægge en tom gel tilbage. Det er lidt lettere at fange åbningen. Lommerne er i øvrigt rigeligt fyldige til det mest nødvendige, selv til en 3 timers tur.

De sorte cykelshorts er ligesom trøjen i god kvalitet. De er behagelige at have på, både på korte og længere ture. De sidder hvor de skal og begynder at vandre efter et par timer i sadlen. De laserskårede bengab bliver holdt fint på plads af silicone greb, som faktisk gør arbejdet så godt, at jeg ikke har haft behov for at justere på shortsene.

FACIT

Selvom det er tidlige dage for Willing Able er deres første kollektion imponerende. Kvaliteten er helt i top og pasformen fremragende. Man er ikke i tvivl om at der er lagt stor nænsomhed i udviklingen af både snit og materialevalgt. Udseendes mæssigt er tøjet nok en smagssag, da det grønne panel med den lyserøde stribe sikkert ikke vil falde i alles smag. Men iført trøjen føler man sig som lidt af en lirekarl og om ikke andet, føles det både hurtigt og lækkert på kroppen. Jeg er spændt på at se hvor Willing Able bevæger sig hen, når først Jacob Ørholm for alvor begynder at slå sig løst. En ting er sikkert, at WA er kommer for at byde de store drenge op til dans.

Info

Vurdering: 5/5.
Pris trøje: 1.100 kr.
Størrelser trøje: XS – XXXL
Pris shorts: 1.300 kr.
Mere info: www.willingable.cc

*Anmeldelsen er opdateret d. 22. august 2023

Velomore tester landevejstøj fra SCOTT

Posted on: august 24th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

SCOTT RC Ultimate er amerikanernes bud på et absolut high-end landevejssæt, der er både er aerodynamisk og super komfortabelt i varmt vejr.

En klar tendens blandt de store cykelproducenter, er at de efterhånden også har et bredt sortiment med accessories til cykelturen. Dette gælder naturligvis også amerikanske SCOTT. Vi har kigget nærmere på deres RC Ultimate Graphene landevejstrøje og de dertilhørende RC Ultimate++++ cykelshorts, der er amerikanernes bud på et high-performance landevejssæt.

Carbon i trøjen

Graphene er et forholdsvist nyt materiale. Uden at gå i ind i en længere forklaring af fysisk og grundstoffer, har materialet ikke eksisteret i meget mere end 13 år. Materialet består hovedsageligt af carbon og har den fordel, at materialet er forholdsvist stærkt i forhold til sin størrelse og vægt. I en cykeltrøje betyder det, at den integrerede Graphene-garn giver en trøje som er både aerodynamisk og ekstrem tynd på en og samme tid. Trøjen har det som SCOTT kalder et “speed focused” mønster, der minder om vandrette riller henover torso og ærmer. Samtidig er trøjen uden halskrave, hvilket giver en forholdsvis dyb udskæring, lidt som man kender det fra tøj til triathlon og visse aerotrøjer.

SCOTT præsenterer selv shortsene som deres mest avancerede til dato, hvor det især er mønstret som adskiller dem fra det øvrige sortiment. Ved at mindske antallet af sømme har SCOTT søgt at forbedre komfort og minimere shortsenes vægt. Udover det minimale antal søm, sikres komforten også ved en gradvis kompression ned igennem buksebenene. Sidst men ikke mindst, har shortsene integrede silicone bånd, som hjælper med at holde shortsene på plads.

På landevejen

Allerede i det øjeblik man trækker i tøjet mærker man, at der her er tale om et højkvalitets materiale. Det har den sprøde og lidt eksklusive følelse, som man ikke finder særligt mange steder. RC Ultimate-trøjen er designet med Slim Fit og den sidder da også ret tæt til kroppen. Den føles let og behagelig når man sidder i den foroverbøjede position på cyklen, men er nok ikke lige en trøje man ville vælge til de lange bagerstop.

Trøjen slår mig ikke umiddelbart som en klassisk aerotrøje, men det tætsiddende og rillede design, kombineret med en lav hals, giver oplevelsen af fart. Vi har testet i sensommervarmen og det er her jeg oplever at trøjen for alvor kommer til sin ret. Dens lethed gør den yderst komfortabel på varme dage, og jeg har nydt at have den på i den lune sensommer, særligt på de dage hvor farten skulle være ekstra høj.

Læs også: Velomore tester SCOTT Tago Plus

Den eksklusive fornemmelse fra trøjen får man også fra shortsene. De er relativt lavtaljede, hvilket ikke er så tit at man ser det på moderne cykelshorts, hvor tendensen for lidt siden var, at der skulle tilføjes et ekstra panel å maven. Men ikke hos SCOTT og det er faktisk meget rart. Stropperne er lette og tynde.

De krydser over på ryggen for ekstra komfort, og kan derfor godt drille lidt når man tager dem på. Shorstene performer lige så godt som trøjen og er faktisk overraskende komfortable. Lige når man tager dem på virker kompressionen lidt voldsom, men efterhånden som man tilbringer mere tid i sadlen, opleves shortsene som om de bliver gradvis mere komfortable.

Facit

Alt i alt er SCOTT RC Ultimate Graphene et landevejssæt af højeste kvalitet og der skal lyde en stor ros til SCOTT. Hvor teamtøj førhen har været lidt kedeligt og måske endda haft lidt karakter af, at være noget “vi også lige skal kunne tilbyde”, er der i dette sæt lagt stor omtanke og omhu i at producere et højt ydende og lækkert sæt cykeltøj. Jeg har skamløst kørt med sættet på de varme dage, og logo’erne er da også så diskrete, at man sagtens kan hive sættet på – også selvom man ikke ejer en SCOTT-cykel.

Info

Vurdering trøje: 5/5
Vurdering shorts: 5/5
Størrelser trøje: S- XL.
Størrelser shorts: S- XL.
Pris trøje: 1.099 kr.
Pris shorts: 1.299 kr.
Mere info: www.scott.com

Velomore tester: Cannondale Topstone

Posted on: august 22nd, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Søger du grusets lyksagligheder og går mere op i komfort og eventyr end hæsblæsende gravelløb, så er Cannondale Topstone lige cyklen for dig.

”Bygget til landevejsryttere der ikke vil begrænses af terrænet de kører i”. Nogenlunde sådan beskriver Cannondale selv deres Topstone og 2. generation af cyklen holder da også meget godt, hvad marketingsafdelingen lover. For som hardcore roadie kan jeg skrive under på, at den seneste udgave af Cannondale Topstone bringer dig fra asfalten og ud i alt slags terræn – bogstaveligt talt.

Den testede cykel kom udrustet med SRAM Force eTap AXS 2x 12sp med et 43 x 30 kranksæt og 11 x 46 kassette, carbonhjul fra Cannondales eget mærke Hollowgram, udstyret med DT Swiss nav og en vægt angiveligt på 1325 gram, hvilket må siges at være rigtig flot for et sæt brede fælge. Udstyret med Vittoria Terreno Dry og slanger, selvom cyklen er tubelessready. Det viste sig heldigvis ikke at blive et issue i testperioden, at cyklen ikke var sat op tubeless.

Cannondale Topstone er en fuld integreret gravelcykel. Den kommer med Cannondales Smartsense, der består af indbyggede lygter og en Garmin Varia Radar, som måske ikke er det mest nødvendige stykke udstyr på en gravelcykel, men meget rart at have til transportstykker på landevej, især om vinteren. Det er muligt at justere lygternes placering, så man eksempelvis kan montere tasker til bikepacking på de mange beslag, men om det er muligt helt at afmontere dem ved jeg faktisk ikke.

Det er første gang jeg er stødt på Cannondales Smartsense. Om man kan lide det eller ej er en smagssag. Nogen vil nok være irriteret over at cyklen kommer med indbyggede lygter, så det vil jeg lade være op til læseren at afgøre, hvorvidt det er et plus eller minus, men i vinteren og forårets mørke var det klart en fordel med de indbyggede lys. Lygterne begynder at lyse så snart cyklen er i bevægelse, hvilket jeg synes er meget smart. Man slipper for at skulle huske på at tænde og slukke, om end det nok er overkill når man cykler om sommeren, men så kan man slå dem fra via det indbyggede batteri på skrårøret. 

Kingpin

Komfort og compliance har Cannondale bygget ind i rammens bagende, som er udrustet med flere flex zoner centreret om et omdrejningspunkt, som samler affjedringen under navnet Kingpin Suspension System. I stedet for en regulær affjedring, som på en MTB, har Cannondale lavet carbon layup’et på en måde, så det fungerer som en fjeder, der gør Kingpin-systemet meget let, mens det samtidig giver 30 mm vandring ved sadelpinden, og yderligere 10 mm vandring ved baghjulet, hvilket giver en utrolig komfortabel cykel, der sluger alt hvad man kører over af ujævnheder.

Og med plads til 45 mm dæk sættes kirsebærret komfortabelt på toppen af lagkagen. De brede dæk giver desuden ekstra greb i sving og på stigninger med løst grus. Geometrien har ladet sig inspirere fra mountainbikes, med en slack kronrørsvinkel og et længere forgaffeloffset, som resulterer i en let og livlig cykel, der stadig er stabil ved høj fart.

På grusvejene

Som inkarneret landevejsrytter føles de første par 100 meter på Topstone lidt som at have en siver på bagdækket, men det er kun indtil man vænner sig til Kingpin affjedringen og så snart man rammer gruset afløses den ledt fjedrende, halvfladt-dæk-følelse af en regulær og smidig cykelfornemmelse. 

Kingpin systemet æder det meste man udsætter det for, men selvfølgelig skal man stadig undgå større huller. Systemet virker dog overraskende godt og at køre grusveje føles i høj grad som at køre landevej. Cyklens bagende, med sin ekstreme grad af compliance, yder uden tvivl markant mere komfort end en fast bagstag, og sammen med de bredere dæk, giver det en mærkbart mere komfortabel køreoplevelse – og mod på længere tid i sadlen, til trods for at cyklen ikke har affjedring i forgaflen.

Køreoplevelsen føles flydende og let. Cyklens geometri giver god kontrol over cyklen og en agil håndtering når sporene bliver mere tekniske, eller man har behov for at undvige sten, rødder eller huller i sidste øjeblik. Cyklen holder sin linje og giver rytteren selvtillid, især på nedkørsler og hurtige segmenter med løst grus, føler man virkelig, at cyklen adlyder sin herrer uden forsøg på at kaste rytteren af. 

2x klinge setuppet har fungeret fint herhjemme, hvor der er rigeligt med gearmuligheder på asfalten, mens jeg ikke har oplevet at finde en bakke i terrænnet, som jeg ikke kunne forcere på den ”lille” klinge. Om man er til 2x eller 1x setup er igen en smagssag, men med SRAMs brede kassetter har jeg personligt ikke behov for et 2 klinge setup.

Hollowgram-hjulene har performet godt i hele testperioden og den lave vægt mærkes med et fornuftigt antrit på asfalt. Der er tale om et solidt sæt hjul som godt kan holde til at blive kørt hårdt på grus. Vittoria Terreno Dry dækkene skuffede ikke, heller ikke i fugtigt føre og var pålidelige igennem hele testperioden.

Læs også: Ulven GRAVL – måske den smukkeste forårsdag på cykel

I testperioden har jeg udsat dem for stort set alt hvad der er at finde af grus, skovbund, rødder, regn og mudder. Grebet er fremragende og man tør godt udfordre cyklen i sving og på gruset. Til trods for at jeg har kørt med dæk og slange-setup, har jeg kun oplevet en enkelt punktering som var en siver i slutningen af den aller første tur, hvilket jo lyder paradoksalt. Det synes jeg faktisk er meget imponerende alt taget i betragtning, at jeg ikke har skulle købe mig fattig i slanger.

Facit

Der skal ikke herske tvivl om at Cannondale Topstone Carbon er en fremragende gravelcykel. Den er sjov og komfortabel at køre på. Den indbyggede Kingpin-affjedring gør cyklen velegnet til lange ture. 2 klinge setuppet er fint til danske forhold og med et solidt og let hjulsæt, får man alt i alt en rigtig god pakke til de, der gerne vil ud og søge grusets lyksaligheder.

Læs også: Velomore tester Cannondale Dynam

Prisen bliver dog lidt højere af det indbyggede Smartsense system som kan være en dealbreaker for nogen. Men med en all-round komfortabel cykel, med plads til tasker og indbyggede lygter og Garmin Varia, henvender Carbon Topstone sig mere til de eventyrlystne ryttere, der vil ud og opleve naturen, frem for de performance orienterede væddeløbere.

Info

Vurdering: 5/5
Bedst til: Lange ture og ujævnt underlag.
Størrelser: XS – XL
Mere info: www.cannondale.com

Velomore tester Cannondale Dynam

Posted on: august 15th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Cannondale kan mere end bare at lave cykler og med Dynam har de udviklet deres top of the line hjelm, som er ideel til de lune sommerdage.

Jeg var faktisk ikke klar over at Cannondale lavede cykelhjelme før vi fik deres nye Dynam ind ad døren, men det viser sig, at de faktisk har hele fire landevejshjelme i deres sortiment. Af de fire udgør Dynam den nye tophjelm og den blev lanceret tilbage i foråret.

Dynam er en klassisk ventileret hjelm, med tre store ventilationskanaler i fronten som løber fra fronten og ned igennem det meste af hjelmens struktur. De tre store kanaler er suppleret af 2 mindre i fronten og hele otte bag til.

Hver af de tre store kanaler er gennemskåret af såkaldte PolyRails, der ifølge Cannondale, agerer som et skelet der forstærker EPS-skummet i hjelmens indmad, og på den måde har tilladt dem at skære i vægten, som lander på knap 362 gram for vores testede str. L. PolyRail strukturen har samtidig gjort det muligt for Cannondale at forbedre luftgennemstrømningen og styrke hjelmens struktur og dermed forbedre sikkerheden i hjelmen. Lidt ligesom i Giro Aries, som vi testede tidligere på året.

Læs også: Velomore tester Giro Aries Spherical.

Foruden den forstærkede struktur via PolyRails, kommer Dynam også med MIPS Air Node, som du kan læse mere om her. Hjelmen er desværre ikke blevet testet hos Virginia Tech. Vi ville ellers gerne se hvordan den performer i forhold til Giro Aries Spherical, da de to hjelme har lignende teknologier, og ikke mindst hvordan Dynamo sikkerhedsmæssigt præsterer mod de dyrere hjelme på markedet.

Komfort

For at sikre optimal komfort på hovedet har Cannondale anvendt hvad de selv kalder BioMap Fit. Via BioMap, har Cannondale kortlagt hovedformen på en lang række ryttere, og derved kunne skabe et fit på hjelmen som vil passe flere forskellige hovedformer, end andre hjelme. Eller det påstår de i hvert fald. Hjelmen er desuden udrustet med Fidlock-lukkesystemet, der lukker via magneter og ikke det typiske spænde.

Sidst men ikke mindst, er det muligt at tage de indvendige puder ud for at vaske dem, før de bliver ulækre, usunde og begynder at lugte. Er du uheldig at styrte yder Cannondale desuden 50% crash replacement på alle deres hjelme.

På landevejen

Mit hoved må tilsyneladende være rimelig gennemsnitlig for en str. L knold, for det var ikke nødvendigt for mig at gøre andre tilpasninger af hjelmen, end at dreje lidt på nakkespændet. Så på den måde må BioMap Fit jo virke.

Cannondales Dynam sidder overraskende godt på hovedet og det er en af de få hjelme, der har siddet godt på min knold med det samme. Jeg kan godt bruge et par ture på at få rettet nakkespænde og stropper til, før det hele spiller. Men med Dynam har det passet som fod i hose – eller hoved i hjelm, om man vil…. Visuelt synes jeg at hjelmen ser stor ud på hovedet og mine tanker ledes umiddelbart lidt hen på svampene fra Super Mario, hvilket står i kontrast til Specialized S-Works Evade III, som jeg synes bidrog til at give mit hovede et mere “slankt” udseende.

Læs også: Velomore tester Specialized S-Works Evade III

Men det glemmes med det samme på landevejen. For her kommer de store ventilationskanaler for alvor til sin ret. Under forårets varme tørke var det en fornøjelse at køre med Cannondale Dynam, som har en virkelig god luftgennemstrømning. Hjelmen har desuden FrameLock greb, så du nemt og sikkert kan placere brillerne i de to yderste ventilationshuller, uden at de falder ud, hvilket er et plus når man sidder og bager på en bjergside.

Ironisk nok, skriver Cannondale på deres hjemmeside, at “nu er det slut med at rode med traditionelle, små klips” når hjelmen skal åbnes eller lukkes. Jeg vil dog sige, at jeg aldrig har bøvlet med at åbne eller lukker traditionelle spændesystemer. Til gengæld skal man lige regne Fidlock ud, og det kan faktisk være svært at få det åbnet, især når man står med hjelmen i hånden. Det kommer dog mere intuitivt når man har den på hovedet, men man skal lige lære hvordan magnetlukningen glider.

Eneste reelle minus jeg har oplevet ved hjelmen er, at de indvendige puder falder af nærmest hver gang jeg har brugt hjelmen, og kan være svære at få dem til at sidde ordentligt fast. De er fastgjort med små velcro knapper, som godt måtte havde været større og klistre bedre. En af dem sidder nu fast under min bærbare computer, fordi den også var faldet af. Omvendt, er det en påmindelse om at holde god hjelm hygiejne og få dem vasket, men det er jævnt irriterende at puderne falder ud, selv når man bare vil flytte hjelmen.

Facit

Alt i alt har Cannondale lavet en god hjelm til især de varme dage. Visuelt ser den stor ud på hovedet, men til gengæld har den en god luftgennemstrømning, der nok skal bidrage til at holde hovedet koldt. Kan man leve med det irritationsmoment det er, at puderne relativt nemt falder ud, får man rigtig meget for pengene i denne hjelm, som med en pris lige omkring 1.200 kr. placerer sig i den billigere ende af skalaen. Hjelmen får dog ikke topkarakter, da man som minimum må forvente at puderne bliver siddende.

Info

Vurdering: 4/5
Størrelse: S, M og L.
Farver: Hvid, sort, blå/hvid, grøn/sort og elektrisk gul.
Pris:
Mere info: www.cannondale.com

Velomore tester aerotrøje fra AGU

Posted on: august 8th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Få lidt af Jonas Vingegaards fart med ud på landevejen med AGU’s aerotrøje, udviklet i samarbejde med rytterne på Jumbo-Visma.

Det er selvsagt noget nær umuligt at være tøjleverandør til verdens, nok mest, professionelle cykelhold og samtidig ikke have en aerotrøje i sit sortiment. Efter at have overtaget stafetten fra Team Sky med et fokus på marginal gains, har rytterne på Jumbo-Visma i samarbejde med deres tøjsponsor AGU, udviklet en af feltets hurtigste trøjer – og det kommer os almindelige motionister til gode.

Vi har haft AGU’s aerotrøje Aero Jersey SS III Premium til test henover sommeren og til vores deltagelse i Maratona dles Dolomites (som du kan læse mere om i årets sidste magasin, på gaden d. 16/11).

Trøjen kommer i to forskellige farver som ikke gør det store væsen af sig. Designet er tæt uden at være stramt og umiddelbart har AGU’s aerotrøje et mere komfortabelt snit end mange andre mærkers tilsvarende trøje. Mest bemærkelsesværdigt er det, at trøjen kommer med glatte ærmer, så ingen simpels eller render på ærmerne, som ellers er det gængse i denne kategori af tøj.

I stedet ser ærmerne ud til at være udført i to forskellige typer metervare, hvor den yderste del, eller den del som vender væk fra kroppen, umiddelbart er glattere end den indvendige del. Ærmgabet er laser skåret og holdes på plads af små, diskrete gummi dutter. Ryggen af trøjen er lavet i et let mesh for øget ventilation, mens forsiden lader til at være i det samme materiale som ydersiden af ærmerne.

Læs også: Kølig komfort og drømmebårdet styrke: Vingegaards Tour-trøje

Trøjen er udviklet i vindtunnel sammen med Jumbo-Visma-rytterne, så jeg har ingen årsag til at tvivle på, at trøjen ikke er hurtig, men de glatte ærmer undrer mig alligevel, da Jumbo-Visma-rytterne kører rundt med render i deres holdtrøjer.

På landevejen

Som nævnt er pasformen ikke super stramt men dejligt behageligt, så man føler ikke umiddelbart at man har taget en hurtig aerotrøje på. Den sidder tæt og behageligt, men ikke så tæt at man føler, at man er nødt til at suge maven ekstra ind.

På cyklen sidder trøjen helt optimalt og de forskellige gummibånd og dutter, sørger for at både trøje og ærmer bliver siddende på deres plads. En særlig ting jeg har bemærket ved den her trøje, er at den ikke umiddelbart virker til at være super ventileret. Temperaturerne har i hvert fald ikke skulle være meget over de 20 grader, før jeg begyndt at dryppe sved ned på cyklen, hvilket jeg normalt nærmest aldrig gør. Men det har jeg oplevet flere gange med den her trøje.

Trøjen opleves dog hurtig, omend man lidt mangler de “visuelle” aerotegn for at føle sig helt sikkert. Visuelt ligner trøjen en almindelig cykeltrøje, hvilket både er godt og skidt. Har man liret sig ud i fuld aeroudrustning til cykelløb, er det til sin egen fordel at modstanderne ikke kan se det, omend man gerne vil ligne en fandens karl på træningsturene med kammeraterne. Jeg havde trøjen på, da jeg tidligere på året deltog i Maratona dles Dolomites, og efter løbet havde jeg indtrykket af, at havde haft den rigtige trøje på.

Facit

AGU har uden tvivl lavet en hurtig trøje, omend den ikke umiddelbart føles hurtig og har et diskret udseende. Jeg har dog ingen grund til at tvivle på, at trøjen er hurtig og måske er det materialernes glatte overflade der gør forskellen. Kombinerer man den med AGU’s aero cykelshorts og aerosokker, har man et godt og hurtigt sæt.

Læs også: AGU’s forår- og sommerkollektion holder dig kørende

Info

Vurdering: 5/5
Størrelser: S – XXXL
Farver: Sort eller “plume”.
Pris: 170 euro (1.266 kr).
Køb den her: www.agu.com

Velomore tester AGU Slingbag

Posted on: juli 30th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Vi har fået fingrene i en smart, lille bidon slingbag fra AGU og Jumbo-Vismas upcycling kollektion. Håndlavet, genanvendt og super praktisk er overskrifterne.

Hvert år brænder professionelle cykelhold, og deres tøjleverandører, inde med masser af ubrugt eller lettere brugt cykeltøj. Dette er også tilfældet hos AGU, der leverer tøj til Jumbo-Visma. Men de innovative hollændere har fået en god ide og skabt en upcycled kollektion af tidligere sæsoners tøj.

Ud af Jumbo-Vismas regnjakker, tasker og trøjer fra 2022-garderoben, har AGU fået håndlavet nøgleringe, styrtasker og bidon slingbags på en systue i Amsterdam.

Kollektion er en bæredygtig måde at give noget til cykelholdets fans, der får en accessorie med en unik historie og direkte forbindelse til cykelheltene på Jumbo-Visma.

I brug

Her på magasinet har vi været så heldige at få en bidon slingbag, der er en smart lille skuldertaske som kan holde en drikkedunk.

Hver genstand kommer i en fin kasse der giver en lidt mere eksklusiv fornemmelse. Hver genstand er desuden nummeret og navnet på syersken der har lavet den, står også anført på det medfølgende bevis.

Slingbagen har som sagt plads til en drikkedunk i et stort rum. På hver side af tasken er der en mindre lomme, samt en lille lynlås lomme. Det gør det nemt at have både vand og mindre genstand med på farten, mens eksempelvis nøgler kan ligge i lynlås lommen.

Slingbag’en er genial til længere gåture, hvor man ikke gider have en flaske med i hånden. Eller til cykelture på pendlercyklen, hvor der måske ikke lige sidder en cykelholder. Jeg har testet slingbag’en igennem sommeren og været glad for muligheden for, at have vand med på længere gåture. Den er praktisk og diskret, omend det er begrænset hvor diskret en gul taske egentlig kan være, men den lille størrelse gør, at den ikke fylder helt vildt. Snorene til skulderen er desuden justerbare og komfortable.

Facit

Jeg synes det er et virkelig godt initiativ af AGU, at skabe en upcycled kollektion bestående af accessories fra Jumbo-Vismas gamle kollektioner. Det giver de mange fans en mulighed for at få en unik ting med fra holdet, mens det udnytter de resurser og råmaterialer der allerede er brugt på cykeltøjet.

Læs også: AGU laver upcycling kollektion med Vingegaards cykeltøj

At der tilmed et tale om et stykke håndværk og et produkt, som ikke figurerer i AGU’s almindelige sortiment, sætter prikken over i’et og giver en mere eksklusiv fornemmelse.

Bidon slingbagen fungerer super godt og har siddet limet på skulderen af mig gennem hele sommeren, især på de lange gåture.

Info

Vurdering: 5/5.
Størrelse: 20 x 9 cm.
Pris: 549 kr.
Mere info: www.agu.com

Velomore tester gels og isotonic drik fra 6d Nutrition

Posted on: juli 24th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Hvad holder dampen oppe hos Kasper Asgreen og hvilken benzin hælder Remco Evenepoel på motoren når han letter anker med 30 km til mål? Svaret er gels og isotonisk sportdrik fra 6d Nutrition.

Hvis man vil yde optimalt til træning og løb, har man behov for helt simple energiprodukter, der leverer den nødvendige energi uden for mange dikkedarer. Med 6d Nutrition får man netop det, energiprodukter udviklet med videnskaben i den ene hånd og et absolut fokus på performance i den anden. Som navnet måske antyder, er intet poppet eller smart involveret i opskriften, men i stedet baserer det, måske lidt kedelige navn, sig på virksomhedens 6 dimensioner, eller kerneværdier: Videnskabeligt bevist, kvalitets ingredienser, inspireret af atleter, mål- og performanceorienteret, passion for sport og nem anvendelse. Tilsammen koges de 6 dimensioner ned til højkvalitets energiprodukter, uden nogen dikkedarer.

En tidstypisk tendens, hvor flere producenter er poppet op med samme vision de seneste år, men 6d har formået at få hold i profferne og er bl.a. officiel sponsor for Soudal-Quick Step, men findes også i lommerne hos mange World Tour-ryttere, når de klikker i pedalerne på træningsturene (hvilket vi har fået bekræftet fra flere sider). 6d’s produkter udmærker sig især ved at have en optimal blanding af forskellige kulhydrater.

Vi har testet 2 typer gels, deres standard gel med 30 gram kulhydrat, og deres Ultragel med helt op til 45 gram kulhydrat. Personligt har jeg de sidste tre år praktiseret træning af mavesækken og har således vænnet mig til at klare relativt høje mængder af kulhydrat, hvor jeg under løb har indtaget mellem 90-110 gram kulhydrat i timen, som efterhånden er blevet den gængse anbefaling. Derfor var jeg glad for at se, at 6d også er hoppet med på bølgen med energitætte gels, hvilket klart er en fordel hvis man skal nå at kværne 90+ gram kulhydrat i timen.

Deres Ultragel indeholder 45 gram kulhydrat i et 2:1 glukose og fruktose blandingsforhold, hvilket gør det supernemt at holde styr på sit energiindtag. Derudover indeholder gelen 200 mg salt og 75 mg koffein (svarende til ca. 1 espresso) og har en volumen på 70 ml for at gøre den mere medgørlig i munden. Standard gelen kommer også med 2:1 kulhydrats blandingsforhold, men indeholder kun 30 gram kulhydrat og ligeledes 200 gram salt. I kombination med de to gels har vi også testet 6d’s Isotonic Sports Drink, der pr. servering (500 ml) indeholder ca. 30 gram kulhydrat også i blandingsforholdet 2:1.

SÅDAN HAR VI TESTET
Udfordringen ved at teste energiprodukter er ofte at vi sjældent får særligt mange enheder til test. Ideelt set burde vores tester udrustes med produkter nok til en måneds træning og løb, for rigtigt at kunne vurdere produkterne over tid. Men med 6d Nutrition, der i Danmark forhandles og distribueres af Konggaard, fik vi en kasse med uspecificerede energiprodukter. Ikke nok til at holde os kørende en hel måned, men faktisk tilstrækkeligt til at få mig godt igennem en normal træningsuge.

Personligt foretrækker jeg at teste energiprodukter under cykelløb, hvor kroppen udsættes for maksimalt stress. Det er her man for alvor oplever, om produkterne lever op til det, som producenten hævder og det er også her, at jeg har det største energiindtag.

Heldigvis fik jeg 6d produkterne ugen før Dirty Jutland, hvor jeg deltog på 130 km distancen og cyklede både til start og hjem igen (til mine svigerforældre). Min strategi var at ramme omkring de 100 gram kulhydrat i timen, ved at indtage skiftevis en Ultragel og en almindelig gel hver halve time, og supplerer op med 500 ml. Isotonic Sports Drink. Tilsammen knap 105 gram kulhydrat i timen. Da 6d hævder at man kan indtage så store mængder uden at opleve mavebesvær, var jeg spændt på hvordan maven ville have det efter 5 timers intens cykling på årets første varme dag.

Heldigvis performede produkterne som lovet. Jeg oplevede ikke mavebesvær undervejs og havde heller ikke fået nok af kulhydrater da jeg kom i mål. Appetitten fejlede ikke noget. Den kan nu godt blive ramt, hvis de mange kulhydrater ikke er blevet omsat på den rigtige måde. Dehydrering var heller ikke et issue med de mange salte indtaget undervejs, som også var med til at drive min tørst og hjælpe med væskeoptaget.

Smagen i Isotonic Sports Drink er ikke speciel kraftig. Jeg vil bedst beskrive den som diskret, lidt som tyndt saftevand. Det kan jeg godt lide, da en kraftig smag bliver træls over tid. Lige så med konsistensen, som også virkede vandet og ikke klistret, hvilket overraskede mig positivt, da en tyk og klistret energidrik både marinerer rammen, men også bliver kvalm i munden over tid. Normalt er cykel og dunk smurt ind i sukkervand, men det problem havde jeg ikke med 6d i et omfang, der er værd at nævne. Sidst vil jeg sige, at Isotonic Sports Drink stadig er dejlig læskende efter mange timers hårdt arbejde, hvor lysten til bare at få rent vand, eller vand med brus, godt kan opstå ved tykkere energidrikke.

De to typer gels virkede også rigtig godt. Konsistensen og smagen i Ultragel er dejlig behagelig og gelen er tilpas flydende til at den er let at sluge. Det samme gør sig gældende for den almindelige gel. Koffein indholdet er ikke stort nok til i sig selv at give en markant mærkbar effekt, så hvis man ikke har frontloadet på forhånd, får man ikke det maksimale ud at det. Fordelen ved koffein er, at det både er mildt smertedæmpende, men det giver også en ekstra mental skarphed når udmattelsen begynder at sætte ind, hvilket jeg værdsætter.

Da jeg endelig var hjemme igen, efter det der viste sig at blive en alt for lang dag (næsten 230 km og 8 timer på rammen), kunne jeg konstatere at 6d produkterne ikke havde ødelagt min mave. Jeg var heller ikke løbet tør for energi undervejs, eller fået den madlede, som ofte sidder på hjul af et stort sukkerindtag.

FACIT
Alt i alt performer 6d som lovet af producenten – og som jeg egentlig også havde forventet. 2:1 blandingsforholdet af sukkerarter giver den nødvendige energi til løb og træning, uden at slå maven i stykker (hvis du er vant til at håndtere store sukkermængder). Smagen er behagelig og afdæmpet så man ikke kører surt i den. Jeg er kæmpe fan af gels med 45 gram kulhydrat og 6d giver muligheden for at vælge både med og uden koffein.

Desværre er prisen for 6d, som det er med alle andre high-end energiprodukter, relativ høj, og en pakke med 6 af deres almindelige gels koster 139 kr, eller 23,16 kr per gel, mens det for Ultragel er 179 kr eller 29.83 kr stykket. Der findes billigere alternativer, som er oplagte til træning, men skal man køre løb hvor energiindtaget bare skal sidde i skabet og undgå maveproblemer, eller man vil være flyvende som Remco og Asgreen, er 6d bestemt alle pengene værd.

Info
Vurdering: 5/5
Bedst til: Optimal performance uanset om det er træning eller løb.
Pris Ultragel: 179 kr (6 stk).
Pris alm. gel: 139 kr (6 stk).
Pris Isotonic Sports Drink: 349 kr (1,4 kg).
Mere info: www.konggaard.dk / www.6dsportsnutrition.com

Velomore tester Factor OSTRO VAM

Posted on: juli 20th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Måske den ultimative all-rounder. Factor OSTRO VAM er udviklet til at performe i alt slags terræn og det gør den så sandelig også.

Når Jakob Fuglsang og Mads Würtz Schmidt sammen med holdkammeraterne på Israel – Premier Tech skal vælge cykel, har Factor gjort det nemt for dem. Rigtig nemt! Udviklet i tæt samarbejde med rytterne har briterne kompromisløst jagtet den ultimative all-round racercykel. N=1 var ambitionen, da Factor i sin tid satte sig for at skabe en cykel hurtig nok til de flade løb, let nok til at vinde i de høje bjerge og komfortabel nok til, at gøre sig gældende i Paris-Roubaix, samtidig med at den var så stiv, at André Greipel kunne træde den til sejr i en hæsblæsende spurt.

Umiddelbart ledes tankerne hen på en klatrecykel når man hører navnet OSTRO VAM, med association til ”Vertical Ascent in Meters”. Navnet er dog en reference til Factors indbyggede ramme-teknologi ”Viscous-Aero Module”, der med rette referer til cyklens alsidighed, mens cyklen har fået sit navn efter Middelhavsvinden Ostro. Som et sideprojekt i den britiske virksomhed Bero F1 Systems, der producerer komponenter til bil- og motorsport industrien, opstod Factor omkring 2009.

Ambitionen var at skabe en avanceret cykel, som gjorde op med traditioner og var bygget med et Formel 1 mindset, samt at bevise, at virksomheden kunne mere end ”bare” at bygge high-end komponenter til Formel 1 feltet. Det resulterede i den avancerede Factor 001, der nok var lidt for avanceret for sin tid og det samme gjaldt efterfølgeren Vis Vires.

Fokus har fra starten ligget tungt på ingeniørkunst og performance, og med en arv fra Formel 1 og egen fabrik til rådighed, har Factor kompromisløst kunne udvikle deres cykler 100 % efter egne idealer, koste hvad det vil. 11 år senere, har det resulteret i det, måske, bedste bud på den ultimative all-round cykel: Factor OSTRO VAM.

CYKLEN
Ambitionen bag OSTRO VAM var at udvikle en ramme på under 800 gram, der var så aerodynamisk som muligt. Det har resulteret i den muskuløse, men alligevel elegante ramme, der takket være en forstærket krankboks og stort kronrør, kombineret med det smalle og elegante overrør, og de brede ben på forgaflen, bidrager til cyklens potente og smukke udseende.

For modsat de fleste andre brands, har Factor kunne tilpasse rammens mål og design præcist efter eget ønske på deres fabrik. Det havde naturligvis været noget nær umuligt at få gjort ude i byen, hvor man er underlagt markedets kræfter og nødt til at handle efter standardmål hos en tredjepart.

OSTRO VAM kommer med de velkendte aerodynamiske optimeringer i form af dråbeformet saddelpind og integreret cockpit. Men det er i det skjulte at OSTRO VAM finder sin fart. Gemt hvor skrårøret møder forgaflen er hvad Factor kalder ”Reversing Flow Energising Channel”. En kanal der accelerer luftstrømmen som opstår mellem forgaffel og skrårør når forhjulet roterer, og derved optimerer måden luften bevæger sig omkring skrårøret på.

Factor har formået at løse den udfordring uden at kompromittere hverken styregenskaber eller vægt. Forgaflen har frigang og plads til at luften bedre kan bevæge sig hen over forhjulet, uden at skabe unødvendig turbulens, mens det samtidig er med til at øge cyklens komfort, i og med at der er plads til 32 mm dæk.

Den lave vægt er fundet ved at benytte Factors VAM teknologi, der som tidligere nævnt, står for “Viscous-Aero Module” og som referer til måden carbon layup’et er støbt, hvilket giver cyklen sin stivhed og høje compliance.

Den testede cykel har været udrustet med SRAM Force AXS og aerocockpit fra søster mærket Black Inc, som også står for at levere det specialdesignede 45 mm hjulsæt, som er lavet særligt til at komplementere OSTRO VAM. De 45 mm fælge er både lette og stive, men stadig med tilpas meget profil til at være hurtige i alt slags terræn, uden at være sårbare overfor sidevind.

Alt i alt er der tale om en gennemarbejdet cykel, hvor der ikke er gået på kompromis med noget som helst og hvor kampvægten for rammen i str. 54 og med ”Flicker” lakering angiveligt er på 830 gram.

KØREOPLEVELSEN
Jeg er knap nok nået ud af indkørslen før jeg straks bemærker hvor stiv og responsiv OSTRO VAM er. Bosiddende i en lejlighed i Aalborg, er det altid lidt af en slalomtur udenom mine naboers lemfældigt parkerede cykler, men OSTRO VAM reagerer på selv den mindste input og dribler let og elegant udenom de parkerede cykler.

Ude af byen bliver den præcise og nænsomme respons bekræftet, da jeg på åben vej for alvor kan slippe cyklen løs. For det en cykel der vil slippes løs! Den indbyder til fart og hvisker forførende i ørerne, ansporer en til at køre hurtigere. Cyklen accelerer hurtigt og uden megen anstrengelse runder speedometret hurtigt 30 km/t og bliver ved med at klatre opad.

Den massive krankboks og de robuste kædestræbere gør, at ingen watt går til spilde og al kraft omsættes til fart. Til trods for sin aggressive geometri, håndterer cyklen fænomenalt og vil gerne tage sving i høj fart.

Faktisk er cyklen så stabil, at man fristes til at udfordre dens håndtering i sving (hvilket nok egentlig er en dum ide på en dyr high-end testcykel) og det er en fryd at kaste cyklen rundt i høj fart. Factor OSTRO VAM indbyder virkelig til at blive kørt til grænsen og inspirerer til selvtillid, takket være de sikre og præcise køreegenskaber.

For Factor OSTRO VAM er vitterlig hurtig. Jeg har i testperioden oplevet et markant bump op i gennemsnitsfart på alt fra intervaller til rulleture, upåagtet af vind og vejr. Fart er selvfølgelig en relativ størrelse, men der er ingen tvivl om, at Factor OSTRO VAM er mærkbar hurtig og man behøver ikke yde særligt meget for, at man pludselig synes at gennemsnitsfart er det vigtigste parameter på cykelturen.

Cyklen er desuden overraskende komfortabel og ujævnheder på vejen bemærkes ikke sønderligt meget sammenlignet med andre raceorienterede cykler, hvilket især mærkes på længere ture, hvor den generelle træthed i kroppen ikke er så udtalt som jeg ofte oplever på især aerocykler.

Desværre har jeg ikke haft mulighed for at teste cyklen på rigtige stigninger, men den har været sjov at køre bakkespurter på. Dertil vil jeg også gerne nævne styret, som er smallere i dybden end andre aerostyr jeg har kørt med. Det er mere komfortabelt at holde om når man kører med hænderne midt på styret, hvilket jeg har haft en tendens til på Factor OSTRO VAM mellem intervaller eller på rulleture, netop fordi aerostyret er så smalt, og jeg forestiller mig at det må være ekstra behageligt på lange stigninger. En lækker detalje, særligt for os med små hænder.

Black Inc-hjulene ruller desuden fantastisk og jeg forstår hvorfor også de er blevet populære blandt danske motionister. De skærer igennem vinden som en varm kniv gennem smør, og jeg savner faktisk ikke en højere profil, selv ikke til fladbane tons langs Limfjordens kyster. De 45 mm hjul ser jeg desuden som oplagte til et bjergmaraton alla La Marmotte, hvis man som jeg, ikke er bange for at køre i bjerge med lidt profil på fælgene.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg nævne Chrome-lakeringen som den testede cykel har. Særligt farvespillet på alle logoer i solen er fedt, og både vores fotograf Roar Lava Paaske og jeg var vilde med det, da vi tog billeder på en dejlig forårsdag i starten af april.

FACIT
Factor OSTRO VAM er en af de testcykler som man er ked af at levere tilbage, for den er vitterlig sjov at køre på! Cyklen er i sandhed en alsidig all-rounder, der både er let, hurtig og komfortabel. Har man mulighed for at prøve en OSTRO VAM engang ved lejlighed, bør man helt sikkert unde sig selv den oplevelse. Men med et prisskilt på 84.999 kr., er det desværre en cykel der er udenfor de fleste almindelige motionisters rækkevidde.

Selv kalder Factor den for ”arsenaldræberen” (grov overs.ttelse) forstået på den måde, at man med den kan nøjes med en cykel. En påstand jeg er helt enig i – men til prisen har man også kun råd til en cykel… Det har været en fornøjelse at lære Factor OSTRO VAM at kende. Kort sagt, en sjov og hurtig cykel der godt kunne blive min N=1, hvis jeg havde råd.

Info
Vurdering: 5/5
Bedst til: Det hele faktisk. Hurtig og sjov cykel.
Gear: SRAM Force AXS.
Hjul: Black Inc 45 mm.
Pris: 84.999 kr.

Cyklen var stillet til rådighed af Konggaard

Velomore tester Specialized Evade III aerohjelm

Posted on: juli 17th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

”Aero is king” og med forbedret komfort, sikkerhed og ventilation i 3. generation af Specialized Evade, er hjelmen et bud på den ultimativ all-round hjelm til danske forhold.

”Det kræver et arsenal af cykelhjelme” skriver Specialized selv i noget af deres markedsføringsmateriale, men med Evade 3 modbeviser de til dels den påstand. Forbedret aerodynamik og ventilation, kombineret med en komfortabel hjelm, gør den nye Evade III ideel til vores vindblæste landeveje herhjemme, hvor dagene for en ekstra godt ventileret hjelm trods alt kan tælles på to hænder.

For på trods af et ekstremt fokus på aerodynamik, er de fleste marginal gains blevet fundet i måden hvorpå luften bevæger sig igennem hjelmen, før den igen slipper rytteren. Velomore var med ved præsentationen af de seneste iterationer af Specializeds tre tophjelme ved Grand Depart sidste år, hvor vi bl.a. fik indsigt i noget af dataene bag Evade III. Fokus har især været på at optimere hvordan luften ”slipper” hjelmen i jagten på mere fart for færre watt.

Turbulensen der opstår når luften slipper en hjelm, påvirker nemlig måden hvorpå luften bevæger sig ned over rytterens ryg, der som den største flade på en cykelrytter, har stor betydning for rytterens aerodynamik. Den udfordring har Specialized løst ved at give bagenden en såkaldt ”diffuser”, som mindsker luftmodstanden ved at sprede luften gennem fire store kanaler, og som visuelt minder meget om halen på et fly.

ØGET KOMFORT OG SIKKERHED
Ifølge Specialized er luftgennemstrømningen i hjelmen desuden blevet forbedret med hele 10% i forhold til forgængeren. Det er bl.a. sket ved at forstørre ventilationskanalerne forrest på hjelmen, og på samme tid, ifølge Specialized, stadig bevare Evade som den mest aerodynamiske hjelm i det professionelle felt.

Sikkerheden har desuden fået et nyk opad med MIPS, som desværre manglede i forgængeren og som efterhånden er blevet standard i de fleste high-end hjelme. Specialized og MIPS har givet hjelmen det de kalder Air Node-teknologi, et system som er direkte integreret i hjelmens polstring for at modvirke tilføjelsen af endnu et lag, og samtidig tillade luften i at strømme frit. Det giver en hjelm som performer godt i Virginia Techs uafhængige hjelm rating, hvor den præsterer som den 17. bedste landevejshjelm, og en af de sikreste aerohjelme. Det skal dog siges, at selvom en 17. plads ikke lyder af alverdens, er vi ude i meget små marginaler i forskellen på de bedste hjelme, som alle i øvrigt scorer absolut topkarakter.

Sidst, men ikke mindst, er Evade 3 naturligvis kompatibel med Specializeds ANGi sensor, der automatisk sender en sms til din kontaktperson i tilfælde af et styrt.

PÅ LANDEVEJEN
Personligt har jeg altid ment at Evade var en flot aerohjelm, med sit lidt rumskibsagtigt look. Med den faceliftede 3. generation har Specialized formået at bevare et flot udseende, om end hjelmen har mistet lidt af sit aerolook med de større ventilationskanaler. Til gengæld har den fået et mere fly-agtigt look bagtil.

Hjelmen sidder behageligt på hovedet og det er let at justere både stropper og nakkespændet, som tilmed kan justeres i højde, så hjelmen sidder helt perfekt omkring hovedet. Sammenlignet med forgængeren, vil man opleve en markant forbedring i tilpasningen af hjelmen med det opdaterede nakkespænde og de tyndere stropper.

Vægtmæssigt skiller Evade sig ikke ud fra konkurrenterne og man mærker heller ikke sønderligt meget til de knap 300 gram på toppen af hovedet, da hjelmens vægtfordeling er fint afbalanceret (det er min oplevelse, at man godt kan mærke hvis en hjelm har overvægt i fronten eller bagtil).

Ventilationen er overraskende god for en aerohjelm og det har været en sand fornøjelse at køre med den igennem tørkeperioden og samtidig få aerogains, uden at koge knolden. Luftgennemstrømningen er dejlig behagelig og jeg har ikke oplevet at hovedet har føltes varmt under højintense intervaller på de varmeste dage vi har haft indtil nu denne sommer.

Hvad angår sikkerhedsaspektet, er det et kæmpe plus at Evade III har fået tilføjet MIPS og naturligvis betyder det noget, at hjelmen også scorer godt i Virginia Techs test. Det er op til producenterne selv at sende deres hjelm til test, og alene det at Specialized vælger at gøre det, vidner om en hjelm med sikkerheden i top.

Aerodynamikken kan jeg af gode grunde ikke vurdere på videnskabeligt niveau, men der er nok heller ingen tvivl om, at Specialized, med deres utallige vindtunneltests, har hældt masser af resurser i at optimere hjelmen til det yderste, for at give Remco, Asgreen, Mørkøv og Casper Pedersen de bedste forudsætninger for at komme først over målstregen.

FACIT
Skal du kun have en cykelhjelm, så er Specialized Evade III helt sikkert et rigtig godt bud på en hurtig all-rounder til danske forhold. Foruden at have fundet mere fart, har Specialized også formået at optimere på komfort, ventilation og sikkerheden på en og samme tid, hvilket gør aerohjelmen til en dansk everyday hjelm.

Er man på jagt efter en hjelm som lever op til de, efter min mening, 3 vigtigste kriterier efter danske forhold (sikkerhed, komfort og fart), så er Evade III uden tvivl et af de bedste bud p. markedet.

Er den hurtig nok til Remco Evenepoel og Kasper Asgreen, så er den hurtig nok til de fleste af os.

Info
Vurdering: 5/5
Bedst til: 9/10 dage på de danske landeveje vil Evade III være oplagt.
Størrelser: S, M og L.
Sikkerhedsteknologi: MIPS Air Node og Angi.
Pris: 2.600 kr.
Mere info: www.specialized.com/dk

Velomore tester recovery shake fra 6d Nutrition

Posted on: juli 15th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Vi har optimeret på restitutionen med recovery shake fra 6d Nutrition, samme drik som Remco og Asgreen restituerer med.

Det hører sig bestemt til sjældenhederne at vi får kosttilskud målrettet restitution til test her på Velomore og for mit eget vedkommende er det sjældent at der ryger en bøtte proteinpulver i kurven når jeg shopper energiprodukter.

Men da vi i foråret modtog en kasse med testprodukter fra 6d Nutrition og deres danske distributør Konggaard, var der blandt gels og barer også en bøtte med recovery shake.

En recovery shake adskiller sig fra proteinpulver ved at være et mix af protein og kulhydrater. Nogle producenter tilføjer også ekstra vitaminer eller aminosyrer. Drikken er derfor ikke en måltidserstatning, men et supplement til din daglige kost og bør anvendes straks efter hård træning eller løb.

Personligt har jeg fra tid til anden indtaget proteinpulver lige efter træning, hvis der har været mere end 60 minutter til det næste måltid. Ofte kan jeg time min træning til at slutte tæt på frokost eller aftensmåltidet, men har man ikke mulighed for at indtage et måltid lige efter træning, enten fordi man har planer, er ude til cykelløb eller står ved slutningen af et skovspor, er en recovery shake nemt og bekvemt.

I 6d Nutrition recovery shake får man et 2:1 forhold mellem kulhydrater og protein. Ligesom i 6d’s gels og energidrik, er det en blanding af sucrose, maltodextrin og fructose som er i recovery shaken, hvilket forbedrer optagelsen i muskler i og lever, samtidig med at det er mere skånsomt for maven. Derudover får man hele 30 gram protein fra whey protein, som også indeholder 3g leucine (en aminosyre som aktiverer muskelopbygningen). Derudover skriver 6d, at drikken også indeholder 1200 mg salt, for at forbedre hydreringen efter træning. Af den grund skal man også være forsigtig med at benytte netop denne variant som “mellemmåltid”.

På sofaen
Desværre for mig, kom den testede udgave med jordbærsmag og lad mig sige det med det samme, jeg kan ikke fordrage jordbærsmag, eller nogen som helst anden frugtsmag, i proteindrikke! Basta! Jeg er en chokodreng. Jeg drak en del proteindrik som hvalp i gymnasiet og dem med jordbærsmag har jeg aldrig forstået…

Så der skulle lidt overvindelse til at komme igennem en hel bøtte med jordbærsmag. Dog skal der lyde en ros til 6d Nutrition, for deres recovery shake med jordbærsmag er mere “medgørlig” end de, jeg husker fra for 10 – 15 år siden. Smagen er mere ovre i noget alla saftevand eller juice, men stadig ikke min kop te. Heldigvis har 6d også vanilje og chokolade i udvalget.

Pulveret opløses nemt i vand og er let at “shake” ud. 6d anbefaler at man bruger 300 ml. væske til 100 gram pulver, men jeg har ikke været så nøjeregnende med blandingsforholdet.

Ser man bort fra mine personlige præferencer hvad angår smag, så er jeg positivt overrasket over 6d Nutritions Protein Shake. Det er naturligvis svært at sige, om jeg har restitueret bedre, for hvilket målbart parameter vurderer man det efter?

Jeg kan dog sige så meget, at de gange jeg har drukket proteindrikken fra 6d, har jeg følt mig mere frisk i benene dagen derpå, og ikke haft de klassiske tegn på, at have spist for lidt dagen før.

Men der hvor drikken især overrasker mig positivt, er hvor “godt” den ligger i maven. Jeg kan godt blive oppustet af recovery shakes og proteindrikke, især dem er baseret på whey. Jeg er dog også mildt laktoserintolerant, eller har været det, hvilket desværre er en af de ting man ikke helt kan undgå med whey protein.

Men 6d’s recovery shake har ligget godt i maven og jeg har ikke følt mig oppustet eller kvalm efter at have drukket den. Er man mere laktoseintolerant end hvad jeg er, eller vil man undgå animalske produkter, så har 6d Nutrition naturligvis også en vegansk variant.

Alle 6d Nutritions produkter er i øvrigt en del af Informed Sports programmet, hvor de bliver testet og kontrolleret for ulovlige substanser som ikke burde være det. Du kan derfor trygt indtage dem uden faren for ubehagelige overraskelser ved en eventuel doping test.

Facit
Jeg er positivt overrasket over 6d Nutrition og føler at deres recovery shake har forbedret min restitution. Især det høje proteinindhold er et stort plus og drikken er et godt supplement til de af os, der ikke får tilstrækkeligt protein i dagligdagen. Personligt er jeg generelt ikke vild med jordbærsmag i proteindrikke, men 6d Nutritions er tilpas mild eller juicet til, at jeg ikke har behøvet at samle mod til at drikke den. Men min personlige smag skal ikke ligge dem til last. Bottom line er, at recovery shake fra 6d Nutrition er god ved maven, kommer med et godt mix af kulhydrater og et højt proteinindhold der er helt ideelt for os cykelryttere. Jeg har været så tilfreds her i testperioden, at jeg overvejer om det er noget jeg skal gøre til en fast del af min træningsrutine. Derfor får 6d Nutrition Recovery Shake 5/5 af mig.

Men det bliver altså med chokoladesmag for mit vedkommende fremover!

Info
Vurdering: 5/5
Bedst til: Restitution efter hård træning eller løb.
Smagsvarianter: Vanilje, chokolade og jordbær.
Størrelse: 1 kg
Mere info: www.konggaard.dk

Velomore tester Q36.5 Unique landevejssko

Posted on: juli 13th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Hvor komfortable skal et par cykelsko egentlig være før man kan forsvare et prisskilt på 3.200 kroner som Q36.5s?

Q36.5 har en mission og ambition om at skabe cykeltøj der er next level når det kommer til komfort og performance. Med en videnskabelig tilgang til tekstiler var målet at skabe et sæt cykeltøj, som så vidt muligt bevarer rytterens kropstemperatur på 36.5 grader. Produktudviklingen i laboratoriet greb om sig og i dag tæller sortimentet bl.a. hurtigt tørrende cykeltøj, styrt sikrede cykelshorts og ikke mindst super komfortable cykelsko til landevej og gravel, hvoraf Q36.5 Unique er italienernes bud på en komfortabel landevejssko.

Umiddelbart ligner skoene alle andre landevejssko med de mest gængse karakteristika. For det er i detaljen at forskellen gemmer sig og ved andet kig opdager man, at den klassiske tunge mangler. Overdelen er udviklet på baggrund af 3D-kortlægning af tusindvis af fødder, hvilket efter Q36.5s eget udsagn har resulteret i den bedst siddende cykelsko på markedet. I stedet for den klassiske tunge, er overdelen af skoen udrustet med en blød og elastisk membran der dækker hele fodens overdel og som ”snor” sig omkring foden. Det giver en lukning som omfavner foden og derved gør, at skoen passer til flere forskellige fodformer uden at nive eller genere, når man spænder de to Boa-spænder.

Men komforten findes især i indersålerne, som ligeledes er 3D-formet og udviklet i et materiale, der mest af alt føles som, eller minder om, memory foam. Materialet hedder Elastic Interface og bruges primært til chamois’, eller bukseindlæg, om man vil, men Q36.5 har valgt også at smide materialet i deres sko. Det giver en sål som er yderst komfortabel og som tilmed er ekstra behagelig på varme dage, eftersom materialet bortdistribuerer varme. Skoens indvendige ventilation sikres desuden via ventilationskanaler forrest, samt mindre huller i skoens øvre lag.

Den bløde inders.l komplimenteres af den stive ydresål, der tillader en smule bevægelighed mod hælen for at balancere stivhed og pasform. En smart detalje på skoens yderside er desuden, at snuden er beskyttet af noget der bedst kan beskrives som en kofanger, mens hælkappen er udskiftelig. “Kofangeren” beskytter snuden af skoen mod stød og slitage når eksempelvis holder stiller med foden klikket ud.

De testede str. 42 par lander på 578 gram inklusiv grå Look Keo grip klamper.

PÅ LANDEVEJEN
Fra det øjeblik pakken med sko lander i hænderne er man ikke i tvivl om at der er tale om et eksklusivt high-end produkt. Skotøjsæsken er pakket ind i silkepapir og inde i skotøjsæsken mødes man af en nøglering og et lille skohorn som det første. Det er alt sammen lir, som bidrager til en premium oplevelse. Men til 3.200 kroner må man også forvente at få lidt ekstra for pengene.

Det lille skohorn er da også godt at have ved hånden første gang man ifører sig Q36.5 skoene, som godt kan være lidt stramme at komme i de første par gange. Om det er fordi de skal forme sig efter foden ved jeg ikke, men de blev hurtigt ”lettere” at komme i uden at det kompromitterede deres komfort eller pasform.

Umiddelbart vil jeg beskrive følelsen lidt som at have et par meget behagelige sandaler eller badetøfler på. Skoene er mærkbart komfortable allerede når man står i dem, og det føles mere som om, at fødderne er pakket ind, snarere end at de er iført et par sko.

En følelse der er svær at sætte præcise ord på, men umiddelbart de mest komfortable cykelsko jeg nogensinde har prøvet.

På landevejen performer skoene godt og de er lige komfortable efter 4 timer, som de er efter 5 og 60 minutter. Særligt detaljen med membranen øverst på skoen er jeg vild med. Boa-spænderne lukker nemt og præcist skoen omkring fødderne, uden at man behøver rette ”tungen” til, som jeg ofte oplever på andre sko kan skarve eller irritere en smule. Her føles det mere som at iføre sig en handske man kan spænde til. Memory foam fornemmelsen fra sålen skal man dog lige vænne sig til og første indskydelse er nærmest, at det er for komfortabelt. Men når man er træt, udmattet og varm er det lækkert at fødderne trods alt stadig har det godt.

Stivheden i skoene fejler ingenting og det er ikke min oplevelse at man mister noget i kraftoverførelsen. Mens komfort og åndbarhed er helt i top, er skoene ifølge producenten ikke vandtætte og jeg har ærligt talt ikke nænnet at tage skoene på i regnvejr blot for at efterprøve den påstand… Jeg har dog talt med en udenlandsk kollega, som ligeledes har testet skoene, og han kunne berette, at sålen nærmest virker som en svamp når den bliver gennemblødt.

Læs også: Velomore tester Shimano XC7

Personligt ville jeg aldrig tage et par dyre high-end sko på i regnvejr, men det er værd at have i mente hvis man kun har et sæt cykelsko og cykler i alt slags danskervejr.

FACIT
Q36.5 har i sandhed skabt et par utroligt komfortable landevejssko. Jeg har ikke oplevet nogen af de sædvanlige gener med en hæl der irriterer, eller skoens tunge som niver eller kradser. Memory foam sålerne og membranoverdelen er regulære gamechangere hvad angår komfort i cykelsko og jeg glæder mig til at bruge dem til sommerens lange og opslidende alpemaratoner.

Læs også: Velomore tester Specialized S-Works Recon

Døjer du med fødderne når du cykler, bør du seriøst overveje at investere i et par af disse sko. Prisen har dog fået et nyk opad sammenlignet med andre high-end sko og 3.200 kroner er meget at betale. Men alt har sin pris og er du på jagt efter kompromisløs komfort betyder 3.200 kr. vel ikke så meget.

Info
Vurdering: 5/5
Bedst til: Ultra komfortable så de brillerer især på lange ture.
Vægt: 578 g. inklusiv klamper.
Pris: 3.200 kr.
Mere info: www.q36-5.com

Velomore boganmelder 360 Danmark

Posted on: juli 5th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Vi har haft noget så inspirerende som en kørebog til anmeldelse her på Velomore og allerede på forsiden pirrer Agri Bavnehøj vores nysgerrighed.

360 Danmark er en serie af coffee table bøger, der over 3 bind, præsenterer det bedste Danmark har at byde på i form af køreruter. Hvert bind dækker sin egn af Danmark og den ”testede” udgave rummer således Fyn, Sønderjylland og Østjylland – og allerede på forsiden lover det godt, for her ser vi den velkendte udsigt fra Agri Bavnehøj udover Aarhus Bugten, med stenalderhøjen – ligesom vi kender den fra Mols Bjerge Grand Prix motionscykelløbet.

Bogen er skrevet og fotograferet af Frank Berben-Groesfjeld, der har brugt godt og vel to og et halvt år på at finde de bedste ruter i Danmark. Bogen lægger ikke skjul på at den henvender sig til både 4 og 2 hjulede, og allerede i forordet afslører forfatteren, at han er stor motor- og køreentusiast, så bogen er skrevet lidt mere til de med benzin i blodet snarere end dem med rugbrødsmotorer.

Franks interesse for biler, og andre motoriserede køretøjer, opstod allerede i en ung alder og i voksenlivet har han fundet en måde at kombinere hans passion for motorkørsel med evnerne som skribent og fotograf. Det hele udsprang af en bog om Nürburgring og området i Eifel, men efter at have levet størstedelen af sin liv her til lands, skulle lille, smukke Danmark også foreviges i en såkaldt roadbook.

Opbygningsmæssigt er bogen ikke specielt teksttung og det er i høj grad de mange flotte billeder der bærer bogen, men sådan bør det også være med en coffe table bog. Hvert bind består af 7 – 10 ruter, som er beskrevet med en kort introduktion, et kort og en oversigt over seværdigheder langs ruten. Der er desuden anbefalinger til overnatning og forplejning undervejs, ligesom hver rute er vurderet på parametre som smilfaktor, landskab, vejkvalitet, kultur og familievenlighed. Naturligvis suppleret med en lang række billeder.

De 10 ruter i vores eksemplar er bestemt skønne og værd at cykle, hvis man en dag får muligheden. De er især oplagte til bikepacking eller cykelturisme, hvis man drømmer om at se vores smukke land fra sadlen. Da ca. halvdelen af ruterne er A til B ruter involverer de lidt mere logistik, mens den anden halvdel er rundstrækninger med samme udgangspunkt. Det giver et godt mix af variation og tilgængelighed og mulighed for både at lave flerdages eventyr og episke endags missioner. Meget praktisk er grusveje tydeligt markeret på kortene, så man ikke bliver overrasket undervejs.

Bogen ligger ikke skjul på at den primært henvender sig til motorfolket, så man skal ikke forvente at man får en bog direkte henvendt til cykelmotionister. Thomas Bundgaard har bidraget med et indlæg om cykling generelt, ligesom et kapitel starter med et citat af Mark Cavendish. Men udover et par cykelmotionister på få af billederne, er det primært det motoriserede folk som bogen først og fremmest omhandler. Men kan man abstrahere fra, at det som sådan ikke er en cykelbog, men en kørebog generelt, er der meget godt at komme efter.

Bogen peaker helt klart med ruten på Djursland, hvor vores eget Mols Bjerge Grand Prix er nævnt på den smukke rute, der snor sig igennem Mols Bjerge på Syddjurs, mens hjemmesiden giver tilpas med en forsmag på ruterne i de andre bind til, at man bliver nysgerrig efter at bladre dem igennem også.

Savner man inspiration til bikepackingturen eller lange ekspeditioner på cyklen her til sommer, er der uden tvivl inspiration at hente. Hver rute kan hentes ned online ved at scanne den tilhørende QR-kode, hvilket gør det nemt at navigere. Og med forslag til lokale attraktioner, spisesteder og overnatningsmuligheder er der basis for nogle rigtig gode eventyr – eller lange episke ture på de hjemlige landeveje. Som sagt er alle ruterne en variation mellem A til B ruter og runstrækninger med samme start/slut destination. Det gør det nemt og simpelt at overskue, men det kræver stadig doge ben og lidt logistik at udforske dem alle.

Facit
Er du cykelmotionist med hang til bikepacking eller søger inspiration til at udforske Danmark hvadenten det er på cyklen, eller med familien i bilen, så er den her bog lige noget for dig. Den er oplagt til at planlægge sine bikepackingeventyr efter, eller hvis man vil ud på lange ture med kulturelle indslag. Jeg savner dog at den henvender sig lidt mere direkte til cykelfolket – om ikke andet, så momentvis i et større omfang end tilfældet er, hvor motorentusiasterne har fået rigtig meget plads – også selvom Mols Bjerge Grand Prix er nævnt i den.

Læs også: Boganmeldsel: Tag på eventyr hjemme i stuen med VELO – de danske verdenscyklister

Derfor giver jeg ikke bogen topkarakter, men i stedet 4 / 5, da den trods alt stadig er rigtig god inspiration til at komme ud og opleve Danmark på cykel. Får du muligheden, så giv bogen en gennemblandring og se, om ikke den passer ind på dit sofabord ved siden af cykelmagasinet Velomore.

Læs også: Boganmeldelse: Mads P – Væddeløber og verdensmester

Info
Vurdering: 4/5
Pris per bind: 53,55 euro.
Antal bind: 3.
Køb den her: www.360roadbooks.com

Kølig komfort og drømmebåret styrke: Vingegaards Tour-trøje

Posted on: juni 29th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Marginal gains og drømme mødes i skøn forening på skuldrene af Jonas Vingegaard og holdkammeraterne i Tour de France med The Vélodrome, trøjen der skal hjælpe Vingegaard til sin anden Tour-sejr.

ANNONCE
Når Tour de France skydes i gang, vil Jonas Vingegaard og holdkammeraterne på Jumbo-Visma være iklædt en ny cykeltrøje, The Vélodrome, fra holdets tøjsponsor AGU. Denne særlige trøje er designet med det formål at give rytterne en konkurrencemæssig fordel gennem avancerede materialer og innovativ teknologi. Med fokus på både komfort og ydeevne er AGU’s cykeltrøje et vigtigt værktøj, der hjælper Vingegaard med at forsvare sin Tour de France-titel i kampen mod Tadej Pogacar.

“Udover mine cykeldrømme har én drøm altid stået stærkt: at have en dejlig og stabil familie. Det gik i opfyldelse, da min datter Frida blev født. Min hustru Trine og datter Frida betyder alt for mig og inspirerer mig til at få mest muligt ud af livet”

– Jonas Vingegaard

Marginal gains
Forud for Tour de France har både Team Jumbo-Visma og AGU investeret massivt i udviklingen af cykeltøjet. Hundredvis af timer er blevet brugt på vindtunneltests, og betydelige økonomiske ressourcer er blevet dedikeret til at finde det hurtigste og mest komfortable udstyr i alle forhold. AGU har arbejdet hårdt på at skabe de bedst mulige betingelser for rytterne. Denne dedikation til perfektion er afgørende for holdet i deres bestræbelser på at erobre sejren i Tour de France.

Kølig komfort under ekstreme forhold
Med udsigten til en af Europas varmeste somre er det afgørende at holde rytterne kølige undervejs. AGU har udviklet et unikt materiale kaldet HeiQ Smart Temp, der reagerer på rytternes egen kropstemperatur og er op til 2,5 grader køligere sammenlignet med andre trøjer. Den forreste del af trøjen er perforeret, hvilket sikrer optimal ventilation og afkøling under de bagende solstråler i Frankrig. Samtidig er den tætte vævning på bagsiden af trøjen designet til at beskytte mod solens skadelige UV-stråler med en beskyttelsesfaktor svarende til solcreme med faktor 50. De sorte bukser er også konstrueret til at reflektere solens stråler, hvilket giver rytterne en køligere og mere behagelig oplevelse.

“Tour de France er for mig toppen. Særligt fordi Frankrig er mit hjemland. Det har derfor altid været en drøm for mig at vinde en etape i touren. I Cahor gik den længe ventede drøm i opfyldelse og det glemmer jeg aldrig. Derfor er d. 22. juli 2022 blevet en særlig dato for mig“

– Christoph Laporte

AGU’s teknologi er blevet omhyggeligt testet i vindtunneller, hvor varmelamper og sensorer har målt den kølende effekt. Derudover har AGU fokuseret på at optimere dragterne til de afgørende enkeltstarter, hvilket sidste år gjorde en stor forskel for Wout van Aert og Jonas Vingegaard. I år er enkeltstartsdragterne blevet yderligere forbedret, og holdets største profiler har gennemført talrige pasformsprøver med skræddere og syersker for at sikre en perfekt pasform.

The Vélodrome – Drømmebåret styrke
I samarbejde med AGU og den hollandske forlystelsespark Efteling har Team Jumbo-Visma lanceret en helt unik trøje til dette års Tour de France. Den særlige Vélodrome-trøje er inspireret af stoffet, drømme er skabt af, og præsenterer derfor en stjernehimmel fuld af drømme. Hver trøje er personligt designet til hver rytter og viser en individuel stjernehimmel, der symboliserer deres personlige drømme.

Dette gør trøjen til et symbol på styrke og inspiration, der opmuntrer alle til at turde drømme og forfølge dem. Jonas Vingegaard bærer sin trøje, hvor himlen over Viborg den 8. september 2020 er trykt for at markere sin datters fødsel, mens Wout van Aert har valgt stjernehimlen over Lille den 10. januar 2016 som en påmindelse om hans belgiske mesterskab i cyclocross

“Som barn ønskede jeg at blive professionel cross-rytter og vinde et cross-løb i min by præcis som mine helte gjorde det. I 2016 blev jeg belgisk mester i min hjemby, Lille og min drøm gik dermed i opfyldelse. Det inspirerer mig til at drømme videre og gå efter de bedste resultater“

– Wout van Aert

AGU’s cykeltrøje er ikke kun et stilfuldt og teknologisk avanceret stykke tøj, men også en afgørende faktor for Team Jumbo-Visma’s succes i Tour de France. Denne trøje kombinerer kølig komfort og avancerede materialer, der giver rytterne en konkurrencemæssig fordel under ekstreme forhold. Med den nye Vélodrome-trøje bringes drømme og styrke sammen på en unik måde, der fejrer holdets ambitioner og passion for cykelsporten. Jonas Vingegaard er klar til at erobre Tour de France’s podium med AGU’s cykeltrøje som hans mest troværdige allierede i kampen om sejren.

Du kan købe The Vélodrome-trøjen og jagte dine cykeldrømme ligesom Jonas Vingegaard lige her.

Ny e-MTB verdensrekord i Davos Klosters på årets længste dag

Posted on: juni 22nd, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Verdensrekorden for flest højdemeter kørt på en el-cykel, en såkaldt Keneveresting Challenge, blev i går slået i Davos Klosters.

Ralph van den Berg og Max Chapuis har slået verdensrekorden for flest højdemeter kørt på el-cykel i Davos Klosters. Inspireret af ‘Keneveresting Challenge’ tilbagelagde parret i alt 14.623 højdemeter ved at bevæge sig op ad skovveje og ned ad spor i et 16-timers vanvidsmaraton.

Ralph van den Berg og Max Chapuis begav sig afsted kl. 4 om morgenen for at slå verdensrekorden. For at sikre, at de havde maksimalt med dagslys til rådighed, valgte de d. 21. juni – årets længste dag. Alt gik efter planen, uden at der var problemer undervejs. Chapuis og van den Berg nåede en samlet stigning på 14.623 meter inden for den fastsatte tidsramme på 16 timer. En ny verdensrekord. Og cykeldestinationen Davos Klosters var det ideelle sted at gøre det.

“Vi ønskede at få så meget højde som muligt på så kort en strækning som muligt, så vi ikke spildte for meget tid,” forklarer van den Berg.

Claudio Caluoris ‘Keneveresting Challenge’ var inspirationen bag dette verdensrekordforsøg. Tilbage i 2020 tilbagelagde den tidligere downhill-pro 13.500 højdemeter på sin ‘Specialized Kenevo’ e-cykel – hvilket gav inspiration til udfordringens navn – Keneveresting.

Pitstop ved Gotschnabahn i Klosters
“Vi cyklede hele dagen på den samme ‘Specialized Turbo Levo’. Vi var i stand til at stige over 1.500 meter i højde med et 700 Wh batteri i power mode,” siger van den Berg.

Alligevel havde makkerparret brug for en grundig batteriplanlægning. Ifølge reglerne måtte serviceteamet ikke følge rytterne ude på stigningen. I stedet skulle supportholdet vente på det samme sted nede i Klosters ved Gotschnabahn. Dette var det eneste sted, hvor batterier kunne udskiftes, eller reparationer kunne udføres. Af andre regler kan nævnes, at kun kommercielt tilgængelige el-mountainbikes med almindelige batterier og begrænset til 25 km/t er tilladte til brug i verdensrekordforsøget.

Anden verdensrekord på MTB i træk
Ralph van den Berg er ikke fremmed for verdensrekorder inden for MTB. Han brød singletrack-verdensrekorden i Davos Klosters sammen med Christoph Fässler tilbage i sommeren 2021. Sammen dækkede parret 20.100 højdemeter ned ad bakke på 16 timer og slog den tidligere singletrack-verdensrekord med 516 meter.

Og bedst af alt: De kørte ikke det samme spor to gange. “Jeg ville vise, at en far med et krævende job stadig kan nyde et hurtigt eventyr nu og da,” forklarede den 38-årige van den Berg dengang.

Med over 700 kilometer singletrack var cykeldestinationen Davos Klosters det perfekte scenarie for denne bedrift – og levede op til sit slogan “Sports Unlimited”.

Velomore tester Specialized S-Works Recon off-road sko

Posted on: juni 20th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Super lette, super stive og super komfortable er nøgleordene for Specialized S-Works Recon off-road skoene, men alt har sin pris.

S-Works Recon er Specializeds nyeste off-road sko udviklet specifikt med henblik på XC- og gravelløb. Sammenlignet med sine to søskende S-Works Recon MTB og S-Works Vent EVO, er Recon den mest elegante og letteste af de tre. Skoene kan desuden prale af et ret heftigt prisskilt på 3.200 kr. omend de i skrivende stund kan erhverves for 2.400 på Specializeds hjemmeside.

Letvægter
Med en kampvægt på UNDER 300 gram er Recon suverænt de letteste off-road sko vi har testet her på Velomore og knap 50 gram lettere end de populære Fizik Vento Ferox, som jeg havde fornøjelsen af at teste i vinters. Den lave vægt er fundet uden at gå på kompromis med stivheden, via en gennemgående I-Bjælke (I-Beam), der giver skoen en super stabil platform, der ydermere er understøttet af henholdsvis en standard baseplate og en bred kulfiber baseplate. Det giver en base som er 4 mm bredere end S-Works Recon MTB.

De to baseplates er udviklet med baggrund i data fra over 100.000 RETÜL skanninger af fødder, som er med til at give skoen komfort ved at fordele trykket over en større overflade og derved minimere risikoen for hotspots på længere ture. Også Specializeds berømte Body Geometry-teknologi har naturligvis fundet vej til Recon og byder bl.a. på en modsatrettet støtte ind mod midten af foden, hvilket skulle give en lavere bagkappe. Body Geometry indlægget er udført i ret stift EPS skum, som yder mere støtte ved svangen og forfoden.

På grusvejene
Æstetisk giver den brede base en lidt mere muskuløs sko forrest, som bliver smallere og mere elegant ned mod hælen. Æstetik er naturligvis individuelt, men som primær landevejsrytter kan jeg faktisk rigtig godt lide at mine gravelsko har et mere robust udseende. Hvad angår skoenes fit har de testede str. 42 siddet fint på min fod. Jeg har fornyelig erfaret, at jeg har en bred fod og jeg oplevede skoene som værende helt tilpasse. Jeg svinger mellem en str. 41 og 42 i de fleste cykelsko.

Skoene er mærkbare komfortable og den øvre del sidder behageligt omkring foden. Hælen er polstret så den ikke sidder og gnubber, hvilket bestemt er et stort plus. Overdelen er desuden mikroperforeret for øget ventilation. Skoene er udrustet med to boa-lukninger, som er super nemme at justere on the go. Dog skal man lige vende sig til, at der med disse boa-lukninger ikke er nogen “pop-up” funktion, så lidt kuriøst er man nød til at skrue dem op for at åbne dem. Det gør dem til gengæld lettere at mikrojustere on the go.

Under skoen er der 4 paneler med knopper til at beskytte mod slid og give greb i hike-a-bike situationer. Alle 4 paneler er i gummi og udført i et minimalistisk design, formentlig for at holde vægten nede. Overdelen er uden nogen ekstra beskyttelse, hvilket understreger at skoene bedre egner sig til gravel end til at kaste cyklen nedad et tilgroet skovspor. Er man en, som ofte går i sine off-road sko, er det værd at have med i overvejelserne at underdelen relativt let bliver ridset. Mine testede sko har i hvert fald fået sin del af ridser til trods for at jeg ikke har gået særligt meget i dem. Til gengæld er det muligt at udskifte de midterste og bagerste knopper, hvilket klart er et kæmpe plus og med til at forlænge skoenes levetid – noget jeg synes man godt må forvente af et par sko til over 3.000 kroner.

Hvad angår selve køreoplevelsen, så er skoene super komfortable og virkelig stive at køre med. Man får den oplevelse og kvalitet som man forventer af Specialized. Jeg testede bl.a. skoene til Dirty Jutland og havde virkelig fornemmelsen af at alle watt blev udnyttet i ethvert pedaltråd. Særligt den stive sål gør, at man føler sig i kontrol og at al power lægges over i pedalerne, især ved hårde antrit.

Mest bemærkelsesværdigt er dog komforten i skoene. For til trods for deres ekstreme stivhed, er de super behagelige at have på gennem en lang dag på cyklen. Til Dirty Jutland endte jeg med at være på cyklen i knap 7 timer og fødderne brokkede sig på intet tidspunkt.

Facit
Specialized laver bare gode produkter og vi kan ærligt og objektivt sige, at Specialized S-Works Recon er ingen undtagelse. Her får man et par high-end off-road sko der især udmærker sig til ræs og lange dage i sadlen. Komforten er overraskende god til trods for at skoene er super stive, men det mest overraskende er den lave kampvægt. Det betyder også at der er sparet på de beskyttende elementer, hvilket gør skoene udsatte for skræmmer og slag, samt slid i hike-a-bike situationer. Det opvejes delvist af de udskiftelige knopper, som også er med til at forlænge levetiden. Prisskiltet på 3.200 er dog heftigt, men til gengæld får man også et helt suverænt par sko, der performer helt i top.

Info
Vurdering: 5/5
Bedst til: Skoenes lethed, komfort og stivhed gør dem helt perfekte til lange gravel- eller XC-løb.
Størrelser: 39 – 49.
Pris: 3.200 kr (nedsat til 2.400 kr i skrivende stund).
Køb dem her: www.specialized.com

Serre Chevalier – Briancon er et sandt paradis for cykelmotionister

Posted on: juni 19th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Serre Chevalier – Briancon er hjemsted for nogle af cykelsportens mest mytiske stigninger og byder desuden på massevis af MTB-spor.

ADVERTORIAL
Serre Chevalier, området omkring Briancon, huskes nok bedst for Jonas Vingegaards smukke sejr på Col du Granon, hvor han knækkede Tadej Pogacar og grundlagde sin imponerende Tour de France-sejr.

Området er et regulært paradis for cykelryttere, uanset om du er til grus eller asfalt. Med nogle af cykelsportens mest mytiske stigninger lige udenfor hoveddøren og massevis af MTB-spor og skilifte er området et sandt slaraffenland for cykelmotionister.

Området er velsignet med vilde stigninger som Col du Lautaret og Galibier, som de fleste danskere kender fra La Marmotte, mens også imponerende Col d’Izoard, med det berømte månelandskab Casse Déserte, indbyder til bjergbestigning. Og hvem drømmer ikke om at cykle op ad Vingegaards Col du Granon?

Læs også: Føl stjernes magi med Jonas Vingegaards Tour-trøje

Drømmer du om at angribe bjergene ligesom Vingegaard, helt uden at skulle bekymre dig om biltrafik, så byder Serre Chevalier på flere bilfrie dage om året, hvor vejene på de berømte stigninger kun er åbne for cykelryttere.

ALPERNES BEDSTE SPOR
Serre Chevalier kan prale af 300 dage med solskin og ikke mindst hundredvis af kilometer med spor, der gør området til Alpernes bedste enduro destination. Hovedbyen Briancon ligger perfekt placeret imellem downhill paradiset La Salle les Alpes og Monetier-les-Bains, der udgør områdets bankende hjerte for XC og enduro elskere.

Regionen byder på 3 officielle turplaner, der byder på udfordringer for enhver smag, uanset om det er i Serre Chevalier Bike Park eller i Serre Chevalier Altitude Area. Tag familien med i Bike Park eller udfordre dig selv på et af de mange spor, der byder på nogle af de smukkeste nedkørsler i Europa.

Læs også: Skal du køre La Marmotte? Her er 4 gode råd

Med et dagspas til skiliftene kan du nemt komme til toppen, mens du nyder den smukke panoramaudsigt.

Du kan finde mere inspiration til din næste cykelferie i Alpernes cykelparadis Serre Chevalier – Briancon på www.serre-chevalier.com/en

Bilfriedage i Serre Chevalier – Briancon
Col du Granon: 5. juli, 13. juli og 16. august
Col du Galibier: 6. juli, 20. juli og 17. august
Col d’Izoard: 4. juli og 3. august

Skal du køre La Marmotte? Her er 4 gode råd

Posted on: juni 16th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

La Marmotte er lige rundt om hjørnet og vores chefredaktør giver derfor 4 gode råd til dig som skal ud og prøve kræfter med en af verdens fedeste Gran Fondo’er.

La Marmotte er lige rundt om hjørnet og du glæder dig sikkert helt vildt til den enormt fede oplevelse det er at køre Croix-de-Fer, Telegraphe, Galibier og Alpe d’Huez. Løbet er også hårdt og et par gode råd er aldrig helt af vejen, så her giver vores chefredaktør, Nikolaj Hebsgaard, 4 gode råd til Motten.

Du er formentlig i slutningen af din sidste træningsblok eller i gang med en restitutions uge og måske har du endda fulgt vores 10 ugers Gran Fondo-træningsplan, men hvor om alting er, er der nu så kort tid til La Marmotte, at du ikke kan nå at ændre noget på formen – nu handler det kun om friskhed og at træffe rigtige beslutninger dagene op til løbet.

Jeg giver her nogle af mine fif, og det er alt sammen tricks jeg selv benytter, til at kunne præstere så godt som muligt på dagen.

#1 Early bird catches the worm!
Skal du køre La Marmotte skal du tidligt op! Ikke for at nå starten men for at spise morgenmad. Vil du give dig selv de bedste forudsætninger for et godt løb og en god oplevelse, så er det op før fanden får sko på for at hælde kulhydrater i løgnehalsen. Jeg står altid op 4 – 3,5 time før starten på en Gran Fondo for at sidde og spise morgenmad i mørket. Hardcore? Formentlig, men man skal jo gerne nå at fordøje og omkring toilettet før starten, og det er lidt lettere hvis kroppen har haft ordentlig med tid til at bearbejde morgenmaden.

Det er dog ikke helt ligegyldigt hvad du spiser, for tanken skal fyldes uden at det hæmmer dig når løbet starter – eller når du sidder på Galibier. Jeg spiser altid et kulhydratholdigt måltid med et minimum af fedt, fibre og protein. Til La Marmotte har du kun brug for kulhydrater og intet andet – resten vil bare fylde i mavesækken og kan risikere at lave rod senere på dagen. Ulempen ved at stå op klokken 3 om natten for at spise, er at hotelbuffeten ikke har åbent endnu. Heldigvis kan man i Bourg forsyne sig i supermarkedet ved rundkørslen. Personligt er jeg helt vild med de pandekager (crepes) som de har liggende på køl, men det er også muligt at købe pasta- eller rissalater, ligesom de har en god bagerafdeling.

Tip: Stå op 4 – 3,5 timer før start for at spise morgenmad (du er jo alligevel for spændt til at kunne sove).
Bonus tip: Spis kulhydratholdigt og lavt på alt andet – pandekager med marmelade, ris med marmelade eller nesquick pulver (ja, jeg har spist RIGTIG mange ris med nesquick på, klokken 4 om morgenen), kage, vingummibamser eller hvad der nu frister før fanden får sko på.

#2 Tag en gammel trøje eller plastic pose med
Det kan være forbandet koldt i Bourg d’Oisans om morgenen og måske skal du også lige ned ad Alpe d’Huez. Som Loic Ruffait sagde i vores forårsnummer, er noget af det værste du kan gøre at forbrænde en masse kalorier ved at stå og ryste af kulde. Jeg har oplevet, at der har været mild frost i dalen før starten på en 30 grader varm dag….

Læs også: 4 tips til at cykle i varmt vejr

Derfor har jeg altid noget med, jeg kan have udenover til at hjælpe med at holde varmen, og som nemt kan smides væk lige inden start. Pak derfor en gammel trøje med, som alligevel har udtjent sin værnepligt. Har du ikke lige sådan en liggende, kan jeg varmt anbefale en sort sæk med huller, en plastic poncho eller et af de der varmetæpper, man har i førsthjælpskasser (dem der nærmest bare er et stort stykke sølvpapir). En malerdragt kan også bruges, hvilket jeg så ved selvsyn til starten på Gran Fondo New York tidligere i år.

Tip: Tag noget på før starten, der kan smides ud, for at undgå at fryse

#3 Spar lidt vægt med en dunk på toppen af Croix-de-Fer
Vil du optimere på ethvert parameter og har du ikke mulighed for at have en soigneur stående ude på ruten, så kan du i hvert fald hjælpe dig selv godt i gang med en flaske på toppen af Croix-de-Fer. Sidst jeg kørte La Marmotte, kørte jeg til toppen af Glandon dagen før og stillede en dunk i vejkanten.

Den stod der heldigvis igen dagen efter (men den var heller ikke alene) og jeg kunne (næsten) med ro i sindet starte løbet med kun 1 dunk på rammen. Der er masser af deltagere som har et holdmedlem eller andre til at stå på Croix-de-Fer, som sikkert gerne vil tage en dunk med op for dig. Det er det letteste sted på turen at spare 750 gram og du kan i princippet lave samme trick igen med Alpe d’Huez (er du hardcore kan du jo køre hele ruten i bil dagen før og gemme dunke på både Telegraphe og Galibier, hvis du ikke gider vente på at få fyldt dunken op). Har man et familiemedlem eller en ven med som ikke skal køre, kan de jo køre i forvejen i bilen og både give dunke og tage jakke/veste efter nedkørslerne.

Du kan også starte ud med den ene dunk tom. Så er du i hvert fald 100% sikker på at den også er der når du når toppen af Croix-de-Fer. Har du brug for at få energipulver i, kan du have det liggende i dunken i forvejen.

Tip: Placer en dunk på toppen af Croix-de-Fer så du sparer lidt vægt på første stigning.
Bonus tip: Du kan jo tape gels fast på dunken, så du sparer lidt ekstra vægt – eller plads i lommerne.

#4 Planlæg dit væske og energiindtag
Jeg har altid planlagt mit energiindtag på forhånd og jeg holder mig stringent til planen! Sådan har det været de sidste 3 år, efter jeg koldede for vildt i La Marmotte i 2020 og den oplevelse vil jeg nødig have igen (Alpe d’Huez er altså en lang stigning, når der kun er tyndt saftehvad hver 3 kilometer at forsyne sig med). Siden da, har jeg kørt 100 – 120 gram kulhydrat indenbords per time når jeg kører Gran Fondo’er. I vores nyeste nummer, der udkom d. 15. juni (som du kan læse online her på hjemmesiden), er der en fin artikel der forklarer mere dybdegående omkring energiindtag .

På både min Garmin og Wahoo har jeg en alarm hvert 30. minut, der fortæller at jeg skal huske at spise. Aftenen før pakker jeg lommerne på min trøje med 2 gels pr. time jeg forventer at være på cyklen, samt energipulver nok til hver genopfyldning af mine dunke. Jeg kan varmt anbefale energiprodukterne fra SIS, NeverSecond og 6d Nutrition, men min personlige favorit er Nduranz fra Slovenien. Alle brands er baseret på den nyeste viden og har gels med 45 gram kulhydrat. 2 af dem i timen suppleret med lidt energipulver i dunken skal nok holde dig kørende. Angående væske, så drikker jeg efter tørsten, men sørger nogenlunde for at have tømt dunkene før toppen af bjergene, hvor de kan fyldes.

Læs også: La Marmotte ændrer ruten

Tip: Planlæg dit energiindtag og sæt en alarm på din headunit til at minde dig om at spise på intervalbasis.
Bonus tip: Pak hellere en gel for meget i lommerne, end en for lidt.

Med de 4 råd er du lidt bedre klædt på til et mega fedt og jeg håber du får en rigtig god dag på cyklen.

Allez!
// Nikolaj Hebsgaard, chefredaktør

La Marmotte ændrer ruten

Posted on: juni 15th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Skal du køre La Marmotte kan du godt glæde dig til Croix-de-Fer og sige farvel til det irriterende stykke igennem Maurienne-dalen.

Arrangørerne af La Marmotte har i dag orienteret alle deltagere om at ruten til årets løb er blevet ændret. I stedet for at køre nedad Glandon, får alle deltagere nu fornøjelsen af at fortsætte de knap 2 kilometer længere op til Croix-de-Fer passet og slipper dermed for turen igennem Maurienne-dalen.

Ruteændringen sker af hensyn til deltagernes sikkerhed. Normalt er nedkørslen fra Glandon neutraliseret af sikkerhedshensyn, men grundet vejarbejde ligger der i år ekstra meget grus på den hurtige nedkørsel. Allerede sidste år forsøgte arrangørerne at ændre ruten til at gå over Croix-de-Fer, men fik dengang ikke tilladelse fra myndighederne. Ikke siden 2006 har Croix-de-Fer været med i La Marmotte.

Kuriøst nok, har arrangørerne valgt at turen ned fra Croix-de-Fer skal gå over Col du Mollard, hvilket tilsammen giver løbet knap 500 ekstra højdemeter. Til gengæld slipper alle deltagere for det irriteretende og let stigende dalstykke igennem Maurienne-dalen, omend arrangørerne havde mulighed at slutte nedkørslen fra Croix-de-Fer i Maurienne, og derved undgå de få ekstra højdemeter, hvor smukke de end måtte være.

Således bringes løbets samlede distance op på 186 km og 5530 højdemeter. For mange vil det uden tvivl være kærkomment at dalstykket udgår, men har man ikke fået fuldt Velomores Gran Fondo-træningsprogram til punkt og prikke, kan de ekstra højdemeter godt blive en ekstra udfordring.

Cut-off time på Galibier bliver kl. 16:15, mens Alpe d’Huez lukker 18:30.

Vi havde fornøjelsen af nedkørslen fra Croix-de-Fer til Maurienne sidste år i GFNY Croix-de-Fer, som du kan læse om lige her. Bliver du i dalen ugen ud, kan du som abonnent på Velomore spare 10% på tilmeldingsgebyret til GFNY Alpe d’Huez, der køres d. 2. juli. Kontakt os på info@velomore.dk for at aktivere rabatten.

Du finder den nye rute her.

Dalstykket har været nærmest berygtet og kan blive døden hvis man sidder alene. Dalen er let stigende og ofte er der også modvind, hvorfor det at sidde i en god gruppe er essentielt. Men den bekymring slipper man for nu. Havde man sat sin lid til den neutraliserede nedkørsel, må man nu lægge en ny plan for, hvor hurtigt man kan få tisset og fyldt dunke på toppen af Croix-de-Fer. Men lad nu være med at tage nogen chancer nedad!